Om dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Israel.
- Fremsat 7. okt. 2009
- 1. behandling 23. okt. 2009
- 2. behandling 10. nov. 2009
- 3. behandling 19. nov. 2009
Vis fuld titel
Forslag til lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Israel.
Resume
Med loven kan regeringen tiltræde en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Israel. Overenskomsten blev undertegnet den 9. september 2009, men kunne først endeligt tiltrædes fra dansk side ved Folketingets vedtagelse af lovforslaget. Overenskomsten indeholder regler for, hvornår Danmark henholdsvis Israel kan beskatte forskellige former for indkomst, som en person, der er hjemmehørende i den ene stat (bopælsstaten), modtager fra den anden stat (kildestaten), og om, hvordan dobbeltbeskatning undgås. Efter overenskomsten kan kildestaten bl.a. ikke beskatte udbytter udloddet fra et datterselskab til et moderselskab, hvis moderselskabet ejer mindst 10 pct. af kapitalen i datterselskabet i en uafbrudt periode på mindst et år. Overenskomsten indeholder endvidere regler for beskatning af renter, royalties, offentlige ydelser (herunder sociale pensioner) og private pensioner. Efter den hidtidige overenskomst kunne pensioner kun beskattes i bopælsstaten. Med loven får pensionister, som på datoen for undertegnelsen af overenskomsten er hjemmehørende i Israel, og som på dette tidspunkt modtager pension fra Danmark, ikke deres forhold ændret. For nye pensionister vil der blive tale om beskatning i Danmark. Overenskomsten finder tidligst anvendelse for indkomstår, der påbegyndes fra og med den 1. januar 2010.