Møde i salen

Mødet er åbnet.

Fra medlem af Folketinget Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU), der har orlov, har jeg modtaget meddelelse om, at hun fra og med den 7. oktober 2023 atter kan give møde i Tinget. Markus E. Olsens (SIU) hverv som midlertidigt medlem af Folketinget ophører fra nævnte dato at regne.

Fra medlem af Folketinget Peter Kofod (DF), der har orlov, har jeg modtaget meddelelse om, at han fra og med den 11. oktober 2023 atter kan give møde i Tinget. Søren Rasmussens (DF) hverv som midlertidigt medlem af Folketinget ophører fra nævnte dato at regne.

I dag er der følgende anmeldelser:

Udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek):

Lovforslag nr. L 40 (Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, og hjemrejseloven. (Styrkelse af udlændingemyndighedernes og politiets værktøjer til kontrol af udlændinges indrejse og ophold i Danmark)) og

Lovforslag nr. L 41 (Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v. (Forlængelse af Afghanistan-særloven)).

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri (Jacob Jensen):

Lovforslag nr. L 42 (Forslag til lov om ændring af lov om hold af dyr, dyrevelfærdsloven, lov om dyrlæger, lov om dyreforsøg og lov om foderstoffer. (Indarbejdelse af tekstanmærkninger og delegation af sagsforberedelse til private fysiske eller juridiske personer)) og

Lovforslag nr. L 43 (Forslag til lov om ændring af lov om dyrlæger. (Ændringer som følge af etablering af veterinæruddannelse ved Aarhus Universitet)).

Indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde):

Lovforslag nr. L 44 (Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Bedre digital forældreadgang til børns helbredsoplysninger, indhentning og videregivelse af helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger samt etablering af et nævn for sundhedsapps)),

Lovforslag nr. L 45 (Forslag til lov om ændring af lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter og sundhedsloven. (Smidigere rammer for sundhedsforskning og mere information og selvbestemmelse til patienter og forsøgspersoner m.v.)),

Lovforslag nr. L 46 (Forslag til lov om ændring af lov om lægemidler og sundhedsloven. (Transparens i lægemiddellagre, salg og udlevering af lægemidler under særlige omstændigheder og transport af patienter fra udlandet til sundhedsbehandling i Danmark som følge af internationale humanitære krisesituationer)),

Lovforslag nr. L 47 (Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Mulighed for forudgående fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop)) og

Lovforslag nr. L 48 (Forslag til lov om ændring af lov om valg til Folketinget og forskellige andre love og om ophævelse af lov om midlertidig videreførelse af rettigheder efter lov om kommunale og regionale valg og lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union. (Modernisering af rammerne for valg og lokaldemokrati m.v.)).

Social- og boligministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil):

Lovforslag nr. L 49 (Forslag til lov om ændring af byggeloven. (Undtagelse fra kundgørelse af tekniske specifikationer i Lovtidende m.v.)) og

Lovforslag nr. L 50 (Forslag til lov om ophævelse af lov for Grønland om børns retsstilling og om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning som sat i kraft for Grønland, forældreansvarsloven og retsplejelov for Grønland. (Ændringer som følge af ikraftsættelse for Grønland af børneloven og lov om børns forsørgelse m.v.)).

Leif Lahn Jensen (S), Lars Christian Lilleholt (V), Henrik Frandsen (M), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Peter Skaarup (DD), Ole Birk Olesen (LA), Mai Mercado (KF), Peder Hvelplund (EL), Martin Lidegaard (RV), Mette Thiesen (DF), Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Kim Edberg Andersen (NB) og Aaja Chemnitz (IA):

Beslutningsforslag nr. B 12 (Forslag til folketingsbeslutning om legalisering af aktiv dødshjælp (borgerforslag)),

Beslutningsforslag nr. B 13 (Forslag til folketingsbeslutning om, at personer med insulinkrævende diabetes skal have ret til at få tildelt en sensorbaseret glukosemåler (borgerforslag)) og

Beslutningsforslag nr. B 15 (Forslag til folketingsbeslutning om et stop for techindustriens kommercielle udnyttelse af danske børn og unge (borgerforslag)).

Udenrigsministeren (Lars Løkke Rasmussen):

Beslutningsforslag nr. B 14 (Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks indgåelse af overenskomst af 14. juni 2022 mellem Kongeriget Danmarks regering sammen med Naalakkersuisut på den ene side og Canadas regering på den anden side om maritim afgrænsning og landeafgrænsning i området mellem Grønland og Canada).

Titler på de anmeldte sager vil fremgå af www.folketingstidende.dk (jf. ovenfor).

Et flertal i Udvalget for Digitalisering og It har anmodet om, at beslutningsforslag nr. B 15 henvises direkte til udvalget med henblik på at blive undergivet en første og eneste behandling i Folketinget. Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 120, der blev førstebehandlet den 15. maj 2023. Denne fremgangsmåde kræver Tingets samtykke, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som givet. Det er givet.

Åbningsdebatten i dag vil blive tolket på tegnsprog, således at døve kan følge debatten. Tegnsprogstolkningen kan ses direkte på Folketingets hjemmeside www.ft.dk og efterfølgende on demand.

Inden vi går i gang, skal jeg oplyse om, at der ved denne debat vil kunne komme indlæg på henholdsvis grønlandsk og færøsk.

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører, der får ordet, er hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Til åbningsdebatten i januar efter valget havde jeg Oliver med. Oliver har sine hænder skruet rigtig godt på, men han havde svært ved at sidde stille i skolen. Jeg er bedre til at skrue på en forbrændingsmotor end de fleste, men det er der ingen, der lægger mærke til, sagde Oliver. Skiftende regeringer og skiftende Folketing har svigtet unge mennesker som Oliver – unge mennesker som Oliver, der står uden for arbejdsmarkedet, og som heller ikke er i gang med en uddannelse. Dem er der over 40.000 af i Danmark. I Socialdemokratiet og i regeringen er det hjerteblod at tage ansvar for netop den gruppe af unge mennesker, og det starter bl.a. i folkeskolen. Vi skal give de unge mennesker og vores børn de bedste muligheder for at skabe det liv, de ønsker, hjælpe dem til uddannelse, give dem noget at stå op til og vise dem, at vi har brug for dem. Vi skal vise, at vi har brug for Oliver. Vi kan kun udvikle vores samfund, hvis vi tør forandre. I Socialdemokratiet og i regeringen vil vi forandre den danske folkeskole. Som statsministeren også sagde for et par dage siden, skal der være en mere praktisk tilgang, lærerens autoritet skal styrkes, og vi skal have fjernet alt for mange og alt for intetsigende kompetencemål for vores elever. Skolerne skal sættes fri, og de dygtige lærere på landets skoler skal sættes fri fra vores, altså politikernes, behov – sættes fri fra registreringer, målsætning og kontrol. Vi ved fra forskningen, at mere frihed til faglighed også øger kvaliteten, både for de unge som Oliver, men også for Olivers sidekammerat – vi kan kalde ham Oskar – der hellere vil læse i en bog end rode med forbrændingsmotorer. Folkeskolen skal løftes for både Oliver og Oskar og også for alle de andre. For et år siden bad vi danskerne om at sammensætte et nyt Folketing. I Socialdemokratiet gik vi til valg på en bred regering, der kan tage ansvar for vanskelige beslutninger – vanskelige beslutninger, som nok på den korte bane kan give noget debat, men som på den lange bane giver et stærkere, et grønnere og et mere retfærdigt Danmark. Det er vi lykkedes med, og jeg vil gerne sende en stor tak til Venstre og til Moderaterne for et godt samarbejde. Det er jo ret åbenlyst, at vi som partier har forskellige holdninger, forskellige prioriteter og forskellige historiske rødder, men vi har på trods af uenighederne valgt at fokusere på enighederne og at forsøge at fokusere på at slå bro over uenighederne og finde løsninger sammen, fordi vi ønsker at tage et overordnet ansvar for helheden, et overordnet ansvar for at udvikle og styrke vores land. På mange måder synes jeg at ansvar for helheden måske er den mest definerende skillelinje i dansk politik netop nu. Jeg mener, at det er den skillelinje, der for alvor adskiller regeringen fra partier både til højre og til venstre for regeringen. Jeg synes altid, der er grund til at glæde sig over brede aftaler. Jeg synes, der er grund til at glæde sig, når vi kan lave aftaler med eksempelvis venstrefløjen, der styrker vores miljø, klima og velfærd. Vi har eksempelvis en fælles opgave i at tiltrække flere dygtige velfærdsmedarbejdere – en opgave i klogt at investere milliarder i vores sundhedsvæsen, så vi får kvaliteten i kræftbehandlingen endnu højere op, ventelisterne ned og psykiatrien tilbage på sporet. Det er afgørende fremskridt for os alle, og det er afgørende fremskridt, hvor jeg er helt sikker på, at vi kan regne med, at venstrefløjen tager ansvar. Men det er også afgørende fremskridt, der hviler på en ansvarlig økonomisk politik, der igen hviler på evnen og viljen til at træffe vanskelige beslutninger, og i den forbindelse savner jeg ofte venstrefløjen. Eksempelvis tager hverken Enhedslisten eller SF ansvar for velfærdsaftalen. Det er en aftale, der bidrager med 70 mia. kr. om året til dansk økonomi og dansk velfærd. Der er ligeledes, synes jeg, grund til at glæde sig, når vi laver aftaler med partier både til højre og venstre i Folketingssalen om eksempelvis universitetsreformen. Vi har lavet en universitetsreform, der styrker det faglige niveau, der leverer en milliardinvestering i uddannelse, og som skaber en stærkere kobling imellem universiteterne på den ene side og erhvervslivet og arbejdsmarkedet på den anden side. Det har vi gjort, samtidig med at vi tager ansvar for, at færre i fremtiden skal læse på universiteterne og flere skal uddanne sig til at blive lærer, pædagog eller sygeplejerske, for det er der, behovet i vores samfund er størst.

Jeg synes, det er enormt positivt, og jeg er glad for, at et parti som Liberal Alliance med universitetsreformen vælger at tage et medansvar for så vigtig en del af vores velfærdssamfund, som uddannelsessystemet er, ligesom partier til venstre har taget ansvar for samme reform, eksempelvis SF. Men når jeg her lige fokuserer på Liberal Alliance, er det, fordi jeg undrer mig over, at det samme parti fremlægger en økonomisk plan, der med 95.000 færre offentligt ansatte i 2035 reelt peger i retning af en anden samfundsmodel. Endelig er der grund til at glæde sig over, at vi i aftale efter aftale leverer på den grønne omstilling med danmarkshistoriens største udbud af havvindmøller, en omfattende plan for havmiljøet og massive investeringer i ny grøn teknologi. I sidste regeringsperiode lavede den socialdemokratiske regering over 75 grønne aftaler. Den nye regering vil følge trop og sørge for, at vi leverer på verdens mest ambitiøse klimamål i 2025 og i 2030. Danmarks vigtigste bidrag til den globale kamp mod klimaforandringerne handler ikke alene om vores udledninger. Dertil er Danmark for lille. Men hvis vi kan vise resten af verden, at der findes en grøn vej for vores klode, der kombinerer bæredygtighed og social balance på den ene side med vækst og grønne arbejdspladser på den anden side, kan vi som foregangsland gøre en reel forskel i kampen mod globale klimaforandringer, som rækker langt, langt ud over det aftryk, vi selv sætter med vores udledninger. På Lindøværftet arbejder der i dag flere mennesker med grøn energi, end da det gamle skibsværft lukkede. I Sønderjylland skaber Danfoss i hundredvis af grønne arbejdspladser. I Esbjerg fylder offshorevindenergi arbejdspladsmæssigt mere og mere, og olie fylder mindre og mindre. Det er eksempler på, at den grønne jobskabelse kommer hele landet til gode, eksempler på, at den grønne jobskabelse styrker den vigtige balance imellem land og by. Så meget desto mere kan det undre, at Danmarksdemokraterne, der ellers tidligere i hvert fald i ord har bakket op om 70-procentsmålsætningen i 2030, nu begynder at vakle i deres opbakning til den grønne omstilling. For Socialdemokratiet er det brede samarbejde vigtigt. Det var bl.a. derfor, vi gik til valg på en bred regering, og jeg er glad for, at Socialdemokratiet står i spidsen for en regering, der konsekvent søger det brede samarbejde med andre partier. Det er sådan, at med den nuværende brede regering er ni ud af ti aftaler indgået med partier både til højre og venstre for regeringen. Vi vil fortsætte med at søge det brede samarbejde, når vi skal løse de vanskeligste udfordringer, vi som land står over for. Men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at jeg håber, at der er flere partier i Folketinget, som finder en lyst til at tage et større medansvar for helheden, også når det ansvar er tungt, og når det ansvar er vanskeligt. Man kan læse i Ekstra Bladet, at de mener, at vi ikke rigtig bestiller noget i Folketinget. Jeg synes, man kan beskylde folkestyret for meget, men ikke for ikke at bestille noget. Det synes jeg er godt, for vi står over for mange vigtige opgaver. Danmark skal gå forrest i opbakningen til Ukraine i deres frihedskamp mod Rusland og i kampen imod klimaforandringerne. Vi skal løse både velfærdssamfundets og erhvervslivets største udfordring, nemlig manglen på dygtige medarbejdere. Vi skal styrke velfærdssamfundet med flere midler og færre regler, og vi skal levere et lønløft til offentligt ansatte der, hvor det er vanskeligst at skaffe nye dygtige medarbejdere. Jeg håber, og jeg tror på, at vi på trods af uenighed og debat evner at bøje os mod hinanden, at vi evner at finde løsninger på de største udfordringer, og at vi evner at finde løsninger på de største udfordringer sammen, også når det er vanskeligt. Tak for ordet. Så vil jeg gerne læse en vedtagelsestekst op på vegne af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at dansk økonomi er stærk, men Folketinget anerkender samtidig, at der er behov for tiltag, der sikrer flere medarbejdere med de rette kompetencer til både den offentlige og private sektor. Derfor vil Folketinget lette skatten og gennemføre et lønløft på de offentlige områder, hvor rekrutteringsudfordringerne er størst. Derudover vil Folketinget forbedre vilkårene for danske iværksættere. Folketinget ønsker desuden at frisætte den offentlige sektor fra unødvendigt bureaukrati, så der bliver mere tid til kerneopgaven, samtidig med at borgerens frie valg udvides og den faglige frihed styrkes. Folketinget mener, det er nødvendigt at investere i de danske uddannelser, herunder at løfte erhvervsuddannelserne markant. Folketinget finder det nødvendigt at fortsætte opprioriteringen af vores sundhedsvæsen, herunder en ambitiøs plan for psykiatrien og på kræftområdet. Folketinget bakker op om en grøn omstilling, der indfrier vores ambitiøse klimamål og gør os uafhængige af russisk gas.« (Forslag til vedtagelse nr. V 1).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger. Der er en lang række korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er fru Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Hvad er en skattelettelse værd, hvis ens gamle mor ligger på et plejehjem med våd ble, fordi der mangler personale? Hvad er det værd med en skattelettelse, hvis man afleverer sit barn i en daginstitution og man tænker: Hvis han falder på den her løbecykel, han lige har lært at køre på, er der så overhovedet nogen, der kan trøste ham? Sådan sagde statsministeren for 5 år siden – kloge ord dengang såvel som nu. Lige om lidt vil ordføreren sige, at velfærd og skattelettelser er falske modsætninger, og det kan jo egentlig være rigtigt nok i en verden, hvor der er uendeligt med penge. Det er bare ikke den verden, danskerne lever i. Lige nu fyres der velfærdspersonale mange steder i landet, og derfor vil jeg bare spørge ordføreren, om ordføreren er enig med statsministeren i det her citat, nemlig at skattelettelser mister deres værdi, hvis velfærden krakelerer.

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig med statsministeren i. Det er derfor, vi har en opgave i at investere i vores velfærdssamfund, og det er årsagen til, at det er regeringens kurs. Historien om velfærdssamfundet er helt oplagt forskellig fra sted til sted. I den kommune, hvor fru Pia Olsen Dyhr bor, sætter man skatten mere ned, end vi gør i hele landet samlet næste år. Jeg har selv tre børn, hvoraf to går i daginstitution – en almindelig offentligt betalt daginstitution, som er fremragende. Jeg har i sommerferien fået barn nr. 3 og mødt et sundhedsvæsen, som er gennemført kompetent, dygtigt og godt. Så der er masser af steder i vores samfund, velfærdssamfundet fungerer godt. Der er også steder, hvor det fungerer mindre godt og kommunerne er særligt presset af, at vi har haft prisstigninger på 10 pct. Det er bl.a. derfor, vi har givet en ekstra milliard kroner, og derfor, vi også i de kommende år vil investere i vores velfærdssamfund.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg er jo glad for, at ordføreren er glad for velfærdssamfundet. Det er jeg også selv – meget begejstret. Jeg synes, der er store fagligheder derude. Derfor vil jeg også gerne blive lidt i virkelighedens verden, for her får Steen, der er blind, skåret ned i sin rengøring, så det er hver fjerde uge. Peter, der sidder i kørestol, får skåret ned på sin sosu-hjælp. I virkelighedens verden er bøger og kopiark skåret væk fra folkets skole, f.eks. på en skole i Roskilde, og der er nu lærerfri timer i Rødovre. Så er det bare brok, når borgere, organisationer, borgmestre og byrødder fra ordførerens eget parti igen og igen siger, at velfærden har brug for investeringer og der derfor ikke er plads til skattelettelser?

Ordføreren.

Nej, jeg synes bestemt ikke, det er brok. Jeg har selv personligt haft mange og dybe samtaler med vores S-borgmestre om de her udfordringer. Det er bare ikke sådan, at der er nogen sammenhæng imellem skattelettelser på et senere tidspunkt og så den offentlige økonomi, der er i øjeblikket. Sammenhængen er der simpelt hen ikke. Jeg synes også, det er vigtigt at sige, at vi med de seneste fem økonomiaftaler, hvor SF jo har været med i mange af dem, har løftet den samlede kommunale økonomi med 7,5 mia. kr. Det er et ni gange større løft, end den samme kommunale økonomi blev løftet med med de fem forudgående aftaler. Det betyder ikke, at vi ikke skal blive ved med at investere i vores velfærdssamfund, men det betyder, at vi bliver nødt til at have en samtale om, at penge alene ikke er løsningen.

Tak. Fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Nu er der jo utrolig meget snak om CO 2 -afgiften på landbruget, og man må sige, at det mest er Venstre, der ligesom har stået for skud i forbindelse med de meget store kovendinger, man foretager på det her område, men det, der måske er lidt overset, er, at Socialdemokraterne jo også er ude på noget af en rejse, når det handler om CO 2 -afgiften. For vi skal jo ikke længere tid tilbage end til valgkampen, tror jeg det var, hvor statsministeren sagde, at kødsovsen ikke måtte blive dyrere. Hun stod meget, meget malende på TV 2 og beskrev en enlig mor med tre børn, der alle går til fodbold, og moren laver kødsovs, og at for hende måtte kødsovsen simpelt hen ikke blive dyrere. Derfor er det måske rart lige i dag at få at vide, hvor Socialdemokratiet egentlig står der. Kan ordføreren garantere, som statsministeren sagde, at kødsovsen ikke bliver dyrere for den her enlige mor, hvis tre børn går til fodbold, og hvor hun står og laver kødsovs, mens de er til fodbold?

Ordføreren.

Jeg synes, at fru Inger Støjbergs billede med kovendingen er sjov i den her sammenhæng, men jeg synes ikke, den er særlig rammende. Regeringen har aftalt i regeringsgrundlaget, at vi skal have en CO 2 -afgift på landbruget, sådan at landbruget bidrager til den grønne omstilling på lige fod med transportsektoren og industrien. Vi har nedsat et ekspertudvalg med Michael Svarer i spidsen – ligesom vi nedsatte et ekspertudvalg, forud for at vi skulle lave en CO 2 -afgift på vores industri – som skal komme med bud på, hvordan vi gør det her på en klog måde, sådan at vi på den ene side får nedbragt CO 2 -udledningen, så vi får en klode, vi kan give videre til vores børn, så vi går foran som foregangsland, hvad jeg synes er fuldstændig afgørende, også for jobskabelse i hele landet, hvilket jeg ved fru Inger Støjberg er optaget af, men på den anden side også gør det sådan, at de sociale balancer er intakte. Det er fuldstændig afgørende, at vi leverer en grøn omstilling, hvor de sociale balancer er intakte, for ellers ender vi med at se de samme scener, som vi så i Frankrig, hvor ikke hele landet er med i den omstilling, som er nødvendig, og det vil vi imødegå.

Fru Inger Støjberg.

Det er sådan set første gang, tror jeg, jeg har hørt en socialdemokrat forstå, at noget om CO 2 -afgifter også har noget med køer at gøre, så på den måde må jeg sige, at hr. Christian Rabjerg Madsen jo i hvert fald har sat sig ind i det. Så langt, så godt. Problemet er bare lidt, at jeg overhovedet ikke fik svar på mit spørgsmål om statsministerens garantier om kødsovsen, der åbenbart ikke må blive det mindste dyrere, og at sådan en CO 2 -afgift derfor ikke kan ligge i køledisken. Så kan hr. Christian Rabjerg Madsen i dag garantere, at statsministerens ord står til troende, i forhold til at kødsovsen ikke må blive dyrere for den enlige mor?

Ordføreren.

Tak for bemærkningerne. Jeg har tidligere været miljøordfører, så jeg har haft indgående debatter om staldanlæg, som nedbringer udledningen, og forskellige sammensætninger af foder til køer, sådan at deres udledninger helt nede på mikroniveau bliver mindre. Så det tager jeg meget gerne en drøftelse af. Det, vi har sagt hele vejen igennem, og det, statsministeren også har sagt, er, at vi skal have styr på de sociale balancer. Vi skal sørge for, at prisstigningerne ikke bliver på en sådan måde, at almindelige mennesker med almindelige behov ikke kan fortsætte et almindeligt og godt liv. Men hvis vi leverer på det, bliver vi også et grønt foregangsland, der viser, at man både kan få udledningerne ned, samtidig med at væksten og det gode liv kan fortsætte opad, og det er det, der er opgaven.

Hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Den 17. juli i år satte jeg et stort kryds i kalenderen. Det gør man jo, når man oplever noget, der sjældent indtræffer. Og det, der skete den dag, var, at ordføreren sagde noget, jeg synes var spændende. Det var nemlig ordførerens forslag om, at en måde at fremtidssikre velfærdssamfundet på kunne være at udvide arbejdsmarkedspensionerne til også at omfatte opsparing til velfærd på ældreområdet. Jeg synes, det er et spændende forslag. Det er den type forslag, jeg tror har potentiale til om 20-30 år at være lige så skelsættende og noget, vi vil være stolte af i Danmark, som indførelsen af arbejdsmarkedspensionerne. Men det endte jo med at blive pandet ned af statsministeren og af regeringen, og jeg vil egentlig også gerne bare høre ordførerens refleksioner over: Hvorfor tror ordføreren at forslaget blev pandet ned? Drejede det sig måske om, at det ikke rigtig flugtede med ånden fra Marienborg, at det ikke var noget, der kunne bidrage til de her svære langsigtede beslutninger for Danmark? Eller hvorfor tror ordføreren at forslaget blev pandet ned? Jeg synes, det var et godt forslag.

Ordføreren.

Man skal jo altid være glad for ros. Det er jeg selvfølgelig også her for hr. Alex Vanopslaghs. Man kunne have ønsket sig, at den ros måske også havde bredt sig til fagbevægelsen, som var lidt mere kritisk i forbindelse med den debat. Spøg til side. Altså, det, jeg gerne ville med den debat, var jo at få en diskussion af: Hvordan ser det ud med ligheden blandt fremtidens ældre? Jeg tror samtidig, jeg sagde i mit interview, som jeg forstår at hr. Alex Vanopslagh har læst, at den vigtigste udfordring i forhold til vores ældrevelfærd er manglen på medarbejdere. Det er det, vi skal levere på her og nu. Men jeg har en bekymring i forhold til vores velfærdssamfund på den lange bane, når vi bliver langt flere ældre, færre til at forsørge, færre til at være sosu-assistenter og levere en reel og god ældrepleje. Og det er en udfordring, som vi skal kigge på. Jeg har så også efterfølgende sagt, at jeg var meget mere optaget af, at vi fik den debat om de her svære udfordringer, end jeg er af de specifikke løsninger, og har også i den forbindelse påtaget mig et ansvar for, at vi nok har talt lidt for meget om løsninger og lidt for lidt om den analyse og den problemstilling, som jeg synes er meget interessant.

Hr. Alex Vanopslagh.

Men jeg er fuldstændig enig i, at der er en udfordring i fremtiden med, at vi på ældreområdet vil efterspørge meget mere velfærd end det, det offentlige kan og skal levere. De fleste pensionister i fremtiden vil jo være millionærer, når de går på pension, så mange vil have råd til at købe. Men måske skal man indtænke det i eksempelvis arbejdsmarkedspensionerne, så man får flere med. Så den problemstilling, som ordføreren var inde på, er jo stadig væk relevant. Og jeg vil egentlig bare høre: Har Socialdemokratiet eller regeringen så nogen andre bud overhovedet, eller må fremtidens generationer så håndtere den helt relevante problemstilling?

Ordføreren.

Næh, jeg synes, vi har masser af bud. Altså, noget af det, vi skal løse, er jo den aktuelle, men også strukturelle udfordring med arbejdskraft. Vi skal løse den nuværende, men også strukturelle udfordring med, at de medarbejdere, som skal levere en god og ordentlig ældrevelfærd, er for sovset ind i regler, som gør, at deres faglighed fylder for lidt. Så jeg synes bestemt, at vi har masser af gode bud på, hvordan vi løser den her udfordring. Men jeg tror, det er en udfordring, vi kommer til at diskutere i det her Folketing og også i fremtidige Folketing.

Hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg synes jo nogle gange, det er befriende, når vi i dansk politik oplever, at der faktisk sådan rigtig er forskel på holdninger og på værdier. Tit og ofte bliver dansk politik sådan noget med Socialdemokratiet plus/minus 5 pct. osv., og det er ordføreren sikkert godt tilfreds med. Men jeg synes jo, vi for nylig fik en rigtig god værdidebat om, hvem vi egentlig er her for, og hvem vi arbejder for. For i Det Konservative Folkeparti har vi den holdning, at man går på arbejde hver dag, fordi man vil forsørge sin familie og sig selv, man vil udvikle sig, og man vil kæmpe for et godt liv for sine nærmeste. Jeg har forstået det sådan, at statsministeren mener, at vi skal arbejde noget mere og glemme at arbejde noget mindre, for hvis vi ikke arbejder mere og mere, kan vi ikke opretholde den store stat, som åbenbart er det vigtigste i denne verden. Så kære hr. Christian Rabjerg Madsen, hvem arbejder vi for? Og hvorfor er det, vi skal være skaffedyr for staten i stedet for vores familier?

Ordføreren.

Jeg tror, der er mange, der arbejder for at få en løn, men jeg tror også, at mindst lige så mange, hvis ikke flere, arbejder for at være sammen med deres gode kollegaer, for at dygtiggøre sig, selvrealisere, for at opleve at stå op til en meningsfuldhed, hvor det betyder noget, om man møder frem eller ej. På den måde tror jeg arbejdet er sundt og dannende på rigtig mange parametre. Jeg anerkender, at der skal være selvbestemmelse, i forhold til hvor meget vi arbejder. Vi har så en politisk opgave i at sikre, at der er meget arbejde, at vi arbejder meget, at vi skaber rammer for, at sygeplejersken og sosu-assistenten faktisk har lyst til at gå på fuld tid i stedet for deltid. For konsekvensen af det, hvis vi alle sammen arbejder langt mindre, er jo, at vores velfærdssamfunds sikkerhedsnet eroderer og forsvinder. Og det kan godt være, at hr. Søren Pape Poulsen er ligeglad med det, fordi de rige kan betale selv. Men det kan de fattige ikke, og jeg er optaget af, at man, uanset om man er høj eller lav, uanset om man er rig eller fattig, får en god service på sygehuset og i uddannelsessystemet. Og for at kunne levere det velfærdssamfund, den samfundsmodel, kræver det, at vi arbejder ganske meget.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Jeg synes, at folk skal arbejde alt det, de har lyst til, at de skal arbejde rigtig meget, og at vi skal give dem en gulerod, så de vil gøre en ekstra indsats. Men vi skal ikke udskamme nogen, hvis en familie vælger at sige, at de nu har små børn, og at de i deres familie så faktisk prioriterer, at der lige er et par år, hvor en af forældrene arbejder mindre. Så jeg er jo glad for at høre, at ordføreren i hvert fald noget hen ad vejen ligesom tager afstand fra statsministerens udsagn, altså henvisningen til dovenskab, og hvad det var for nogle citater omkring Stauning, vi hørte på DI's årsmøde. Når familierne har det godt, har Danmark det godt. Og er det ikke det vigtigste, og er det ikke det, der skal skabe værdi i vores land, at man har lyst til at gå på arbejde for at forsørge sig selv og sin familie og ikke bare for at skaffe penge til en stor stat, så man kan sidde og dele penge ud fra regeringens side?

Ordføreren.

Man kan simpelt hen ikke komme et papir ind imellem statsministeren og undertegnede i det her spørgsmål. Ja, jeg bakker fuldstændig op om, at vi har en statsminister, som meget klart sætter en finger på, at der er en sammenhæng imellem det og det at have et velfærdssamfund, som hjælper dem, der ikke kan selv, med at få adgang til uddannelse, til daginstitutioner, til ældrepleje og til sundhedsvæsenet, upåagtet om de har en betalingsevne. Det kan jeg så forstå at Konservative er mindre optaget af. Jeg synes også, Konservatives tilgang her vidner om, at man måske i virkeligheden har været ansvarsfri for længe i hængekøjen til, at man ønsker at indgå i en debat om, hvordan vi faktisk leverer beskæftigelse. For beskæftigelse er forudsætningen – og det ved De Konservative selvfølgelig godt – for et velfungerende velfærdssamfund, som vi kerer os enormt meget om i Socialdemokratiet.

Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Der var mange fine ord, men når det kommer til virkeligheden, har jeg simpelt hen så svært ved at genkende Socialdemokratiet. Jeg kan simpelt hen ikke få ind i mit hoved, at I prioriterer skattelettelser til ejendomsinvestorer, til selskabsarvinger og til millionærer. Altså, det er folk, der i forvejen har, hvad de skal bruge. I en situation, hvor de ældre mennesker, der har bygget det her samfund og betalt for ordførerens og min uddannelse, ikke kan få gjort rent og skal leve i deres eget skidt og møg, fordi der skal skæres ned ude i kommunerne, og i en situation, hvor vi hører, at kræftramte børns forældre ikke længere kan få psykologhjælp, og i en situation, hvor vi hører om livstruende forhold på hospitalerne i Danmark, vælger I at prioritere at sænke skatten. Jeg kan ikke få ind i mit hoved, hvorfor I synes, at det er vigtigere, at en direktør, der tjener 2 millioner om året, skal have 10.000 kr. mere, i den her situation. Jeg kan ikke få det ind i mit hoved.

Ordføreren.

Tak til hr. Pelle Dragsted, og velkommen til debatten som politisk ordfører for Enhedslisten. Hr. Pelle Dragsted er jo en historisk bevidst mand, og hr. Pelle Dragsted er altid klar med en analyse af, hvad Socialdemokratiet er og ikke er. Og i hr. Pelle Dragsteds optik er det altså sådan, at Socialdemokratiet er et parti, som investerer i velfærden, men det er altid en sang om, at det gør vi ikke nok. Og det er jo rigtigt nok, at Socialdemokratiet er et parti, som investerer i velfærden; det har vi gjort sammen med Enhedslisten, og det fortsætter vi med under den nuværende regering. Men Socialdemokratiet er jo også et andet parti. Vi er nemlig et parti, der tager ansvar for at sikre, at de penge, vi i fællesskab kan investere i velfærdssamfundet, også rent faktisk er til stede. Derfor er Socialdemokratiet også et parti, der i modsætning til Enhedslisten tager ansvar for eksempelvis velfærdsaftalen, som er fundamentet under, at vi kan investere i den velfærd, som vi her diskuterer. Jeg bed mærke i, at hr. Pelle Dragsted var meget optaget af Socialdemokratiet i 1950'erne i en artikel for ganske nylig. Hvad var det, vi gjorde i 1950'erne? Vi udvidede velfærdssamfundet, og det er jeg stolt af. Hvordan gjorde vi det? Det gjorde vi ved at udvide arbejdsstyrken. Det var ikke to forskellige udviklinger; det var udviklinger, der hang sammen. Derfor kan man, hvis man gerne vil være socialdemokrat, ikke nøjes med at pege på, hvordan man bruger penge. Man må også pege på, hvordan man leverer den finansiering, der er grundlaget og fundamentet for vores velfærdssamfund.

Hr. Pelle Dragsted.

Jeg kan godt forstå, at ordføreren har svært ved at forsvare de her skattelettelser, og at han derfor svarer på noget helt andet. For de skattelettelser, jeg taler om, til ejendomsspekulanterne og til millionærerne skaber da ikke flere penge i kassen; de tømmer kassen for penge. De skaber heller ikke arbejdskraft. Så det er fint, at ordføreren gerne vil svare på noget andet end det, jeg spørger om, men det, jeg spørger om, er jo ikke kun noget, jeg spørger om, hr. ordfører. Det er også noget, jeres borgmestre i hele landet, jeres byrådsmedlemmer og jeres medlemmer spørger om – 82 pct. af Socialdemokratiets vælgere. Så ordføreren kan godt skyde på Enhedslisten, men der er mange, der ligesom jeg har svært ved at forstå, hvorfor I prioriterer skattelettelser til folk, der ikke mangler noget, i en situation, hvor velfærden er i en så dyb krise.

Ordføreren.

Jeg vil super gerne forsvare vores skattepolitik. Vi er bare nødt til at blive enige om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem skattelettelser på et senere tidspunkt og så de udfordringer, der er i vores velfærdssamfund i øjeblikket, og som primært kommer af, at vi har haft en inflation på 10 pct. Jeg er stolt af, at vi leverer en skattelettelse til HK'eren og sosu-assistenten, som har oplevet meget store prisstigninger. Det er en skattelettelse, der giver en hjælpende hånd i forhold til at håndtere de prisstigninger. Så bruger vi også skatteredskabet til at styrke den beskæftigelse, som igen er forudsætningen for, at vi har et velfærdssamfund af en høj kvalitet. Jeg synes, at vi har et skatteudspil, som er balanceret, og hvor vi bruger klart flest midler på at lempe skatten for dem, der har mindst.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg vil egentlig gerne starte med at kvittere for, at statsministeren og Socialdemokratiet havde så stort et fokus i talen på folkeskolen, som også er et meget stort fokuspunkt for Radikale Venstre. Jeg ved ikke, om vi er enige i, at Aula er det største problem, vi har i den danske folkeskole, men vi er enige i analysen af, at frisættelsen er afgørende, og at penge ikke er alt. Men når det er sagt, må jeg sige, at når jeg kigger ud på virkeligheden i kommunerne lige nu, mens vi sidder herinde, er den jo, at der bliver fyret lærere, der bliver skåret ned på lejrskoler, der bliver skåret ned på fritidsordninger. Og uanset hvad vi jonglerer med af tal, er det vel en virkelighed, som ingen af os herinde rigtig kan leve med, for den onde spiral, der er i gang, er jo, at den almene folkeskole, hvor de fleste børn har det godt, ikke har ressourcerne, ikke har lærerkræfterne til at holde hånden under dem, der skal have lidt hjælp, som så ryger over i mistrivsel eller måske ovenikøbet får en diagnose, og som så koster ekstra penge. Altså, vi kan jo ikke blive ved med at udhule den danske folkeskole økonomisk, trods alt.

Ordføreren.

Jeg hørte P1 i går morges, hvor der var en lærer, som var på fra morgenstunden. Hendes arbejdsdag startede kl. 8.00, men hun havde været på arbejde lang tid før det, og hun havde modtaget 20 aulabeskeder, siden hun var gået hjem dagen før. Så jeg er ret overbevist om, at vi skal have bedre styr på, hvordan vi kommunikerer med hinanden, også af hensyn til lærernes arbejde. Så havde hr. Bjarne Laustsen en god pointe i forhold til Aula, da vi drøftede det i gruppen. Han sagde, at vi helt klart skal have styr på Aula, men at vi også lige skal huske på, at det er et offentligt it-system, som faktisk fungerer, og det synes jeg vi måske har fokuseret for lidt på. Spøg til side. Diskussionen omkring vores folkeskole er jo vigtig, og hr. Martin Lidegaard siger, at folkeskolen mangler penge. Jeg vil gerne diskutere, hvordan vi kan investere i vores folkeskole, men vi bliver også nødt til at være klar på, at vi aldrig har brugt flere penge pr. elev i vores folkeskole, end vi gør i dag. Så jeg er enig med hr. Martin Lidegaard, når han siger, at penge ikke er alt; der ligger nogle diskussioner nedenunder, som handler om, hvordan vi bruger de midler, og som jeg tror er mindst lige så vigtige.

Hr. Martin Lidegaard.

Det er korrekt, at vi ikke har brugt flere penge pr. elev, end vi gør nu, men som jeg er orienteret, har vi bestemt brugt flere penge pr. elevtime. Og virkeligheden derude er jo, at mens vi står og snakker her, bliver der fyret hundredvis af lærere rundtomkring i de danske folkeskoler, og hvis vi ønsker, at strømmen af helt almindelige elever fra den offentlige folkeskole over i private friskoler ligesom stopper, så vi kan bevare en folkeskole for langt de fleste almindelige danske familier, tror jeg altså, man er nødt til at gøre noget for at stoppe den flugt. Vi er glade for friskoler og privatskoler; de har været gode for os til at skabe mangfoldighed i udbuddet. Men den strøm over i dem, der foregår nu, er et usundhedstegn. Vi bliver nødt til at få flere ressourcer i den danske folkeskole.

Ordføreren.

Det er jeg en til en enig med hr. Martin Lidegaard i – at folkeskolen skal være det oplagte valg for langt, langt de fleste. Det er en forudsætning for, at vi møder hinanden på tværs af sociale og økonomiske og religiøse forskelle, og det er en forudsætning for, at vi på et senere tidspunkt har lyst til at have et samfund, hvor vi er fælles om mange ting. Så jeg synes, det er en klog betragtning. Jeg vil også, og vi vil også gerne diskutere at investere i vores kommuner og dermed i vores folkeskoler, men vi bliver nødt til at holde fast i, at vi aldrig tidligere har brugt så mange penge pr. elev, som vi gør nu, og derfor også kunne tage nogle af de drøftelser, som ligger nedenunder, nemlig hvordan vi bruger de penge, og hvordan vi sikrer, at de penge faktisk går til helt almindelige elever. Det er en vanskelig diskussion, som vi meget gerne tager.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg tror, vi alle sammen under vores børn det bedste, men vi skal også huske på, at de børn har nogle bedsteforældre. Og jeg tror, der er rigtig mange ældre, der sidder derude, som først og fremmest husker hr. Christian Rabjerg Madsens sommer som en sommer, hvor man for første gang hørte en politisk ordfører fra Socialdemokratiet tale åbent om, at man skulle have mere brugerbetaling i ældreplejen. Jeg synes ærlig talt, at hr. Christian Rabjerg Madsen skulle forsikre de ældre, der sidder derude i dag og oplever nedskæringer på deres daglige pleje, på deres mad og rengøring, og som ser nogle af de plejecentre, ældrecentre og plejehjem osv., de måske var skrevet op til, blive lukket ned, om, at det ikke sker. Men vi har et socialdemokratisk regeringsparti, der bruger sommeren på at tale om, hvordan vi kan få mere brugerbetaling og mere ulighed ind i ældrepolitikken, samtidig med at der skæres ned. Der vil jeg bare høre, om hr. Christian Rabjerg Madsen vil give en garanti for, at det gør han ikke igen, og at det aldrig nogen sinde kommer til at blive gennemført på en socialdemokratisk vagt.

Ordføreren.

Jeg tror, regeringen har været meget klar om, at vi kommer til at gennemføre det, der står i regeringsgrundlaget. Jeg tror også, at ordføreren er klar over, at det, jeg talte om, sådan set var en modvægt til brugerbetaling og dermed noget helt andet. Men det, diskussionen handler om, er jo, hvordan vi i fællesskab leverer løsninger, der gør, at ældre mennesker får en ordentlig og værdig ældrepleje. Det er jeg enormt optaget af at vi leverer. Det handler selvfølgelig om økonomi, men det handler også om medarbejdere. Det handler om antallet af medarbejdere, og det er derfor, Socialdemokratiet gik til valg på et lønløft på 3 mia. kr. til offentligt ansatte, bl.a. sosu-assistenter – et lønløft, vi nu skal levere på i en trepartsaftale. For vi skal kunne tiltrække flere medarbejdere, vi skal kunne uddanne flere unge mennesker i vores velfærdsfag, og vi skal sikre, at de unge mennesker, som uddanner sig til sosu-assistent, bliver i faget og får mere frihed til at levere den ældrepleje baseret på deres faglighed i morgen, end de har i dag.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det var et fint svar – bare ikke på det spørgsmål, jeg stillede. Det, jeg spurgte til, var det her med hr. Christian Rabjerg Madsens og Socialdemokratiets forslag om at få mere brugerbetaling i ældreplejen. Vi har jo før set, at Socialdemokratiet lancerer tanker, og så går der nogle år, og så bliver det til virkelighed. Det er jo det, der er sket med store bededag. Fru Helle Thorning-Schmidt lancerede det for 10 år siden, så fandt man ud af, hvor upopulært det var, og så fik man sit eget flertal med en flertalsregering og moslede det igennem uden om danskerne, uden om fagbevægelsen, uden om folkekirken osv. Jeg er bare bange for, at der kommer til at ske præcis det samme, når det handler om hr. Christian Rabjerg Madsens sommerforslag om at få mere brugerbetaling i ældreplejen. Nu nedtoner man det lidt, og så kommer det som lyn fra en klar himmel om nogle år. Kan hr. Christian Rabjerg Madsen garantere, at det ikke sker?

Ordføreren.

Jamen jeg er bare helt uenig i, at jeg har talt om brugerbetaling, så jeg synes, præmissen for spørgsmålet er forfejlet. Jeg synes, det, vi i stedet for skulle diskutere, er, hvordan vi her og nu gør mere for, at vi kan sikre, at vi har medarbejdere, som faktisk leverer en værdig ældrepleje. Der har jeg ikke hørt Dansk Folkeparti gå til valg på et lønløft; det gjorde Socialdemokratiet til gengæld – et lønløft, som vi nu leverer på, samtidig med at vi skal have bureaukrati og regler væk, sådan at de medarbejdere, som vi skal have flere af, får bedre mulighed for at udøve deres faglighed. Det er den udfordring, vi står med nu.

Fru Franciska Rosenkilde, Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til ordføreren for talen. I Alternativet er vi faktisk rigtig bekymrede for det opgør, som vi ser regeringen har gang i, med den velfærdsstat og det velfærdssamfund, som vi kender. Det er et opgør, fordi vi nu som borgere er blevet en ressource for landets økonomi. Vi skal ikke længere leve for at arbejde, men vi skal arbejde for at leve, og det er i sandhed et opgør. Det, der er mærkeligt, er, at i de sidste 150 år har vi nedsat arbejdstiden, og vi er blevet rigere og rigere. Det har vi gjort, fordi vi har øget produktiviteten. Nu får vi at vide, at vi skal arbejde langt mere. Men det, der er med det, er, at nu har vi et velfærdssamfund og en velfærdsstat i knæ, og det har vi på grund af de politiske aftaler, der er lavet herinde igennem de sidste 20-30 år, hvor bl.a. ordførerens parti har haft magten. Derudover er uligheden steget. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren: Hvordan tror ordføreren at det at arbejde mere skal løse alle de problemer i modsætning til det, vi har set gennem tiden? Tak.

Ordføreren.

Det, vi har sagt, er, at vi ikke kan have et velfærdssamfund med et højt niveau på sygehuse, på ældrepleje og i børnehaver, hvis vi samtidig arbejder langt, langt mindre. Vi har samtidig sagt, at danskerne har en tårnhøj arbejdsmoral og arbejder rigtig, rigtig meget. Det er det, vi har sagt. Det der med at tale om, at vi vil et opgør med velfærdssamfundet, er noget vrøvl. Der er ikke noget, vi er mere optaget af end at sikre velfærdssamfundet, og en forudsætning for, at vi har et stærkt velfærdssamfund, er, at vi har en høj arbejdsfrekvens og vedbliver med at have det. Jeg synes, at fru Franciska Rosenkilde i den her debat er ikkekonsistent med sine egne forslag. For fru Franciska Rosenkilde starter altid med at tale om, at vi skal arbejde mindre, og den næste del af sætningen handler så om alle de tiltag, som Alternativet vil sætte i værk på klimaområdet og på velfærdsområdet. Det vil vi meget gerne diskutere, men forudsætningen for, at vi kan levere på den grønne omstilling, og at vi kan styrke velfærdssamfundet, er, at der er en høj arbejdsfrekvens og der vedbliver at være det. Den sammenhæng kan man ikke komme ud af. Betyder produktivitet noget? Ja, selvfølgelig gør det det. Men det gør, hvor meget vi arbejder, også.

Fru Franciska Rosenkilde.

Men det betyder jo rigtig meget, hvad man bruger den velstandsøgning til – om man bruger den til skattelettelser til dem, der har mest i forvejen, eller om man investerer i velfærd, i grøn omstilling og i mere tid. For der er en masse sideudgifter ved, at vi arbejder rigtig meget. Der er børn og unge, der mistrives, og som ikke får omsorg nok i daginstitutionerne. Der er det, der nu hedder lærerfri timer. Der er stress, sygdom og sygefravær. Alt det koster rigtig meget, fordi vores arbejdsliv og familieliv ikke hænger sammen.

Ordføreren.

Jeg er helt uenig i, at der er en sammenhæng mellem at gå på arbejde i et helt almindeligt 37-timersjob og så at mistrives. Jeg tror tværtimod, der er en sammenhæng i, at hvis flere unge eksempelvis fik et lommepengejob ved siden af deres uddannelse, ville vi få mindre mistrivsel, fordi vi ville få nogle unge mennesker, som ville engagere sig i nogle fællesskaber, som er større end dem selv, fokusere mindre på sig selv og fokusere mere på at få et fællesskab til at fungere. Så jeg er helt uenig i, at der er den sammenhæng. Så siger fru Franciska Rosenkilde, at det er af stor betydning, hvordan vi bruger vores velstandsstigning. Det er nemlig rigtigt, og derfor vil man også se en 2030-plan, hvor vi bruger langt flere midler på at investere i velfærdssamfundet, end vi gør på skattelettelser – som i øvrigt er fornuftige, fordi de understøtter en stærkere beskæftigelse, som igen finansierer vores velfærdssamfund.

Fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. De seneste dages billeder af iltsvind i vores indre farvande og vores fjorde er forstemmende. Det er ikke overraskende, for det er jo billeder, som vi har set år efter år, men det er forstemmende. Og det bliver ikke bedre, når man ser en forening som Rent Hav for 3 uger siden gå ud og dokumentere en stor brun søjle af spildevand, der står direkte op i Limfjorden, med afføring, urin og brugt toiletpapir, som bare løber direkte ud i vandet. Vi ved fra tidligere, at 7 ud af 14 kommuner i Sydjylland har rapporteret en mindre udledning af urenset spildevand, i forhold til hvad der reelt er kommet ud i fjordene. Det er et reelt problem. Derfor var det også dejligt, at vi før sommerferien fik lavet en aftale, »Danmarks Havplan«, som skal gælde frem til 2030, hvor vi bl.a. forpligtede hinanden – og dermed også regeringen – på, at det her skal stoppes. Nu har vi så fået lovprogrammet for det her folketingsår, og jeg må sige, at jeg er dybt skuffet over, at der heller ikke på det her område er noget som helst. Der er intet ord om at stoppe udledningen af urenset spildevand. Er det virkelig Socialdemokratiets politik, at man, på trods af at alle partier i Folketinget står bag sådan en aftale, ikke synes, det er vigtigt nok at prioritere det som lovgivning?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Vi vil som regering vældig gerne diskutere initiativer i forhold til spildevand, men jeg vil også opfordre fru Pernille Vermund til at huske sin kærlighed til havet, når vi diskuterer, hvordan man regulerer landbruget. Der er jo helt åbenlyst flere kilder i forhold til en situation, som ikke er tilfredsstillende i vores havmiljø. Vi har taget en lang række initiativer og vil også fortsætte med det. Vi har landbrugsaftalerne, som skal reducere kvælstofudledningen, og det er en aftale, som indeholder en miljøgaranti, som betyder, at hvis det, der sker nu, ikke virker nok, skal vi genbesøge det og sikre, at vi får udledningen ned. Vi har vandrammeplanen, som blev præsenteret før sommer, hvor der er initiativer i forhold til genslyngning af åer og restaurering af søer, og så har vi havplanen, som ordføreren også henviser til, hvor der er konkrete virkemidler i forhold til ålegræs, naturlige banker til muslinger og stenrev. Det er i øvrigt også en aftale, som indeholder en målsætning om 30 pct. beskyttet havareal. Så der er en lang række initiativer, vi skal tage, for jeg er enig med ordføreren i, at det, vi ser her, ikke er godt nok, og derfor vil vi også meget gerne diskutere udledninger fra alle kilder.

Fru Pernille Vermund.

Man kan godt høre, at ordføreren er på dybt vand, når vi taler havmiljø. For helt ærligt har vi lavet en aftale om spildevandet, og det er rigtigt, at vi også har lavet en aftale om landbruget. Når ordføreren nu selv nævner landbruget, synes jeg også, at man skylder at fortælle, at man som regering også dér sidder med ansvaret. Vi har lavet en aftale om, at der skal udtages lavbundsjorde. Det har den fordel, at det vil mindske udledningen af drivhusgasser, men det har også den fordel, at det vil mindske udledningen af kvælstof. Selv om der er masser af landmænd, der har meldt sig på banen, er det kun 2 promille af det, vi har aftalt, der er udtaget. Hvorfor? Fordi myndighederne mangler ressourcer. Heller ikke dér gør man det som regering godt nok.

Ordføreren.

Vi skal jo sørge for at være på iltholdigt vand og ikke på dybt vand, og derfor gennemgik jeg nogle af de initiativer, som vi har taget. Det er rigtigt nok, at vi skal have mere tempo på, også på udtagning af lavbundsjorder, og vi skal sikre, at de aftaler, vi har lavet i forhold til at regulere både spildevand og landbrug som kilde til næringsstoffer til havet, skal vi følge op på. Det gør vi også, for vi har en aftale om at genbesøge det og etablere en miljøgaranti i forhold til landbruget. Så jeg glæder mig sådan set over, at også fru Pernille Vermund er optaget af et rent og iltholdigt havmiljø. Der bliver god brug for den lyst til at beskytte vores hav i de diskussioner, som kommer til at være, også på det her område, for det, vi ser lige nu, er ikke tilfredsstillende.

Fru Aaja Chemnitz, Inuit Ataqatigiit.

Mange tak, og tak for talen. I talen nævner ordføreren, at Socialdemokratiet gerne vil sætte skolen fri, og at man gerne vil forandre den danske folkeskole. Men hvad nytter det, når de danske lærere og de danske elever ikke ved noget om Grønland? IA har fået et direkte afslag fra regeringen på, at man gerne vil have, at der bliver undervist i de moderne grønlandske forhold, og det gør mig oprigtigt ked af det, når de grønlandske universitetsstuderende på de danske universiteter mødes med fordomme og diskrimination. Statsministeren taler om et ulige magtforhold, som vi gerne vil gøre op med, men hvordan kan vi gøre det, når vores unge bliver mødt med de her fordomme og den her diskrimination? Og hvad vil regeringen gøre i forhold til at gøre op med det?

Ordføreren.

Jeg synes, det er vigtigt, at man i sin skolegang får viden om og bliver undervist i, at vi har et rigsfællesskab, og jeg var meget glad for de ord om rigsfællesskabets betydning og den ligeværdighed, der naturligvis skal være i rigsfællesskabet, som statsministeren havde med i sin tale. I det omfang, der er fordomme og diskrimination, og det er sådan set underordnet, om det foregår i uddannelsesinstitutioner eller på arbejdsmarkedet, skal vi sætte ind over for det. Og jeg er enig med fru Aaja Chemnitz i, at noget af det, der kan bidrage til, at ingen bliver mødt med fordomme og diskrimination, selvfølgelig er at styrke viden. Hvordan vi så gør det på folkeskoleniveau, må vi tage en drøftelse af. Men det er helt åbenlyst, at der er en sammenhæng mellem, at ingen skal mødes med fordomme og diskrimination, og så vidensniveauet, også i den danske befolkning, i forhold til vores rigsfællesskab.

Fru Aaja Chemnitz.

Fakta er dog, at 82 pct. af de danske unge ikke ved noget om Grønland. Fakta er også, at ca. 50 pct. af de grønlandske unge bliver mødt med fordomme. Så der står en rigtig stor opgave foran os i forhold til at sikre, at man underviser i særlig de moderne grønlandske forhold, for hvis vi kun har fokus på det historiske, regenerer vi i virkeligheden nogle fordomme. Hele forudsætningen for rigsfællesskabet er vel, at vi interesserer os for hinanden, at vi vil fællesskabet, og at vi vil det ligeværdige samarbejde. Så jeg håber, at regeringen er enig i, at der skal gøres noget mere på folkeskoleområdet, specifikt i forhold til at der er undervisning om Grønland .

Ordføreren.

Det synes jeg er kloge og indsigtsfulde ord fra fru Aaja Chemnitz, og jeg er enig i, at det er utilfredsstillende, hvis for mange danske børn og unge ikke har kendskab til rigsfællesskabet, specifikt kendskab til moderne grønlandsk kultur. Det er selvfølgelig vigtigt, og det er helt åbenlyst, at der er en sammenhæng mellem, hvad man ved, og om man møder andre mennesker med fordomme. Så jeg synes, det er vigtigt, og jeg anerkender, at vi har en udfordring, i forhold til at flere danske børn og unge skal møde rigsfællesskabet flere steder.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Arbejdskraft er jo gået hen og blevet den nye valuta i politik, hører vi, og så er det næste spørgsmål selvfølgelig: Hvad er egentlig vekselkursen? Altså, regeringen planlægger at forringe seniorpensionen dramatisk ved at skære ydelsen ned med 5.000 kr. om måneden og halvere perioden fra 6 år til 3 år. Det her vil ramme i tusindvis af mennesker, og på en rigtig god dag kan man måske få 1.200 mennesker i arbejde og sandsynligvis nogle, der går på arbejde med en ekstra håndfuld piller nede i madkassen. Vekselkursen rammer altså tusindvis af mennesker og får 1.200 mennesker i arbejde. Er det virkelig en vekselkurs, som Socialdemokraterne kan stå inde for? Hvornår var det lige, at forsuring af nedslidte seniorers liv blev socialdemokratisk politik?

Ordføreren.

Vi er optaget af, at når vi udvider arbejdsstyrken, hvad der er helt afgørende – også så afgørende, at man måske kunne ønske, at SF som parti havde lidt flere forslag til, hvordan det så rent faktisk skulle foregå – så gør vi det på en socialt afbalanceret måde. Så vekselkursen skal afspejle, at det her skal gøres klogt og fornuftigt. Det er også derfor, jeg er glad for, at vi har styrket Arnepensionen, og jeg er også glad for, at vi nu tager en bredere drøftelse i en permanent trepartsinstitution omkring seniorpensionen, men også omkring, hvordan vi skaber et arbejdsmarked, hvor flere seniorer gerne vil deltage. Vi er fuldstændig afhængige af, at de seniorer, der kan og vil, bidrager, og jeg tror faktisk også, at mange seniorer gerne vil. Derfor påhviler der selvfølgelig os et politisk ansvar, men der påhviler også virksomhederne et ansvar for at sikre, at det rent faktisk sker.

Hr. Karsten Hønge.

Gid seniorpensionister kunne leve af ord alene, men det kan de bare ikke. Jeg vil så gå over til noget andet, og det er, at op mod 100.000 mennesker arbejder som fleksjobbere. Fleksjob er en gevinst for den enkelte, for virksomhederne og for samfundet. Derfor er jeg meget overrasket over, at man nu fra regeringens side spiller ud med, at man vil trække tæppet væk under de vilkår, som fleksjobberne arbejder på, nemlig ved at fjerne betingelsen om, at det arbejde, der skal foregå, sker på overenskomstmæssige vilkår. Derfor overrasker det mig selvfølgelig ikke, at HK, BUPL, FOA, 3F og Dansk Handicap Forbund protesterer mod det her Hvornår er det blevet regeringens politik og – især – hvornår er det blevet Socialdemokratiets politik at rive overenskomsterne i stykker?

