Om Danmarks tilslutning til EU´s direktiv om databeskyttelse på retshåndhævelsesområdet.
Vis fuld titel
Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks tilslutning på mellemstatsligt grundlag til EU´s direktiv om databeskyttelse på retshåndhævelsesområdet.
Resume
Med folketingsbeslutningen har Folketinget givet samtykke efter grundlovens § 19 til, at regeringen på Danmarks vegne tilslutter sig det såkaldte retshåndhævelsesdirektiv på mellemstatsligt grundlag. Retshåndhævelsesdirektivet er i princippet omfattet af det danske retsforbehold, men da det samtidig udgør en udbygning af Schengensamarbejdet, skal Danmark i henhold til artikel 4 i protokollen om Danmarks stilling senest inden 6 måneder efter Rådets vedtagelse træffe afgørelse om, hvorvidt Danmark vil gennemføre direktivet i dansk ret. Fristen i det konkrete tilfælde er den 27. oktober 2016. Retshåndhævelsesdirektivet fastsætter regler om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med de kompetente myndigheders behandling af personoplysninger for at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod eller forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed.