Om ret til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje i 2021.
- Fremsat 5. mar. 2021
- 1. behandling 9. mar. 2021
- 2. behandling 16. mar. 2021
- 3. behandling 16. mar. 2021
Vis fuld titel
Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om aktiv socialpolitik. (Ret til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje i 2021).
Resume
Lovforslaget går ud på at etablere en midlertidig puljeordning i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor ledige, der er omfattet af en af lovens målgrupper, og som har arbejdet inden for minkerhvervet eller følgeerhverv, får ret til tilbud om uddannelse inden for en pulje i perioden fra og med den 23. marts 2021 til og med den 31. december 2021. Lovforslaget udmønter en del af aftalen om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af covid-19, som regeringen, indgik med Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance den 25. januar 2021. Lovforslaget udmønter den del af aftalens initiativ i pkt. 7, som omhandler omstilling for medarbejdere/ledige. Det vurderes, at lovforslaget vil medføre offentlige merudgifter på 50,0 mio. kr. i 2021. Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 23. marts 2021.