Møde i salen

Mødet er åbnet.

Inden vi begynder på afslutningsdebatten, skal jeg oplyse, at afslutningsdebatten i dag vil blive tolket på tegnsprog, således at døve kan følge debatten. Tegnsprogstolkningen kan ses direkte på Folketingets hjemmeside, ft.dk, og efterfølgende on demand. Under debatten vil der desuden blive simultantolket til og fra grønlandsk under de to grønlandske medlemmers ordførerindlæg og korte bemærkninger hertil. Der vil også blive simultantolket til og fra grønlandsk under eventuelle korte bemærkninger fra de to grønlandske medlemmer til andre medlemmer og svarende hertil. De øvrige dele af debatten vil af kapacitetsmæssige årsager ikke blive simultantolket. For at sikre kvaliteten af tolkningen er det meget vigtigt, at tolkene kan nå at færdiggøre simultantolkningen, inden ordet gives videre til næste taler. Jeg vil derfor vente lidt længere end sædvanlig med at give ordet videre. Det betyder også, at det er ekstra vigtigt, at I først begynder at tale, når jeg giver jer ordet. De folketingsmedlemmer, der er til stede, vil kunne lytte til simultantolkningen ved at benytte høretelefonerne på pladserne. Samme mulighed er desværre ikke tilgængelig i dag for de tilstedeværende i presselogen og på tilhørerpladserne. Det vil være muligt at streame de ovennævnte dele af debatten med enten dansk eller grønlandsk tale på Folketingets hjemmeside. Præsidiet har for at sikre en effektiv afvikling af debatten besluttet, at den, der sidder i formandsstolen, vil rejse sig, når en taler har ca. 10 sekunder tilbage af sin taletid. Taleren får således et tydeligt signal om, at tiden nærmer sig, hvor taleren skal runde af. Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse ikke udsættes. Så er der en begrundelse fra ordføreren for forespørgerne for forespørgslen nr. F 29, hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Da jeg for efterhånden nogle år tilbage skulle i gang med min første afslutningsdebat, var jeg ikke klar over eller havde glemt, at man skulle motivere den med en forespørgselstekst. Så lige inden jeg gik på, løb jeg hen til statsministeren, som heldigvis har meget erfaring, og spurgte: Hvad dælen skal jeg sige, og hvorfor står mit navn der pludselig? Og så havde statsministeren heldigvis meget erfaring og kunne sige: Du skal bare gøre, som du plejer. Men jeg er jo glad for, at det ikke er i dag, for i dag gør vi jo ikke, som vi plejer. Vi har i 60 år haft et fælles udgangspunkt for debatten med en tekst, som jeg egentlig med mine 10 år i Folketinget har oplevet kunne rumme også ganske forskellige elementer, men den 60-årige tradition er så hermed brudt. Og hvis De Konservative fremadrettet vil føre kampagne på nej til nyt, vil det i hvert fald blive vanskeligt efter i dag, men sådan må det jo være. Jeg skal så på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Enhedslisten, Alternativet, Aki-Matilda Høegh-Dam fra Naleraq, Aaja Chemnitz, IA, Anna Falkenberg fra Sambandspartiet, Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin, Mike Villa Fonseca, uden for grupperne, og Jon Stephensen, uden for grupperne, motivere afslutningsdebatten og spørge, hvad statsministeren kan oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation, og det er hermed gjort. Jeg ser frem til debatten.

Tak. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Normalt glæder vi os jo, når noget stiger. Det kan være humøret eller måske temperaturen på en regnfuld forårsdag. Men de seneste år er det, som om det er de forkerte ting, der stiger, og det vil vi i den borgerlige, blå opposition rigtig gerne diskutere i dag. Vi vil ikke høre en sang om, at verden er farlig og kun statsministeren kan beskytte os. Den sang kender vi. Den har vi hørt lige siden coronatiden. For det er, som om statsministeren kun kan være statsminister, når der er krise. Men i dag vil vi gerne høre, hvad hendes visioner er for Danmark, hvad hendes løsninger er, og måske endda, hvordan hun frem for at indgyde bekymring vil give danskerne håb og selvtillid, når det er de forkerte ting, der stiger. Indvandringen fra de muslimske lande stiger. Tallet er nærmest eksploderet. 124 pct. er den årlige indvandring fra muslimske lande steget, siden statsministeren tiltrådte. Hvad er hendes løsning? Fødevarepriserne stiger. De er historisk høje. 1 kg oksekød koster over 150 kr. Hele 25 pct. er fødevarepriserne steget de seneste 3 år, ikke mindst som følge af den skatte-, afgifts- og momspolitik, som statsministeren repræsenterer. Hvad er hendes løsning? Antallet af offentligt ansatte stiger. På 10 år er antallet af offentligt ansatte akademikere steget med 65 pct., og alene under denne statsminister er der ansat 17.000 flere i administration. Det er ikke velfærd; det er inkompetence. Også ufriheden stiger med en PET-lov, der vil snage i helt almindelige danskeres privatliv, en koranlov, der indfører mellemøstlige censurtilstande i Danmark og selvfølgelig tyveriet af en fridag, store bededag, som forleden blev mindet og savnet. Vi i blå blok ønsker en anden vej, og det glæder vi os til at vise efter folketingsvalget, hvis danskerne er enige med os i at søge en frisk start uden dem, der i dag står i spidsen for Danmark – dem, der har truffet forkerte beslutninger og har set til, mens alt det forkerte bare er steget og steget. Derfor er vi her i dag: for at kræve svar. Derfor har vi i dag stillet en alternativ spørgsmålstekst. For hvad vil statsministeren egentlig med Danmark? Hvad er hendes budskab andet end frygt og bekymring? Hvad er hendes drøm på vegne af danskerne? Tak, formand.

Tak for det. Så går vi til statsministeren for besvarelse. Værsgo.

I dag vil jeg gerne starte på Bornholm, vores vidunderlige danske solskinsø lige midt i Østersøen. Her har hjemmeværnet fået hænderne fulde, for omkring 300 bornholmere er aktive hjemmeværnsfolk. De hjælper forsvaret, myndighederne og det lokale politi med katastrofeberedskab og krisehåndtering, og truslen fra Øst har betydet, at nye opgaver er kommet til. Der er kort og godt brug for flere kræfter. Derfor sendte den øverstkommanderende for det bornholmske hjemmeværn et brev til alle, der tidligere har været aktive. Vil man overveje at melde sig under fanerne igen? Det var der heldigvis mange der var parat til. En af dem var en kvinde på 81 år, født under anden verdenskrig, opvokset under den kolde krig og nu klar til at yde sit for at beskytte fædrelandet. Tænk jer, mere end 80 år gammel, og så tænker hun: Noget må jeg da kunne bidrage med. Og ikke nok med det, for hendes mand på 87 år fulgte trop. Det er så fint, og det er så rørende. Den vilje til at gøre noget er, hvad vi danskere er gjort af, og det er præcis det, vi har brug for nu. Hjemmeværnet oplever i de her måneder den største stigning af frivillige i 40 år, og mere end 43.000 danskere er nu aktive. I er klar til at beskytte NATO-infrastruktur i Danmark, og I er klar, hvis stormfloden, terroren eller miljøkatastrofen rammer. I hjælper i øvrigt til ved alverdens arrangementer, hvor vi andre bare hygger os og lever vores fredelige liv, og I står med maskingeværer i Kosovo for at sikre stabiliteten på Balkan. Tak til alle jer i Hjemmeværnet, og tak til alle jer andre, der er med til at forsvare og passe på det Danmark, vi elsker og holder af, hvad enten I er i beredskabet, i forsvaret eller i politiet. Jer, der hjælper til ved Europas ydre grænser eller lige her, hvor vi står, er med til at føre Danmark sikkert igennem urolige tider, og man må sige, at det er urolige tider. De seneste måneder har Grønland og Danmark været udsat for et fuldstændig uacceptabelt pres fra vores nærmeste allierede igennem en menneskealder. Der har været krav om at overtage en del af kongerigets territorium og trusler om annektering uden at ville afvise militær magt fra verdens mægtigste land, som vi har set op til, som har skabt fred og frihed, og som altid har kunnet regne med os. Hvem havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det skulle kommer hertil? Men vi bøjer os ikke, for sådan er vi ikke, og sådan kan vi ikke lade verden udvikle sig. Derfor står vi med rank ryg; vi ved, hvad vi står for, og det ved vores allierede også. Danmark har været en god og trofast allieret for USA. Vores soldater har stået skulder ved skulder i krig for vores fælles værdier. Hvis vi lader os splitte, går vi kun vores fjenders ærinde, og det vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for ikke sker. Den verdensorden, vi har bygget op sammen, er udfordret: fundamentale principper, som har bundet os sammen over Atlanten siden anden verdenskrig, staternes suverænitet, territorial integritet, respekten for folks ret til at bestemme egen fremtid, så små lande ikke skal frygte store lande, og så magt ikke bliver ret. Kære grønlændere, I har udvist en enorm styrke. Midt i stormen har I stået fast, ikke bare på, hvad der er ret og rimeligt, nemlig at ingen andre end jer selv skal definere jeres fremtid, men også på helt fundamentale værdier, som grænsernes ukrænkelighed, demokrati og frihed. Vi har fra dansk side fulgt og beundret jeres mod, som har givet genklang over hele kloden. Jeg er stolt af, at vi – Grønland og Danmark – er lykkedes med at holde sammen, og jeg er stolt af vores fælles vilje til at finde vejen frem. Vi er rykket tættere sammen, men vi må også erkende, at vi er i en ny tid, som stiller krav til os hver især og til rigsfællesskabet. Fra dansk side er vi klar til at skrue op for samarbejdet og til at investere i Grønland og det grønlandske samfund. Det kan være erhvervspolitisk, og det kan være i kritisk infrastruktur. Jeg anerkender, og jeg forstår til fulde jeres ønske om at kunne bygge et stærkt økonomisk fundament. Vi vil arbejde videre med at få afdækket vores fælles historie og dens konsekvenser, og hvis I ønsker at revidere selvstyreloven, er vi også parate til det.

Kære færinger, det er kun 10 dage siden, jeg besøgte jeres smukke øer for fjerde gang som statsminister. De seneste måneder har mest handlet om Grønland og med god ret, men rigsfællesskabet består jo af tre lande. I har en råstyrke og ikke mindst en stædighed, som jeg personligt rigtig godt kan lide, og I har en stærk vilje til at udvikle jeres samfund på egne præmisser og efter egne traditioner. Et konkret eksempel på det er jeres ønske om færøsk medlemskab af WTO i eget navn. Det har vi sammen rejst over for § 6-nævnet og sendt en fælles anmodning om til Højesterets præsident. Det er første gang i hjemmestyrelovens nu 77-årige historie, at vi har taget det skridt sammen. Vi er 179 medlemmer af Folketinget fra alle dele af kongeriget, og vi er her af en eneste grund: Vi vil træffe beslutninger, der skaber bedre liv for de mennesker og for det samfund, vi tjener. Så hvad har en ulv, en ældrecheck, fertilitetsbehandling, kørekort til 17-årige og en kølehætte med hinanden at gøre? Det kunne lyde som starten på en lidt dårlig nordjysk vittighed, men det er noget helt andet. Det er såmænd fem konkrete eksempler på, hvad politik kan, og hvad alle os her i salen er her for. Rundt om i Danmark har ulven skabt utryghed. Det kan jeg godt forstå. Den strejfer omkring, hvor mennesker bor, den slår husdyr ihjel, og flere steder har lokalbefolkningen bedt os om hjælp. Det får de nu, for vi gør det nemmere at regulere de ulve, der skaber problemer, og i samarbejde med Vildtforvaltningsrådet og fåreavlerne styrker vi beskyttelsen af husdyr. Alle kan mærke, at priserne i supermarkedet er steget og på nogle helt almindelige varer også voldsomt: på kaffen, som ingen af os kan undvære, på chokoladen, på kødet, på smørret og på alt det, vi bruger i vores hverdag. Vi har gjort meget for at få inflationen under kontrol, og det er den nu, og det er godt, men nogle priser er stadig for høje, og derfor er det også godt, at vi har givet skattelettelser til den enlige forsørger, og det er godt, at folkepensionen er steget, så en enlig pensionist nu får op mod 7.000 kr. mere om året, og modtager du også ældrecheck, får duen stigning på op mod 13.000 kr. Flere og flere unge danskere kæmper med ufrivillig barnløshed. Det er hårdt ikke at kunne få de børn, man ønsker. Derfor har vi udvidet fertilitetsbehandlingen med op til dobbelt så mange behandlingsforsøg til første barn og gratis hjælp til barn nummer to, så en lillebror eller en lillesøster kan komme til verden. Langt flere kan nu få hjælp til at skabe den familie, som I drømmer om, og ventetiden på behandling falder. Vi har besluttet, at de 17-årige skal have lov til selv at køre i dagtimerne, og det har givet anledning til mange diskussioner, men hverdagen der, hvor der er højt til himlen og lidt længere til nærmeste nabo, skal jo også hænge sammen, også for jer unge, som nu får lettere ved at komme i skole, til læreplads eller uddannelse. Og så styrker vi behandlingen af kræft. Tænk jer, hver tredje af os danskere bliver ramt af kræft, inden vi fylder 75 år, og næsten os alle sammen har den forbandede sygdom tæt inde på livet som pårørende. Vi skal altså ikke ret mange år tilbage, før en kræftdiagnose nærmest per automatik var en dødsdom. I dag overlever mange flere danskere kræft. Derfor skal vi nu til at sætte fokus på men og på livet efter kræft. Jeg kan huske fra min egen mor, hvor voldsomt det var, da håret forsvandt sammen med kemobehandlingen. Om kort tid fremlægger regeringen kræftplan V, og det glæder jeg mig til. Her giver vi det hidtil største økonomiske løft til kræftområdet med skræddersyede behandlingsforløb, med fokus på senfølger og med mere forebyggelse. Flere af de kvinder, der har brystkræft, vil få tilbudt en kølehætte, der kan mindske risikoen for at miste håret. Vi vil tage os bedre af alle jer, der står midt i den opslidende kamp, en kræftsygdom er. Alt det, jeg her har nævnt, er eksempler på politiske beslutninger, som skaber konkrete forbedringer for rigtige mennesker, måske ikke for dig selv, men så for nogle i din familie, dine naboer eller dine bedste venner.

Jeg kunne også have nævnt de faste teams, vi udbreder i ældreplejen, så vores ældre rent faktisk kender de mennesker, der kommer i deres hjem, eller juniormesterlæren, der lige nu gør, at skoletrætte teenagere kan få lov til at arbejde på en virksomhed i stedet for at sidde på skolebænken. Jeg kunne også have nævnt den grønne trepart, der genopretter store dele af den danske natur. Jeg kunne også have nævnt, at vi nu afsætter flere milliarder til vores sundhedsvæsen end nogen anden regering nogen sinde har gjort, og at vi i øvrigt kan se, at det, vi gør, faktisk begynder at virke. Der er nok mange, der har glemt det, men da regeringen trådte til, var noget af det første, vi gjorde, at iværksætte en akutplan for sundhedsvæsnet, og de mål, vi satte os – sammen med mange af partierne her i Folketingssalen – ja, de er faktisk nu nået. Ventetiden på somatisk behandling er faldet med 9 dage og er tilbage på niveauet før corona. Det er godt for vores patienter. Vi har givet et lønløft til mange offentligt ansatte. Mange sygeplejersker begynder nu at vende tilbage til sygehusene. Fødegangene har fået flere jordemødre, og der bliver uddannet flere social- og sundhedshjælpere. Betyder det, at vi er i mål? Nej, selvfølgelig gør det ikke det. Der er stadig rigtig meget, der kan blive bedre, og der er meget, der skal blive bedre, ikke mindst i psykiatrien. Her har vi netop – netop – lavet en aftale om en samlet 10-årsplan, der fuldender det økonomiske løft på 4,6 mia. kr. hvert år til psykiatrien, til børn og til voksne. Vi er på vej, og når vi om lidt tager hul på en af årets længste debatter, kunne vi måske have det i baghovedet, at politik skal betyde noget rigtigt. Det gælder også i de politiske beslutninger, vi træffer sammen i Europa. I den her måned er det præcis 75 år siden, at en af de mest skelsættende begivenheder i nyere europæisk historie fandt sted. Vi er i maj 1950. Det er den spæde start af den kolde krig, Tyskland er delt i to, kommunisterne har taget magten i Tjekkoslovakiet, og Sovjet har netop udviklet deres første atomvåben. De europæiske lande er med rette i alarmberedskab, og mange frygter for en tredje verdenskrig. I Paris går en mand rundt om sig selv. Han er udenrigsminister, han har indkaldt til pressemøde, og han har skrevet sin tale om ni gange. »Verdensfreden vil kun kunne sikres gennem skabende kræfter, der står mål med de farer, der truer den«, starter han, og så fremlægger Schuman en idé, der skulle komme til at betyde meget mere, end han nok selv anede. Han foreslår nemlig at samle den franske og tyske produktion af kul og stål »under en øverste, fælles myndighed, en organisation, der vil stå åben for deltagelse fra andre lande i Europa«. Dengang var det en helt utænkelig vision, at lande, der havde bekriget hinanden i århundreder, nu skulle lægge våbnene og begynde at arbejde sammen. 11 måneder senere var Kul- og Stålunionen en realitet, og det, vi i dag kender som EU, blev født, et samarbejde om handel og velstand, men først og fremmest et samarbejde om fred i Europa, og jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at det europæiske samarbejde aldrig for alvor har været et hjertebarn for mange danskere. Vi har slået os på kulturforskelle og de langsommelige processer, vi har diskuteret krumme agurker og forbud mod plastiksugerør, og mange af os har været uenige i den alt for ukontrollerede indvandring, og som danskere – i hvert fald nogle af os – har vi savnet forståelse for vigtigheden af et velorganiseret arbejdsmarked med ordentlige lønninger. Men ved I hvad: Dårlige beslutninger kan vi lave om, og den gamle verden findes altså ikke mere. Vi står i en ny tid, hvor Ruslands brutale angrebskrig i Ukraine raser med uformindsket styrke, hvor Pakistan og Indien – to naboer med atomvåben – er på kollisionskurs, og hvor situationen i Gaza bliver mere og mere fortvivlende for hver dag, der går, Israel blokerer for nødhjælp og har intensiveret en landoperation, og Gazas befolkning mangler desperat adgang til mad, vand og medicin, og i en tid, hvor gamle allierede skaber tvivl om støtten til de idéer, der har samlet den frie verden i generationer. Den verdensorden, som vores frihed, vores tryghed og vores velstand har hvilet på siden anden verdenskrig, er truet. Men svaret er i virkeligheden ret enkelt: Hold fast i demokratiet, og vær villig til at kæmpe for det, i et stærkt Danmark og i et stærkt Europa.

»Nede i Europa har de fået en fiks idé«, sang Skousen og Ingemann i 1970’erne, men Europa er her. Det er København, det er Lemvig, det er Nakskov. For Europa er ikke først og fremmest et sted. Europa er en idé, det er værdier, det er en måde at anskue verden på. Europa er de gamle grækere, der opfandt demokratiet, det er Montesquieu, der skabte magtens tredeling. Europa er oplysningstiden, det er individets ret og respekten for fællesskabet, det er troen på fremskridtet, på videnskaben og på fornuften, at vi kan tænke, som vi vil, tro, som vi vil, tale, som vi vil, at fundamentet for den offentlige samtale er fakta og ikke følelser, og at Gud har vigepligt for demokratiet. Det er den grundlæggende idé, som vores kontinent er bygget på, og som løber i blodet på alle os europæere. Europa er vores åndsliv, det er Mozart, det er Edith Piaf, det er Picasso. Det er Marie Curie, det er Kierkegaard, det er Marx, det er Darwin, det er Rousseau, det er Luther, og det er Hannah Arendt. Det er Václav Harvel, det er Stefan Zweig, og det er Hartvig Frisch. Det er Anne Frank, det er »Den lille prins«, det er Einstein, det er Astrid Lindgren, det er Thomas Mann, det er »Tilværelsens ulidelige lethed«, det er Tolkien, og det er J. K. Rowling. Det er Kafka, det er Ursula Von der Leyen, det er Jacques Delors, det er Newton, og det er Inge Lehmann. Det er også Melodi Grand Prix og Champions League. Det er feminismen, det er den fri abort, og det er nationalstaten. Europa er Churchill, for Europa er også en mentalitet. Det er den tyske grundighed, det er den sydeuropæiske charme, det er den skandinaviske tillid, det er den polske realisme, og det er den vestjyske snusfornuft. Europa er ukrainernes heltemod, Europa er revolutioner, kriser og krige, og ja, Europa er også bureaukrati, Brexit og svære kompromiser. Men frem for alt er Europa et storslået, rigt og mangfoldigt fællesskab, der har formået at rejse sig igen og igen. Europa er fugl Føniks, der basker asken af vingerne, og nu ulmer det igen i verden omkring os. Jeg elsker Danmark af hele mit hjerte, Danmark, mit fædreland, som H. C. Andersen skrev det. Og jeg er så stolt over, hvad vi igennem generationer har bygget op. Men jeg er også glødende europæer. For jeg ved, at det kun er med et stærkt Europa, vi kan bevæge vores eget samfund fremad, og at det kun er i en stærk alliance med vores naboer, at jeg som statsminister kan sikre danskernes frihed og sikkerhed. Jeg oplever lige nu en handlekraft og et sammenhold, der gør mig optimistisk på Europas vegne. De store lande, Tyskland, Frankrig, Polen og Italien, tager lederskabet på sig, og Storbritannien er tilbage ved bordet. Det er tid til at genkalde sig den franske udenrigsministers ord om at finde de skabende kræfter frem, der står mål med de farer, der truer os. Om kort tid er det så lille Danmark, der overtager formandskabet i EU. Her vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at bruge vores tid på at bringe vores kontinent fremad og gøre os europæere så stærke, at vi både kan sikre vores egne befolkninger en lys og rig fremtid og afskrække vores fjender fra at ødelægge vores samfund. Det handler først og fremmest om, at vi skal kunne forsvare os selv, afskrække Rusland fra at angribe endnu et europæisk land. Det er derfor, vi opruster i Danmark. Det er 80 år siden, at anden verdenskrig sluttede. I alle de år har vi danskere markeret befrielsen med smukke ord om frihed, om heltemod og om handlekraft. Men netop i år handler det om mere end ord. Danmark er et af de lande, der har støttet Ukraine allermest. Tak. Jeg er så taknemlig over danskernes opbakning til de historiske beslutninger, vi har truffet sammen her i Folketinget, måske fordi vi danskere godt ved, at krigen aldrig kun har handlet om Ukraine. Putins imperiale drømme rækker langt, langt videre, og ingen kan længere tro, at Rusland stopper ved Kyiv. Rusland har nu omlagt sin økonomi til en egentlig krigsøkonomi, og ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste ser de sig selv i konflikt med Vesten og forbereder sig på en krig med NATO.

Jeg stoler ikke på tyranner. Lige så forkert det var et bøje sig for Hitler i 1930'erne, lige så forkert vil det være at bøje af i dag. Det er kun Rusland, der kan bevise, at de vil freden. Vi andres opgave er at sikre Ukraines fremtid, og så skal vi i øvrigt opruste for at undgå, at Rusland udvider krigen til endnu flere lande i Europa. Vi bruger i dag dobbelt så mange penge på forsvar og sikkerhed, som da jeg tiltrådte som statsminister for snart 6 år siden. Det er nødvendigt for vores egen sikkerhed, for vores ansvar over for Ukraine og den alliance, vi er en del af, men det handler om noget mere grundlæggende. Det handler om, hvad for et land vi gerne vil være. Et Danmark og et Europa, der ikke er villig til at forsvare sig selv – hvad er det egentlig? Hvor brutalt det end lyder, er det jo en form for ligegyldighed over for os selv og vores egne – en relativering af vores land og vores kontinent. Og hvordan kan vi egentlig forvente, at andre vil forsvare os, hvis vi ikke selv er parate til det? Aldrig igen må dansk forsvar skæres så meget ned. Aldrig igen må vores vilje til at forsvare os selv erodere. Vi skal genopbygge den europæiske forsvarsindustri, sikre forsyningskæderne og fylde ammunitions- og våbenlagrene op, og derfor har vi sat fart på genopbygningen af dansk forsvar. Med ordene køb, køb, køb genopbygger vi vores kampkraft. Vi opbygger en tung brigade, der skal kunne indgå i forsvaret af NATO's østlige flanke. Vi anskaffer langtrækkende droner og lufttankningsfly, så vi kan operere i NATO's nordligste områder. Vi styrker forsvaret af Østersøen med infanteri på Bornholm, og vi anskaffer et kystmissilforsvar, der skal bidrage til sikkerheden i de danske farvande, flere værnepligtige til både forsvaret og beredskabet, en længere og en mere operativ værnepligt, som selvfølgelig er for både mænd og kvinder. Vi påbegynder opbygningen af et jordbaseret luftforsvar, og så har vi ambition om, at vi igen skal bygge militære skibe i Danmark – skibe til Marinehjemmeværnet og beskyttelsen af vores havmiljø og undersøiske kritiske infrastruktur og arktiske skibe til forsvaret i nord i et tæt samarbejde med vores NATO-allierede. Om en måned er der topmøde i NATO. Inden da besluttes nye styrkemål. Delaftale 2 om Arktis og Nordatlanten skal på plads. Med andre ord får vi brug for flere penge til det danske forsvar. Også på andre områder skal vi ruste os: vores erhvervsliv. Takket være dygtige medarbejdere og modige erhvervsledere er Danmark et rigt eksportland, men konkurrencen er blevet hårdere og markederne mere ustabile. Vi må slå ring om Europas virksomheder, gøre det lettere og billigere at drive virksomhed, investere mere strategisk i fremtidens teknologier og gøre os uafhængige af de lande, vi ikke deler værdier med. Rusland er stadig den næststørste leverandør af gas til EU-landene. Hver eneste øre Rusland får fra os, er jo en hjælp til Putins krigsmaskine. Derfor støtter vi varmt op om energikommissær Dan Jørgensens forslag om et fuldt stop for import af russisk gas fra 2027. I stedet skal vi så bygge mere grøn energi. Danmark er verdensmestre i vindkraft. Allerede i dag kommer over 50 pct. af vores strøm fra vindmøller, og over 80 pct. af vores elproduktion kommer fra vedvarende energi, men selv verdensmester kan blive forsinkede og selv verdensmestre kan have drømme om at blive endnu bedre. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi nu er enige om rammerne for nye udbud af tre havvindmølleparker, der potentielt kan levere strøm til 3 millioner husstande og mere end fordoble den danske produktion af havvind, og den strøm, vi ikke selv skal bruge, kan vi sælge til vores nabolande og dermed sikre ikke blot os selv, men også resten af Europa en grønnere og mere uafhængig fremtid. Det er jo det, der er det særlige med Danmark: Vi kender godt svarene på de udfordringer, vi står over for. Vi ved også, at det ikke bliver nemt, og i horisonten er der risiko for en endnu værre handelskrig med USA. Den er vi i fuld gang med at forberede os på. Men udgangspunktet er, at dansk økonomi er bundsolid. Vi har den højeste beskæftigelse nogen sinde. Vi har lav arbejdsløshed, vores økonomiske muskler er vokset, og det økonomiske råderum forventes igen at blive større, end vi regnede med, ikke mindst fordi så mange går på arbejde hver dag og bidrager.

Men der venter os nogle store regninger til forsvar, til klimasikring, til beredskab og selvfølgelig til velfærd. Sidste år sikrede vi det største løft af den kommunale velfærd i mere end 15 år. Nu forhandler vi med kommunerne igen. Et stærkt velfærdssamfund er vigtigt, uanset hvilken situation Danmark befinder sig i. Selv om vi står stærkt, og selv om vi står bedre end mange andre lande, så kommer vi selvfølgelig ikke uden om at skulle prioritere, men her er det balancerne, der er det afgørende for sammenhængskraften, for det Danmark, vi giver videre, og for den hverdag, der leves nu og her. Der er mange trusler udefra, og det er der desværre også indefra. Igennem en årrække har især den vestlige del af Europa gennemgået en voldsom forandring på udlændingeområdet. Indvandringen i flere lande har været alt for høj og ude af kontrol, og konsekvenser er meget, meget alvorlige. Mange af jer, der er kommet hertil, klarer jer godt. I arbejder, og I bidrager. Men det mindretal, der ikke gør, som ikke er villig til at lade sig integrere og blive en del af vores samfund, er ødelæggende, og det er der, vi er nu. Rundt om i Europa ser vi resultatet: kriminalitet, utryghed, parallelsamfund, radikalisering og terror. Vi skal have styr på Europas ydre grænse, og vi skal have realiseret vores forslag om centre uden for Europa, for vi kan ikke tage imod alle, der vil hertil. Det må og skal være en demokratisk beslutning, hvem der kommer ind i vores lande, og de, der kommer hertil, og som ikke overholder reglerne, skal kunne udvises, hvis de begår alvorlig kriminalitet. De her holdninger har vi stået lidt alene med i nogle år i Europa, men nu grøder det. Den stramme asylpolitik, Danmark fører, får nu opbakning fra et flertal af EU's lande, og flere af de initiativer, vi har presset på for, er nu ved at blive udmøntet i konkret lovgivning. Så langt, så godt. Nu er det så tid til at gå videre. Der er et behov for et opgør med fortolkningen af nogle af de internationale konventioner. Konventionerne blev skabt for at beskytte det enkelte menneske mod overgreb og forfølgelse. Det bakker vi selvfølgelig op om, men i dag er det jo nogle gange nærmest omvendt. Konventionerne bliver i nogle tilfælde brugt til at beskytte de forkerte, og vi har som land mistet muligheden for at sikre vores samfund og vores borgere mod dem, der vil os ondt, men politik skal jo virke. Vi skal have kontrollen tilbage. Det enkelte land skal have langt større rum til at udvise mennesker, der med al tydelighed har vist, at de f.eks. ikke vil Danmark. Sagt med andre ord: Vores lands tryghed og stabilitet skal have højeste prioritet. Jeg kommer aldrig nogen sinde til at forstå, hvorfor nogle vælger at rejse til Danmark og bagefter begå kriminalitet, at man vil gøre os ondt i et land, hvor man måske har fået husly og tryghed. Kendsgerningen er, at der i dag er en kraftig overrepræsentation af mandlige indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande i kriminalitetsstatistikken: bander, kriminelle klaner, som terroriserer hele boligområder og skaber utryghed for helt almindelige mennesker. Når vi er utrygge, mister vi det, der er det vigtigste, nemlig vores frihed, og derfor har det været en kerneprioritet for mig, siden jeg blev statsminister i 2019, at sætte hårdere og mere konsekvent ind over for kriminalitet. Vi har allerede indført dobbelt straf for bandekriminalitet. Vi har skærpet straffen for vanvidskørsel og ulovlig besiddelse af kniv. Vi har sat flere penge af til efterforskning, og vi har fremlagt en tryghedspakke, hvor vi sætter hårdere ind over for dem, der skaber utryghed på S-togstationer og i butikscentre. Selv om vi har gjort alt det, er det jo ikke nok. Straffene for personfarlig kriminalitet er for korte – alt for korte. De mennesker, der begår afstumpede forbrydelser mod os andre, sidder for kort tid i fængsel – så enkelt kan det siges – og begår de ny kriminalitet, er straffen for mild. Derfor præsenterer vi om kort tid en strafreform, hvor vi øger straffene for personfarlig kriminalitet markant. Danmark er stadig væk et af de tryggeste samfund, og vi har en grundlæggende tillid til hinanden. Kriminaliteten er lav, men der er nogle områder, hvor det går den forkerte vej. De seneste 10 år er antallet af anmeldelser om vold steget med over 40 pct., og vi ser forfærdelige eksempler på umotiverede overfald og på voldtægter, som er ødelæggende for ofrenes liv. Kriminelle skal i langt højere grad idømmes straffe, der afspejler forbrydelsernes grovhed, og derfor foreslår vi en fordobling af straffen for grov og særdeles grov vold. Vi vil også skærpe straffene for overfalds- og gruppevoldtægter og simpel vold begået mod en partner eller børn.

Da jeg i sin tid for mange år siden begyndte at arbejde med retspolitik, var jeg præget af min barndom og min ungdom i Aalborg. Jeg har set bagsiden af vores samfund, og jeg har set, hvordan en dårlig barndom og hvordan svigt kan føre meget elendighed med sig. Så jeg gik til opgaven med ønske om resocialisering og et fokus på at få folk ud af kriminalitet. Sådan har jeg det selvfølgelig stadig, men tingene har forandret sig. Der er nogle mennesker i vores samfund med en enorm voldsparathed. De angriber i flok, og de bruger volden som dominans, og her må vi være mere konsekvente: straffe hårdere, udvise og give politiet flere muskler. Så er der de andre, dem, der begår kriminalitet, som vi stadig væk kan redde, og som stadig væk taler et andet sprog end voldens, og derfor indeholder strafreformen også nogle vigtige socialpolitiske mål. Flere unge, der er villige til at vælge kriminaliteten fra, skal have bedre mulighed for en ny start. Dem vil vi gerne skabe nye veje for. Og den udsatte misbrugere skal ses som netop det: et menneske, vi skal hjælpe, ikke som en kriminel, så vi skaber en reel mulighed for, at man kan vælge fællesskabet til og vende tilbage til samfundet, og så mindsker vi i øvrigt også risikoen for ny kriminalitet. Den her store strafreform kræver, at vi skaffer flere fængselspladser og ansætter mere personale, for det bør aldrig være kapaciteten i det strafferetlige system, der afgør, hvilken retspolitik vi kan føre, men det er det i dag. Til alle jer, der arbejder i de danske fængsler og arresthuse, fra fængselsbetjente til lærere, til socialrådgivere, til værkmestre, til jurister, til rengøringsfolk og mange andre: Vi ved godt, at I yder en fantastisk og helt uundværlig indsats. Jeg har igennem årene besøgt mange af jer. Min respekt er uden forbehold, og jeres job er ikke nemt. Tværtimod fortjener den et vedholdende og stærkt fokus på, hvad angår jeres arbejdsvilkår, fra os, der er her. Derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at vi har valgt, at I fængselsbetjente har fået mere løn under uddannelse, og at der er givet et lønløft, og vi er villige til at se, om der er mere, vi kan gøre. Vi slutter i dag et folketingsår, der har budt på begivenheder, de færreste af os havde fantasi til at forestille os, og hvor kongeriget Danmark har været genstand for mere bevågenhed, end de fleste kunne ønske os. Alligevel har vi formået at lave en lang række politiske aftaler, der sætter kursen mod et endnu mere trygt og endnu mere grønt Danmark. Vi har styrket vores velfærd og banet vejen for små og store fremskridt i danskernes hverdag. Ni ud af ti politiske aftaler er lavet med partier fra begge sider af den politiske midte. Tak for det, og tak til Folketinget for at tage ansvar i en alvorlig og på alle mulige måder uforudsigelig tid. Til sidst vil jeg gerne sige, at vi jo ikke bare skal igennem de svære tider; vi skal styrket ud på den anden side fra Gedser til Qaanaaq bag Diskobugtens isbjerge over de korngule marker i Jylland, Øerne og Bornholm og til Holmen ved Mykines. Det ved ægteparret fra Bornholm, og det ved vi vel egentlig godt hver især af os, der sidder her i salen. Ingen opgave er vigtigere eller mere ærefuld end den, der først og fremmest påhviler os alle sammen lige nu: at passe godt på kongeriget Danmark.

Tak til statsministeren. Vi går nu over til forhandlingen, og det er hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Det var ikke mærkeligt, at vi jublede, da Muren faldt, og at vi lod os rive med af 1990'ernes fremgang og i årtier fejrede det, vi troede var demokratiets endegyldige sejr. Men som Lykke Friis i »Tårernes Europa« eller Jeppe Bentzen i »De vingeskudte« har mindet os om, havde det lange fravær af eksistentielle trusler mod Vesten en pris. Patriotismen blev udhulet, forsvarsviljen svækkedes, og vi undervurderede Putin. I mødet med Rusland satte vi i Vesten vores lid til Wandel durch Handel, altså troen på, at økonomisk vækst, øget frihed og stigende levestandarder også for Putin var det vigtigste. Men vi tog fejl. Putin er hverken optaget af velstand eller menneskeliv. Hans mål er at ødelægge Europa indefra og genopbygge det imperium, som styrtede i grus omkring ham, da han som ung KGB-officer oplevede Sovjetunionens sammenbrud i Dresden i 1989. Når man læser Jeppe Bentzen eller andre i dag, aner man flere steder et ekko af Stefan Zweigs »Verden af i går«, den meget, meget smukke, men også sørgmodige hyldest til Europas kultur og værdier, skrevet netop, som den kultur og de værdier blev fortæret i nazisternes gasovne. Historien gentager sig ikke, men den rimer. Et mere urovækkende citat er svært at finde i en tid, hvor nogle af vores mest begavede unge samfundsdebattør lyder som et ekko af 1930'erne. Vores og resten af Europas opgave er at sikre, at historiens mørkeste kapitler ikke gentages, at vi omsætter uro og usikkerhed til en ny handlekraft, og at vi gør det på den måde, vi kender i Danmark: gennem fællesskab, reformvilje og solidaritet – den danske vej. Putin har i meget vid udstrækning på bekostning af sin egen befolkning opbygget en krigsøkonomi. Med støtte fra Kina og med tætte bånd til og hjælp fra både Iran og Nordkorea arbejder Rusland og Putin målrettet på at være i stand til at føre en storskalakrig mod Vesten inden for få år. Derfor skal Europa oprustes, ikke for at føre krig, men for at undgå at komme i krig. Det er helt afgørende, at vi i Europa bliver i stand til bedre at tage vare på vores egen sikkerhed militært, strategisk og industrielt. Det ændrer ikke på, at USA fortsat er en vigtig allieret i NATO, også selv om vi sammen med Grønlands regering har haft et behov for at være meget, meget klare i mælet, hvad angår vores forhold i rigsfællesskabet. USA's massive tilstedeværelse i Europa udgør sammen med atomparaplyen fortsat et afgørende element i afskrækkelsen af Rusland. Derfor har vi på trods af uenigheder en interesse i at holde USA tæt på Europa. Oprustning er langtfra gratis, men det er vigtigt at huske på, at prisen for at lade være er langt højere. Danmark står i den helt unikke situation, at vi har kunnet opruste markant uden at skære i velfærden eller hæve skatterne. Tværtimod har vi styrket velfærden på alle de borgernære områder. Det er ikke kommet af sig selv. Det har krævet en stærk og en sund økonomi. Siden Mette Frederiksen blev statsminister, er bevillingerne til forsvaret fordoblet. Alene Accelerationsfonden løber op i 50 mia. kr. på 2 år. Det er helt vildt, at vi kan tage så stort et beløb op af kassen. Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at det jo beror på, at vi har truffet en række sjældent populære beslutninger, der gør, at vi kan tage så store beløb op af kassen. Heldigvis ligger det dybt i Socialdemokratiets dna at tage ansvar – et ansvar, vi vil fortsætte med at løfte, når fremtidig oprustning kommer til at kræve prioriteringer i Folketinget. Danmarks sikkerhed kan ikke adskilles fra Europas, og Europas sikkerhed hviler i sidste ende på, at vi økonomisk kan følge med både Kina og USA. Den hollandske forfatter Ilja Leonard Pfeijffer beskriver i »Grand Hotel Europa«, hvordan vores kontinent er ved at miste betydning i nutiden og i stedet er blevet et nostalgisk museum for fordums storhed. Ligesom Venedig, skriver han, er Europa ikke længere et levende sted, men en kulisse, som velhavende turister betaler for at opleve, ikke fordi det er relevant i dag, men fordi det var det engang.

Draghi skriver nogenlunde samme, omend lidt mindre fyndigt, i sin rapport fra efteråret. I EU har vi behov for massive investeringer i teknologi, uddannelse, innovation og grøn omstilling. Der skal styr på migrationen. Vi skal mindske bureaukratiet og bryde en stigende afhængighed af kritiske råmaterialer og teknologier fra lande uden for Europa. Vi står midt i en tid præget af uro og store udfordringer. Heldigvis ser vi netop nu i den meget vanskelige tid, at Europa står sammen og handler i fællesskab, og det meget ofte med Danmark og statsministeren som en central drivkraft. Og Danmark har meget at bidrage med i det europæiske samarbejde. Vi har fra dag et stået last og brast med Ukraine. Vores demokrati og vores institutioner er i den absolutte verdenselite, og det er et element i den globale konkurrence om investeringer, som får en stigende betydning, når andre lande øger usikkerheden om deres institutioner. Lidt friskt kan man sige, at hvis resten af Europa blev en lille smule mere som Danmark, hvad angår appetitten på økonomiske reformer, udlændingepolitik, grøn omstilling, vores tillidskultur og velfærdssamfundet, så ville mange af Draghis bekymringer være håndteret. Dansk økonomi er bomstærk. Konkurrenceevnen er tårnhøj. Beskæftigelsen slår rekorder, og arbejdsløsheden er lav. Vi har mod til at gennemføre de økonomiske reformer, der er afgørende for at finansiere et af verdens bedste velfærdssamfund, men vi gør det på en måde, hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste læs. CO 2 -udledningen er reduceret uden gule veste og uden store sociale forskelle. Asyltallene er de laveste i 40 år, og vi har med lønløft og skattelettelser bidraget til, at almindelige danskere får lidt mere luft i økonomien. Det viser, at politik gør en forskel, og at Danmark kan være et eksempel til efterfølgelse for resten af Europa. Vi står i en situation i de her år, hvor europæisk samarbejde meget vel kan betyde forskellen på krig og fred i Europa i de kommende årtier. Forudsætningen for europæisk samarbejde er en folkelig opbakning til de ledende og ansvarlige partier i Europa. Der er populister til både højre og venstre, der står klar med lette løsninger på vanskelige udfordringer i hele Europa. Får de magten – og det gør de, hvis politik ikke løser almindelige menneskers problemer – så vil det betyde enden på det europæiske samarbejde og for flere af de her partiers vedkommende også en helt ny og meget foruroligende kurs i forhold til Rusland. På den samme dag som Hitler blev rigskansler i Tyskland, indgik Folketingets ansvarlige partier Kanslergadeforliget. Man havde opgivet nogle principper, men man havde reddet landet. Pesten over Europa fik ikke tag i Danmark i 1933. I lighed med situationen før den største katastrofe i Europas historie kalder tiden nu på samarbejde og ansvar, også for det, der er svært. Det kan med andre ord ikke nytte noget, hvis partier i Folketinget gerne vil være med til at bruge penge, men ikke vil tage ansvar for at finde dem. Vi skal ikke skævvride Danmark med massive skattelettelser til de rigeste, finansieret af nedslidte og arbejdsløse. Det er uklogt at bruge deepfake og manipulation i politiske kampagner i en tid, hvor vi i højere grad har behov for at kunne stole på hinanden. I stedet skal vi løfte velfærden, vi skal tackle klimaudfordringerne, og vi skal styrke rigsfællesskabet. Men i modsætning til tidligere skal det her ske, samtidig med at vi gennemfører en massiv oprustning herhjemme og i Europa, at vi håndterer en handelskrig, og at vi hjælper Ukraine til sejr. Det er opskriften på et trygt kongerige og på et styrket Europa. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et forslag til vedtagelse.

Så skal jeg på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin, Anna Falkenberg fra Sambandsflokkurin, fru Aaja Chemnitz fra IA og Jon Stephensen, uden for grupperne, læse følgende vedtagelsestekst op:

Forslag til vedtagelse Folketinget konstaterer, at Danmark står stærkt i en urolig tid. Økonomien er sund, beskæftigelsen er høj, og der er investeret markant i velfærd, klima og forsvar. Folkeskolen, ældreplejen og sundhedsvæsenet er blevet styrket, og den offentlige sektor får mere lokal frihed og højere kvalitet. Danmark går forrest i den grønne omstilling, og vejen mod 2030-målet er brolagt med brede aftaler på tværs af sektorer. Folketinget konstaterer, at det er nødvendigt at foretage økonomiske prioriteringer for at kunne investere i vores forsvar og sikkerhed. Den udenrigspolitiske situation er alvorlig, og rigsfællesskabet er blevet udfordret. Folketinget anerkender behovet for at udvikle og forny relationerne mellem Danmark, Færøerne og Grønland i et ligeværdigt fællesskab. Vi har taget skridt i den rigtige retning, og fra dansk side er vi klar til at gøre mere. Danmark skal også fremover være et land, hvor flere bidrager, og hvor fællesskab, retfærdighed og ansvar går hånd i hånd. (Forslag til vedtagelse nr. V 68).

Tak. Det vil indgå i de videre forhandlinger. Så er der en række korte bemærkninger, og den første er til fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Det er jo sådan, at Socialdemokraterne og i høj grad også hr. Christian Rabjerg Madsen er gode til at få mundtøjet på gled, også når det handler om udlændingepolitik. Men når man sådan ser på, hvad det egentlig bliver til, så ser det lidt anderledes ud. Altså, de fire blå partier har lagt en række stramningsforslag frem på udlændingeområdet, men det bliver ligesom altid ved snakken, når det kommer fra Socialdemokraterne. Så der er måske også en grund til, at den muslimske indvandring er steget helt eksplosivt under fru Mette Frederiksen som statsminister. Man kan have mange erkendelser hos Socialdemokraterne, og måske er det også for hr. Christian Rabjerg Madsen tid til at erkende, at det bliver ved snakken og ikke rigtig bliver til ægte stramninger.

Ordføreren.

Når jeg og andre socialdemokrater har nemt ved at få munden på gled, hvad angår udlændingepolitikken, så er det, fordi vi har resultater at fremvise. Hvis vi sammenholder det med dengang, hvor fru Inger Støjberg havde indflydelse, så viser de benhårde tal jo, at fru Inger Støjberg efterlod 1.200 afviste asylansøgere, bl.a. på Kærshovedgård, da fru Inger Støjberg forlod posten. Det tal er i dag nede på 300. Vi har fået styr på asylområdet. Vi går forrest i Europa, hvad angår det at sikre, at vi får nogle grænser, som er stærkere, og at vi får bremset, at Europa er en magnet for migranter. Så det forhold, at vi har munden på gled her, beror på, at vi kan levere nogle resultater bredt set i forhold til at få styr på udlændingepolitikken, altså nogle resultater, som langt, langt overstiger de tal, som fru Inger Støjberg kan bryste sig af.

Tak. Spørgeren for anden runde.

Jeg efterlod 114 stramninger, og jeg efterlod et Danmark, der gik forrest i forhold til en stram udlændingepolitik – så meget, at jeg flere gange blev kaldt til orden, kan man sige, rundtomkring, også i Europa. Men det, der er sket nu, er, at man slækker på det. Man har ikke styr på Kærshovedgård. Man stemmer imod forbuddet mod burkaer på uddannelsesinstitutioner. Man stemmer imod forbuddene mod bederum og mod kønsopdelt svømning. Dermed slækker man reelt på udlændingepolitikken i Danmark lige nu, og det er jo derfor, vi ser en eksplosiv stigning i den muslimske indvandring.

Tak. Ordføreren.

Fru Inger Støjberg, vi kan jo ikke måle udlændingepolitikken på antallet af stramninger eller kager. Men vi kan tælle resultaterne i de rå tal, der viser, hvordan det går. Og der er det jo bare sådan, at dengang, hvor fru Inger Støjberg havde indflydelse, var der 2.500 ansøgere til indfødsret fra MENAPT-landene. Det tal er i dag omkring 1.000. Det var sådan i 2016, at der var over 7.000, der blev meddelt opholdstilladelse. I dag er det tal 1.000. Så vi skal jo ikke konkurrere på antallet af lovforslag, som kan medføre bureaukrati; vi skal konkurrere på, hvordan vi håndterer den her udfordring, og den konkurrence tager jeg gerne op.

Tak! Så er det fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren for en god tale om bl.a. Europa, og i virkeligheden også tak til statsministeren. Jeg sad og lyttede efter et ord, og det var pension. Det nævnte hverken statsministeren eller ordføreren i deres taler, på trods af at vi i morgen skal stemme om en forhøjelse af pensionsalderen til 70 år, som har konsekvenser for rigtig mange mennesker. Det er jo ikke alle mennesker i Danmark, der kan holde til en pensionsalder på 70 år. Det er faktisk to tredjedele, der i virkeligheden er gået fra, før de kommer til pensionsalderen. Derfor er det jo sådan lidt tankevækkende, at Socialdemokraterne åbner diskussionen om pension og siger, at vi er nødt til at gøre et eller andet, men at man ikke vil sige, hvad man gør. Man går og putter med svarene og siger: Der kommer en god løsning på et tidspunkt, måske i morgen. Det synes jeg er uærligt over for danskerne. Jeg synes, at man, når man er et ansvarligt parti, jo må lægge frem, hvad man faktisk vil på pensionsområdet. Så vil ordføreren fortælle os, hvornår danskerne kan forvente at få et svar fra Socialdemokratiet?

Ordføreren.

Det, vi diskuterer her, er jo velfærdsforliget fra 2006, så det er også finansieringen af vores velfærdssamfund. Jeg tror i virkeligheden, at vi alle sammen kender det der med, at man har været ude en aften, hvor den virkelig har fået en over nakken. Man har fået god vin og god mad og minimumsnormeringer. Den har virkelig bare fået, så hatten passer. Så står man oppe i baren, og så skal der betales en regning, og så kan man se den der ven, der sådan slår sig på bukserne, og som desværre ikke lige har fået pungen med den dag, og så ender det med at være en selv, der så skal betale igen. Det er jo lidt en træls situation at stå i der i baren, altså at man har en ven, som ikke rigtig er med til at bidrage, når man gerne vil være med til at bruge pengene. Det er jo den samme fortælling, der er omkring velfærdsforliget. Velfærdsforliget er fundamentet under, at vi kan finansiere et velfærdssamfund, som er verdens bedste. Det er derfor, vi står ved velfærdsforliget. Men vi har så samtidig sagt fra Socialdemokratiets side, at vi ønsker et pensionssystem i fremtiden, som er mere socialt retfærdigt, og den del vil vi meget gerne drøfte, også med SF.

Tak. Spørgeren.

Nu ved ordføreren godt, at jeg aldrig er oppe efter kl. 22.00, så jeg ville nok ikke befinde mig i den bar, men det er åbenbart tydeligt, at Socialdemokraterne er klar til at bruge penge om natten og har svært ved at finde betalingen. Jeg vil bare sige meget klart, at jeg synes, at det, Henning Overgaard, som er formand for 3F, siger i dag i Information, faktisk er rigtigt, altså at man med velfærdsaftalen fra 2006, som man lavede dengang, faktisk lovede danskerne noget, nemlig at pensionsalderen skulle stige. Det skulle finansiere velfærd, men det skulle også finansiere en ordentlig fratrædelsesordning til dem, der ikke kunne holde til det. Det har vi jo ikke reelt leveret på, på trods af vi har gjort vores arbejde med Arne. Der mangler mere.

Tak! Ordføreren.

Jeg er enig i, at der er truffet beslutninger efter velfærdsforliget, som er gået hårdt ud over de nedslidte. Det er jo derfor, at vi fra Socialdemokratiets side sætter benhårdt ind i forhold til at hjælpe de nedslidte, som er blevet ramt af nogle af de forringelser, som særligt er drevet af de borgerlige. Det har vi heldigvis kunnet gøre sammen med SF. Her tænker jeg selvfølgelig ikke mindst på Arnepensionen, som jeg er stolt af. Det, der bliver opgaven i fremtiden, er at sikre et system, som på den ene side tager vare på dem, der er mest nedslidte, og samtidig gør det på en måde, så pengene passer, så vi har råd til verdens bedste velfærdssamfund.

Tak. Så er det fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak, og tak til ordføreren for talen. Det er dejligt at høre, at ordføreren vægter oprustningen af vores forsvar så højt. Og nu vi snakker om lige at tage sig til lommerne, vil jeg også bare sige, at vi glæder os til at høre Socialdemokratiets bud på, hvem der skal betale regningen – for det har man ikke kunnet få et klart svar på – nu S kræver det så hårdt fra SF. Men jeg vil egentlig gerne spørge om noget helt andet, for jeg står med et udspil fra Socialdemokratiet fra 2022, hvor man gerne vil lave et regelstop, altså et opgør med bureaukrati, ikke kun i antal hoveder, men også i antal regler. Alligevel ser vi bare den her stigning fortsætte. Og ja, det er rigtigt, at regeringen har fjernet nogle regler, men den har også indført mange nye. Og det er også rigtigt, at man sidste år besluttede at fjerne 1.000 ansatte i den statslige administration, men i den samme periode kom der også 1.800 flere. Hvad er det med den her snak, hvor man hele tiden soler sig i, at man tager en lillebitte smule i et eller andet hjørne, imens det stadig fosser ind? Er det noget, Socialdemokratiet har tænkt sig at gøre alvor af, eller er det stadig bare noget, man siger?

Tak. Ordføreren.

Tak for det. I modsætning til Liberal Alliance bliver det ikke ved snakken fra Socialdemokratiet og regeringen. Vi har sat ind over for bureaukrati i kommuner og regioner, og vi har lavet opgavebortfald, sådan at vi i fremtiden kan fjerne 1.000 i bureaukratiet i staten. Det er der, den store forskel er på Liberal Alliance og Socialdemokratiet og regeringen. Jeg har bemærket, at Liberal Alliance er meget aktiv i debatten, men hver eneste gang man hører Liberal Alliance, handler det om, at der skal være lidt færre ministerier. Vi har fået nogle meget flotte målsætninger fra Liberal Alliance, men der, hvor jeg bliver imponeret, er, hvis man er i stand til at pege på, hvilke opgaver der konkret skal bortfalde. For målsætninger er nemt, og snak er billigt og nemt på det her område. Det, der er svært, er at pege helt konkret på, hvad det er for nogle opgaver, der skal bortfalde. Der synes jeg Liberal Alliance bliver meget stille.

Tak. Spørgeren.

Altså, jeg kan nævne helt nye opgaver, som regeringen har indført. Den nye arbejdspligt vil medføre mere administration og ikke den effekt, som man egentlig håber. Jeg er enig i intentionen. Man kan tage den nye afklaringsret, som er blevet indført i den nye beskæftigelseslovgivning, mens man har fjernet anden administration. Der er mange ting, man kan gøre for at finde ud af, hvor det er, at opgaven skal fjernes, men det handler også om at få et bedre velfærdssamfund, så vores borgere får et bedre velfærdssamfund. Under Mette Frederiksens regering er der kommet 17.000 flere statslige administratorer. Er det noget, man tænker har givet en bedre velfærd til borgerne, altså at der er 17.000 flere, der sidder med administration?

Tak. Ordføreren.

Det har i hvert fald givet et bedre velfærdssamfund, at vi har fået styr på skattevæsenet. Der er blevet ansat ganske mange. Det har givet et bedre velfærdssamfund, at vi har fået flere ansat i vores retsvæsen, så ventetiderne kan komme ned. Men vi tager gerne den her drøftelse. Vi har et meget betydeligt ønske om, at bureaukratiet skal ned, men det er bare påfaldende, at når vi fra regeringens side påpeger konkrete opgaver, som skal bortfalde, og handler på det, siger de borgerlige partier: Nej, det er ikke lige præcis der, vi skal fjerne bureaukrati; det er nogle andre steder. Men man er aldrig konkret, i forhold til hvor det specifikt er.

Tak! Det er vigtigt, at vi overholder taletiden, også i dag. Så er det fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg smilede lige lidt her, fordi ordføreren sagde, at der er styr på skattevæsenet. Ha! Sådan tror jeg ikke nødvendigvis at vi alle sammen synes at situationen er. Men jeg vil spørge til noget andet, som jeg heller ikke synes der er styr på, og det spurgte jeg faktisk statsministeren om, da der var spørgetime sidst, nemlig hvorfor Socialdemokratiet, som jo allerede i 2021 var meget markante og ude at sige, at vi altså skal sørge for, at bandekriminelle kan udvises, hvis de har dobbelt statsborgerskab. Vi har jo set, at der er ingen, der er blevet udvist i mellemtiden – altså nul. Hvorfor er det, at Socialdemokraterne og den her regering ikke formår at få indfriet det ønske, som jeg tror rigtig mange af os har, og som jeg føler at vi alle sammen synes er retfærdigt, nemlig at vi slipper for at se på bandekriminelle i Danmark?

Ordføreren.

Tak for det. Lyttede man til statsministerens fremragende tale for ganske få minutter siden, tror jeg man oplevede, at Socialdemokratiet og Konservative sådan set deler en brændende optagethed af, at vi sikrer, at domstolene dels dømmer hårdere i forhold til personfarlig voldskriminalitet, i forhold til voldtægt, men også at vi sikrer, at vi får flere kriminelle udlændinge dømt til udvisning. Derfor kommer vi også til at tage initiativer, der gør, at det i fremtiden bliver nemmere at blive idømt en udvisning. Når det så er sket, har vi den opgave, der handler om, at vi tager andre europæiske lande i hånden og sikrer, at dem, der er udvisningsdømte, rent faktisk også kan hjemsendes, for vi oplever desværre ofte, at internationale konventioner beskytter de forkerte og gør det vanskeligt for os at udvise kriminelle udlændinge.

Spørgeren.

Står ordføreren og siger, at det er den der deltidsansatte ambassadørtype, der skal kigge på konventionerne, der ligesom skal ordne det her, eller får vi noget mere konkret? Jeg er nødt til at sige, at med den snak, der har været, deler vi jo, at der er behov for at se på konventionerne, men »at se på« er bare ikke en handling. Så hvad er det, I vil gøre helt konkret?

Ordføreren.

Ud over at vi har fået en ambassadør til opgaven, som tager nogle meget relevante erfaringer med sig over i konventionensarbejdet for at få strammet migrationspolitikkerne i Europa, ser vi også en regering, der tager initiativ sammen med andre europæiske lande, og en statsminister, der går forrest i Europa i forhold til at sikre, at vi får taget et opgør med de her konventioner. Så det her arbejder vi på på allerhøjeste niveau, både diplomatisk og politisk.

Tak. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak for det, og tak for talen. Mit spørgsmål handler om noget af det, der måske er mest afgørende for de fleste af os, nemlig vores hjem. For sagen er jo, at priserne på at bo og særligt huslejerne bare er banket i vejret gennem de seneste år, særligt i vores store byer. Det skyldes jo i høj grad, at vi har solgt vores byer til kapitalfonde, til spekulanter, og de har kun en ting i hovedet, og det er at drive priserne og huslejerne så meget op, de kan, for at tjene penge. Det er der sådan set ikke noget overraskende i. Men det er overraskende, at en socialdemokratisk ledet regering ser til uden at handle, mens almindelige lønmodtageres boligudgifter bare vokser, og mange efterhånden slet ikke har råd til at bo. Så mit spørgsmål er egentlig meget enkelt. Vi har i dag i Enhedslisten foreslået at indføre et huslejeloft og genindføre den regulering og beskyttelse af lejerne, vi havde tidligere. Vil Socialdemokraterne være med til at indføre et permanent huslejeloft, der begrænser, hvor meget spekulanter og kapitalfonde må skrue lejen op over for almindelige mennesker?

Tak, ordføreren.

Jamen jeg er jo stærkt fristet, for det var jo qua vores boligminister, vi indførte husleje loftet, da vi så inflationen stige til 10 pct. Så det kribler jo i fingrene for at få sagt noget her, for det er et område, jeg selvfølgelig brænder for. Jeg tror, man skal være opmærksom på, at når vi taler om udgifter til bolig, ser vi et meget, meget delt Danmark. Der, hvor jeg kommer fra, er boligerne ikke steget i værdi – nogle steder går det den modsatte vej – og i København og nogle af de andre storbyer, ser vi meget, meget betydelige udgiftsstigninger til bolig – i virkeligheden uagtet om du bor til leje eller bor i egen private bolig. Det, der bare er sagen, er, at det, der har mest betydning for, hvordan priserne er, om vi får bygget i de store byer, og jeg synes, at Enhedslisten får bevæget sig ud på lidt tynd is her, for hver eneste gang vi foreslår store byggerier, eksempelvis i København, som er det, der i substansen vil få priserne ned på et rimeligt niveau, så er Enhedslisten meget ofte imod.

Så er det spørgeren.

Det sidste er forkert. Enhedslisten har stemt for alle forslag om almene boligbyggerier i København i den seneste periode. Jeg ved godt, at Socialdemokraterne ikke er så optaget af vores hovedstad, og nogle gange næsten har det som en sport at være det modsatte. Men det er ikke kun vores hovedstad; det er også Aarhus, det er også Odense, det er også Aalborg, hvor vi ser, at huslejerne er stukket fuldstændig af. Jeg fik ikke noget svar fra ordføreren på, om Socialdemokraterne vil være med til at sætte ind og beskytte lejerne. Det er helt almindelige mennesker, det er sygeplejersker, det er politibetjente, det er butiksansatte, der ikke har råd til at bo i den by, hvor de går på arbejde. Vil Socialdemokraterne være med til at gribe ind og sætte et loft over huslejen?

Ordføreren.

Det er jo de store byggeprojekter på Amager Fælled og en hel række andre meget, meget store byggeprojekter, der gør, at vi substantielt kan tage et opgør med, at det er for dyrt at bo i vores hovedstad. At Socialdemokratiet ikke skulle være optaget af det, er selvfølgelig helt lodret forkert. Jeg er enig med ordføreren i, at der er nogle meget akutte udfordringer i de store byer, og så er der andre områder, hvor vi ikke ser det samme billede. Vi tager gerne en drøftelse med Enhedslisten om, hvorvidt vi kan finde løsninger. Vi kan bare ikke smyge os udenom, at det også handler om at få bygget boliger, og der mener jeg ikke at Enhedslistens opbakning er værd at skrive hjem om.

Tak. Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil gerne vende tilbage til udlændingepolitikken, som også fru Inger Støjberg var inde på. Jeg må sige, at det billede, som hr. Christian Rabjerg Madsen tegner, synes jeg er meget, meget svært at genkende. Altså, jeg fristes jo nærmest til at sige, at det er en deep fake. Virkeligheden er jo, at siden 2019 er antallet af udlændinge i Danmark steget fra omkring 800.000 til lige knap en million, altså en stigning på næsten 25 pct. Det er ovenikøbet, på trods af at hr. Christian Rabjerg Madsen og hans parti har givet indfødsret til 11.684 udlændinge, som man så tæller som danskere. De seneste tal, vi har fået, viser, at stigningen i antallet af indvandrere fra muslimske lande i den årlige indvandring til Danmark er på 124 pct., altså mere end en fordobling. Det er jo det helt modsatte af, hvad hr. Frederik Vad – jeg tror stadig, at han sidder dernede bagerst på pladserne, samme sted som han vistnok også rangerer i partiet, desværre – fortæller.

Ordføreren.

Det, jeg refererer, er jo bare de benhårde realiteter, nemlig at da hr. Morten Messerschmidts parti, Dansk Folkeparti, havde indflydelse sammen med fru Inger Støjberg, var der kaos på det her område, og der strømmede asylansøgerne til. Det har vi fået lukket ned for, vi har fået styr på det. Det gælder i forhold til at sende afviste asylansøgere hjem; det gælder i forhold til at få lukket ned, så vi ikke får så mange ind. Det er de benhårde realiteter. Så er det rigtigt, at vi har fået flere udlændinge hertil som arbejdskraft, og det er også rigtigt, at der har været ordninger, som er blevet misbrugt, og ordninger, hvor antallet af nytilkomne er for stort. Der har vi så fra regeringens side sat ind. Vi har haft en udfordring med nepalesere på studieordninger for ikkestatsanerkendte uddannelser, hvor der er kommet 1.700 til plus ægtefæller. Vi har bl.a. haft historien fra Niels Brock. Det får vi bremset. Vi har haft en stor tilstrømning af iranske sygeplejersker. Det får vi nu bremset, så vi kun tager imod dem, hvor vi opretter autorisationsstillinger. (Anden næstformand ( Karina Adsbøl ): Tak, tiden er gået!) Så mens Morten Messerschmidt venner i blå blok har åbnet, har vi sat ind dér, hvor vi ser udfordringer.

Tiden er gået! Så er det spørgeren.

Tak, formand. Hvad hænger det sammen med, når hr. Frederik Vad siger, at kultur betyder noget – det er den fjerde erkendelse tror jeg nok. Det er ikke vigtigt, om folk er i arbejde, deres familie og sådan noget, for kultur betyder noget. Og det er jo islam, vi taler om. Der er ingen problemer med katolikker eller hinduer – det er muslimer, der er problemet, ikke? Alligevel er virkeligheden, at den årlige tilvækst af muslimer i dag er 124 pct. højere end i 2019, hvor hr. Christian Rabjerg Madsens formand overtog ansvaret. Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Virkeligheden er, at vi har fået styr på asylområdet, i modsætning til dengang Dansk Folkeparti havde indflydelse, hvor der var kaos på området. Så jeg er fuldstændig enig med hr. Frederik Vad, som meget præcist og korrekt påpeger, at der selvfølgelig kan være udfordringer i forhold til mennesker med en fremmed baggrund, en muslimsk baggrund, uagtet de er arbejdstagere eller asylansøgere. Derfor er det her selvfølgelig et område, vi skal holde øje med, og som vi skal sætte ind over for, hvis det løber løbsk. Det er præcis derfor, at vi sætter ind over for de iranske sygeplejersker. Så det er igen regeringen, der tager ansvar, og det er Morten Messerschmidts venner i blå blok, som den ene gang efter den anden foreslår erhvervsordninger, som vil få det her til at vælte.

Tak. Så er det hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak. Som statsministeren ganske kort berørte i sin tale, er vi jo vidne til en humanitær katastrofe i Gaza i de her timer. FN vurderer, at tusindvis af spædbørn vil dø inden for 48 timer, hvis ikke der når nødhjælp frem til Gaza. Det har jo været genstand for drøftelse i EU, og herhjemme er der kommet lidt forskellige meldinger fra de forskellige regeringspartier om, hvorvidt EU skal revurdere sin handelsaftale, det, man kalder associeringsaftale, med Israel. Jeg er lidt nysgerrig på, om det, som erhvervsministeren, hr. Morten Bødskov, udtalte ved et udvalgsmøde, nemlig at det er Socialdemokratiet i hvert fald ikke umiddelbart indstillet på, er udtryk for regeringens politik, eller om Socialdemokratiet har skiftet holdning, siden Lars Løkke Rasmussen i går udtalte, at det vil man godt kigge på og stemme for.

Ordføreren.

Som statsministeren også skrev i går, er det, vi ser i Gaza, jo en humanitær katastrofe, som vi selvfølgelig ikke kan sidde overhørig. Det er klart, at vi står bag Israels ret til at forsvare sig selv efter terrorangrebet den 7. oktober, men vi står selvfølgelig også op omkring, at den blokade, vi har set i forhold til nødhjælp ind i Gaza fra Israels side, er fuldstændig uacceptabel. Derfor har vi sagt, både med erhvervsministeren og andre ministre, at vi ikke er der, hvor vi er klar til at lægge sanktioner på bordet. Men vi er der, hvor vi bruger EU til at lægge et tungt pres på Israel for at få nødhjælp ind, og vi er også der, hvor vi siger, at vi ikke afviser at tage yderligere skridt, hvis ikke Israel lukker op for nødhjælpen. Derfor synes jeg også, det er rigtigt fornuftigt, at EU's udenrigsministre er blevet enige om, at man kigger på associeringsaftalen, sådan at man har mulighed for at træde op på den diplomatiske stige.

Tak. Spørgeren.

Det forstår jeg sådan, at man står bag, at EU nu kigger på mulighederne for at anvende associeringsaftalen og revurdere den. Men det er jo en form for sanktioner, og det må så også betyde, at hvis ikke der sker en helt anderledes tilgang fra Israels side til det her og man starter uhindret nødhjælp og stopper bombningen af civilbefolkningen, så er Socialdemokratiet også med på at sanktionere Israel.

Ordføreren.

Der er ikke nogen forskel på, hvad erhvervsministeren og udenrigsministeren har sagt, eller hvordan der er blevet ageret i den her sag. Vi har sagt, at der ikke er nogen sanktioner, der lægges på bordet nu. Men vi har samtidig sagt, at det er uacceptabelt, at Israel blokerer for, at vi kan få nødhjælp ind i Gaza. Derfor vil vi nu lægge et pres på Israel, og vi afviser ikke at tage nye initiativer i brug, hvis ikke Israel får lukket op for nødhjælpen. Derfor er det også fornuftigt, at EU i går har besluttet, at vi kan kigge på associeringsaftalen. Der er ikke nogen modstrid imellem de to positioner.

Tak. Så er det fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Tak for det. Jeg bliver lidt i samme spor. I går kunne man jo læse på Facebook, at Mette Frederiksen mener, at Israel har ret til at forsvare sig inden for folkeretten. Men vi ved jo godt, at Israel ikke holder sig inden for folkeretten. Igen og igen har vi set krigsforbrydelser. Vi ved også nu, at det ikke handler om at forsvare sig. Det handler om bestialske overgreb i månedsvis, og lige nu både bomber og udsulter man børn, kvinder og civile. Det er timer lige nu, der er afgørende for, hvor mange civile mennesker der dør. Jeg vil gerne følge op på hr. Martin Lidegaards spørgsmål om, hvad der skal til, før Socialdemokratiet siger fra, stopper våbensalget og indfører sanktioner over for Israel.

Ordføreren.

Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i, at grunden til, at vi ser den konflikt og den eskalation, vi ser i øjeblikket, som er helt forfærdelig for de civile i Gaza, jo er, at den palæstinensiske terrororganisation Hamas angreb Israel den 7. oktober. Det er et element, som fru Franciska Rosenkilde meget sjældent taler om. Den balance synes jeg at fru Franciska Rosenkilde skulle få ind i sine bemærkninger om den her konflikt. Det, der er forskellen på Israel og en terrororganisation som Hamas, er jo, at vi kan holde Israel, som er et demokrati og det eneste i Mellemøsten, op på deres handlinger, og det har vi tænkt os at gøre fra dansk side. For det er uacceptabelt, at Israel blokerer for nødhjælp ind i Gaza. Vi skal have hjælp ind, så vi kan hjælpe spædbørn, børn og civile, som står i en helt, helt utålelig og urimelig situation. Det er derfor, vi lægger pres på Israel, og det er også derfor, vi siger, at vi ikke afviser at tage yderligere skridt på den diplomatiske stige for at sikre, at der kommer hjælp ind i Gaza.

Tak. Spørgeren.

Vi ved godt alle sammen herinde, at den konflikt og krig, der foregår i Gaza, ikke er startet den 7. oktober. Vi ved godt, at der har været årtiers lang blodig kamp med apartheidstyre og med ulovlige bosættelser. Så lad os nu være ærlige om, hvad det er, der foregår. Jeg vil meget gerne tage afstand fra det terrorangreb den 7. oktober, som Hamas kom med. Jeg vil bare spørge ordføreren, om Socialdemokratiet kan tage afstand fra den modsatte krigsforbrydelse, der sker fra Israels side.

Tak. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at hvis man skal tale, må man gerne gå ud bagved, så folk kan høre, hvad der bliver debatteret. Værsgo til ordføreren.

Jeg tror, jeg meget klart sagde, at vi tager meget, meget kraftig afstand fra, at man blokerer for, at nødhjælp kan komme ind i Gaza. Det kan der ikke herske nogen som helst tvivl om. Jeg har selv rejst i Israel og på Vestbredden og er fuldstændig på det rene med, at den her konflikt, som er ulykkelig for både palæstinenserne og israelerne, går mange år tilbage. Så Socialdemokratiets måde at tale om den her konflikt på er nuanceret. Det er det, jeg savner fra fru Franciska Rosenkilde, som aldrig påpeger, at grunden til, at vi ser den eksalation, som er i gang i øjeblikket, er Hamas' terrorangreb.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti.

Tak. Hvor mange kriminelle bandemedlemmer var det egentlig, som havde mistet deres statsborgerskab siden de her stramninger i 2021?

Ordføreren.

Det tror jeg at jeg må bede om at få som et skriftligt spørgsmål efterfølgende rettet mod en minister. Jeg har ikke det tal med, men politisk kan jeg sige, at jeg og Socialdemokratiet deler visionen om, at kriminelle udlændinge skal udvises. Derfor kommer vi til at stramme reglerne, sådan at flere kan dømmes til udvisning, og vi arbejder benhårdt, både diplomatisk og politisk på allerhøjeste niveau, for at sikre, at vi får rykket de her konventioner, sådan at udvisningsdømte rent faktisk kan sendes hjem.

Spørgeren.

Tallet var nul, eller meget tæt på nul, og så behøver borgerne jo ikke mere for at vide, at Socialdemokratiets spin på de sociale medier omkring udlændingepolitikken er klassisk christiansborgsnak. Jeg har i flere spørgsmål. Tak.

Ordføreren.

Taletiden er vist også brugt, så det er ikke så overraskende, at du ikke har flere spørgsmål. Altså, hvis ordføreren kender tallet, er det da noget mærkeligt noget at spørge om – så kunne vi jo bare have diskuteret tallet. Jeg er da ikke tilfreds med, at vi ikke får så mange udvist, og det er jo derfor, vi sætter benhårdt ind, både med en ambassadør for det her og med en regering, der på allerhøjeste niveau, nemlig på statsministerniveau, arbejder for at få samlet europæiske lande, så vi kan få ændret de konventioner, der står i vejen for enhver regering, og som har stået i vejen for skiftende regeringer, i forhold til at få hjemsendt udviste. Og så skal vi i øvrigt have flere kriminelle udlændinge dømt til udvisning.

Tak. Så er det fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne også godt tænke mig at kredse lidt om udlændingepolitikken og det pres, som islamismen jo skaber, som fru Inger Støjberg og hr. Morten Messerschmidt jo har været inde på. I medierne hører man tit meget markante holdninger fra Socialdemokratiet. Bl.a. har hr. Frederik Vad været ude at sige til DR: Vi kan lukke bederummene på uddannelsesinstitutionerne i morgen, hvis det står til Socialdemokratiet. Jeg har haft et forår hernede i Folketingssalen, hvor jeg gang på gang har oplevet, at Socialdemokratiet har stemt imod ting, som de i medierne har givet udtryk for at de gik ind for. Det giver jo simpelt hen ikke mening. Det hænger ikke sammen, at man står hernede i Folketingssalen og stemmer imod et beslutningsforslag om forbud mod bederum på landets uddannelsesinstitutioner, og man så står og siger noget helt andet i medierne. Jeg synes ærlig talt, det er lidt bekymrende, for sådan noget skaber faktisk politikerlede, altså at man ikke gør det samme, som man siger. Jeg kunne godt tænke mig en kommentar på, hvorfor man ikke gør det.

Ordføreren.

Jeg tror, at fru Susie Jessen har været lang tid nok i politik til at vide, at beslutningsforslag ikke rigtig er det, der driver politik. Det er det, der foregår i forhandlingslokalet, hvor man tager rigtigt ansvar for helheden, der driver forandringerne, og det er typisk der, Socialdemokratiet skaber forandringer. Jeg synes, hr. Frederik Vads udtalelser om bederum har været gode og meget, meget præcise, og de er ikke i modstrid med, hvad vi har sagt i Folketingssalen. Det, vi har sagt i Folketingssalen, er, at vi er ekstremt kritiske over for bederum, og at vi derfor nu vil have undersøgt, hvad omfanget er. Særligt hvad angår gymnasierne, har vi en meget begrænset viden om, hvad omfanget er. Så må vi tage en drøftelse af det. Men det der med at henvise til en hel stribe af beslutningsforslag og konkludere på baggrund af det er vist mere egnet til Facebook, end der er egnet til at skabe reelle forandringer i Danmark.

Spørgeren.

Det, I har sagt i Folketingssalen, er så, at I har behov for en undersøgelse om bederummene i Danmark. Så I har et eller andet behov for at undersøge, hvor mange der er. I medierne står hr. Frederik Vad og siger, at man kan lukke bederummene på landets uddannelsesinstitutioner i morgen. Det her hænger ikke sammen. Er det så sådan, at hvis der er fem bederum, vil man gerne gøre noget, men hvis der er to, vil man ikke? Det giver simpelt hen ikke mening, hr. Christian Rabjerg Madsen. Man er nødt til at gøre det samme nede i Folketingssalen, som man siger i medierne at man vil gøre, for ellers bliver det utroværdigt.

Tak. Ordføreren.

Jamen der er ingen forskel på den måde, vi agerer i Folketingssalen, og så de udtalelser, som hr. Frederik Vad er kommet med. Men det viser forskellen på at gøre en konkret og reel forskel og så at fremsætte beslutningsforslag. Det, vi har sagt nu, er, at vil have et bedre billede af, hvad omfanget og udfordringerne er. Er det noget, man er ved at lukke konkret på de aktuelle uddannelsesinstitutioner, eller det noget, der kræver lovgivning? Det er jo bare forskellen på at arbejde seriøst, grundigt og ordentligt med at skabe forandringer for almindelige mennesker, og så have en politik, som mere handler om, at man fremsætter et meget højt antal beslutningsforslag. Jeg har ikke noget imod beslutningsforslag, men jeg synes bare, at danskerne fortjener at vide, hvor den reelle forandring bliver skabt.

Tak. Så er det fru Lisbeth Bech-Nielsen fra SF.

Tak. Jeg holder en del møder med medlemmer af den danske fagbevægelse, og jeg skal hilse og sige, at Socialdemokratiets pensionsstunt ikke er populært, hvilket man også kan se med 3F's formands udmelding i dag på forsiden af Dagbladet Information. Det er jo statsministeren, der selv har åbnet det bal så at sige, og siden da har vi ikke hørt noget som helst. Til gengæld spreder utrygheden sig ude hos danskerne, hvor kun en tredjedel, som det er i dag, jo når den almindelige pensionsalder. Man ved ikke, hvad Socialdemokratiet vil. Man ved ikke, hvornår de vil gøre det, eller med hvem de vil gøre det. Hvad mener man efter et valg? Skal vi vente til 2045 for at få noget at vide? Så hvad er det, Socialdemokratiet vil på pensionsområdet?

Ordføreren.

Det er jo nok lidt en påtaget usikkerhed fra fru Lisbeth Bech-Nielsens side. Socialdemokratiet har været krystalklare. Der er sket forringelser for de nedslidte, og derfor satte vi ind med Arnepensionen. Det gjorde vi sammen med SF, og det er jeg stolt af. Vi mener stadig væk, at der er udfordringer i forhold til at få et pensionssystem, som i fremtiden skal være mere socialt balanceret, men de ændringer skal, som vi har sagt, laves i god tid, inden vi skal stemme næste gang i 2030. Men ændringerne skal laves på en sådan måde, at vi ikke slår hul i kassen. Det er jo det sidste, der også er en lille smule vigtigt, for det er jo nemt nok at lave opdateringer om, at man vil det ene og det andet, og love fagbevægelsen guld og grønne pensionsskove, men hvis man får lavet nogle ordninger, der gør, at vi ikke i fremtiden kan finansiere vores minimumsnormeringer og finansiere vores velfærdssamfund, så holder det jo ikke i byretten. Det er den balance, vi skal finde, og det tror jeg egentlig godt at fru Lisbeth Bech-Nielsen ved.

Spørgeren.

Jeg synes ikke, at man skal love guld og grønne skove, men jeg synes, at man skal give nogle klare svar på det. Råderummet bliver nu opjusteret med endnu 40 mia. kr., men folk er bekymrede for deres pensionsalder, og om de er nedslidte. De er også bekymrede for velfærdssamfundet, og om deres ældre får den pleje, de skal have, eller ej. Og så vil man ikke bare som minimum indkalde til forhandlinger. Vi har sagt i SF, at vi rigtig gerne vil diskutere det her, også på en måde, så det er økonomisk holdbart i fremtiden. Men vi har jo kunnet se, at den velfærdsaftale, som Socialdemokraterne står bag, har været et stort løftebrud. Der er givet 84 mia. kr. i skæve skattelettelser igennem årene, og man har ikke investeret pengene i velfærden.

Tak. Så er det ordføreren.

Men man lover jo fra SF's side guld og grønne skove. Hvis jeg husker rigtigt, har SF ikke stemt for en stigning i pensionsalderen, siden man sad i regering, hvor man hævede den til 67 år. Men hvis vi så skal være meget, meget large, kan man sige, at selv hvis SF bare vil bremse pensionsalderen ved 70 år, så efterlader det stadig væk en regning på omkring 70 mia. kr. Og hver gang man spørger SF, hvordan de vil finansiere det, så peger de på, at der skal tilbagerulles skattelettelser. Men SF er jo ikke i nærheden af at kunne pege på, hvordan man vil hæve skatten, så man dækker det hul på 70 mia. kr., og så har man jo ikke en økonomisk plan.

Tak, hr. Christian Rabjerg Madsen! Så er det hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Det er 2½ år siden, at Mette Frederiksens nyeste regering kom til, og siden den tid er vælgerne sivet væk fra regeringen på en måde, som ingen andre regeringer i Danmark har oplevet det tidligere. Og jeg tror, det er, fordi man mangler en retning for politikken. Hvad er det egentlig for en retning, som den her regering sætter for Danmark? Regeringen sagde om sig selv, at den var et arbejdsfællesskab, altså ikke et værdifællesskab. Og når man ikke har værdier med i politik, mangler politikken en retning. Det ser man bl.a. i, at mens Socialdemokratiet selvfølgelig er glad for, at det offentlige forbrug i Danmark i år øges med næsten 5 pct., altså dobbelt så meget som dengang, pengene fossede ud af statsskatten under Poul Nyrup Rasmussen, så går Venstre rundt og siger, at med den her regering fører man en meget mere blå politik end dengang, der var en blå regering i Danmark. Hvad er retningen for den her regering? Er det en socialdemokratisk regering, eller er det en regering, der fører blå politik?

Ordføreren.

Hvis man skulle måle partier i regerings succes på deres vælgertilslutning, ville man skulle fælde en meget hård dom over hr. Ole Birk Olesens Liberal Alliance og deres optræden i regering sidst, hvor det jo var et vælgermæssigt kollaps. Det går lidt op og ned i showbiz, og det gør det også med målinger. Jeg og Socialdemokratiet går til næste valg med oprejst pande, også på det område. Retningen for regeringen er jo meget klar. Det er en regering, der gennemfører økonomiske reformer, og som i modsætning til de regeringer, som Ole Birk Olesen har medvirket til, løfter den strukturelle beskæftigelse på en sådan måde, at vi faktisk har råd til både at investere i vores velfærdssamfund, håndtere den grønne omstilling og investere i et mere sikkert Danmark og Europa. Jeg har ikke så meget mere tid, men retningen og resultater ville jeg kunne snakke om herfra og så til juleaften.

Spørgeren.

Dengang vi var i regering, havde vi en meget moderat vækst i det offentlige forbrug på under en tiendedel af det, der er i år. I stedet brugte vi pengene på at lette skatter og afgifter for et meget større beløb, end den her regering har gjort. Det var en blå retning for Danmark. Den her regering øger det offentlige forbrug med 4,8 pct. i år, hvilket er mere end Anker Jørgensen tidligere rekord, og den tid kender vi godt, men ikke for noget godt. Så er det, som Venstre siger, en regering, der fører blå politik og en meget mere blå politik, end blå regeringer gør? Eller er det en regering, der fører Anker Jørgensen-socialdemokratisk politik?

Tak. Ordføreren.

Det, der er den største forskel, er vel, at den her regering samtidig løfter økonomien i forhold til beskæftigelse, strukturel beskæftigelse og lav arbejdsløshed, og derfor har vi råd til og mulighed for at investere i vores velfærdssamfund. Det er jeg stolt af. Jeg er stolt af, at vi kan give skattelettelser til den enlige forsørger, samtidig med at vi laver den største psykiatriaftale vel nogen sinde, og at vi kan investere i en grøn omstilling, en grøn trepart, som gør, at vi både håndterer CO 2 og klimaforandringer og sikrer, at vores grundvand også i fremtiden kan drikkes. Så der er masser af resultater, men når vi investerer i den offentlige sektor, gør vi det jo på baggrund af, vi fører en politik, som økonomisk betyder, at vi har styr på pengene, og at vi har råd til at investere.

Tak for det. Så er det fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil gerne følge op på fru Mona Juuls spørgsmål om statsborgerretskonventionen, for både statsministeren og ordføreren siger, at det vil man tale om i EU. Her skal man lige være opmærksom på, at hverken Spanien, Italien, Belgien eller Frankrig har ratificeret statsborgerretskonventionen, og man har jo i mange år sagt, at nu vil man tage en snak nede i EU. Så hvornår kan vi rent faktisk forvente, at der kommer ændringer? For det er jo lige præcis statsborgerretskonventionen, som gør, at vi ikke kan smide kriminelle udlændinge ud af Danmark, og som gør, at lige præcis nul bandekriminelle er blevet sendt ud af Danmark, siden man lavede en lovændring i 2021.

Ordføreren.

Jamen her er der jo en forskel på Socialdemokratiet og Konservative. Konservative vil gerne træde ud af konventionen, og Socialdemokratiet arbejder i regeringen på at ændre konventionen. Jeg kan ikke vide det, men mit bud vil være, at hvis Konservative sad i regering, så ville man nok også anlægge den position og have den politik, at man ville ændre konventionen i stedet for at træde ud af konventionerne. Men det er jo klart, at vi deler målsætningen. Det er fuldstændig afgørende, at vi får ændret de her konventioner, så vi kan få kriminelle udvisningsdømte sendt hjem. Men jeg mener ikke, og det er nok i virkeligheden der, det skiller, at vi er en situation i øjeblikket i verdenshistorien, hvor det er klogt at træde ud af internationalt samarbejde. Jeg tror på, at vi skal ændre de her konventioner indefra, sådan at de ikke beskytter de kriminelle, men sikrer, at vi demokratisk kan tage kontrol over, hvilke kriminelle vi vil sende hjem.

Spørgeren.

Hr. Christian Rabjerg Madsen har jo fuldstændig ret i, at Konservative gerne vil træde ud af statsborgerretskonventionen, i øvrigt sammen med resten af blå blok, fordi vi ikke kan vente længere, og fordi man ikke kan blive ved med at stikke danskerne blår i øjnene og sige, at man vil snakke sig til rette. Når vi kan se, at andre lande som Storbritannien, Frankrig, Belgien, Italien og Spanien aldrig har ratificeret den konvention, er det jo tid til at forlade konventionen, så vi kan komme af med de kriminelle udlændinge.

Ordføreren.

Jeg vil gerne her i dag sætte så dyr en flaske rødvin på højkant, at Morten Messerschmidt ville gide at drikke den, på, at hvis vi får en blå regering igen, hvad jeg vil arbejde for at vi ikke gør, så kommer den regering ikke til at træde ud af konventionerne. Det væddemål er fra min side hermed indgået, men jeg kan også bare sige, at det ikke ændrer på, at den problemstilling, som de Konservative her peger på, mener jeg er meget, meget vigtig, og det er derfor, at vi både på det allerøverste niveau politisk og diplomatisk arbejder på at ændre de her konventioner, så vi kan få kriminelle sendt hjem.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Christian Rabjerg Madsen for talen. Det er jo godt at konstatere, at også Socialdemokraterne nu kan føle med sultne børn i Gaza, men hvis man skal være helt ærlig, har Socialdemokraterne i 19 måneder lukket øjnene for det, der rent faktisk foregår, og det, der er årsagen til, at der er en humanitær katastrofe, der ruller for øjnene af os, og det er, at den humanitære krise har en ejermand. Den er menneskeskabt. Den er skabt af det folkedrab, som Netanyahus regering er i færd med at begå i Gaza, hvor de bruger sult som våben. Der er det jo rigtig vigtigt, at man nu i EU er begyndt at diskutere, hvordan EU kan handle, men der er også et bilateralt spor. Danmark har bl.a. en samarbejdsaftale og bilateral handel med Israel. Er Socialdemokraterne klar til at tage de redskaber i brug for at sætte foden ned over for en stat, der er i færd med at begå et folkedrab for øjnene af os, og dermed sende et signal ikke bare til Israel, men til hele verden om, at det med folkeretten, er noget, vi ikke bøjer os i i forhold til, og at den står vi faktisk fast på, også når det gælder Palæstina?

Ordføreren.

Jeg tror, at fru Trine Pertou Mach skal passe meget på, hvor man bevæger sig hen retorisk nu. Når man siger, at nu kan Socialdemokratiet endelig føle med krigsramte børn, er man ude i en dehumanisering af mig og mit parti, som er fuldstændig uden for nummer, og man er meget, meget tæt på at bevæge sig ind i det segment, der råber »børnemorder« efter ledende politikere her i landet. Jeg synes, det er helt, helt uhørt. Regeringen har fra starten været meget, meget tydelig i forhold til behovet for humanitær hjælp. Vi har øget den humanitære hjælp, også til Gaza, så den der form for retorik synes jeg man skulle lægge helt på hylden.