Ordføreren.

Jeg ved, at hr. Karsten Hønge er optaget af fagbevægelsen og har et stærkt kendskab til fagbevægelsen. Derfor må jeg også bare sige, at det undrer mig, at hr. Karsten Hønge refererer til en trepartsdiskussion som værende alene ord. Vi har nedsat en permanent trepartsinstitution, som nu skal drøfte seniorpension, drøfte, hvordan vi får skabt et arbejdsmarked også for seniorer – som rummer flere seniorer. Hr. Karsten Hønge må med det kendskab, hr. Karsten Hønge har til trepartsinstitutionen og også til fagbevægelsen, vide, at det selvfølgelig ikke er ord alene. Der kommer også handling ud af det.

Fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jamen når ordføreren ikke vil svare på fru Inger Støjbergs spørgsmål om, om kødsovsen må blive dyrere eller ej, håber jeg da, at ordføreren vil besvare mit spørgsmål, som handler om folkeskoler. For Danmarksdemokraterne er det vigtigt, at vi har folkeskoler i hele landet, også i vores landdistrikter. Så derfor vil jeg høre, hvad regeringen vil gøre i forhold til skoler i landdistrikterne. TV 2 kunne jo fortælle her i starten af august, at flere skoler lukker i vores landdistrikter. De lukker på grund af kommunernes økonomi. Så hvad er det egentlig, Socialdemokraterne vil gøre for at bevare folkeskolerne, så vi også har dem i vores landdistrikter?

Ordføreren.

Jeg synes, det er trist at se, at nogle folkeskoler lukker i områder, hvor der er længere mellem husene. Jeg er selv opvokset i Vestjylland, hvor netop det med længere mellem husene er ret udpræget, og er valgt i Syddanmark, hvor det også er situationen. Jeg tror, der er flere ting, man kan gøre. Noget handler selvfølgelig om at styrke kommunernes økonomi, men det handler jo også om at sikre gode rammer for, at der faktisk er mennesker, som har lyst til at bo der, hvor der er lidt længere imellem husene. Der er vi jo lidt tilbage ved den ordveksling, jeg havde med fru Inger Støjberg, for mange af de jobs, der er attraktive at have langt fra hovedstaden, er grønne jobs, og derfor er der en sammenhæng imellem, at vi får lavet en klog grøn omstilling, samtidig med at vi får skabt grønne jobs, også i landdistrikterne – grønne jobs, som er forudsætningen for, at vi har folk, der vil bosætte sig. Bosætning er forudsætningen for, at vi har velfungerende folkeskoler. Så der er en vis sammenhæng dér.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg synes, at den socialdemokratiske ordfører taler udenom i dag. Det, jeg spørger til, er i forhold til de skolelukninger, der er. Vi kunne konstatere, at TV 2 jo bragte det her i august. 19 folkeskoler lukkede dér. I sin tid, i 2007, havde vi jo 1.604 folkeskoler, og det er så faldet til 1.113 folkeskoler. Så hvad er det konkret, Socialdemokratiet vil gøre? Nu snakker man jo meget om folkeskoler. Altså, den folkeskolereform, Socialdemokratiet selv stod i spidsen for, vil man så have et opgør med, men hvordan vil man sikre, at der også er folkeskoler ude i vores landdistrikter?

Ordføreren.

Jeg synes, det er helt fair at være politisk uenig, men det er ikke fair at påstå, at der ikke blev svaret på spørgsmålet, for der er da en helt klar en til en-sammenhæng imellem, hvor mange mennesker der bosætter sig i tyndtbefolkede områder, og så hvor mange skoler der er i tyndtbefolkede områder. Så vi bliver da nødt til at have en diskussion om, hvordan man skaber liv, gode liv, aktivitet, fritidsliv og arbejdsliv ude i de landdistrikter, hvor de her skoler ligger, samtidig med at vi kan diskutere, hvordan kommunerne økonomisk får en mulighed for at understøtte de her folkeskoler. Så vi vil supergerne diskutere det. Jeg tror ikke, der er nogen meget nemme løsninger. Men det er da helt åbenlyst, at der er en sammenhæng imellem liv i landdistrikterne og skoler i landdistrikterne.

Jeg giver nu ordet til den sidste ordfører med en kort bemærkning. Det er fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Jeg vil også gerne spørge lidt ind til samfundskontrakten, som statsministeren har snakket lidt om på det sidste, og det helt forkerte ideal, som ordføreren vist betegnede fortællingen i »ÆRØ MANIFESTET«. Bogen »ÆRØ MANIFESTET« har gjort et meget forskelligt indtryk på mig og ordføreren og Socialdemokratiet, kan jeg høre. Det er en hudløs ærlig fortælling om en mor, som ikke kan se sin familie og sig selv passe ind i de rammer og rutiner, som samfundet tilgodeser bedst. Danske småbørnsfamilier arbejder rigtig meget; de arbejder mere end langt de fleste. Faktisk kører det for nogle så stærkt, at både forældre og børn har meget svært ved at følge med og trives. De har lyst til at vælge noget andet for en stund, i nogle år, og det kan jeg så forstå er et helt forkert ideal. Er det ikke politisk dovenskab, at vi for at kunne få politikken til at hænge sammen om nogle år beregnet i et excelark ikke kan skabe plads til, at familier selv indretter sig, som de vil, og så må vi finde ud af at løse den hårde opgave med det, i stedet for at de skal indrette sig efter, hvordan vores arbejde bliver nemmest?

Ordføreren.

Det er relativt nyt, at Liberal Alliance fuldstændig forlader diskussionen om den strukturelle beskæftigelse. Det må man sige. Vi har i Socialdemokratiet sagt meget specifikt, at den diskussion ikke handler om børnefamilier, og at der kan være meget gode grunde til i perioder at gå på deltid. Jeg har også haft en direkte samtale med forfatteren bag »ÆRØ MANIFESTET«, og vi var enige om mange ting, bl.a. behovet for at investere i vores børnehaver, sådan at de bliver bedre. Men hvad er forudsætningen for at investere i vores børnehaver? Det er jo, at vi har en stærk beskæftigelse. Jeg tror bare, man må sige – lidt som De Konservative gør – at Liberal Alliances synspunkt i forhold til spørgsmålet om beskæftigelse er en afspejling af, at man i for lang tid har været i hængekøjen, at man i for lang tid har været væk fra ansvaret. For hvis man kerer sig om samfundets sammenhæng og velfærdssamfundets finansiering, må man også kere sig om, at vi fastholder den høje arbejdsmoral, som er kendetegnende for Danmark.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Det er bestemt ikke nyt, at Liberal Alliance godt ved, at det koster lidt på arbejdsudbuddet at give den her fleksibilitet. Derfor er det også med i vores 2035-plan, hvor vi giver et fradrag, hvis man vælger at passe sine børn hjemme. Det regner vi også med i vores ansvarligt finansierede økonomiske plan. Så det er simpelt hen løgn at sige, at vi ikke har taget højde for det eller keret os om det før. Men er man så fuldstændig afhægtet fra virkeligheden derude, at man ikke kan høre, at det her er det offentlige, der ikke opfylder samfundskontrakten? Når folk ikke kan få det til at hænge sammen, er det, fordi skolen ikke har nok lærere, eller børnehaven ikke har nok pædagoger. Hvorfor er det der, I altid skal spare, når vi gerne vil investere? Hvorfor ikke spare på alt det administrative bøvl, der er kommet igennem det sidste stykke tid?

Ordføreren.

Vi har en meget ambitiøs plan for at skære i regler, kontrol og administrativt bøvl, og det er hjerteskærende at høre Liberal Alliance brænde for den offentlige sektor, samtidig med at man fremlægger en økonomisk plan, der vil betyde 95.000 færre offentligt ansatte. Det hænger ganske enkelt ikke sammen. Det er fair nok, at man vil en anden samfundsmodel, og det vil også være fint for meget velhavende mennesker, for de kan selv betale for privatskole og privathospitaler. Socialdemokratiet vil et andet samfund. Vi vil et velfærdssamfund, hvor høj og lav har adgang til god offentlig service. En forudsætning for at have sådan et samfund er, at vi går på arbejde. Derfor er det at have diskussionen om beskæftigelse også at kere sig om velfærdssamfundet – det samfund, som er alle andre samfund overlegent, og som leverer både vækst, velstand og betydelig lighed. Men det er nok en forskel på Socialdemokratiet og Liberal Alliance.

Så siger vi tak til hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet, og jeg byder nu velkommen til hr. Morten Dahlin fra Venstre.

Jeg vil gerne fortælle jer om Julius. Julius er kun 13 år. På en familieferie til Grækenland blev han inspireret til et vaskeægte iværksættereventyr. Det gjorde han, fordi han så nogle af de lokale, der tjente penge på at udleje solsenge med parasoller. Men Julius fangede hurtigt, at vejret i Danmark ikke er til at basere en forretning på, at folk vil betale for at ligge i skyggen. Derfor måtte han gå en anden vej, og det gjorde han så. Sammen med sin far samlede han gamle paller og materialer fra genbrugspladsen og gik i gang med at bygge en bod hjemme i indkørslen. Den bod fik han lov at stille op i Valby Idrætspark, så han kunne sælge kage, snacks og søde sager, når Boldklubben Frem spiller fodbold i tredje division. Det blev hurtigt en succes, og det gjorde det, bl.a. fordi Julius ikke kun har investeret arbejdskraft i den lille virksomhed. Alle konfirmationspengene er gået til forretningen, så han bl.a. har kunnet udvide med en slushicemaskine, og det har sat gang i salget. Nu har Julius ikke kun en bod i Frem, nej, nu har han både boder på stadion i Hvidovre og i Brøndby, hvor han er med til at skabe den der helt særlige stemning, som så mange af os nyder hver søndag, og jeg behøver ikke at fortælle jer, at boden i Brøndby selvfølgelig sælger bedst. Og hvor andre hænger plakater af fodboldidoler eller popstjerner op, har Julius fået printet sine budgetter ud og hængt dem op på væggen hjemme på drengeværelset, og der ligger han så og drømmer, og han drømmer stort. Når han fylder 16 år, vil han omsætte for mindst 1 mio. kr., eksklusive moms. Man kan ikke andet end at være imponeret, og derfor er jeg også glad for, at Julius er til stede her i dag på tilhørerpladserne sammen med sin, er jeg helt overbevist om, meget stolte far. Julius og hans historie er et eksempel på alle de værdier, vi i Venstre gerne vil have præger vores land: virkelysten, den her iver efter at gøre noget, skabe noget, gøre en forskel; arbejdsomheden, visheden om, at intet er blevet skabt af at sidde derhjemme og vente på, at det kommer til en, at det kræver en indsats, hvis man vil frem i tilværelsen og forfølge sine drømme; og ansvaret, et eller andet sted en modreaktion på den der tendens, vi desværre ser nogle steder i samfundet, hvor man, hver gang man får et problem, beder kommunen om at løse det i stedet for selv at tage et ansvar. De værdier har vi brug for. Men Julius er også nået dertil, hvor han støder på systemet – I ved, den offentlige sektors kontrol, afgifter og bureaukrati. Julius må faktisk ikke engang eje sin egen virksomhed. Det synes systemet ikke han er gammel nok til, og det er et problem, for fødevaremyndighederne ånder ham i nakken. Virksomheden skal jo fødevaregodkendes, men den godkendelse kræver, at man får et cvr-nummer. Men det cvr-nummer fortæller erhvervsmyndighederne ham at han ikke er gammel nok til at få. Hvis det ikke var så tragisk, var det jo nærmest sjovt, og desværre er det ikke kun unge iværksættere, der bliver ramt og begrænset af systemet. De unge, der vil have et fritidsjob, møder i den grad også det tunge system. De må gerne stå i delikatessen nede i supermarkedet, men de må ikke skære et stykke pålæg til kunden. De må gerne flytte en kasse øl i butikken, men altså kun hvis øllene er tomme. De må gerne feje på lageret, men kun hvis pappresseren er slukket. Det er ikke regler, der fremmer virkelyst, det er ikke regler, der fremmer arbejdsomhed, og det er ikke regler, der fremmer ansvar. Det er regler, der kun fremmer systemet, og hele vores samfund er fyldt med den slags regler på alle mulige områder. De rammer unge, ældre, virksomheder og ansatte, alle, og de er helt sikkert opstået i en uhellig alliance mellem en politiker, der gerne ville virke handlekraftig, og en bureaukrat, der sad ved sit skrivebord langt væk fra virkeligheden. Måske er det den slags regler, der gør, at markant færre unge i dag har et fritidsjob end før finanskrisen, og måske er systemets regler årsagen til, at vi, når det kommer til iværksætteri, klarer os markant dårligere end vores nabolande.

Vi har færre vækstvirksomheder end vores naboer, vi ligger på en skuffende 20. plads i EU, og vi har færre børsnoteringer end vores nabolande. De seneste 5 år har vi skrabet bunden i Norden, og sidste år var der kun én ny børsnotering i hele Danmark. Men der findes også en statistik, hvor vi ligger i toppen, og den handler om, hvor mange af de mest værdifulde iværksættersucceser der er rejst ud af landet. 7 ud af 11 af de største succeser siden årtusindskiftet har flyttet deres hovedkvarter ud af Danmark. Det skal vi gøre noget ved. Ikke alle skal være som Julius, men vi skal tæmme systemet og slippe virkelysten, ansvaret og skabertrangen fri med mere optimisme på vegne af dem, der har modet og drømmene til at skabe deres eget. Og det kan vi, hvis vi vil – hvis vi tør tage et opgør med de regler, der gør, at iværksættere bliver lagerbeskattet fra hus og hjem af værdier, der slet ikke findes i virkeligheden; hvis vi tør fjerne den skov af snubletråde, der i dag er lagt ud i det offentlige system. Derfor ser vi frem til at lave en bred og fornuftig aftale om iværksætteri med fokus på virkelyst, ansvar og arbejdsomhed, og vi ser også frem til at lave en bred og fornuftig skatteaftale, hvor vi sænker skatterne for milliarder og sikrer os, at hårdtarbejdende skatteplagede danskere kan få lov at beholde nogle flere af deres egne penge. Det er faktisk forudsætningen for, at vi også i fremtiden kan holde hånden under velfærden. Hvis der ikke skabes vækst, er der ingen velstand; hvis der ikke er velstand, er der ingen velfærd, ingen investeringer i sundhed, psykiatri, ældrepleje, ingen penge til at investere i den grønne omstilling og nå vores klimamål på en måde, hvor vi udvikler både landbrug og industri. Lad mig give et eksempel. Med de nuværende skatteregler er der mere end 100.000 deltidsansatte, der oplever, at de får en højere skatteprocent på den sidsttjente krone, hvis de går på fuldtid. Det giver jo ikke mening. Det er klassisk systemløsning, og det skal vi ændre, ikke for at tvinge folk til at gå op i tid, men fordi vi skal gøre det mere attraktivt, så folk selv har lyst. Jeg anerkender, at der er nogle partier, der er uenige med Venstre i, at de danske familier fortjener lidt ekstra økonomisk pusterum. Det kan man sagtens være imod, hvis man er socialist, men jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor venstrefløjen nægter at bruge skattelettelser som et middel til at sikre fremtidens velfærd. I en tid, hvor vi har brug for arbejdskraft til at nedbringe ventelisterne, skal det da kunne betale sig at gøre en ekstra indsats. Julius sagde noget interessant om sin virksomhed, da jeg mødte ham første gang: Jeg lærer noget andet end i skolen; jeg har lært at lave regnskab, og så har jeg lært en masse om kundeservice. Og det om skolen synes jeg er interessant, for hvis jeg skal være helt ærlig, har statens overmagt også fået overtaget her. I alt for høj grad er vores skole blevet systemets skole frem for at være folkets skole med et lighedsmageri, hvor alle elever skal igennem det samme uden fokus på, hvad der er bedst for den enkelte, og med for mange detaljerede, centralt dikterede læringsmål. Man kan bare tage formålsparagraffen i folkeskolen. I dag skal eleverne være fortrolige med dansk kultur og have forståelse for andre landes kulturer, og så skal skolen skabe forståelse for menneskets samspil med naturen og sikre en alsidig udvikling. Man kan ligefrem fornemme, hvordan det er blevet til i et politisk kompromis, hvor alle partier lige skulle have deres egen lille bid med. Hvad med at fokusere på, at eleverne lærer noget? Eller hvad med at lade dem, der i skolen har oplevet nederlag på nederlag, komme ud at snuse lidt til virkeligheden i stedet for at tvinge dem til at gå igennem det samme forløb som alle de andre? For lad os være ærlige: Det er jo sådan noget, der skaber frustration, både for dem selv og resten af klassen. Den bogligt stærke dreng skal ikke nødvendigvis have den samme afslutning på folkeskolen som den skoletrætte pige. Hvis vi skal skabe lige muligheder, skal vi turde behandle folk forskelligt; børn og unge er ikke ens. Jeg ser frem til, at vi kan lave en aftale, der vrister skolen fri af systemets favntag og giver eleverne den bedste mulighed for at være den bedste udgave af dem selv med virkelyst, arbejdsomhed og ansvar. De værdier er vigtige for Venstre, fordi vi tror på, at de er vigtige for Danmark, og uanset om vi taler iværksætteri, sundhed, klima eller uddannelse, er vi overbevist om, at ingen af vores udfordringer bliver løst, hvis ikke vi former et samfund, hvor systemet fylder lidt mindre, og hvor mennesket og fornuften fylder lidt mere. Det er på den måde, vi får virkelysten, arbejdsomheden og ansvaret til for alvor at blomstre. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en lang række korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren for en liberal tale. Jeg kan jo helt genkende Venstre. Jeg vil give ros til Brøndby – det vil alle jo gerne have – og egentlig også ros til Julius; jeg synes faktisk, at det er et glimrende eksempel på virkelyst og initiativ. Men der, hvor jeg bliver en smule bekymret under talen, er, i forhold til at Julius' ungdomskollegaer på 13 år, der arbejder ude i en butik og har et fritidsjob, lige pludselig ikke skal være underlagt arbejdsmiljøregler, hvis jeg hører ordføreren rigtigt, for så betyder det jo på sigt, at de unge, som måske er 13-14-15 år, vil være nedslidt, når de når 60-årsalderen. Og som jeg kan forstå på regeringen, vil man jo sløjfe seniorpensionen, så Julius eller hans venner vil ikke have mulighed for at gå på seniorpension, når de så bliver 60 år – eller det er så 64 år, fordi pensionsalderen er steget – og er nedslidt. Derfor vil jeg egentlig gerne spørge: Hvordan kan det være, at markant færre skal have lov til at trække sig tilbage i Danmark, når de er blevet nedslidt, end med den aftale, som Venstre ellers stod i spidsen for?

Ordføreren.

Tak for rosen; spørgeren og jeg deler jo en fælles passion for fodboldklubben. Jeg ved ikke, om spørgeren har været i Julius' bod, men ellers kan jeg give anbefalingerne videre. Jeg synes ikke, at man skal sløjfe arbejdsmiljøreglerne for ungarbejdere, men jeg synes godt, vi kan spørge sig selv, om vi har ramt den helt rigtige balance. Altså, når vi bilder os selv ind, at man kan ansætte fejedrenge m/k på et lager, så tror jeg, at det er en virkelighed, der kun eksisterer herinde, for hvis chefen skal gå ud og slukke pappresseren, hver gang der skal fejes på lageret, så bliver det bare ikke gjort. Så har vi ramt balancen helt rigtigt der? Har vi i vores naturlige iver efter at beskytte unge mennesker på arbejdsmarkedet strammet for meget op nogle steder? Ja, det synes vi i Venstre. Kan man ramme den balance bedre? Ja, det er vi faktisk helt overbevist om at man godt kan. Der har været meget debat om arbejde, og jeg synes ikke, at man skal arbejde for staten, men jeg synes, det er sundt, hvis flere unge mennesker får et fritidsjob, fordi det lærer man noget af, også noget, man ikke lærer i skolen.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Nu er jeg er ikke afvisende over for et fritidsjob. Jeg vil bare gerne have, at det er på ordentlige vilkår, og vi ser jo Arbejdstilsynet være ude rigtig mange steder, hvor de unge så ender med at stå helt alene med deres problemer, og det ønsker vi ikke skal fortsætte; vi ønsker faktisk at sætte ind over for det. Spørgeren svarede ikke på den anden del, nemlig omkring seniorpension, og det er også fair nok, for så kan spørgeren gøre det nu. Man lægger op til at fjerne seniorpensionen. Det handler om mennesker, der er nedslidt, og folk, der har arbejdet mange år på arbejdsmarkedet. Det er en ordning, som Venstre stod i spidsen for. Det var godt nok med hr. Lars Løkke Rasmussen som formand dengang, men så meget kan man vel ikke have glemt sit behov for at beskytte de nedslidte.

Ordføreren.

Vi mener, at man skal have lov til at trække sig tilbage med værdighed i Danmark, og vi har i regeringsgrundlaget lagt vores bud frem på, hvordan vi synes man gør det bedst. Det tager vi nu en dialog med arbejdsmarkedets parter og med Folketingets partier om, og så er jeg helt overbevist om, at vi finder en god løsning, der på den ene side tager højde for, at man skal have lov til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet med værdighed, og på den anden side tager højde for, at vi også har brug for at skabe noget arbejdskraft i det her samfund, så vi kan få udviklet vores velfærdssamfund og få udviklet vores private virksomheder. Den balance tror jeg at vi kan finde i fællesskab.

Fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes faktisk, det var en rigtig fin tale, og det vil jeg gerne kvittere for. Jeg anerkender også, at man jo ikke kan nå omkring alle emner, når man er ordfører her; det kan jeg heller ikke her senere i dag. Derfor vil jeg spørge ind til noget af det, som ikke blev adresseret, nemlig CO 2 -afgiften på landbruget, som ordføreren jo godt ved betyder rigtig meget for os i Danmarksdemokraterne at få bremset, så den ikke bliver indført. Men det, jeg vil spørge ind til, er selvfølgelig, at der jo er noget tvivl, kan man sige, om, hvor Venstre står i det her. Der er ligesom siden med Tommy Ahlers, formanden og nogle enkelte flere i den her sag, som vil have indført en CO 2 -afgift på landbruget, og så er der ligesom den anden side, som siger, at hvis man pålægger en CO 2 -afgift på landbruget og på produktionsleddet, går det helt galt. Hr. Asger Christensen, europaparlamentsmedlem, har jo kaldt det for en tudetosset idé. Så jeg vil egentlig bare høre, hvilken side, hvilket hold, ordføreren egentlig er på. Er det hr. Asger Christensens side, eller er det formanden og Tommy Ahlers' side?

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet. Jeg er på Venstres side, jeg er på landbrugets side, og jeg er på klimaets side, og de interesser kan godt forenes. Vi skal vise verden, at vi på den her lille grønne plet, som vi kalder Danmark, formår at nå verdens mest ambitiøse klimamål og nedbringe vores CO 2 -udslip, samtidig med at vi udvikler og bevarer en stærk fødevareklynge i Danmark. Jeg er stolt af, at jeg kan gå ned i supermarkedet og købe sunde danske grønne fødevarer produceret lokalt, og det skal man også kunne i fremtiden. Derfor skal vi på den ene side nedbringe CO 2 -udslippet, mens vi på den anden side skal udvikle både vores industri og vores fødevareerhverv. Det kan godt lade sig gøre, det er ikke let, men det kan godt lade sig gøre, og jeg tror, at vi kommer til at gøre det herinde med en rigtig god løsning, der forener de to balancer, så vi når i mål med vores klimamål, for det skal vi, og samtidig har et stærkt og bæredygtigt fødevareerhverv hertillands.

Fru Inger Støjberg.

Det er jo nærmest et festskrift, man hører oplæst her. Men sagen er jo bare, hr. Morten Dahlin, at det kan man ikke bare gøre, og der kommer ikke bare en god løsning i morgen, for som hr. Asger Christensen, som jo er europaparlamentsmedlem for Venstre, siger, vil det, hvis man bare indfører en CO 2 -afgift her i Danmark, betyde, at dansk mælk og dansk kød vil blive dyrere, og når man så kommer ned til køledisken og står og skal beslutte sig for, om man skal vælge et stykke kød, der er 25 pct. billigere, eller et stykke, der er 25 pct. dyrere, skal man godt nok være meget sikker i sin tro. Så er vi sådan set tilbage, kan man sige, til den enlige mor med kødsovsen og de tre børn, der alle sammen spillede fodbold, mens hun lavede kødsovs. Det her er klimanationalisme, og det kan jo ikke siges klarere end det, hr. Morten Dahlins egen formand har sagt.

Ordføreren.

Men vi skal ikke bare indføre en CO 2 -afgift, og CO 2 -afgiften er ikke et mål, men et middel til at nå vores klimamål, og det skal vi gøre på en måde, hvor landbruget får mulighed for at udvikle sig, hvor hver evig eneste krone går tilbage til erhvervet, og hvor vi forbedrer rammevilkårene og giver muligheder, giver grønne gulerødder til de landmænd, der formår at producere grønnest. Jeg vil bare sige, at selv om man tog Venstres mandater ud af ligningen, er der over 100 mandater herinde, der ønsker at indføre den her CO 2 -afgift, og så vil Danmarksdemokraterne overlade det i hænderne på de partier, der har som hel eller delvis målsætning i deres partiprogrammer at afvikle dansk landbrug. Der ville jeg være mere tryg, hvis jeg var landmand, ved at Venstre sidder med og sikrer, at hensynet til klima og hensynet til fødeerhvervets fremtid går hånd i hånd.

Fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak, og tak for talen. I Danmark er vi godt stillet med en bred ytringsfrihed. Bevares, der findes typer i vores samfund, som alene er ude efter at provokere og håne nogle grupper. Det er mennesker, som ikke ligefrem vækker den allerstørste sympati, og jeg tror, jeg taler på vegne af rigtig mange danskere, når jeg siger, at det ikke er dem, vi er allerstoltest af, og vi tager også afstand fra deres handlinger. Omverdenen har også lagt mærke til disse typers handlinger, især dem, som er lige så ekstreme eller faktisk endnu mere ekstreme end de typer, jeg nævnte lige før. De nøjes ikke med at synes, at vi skal tage afstand fra disse typer; de vil gerne, at vi indskrænker ytringsfriheden. Her taler jeg om barbariske regimer og deres fans, som står bag henrettelsen af kvinder og forfølgelsen af homoseksuelle, og vi ser brændte tørklæder og brændte og sønderrevne koraner i denne forbindelse. Venstre ved jeg bakker op om ytringsfriheden og kvindekampen i Iran og er imod homofobi. Hvordan kan Venstre være med i det her indgreb fra regeringen?

Ordføreren.

Jeg tror simpelt hen ikke, jeg forstår den der sammenhæng. Fordi vi siger, at man ikke skal stille sig op på gader og stræder og i vildskab afbrænde koraner, så skulle vi være mod homoseksuelles kamp i Mellemøsten. Jeg køber ikke den sammenkobling. Jeg tror, der sidder en masse snusfornuftige danskere derude, som sagtens kan forene det budskab, at man i Danmark skal have vide rammer for at kritisere religion og tegne, tale, diskutere og sige, at man synes, at nogle er nogle slambarter og nogle banditter – eller man kan bruge nogle værre ord – med, at det altså ikke er det samme som bare at gå rundt i vildskab på gader og stræder og brænde ting af. Jeg tror, det er en falsk modsætning, Liberal Alliance sætter op der. Jeg står fuldstændig på mål for det som liberal og som en, der går ind for meget, meget vide rammer for ytringsfriheden, og jeg vil gerne slå fast, at religionskritik er en meget nødvendig del af enhver samfundsdebat, og det skal den også være i fremtiden i Danmark.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Jamen lovgivningen rammer jo ikke kun dem, der render rundt i vildskab og brænder koraner af. Når kunstnere, politikere fra venstre og højre, eksperter, dommere, der skal forvalte den her lovgivning, forkæmpere i kvindekampen osv. står og råber, at I kører den forkerte vej, står I så bare alle i regeringen og tænker: Sikke mange spøgelsesbilister der er? Er der intet i jer, der tænker: Okay, alle siger det her; måske er det os, der er galt på den?

Ordføreren.

Jamen vi lytter altid. Vi lytter også til de input, der kommer her i Folketinget, og dem, der kommer fra civilsamfundets organisationer og eksperter. Regeringen tager det også ind og kigger på lovforslaget, inden det skal behandles her i Folketingssalen. Det er klart. Men Liberal Alliance prøver lige nu både at blæse og have mel i munden, for sandheden er jo, at Liberal Alliance heller ikke går ind for at stoppe den der afbrænding af koraner i vildskab, og derfor prøver Liberal Alliance at få det til at lyde, som om man vil begge ting. Det vil man ikke i Liberal Alliance. Men vi lytter, og det gør vi også i det lovgivningsarbejde, der skal til at gå i gang, for det synes vi er fornuftigt at gøre.

Hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Jeg er hundrede procent enig i det, ordføreren sagde fra talerstolen. Det var en dejlig borgerlig tale, sådan som vi jo helst vil høre Venstre. Det var dejligt. Der skal også lyde en stor ros til Julius og hans evner til iværksætteri. Jeg har ikke – og det er ikke polemisk – fået kigget lovkataloget igennem, men jeg håber så, at vi med lovkataloget får afskaffet alle de der mærkelige regler og får indført lidt mere sund fornuft, for det er jeg helt sikker på at vi kan blive enige om. Nu kunne det så være, at Julius engang blev ældre – det håber vi alle sammen – og det kunne være, at han fik børn, og det kunne være, at han kom til et tidspunkt, hvor han sagde: Jeg har lige et par år i mit liv, hvor vi aftaler derhjemme, at vi arbejder lidt mindre, for det har vores familie brug for, og så arbejder vi på fuld power om nogle år. Det er statsministeren ikke begejstret for, for vi skal være skaffedyr for staten. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan det går med Venstre med den debat med statsministeren. Ser man på det på samme måde som statsministeren, eller tager man kampen internt i regeringen om det her emne?

Ordføreren.

Tak for rosen. Jeg kan bekræfte hr. Søren Pape Poulsen i, at regeringen kommer til at indkalde til forhandlinger om iværksætteri, og der har vi fra Venstres side nogle ønsker. Jeg nævnte selv noget med lagerbeskatning af fiktive værdier, og der er muligheden for bedre at aflønne med medarbejderaktier – nogle af de ting, iværksættermiljøet skriger på i forhold til at kunne få lov at udvikle sig. Det håber jeg vi kan gøre sammen. Jeg er helt overbevist om, at Julius bliver ældre – det bliver vi jo alle sammen – og hvis Julius og hans familie eller alle andre familier har lyst til på et tidspunkt at indrette sig, så de arbejder lidt mindre i en periode, skal de have frihed til det. Det vil jeg ikke gøre mig til dommer over; det er ikke min opgave som politiker. Men jeg vil også sige, at jeg synes, der er en lidt uheldig tendens her på Christiansborg; der er nogle politikere, der bilder danskerne ind, at man kan blive ved med bare at øge de offentlige udgifter – mere velfærd, flere politibetjente, flere sygeplejersker, flere pædagoger – hvis alle bare arbejder mindre og mindre. Sådan hænger det jo ikke sammen, og derfor har vi en politisk opgave i ikke at tvinge folk til at arbejde mere, men at gøre det attraktivt for dem, der gerne vil gøre en ekstra indsats, eksempelvis ved at lempe på skatterne.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Ja, det er vi enige om – det kan ikke være mit parti, ordføreren henviste til der, for det er jo ikke det, vi siger. Jeg synes bare, det er bekymrende, hvis vi får en debat i Danmark, der handler om, at man nærmest fra regeringslederens side udskammer danske familier, der prioriterer anderledes. For jeg er enig i, at vi jo skal gå på arbejde, men det skal vi primært gøre for at forsørge vores familie og os selv og ikke, fordi vi skal have en statsmagt af en vis størrelse. Men det er jeg glad for at vi ser ens på, for så kan det være, at vi kan bremse statsministeren lidt i hendes ridt her.

Ordføreren.

Jeg synes, det står så smukt beskrevet i vores grundlov, at man har en pligt til at forsørge sig selv og sine. Det er mit udgangspunkt, og derfor skal man ikke gå på arbejde for at fylde statskassen. Men jeg vil gerne sige, at jeg synes, at det at arbejde er sundt. Jeg synes, at der gerne skulle være nogle flere mennesker, der skulle have glæden af at være en del af et arbejdsfællesskab, og jeg synes særlig, der var nogle flere unge, der skulle have glæden af at have et fritidsjob. Det at være en del af det der fællesskab på arbejdspladsen lærer en noget om ansvar; det giver en nogle sunde værdier. Så alle tiltag, vi kan gøre for at gøre det mere attraktivt at tage et arbejde eller tage en ekstra vagt eller tage en ekstra kunde, vil vi da meget nøje overveje.

Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Der blev dog begået en forfærdelig fejl, som jeg simpelt hen er nødt til at korrigere, ikke mindst af hensyn til husfreden med min forgænger som politisk ordfører, fru Pernille Skipper. Boldklubben Frem er ikke i tredje division – de spiller i anden division. Det er vigtigt at slå fast. Så til det alvorlige. Lige nu ser vi en trist udvikling i hele landet med busruter, der lukkes ned. Det er en ond spiral, og det skyldes de økonomiske valg, regeringen har truffet, og den økonomiske politik, man fører. Det er et valg, der betyder, at f.eks. børn og unge, hvis de bor uden for de store byer, har svært ved at komme til deres erhvervsskole, til deres gymnasium eller til deres fritidsjob, som ordføreren også omtaler. Lad os nu forestille os, at Julius havde boet i Himmerland eller Thy. Så kunne det, at den lokale busrute lukker, jo være noget af det, der spændte ben for hans iværksætterdrøm. Det rammer også ældre mennesker i vores samfund; de får sværere ved at komme hen og besøge familien, se deres venner eller komme til fritidsaktiviteter. Derfor vil jeg gerne spørge: Er man i et parti som Venstre, som i hvert fald bryster sig af at være optaget af landdistrikterne, ikke bekymret for de meget store huller, der lige nu bliver klippet i sammenhængskraften i vores land?

Ordføreren.

Jeg beklager min fejl med hensyn til de lavere divisioner i dansk fodbold. Til min egen undskyldning skal jeg sige, at sidst jeg så Frem spille, spillede de imod min lille lokale klub, der på det tidspunkt lå i tredje division. At Frem så har været dygtige nok til at rykke op, mens min egen lille lokale klub i øvrigt er rykket ned, taler jo så bare til Frems ære. I øvrigt taler det også til deres ære, at deres formand, inden de kom, sendte en sms til min lokale klubs formand, hvor han sagde: Vi kommer 75 mand, vi plejer at drikke tre fadøl pr. styk – jeg håber, der er nok. Respekt for Frem! I forhold til spørgsmålet vil jeg sige, at jo, det gør mig bekymret. Vi bliver nødt til at have et land, hvor man kan leve, bo og arbejde alle steder, også der, hvor der er flere dyr, end der er mennesker – dyr, som jeg i øvrigt gerne vil have stadig er der i fremtiden, i modsætning til Enhedslisten, der jo har som erklæret målsætning at reducere eller helt fjerne dansk kvægproduktion. Derfor skal vi også have kigget på, hvordan vi laver en bedre transport og en bedre mobilitet i landdistrikterne. Noget af det handler om investeringer i den private infrastruktur, noget af det handler om den individuelle infrastruktur, og noget af det handler om investeringer i den kollektive infrastruktur. Så det er vi meget optaget af, og det er vores transportminister også.

Hr. Pelle Dragsted.

Der bliver sagt, at man er meget optaget af det. Transportministeren har nedsat en eller anden ekspertgruppe, der skal tænke nyt, men det er jo lige nu, at de her busruter lukker. Det er også lige nu, at I vil sætte taksterne på togdrift på tværs af landet op med 13 pct. I forvejen er det utrolig dyrt. I vores naboland Tyskland har man indført en tysklandsbillet, så man for 50 euro kan køre i hele Tyskland i en måned. Kunne det være, at regeringen kunne være lidt mere ambitiøs, når det gælder den kollektive transport og alle de mennesker, som er afhængige af den for at kunne bevare deres frihed? For det at være mobil handler om menneskers frihed. Hvorfor vil Venstre gøre det dyrere at være dansker på de områder?

Ordføreren.

Vi lytter gerne til alle gode forslag, uanset om de kommer fra Enhedslisten eller fra Tyskland, for det her er et rigtig vigtigt område. Jeg synes så ikke, man skal gøre grin med, at vi nu forsøger at gribe det her an på en anden måde. Det er jo en problemstilling, der har været kendt i mange år, nemlig at det er utrolig dyrt at opretholde en busdrift i nogle områder, hvor der er utrolig få passagerer. Hvis vi kan løse det med nogle alternative metoder – hvis der f.eks. er nogle lokale ildsjæle, der kunne være interesserede i at tage del i den opgave, eller tænke lidt anderledes i forhold til vores lovgivning om offentlig transport i landdistrikterne – så skal vi da gøre det og ikke gøre grin med det. Derfor håber jeg også, at Enhedslisten vil spille konstruktivt ind i den proces.

Hr. Martin Lidegaard, Det Radikale Venstre.

Tak. Jeg vil starte med at takke Venstre for at have taget klar stilling i spørgsmålet om en CO 2 -afgift på landbruget og dermed tage et ansvar, som jeg godt forstår er vanskeligt med den historie og den baggrund, som Venstre har. Det, som Venstres formand jo har meldt ud her, er, at man, hvis jeg forstår det rigtigt, både ønsker en afgift i produktionsleddet og en afgift i køledisken, som man siger lidt populært. Det er vi egentlig også optaget af i Radikale Venstre – både at få det det ene sted og det andet sted. Har man tænkt over i Venstre, hvordan fordelingen af det her skal være? For vi tænker jo, at den produktionsafgift, der skal være, vel skal sikre, at vi kommer i mål med vores klimamålsætning i 2030. Det er jo også det mandat, vi har givet det ekspertudvalg, vi venter på. Jeg vil egentlig bare sikre mig, at Venstre står ved det mål, som også ligger i den tidligere landbrugsaftale, men at vi derfor så kigger på en afgift i køledisken ud over det.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Venstre står ved de klimamål, der er aftalt i klimaloven. Vi står ved de landbrugsaftaler, vi har indgået, hvor der er mål for både kvælstof- og CO 2 -udledningen. Det står vi fuldstændig på mål for. Nu må vi vente, til de klogeste mennesker, som vi har bedt om at kigge på det her, kommer med deres rapport, for at tage stilling til, præcis hvordan det her skal skrues sammen. Men det skal skrues sammen på en måde, så vi på den ene side nedbringer landbrugets CO 2 -udledning, men på den anden side sikrer, at vi har dansk fødevareproduktion, som er stærk, og som er bæredygtig, også økonomisk. Vi skal også sikre os, at det ikke bliver sådan, at bøfferne fra Spjald bliver dyrere end bøfferne fra Sydamerika nede i supermarkedet. For hvis de gør det, skal jeg nok købe dansk, så længe pengepungen rækker, men dem, der har lidt mindre pengepunge end mig, vil være tilbøjelige til at tage det billigste. Derfor er det et dilemma, man bliver nødt til at tage alvorligt. Derfor er jeg rigtig glad for, både for klimaet og for landmændene, at Venstre sidder med i det lokale, så det – med al respekt – ikke kun er Martin Lidegaard og dem endnu længere til venstre for Martin Lidegaard, som jo har en erklæret målsætning om at lukke dansk landbrug, der sidder og bestemmer, hvordan det her skal skrues sammen.

Hr. Martin Lidegaard.

Jeg har bestemt ikke noget ønske om at lukke dansk landbrug, slet ikke, eller afvikle det. Jeg vil gerne udvikle det, som dansk landbrug hele tiden har gjort. Jeg er glad for det klare svar, og jeg er glad for, at Venstre står på mål for de fælles aftaler, vi har lavet, ligesom jeg i øvrigt er enig i alle de mål og selvfølgelig også, at det ikke vil give mening, at det ene bliver dyrere end det andet, og at vi ikke bare skal flytte produktionen ud. Må jeg så spørge til havmiljøet, som jo er en lidt parallel problemstilling, og som jeg nok synes kalder på en mere akut indsats her og nu, når man ser på tilstanden i vores fjorde. Er ordføreren bekendt med, om regeringen overvejer nogle akutte indsatser, inden hele det danske hav er dødt?

Ordføreren.

Jeg har også, ligesom jeg tror alle andre her i Folketingssalen har, set de billeder fra vores indre farvande og vores fjorde, og det er nogle forfærdelige billeder. Det bliver man nødt til som ansvarlig politiker at reagere på. Derfor er jeg også meget glad for, at vi jo har lavet en bred aftale herinde i Folketinget, der bl.a. kigger på udledningen fra landbrug, vi har også lavet en havplan, som adresserer nogle af udfordringerne i forhold til udledninger fra spildevand, og så er der jo en lang række initiativer, man kan tage i forhold til stenrev, ålegræs og muslinger, som kan være med til – ikke med et quick fix, men være med til – at genoprette en god økologisk tilstand i vores indre farvande og vores fjorde. Det vil vi gerne være med til i Venstre.

Den næste korte bemærkning er til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. I øjeblikket ser vi igen og igen historier fra det danske sundhedsvæsen, som er presset i bund. Vi hører om patienter, som står på ventelisten og bliver så syge, at de ender med at blive terminale og dø. Vi hører om patienter, som bliver fejlopereret, og som eksempelvis får fjernet, bortamputeret, deres ben, selv om det kunne have været forebygget. Senest har vi hørt fra Region Midtjylland – igen, fristes jeg til at sige – at de har livstruende problemer på deres hospitaler, herunder på kræftafdelingen, og jeg kunne sådan set blive ved. Det skriger til himlen. Venstre har haft regeringsmagten i 15 ud af de seneste 22 år, herunder da man lavede strukturreformen, hvor tidligere formand Lars Løkke Rasmussen stod fadder, altså simpelt hen var den, der lavede den her strukturreform. Så mit spørgsmål er, om Venstre ikke føler et meget, meget stort ansvar for tingenes tilstand, som det er i sundhedsvæsenet i dag?

Ordføreren.

Jo, det kan jeg garantere spørgeren at vi gør. Vi er enormt stolte af, at vi i vores regeringsperiode op igennem 00'erne og også i den periode, vi sad i regering i 2010'erne, har taget nogle enorme kvantespring i vores sundhedsvæsen og er gået fra, at der var områder, hvor vi lå helt i den europæiske – og nu siger jeg det rigtigt – tredje division og vi nu er rykket op i superligaen, bl.a. på kræftområdet, hvor vi virkelig har udviklet os. Så jo, det er vi meget stolte af. Betyder det så, at der ikke er steder i dag, hvor der er udfordringer, og hvor der er problemer, der skal løses? Nej, det gør det ikke, for det er der i den grad. Det er jo derfor, noget af det første, den her regering gjorde, var at lave en akutplan, der investerede i sundhedsvæsenet, og som i øvrigt også inddrog private aktører mere, så vi får brugt hele kapaciteten til at nedbringe ventelisterne, og effekten er allerede begyndt så småt – så småt – at kunne ses i form af kortere ventelister. Det er også derfor, vi frem mod 2030 laver hvis ikke den, så en af de største enkeltstående investeringer i vores sundhedsvæsen for at rette op på nogle af de problemer, der er. Så vi står i den grad ved det danske sundhedsvæsen, og vi er også i gang med at løse de udfordringer, som jeg fuldt ud anerkender at der stadig væk er.

Fru Mette Thiesen.

Jeg blev helt bekymret, da ordføreren sagde, at han var stolt. For i mange af de historier, jeg læser og danskerne læser, er der for at være helt ærlig ikke meget at være stolt af. For det er mennesker, der står på venteliste og dør. Sundhedsvæsenet er fuldstændig sandet til i djøfferi. Hvor mange djøf'ere er Venstre villig til at fjerne fra det danske sundhedsvæsen, sådan at vi fokuserer pengene på patienterne? Og er Venstre klar til at bakke op om det, som vi ønsker i Dansk Folkeparti, nemlig at de mange penge, som danskerne betaler i skat, skal de altså også have lov til følger med over i et privat tilbud fra dag nummer et, hvis ikke det offentlige kan levere?

Ordføreren.

Men prøv at høre: Jeg er stolt af det danske sundhedsvæsen, og jeg er stolt af de medarbejdere, herunder mine egne familiemedlemmer, der hver dag gør en indsats for at forbedre danskernes sundhed og redde liv og behandle mennesker, der er syge. Det vil jeg gerne sige fuldstændig uden forbehold: Det er jeg stolt af. Men derfor skal vi selvfølgelig løse de udfordringer, der er. Hvad angår rapporten fra Region Midtjylland, har jeg læst den. Jeg har også læst, at nogle meget fagligt tunge sundhedseksperter har været ude at sætte spørgsmålstegn ved metoden. Men det betyder jo ikke, at der ikke er problemer. Det er derfor, vi har lavet en genopretningsplan for kræftområdet. Det er derfor, vi har lavet en akutplan. Det er derfor, vi frem mod 2030 investerer historisk mange penge for at få det her til at fungere. Og vi er også klar til at kigge på at skære ned på bureaukrati, så vi fjerner penge fra bureaukrati og i stedet for bruger dem på behandling.

Næste korte bemærkning er til fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Tak for det. Jeg har hørt Venstres formand flere gange og også nu ordføreren her sige, at klimakrisen er den største krise, vi står i som samfund, og det er jeg og Alternativet jo enige i. Jeg hører også ordføreren sige, at det er vigtigt for Venstre, at vi har et stærkt, bæredygtigt og klimavenligt landbrug og en ditto fødevareproduktion i fremtiden. Det er jeg og Alternativet også enige i. Selv om ordføreren tit hentyder til, at vi i Alternativet ønsker at afvikle landbruget, så må jeg bare igen og igen sige: Det er ikke ambitionen; vi har faktisk et meget udførligt program for, hvordan vi gerne vil udvikle landbruget. Når ordføreren både anerkender, at vi har en klimakrise, at landbruget i dag står for omkring en tredjedel af vores udledninger i Danmark, og at 90 pct. af det kommer fra den animalske produktion, så kan man godt se, at vi er nødt til at gøre noget – når vi nu er så ambitiøse, at vi både gerne vil nå vores klimamål og have et bæredygtigt landbrug og en bæredygtig fødevareproduktion i fremtiden. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren: Forestiller man sig, at man kan se en anden form for produktionssammensætning end i dag?

Tak. Ordføreren.

Vi mener, at vi skal nå vores klimamål. Vi mener, at alle sektorer, også landbruget, skal bidrage til, at vi når de klimamål. Det er derfor, vi står på mål for det, der står i regeringsgrundlaget. Men jeg bliver nødt til at sige: Vi har ikke en selvstændig målsætning om, at der skal være mindre animalsk produktion i Danmark. Vi har en målsætning om at bistå landbruget med den proces, de er i gang med, for at sikre, at der foregår en grønnere animalsk produktion i Danmark, og der ligger vi allerede helt oppe og er med i førerfeltet i Europa, og det skal vi jo blive ved med at være i fremtiden. Jeg tror ikke, at løsningen på de globale klimaudfordringer er at sige, at der ikke skal være kødproduktion i Danmark, for så bliver det kød jo bare produceret et andet sted. Altså, hvert eneste år går millioner og atter millioner af særlig kinesere og indere fra de laveste klasser op i middelklasserne, og de ændrer deres forbrug og spiser mere kød. Hvis det ikke bliver produceret i Danmark, bliver det jo bare produceret et andet sted med dårligere dyrevelfærd og dårligere klimabeskyttelse. Derfor ønsker jeg sådan set, at vi har en bæredygtig og fornuftig udvikling af dansk landbrug, også for klimaets skyld.

Fru Franciska Rosenkilde.

Faktisk er det jo sådan nu, at der er et fald i den danske svineeksport, fordi netop kinesere og andre er begyndt at lave det selv. Derfor kunne det jo være oplagt, at vi i Danmark rent faktisk begynder at producere nogle grønnere fødevarer, som vi så kunne blive førende indenfor, og rent faktisk snart blive det foregangsland, vi har sagt vi er i så mange år. Når det så er sagt, er vi jo politikere. Det er os, der skal laves strukturerne. Vi kan jo ikke bare sidde her og sige, at den grønne omstilling skal være markedsdrevet. Det er jo vores ansvar at lave de strukturer, sådan at det marked bliver grønt. De strukturer er jo meget det, som landbruget lige nu mangler. Jeg vil gerne høre ordførerens bud på det.

Ordføreren.

Jeg er meget mere tryg ved, at den grønne omstilling er drevet af markedet, end at den grønne omstilling er drevet af Alternativet. Det må jeg bare være helt ærlig at sige. For at svare på spørgsmålet, altså om jeg ser en fremtid for mig, hvor dansk landbrug producerer flere plantebaserede fødevarer, vil jeg sige, at det tror jeg er den vej det går. Efterspørgslen på den type produkter stiger jo, og så har folk, der producerer, en tendens til at begynde at producere den slags fødevarer. Og jeg er helt overbevist om, at det kommer vi også til at være verdens bedste til, ligesom vi er verdens bedste til at producere andre fødevarer. Det skal vi gøre, mens vi når vores klimamål, og mens vi hjælper med at stoppe de katastrofale klimaforandringer og udvikler et stærkt og bæredygtigt fødevareerhverv her i Danmark.

Næste korte bemærkning er til fru Pernille Vermund.

Tak for det, og tak for en rigtig fin tale. Jeg ved ikke, om Julius sidder oppe på tilhørerpladserne endnu. Jeg kan ikke se Julius, men jeg kan da sige, at jeg bestemt kommer til at sende mine drenge, som også er brøndbyfans, forbi Julius' bod, næste gang de er på stadion. Et sted, jeg også godt kunne tænke mig at sende mine drenge forbi og måske også sikre, at børn fremover kan besøge, er jo vores unikke natur ved Vadehavet. Lige nu er der en voldsom diskussion, som handler om, om der skal placeres et stort testcenter for kæmpevindmøller ved Vadehavet. Lad mig slå det fast og lave en disclaimer allerede nu: I Nye Borgerlige er vi ikke imod vindmøller. Vi er bare imod, at vi stiller dem op, hvor de ødelægger naturen eller generer mennesker – så ud på havet med dem! Vi er i øvrigt heller ikke imod solceller. De skal sidde på tagene af bygningerne og ikke lægges ud som solcelleørkener. Derfor er mit spørgsmål i dag til ordføreren: Mener ordføreren og mener Venstre, at det er en god idé at placere 450 m høje kæmpevindmøller ved Vadehavet?

Inden ordføreren får ordet, vil jeg sige, at bemærkninger i Folketingssalen skal rettes til andre i Folketingssalen og ikke til tilhørerne. Så er det ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg holder personligt utrolig meget af Vadehavet. Det er en unik dansk perle, som har en naturmæssig værdi og, hvis man er til den slags, også har en økonomisk værdi, fordi der er en masse turisme i det. Det har også en kulturel værdi. Det er jo det område, friserne bosatte sig i, og det synes jeg er en væsentlig, men nogle gange lidt overset del af den danske historie, altså hvordan vi faktisk har haft et mindretal, der har fungeret i vadehavsområdet. Spørgsmålet rammer jo midt ned i det dilemma, som bliver en af de væsentligste problemstillinger, vi skal tage os af herinde i Folketinget, når vi skal lave en grøn omstilling, nemlig dilemmaet mellem på den ene side behovet for klimahandling og på den anden side behovet for handling i forhold til naturen, og de hensyn kan nogle gange godt være svære at forene. Det er også derfor, der er en proces, i forhold til hvor de her vindmøller skal sættes op, og i den proces kan jeg garantere spørgeren, at Venstre også er optaget af natursiden i det spørgsmål. Men det der dilemma er hamrende svært, og alle, der går op i den grønne omstilling, vil i de kommende år nogle gange opleve at skulle tage stilling til nogle meget svære dilemmaer, hvor natur og klima kommer til, i hvert fald på overfladen, at stå over for hinanden.

Fru Pernille Vermund.

Nu svarer ordføreren som en rigtig Venstremand, for Venstre er – det kan vi jo se – på det her punkt også splittet. Da jeg var ved Vadehavet sidst, til dialog på diget, stod der tre lokale Venstrefolk, som sagde nej tak til et testcenter. I Folketinget siger man ikke lige så klart nej tak; der står man jo bag aftalen, som lige nu ligger på kirkeministerens bord. Og kirkeministeren er i øvrigt også Venstrekvinde. Så jeg kunne godt tænke mig et klart svar fra Venstres ordfører: Mener Venstre, at det er en god idé at placere kæmpevindmøller ved Vadehavet?

Ordføreren.

Der er en proces i ministeriet for landdistrikter, og den er jeg tryg ved. Jeg synes ikke, det er underligt, at der er lokale medlemmer af diverse partier, der naturligvis kæmper for deres lokalområde. Jeg ville nærmest blive skuffet, hvis folk ikke gjorde det. Jeg har selv tilbragt 13 år i et byråd. Det er en del af lokaldemokratiet, og det synes jeg er vigtigt. Vi er optaget af både at nå i mål med vores grønne omstilling og også at beskytte den unikke danske natur. Jeg er helt overbevist om, at når den proces, der er i ministeriet for landdistrikter, er færdig, vil det også afspejle den balance.

Den næste korte bemærkning er til fru Signe Munk, SF.

Jeg vil starte med at citere: »Klimakrisen venter ikke på regeringens klimanøl. Jo hurtigere vi får gang i forhandlingerne, jo hurtigere kan vi begynde at reducere drivhusgasudledningen.« Det skrev fru Marie Bjerre lige før folketingsvalget om det forestående 2025-klimamål, og som ordføreren også ved, skortede det ikke på kritik af den S-ledede regering, når det kom til klimapolitikken. Venstres linje var kort og godt: tempo, handling, tempo. Jeg vil også sige, at jeg også selv har moset og maset på hr. Dan Jørgensen i sidste periode, men man må jo sige, at klimaaftaler for over 100 mia. kr. og omkring 60-70 stykker alligevel er noget, men jeg havde alligevel tænkt, at når Venstre nu havde maset så meget på i sidste periode, ville klimaaftalerne komme i hobetal. Derfor vil jeg kort og godt høre, om ordføreren er tilfreds med det tempo, der bliver lagt for dagen, hvor regeringen kun har evnet at komme med ét nyt klimaforslag, og det handler om 2025-målet.

Ordføreren.

Jeg mener, at den her regering tager klimaudfordringerne meget alvorligt, og at vi gør det på en måde, hvor vi ikke kun opstiller mål og holder skåltaler om, hvor vigtigt det er, men hvor vi har snuden i sporet for at implementere det, der skal foregå ude i virkeligheden. Det er, uanset om det handler om danmarkshistoriens største udbud af havvind; det er, uanset om det handler om at leve op til 2025-målet; og det er, uanset om det handler om at sikre, at der er gode rammevilkår for grønne iværksættere, der skal være med til at løse nogle af de her udfordringer. Vi er en handlingens regering, når det handler om at levere konkrete grønne løsninger, og det synes jeg er positivt, for man når ikke i mål med at løse klodens klimaudfordringer kun ved at tale om dem, ved at lave målsætninger. Man bliver også nødt til at implementere det. Det er vi i fuld gang med sammen med en bred skare af Folketingets partier, og jeg tror, at vi kommer til at lave en række meget ambitiøse grønne aftaler, og jeg håber – og jeg håber – at SF også vil være med til at indgå i dem.

Spørgeren.

SF har været et gennemgående parti for samtlige klimaaftaler, der er blevet lavet i sidste periode, så det tror jeg nu ikke ordføreren sådan helt rettelig skal være i tvivl om. Men det korte af det lange er, at det eneste nye klimatiltag, den her regering har lagt frem, er, at danskerne skal have mere biobrændstof i deres tank; det mener regeringen kan bringe os i mål med 2025-målet. Regeringen har magten, æren, muligheden og flertallet, så jeg spørger egentlig bare: Hvorfor har regeringen ikke bare stemt 2025-målet igennem for at holde tempo i klimapolitikken, som ordføreren mener er vigtigt?

Ordføreren.

Jamen det er skønt, det her. Den ene dag hører jeg, at regeringen er magtfuldkommen og man bare vil bruge sit flertal og stemme ting igennem, og at det er forkert. Nu får jeg så at vide, at regeringen burde lytte noget mindre til Folketingets partier og lade være med at køre i et forhandlingsspor, hvor man prøver at inddrage og lave en bred aftale, altså at det nu er forkert. Nu er det et citat, og derfor vil det være på engelsk: Damned if you do, damned if you don't. Altså, vi er optaget af at lave reelle grønne løsninger og meget gerne bredt i Folketinget, så de holder så lang tid som overhovedet muligt, uanset hvem der måtte have flertal i det her Ting efter næste valg.

Man må gerne komme med korte engelske citater, hvis man bagefter oversætter dem til dansk. Så det er inden for rammerne. ( Morten Dahlin (V): Forbandet, hvis du ...), Nej, der kommer vi til gengæld ud i nogle andre ting med at ramme forretningsordenen der. Den næste korte bemærkning er til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak for en rigtig fin tale. Jeg synes også, det var dejligt at høre om en ung fyr som Julius, der virkelig stempler ind, er innovativ og har virkelyst og en iver efter at gøre en forskel. Jeg tror, det var noget af det, ordføreren sagde. Da alle de her plusord kom frem, kom jeg til at tænke på en af de landmænd, som jeg har været nede at besøge for nylig, og det er Søren. Søren har superkøer. Hans køer er hamrende gode til at producere rigtig, rigtig meget mælk meget, meget effektivt. Han har givet dem sådan nogle små sendere på, så han fuldstændig kan følge med i alt, hvad de her køer gør, sådan at han har sænket sin klimabelastning virkelig, virkelig markant. Søren er jo så en af de landmænd, som er stemplet ind på den her grønne omstilling, og som nu har i udsigt at få en CO 2 -afgift lige ned i hovedet. Jeg lagde lige mærke til, at ordføreren sagde til De Radikales ordfører, at bøfferne fra Spjald ikke bliver dyrere end bøfferne fra Sydamerika. Det sagde ordføreren. Jeg vil bare gerne lige høre ordføreren: Er det en garanti, ordføreren kan stille i dag?

Hr. Morten Dahlin.

Søren, som jeg ikke kender, lyder, som om han er meget innovativ og har en stærk virkelyst, arbejdsomhed og skabertrang. Det er jo netop sådan nogle som Søren, vi skal have flere af. Den klimapolitik, vi fører, inklusive den måde, man kommer til at indrette en CO 2 -afgift på, skal jo fremme sådan nogle som Søren og hans mælkeproduktion. Det er det, vi skal have mere af. Det er jo den slags, vi skal fremme; det er den slags, vi skal fremelske. Ja, jeg sagde meget tydeligt, at når vi indretter den her afgift, bliver vi nødt til at have in mente, at det ikke nytter noget, at bøfferne fra Spjald bare stikker af i pris i forhold til bøfferne fra Sydamerika, for så køber folk de billigste, og så redder vi ikke klimaet. Det er sådan noget, vi kan være med til at bestemme, fordi vi sidder inde i forhandlingslokalet. Hvis alle bare gjorde som fru Susie Jessen og Danmarksdemokraterne og stillede sig ud på sidelinjen, ville det meget brede flertal i Folketinget, selv hvis man tager Venstres mandater væk, der går ind for en CO 2 -afgift, lave den anden afgift. Det tror jeg ikke ville gavne klimaet, og jeg er helt sikker på, at det heller ikke ville gavne landbruget.

Fru Susie Jessen.

Jeg køber altså ikke den der med, at man går ind og laver dårlig politik, og at så er det en undskyldning, at fordi man har magten, er det okay at lave dårlig politik. Den er jeg altså ikke helt med på. Ordføreren svarer bare ikke på mit spørgsmål. Han vil åbenbart ikke garantere, at kødet fra Danmark ikke bliver dyrere end kødet fra Sydamerika. Der er en ambition om det, men det er jo ikke det, der kommer til at ske, når man indfører en CO 2 -afgift på landbruget i Danmark, som der ikke er i nogen andre lande. Så er det jo konkurrenceforvridende. Jeg vil bare spørge ordføreren igen: Hvordan undgår man, at en dansk landmand simpelt hen mister sit arbejde?

Ordføreren.

Det gør man ved at sikre, at der er partier i det forhandlingslokale, som er født ud af bondebevægelsen, som er født ud af andelsbevægelsen, som har en brændende kærlighed for det danske fødevareerhverv, og som ikke tør overlade det her til de partier, der har det som hele eller delvis erklærede målsætninger at stoppe animalsk produktion i Danmark. Hvis alle bare gjorde som Danmarksdemokraterne, lagde man landbrugets fremtid i Alternativets og Enhedslistens hænder. Helt ærligt har jeg ikke mødt en eneste landmand, der ikke synes, det er et skræmmescenarie. Derfor skal man være glad for, at Venstre sidder derinde, så vi på den ene side kan opnå vores klimamål og på den anden side kan sikre, at vi har en stærk fødevareproduktion i Danmark.

Den næste korte bemærkning er til hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Tak. Også mange tak fra Liberal Alliance for en rigtig god tale, stærkt båret af liberale værdier. I et kort øjeblik troede jeg faktisk lige, det måske var min egen partileder, der sådan helt ekstraordinært havde fået tildelt taletid lidt før i rækkefølgen. Der var både input om mere ansvar og færre regler for vores erhvervsliv og vores iværksættere og noget om, at vi skal sætte virkelyst og skabertrang fri osv. osv. Faktisk tror jeg endda også, at ordføreren fik sagt, at udfordringerne ikke bliver løst, uden systemet indskrænkes. Ordføreren fik også sagt, at vi skal sænke skatten, og det er jeg jo meget enig med ordføreren i, altså at der er et stort behov for, at vi får sænket skatten på arbejde, sådan at vi med positive incitamenter kan få folk til at gøre en ekstra indsats på vores arbejdsmarked. Så langt, så godt. Hverken ordføreren eller jeg selv sad, desværre, kan man måske sige, i Folketinget 2011-2015, men måske ordføreren har kendskab til, hvor meget skatten blev sænket i den periode, og hvad det er et udtryk for.

Ordføreren.

Det er korrekt. Jeg sad ikke i Folketinget i 2011, og derfor har jeg ikke svaret på, hvor meget skatten blev sænket, men så vidt jeg husker, blev der ikke givet topskattelettelser. Jeg synes også, det er væsentligt at give lettelser i toppen af skalaen, eksempelvis at halvere topskatten for 250.000 mennesker og sikre, at 400.000 topskatteydere skal betale lidt mindre i skat, så dem, der er selvstændige, tager en ekstra kunde ind, så dem, der måske har lyst til det, tager en ekstra vagt, og så familierne får et større økonomisk pusterum derhjemme. Det er noget af det, vi kommer til at gennemføre med den her regering. Den samlede skattepakke, der ligger på bordet her, trækker ultimativt i den rigtige retning, hvilket gør Danmark rigere og gør de skatteplagede skatteborgere mindre skatteplagede. Derfor er jeg også ked af, at Liberal Alliance som det eneste parti i Folketinget på forhånd har afvist at stemme for milliardstore skattelettelser.

Spørgeren.

Tak. Det rigtige svar er ca. 6 mia. kr., og at der rent faktisk også blev givet lettelser i topskatten. Er det i virkeligheden ikke et udtryk for, at man faktisk godt kan få de skattelettelser? SVM-regeringen har sat sig fast på omkring 5 mia. kr. Så er det i virkeligheden ikke et udtryk for, at man faktisk godt kan få skattelettelser, også uden at Venstre indgår i en regering og står på talerstolen med de der meget værdibårne liberale talestrømme, som vi har hørt fra ordføreren i dag?

Ordføreren.

Nej, og jeg må bare sige, at jeg tror, det er meget naivt, hvis Liberal Alliance har den tilgang, at der skulle forhandles om milliardstore skattelettelser til efteråret, hvis det var SF og Enhedslisten, der sad og var parlamentarisk grundlag for regeringen. Men ordføreren kan jo spørge SF og Enhedslisten, om jeg tager fejl. Jeg er ret overbevist om, at det skulle der ikke. Det skal der, fordi vi har dannet en bred regering, hvor vi også siger, at en del af det, vi gennemfører med vores økonomiske politik, er skattelettelser til hårdt plagede danske skatteborgere. Det er jeg stolt af som Venstremand, og jeg er overbevist om, at det ikke var sket, hvis ikke vi havde dannet den her brede regering.

Sidste korte bemærkning til Venstres ordfører bliver til fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Tak, og tak for en rigtig god tale. Der er flere borgerlige politikere, som har bemærket det, og nogle har endda også været lidt overrasket over det. Jeg vil spørge ind til familierne, for familierne er jo vores fundament. Det er vores vigtigste fællesskab, det er her, vi finder styrke, det er her, vi får støtte, det er her, vi møder forståelse, det er også her, vi får kærlighed, og det er her, vi får omsorg og støtte. Men familierne er også pressede, og det er måske også derfor, at det er kommet helt op på den politiske dagsorden. Derfor vil jeg bare spørge helt lavpraktisk, om Venstre vil fortælle, hvad deres vigtigste familiepolitiske mærkesag er for pressede børnefamilier.

Ordføreren.

Tak for rosen. Så er der jo ingen grund til at blive overrasket, når jeg holder talen til afslutningsdebatten. Også tak for det, synes jeg, meget vigtige fokus, som der ligger i spørgsmålet omkring familier. Jeg blev selv far for første gang for 6 måneder siden, så det ligger mit hjerte meget nær, også selv om min lille datter er lige ved at få en tand, hvorfor hendes far kun har sovet 4 timer i nat, men til gengæld skal han så kun være på arbejde til kl. 2.00. Det skal vi jo nok klare. Jeg synes, det er vigtigt at give danske familier en række bedre vilkår på mange områder, og derfor vil jeg ikke kun nævne et. Men jeg tror, det er vigtigt eksempelvis at give dem, der har behov for det, et større økonomisk pusterum i hverdagen ved at sænke skatten, så de kan bruge nogle penge på det, som er vigtigt for dem og deres familie. Jeg tror, det er vigtigt, at man har skoler, som børnene trives i både fagligt og mentalt, både for børnenes skyld, men også fordi jeg tror, at familien fungerer bedre, hvis sønnen eller datteren kommer hjem og er glad og tryg efter en god skoledag. Så både på skolepolitik- og skattepolitikområdet – nu nåede jeg ikke at sige noget om børnehaver og daginstitutioner, men det kan jeg måske gøre næste gang – synes jeg, vi kan gøre noget for at styrke de danske familier.

Fru Mai Mercado.

Vi er kommet med en række forslag over de seneste par måneder, og jeg kan give nogle eksempler: mulighed for at give tilskud til 12 ugers hjemmepasning, mulighed for at kunne prioritere rådgivning til ægteskaber i krise, men også mulighed for et øget servicefradrag, fordi det vil være med til at lette presset på børnefamilierne, fordi der er brug for simpelt hen at få sænket skuldrene i Danmark. Det er nogle gode ting ordføreren siger, men helt konkret, helt ned i det rent familiepolitiske vil jeg spørge igen: Hvordan kan man så skabe den her bedre hverdag for familierne?

Ordføreren.

Det tror jeg man kan gøre ved eksempelvis at skabe en bedre folkeskole. Jeg tror også, man kan gøre det ved at skabe en dagtilbudslovgivning, der giver forældrene mere frit valg, også reelt frit valg, i forhold til hvor de vil have passet deres børn, når og hvis forældrene vælger at være på arbejde. Så har jeg ikke læst det konservative udspil, men det lyder, som om der er nogle spændende forslag, så det vil jeg se frem til at gøre, for det her er en dagsorden, der er meget vigtig for mig og for Venstre, og der håber jeg da, at vi kan samarbejde om nogle af de her ting, både om økonomisk pusterum i form af lavere skat, stærkere skoler og mere frit valg i dagtilbuddene. Der er en lang række områder, vi kan gøre det på.

Tak til Venstres ordfører, hr. Morten Dahlin. Den næste ordfører er fru Monika Rubin, Moderaterne.

Oktober er kommet, og året går snart på hæld. For mig har det her første år i Folketinget bragt virkelig meget med sig, og en af tingene er den fulde oplevelse af, hvor mange regler og krav vi har bygget op omkring os selv i Danmark. Hjemmeplejen har sat minuttider på toiletbesøg for de borgere, som de hjælper. Det er 5 minutter i gennemsnittet, og nogle steder er det 2 minutter. Vi har kontorstolestandarder, og vi har hækkestandarder. Der er mange regler, der på en eller anden måde har været omkring os herinde. Vi kan ryste lidt på hovedet af afstandskrav til skriveborde, men når det kommer til den enkelte borger, eller når det kommer til den grønne omstilling, skal tossede regler og hensyn være pist væk. Det er de dog på ingen måde. I 2016 søgte HOFOR tilladelse til at opstille havvindmøller i et område i Øresund. De fik grønt lys, og hundredtusindvis af danske hjem kunne se frem til at tænde lyset med grøn ampere. Siden er det gået op og ned og primært ned. Senest er man blevet usikker på flagermusens trækvaner, for måske har den lagt nye ruter. Altså, vi ved ikke, om den overhovedet har ændret vaner, men alt sættes i bero, indtil det er opklaret. Tiden går, og lige nu er det usikkert, hvornår de møller overhovedet kommer op. Vindmøller uden for Aarhus har været på vej siden 2008 og er blevet droppet. Det er 15 års grønt arbejde, der er tabt på gulvet på grund af debatmøder, temagruppemøder, høringer, klager og ankesager. Tre vindmøller har været 12 år undervejs omkring Skovtårnet i Næstved, fordi man tror, at de vil ødelægge turisternes oplevelse. I mellemtiden har Tyskland godkendt 4.000 MW i landvindmøller. Hvis man skal gøre megawatt sådan en lille smule mere menneskeligt, svarer det til ca. 9 milliarder varme brusebade, selvfølgelig afhængigt af hvor lang tid man er i bad. Det kunne også gøres op i kopper kaffe, og der svarer det til ca. 130 milliarder kopper kaffe. Det er rigtig, rigtig meget grøn energi, og det har de altså klaret fra januar til oktober. Når jeg lige om lidt går ned ad den her talerstol, kan det jo være, at de har fået endnu mere i hus. Det er resultatet af et tysk system, der har vendt ketchupflasken på hovedet og ikke bare trommet en lille smule på bunden, men altså virkelig dunket til. På de 10 måneder har de banket mere ud af flasken, end vi har på 10 år, og det har de været i stand til, fordi de har løsrevet sig fra uendelige klageadgange, papirarbejde og lokale godkendelsesprocesser, der førhen holdt dem tilbage – papirarbejde og godkendelsesprocesser, som lige nu fastholder 1.000 danske vindmøller i kommunale processer. Det går for langsomt, og imens forsamlingshusene og den lokale naturfredningsforening stejler over forslaget til en vindmølle i området, har Indien færdiggjort to solcelleparker på størrelse med mellemstore fynske øer. Holland har søsat en ny type solcellepark, der gør solcelleproduktionen 40 pct. mere effektiv. Et israelsk firma har simpelt hen opfundet solceller på stylter, som kan stå hen over afgrøderne uden at skygge for dem. Altså, helt alvorligt, hvis den grønne omstilling endelig skal gå fra at være noget, vi taler om, til noget, som vi gør noget ved, så bliver vi nødt til at kigge på hinanden og træffe nogle vigtige valg. Skal vi begynde at acceptere, at vi ikke altid både kan få mere miljø, natur, vindmøller og solceller på en og samme tid? Hvor meget må hensynet til de flagermus eller spidsmus, der potentielt er til stede, bremse den grønne omstilling? For sandheden er bare, at mus, muldvarper og regnorme vil blive påvirket, når jorden omkring grønne anlæg graves op. Den bløde havbund vil for en stund blive påvirket af oprettelsen af havvindmølleparker. Biodiversitet og grøn omstilling er i et skæbnefællesskab, men nogle gange fremmes de måske på bekostning af hinanden, desværre. Det er en hård erkendelse, men en vigtig en, og det er en erkendelse, som rigtig, rigtig mange af os bliver nødt til at komme til.

Som en selvmodsigelse fra en eller anden dystopisk fremtid elsker vi danskere tanken om vindmøller, så længe vi bare ikke har dem som nabo. Men hvorfor det? Hvorfor fremkalder en kornmark skønsang og prosa, imens solenergiparker får øgenavne som solcelleørkener? Hvorfor ser vi vindmøller som en torn i øjet frem for som et stolt monument over en grønnere fremtid? Vi kommer ingen vegne, hvis ikke vi indser, at den grønne omstilling med sin hvide glasfiber og aluminium også er smuk eller i det mindste en tilvænnet skønhed. Havde Oehlenschläger stadig været iblandt os, håber jeg, at han havde skrevet om solcelleblik og havvindmøllesus lige såvel som brede bøge og salten østerstrand. Folkens, den grønne fremtid kan ses, og den fylder i landskabet, og det må den godt. Vindmøller påvirker udsigten fra sommerhusets terrasse, men de gør også, at morgenkaffen brygges på ren energi. Er det ikke tid til at stille spørgsmålet, hvor meget enkelte borgere og små protestgrupper skal kunne stoppe det store grønne flertal? Bør vi ikke se det som vores ansvar at skære igennem og bane den grønne vej? Det er en pris, vi i Moderaterne er villige til at betale. For selv om vi har mange grønne initiativer, har vi altså endnu mere bureaukrati. Nej, det er ikke første gang, at nogen står på den her talerstol og taler for mere afbureaukratisering. Samtlige statsministre, siden stolen var besat af Poul Schlüter, har tordnet om at gøre papirgangene kortere. Anders Fogh Rasmussen ville luge ud i regeljunglen, og Helle Thorning-Schmidt ville modernisere sig ud af regeltyranniet. Jeg vil afholde mig fra gajolæskepolitik og smarte slogans, fordi jeg i bund og grund godt forstår, at alle de mange regler og mærkelige lovgivninger ret ofte er startet med en god idé. For der er ingen, der ønsker skyskrabere i en lille villaby, og derfor er planloven skruet ret stramt sammen. Vi vil gerne have, at vores børn får den bedst mulige undervisning, så vi har opstillet 4.000 læremål i folkeskolen. Vi vil gerne hjælpe dem, der har det sværest – unge på kanten, personer med handicap og socialt udsatte – men vi kræver, at de lige skal kunne finde rundt i det offentlige bureaukrati med e-Boks og MitID for at få den hjælp. Vi vil gerne sikre os, at vores bedsteforældre har et godt liv og får en god ældrepleje, så i bedste mening opstiller vi en masse dokumentationskrav for en sikkerheds skyld. Men et eller andet sted går tilliden altså tabt. Vera på 94 år får lige akkurat 10 minutters besøgstid af hjemmeplejen, hvor hun både får hjælp til at tage sin medicin, spise og gå på toilettet. Og toiletbesøget må altså kun vare 4 minutter. Kan vi være det bekendt? Jens på 63 år, der lever med sklerose og er lam fra halsen og ned, skal registrere hele sin dag til kommunen: Hvor mange sekunder tager det at få dryppet øjet? Hvor lang tid tager det at få viftet en flue væk fra panden og at få pudset næsen? Kan vi være det bekendt? En mand har nedsat hørelse, og derfor har han fået bevilget en lille højtaler, så han bedre kan høre, hvad folk siger. Det er et ret genialt lille apparat, som han har fået bevilget privat, men som han ikke må bruge på sit arbejde på grund af kommunens regler. Kan vi være det bekendt? Thorkild på 53 år har været fuldstændig blind, siden han var 21 år og har altså to glasøjne. En eller to gange om året skal han have sin blindestok revurderet. Det er tosseri. Det er noget tosseri, der gror frem, fordi vi i årevis kun har gået og luget lidt ud i lovgivningen, trukket en tidsel op og trampet lidt på et muldvarpehul og tænkt, at det måtte være godt for nu. Men muldvarpen graver videre, og tidslerne springer op et nyt sted. Det, vi nu skal gribe muligheden for, er at grave hele plænen op og anlægge den på ny. Stod det til os i Moderaterne, var det ikke bare hvert enkelt plejehjem, der nu skulle have mere albuerum. Vi vil give alle borgernære velfærdsinstitutioner plads til store armbevægelser, kolbøtter og saltomortaler. Hvad nu, hvis folkeskoler, gymnasier, børnehaver og plejehjem havde rettigheder, som om de var en privat institution, men ejerskabet lå hos kommunen? Det kunne give mulighed for f.eks. at arbejde intelligent med løndannelse, for egne bestyrelser med pårørende, borgere, patienter, elever og fagfolk, og vigtigst af alt kunne det give mulighed for at tænke på tværs. I ældreplejen ville det betyde, at man kunne samle alle de faglige personer, der hver dag banker på døren hjemme hos borgeren eller på dørkarmen i plejehjemmet, men aldrig følges ad. Det kunne blive et slags omsorgs-swat-team bestående af social- og sundhedsmedarbejdere og ergoterapeuter klar til at rykke ud, først med kaffe og derefter pleje. Med det vil jeg gerne slutte af med et rim af Halfdan Rasmussen, for jeg føler, det er ret rammende: Vi har regler for det meste og regler for det mindste. Og vi har regler for det største og regler for det første. Og regler for det sidste, regler, der gør os triste. Det er gakket og tosset og super ærgerligt. Jeg håber, vi alle sammen her kan blive enige om, at det skal vi gøre noget ved. Tak for ordet.

Den første korte bemærkning herefter er til fru Signe Munk, SF.

Tak til ordføreren for talen og særlig for den flotte forsvarstale for vindmøller. Jeg deler det fuldstændig. Jeg deler også ambitionen om, at vi skal have sat vindmøller både på land og ude i havet op hurtigere, men jeg er lidt nysgerrig på, hvordan Moderaterne som parti griber sådan en sag an. For i dag kan man læse i magasinet Zetland, at en række embedsmænd og politiske kilder klart siger, at det havvindmølleprojekt under åben dør-ordningen, som Copenhagen Infrastructure Partners har – og det hedder det altså – er blevet skubbet på til at få særstatus af ordførerens egen partiformand, hr. Lars Løkke Rasmussen. Derfor vil jeg bare høre ordføreren: Kan det virkelig passe, at udenrigsministeren har givet særstatus til CIP frem for andre opstillere af vedvarende energi i åben dør-ordningen?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Jeg er rigtig glad for, at vi deler ambitionen om at få sat flere vindmøller op hurtigere, og det er jo præcis derfor, at regeringen har nedsat NEKST, altså simpelt hen en national energikrisestab, som skal kigge på, hvordan vi kan gøre det her langt hurtigere uden alle de bureaukratiske processer, der er. For det er jo helt absurd, at man i Tyskland er så meget hurtigere til at sætte dem op, og at vi i Danmark er så langsomme. Det duer simpelt hen ikke. I forhold til den konkrete sag vil jeg sige, at jeg ikke er inde i alle detaljer, men jeg er sikker på, at alle i regeringen gør, hvad de overhovedet kan, for at få sat så mange vindmøller op som overhovedet muligt hurtigst muligt. Men det gælder jo ikke kun vindmøller, det gælder særlig også solceller.

Spørgeren.

Nu svarede ordføreren jo ikke på mit spørgsmål, så lad os lige blive ved åben dør-ordningen. Hvis man vil lave den hurtigste opsætning af havvindmøller under åben dør-ordningen, er det klare budskab fra embedsmændene, at man skal konkurrenceudsætte et område. Så er ordføreren villig til at konkurrenceudsætte det område, Vikinge Banke, hvor CIP har et projekt, så andre vindmølleopstillere kan byde på lige vilkår med CIP?

Ordføreren.

I forhold til hele spørgsmålet om åben dør-ordningen kan jeg forstå, at der har været problemer, med hensyn til om det også er lovligt inden for EU-retten, altså inden for den EU-lovgivning, der er, og det understreger jo meget godt, hvor vigtigt det er, at vi ikke kun ser på, hvordan vi løser klimakrisen i Danmark, men også i EU og også globalt. For klimakrisen er ikke national, den er global, og vi skal gøre langt mere også i Europa for at sikre, at de her processer bliver hurtigere.

Næste korte bemærkning er til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. Det var egentlig meningen, jeg ville have spurgt til koranlov og begrænsninger af ytringsfriheden, men nu var mine ører ved at falde af, da ordføreren begyndte at tale om solceller og kom med den her formaning om, at man ude på landet skal acceptere, at de jo er smukke. Det synes jeg godt nok var vildt nok lige at høre. Der er folk ude på landet, der i øjeblikket oplever, at deres huse bliver omringet af solceller. Der er folk, der simpelt hen mister hele deres udsigt, og de oplever, at der er et kæmpestort værditab på deres huse, og at de i teorien bliver stavnsbundet til deres huse, fordi de bliver fuldstændig usælgelige bagefter, og så står ordføreren for Moderaterne her i dag og siger, at den må de egentlig bare æde, fordi solceller er smukke. Jeg synes, det er lige voldsomt nok. Det er jo folk, som i forvejen måske også har mistet deres bus, og de har mistet deres landsbyskole; der er mange forskellige ting. Så jeg vil bare lige sige til ordføreren: Kunne ordføreren ikke også godt forestille sig, at man skulle lytte lidt til borgerne og sørge for, at de bliver kompenseret ordentligt for de her solceller, i stedet for bare at løfte pegefingre?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Jo, jeg er fuldstændig enig med spørgeren i, at vi skal gøre mere for også at kompensere de borgere, der bor tæt på de her ting. Det er også en af de ting, som jeg regner med at NEKST bl.a. kommer ud med – de kommer jo med nogle anbefalinger i næste uge – for vi skal gøre langt mere for at gøre det attraktivt, at der bliver opstillet både vindmøller og solceller, for uden det kommer vi simpelt hen ikke i mål med vores klimamålsætning. Jeg kan godt forstå, at man ikke synes, at det umiddelbart og ved første øjekast ser smukt ud, men jeg ville sådan ønske, at vi kunne få den her tilvænnede skønhed, og at vi kunne kigge på det og tænke: Prøv at høre her, når jeg ser den her vindmølle, f.eks. fra min sommerhusterrasse, er det jo et tegn på, at vi er i gang med den grønne omstilling i Danmark. For det skal vi. Vi skal være meget hurtigere på det her.

Spørgeren.

Jeg tror, der lidt er en forskel på at se en enkelt vindmølle fra sin sommerhusterrasse og så at blive omgivet af vindmøller ude i sin bolig, som man ikke får mulighed for at flytte fra bagefter. Det vil jeg bare lige sige. Så vil jeg egentlig bare høre om noget generelt; der er jo ikke sket noget endnu. Man vil firedoble den vedvarende energi på land. Man vil gøre alle mulige ting, og man vil være strømførende for hele Europa, men man får simpelt hen ikke borgerne med. Jeg synes, at man skal have en ambition om, at man sikrer livet i landdistrikterne i stedet for at lukke dem ned, både skoler, infrastruktur og nu med solceller.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i det, ordføreren siger. Selvfølgelig skal man inddrage borgerne, og det gør man jo også i de processer. Men jeg synes, det er ærgerligt, at man sætter alt på hold, fordi man mistænker, at en flagermus måske har ændret trækvaner, men man ved det ikke helt, og derfor kan man slet ikke gå videre med at sætte vindmøller op. Jeg tror simpelt hen, vi bliver nødt til at se på det sådan, at for at vi overhovedet har et miljø i fremtiden og for at vi overhovedet har en biodiversitet i fremtiden, bliver vi nødt til at løse den klimakrise, vi står i.

Den næste korte bemærkning er til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak. Og tak for en god tale. Jeg vil gerne følge op på det emne, som SF's ordfører spurgte ind til, nemlig at i forlængelse af at man kunne konstatere, at åben dør-ordningen formentlig var i strid med EU-reglerne, har man åbenbart fravalgt en model, som er blevet anbefalet af embedsmændene, nemlig en åben dør-ordning 2.0, tror jeg den blev kaldt, altså et lynudbud af alle de ansøgte projekter, hvilket ville give mest mulig havvind på kortest tid. Det virker jo lidt mærkeligt, at man har fravalgt det. Nu er jeg med på, at ordføreren ikke har været inde i den konkrete sagsbehandling, så det er jo svært at bede ordføreren om at forholde sig til det, men mig bekendt er der ingen her i Folketinget, der er blevet oplyst om, at der forelå sådan en model, altså en åben dør-ordning 2.0 med en lynudbudsmodel. Mener ordføreren som folketingsmedlem, at det er tilfredsstillende, hvis regeringen ikke oplyser om den slags til det øvrige Folketing?

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet. Ordføreren har fuldstændig ret i, at jeg ikke er inde i detaljerne; jeg sidder jo ikke i regeringen. Men jeg er sikker på, at både statsministeren, udenrigsministeren og klimaministeren har gjort, hvad de overhovedet kan, for at vi får vindmøller op hurtigst muligt, men hvilken konkret måde det så ender på, ved jeg jo simpelt hen ikke noget om. Altså, det, der er problemet med åben dør-ordningen, er jo, at vi gerne ville have vindmøller ud rigtig, rigtig hurtigt, men at EU-lovgivningen bare gjorde, at det ikke kunne lade sig gøre. Så skal man finde ud af, hvad søren man kan gøre i stedet for, og der er det konkrete et forslag til, hvordan man kunne gøre det i stedet for.

Spørgeren.

Jeg tror egentlig, at det eneste konkrete, der har været, vel så er det, man har skudt ned, altså det, der er kommet fra embedsmændene. Mig bekendt har man jo ikke fået sat gang i yderligere havvindprojekter end dem, der var blevet ansøgt om. Så det forekommer jo bare underligt, at der er en model, som Folketinget ikke bliver orienteret om, og som tilsyneladende, i hvert fald ifølge det, der står i medierne – jeg har jo heller ikke været inde og sagsbehandle her – vil være den, der vil sikre mest mulig havvindenergi. Hvis det viser sig, at regeringen ender med en model, der giver mindre havvindenergi end det, som embedsværket først foreslog, hvad vil ordføreren så tænke om det scenarie?

Ordføreren.

Jeg tror, vi skal passe på med herinde i Folketinget at lave alt for hurtige konklusioner ud fra, hvad der står i medierne; der bliver vi simpelt hen nødt til at give det noget tid, så vi kan blive klogere på, hvad der er op og ned i en konkret sag. Og derfor synes jeg også, det er lidt ærgerligt, at vi bruger diskussionstiden her på det. For det, der er vigtigt, eller noget af det, der også er vigtigt, er jo præcis det, jeg italesætter i min tale, som jeg ville ønske ordføreren havde bidt mærke i, nemlig at der er så mange benspænd for, at vi overhovedet kommer i mål med de beslutninger, vi tager herinde i Folketinget.

Næste korte bemærkning er til fru Mette Abildgaard, Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen til fru Monika Rubin. Tusind gange hver evig eneste dag kommer en dansker ind til sin praktiserende læge, udelukkende eller delvis fordi vedkommende føler sig ensom. Det er tusind ekstra konsultationer hver evig eneste dag, og en ud af otte danskere lider af svær ensomhed. Forskere peger på, at sundhedskonsekvenserne ved det svarer til at ryge en halv pakke cigaretter om dagen. Det koster det danske samfund i omegnen af 7 mia. kr., og det er jo på alle mulige måder en uhensigtsmæssig brug af vores ressourcer. Men først og fremmest er det ulykkeligt for det enkelte menneske. En ud af fem danskere bliver i løbet af livet ramt af depression. Det vurderes, at det er skyld i flere årlige dødsfald end lungekræft. Vi har ondt i relationerne. Vi har ondt i fællesskaberne i det her land. Vi Konservative har fremlagt en pakke, hvor vi bl.a. går ind og sikrer stabil grundfinansiering til vores civilsamfundsorganisationer og går ind og fjerner fradraget eller loftet over fradrag til organisationerne. Det er alt sammen for at styrke det frivillige Danmark, der er med til at skabe de fællesskaber, der er så vigtige. Hvordan ser Moderaterne på de forslag?

Ordføreren.

Tusind tak til ordføreren for at tage det her enormt vigtige emne op. For ja, ensomhed er livsfarligt. Man kan faktisk dø af det, og derfor er det så vigtigt, at vi gør meget mere som samfund for at sikre, at der er så få ensomme borgere som muligt. Der har vi alle sammen herinde et ansvar, også bare i forhold til at kigge ud i vores eget netværk og ud i vores egne familier og tænke over, om der sidder nogen, som ikke får besøg særlig ofte. Jeg får helt dårlig samvittighed over, at det er længe siden, jeg har besøgt min farmor, fordi hun bor nede i Næstved, så jeg er rigtig glad for, at ordføreren tager det her op. I forhold til civilsamfundet har vi jo i Moderaterne netop oprettet et civilsamfundsordførerskab, fordi det er så vigtigt, at vi styrker civilsamfundet og sørger for, at de har gode vilkår, fordi de bidrager så meget til vores samfund.

Spørgeren.

Der står jo nævnt i regeringsgrundlaget, at man også vil sikre den her stabile grundfinansiering. Det tror jeg sådan set er en ambition, vi deler. Men det kræver også, at vi er villige til at prioritere det økonomisk i finanslovsforhandlingerne. Vi håber inderligt, at det her kan blive året, hvor vi gør det. Vi Konservative har foreslået at fjerne det loft, der er over donationer til velgørende organisationer i dag. Alt andet lige er det ulogisk, at vi lægger en grænse på, hvor meget man kan få lov til at give til de her foreninger, samtidig med at man får sit fradrag. Jeg har set, at Socialdemokratiet helt har afvist vores forslag. Omvendt har Venstre udtrykt sig positivt over for det. Kunne vi få indblik i, hvordan Moderaterne ser på det her forslag om at fjerne loftet over donationerne?

Ordføreren.

Tusind tak til ordføreren for et helt konkret forslag. Jeg har ikke stødt på det forslag tidligere, så det er da helt klart noget, jeg vil vende med gruppen, for jeg synes faktisk umiddelbart, det lyder som et fint forslag. Men hvad der er op og ned i det, og hvad der kunne være faldgruberne i det, har jeg brug for at blive klogere på. Men jeg vil sige tak for et godt forslag.

Næste korte bemærkning er til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg vil godt fortsætte lidt i det spor, som både SF og LA er startet på. For nu siger ordføreren selv, at bekymringen kan være, om det er flagermus, der kan stille sig hindrende i vejen for udbygningen af vindmøller. Spørgsmålet er jo, om det i virkeligheden er Moderaternes formands forkærlighed for at pleje erhvervsinteresser frem for udbygning af havvind, der kan stille sig i vejen for det. For det, som Zetland afdækker i sin artikel, er jo, at da embedsværket kommer og siger, at åben dør-ordningen formentlig er i strid med EU-lovgivningen, så anbefaler de en anden model, en model, som bliver hældt ned ad brættet, og hvor det så efterfølgende viser sig, at der tilsyneladende er blevet plejet nogle særlige interesser, hvor der er nogle, der har fået en forlomme, hvorimod der er andre virksomheder, som er blevet skubbet bagud, med den konsekvens, at udbygningen af 12 GW havvind bliver udskudt. Derfor vil jeg bare gerne spørge ordføreren – for jeg kan forsikre om, at vi nok skal forsøge at få afdækket det konkrete forløb gennem samråd – om det principielle, i forhold til om ordføreren fuldstændig kan afvise, at regeringen har tilgodeset erhvervsinteresser frem for udbygning af vedvarende energi og især havvindmøller.

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet. Jeg er egentlig ærgerlig over, at vi kører rundt i det samme igen, og jeg havde faktisk håbet, at ordføreren, som jo også er sundhedsordfører, havde stillet mig et spørgsmål om vores sundhedsvæsen. For jeg kan ikke komme ind på alt i min tale, og jeg valgte faktisk med vilje ikke at fokusere på sundhedsvæsenet nu, fordi I jo alle sammen ved, hvor meget jeg går op i sundhedsvæsenet. Men jeg havde sådan håbet, at der også kom nogle spørgsmål om det her fra salen, og der havde jeg særlig håbet, at der kom noget fra ordføreren her. I forhold til den konkrete sag er jeg simpelt hen ikke inde i detaljerne, så jeg kan ikke stå her på Folketingets talerstol og redegøre for, hvad der er op og ned.

Spørgeren.

Jeg skal selvfølgelig beklage, at jeg ikke lever op til ordførerens forventninger. Det er muligt, det ikke bliver sidste gang, jeg ikke gør det. Men jeg vil bare godt spørge ordføreren, om det også for Moderaterne vil være fuldstændig uacceptabelt, hvis regeringen eller en minister plejer erhvervsinteresser frem for at pleje udbygningen af havvindmøller. Det handler altså om det helt principielle spørgsmål: Hvordan vil Moderaterne stille sig i forhold til en minister eller en regering, som plejer særinteresser i forhold til erhvervslivet frem for udbygningen af havvind?

Ordføreren.

Jeg tror ærlig talt, at ordføreren bare skal kigge ned på udenrigsministeren, der sidder og nikker og siger ja. Jeg synes, det er en absurd diskussion, vi har. Jeg har lige stået og brugt en hel tale på at fortælle om alle de benspænd, der er for, at vi overhovedet kan opstille de her vindmøller. Og jeg ville sådan ønske, at Enhedslisten også kom med nogle konstruktive forslag til, hvordan vi kan speede den her proces op. For ja, det er et problem, at man er bekymret for, at det skal komme for tæt på ens bolig osv. Men hvordan knækker vi den nød? For vi har ikke noget miljø i fremtiden, hvis ikke vi løser klimakrisen.

Den næste korte bemærkning er til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Jeg kommer desværre også til at skuffe ordføreren, som jeg ellers synes holdt en god tale, for det er jo netop den tilsyneladende modsætning mellem, at Moderaterne gerne vil fjerne benspænd for den grønne omstilling, og så historien om, at der er seks ministerier, der samstemmende indstiller en model, der kan udbyde mere havvind hurtigere, og anbefaler den, og alligevel vælger regeringen at gøre det modsatte, nemlig at gå ned ad et spor, som vurderes ulovligt og vil forsinke processen. Og her står vi så 6-7 måneder senere, hvis historien holder, og er blevet forsinket 6-7 måneder. Og det forstår jeg godt at ordføreren ikke kan svare på. Men det, hr. Alex Vanopslagh spurgte ind til, var jo det, at man ikke engang føler anledning til at orientere Folketinget eller forligskredsen om, at den mulighed foreligger, at man faktisk kan lave et lynudbud, som ingen af os har hørt noget som helst om. Det var det, som hr. Alex Vanopslagh spurgte til. Er det en ordentlig parlamentarisk praksis, at regeringen får præsenteret sådan en løsning med så store perspektiver for klima og erhvervsliv i Danmark og så slet ikke vælger at orientere andre om det?

Ordføreren.

Jeg tror egentlig bare, jeg vil gentage det, jeg har sagt til ordføreren. »Hvis historien holder«, siger ordføreren jo også selv. Lad os nu finde ud af, hvad der er op og ned i det her, før vi begynder at lave en eller anden folkedomstol herinde i Folketinget.

Spørgeren.

Men jeg forholder mig sådan set ikke til, om historien holder eller ej. Det skal vi nok få afdækket senere; det er flere af os meget interesserede i. Men det, jeg tror holder, er, at den her model har været på bordet. Det tyder alt i hvert fald på, for det baserer sig jo på en aktindsigt, må vi forstå på artiklen. Og der er spørgsmålet bare: Hvis der foreligger sådan en løsning – det er jo ikke en lille løsning; det er jo mere end dobbelt så meget havvind som det, vi har aftalt at udbyde, som man kan køre i en lynprocedure – ville det så egentlig ikke have været okay at orientere Folketinget og forligskredsen om den mulighed? Vi var jo alle sammen frustrerede, ligesom regeringen var, over, at det her gik på stop.

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet. Jeg vil så gerne have, at vi også prøver at holde fast i det her med, hvordan vi kommer fra målsætningen og i mål. For det er et problem, at vi indgår en masse aftaler herinde, som aldrig nogen sinde bliver udført ude i virkeligheden, og at vi rent faktisk har vindmølleprojekter, som har været 15 år undervejs, og som ender med at blive droppet. Det er da dér, den helt store katastrofe ligger. Hvordan får vi speedet op for den her proces? For vi kan så have alle mulige diskussioner her om målsætninger, aftaler og alt muligt andet, men hvis implementeringen halter, er det hele jo spildt.

Næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg har med en vis interesse også læst den her artikel i Zetland, som både hr. Peder Hvelplund og hr. Martin Lidegaard spørger ind til, og vi kan jo egentlig bare lukke den nu, for jeg går ud fra, at fru Monika Rubin er i en position, hvor hun kan afvise, at der er udvekslet valgbidrag mellem CIP og Moderaterne.

Ordføreren.

Jeg er virkelig ked af det, men jeg hørte ikke, hvad det var, der skulle være givet.

Det er i hvert fald i nogle kredse en etableret praksis, at private virksomheder kan give bidrag til politiske partier, og spørgsmålet var så, om det har fundet sted mellem CIP og Moderaterne.

Ordføreren.

Som politisk ordfører har jeg slet ikke indblik i, hvem der giver Moderaterne hvilke valgbidrag. Jeg ved, hvem der gav mig selv valgbidrag i min valgkampagne, og det var i hvert fald ikke dem.

Spørgeren.

Vil fru Monika Rubin så foranledige, at vi i offentligheden kan få en be- eller afkræftelse på, om der er udvekslet valgbidrag mellem CIP og Moderaterne? Jeg går ud fra, at hun har kontakt til nogle i landsorganisationen, som ligger inde med den slags viden.

Ordføreren.

Jeg er virkelig ked af det, men jeg synes, det er en absurd diskussion, vi har bevæget os ud i. Jeg har stået og talt om, hvordan det sejler i ældreplejen, hvorfor der er behov for en ny ældrelov, og Dansk Folkeparti plejer at bryste sig af, at man kæmper for de ældre, og så vælger ordføreren at bruge sit spørgsmål på det her. Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Den næste korte bemærkning er til fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Tak for det. Det er rart at høre, at Moderaterne er ambitiøse på klimaområdet. At man ligefrem ønsker, at danskerne skal synes, at solcelleparker er smukke, er sgu ambitiøst – undskyld. Spøg til side, Klimarådet har jo for tredje gang, tredje år i træk, i februar dumpet regeringens klimaindsats. For under en uge siden kom regeringens klimaprogram, der viste, at vi nu er længere væk fra 2025-målet end for et år siden, hvilket i sandhed må være en falliterklæring. Jeg synes ærlig talt også, det er lidt nemt at give bureaukrati og flagermusene skylden for, at der ikke er kommet flere vindmøller op de sidste år. Men mit spørgsmål går nu på det her 2025-mål, som er ved at blive forhandlet. Vil ordføreren garantere, at de værktøjer, der bliver taget i brug for at nå 2025-målet, ikke øger CO 2 -udledningerne i udlandet, eller er klimanationalisme kun noget, man er bange for, når det gælder landbruget?

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet. Jeg er hundrede procent sikker på, at vi nok skal nå 2025-målet, og hvis det, der er iværksat af regeringen i forhold til f.eks. iblandingskravet, ikke er nok, så er Moderaterne fuldstændig villige til at gøre mere. Det er jo også derfor, at vi på vores sommergruppemøde italesatte det her potentiale i forhold til en dieselafgift og jo også taler om en CO 2 -afgift i landbruget. Så det kan sagtens være, at vi når til et punkt, hvor der særlig i forhold til at nå 2030-planen skal gøres mere, men vi skal nok nå 2025-målet i forhold til de ting, der er iværksat med hensyn til iblandingskravet og flyafgiften.

Spørgeren.

Så vil jeg lige spørge igen: Kan ordføreren for Moderaterne garantere, at de værktøjer, der bliver taget i brug, ikke øger udledningerne i udlandet? For som vi hører, er den her klimanationalisme jo et begreb, der bruges, i hvert fald når man taler landbrug. Ordføreren var selv inde på, at klimakrisen jo som bekendt er global, så hvad nytter det at have et iblandingskrav i Danmark, hvis det øger udledningerne syd for grænsen?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, det er et interessant spørgsmål, der kommer fra spørgeren, for når man hører spørgeren tale om CO 2 -afgiften i landbruget, kan jeg godt have samme bekymring. Det er jo derfor, vi ikke, hverken S, V eller M, kan svare på, hvordan sådan en CO 2 -afgift præcis ville skulle skrues sammen, og det er derfor, vi venter på Svarerudvalget, for klimakampen er netop global. Den er ikke national, og derfor bliver vi nødt til at sørge for, at der ikke sker markant øget udledning andre steder, og det er der en risiko for, hvis vi afvikler landbruget i stedet for at udvikle det. Men det tænker jeg nu at ordførerens parti også har fokus på.

Den næste korte bemærkning er fra fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Tak for det. Jeg er en af dem, der på trods af politiske uoverensstemmelser faktisk har været glad for høre fru Monika Rubin på talerstolen i de sammenhænge, hvor det har været muligt. Man i dag må jeg indrømme at jeg bliver sådan lidt forstemt, for det lader til, at fru Monika Rubin har været lidt for meget i selskab med statsministeren. Jeg har ikke fået listen over, hvad det er for spørgsmål, vi må stille i dag, så jeg må jo vove livet, skulle jeg til at sige, eller i hvert fald vove mig ud på usikker grund og prøve at spørge ind til noget af det, som ordføreren taler om, men måske alligevel stille spørgsmålet fra en anden vinkel. Ordføreren taler meget om, at nu skal vi gå på kompromis med naturen og miljøet, og at det er et vilkår, for der skal sættes vindmøller op. Ordføreren siger også, at ordføreren ikke ved, hvordan vi ellers skal knække den her nød med at komme i mål med den grønne omstilling og sikre tilstrækkelig grøn energi til danskerne. Jeg og Nye Borgerlige har et godt bud, og det hedder atomkraft. Det er ikke noget quickfix, men det er en løsning på sigt, og der er også fremtidige generationer, som vil have brug for stabil, grøn og sikker energi. Hvad siger Moderaterne til atomkraft – hvis man må spørge om det?

Ordføreren.

Tusind tak til ordføreren. Man må spørge om alt. Jeg er helt okay med, at vi ikke er enige om alt, særlig når det omhandler klimaet, for der tror jeg måske, at der er nogle især i den højre side af salen, som står et lidt andet sted end os. Det er jo også derfor, at vi taler om balancerne. Vi skal sørge for, at vi ikke får en alt for stor modstand mod klimakampen. Moderaterne er egentlig positive nok over for atomkraft. Det, der er problemet med de klassiske atomkraftløsninger, er, at det vil gå for langsomt at implementere det i Danmark, og der tror vi simpelt hen, at kræfterne og pengene er bedre brugt ved at fokusere på vindmøller og solceller. Men med hensyn til de lande, der allerede har atomkraft, er vi fuldstændig positive, og hvad angår den forskning, der foregår inden for atomkraft, og de fremtidige løsninger, der kan være, så kan det også sagtens være, at man vil kunne implementere det her i Danmark. Men som det er lige nu, er det simpelt hen for dyrt, og det tager for lang tid at implementere i Danmark. Derfor er vi imod, men vi er ikke imod, fordi det er atomkraft.

Fru Pernille Vermund.

Det er jo både lidt positivt, men der er også noget, man kan undre sig over. For det er jo ikke længe siden, at den siddende regering, som Moderaterne jo er en del af, skrinlagde ikke bare et, men to projekter om energiøer, fordi det blev for dyrt og i øvrigt også kommer til at tage meget lang tid. Så helt ærligt, var det ikke på tide, at man droppede de der begrænsninger på, hvad vi kan have af energikilder i Danmark, og så lagde et pres på Socialdemokratiet – for jeg tror nok, det primært er dem, der stiller sig på bagbenene her – og sagde: Nu bliver vi nødt til at sikre rigelig grøn og stabil energi, også gennem atomkraft?

Ordføreren.

Det var jo lige præcis det, min tale også handlede om, nemlig at det går for langsomt. Det går for langsomt med at få sat solceller op, det går for langsomt med at få sat vindmøller op, og det bliver vi simpelt hen nødt til at gøre bedre. Det er jo derfor, regeringen har nedsat den nationale energikrisestab, som skal se på, hvordan vi kan gøre det her, hvor vi kan fjerne regler, hvor vi kan fjerne bureaukrati, hvor vi kan kompensere naboer osv. for at bedre den her proces.

Den næste korte bemærkning er til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det. Vi kan ikke være bekendt, at vi skal skære ned på tiden til toiletbesøg eller hjælp til borgere med handicap, til syge og sårbare borgere, siger ordføreren, og det er jeg fuldstændig enig i. I Sønderborg skal man fyre 24 social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter som en konsekvens af kommunale besparelser i hjemmeplejen, fordi kommunen ikke kan få budgettet til at række. I psykiatrien må man udskrive sårbare patienter til gaden, fordi der ikke er bosteder nok til at tage sig af de sårbare borgere, og fordi der er overbelægning i psykiatrien, og alligevel planlægger regeringen skattelettelser, mens ordføreren i øvrigt beklager, at det sejler i ældreplejen, som jeg hørte ordføreren sige det for et øjeblik siden. Er der ikke god grund til at tro, at regeringens manglende prioritering af tilstrækkelige budgetter til kommunerne kunne være årsagen til, at man skal skære ned på minutterne til toiletbesøg i ældreplejen, og at man er nødt til at fyre personale i kommunerne?

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet. Men jeg køber ikke præmissen om, at penge løser det hele. Det er vi simpelt hen ude over. Vi bliver nødt til at få reelle forandringer i vores ældrepleje og på vores sygehuse, og det er jo også derfor, regeringen har nedsat en Sundhedsstrukturkommission. For der er simpelt hen nogle ting, der foregår derude, som er dobbeltarbejde, og som er uhensigtsmæssigt. Det er også bare i forhold til dokumentationskravene, der er i ældreplejen, alle de tilsyn, der kommer, og som de også bruger energi på i kommunerne. Så vidt jeg er orienteret, er det fem eller seks tilsyn, der kommer om året. Det er altså jo helt vildt, og det skal man så bruge ressourcer på at leve op til. I forhold til ældreplejen vil vi jo netop gerne frisætte både de ældre med hensyn til at have en meget større valgfrihed, i forhold til hvad de gerne vil have af hjælp, men også det faglige personale og frisætte fagligheden og også institutionerne, altså lade dem få noget mere muskelkraft til rent faktisk at beslutte de ting, de vil gøre i dagligdagen, frem for hele tiden at skulle orientere sig mod proceskrav.

Spørgeren.

Så hvis vi frisætter den ældre, og hvis vi frisætter personalet, kan vi sagtens undvære 24 medarbejdere i hjemmeplejen og ældreplejen i Sønderborg? Altså, jeg køber ikke præmissen om, at det bare er en hel masse andre strukturelle ting, som vi skal gøre for at løse problemerne på sygehusene og i sundhedssektoren og i ældreplejen. Jeg synes, at ordføreren svigter, når hun på den ene side peger på og kritiserer, at man er nødt til at spare på ældreplejen, og på den anden side ikke kommer med konkrete løsninger til, hvordan man undgår at fyre personale. Og hvis man skal fyre personale, er det vel et udtryk for, at man mangler penge, eller hvad?

Tak. Ordføreren.

Jeg er glad for, at ordføreren tager arbejdskraft op. For det er et reelt problem både i det offentlige og i det private, at vi mangler arbejdskraft i Danmark. I forhold til hvordan kommunerne prioriterer deres midler, kan jeg ikke stå her på Folketingets talerstol og beslutte det. Men jeg kan hæfte mig ved, at man f.eks. i Aarhus Kommune har 100 kommunikationsmedarbejdere ansat, og det undrer mig, at det er sådan, man vælger at prioritere ressourcerne. Der havde jeg nok valgt at prioritere dem anderledes.

Den næste korte bemærkning er til fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Ordføreren nævnte i sin tale, at det var alt for bøvlet at få en genbevilling af hjælpemidler, når man var blind. Det er jo sådan i dag, at der faktisk er en forenklet sagsbehandlingsprocedure, kommunerne kan anvende – den er hurtig og enkel – når man ikke har forbedret sit handicap, og det er ved anvendelse af tro og love-erklæringer og underskrift. Så jeg vil bare sige til ordføreren, at det er på plads. Ordføreren kan jo spørge sin ældreminister, hvorfor kommunerne ikke anvender den forenklede sagsbehandlingsprocedure. Men det, jeg egentlig vil spørge ordføreren om, er, at regeringen jo vil begrænse ytringsfriheden. Så vil jeg høre, om ordføreren anerkender, at når man gør det, bukker man under for islamiske diktaturstater, f.eks. med hensyn til manglende ligestilling, og det bliver så voldsmandens veto, der vinder. Er det simpelt hen regeringens politik?

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet. Jeg vil gerne lige gå tilbage til det, som ordføreren startede med at tale om, nemlig at man i kommunerne kan underskrive en tro og love-erklæring, og derfor kan man genindføre ... nå, borgerne kan underskrive, ja, undskyld. Der tænker jeg jo ikke at det er ældreministeren jeg skal spørge. Der er det vel den enkelte kommune, jeg i princippet skal spørge, hvorfor de ikke bruger det redskab i deres kommune. Det er faktisk et af problemerne nogle gange i vores velfærdssamfund eller vores samfund generelt, at det nogle steder halter med implementeringen. Vi laver lovgivning herinde i absolut bedste mening, men når så det skal implementeres efterfølgende, er der noget, der halter i implementeringsprocessen. I forhold til det konkrete spørgsmål om koranlovgivningen, for jeg tænker, det er det, som ordføreren spørger ind til, så må jeg ærligt indrømme, at jeg faktisk er ærgerlig over, at vi har ladet de her afbrændinger af hellige skrifter fortsætte så længe, som vi har, fordi det er noget, der betyder noget for rigtig mange borgere.

Spørgeren.

Professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet Frederik Waage har udtalt, at forbuddet mod koranafbrænding er »en moderniseret udgave af blasfemiparagraffen«. Professoren udtaler: »Det er ikke de samme ord, der bliver brugt, men i realiteten var det kun bogafbrændinger, der var tilbage, dengang vi havde blasfemiparagraffen. Derfor er det en genindførelse af retstilstanden, som blasfemiparagraffen var.« Vil ordføreren redegøre for, hvorfor forbuddet mod koranafbrænding ikke er en genindførelse af den paragraf?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo helt okay, at vi har forskellige holdninger til det her område. Det anerkender jeg fuldt ud. Men jeg bliver også bare nødt til at anfægte, at vi slet ikke skulle gøre noget. Sikkerheden i Danmark, men særligt for danskere i udlandet, var truet. Jeg har lige været med Statsrevisorerne i Kenya, og der måtte vi simpelt hen ikke køre med flag på bilen, fordi man var bekymret over det, der foregik i forhold til bogafbrændinger og de reaktioner, der kunne komme. Så vi bliver simpelt hen nødt til som Folketing og som regering at tage de sikkerhedstrusler alvorligt.

Næste korte bemærkning er til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Tak for det. Moderaterne er jo et nyt parti, som i høj grad er blevet stiftet af medlemmerne selv, og der har I jo i jeres gruppe også en ekspert siddende, vil jeg da nærmest kalde hende, nemlig fru Nanna W. Gotfredsen, i forhold til cannabis og legalisering af cannabis osv. Fru Nanna W. Gotfredsen har jo været ude med nogle meget bastante udmeldinger i forhold til regeringens tiltag eller initiativer ude på Christiania. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordførerens holdning: Mener ordføreren virkelig, at de her initiativer, regeringen er nået frem til, kommer til at virke den her gang?

Ordføreren.

Mange tak til ordføreren for spørgsmålet. Jeg troede egentlig, at fornemmelsen var, at det var hr. Lars Løkke Rasmussen, der havde stiftet Moderaterne, og ikke partimedlemmerne. Vi får ellers altid skudt i skoene, at der nærmest ingen andre er i det her parti end hr. Lars Løkke Rasmussen, så jeg er rigtig glad for, at ordføreren har lagt mærke til, at vi også er andre medlemmer i Moderaterne. I forhold til det konkrete spørgsmål støtter Moderaterne fuldt op om regeringens planer i forhold til Pusher Street. Det, der er problemet med Pusher Street, er, at vi simpelt hen har fået en enklave med kriminalitet, som vi bliver nødt til at bryde op. Når det så er sagt, har Moderaterne også andre forslag til, hvordan vi kan komme videre i forhold til at prøve at komme noget af den her kriminalitet, der særlig er på cannabismarkedet, til livs. Men vi er jo en del af en regering. Moderaterne har ikke 90 mandater, selv om vi gerne ville have det. Så det her er et skridt på vejen. Men man kan sagtens gøre mere.

Spørgeren.

Nanna W. Gotfredsen siger den 6. september i Ekstra Bladet, tror jeg det var: »Det, vi står med, er jo ikke kontrol. Det, vi står med, er kontroltab, og når der sker en spredning af hashhandlen igen, så bliver det endnu mere tilgængeligt for børn og unge. Med det, vi gør, får vi mere af det, vi påstår, vi får mindre af. Det er dumt.« Er ordføreren fuldstændig enig i det?

Ordføreren.

Nu er det sådan, at i Moderaterne er vi forskellige medlemmer, som netop har forskellige syn på tingene. Nanna W. Gotfredsen har en kæmpestor indsigt i det her emne og har derfor også meget stærke holdninger til det. Men Moderaterne støtter fuldt op om regeringens plan om at rydde Pusher Street.

