Om udvikling af området ved Ny Ellebjerg Station.
- Fremsat 3. okt. 2018
- 1. behandling 23. okt. 2018
- 2. behandling 11. dec. 2018
- 3. behandling 13. dec. 2018
Vis fuld titel
Forslag til lov om ændring af lov om en Cityring og lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S. (Udvikling af området ved Ny Ellebjerg Station).
Resume
Formålet med forslaget er at tilvejebringe det retlige grundlag for, at staten kan yde sit bidrag til merudgiften til nedgravningen af Ny Ellebjerg metrostation. Med forslaget gives transport-, bygnings- og boligministeren bemyndigelse til at overdrage byggeretten over statens baneareal ved Ny Ellebjerg Station til Metroselskabet I/S. Samtidig udvides Metroselskabet I/S' formålsbestemmelse, så selskabet får udtrykkelig hjemmel til at udnytte byggeretten, foretage udvikling af området og de fornødne ejendomsretlige dispositioner i relation hertil. Endelig får transport-, bygnings- og boligministeren mulighed for at anvende en række bestemmelser i lov om en Cityring og afskære klageadgangen efter en række love under den indledende del af arbejdet med udvikling af området ved Ny Ellebjerg Station. Forslaget er en delvis udmøntning af aftalen fra den 14. oktober 2016 mellem staten v. transport-, bygnings- og boligministeren, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune om finansiering af en underjordisk metrostation ved Ny Ellebjerg Station. Ifølge forslaget træder loven i kraft den 1. januar 2019.