Spørgeren.

Jeg kunne aldrig drømme om at kalde nogen for »børnemorder«, men virkeligheden er, at den regering, der leder Danmark, ikke har handlet i 19 måneder på det, der foregår i Gaza. Man har villet læne sig ind, man har løftet pegefingre, man har også hævet stemmen, og på det sidste har i særlig grad udenrigsministeren skruet op for retorikken, og det synes jeg er rigtig vigtigt og rigtig godt. Men spørgsmålet var faktisk til Socialdemokratiet: Er Socialdemokraterne klar til, at Danmark bilateralt handler og bruger de redskaber, vi har, som f.eks. at suspendere den samarbejdsaftale, vi har med Israel, eller lukke for importen af israelske varer og bremse samhandelen? Er Socialdemokraterne klar til det – ja eller nej?

Ordføreren.

Jeg tror bare, at jeg sagde, at når man bevæger sig derhen, hvor man beskylder mig for ikke at kunne føle med krigsramte børn, så bevæger man sig meget, meget tæt på en gruppe af danskere, som råber »krigsforbryder« og »børnemorder« efter ledende politikere. Det tror jeg man skal passe ganske alvorligt på med. Jeg synes, det er helt uhørt. Det vil jeg gerne gentage. Der, hvor Socialdemokratiet ligger i det her spørgsmål, er, at det jo ikke er rigtigt, at vi ikke har gjort noget. Vi har øget den humanitære hjælp til palæstinenserne i den her tid, vi står fast på, at Israel skal stoppe blokaden af nødhjælp, og vi har også sagt, at hvis det ikke sker, så afviser vi ikke at tage yderligere diplomatiske tiltag over for Israel.

Tak for det. Nu nærmer vi os tiden, hvor vi skal sige tak til ordføreren. Der bliver et enkelt spørgsmål til hr. Sigurd Agersnap fra SF. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg bed mærke i et svar, der kom til min kollega fru Lisbeth Bech-Nielsen før, nemlig at man i Socialdemokratiet ikke ville stoppe pensionsalderen på 70 år. Det har jo været meget klart, når man har fulgt pensionsdebatten, at man i Socialdemokratiet ikke har lyttet til fagbevægelsen, men det bliver også meget klart nu, at man ikke lytter til det bagland af borgmestre i Socialdemokratiet, der siger, at man bør stoppe pensionsalderen ved 70 år. Hvorfor lytter Socialdemokratiet ikke til dem?

Ordføreren.

Nej, det, jeg sagde, var, at hvis man ville stoppe pensionsalderen ved 70 år for alle, efterlader man en regning på mellem 60 og 70 mia. kr. Hvis man gerne vil det, skal man fortælle, hvor de penge kommer fra. Hver eneste gang, jeg er i debat med SF, også i gode debatter med hr. Sigurd Agersnap, peger SF på, at de penge skal findes ved at tilbagerulle skattelettelser. Men det er bare to forskellige størrelser. SF har ikke fremlagt en økonomisk plan, der viser, at man kan finansiere sin politik på pensionsområdet, og hvis ikke man fremlægger en plan, hvor man kan finansiere sin politik, men peger på nogle skattelettelser, som ikke slår til, taler man jo med en væsentlig mindre vægt i det her spørgsmål. I Socialdemokratiet vil vi gerne have et pensionssystem, som er mere socialt retfærdigt. Vi har sagt, at vi vil fremlægge en model i god tid inden 2030, hvor vi igen skal stemme, jf. velfærdsforliget, og så har vi sagt, at den måde, vi gør det her på, skal foregå, inden for at vi kan fastholde en stærk økonomi, som kan betale for det velfærdssamfund, som jeg også ved SF er glade for.

Tak for det. Vi siger tak til hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet. Det er sådan, at vi holder tiden i dag, og der var et spørgsmål. Vi skal holde kl. 09.37, og det er det, vi gør. Så nu går vi videre til den næste ordfører, og det er hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre.

Et af de mest berømte bysbørn i min hjemby, Frederiksberg, er kunstneren og humoristen Robert Storm Petersen – bedre kendt som Storm P. Ud over at være en stor kunstner og virkelig sjov kom han også med en række kloge betragtninger. Man mener bl.a., at det var ham, der fandt på udtrykket: Det er svært at spå – især om fremtiden. Men selv om vi begge to er fra Frederiksberg, er der en del forskelle på Storm P. og Jan E. Storm P. var f.eks. en utrolig folkekær skikkelse, mens jeg jo er politiker. Derudover er forskellen på os to, at jeg faktisk godt kan spå om fremtiden, for jeg har fået fat i en dagbog, og det er en dagbog, der tilhører Mathilde. I dag er Mathilde 15 år gammel, men den her dagbog går helt frem til 2050. Og jeg synes, at den giver et ret unikt indblik i vores lands fremtid. Jeg skal lige gøre formanden opmærksom på, at der er tale om citater, så der kan muligvis være ord med, som ikke står i ordbogen endnu. Men vi begynder ved den 11. maj 2027, og der står: Kære dagbog. Kæmpe rizz. Over de sidste 2 år har jeg tjent 6.000 kr. mere på mit fritidsjob, bare fordi skatten for os unge er blevet fjernet. Ret dope faktisk. No cap. Den 23. september 2029 skriver hun: Kære dagbog. Jeg var til Forsvarets Dag i dag. Jeg meldte mig faktisk frivilligt. Min far siger, at jeg godt kan glæde mig, for som han siger: Fællesskabet er lige så stærkt, som da jeg var der, men I har godt nok fået noget federe udstyr. Det er vigtigt at forsvare Danmark. Verden bliver desværre kun mere og mere urolig og mere og mere kaotisk. Heldigvis er vi klar, og jeg er klar. Og ja, jeg er faktisk stærk nok til at bære drengene væk fra slagmarken, selv om jeg er en kvinde. Den 21. maj 2035 står der: Jeg vågnede kl. 6.30, som jeg altid gør, og jeg tog bilen på arbejde på sygehuset, som jeg altid gør. Vi har fået ny bil, som kan køre meget længere på en opladning. Vildt nok, at de engang kørte på benzin. Min mand Mathias' iværksættervirksomhed er virkelig kommet op i gear nu. Han havde altid haft en drøm om at skabe sit eget, og det er så stort, at det endelig er blevet til noget. Da jeg kommer hen på sygehuset, rammer noget mig. Det er roen. Jeg er startet som læge på psykiatrisk afdeling, og mine ældre kolleger fortæller tit skræmmende historier om, hvordan det var for bare 10-15 år siden. Dengang var der meget mere travlhed og meget mere stress. Patienterne fik for lidt hjælp, og kollegerne havde for meget, de skulle nå. Godt, at det nu er historie. Den 16. september 2037 står der: Kære dagbog. I dag er vi lykkelige! Efter meget besvær er jeg endelig blevet gravid med Mathias' og mit andet barn. Hvor er det dog skønt. Det her er bare en af de dage, hvor jeg er virkelig glad for at bo i Danmark. For tænk sig, da jeg første gang blev gravid og en nakkefoldsscanning i uge 13 viste, at tingene ikke var, som de skulle være, havde jeg tid til at tænke mig grundigt om, inden jeg besluttede mig for at få en abort, uden at jeg skulle spørge staten om lov. Og da jeg så senere fik svært ved at blive gravid igen, kunne vi få gratis fertilitetsbehandling til ikke bare det første barn, men også det andet. Sådan er det vist de færreste steder i verden. Den 3. maj 2049 skriver hun: Kære dagbog. Jeg er netop kommet hjem fra min første dag som folketingspolitiker for Venstre. Som jeg er blevet ældre, har jeg fået øjnene op for, at det er Venstre, der har kunnet gennemføre de ansvarlige forandringer, Danmark har haft brug for: frisættelsen af velfærdssamfundet og oprustningen af forsvaret, samtidig med at skatteskruen er blevet løsnet. Jeg er endt det rigtige sted. Så nævner Mathilde faktisk også mig! Hun skriver: En af de første, jeg mødte i Vandrehallen, var Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen. Han er politisk ordfører på 25. år. Han trækker sig langt om længe fra Folketinget, hvis han bliver valgt til Europa-Parlamentet om en måned. Nogle forstår bare ikke at stoppe, mens legen er god. Tror den gamle klovn virkelig selv på, at nogen stadig gider ham? Nå, jeg tror, vi siger tak til Mathilde.

På det seneste har jeg tænkt en del over, hvordan regeringer bliver husket, og sandheden er jo nok, at det gør de ikke. De fleste regeringer bliver ikke husket. Men det er i virkeligheden også lige meget, for politikken bliver husket, og politikken bliver mærket i mange, mange år fremover, og det er det, der gælder. Det er nok de færreste, der husker, hvem det nu lige var, der var finansminister i den regering, der lavede Kanslergadeforliget, men jeg tror, de fleste, også herinde, er glade for den brede politiske samarbejdskultur, der blev brolagt allerede dengang. Der er nok ikke så mange, der lige kan huske, hvem der var handelsminister i 1970’erne, men de husker den katastrofale økonomiske politik, der var tæt på at køre Danmark i den økonomiske afgrund. Og hvem kan egentlig nævne alle de ministre, der i 1980’erne tog de upopulære, men kloge valg, der fik dansk økonomi på fode igen? Der har været rigtig meget snak fra politiske bezzerwizzere om personer og konstellationer i denne regering, og mange kloge hoveder forventede, at regeringen ville falde lige så hurtigt som den seneste SV-regering. Dem om det. Men vi må bare ikke begynde at tro, at det er det, som betyder noget, for det, der betyder noget, er Mathilde og Mathias i 2029, 2035 eller 2049; at Mathilde kan få en abort i uge 13 uden statens godkendelse, fordi vi har moderniseret vores abortlovgivning og sikret kvinder mere selvbestemmelse over deres krop. Ligeledes var det i øvrigt Venstre, der for over 100 år siden var afgørende for indførelsen af kvinders stemmeret. Mathilde kan se frem til at indtræde i et forsvar, der er oprustet og udrustet til at passe på både hende og Danmark på lige fod med sine mandlige kollegaer. Det kan hun, fordi denne regering har sat gang i en historisk genopbygning af forsvaret. Jeg er virkelig stolt af, at der er så mange partier herinde, der bakker op om den ambitiøse oprustning, vi i fællesskab har sat gang i. I for mange år har vi sejlet under bekvemmelighedsflag. Vi har været, som Jeppe Aakjær skrev, puslinglandet, som hygger sig i smug. Det går ikke længere! For os i Venstre er det den absolutte topprioritet at gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at vi kan forsvare os selv, og jeg er sikker på, at eftertiden kommer til at huske tilbage på tiden lige nu som det vendepunkt, hvor vi for alvor stoppede med at tage vores frihed for givet. Og så kan Mathilde gå på arbejde på en velfungerende psykiatrisk afdeling, og Mathias kan udleve sin iværksætterdrøm, bl.a. på grund af den politik, som denne regering har fået igennem. Og fordi vi har udvidet adgangen til at få hjælp til fertilitetsbehandling til også at gælde barn nummer to, kan Mathilde og Mathias have en familie med to små dejlige børn. Så når man gør regnebrættet op, er der altså ret mange resultater at komme efter. Og så har jeg ikke engang nævnt, at vi også er begyndt at sikre vores land fra voksende vandmasser, frigøre folkeskolen fra fjollede læringsmål og frisætte vores velfærdssamfund. Og så har vi landet en historisk grøn trepart, som skaber et nyt grønt danmarkskort og sikrer en bæredygtig og ansvarlig grøn omstilling af dansk landbrug. Det er en trepart, som planter de træer, som Mathilde og Mathias' børn kommer til at klatre i. De resultater har vi kunnet levere, fordi vi har taget ansvar, og fordi vi med reformer har sørget for, at pengene er tjent, før de er brugt. Der er tale om en ansvarlig økonomisk politik, hvor vi har sikret en bomstærk dansk økonomi og understøttet en historisk høj beskæftigelse. Det er sådan, politik skal foregå. Men det er ikke en naturlov, at der gennemføres ansvarlig, langsigtet politik. F.eks. har vi i disse år et SF, der griber ud efter magten. Hvad nu, hvis de får magt, som de har agt? De vil jo ikke bare rulle regeringens skattelettelser til alle arbejdende danskere tilbage. De lover og lover og lover. Finansministeriet har givet et bud på, hvad de mange SF-løfter vil koste. Ja, det vil ifølge dem kunne koste en gennemsnitlig voksen dansker op mod 18.000 kroner om året. Det er ikke ansvarligt. Det er ikke ansvarligt, at SF kun kan komme på ét sted, de vil finde pengene, nemlig i borgernes lommer – i Mathilde og Mathias' lommer. Det er den helt forkerte vej at gå. Nå, hvis vi lige skal komme tilbage til salen her, så står jeg og kigger mig lidt rundt i lokalet, og lad os nu bare være ærlige: Der er nok ikke så mange af os, der bliver husket i 2050. Men hvis vi har været med til at lave noget af den politik, som vi har lavet i disse år, og som har indflydelse på det liv, som Mathilde og Mathias kommer til at leve, ja, så bliver vi husket – ikke af navn, men i virke, og det er noget at være stolt af, for det er jo det, det hele handler om. For de personer, der for alvor betyder noget i dansk politik, hedder ikke Mette, Troels, Lars, Mona, Jan eller Pelle. De hedder Mathilde og Mathias. Det er folk som dem, vi gør det her for. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en lang række af kollegaer, der har skrevet sig ind. Vi starter med fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan forstå, at hr. Jan E. Jørgensen har fået fat i Mathildes dagbog. I fremtiden kan det jo være, at PET også kan læse med i Mathildes dagbog og patientjournaler. Og det er netop det, jeg gerne vil spørge lidt ind til, for jeg er ret nysgerrig på at høre, hvordan hr. Jan E. Jørgensen egentlig er nået dertil, at han simpelt hen har, må man sige, flyttet sig meget – det tror jeg er den pæne udlægning – når det handler om synet på frihed og overvågning og sådan nogle ting. Vi har koranloven, som hr. Jan E. Jørgensen jo har stemt for, men nu har vi så også den kommende PET-lov, og derfor er jeg bare lidt nysgerrig på at høre, hvordan hr. Jan E. Jørgensen selv har det med PET-loven.

Ordføreren.

Når jeg kan få fat i Mathildes dagbog, vil jeg da også håbe, at PET kan, og det vil PET jo i øvrigt også allerede kunne i dag. Altså, hvis PET mener, at der er noget, som kaster mistanke af sig, har PET jo nogle redskaber til at kunne undersøge, om der er grund til at være bekymret. Vi lever i en utryg verden; vi lever i en verden, hvor vi er på niveau 4 ud af 5, og hvor 5 er det værste, i forhold til hvor meget vi bliver truet af ikke bare ikkestatslige aktører, men også statslige aktører. Der er ikke nogen, der ønsker sig et masseovervågningssamfund, mindst af alle Venstre, og slet ikke mig, og derfor er jeg selvfølgelig også tilfreds med, at vi nu har fået en udsættelse af PET-loven, så vi kan få afklaret, hvad der er op og ned – hvor meget der er overreaktion, og om der skulle være noget om kritikken – så vi kan få en god og grundig og saglig debat.

Spørgeren.

Jeg troede sådan set, at når regeringen fremlagde noget, havde man det overblik i forvejen, så det er da lidt underligt bare at udskyde det, fordi man pludselig skal have et overblik. Jeg må sige, at jeg synes, det er underligt, at hr. Jan E. Jørgensen ikke anerkender den kritik, der har været fra bl.a. Justitia og Danske Advokater, men også fra mange andre, og Det Etiske Råd har sågar sagt, at det her med, at man kan kigge i patientjournaler, ganske enkelt kan ødelægge tilliden imellem læge og patient. Er det slet ikke noget, der bekymrer hr. Jan E. Jørgensen?

Ordføreren.

Jeg synes, det er underligt at kritisere regeringen for at udsætte et lovforslag, når der har været rejst en massiv bekymring, også fra kloge og begavede mennesker, som er inde i tingene. Det er da det eneste redelige og rimelige at gøre – at vi nu får en grundig debat, at vi får set grundigt på, hvad der er op og ned i den kritik. Med hensyn til patientjournaler er vi jo ganske enige, men der må jeg bare gøre opmærksom på, at PET sådan set allerede i dag kan få adgang til patientjournaler, hvis man eksempelvis har en mistanke mod nogen.

Fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for talen, som jo var meget anderledes end både Socialdemokraternes og statsministerens, fordi ordføreren valgte at tale håbet op, men ordføreren forholdt sig ikke til den verden, vi lever i lige nu med de bekymringer, der faktisk er, altså det, at Mathilde jo egentlig som udgangspunkt vil leve i en verden med en meget aggressiv Putin, en aggressiv Trump og alt muligt andet. Jeg er faktisk ret bekymret for den verden, jeg lever i lige nu. Derfor er jeg glad for, at vi har så godt et samarbejde med Venstres formand. Det havde vi bl.a. i forbindelse med forsvarsaftalen, og der er så mange partier herinde, der er villige til at bruge de penge, der skal til for at sikre Danmark mod ydre fjender. En del af det handler ikke kun om at kunne skyde missiler ned og andet. Det handler også om at kunne gardere sig i forhold til cybersikkerhed. Altså, nogle af de store angreb, vi kommer nok kommer til at se på Danmark, kunne være angreb på vores digitale infrastruktur. Jeg håber det ikke, men man kunne tænke sig det. Det ville være vores sundhedsvæsen, energiforsyning og andet. Der er det jo Venstre, der har posten som minister for beredskab, og jeg vil bare spørge: Hvorfor kommer der ikke andet end en pamflet fra ministeren for beredskab, når vi nu ser ind i de her store trusler i forhold til cybersikkerhed?

Ordføreren.

Lad mig starte med at sige tak. Jeg er af natur optimist, og Venstre er af natur et optimistisk parti. Vi mener, at i morgen bliver bedre end i går, men det er jo ikke det samme som at sige, at der ikke kan være bekymringer, og de bekymringer skal vi selvfølgelig handle på. En af de handlinger, vi foretager, er at opruste forsvaret. Jeg vil også gerne sige tak til SF for at have deltaget i det. Det synes jeg er flot, stærkt og modigt. Men der er jo også det, at vi har lavet et helt ministerium kun til at kigge på beredskabsområdet. Det er første gang i danmarkshistorien, at det er sket, og det vidner jo om, at det er en opgave, vi tager rigtig, rigtig alvorligt. Jeg deler slet ikke den præmis om, at det eneste, der skulle være kommet ud af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, er en pamflet.

Spørgeren.

Jeg tror, at hvis Danmark bliver lagt ned, er det ikke, fordi der kommer russiske soldater på gaden. Det er mere det, at der kommer et digitalt angreb, der er min store bekymring. Det er ikke kun russerne, jeg er bekymret for. Jeg er sådan set også bekymret for kineserne og andre i den henseende. Der synes jeg jo, at det vigtige er, at vi allerede nu forbereder vores kommuner og vores regioner på, hvad der så skal ske. For det handler jo om vores ældre, og kommunerne efterspørger det i stor stil. Københavns Kommune har efterlyst en samlet plan fra regeringen igen og igen. SF's sundhedsborgmester spørger, hvad det kommer til at betyde for vores plejehjem. Det er ikke, fordi hver kommune har behov for, at staten bestemmer alt, men det er godt med nogle fælles retningslinjer. Hvornår kommer de retningslinjer? Kan vi overhovedet forvente, at regeringen tager deres råb om hjælp alvorligt?

Ordføreren.

Nu er jeg jo så heldig selv at sidde i en kommunalbestyrelse, og vi drøftede netop spørgsmålet om beredskabet ude på vores plejehjem, både i forhold til vandforsyning og madforsyning. Eksempelvis kan Frederiksberg Forsyning, og det er jeg helt sikker på at HOFOR også kan, levere vand, selv om der er et cyberangreb, der gør, at der ikke er elektricitet. I det tilfælde kan der stadig væk godt leveres vand med mindre vandtryk. Man skal spare på det. Man skal bl.a. ikke tage bade, men det mener man går lidt af sig selv, fordi vandet vil være koldt, eftersom det ikke bliver varmet op.

Fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak. Og tak til ordføreren for en som altid underholdende tale. Jeg vil dog gerne følge op på det lidt mere alvorlige emne, som fru Inger Støjberg var inde på, nemlig PET-loven, for det er jo et stort skred i hensynet til borgernes ret til privatliv, som jeg synes at regeringen er i gang med at tromle over her. Og vi kan også se, at vi ikke er alene om at mene. Der er også mange borgere, som føler, at de ikke vil kunne være åbne over for f.eks. deres psykiater, og at de måske vil lægge bånd på sig selv. Så det burde jo ikke klinge godt sammen med noget, der er liberalt eller borgerligt for den sags skyld. Derfor vil jeg gerne spørge hr. Jan E. Jørgensen: Hvis vi i stedet for at kigge frem i en utopisk fremtid legede, at vi var i et parallelunivers, hvor Venstre ikke var gået i regering med Socialdemokratiet, og en socialdemokratisk justitsminister fremsatte et PET-forslag som det, regeringen har fremsat, ville Venstre og hr. Jan E. Jørgensens så i det parallelunivers nogen sinde have syntes, at det her var et forslag, man ville bakke op om?

Ordføreren.

Altså, nu beskæftiger jeg mig ikke med parallelle virkeligheder, og jeg vil bare gentage, at jeg synes, det er positivt og fornuftigt, at vi har fået den her udsættelse af PET-loven, for de bekymringer, der har været rejst, tager vi alvorligt. Når sundhedspolitikere rundtomkring i Danmark har en frygt for, at det her nu kan betyde, at patienter eksempelvis i psykiatrien bliver mere tilbageholdende med at dele bekymringer osv. med deres læge, så er det da noget, vi skal tage alvorligt, også for at se, hvad der er op og ned i det. Er det mennesker, der kigger i de her store samlinger af rådata? Så vidt jeg har kunnet nå frem til, er det ikke mennesker; det er kunstig intelligens. Så der er ikke nogen i PET, der sidder og kigger i de her oplysninger. Det er jo bl.a. noget af det, vi skal have afklaret i den længerevarende debat, vi skal have. Jeg synes, det er ganske fornuftigt, at det her ikke skal hastes igennem, men at vi får en god, lang, ordentlig og saglig drøftelse uden diverse skingre overdrivelser.