Næste korte bemærkning er til fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen. Det er altid en fornøjelse at høre ordføreren, og lige præcis når det gælder den grønne omstilling, er vi jo fuldstændig enige. Der skal mere tempo på, vi skal have fjernet de benspænd, der er, og vi kender jo heldigvis også rigtig mange af løsningerne. Derfor er jeg også nødt til sige til ordføreren: Det er jo på jeres vagt, at vi lige pludselig er gået i bakgear; det er på jeres vagt, at I er kommet med et pivringe forslag til at nå klimamålet i 2025; det er på jeres vagt, at åben dør-ordningen er smækket i; det er på jeres vagt, at vi klapper mere ad aftaler, end vi rent faktisk får dem implementeret. I dag kan vi så læse os til, at udenrigsministeren kører uden om sin klimaminister, holder sit eget havvindsudvalg og afviser også sammen med statsministeren og andre prominente personer fra regeringen et forslag fra seks – hele seks – ministerier, der foreslår en lynudbudsrunde i stedet for den lukkede åben dør-ordning. Hvad er det så egentlig, der foregår? For man må bare sige, at det jo ikke er nok at holde en flot tale; der skal jo simpelt hen løsninger på bordet. Skulle vi ikke sørge for, at vi får set, hvad det er for et forslag, som hele seks ministerier har budt ind med, så vi kan komme videre?

Ordføreren.

Mange tak til ordføreren for spørgsmålet, og tak for den virkelig store tillid til Moderaterne og til klimaministeren, i forhold til at vi på et halvt år skulle kunne have implementeret og gennemført alt i forhold til klimalovgivningen. Det, der er vores målsætning, er særlig at gå fra at tage beslutninger og lave lovgivning til rent faktisk også at få implementeret det, og det er også derfor, at jeg valgte at bruge så meget af min taletid på at tale om de barrierer, vi har, og det er derfor, at regeringen har nedsat NEKST, altså den nationale energikrisestab, som netop skal se på, hvordan vi kan fjerne de her benspænd, vi har i Danmark. Det er jo absurd, at vi har et naboland – altså, jeg kører i 5 timer, og så er jeg i Tyskland – hvor det bare går så meget hurtigere. Det er enormt sørgeligt, og jeg synes, det er forstemmende, og det er derfor, at det er der, vi lige nu sætter hele vores turbo på.

Spørgeren.

Men anerkender ordføreren ikke, at vi jo kender rigtig mange af de benspænd? Vi behøver da ikke en NEKST-gruppe til at finde ud af, hvad det er for nogle benspænd, der er. Og vi kender jo også mange af løsningerne, f.eks. kompensation til nogle af de borgere, der bliver hårdt ramt af f.eks. at komme til at bo op ad et power-to-x-anlæg. Så det er jo ikke, fordi der hverken mangler overblik over, hvad det er for nogle udfordringer, der er, eller hvad det er for nogle løsninger, vi kan bringe på banen. Men lad mig også lige stille et andet spørgsmål i forhold til erhvervspolitik, som jeg jo håber meget at vi også kan få et godt samarbejde om. Jeg synes, at der er en ting, som Moderaterne har glemt, og det er, at der rent faktisk ikke er nogen retssikkerhedsmæssig tilstand for danske virksomheder i dag, og det ønsker jeg virkelig at Moderaterne stempler hundrede procent ind i og sikrer, sammen med Det Konservative Folkeparti, kommer til at ske.

Tak. Ordføreren.

Tak. Der var jo lidt to ting i det her. Altså, i forhold til at vi kender løsningerne og vi bare skal implementere det, var det lidt det samme, jeg hørte, da vi præsenterede Sundhedsstrukturkommissionen, nemlig hvorfor vi ikke bare fiksede det med det samme. Men hvis vi bare fikser det med det samme uden rent faktisk at undersøge, præcis hvad problemerne er, så ender vi med at fikse det forkerte. I forhold til det sidste synes jeg, at ordføreren endelig skal tage fat i vores erhvervsordfører, for jeg er sikker på, at vi kan lave et rigtig fint samarbejde.

Næste korte bemærkning er til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak for det, og tak for en engageret tale. Når man har været hernede til de her store debatter mange gange, lægger man mærke til nogle bestemte ting, og det er ofte det her med, at der ikke rigtig kommer svar, når der er noget, der er stor interesse om. Og det er det, vi har set på det her spørgsmål om Zetlands artikel fra i dag. Der er blevet spurgt ind til de økonomiske relationer mellem CIP og Moderaterne – intet svar; der er blevet spurgt ind til den her indstilling fra seks ministerier om en løsning, som kunne have givet mere havvind, hvorfor det ikke har været forelagt Folketinget – intet svar; der er blevet spurgt ind til det her særlige lidt besynderlige havvindkontor, som udenrigsministeren har oprettet under sit eget ressort – intet svar. Kan ordføreren garantere, at Moderaterne vil medvirke til at få alt frem i den her sag? Jeg ved, at en samlet opposition har indkaldt til samråd, og vil Moderaterne medvirke til, at vi får afdækket alt i den her meget besynderlige sag?

Ordføreren.

Først og fremmest tillykke til ordføreren med den nye rolle som politisk ordfører og politisk leder for Enhedslisten. I forhold til den konkrete sag vil jeg sige, at jeg jo ikke er inde i detaljerne, og det er også derfor, jeg ikke kan svare på det spørgsmål, der kommer. Derfor synes jeg, det er så fint, hvis ordføreren indkalder til samråd for at få svar på de her spørgsmål, og der er jeg sikker på, at hvem end ordføreren indkalder til det samråd, og det bliver formentlig udenrigsministeren eller klimaministeren, så vil de gøre deres ypperste for at svare på ordførerens spørgsmål. Så det synes jeg endelig ordføreren skal gøre.

Spørgeren.

Tak for det. Så kunne jeg godt tænke mig at spørge ganske kort ind til noget helt andet, og det handler om vores velfærd. Kommunerne er blevet tvunget til at skære voldsomt ned, og det er blevet fortalt, hvad konsekvenserne er af det. Nogle kommuner har så for at beskytte og værne om f.eks. deres ældre medborgere valgt at hæve skatten. Konsekvensen af det under de regler, der gælder nu, er, at staten kommer og uddeler det, vi kalder dummebøder, hvor man første år tager 75 pct., andet år 50 pct., tredje år 50 pct. og fjerde år 25 pct. Der går altså 5 år, før kommunen selv kan få lov til at bruge de penge, den selv har indkrævet i skat. Er det noget, Moderaterne vil være med til at gøre op med bare for det kommende år, for det ville være en meget, meget stor håndsrækning til kommunerne og til borgerne, som jo er dem, der rammes af velfærdsnedskæringerne?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. En af de ting, som jeg er blevet overrasket over, efter jeg er gået ind i dansk politik, er, hvor lidt læring der egentlig er på tværs af kommuner og på tværs af regioner, altså at lære fra hinanden, i forhold til hvis der er nogen, der har fundet på en god måde at løse nogle ting på. Og jeg ville ønske, at man var bedre til det, for der er jo nogle kommuner, hvor man ikke behøver at gøre det, altså at hæve skatterne, og der er nogle kommuner, hvor man har formået rent faktisk at nedsætte noget af bureaukratiet og skaffe mere arbejdskraft. Så jeg ville sådan ønske, at vi på en eller anden måde havde en platform, hvor man også delte de projekter, man iværksatte i kommunerne, med andre kommuner, så man kunne lære mere af hinanden.

Tak. Næste korte bemærkning er til hr. Jacob Mark, SF.

I den fantastiske by Sorø sker der noget endnu mere fantastisk hver eneste uge. Der udgår nemlig en lastbil fuld af lærebøger, og de er fysiske. Det er ikke skærmlærebøger eller læringsportaler. Det er rigtige, fysiske lærebøger ligesom dem, ordføreren selv havde, da hun gik i skole. Det er ikke kun Sorø, der udgår lastbiler fra; det sker faktisk over hele landet. I alle landets regioner findes der det, der hedder Center for Undervisningsmidler, som hvert år gratis udlåner 2 millioner fysiske bøger til de danske folkeskoler. De udlåner særlig til nogle af de skoler, der ikke har så mange penge, sådan at de også kan have noget fedt nyt undervisningsmateriale. De sørger også for at levere værktøj eller tre-d-printere, hvis man skal lave ny praktisk undervisning, som også er noget af det, vi ønsker. Jeg ved, det ligger Moderaterne meget på sinde, at vi skal have mindre brug af skærm i den danske folkeskole, og derfor undrer det mig, at man nu vil lave en kæmpe besparelse på Center for Undervisningsmidler, som jo bidrager til, at der kommer rigtige, fysiske lærebøger ude i skolerne. Hvordan kan det være?

Ordføreren.

Hvordan pengene bliver udmøntet i de besparelser, er det jo ikke os der beslutter. Altså, det er jo lokale beslutninger. Det, der er med lærebøger – det ved jeg i hvert fald fra medicinstudiet – og jeg ved godt, at jeg nu ikke svarer på spørgerens spørgsmål, men jeg synes bare, det er enormt vigtigt at få det med, er, at vi skal passe på, at vi ikke går fuldstændig væk fra skærme og kun vil tilbage til bøgerne, for der er også noget viden, der så går tabt. Det tager noget tid at skrive en bog, det tager noget tid at udgive en bog, og det tager noget tid at få den distribueret. Det vil sige, at den allernyeste viden risikerer vi at gå glip af, hvis vi går fuldstændig væk fra skærme. Hvordan man præcis har sparet på det enkelte center, ved jeg simpelt hen ikke noget om.

Spørgeren.

Jeg er da fuldstændig enig i, at vi skal have den nyeste viden. Problemet er, at det er noget af det, der er blevet sparet væk ude på skolerne, og ved at have Center for Undervisningsmidler sørger man for, at alle skoler, uanset hvor de er i landet, har råd til den nyeste viden. Det er også derfor, forlagene er så meget imod det her. Det er, siger de, fordi det er en mulighed for, at alle skoler og alle elever kan få den nyeste viden, både gennem fysiske materialer og ved skærme. Nu er det Moderaternes uddannelsesminister, som så vil lave en ret stor besparelse på det her, som vil betyde færre fysiske lærematerialer. Jeg synes ikke, det giver mening.

Ordføreren.

Tak til ordføreren for at gøre mig opmærksom på det. Jeg må jo prøve at tale med undervisningsministeren om, hvad der er op og ned i det, for jeg kender ikke til den konkrete besparelse.

Sidste korte bemærkning til Moderaternes ordfører går til hr. Kristian Bøgsted, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Fru Monika Rubin snakker meget om, at vi skal have speedet op med flere vindmøller, med flere solceller, men jeg er bare nødt til at sige: Glem den folkelige opbakning til det, hvis man kun har fokus på, at vi skal sætte flere vindmøller og flere solceller op, men ikke kigger på, hvordan det fungerer ude bagved. Jeg bor selv i Vestjylland, hvor vi har mange vindmøller og mange solceller. Det er ikke særlig sjovt at stå og kigge ud på 50 vindmøller, hvor én snurrer rundt og resten står stille, mens elmåleren banker af sted til 8 kr. pr. kilowatt-time, og jeg har fået forringet min ejendom. Det hjælper ikke at sætte flere op, hvis ikke man er indstillet på at kigge på noget af alt det bagved, der skal til, først. Er Moderaterne indstillet på måske lige at skrue ned for tempoet med vindmøller og solceller og så få opbygget alt det bag ved først, så vi rent faktisk kan udnytte al den strøm, vi får? Tak.

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet. Jeg ser det ikke som et enten-eller, at vi skal stoppe med at sætte vindmøller op, fordi vi så skal have fokus på at opbygge alt det bagved. Jeg ser det egentlig som to spor, der skal køre lige hurtigt. I forhold til Danmarksdemokraternes ambitioner på klimaområdet gør det mig ikke noget, at vi i Moderaterne ikke er enige med Danmarksdemokraterne. For os er det alfa og omega, at vi når vores målsætning i 2030 og ikke måske i 2032, 2035, 2040, fordi det gør ikke noget, hvornår det kommer, hører jeg Danmarksdemokraterne sige. Det gør mig ikke noget, at vi er uenige om det her.

Spørgeren.

Nej, men jeg kan så forstå, at vi stadig væk skal sætte dem op uden at sætte ekstra af til at udbygge elnettet. Man vil også gerne have os over i elbiler alle sammen, men elnettet er ikke klar til at kunne trække det over det hele. Er Moderaterne så villige til rent faktisk at gå til EU og sige, at vi er nødt til at få gjort noget ved den måde, vi har skruet elmarkedet sammen på, sådan at der ikke er tyske kapitalfonde, der kan købe de danske vindmøller og slukke for dem, for at elnettet kan klare det og de ikke får bøder for at slukke for deres egne møller nede i Tyskland? Vil Moderaterne så være med til at kigge på det?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at elnettet skal udbygges i Danmark – selvfølgelig skal det det – ellers giver det slet ikke mening. Og jeg er også helt enig med ordføreren i, at vi skal kæmpe meget mere for klimaet på EU-plan, men altså også globalt set i resten af verden, for som jeg også har sagt tidligere her på talerstolen, er klimakampen ikke national, den er global, og det skal vi gøre meget mere for.

Tak til fru Monika Rubin, Moderaterne. For at sikre den bedste sammenhæng mellem ordførertaler og den efterfølgende debat udsætter jeg mødet til kl. 13, hvor vi starter med fru Pia Olsen Dyhr, SF.

Mødet er udsat. (Kl. 11:54).

Klokken er 13.00. Velkommen tilbage fra frokost. Vi er i fuld gang med forhandlingen af statsministerens redegørelse, og den næste ordfører på talerstolen er fru Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand, og tak til statsministeren for åbningstalen forleden. Det er godt at se, at regeringens partiformænd er tilbage – om end de ikke er i salen lige nu, er det dejligt at vide det. Jeg kan jo forstå, at regeringstoppen har været ude på busturné med Anders Breinholt for at møde danskerne. Jeg er sikker på, det har været en fest, men tilbage står et indtryk af, at danskernes velfærd undervejs er blevet smidt under kampagnebussen. Så jeg vil gerne tage os alle sammen med på en lidt anden landsturné lige nu og her, for mens regeringstoppen har rejst rundt med Anders Breinholt og et kamerahold, har en lang række ikke mindst socialdemokratiske borgmestre forsøgt at komme til orde. Lad os starte vores turné i den anden ende af landet. Nogle kommuner genåbner nu for anden gang i år deres budgetter. I Sønderborg er 24 medarbejdere i hjemmeplejen udpeget til fyringer på grund af besparelser, selv om alle prognoser viser, at Sønderborg kommer til at mangle velfærdsmedarbejdere, og borgmesteren er citeret for at sige: »Jeg synes simpelthen, det er ufatteligt, at nogen kan finde på at snakke om yderligere skattelettelser i denne situation.« Jeg kunne ikke have sagt det bedre. I Silkeborg skal de finde 78 mio. kr., hvis jeg ikke husker det forkert, og her siger borgmesteren: »Det er absolut ikke luksusydelser, vi fjerner nu. Det bliver noget af den helt borgernære velfærd og den forebyggende indsats.« I Rødovre Kommune, kort herfra, har man skrevet ud til alle skolebørns forældre, at der ikke er råd til vikartimer og skoleudflugter resten af året; de skal til at have lærerfri timer. Hvad betyder det så? tænker jeg, der lytter med. Tadaa! Det betyder undervisning uden lærer, altså en situation, hvor læreren fra lokalet inde ved siden af i bedste fald kan kigge forbi, hvis larmen bliver for høj. Jeg får lyst til at spørge regeringstoppen, som jo er repræsenteret ved statsministeren alene, om det blev vendt ved jeres samtaler rundtomkring i landet med bl.a. Anders Breinholt på jeres turné. Jeg er ikke sikker. Nuvel, i Guldborgsund indstiller kommunens direktion nu til at spare tre plejehjem væk – tre plejehjem! På Stevns mener borgmesteren, som er socialdemokrat, at det er et mærkeligt signal at give skattelettelser, når velfærden er så presset. Jeg tænker det samme. Måske er det bare mig, men jeg synes, der tegner sig et billede. Så er der Kerteminde på Fyn. Her siger borgmesteren det meget ædrueligt: »... jeg forstår simpelthen ikke, at den socialdemokratiske del af regeringen kan være med til, at det overhovedet skal drøftes«. Så tager vi turen til Lolland. Og jeg beklager – jeg ville jo gerne have haft Anders Breinholt med i ånden for at gøre det lidt sjovt, men Lolland er en af landets i forvejen fattigste kommuner. Her står man til at skulle spare omkring 85 mio. kr. Heller ikke her synes den lokale socialdemokratiske borgmester, at tiden er til skattelettelser. Faktisk taler borgmesteren om, at kommunen er ved at gå konkurs. I løbet af få år risikerer de at blive sat under administration af Indenrigsministeriet. Helt akut står man med et meget konkret dilemma. De har påbud mod en daginstitution, der er 50 år gammel og har skimmelsvamp. Den vil de gerne skifte ud, men det er jo ikke sikkert, det kan lade sig gøre. Altså, kommunen står med valget, om man skal sende raske børn i en daginstitution med skimmelsvamp, eller om man skal skære et andet sted i velfærden. Nødråbene fra landets regioner og sygehuse tikker ind. Nødråbene fra landets kommuner og fra alle steder i den kommunale velfærd tikker ind. Ungdomspsykiatrien skriger på flere sengepladser og behandlingstilbud, og imens det her sker, fyrer man velfærds- og omsorgsmedarbejdere på grund af besparelser. Man skiller sig altså af med lige præcis den arbejdskraft, som regeringen har udnævnt til den nye valuta i dansk politik. Man afskediger dem, som man lige har sagt man stod og manglede, fordi man skal spare. Det giver jo ikke mening. Eller måske er det, fordi skattelettelser prioriteres over velfærd? Det er jo det, der er sagens kerne, og selv den største charmeoffensiv kan ikke dække over det faktum. Det efterlader, hvis man skal sige noget positivt, danskerne med et klart valg, altså et valg, der engang blev opsummeret i et valgslogan: Velfærd eller skattelettelser.

Hør nu her! Drop skattelettelserne, og invester i vores velfærd. Invester i et samfund i balance; et samfund, hvor børnefamilierne kan få enderne til at mødes, og hvor man ikke slås med stress og mistrivsel; et samfund, hvor man ikke ser sine kollegaer blive fyret, så man selv skal løbe endnu hurtigere. SF foreslår derfor et saltvandsdrop til kommuner og regioner i form af et varigt løft af økonomien derude – 2,5 mia. kr. med virkning fra 2024. Signalet fra SF er meget klart: Drop de skæve skattelettelser og skattelettelserne til de familieejede virksomheder, og sæt i stedet prop i, hvor vores fælles velfærd siver ud af sprækkerne. Pengene skal tilføres via bloktilskud, så kommunerne har frihed til selv at disponere over de områder, der er under særlig hårdt pres. Der er én betingelse for os i SF. Det er, at pengene skal bruges direkte på den borgernære velfærd, på alt det, der kommer børnene, de ældre, de syge og mennesker med handicap til gavn. Og ja, vi skal give mulighed for fuld tid. Men vi skal ikke udskamme eller moralisere over sosu'en, pædagogen eller sygeplejersken på deltid. At passe på sig selv og sin familie har også værdi for samfundet. Ærlig talt mangler jeg en tilsvarende fordømmelse af f.eks. elmellemhandlerne, der har scoret 54 mia. kr. i overskud, mens danskerne ikke kan betale deres inflationsregninger. Det er helt, helt skævt at lange ud efter danskernes arbejdsmoral, mens man ser igennem fingre med spekulationsøkonomiens gevinster. Lad os styrke vilkårene på professionsuddannelserne, på de arbejdspladser, der står for kernevelfærden. Der er løbende givet massive skattelettelser i Danmark i snart to årtier. Vi har aldrig været rigere. Alligevel smuldrer velfærden omkring os, og vi viger tilbage for at gøre det nødvendige for vores natur og klima. Vi bevidner lige nu de voldsomme effekter af klimaforandringer i hele verden. I Danmark er vores drikkevand truet af sprøjtegifte og PFAS. Fiskebestandene er ramt af det elendige havmiljø. I sidste uge fik vi syn for sagen. Vores hav og indre farvande er døde. Det står jo lysende klart for enhver, der har set billederne af det i går, at frivillige aftaler med landbruget er det samme som intet at gøre, intet ansvar at tage. Vi skal have en CO 2 -afgift på landbruget, og vi skal have en naturgenopretningslov for vores hav også. SF ser frem til det kommende arbejde med en dansk naturlov, men med regeringens signaler er forventningerne faktisk noget blandede hos os. Men lad os nu gøre det rigtige, og lad os gøre det ordentligt, for dansk økonomi er solid. Der ligger kæmpe opgaver foran os: skrantende velfærd, mangel på kollegaer, stress og mistrivsel, naturkrisen, klimakrisen og ikke mindst krigen i Ukraine. Det er store vanskelige problemer, men vi må hverken falde i den fælde, at vi bliver opgivende, eller ty til trætte og forlængst udtjente idéer fra dovenlisten, der altid ligger øverst i blå blok: at skattelettelser er mirakelmidlet, der fikser alt. Det rækker ikke, og situationen er slet ikke til det nu. Vi må og skal prioritere vores velfærd. Vi må og skal prioritere vores natur og klima, og vi må og skal investere i vores forsvar og sikkerhed. Tiden er ikke til skattelettelser, men til at investere i vores fælles fremtid. Det samarbejder SF gerne om, og jeg ser frem til debatten, men inden da vil jeg på vegne af partierne SF, Enhedslisten og Alternativet fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at både de globale klimaproblemer og de danske velfærdsproblemer fortsat vokser. Disse problemer løses ikke af skattelettelser, men af investeringer. Der skal konkrete og ambitiøse tiltag til, som øger tempoet i den grønne omstilling og forbedrer vores nødlidende havmiljø. Landbruget må og skal tage sin del af ansvaret. Betydningen af at genoprette vores natur, genskabe liv i havet omkring os, styrke biodiversiteten, sikre rent drikkevand, reducere CO 2 -udslip og styrke den kollektive transport kan slet ikke overvurderes. Tiden er ikke til flere skattelettelser. Børnepasning, undervisning og uddannelse, pleje og omsorg, hjælp til handicappede, psykisk syge og udsatte skal tværtimod styrkes, og kommuner og regioner skal ikke sættes i den situation, at de skal skære på velfærden og afskedige velfærdsmedarbejdere, mens regeringen uddeler ulighedsskabende skattelettelser. Folketinget forpligter sig til at sikre velfærden, ligheden, integrationen og den grønne omstilling – og dermed sikre et samfund i bedre balance og med styrket sammenhængskraft.« (Forslag til vedtagelse nr. V 2).

Tak for ordet.

Tak til ordføreren for talen. Nu går vi over til de korte bemærkninger, og allerførste spørger er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet.

Tak til SF's formand for talen. Jeg er nok nødt til alligevel at opponere ret kraftigt imod hele den præmis, der ligger i talen, altså at de vanskelige budgetter, man lægger lige nu, skyldes skattelettelser i den kommende finanslov, for de findes ikke. Bortset fra en marginal lettelse af befordringsfradraget til nogle af dem, der har brug for bilen til arbejde, er der ikke skattelettelser i 2024, og derfor er de vanskelige budgetter heller ikke grundet skattelettelser. Så det er simpelt hen forkert, når det bliver sagt. Til gengæld er der et hensyn i forhold til inflationen, som rammer dem, der har mindst, allerhårdest, og der har vi givet ekstra midler og er gået helt til grænsen af, hvad man kan gøre. Men jeg forstår, at fru Pia Olsen Dyhr og SF vil give flere penge, og jeg vil sådan set bare stille det simple spørgsmål: Hvad er den finanspolitiske aktivitetsvirkning af det, SF foreslår?

Ordføreren.

Den svarer til 0,1 pct., for vi snakker om et statsbudget på 1.300 mia. kr. Og pointen er jo, at det, vi foreslår, ikke er guld og grønne skove derude; det tror jeg er ret vigtigt at være opmærksom på. Der kommer ikke til at være noget nyt ude i vores kommuner og regioner med det forslag, SF kommer med. Det, vi gør, er at sætte en prop i de besparelser. Man må jo sige, at det er rigtigt, at man skal være bekymret for inflationen. Det kan man gøre noget ved på rigtig mange måder. Jeg ville foreslå, at man lagde skat på mellemhandlerne i elbranchen; så vil man faktisk kunne styre inflationen endnu bedre, end man gør det ved at gøre det på velfærdsbudgettet. Det kan vi se er noget af det, der finanspolitisk giver allermest mening.

Hvis man ønsker sin anden korte bemærkning, skal der trykkes på knappen. (Jens Joel (S): Det har jeg gjort). Så værsgo.

Tak for det, og også tak for anerkendelsen af, at det, som SF foreslår, jo faktisk har en effekt på inflationen og dermed også på det, tror jeg, fælles ønske, vi har, om, at inflationen ikke skal løbe løbsk. For det er jo dem med de mindste tegnebøger, som kommer til at betale den højeste pris, hvis man ikke får styr på inflationen. Det er faktisk det, vi er lykkedes med i Danmark, også hurtigere, end man har gjort mange andre steder, og det er det, regeringen ønsker at sikre at vi også fremadrettet gør.

Jeg er så glad for, at hr. Jens Joel roser den indsats, som SF, Enhedslisten og Radikale Venstre har lavet med den tidligere etpartiregering, og som jo netop har været med til at gøre, at inflationen i Danmark ikke er løbet løbsk – at vi faktisk har vist en ansvarlig økonomisk kurs i rigtig mange år. Det er jo forudsætningen for, at vi står så godt internationalt, at vi faktisk lagde bunden der. Det, der er interessant med vores forslag – og jeg synes, hr. Jens Joel skulle lytte til det, jeg sagde med de 0,1 pct. – er, at det faktisk ikke har en indflydelse på inflationen. Den er minimal, tæt på ingenting, i forhold til nogle af de andre forslag, regeringen har lagt frem.

Jeg må undskylde over for hr. Jens Joel. Det er en meget, meget lille skærm, og der er rigtig mange, der er skrevet på, så den anden kommentar står helt nederst. Men lad os endelig komme i gang med den lange liste. Nu er det hr. Hans Andersen fra Venstre.

Tak for det. Det har altid været mit indtryk, at SF har taget personalemanglen i f.eks. sundhedssektoren meget alvorligt. Og der er jo store problemer med at få kollegaer nok i sundhedsvæsenet og ikke mindst i de kommende år. Men anerkender SF ikke, at over for de udfordringer, vi står, med personalemangel, er vi nødt til at bruge alle værktøjer i værktøjskassen, også skattelettelser, som f.eks. vil gøre det attraktivt at gå fra deltid til fuld tid? Og kan SF bakke op omkring at give et øget beskæftigelsesfradrag, således at sygeplejersken og social- og sundhedsassistenten får mere ud af at gå på arbejde?

Ordføreren.

Jeg lyttede til P1 Debat i går, og der var Ida Rindorf med som deltager. Hun er hjertesygeplejerske på Riget, og noget af det, hun sagde, var, at hun arbejder 28 timer i øjeblikket. Hun er faktisk på deltid. Men i de uger, hvor hun har prikkevagt, kommer hun tit op og arbejder 50-60 timer. Og forudsætningen for, at hun i de perioder kan arbejde 50-60 timer om ugen , er, at hun nogle uger faktisk har de 28 timer. Så jeg tror egentlig, det ville være sundt for regeringen at revidere forholdet til det der med deltid lidt. Det er ikke så simpelt som så. Mange af de her sygeplejersker er faktisk villige til at lægge en stor indsats. Jeg er enig i, at vi skal kigge på rigtig mange forskellige værktøjer i kassen for at lykkes med at få mere arbejdskraft. Hvad med de 28.000, der arbejder i den private sektor, som er uddannet som enten sygeplejersker, sosu-assistenter eller pædagoger og har fundet et andet erhverv, fordi de ikke synes, det er attraktivt, fordi de ikke har kollegaer nok og lønnen ikke er høj nok?

Spørgeren.

Så kom ordføreren sådan meget behændigt uden om ordet skattelettelser. Det er åbenbart ikke et værktøj, man ønsker at tage med i værktøjskassen, når vi skal sikre, at vi ikke længere har personalemangel på vores hospitaler og plejehjem. Men hvorfor er det sådan? Altså, hvorfor mener SF, at et lønløft er bedre end skattelettelser? Vi taler om de samme personalegrupper her: sygeplejersken og social- og sundhedsassistenten. For det handler vel om, at vi gør det mere attraktivt at gå på arbejde.

Ordføreren.

For det første vil jeg gerne anholde præmissen om, at hvis man laver skattelettelser, arbejder folk bare mere. Når man spørger danskerne bredt, siger de, at hvis de får en skattelettelse, vil de vælge at arbejde mindre, for så har de råd til det samme. Det er min ene pointe. Den anden pointe er, at jeg da ikke vil afvise at lave skattelettelser i bunden. Det har SF sådan set aldrig haft et problem med. Men så vil vi gerne lave en skatteomlægning, så det er nogle af de rigeste i det her samfund, der får lov til at betale til den skatteomlægning. Så hvis Venstre er med på at indføre en skat for elmellemhandleren, der har tjent 45 mia. kr., er vi klar i SF.

Så er det fru Monika Rubin fra Moderaterne.

Tak for en fin tale. I 2030 forventer vi at mangle 90.000 fuldtidsbeskæftigede i Danmark. Vores sundhedsvæsen kommer til at mangle ca. 40.000 medarbejdere. Hele den grønne omstilling kan ikke hænge sammen, hvis ikke vi skaffer mere arbejdskraft. Jeg vil egentlig gerne høre SF om, hvordan vi skal skaffe mere arbejdskraft i Danmark generelt, for de forslag, jeg umiddelbart hører om her, når ordføreren taler med Venstre, er egentlig tiltag, hvor vi kannibaliserer hinanden i de forskellige sektorer, men vi får jo ikke flere mennesker i Danmark i den arbejdsdygtige alder af den grund. Så jeg er nysgerrig på at høre om SF's forslag.

Ordføreren.

Altså, for det første tror jeg, at vi er nødt til at kigge på, at der er nogle jobs i dag, som man godt kan uddanne sig videre fra. Jeg mener, at der er nogle af dem, der er ufaglærte i dag, som ser ind i, at de ikke har et job i fremtiden, og som allerede nu skal uddannes videre. Derfor er jeg meget positiv over for regeringens forslag, som jo er et forslag tilbage fra den tidligere regering, hvor SF sad som støtteparti sammen med Enhedslisten og Radikale, om at lave 110 pct.s dagpenge. Det synes jeg er en rigtig god idé; det er med til at gøre, at nogle ufaglærte bliver faglærte. Det er den ene del af det. Den anden del af det er, at jeg ikke bare tror på det der med, at vi skal finde ny arbejdskraft, men jeg er sådan set heller ikke afvisende. Det tror jeg er det, der ligger i spørgerens spørgsmål uden at være sagt direkte, altså at kigge på international arbejdskraft. Vi har arbejdsløse i hele Europa. Danmark er et af de lande, der er dårligst til at tage imod andre EU-borgere til at løse nogle af de opgaver, der er; det er vores nabolande bedre til. Hvorfor skulle vi ikke kigge den vej? Det er jeg ikke afvisende over for. Og sidst, men ikke mindst, vil jeg sige: Lad os da kigge på det, der virker. Vi ved da, at hvis vi passer på arbejdsmiljøet derude, er der også en chance for, at folk f.eks. kan være længere tid på arbejdsmarkedet.

Spørgeren.

Mange tak. Ja, det er netop det, der ligger i mit spørgsmål. Det, der er problemet, er, at vi i EU kommer til at mangle 8 millioner mennesker i den arbejdsdygtige alder. Som jeg har fået fortalt, er der allerede nu i Portugal simpelt hen fødende, der føder uden en jordemoder, fordi der ikke er jordemødre nok. Det vil sige, at om kun 7 år kan vi altså ikke bare rekruttere fra EU. Derfor vil jeg gerne høre SF, om man kunne være interesseret i at kigge på, hvordan vi i Danmark også kan rekruttere uden for EU. Moderaterne har jo det her forslag om at lave et uddannelses- og udviklingssamarbejde med lande uden for EU, bl.a. i forhold til sundhedsuddannelser, men også eventuelt andre uddannelser.

Ordføreren.

Nu ved jeg jo, at spørgeren selv er læge. Jeg ved, hvor svært det er at være patient, hvis man ikke kan forstå sin læge. Derfor tror jeg, at en forudsætning for hele den her diskussion er, at vi taler om folk, der har de rigtige kompetencer og faktisk kan hjælpe med de problemer, vi har. Når man snakker arbejdskraft, snakker man bare arbejdskraft sådan generelt, men det, der er udfordringen i fremtidens Danmark, er jo den rigtige arbejdskraft, og at vi kommer til at mangle folk, der kan arbejde i vores velfærdssektor. Og der kan vi ikke bare ved at lave et center i Afrika, eller hvor Moderaterne nu forestiller sig det, løse det problem.

Så er det fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne.

Tak. Nu er fru Pia Olsen Dyhr sikkert godt klar over, at landdistrikterne er noget af det, der fylder meget for Danmarksdemokraterne, men jeg har også bidt mærke i, at det faktisk også er noget af det, der fylder meget for SF. Jeg vil derfor gerne spørge til, hvordan fru Pia Olsen Dyhr har set på de tiltag, de nedskæringer, der jo ligger i finanslovsudspillet, både når det handler om byfornyelsespuljen, og når det handler om bredbåndspuljen, men også når man ser på busruterne, som bliver skåret væk i landdistrikterne. Er det noget, som SF kommer til at spille ind i forhold til de finanslovsforhandlinger, som jo går i gang lige om lidt?

Ordføreren.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi har et Danmark i balance, og jeg er helt enig med fru Inger Støjberg i, at det er noget, vi skal løfte i begge sider af Folketingssalen, for ellers knækker Danmark over. Hvis man bor i landdistrikterne og oplever, at man ikke kan tage en bus i skole, men at man er nødt til at have en bil, så flytter flere og flere folk jo væk fra landdistrikterne og mod byerne. Jeg vil gerne have et land, hvor vi stadig væk har skoler i de fleste af vores byer, og hvor man har muligheden for at komme til lægen, og det er jo nogle af de udfordringer, vi allerede står med lige nu og her. Så derfor synes jeg, det er nogle oplagte ting at kigge på i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Det handler generelt om de her besparelser, og så er det ofte de mere tyndtbefolkede områder, der risikerer besparelsen, end det er byerne. I forhold til den kollektive trafik er det jo et hjertebarn, og dengang jeg selv var transportminister, sørgede vi faktisk for, at der var en pulje decideret til busser, så man kunne fastholde busser i hele Danmark. For det er jo ikke noget problem, hvis man har en busrute 5A, som kører hele tiden fyldt med passagerer, men det er et problem, hvis man har en busrute på landet, som alle – ældre og unge – er afhængige af, og som nu forsvinder.

Spørgeren.

Ja, som man kan høre, er det også noget, der ligger SF på sinde, altså både det, at landdistrikterne skal opprioriteres, men også, at Danmark ikke knækker over. Der må jeg jo nok sige, at det er en af de meget store bekymringer for os i Danmarksdemokraterne, at Danmark simpelt hen er ved at knække over, altså at der er for langt imellem, hvordan verden ser ud i storbyerne, og hvordan den ser ud ude i landdistrikterne. Men det er egentlig bare en kvittering for, at SF vil være med til at løfte den her dagsorden også i finanslovsforhandlingerne, som er nært forestående.

Tak for det. Så er der et svar.

Vi lancerede jo sammen med Socialdemokraterne før valget i 2019 det, at man også skulle sørge for at have velfærden tæt på, og jeg har selvfølgelig tænkt mig at blive ved med at kæmpe for, at man har en skole, læge og politi i landdistrikterne. Det håber jeg også at Socialdemokraterne vil huske på. Den anden del er jo, at hvis man kigger i regeringsgrundlaget, står der meget tydeligt, at der også skal investeres i vores busser. Vi mangler stadig væk at se det udmøntet, og det synes jeg da at vi sammen med Danmarksdemokraterne skal holde regeringen op på.

Så skal vi til fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance.

Tak, og tak for talen. Vi er i Liberal Alliance godt og grundigt trætte af at se danskernes hårdttjente penge gå op i administration, flyselskaber, frås og udgifter, der ikke har noget med egentlig kernevelfærd at gøre. Jeg vil faktisk vove at påstå, at Liberal Alliances og SF's vælgere har det tilfælles, at de med glæde betaler den del af skatten, der går til reel kernevelfærd, men er SF ikke enig i, at vi skal gøre op med ekstremt meget af det her bureaukrati, vi kan se, og den frås og udvikling, vi kan se? Bare siden 2019 har vi fået 13.000 flere administrativt ansatte i det offentlige. Det er altså en ekstrem udvikling, der sker, og ud over at vi selvfølgelig skal prioritere kernevelfærden, er det så ikke også på tide, at vi får prioriteret de offentlige midler lidt anderledes?

Ordføreren.

En af de ting, SF fik ind i finansloven, da der sad en socialdemokratisk etpartiregering, var jo besparelser på administrationen, altså at man skulle spare 0,5 mia. kr. på konsulenter i staten og i kommuner og regioner. Det er stadig væk svært, kan jeg se, at komme helt i mål med en af de ting, vi mente man kunne kigge lidt på. Det var bl.a. Kammeradvokaten, som man bruger i ret stor stil fra statens side. Nu må vi se. Jeg synes stadig væk, det er en vigtig ambition. Jeg vil også bare lige anholde en lille ting, for nogle af dem, der laver administration, har vi stadig væk brug for. Vi har stadig væk brug for lægesekretærer på hospitalet. De er ellers blevet fyret i stor stil, men de giver god mening, fordi lægen, sygeplejersken og andre jo ikke skal stå og lave det arbejde. Der er HK'eren den bedste kompetence. For den sags skyld falder socialrådgiveren i kommunen også ind under administration, og dem har vi jo også fortsat brug for. Men der er da bestemt ting, jeg gerne vil kigge på, og jeg synes, der er mange ting, som vi kan rydde op i sammen. Desværre er vi jo mange, der har sagt det rigtig mange gange. Regeringen gør det også, og jeg tror faktisk, at vi her har en fælles ambition på tværs af alle i Folketinget om gerne at ville gøre noget ved det. Det kræver bare, at vi gør det.

Spørgeren.

Tak. Det er dejligt at høre, at vi nok kan finde noget at enes om på den front. Det tror jeg også danskerne vil sætte stor pris på. Jeg er helt enig i, at der er nogle af de administrativt ansatte, vi bestemt ikke kan undvære. Nu er jeg selv en af dem, som jeg tænker vi burde kunne have i hvert fald lidt færre af. Altså, jeg har haft den glæde at kunne bidrage til, at socialrådgiverne var mere trygge i deres opgaveløsning osv. Jeg leverede ikke selv den helt store kernevelfærd, men det var nødvendigt med det bureaukrati, der påkræves. Jeg vil også lige italesætte det frås, der er i kommunerne. Hvad med kulturprojekter til millioner og små krokodillezooer osv.? Altså, er vi der, hvor vi også kan gøre op med det?

Ordføreren.

Altså, jeg tror, vi skal passe meget på med at blande os for meget i de kommunale budgetter. Jeg kan egentlig godt lide, at nogle af vores kommuner også har kultur; det må jeg indrømme. Jeg synes, det er en vigtig del af et menneskes liv, at der f.eks. er kultur i vores landskab, og at der er kommuner, der tænker i investeringer i kultur. Man kan sikkert godt finde nogle måder at spare på. Jeg tror faktisk, at kommunerne er meget opmærksomme på det, især fordi de skal spare i de her dage. Men jeg er da enig, og jeg kigger det gerne igennem i forhold til at gøre det smartere og klogere.

Så er det fru Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Tak for en god tale, og også tak for det altid gode samarbejde med SF. Det er jo sådan, at selv om vi ikke altid er afhængige af hinanden, hænger vi sammen. Det gør vi i det her samfund, og det gør vi også, i forhold til at virksomhederne har det godt og at vi så også har et arbejde og at vi så også kan betale vores udgifter. En af de ting, som jeg er meget optaget af, og som jeg har forsøgt at få regeringen til at agere på, er den manglende retssikkerhed for danske virksomheder lige nu. I fald der kommer en pandemi, eller hvad det nu måtte være, står vi faktisk i en situation, der er dårligere for danske virksomheder, end vi gjorde før corona. Det er ret vildt, og det er jo sådan, at SF og alle andre partier her i Folketinget før valget rent faktisk var enige om, at det skulle vi selvfølgelig få rettet op på. Vi har ovenikøbet en politisk aftale om det, men ikke desto mindre har regeringen så valgt at lægge det i skuffen og i deres egen visdom sige, at det er der ikke behov for. Hvor står SF i forhold til den agenda?

Ordføreren.

Jeg synes da, det er oplagt at snakke om retssikkerhed. Jeg må indrømme, at jeg ikke er nede i detaljerne i det her. Jeg ved jo, at pandemien betød, at vi måtte sætte ting ud af kraft, fordi ting skulle gå hurtigt. Men det er vi da åbne for at kigge på, og det tror jeg sagtens vi kan lave noget sammen med De Konservative om.

Spørgeren.

Det tror jeg simpelt hen også godt vi kan. Det ville jo være helt vildt i en retsstat, at vi ikke havde en retssikkerhed for danske virksomheder. Vi står på kanten af at have ventet i 3 år på nogle iværksætterforhandlinger, og der skal vi jo lige have basale ting på plads allerallerførst. Det må simpelt hen være det vigtigste. Vi kunne høre, at der i statsministerens åbningstale blev talt om Sara og Monopolet og flagermus osv. Men helt ærligt, kender vi ikke udfordringerne? Kender vi ikke nogle af virkemidlerne, og kunne vi ikke bare se at komme i gang med nogle af de ting, som er benspænd for, at vi får foldet den vedvarende energi hurtigere ud?

Ordføreren.

Jo, jeg tror, vi alle sammen godt ved, hvad det er, der er udfordringerne, hvis vi skal sætte flere vindmøller op til lands, og hvad der skal sættes op af vindmøller til havs. Jeg vil sige, at noget af det, der er sket, er, at man udsætter ting igen og igen, og det er dybt bekymrende. Jeg oplevede en lang periode under Anders Fogh Rasmussen, hvor man ikke satte noget som helst vindmølleprojekt op i Danmark. Man satte kun dem op, man var forpligtet på før valget, og det ønsker jeg ikke skal ske igen, så derfor synes jeg sådan set, vi har en interesse på tværs af Folketinget i at holde regeringen op på, at der skal handles.

Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak for det, og tak for en rigtig fin tale. Jeg synes, det var godt, at ordføreren brugte tid på at gennemgå de sådan virkelige konsekvenser af de nedskæringer, der foregår rundtomkring i landet. Listen kunne have været fortsat og fortsat og fortsat, for det er i kommuner i hele landet, at man skærer virkelig dybt lige nu, ind i benene af vores velfærdssamfund. Men jeg vil også gerne rose ordføreren i det hele taget for det flotte arbejde, som har været gennemført, og den meget stærke opbakning, som ordførerens parti står med i befolkningen lige nu, som jo også er noget af årsagen eller måske hovedårsagen til, at vi ser en historisk stærk venstrefløj i Danmark. Ifølge en Epinionsundersøgelse forleden dag ville der, hvis der var valg i morgen, være omkring 25 pct. af borgerne, der stemte på partier til Venstre for Socialdemokraterne. Det er jo historisk. Det har ikke fået så meget omtale, men jeg kan ikke huske mange gange i danmarkshistorien, hvor der har været så stor en tillid til partierne til venstre, og det er jo i høj grad ordførerens fortjeneste. Der er selvfølgelig en interesse for det her fra venstrefløjspartier rundtomkring. Hvad er det, vi gør? Det var egentlig det, jeg ville spørge ordføreren om. Hvorfor tror ordføreren at vi ser den her helt særlige udvikling i Danmark sammenlignet med andre europæiske lande?

Ordføreren.

Tak for rosen. Jeg bliver altid en lille smule genert, når jeg bliver rost, så jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare. Men jeg tror, at noget af det, vi lykkes med på venstrefløjen i Danmark, jo er at italesætte de problemer, folk faktisk oplever de har. Jeg tror, at hvis man akademiserer for meget over det og ikke tager det alvorligt, så er det, at man taler forbi borgerne. Jeg synes faktisk, at vi på venstrefløjen løfter det. Det gælder hele diskussionen om vores fælles velfærd. Det er jo ikke for sjov, når folk siger, at man er nødt til at spare derude, at man fyrer sygeplejersker eller man fyrer sosu-assistenter, eller når vi kigger på Region Midtjylland, at man er nødt til nærmest at lukke Danmarks mest succesfulde mindre hospital – eller det kommer i hvert fald til at blive mindre i Danmark – nemlig Silkeborg Sygehus. Det er jo sådan noget, folk oplever tæt på deres krop, og det synes jeg faktisk venstrefløjen har været god til at adressere. Så må jeg også sige, at jeg synes, venstrefløjen i Danmark, måske modsat nogle af vores kollegaer rundtomkring i verden, jo igen og igen viser, at vi kan være økonomisk ansvarlige. Det så vi de sidste 3 år under en socialdemokratisk ledet regering.

Spørgeren.

Tak for det. For det er jo et interessant fænomen, og det er ikke for at stå og lege ananas i egen juice. Men det, man ser mange steder, hvor socialdemokraterne indgår den her type af große Koalitionen , altså brede koalitioner, sådan lidt teknokratagtige typer regeringer, er jo en bevægelse af vælgerne, der går mod højrefløjen. Og det er ikke det, vi ser i særlig høj grad, indtil videre i hvert fald, i meningsmålingerne herhjemme. Så hvad er det, der er særligt, tror ordføreren, for det fænomen?

Ordføreren.

Jeg tror, at rigtig mange vælgere gerne ville have haft en rød regering. Jeg tror, rigtig mange vælgere kunne se, at det, der lykkedes i 3 år med Socialdemokraterne i regering og os andre som støttepartier, faktisk var meget progressivt og visionært. Der var ambitioner på klimafronten, der var ambitioner for naturen, og vi gennemførte det også. Vi snakkede ikke kun om det. Vi satte bl.a. næsten 1 mia. kr. af til naturen i Danmark. Det er jo ikke sket før eller siden. Det er et fantastisk skridt. Og vi gjorde det også på velfærdsområdet. Så hver gang der var udfordringer derude, gik vi ud og løftede det og fandt finansiering til det, og det er jo både økonomisk ansvarligt, men det er sådan set også velfærdsmæssigt og klimamæssigt ansvarligt. Det tror jeg godt danskerne kunne lide.

Så er det hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Også en varm tak herfra til Pia Olsen Dyhr for et godt samarbejde, ikke mindst på de to områder, hvor vi har noget fælles hjerteblod: hele den grønne omstilling og kampen for de mindste danskere og deres forhold i daginstitutionerne. Så har vi haft et område, hvor vi ikke har været helt enige om, hvad løsningen var, nemlig uddannelsesområdet. Vi var jo begge to imod, kan man sige, regeringens intentioner fra starten, og SF valgte så at gå med i en aftale med regeringen og andre partier, som skal dimensionere uddannelserne på universiteterne ned med 8 pct., og som så lægger op til, at 28 pct. af uddannelserne skal forkortes. Det er vi kede af, det ved fru Pia Olsen Dyhr godt. Mit spørgsmål i dag er sådan set: Når nu det her rammer universiteterne og det begynder at blive konkret og man skal til at skære ned på konkrete fag osv., så sidder universiteterne og kigger på det, og som jeg hører i min øresnegl, er det selvfølgelig svært for dem at blive enige, fordi det jo er deres uddannelser, det handler om. Hvor synes SF bedst at de her nedskæringer kan ramme? Er det humaniora, statskundskab eller naturvidenskab, der har plads til det?

Ordføreren.

Det interessante er jo, at vi netop har lagt det ud til parterne selv for at lytte til dem. Det tror jeg i sig selv er meget sundt, når man skal diskutere, hvor det er, det giver mening at have en 2-årig kandidatuddannelse, og hvor det giver mening at have en 1-årig kandidatuddannelse. Jeg vil faktisk gerne lytte til universiteterne i den her proces. Det gjorde vi også i forhandlingerne, og det var derfor, vi endte med at være med. For vi lykkedes sammen med De Konservative og Liberal Alliance med at hive regeringen i den rigtige retning, så der i virkeligheden skal være færre 1-årige kandidatuddannelser, end regeringen lagde op til. Det var den ene del. Den anden del er, at jeg ikke er imod at dimensionere på universiteterne. Jeg bliver altså nødt til at være helt ærlig: Jeg synes, der skal være færre på vores universiteter i fremtiden. Jeg synes, der skal være flere på vores velfærdsuddannelser, og der skal flere på vores erhvervsuddannelser. Hvis man kun har en vis mængde unge, kræver det, at det er attraktivt at søge velfærdsuddannelserne, og vi har jo nu sørget for pengene til et løft af pædagoguddannelsen. Men det er da også at sige, at der er færre, der skal læse på universitetet. For ellers kommer vi til at mangle håndværkeren, vi kommer til at mangle pædagogen, vi kommer til at mangle læreren og sygeplejersken.

Spørgeren.

Vi har åbenbart lyttet til nogle forskellige, for velfærdsuddannelserne sagde jo selv: Vi er bange for den her omlægning, fordi konkurrencen mellem de nye universitetsuddannelser og velfærdsuddannelserne bliver hårdere, og derfor kan resultatet meget vel at blive, at der er færre, der søger ind på velfærdsuddannelserne. Vi har jo haft sådan en tradition for i det her land at tage udgangspunkt i, hvad den enkelte unge drømmer om, og det tror jeg er et godt udgangspunkt. I stedet for at betragte de unge som små tandhjul i et stort maskineri, skal vi altså kigge på: Hvad vil den unge gerne selv? Så er jeg enig i, at vi skal styrke velfærdsuddannelserne og erhvervsskolerne. Det er også hjerteblod for os, og det vil vi gerne finde penge til, men hvorfor skal vi nedlægge 5.000 studieårsværk for at gøre erhvervsuddannelserne bedre?

Ordføreren.

Jeg tror i virkeligheden, jeg vil tage udgangspunkt i, hvad det er, vi skal i fremtiden. Jeg synes også, de unge skal have et frit valg, men er det 30 forskellige journalist- og kommunikationsuddannelser, vi har på de forskellige universiteter? Jeg tænker, at det kan vi måske godt gøre på en klogere og smartere måde. Måske kunne det også gøres mere attraktivt at søge ind på sygeplejeskolen, og måske kan vi gøre det mere attraktivt at blive pædagog. En af delene er jo at sørge for en ordentlig løn. Det er en del af det. En anden del af det er også at sørge for en god uddannelse. Det har SF nu, sammen med Liberal Alliance og Konservative, været med til at sikre at vi sætter i gang – selvfølgelig sammen med regeringen, for vi har jo ikke gjort det alene. Altså investerer vi nu i vores pædagoguddannelser. Det synes jeg jo er vigtigt. For vi kan se, at det bare er gået nedad i forhold til pædagoguddannelsen. Det er jo ikke, fordi jeg siger, at alt i den der aftale er perfekt. Sådan er kompromisets kunst, men jeg synes, at kompromiset klart falder ud til fordel for det, vi synes er vigtigt, nemlig at flere unge i fremtiden skal ind på vores velfærdsuddannelser.

Så er det hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Tilbage i oktober 2020 indgik SF og DF jo sammen med Socialdemokraterne en aftale om at forbedre seniorpensionen, og nu løber Socialdemokraterne så fra det løfte. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, når man ved, at det er de mest nedslidte danskere, der har brug for seniorpensionen. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at spørge SF, om de er parat til sammen med Dansk Folkeparti at gøre det til et fælles krav i de kommende finanslovsforhandlinger, at seniorpension skal styrkes og forbedres.

Ordføreren.

Altså, vi har sådan set som en del af vores finanslovsudspil lagt an til, at vi skal forbedre seniorpensionen. Selvfølgelig har vi det, for det har vi jo lovet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten ikke at forglemme, for det var de fire partier, der lavede Arnepensionen sammen. I forbindelse med Arnepensionen lavede vi jo forskellige elementer, og når man laver et forlig og en aftale med hinanden, kan man efterfølgende sige, at et forlig ikke holder længere, fordi der ikke er flertal mere. Sådan er det jo ofte i politik. Men der er faktisk elementer af det, der bliver til noget. Besparelserne på jobcentrene kommer jo, men vi får ikke lavet løftet af seniorpension, og det stiller jeg mig ret undrende over for. Og det tænker jeg da er noget af det, vi sammen med Enhedslisten og Dansk Folkeparti skal bruge nogle flere kræfter på.

Spørgeren.

Det lyder rigtig godt, for man kan jo undre sig meget over, at Socialdemokraterne, som i hvert fald tidligere har slået sig op på at være de udfordrede gruppers talerør, nu lige pludselig ikke vil være med til at forbedre vilkårene for de allermest nedslidte danskere. Hvad tænker SF egentlig der er sket med Socialdemokraterne? Er man gået fra, at man måske før i tiden slog sig op på at tale for dem, der var udfordret i det danske samfund, til nu bare mere at være en del af en teknokratisk regering, eller hvad?

Jeg skal ikke udtale mig på Socialdemokratiets vegne. Jeg ved, at statsministeren senere kommer til at samle op på debatten, og det er oplagt at spørge statsministeren om det, for det er ikke mig, der skal give Socialdemokratiet karakterer i den ene eller den anden retning. Jeg er ikke socialdemokrat, jeg er SF'er. Jeg ved godt, at nogle af jer driller mig med det en gang imellem, men jeg er SF'er, og jeg synes, det er meget tydeligt i de her dage, at jeg er SF'er, for jeg mener selvfølgelig, at vi skal forbedre seniorpensionen, for det har vi lovet hinanden. Men jeg er også optaget af en anden del af det. Ud over seniorpension er jeg sådan set også optaget af Arnepensionen, som vi lavede sammen. Det er jeg jo glad for at der er flere partier i Folketinget der har forstået vigtigheden af. Det er så sjovt nok de samme partier, der var med til at lave seniorpensionen, som nu løber fra den, så i virkeligheden synes jeg måske, at ordføreren skulle være lidt mere kritisk over for Venstre, der løber fra den.

Så er det fru Helene Liliendahl Brydensholt fra Alternativet.

Tak, og tak til ordføreren for en god tale, og også tak for det gode samarbejde mellem SF og Alternativet. For et par år tilbage var vi en række partier, der indgik en aftale om minimumsnormeringer, og den aftale skal så være fuldt implementeret her fra næste år, og ministeren har også været ude at sige, at nu er vi i mål med minimumsnormeringer. Det er vi så en del forældre og organisationer og os i Alternativet der ikke er helt enig i. Vi mener faktisk, at vi ikke er i mål med minimumsnormeringer og med normeringerne generelt i de danske dagtilbud. Så jeg kunne godt tænke mig at høre SF, om I mener, at vi er i mål med minimumsnormeringerne, og om I mener, at man er landet på det rigtige sted, i forhold til at man nu opgør minimumsnormeringerne som et gennemsnit for Danmarks Statistik på kommunalniveau i stedet for nede i de enkelte institutioner at opgøre normeringerne dér.

Ordføreren.

Jeg tillader mig at svare i to dele, og det håber jeg er i orden. Det er ikke, fordi jeg ikke vil svare på det, men jeg vil lige have en klamamse med først. Den ene del er, at jeg faktisk er rigtig glad for, at den her regering ikke har fjernet de penge, der er sat af til minimumsnormeringer. Jeg er rigtig glad for, at de 1,8 mia. kr. ekstra, der blev sat af til minimumsnormeringer, stadig kan findes på finansloven og kommer ud til vores børn. Det er vigtigt for mig, men det er langt vigtigere for de forældre og de børn og de pædagoger, der er ude i dagligdagen. Det er den ene del. Så det er godt. Den anden del er så, hvordan man opgør det. Og en del af aftalen var jo også, at man skulle lave en ny opgørelsesmetode, og der mangler vi stadig væk, at ministeren kommer med den aftaletekst som opfølgning på det, vi har lavet sammen, nemlig at man skal opgøre minimumsnormeringer på en anden måde, fordi vi godt ved, at der er uoverensstemmelser mellem det, som BUPL, altså pædagogernes fagforening, laver, og det, Danmarks Statistik siger, og det, kommunerne siger. Det kunne jo være rart, hvis de sagde det samme. Det ville være første skridt, og det synes jeg i hvert fald ministeren skal levere.

Spørgeren.

