Om Bruxelles I-forordningen om retternes kompetence m.v.
- Fremsat 3. apr. 2013
- 1. behandling 11. apr. 2013
- 2. behandling 21. maj 2013
- 3. behandling 23. maj 2013
Vis fuld titel
Forslag til lov om ændring af lov om Bruxelles I-forordningen m.v. (Gennemførelse af omarbejdet forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område m.v.).
Resume
Formålet med loven er at gennemføre den omarbejdede Bruxelles I-forordning, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning), i dansk ret. Bruxelles I-forordningen (forordning nr. 44/2001), der trådte i kraft den 1. marts 2002, indeholder regler mellem EU-medlemsstaterne (bortset fra Danmark) om, hvilke retter der er kompetente i internationale civile sager (værneting), og om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile sager. Forordningen er omfattet af det danske forbehold om retlige og indre anliggender (retsforbeholdet). Danmark har imidlertid i 2005 indgået en såkaldt parallelaftale, hvorefter Danmark på mellemstatsligt grundlag tilknyttes reglerne i Bruxelles I-forordningen. Aftalen er gennemført i dansk ret ved lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen m.v. Europa-Parlamentet og Rådet har den 12. december 2012 vedtaget den omarbejdede Bruxelles I-forordning, som ligeledes er omfattet af retsforbeholdet. Danmark har den 20. december 2012 meddelt Kommissionen, at Danmark vil gennemføre den omarbejdede Bruxelles I-forordning. Med vedtagelsen af denne lov giver Folketinget i medfør af grundlovens § 19 sit samtykke til, at Danmark gennemfører den omarbejdede Bruxelles I-forordning ved lov. Loven træder i kraft den 1. juni 2013.