Spørgeren.

At høre ordføreren for et liberalt parti stå og sige, at man ikke kommer til at kigge i det, føles næsten lige så utopisk, som da ordføreren skulle forsvare koranloven. Jeg kan ikke forstå det. Jeg vil bare lige komme med en rettelse: Det er jo ikke rigtigt, at man har udskudt det her lovforslag, fordi der er kommet folk fra regionerne og sagt, at der er patienter, som muligvis ikke vil kunne være fortrolige med deres psykiater – det er noget, der er kommet frem efterfølgende. Grunden til, at man har udsat det, er, at vi andre ikke har forstået, hvad det her går ud på. Det ikke, fordi man er kommet i tvivl. Men det lyder da dejligt, hvis det er det, der er sket. Er Venstre kommet i tvivl om, om man kan have tillid til justitsministerens PET-forslag?

Ordføreren.

Nu kan man jo godt høre om bekymringer, før man læser om dem i avisen. Vi har en meget tæt kontakt til vores bagland og har jo også selv stillet en række spørgsmål, og det er da kun godt. Det skulle Liberal Alliance da glæde sig over. Det er da kun godt, at vi nu får en ordentlig debat. Noget af det, der har været fremme, bl.a. også fra Liberal Alliances retsordfører, er simpelt hen ikke rigtigt. Men så lad os da få en snak om det, for hvis nogle kan læse lovforslaget og misforstå de her ting, så lad os da få det afklaret i en god og ordentlig debat. For jeg tror, vi har et fælles ønske om, at PET skal kunne forsvare os mod indre og ydre fjender.

Fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Hørte jeg lige, at ordføreren sagde til Liberal Alliance, at ordføreren ikke beskæftigede sig med parallelle virkeligheder, når det er sådan, at ordføreren har brugt hele sin tale på at opfinde Mathilde, altså en fiktiv person, som kan se fidusen i, at Venstre er med i den her regering? Det vil jeg bare sige at jeg morer mig en del over. Der er jo heller ikke nogen tvivl om, at hr. Jan E. Jørgensen nærmest har skrevet dagbog, eller at han i hvert fald – det må man forstå – har været en ægte liberal. Men jeg må jo bare sige, at den gode Mathilde, som er opfundet til lejligheden her, må være lidt forvirret. For hr. Jan E. Jørgensen skriver på sin facebookside 21 også, og nu citerer jeg: Skulle vi så genindføre en forældet lovgivning i Danmark, der anerkender, at religiøse følelser har et helt særligt krav på beskyttelse mod fornærmelser, og dermed indirekte legitimere voldsmændenes krænkede følelser? Nej, bliver der sluttet af med. Så tænker jeg bare, at Mathilde, hvis hun var her, så nok ville spørge, for noget må man jo huske fra det her, og det her tror jeg vil blive husket: Hvorfor har Venstre indskrænket ytringsfriheden med koranloven?

Ordføreren.

Der tror jeg måske lige, at fru Mona Juhl skal have historikken med. Venstre var med til at afskaffe blasfemibestemmelsen, og det var ikke nogen nem debat. For der er mange religiøse mennesker, uanset hvilken religion man bekender sig til, som bliver meget kede af det, når andre opfører sig blasfemisk, og derfor har vi jo haft en blasfemibestemmelse i rigtig rigtig mange år, også mens f.eks. hr. Anders Fogh Rasmussen var statsminister, som har sat grænser for, hvad man må ytre. Er det at stå og sætte ild til en koran eller en bibel en ytring? Det er det jo nok, hvis man strækker begreberne rigtig, rigtig langt, men i min verden handler ytringsfrihed altså om retten til at skrive bøger, retten til at læse bøger og retten til at blande sig i den offentlige debat og ikke om at lave, hvad der er hadprædikanters hadforbrydelser, ved at stå og sætte ild til en bog, som, hvis det drejer sig om Bibelen, har meget stor betydning for de kristnes vedkommende, og ...

Tak for det. Fru Mona Juul. Værsgo.

Jeg tror jo, der er nogen, men at det nok ikke er mange, der synes, at det er en fantastisk idé at stå og brænde bøger af, og vi har jo i øvrigt også i forvejen massiv lovgivning, der siger, at man skal opføre sig ordentligt. Men hvis jeg var Matilde, så ville jeg stadig væk spørge, når nu det er det liberale projekt, der ligesom er på banen her, og nu håber jeg, at ordføreren vil svare den her gang, om det er en liberal sejr, eller om det er et liberalt nederlag, at regeringen har indført koranloven. For det kommer til at stå til efterskrift, hr. Jan E. Jørgensen.

Ordføreren.

Jeg må indrømme, at jeg synes, at hele debatten om den lov, som bliver kaldt koranloven, er ret mystisk, altså at man skal opleve Det Konservative Folkeparti, som åbenbart mener, at det fineste i vores ytringsfrihed er, at man kan stå og sætte ild til en koran, hvilket betyder, at flere hundrede politibetjente skal bruge jeg ved ikke, hvor mange millioner kroner på at rende rundt og beskytte en eller anden provokerende type, der har lyst til at sætte bål og brand ikke bare i sin koran, men også i det omgivende samfund. Det vil jeg altså bare sige overrasker mig, og det er ikke Det Konservative Folkeparti, som jeg ellers har lært at kende.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Politikken bliver husket, siger hr. Jan E. Jørgensen, og det er ubestridelig rigtigt. Gaza er lige nu et helvede på jord. Der er et sundhedsvæsen, der er totalt kollapset. De tilbageværende hospitaler er bombet i smadder. Der er ingen adgang til smertestillende, til bedøvelse, til antibiotika. Læger uden Grænser fortæller om, at de ikke kan behandle patienter, og fortæller om en pige, der er bombeskadet, og som kommer ind og får fjernet tøjstumper, der er brændt ind i huden, uden nogen form for bedøvelse og uden nogen antibiotika til efterfølgende behandling. WHO anmoder om, at Danmark bidrager til medicinsk evakuering. Der står 12.500 mennesker på venteliste, heraf 4.500 børn. Danmark har setuppet til at kunne hjælpe. Vi kan gøre, præcis som vi gjorde med de ukrainske flygtninge. Regeringens svar er at lukke øjnene og gøre ingenting. Hr. Jan E. Jørgensen, politikken bliver husket. Hvorfor vil regeringen ikke bidrage til det internationale ansvar?

Ordføreren.

Jeg deler fuldstændig hr. Peder Hvelplunds beskrivelse af situationen i Gaza, fuldstændig, altså en til en. Det er ganske forfærdeligt – ganske forfærdeligt. Hvorfor vil vi så ikke tage imod børn fra Gaza i Danmark? Vi vil gerne hjælpe de børn fra Gaza, men vi vil mene, at det er bedst, at de bliver hjulpet i nærområdet. Det er den politik, vi i øvrigt har til flygtningekriser, og der er Ukraine jo Danmarks nærområde. Det er Gaza ikke. Så vi vil meget gerne øge den humanitære bistand og øge muligheden for, at børnene kan få lægebehandling, men det skal ikke foregå i Danmark.

Spørgeren.

Men hospitalerne i nærområdet er overfyldte. WHO anmoder om, at vi tager imod patienter, fordi der ikke er mulighed for behandling hverken i nærområdet eller i Gaza. Den eneste mulighed for det er, at vi evakuerer. Rumænien tager imod patienter. Danmark gør ikke. Hvorfor lever vi ikke op til vores ansvar og siger, at vi selvfølgelig tager vores del og dermed også sender et klart signal om, at den her situation er uholdbar? Det her handler om konkrete menneskeliv. Det kan vi da ikke bare lukke øjnene for.

Ordføreren.

Det kommer jo an på, hvad man mener med nærområdet. Jeg undrer mig da over, at et land som f.eks. Saudi-Arabien tager imod så få flygtninge, som Saudi-Arabien gør. Saudi-Arabien er da nærområde. Der er jo masser af lande forholdsvis tæt på Gazastriben, som har kapacitet. Med hensyn til palæstinenserne er det jo en særlig problemstilling, også fordi de jo er statsløse. Så det er en diskussion. Det betyder ikke, at vi ikke vil hjælpe de børn, men vi vil ikke hjælpe de børn og deres familier til Danmark.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, hr. Jan E. Jørgensen sætter sit lys helt unødigt under en skæppe, når han ikke tror, at han vil blive husket i 2049. Jeg tror jeg da stadig væk, at bl.a. hans litterære bidrag »En ægte liberal« vil stå på Cepos' bogreol – så fat mod! Jeg er sikker på, at hr. Jan E. Jørgensens fodspor nærmest vil være uudslettelige i hvert fald i nogle henseender, og sådan er det jo med flere af Venstres store koryfæer. Man kunne også tænke på hr. Anders Fogh Rasmussen, som jo om koranloven faktisk har sagt, og jeg citerer, at den er et pinligt knæfald for autokraterne og en glidebane mod en indskrænkning af ytringsfriheden. Det er jo interessant, for her har vi så to liberale koryfæer – nemlig hr. Jan E. Jørgensen, der har skrevet sin bog, og hr. Anders Fogh Rasmussen, der også har bidraget aktivt til den liberale debat – og hvordan kan det være, at de her to koryfæer befinder sig så langt fra hinanden, når det kommer til det her spørgsmål om ytringsfrihed og koranloven osv.?

Ordføreren.

Jeg sagde udtrykkeligt, at de fleste af os nok ikke vil blive husket om 25 år, så der var jo en lille kattelem. Og eftersom jeg om 25 år jo stadig væk er politisk ordfører for Venstre og stiller op til Europa-Parlamentet, vil jeg da håbe, at der i hvert fald er nogle, der kan huske mig; ellers bliver jeg nok ikke valgt. Jeg har ikke fået læst Anders Fogh Rasmussens bog endnu. Jeg har kunnet læse mig frem til i diverse artiker, at der står mange ting i den. Noget af det, man kan undre sig over, er, hvorfor Anders Fogh Rasmussen ikke fik afskaffet blasfemiloven, dengang han var statsminister. Det lykkedes senere, og jeg var selv en drivende kraft i at få afskafftet blasfemibestemmelsen, og nu kigger jeg ned på fru Inger Støjberg, for det var dengang, vi var i samme parti. Der førte vi en fælles kamp, for det var en debat, hvor der var delte meninger om, hvorvidt det var klogt eller ej. Og med hensyn til lige præcis de her afbrændinger, fik vi dengang at vide, at der var andre muligheder i lovgivningen for at stoppe det pjat, som jeg vil sige det er. Det viste sig så, at de muligheder ikke var reelle, og derfor har vi været nødt til at trække det et lille bitte skridt tilbage.

Spørgeren.

Der var mange ting, der ikke kunne lade sig gøre under hr. Anders Fogh Rasmussen, for dengang havde Socialdemokratiet ikke skiftet holdning i værdipolitikken endnu. Det var jo det, der gjorde, at mange ting var meget, meget vanskelige. Og det synes jeg bare ikke ændrer på det helt principielle, i forhold til at det ikke kun handler om afbrændinger. Det er jo ikke afbrændinger, som er formuleringen i straffeloven, men skændinger. Det er enhver form for skændig handling i forhold til enhver form for religiøs autoritativ bog. Det er et meget, meget bredt forbud, vi er ude i her, og jeg kan ikke lade være med at erklære mig enig med Anders Fogh Rasmussen. Jeg håber derfor også, at hr. Jan E. Jørgensen vil blive ved med at tænke og fritænke og se, at det er et galt spor, han er ude på.

Ordføreren.

Socialdemokratiets stemmer var altså ikke nødvendige. Vi havde flertal sammen med Dansk Folkeparti. Hvorfor fik vi ikke afskaffet blasfemiparagraffen dengang? kan man spørge. Men vi har fået den afskaffe nu; vi har fået den afskaffet nu!

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for en god tale, og især tak for at have fokus på den næste generation. Som partiet for den næste generation er det jo skønt at høre, at regeringen også taler ind i fremtiden, og det forpligter. Jeg vil jo mene, at det vigtigste, altså den største forudsætning for, at Mathilde har et godt liv om 5-10 år, er hendes uddannelse. Det er, at hun har haft en god skolegang, at hun har gået på en god ungdomsuddannelse og helst også en videregående uddannelse. Det viser alle statistikker giver et bedre liv. Det bidrager også til vores åndelige oprustning og det indre forsvar, som er en lige så vigtig del for at kunne gå igennem den uro, vi ser i øjeblikket. Klima er også en forudsætning, og der har Venstre og Radikale Venstre været uenige om ambitionsniveauet, men på uddannelsespolitikken har vi jo egentlig en lang historie tilfælles, når det handler om åndelig oprustning og styrke. Derfor undrer det mig virkelig, at Venstre står fadder til, synes vi, en ungdomsuddannelsespolitik, der jo sætter nye adgangskrav, fjerner 10. klasse og hf, hvilket er til skade for især drengene. Hver fjerde dreng ryger ud af det almene gymnasium. Er det klogt?

Ordføreren.

Nu håber altså, at der er andre partier end Radikale Venstre for den næste generation, for ellers bliver det jo en forholdsvis lille generation, vi kan se frem til. Vi mener også, at Venstre er et parti for næste generation – det tror jeg sådan set de fleste partier herinde vil mene at de er. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke kunne lave vores politik for ungdomsuddannelserne sammen med Radikale Venstre. Jeg tror ikke engang, at vi behøver at nå frem til år 2049, før Radikale Venstre kan se, at det, vi gør, er fornuftigt. Vi får opbygget en ny ungdomsuddannelse, der hedder i epx, hvor vi får samlet 10. klasserne og hf og får skabt et attraktivt ungdomsmiljø for de unge, som gerne vil i gymnasiet, men hvor det ikke lige skal være det traditionelle gymnasium. Vi mener, at der er kommet lidt for mange, og det er der, fordi det er et tilbud, som ikke er målrettet til dem og det, de har lyst til bagefter.

Spørgeren.

Måske skulle vi lade de forskellige vælgere afgøre, hvem der er partiet for næste generation. Jeg så i Altinget forleden, at næsten halvdelen af regeringens vælgere er folkepensionister. Vores vælgergruppe ser anderledes ud, men den indeholder også ældre, der kerer sig for børn og børnebørn. Jeg forstår ikke, at Danmark skal være det eneste land i Norden, hvor vi lægger snubletråde og begrænsninger ind for, hvilken ungdomsuddannelse man kan vælge. Jeg tror, at den enkelte unge skal vælge frit, for at det bliver en succes for dem på den uddannelse, de kommer ind på. Jeg troede egentlig også, at det frie valg, den frisættelse, var sådan, Venstre så på uddannelsespolitikken.

Ordføreren.

Jamen jeg deler ikke bekymringen. Jeg vil også sige, at hvis ikke man kan opnå gennemsnitskarakteren 6 i sin folkeskole, så mener jeg ikke man hører til på stx – altså, det mener jeg virkelig ikke.

Fru Franciska Rosenkilde, Alternativet. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen fra ordføreren. Jeg er enig i, at den politik, vi beslutter i dag, har massive konsekvenser i fremtiden. Derfor synes jeg også, det er rigtig ærgerligt, at Venstre vil droppe at udfase gasfyr i 2035. Vi er i en tid lige nu, hvor vi skal opruste på klimaområdet, og hvor vi skal sikre en energiuafhængighed af gas, især den importerede gas fra Rusland. Derfor undrer det mig, at Venstre nu slækker på ambitionerne på både klimaområdet, men også i forhold til energiuafhængighed, ikke mindst også for at sikre, at man ude i landdistrikterne har mulighed for en bæredygtig varmekilde i fremtiden. Så hvad mener Venstres ordfører om, at Venstre lige nu går tilbage på ambitionerne om klima, om at styrke landdistrikterne og ikke mindst styrke vores energiuafhængighed i Europa?

Ordføreren.

Vi taler om 100.000 husstande, og der bliver jo ikke noget forbud mod, at de udfaser. De skal selvfølgelig også kunne tilslutte sig fjernvarme osv. Men vi mener ikke længere, at vi skal gå ind og tvinge dem til at skrotte deres gasfyr, som har været indkøbt i dyre domme og i øvrigt på anbefalinger fra regeringen. Der bliver jo ikke tale om russisk gas, og der bliver ikke tale om sort gas. Der er tale om dansk gas, og der er tale om grøn gas. Derfor ser vi altså ikke noget behov for, at de pinedød skal skaffe sig af med deres gasfyr.

Spørgeren.

Men anerkender ordføreren, at det lige nu i en accelererende klimakrise er virkelig upassende at blive mindre ambitiøs på det her område i stedet for som regering med klimapolitisk lederskab at investere i en bæredygtig varmekilde, investere i, at netop landdistrikterne i langt højere grad kan kigge ind i en sikkerhed? Bare fordi man nævner det som grøn gas, er der jo ikke ensbetydende med, at den er grøn. Det er jo stadig en fossil brændsel.

Ordføreren.

Nej, det anerkender ordføreren ikke. Det gør jeg ikke. Der er tale om forholdsvis få gasfyr. Der vil komme en omstilling. Den vil så gå en lillebitte smule langsommere, men der er tale om grøn gas. Der er tale om dansk gas, og derfor mener vi ikke, at det giver mening at skulle forcere udskiftningen af de gasfyr.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti. Værsgo.

Tak. Ordføreren brugte jo humor i sin ordførertale. Det får mig til at tænke på, at vi jo lige har haft en sag, hvor der var en ung gut oppe i, jeg mener, det var Viborg, som blev dømt for at skrive vittigheder og lave en hjemmeside med vittigheder. Hvad synes Venstre egentlig om det? Vi har PET med masseovervågning uden mistanke, vi har en koranlov, og nu har vi også en lov, hvor man via § 266 b faktisk vælger at sige, at noget, der åbenlyst er vittigheder – eller åbenlyst burde være det for alle, som har et frit sind – ikke er vittigheder. Om man kan lide vittighederne eller ej, eller om man synes, de er grove, er sådan set ligegyldigt. Men retssystemet vurderede, at det ikke var vittigheder. Men enhver med lidt sund fornuft og rationalitet kunne jo se, at det var vittigheder. Hvad synes Venstre egentlig om det?

Ordføreren.

Jeg har læst dommen, og som politiker skal man jo være påpasselig med at gå ind og kloge sig på domstolenes afgørelser. Altså, retten har pr. definition altid ret. Hvis vi så mener, at der er nogle problemer, kan vi jo gå ind efterfølgende og ændre lovgivningen. Jeg synes, det er dilemmafyldt. For på den ene side synes jeg selvfølgelig, at vi skal værne om ytringsfriheden og ikke mindst retten til at at være sjov. Så kan vi diskutere, hvor sjove nogle af de vittigheder, der blev fyret af, så egentlig var. Jeg har også tidligere stillet spørgsmål til, om folk, hvis man havde skrevet de her såkaldte vittigheder i sådan en propalæstinensisk demonstration inde i Krystalgade foran synagogen, havde syntes, det var voldsomt morsomt. Jeg vil ikke engang citere de vittigheder, for jeg synes, nogle af dem bare var racisme og antisemitisme forklædt som humor.

Spørgeren.

Det er jo et grundlæggende problem, hvis staten og systemet via lovgivning vil diktere, hvad det er, der er sjovt. Vi har heldigvis en standupkomiker, Brian Mørk, som nu udfordrer det her ved at sige nogle af de her vittigheder i sit show som standup, som tydeligvis er humor, og i den kontekst. Venstre åbner også for, at der er et problem her. Betyder det, at man vil gå ind og kigge på det her, så vi ikke begynder at ulovliggøre noget, der tydeligvis er vittigheder? Jeg synes, det er et massivt angreb på vores ytringsfrihed, som vi alle sammen burde værne om. Ytringsfriheden er først vigtig, når den provokeres.

Ordføreren.

Som sagt er det et dilemma, og det er en balance. Venstre ønsker at bekæmpe antisemitisme. Vi ønsker at bekæmpe antisemitisme. Antisemitismen er vokset eksplosivt, især efter den 7. oktober 2023, og hvis man så pakker sin antisemitisme ind i humor, hvor sætter vi så grænsen? Det er jo det, vi drøfter, og det er det, domstolen skulle prøve at træffe en afgørelse efter. Men jeg synes, det er en svær balance. Man kan selvfølgelig også bare sige, at vi er ligeglade med antisemitisme. Men det er vi ikke i Venstre.

Fru Betina Kastbjerg, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak for en underholdende tale. Jeg hører ordføreren sige, at Venstre vil blive husket for politikken. Det håber jeg da bestemt at danskerne husker, når de skal ned at stemme næste gang, altså at de husker, at Venstre var med til at tage store bededag, altså en fridag, fra danskerne, og at de gav efter for mørkemænd i Mellemøsten og indførte koranloven. Det håber jeg bestemt at de vil huske på. Men mit spørgsmål går lidt på PET-loven. Indtil videre er det kun justitsministeren, der har været ude at udtale sig og villet stå på mål for den her lov. Jeg kunne læse i en DR-artikel, at Jan E. Jørgensen ikke ønskede at udtale sig, men det gjorde Jan E. Jørgensens kollega fra regionsrådet, Christine Dal Thrane. Hun frygter jo, at det her vil afholde sårbare patienter fra at tage kontakt til sundhedsvæsenet. Jeg vil bare høre, om hr. Jan E. Jørgensen har den samme bekymring.

Ordføreren.

Christine Dal Thrane har fået en god opdragelse under min myndige ledelse i Frederiksberg kommunalbestyrelse, så jeg tager det altid alvorligt, når Christine Dal Thrane ytrer sig. Det er jo bl.a. derfor, vi har udsat behandlingen af PET-loven, så vi kan få afklaret, hvad der egentlig er op og ned. Betyder det her, at der nu vil sidde nogle mennesker ude hos PET og læse en masse lægejournaler igennem, hvilke ville kunne afholde folk fra at betro sig til deres læge eller psykiater? Det gør det ikke. Men det er da det, vi skal få afklaret og få forklaret, sådan at vi kan få de værste myter ryddet af vejen, og sådan at vi kan få noget af den utryghed, der er, væk ved at finde ud af, hvad der egentlig er op, og hvad der er ned. Det er jo allerede i dag sådan, at PET faktisk kan gå ind og kigge i lægejournaler, hvis de mener, de har behov for det for at beskytte os alle sammen.

Spørgeren.