Tak for det svar, det er jeg rigtig glad for, og jeg håber, at vi sammen kan lægge lidt pres på, så man laver de her opgørelser på institutionsniveau. Mit andet spørgsmål går mere på det fleksible arbejdsmarked. I Alternativet går vi jo ind for, at vi skal arbejde os hen imod en 30 timers arbejdsnorm, og jeg kunne godt være nysgerrig på, hvor SF står i forhold til det, og ordføreren må også godt sætte nogle ord på, hvordan SF ser et mere familievenligt og fleksibelt arbejdsmarked i fremtiden i Danmark.

Ordføreren.

Jeg synes, det er lidt svært som lovgiver at stå på den her talerstol og sige, hvordan arbejdstiden skal være ude på vores arbejdspladser, når jeg faktisk grundlæggende tror på arbejdsmarkedets parters ret til at forhandle. Og det er jo dem, der faktisk har været med til at sætte arbejdstiden ned nogle steder, og det er også dem, der har taget nogle af kampene. Jeg lytter gerne, og jeg hører også flere og flere virksomheder gå i den retning. Jeg synes, det er tankevækkende, at der er nogle, der arbejder 4 dage om ugen og alligevel når det samme. Det er jo noget af det, vi har været dygtige til i Danmark. Jeg ved godt, at vi alle sammen snakker om, at vi skal arbejde mere, mere og mere, men i virkeligheden er noget af det, vi har været allerbedst til, produktiviteten og produktivitetsstigninger.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det. I forhold til at man står her og er åben, ligger det jo for Nye Borgerlige ligefor at gå ind og finde et eller andet, vi kan sætte fingeren på og sige, at der er vi vildt utilfredse med SF. Men jeg vil starte et andet sted. Jeg vil faktisk takke fru Pia Olsen Dyhr og hendes folketingsgruppe for at være en meget stor hjælp og være medspillere i forhold til politikken herinde. Det skal I have en stor tak for. Men jeg bliver alligevel nødt til lige at spørge ind til det her med arbejdsmarkedets parter. Jeg kan forstå, at statsministeren har været ude at sige, at vi skal arbejde noget mere, lidt underforstået, at man ikke bød ind over for velfærdsstaten, hvis ikke man arbejdede noget mere. Men er ordføreren ikke enig med Nye Borgerlige i, at arbejdstid og løn for den sags skyld ligger hos arbejdsmarkedets parter, og at vi skal lade være med at moralisere over for folk, der har truffet nogle personlige valg, måske på et tidspunkt i livet, hvor man har mere behov for at gå hjemme end at arbejde ekstra?

Ordføreren.

Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at danskerne er nogle af dem, der arbejder allermest i verden; altså, vores erhvervsfrekvens er allerhøjest. Der er intet, der tyder på, at vi er dovne eller ikke vil arbejde. Danskerne leverer rigtig meget arbejdskraft hver eneste dag. Det er den ene del af det. Så det skal man altså huske på, når man har den her diskussion. Den anden del af det er jo, at når man kigger på, at der er nogle, der er på nedsat tid, så er det f.eks. hjertesygeplejersken, som jeg selv nævnte tidligere, og et andet eksempel er folk, der f.eks. er i fleksjob. Mennesker med handicap, der kommer ind på vores arbejdsmarked, er jo noget positivt. Men de kan ikke arbejde 37 timer om ugen fra starten af; de arbejder måske 15 timer om ugen. De tæller med i statistikken og trækker det ned, men det er jo en positiv ting, at vores arbejdsmarked kan rumme det. Så jeg tror, man skal passe meget på med bare at sige one size fits all – det ved jeg ikke om jeg må sige; det må jeg nok ikke. Det får jeg nok en irettesættelse for, så jeg siger undskyld med det samme.

Så er det overstået! Spørgeren.

Senere i år skal vi snakke handicapområdet, og kan vi i Nye Borgerlige håbe, at SF vil se positivt på, at nogle dele af handicapområdet måske bliver flyttet op under staten? Jeg tænker især på de små handicapområder, der er meget, meget svære for de enkelte meget små kommuneenheder i forhold til at finde den rigtige løsning. Altså, de har ikke ekspertviden, og de har mange andre ting, og man begynder så at tænke i penge. Der er ingen tvivl om, at vi i Nye Borgerlige gerne så, at hele handicapområdet røg op under Folketinget og den store pengesæk, men kunne man håbe på, at SF måske ville se på, at vi kunne tage de små handicapområder og ligesom få dem ind under statens vinger?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at SF jo var imod strukturreformen, dengang man lavede den, altså at man nedlagde amterne, ændrede det til regioner og lagde handicapområdet ud i kommunerne, fordi nogle af handicapområderne er for små til, at den enkelte kommune kan løse det selv. Vi kan jo også se, at kommunerne går ind i et samarbejde om det nu. Jeg kunne godt tænke mig, at man i det mindste lagde det specialiserede område tilbage i regionerne for netop at få en bedre sammenhængende indsats – for borgernes skyld. Altså, det er jo ligegyldigt, hvilket niveau det ligger på, hvis vi bare sørger for, at borgerne får det, de har krav på. Og der er der jo også nogle ting, vi kan kigge på i forhold til visitation og andet.

Så er det fru Aaja Chemnitz fra IA.

Tak for talen, og tak for det rigtig gode samarbejde. Jeg synes, det er rigtig dejligt, at IA og SF arbejder så tæt sammen, og jeg synes, vi er nået lidt tættere på hinanden. Så det er rigtig dejligt. Vi kæmper både for klimaet, og vi kæmper for velfærd, så tusind tak for det. SF italesætter jo også de her besparelser, der er ude i kommunerne, og det mærker vi sådan set også i forhold til grønlændere, der bor i Danmark. Jeg var til møde i går med de grønlandske huse, som også fortæller, at det sådan set går ud over grønlændere, der bor i Danmark. Kommunerne skærer ind til benet, kan man sige, og samtidig er der også en bekymring i forhold til nogle inklusionsmidler. Derfor tror jeg også, at SSA-forhandlingerne nok kommer til at få lidt større pres på, kunne man forestille sig, her i løbet af efteråret. Så det bliver en socialpolitik, der også bliver sådan mere projektorienteret med de udfordringer, der er i det. Så samlet set i forhold til den socialpolitik, der bliver født, hvilke udfordringer ser SF så der er, i forhold til at man ligesom skærer ind til benet på socialområdet?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og tak til ordføreren. Jeg synes også, at IA og SF har et fantastisk samarbejde på miljø- og klimaområdet, og vi har det om sikkerhedspolitik og på forsvarsområdet, hvor jeg har været rigtig glad for, at IA har bidraget så aktivt i forhold til forsvarsforliget. Det synes jeg er positivt. Om socialpolitikken vil jeg sige, at der jo ingen tvivl er om, at de grønlandske huse kommer til at mærke besparelserne. Det ved vi godt. Vi er også optaget af at samarbejde med IA om at finde en løsning på det. Det er noget af det, som vores socialordfører i hvert fald er opmærksom på. For der er ingen tvivl om, at det er meget udsatte borgere. Ud over at de er udsat socialt, er de jo også langt væk hjemmefra nogle gange, og derfor har de brug for at føle sig hjemme i Danmark. Det kræver en ekstra indsats. Det er jeg opmærksom på.

Spørgeren.

Mange tak. Nu har vi også for nylig været i FN sammen. Noget af det, som er meget tydeligt, er, at FN måske i virkeligheden er lidt af en skygge af sig selv, men også, at vi lever i en verden, som er meget polariseret med mange konflikter rundtomkring i verden. Så jeg kunne bare godt tænke mig at spørge ind til SF's udenrigspolitik og SF's overvejelser i forhold til hele den situation, der er med mange af de her konflikter, og måske også det her, at vi også har konflikter internt i rigsfællesskabet. Det kan jo også godt bekymre. På en eller anden måde er vi også nødt til at kunne finde hinanden for at kunne stå sammen udadtil i udenrigspolitikken.

Ordføreren.

Hvis jeg skal nævne en positiv ting ved den her regering – det skal man jo huske nogle gange at nævne – så er det det fokus, der har været på rigsfællesskabet, og at statsministeren netop igen og igen siger, at vi ikke bare taler om Danmark og så derefter Færøerne og Grønland, men at vi taler om de tre lande. Når vi taler om rigsfællesskabet, taler vi om tre ligesindede og ligeværdige lande. Det tror jeg er rigtig vigtigt, for ellers kan man ikke løse de her problemer. Det er rigtigt, at det er Danmark, der taler i FN, og det er også Danmark, der er den udenrigspolitiske aktør, men vi kan jo godt samarbejde om det.

Så er det fru Anne Paulin fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. SF's beskæftigelsesordfører, hr. Karsten Hønge, har i april i Berlingske udtalt, at man ønsker at fastholde pensionsalderen på 68 år. Det ville jo være meget dyrt; det ville faktisk kræve en finanspolitisk stramning på 27 mia. kr. Hvordan vil SF finansiere det?

Ordføreren.

For det første er pensionsalderen jo allerede steget ud over de 68 år, så man kan sige, at vi ikke går tilbage. Det har vi sådan set heller ikke forestillet os i SF. Vi var ikke en del af velfærdsforliget, og vi blev sådan set heller ikke inviteret med, dengang Socialdemokraterne valgte at lave et velfærdsforlig med de borgerlige partier. Vi er lidt optaget af noget af det, Pensionskommissionen er kommet med. Det synes jeg faktisk er ret interessant og en debat, vi bør have med hinanden, som lidt er forsvundet. Den kom jo under den socialdemokratisk ledede regering, der diskuterede en anden indfasning af pensionsalderen. For jeg tror ikke, at vi kan blive ved med at arbejde, til vi f.eks. er 90 eller 93 år, eller hvad det nu er, vi forestiller os stigningstakten skal være fremadrettet. Det er selvfølgelig rigtigt, at det vil koste nogle penge, men pointen er jo lidt, at hvis du spørger 3F'eren, kan vedkommende i forvejen ikke arbejde, til han eller hun er 68 eller 70 år. Mange af dem er jo gået fra, allerede når de er blevet 60 år, fordi de er nedslidte. Så det kommer også lidt an på, hvad det er for nogle mennesker, vi taler om, og hvad for en pensionsalder det derfor giver mening at tale om.

Spørgeren.

Det er jo derfor, vi har lavet forbedrede ordninger for nedslidte. Men hvis vi så siger, at vi fastholder pensionsalderen på 69 år, vil det stadig væk reducere den strukturelle beskæftigelse med 200.000 fuldtidsansatte. Hvis SF så vil holde fast i de 69 år – og man må forstå, at det ikke er 68, som det var i foråret – hvordan vil SF så finde de hænder, som vi jo mangler allerede nu, men jo endnu mere, når vi kigger ud i de kommende år? Hvordan vil SF finde de her hænder?

Ordføreren.

Jeg tænker, at hele præmissen for den her diskussion er lidt bagvendt. For hvis vi kigger på, hvornår folk faktisk går på pension, så vælger dem, der kan arbejde, jo ikke at gå på folkepension. Hvis du er i arbejde, tjener du som regel mere end en folkepension, hvis du kan arbejde. Det er jo det, der er pointen. Hvis du spørger de fleste mennesker, vil de jo hellere blive på deres arbejdsplads, end de vil gå på folkepension, hvis de kan . Vi har bare rigtig mange, der ikke kan. Det er derfor, det er godt, vi sammen har lavet Arnepensionen, så nogle af de mennesker, der er nedslidte, får mulighed for at gå før. Den anden del af det er, at det selvfølgelig er vigtigt, at de mennesker, som er nedslidte, med seniorpensionen, som Venstre engang lavede, får mulighed for at komme endnu før.

Så er det fru Matilde Powers fra Socialdemokratiet.

Tusind tak for ordet. Jeg har siddet i byrådet i Furesø Kommune i 5 år, inden jeg kom herind, og de sidste 3 år var jeg nødt til, desværre, at træffe den svære beslutning at lade hjemmeplejen gå i nødberedskab hen over sommeren. Det handlede ikke om, at vi ikke havde penge nok til at ansætte medarbejdere derude. Det handlede heller ikke om, at vi ikke havde penge nok til at hyre vikarer. Det handlede om, at der ikke var nogen medarbejdere, der kunne tage de vagter. Helt konkret betød det, at borgerne simpelt hen ikke fik anden hjælp end den mest livsnødvendige hen over sommerferien. Det var ikke en særlig sjov beslutning at være med til at træffe, skulle jeg hilse og sige. Jeg har læst i Kristeligt Dagblad, at fru Pia Olsen Dyhr har sagt følgende om udfordringen med at skaffe nok dygtige medarbejdere ude i vores velfærdssamfund: »Det lette på Christiansborg er at sige, at vi alle sammen skal arbejde mere. Hvis de unge så ikke vil det, hvad er det så, vi skal begynde at diskutere? ... Jeg vil bruge min sommer på at tænke over det.« Er fru Pia Olsen Dyhr nået frem til, hvordan hun mener vi skal skaffe den her nødvendige arbejdskraft, som vi allerede mangler i dag i vores velfærdssamfund? Tak.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er et ret interessant spørgsmål. Nu tænker jeg jo selv på mine egne unge derhjemme, og de forestiller sig ikke, at de skal have et arbejdsliv som vores. Og vi kan selvfølgelig godt sige, at det er helt forkert, og at de ikke har forstået det, og at de er nogle dumme mennesker. Men jeg foretrækker faktisk at tænke, at de måske har noget andet, som de vælger at prioritere. De lever mindre materielt. De bruger færre penge, så de har simpelt hen valgt en anden livsstil. Det er faktisk en diskussion, som så udfordrer os politikere, fordi vi jo netop gerne vil have hjemmehjælpere. Nej, jeg er ikke kommet frem til en særlig konklusion endnu, men jeg synes i hvert fald, at det er tankevækkende. For når jeg sidder her og kigger på AE's egne tal, viser det sig, at 12.094 mennesker, der er uddannet som social- og sundhedshjælpere eller social- og sundhedsassistenter, ikke arbejder i den offentlige sektor mere. De arbejder heller ikke i den private sektor. De arbejder slet ikke med deres fag mere. De arbejder i den private sektor med noget andet. Tænk, hvis vi kunne have fået dem tilbage, så man i Furesø Kommune ikke var nødt til at gå i nødberedskab. Det forudsætter nok en bedre løn. Det kræver nok også, at man har flere kollegaer.

Spørgeren.

To tredjedele af vores social- og sundhedsmedarbejdere er i dag på deltid. Jeg mødte en social- og sundhedsassistent sidste weekend, da jeg var på gaden, og hun sagde, at hvis der var et økonomisk incitament til det, hvis der var væsentlig flere penge i det, ville hun gerne gå på fuld tid. Er SF fuldstændig afvisende over for at finde incitamenter til at motivere vores velfærdsmedarbejdere til at gå op i tid?

Ordføreren.

Nej, det er jeg overhovedet ikke. Jeg ved ikke, hvorfor det skulle være forkert. Jeg synes, det er en rigtig god idé, hvis vi får flere af dem, der er på deltid, til at gå på fuld tid. Vi har længe kæmpet for, at pædagogerne skulle få mulighed for det, for i dag bliver de tvunget på deltid ude i kommunerne, fordi det er nemmere med vagtplanerne. Det sker også for nogle sygeplejersker, at de får at vide, at de kan få en deltidsstilling, fordi det efterfølgende er nemmere at lægge en vagtplan. Så jeg er da helt med på, at der kan være flere, der skal arbejde på fuld tid. Det synes jeg er en god idé, men jeg synes da ikke, det skal være sådan, at vi ikke giver dem incitamenter. Et incitament kunne jo være en bedre løn. Det kunne også være flere kollegaer.

Den sidste kommentar, vi når i denne omgang, kommer fra fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak for det, formand, og tak for talen. Jeg tror, det er første gang, jeg har hørt SF's ordfører tale så meget om skattelettelser i ordførertalen. Dog synes jeg, det blev talt lidt ned i et sort hul. Nu er det sådan, at jeg godt kan huske, at SF faktisk tidligere har været med til både at lave selskabsskattelettelser, men også topskattelettelser. Og jeg vil derfor spørge ordføreren, om SF igen vil være med til at bakke op omkring skattelettelser, så rigtig mange flere danskere kan få lov til at beholde flere af deres egne tjente penge.

Ordføreren.

Jeg skal ikke fornægte vores egen historie. Det er jo nogle af de kompromiser, man laver, når man sidder i regering. Det er en af grundene til, at vi ikke sidder i den her regering, altså at vi vidste, at det her lå på bedding, og vi syntes, det var en dårlig idé. Det handler om, hvor vi vil investere vores fælles midler. Jeg er ikke interesseret i at give virksomhedsarvingerne flere penge mellem hænderne. Jeg synes hellere, at man kunne tale om, at kassedamen skulle have nogle flere penge, eller sosu-assistenten, som fru Matilde Powers talte om, i Furesø Kommune. Det har jeg det sådan set fint med. Men så synes jeg, pengene skal findes ved en skatteomlægning. Som jeg sagde til hr. Hans Andersen tidligere: Hvis vi kan finde pengene fra mellemhandlerne på el, som fik 45 mia. kr. sidste år i gevinster, så er jeg sådan set villig til at kigge på at bruge dem.

Spørgeren.

Men nu er det jo faktisk sådan, at cirka 4.000 sygeplejersker i dag betaler topskat. Og som jeg forstår SF's ordfører, er det ok, hvis det er sosu-assistenterne, der eventuelt kan få skattelettelser. Eller har jeg misforstået det? For jeg synes jo faktisk også, det er vigtigt, at sygeplejersker kan få skattelettelser, og det vil jeg godt spørge lidt mere ind til. Altså, kunne SF ikke være med til at arbejde i den retning, så endnu flere danskere, herunder mange sygeplejersker, kunne få lov til at beholde flere af de penge, de rent ud sagt har knoklet for at tjene?

Ordføreren.

Nu tror jeg, vi har omkring 65.000 sygeplejersker i Danmark, og det, ordføreren taler om, er de 4.000, som eventuelt har en administrativ stilling, altså i forhold til, at man gerne vil give topskattelettelser. Og jeg synes jo, at hvis jeg skal kigge på at bruge nogle af de penge, vil jeg gerne være med til at kigge på dem, der er i bunden af vores samfund, og give dem en skattelettelse. Men det er ikke engang det, regeringen lægger op til. For dem, der tjener mindst i vores samfund, er jo folkepensionisten, førtidspensionisten, folk på revalidering og folk på kontanthjælpsydelser. De får ikke nogen skattelettelse med det, regeringen lægger op til. Men det vil så kræve en skatteomlægning, og så er vi sådan set friske nok i SF.

Dermed tak til ordføreren fra Socialistisk Folkeparti. Næste ordfører på talerstolen er fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne.

Da jeg stiftede Danmarksdemokraterne, var det bl.a., fordi jeg oplevede, at forbindelseslinjerne imellem land og by, København og resten af landet, eliten og befolkningen, var blevet svækket. Den tid, der er gået siden da, har desværre ikke ændret min opfattelse af den sag. Tværtimod står vi her i dag til det, der jo sandsynligvis bliver den sidste åbningsdebat i Folketinget, før Venstre, Moderaterne og Socialdemokraterne og muligvis også andre partier indfører en CO 2 -afgift på landbruget, der kommer til at koste i tusindvis af arbejdspladser i vores landdistrikter. For Danmarksdemokraterne er kampen mod CO 2 -afgiften på landbruget en af de allervigtigste sager i den kommende folketingssamling. For os markerer indførelsen af en CO 2 -afgift på landbruget endnu et øksehug mod sammenhængskraften i vores land. Og selv om stort set alle partier herinde holder skåltaler om, at Danmark skal hænge bedre sammen, så ser vi igen og igen, at der bliver truffet beslutninger, der trækker Danmark endnu mere skævt. Regeringen startede med at annullere udflytningen af en række velfærdsuddannelser. I Rebild havde man sågar fundet nogle lokaler, som pædagoguddannelsen skulle være i, da regeringen med et pennestrøg besluttede at slukke drømmen. Man har vedtaget en vejafgift for lastbilerne, der gør det dyrere at drive virksomhed i landdistrikterne, og som rammer geografisk skævt. Lastbilsafgiften kommer til at koste Sønderjylland 800 mio. kr., mens regningen i København kun bliver 90 mio. kr. Man har lavet en postaftale, der gør, at man jo nu gør op med et flere hundrede år gammelt princip om, at man kan få bragt sin post ud i hele landet på ens vilkår. Nu bliver det sådan, at de ældre mennesker, som f.eks. ønsker at leve deres sidste år i et sommerhusområde, må stavre ned med deres rollator til et centralt postanlæg. Og bor man for enden af en grusvej, er det bare ærgerligt. Regeringens finanslovsforslag er et sminket lig, når det kommer til landdistrikterne. Selv om Venstre på deres sommergruppemøde jo ellers lige havde fået støvet landdistriktsministeren af, som kom med et par opslag på sociale medier med løfter om flere penge til landdistrikterne, så holder det bare ikke ved et nærmere eftersyn. For nok afsætter man penge, men samtidig sparer man også på landsbyfornyelsen. Man sparer på bredbåndspuljen, og man sparer på udkantsgymnasierne og offentlig transport i landdistrikterne. Og snart kommer så regeringens massive angreb på dansk landbrug og vores landdistrikter, når regeringen kommer med sin CO 2 -afgift. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er særlig skuffet over Venstre i den her sag. At Moderaternes udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, går mere op i at gnubbe skuldre med kommissionsformand Ursula von der Leyen end i, hvad der sker i Vejen, overrasker mig måske ikke så meget. Men at et parti med 150 års historie, som er født ud af landbruget, vil gå enegang i Europa og påføre vores gode danske landmænd en afgift, der i massivt omfang vil forringe deres konkurrenceevne og dermed også koste i tusindvis af arbejdspladser i landdistrikterne, synes jeg simpelt hen er så trist. Det er jo nemt nok at sidde i »Løvens Hule« og mene, at vi alle sammen skal leve af bælgfrugter, men danskerne stopper altså ikke med at drikke mælk og spise kød og ost, fordi vi pålægger dansk landbrug en afgift. Det eneste, der med sikkerhed kommer til at ske, er, at udenlandske varer kommer til at fylde mere i køledisken, når danske landmænd drejer nøglen om. Det er heldigvis ikke sådan, at der ikke også er nogle fornuftige stemmer i Venstre, for det er der. De prøver også på at råbe ledelsen op. Jeg er f.eks. fuldstændig enig med tidligere formand for Landbrugsrådet og medlem af Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse hr. Peter Gæmelke, når han siger, og jeg citerer: Fødevareerhvervet er ikke kun den simple bondemand. Tre gange så mange er ansat enten med at køre foder, forarbejde produkter eller andet. Danish Crown lukkede i Sæby. Folk stod og græd, og jeg forstår dem godt. Hvis man indfører en CO 2 -afgift i morgen, kommer der mere af den slags, og det kan jeg ikke leve med. Det kan Danmarksdemokraterne heller ikke leve med, og derfor kommer vi også til at sige blankt nej til en CO 2 -afgift på landbruget.

Jeg er også enig med Venstres europaparlamentariker Asger Christensen, når han siger, at det er en tudehamrende tosset idé at indføre en CO 2 -afgift på landbruget. Danmark er et landbrugsland. Det har vi været historisk set, og det skal vi også være i fremtiden. Der findes kun et eneste land på hele jordkloden, der også planlægger at indføre en CO 2 -afgift på landbruget – det er New Zealand – og den er ovenikøbet mig bekendt blevet sat på pause, fordi den stort set er umulig at indføre. Den var i øvrigt meget, meget mindre i sin idé end det, der er lagt op til her. Så hvorfor ikke slå koldt vand i blodet? Hvorfor ikke fortsætte ad den vej, som vi allerede er på, hvor landbruget frivilligt år efter år omstiller sin produktion til at blive mere klimavenlig? Ifølge statsministeren vælter vi os i penge, så hvis der er behov for investeringer i forskning og til flere konsulenter til at tage lavbundsjorder ud eller lignende for at gøre landbruget mere klimavenligt, kunne vi jo bruge det tilsyneladende astronomisk høje råderum, som vi har, frem for at jage vores landbrugsproduktion direkte ud af landet. Dansk landbrug er allerede blandt de mest klimavenlige i hele verden, så vi får altså bare ikke et bedre klima i verden ved at nedlægge dansk landbrug. Vi sikrer bare, at den polske landmand, der udleder markant mere CO 2 pr. kg oksekød, får kronede dage. Før valget kaldte Venstres formand den slags klimapolitik, hvor man kun kigger lige til sin egen landegrænse, for klimanationalisme, og jeg må sige, at jeg ikke forstod det som et eksempel, man sådan skulle efterstræbe. Men det gør man så nu, og det er selvfølgelig også derfor, at Asger Christensens ord om, at det er tudehamrende tosset, er så rigtige. Nu har min tale handlet meget om den skadelige CO 2 -afgift på landbruget og også om det arbejde, som vi gør i Danmarksdemokraterne, for at kæmpe imod den, men jeg kunne jo også sagtens have nævnt mange andre ting, som jeg kunne kritisere regeringen for: den planlagte indskrænkning af vores ytringsfrihed, hvor man vil forbyde koranafbrændinger; SVM-regeringens planlagte opgør med hjemsendelsespolitikken; ekstrachecken til arbejdsløse indvandrere i ghettoområderne; handlingslammelsen i forhold til vores skrantende velfærdssamfund; et sundhedsvæsen, som jo er i dyb krise, og som jeg mener er en bunden opgave at få taget fat på; og psykiatrien. Der er mange ting at tale om; det tillader tiden desværre bare ikke, for sådan er taletidsreglerne herinde. Men så må vi jo tage det i debatten. Med andre ord skal jeg på vegne af Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti fremsætte følgende forslag til vedtagelse:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at vi kan gøre det danske samfund bedre og beklager, at regeringspartierne har store udfordringer med at nå til enighed, så intet sker, eller så det tager unødig lang tid. Folketinget opfordrer regeringen til at lytte til kritikken af regeringens lovforslag om såkaldt utilbørlig behandling af religiøse symboler og trække lovforslaget tilbage. Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for et velfærdssamfund med værdig pleje af de svage, mere frit valg, konkurrerende serviceleverandører samt lavere skat på arbejde og virksomheder, og hvor familierne og vores frivillige fællesskaber styrkes. Folketinget opfordrer regeringen til at gøre mere for at få flere modtagere af overførselsindkomst i arbejde i en tid, hvor efterspørgslen på arbejdskraft er stor. Folketinget opfordrer regeringen til at efterleve klimalovens målsætninger om en ambitiøs grøn omstilling i respekt for erhvervslivet og miljøet samt sætte tempo på implementering af fælles aftaler. Folketinget opfordrer regeringen til at føre en fast udlændingepolitik.« (Forslag til vedtagelse nr. V 3).

Tak for det. Og den første kommentar er fra hr. Thomas Skriver Jensen fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for talen. Jeg havde faktisk glædet mig helt vildt til, at fru Inger Støjberg skulle på talerstolen. For Danmarksdemokraterne er et af de partier, der lige siden folketingsvalget har sat et fantastisk fokus på vores erhvervsuddannelser og interesseret sig for vores uddannelsespolitik, og når statsministeren så i tirsdags holdt en tale proppet med tiltag på uddannelsesområdet, ja, så havde jeg faktisk glædet mig lidt til at høre, hvad Danmarksdemokraternes politik var. Derfor ærgrer det mig også, at det blev sådan lidt en sur tale uden så meget konkret politik eller konkrete forslag. Så derfor vil jeg give fru Inger Støjberg muligheden for at gøre os klogere: Hvordan vil Danmarksdemokraterne få flere til at vælge en faglig uddannelse, sådan at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har behov for? Det må meget gerne være et konkret svar.

Ordføreren.

Det kan jeg meget nemt sige. Det tyder på, at hr. Thomas Skriver Jensen simpelt hen ikke har fået læst det meget store udspil, vi faktisk kom med, om Produktionsdanmark her for ikke så lang tid siden; det var ellers til vores sommergruppemøde. Vi kom med et forslag om Produktionsdanmark, hvor erhvervsskolerne også bliver opprioriteret med 0,5 mia. kr. hvert eneste år. Og det er jo simpelt hen, i erkendelse af at for få søger ind, men jo også i erkendelse af at f.eks. det udstyr, man står med, er alt, alt for utidssvarende. Altså, der findes jo eksempler på, at far og søn har stået og er blevet uddannet ved den samme maskine, og det nytter simpelt hen ikke. Det er ikke ret lang tid siden, at jeg var på erhvervsskolen i Aars, hvor man uddanner lastbilmekanikere og dem, der også er mekanikere på landbrugsmaskiner, og det er jo et sted, hvor man virkelig er afhængige af noget udstyr, der er moderne, for ellers tiltrækker det heller ikke nogen. Så for mig at se og for Danmarksdemokraterne at se handler det for det første om at få tilført nogle flere penge til det her område, men for det andet jo nok også om at få kigget lidt på, hvordan de penge bliver fordelt skolerne imellem, for der er nogle af de her skoler, hvor udstyret er dyrere end på andre skoler. Så det er bare to af de ting, vi vil gøre.

Spørgeren.

Det var godt nok et pragteksempel på et helt minut, hvor man snakker udenom i forhold til det, jeg egentlig spurgte om. Jeg kunne bare godt tænke mig noget konkret. Altså, det er superfint, at Danmarksdemokraterne har foreslået 0,5 mia. kr. Regeringen har foreslået 900 mio. kr., hvilket er betydelig mere. Det, jeg er interesseret i, er at høre: Hvad er det, de penge skal bruges på? Hvordan er det, vi skaber interessen omkring erhvervsuddannelserne? Hvad gør vi i folkeskolen? Hvad gør vi for at få folk, der har arbejdet ufaglært i nogle år, til at kunne efter- og videreuddanne sig? Hvad er Danmarksdemokraternes politik? Det er superfint, at der er behov for penge – det synes jeg også – men hvordan skal de penge bruges? Det kunne jeg godt tænke mig at høre.

Ordføreren.

Altså, jeg ved ikke, om der er lidt problemer med forbindelseslinjerne, for det var sådan set også det, min tale handlede om. Men nu sagde jeg jo 0,5 mia. kr. hvert år og ikke over sådan en kortere periode, som regeringen har lagt op til. Så nej, det holder ganske enkelt ikke vand. Den anden del af det handler jo netop om at få opprioriteret de erhvervsuddannelser, hvor f.eks. udstyret koster mere i drift. Det gør det, når det handler om lastbilmekanikere, og det gør det, når det handler om hele tungvognsområdet, men jo også nogle af de steder, hvor det er mere højteknologisk. Og så håber jeg, at vi kommer til at diskutere det samme område i forbindelse med den folkeskolereform, som der skal gang i forhandlinger om nu; det vil vi meget gerne være med til at kigge på.

Hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

Nu taler ordføreren varmt om erhvervsskolerne og de dygtige unge mennesker, der går dér. Hvordan stiller Danmarksdemokraterne sig til forslaget om at halvere topskatten for 250.000 hårdtarbejdende danskere, herunder metalarbejdere og anden faglært arbejdskraft?

Ordføreren.

Der er jo ingen tvivl om, og det har jeg også sagt, helt fra partiet blev stiftet, at vores sigte først og fremmest er at få skatten ned for dem med de laveste indkomster, så det bedre kan betale sig at arbejde, og det tror jeg i øvrigt også er noget af det, der kan samle Venstre og os. Og der er et meget stort behov. Når det så kommer til topskatten, vil vi godt kigge på, om man kan flytte topskattegrænsen, så færre kommer til at betale topskat, fordi det også vil øge arbejdsudbuddet. Og jeg tror, det vil være fornuftigt at se på det, men vores sigte og hovedprioritet ligger i bunden. Er der penge til det, kan vi godt diskutere det andet, men jeg håber meget, at vi kommer til at diskutere det i forbindelse med en kommende skattereform.

Spørgeren.

Jeg er glad for den kovending i forhold til valgkampen. For der husker jeg fru Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne være meget kategoriske i en afvisning af topskattelettelser, men det glæder mig, at Danmarksdemokraterne godt kan se fornuften i at gøre det mere attraktivt at yde en ekstra indsats. Så har Danmarksdemokraterne et ønske om at ændre grænsen, mens vores forslag er at halvere topskattesatsen for 250.000 hårdtarbejdende danskere. Vil Danmarksdemokraterne anerkende, at en sådan øvelse er med til at øge arbejdsudbud og er med til at øge velstanden i Danmark?

Ordføreren.

Jeg kan med sikkerhed sige, at vi hele tiden har haft lige præcis den her tilgang til topskat med at flytte grænsen. Det havde vi også i valgkampen, hvor det i øvrigt blev diskuteret flittigt, så jeg tror, at kovendinger vist primært er noget inden for Venstre – CO 2 og landbrug. Det er bare lige for at få det på plads. Når vi diskuterer skat, vil det kunne øge arbejdsudbuddet, ja, men spørgsmålet er bare, hvordan vi mest af alt får noget ud af det her omkring skat, og hvordan vi får størst mulighed for at øge arbejdsudbuddet. Og er der også noget andet i det? Ja, det er der, for vi vil gerne gøre det nemmere for flere at komme til at arbejde.

Der er simpelt hen ikke mere tid. Vi bliver alle sammen nødt til at overholde tiden, også så det ikke bliver en alt for sen aften, i forhold til hvad det bliver i forvejen. Fru Monika Rubin fra Moderaterne.

Tak for talen. Ordføreren sagde: Sundhedsvæsenet er i dyb krise og er en bunden opgave, men der er ikke tid til det, så jeg glæder mig til debatten. Og den mulighed får ordføreren så nu. Jeg vil rigtig gerne spørge ind til, hvad det egentlig er, Danmarksdemokraterne tænker i forhold til vores sundhedsvæsen. Hvordan forbedrer vi det? Jeg synes, at Danmarksdemokraterne er forbavsende tavse i den her debat. Hvordan sikrer vi mere sammenhæng på tværs af de forskellige sektorer, altså i den her bermudatrekant, der bliver talt om? Jeg kan forstå, at Sundhedsstrukturkommissionen i hvert fald ikke er en god idé. Så hvad er det konkret, vi skal løse, hvis vi skal løse det f.eks. i morgen?

Ordføreren.

Vi kommer ikke til at løse det her i morgen. Jeg ved godt, at det var sådan noget, som Lars Løkke Rasmussen, der nu er udenrigsminister, sagde i valgkampen, altså at det var noget, han kunne løse i morgen, hvis han kom til – jeg stod selv i partilederdebatter – og hvis hr. Lars Løkke Rasmussen kom i regering, var det tiptop, og alting kunne lige blive løst i morgen. Det var i øvrigt også ham selv, der havde lavet den tidligere reform, som var, undskyld udtrykket, helt plim, og det måtte enhver da kunne se, så nu skulle vi lige have det ændret, og det ville ske i morgen. Der er så ikke sket noget siden da – jo, der er sket én ting, og det er, at sundhedsvæsenet i højere grad, efter min mening, er ved at bryde sammen. Kig på Region Midtjylland, hvor man jo kan se, hvordan patienter i værste fald dør på sygehusene, fordi behandlingen ikke er i orden. Vi skal have kigget på strukturen; vi skal have kigget på sammenhængen mellem behandlingerne. Jeg har ligesom stort set alle andre, tror jeg, jo også haft et nært indblik i sundhedsvæsenet på et tidspunkt i mit liv, og det, jeg kunne se, var, at der er ekstremt mange dygtige mennesker i sundhedsvæsenet, men at det tværgående forløb mangler, og jo mere komplekse sygdomsforløbene bliver – de bliver mere komplekse – jo mere er der brug for en mere tværgående faglig indsats.

Spørgeren.

Mange tak for svaret. Men jeg synes egentlig ikke, at jeg fik svar på det helt konkrete: Hvad er det, vi skal gøre for at bedre det her? Moderaternes analyse var, at hvis det var sådan, at vi nedlagde regionerne og skabte ét sygehusvæsen, så ville man i hvert fald ikke få de her siloer, som vi har i regionerne. Vi anerkender også fuldt ud, at vi ikke har haft de ressourcer til at lave de analyser, som Sundhedsstrukturkommissionen har, så derfor er vi fuldt ud åbne for at lytte til, hvad de kommer med. Så jeg vil egentlig bare gerne spørge ordføreren: Når nu Sundhedsstrukturkommissionen kommer med nogle anbefalinger, er der så noget specifikt, som Danmarksdemokraterne vil lægge mærke til?

Værsgo.

Ja, der er meget. Og jeg kan sige, at vi ikke går ind for, at regionerne skal afskaffes. Men når det er sagt, er der ingen tvivl om, at man skal kigge på indholdet i regionerne, for der er nogle ting, der ikke spiller i dag. F.eks. undrer det også mig, at vi har forskellige patientjournalsystemer i hele landet. Jeg mener, det er en bunden opgave, at vi får det på plads, og at man får ét enkelt patientjournalsystem. Jeg tror, at vi kommer til at tilføre flere midler, også til det her område. Det handler om bureaukratiet. Man kunne se i coronatiden, hvordan det jo rent faktisk betød, at man, når man selv kunne tilrettelægge sit arbejde, også fik mere fra hånden.

Så er det fru Signe Munk fra Socialistisk Folkeparti.

Det kan godt være, at ordføreren tænker: Skal vi tale om det her igen på det samme sted og så dog ikke helt på det samme tidspunkt? Og så er det bare, jeg siger: Ja, det skal vi, ordfører. Jeg vil nemlig gerne spørge ind til seniorpensionen, og det vendte vi også ved afslutningsdebatten. Så det er derfor, jeg lige deklarerer, at jeg faktisk godt kan huske det. Jeg tror, der var rigtig mange danskere, der blev ret lettet, da Danmarksdemokraterne i valgkampen sagde, at de ville stå vagt om seniorpensionen, og derfor vil jeg egentlig bare høre, om Danmarksdemokraterne er klar til at kæmpe for den forbedring, der jo var blevet aflyst af regeringen, altså omkring arbejdsevnekravet, hvor der egentlig var en aftale om, at det skulle hæves fra 15 til 18 timer. Men nu er Socialdemokratiet jo løbet fra den aftale med den samlede regering. Så er Danmarksdemokraterne klar til at kæmpe for seniorpensionen nok en gang?

Ordføreren.

Jeg vil sige det sådan, at jeg synes, det er lidt mere komplekst end som så. Helt grundlæggende må det være sådan, at er man nedslidt, skal man ikke være på arbejdsmarkedet. Og så vil jeg også sådan helt grundlæggende sige, at jeg synes, vi har mange ordninger. Vi vil gerne være med til at kigge på, om man kan slå nogle af ordningerne sammen, om man kan kigge på bureaukrati, og om man kan kigge på alle de ting. Det vil vi meget gerne være med til. Men jeg vil ikke i dag stå og love, at vi vil ændre seniorpensionen i den ene eller den anden retning og lige præcis med bestemte timetal. Men jeg kan garantere for, at vores helt klare krav er, at er man nedslidt, skal man ikke være på arbejdsmarkedet, og det tror jeg at vi kan samles om. Hvordan ordningerne så skal skrues sammen, vil vi gerne være med til at kigge på, og vi vil også gå meget konstruktivt ind i det. Men endemålet må være, at er man nedslidt, skal man ikke være på arbejdsmarkedet længere. Så skal man være på en eller anden form for ydelse, der gør, at man kan komme væk fra arbejdsmarkedet.

Spørgeren.

Seniorpensionen er jo netop henvendt til de danskere, som er nedslidte, og derfor er vi i SF også meget optagede af, at vi gør noget for netop den gruppe meget hurtigt. Ved finanslovsforhandlingerne har Dansk Folkeparti og SF meldt meget klart ud, at vi vil kæmpe for at få hævet arbejdsevnekravet til 18 timer. Skal vi så forstå det sådan på Danmarksdemokraterne, at man ikke er nedslidt, og at man ikke skal være berettiget til en seniorpension, når man kun kan arbejde 18 timer om ugen?

Ordføreren.

Det, jeg siger, er, at jeg synes, vi skal kigge på det i lidt bredere forstand, så vi kan kigge på de ordninger, der er. Der er mange ordninger i dag, og der er et vist overlap i nogle af ordningerne. Men helt grundlæggende set skal man selvfølgelig ikke være på arbejdsmarkedet, hvis man er nedslidt. Så jeg vil egentlig hellere svare sådan på det, at vi vil gå meget konstruktivt ind i det her, men at vi sådan set har det ene krav, som er, at er man nedslidt, skal man ikke være på arbejdsmarkedet. Så vil vi gerne være med til at kigge på ordningerne og på, om de kan moderniseres, og om det kan gøres bedre, så vi sikrer, at det er de rigtige, der ikke er på arbejdsmarkedet længere.

Så er det hr. Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance.

Tak. Jeg er egentlig blevet lidt inspireret af ordføreren, for fru Inger Støjberg har jo på det seneste spurgt en del Venstrepolitikere om, hvilket hold de er på i forhold til CO 2 -afgiften: Er de på Asger Christensens hold eller bælgfrugtholdet? Men jeg kunne egentlig også godt tænke mig at spørge på et andet område, hvilket hold fru Inger Støjberg er på, nemlig når det kommer til diskussionen om en toptopskat. Der er jo det hold i Venstre bestående af gamle koryfæer som Carl Holst og Thor Pedersen, som mener, at topskatten er en fjollet og tåbelig symbolpolitisk idé, og så er der det øvrige Venstrehold, der mener, at det jo ikke er så galt. Hvilket af Venstreholdene er fru Inger Støjberg egentlig på i den forbindelse?

Ordføreren.

Altså, allerførst tror jeg, man må sige, at jeg ligesom blev sat af holdet, altså af Venstreholdet, på et tidspunkt. Sådan kan det gå, ikke også? Men sådan var det. Altså, når det kommer til toptop eller tiptop, eller hvad det hedder – det er altid sådan noget med tiptoptop, når nu det er hr. Lars Løkke Rasmussen, der har fundet på det – vil jeg sige, at det er hr. Lars Løkke Rasmussens påfund, men vi udelukker ligesom ikke noget på forhånd. Vi vil meget gerne med ind i de her skatteforhandlinger, når vi kommer dertil. Men som jeg også sagde til hr. Torsten Schack Pedersen, er vores fokus helt klart først og fremmest at få lettet skatten på arbejde i bunden. Er der råd til det, og er der flere penge, så er det næste mål for os ligesom at få hævet grænsen for, hvornår man skal betale topskat. Men alt det der med tiptop og top og alt muligt ser noget komplekst ud. Men vi afviser ingenting på forhånd.

Spørgeren.

Det er godt at høre. Det må være Carl Holst-holdet. Nå, det er jo ikke kun skidt, der er kommet ind i det her regeringsgrundlag. Et område, hvor der faktisk er kommet et fint aftryk, måske fra Venstre, er faktisk i forhold til generationsskiftebeskatning, og det ved jeg også ligger ordføreren meget på sinde i forhold til at sikre vækst og udvikling i landdistrikterne. Og der vil jeg egentlig høre ordføreren, om ordføreren vil være enig i, at det måske vigtigste i den forbindelse ikke nødvendigvis kun er at sænke beskatningen ved generationsskifte, men også sikre et mere retfærdigt retsgrundlag, som selve beskatningen sker ud fra.

Ordføreren.

Ja. I det produktionsdanmarksforslag, som vi kom med, var et af elementerne præcis generationsskifteskatten, som vi mener skal ned på de 5 pct., som var ambitionen for den tidligere borgerlige regering, hvor man nåede ned til 6 pct. – der mangler lige det sidste. Men det har en meget, meget stor betydning, når et ungt menneske skal overtage familievirksomheden. Om den er stor eller lille, har det en enorm betydning. Det andet her, hr. Alex Vanopslagh peger på: Ja, det bliver vi også nødt til at få set på, for vi kan simpelt hen ikke byde unge mennesker, der skal ind og overtage en virksomhed, at selve grundlaget er uklart, og at man dermed skal bruge alle kræfterne på det i stedet for at komme i gang med at drive den familievirksomhed videre, som man meget gerne vil drive videre.

Så er det fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti.

Undskyld, jeg blev lige forstyrret af en meget lækker slikpose. Sukker skal der til. Mange tak til fru Inger Støjberg for en rigtig, rigtig god tale. Jeg vil spørge lidt ind til familien, for når familien har det godt, har Danmark det godt. Det vurderes, at mellem 1 og 5 pct. af alle danske børn i Danmark har ufrivilligt skolefravær. Det koster samfundet næsten 2 mia. kr., det har kæmpestore konsekvenser for barnet, der bliver ensomt og ikke oplever det fællesskab, der ligger i at komme i skolen, og det har enorme konsekvenser for den samlede families trivsel. Rigtig mange bliver skilt, 16.000 forældre modtog i 2022 tabt arbejdsfortjeneste på grund af barns skolefravær, og det er alt i alt en meget ulykkelig situation. Har man hos Danmarksdemokraterne gjort sig overvejelser om, hvordan vi undgår, at så mange børn ikke kommer i skole, og den konsekvens, det har for familien?

Ordføreren.

Jeg vil i hvert fald sige, at det er noget, der skal fylde meget i de folkeskoleforhandlinger, der jo meget snart skal i gang. Jeg forventer – og det tror jeg alle gør – at regeringen kommer med sit udspil om folkeskolen allerede i den uge, vi går ind i. Det er helt rigtigt med de tal, som fru Lise Bertelsen også lægger frem, at der er ekstremt mange børn, som enten lider af skolevægring af den ene eller den anden grund, eller som har fravær af den ene eller den anden grund, og det bliver vi nødt til at se på. Det kan være et spørgsmål om, om skolen kan rumme alle, og om skolen også skal rumme alle, sådan som det er i dag. Det kan være noget med læringsmiljøer. Vi ved, at der f.eks. er mange drenge, der har rigtig svært ved at finde sig til rette i skolen, og derfor må jeg også sige, at noget af det, som jeg hørte i statsministerens tale forleden om, at man også vil skabe plads til mere praktiske fag og kigge i den retning, kan vi se os fuldt og helt i. I øvrigt vil jeg kvittere for den del af statsministerens tale om folkeskolen og om, hvad folkeskolen skal kunne og rumme i fremtiden.

Spørgeren.

Tænker Danmarksdemokraterne ligesom Det Konservative Folkeparti, at en permanentgørelse af korte skoledage vil give vores børn og unge mennesker en mere fair chance for at dyrke fritidsinteresser og fællesskaber, som al forskning i øvrigt peger på er den rette vej til trivsel og har en kæmpestor forebyggende effekt mod ensomhed og mistrivsel, som vi desværre ser alt for ofte hos børn og unge?

Ordføreren.

Ja, det kan jeg sagtens se mig selv i, og det fornemmede jeg sådan set også på statsministerens tale er noget af det, der kommer til at være indholdet i det, som regeringen kommer til at fremlægge i næste uge, og som jeg ser meget frem til. Jeg tror ikke, man kan finde et eneste folketingsmedlem, der ikke vil være enig i, hvor vigtigt det er med fællesskaber, og hvor vigtigt det er, at børn og unge også får mulighed for at styrke de fællesskaber. Så skal vi selvfølgelig også bare være sikre på, at de fællesskaber eksisterer, og at alting ikke bare handler om skærm, som det også er blevet sagt tidligere. Jeg håber virkelig, at vi på en eller anden måde kan tage politikken lidt ud af folkeskolereformen, som vi skal i gang med, så det er børnene, der kommer i centrum, i stedet for alle mulige små særinteresser.

Tak for det. Så er det fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Fællesskaber, hvor vigtige fællesskaberne er, og om børn har mulighed for at deltage i det, som fru Inger Støjberg lige har talt om, er noget af det, jeg faktisk gerne vil spørge ind til. Det spørgsmål, fru Inger Støjberg stillede til Socialdemokratiets ordfører, kredsede lidt om det samme, nemlig om den enlige mor med tre børn og den sociale balance i vores samfund. I dag er 23 fagforeninger og organisationer kommet med et meget vigtigt opråb til regeringen, og det handler om, at vi skal gøre noget for at bekæmpe børnefattigdom. Det er så vigtigt. Er der noget, der rammer børns muligheder for at kunne indgå i fællesskaber, så er det, når de vokser op i fattigdom. Derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, hvor Danmarksdemokraterne står her. Hvad er partiets politik? Mener fru Inger Støjberg, at vi har et problem, når børn i Danmark vokser op i fattigdom? Og i så fald: Hvad skal vi så gøre ved det?

Ordføreren.

Jeg vil først og fremmest sige det sådan, at den bedste vej ud af at være i en indkomstgruppe, der er meget lav, altså hvor man har en meget lav indkomst, er jo at få sig et arbejde og komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg mener også, at det er den allerbedste måde til, at børn får et forbillede for at gå på arbejde hver eneste dag, og at det har værdi for deres opvækst. Jeg ved jo, at der i hvert fald er ligesom to elementer, der kan spille ind i det: Det ene er, at vi får skruet et ydelsessystem sammen, så det altid kan betale sig at arbejde, og det andet element er jo – jeg ved, at det er noget af det, regeringen også kigger på i øjeblikket – at sikre, at man får mest muligt ud af at arbejde, ved at der også bliver kigget på skatten i bunden, så det er der, skattelettelser bliver prioriteret. De to ting synes jeg er helt afgørende for at sikre, at færrest mulige vokser op i et miljø, hvor der er meget få penge at gøre med. Det handler om at komme ud på arbejdsmarkedet.

Spørgeren.

Tak for svaret. Den del om skattelettelser i bunden er vi fuldstændig med på. Jeg synes dog, at der mangler noget i forhold til det her med, om det kan betale sig at arbejde. Selv da vi sikrede tilskuddet til nogle af de fattigste børnefamilier i Danmark, kunne det stadig betale sig at arbejde, men endnu bedre var det, at vi faktisk kunne se, at det havde en positiv betydning. Det at få flere penge mellem hænderne gav overskud til at kunne søge flere jobs. På en eller anden måde giver det jo sig selv, at hvis man ikke skal bekymre sig om, at køleskabet er tomt i slutningen af måneden, at barnet ikke kan gå til fodbold, og andre ting, så giver det overskud. Skal vi ikke sikre, at vi holder hånden under de fattigste børn i Danmark?

Ordføreren.

Jeg tror simpelt hen også, at det handler om den indsats, der er i arbejdsmarkedssystemet, for dem, der nu står uden for arbejdsmarkedet, altså er arbejdsløse. Det er jo blevet enormt rigidt, og det er efterhånden blevet systemet, man tager mere hensyn til, end de mennesker, der er der. Derfor skal vi også have kigget på hele jobcenterområdet og have det forenklet. Så jeg er faktisk meget lidt enig med spørgeren i, at hvis man får en højere overførselsindkomst, vil det også gøre, at man har lettere adgang til at komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg mener, at en aktiv arbejdsmarkedspolitik med et ydelsessystem, der gør, at det altid kan betale sig at arbejde, og så skattelettelser i bunden vil gøre det.

Det er, som om dem, der har været i Folketinget meget, meget længe, ignorerer tiden og opfatter uret som vejledende. Det er det altså ikke. Nu er det hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Det kommer jo næppe bag på nogen, at der er en hel del spørgsmål, som Inger Støjberg og jeg ser forskelligt på, herunder CO 2 -afgiften på landbruget. Men der er jo altså også ting, vi ser ens på, og jeg vil gerne takke for den virkelig gode tur, vi havde sammen til Lemvig i sidste uge, hvor vi jo besluttede os for at stå sammen mod de nedskæringer, som regeringen lægger op til på de gymnasier, der ligger i yderområderne, hvor vi jo tværtimod gerne vil understøtte uddannelsesinstitutionerne. Jeg har været helt overvældet over den reaktion, vi har fået. Der er i hvert fald kommet reaktioner i min indbakke fra en lang række gymnasier, der ligger i yderområderne. Så det tror jeg der er perspektiv i, og jeg tror også, vi kan vinde den. Men det, jeg så vil spørge fru Inger Støjberg om, er: Kunne man forestille sig, at vi ligesom udvider det samarbejde til også kigge på andre uddannelsesinstitutioner end gymnasierne i yderområderne? Jeg tænker f.eks. på velfærdsuddannelserne, hvor man jo forsøgte sig med en udflytningsplan, som vi var imod, og som nu er trukket tilbage, men derfor er der jo stadig brug for velfærdsuddannelser i Udkantsdanmark.

Tak. Ordføreren.

Jeg må sige, at det ganske enkelt var en meget ny oplevelse pludselig at stå side om side med en radikal på den her måde, men man kan åbenbart også lære gamle hunde nye tricks. Nu tør man snart ikke at nævne hunde herinde i den her tid. Men når det er sagt, må jeg sige, at vi jo dér ser ens på det, og det er jo så egentlig det, spørgsmålet handler om. Jeg tror, vi ser helt ens på vigtigheden af, at der også er uddannelser i yderområderne. I forhold til de steder, hvor man har flyttet uddannelser ud, i hvert fald i forhold til en del af stederne, kan man faktisk se, at der simpelt hen er en højere søgning dertil. I Aars har man lagt en social- og sundhedsafdeling, altså en skole. Man kan se, at der kommer flere elever dertil, som sandsynligvis ellers ikke ville have fået en uddannelse. Så det har en stor betydning, men det koster, og det er vi altså også villige til at prioritere, for det er hamrende vigtigt, når vi skal have Danmark til at hænge sammen.

Værsgo for anden korte bemærkning.

Jeg er ikke overbevist om, at man med vold og magt skal skære ned på uddannelser i byerne for at gøre dem bedre i yderområderne, men jeg er helt med på at udvide vores alliance til også at kigge på velfærdsuddannelser og kigge på andre videregående uddannelser uden for de store byer. Der er ingen tvivl om, at det koster mere på taxameteret, uanset om vi snakker gymnasier, velfærdsuddannelser eller universitetsuddannelser. Jeg vil håbe, at det ikke skal ske på bekostning af uddannelser i byerne, for jeg tror, vi har råd til begge dele, og jeg synes, at alle unge i det her land, uanset hvor de bor, skal have mulighed for at få en god uddannelse.

Tak, ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i, og så tror jeg i øvrigt, det er vigtigt også at få kigget på, at der ikke bare ligger en enkelt uddannelse. For det er klart, at hvis man som ung skal have en uddannelse og det ikke lige er i en af de allerstørste byer, så vil man også gerne have, at der er et ungdomsmiljø, ellers flytter man næppe derover, og det kan man simpelt hen heller ikke fortænke de unge i. Man kan se det i Hjørring, hvor de faktisk har haft relativt stor succes med det, altså at få sådan en bioanalytikeruddannelse, som ligger i en fin campus sammen med andre uddannelser. Så jeg synes, man skal lade sig inspirere af det.

Tak. Så er den næste korte bemærkning til hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Det er lidt i forlængelse af det, som SF spurgte ind til, nemlig det om seniorpensionen. Det er jo noget af det allervigtigste, vi sådan set har, for de allermest nedslidte danskere. Man skal huske, at bare for at komme i betragtning til at få en seniorpension skal man altså være bevisligt nedslidt. Det er folk, der har en arbejdsevne på nuværende tidspunkt på omkring 15 timer om ugen – som vi jo egentlig havde en aftale sammen med Socialdemokraterne om at sætte op til 18 timer – og det er altså det, man maksimalt kan yde i arbejdsevne om ugen. Danmarksdemokraterne nævner så, at de måske er klar til at kigge på en aftale, hvor man egentlig afskaffer seniorpensionen. Det vil jeg sådan set bare spørge ind til. Er det rigtigt forstået, at man i Danmarksdemokraterne er med på eventuelt at lave en sløjfning af seniorpensionsordningen?

Ordføreren.

Nej, altså, jeg vil gerne svare, ligesom jeg gjorde til SF. For os er det vigtige, at man ikke er på arbejdsmarkedet, hvis man er nedslidt. Så skal der være en ordning. Jeg vil så sige, at jeg også synes, at der er mange ordninger i dag. Det er bare ikke sikkert, at de spiller helt optimalt sammen. Så måske skulle man prøve at kigge på ordningerne lidt bredere i stedet for bare lige at kigge på seniorpensionen og på, om man skulle flytte timegrænsen der. Men endemålet og kravet fra vores side er, at hvis man er nedslidt, skal man ikke være på arbejdsmarkedet længere. Og der har jeg en fornemmelse af, at vi ikke står særlig langt væk fra hinanden. Om det så hedder det ene eller det andet, er måske ikke det, der er det allervigtigste for os. Det er, om systemet er til at finde ud af, og at man får muligheden for at få en ordentlig og værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, hvis man er nedslidt.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jamen det var jo sådan set en ordning, der var sikker. Lige indtil Socialdemokraterne valgte at løbe fra et valgløfte og nu går ind for at afskaffe seniorpensionen, var det jo rent faktisk noget, som havde givet rigtig mange danskere ro på. For dem, der har en arbejdsevne på de her maksimalt 15 timer, kan da søreme ikke have det ret godt lige nu rundtomkring i hele landet, nu da de ved, at den ordning, de måske har gået og set frem til at komme på, rent faktisk bliver afskaffet. Så jeg synes da, at det er dybt problematisk, hvis Danmarksdemokraterne åbner op for eventuelt at gå med i en aftale om en afskaffelse. Det ville jeg da synes var yderst bekymrende.

