Om bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer.
- Fremsat 14. jan. 2015
- 1. behandling 20. jan. 2015
- 2. behandling 14. apr. 2015
- 3. behandling 16. apr. 2015
Vis fuld titel
Forslag til lov om ændring af lov om fremme af dopingfri idræt og ligningsloven. (Bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer).
Resume
Formålet med lovforslaget er at indføre regler til bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer. Lovforslaget kriminaliserer bestikkelse inden for idrætten, og reglerne om nægtelse af fradrag for virksomhedernes udgifter til bestikkelse udvides, så de også omfatter bestikkelse inden for idrætten. Med lovforslaget forpligtes idrætsorganisationer til at indføre og håndhæve bestemmelser om bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer som vilkår for at kunne modtage lovbestemte tilskud. Desuden fastsættes nærmere regler om placeringen af et sekretariat for en platform for koordinering af bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer. Forslaget blev vedtaget. For stemte 107 (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF, ALT), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0. Loven trådte i kraft den 1. juli 2015.