Det kan de jo, hvis der er en begrundet mistanke. Min kollega, fru Sólbjørg Jakobsen, var inde på, at hvis nu Venstre ikke var i regering, kunne det være, at Venstre havde et andet synspunkt. Nu var jeg lige inde at kigge på hr. Jan E. Jørgensens blå bog inde på Venstres hjemmeside, og der står: Min hjertesag i politik er den personlige frihed. Så vil jeg bare gerne høre ordføreren, hvordan det harmonerer med den nye PET-lov.

Ordføreren.

Den personlige frihed er det allerallervigtigste for et liberalt menneske, ingen tvivl om det, og beskyttelse mod overgreb fra statsmagten, ingen tvivl om det. Statsmagten har jo så også til opgave at beskytte os mod indre og ydre fjender, og dertil har vi PET, og vi har FE, og de skal have de redskaber, der er nødvendige. Men det skal jo ske i en balance med vores ret til frihed. Der er jo masser af ting, som teknologien giver mulighed for, som vi ikke ønsker. Med den tvivl og den bekymring, der har været rejst om rækkevidden af PET-loven, synes jeg, man burde være glad for, at vi nu får tid til at få den tvivl afklaret.

Hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg tillader mig da at følge lidt op her med PET-loven. For det problem, som jeg kan høre at både fru Inger Støjberg og også Betina Kastbjerg har, er ikke, at man udskyder lovforslaget, som hr. Jan E. Jørgensen fik affejet bl.a. Inger Støjbergs kritik med. Det, vi har et problem med, er, at det her lovforslag bliver fremstillet i så invasiv en form, som det gør. Det må Venstres ministre i Koordinationsudvalget eller regeringen have sagt god for, for det er jo ikke bare Socialdemokratiet eller justitsministeren selv, der fremsætter sådan et forslag her. Det er jo regeringen, der fremsætter det her forslag. Har Jan E. Jørgensen ikke en kommentar til det? Altså, er det sådan, at Venstre er fuldstændig magtesløse i regeringen, når Socialdemokratiet vil fremføre noget?

Ordføreren.

Jeg synes, det er lidt underligt. Der rejses en kritik af et lovforslag, hvor der er tvivl og en række usikkerheder, og nogle mener, noget er uklart osv., og ministeren kunne insistere på at køre lovforslaget igennem og sige: Jeg er fuldstændig ligeglad; jeg har mit sikre og stabile flertal, hvis vi trækker alt det med, som vi kan få nede i salen. Det har vi ikke valgt at gøre. I stedet har regeringen valgt at sige: Vi lytter til de bekymringer, der er; vi udsætter lovbehandlingen; vi giver god tid til, at vi kan få tekniske gennemgange, drøftelser i Justitsministeriet osv., og også se, om der eventuelt er noget, der ville skulle ændres; det kan man da ikke afvise på forhånd. Det synes jeg da man burde rose. Det burde man da være glad for. Altså, op med humøret; solen skinner. Det burde man da være glad for fra Liberal Alliances side i stedet for det der sure brokkeri.

Spørgeren.

Så lad os prøve noget konkret. Nu ved jeg jo, at hr. Jan E. Jørgensen er tidligere fungerende advokat. Så kunne det være rart, måske, at vi får kigget på nogle af de ting, som faktisk vil ske med den her lov. F.eks. vil samarbejdet mellem PET og FE nu ikke længere være underlagt retsplejeloven, men en ny bestemmelse under PET-loven. Det er spændende, for det var jo trods alt retsplejelovens begreb om, at åbenhed er udgangspunktet, der gjorde, at Lars Findsen fik en dom til sin fordel i Højesteret, der netop sikrede åbenhed og også gjorde, at Claus Hjort Frederiksen heller ikke skulle for retten lige pludselig. Er det ikke noget, der vækker tanker, at man går til lukkethed som udgangspunktet, hr. Jan E. Jørgensen?

Ordføreren.

Jeg er ikke tidligere advokat; jeg er advokat. Jeg har deponeret min bestalling, men det er ikke sådan, at man så pludselig ikke længere er advokat. Det bliver man ved med at være, medmindre man får klippet pladerne, og dér er jeg altså ikke. Der er mange ting, der giver anledning til drøftelser osv. Det er der da bestemt. Men grundlæggende må man jo også sige, at et hemmeligt politi, der ikke kan have nogen hemmeligheder, altså har lidt svært ved at udføre sin rolle.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Ordføreren sagde, at politikken bliver husket, og i lighed med andre spørgere er vi i SF også optaget af netop den politik, der bliver ført af den nuværende regering, og at store bededag blev tyvstjålet, at koranloven blev gennemført, at der bliver givet skattelettelser til milliardærarvinger og kapitalfonde osv. Derfor er vi også interesseret i, hvilken regeringskonstellation der er. Ordførerens formand sagde for et halvt år siden, at Venstre gik til valg på en blå regering. Nu kan vi så i dag i Berlingske læse ministre fra tre regeringspartier anført af erhvervsministeren, der siger, at man vil fortsætte SVM-regeringen. Kan ordføreren gøre mig klogere på, hvad Venstre mener?

Ordføreren.

Det er så ikke det, der står i interviewet i Berlingske. Det, der står, hvis man skal koge det ned, er, at Venstre kommer til at gå til valg på, at Venstre skal have et rigtig godt valg, at vi skal have så mange stemmer som overhovedet muligt, at vi skal have så mange Venstrekolleger med ind i vores gruppeværelse, sådan at de stole, der i dag er tomme, bliver fyldt op med gode Venstrefolk fra det ganske land. Det er det, vi kommer til at gå til valg på. Så kommer vi ikke til at gå til valg på at udelukke, jeg havde nær sagt noget som helst – måske ikke fru Pia Olsen Dyhr som statsminister, der sætter vi vel nok trods alt grænsen. Men vi kommer til at gå til valg på at få indflydelse. Og der synes jeg, når vi kigger tilbage på den tid, vi har siddet i regering, og vi kan jo bare se, at der er flere og flere vælgere, der kommer til den erkendelse, at ja, det var sådan set klogt, det var sådan set fornuftigt, at Venstre valgte at gå i en regering sammen med Socialdemokratiet og Moderaterne, for vi har fået gennemført rigtig meget Venstrepolitik.

Spørgeren.

Ordføreren kan være rolig; SF trækker også grænsen ved Venstre, så vi ser helt ens på det. Der står i interviewet, at den socialdemokratiske minister meget gerne fortsat ser en regering hen over midten, og ordførerens kollega økonomiministeren siger også, at de slet ikke er færdige. Så jeg forstår egentlig slet ikke ordførerens svar. Hvad går Venstre til valg på næste gang, en blå regering eller en fortsættelse af en SVM-regering?

Ordføreren.

Venstre kommer til at gå til valg på, at Venstre skal få gennemført så meget Venstrepolitik som overhovedet muligt. Og vi kommer ikke til at sige, at så vil vi ikke i regering med de her partier, eller så vil vi ikke i regering med de der partier. Vi så da gerne en blå regering for os, men det kræver jo for det første, at der er et blåt flertal, og så kræver det også, at vi bliver enige om, hvilke partier der definerer sig som blå – er der nogle partier, der på forhånd er udelukket? Det har Dansk Folkeparti jo eksempelvis sagt om Moderaterne. Så der er rigtig mange ting, der skal gå i opfyldelse. Men vi kommer ikke til at afvise nogen regeringskonstellation på forhånd.

Fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg synes, Venstre slap en lille smule let om sit svar til Alternativets formand om udfasning af gas. Venstre bakker i forhold til den aftale, vi har om udfasning af gas til opvarmning, med argumentet om, at der kommer grøn gas i hanerne. Det var sådan set allerede en forudsætning i aftalen; det står allerøverst – først grøn gas, så udfaser vi gassen. Skal man tage det som et udtryk for, at Venstre ikke læser de aftaler, som man selv indgår, eller kan man bare ikke stole på, at Venstre overholder sine aftaler?

Ordføreren.

Jo, Venstre læser de aftaler, vi indgår, og Venstre overholder de aftaler, vi indgår – selvfølgelig gør vi det. Altså, vi har jo ikke opsagt nogen aftaler. Vi har sagt, at vi kommer til at gå til valg på, at den udfasning af de her 100.000 resterende gasfyr ikke behøver at ske til en bestemt dato, for der er ingen grund til det. Gassen af grøn, og gassen er dansk, så derfor er der ingen grund til det. Og det burde sådan set ikke være så overraskende. Men de aftaler, der er, holder vi selvfølgelig, indtil der bliver lavet en ny aftale.

Spørgeren.

Altså, der står jo nogle konkrete datoer i den aftale, og ordføreren sagde tidligere, at der var op mod 100.000 danskere, som måske ikke behøvede at udfase deres gasfyr. Det er mere end en tredjedel af dem, der har gasfyr i dag. Så Venstre render fra sin aftale. Hvordan skal borgerne og erhvervslivet kunne omstille sig med ro i maven, hvis ikke de kan stole på, at vi som politikere eller Venstre som regeringsparti overholder de aftaler, vi indgår?

Ordføreren.

Jamen altså, der er ingen grund til ikke at udskifte sit gasfyr, overhovedet ikke, og så tilslutte sig fjernvarmenettet, hvis man har den mulighed. Det, vi bare siger, er, at der altså er mange mennesker i dette land for hvem det at skulle have et nyt gasfyr er en rigtig, rigtig stor regning. Og når vi så samtidig kan se, at vi er i en situation, hvor det sådan set ikke er nødvendigt, skal vi så pinedød tvinge de danskere til at bruge en masse penge på at få udskiftet deres gasfyr, hvis ikke det er nødvendigt? Det er der, hvor vi går ind og siger: Jamen så lad os da prøve at se, om vi kan revidere tingene. Men jeg tror nu ikke, det bliver et kardinalpunkt – så langt vil jeg godt strække mig.

Fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge Venstres ordfører om, hvad PET egentlig skal med Mathildes dagbog, og hvad PET egentlig skal med Mathildes sundhedsoplysninger. Nu har jeg jo hørt på min kollegaer fra højrefløjen, som jeg indrømmer at jeg sjældent er enig med, men jeg synes faktisk, at de har fat i noget her. Vi er jo glade for, at lovforslaget er blevet udskudt, og det gør jo så også, at vi kan tage noget af diskussionen nu, hr. Jan E. Jørgensen. Så jeg vil gerne spørge: Hvad skal PET med Mathildes sundhedsoplysninger?

Ordføreren.

Nu fremgår det klart og tydeligt, at Mathilde er et pænt og ordentligt menneske, og hun bliver endda opstillet til Folketinget for Venstre osv., så jeg tror ikke, at PET har nogen som helst grund til at interessere sig for Mathildes dagbog. Det, jeg sagde, var, at hvis PET ville, og hvis Mathildes dagbog ligger på en måde, så man kan få fingre i den, så vil jeg da håbe, de er i stand til at få fat i den, hvis de har brug for det, men det har de ikke. PET interesserer sig ikke fra Mathildes dagbog eller for Mathias' dagbog og forhåbentlig heller ikke for min eller fru Rosa Lunds dagbøger – nu skriver jeg ikke sådan noget selv. Men de redskaber har PET altså allerede. Det, man så taler om, er nogle analyseredskaber. Ved brug af kunstig intelligens kan vi blive klogere, og der kan udledes nogle mønstre osv. Det er den uklarhed, der jo er, som jeg synes er rigtig, rigtig god at få afklaret, så vi kan finde ud af, hvad der egentlig er op og ned i den her lov.

Spørgeren.

Undskyld mig, hr. Jan E. Jørgensen, er det ikke lidt mærkeligt at sige, at der er en uklarhed her? Ordføreren står jo på talerstolen og taler, som om vi i oppositionen ikke kan læse. Det kan vi altså godt. Vi forstår godt, hvad der står i lovforslaget, men vi er politisk uenige i, at PET skal have adgang til og mulighed for at overvåge alle danskere og kunne sammenkøre store datasæt, i øvrigt ved hjælp af en teknologi, som vi ikke kan få svar på hvad er for en teknologi, og hvem der ejer den. Det kan være en teknologi, der er let at hacke, en teknologi, som fremmede magter lige pludselig kan opkøbe, og så er der lige pludselig nogle, vi ikke kan kontrollere, som har oplysninger om både hr. Jan E. Jørgensens dagbog, Mathildes dagbog og måske også min.

Tak. Så giver vi ordet til hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Jeg ville aldrig nogen sinde beskylde fru Rosa Lund for ikke at kunne læse. Jeg synes, det er en kompliceret lovgivning. Jeg synes ikke, de eksempler, der er givet, nødvendigvis er fyldestgørende. Jeg synes, det er klogt og fornuftigt, at vi får en yderligere drøftelse af, hvad der rent faktisk ligger i lovgivningen, og hvordan PET rent faktisk har tænkt sig og bruge de her store mængder af rådata, som der tale om. Og hvis fru Rosa Lund føler sig fuldt ud oplyst, kan hun jo bare lade være med at komme til det tekniske gennemgange, der vil finde sted.

Hr. Sigurd Agersnap, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg tænker jo også, at en ting, der må være vigtig for Mathilde og Mathias, er, hvornår de skal på pension, og nu ved jeg jo godt, at ordførerens formand har udtalt, at det var en lidt træls debat at åbne. Men kunne Mathilde og Mathias ikke få at vide, hvornår Venstre synes de skal på pension, og hvad reglerne skal være?

Ordføreren.

De skal ikke regne med at kunne gå på pension som 70-årige, det er helt sikkert. For hvis vi gør det, får vi en kæmpe økonomisk udfordring. Altså, udfordringen ved pensionsalderen er jo, at jo tidligere man stopper med at arbejde, jo tidigere stopper man dermed også med at betale skat, og det vil sige, at der kommer en mindreindtægt, og samtidig får man udbetalt en pension, og det vil sige, at der kommer en merudgift. Så det er jo sådan en dobbelt økonomisk udfordring, og jeg kan godt forstå, at mange ser frem til pensionstilværelsen og det at have nogle gode år, hvor man ikke behøver at stille vækkeuret til kl. 6.30 for at drøne af sted. Så det forstår jeg godt, og det ønske anerkender vi, men det er jo ikke gratis. Derfor skal der være en sammenhæng i tingene, og derfor skal vi have en økonomi, der hænger sammen, og jeg ved ikke, hvor gamle Mathias og Mathilde bliver, men de bliver måske 110-115 år, og vi står på mål for, at når man bliver ældre og ældre, skal pensionsalderen jo et eller andet andet sted også stige.

Spørgeren.

Nu fik vi jo et svar om, hvad pensionen betyder, og det tror jeg alle herinde godt ved, altså at man ikke arbejder, og at man dermed ikke har en arbejdsindtægt, man betaler skat af. Men vi fik jo ikke et svar på, hvad Venstre mener i den her debat, og det, jeg bare gerne vil vide, er jo, om Venstre er enig med Socialdemokratiet i, at pensionsalderen ikke bare kan blive ved med at stige, og at man er nødt til kigge på tidlige tilbagetrækningsordninger. Er det en enighed, der er iblandt regeringspartierne, eller er det en klar uenighed?

Ordføreren.

Bare lige for en god ordens skyld er der jo andre muligheder end folkepensionen. Der er jo eksempelvis den seniorpension, som vi gennemførte, før vi kom i regering med Socialdemokratiet, og som er blevet en kæmpesucces, hvor flere end forudsat har valgt den, altså netop mennesker, der måske har haft et fysisk hårdt, nedslidende arbejde, og som har en mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet før tid. Den seniorpensionsordning står vi på mål for i Venstre, og den er vi stolte af.

Tak for det. Så når vi ikke mere, og vi siger tak til hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne.

Det er jo efterhånden en tradition her ved afslutningsdebatten, at de forskellige ordførere sådan forsøger at rammesætte debatten med referencer til en sang, til en tv-serie, et eventyr eller måske endda en fiktiv dagbog. For mig vil den mest logiske sammenfatning af folketingsåret jo nok være eventyret om Rødhætte og ulven. Jeg skal dog nok spare jer for at udpensle, hvem der er Rødhætte, hvem der er ulven, og hvem der er bedstemoren herinde. Jeg er dog ikke selv i tvivl om, hvilken rolle jeg vil indtage, og det er klart som jægeren. Da jeg for knap 3 år siden stiftede Danmarksdemokraterne, var det, fordi jeg syntes, at der manglede et parti, der tog forskellene i vores land alvorligt. Ulvedebatten, som jo med rette har fyldt rigtig meget her i foråret, er et rigtig godt eksempel på, at man i salonerne i København ganske enkelt ikke har blik for de problemer, som helt almindelige danskere står med. Hos eliten i København er ulven jo nærmest sådan lidt et eksotisk dyr, og det er altså også en meget nem holdning at have, når man ikke selv skal lægge børn ud til en lur i sin have, hvor ulven lusker rundt. I Danmarksdemokraterne er vores holdning fuldstændig klar. Vi skal slet ikke have ulve i Danmark. For mig er en god ulv en død ulv. Ulven er ikke det eneste eksempel på, at verden ser meget anderledes ud fra ministerkontorerne på Slotsholmen, end den gør blandt borgerne i Oksbøl og resten af landet. Der var nemlig heller ikke meget forståelse for livet i vores landdistrikter, da regeringen fik gennemtrumfet sin CO 2 -afgift på landbruget. Allerede nu har vi set de første fremskrivninger, der spår et fald i malkekvæg på 16 pct. Det kommer til at ramme rigtig, rigtig hårdt i bestemte egne af vores land. Og det oksekød, som statsministeren før valget garanterede ikke skulle blive dyrere, koster nu helt op til 170 kr. pr. kilo. Den kommende CO 2 -afgift på landbruget gør kun situationen endnu værre. Samtidig har regeringen forsøgt at tage livet af fiskerierhvervet ved at haste en CO 2 -afgift igennem for at tvinge fiskerne over på grønt brændstof, som jo slet ikke findes endnu. CO 2 -afgiften på fiskeriet vil regeringen ikke trække tilbage, og så har man så i stedet for indført en bureaukratisk refusionsordning, som ingen kan se fornuften i. Det skulle da måske lige være det lag af djøf'ere, som bliver sat til at administrere ordningen, og som jo bare vokser og vokser under statsministerens ledelse. Det er lidt mærkeligt, at en regering, der skulle forestille at bestå af et arbejderparti og et parti, der går ind for skattestop, ikke bestiller andet end at opfinde nye skatter og afgifter for folk, der er i arbejde. På Danmarksdemokraternes landsmøde i oktober forsøgte vi at råbe op om den helt hovedløse grønne omstilling, der er i gang med at belaste vores landdistrikter. Vores kornmarker bliver forvandlet til jernmarker, fordi regeringen har sat helt urealistiske målsætninger op for mængden af vedvarende energi på land. Der er lagt op til at producere markant mere strøm fra solceller, end vi har brug for. I Danmarksdemokraterne kan vi ganske enkelt ikke se formålet med, at vi skal smadre vores landdistrikter for at være batteri for Nordtyskland. Nu kommer jeg jo en hel del rundt i landet, og jeg kan godt høre, at de lokale kandidater fra andre partier er ved at fornemme, at vi står foran et kommunalvalg, og derfor også lige pludselig begynder at lyde, som om de går mere op i borgernes ve og vel end regeringens klimamål. Så sådan bare lige i folkeoplysningens hellige navn må jeg desværre konstatere, at det var en samlet regering, der hældte Danmarksdemokraternes forslag om at skrotte de statslige energiparker ned ad brættet, da vi behandlede forslaget her i salen i sidste uge, og det er en skam.

Men der er også blevet indgået fornuftige aftaler i den her folketingssamling: en sundhedsaftale, hvor vi er særlig glade for kronikerpakkerne og styrkelsen af lægedækningen i landdistrikterne, og en aftale om udbygning af havvind, der understøtter vores ambition om, at vedvarende energi hellere skal produceres på vandet end på landet. Og så er det godt, at vi har indgået flere aftaler på forsvarsområdet, hvor vi løfter forsvarsinvesteringerne ganske betydeligt. Nu håber vi så også, at aftalerne kommer ud at virke. For det er ikke nok, at forsvarsministeren reklamerer på Instagram for forsvarets planlagte indkøb. De nye våben skal ud at gøre gavn, og de gør først gavn, når de kommer i soldaternes hænder og soldaterne kan komme til at træne med dem, og her går det altså ikke hurtigt nok. Det har også været i den her folketingssamling, at samarbejdet mellem de blå partier i oppositionen er trådt endnu tydeligere frem, og det er jeg rigtig, rigtig glad for. Vi har fremlagt et forslag om en bindende bureaukratilov, så vi får stoppet den udvikling, som vi har set med statsministeren ved roret, hvor både den tidligere S-regering og nu også SVM-regeringen år efter år har øget det statslige bureaukrati. Som mine gode kollegaer i Liberal Alliance har udtrykt det, er børnenes statsminister i stedet for blevet til bureaukraternes statsminister. Vi er gået sammen om et fælles finanslovsforslag med bl.a. lempelse af tinglysningsafgiften og fjernelse af en række besparelser i forsvaret. Vi har sammen lagt pres på regeringen for at få gennemført screeninger af ansøgere til dansk indfødsret. Vi kan ikke være tjent med, at personer, der direkte ønsker at modarbejde Danmark og danske værdier, får den fineste anerkendelse, man kan få, i form af et dansk statsborgerskab og ikke mindst jo de rettigheder, der derefter følger med. Vi er klar til at handle nu. Regeringen har sendt sagen i udvalg. Som med al anden udlændingepolitik under den her regering har regeringen nemmere ved filosofiske erkendelser og at skrive kronikker end ved rent faktisk at lave stramninger. Samtidig ser vi, at indvandringen fra muslimske lande er steget med 84 pct., siden statsministeren kom til. Også her er der brug for at få borgerlige tilbage ved roret, for stramningerne er fuldstændig gået i stå, selv om der fortsat er massive problemer på udlændingeområdet. Senest har vi blå partier sammen foreslået at ophæve forbuddet fra 1980'erne om at lade kernekraft indgå i den danske energiplanlægning – ikke fordi der skal opføres et gammeldags atomkraftværk i Danmark, for det skal der ikke, men fordi gamle regler jo ikke må stå i vejen for, at vi skal se på, om nye teknologier i fremtiden kan være med til at sikre en stabil grøn energi. Jeg er glad for, at det borgerlige Danmark samler sig mere og mere. Jeg synes, det lover rigtig godt for et kommende folketingsvalg, der jo desværre nok først kommer næste år, så jeg håber selvfølgelig også, at Venstre beslutter sig for at vende hjem til den blå familie igen. Der er i hvert fald masser af god blå politik at vende hjem til, og der er altså også nok at tage fat på, og det skulle gerne være sammen med Venstre. Med de ord skal jeg på vegne af Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at rigsfællesskabet trues udefra, og opfordrer regeringen til at sige klart og tydeligt fra. Dette kræver samtidigt, at dansk forsvar rustes til den internationale virkelighed. Folketinget opfordrer regeringen til at tilbagerulle stigningen i antallet af statsligt ansatte, der er kommet, siden Mette Frederiksen blev statsminister, samt at reducere offentligt bureaukrati med det formål at styrke den borgernære velfærd og give mulighed for skatte- og afgiftslettelser. Folketinget ønsker, at der føres en stram udlændingepolitik, og kræver, at regeringen tager et opgør med konventioner, der gør det umuligt at udvise kriminelle udlændinge. Folketinget ser med bekymring på regeringens værdimæssige skred ved indførslen af koranloven og regeringens ageren i abortspørgsmålet samt PET-lovforslaget. Folketinget opfordrer regeringen til at ophæve forbuddet mod kernekraft på dansk grund. Folketinget ønsker at prioritere sammenhængskraften i Danmark, herunder udviklingen i landdistrikterne. Folketinget opfordrer regeringen til at forbedre forholdene for danske familier og styrke arbejdet for dansk natur.« (Forslag til vedtagelse nr. V 69).