Ordføreren.

Jeg tror, det er lidt en overfortolkning af det, jeg sagde. Det, jeg sagde, var, at det er helt afgørende for os, at man ikke er på arbejdsmarkedet, hvis man er nedslidt – men at man netop får en værdig afgang fra arbejdsmarkedet. Og det vil vi meget gerne være med til at kigge på, og det tror jeg i øvrigt at vi er relativt fælles om at mene, altså at det må være endemålet for det her. Så jeg vil bare sige, at det for os er afgørende, at der er ro på det her område, og jeg har heller ikke meget fidus til det der med, at man hele tiden kaster de her ordninger op og skaber den utryghed, som hr. Nick Zimmermann så rigtigt omtaler. For det skaber utryghed, når man gør det her.

Tak. Så er det fru Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen fra Alternativet. Værsgo.

Tak for talen. Dansk landbrug er en af de mest drivhusgasudledende i verden, hvis det står til mig. Set i forhold til hele vores land står de for en tredjedel af vores samlede udledning af drivhusgasser. Så mener ordføreren ikke, at det er relevant, at man skal lægge en CO 2 -afgift ned på landbruget for faktisk at nå i mål med vores klimamål og gøre noget for den grønne omstilling?

Ordføreren.

Nej, jeg mener ikke, at en CO 2 -afgift på landbruget er en god idé. Hvis man bare lige skal prøve at tage nogle tal, har Venstres europaparlamentariker Asger Christensen lagt tallene fra sin egen gård frem for, hvor meget CO 2 han udleder pr. liter mælk, han afleverer til mejeriet, og han udleder 0,91 kg CO 2 pr. liter mælk. Hvis vi kigger på det på verdensplan, kan vi se, at man udleder 2,9 kg CO 2 pr. liter mælk. Så det vil sige, at det er 2 kg CO 2 mere pr. liter mælk, og hvis Asger Christensen lukker sin gård, vil den mælk jo blive produceret i et land, hvor udledningen af CO 2 er meget højere, og derfor vil det ikke være godt for klimaet på verdensplan. Og jeg tænker, at det, hvis der er noget, som man kan sige det er vigtigt at man handler sammen om, så er klimaet, fordi klimaet som bekendt ikke kender nogen grænser. Så derfor vil det med Asger Christensens ord være tudehamrende tosset at pålægge en klimaafgift på landbruget.

Tak. Jeg skal høre, om der ønskes en anden kort bemærkning. Værsgo.

Ordføreren bliver ved med at hævde, at vi har en af verdens mest klimavenlige landbrug. Jeg er ikke enig i den påstand, og det er CONCITO og flere eksperter heller ikke. Der er simpelt hen ikke belæg for at sige, at vi har et af verdens mest klimavenlige landbrug. Så derfor vil jeg igen spørge ordføreren, om det ikke er relevant at lægge en CO 2 -afgift på landbruget for at sikre, at det bliver mere plantebaseret og mere regenerativt.

Ordføreren.

Jamen altså, prøv at høre her: Vi kommer simpelt hen ikke til at drikke havredrik og spise bælgfrugter allesammen. Jeg kan lige så godt sige det. Altså, det må man jo gerne drikke og spise, hvis det er det, man vil. Men man kommer bare heller ikke udenom, hvis man kigger på dansk landbrug og på Asger Christensens tal, at det ikke er fup og fidus. Men det er jo rigtige tal, og han udleder meget mindre CO 2 pr. liter mælk, end man gør på verdensplan. Og nej, det er ikke fup og fidus. Det her er rigtige tal, og det er derfor, det er tudehamrende tosset at få nedlagt dansk landbrug for så at få produceret mælken i Polen eller andre steder.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for at være forkæmper for, at jeg ikke behøver at leve af bælgfrugter og af havredrik. Det er jeg meget glad for, og jeg ville også svinde ind til nærmest ingenting, hvis jeg blev tvunget til kun at leve af det. For at fortsætte ud ad et spor, som egentlig er usædvanligt for mig, så vil jeg faktisk både rose ordføreren, men også statsministeren, i forhold til at vi skal kigge på skolerne. Og det skal vi forhåbentlig gøre uden at være ideologiske og politiske, men med børnene for øje. Og hvis man går ud ad den tangent, som da vi snakkede takster på f.eks. gymnasierne, så er virkeligheden jo også, at vi måske også skal kigge på de takster, vi er villige til at betale for at have skoler i landsbyerne. For lige nu lukkes der i vores region rigtig mange skoler, fordi kommunerne mener, at en centralisering er det bedste. Samtidig med at man lukker skolerne, kan børnene ikke komme i skole. Så jeg ved ikke lige, hvem der havde tænkehatten på, da de fandt på det. Virkeligheden er til gengæld også, at det koster lidt mere pr. elev at have en skole i en landsby. Så når vi skal tale skoler, synes jeg også, vi skal tale sammen om, om vi skal have skoler også uden for storbyerne, i landsbyen. Er Danmarksdemokraterne uenige i, at vi også burde se på taksten?

Ordføreren.

Jeg vil sige det sådan, at jeg ikke er bekymret for at få ros af hr. Kim Edberg Andersen, men at jeg måske er lidt bekymret for at få ros sammen med statsministeren. Det er i hvert fald meget, meget sjældent, og så bliver jeg helt nervøs, når hr. Kim Edberg Andersen er så positiv, altså for, om der spiller noget med bælgfrugter eller noget ind i det. Men når det er sagt, er jeg ethundrede procent enig i, at det er afgørende, at der også er folkeskoler i landdistrikterne. Og ja, der er heller ingen tvivl om, at det også kan komme til at koste lidt mere. Men det, man bare skal se på, er, om vi vil holde liv i landdistrikterne og i yderområderne, eller om vi ikke vil. Når først skolen lukker, kan jeg garantere for, at man så vil kunne se den der fraflytning fra et område, fordi det betyder uendelig meget, om man har 5 eller 8 km til skole, eller om man har 20 km til skole, når man ikke er ældre end de børn, der går i folkeskolen. Jeg er hundrede procent enig med hr. Kim Edberg Andersen i det.

Ordføreren for den anden korte bemærkning.

Tak for det. Så går vi et andet sted hen, for min forhåbentlig kommende partiformand nævnte jo tidligere, at der skulle til at være test af nogle vindmøller i Vadehavet, og det er vi ikke vilde med, jo også fordi vi i Nordjylland ved, hvor høje de møller bliver. Vi har Østerild deroppe, og vi kan se, at der i Østerild er nogle møller, der er knap 300 m høje, og der kan I gå ud og skridte det af og se, hvor højt det egentlig er. Der var jo en snak om, at vi bare skulle bide det i os. Det var Moderaternes ordfører, som sagde, at det måtte vi bare lære at leve med. Er fru Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne enige i, at vi skal lade være med at pille ved, at borgerne har lov til at gøre indsigelse og anke imod grøn omstilling?

Tak. Så er det ordføreren.

Ja, jeg må altså også sige, at jeg synes, at det var en mærkværdig udtalelse, og især også når man lige kigger lidt på tallene. Hvis vi tager de 34 hovedstadskommuner, der er, kan vi spørge, hvor mange af dem der mon så har udlagt noget areal til netop noget vedvarende energi. Fire. Fire ud af 34 kommuner, og jeg må bare sige, at jeg, når jeg bevæger mig rundt, simpelt hen ikke kan fralægge mig, at det lige præcis er i de 34 hovedstadskommuner, man står og råber allermest på flere vindmøller, flere solceller. Så må man jo altså også selv lægge nogle tage og nogle områder til, når det er sådan, at der skal laves noget af det her, og så skal borgerne altså høres noget mere – og kompenseres.

Tak. Så er det fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne lige læse noget op. Det er et lille citat, jeg har fundet: »Det er så vanvittigt, at jeg har vundet! Jeg er glad og føler, at jeg har lært en masse, og jeg glæder mig enormt meget til at skulle i gang med at træne til EM i Skills.« Det kommer fra en, som ikke er omtalt i forbindelse med Produktionsdanmark, men som går på en erhvervsskole, nemlig hende, der stiller op i DM i Skills for sosu'er. Jeg vil bare høre ordføreren, om hun ikke tænker, at vi også skal huske alle elever, som går på de erhvervsuddannelser, som kommer til at hjælpe os på velfærdsområderne, som vi har brug for, og som vi har brug for at understøtte.

Ordføreren.

Det kan jeg garantere fru Camilla Fabricius for at jeg er hundrede procent enig i. Jeg var så heldig, at jeg var til DM i Skills, i øvrigt sammen med fru Karina Adsbøl, der sidder i formandsstolen nu, og hvor var det bare en god oplevelse. Der så vi netop også, hvordan hele sosu-området deltog i det, og hvor imponerende det, de kæmpede om, egentlig var. Jeg ved også, at der efterfølgende har været et EM. Jo, dem skylder vi præcis lige så stor anerkendelse og præcis lige så stor opmærksomhed som dem, som vi normalt taler om, når vi taler erhvervsskoler. Selvfølgelig gør vi det.

Jeg kan ikke se, at spørgeren har trykket sig ind for en anden kort bemærkning. Ønskes der en anden kort bemærkning? Værsgo. Husk, at man skal trykke sig ind.

Tak, formand. Så er jeg også glad for, hvis det næste gang, når vi står her og ordføreren også refererer til Danmarksdemokraternes egen hjemmeside, er sådan, at den fejl måske lige er rettet, så sosu-uddannelserne også bliver nævnt i forbindelse med erhvervsskolerne. Det er i hvert fald vigtigt for Socialdemokratiet. Når vi har sat 900 mio. kr. af, gælder det selvfølgelig også vores velfærdsuddannelser og de seje sosu'er.

Ordføreren.

Jeg tror, det er svært at opbygge en stor uenighed om det her område. Så nogle gange skal man også bare anerkende, at der er ting, som man kan samles om her i Folketingssalen, også selv om det nogle gange går hedt for sig.

Tak. Så er det hr. Kim Valentin, Venstre.

Tak for det, og tak til ordføreren en tale, som jeg vil tillade mig at sige ikke var en positiv tale, men trods alt en tale, som satte fingeren på mange problemstillinger. Det, som jeg vil følge op på, er Torsten Schack Pedersens spørgsmål. I Venstre mener vi, at skattelettelser er en vigtig måde at give folk en ekstra motivering for at arbejde. Der er 250.000 danskere, som får en skattelettelse i den skatteplan, der ligger i regeringsgrundlaget. Kan Danmarksdemokraterne støtte den skatteplan?

Ordføreren.

Man har i hvert fald ikke sagt for meget, hvis man siger tak for en tale; så har man da i hvert fald ikke overgjort det. Og så kan vi alle sammen gå herfra med rank ryg. Når det er sagt, vil jeg sige, at vi meget gerne vil ind at diskutere en ny skattereform, meget gerne. Men som sagt ligger vores fokus på at få sænket skatten i bunden, så det bedre kan betale sig at arbejde og det bedre kan betale sig at arbejde for flere. Det andet fokuspunkt, vi har, er, om der så er penge til det. Så er vi ikke bange for at flytte grænsen for, hvornår man skal betale topskat. Men det der med toptopskat og alle udenrigsministerens idéer og kasten bolde op synes jeg ofte er mere spændende at høre om, end det er at diskutere, når man kommer til realiteterne. Men lad os nu se, hvad der ligger i det.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Så man er imod toptopskatten, men man er for at sløjfe topskatten – eller hvad? Altså, det er lidt svært at få helt fat på. Men så lad mig spørge mere præcist. Når man går i forhandlingsrummet, vil man så have mindre end det, der ligger i skatteplanen fra regeringen af skattelettelser, eller vil man have flere skattelettelser end det, der ligger i planen fra regeringen?

Ordføreren.

Jamen allerede på folkemødet på Bornholm – og nu skal jeg jo ikke kunne sige, om hr. Kim Valentin lige var der til at høre min tale; det kan være, at han gemte sig i masserne – ville hr. Kim Valentin også have hørt, at vi sådan set vil have større skattelettelser på arbejde. For os er det meget, meget vigtigt, at det bedre kan betale sig at arbejde. Vi har som sagt to ting, som vi går ind til bordet med, men derfor kan vi jo godt diskutere andet, og de to ting er, at vi vil have sænket skatten i bunden, og at hvis der er penge til det, er vi ikke bange for at flytte grænsen for, hvornår man skal betale topskat.

Tak. Så går vi til den sidste korte bemærkning. Hr. Frederik Vad fra Socialdemokratiet er klar.

Tak for det. Jeg har faktisk et spørgsmål til ordføreren om hendes syn på udenlandsk arbejdskraft, som jeg ville ønske jeg kunne have stillet til afslutningsdebatten, men jeg kom lige præcis ikke på, og jeg er ikke blevet klogere hen over sommeren, vil jeg sige. For der er lidt en tendens her i Folketingssalen efter valget, har jeg lagt mærke til, til, at når Danmarksdemokraterne skal være stramme og faste på udlændingeområdet, sender de partiformanden, og når der så skal leveres nogle andre lidt mindre fede strammende budskaber på udlændingeområdet, sender man nogle andre. Jeg har siddet til en debat hernede omkring udenlandsk arbejdskraft, hvor fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne sagde: For mig er det sådan set ligegyldigt, hvilket land den arbejdskraft kommer fra, så længe den bidrager til virksomhederne i Danmark. Mener fru Inger Støjberg også det? Er det fuldstændig ligegyldigt, hvor i verden, den store vide verden, den udenlandske arbejdskraft, vi får herop, kommer fra?

Ordføreren.

Nu tror jeg nu nok, at jeg har taget min del af debatterne her i Folketingssalen og gør det også fremadrettet. Jamen vi har det sådan med udenlandsk arbejdskraft, at vi ikke kommer udenom, at vi skal have udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Vi kommer ikke udenom, at danske virksomheder ikke kan drives. Vi mangler simpelt hen hænder, og derfor kommer det også til at kræve udenlandsk arbejdskraft. Svaret er ikke kun udenlandsk arbejdskraft; det er også flere ind på erhvervsskolerne, og det er også at få sænket skatten på arbejde. Der er rigtig mange ting i det. Det gælder også at få folk til at gå op i tid, hvis man kan gøre det mere attraktivt, f.eks. også ved at sænke skatten. Men jeg har det ærlig talt sådan, at det jo må være kvalifikationerne, der er de vigtige, og så vil jeg da bare være ærlig og sige, at det jo ikke er helt ligegyldigt, hvor man kommer fra, hvor hurtigt man falder til, og hvor godt man falder til i det her land. Det synes jeg sådan set historien viser os. Så det er ikke alle, der har lige let ved at falde til i Danmark. Der er simpelt hen folk, der lever i en kulturkreds, der er længere væk fra vores, og som har svært ved at falde til her. Sådan er det bare. Men jeg må også bare ærligt indrømme, at jeg ikke ser horder af kvalificerede somaliere stå med deres eksamensbeviser og banke på og gerne ville ind på det danske arbejdsmarked. Jeg tror ikke, det er det, der er problemet.

Tak til ordføreren. Værsgo for den anden korte bemærkning.

Tak for det. Det var rart at høre. Men problemet er lidt med Danmarksdemokraterne på det her område, at det er lidt tvetunget tale, når det kommer til udenlandsk arbejdskraft. For det, fru Inger Støjberg siger nu, er altså ikke det, hendes ordførere siger, når de er hernede i salen og diskuterer udenlandsk arbejdskraft. Det er jeg bare nødt til at sige. Derfor synes jeg, det er godt, at fru Inger Støjberg understreger det rigtige, nemlig at det jo ikke er ligegyldigt, hvor i verden arbejdskraften kommer fra, og jeg vil bare opfordre til, at Danmarksdemokraterne har det som princip, uagtet hvem der står på talerstolen.

Ordføreren.

Nu tror jeg, man skal passe på med at vejlede partier i, at man skal sige præcis det samme. Det kunne jo falde tilbage på regeringen, som heller ikke helt har for vane at sige præcis de samme ord. Så vi er fuldstændig klar på spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft i Danmarksdemokraterne, og det er, som jeg lige har sagt.

Så siger vi tak til fru Inger Støjberg. Den næste på listen er hr. Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Det var heldigt. I dag, den 5. oktober, er der faktisk lidt over 200 unge danskere, der fylder 18 år. De bliver myndige, og med det kommer både frihed og forpligtelser. Og når jeg har fulgt med i den politiske offentlige debat på det seneste, ser jeg, at den balance mellem friheden og forpligtelserne er ved at tippe over til det forkerte, til det uheldige. Hvis vi lige tænker lidt over, hvorfor vi har skabt og udvidet en meget omfattende velfærdsstat, så ved vi godt, at det selvfølgelig er med udgangspunkt i, hvad vi mente var borgernes behov, altså at det, at vi har en velfærdsstat, er eller var et middel til at nå et mål, et mål om tryghed og muligheder for borgerne. Ud fra det kan man sige, at der ligesom var samfundskontrakten, som går på, at danskerne skal betale nogle af verdens højeste skatter, men til gengæld kan de forvente at få noget af den bedste velfærd i verden i bytte. Men det er, som om vi herinde på Christiansborg har vendt logikken på hovedet, at borgerne i Danmark i stedet bliver set som nogle, der er sat i verden for, at velfærdsstaten kan overleve. Altså, det at regulere borgernes adfærd bliver nu til et middel til at nå det altoverskyggende mål om, at velfærdsstaten skal give overskud, og at den offentlige sektor kan blive ved med at vokse. Jeg tror, at man kan kalde den tænkning mange ting, konkurrencestat eller corydonisme, altså den her tænkning om, at borgerne i Danmark nærmest skal ses lidt som sådan nogle produktionsenheder, der skal generere overskud til velfærdsstaten A/S, og jeg mener faktisk, at det er en tænkning, vi ofte ser i dansk politik og har gjort det i over en årrække nu efterhånden. Tænk lige over det. Vi har opfundet begrebet ældrebyrden, fordi vi betragter mennesker som en byrde, når de ikke længere giver overskud til velfærdsstaten. I tirsdags sad vi alle sammen herinde og grinte af de tåbelige, abstrakte læringsmål i folkeskolen, men det er altså nogle, vi har indført. Et bredt flertal i Folketinget har for knap 10 år siden indført de her læringsmål, og de blev indført ud fra tanken om, at børn skal tilføres kompetencer, så de bliver klar til fremtidens arbejdsmarked, og så de kan blive højproduktive borgere, der giver overskud i statskassen. Dengang tillod vi os endda at involvere frikvartererne og inddrage dem for at optimere læringen. Tilsvarende ved jeg også, at der er rigtig mange herinde i Folketingssalen, der ikke kan fordrage tanken om, at unge forældre måske vil arbejde lidt mindre, mens børnene er helt små, måske vil moren ligefrem blive hjemme med børnene. Der vil et flertal herinde hellere have, at begge forældre arbejder fuldtid, så de er gode borgere, som det kan betale sig at have for velfærdsstaten. Dermed bliver målet for den politik, vi fører herinde, ikke det gode liv eller det meningsfulde liv, det skønne, det værdige eller noget helt femte, nej, målet med den politik og de reformer, vi gennemfører, bliver, at staten skal kunne fungere, at vi har råd til at gøre den offentlige sektor større, og så er jeg bange for, at vi risikerer at miste blikket for, at Danmark som nation jo ikke bare er en eller anden virksomhed. Nej, Danmark som nation består jo af kød og blod, af slægter, af historie, af kulturer og af ånd – af levende mennesker, der forvalter det, de har fået i arv, og som de en dag selv skal give videre. Lige præcis den her tænkning, som jeg har forsøgt at skitsere her, altså at borgerne er til for velfærdsstaten, er også den tænkning, jeg mener er i fuldt flor, når vi har vores statsminister, der skælder ud på danskerne for, at nogle af dem gerne vil arbejde lidt mindre. Jeg må bare sige, at der jo ikke er noget unaturligt i, at i takt med at vi bliver rigere og mere produktive og innovative som samfund, er der nogle, der vil bruge den rigdom til at veksle den til mere fritid, mere tid med familien, mere tid i naturen, mere tid til at rejse, opleve og fordybe sig eller bare være nærværende med dem, man elsker. Men det må jeg forstå Socialdemokratiet ikke kan lide, nej, tænk sig, hvis nu det udfordrer det vigtigste, nemlig samfundskontrakten, og at den offentlige sektor kan blive ved med at vokse. Derfor vil jeg gerne i dag opfordre statsministeren til, at statsministeren bruger mere tid på at holde sin del af aftalen om samfundskontrakten. For hvad er det lige, danskerne får igen af at betale nogle af verdens højeste skatter? Ja, det er et sundhedsvæsen, der hænger i laser med årelange ventelister, plejehjem, hvor ældre demente damer mishandles, de heldige af dem må spises af med vakuumpakket mad og et ugentligt bad, de syge bliver mødt med formynderi og mistro i beskæftigelsessystemet, og det er hvert syvende barn, der kommer ud af folkeskolen uden at kunne læse, skrive eller regne. Så i stedet for at beklikke danskernes arbejdsmoral, når de ikke vil knokle mere for et system, der åbenlyst ikke virker, synes jeg, det ville være bedre måske at fokusere på, hvordan vi leverer noget bedre til danskerne.

Det har været fremme tidligere i dag. Statsministeren spurgte retorisk for nogle år siden: Hvad er en skattelettelse værd, hvis ens mor eller far ligger på plejehjem med våd ble i 12 timer? Jeg synes jo egentlig, at man i forlængelse af det også skulle spørge: Hvad er 100.000 offentlige bureaukrater værd, hvis ens mor eller far ligger på et plejehjem med våd ble i 12 timer? Hvad er det værd, at Københavns Kommune ejer 4.000 kunstværker, heriblandt to bronzeskulpturer af noget brød til en samlet værdi af 20.000 kr., hvis beskæftigelsesindsatsen ikke får en eneste i arbejde? Ja, hvad er verdensmålskonsulenter i det offentlige værd, hvis man skal vente mange måneder på at få en operation? Jeg er ked af at sige det, men når det kommer til det offentlige, er det ikke penge, der mangler. Det er sund fornuft, der mangler. Og vi kan ikke bare forvente af danskerne, at de ligger vandret og løber solen sort for at blive ved med at betale penge ind til et system, der ikke bruger pengene klogere. Men jeg har en god nyhed. Vi behøver heldigvis ikke at gøre alting, som vi plejer. Vi kan skabe en fantastisk fremtid for Danmark med mere frihed, mere ansvar, med bedre velfærd og med flere muligheder. Man kunne måske kalde det en ny samfundskontrakt, hvor vi politikere ikke forsøger at lave borgerne og samfundet om, når det ikke passer ind i systemet, men i stedet for laver systemet om, når det ikke passer til borgernes behov; hvor vi politikere forpligter os på mådehold og fornuft, når det kommer til brug af borgernes penge; hvor vi ikke er i tvivl om, hvad der skal ske som det første, når man har 68 mia. kr. i det økonomiske råderum, for det er selvfølgelig at give nogle af pengene tilbage til samfundet og borgerne; ja, hvor vi gennemfører en reel transformation fra at være en velfærdsstat til et velfærdssamfund. Det sidste er jo ikke bare klaret ved at fjerne lidt bureaukrati. Nej, i et velfærdssamfund er borgerne jo ikke først og fremmest skaffedyr for staten. Det er myndige frie væsner, der må gøre, hvad de nu engang har lyst til, så længe de tager ansvar for det, også hvis de i en periode af deres liv ønsker at gå lidt ned i arbejdstid og være mere sammen med familien. Til gengæld vil de kunne opleve, at hvis de på andre tidspunkter i deres liv vil give den en ekstra skalle, vil de hverken blive straffet af høje skatter i bunden, skadelige topskatter eller tiptoptopskatter, som ingen i øvrigt kan forsvare eller forklare. Nej, i et ægte velfærdssamfund med en ny samfundskontrakt er borgeren i fokus; borgeren har frihed til selv at vælge velfærdstilbuddene, og vi skal stoppe med politisk at være så optaget af, at det partout skal være kommunen, der driver velfærdstilbuddene. Vi skal slippe friheden løs og så lade dem, som borgerne foretrækker, levere velfærden til dem, og måske vigtigst af alt skal vi stoppe med at belønne dem, der leverer dårlig velfærd, med flere penge, men i stedet indrette et system, hvor man går konkurs, når man leverer dårlig velfærd, fordi borgerne kan stemme med fødderne. Jeg tror i det hele taget, vi skal have modet til at nytænke stort set hele indretningen af vores velfærdssamfund. Tag eksempelvis diskussionen om værdig alderdom. Kunne man forestille sig i fremtiden, at danskerne måske i højere grad selv bestemmer, hvornår de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet? Vi har i Liberal Alliance foreslået at indføre noget, vi kalder fri pension, hvor man skattefrit kan indbetale penge til en konto, så man enten kan bruge dem til at forsøde tilværelsen, når man trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, eller for egen regning trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Det er et eksempel på nytænkning, der giver mere frihed og ansvar. Personligt synes jeg egentlig også, at Socialdemokratiets politiske ordfører, hr. Christian Rabjerg Madsen, åbnede en spændende debat her i sommer om udvidelse af arbejdsmarkedspensioner til at omfatte ældrevelfærd. Jeg tror, det er den type forslag, der ville kunne fremtidssikre vores velfærdssamfund, og jeg forstår ikke, hvorfor statsministeren pandede den debat ned. Jeg troede, det var sådan noget, der flugtede med ånden fra Marienborg. Så lad os nu tænke nyt, lad os tænke stort, og lad os have modet til at udfordre den måde, vi har gjort tingene på tidligere, og den måde, vores system er indrettet på i dag. Der har jo ellers været masser af vældige snakke om, at det lige præcis er det, der er regeringens eksistensberettigelse og fortælling, altså at man er befriet fra yderfløjenes populisme, befriet fra usaglige taktiske hensyn og befriet fra at være en mindretalsregering, så magien nu kan opstå, og så man kan tænke generationer frem og tage de svære beslutninger, men desværre er der ikke noget, der tyder på, at regeringen i virkeligheden lever op til sit selvglade selvbillede. De kører land og rige rundt i en bus med en komiker, men politisk virker regeringen til at være kørt fast. Jeg mener dog, vi har behov for den type regering, som regeringen selv påstår den er. En sådan retning for Danmark vil jeg gerne bakke op om, hvor vi kan få en ny samfundskontrakt, sådan som den burde være, med en stat, der kender sin plads, så borgerne har frihed og ansvar til at finde mening, værdighed og skønhed i tilværelsen. Jeg holder nu.

Tak til ordføreren. Nu går vi i gang med de korte bemærkninger, og den første er fra hr. Mohammad Rona fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for det, og tak for en rigtig god tale. Jeg vil ikke spørge ind til toptopskat. Der tror jeg godt vi alle sammen ved hvor LA står. Men jeg kunne godt tænke mig lige at spørge ind til noget andet. Hvis vi nu forestiller os, at det øgede råderum også kan bruges på andre skattelettelser – et tænkt eksempel kunne være selskabsskat, aktiebeskatning eller noget i den stil, og ud over det har vi jo også en ambitiøs skattereform, der står i regeringsgrundlaget – vil LA så være med til den del af det, eller bakker man helt ud på grund af toptopskatten?

Ordføreren.

Jeg tror, ordføreren skal passe på, at ordføreren ikke tager munden for fuld, for jeg ved slet ikke, om regeringen er i så gavmildt et humør, at man kan være med til alt det sjove, at lette skatten, uden at være med til at indføre skadelig og uigennemtænkt symbolpolitik, som toptopskatten er. Men hvis det er tilfældet, vil vi selvfølgelig gerne være med til det. Så længe vi bliver inviteret til forhandlinger, dukker vi op, og så har vi tænkt os at kæmpe for vores synspunkter, og det er jo bl.a., at man ikke skal indføre den her toptopskat, og gerne også, at man sænker andre skatter. Jeg ser også gerne, at man sænker aktiebeskatningen yderligere. Men hvis man både indfører en toptopskat og nedsætter aktieskatterne yderligere, ja, så gør man det misforhold, der er mellem de to, endnu større, og dermed er incitamentet til at omgå toptopskatten også endnu større. Det synes jeg er lidt noget lovsjusk, og jeg synes ikke, den samlede skattereform fra regeringen virker helt gennemtænkt.

Værsgo til spørgeren for den anden korte bemærkning.

Tak for det. Tak for et klart svar. Budskabet med spørgsmålet var sådan set også at høre, om LA vil være med til at drøfte nogle af de her ting, og det kan jeg jo så forstå at LA gerne vil. Så det var godt at få det på plads. For lige at gå til et helt andet emne ser vi jo, at nogle af de her borgere, som kan dansk, og som har taget Danmark til sig osv., bliver hældt lidt ned ad brættet, i forhold til at det er rigtig svært at få permanent ophold, og at f.eks. uddannelse ikke tæller med. Er det noget, LA vil arbejde for?

Ordføreren.

Som jeg forstår udfordringen, er den den, at vi sender folk hjem, der har et midlertidigt beskyttelsesbehov, når beskyttelsesbehovet ophører. Der ser vi gerne i Liberal Alliance, at hvis man i den tid, man har været her, har tjent sine egne penge og ikke økonomisk har bedt andre om at forsørge sig, så skal man have bedre mulighed for at komme over på en arbejdsopholdstilladelse i stedet for. Det med, at en uddannelse skulle være nok i sig selv, er vi lidt mere skeptiske over for, men det kan jo være, at man på nogle af de områder, hvor der er mangel på medarbejdere, sosu'er og sygeplejersker, kunne gøre en undtagelse. Men i udgangspunktet er det for os arbejdet, der skal være nøglen til at få en arbejdsopholdstilladelse.

Tak. Så er det hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. I podcasten »Casper 3080 Tikøb« siger hr. Alex Vanopslagh: Hvis du er en voksen mand, du har styr på dit liv og tre gange om året til en eller anden fest gerne vil tage noget kokain, mener jeg det burde være lovligt. Jeg tager lige den sidste del igen: Det burde være lovligt. Jeg vil gerne spørge, hvilke erfaringer hr. Alex Vanopslagh bygger sin holdning på til, at kokain burde være lovligt.

Ordføreren.

Jeg mener ikke, det skal være kriminelt at købe eller for den sags skyld indtage det, der i dag er ulovlige stoffer. Det har i årevis været Liberal Alliances politik, at man skal afkriminalisere brugen af narkotika. Og hvilke erfaringer har man med det? Ja, man kan jo kigge på Portugal, hvor de har afkriminaliseret brugen af narkotika, hvilket har ført til et mere sikkert forbrug, bedre muligheder for at behandle misbrug, færre overdoser osv. Der har jo løbende været en debat, både i sundhedsfaglige kredse og i socialpolitiske kredse, om, at den forbudspolitik, man har ført, hvor man gør mennesker, der har en afhængighed, og derudover også alle mulige andre til kriminelle mennesker, jo ikke virker efter hensigten. Den fører jo ikke til, at eksempelvis folk, der har et misbrug, lige pludselig ikke længere er afhængige, bare fordi de bliver gjort til kriminelle. Så det, at vi kan begynde at få en samtale om et reelt paradigmeskifte inden for de her områder, som jeg egentlig fornemmer at regeringen måske heller ikke er helt afvisende over for på andre områder i socialpolitikken, mener jeg er nødvendigt. Jeg mener ikke, at den forbudspolitik, vi har ført i Danmark i mange år, virker efter hensigten.

Værsgo til spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jeg tør godt sige, at Socialdemokratiet ikke synes, at man skal have lov til at købe kokain på et apotek, som hr. Alex Vanopslagh har sagt i en podcast. Kokain giver frontallapskader, punktformede blødninger i hjernen, depression, angst, er stærkt vanedannende og ødelægger menneskers liv. Hos Fri af Misbrug Familierådgivning har de også hørt podcasten med hr. Alex Vanopslagh og har sagt, at de hver dag oplever, at forældres stigende brug af kokain ødelægger familier, flår dem i stykker og skaber en utryg barndom for tusindvis af børn i Danmark. Gør det på ingen måde indtryk på ordføreren?

Ordføreren.

Jamen det er jo lige præcis det, det gør. Det gør da et kæmpe indtryk, at det for folk, der bruger stoffer eller bliver afhængige af stoffer, har så voldsomme konsekvenser for dem selv og deres omgivelser. Det kan da i værste fald føre til dødsfald. Det spørgsmål, man burde stille sig selv, er: Ville det ikke være bedre, hvis det var sådan, at der var nogle stoffer, hvor der ikke var alt muligt skidteras i? Nu kunne jeg læse her forleden, at der er nogle pushere, der putter fentanyl i forskellige stoffer. Det ville jo ikke ske, hvis det var sådan, at det i højere grad var reguleret. Så det synspunkt, jeg fremfører, er jo, at hvis man har det for øje, at man gerne vil undgå dødsfald, så må man prøve at tænke nyt i stedet for at have tillid til, at rockerne giver folk nogle – havde jeg nær sagt – ordentlige stoffer.

Tak. Så er det hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Værsgo.

Jeg er nødt til at fortsætte i forlængelse af min kollegas spørgsmål, for vi fik simpelt hen ikke svaret. Der blev spurgt om, hvilke erfaringer ordføreren byggede sin udtalelse omkring legalisering af kokain på, og det fik vi ikke at vide. Og jeg vil gerne supplere med et andet spørgsmål: Hvordan tror ordføreren egentlig det går, hvis man legaliserer noget – bliver der så mere af det, eller bliver der mindre af det?

Ordføreren.

Det tør jeg ikke udtale mig særlig skråsikkert om. Altså, intuitivt vil man jo tænke, at det kan føre til et større forbrug, hvis man afkriminaliserer noget eller decideret legaliserer det – det er jo to forskellige ting, for det, at det ikke længere er ulovligt at købe noget, er jo blot en afkriminalisering. Men hvis man ser på et land som Holland, som har haft lovliggjort cannabis i mange år, har det ikke ført til, at de unge i Holland har et større forbrug end unge andre steder i Europa. Tværtimod er der i gennemsnit mange flere unge i Danmark, der ryger cannabis, end i Holland, selv om det er lovligt i Holland. Så jeg tør ikke skråsikkert påstå, at et eller andet socialpolitisk paradigmeskifte på det her område vil føre til et større forbrug. Det vil helt klart være en af de bekymringer, man kunne have, og som ville være en af de ting, man ville skulle holde meget øje med. Med hensyn til på hvilke erfaringer jeg bygger mit synspunkt om, at det vil være fornuftigt at afkriminalisere brugen af stoffer, vil jeg sige, at det bl.a. er FN's Kommission for Narkotika. Verdenssundhedsorganisationen har også tidligere været ude at anbefale de her ting. Altså, det er jo ikke grebet ud af den blå luft. Man kan også tage Moderaternes fru Nanna W. Gotfredsen, som jo har haft det her tæt inde på livet og hjulpet mange mennesker på gaden, og hun mener også, at det vil være en bedre hjælp for dem, at de ikke bliver gjort til kriminelle.

Ønsker hr. Preben Bang Henriksen sin anden korte bemærkning? Værsgo.

Jeg vil bare for mit eget vedkommende sige, at jeg synes, det er umådelig interessant, hvis ordføreren mener, at forbruget ikke kommer til at stige, for så skal vi da tage det til efterretning på mange andre områder. Der er jo ingen grund til at have hastighedsbegrænsning på motorvejene; hvis vi ophæver sådan en lovgivning, sænkes hastigheden nok, og det samme kunne gælde flere andre steder. Selvfølgelig medfører en legalisering da – og det viser erfaringerne fra USA – at forbruget stiger. Men det er åbenbart ikke noget, der bekymrer Liberal Alliance.

Ordføreren.

Jamen det er jo så de modsatte erfaringer, man har gjort sig i Portugal og Holland. Det her er jo et alvorligt emne, og jeg kan godt forstå, at man laver lidt polemik med det, og jeg forventer også, at de næste spørgere i rækken vil gøre det, og det er fair nok. Men altså helt alvorligt: Det her er noget, folk kan dø af; der er folk, der får en meget, meget stærk afhængighed af det. Lad os bare tage sådan noget som heroin, som jo angiveligt skulle være et af de mest afhængighedsskabende stoffer overhovedet – hvad i alverden får spørgeren til at tro, at hvis man har en meget stærk afhængighed og bliver gjort til kriminel, så vil man slippe sin afhængighed? Det er da mennesker, der skal behandles og mødes med en eller anden grad af forståelse, og der mener jeg bare, at den tilgang, vi har, hvor vi gør mennesker, der har en afhængighed, til kriminelle mennesker, er forkert.

Tak. Så er det hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til ordføreren for talen. Nu spurgte Moderaternes ordfører, hr. Mohammad Rona, før ordføreren om, hvad for nogle skattelettelser han yderligere kunne forestille sig at bringe til bordet. Jeg forstår godt, at ordføreren svarede, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for jeg har læst Liberal Alliances 2035-plan, og der er jo samlede skattelettelser for 100 mia. kr. Det er jo det tætteste, vi i hvert fald i den her sal kommer på en decideret revolution af den økonomiske politik i Danmark. Det vil have meget store konsekvenser, og den nulvækst, man forestiller sig i den offentlige sektor, er jo en de facto-nedskæring, når vi ved, at der kommer flere børn og flere ældre. Derfor synes jeg også, det var interessant at høre ordføreren sige, at de idéer, hr. Christian Rabjerg Madsen luftede hen over sommeren, hvor man selv skal spare op til ældreplejen eller til sin alderdom, også kunne være Liberal Alliance-politik. Men det bringer os jo ikke op på de 100 mia. kr., så jeg vil gerne høre: Hvor er det ellers, Liberal Alliance mener at der kan findes besparelser eller man selv skal betale i den offentlige velfærd i dag?

Ordføreren.

Lad mig starte med at kommentere på det her Christian Rabjerg Madsen-forslag, for tanken med det er jo ikke, at det skal gå ind og fortrænge noget, der ellers ville være offentlige udgifter. Det, vi kommer til at se ind i de kommende år, er jo, at flere og flere danskere efterspørger ekstra velfærd på velfærdsområdet, og at flere og flere danskere har råd til det. Vi ser allerede nu, at Tryg, mener jeg det er, tilbyder en omsorgsforsikring, som det primært er børnene der køber, fordi de har dårlig samvittighed over, at de ikke besøger deres forældre, men hvor forsikringen så giver noget ekstra velfærd. Så tendensen er jo i gang. Det, vi burde drøfte herinde, er jo, hvordan vi sikrer, at flest mulige kommer med på det hold, for det er ikke en holdbar løsning, at vi skal øge skatterne til 80 pct., eller hvad ved jeg, for at imødekomme ethvert behov. Der synes jeg, at det forslag er spændende og en sådan meget dansk måde at gøre det på, hvor man involverer arbejdsmarkedets parter og finder en måde, der er mere solidarisk, end hvis man bare sagde: Nå, men det må enhver selv finde ud af. Jeg håber, at ordføreren vil dykke ned i vores 2035-plan igen – for at svare på det andet spørgsmål – for der fremgår det jo, dels at vi jo faktisk afsætter penge til det demografiske træk, dels at den måde, vi vil finde pengene på, er ved at have en løbende effektivisering hen over en 10-årig periode af den offentlige sektor, helt i forlængelse af det, som Produktivitetskommissionen anbefalede i 2014.

Tak. Jeg kan ikke se, at spørgeren har trykket sig ind for en anden kort bemærkning. ( Alex Vanopslagh (LA): Jo, jeg tror det). Værsgo.

Tak for det. Det er jo sådan, at når folk går ud og køber private tilbud, er det i høj grad også, fordi vi hver især derhjemme bliver rigere, men at de penge, der følger med til den offentlige sektor, ikke tilsvarende bliver flere. Det synes jeg jo egentlig ikke er en så mærkelig udvikling, nemlig at når man bliver rigere derhjemme hver især, og at hvis man så har en nulvækst i det offentlige, vil folk over tid sige: Så vil jeg hellere købe nogle bedre services uden for den offentlige velfærd. Så er ordføreren ikke enig i, at hvis man ikke afsætter penge til, at velfærden kan følge den udvikling, der ellers er i samfundet, vil folk købe flere private ydelser?

Ordføreren.

Jeg håber, jeg forstår spørgsmålet korrekt. Bare for at gøre det klart, vil jeg sige, at Liberal Alliances politik er, at det offentlige forbrug skal følge det demografiske træk. Faktuelt er det sådan, at der ikke har været nulvækst eller minusvækst generelt i dansk økonomi eller dansk politik – jeg tror dog, der var et enkelt år under Helle Thorning-Schmidt, hvor der var minusvækst. Ellers er det helt konsekvent de sidste 20 år sådan, at man har tilført penge til den offentlige sektor, også langt mere, end hvad det demografiske træk retfærdiggør. Men spørgeren har da ret så langt, at i takt med at vi udvikler os mere og mere som samfund og oplever, at hele samfundet er i rivende udvikling, fordi vi lever i et frit kapitalistisk land og har et godt marked, der fungerer, så vil utilfredsheden med samlebåndsløsninger i det offentlige formentlig stige.

Tak. Så er det fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Hr. Alex Vanopslagh startede jo med at tale om frihed og forpligtelser, så lad os gå lidt ned ad den vej. Den socialdemokratiske ordfører sagde her til morgen, at de unge skal tage en erhvervsuddannelse, og statsministeren er jo ude at sige, at danskerne skal arbejde fuld tid, for at vi kan sikre velfærdssamfundet. I dagspressen har man endda været ude med, at store iværksættere ikke må trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, simpelt hen fordi man forventer, at den fremtidige skatteindtægt skal tilføres staten. Man siger altså »skal« og »skal« og »skaffedyr«. Hos Konservative mener vi jo, at det er i familien, man bestemmer, hvem der skal tage den ekstra nattevagt, og vi mener også, at det er i familien, man taler med datteren om, om den der gode pære skal bruges til at blive elektriker eller til at blive arkitekt. Så er hr. Alex Vanopslagh enig i, at familien har meget større betydning end staten for, at vi får flere i erhvervsuddannelse, og for, at vi får det skatteprovenu, som vi vil have? Og har hr. Alex Vanopslagh i den forbindelse nogen tanker om, hvordan vi kan gøre familierne stærkere for at få et bedre samfund?

Ordføreren.

Ja, absolut, og jeg er helt enig, hvad angår familierne, både i forhold til friheden til at indrette sin arbejdstid, som man vil, men også bredere set, i forhold til at familien er en kerneinstitution i et velfungerende samfund. Et af de forslag, vi har i Liberal Alliance, er jo, at pengene følger barnet. Det vil sige, at hvis man ikke ønsker at sende sit barn i en daginstitution, men hellere vil passe det derhjemme, så kan man bruge de penge, man ellers ville have fået – i gåseøjne – fra det offentlige, som et fradrag i stedet. Det er jo et af de forslag, vi har til at give mere fleksibilitet og bedre muligheder for, at man i børnefamilier kan gå ned i tid en periode, mens børnene er helt små, hvis det er det, man ønsker.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak. Hvis vi går tilbage til eksemplet her med, at iværksættere i Danmark, som har skaffet masser af jobs og masser af skatteprovenu til Danmark, ikke må trække sig tilbage, fordi man skal have den ekstra skatteindtægt, der forventeligt ligger i en fremtidig indtjening, så klinger det jo lidt hult, når vi samtidig her til formiddag hører Venstres ordfører tale om, at vi skal til at se på iværksætteri. På den ene side har vi jo masser af muligheder. Altså, der er fantomskat, og der er lagerbeskatning. Der er masser af ting, vi kunne tage fat på, og KLAR-alliancen har også været klar til det her engang siden foråret. Men er det i virkeligheden lovgivningen, som ligesom er barrieren, eller er det vores kultur, der gør, at vi ikke er bedre til iværksætteri?

Ordføreren.

Jeg tror, det er begge dele. Vi har jo i høj grad en lønmodtagerkultur i Danmark, og vi har ikke nødvendigvis en kultur, hvor folk er risikovillige, og hvor belønningen for at være det er særlig høj. Men når kulturen lader noget tilbage at ønske så at sige, er det jo endnu vigtigere, at incitamenterne og lovgivningen er på plads. Der mener jeg da, at det mindste, vi kan gøre fra Christiansborgs side, er at vise den respekt over for iværksættere, der løber en kæmpe risiko og lægger en masse energi i det og måske fejler nogle gange, at de, når de så lykkes, ikke skal brandbeskattes bagefter.

Tak. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for en som altid god tale. Jeg spidser altid ører og kan godt lide det mere ideologiske perspektiv, som kommer fra hr. Alex Vanopslagh, og også de her toner om, at borgerne ikke bare er økonomi. Det er sådan lidt nyt for mig på en eller anden måde, i hvert fald historisk set, at høre LA tale sådan om det. Men jeg tænker, om det ikke alligevel må være lidt paradoksalt for ordføreren at tænke over, at de organisationer, som står og jubler over statsministerens løftede pegefinger over for borgerne, er Dansk Erhverv og Dansk Arbejdsgiverforening. Det er jo nogle af de organisationer, som LA bliver finansieret af og normalt har et tæt samarbejde med. Det er bare sådan en refleksion, men det, jeg egentlig vil spørge om, handler om frihed, for det er det der med, som jeg tror at hr. Ole Birk Olesen har formuleret det, at den enes frihed stopper der, hvor man rammer den andens næse. Det prøver vi også at praktisere, når vi en gang imellem mødes i karateklubben. Når vi snakker om landbruget, bliver det problem jo meget tydeligt. Vi har et landbrug, som ejer noget jord, men den måde, de bruger den her jord på, ødelægger altså naturen for alle os andre. Den betyder, at vi ikke kan tage ud at svømme i et rent hav, og at vi ikke kan hive torsk og rødspætter op. Hvor stopper landbrugets frihed til at ødelægge det for alle andre?

Ordføreren.

Nu ved jeg jo, at hr. Pelle Dragsted er noget så ufattelig sjældent som en socialist, der faktisk har noget økonomisk forståelse, så jeg kan jo godt lidt bruge nogle økonombegreber, og så ved jeg, at hr. Pelle Dragsted er med. Det har altid ligget i den liberale frihedsforståelse, at hvad angår markedet og de negative eksternaliteter, altså det, at der ikke er omkostninger for samfundet indpriset i markedet, og at markedet derfor ikke regulerer sig selv på det område, så kræver det jo statslig involvering, og derfor er vi også et parti, som har været med til, senest med den seneste landbrugsaftale, at regulere dansk landbrugs kvælstofudledninger. Jeg tror, vi alle sammen har set de her billeder af de kritiske ilttilstande i de danske fjorde, og det er da meget alvorligt. Det er heldigvis også noget, vi har taget ansvar for politisk på Christiansborg en del år, ikke bare Liberal Alliance, men Folketinget, og det skal vi selvfølgelig fortsætte med.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Hvis vi havde taget ansvar for det på Christiansborg, havde vi jo ikke set de billeder, som vi har set. Det, der er problemet med de her kvælstofaftaler, er jo, at de bygger på frivillighed fra landbrugets side. Det kan man sige er lige præcis det modsatte af at sige: Der er faktisk nogle grænser her, hvor jeres frihed ødelægger friheden for alle de andre. Så mit spørgsmål er: Er Liberal Alliance med på at gå fra frivillighed til faktisk at sikre, at kvælstofudledningen kommer ned på et niveau, der gør, at vi igen får have, som trives, og hvor vi kan fange torsk og rødspætter med vores unger?

Ordføreren.

Jeg synes, det bliver lige en kende for unuanceret. Altså, hvis man ser på kvælstofudledningerne fra dansk landbrug siden 1989, er de altså reduceret med 43 pct. Det går den rette vej, vi er ikke i mål endnu, det er ikke tilfredsstillende, og der er mere, der skal gøres, også i forhold til kommunernes spildevand. Jeg synes, det vigtigste, inden man begynder at tale om, om vi skal vride armen om på dansk landbrug, er, at vi rent faktisk implementerer de initiativer, der bliver skitseret i den seneste landbrugsaftale, herunder udlægning af minivådområder og udtagning af lavbundsjorder. Der er en af udfordringerne, at man på myndighedssiden er alt for langsom til sagsbehandlingen, så der skal vi måske lige hanke op i os selv, så vi rent faktisk kan få implementeret de tiltag, vi er blevet enige om på Christiansborg.

Tak. Så er det hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Først og fremmest en kvittering for vores fremragende samarbejde i KLAR-alliancen, som jeg ser frem til at fortsætte. Hvis man nu gjorde det, som vi var enige om at regeringen burde gøre, nemlig at tage fat i de to helt store reformhåndtag, international arbejdskraft og en oprydning i tilbagetrækningsordningerne, så man holder fast i seniorpensionen, men afskaffer efterlønnen og Arnepensionen, så ville vi jo få mellem 18.000 og 30.000 ekstra i arbejdsudbud og vel 10, 15 eller 20 mia. kr. ekstra i økonomisk råderum i 2030. Her kommer så spørgsmålet: For hvad skulle man så bruge alle de gode penge til? Der håber jeg, at svaret fra hr. Alex Vanopslagh ikke kun er skattelettelser. Kunne vi ikke også investere nogle af de penge i fremtiden og ikke mindst i vores unges uddannelser? Det spørger jeg selvfølgelig om, fordi det ærgrer mig, at Liberal Alliance ligesom SF valgte at lave den her uddannelsesaftale med regeringen, hvor jeg godt forstår, at man har behov for at finde penge til erhvervsskoler og velfærdsuddannelser – det vil vi også gerne – men behøver vi at skære i kvaliteten på universiteterne, hvis nu vi fandt de mange penge, som vi er enige om vi gerne vil finde?

Ordføreren.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi gerne ser, at når man laver nogle reformer, der øger det økonomiske råderum, så bruger man en stor del af de penge på at lempe skatten, for så er man da helt sikker på, at de penge ikke er spildt. Jeg ville jo gerne være med til at give også uddannelsessystemet et kvalitetsløft, men det, vi drøfter nu, er jo egentlig ikke, hvordan man får mere kvalitet ind. Vi snakker bare om, om vi ikke bare kan gøre det dyrere, om vi ikke bare kan bruge nogle flere penge, investere i noget mere. Der tror jeg bare, at vi snart skal til at have en ærlig snak i Folketinget om det. Skal vi ikke til at bevæge os væk fra den her tankegang om, at hvis vi bare bruger penge nok, er vores ryg som politikere fri, og at så har vi gjort det, vi skal, og i stedet begynde at snakke om, hvordan vi skal bruge pengene, og hvordan vi skal bruge dem anderledes? Der kunne jeg da også godt tænke mig at høre Radikale Venstres bud på, hvordan vi sikrer højere kvalitet i uddannelserne. Statsministeren nævnte i sin åbningstale, som jo på nogle punkter var ganske glimrende, at vi aldrig har brugt så mange penge pr. elev i den danske folkeskole, og alligevel er de faglige resultater jo ringere end nogen sinde før. Så penge er jo ikke alt.

Spørgeren.

Tak for svaret, for det hører jeg sådan set som en lille åbning. Vi vil da også gerne være med til at lette nogle skatter for det øgede økonomiske råderum; det er slet ikke det. Jeg er helt enig i, at penge ikke er alt, men det, der bekymrer mig med den øvelse, som Liberal Alliance nu indgår i, er jo, at den ligesom gør det modsatte. Den går imod alle faglige anbefalinger og imod erhvervslivets ønsker uden at have nogen som helst garanti for, at vi får løftet kvaliteten. Jeg tror, at en af vejene frem ud over øgede ressourcer til at løfte kvaliteten er større frisættelse af universiteterne med langt færre regler og langt større selvstyre, hvis jeg skal sige det kort og hurtigt.

Ordføreren.

Det fantastiske ved det forslag, som hr. Martin Lidegaard kom med, til at styrke universiteterne var, at det faktisk koster 0 kr. – my point proven. Hvad angår universitetsreformen og den aftale, Liberal Alliance indgik, forstår jeg ordførerens bekymringer, og ordføreren ved også, at jeg delte nogle af dem. Men der, hvor jeg f.eks. bare er uenig med dansk erhvervsliv, er, at jeg jo synes, at noget af det bedste ved den aftale er, at der er en relativt hård dimensionering, så der er færre, der skal gå på universitetet i fremtiden. Det mener jeg er gavnligt for det danske samfund, og der har vi måske bare en uenighed.

Tak. Man skal huske, at der skal oversættes, hvis man bruger engelske udtryk. Så er det fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak. Liberal Alliance er jo et parti, som rigtig mange unge mennesker stemmer på. Jeg har selv en dreng derhjemme på 14 år, som synes, at Alex Vanopslagh er rigtig sej, og som ser op til ham og måske også, medmindre jeg får påvirket ham lidt, kommer til at stemme på partiet. Derfor undrer det mig også meget, at man, når man har så mange unge mennesker, der ser op til en, går ud og taler om at gøre det legalt at sælge kokain på apoteker og mener, at det er okay at tage kokain. Nu læser jeg bare lige højt: Kokain nedsætter hjernens og hjertets blodforsyning og kan derfor give hjerneskader, hjerteproblemer, forstyrrelser i hjerterytmen, hjertestop og problemer med at trække vejret. Mener hr. Alex Vanopslagh reelt set, at han er et godt forbillede for alle Liberal Alliances unge vælgere, når han åbent går ud og siger det her om kokain?

Ordføreren.

Jeg synes, at enhver, der hidser sig op og polemiserer over det her, burde starte med at svare på dette: Tror I, at de her stoffer, som er så farlige og skadelige, bliver mere skadelige eller mindre skadelige af, at det er rockerne, der producerer dem? Det kunne jeg godt tænke mig et svar på. Når det så er sagt, har jeg ikke været ude med et eller andet forslag eller sagt, at det er noget, LA kæmper for. Vores politik i Liberal Alliance er ikke engang, at man skal legalisere det. Jeg har deltaget i en podcast, hvor vi snakkede om en række emner, herunder socialpolitik, hvordan man hjælper folk af med deres misbrug, og om man har den rette tilgang med forbudspolitikken. Der mener jeg, at det har vi ikke. Jeg mener ikke, at man skal straffe folk, der vælger at købe det ene eller det andet stof. Jeg kan forstå, at regeringen gerne vil give op til 2 års fængsel for at købe en joint. Jeg tror ikke på, at det virker. Det kommer hverken til at føre til mindre forbrug eller mindre misbrug. Og når jeg ikke tror på, at den politik virker, har jeg heller ikke tænkt mig at skulle lade, som om jeg mener den virker, bare fordi stofferne er farlige, hvad de åbenlyst er. Jeg har i øvrigt aldrig sagt, at det er okay at tage dem.

Spørgeren.

Jeg finder det faktisk ret naivt at tro, at de her kriminelle bander ikke bare finder andre måder at finansiere deres kriminalitet på i forhold til det her. Men vi kan da starte med massive udvisninger og fratagelse af statsborgerskab fra alle de udlændinge, som er repræsenteret meget voldsomt i de her statistikker. Det, hr. Alex Vanopslagh taler om i den her podcast, er jo, at man skal kunne købe det på apoteker. Og hr. Alex Vanopslagh mener, det er okay, at man bare tager kokain – sådan lidt hyggekokain til weekenderne. Jeg synes bare, det er dybt problematisk, når man har så mange unge vælgere, som ser op til en, at man så i den grad åbner op for noget, som er dybt, dybt skadeligt. Jeg er i øvrigt enig i det, hr. Alex Vanopslagh sagde tidligere, nemlig at vi skal sikre en god misbrugsbehandling. Det er bare ikke det, hr. Alex Vanopslagh lægger op til.

Når formanden rejser sig op, betyder det, at taletiden er opbrugt. Værsgo til ordføreren.

Hvis man eksempelvis kigger på de erfaringer, de har gjort sig i Portugal – nej, lad os tage et hjemligt eksempel i stedet for. Noget af det, vi har indført i Danmark, og som jeg mener vi skal være rigtig stolte af, er fixerum, hvor det offentlige er med til at betale for, at stiknarkomaner kan komme ind til en sygeplejerske for at indtage deres stoffer sikkert. Det betyder, at der er færre hiv-smittede, og at der er færre dødsfald. Det er politik, der virker. Så kan man godt stille sig op med en eller anden påtaget forargelse, men jeg er mest af alt optaget af at hjælpe nogle af de mennesker, der er på kanten af samfundet. Der tror jeg ikke på, at den her forbudspolitik er særlig fornuftig.

Så er det fru Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen, Alternativet. Værsgo.

