Om sikkerhed i net- og informationssystemer i transportsektoren.
- Fremsat 7. feb. 2018
- 1. behandling 20. feb. 2018
- 2. behandling 26. apr. 2018
- 2. behandling 26. apr. 2018
- 3. behandling 3. maj 2018
Vis fuld titel
Forslag til lov om sikkerhed i net- og informationssystemer i transportsektoren.
Resume
Rammelovforslaget har til formål at gennemføre NIS-direktivet (direktiv 2016/1148 af 6. juli 2018 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen) på transport-, bygnings- og boligministerens område. Med forslaget indføres bl.a. sikkerhedskrav til de væsentligste offentlige og private enheder inden for transport-, bygnings- og boligområdet, der udpeges som operatører af væsentlige transporttjenester. Disse operatører kan eksempelvis være kendetegnet ved at være offentlige eller private enheder inden for vej-, bane-, luft- og havneområdet, som leverer en transporttjeneste, der er væsentlig for opretholdelsen af kritiske samfundsmæssige eller økonomiske aktiviteter, og er afhængige af net- og informationssystemer for at levere transporttjenesten. Ifølge forslaget skal operatørerne underrette transport-, bygnings- og boligministeren og Center for Cybersikkerhed – i sin egenskab af nationalt centralt kontaktpunkt og national it-beredskabsenhed (CSIRT) – om eventuelle hændelser, der har forstyrrende virkning på deres levering af de væsentlige transporttjenester. Med forslaget indføres desuden administrationsbestemmelser, så der kan fastsættes mere tekniske krav i bekendtgørelser. Transport-, bygnings- og boligministeren fører tilsyn med overholdelse af reglerne på området. Loven træder i kraft den 10. maj 2018. Det er også datoen for gennemførelse af ovennævnte direktiv i national lovgivning.