Om ændring af forskellige lovbestemmelser om aktindsigt m.v.
- Fremsat 8. dec. 2010
- 1. behandling 13. jan. 2011
Vis fuld titel
Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om aktindsigt m.v. (Konsekvensændringer i lyset af lov om offentlighed i forvaltningen og af ændringer i forvaltningsloven og retsplejeloven).
Resume
Lovforslaget skulle ses i sammenhæng med de samtidig fremsatte forslag til en ny offentlighedslov, lovforslag nr. L 90 og forslag til lov om ændring af forvaltningsloven og retsplejeloven, lovforslag nr. L 91. En række bestemmelser i andre love indeholder dels henvisninger til bestemmelser i den gældende offentlighedslov, som foresloges ophævet og eventuelt videreført under ændrede paragrafnumre i den nye offentlighedslov, dels henvisninger til de bestemmelser om aktindsigt m.v. i forvaltningsloven og retsplejeloven, som foresloges ændret med det nævnte forslag til lov om ændring af forvaltningsloven og retsplejeloven. Formålet med lovforslaget var på denne baggrund at foretage de fornødne konsekvensændringer i de nævnte bestemmelser i anden lovgivning med henblik på - ud over de ændringer, der fulgte af den nye offentlighedslov og ændringerne i forvaltningsloven og retsplejeloven - at videreføre den retstilstand, som fulgte af de pågældende bestemmelser i anden lovgivning, efter at forslaget til den nye offentlighedslov og forslaget til ændringer i forvaltningsloven og retsplejeloven var trådt i kraft. Lovforslaget blev behandlet sammen med lovforslag nr. L 90 og L 91.