Tak for talen, og tak for det store fokus på nogle af de ting, som faktisk virker, og for generelt at ville frisætte flere mennesker fra vores system. Ordføreren er også inde på, at flere unge mistrives, og jeg hørte også den anden dag, at ordførerens parti ønsker at fjerne det sjette su-år. Jeg mangler lidt forståelse for sammenhængen mellem de to ting. For Finans Danmark har for nylig lavet en undersøgelse, der viser, at hver femte dansker er søvnløs om natten på ugebasis på grund af deres dårlige økonomi. Det vil sige, at flere unge er presset økonomisk, og det gør, at de mistrives. Så kan jeg bare ikke se nogen sammenhæng med, at man så vil fjerne endnu mere af deres økonomi. Så burde vi ikke give de unge en større frihed til at fokusere på deres uddannelse frem for at presse dem økonomisk og sikre mere mistrivsel?

Ordføreren.

Nu skal jeg jo formulere mig ordentligt og respektfuldt om alle studerende, men jeg har vitterlig ikke ondt af de studerende. Jeg har ikke ondt af unge, ressourcestærke mennesker, der går på universitetet, og som har udsigt til at sidde i trygge, sikre jobs med hæve-sænke-borde, frugtordning og en skyhøj løn, hvor de skal betale tiptopskat. I forhold til at det skulle være synd for dem, at de udover at få en skattefinansieret uddannelse og også verdens højeste uddannelsesstøtte så måske skal bekymre sig lidt, hvis det er sådan, at de ikke vil finde sig et fritidsjob ved siden af studierne, vil jeg sige: Jeg har ikke ondt af dem. Så er det rigtigt, at jeg har engageret mig meget i diskussionen om unges mistrivsel, og det tror jeg ikke handler særlig meget om den førte uddannelsespolitik eller su-politik. Jeg tror snarere, der er nogle tektoniske plader, der har rykket sig i vores kultur, for det er jo i hele den vestlige verden, at vi ser en tendens til, at flere unge mistrives, uanset om de har su eller ej. Jeg tror, det bl.a. drejer sig om en perfekthedskultur. Jeg tror også, det drejer sig om en kultur, hvor man hele tiden har en forventning om, at man skal være lykkelig og glad, og at man derved får sværere ved at acceptere livets modgang. Så jeg tror, det er nogle kulturelle ting, der er på spil, og som vi desværre ikke kan løse med su-politik eller lignende.

Tak. Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Vi er helt enige om, at der er flere ting på spil. Men det her er en af de brikker, vi kan rykke på. Så jeg håber da, at ordføreren fremover vil være med til at sikre nogle små, men dog konkrete skridt mod at sikre bedre trivsel for flere unge.

Ordføreren.

Jamen vi kommer ikke til at gå med til eksempelvis at hæve su'en eller indføre det syvende su-år – tidligere var der vist et ubegrænset antal su-år, og det er der nok mange herinde der har været glade for – ud fra et synspunkt om, at ellers bekymrer de studerende sig. Altså, det er okay at bekymre sig. Det er okay, at man nogle gange synes, at livet er lidt svært. Det er okay, at der er lidt mere pasta og ketchup, mens man studerer, og måske skal man ud og få sig et deltidsjob ved siden af studiet. Det kan i øvrigt ende med at gavne en meget mere på sigt, end selve studierne kan. Så det er ikke den måde, vi ønsker at afhjælpe de trivselsudfordringer, der er, på.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for en god tale. Når man sidder som den sidste, kan man godt blive lidt imponeret over, hvor mange mennesker der ikke har hørt efter, hvad ordføreren siger i forhold til kokain. Det er jo vildt nok i sig selv, at man ikke bare lytter i stedet for at tænke, at man kan komme med breaking news. Det er min fortolkning af det. Det er ikke sikkert, jeg er enig med ordføreren i, at det skal være på apoteket, man kan få kokain, men jeg køber fuldstændig ind på præmissen, at man da i hvert fald nok kan være sikker på, at den vare, man vil få der, er renere end den, man kan få ved den lokale pusher. Når det så er sagt, vil jeg faktisk gerne spørge ordføreren om noget andet. Det er i forhold til folkeskolen, for der håber jeg jo ikke at der bliver sådan meget politik i det. Vi skal have fundet ud af at finde en løsning for folkeskolen, hvor vores børn får en god uddannelse og har det godt, mens de er der. Men jeg er jo fra landet og har den her problematik med, at skolerne lukker ude i de små landdistrikter, fordi det faktisk er en lille smule dyrere på taxameteret at holde en lille skole åben. Er LA fuldstændig afvisende over for, at vi laver en differentieret model, sådan at vi holder liv i skoler, som måske ikke er store nok til at kunne stå selv, men som er nødvendige for, at lokalsamfundet ikke lukker ned?

Tak. Ordføreren.

Tak for et godt spørgsmål. Når jeg trækker lidt på det, er det egentlig lidt, fordi jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, er lidt i tvivl om, hvorvidt Liberal Alliance har en konkret politik på det område, altså en konkret holdning til, hvorvidt der skal være en forskel i tilskuddet lidt a la det, man ser på gymnasieområdet. Jeg går ud fra, det er den model, man vil kopiere, og mig bekendt er det jo kommunerne, der selv fastsætter, hvor mange penge de bruger til folkeskoleområdet. Så jeg vil nok egentlig sige, at jeg har behov for at læse mig mere ned i det og blive klogere på emnet, før jeg kan sige et eller andet, for ellers vil jeg skulle stå her og ævle-bævle udenom – det kan jeg også godt finde ud af – men det tænker jeg ikke jeg behøver at gøre over for ordføreren.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Nej, jeg har det bedst med, at man bare siger det ligeud, og at så får jeg et svar på et tidspunkt, når I har læst jer ned i det. Et andet spørgsmål, som jeg har lidt på sinde, er selvfølgelig det her med den grønne omstilling. Jeg er fuldstændig med på, at alle partierne undtagen mit eget er med i den her 2030-plan og føler, at det er nødvendigt at nå målet. Men jeg kan faktisk godt blive bekymret, for vi taler jo uden om, at atomkraft nok burde være en del af løsningen. Der er jo kommet forskning frem, der viser, at på den lange bane, hvis vi holder op med kun at tænke 10 år frem, viser atomkraft sig også at være den billigste løsning. Er Liberal Alliance fortsat positive over for, at atomkraft kommer til at være en del af løsningen?

Ordføreren.

Ja, vi mener helt bestemt, at man for det første burde fjerne det forbud, der er mod, at kernekraft kan indgå i dansk energiplanlægning. Vi ønsker at nedsætte en Niels Bohr-kommission, der kan undersøge mulighederne for Danmark i forhold til kernekraft. Det kan både være i forhold til forskning i de nyeste teknologier, og det kan også være, i forhold til om der skal være et kernekraftværk i Danmark. Det tror jeg ikke ligger lige for, og jeg tror også – og jeg er jo tilhænger af kernekraft – det er vigtigt for os tilhængere af kernekraft at se det direkte i øjnene, at der endnu ikke har eksisteret et eneste kernekraftværk, der ikke har fået massiv statsstøtte. Så det er jo heller ikke uden ulemper.

Så er det hr. Thomas Skriver Jensen, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for en god og interessant tale, som jo på mange måder var ret liberal, altså med fokus på, at man som enkelt menneske i højere grad selv skal kunne få lov til at bestemme, hvor meget eller hvordan man vil arbejde. Men jeg mener alligevel, at talen står i skærende kontrast til, hvad vi ellers har hørt fra Liberal Alliance, eksempelvis ved sidste års finanslovsdebat, hvor ordførerens kollega hr. Ole Birk Olesen jo nærmest brugte hele sin tale på en oplæsning af konkrete forslag til, hvordan man kan tvinge flere mennesker til at arbejde mere, fordi vi har behov for det. Ordføreren har også selv tidligere udtalt, at der er et stort behov for reformer, fordi der skal arbejdskraft til vores virksomheder, og det er jeg sådan set enig i. Derfor er jeg kommet lidt i tvivl, og jeg kunne godt tænke mig at vide: Er det ikke vigtigt mere, at vi får den nødvendige arbejdskraft til vores virksomheder, sådan at de kan vækste, og sådan at vi har råd til at have et godt velfærdssamfund i fremtiden? Har Liberal Alliance måske i virkeligheden skiftet holdning til det her spørgsmål?

Ordføreren.

Nu kunne jeg forstå, at ordførerens kollega fra SF på samme række, eller i hvert fald tæt på samme række, havde læst vores 2035-plan. Måske kunne I lave en lille studiegruppe, for så ville man kunne se, at vi stadig væk har stribevis af forslag til, hvordan man sikrer mere tilgængelig arbejdskraft i Danmark. Det, det alt sammen har til fælles, er, at det handler om gode, sunde incitamenter. Ved at sænke skatten er der nogle, der vil vælge at arbejde mere. Ved at åbne op for udenlandsk arbejdskraft er der flere, der vil komme hertil og bidrage til Danmark. Og ved at sænke eller fjerne nogle af de offentlige ydelser til dem, der godt kan forsørge sig selv, så er der en større tilskyndelse til at komme i arbejde. Der er ikke et eneste forslag om, at det skal være tvungent at være på fuld tid, eller at man aldrig nogen sinde i sit liv må gå lidt ned i arbejdstid. Nej, det er alle sammen forslag, der handler om gode, sunde incitamenter, og det er gode reformer, der baserer sig på frihed og ansvar. Det kan også gøre et samfund rigere – det kan måske endda gøre det meget rigere end løftede moralske pegefingre.

Spørgeren.

Det er jo i grove træk, og nu kan det godt være, det er lidt karikeret sagt, pisk til de mennesker, som ikke selv har mulighed for at holde mere fri, og gulerod til de mennesker, som er relativt velstillede og derfor har mulighed for at holde mere fri. Måske skal det i virkeligheden bare være mit spørgsmål: Er det Liberal Alliances politik – pisk til dem, der ikke selv har råd til at trække sig tilbage og holde fri, og en gulerod til dem, der har råd til det?

Ordføreren.

Jeg tror da, det er fuldstændig korrekt, at det er ordførerens opfattelse af vores parti. Jeg mener jo, det er gulerod i alle ender og i alle spektre, fordi det handler om guleroden ved at arbejde, der bliver større, også hvis det handler om den person, der er på overførselsindkomst, og som vil opleve, at når vi har gennemført vores forslag om, at de første 7.000 kr. er skattefri, og at ydelserne i øvrigt ikke stiger, men måske er lavere, så er gevinsten ved at tage et arbejde endnu større. Det er den samme gevinst, som kan motivere en topskatteyder i et land, hvor der ikke længere er topskat, til at arbejde 1 time ekstra. Det er jo gulerod begge dele.

Så er det fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Liberal Alliance har en vision i deres program, hvor der står, at det at have et værdigt menneskeliv kræver, at vi hver især kan forfølge vores egne mål. Det kræver, at vi alle tager ansvar for eget liv i stedet for at skubbe det over på andre. I dag antager man, at 122.000 børn i Danmark vokser op i hjem med alkoholmisbrug. Det er, hvad vi ved. Den store ubekendte er der, fordi misbrug ofte foregår bag lukkede døre og vi ikke har noget tal på børn, der vokser op i hjem med stofmisbrug. Lige nu er det estimerede tal fra Center for Rusmiddelforskning, at ca. 50.000-55.000 unge i alderen 15-24 år har problemer med rusmidler. Jeg tænker, at vi vel ikke kan være uenige om, at kokain er afhængighedsskabende og indgribende i menneskers liv. Hvordan vil hr. Alex Vanopslagh sikre de børn og unge et værdigt menneskeliv? Hvordan vil ordføreren sikre, at de sikres en ret til at forfølge deres drømme, når vi på samme tid kan læse om, at ordføreren går ud og fortæller om, at et så farligt stof som kokain er relativt harmløst?

Ordføreren.

Det citat vil jeg gerne se: at kokain skulle være harmløst. Det lyder da meget spændende. Det er ikke noget, jeg har sagt, men send det endelig over. Nej, altså den måde, man skal tilgå familier, hvor forældrene har misbrugsproblemer, og hvor børnene mistrives, på, er jo egentlig den tilgang, vi sådan generelt, bredt set har i Danmark, forstået på den måde, at man jo har en pligt til, når man eksempelvis er pædagog eller skolelærer og der er en mistanke om, at der kan være noget særlig slemt på færde hjemme i en børnefamilie, at indberette det til kommunen, som så skal tage sagen op. Det mener jeg er den rette tilgang frem på dette spørgsmål. Det er jo ikke noget, der kommer til at fjerne alkohol- og misbrugsproblemer. Uanset hvilke politikker vi fører i Danmark, vil der være folk, der ulykkeligvis falder igennem i tilværelsen og ender i misbrugsproblemer. Der har vi en særlig forpligtelse til at beskytte børnene, det er klart, og jeg er åben over for forslag om, hvordan man kan lave det opsøgende arbejde bedre.

Spørgeren.

Jeg hørte ordføreren i et tidligere indlæg referere til Portugal. Jeg har også været i Portugal med udvalget og må sige, at jeg intet formidabelt så. Jeg så ikke andet end armod, jeg så ikke andet end fattigdom, og jeg så ikke andet end forfærdeligheder dernede. Oregon sidder lige nu og kigger på muligheden for rekriminalisering. Hvilke erfaringer omkring kokain og særlig Portugal er det, ordføreren refererer til? Ordføreren taler også om et værdigt liv. Er legalisering af narkotika noget, der giver et værdigt liv, med en retorik om fixerum og stiknarkomaner?

Ordføreren.

Jeg mener absolut, at hvis du er stofafhængig og skal stikke dig selv i armen for at tage et stof, er det langt mere værdigt at gøre det i et fixerum under rene og ordentlige forhold, hvad jeg egentlig også tror er Socialdemokratiets politik, end at det skal ske i uhumske gader og stræder, potentielt med brugte kanyler, hvor du kan blive smittet med hiv. Jeg mener, det da er hævet over enhver tvivl, at eksempelvis fixerum har været en socialpolitisk forbedring, og jeg tror, at ved at tænke i de baner, der hedder, at det ikke er formynderi og forbud, men at det er forståelse og hjælp, kan man føre en langt bedre socialpolitik og narkotikapolitik, end vi fører i dag.

Tak. Så er det hr. Morten Dahlin, Venstre. Værsgo.

Jeg synes, ordføreren spinner lidt. Der tales om en model fra Portugal, afkriminalisering og noget med nogle mennesker, der har et misbrug. Det er jo ikke det, hr. Alex Vanopslagh taler om, når man lancerer Liberal Alliances nye kokainpolitik. Her taler man om en velfungerende voksen mand, der har styr på sit liv og tre gange om året går til fest, hvor han har lyst til at tage kokain. Man siger, at det skal han have lov til, og at han skal kunne købe det på et apotek. Det er ikke en afkriminalisering. Det er en legalisering af kokain. Og når det nu skal gælde for den her velfungerende mand, der har styr på sit liv, så må det vel være ret let for Liberal Alliance at svare på, om det også skal gælde for de 18-årige gymnasieelever, der til forfesten, før de skal hen på skolen og hygge sig med vennerne med musik, dans og måske en øl eller fem, tager en bane kokain. Skal det så også være lovligt for dem at tage en bane kokain?

Ordføreren.

Jeg vil give oprigtige pluspoint for retorikken. Det er lidt komisk, at det starter med en anklage om, at jeg spinner. Jeg synes egentlig, at hr. Morten Dahlin skal lytte til udsendelsen, hvor jeg først siger: Liberal Alliances politik er alene en afkriminalisering. Så taler vi siden hen, hvor jeg også understreger, at det ikke er Liberal Alliances politik, om nogle teoretiske scenarier, der handler om, hvordan man kan sikre rene stoffer til dem, der i dag køber det af kriminelle. Så det er jo ikke et nyt politisk udspil fra Liberal Alliance. Det tror jeg også godt spørgeren ved. Men det er jo sådan med en afkriminalisering, at det så ikke længere vil være forbudt for nogen at købe eksempelvis en joint eller noget andet på samme måde, som det er forbudt i dag. Så i forhold til det konkrete eksempel, spørgeren bruger, med manden, der tre gange i løbet af et år tager det, der er et ulovligt stof i dag, vil det med en afkriminalisering ikke længere være strafbart for ham.

Spørgeren.

Men jeg har lyttet til udsendelsen, og det er ikke en afkriminalisering, hr. Alex Vanopslagh foreslår. Hvis hr. Alex Vanopslagh nu vil bruge den her mulighed for at trække det, hr. Alex Vanopslagh sagde tidligere, tilbage, synes jeg bare, det er glimrende. For hr. Alex Vanopslagh taler for en model, hvor en velfungerende mand, der har styr på sit liv, tre gange om året skal have lov til at tage kokain, og han skal kunne købe det på et apotek. Det er legalisering; det er ikke afkriminalisering. Jeg vil bare spørge igen: Hvis ham manden, der har styr på sit liv, skal have lov til at tage kokain, hvordan vil man så forhindre, at de unge mennesker, der er til forfester før gymnasiefesten, eller de folketingsmedlemmer, der er til julefrokost, eller de ansatte i partisekretariaterne, før Folketinget holder sommerfest, gør det samme?

Tak. Ordføreren.

Jeg vil gerne gentage, både hvad jeg har sagt nogle gange i dag, hvad jeg har sagt til, jeg tror, det var Danmarks Radio, der lavede en artikel om det, og hvad jeg i øvrigt også sagde i podcasten. Det er ikke Liberal Alliances politik at legalisere narkotika. Vores politik er, at cannabis skal legaliseres, og at det ikke længere skal være strafbart at købe narkotika, altså det, man kalder en afkriminalisering, hvilket i øvrigt har en ret bred faglig opbakning. Så kan man godt forholde sig til alle mulige hypotetiske scenarier, men det er det, der er Liberal Alliances politik, og det står jeg gladelig på mål for.

Tak. Så er det fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet som den sidste.

Tak for det. Jeg ville egentlig have spurgt til LA's abortpolitik, men jeg synes faktisk, det, vi har gang i her, er utrolig interessant. Jeg er socialordfører, og jeg har været med i Socialudvalget ligesom min kollega her omme bagved, som er misbrugsordfører. Jeg bliver forvirret. Er det, Liberal Alliance ønsker, en afkriminalisering eller en legalisering? Og vi skal ikke begynde at snakke behandlingsmetoder. Vi skal snakke om legalisering eller afkriminalisering.

Ordføreren.

Svaret er afkriminalisering. Liberal Alliances politik er en afkriminalisering; det er ikke en legalisering, ud over af cannabis. Det har jeg sagt ret klart og tydeligt nu, men jeg har sådan lidt på fornemmelsen, at der er en ekstra eller to herinde, der er lidt forvirrede over, hvad der er Liberal Alliances politik. Men det er altså afkriminalisering.

Spørgeren.

Det er jeg faktisk rigtig glad for. For noget af det, som ligger i regeringens portefølje, handler om at prøve at se, hvad det er, vi skal gøre, når folk er kommet i et misbrug, altså at se på, hvad det er, vi kan gøre ved det. Der synes jeg faktisk, ordføreren har været ret tydelig om, at når man er i et misbrug, skal vi selvfølgelig også tage hånd om det. Og jeg er helt enig med ordføreren i, at fixerum giver en værdighed. Jeg vil bare gerne være helt sikker, så der ikke bliver en eller anden misforståelse ude i medierne: Så det er altså afkriminalisering og ikke legalisering?

Ordføreren.

Det er jo fantastisk; vi undgår misforståelser i medierne. Det er utroligt, hvad vi kan herinde. Nej, men det er korrekt forstået. Og prøv at høre her: Jeg påstår jo heller ikke, at det er en sort-hvid diskussion om, at hvis bare man afkriminaliserer, er alle problemer væk. Der findes også eksempler på steder, hvor nogle af de forsøg, man har, med at ændre lovgivningen er gået galt. Altså, der er amerikanske stater, hvor man har lovliggjort uden overhovedet at forberede behandlingscentre og lignende, og hvor man har de der fentanylcentre så at sige. Så der findes jo også dårlige erfaringer derude. Men jeg mener, at vi med et åbent sind i Folketinget burde se på de erfaringer, der er fra forskellige lande, og så se på, hvordan man kan lave en politik, der forebygger mest skade og mest misbrug.

Så er tiden gået. ( Alex Vanopslagh (LA): Det var ærgerligt. Så vil jeg gå ned på apoteket. Tak for nu). (Munterhed) . Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Søren Pape Poulsen fra Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil begynde, hvor statsministerens slap i tirsdags, nemlig hos Shu-bi-dua. Jeg er nemlig også interesseret i dem, der voksede og koksede, og i deres familier. Jeg opfordrer derfor til, at vi får familiernes forhold ind på den politiske dagsorden. Vi kan jo kalde det for den røde tråd i dansk politik. Lad os sætte familierne først, for når familierne har det godt, har Danmark det godt. Et øget fokus på danske familier og på, hvordan de har det, vil være godt for politik. Det er ikke, fordi vi skal have politiske løsninger på alt klar. Det skal vi ofte afholde os fra, så familierne kan løse deres problemer selv, og det er selvfølgelig en politisk pointe. For familien er det vigtigste fællesskab. Det er der, vi søger trøst og støtte. Det er forbundet med livets største dybde, men det gør det ikke til en dans på roser at stifte familie. De nybagte forældre med rande under øjnene, jeg har mødt foran kaffemaskinerne igennem årene, har nogle gange lignet noget, der var løgn. De slæbte sig igennem arbejdsdagen, og alligevel var deres liv fyldt med mening – mening og rigtig meget kaffe. Livet er så meget større end det, vi bestemmer over her i Folketinget. Derfor skal vi også tage hensyn. Så ja, vi skal finde en vej til højere arbejdsudbud, men vi skal også finde en klog vej. Man kan f.eks. se til Norge, som er bedre til at lokke seniorer til at blive på arbejdsmarkedet, end vi er i Danmark. Hvis vi var lige så gode, svarede det til, at der trådte 66.000 personer ind på arbejdsmarkedet. Man kan også lette skatten for dem, der frivilligt vil arbejde, eller gøre noget mere for at få kvalificeret international arbejdskraft hertil. Sandheden er jo, at man i de danske børnefamilier arbejder mere end børnefamilierne i de EU-lande, vi normalt sammenligner os med. Danske forældre arbejder altså mere, end de gør i Østrig, Tyskland, Italien, Finland, Sverige, Slovakiet, Holland, Spanien, Ungarn, Irland, Tjekkiet, Estland, Luxembourg, Frankrig og Belgien. Alligevel får vi at vide af Socialdemokratiet og regeringen, at det er et forkert ideal at ville arbejde mindre, selv om nogle børn måske har brug for at se deres forældre mere. Statsministeren mener, at det er på sin plads at tale om dovenskab i Danmark, og at vi skal op i gear. Jeg tror, hamsterhjulet drejer rundt i højeste gear hos de fleste danske børnefamilier. Selv om arbejdet er en stor del af livet, er livet heldigvis også andet end arbejde. Derfor vil jeg også sige noget om fællesskaber og ensomhed. Vi har som mennesker brug for fællesskaber. Vi er alle sammen sociale væsener, og vores relationer til andre er afgørende for, hvordan vi har det. Faktisk viser tallene, at man dør tidligere end andre, hvis man er ensom, og det siger jo det hele – og samtidig slet ikke det hele. For vi skal jo ikke undgå ensomheden, fordi vi så kan leve et år eller to mere. Nej, det er de ensomme år, hvor man er fuldt i live uden at leve fuldt ud, der er det hårdeste. Det er de år, hvor man længes efter at røre den lille hånd, man kunne som mor og far, men hvor de hænder, man ser mest, tilhører personalet på plejehjemmet. Det går desværre i den forkerte retning. Flere og flere føler sig ensomme. Det er på en og samme tid svært at forstå, at mange har 300 følgere på Instagram, men ingen at gå i biografen med. Og samtidig er det meget let at mærke, at vi er kommet på afstand af hinanden. 600.000 danskere føler sig i dag ensomme. Det er der ikke kun én årsag til, men svaret findes i alle tilfælde i samhørigheden med mindst ét andet menneske. Men vejen til andre mennesker er ikke altid så ligetil, hvis man ikke føler, at man har nogen at gå til. Vi foreslår i Det Konservative Folkeparti, at man opretter et nationalt forsknings- og videnscenter for ensomhed. Det er ikke, fordi det løser alle problemer, men fordi det kan være med til at belyse de mange forskellige årsager til ensomhed og give os mere viden om, hvordan vi opsporer ensomhed og hjælper med at forebygge. Vi ved allerede noget, f.eks. at ensomhed er mest udbredt blandt unge og ældre, hos dem, der er en seksuel minoritet, dem, der sjældent deltager i fritidsaktiviteter, og hos dem, der sjældent har kontakt til deres familier og venner eller bor alene. Og i Danmark er vi nu mindre sammen med vores familier, end de er i landene omkring os, og andelen af voksne, der bor alene, er stigende.

Denne sommer kunne vi se og kunne vi mødes om at se »Balladen om kolonihaven« på TV 2, og vi kunne foran hvert vores fjernsyn sådan lidt indirekte beskæftige os med vores fællesskab ved at se på et fællesskab med problemer, må man jo nok sige. Det var underholdende tv på sin vis, men udsendelserne gjorde altså også lidt ondt, for det gik jo ikke så godt. Jeg tror, at fremtiden bliver lys for den, der er god til at indgå i fællesskaber; den, der lytter og får tingene til at gå op; den, der står for noget og tilbyder sine stærke værdier i et fællesskab, og som har øje for relationerne og gyder olie på vandene, når det er behovet; den, der kort sagt er god til at være stærk for at hjælpe andre. Det er en enorm kompetence. Og det med at kunne samarbejde er vist sådan noget, man kalder en blød kompetence, men sådan en blød kompetence er et solidt fundament. Der er faktisk ikke noget fællesskab uden, og der er ikke nogen kunstig intelligens, som kan overtage det, for det kræver et hjerte. Vi har et godt afsæt for at nærme os hinanden og føle samhørighed i Danmark. For vores normer og traditioner er gode rammer, når vi vil være fælles om noget. Det er også gode afsæt for at tænke over, hvem vi er som folk. For vi er et folk, og det er der identitet i, og man er bare lidt mindre alene, når man er en del af et stærkt kulturelt fællesskab, for så er der andre, der vil det samme liv som en selv. Men det er også der, mange føler sig allermest alene, f.eks. til jul. Nu står jeg jo her og risikerer at lyde sådan helt gammeldags, og det kan jeg godt leve med, for jeg mener egentlig, at vores behov som mennesker ikke er defineret ud fra, hvilket liv den moderne verden kan tilbyde os, og jeg mener, at vi kan holde fast i vores højtider uden at blive selvhøjtidelige. For selv om vores fælles identitet giver os noget hver især, giver den os også muligheden for at glemme os selv lidt, fordi vi så kan være en del af noget større, og så slipper vi for at pille vores navler til blods og tænke over, om andre har det på samme måde som os selv, eller om vi er lidt mærkelige, hvor det bliver sådan noget: Lad mig nu se, hvordan de andre lever deres liv, på Instagram for at sammenligne. Det er der nemlig ikke tid til, når fjerboldene flyver nede i den lokale badmintonklub. Det er godt; så er man til stede. Jeg er ikke positivt stemt over for den politiske strømning, vi har set på det seneste – det er den, der kostede os en helligdag; den, hvor kommissioner vil afskaffe efterskolerne, som vi kender dem; den, der fortæller os, at vi skal arbejde mere for statens skyld – for jeg synes, vi er kommet på afstand af det, livet er gjort af. Jeg er heller ikke positivt stemt, når vi på den ene side i statsministerens tale hører, at der hurtigere skal sættes flere vindmøller op, og på den anden side samtidig kan læse i pressen, at regeringen direkte har modarbejdet opsætning af havvindmøller. Jeg håber virkelig ikke – som i virkelig ikke – at det er rigtigt, hvad vi har læst. Det har vi i Folketinget et ansvar for at forfølge og komme til bunds i. Men ellers er jeg nu ganske positiv. For vi tager hul på et nyt folketingsår, og der er altid grund til at hæfte sig ved det gode. Statsministeren har allerede sagt en hel del fornuftigt om folkeskolen. Jeg kan tilslutte mig meget af det, og jeg vil tilføje: Lad os nedlægge den såkaldt understøttende undervisning. Det vil frigøre det, der svarer til 3.800 lærere. Jeg er sikker på, at de kan hjælpe elever, der har svært ved at forstå dansk og matematik, som eksempel. Lad os give eleverne mulighed for at prøve kræfter med at bruge hænderne i videre omfang, uden at det koster dem muligheden for at vælge en anden ungdomsuddannelse til, hvis det skal vise sig, at det er det, de helst vil. For tænk nu, hvis der var nogen, der fandt glæde ved og mening med deres skolegang ved at være på en virksomhed en dag om ugen og så pludselig kunne se meningen med skolen. Tænk, hvis dét føltes som en plads i solen, som Shu-bi-dua også sang om. Det ville give gladere børn og unge, det ville give gladere forældre, og det er ikke nogen dårlig rød tråd. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren, og der er en række korte bemærkninger. Den første er til fru Camilla Fabricius. Værsgo.

Tak for det. Det er altid en glæde at have lov til at stille spørgsmål til ordføreren. Det har jeg virkelig set frem til, og det var endnu en gang en god tale, og det var dejligt, at ordføreren også nævnte ensomhed; det sætter jeg stor pris på. Det spørgsmål, jeg gerne vil stille, handler om det ønske, Konservative havde før valget, omkring de 40 mia. kr. i skattelettelser. Det syntes jeg helt ærligt var en del, og derfor kan jeg også være lidt nysgerrig på, om man mener det samme fra før valget og til efter valget.

Ordføreren.

Jamen det kan jeg meget klart sige. Vi har jo ikke præsenteret det på nuværende tidspunkt, men vi har jo sagt, at den skatteplan, vi lagde ud før valget, kommer vi til at revidere. Vi kommer ikke med en skatteplan, der afskaffer topskatten i et bestemt år. Vi kommer til gengæld til – og det glæder jeg mig til – at forhandle skat med regeringen her senere på året, hvor vores mål bl.a. vil være at hæve grænsen for, hvornår man betaler topskat.

Spørgeren.

Tak for det. Det var næsten som taget ud af min mund. Og det synes jeg også virker, som om Konservative faktisk er tilbage på sporet med at ville være med til at tage ansvar. Det har jeg sådan en lille fornemmelse af. Så mit spørgsmål som opfølgning er: Er man villig til fra Konservatives side faktisk at træde ind på banen i forhold til også at løfte det tunge ansvar?

Ordføreren.

Vi tager gerne ansvar, også det tunge. Men nu kan forskellige folk jo definere, hvad det er at tage ansvar. Det er jo ikke nødvendigvis kun regeringen, der kan definere, hvad det er at være ansvarlig. Men jeg deltager meget gerne i de skatteforhandlinger, og jeg går også til skatteforhandlinger med den intention, at vi skal være med i sådan en aftale. For jeg synes, det er vigtigt. Hvis vi kommer til et tidspunkt i vores land, hvor vi ender med måske, nu ved jeg ikke, hvad det ender med, men 5-6 mia. kr. i skattelettelser, som både skal være godt for bunden og hæve grænsen for, hvem der betaler topskat, så glæder jeg mig til at være med i sådan en aftale.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Tak for det. Efter en valgperiode, hvor der ikke har været så meget snak om skattelettelser, ser vi nu ind i, at vi kan få skattelettelser, endda i milliardklassen. Derfor vil jeg godt takke De Konservative for at gå konstruktivt ind i debatten modsat vores venner i Liberal Alliance, der er klatret op i et træ. Jeg vil stille et enkelt spørgsmål i den anledning: Anerkender Det Konservative Folkeparti, at regeringens planer for personskattelettelser gør Danmark rigere?

Ordføreren.

Ja, det gør det jo, for skattelettelser har det også med at være godt for arbejdsudbud m.v. Når vi går ind for skattelettelser, gør vi det først og fremmest, fordi det er godt for familien og det giver mere frihed til den enkelte familie. Men grundene til, at vi hver især går ind i det, er jo sådan set ligegyldigt. Jeg anerkender helt det, spørgeren spørger om. Jeg kan styre min begejstring over toptopskatten osv., men nu går vi ind i rummet, og så håber jeg, at vi både kan lette skatten i bunden og i toppen.

Spørgeren.

Jamen det er jo sådan set bare et ekstra godt argument for skattelettelser, som vi i Venstre på ingen måde er uenige i. Tværtimod er vi også ganske enige i det. For det handler jo også om det rimelige og retfærdige i, at man får lov til at beholde flere af de penge, man selv har tjent. Kan jeg så regne med, at Konservative går konstruktivt ind i forhandlingerne, og er hr. Søren Pape Poulsen optimistisk, med henblik på om man kan se sig selv i en aftale med regeringen?

Ordføreren.

Jeg går ind med et meget optimistisk sind og med et ønske om at ville lave en aftale. Det kan jeg sige hundrede procent. Nu skal vi jo lige se, hvad der bliver lagt frem foran os, når vi kommer ind. Vi har jo hørt, hvad der er sagt i debatten, og med det, jeg hører, må jeg bare sige, at vi godt kan styre vores begejstring over en toptopskat. Vi synes egentlig, det er en dum idé, og vi synes egentlig ikke, at vores skattesystem kalder på at blive endnu mere kompliceret, end det er i dag. Men det er ikke sådan, at vi på forhånd siger, at det afholder os fra at være med i en aftale, for vi synes, at vi skal lette skatten i Danmark.

Så er det hr. Henrik Frandsen.

Mange tak for ordet, og tak for en rigtig god ordførertale. For ca. 3 år siden indgik vi det, der hedder Nordsøaftalen, som Konservative jo også var en del af på det tidspunkt; Konservative er jo et grønt parti, der gerne vil klimaet osv. Da den aftale blev indgået, blev den jo virkelig fejret som et kæmpe skridt fremad, for nu fik vi en slutdato, altså en dato for, hvornår man skulle stoppe med produktion af olie fra Nordsøen. Det var et kæmpe fremskridt, og derfor blev jeg også noget overrasket, da jeg her for nogle uger siden kunne læse, erfare, at den aftale, som man jo virkelig havde fejret med champagne og det hele på daværende tidspunkt, ønskede Konservative faktisk at genåbne. Det blev jeg noget overrasket over, for det var jo en aftale, der gav nogle helt klare rammevilkår for en meget, meget vigtig del af erhvervslivet i Esbjerg og alt, hvad der har med offshore at gøre. Mit spørgsmål er egentlig: Var det sådan en enlig svale, eller vil vi se, at Konservative gerne vil have genåbnet flere aftaler?

Ordføreren.

Vi står fuldt og helt ved den aftale, vi har lavet om Nordsøen – fuldt og helt. Det eneste, vi har sagt sammen med SF og Radikale Venstre var sådan set, at vi kom med en melding om, om ministeren ikke skulle indkalde os til en drøftelse. For når vi nu er på vej og har det ønske, som vi jo har i fællesskab, skulle man så ikke lige vende skråen en ekstra gang, inden man giver flere muligheder, som jo betyder, at man først hiver noget op af jorden om mange år? Det er jo ikke i morgen, man kan hive det op. Det er en proces, hvor vi er i gang med at frigøre os fra fossile brændstoffer. Så det har vi sagt hele tiden, og hvis det ikke er fremgået tydeligt nok helt ned på sætningsniveau – jeg kender nu fru Mona Juul så godt, at jeg tror, hun har sagt det særdeles tydeligt – er det bare vigtigt for mig her at sige, at vi står hundrede procent på mål for vores aftale. Havde det her ført til, at der skulle være et udbud, og at nogle ville gennemføre det, står vi selvfølgelig ved vores aftaler, men derfor kan man jo godt nogle gange stille spørgsmål. Men det eneste, vi har bedt om, er egentlig bare et møde med ministeren, hvor vi spurgte, om man ikke lige skulle vende skråen en gang til. Vi kommer ikke til at løbe fra nogen aftaler, vi har indgået.

Spørgeren.

Det glæder mig da rigtig meget at høre, for der er jo et meget, meget stort erhvervsliv, og det sagde jeg også lige før, i Esbjerg, men også i andre dele af landet, som jo investerer, i tillid til at de rammevilkår, vi melder ud fra Folketinget af, også er troværdige fremover. Men jeg vil egentlig spørge: Hvad er det nye, der er sket på bare 3 år, og som gør, at man måske skal skrue ned for det der? Jeg tænker, at nu er der jo kommet krig i Ukraine, der er forsyningskrise, vi mangler gas, vi skal ikke importere gas fra Rusland længere, osv. Hvad er det, der konkret gør, at man gerne vil genåbne den så?

Ordføreren.

Vi har jo diskuteret klimaudfordringerne for vores klode i flere år, og jeg synes ikke, vi har diskuteret det mindre de sidste 3 år. Hvis vi alle sammen vil stå på mål for at sige, at vi har nogle kæmpe udfordringer, vi skal have løst, synes jeg, vi skal have en diskussion om, når vi står foran sådan et udbud, at det er noget, der først kan hives op om nogle år. Jeg tror, det er vigtigt at forstå det i den her diskussion. Det handler jo ikke om, at kommer der nogen og byder ind på det og starter det i morgen. Nej, der går en række år. Og der spørger jeg bare, om vi ikke lige skulle overveje igen, om det er vejen at gå. Men vi står ved vores aftale, og det har vi også sagt klart og tydeligt.

Så er det hr. Sigurd Agersnap.

Tak for ordet. Og tak til ordføreren for talen. Jeg vil gerne spørge til en af de debatter, der kommer, som jo er om CO 2 -afgiften på landbruget. Op til valget sidste år meldte Konservative jo meget klart ud, at man gerne vil have en CO 2 -afgift på netop landbruget. Jeg vil gerne høre, dels hvad det er for nogle overvejelser, der er hos Konservative, om, at landbruget skal bidrage, og hvordan den CO 2 -afgift skal fordeles, dels om Konservative mener, at der overhovedet er nogen vej til at leve op til vores klimamål, hvis ikke man får lagt en ambitiøs CO 2 -afgift på landbruget her og nu.

Ordføreren.

Tidligere lagde vi en afgift på vores industri og lavede i den anledning en aftale om kompensation. På samme måde mener vi også at der skal være en CO 2 -afgift på landbruget, som også skal følges op af en kompensation, så de dygtige landmænd, vi har, rent faktisk får en mulighed for at omstille sig. Hvordan den skal indføres, hvor hurtigt, og hvad beløbene skal være, har jeg overhovedet ingen bud på, for det er jeg ikke kompetent til at udtale mig om. Der venter jeg på ekspertudvalgets anbefalinger, og så må vi gå ind i en politisk diskussion om dem. Men vi skal indføre en CO 2 -afgift på det rigtige niveau, gøre det klogt, have landbruget med, men også tænke på, at hvis ikke vi giver en gulerod for at omstille sig, så kommer der ingen omstilling. Men ligesom der gjorde for industrien, kommer der også en afgift for landbruget.

Spørgeren.

I forlængelse af det vil jeg også gerne høre om flyafgiften, som er en af de grønne afgifter, der forhåbentlig snart skal debatteres her i Folketinget. Er De Konservatives tilgang også der, at alle pengene skal føres tilbage til netop flybranchen og til grønne brændstoffer? Eller mener Konservative, at en afgift i sig selv kan være fair, hvis man har en ret stor forurening, altså at så skal forureneren betale?

Ordføreren.

Vi skal spørge os selv, om vi laver afgifter på klimaområdet for at få penge i kassen eller vi laver afgifter, fordi vi gerne vil animere til en omstilling. Hvis vi gerne vil animere til en omstilling, giver det jo god mening, at man fører pengene tilbage. Nu synes vi jo i bund og grund, at når det kommer til fly og afgifter i den sammenhæng, burde man have lavet den på europæisk plan – man burde have lavet den på brændstof. Altså, vi diskuterer det. Men jeg vil bare gerne sige, at hvis vi vil have omstilling, handler det ikke om at fjerne mulighederne, men om at gøre det attraktivt at omstille sig. Det synes jeg vi skal tænke på i hele klimadebatten, for det har vi også en fælles interesse i.

Så er det fru Marlene Harpsøe.

Først og fremmest mange tak for en rigtig god tale af den konservative formand. Jeg bed jo mærke i i forbindelse med åbningstalen her i tirsdags, at statsministeren gjorde særlig meget ud af folkeskolen, og det, jeg sådan set også hører fra den konservative ordfører i dag, er, at folkeskolen også ligger Det Konservative Folkeparti på sinde. Noget af det, som vi i Danmarksdemokraterne er meget optaget af, er jo bl.a. det her med praksisfagligheden i folkeskolen, altså hvordan vi får løftet den, sådan at der er flere unge mennesker og børn, som rent faktisk synes, at det er spændende at gå i skole, og rent faktisk lærer noget. Jeg hørte også hr. Søren Pape Poulsen komme ind på det i sin tale. Har den konservative ordfører mulighed for at udfolde det noget mere, i forhold til hvad det er, der er De Konservatives tanker i forhold til folkeskolen?

Ordføreren.

Det vil jeg rigtig gerne. Først vil jeg gerne sige, at vi skal passe rigtig godt på vores folkeskole. Det siger jeg også som en konservativ, der også går hundrede procent ind for, at vi har friskoler og privatskoler, og at vi skal have den mangfoldighed, som vores skole har. Men folkeskolen er et af de der sidste store fællesskaber, vi har tilbage, hvor alle slags mennesker møder hinanden, og det skal vi fortsat sikre man gør. Jeg var ret begejstret for den del af statsministerens tale, der handlede om folkeskolen. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at se, hvad det så præcis er, forslaget går ud på. Vi har jo selv foreslået for et år eller halvandet siden, måske to, at der skulle være et praksisfagligt spor, altså at man i 8. og 9. klasse måske kunne vælge at være en dag om ugen ude på en virksomhed. Jeg har også selv oplevet det i klasserummet. Lad os nu være ærlige: Der er nogle drenge i skolen, der har gjort langt mere indtryk på skolen, end skolen nogen sinde har gjort på dem. Der skulle vi gerne finde en vej til, at de har lyst til at gå i skole. Og det tror jeg de kunne få, hvis de står ude hos tømreren og ser, at Pythagoras' læresætning lige pludselig giver mening i matematiklokalet, og de kan se, hvad de kan bruge det til i praksis. Det håber jeg at vi får meget mere af.

Spørgeren.

Det lyder jo rigtig interessant, og vi er helt sikkert i Danmarksdemokraterne meget enige med De Konservative i det spørgsmål. Noget andet, jeg også gerne vil spørge ind til i forhold til folkeskolen, er jo, hvordan vi gør plads til flere, for der er jo helt sikkert bud i forhold til praksisfagligheden og også i forhold til drengene, og hvordan de kan rummes. Men der er også de stille piger og noget om, hvordan vi rummer dem. Der er rigtig mange, der desværre oplever skolevægring i de her år, hvor familierne er splittede i atomer, fordi de netop ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. Der kunne jeg godt tænke mig at høre lidt om, hvordan De Konservative tænker at lige præcis familierne her også skal hjælpes.

Ordføreren.

Altså, tendenser har det jo med at skifte inden for mange politikområder. Jeg tror, at vi for nogle år tilbage begik en stor fejl, da det helt store hellige mantra i folkeskolen var »inklusion«. Altså, vi sagde, at vi for alt i verden ikke måtte udskille nogen til specialindsats – vi skulle helst bevare dem i klassen alle sammen. Det tror jeg har haft nogle meget store omkostninger for de elever. Jeg tror nu engang, at vi skal anerkende, at der er nogle, der har brug for en særlig indsats, som ikke nødvendigvis skal være i det samme klasserum. Jeg tror også, at det kunne give noget mere ro hos familierne, at man ikke bare partout skal være en del af det.

Ja tak! ( Søren Pape Poulsen (KF): Undskyld). Det er okay. Så er det fru Jette Gottlieb. Værsgo.

Tak. Det Konservative Folkeparti har jo i mange år øvet sig på at være den blå bloks grønne samvittighed, men jeg synes, at det er blevet nedtonet lidt i de senere år. Så nu vil jeg spørge lidt mere konkret ind til noget. Cirka en tredjedel af det CO 2 -udslip, vi skal nedbringe, hvis vi skal opfylde vores klimamål, stammer fra trafikken, og derfor vil jeg nu spørge De Konservative, om de er enige i, at det, hvis vi skal opfylde vores mål, vil forudsætte, at man styrker den kollektive trafik på bekostning af eller ved nedbringelse af enkeltmandsbilismen.

Ordføreren.

Selv om jeg også gerne vil være med i nogle kollektive tanker, må jeg jo nok sige, at der bliver Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti nok ikke lige hurtigt enige, også fordi den kollektive trafik jo fylder mere nogle steder end andre. Altså, når jeg er her i København – hvor jeg jo ikke bor; det er her, jeg har mit arbejde – står min bil herude i gården hele ugen, og så går jeg rundt i byen, eller også tager jeg en metro, hvis jeg skal nogen steder hen, for det kan bedst betale sig. Der, hvor jeg er vokset op, er virkeligheden bare den, at buschaufføren tit og ofte er den bagerste mand i bussen, og der har vi nogle udfordringer med den kollektive trafik, fordi det er svært at få den til at have så høj en frekvens, at det giver mening. Derfor tror jeg, vi skal tænke nogle andre tanker. Jeg har ikke det endelige bud på det, men der er altså nogle steder i Danmark, hvor vi skal finde nogle andre løsninger end bare at have en masse busser kørende rundt. Det tror jeg ikke på. Og så skal vi også kigge på, hvordan biler jo udvikler sig. Vi får flere og flere elbiler – det er også godt for miljøet.

Spørgeren.

Grunden til, at jeg spørger, er jo, at De Konservative har gjort sig til talspersoner for rigtig mange af de infrastrukturprojekter, der helt åbenlyst fremmer bilismen. Altså, jeg tænker på veje og broer og alle mulige ting, og jeg kan også, hvis det skal være, nævne, at der er noget på vej omkring Viborg. Men det er jo alt sammen noget, der fremmer bilismen i stedet for at sikre, at der er andre transportmuligheder. Vil ordføreren godt være med til at forstå og indrømme, at cirka en tredjedel af befolkningen ikke har noget frit valg, fordi de enten er under 18 år eller er lidt ældre og derfor ikke tør køre eller er i den situation, at de ikke har råd til en bil? Så vil ordføreren være med til at lave om på det?

Ordføreren.

Nej, det vil ordføreren ikke. Og jeg glæder mig over, at nu ser det langt om længe ud til, at der kommer motorveje omkring Viborg, og det var så sandelig da også på tide; at det ikke er sket før, er jo en kæmpe skandale, men nu kommer det. Når det så er sagt, vil jeg også godt sige: De grønne biler skal jo have noget at køre på – de skal jo have noget at køre på. Vi får flere og flere elbiler, og de skal jo have gode veje at køre på, og derfor skal vi selvfølgelig stadig væk kigge på broer og veje og have et godt motorvejsnet.

Så er det hr. Martin Lidegaard.

Tak til hr. Søren Pape Poulsen for en virkelig god tale og for hans oprigtige og De Konservatives oprigtige optagethed af familien og generationskontrakten, som vi også er optaget af i Radikale Venstre. Jeg vil også gerne kvittere for vores fremragende samarbejde i KLAR-alliancen og alt det andet – det grønne osv. Men jeg vil spørge om noget, vi ikke har snakket så meget om, nemlig i retspolitikken. Vi skal jo til at forhandle en ny bandepakke, og i den pakke, der er lagt frem fra regeringen, synes vi, der er utrolig lidt forebyggelse. Nu er det den tidligere justitsminister, der står på talerstolen, så han ved jo godt, ligesom vi gør, at noget af det, der virkelig virker, er de forebyggende indsatser, altså SSP-samarbejdet mellem skole og socialrådgivere og politiet – det at tage fat i de der lømler, mens de børn, og inden de bliver unge kriminelle. Det kunne vi bare godt tænke os at der blev lidt mere fokus på, for den bedste kriminalitet er jo den, der slet ikke bliver begået. Så skal vi heller ikke bruge så mange ressourcer på at straffe folk bagefter. Kunne det være en fælles sag for Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre?

Ordføreren.

Tak for det. Jeg har læst regeringens udspil til en bandepakke, og jeg må nok sige, at jeg sad og tænkte: Er der ikke noget her, jeg kan være lidt uenig i? Det har jeg ikke lige fundet endnu. Jeg synes, det er rigtig godt. Som jeg husker det, mener jeg, at punkt 1-6 faktisk er forebyggende tiltag – som jeg lige husker det – og jeg tænkte, at det var smart af regeringen lige at starte med det. Jeg er i hvert fald enig med spørgeren i, at den forebyggende del – og jeg har jo selv arbejdet inden for SSP-samarbejdet – er utrolig vigtig, for det er forhåbentlig det, der gør, at vi ikke skal have så mange bl.a. bandemedlemmer. Nu er det så lige den hårde del, vi taler om her. Vi er nødt til at finde en vej til – når de hårde bandemedlemmer er blevet sat i fængsel, som vi jo er lykkedes med i mange år – at arbejde med brødrene, for jeg tror, det er 25 eller 26 pct. af folk, der er involveret i bandekriminalitet, der har et familiemedlem, der også bliver det. Derfor skal vi ind og have den tidlige indsats, og den tidlige indsats er ikke, når de er 13 år; det er, når de er 8 år. Den tankegang skal vi altså bruge lidt kræfter på.

Spørgeren.

Det glæder mig. Jeg er helt med på, at de tidlige forebyggende indsatser bliver nævnt, men vi kan ikke finde ressourcerne til det. Og det her handler jo også om, om der følger noget med. Det er jo rigtigt, at det mindst lige så meget er socialpolitik og familiepolitik, kan man sige, som det er sådan det, vi normalt forstår ved retspolitik. Men jeg er glad for, at De Konservative er enige, for så kunne vi måske stå skulder ved skulder om at få det element ind. Vi synes i hvert fald – og vi har jo strammet op og forhøjet strafferammerne – at vi stadig væk har nogle ret store problemer derude, så noget kunne tyde på, at vi måske skulle tilbage til nogle af de gamle dyder også.

Ordføreren.

Ja, det er jeg helt enig i, og det handler selvfølgelig også om, hvad det er for nogle værdier, man får med i sin opvækst. Så er der nogle familier i dette land, der ikke evner at give deres børn de værdier, og der må vi jo så som fællesskab træde til for at hjælpe. Det må vi diskutere i forhandlingerne om bandepakken. Stående her har jeg ikke overblik over, hvordan ressourcerne er fordelt og alt det her, men vi skal både gøre den forebyggende indsats og selvfølgelig lave en hård indsats over for de bandekriminelle.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Ja, vi skal gøre en hård indsats. Det er jeg enig i, og traditionelt har Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti jo også, tror jeg, kunnet finde hinanden i retspolitikken. Derfor var jeg lidt overrasket, da jeg den anden dag kunne se, at Det Konservative Folkeparti mener, at man skal imødekomme kriminelle, der har fået gæld som følge af deres kriminalitet, altså at det ligesom skal løftes væk fra dem, at man skal eftergive dem deres gæld. Hvad er det for nogle tanker, der ligger bag det forslag?

Ordføreren.

De tanker, der ligger bag det forslag, er, at der jo er nogle indsatte, der, når de kommer ud i virkeligheden igen, har en meget stor gæld med sig som følge af sagsomkostninger. Vores forslag går ikke på, at det skal eftergives, hvis de skal betale erstatning til andre mennesker, men det er de sagsomkostninger, de har med sig. Hvis de, 5 år efter de er kommet ud, er i arbejde og ikke har lavet mere kriminalitet, vil vi gerne se på, om man så kunne eftergive dem den gæld, så de ikke bliver fastholdt i en form for kriminalitet, og så de kan komme videre i livet. For jeg har faktisk et ønske om, at selv om du måske har været i fængsel en gang i dit liv, skal du ud og være en del af fællesskabet igen. Så det er i den sammenhæng, man skal se vores forslag om at kunne eftergive den gæld. Jeg kan berolige hr. Morten Messerschmidt med, at det ikke er, fordi vi er ved at blive sådan totalt slappe på retspolitikken, bare rolig.

Ordføreren.

Tak for den beroligelse. Det er jeg glad for. Min bekymring er bare, at det jo, hvis man gør det, sender et underligt signal måske især til ofrene – folk, der har været udsat for de forbrydelser, som der er tale om her, der så oplever, at man slipper lidt lettere. Det kan være okay, hvis der går 5 år og man kommer ind på en ordentlig livsbane osv., men hvem skal så afgøre det, og hvad er en ordentlig livsbane? Betyder det, at man bare har afholdt sig fra kriminalitet i de 5 år eller rettere, at det ikke er blevet opdaget? Altså, jeg forstår godt hensynet til resocialisering, som det hedder. Jeg vil bare advare mod at blive lidt for blød i knæene her, for det handler altså også om de ofre, der sidder derude med ar på sjæl og krop.

Ordføreren.

Det har jeg meget stor forståelse for. Jeg er aldrig blevet beskyldt for at være blød i retspolitikken, men en gang skal jo være den første. Jeg har det faktisk sådan, at det er meget, meget vigtigt for mig, at den gæld, vi taler om man kan eftergive, er som følge af sagsomkostningerne. Hvis der er nogle ofre, der skal have en erstatning, nogle ofre, der skal have penge, skal man selvfølgelig ikke kunne få eftergivet det. Det siger sig selv. Og så skal man være i arbejde eller uddannelse, og man skal ikke have begået ny kriminalitet. Og det er klart, at svaret på, hvordan man afgør, om man har begået ny kriminalitet, selvfølgelig er, om man er dømt for det eller ej, for sådan må det dog være.

Så er det fru Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen. Værsgo.

Tak, og tak for talen og det generelle fokus i løbet af i dag fra ordføreren på mere tid til familien. Det støtter vi i Alternativet, ligesom vi også generelt støtter, at man skal arbejde lidt mindre, så man kan få tid til fritidsaktiviteter, fællesskaber og fleksibilitet i sin arbejdsdag. Tiden kalder også på det. Vi kan se, at flere og flere får stress og bliver sygemeldt, at man har mindre tid til familien, og at der generelt er en stigende mistrivsel i vores samfund. Vi ser også, at lande som Island og Storbritannien har forsøgt sig med en 30-timers arbejdsuge eller en 4-dages arbejdsuge, som har virket godt, har vist gode resultater og har vist, at sygefraværet er faldet, produktiviteten er forblevet den samme eller er steget, og at man har fået mere tid til det, som faktisk gælder i en hverdag. Derfor vil jeg spørge ordføreren, om Det Konservative Folkeparti kunne være med på at kigge ind i, om man kunne skabe et incitament til, at flere satte arbejdstiden ned, både i det offentlige, men også i de private virksomheder.

Ordføreren.

Det her med, hvordan vi arbejder og arbejdstid, synes jeg i bund og grund at jeg vil overlade til arbejdsmarkedets parter – det er bare lige for at sige det. Altså, vi kommer ikke til at sige, at vi skal have en generel nedsættelse af, hvad det er at arbejde på fuld tid. Det, vi taler meget for, er jo, at du i din familie igennem livet kan have forskellige ønsker om, hvornår du giver den fuld gas på arbejdet. Altså, jeg står ikke her og siger, at vi bare skal arbejde mindre. Jeg synes, vi skal være fleksible. Jeg forstår godt, hvis der er en familie, der siger: Nu har vi to børn på 1 og 3 år; vi har godt nok brug for, at der er en af os, der ikke lige er på fuld speed i øjeblikket. Og så kan det være, at nogle år senere er man begge to på fuld speed. Det skal man helt selv afgøre. Jeg synes bare, det er vigtigt, at familien kan træffe det valg. Og med det valg følger så også den konsekvens, at hvis man arbejder lidt mindre, vælger man også i familien at tjene lidt mindre. Men jeg mener, at familien skal have det valg, og at de ikke skal slås i hovedet, hvis de tager det valg.

Spørgeren.

Jeg er helt enig i, at vi skal have mere fleksibilitet igennem livet, så man kan vælge at arbejde, når det giver mening at lægge en større arbejdsindsats. Men mener ordføreren ikke, at vi har et samfundsansvar for at sikre, at flere trives, at vi øger produktiviteten der, hvor det faktisk viser sig, at man kan gøre det ved at nedsætte arbejdstiden, og faktisk sikre, at der er et større incitament til at sætte arbejdstiden ned, så flere trives, der er færre sygedage og vi øger produktiviteten?

Ordføreren.

Jeg tror, vi kommer til at se et arbejdsmarked, der byder på mange forskellige konstellationer. Vi ser det jo allerede i dag, hvor nogle virksomheder gør det på én måde og nogle jobtyper kan gøre det på én måde. Vi ser nogle, der forsøger sig med nogle arbejdsuger, hvor du har en 4-dages arbejdsuge, der så er længere, og så har du fri 3 dage. Altså, der er alle mulige former. Det er helt fint med mig. Jeg synes, det skal passe ind i, hvordan man som lønmodtager og arbejdsgiver kan aftale sig frem til det, og så skal du tage en beslutning i din egen familie om, hvordan du vil strikke din hverdag sammen.

Så er det hr. Jens Joel.

Tak for det. Og tak til De Konservatives formand for talen og også for at nævne kolonihaven i Aalborg og vigtigheden af civilsamfundet. Jeg tror, Niels Hausgaard kalder Susanne i serien for et rigtigt jern, altså sådan en, der får tingene til at ske, og det er jo også sådan nogle, som er med til at skabe vores samfund. Nogle andre rigtige jern er jo nogle af dem, der arbejder i vores sundhedsvæsen, og jeg vil egentlig gerne læse et citat op for formanden, som handler om udfordringer i sundhedsvæsenet og løn- og arbejdsvilkår, og det lyder sådan her: Det er svært at løse, fordi det ikke bare handler om penge, men det er også et spørgsmål om at finde de hænder; det at få uddannet flere og at sørge for løn- og arbejdsvilkår er helt sikkert en del af løsningen. Har ordføreren og formanden for De Konservative et bud på, hvem der klogt anerkender, at løn- og arbejdsvilkår her spiller en afgørende rolle?

Jeg kunne i hvert fald sagtens have fundet på at sige det. Jeg ved ikke, om det var mig, der sagde det, men det der kunne godt have været mig. For det gør de da. Løn betyder noget for alle mennesker, og arbejdsvilkår betyder noget for alle mennesker. Hvis vi kommer til at tale om de der fire grupper – og måske bliver der nogle flere; jeg har ikke helt forstået det – der nu sådan særlig skal tilgodeses, så har jeg det bare sådan, og det mener jeg af et helt ærligt sind, at jeg er bange for, at det, at man nu laver en forhandling med nogle særlige grupper, som man hiver frem, kommer til at trække et spor efter sig, som får nogle konsekvenser for den danske model, jeg er bekymret for. Jeg kan jo ikke vide, om det sker, og jeg håber ikke, at det sker, men jeg tænker lidt på, hvad det får af betydning, når man skal forhandle de næste offentlige overenskomster, hvis man så laver en forhandling nu. Altså, mon ikke man vil kigge til det? Og kan vi så overhovedet håndtere det pres, der kommer? Jeg kan unde alle mennesker noget mere i løn, men vi er jo bare nødt til at se på, hvad det er for en ramme, vi forhandler, og hvem der så skal have det. Og det synes jeg man skal afgøre ved et forhandlingsbord, og ikke fordi man politisk har udvalgt nogle særlige grupper på forhånd.

Spørgeren.

Det er faktisk ikke hr. Søren Pape Poulsen selv, men en anden konservativ, der har sagt det. Men det er jo også humlen her, at løn- og arbejdsvilkår spiller en rolle. Treparten er jo ikke nogen ny ting i den danske model, og derfor vil jeg egentlig bare spørge, om ikke hr. Søren Pape Poulsen så er enig i det at sætte fokus på, at vi skal rekruttere nogle medarbejdere nogle af de steder, hvor vi har allersværest ved at rekruttere og fastholde medarbejdere, og at det da også er et politisk ansvar at sørge for, at det sker, altså at vi f.eks. på vores sygehuse, i vores daginstitutioner eller i vores ældrepleje har ansatte nok, så danskerne faktisk får den velfærd, de forventer.

Ordføreren.

Jo, og det kan man gøre på mange måder, og jeg tror ikke, jeg har alle svarene. I øvrigt er jeg glad for, at det er en konservativ, der har sagt det der. Men jeg tænkte det nok. Jeg kunne godt høre, at det var et klogt citat. Der er jo mange, der siger noget i den her debat, og vi kan næsten vælge dem, vi er mest enige med, men der er også mange, der siger, at det, der virkelig betyder noget for dem, er, at de har indflydelse på deres arbejdsdag og på, hvordan arbejdet tilrettelægges, og hvor mange vagter man skal have, f.eks. på et sygehus. Det er en del af det. Så synes jeg også, vi bør få sat skub i det i forhold til de sygeplejersker, der faktisk er kommet til Danmark fra udlandet. De venter 2-3 år på at få en autorisation, og det kunne vi også gøre noget ved. Jeg er enig i, at det hele har en betydning; selvfølgelig har det det.

Tak. Så er det fru Maria Durhuus. Værsgo.

Tak for en god tale. Der er uendelig mange gode takter i hr. Søren Pape Poulsens ordførertale. Der er både resocialisering og en folkeskole osv. osv. Jeg undrer mig derfor over, at da finanslovsforslaget for 2023 skulle fremlægges, var blækket knap nok tørt, før hr. Søren Pape Poulsen havde meldt ud, at Konservative var ude. Senere har vi hørt fra den politiske ordfører, at I nok skulle have været med i forbindelse med det forslag. Er du enig med din politiske ordfører i, at I skulle have været med i forbindelse med finanslovsforslaget, som I ret hurtigt meldte jer ud af, nu der er så gode takter i ordførerens tale?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg fik det samme spørgsmål, da vi diskuterede ved sådan den nye åbningsdebat i januar. Jeg tror, det var hr. Benny Engelbrecht, der stillede mig det samme spørgsmål – jeg tror , det var hr. Benny Engelbrecht – hvor jeg sagde, at vi nok lige var hurtige nok på aftrækkeren. Om vi så skulle have været med eller ej, kan man nok bedre tage stilling til, når man kan se, hvad forhandlingsresultatet bliver. Vi tænkte, at reserven var meget lille, og vi var nok meget hurtige til at sige: Der er simpelt hen for mange ting, vi ikke bryder os om. Men som jeg sagde i januar, og som jeg gerne gør til mine ord i dag, for nu skal vi jo til at forhandle finanslov lige om lidt: Altså, vi kommer til at sætte os til det bord, og vi skal ikke bare smides ud, men bæres ud derfra, før vi går. Om vi så kan blive enige, må vi jo se, men vi kommer selv med et forslag, og så håber jeg selvfølgelig, at der også vil blive plads til vores prioriteter. Det er selvfølgelig en forudsætning, at alle jo skal have noget, for at det er en god aftale. Det tror jeg også spørgeren erkender.

Spørgeren.

Jeg har ikke yderligere bemærkninger, tak.

Tak. Så er den næste hr. Thomas Skriver Jensen. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god ordførertale. Jeg synes, det var enormt interessant. Kæden knækkede en lille smule for mit vedkommende, da vi nåede til spørgsmålene, og det gjorde den sådan lidt mere konkret, da der blev stillet et spørgsmål fra Alternativet. Jeg synes, der må være grænser for, hvor langt man skal rykke sig væk fra nogle vigtige værdier i vores samfund for at lægge afstand til en regering. For mig er det en vigtig værdi i en familie, at forældre går på arbejde. Det er vigtigt for vores samfund, at vi har to forældre, der begge to bidrager. Det er et vigtigt signal at sende til vores børn. Jeg synes, at hr. Søren Pape Poulsen svarede rigtig, rigtig vævende på, om han mener, det er vigtigt, at begge forældre står op og går på arbejde, bidrager til vores samfund og sender et signal til vores børn, og derfor vil jeg bare give ham muligheden for at fortælle mig, at jeg har hørt det forkert. Det håber jeg.

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at spørgeren hørte det forkert. Jeg synes, det er sundt for børn at se, at far og mor går på arbejde. Det er jo en værdi, for penge kommer ikke fra himlen; de kommer, ved at man arbejder. Jeg synes, at folk skal arbejde alt det, de vil. Den debat, jeg har interesseret mig lidt for, er, at man som familie jo selvfølgelig ikke skal slås i hovedet, fordi man siger, at der kan være nogle år i ens liv, hvor den ene vælger at gå lidt ned i tid, fordi det passer bedst hjemme i familien. Det mener jeg ikke er på grund af dovenskab, eller fordi man ikke vil være en del af samfundskontrakten eller velfærdssamfundet eller noget som helst andet. Der mener jeg bare, at det er sundt og godt. Jeg er også opdraget til, fra jeg var helt lille, at man arbejder. Man arbejder og tager fingrene op af lommen, før man beder andre om hjælp. Men der skal være plads til, at man som familie også kan lave nogle prioriteringer der. Altså, man arbejder ikke af hensyn til velfærdsstaten. Man arbejder først og fremmest for at forsørge sin familie og sig selv og for at udvikle sig. At vi så også skal have et fællesskab, hvor vi betaler skat og har sygehuse, skoler osv., går jeg selvfølgelig ind for. Så kan vi jo have den evige diskussion herinde om, hvor høj den skat skal være, og det er så en anden diskussion.

Spørgeren.

Jeg er lidt mere fortrøstningsfuld nu, og tak for det svar. Jeg er glad for at høre, at vores værdier på det punkt er ens. Grunden til, at jeg spørger, er jo, at jeg synes, vi ser en glidebane og en dårlig tendens i vores samfund, hvor den ene forælder og i nogle tilfælde begge forældre i store perioder søger væk fra arbejdsmarkedet. Det synes jeg bare er en uheldig udvikling, og jeg vil bare gerne spørge hr. Søren Pape Poulsen, om hr. Søren Pape Poulsen ikke synes, at det er en uheldig udvikling.

Ordføreren.

Jeg har det sådan, at det må være det enkelte menneske, der prioriterer, hvordan vedkommende skal leve sit liv. Så har vi alle sammen nogle forpligtelser, for med friheden kommer også ansvaret, og der har jeg det sådan, at hvis man i sin familie vælger at sige, at vi vælger at tjene noget mindre og vælger at have et mindre forbrug, fordi vi vil leve på en anden måde, er det det. Altså, jeg taler jo ikke for, at man ikke skal arbejde, og at så skal man i øvrigt have pengene fra det offentlige. Det taler jeg ikke for. Jeg taler for, at man skal forsørge sig selv.

Så er det fru Marianne Bigum. Værsgo.

Mange tak. Det er desværre blevet uhyggelig tydeligt, at vi har en massiv natur- og biodiversitetskrise både til lands og til vands, og jeg vil oprigtigt gerne takke De Konservative for et godt samarbejde på naturområdet, i forhold til natur på Forsvarets arealer, havplan, havmiljø og en naturgenopretningsforordning. Da vi behandlede sagen om naturgenopretningsforordningen, opstod der efterfølgende lidt tvivl i pressen om, hvor De Konservative egentlig stod i forhold til naturgenopretningsforordningen. Stemte man imod regeringsmandatet, fordi man ligesom SF fandt, at regeringens holdning var for uambitiøs? Eller var det omvendt? Så mit spørgsmål til hr. Søren Pape Poulsen er: Hvor står De Konservative egentlig i forhold til den europæiske naturgenopretningsforordning? Og kan SF stadig regne med De Konservative som en af vores gode samarbejdspartnere, når det kommer til en mere ambitiøs naturpolitik?

Ordføreren.

Ja, det kan man i hvert fald. Det var også derfor, vi gik ud og meddelte, at vi synes, at der skal være et nationalt forbud mod PFAS i forbrugerprodukter. Det er jo også derfor, vi har sagt, at vi skal have en biodiversitetslov, der sikrer opfyldelsen af EU's målsætning. Vi skal beskytte vores rene drikkevand ved bl.a. også at rydde op ved giftgrunde. Så kan jeg lige så godt være ærlig og sige, at den specifikke ting, der bliver spurgt til her, har jeg simpelt hen ikke været nede i. Jeg kan nok ikke bede om en livline fra ordføreren, i forhold til hvad den ene og den anden årsag var. Det kan jeg simpelt ikke forklare, eller jeg kan ikke huske det.

Spørgeren.

Tak, det er helt okay. Jamen det glæder mig rigtig meget at høre, at vi stadig kan fortsætte det gode samarbejde med De Konservative. Det viser jo også, at vi ikke behøver at have en flertalsregering for at lave brede samarbejder om de vigtigste dagsordener, vi har. Ordføreren nævnte selv, at vi skal arbejde videre med en naturlov. Jeg glæder mig også og håber, at det samarbejde vil indebære, at vi i det her folketingsår kan samarbejde om naturnationalparker og en indsats for havmiljøet. Er ordføreren enig i det?

Ordføreren.

Fuldstændig. Vi har så meget, vi skal gøre. Vi har også været ude at foreslå her på det seneste – det gjorde jeg også i min landsrådstale – at vi måske laver en særlig indsats omkring vores kystbeskyttelse, som jo virkelig er en udfordring rigtig mange steder, altså at kommunerne får en større hjælp til det, for det er en kæmpe, kæmpe udfordring. Så er jeg i øvrigt enig i, at vi nok skal se at komme lidt hurtigt i gang med både at have et biodiversitetsråd på lige fod med Klimarådet og en biodiversitetslov, så vi kommer videre med alt det, der venter.

Så er det fru Victoria Velasquez.

Tak for det. Nogle gange, når vi har en diskussion herinde og vi hører regeringen, kan det næsten lyde, som om der ikke er inflation i vores samfund, og at det ligesom er løst i forhold til pensionister og andre, som får ondt i maven, når de skal betale varerne fra køledisken osv. En del af Konservatives politik er bl.a. gerne at ville hjælpe fattige pensionister. Det er noget, som optager Enhedslisten og mig rigtig meget. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvor Konservative står. Vi er kommet med et fuldt finansieret forslag, hvor vi ikke lader mellemhandlerne slippe, som de ellers gør nu, med de gigantiske ekstraordinære profitter, som de har fået hentet hjem, og så bruger nogle af de penge på bl.a. at hjælpe de fattige pensionister i vores samfund, netop ved at sørge for, at reguleringen faktisk følger prisstigningen, som der har været, så vi faktisk giver et løft til folkepensionen. Hvor står Konservative der? Bakker I op om det forslag?

Ordføreren.

Jeg må med skam meddele, at det sådan konkrete forslag, som Enhedslisten har stillet, kender jeg ikke. Partier herinde foreslår mange ting, og som partiformand bliver man lidt generalist. Men så kan jeg gå til det andet omkring pensionisterne. Jeg har det sådan, at hvis man kigger på, hvad rådighedsbeløbet og ældrechecken m.v. er, er det jo ikke, fordi man kan holde en stor fest som pensionist for det. Men vi kommer ikke til at foreslå, at vi sådan skal hæve folkepensionen særligt. De fleste har jo heldigvis sparet lidt op. Det mener jeg også man skal gøre, hvis man overhovedet kan. Det synes jeg vi skal som mennesker. Det er en pligt, vi har. Vi lægger allesammen lidt til side, så vi, når vi bliver gamle, måske kan købe lidt ekstra til os selv. Har man ikke det, skal man selvfølgelig kunne have et fornuftigt livsgrundlag. Men vi har ingen forslag på tapetet om sådan decideret at sætte folkepensionen op generelt, hvis det er det, spørgsmålet går på.

Spørgeren.

(Victoria Velasquez' mikrofon virker ikke i begyndelsen). Sådan. Jeg ved også, at nogle af landets folkepensionister har det på samme måde: at det kan være svært at trænge igennem. Men så lad mig spørge lidt mere generelt. En ting er at hæve folkepensionen – det går vi ind for – men hvad så med den mindreregulering, som der har været af ydelserne, og som jo særlig har ramt nogle af de fattigste pensionister? Hvad tænker Konservative så der, hvis vi kigger mere generelt på det? Vil man gerne ændre det? Eller vil man konkret sørge for, at reguleringen, sådan at ydelserne faktisk følger priserne i vores samfund, rent faktisk følger med, så vi rykker dem frem?

Ordføreren.

På det spørgsmål står vi fast på de ordninger og reguleringer, der er i dag. Så kan vi jo kigge på, hvordan man ellers gør det godt for pensionister, og hvordan man ellers kan gøre det, så det er muligt for dem at spare mere op. Der er jo også nogle pensionister, der, inden man når en alder, hvor man ikke kan noget – med det, vi i fællesskab har gjort herinde, nemlig at fjerne modregningen, og det synes jeg er rigtig godt – kan få lov at tjene noget, også selv om man er blevet pensionist. Med den pensionsalder, der er i dag, er der jo rigtig mange af dem, der går på pension, der kommer tilbage på arbejdsmarkedet, fordi de gerne vil ud at se nogle andre mennesker, være en del af et fællesskab og så endda også tjene lidt ekstra.

Så er det hr. Mikkel Bjørn.

Tak for det. Som hr. Morten Messerschmidt var inde på, var Konservative for nylig ude med et forslag om at eftergive kriminelles gæld, og det vil jo i princippet gælde en person, der har begået et voldsomt hjemmerøveri hos en ældre dame, der måske er blevet overfaldet og tæsket, eller en yngre kvinde, der er blevet voldtaget af en person, som så har været igennem en retssag og er blevet dømt og har nogle sagsomkostninger forbundet med den sag, som den person har været igennem. Det Konservative Folkeparti vil nu eftergive den gæld, som de personer har til de danske skatteydere for at have været igennem en retssag. Kan det virkelig passe? Det Konservative Folkeparti plejer at slå sig op på at være hårde på retspolitikken, og nu vil man eftergive voldtægtsforbryderes og hjemmerøveres gæld til det offentlige.

Ordføreren.

Man kan jo fremstille det her på mange måder. Vi kan spørge os selv, om vi har et reelt ønske om, at man, når man har været i fængsel, har fået sin straf og kommer ud, så bliver en, må jeg bruge udtrykket god samfundsborger – for det kan man jo faktisk godt blive. Og jeg håber, at spørgeren og jeg er enige om, at den interesse, vi som samfund i fællesskab må have, er, at når man har udstået sin straf og kommer ud, skal man ikke ud et sted, hvor man meget let kommer ud i at lave mere kriminalitet, men kommer et sted hen, hvor man kommer i job, hvor man forsørger sig selv, hvor man kan tage sig af sin familie. Og hvis man i 5 år har gjort det, har jeg det sådan, at så kan vi godt se på at eftergive den gæld, der vedrører sagsomkostningerne. Altså, det skal jo ikke være en dobbelt straf. Vi har ikke en interesse i, at kriminelle bliver ved med at være mere kriminelle. Det mener jeg simpelt hen ikke vi har en interesse i.

Spørgeren.

Tak for det. Nu bruger hr. Søren Pape Poulsen begrebet gode samfundsborgere, og gode samfundsborgere betaler jo deres gæld til det offentlige. Det her er mennesker, der har begået uhyrlig kriminalitet mod borgere i Danmark – borgere, som ikke kan få eftergivet gælden i forhold til de menneskelige omkostninger, de står med, de lidelser, de står med; det kan de ikke få eftergivet. Jeg forstår ikke, at Det Konservative Folkeparti ønsker at eftergive gæld til mennesker, der har begået uhyrlig kriminalitet. Hvorfor skal de ikke betale af på den her gæld? Det kan de vel lige såvel som alle andre.

Ordføreren.

Det er, fordi jeg har et ønske, et oprigtigt ønske, om, at vi faktisk gør, hvad vi kan, for, at folk kan komme et nyt sted hen i livet og blive en del af samfundet igen. For en, der kommer tilbage i samme kriminalitet igen, hjælper ikke nogen. Jeg kan også godt deltage i det der med at se på, hvem der kan være hårdest i retspolitikken; altså, det er jo sådan en konkurrence, vi alle sammen kan deltage i, og for min skyld må DF gerne vinde, hvis det er det, det handler om. Jeg synes bare, vi skal tænke på, at de skal ud at være en del af samfundet igen, og så er der det med den sagsomkostningsgæld, hvis de holder stien ren, og så kommer de ud og begynder at betale skat. Det tror jeg vil være bedst for alle parter.

Så når vi til den sidste spørger i rækken, og det er fru Mette Thiesen. Værsgo.

Jeg havde ikke regnet med, at jeg var så heldig at få ordet, så det er jo dejligt, at jeg fik det. Jeg vil egentlig følge lidt i det samme spor. Jeg kan godt forstå, at man eksempelvis kan gå ind og drøfte den meget høje rente, der er i forhold til det her; jeg tror, den ligger på 8 pct. For der er det jo netop sådan, at man måske bliver ved med at betale af på noget, hvor der bliver ved med at komme mere og mere på, og at så kan det virke uoverskueligt. Men jeg kan bare ikke forstå, at man mener, at det skal gælde virkelig, virkelig grove forbrydelser, hvor det jo er en del af straffen, at man skal betale sagens omkostninger, fordi man har ligget Danmark til last, kan man sige, og ligget ofrene til last, fordi man har begået så grov kriminalitet. Jeg kan ikke forstå, hvorfor Det Konservative Folkeparti går ind og faktisk siger: Nå, men så eftergiver vi en del af den straf, du har fået. Det gør man i stedet for f.eks. bare at kigge på den rente, der er på det.

Ordføreren.

Man får en dom, når man bliver dømt ved domstolene, og så bliver man nogle gange dømt til at betale sagsomkostningerne oveni. Så sidder man i fængsel nogle år – det kan være, at man sidder der 1 år eller 2 år – så kommer man ud igen, og så skal man tilbage til en normal hverdag. Alt for mange falder jo tilbage i kriminalitet igen. Det nemmeste var da bare at sige: Vi har den hårde vej; det er bare ærgerligt; så må du ind at bure igen. Jeg synes faktisk, at vi godt kan kigge på det i de tilfælde, hvor et menneske viser, at man kæmper for at komme på rette vej, så vi kan være trygge – så spørgeren og jeg kan gå trygt på gaden, fordi der er nogle mennesker, der faktisk har fået hjælp til at komme et sted hen, hvor de er på rette vej, og hvor de holder sig ude af kriminalitet og er i job. I de tilfælde synes jeg godt man kunne kigge på, om man så kunne eftergive noget gæld for de her mennesker – gæld, der handler om selve sagsomkostningerne – fordi de skal videre. Det mener jeg ikke handler om at være hård eller slap i retspolitikken; det handler om, at det egentlig er meget fornuftigt. Det er i øvrigt et gammelt forslag fra Tom Behnke. Det er ikke noget, vi lige har fundet på; vi har bare støvet det lidt af.

Spørgeren.

I må gerne pakke det væk igen. For det her handler grundlæggende om, som hr. Mikkel Bjørn også siger, at gode samfundsborgere jo betaler deres gæld. Sådan må det jo være. Jeg tror da, at der er rigtig mange danskere, der sidder rundtomkring og måske er blevet teknisk insolvente på grund af stigende inflation eller alle mulige andre ting, hvor de ikke bare lige kan få eftergivet noget. Altså, det her er mennesker, som har begået noget kriminelt, og det er en del af straffen, at de skal betale sagsomkostningerne. Der kan jeg simpelt hen bare ikke forstå, hvorfor man mener det er okay at eftergive det. For de må jo bevise, at de er blevet gode samfundsborgere ved netop at betale deres gæld.

Tak. Ordføreren.

Der er også mennesker i det her land, der også får gældssanering og andre ting, fordi de er kommet et sted hen, hvor det er sådan, at hvis de skal komme videre i livet, træder fællesskabet ind. De har måske nok også selv været skyld i, at de fik en stor gæld, og der har vi også valgt at have nogle ordninger fra samfundets side. Det er bare sådan, at fakta er, at rigtig mange kommer ud af fængslet og kommer tilbage i kriminalitet. Hvis man nu havde den gulerod som en del af det, hvis man holder sig på dydens smalle sti, passer sit arbejde og er en god samfundsborger, har vi så ikke en fælles interesse i det, i stedet for at folk bliver ved med at være kriminelle? Det synes jeg godt man kan mene uden at være den blødeste halaltype i retspolitikken. Men jeg kan se, at vi ikke bliver enige.

Der er ikke tid til flere spørgsmål. Vi siger tak til hr. Søren Pape Poulsen. Den næste på talerstolen er hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten. Velkommen.

Jeg vil gerne starte med sige tak til mine kollegaer herinde, ikke mindst partilederne, for den måde, I har taget imod mig som ny politisk ordfører for Enhedslisten på. Jeg er faktisk taknemlig over at leve i et land, hvor den nyvalgte frontfigur for et trods alt stadig væk mindre parti prompte bliver inviteret til kaffe hos statsministeren, og hvor man også modtager lykønskninger fra de partiledere, man måske er mest uenig med. Det er absolut ikke i alle lande og parlamenter, at den slags er normalt. Mange steder hilser politikere fra de to fløje knap nok på hinanden, når de passerer hinanden på gangene. Det er ikke, fordi vi sådan skal være bonkammerater eller være sådan en sammenspist loge herinde. Vi skal gå hårdt til hinanden i den politiske arena, for politik er jo alvor. Det handler om menneskers liv og tilværelse, og lige nu handler det sådan set også om vores klodes overlevelse. Men man kan godt kæmpe hårdt med hinanden her i salen og i andre politiske arenaer og samtidig anerkende, at ens politiske modstandere har fået et fint demokratisk mandat af vælgerne, som fortjener respekt, uanset hvor politisk uenig man er. Så tak for det. Jeg synes, at vi har grund til at være taknemlige – jeg er i hvert fald taknemlig. Men det er absolut ikke det eneste, jeg er taknemlig over i vores land. Jeg vil gerne bruge den her, min første åbningstale, til at sige lidt mere om mit grundlæggende syn på det Danmark, som jeg holder af, sådan lidt ideologisk. Hvis der er et hovedtræk i den politiske udvikling, som jeg vil pege på som helt centralt for vores samfund, og hvordan det har udviklet sig, så har det været forsøget på at balancere og fordele magten i vores samfund, at beskytte de små mod de store, de magtesløse mod de magtfulde, flertallet mod eliten. I virkeligheden synes jeg, at Danmarks moderne politiske historie er en lang opvisning af, hvordan vi har opbygget institutioner og fællesskaber, der balancerer og omfordeler magt fra de få til de mange. Først selvfølgelig med demokratiet, der gjorde os til politisk ligeværdige borgere og gav os vores frihedsrettigheder: ytringsfrihed, organisationsfrihed, pressefrihed og generelt beskyttelsen mod arbitrære overgreb eller indgreb fra statens side. Den balancering af borgernes rettigheder over for statsmagten er akkurat lige så vigtig i dag, som den altid har været, og måske særlig i den her tid, hvor illiberale idéer vinder frem både ude og måske også hjemme. Den grundholdning tror jeg jeg deler med de fleste herinde, også med mine mere liberalt orienterede kollegaer. Men det, jeg måske synes, at de – I – alt for ofte glemmer, er, at det ikke kun er staten eller den politiske elites magt over for borgerne, der skal balanceres. Også den økonomiske elites magt kan true borgernes frihed, uafhængighed og indflydelse på eget liv, ikke mindst i en kapitalistisk økonomi, som jo har som egenskab ofte at koncentrere rigtig meget velstand og dermed også magt oppe i toppen. Bare tænk på den underordning, som almindelige danskere, almindelige arbejdere, levede under for hundrede år siden, og som er så godt beskrevet af forfattere som Martin Andersen Nexø, Jeppe Aakjær eller Harald Herdal, hvor arbejderne stod med hatten i hånden og var totalt underordnet arbejdsgiverens magt og luner. Derfor byggede fortidens socialister stærke fællesskaber op, som kunne lægge arm med overmagten, ved at organisere sig i fagforeninger, ved at strejke og ved at forhandle kollektivt i stedet for at stå alene og hver for sig. Det var det, der sikrede almindelige mennesker, almindelige arbejdere, en hidtil uset andel af velstanden i vores samfund og en hidtil uset frihed: frihed til at holde fri og weekend med ungerne og til at kunne blive hjemme, når man var syg, med fuld løn. Demokratiet og arbejderbevægelsen, frihedsrettigheder og fagforeninger var enorme civilisatoriske fremskridt for det brede flertal. Men det måske vigtigste fremskridt, når det handler om at balancere magten, er velfærdssamfundet, for da den almindelige valgret bragte socialistiske partier i regering, så kunne også demokratiet bruges til at begrænse og inddæmme den økonomiske elites magt. Ny lovgivning gav beskyttelse til dem, der boede til leje, mod urimelige huslejestigninger; arbejdsløshedsunderstøttelse gav lønmodtagerne retten til at sige fra, fordi de havde noget at leve af, hvis de fik en fyreseddel; forbrugerne blev beskyttet mod ågerrenter i bankerne. Men først og fremmest sikrer velfærdssamfundet fri og lige adgang til opfyldelse af nogle af vores allermest basale behov: sundhed, uddannelse og pleje. Ting, som indtil da havde været varer, man skulle købe på et marked, hvis man havde råd, blev forvandlet til sociale rettigheder for alle borgere. Velfærdssamfundet blev den drivende kraft for almindelige menneskers tryghed og frihed, en frihedsmaskine. Så bare for at opsummere: De liberale idéer gav os beskyttelsen mod statsmagten, og de socialistiske idéer har givet os beskyttelsen mod den økonomiske magt. Det er kombinationen af begge idéer, der kan sikre det store flertal frihed, uafhængighed og beskyttelse både mod uhæmmet statsmagt og uhæmmet økonomisk magt.

Det fører mig frem til nutiden, til den aktuelle situation og til regeringens politik, for jeg er dybt bekymret. Jeg ser, at balancer, som fortidens generationer byggede op, smuldrer; jeg ser, at almindelige menneskers magt og indflydelse bliver mindre, mens de mest økonomisk magtfulde får friere tøjler. Tag f.eks. vores finanssektor, som i den her tid hiver milliarder op af lommerne på almindelige dansker, der i forvejen er hårdt presset af urimelige renter og groteske gebyrer. Hvem beskytter i dag borgerne og små erhvervsdrivende mod bankernes økonomiske magt? Eller tag elspekulanterne, som der blev talt om tidligere, og som helt uden modspil har tjent milliarder på at presse vores el- og gaspriser op i vanvittige niveauer. Hvem beskytter danske familier mod den slags uhæmmet grådighed i dag? Eller tag lejerne, der får presset deres husleje op af udenlandske kapitalfonde som Blackstone. Hvem beskytter i dag danskerne mod boligspekulanterne? Det er i hvert fald ikke regeringen. Men allermest bekymret er jeg over krisen i vores velfærdssamfund, og hvad den gør ved balancerne. Tænk, at vi er kommet derhen, hvor ældre mennesker, der har knoklet hele livet, som har bygget det her samfund op, og som har betalt for min og mange andre medlemmers uddannelse, nu nogle steder i landet kun får gjort rent en gang om måneden. Det er uværdigt, og det skaber ulighed. For dem, der har penge nok, kan jo købe sig til privat rengøring. Det kan den pensionerede, ufaglærte lagerarbejder bare ikke. Tænk, at vi er kommet dertil, hvor psykologhjælp til forældre med kræftramte børn skæres væk, så man ikke får den, hvis man ikke selv kan betale for den. Tænk, at vi er kommet dertil, at der bliver talt om livstruende forhold på hospitaler i Danmark , altså for dem, der ikke har råd til en dyr privat forsikring . Det er en alarmerende udvikling, for når vi mister retten til tryghed, vores ret til sundhedspleje og omsorg i alderdommen, så mister vi frihed, og så ryger balancerne. Det er vigtigt at understrege, at det jo ikke behøvede at være sådan her. Det er ikke en udvikling, der er kommet af sig selv – det er politiske valg. Og lige nu har vi en regering, som med åbne øjne prioriterer nye og endnu flere skattelettelser i toppen, mens vores velfærdssamfund smuldrer. Der er 1 mia. kr. til ejendomsinvestorer og kapitalfonde, 1 mia. kr. til i forvejen hovedrige virksomhedsarvinger og over 1 mia. kr. til at sænke topskatten for millionærerne. Jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan tage så lemfældigt på værdien af det velfærdssamfund, som generationerne før os har bygget op, og jeg forstår særlig ikke den socialdemokratiske top – nu er der ikke så mange af dem til stede. Det er, som om I har glemt, at det samfund, vi har skabt sammen, det Fællesskabsdanmark, det Velfærdsdanmark, kom, fordi I sammen med resten af venstrefløjen og arbejderbevægelsen stillede jer på den lille mands side mod de økonomisk magtfulde. Jeg har sagt det før, og jeg kommer nok også til at sige det igen: Politik handler i sidste ende om at vælge side. Desværre stiller regeringen sig alt for ofte på den forkerte side, på den økonomiske elites side. Vi ser det nu, hvor regeringen vælger side med det industrielle landbrug, som ødelægger vores drikkevand, vores klima, vores vandløb og vores fjorde, frem for at stille sig på side med det store flertal af os, som mister muligheden for at tage en svømmetur i et rent hav eller fiske torsk og rødspætter fra kysten med vores børn. I vælger side med arbejdsgiverne, når I afskaffer en forårsfridag, frem for at kæmpe for mere fritid og frihed til lønmodtagerne, sådan som vi historisk har gjort det sammen. I vælger side med de fossile interesser i stedet for de unge, der kæmper for en grøn, retfærdig fremtid. Og ja, I vælger side med millionærerne frem for at sikre folkepensionisterne en værdig alderdom. Jeg vil gerne give et løfte til danskerne. Jeg og Enhedslisten kommer aldrig til at stille os på side med de økonomisk magtfulde i det her samfund. Vi kommer altid til at stå på side med jer, der ikke er født ind i magt, rigdom og privilegier, med jer, der lever af ærligt arbejde og ikke af spekulation med kapitalindkomster, med jer, der har arbejdet et langt liv, og nu med rette kræver en værdig alderdom. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at være jeres tillidsmand her i Folketinget. I kan regne med os på jeres side – hver gang! Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra hr. Frederik Vad. Værsgo.

Tak for det. Magtkamp taler hr. Pelle Dragsted meget om, og i går i dagbladet Politiken var der et interview med en svensk politibetjent, Mustafa Panshiri, med afghanske rødder, som fortalte, hvordan han rejser rundt og holder foredrag om, hvordan man sikrer, at unge, voksne og ældre med anden etnisk baggrund i Sverige overholder loven. Han siger, at førstegenerationsindvandrerne, han møder, gerne vil have lukkede grænser, strammere udlændingepolitik og mere politi, men at anden og tredje generation vender sig, siger han, mere og mere mod svenske værdier og mod Sverige. Vi ser den magtkamp i hele Skandinavien: nye magthavere lokalt over for nye magtesløse. Hvad er, hr. Pelle Dragsted, det moderne socialistiske svar på den magtkamp og på den magtesløshed? Tak.

Ordføreren.

Jeg er en lille smule i tvivl om, hvad det helt præcis er for en magtkamp, ordføreren taler om. Hvis det er magtkampen mellem nogle familieklaner og bander i det svenske samfund og alle dem, som kriminaliteten går ud over, vil jeg sige, at jeg ikke tror, der findes en folkevalgt herinde, som ikke synes, at den slags skal have al den modstand, det kan få. Det går ud over helt almindelige mennesker, og i øvrigt går det ikke mindst ud over mennesker med anden etnisk baggrund i Sverige. Det er jo dem, der er de primære ofre for den her bandekonflikt. Integrationen i Sverige er gået skævt; det er jo helt tydeligt. Det gælder ikke alt, men i høj grad. Og det er jo dårlig politik. Noget af det, vi har set i Sverige, er, at man har samlet de mennesker, der er kommet dertil, i store boligblokke uden for bl.a. Stockholm. Her har der været store grupper, som har haft lavere beskæftigelse og dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet, og det er jo sådan noget, som kan være med til at skabe den her udvikling. Nu er min tid løbet ud.

Spørgeren.

Men den der tro på, at hvis bare man får en bolig, en uddannelse, et arbejde og turpas til foreningslivet, skal det nok gå, er jo den mentalitet og tankegang, der har slået fejl. Grunden til, at jeg bringer det svenske eksempel op, er, at vi ser den udvikling i hele Skandinavien og ser den i store dele af Europa. Ordføreren taler om alle de unge, der stemmer grønt, men flere og flere unge stemmer jo på højreorienterede partier, fordi socialismen ikke har svar på det her. Kan hr. Pelle Dragsted ikke godt se, at der er et problem her – at den magtkamp har socialismen ikke svar på?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, der er noget, der løses med turpas og fritidsinteresser alene. Jeg tror, det er en vigtig del af indsatsen, men det er klart, at kriminalitet også skal bekæmpes med politi og straf; det er også en del af det. Det skal bekæmpes med forebyggelse og med beskæftigelse. I forhold til spørgerens billede af, hvordan situationen er i Danmark, synes jeg spørgeren ser bort fra, at vi faktisk har en relativt positiv udvikling i Danmark, hvor f.eks. kriminaliteten blandt efterkommere af indvandrere er faldende, og hvor vi ser, at rigtig mange er kommet i arbejde de seneste år. Det betyder, at der er et eller andet, vi måske gør rigtigt, men der er da masser at tage fat på igen. Jeg synes, det socialistiske svar på det her er det, som udenrigsministeren, tror jeg det var, kaldte en holistisk løsning. Vi skal jo hele vejen rundt for at løse de her problemer.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for det, og velkommen som ordfører til min gamle kollega fra kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Mit spørgsmål til Enhedslisten handler om den her utilfredshed, som jeg har bemærket man har over for regeringen, ikke mindst Socialdemokratiets deltagelse og de skattelettelser, som indgår i regeringsgrundlaget, og de yderligere skattelettelser, man har talt om, og som forhåbentlig snart bliver gennemført. Hvordan havde verden set ud, hvis Enhedslisten havde været støtteparti og Socialdemokratiet havde valgt at benytte sig af det røde flertal efter valget? Havde vi så set skattelettelser i det omfang, som vi ser det nu?

Ordføreren.

Jeg ved præcis, hvor spørgeren vil hen, og jeg vil faktisk gerne spille med på den leg. Jeg tror, at det, ordføreren gerne vil have bekræftet, jævnfør den diskussion, vi har haft over for Liberal Alliance og andre, er, at Venstre faktisk har sikret nogle skattelettelser, og det er jo rigtigt. Vi havde ikke accepteret at sænke topskatten, for vi synes virkelig ikke, at det i en situation, hvor vi har de forhold ude i velfærden, vi har, er en god idé, at en millionær, en direktør, der tjener 2 mio. kr., skal have 11.000 kr. ned i foret. Det synes vi er en forkert måde at anvende pengene på, så det havde vi ikke accepteret.

Spørgeren.

I forlængelse af det samme – nu tænker vi så frem – vil jeg sige, at hvis vi forestiller os, at Enhedslisten en dag får mulighed for at agere støtteparti for en socialdemokratisk regering, vil man så stille det som krav, at de skattelettelser, der bliver gennemført nu, bliver rullet tilbage?

Ordføreren.

Vi vil klart have som en vigtig del af vores krav, at vi får gjort noget ved den ulighedskrise, vi har i vores samfund. Altså, den rigeste procent af danskerne sidder på en større del af de samlede indkomster i Danmark end nogen sinde før. Er det en god udvikling for vores samfund, er det en god udvikling for vores land? Vi har lige set en meningsmåling, der viser, at over 80 pct. af danskerne ikke ønsker større ulighed, men alligevel stiger uligheden hvert år. Men man skal i forbindelse med det med skat huske, at man kan lave skatteomlægninger. Vi vil gerne sænke skatten for dem, der har lave indkomster, men så kan vi måske skrue lidt op for den for f.eks. arbejdsfrie indkomster.

Så er det hr. Rasmus Lund-Nielsen.

Mange tak. 7 ud af de 11 største virksomheder, der er startet i Danmark siden år 2000, er flaget ud af Danmark; de lægger deres skattekroner i nogle andre lande og bidrager til deres velfærd. Så jeg vil gerne høre ordføreren, hvad ordføreren tænker om det med, at vi jo har OECD's højeste skattetryk, at vi har en rigtig høj erhvervsbeskatning, og om det kan have en sammenhæng med, at de her virksomheder flager ud af Danmark, og hvad Enhedslisten vil gøre for at øge rammevilkårene for iværksætteri, og for at virksomheder kan vækste i Danmark.

Ordføreren.

Først er her lige lidt fakta: Danmark ligger jo under middel i selskabsskat, og jeg tror, at det, ordføreren antyder, er, at vi skulle have en ringe konkurrenceevne, og at vi skulle være et dårligt sted at være virksomhed. Men vi ligger jo øverst på de lister, der vurderer den slags, år efter år. Altså, det amerikanske erhvervsmedie Forbes har jo placeret Danmark som det bedste sted at starte virksomhed. Vores konkurrenceevne er jo så god, at vi har et vedvarende højt overskud på betalingsbalancen. Så jeg har meget svært ved at genkende det her dramatiske billede af, at Danmark ikke skulle være et godt sted at drive virksomhed. Til gengæld kan jeg se, at Danmark måske ikke længere er det bedste sted at være lønmodtager, fordi folk, ikke mindst i vores offentlige sektor, desværre flygter væk fra der, hvor vi har allermest brug for dem. Måske var det det, vi skulle starte med at kigge på.

Spørgeren.

Det er rigtigt, at der er nogle vilkår i Danmark, som gør, at det kan være godt at drive virksomhed. Bl.a. har vi en god infrastruktur, og vi har en veluddannet humankapital og andre ting. Men der er stadig væk en høj aktieindkomstbeskatning, og der kan være noget iværksætteribeskatning, der kan hindre, at virksomheder kan trives i Danmark, i hvert fald vælger de at flytte ud. Vi kan i hvert fald se, at der i de sidste 30 år kun har været to virksomheder, hvor der er over 1.000 medarbejdere, og man kan jo sige, at vi også er interesseret i at skabe det næste Novo Nordisk. Det er jo ikke bare for at gøre de rige rigere. Det er jo i lige så høj grad for vores børnebørns skyld, altså at vi netop kan sørge for at få en masse skatteindtægter, der kan sikre vores velfærd.

Ordføreren.

Det er en lidt sjov diskussion, ikke? For erhvervslivet siger lige nu, at de slet ikke kan få arbejdskraft nok, og samtidig siger ordføreren, at vi har brug for nogle flere virksomheder. De vil måske så mangle endnu mere arbejdskraft. Men lad det ligge. I Enhedslisten er vi optaget af, at der er gode forhold for iværksættere i det her land. Det var derfor, vi under corona var et af de partier, der gik forrest i at sikre, at der blev holdt en hånd under dem, som blev ramt urimeligt. Vi kan heller ikke forstå, hvorfor man lader virksomhed efter virksomhed gå konkurs i stedet for at give dem en mulighed for at afdrage på den coronagæld lidt længere eller eftergive den. Så vi er meget optaget af små iværksætteres forhold i det her samfund, og det kunne jeg tale meget længere om, men det er der desværre ikke tid til.

Den næste korte bemærkning er til fru Pia Olsen Dyhr, SF.

Tak til ordføreren for en glimrende tale, og endnu en gang tak for det gode samarbejde mellem SF og Enhedslisten. Det glæder mig meget. Og tillykke med den nye post som politisk leder for Enhedslisten. Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal samarbejde om rød-grønne løsninger for Danmark og kæmpe videre for et mere solidarisk Danmark og et mere fremadskuende Danmark på den grønne dagsorden. Efter sidste valg tror jeg ret mange danskere blev en smule overrasket over, at vi lige pludselig fik en regering hen over midten. Jeg blev ikke så overrasket, for jeg havde faktisk hørt statsministeren meget tydeligt sige, at ambitionen var en regering hen over midten, men det, jeg blev overrasket over, var, at partiet Venstre og partiets formand valgte at skrotte det, man havde sagt i valgkampen, om, at man aldrig ville gå ind i en sådan regering. Jeg tror, at ord som »rædselsfuldt« og andet blev brugt. Men fred være med det, nu er det sket, men det viser, at der kan ske ting i politik, som er en smule mærkelige, eller noget, som man ikke forudser. Men kan vores to partier – om end vi kan være uenige om mange ting – ikke være enige om, at det, vi lover før valget om en solidarisk løsning og en grøn løsning, også er det, vi leverer efter valget?

Hr. Pelle Dragsted.

Tak for spørgsmålet, og også tusind tak for samarbejdet. Det ser jeg sindssygt meget frem til. Som jeg var inde på tidligere, er det jo en virkelig imponerende rejse, som ordføreren har været på med sit parti, og det er smukt at se, hvordan flere og flere danskere viser tillid. Jeg mener jo, og det sagde jeg også, da jeg tiltrådte, at vi står med en helt utrolig vigtig opgave i de partier, som er tilbage i det, der engang hed den rød-grønne blok, simpelt hen fordi det er blevet så tydeligt efter det år, der efterhånden er gået med denne regering, hvad der sker, når der ikke sidder venstreorienterede eller socialister med der, hvor beslutningerne bliver taget. Så angriber man lønmodtagernes basale rettigheder, gør deres frihed mindre, så begynder man at tale om, at der skal være brugerbetaling på ældreplejen, og så bliver klimakampen sat i bakgear. Der var mange, der var utilfredse med vores resultater, og selvfølgelig voksede træerne ikke ind i himlen, da vi var grundlag for Mette Frederiksens første regering, men i dag er det jo i hvert fald tydeligt, hvad man får, når vi ikke længere sidder med ved bordet. Så selvfølgelig kommer vi til at levere det, som vi lover, også efter næste valg, hvor vi forhåbentlig får en regering, der repræsenterer flertallets interesser i det her samfund.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Tak for svaret. Det er jeg glad for. Vi er jo helt enige om, som ordføreren også var inde på, at klimaudfordringen er vores tids største udfordring. For den bliver ikke nem at løse, men den kan stadig væk løses. Vi er også enige om, at den udhuling, der er af velfærden, faktisk er kras. Folk oplever det på deres egen krop, og med de her to store kriser og udfordringer stiller jeg mig dybt undrende over for en regering, der har tænkt sig at lave skattelettelser. Så kan vi mon ikke være enige om, at skattelettelser ikke er det rigtige middel i en tid, hvor vi har brug for at prioritere vores velfærd?

Ordføreren.

Absolut. Altså, skattelettelser er jo dejlige, specielt hvis de går til folk i bunden, for der er jo folk, som har svært ved at klare sig. Men som ordføreren selv var inde på tidligere, kan man jo lette skatten i bunden ved til gengæld så f.eks. at indføre en skat på nogle af de elspekulanter, som tjener milliarder på at hive pengene op af lommen på danskere og andre europæere. Det synes jeg vi kan tale om. Men det skal ikke være velfærden, det skal ikke være de ældre, og det skal ikke være mennesker, der er ramt af handicap, der skal betale for, at direktørerne nu kan købe en flaske Bourgogne mere. For det er vel det, der er råd til for de der 1.000 kr. om måneden.

Hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak for det, og tillykke til hr. Pelle Dragsted med at komme i den her klub; det glæder jeg mig til. Jeg vil egentlig også gerne rose hr. Pelle Dragsted for at være en dygtig debattør. Altså, man er dygtig, når man kan få socialismen til at lyde som noget ufarligt, og det evner hr. Pelle Dragsted. Men jeg synes, det var en dejligt ideologisk tale, og jeg vil egentlig også gerne tage lidt fat i det her med magtkritikken, for det er jo interessant. Jeg vil egentlig gerne fremhæve en anden marxist, som ud fra en marxistisk klasseanalyse konkluderede nogle ret interessante ting, og det er Jørgen Dich , jeg tænker på. Hans marxistiske klasseanalyse er jo, at den klasse, der reelt er den herskende klasse og udbytter arbejderne, er den kreative klasse, der via høje skatter sørger for at kunne få alle mulige mærkelige projekter til sig selv og blive verdensmålskonsulenter i det offentlige og lignende. Jeg tænker, at hr. Pelle Dragsted udmærket kender til Jørgen Dichs kritik af den herskende klasse, og jeg vil egentlig bare høre: Er der ikke noget om snakken på det område? Burde Enhedslisten ikke prioritere den kamp?

Hr. Pelle Dragsted.

Jamen det tror jeg da absolut der er. Jeg tror da, at alle institutioner har en tendens til gerne at ville vokse, og det gælder også offentlige institutioner. Jeg tror, det var offentligt ansatte og offentlige bureaukratier, han først og fremmest talte om. Det er da derfor, at vi selvfølgelig som politikere med ansvar for den del af økonomien, der drives i offentligt regi, har et ansvar. Altså, jeg forstår ikke, hvorfor kommunaldirektører f.eks. skal have gyldne håndtryk på flere millioner kroner. Det kunne jeg godt tænke mig at gribe ind over for. Der er mange ting i den offentlige sektor, som ikke fungerer godt nok, og som vi kan gøre anderledes. Jeg vil bare sige, at når jeg kigger ud på verden i dag og tænker, hvor truslen mod almindelige menneskers frihed er, så vil jeg nok nærmere kigge over i retning af sådan noget som techgiganter, altså private virksomheder, som får voksende indflydelse på vores liv og ind i vores børneværelser, end på sygeplejersker, sosu'er og andre offentligt ansatte. Men det ene udelukker jo ikke det andet. Jeg er helt åben for, at den snak er vigtig. Altså, vi er her for at forsvare almindelige menneskers frihed og rettigheder, uanset hvem det er, som udfordrer og begrænser dem.

Spørgeren.

Jeg tror, jeg vil blive lidt i det marxistiske teorilokale, for noget, jeg synes er interessant, og som jeg har observeret på venstrefløjen, er jo, at der lidt er kommet en overbygning til den klassiske marxistiske analyse, sådan en kulturel marxisme om, at det ikke længere er kapitalisterne, der er magthaverne. Nej, det er den hvide mand, og det er derimod alskens tænkelige minoriteter, der er den nye undertrykte klasse, den nye arbejderklasse. Man ser jo også, at identitetspolitikken har særlig fat i venstrefløjen. Hvilke tanker gør ordføreren sig om den frembrusende identitetspolitik, også på venstrefløjen?

Ordføreren.

Nogle gange er jeg lidt i tvivl om, om det er venstrefløjen eller Berlingskes debatredaktion, der er mest optaget af de der spørgsmål. Men min holdning er sådan her: Jeg synes, at identitetspolitik er sådan et mærkeligt begreb, der betyder alt muligt. Så jeg tror, at mit svar er sådan her: Hvis man med identitetspolitik mener, at homoseksuelle eller transkønnede skal kunne gå i fred på gaden uden at blive udsat for vold, og hvis man mener, at kvinder skal have den samme løn som mænd, er jeg all in. Men hvis det handler om kagepersoner, eller hvilket køn der skal være på fodgængerovergangen, eller hvad for nogle sange vi må synge fra Højskolesangbogen, er det ikke noget, ordføreren vil opleve mig bruge et sekund af min tid på. Jeg mener, at det er distraktioner fra langt vigtigere spørgsmål.

Den næste korte bemærkning er til hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til hr. Pelle Dragsted for en god tale, og tillykke med posten som politisk ordfører for Enhedslisten. Der var faktisk meget gods i den tale. Den var meget ideologisk, og vi deler trods alt nogle ting, selv om vi har forskellige udgangspunkter. Men der er det her med friheden – pressefrihed, næringsfrihed, åbenhed i den offentlige forvaltning – og sådan er der jo nogle ting, som vi kan stå sammen om, og som jeg sætter pris på at I dyrker. Der var også meget godt fra hjertet til vælgergrupper, og det kan man jo godt lide. Altså, der blev nævnt nogle. Og så er det jo sådan, at vi er forskellige. Ordføreren er socialist, og jeg er borgerlig, og så har jeg det sådan, at jeg somme tider bliver lidt nervøs, når nu vi kommer ind på økonomiske områder. Men lad det nu ligge. Vi har en abortdebat lige i øjeblikket, og jeg vil gerne spørge ordføreren til det udspil, som Enhedslisten har, i forhold til en 22-ugersgrænse: Hvordan er man kommet frem til, at det lige nøjagtig skulle være 22 uger?

Hr. Pelle Dragsted.

Først tak for spørgsmålet. Jeg synes faktisk, at det her med, hvordan ideologier krydser lidt ind over hinanden, er interessant. Nu har jeg snakket om det liberale og det socialistiske, og hvordan det i mine øjne meget vigtigt kan befrugte hinanden på positive måder. Det gælder sådan set også konservatisme. Jeg har været glad for at høre hr. Søren Pape Poulsen tale om familien og tale om, at vi ikke bare er økonomiske brikker i et eller andet spil. Og jeg har haft glæde af meget debat med Konservative, for der er jo også en vægt på fællesskaber, som måske har lidt mere bund end det, man godt nogle gange kan opfatte som sådan lidt åndløs liberalisme. Så jeg synes, at der er noget at hente fra alle de store ideologier, selv om jeg jo nok trækker mest på den socialistiske idéhistorie, lidt på Grundtvig og andre ting også. Men til dit spørgsmål vil jeg sige, at det er vi ved at lytte til fagpersoner, til nogle af de grupper, altså jordemødre og andre faglige grupper, som kender til det her og ved, hvad det handler om. Og så handler det om, at efter den her nakkefoldsscanning, som jo er i uge 21, tror jeg – jeg er altså ikke helt ekspert på det her område – er der mange, der i dag ligesom skal stå med hatten i hånden oppe hos et eller andet panel og så prøve at få lov til at få en abort. Vi synes måske, at man skal have den frihed som kvinde og som familie til at tage det valg.

Hr. Per Larsen.

Tak for det. Jeg har det selv sådan, at jeg som udgangspunkt synes, at aborter skal foregå så tidligt som overhovedet muligt, fordi det er mere ukompliceret. Hvis man slår op eksempelvis på sundhed.dk om scanninger og det her med uge 22, bliver man jo oplyst om, at der altså er tale om et foster på i omegnen af 27 cm, der vejer 450 g, og vi kan rent faktisk også læse noget om, at på de kvinder, som har været udsat for at have fået foretaget en abort så sent, kan det faktisk virke voldsomt traumatiserende. Derfor synes jeg jo, det er lidt ærgerligt, hvis det er sådan, at man rykker grænsen så langt, at det på den måde kommer til at traumatisere nogle kvinder.

Tak. Ordføreren.

Jeg tror ikke, der er nogen kvinder, som ønsker en abort, som ikke ønsker, at det skal ske så tidligt som muligt. Men der er jo nogle gange, hvor man først opdager en graviditet meget sent, eller der er andre årsager til, at man ønsker at få afbrudt en graviditet. Det kan f.eks. være på grund af en nakkefoldsscanning. I dag kan man allerede få foretaget aborten i 22. uge. Man skal bare forbi et panel. Og det, vi foreslår fra Enhedslistens side, er sådan set ikke, at vi ændrer grænsen. Vi ændrer, om det er kvinden, der beslutter det, eller et panel af embedsmænd, der beslutter det, og der går vi ind for det sidste. Men enhver forøgelse af abortgrænsen vil være et positivt skridt i vores øjne.

Den næste korte bemærkning er til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak for de venlige bemærkninger, og endnu en gang tillykke til den nye ordfører. Jeg glæder mig også meget til at fortsætte samarbejdet, ikke mindst inden for de grønne områder, hvor vi jo deler en passion for at få ryddet op efter vores generationer, og hvor vi også, tror jeg faktisk, deler en dyb bekymring over, at vi stadig væk er så dårlige til at bryde den negative sociale arv i Danmark, som vi er. Det fører mig til at spørge – for det er noget, jeg har haft lejlighed til at diskutere med hr. Pelle Dragsted et par gange nu – om hr. Pelle Dragsted, når man snakker om magtfordelingen og skillelinjer imellem befolkningsgrupper i Danmark, så ikke også ser en ny skillelinje, kan man sige, mellem de voksne, ældre generationer og børnene og de unge i det danske samfund? Jeg tænker, at det ligesom er sket på vores vagt, altså at det er vores aldersgruppe og dem, der er ældre, der har lavet alle problemerne i forhold til klima og miljø. Vi har unge og børn med mistrivsel på et niveau, som der aldrig har været før. Vores generationer var også dem, der fik foræret et boligskattestop. Det var ikke med vores tos gode vilje, men det gjorde de, og i dag fylder de ældre utrolig meget i dansk politik. Jeg ved godt, der er forskel på ældre indbyrdes, men burde de ressourcestærke ældre ikke tage et større ansvar?

Ordføreren.

Der er helt klart generationsmodsætninger, ikke mindst på boligmarkedet, men der er også en tendens til, at de modsætninger bæres videre fra generation til generation. Det ser vi jo, i forbindelse med at familier, der har friværdi, kan hjælpe deres børn ind på boligmarkedet osv. osv. Så jeg vil stadig væk sige – og det er jo nok ikke så usædvanligt for en socialist – at det, som jeg vil kalde sådan klassemæssige eller økonomiske skel, er de grundlæggende skel i vores samfund. I forhold til det her med klimaet og generationerne vil jeg sige, at jeg egentlig oplever, at der på tværs af generationer er en stor vilje til at gøre noget. Jeg var nede på pladsen forleden dag, hvor bedsteforældre for grøn omstilling var stærkt repræsenteret sammen med en masse unge mennesker. Hvis jeg må sige en ting, som jeg undrer mig lidt over i forhold til Radikale Venstre, så handler det om, at den her generationskontrakt jo er vigtig, men samtidig flirter spørgeren jo med tanken om at gå i regering med fru Inger Støjberg og gå i blok med fru Pernille Vermund og andre, som jo helt åbenlyst har et meget anderledes perspektiv på f.eks. landbrugets ansvar her. Er det en måde at opfylde en generationskontrakt på?

Hr. Martin Lidegaard.