Tak for det. Og det forslag til vedtagelse vil indgå i den videre forhandling. Vi går nu i gang med spørgsmål, og vi starter med fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet. Og tak til formanden for Danmarksdemokraterne for talen. Nu kunne jeg jo høre i talen, at Danmarksdemokraterne går meget op i et Danmark i balance, og at der skal være lighed i at bo på landet og i byen. Vi hørte Liberal Alliance fra den blå familie gå ud med et skatteforslag, som jo må siges at være noget skævt, fordi det giver skattelettelser på ret mange millioner kroner til de rigeste i Danmark. Der går Danmarksdemokraterne ud og kalder det for et rigtig, rigtig fin retning. Så hvad er det egentlig, fru Inger Støjberg mener, når hun taler om balance? Mener fru Inger Støjberg, at retningen er rigtig med en så blå skattepolitik, at de rigeste vil få så meget mere end almindelige mennesker på almindelige lønninger?

Ordføreren.

Hos Danmarksdemokraterne har vi altid haft det sådan, at vi ønsker at lette skatten på arbejde, og der er jo ingen tvivl om, at vi i første omgang synes, at skatten på arbejde skal lettes i bunden, men bliver der penge til det, synes jeg også, at man skulle tage og give en ekstra gevinst til dem, der arbejder rigtig meget, altså også i toppen. Men først og fremmest skal det altid kunne betale sig at arbejde, og det er jo lidt det, der er forskellen på Socialdemokratiet og borgerlige partier, altså at vi ønsker at prioritere dem, der arbejder. Nu har vi jo set den kontanthjælpsreform, som regeringen har gennemført, hvor man sender en øgede checks direkte ind i ghettoområderne til folk, der ikke arbejder. Det synes jeg er en pilskæv måde at gøre det på. Jeg ville meget, meget hellere lette skatten på arbejde, så det bedre kan betale sig at arbejde. Og i øvrigt vil jeg sige, at hvis det bedre kan betale sig at arbejde, kommer der også flere ind på arbejdsmarkedet, og det er da en god måde at integrere folk på i Danmark.

Spørgeren.

Men ifølge en udregning fra Avisen Danmark vil det her skatteforslag give 30.000 kr. til borgere i Nordsjælland og 2.700 kr. til borgere på Langeland. Er det en jævn fordeling hen over Danmark? Kan formanden for Danmarksdemokraterne sige lidt om det?

Ordføreren.

Åh, hvor ville jeg ønske, at ordføreren havde lyttet til mit svar i stedet for at stå med sådan noget forberedt sjask som det der. For det, jeg jo netop sagde, var, at vi først og fremmest ønsker at lette skatten i bunden, men skulle der være råd til det – og det håber og tror jeg der er – synes jeg også, man skal kigge på skatten i toppen. Det er jo det, der er det centrale i det her, altså at det altid skal kunne betale sig at arbejde i Danmark, og der må man bare sige, at der har vi altså et Socialdemokrati, der gør lige præcis det modsatte – der skaber et samfund, hvor det ikke altid kan betale sig at arbejde, og det gør man ved at sende checks direkte ind til arbejdsløse indvandrere i ghettoområderne. Det er da pilforkert.

Hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Fra mig skal der ikke lyde kritik af, at man også kerer sig om dem i de københavnske saloner. Men det, jeg vil spørge til, er den her epx-reform. Nu kommer der er et spørgsmål, og da jeg selv kender svaret, kommer jeg også med svaret; det er som regel det nemmeste. Hvem har sagt følgende: Med reformen af ungdomsuddannelser har Venstre sammen med et bredt flertal skabt grundlaget for et bredere ungdomsuddannelsestilbud på tværs af landet, herunder i land- og yderkommuner? Hvem har sagt det? Det har såmænd Landdistrikternes Fællesråd. Hvordan har man det som danmarksdemokrat med at stå uden for den aftale, som bl.a. Dansk Folkeparti jo er med i, og som styrker muligheden for, at unge i vores landdistrikter kan få en kvalificeret ungdomsuddannelse tæt på deres bopæl?

Ordføreren.

Jeg har ikke noget imod at kere mig om eliten i de københavnske saloner. Jeg ville bare ønske mig, at eliten i de københavnske saloner også kerede sig lidt om de folk, der bor i landdistrikterne. Jeg synes ikke, at epx-reformen er god. Der var lidt en diskussion imellem hr. Martin Lidegaard og hr. Jan E. Jørgensen før omkring både karakterniveauet og andre ting. Jeg synes, at det er skævt at hæve karakterniveauet. Jeg synes, man fratager for mange unge, også i landdistrikterne, mulighed for netop at komme på gymnasiet. Jeg synes, man prioriterer pengene forkert i den her reform. Og så synes jeg jo, at det er helt forkert, at man fjerner 10. klasse, bortset selvfølgelig fra på efterskolerne, hvor det jo ikke er alle, der har mulighed for at komme, plus at det betyder, at man ikke kan forbedre sine karakterer i 10. klasse længere, fordi der ikke er en afgangseksamen. Det er det, jeg synes er forkert ved det her.

Spørgeren.

Men når nu Landdistrikternes Fællesråd siger, at det her, altså epx-reformen, er det, der kan sikre overlevelsen af vores ungdomsuddannelser ude i landdistrikterne, gør det så overhovedet ikke indtryk? Det er trods alt nogle, der har styr på det, altså som ved, hvad de taler om, og som er valgt af landdistrikterne, som siger, at det her er muligheden for, at vores ungdomsuddannelser kan overleve, så vi også her har et kvalificeret tilbud til unge tæt på, hvor de bor. Gør det overhovedet ikke indtryk?

Ordføreren.

Det, der er problemet, hr. Jan E. Jørgensen, er jo netop, at vi kommer til at se nogle af de her gymnasier, der kommer til at lukke. F.eks. er sådan et gymnasie som Morsø Gymnasium i risiko for det, ligesådan som der er andre gymnasier i landdistrikterne, der er i risiko for at lukke nu. Det synes jeg er den forkerte vej at gå, og det synes jeg, fordi det vil komme til at holde for mange unge fra netop at få den uddannelse, som de gerne vil have. Hvor gerne jeg end ville det, er Landdistrikternes Fællesråd desværre ikke en aflægger fra Danmarksdemokraterne. Men vi ser ellers ens på utrolig mange ting.

Fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

For ikke så lang tid siden så vi strømnedbrud i Sydeuropa, og det fik voldsomme konsekvenser; folk sad fast i metroen, og folk fik ikke adgang til det, de havde brug for. Og det er jo et meget godt eksempel på den situation, vi eventuelt kunne stå i, hvis der kom et angreb på Danmark, i forhold til cybersikkerhed. Regeringen har efter vores mening ikke lavet de fornødne planer, og jeg er faktisk lidt bekymret for, hvordan det kommer til at se ud i landets kommuner, hvis vi oplever, at vores ældre f.eks. ikke har adgang til vand, ikke har adgang til mad, og der ikke er en plan for, hvordan de i virkeligheden kan klare sig under sådan et strømnedbrud. Det er jo ikke et tænkt eksempel, for vi har set, at det kunne ske i Sydeuropa, og vi har set det med Nord Stream 2. Vi har set det med udfordringer i forhold til kabler i Østersøen. Så hvad tænker Danmarksdemokraterne om regeringens indsats i forhold til beredskabet? Og er Danmarksdemokraterne enige med SF i, at der simpelt hen er nødt til at ske noget i det her land, så vi faktisk også kan håndtere sådan en situation?

Ordføreren.

Ja, jeg er ekstremt bekymret. Og jeg er ekstremt bekymret over, at vi har en beredskabsminister, der har brugt, jeg ved ikke hvor mange uger og måneder på overhovedet at få et telefonnummer. Det skulle man ellers nok mene var sådan til at kunne få rundtomkring. Så vi har en beredskabsminister, som simpelt hen ikke er vågen eller i beredskab, og det er da et kæmpestort problem. Det er da også et kæmpestort problem, at man ikke ved, hvor mange beskyttelsesrum vi har, og hvor de er, og at det er os, der skal til at presse på fra oppositionens side for at få de her beskyttelsesrum talt op, så danskerne ved, hvad man har at gøre godt med, i tilfælde af at der kunne komme meget, meget slemme angreb fra f.eks. russisk side. Så det bekymrer mig, og det, der egentlig bekymrer mig allermest, er, at det er, ligesom om regeringen også her taler og taler, men ikke rigtig gør noget. Man slår ud med armene, og det hele handler om Europa og verden og sådan noget, i stedet for at få talt de beskyttelsesrum op og få gjort noget ved det.

Spørgeren.

Jeg tænker i hvert fald, at man kan begge dele. Jeg er ligesom spørgeren lidt optaget af det her med land og by, for om end man, hvis man bor på landet, kan have adgang til fødevarer og andet, så har man til gengæld også ofte længere til hjælpen, mens man jo i byen kan blive udsat for f.eks. hamstringssituationer og andet. Jeg håber ikke, at det her sker, og det er også derfor, jeg tænker, om vi i virkeligheden ikke sammen skulle lave et forslag til nogle konkrete skridt, som regeringen i hvert fald kan tage – for det tyder jo ikke på, at regeringens beredskabsminister kommer med en plan, i hvert fald ikke foreløbig.

Ordføreren.

Ja, det er jeg sådan set enig i. Det ville jo være et lidt uventet samarbejde, men det er jo nogle gange fra uventet kant, at de rigtig gode forslag kommer. Det her tror jeg rent faktisk er noget af det, der kunne samle SF og os. Og hvem ved, det kunne jo være, at der var andre partier, der ville være med til det. For sandheden er i hvert fald, at vi har en regering, der snorksover, og en beredskabsminister, der indtil for nylig ikke engang har haft et telefonnummer. Så han har jo altså også været rimelig svær at kontakte og få vækket.

Hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Inger Støjberg for en god tale. Den regering, vi har nu, er jo en meget lidt populær regering. Det er kun godt og vel hver tredje dansker, som synes, at den her regering gør det godt, og som vil stemme på regeringens tre partier. Så det vil sige, at vi efter et valg kan se ind i, at der måske er et rødt flertal, eller at der måske er et blåt flertal. Nogle gange, når der ifølge de målinger, der laves, er røde flertal, jubler de røde partier: Nu skal vi røde igen til magten. Kan fru Inger Støjberg egentlig forestille sig, hvad det er for en politik, de røde partier skal føre sammen? Kan fru Inger Støjberg forestille sig, hvad det er for en økonomisk politik, Enhedslisten og Radikale Venstre skal føre sammen? Kan fru Inger Støjberg forestille sig, hvad det er for en udlændingepolitik, som Socialdemokratiet og Alternativet skal føre sammen? Vi hører meget fra de røde om, at der er meget forskel på de blå partier og deres politik, men jeg synes da, at der er meget mindre forskel på den, end der f.eks. er på Enhedslistens og Radikales økonomiske politik og på Socialdemokratiets og Alternativets udlændingepolitik.

Ordføreren.

Ja, jeg kom lige til at stå og tænke på noget. Tænk sig, da vi to sad i regering sammen, var vi mere populære end den regering, der er nu, og det var næsten svært at forestille sig dengang. Men sådan var det rent faktisk. Ja, og det er jo rigtigt, at der har været ekstremt meget fokus på de nuancer, der er i den blå familie, og det er sådan set nuancer, som jeg synes styrker os, og især fordi samarbejdet bare bliver bedre og bedre og tilliden er enormt stor. Men jeg er faktisk meget bekymret over lige præcis de ting, som hr. Ole Birk Olesen nævner. For der er godt nok meget forskel i den røde familie, når man kigger på udlændingepolitikken, og når man kigger på den økonomiske politik, og det er der formodentlig også, når man kigger på rigtig mange andre ting. Jeg tror ikke, at Radikale Venstre og Alternativet ser helt ens på sådan noget som landdistrikterne. Jeg ved, at Radikale Venstre rent faktisk kerer sig en del om det. Det tror jeg ikke man gør hos Enhedslisten.

Tak for det. Så er der et andet spørgsmål. Værsgo.

Jeg må, når jeg kigger tilbage på tiden fra 2019 til 2022, hvor de røde regerede Danmark, også spørge, hvad det egentlig var, der blev udrettet, ud over at man brugte løs af de penge, der var i statskassen. Hvad var det for nogle reformer, man gennemførte? Ja, man sad bare på magten, og jeg kan ikke huske, at man i perioden fra 2019 til 2022 gennemførte nogen nødvendige stramninger af udlændingepolitikken, og økonomisk var det skridt på samme sted. Der skete ikke rigtig noget i den periode, og man brugte bare løs af pengene. Det kan man vel forvente sker igen, også i en ny valgperiode med et rødt flertal. Kan man ikke det?

Ordføreren.

Jo, så kan man jo sige, at de så er alene hjemme igen, og at det jo så sandsynligvis, som det altid gør, betyder øgede skatter og lempelser af udlændingepolitikken. Nu har man så også set en ny og ret stor side af Socialdemokratiet, hvor det handler om at øge overvågningen, så selv de allermest private ting kan alle danskere tilsyneladende nu blive udsat for at få overvåget, nemlig patientjournaler. Det synes jeg da egentlig er dybt bekymrende. Det må jeg sige.

Fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne. Værsgo.

Mange tak for ordet. Nu er der jo ikke nogen tvivl om, at Danmarksdemokraternes formand er en rigtig kriger med en hel masse dygtige krigere bag sig. Der er noget, der bekymrer mig lidt, for jeg tror, at det, der nogle gange optager Danmarksdemokraterne mest, er taktikken omkring det næste slag frem for gode og konstruktive løsninger for dem, der bor ude i landdistrikterne. Lad mig nu bare lige tage den aftale, vi har lavet for landdistrikterne. Landdistriktsaftalen, hvor der er udvikling både for borgerne og for virksomhederne, vælger man at stå uden for. Man vælger at stå uden for grøn trepart. Her mener jeg bestemt, at man svigter de landmænd, der er derude, og som jeg jo selvfølgelig også kæmper for, da jeg i min fritid er bondekone. Hvorfor går man ikke ind og hjælper dem og går med ind i de her aftaler og sætter præg på det i stedet for at stå udenfor?

Ordføreren.

Jeg tror nu nok, at hvis der er nogen, der prøver på at sætte præg på det, er det Danmarksdemokrater. Hvis jeg bare sådan lige skal liste nogle af de forslag op, som vi er kommet med, kan jeg nævne: Et højere kørselsfradrag for dem, der kører til og fra yderkommunerne, udflytning af 10.000 statslige arbejdspladser over de kommende år, en annullering af udflytningen af velfærdsuddannelser, puljer til bedre offentlig transport i landdistrikterne, en reserve til udviklingen af landdistrikterne, højere puljer til landsbyfornyelser, en pulje til landsbyskolerne, en rekrutteringspulje til læger i landdistrikterne, eftergivelse af su-gæld til de læger, der kommer derud, flere penge til akutberedskabet, fastholdelsestillæg til læger i landdistrikterne, og jeg kunne blive ved og blive ved. Nogle af tingene har vi faktisk fået igennem, og det er jo godt. Det har bl.a. været noget, vi har været i finanslovsforhandlinger om. Så har vi fået nogle ting igennem omkring bl.a. akutberedskabet. Vi fik også nogle ting igennem i sundhedsforhandlingerne. Det var derfor, jeg roste den sundhedsaftale, fordi det rent faktisk øger lægedækningen i landdistrikterne, hvilket jeg synes er helt afgørende. For man har ikke lyst til at bo på landet, hvis ikke man har en læge. Det er direkte utrygt ikke at have en familielæge.

Spørgeren.

Jeg har fuldstændig respekt for de aftaler, Danmarksdemokraterne er med i. Jeg er bare så ærgerlig over, at man vælger at stå uden for de andre. Jeg mener bestemt, at hvis Danmarksdemokraterne var blevet inde i lokalet i forhandlingerne om den grønne trepart, ville Danmarksdemokraterne kunne have gjort et rigtig godt stykke arbejde for landbruget derude. Jeg håber på mere samarbejde og på mindre krig for krigens skyld.

Ordføreren.

Det er altid det der med mere mindre og mindre mindre. Det tror jeg også at spørgerens formand har et syn på. Når det er sagt, vil jeg sige i forhold til at gå med til en CO 2 -aftale, der betyder, at landbrug må lukke, at det jo ikke kun er landmændene, det her kommer til at gå ud over. Det bliver også vognmanden, det bliver elektrikeren, og det bliver den tømrer, der har sin gang derude. Og når først de lukker, så er det, at det river rigtig meget andet med sig i landdistrikterne. For så er det både skolen og købmanden, og så lukker og slukker de her landdistrikter, og så er jeg bare uenig i, at man skal plastre det hele til med jernmarker i stedet for. Der er altså ikke ret mange mennesker, der flytter på landet for at sidde og glo ind i en jernmark, mens man til gengæld ikke kan få et akutberedskab, der virker, eller en skole til ens børn.

Fru Mona Juul. Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, tak for talen, og tak for samarbejdet. Der er ikke nogen tvivl om, at jeg jo er lidt ligeglad med, om det er land eller by eller et forsamlingshus eller en salon, når vi f.eks. taler om udlændingepolitik f.eks. Og vi har jo om nogen keret os om at sige, at vi synes, at de kriminelle bandemedlemmer, som har dobbelt statsborgerskab, skal kunne udvises af Danmark. De hører simpelt hen ikke til her; de udviser en foragt for det danske demokrati og samfundet. Vi har jo hørt både statsministeren og den socialdemokratiske ordfører i dag sige, at de ikke rigtig kunne huske, hvor mange det er, man har sendt ud, siden man i 2021 besluttede sig for at melde stort og flot, at det skulle ske. Og tallet er jo nul; det har vi prøvet at præcisere flere gange. Hvad tænker fru Inger Støjberg om nuværende situation, og vil Danmarksdemokraterne være med til at støtte op om, at vi går hårdt til makronerne i forhold til statsborgerretskonventionen?

Ordføreren.

Det kan jeg garantere fru Mona Juul for at jeg vil, og jeg vil også gerne takke for samarbejdet, som både er tillidsfuldt og nært og virkelig godt. Faktisk var det jo fru Mona Juuls forgænger, der fik æren af at få strammet op omkring statsløsekonventionen, og nu er vi ligesom klar til næste skridt. Hr. Søren Pape Poulsen og jeg havde et meget nært samarbejde omkring det, men det var faktisk ham, der til sidst kunne rejse afsted og få ændret de her ting, som betyder, at vi ikke længere kommer til at give statsborgerskab til bl.a. statsløse palæstinensere. Så nu synes jeg, vi er kommet til næste skridt, og vi trænger gevaldigt til at få sendt nogle af de kriminelle udlændinge ud, også selv om de har fået dansk statsborgerskab. Det er jo så det, at det dobbelte statsborgerskab rent faktisk giver mulighed for at man kan. Så ja, der skal gå gås til vaflerne.

Spørgeren.

Tak, det lyder godt. Et andet sted, hvor Konservative Folkeparti også godt kunne ønske opbakning, er klimasikring, og det vil jeg spørge til. Vi er kommet med tre udspil, og vi synes faktisk, det er ved at være på tide. Der er ikke nogen mennesker, der ikke synes, at det her er et meget, meget alvorligt emne. Langt de fleste har enten selv prøvet det eller kender nogen, der lige præcis har oplevet det her med, at der kommer stormflod eller vand i kælderen. Det koster 400 mia. kr., hvis vi bare lader det sejle. Vil Danmarksemokraterne være med til at bakke op om, at Danmark får en stærk klimasikringspolitik?

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at klimasikring er helt afgørende for, at man skal kunne bo i alle dele af landet. Og man må bare sige, at der er store dele af Sjælland, der også er ekstremt hårdt påvirket, ligesom der selvfølgelig også er kystområder i Jylland, der er påvirket. Derfor er det også noget, som vi bliver nødt til at tage alvorligt. Det er ikke ret lang tid siden, at vi brugte en hel aften på et aftengruppemøde med eksperter på netop det her område. Det er et problem, der bare bliver større og større, så det skal både tænkes ind, når man byplanlægger, og når man planlægger beboelse ude omkring i landdistrikterne.

Fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Tak for talen. Er der noget, der har bundet Danmarksdemokraterne og Enhedslisten sammen, er det den fælles modstand mod koranloven med udgangspunkt i forsvaret af vores ytringsfrihed. Taleren sagde, da koranloven blev vedtaget, at det var en indskrænkning af ytringsfriheden, og at det var forkert i et moderne og oplyst samfund. Hvordan kan det så være en klog og rigtig demokratisk beslutning at bestemme, at de 70.000 folkeskoleelever, der til skolevalg skal debattere en række vigtige emner, der ligger dem på sinde, ikke skal have lov til at diskutere spørgsmålet om anerkendelse af Palæstina, uagtet hvad man mener om spørgsmålet? Hvordan kan det i et moderne og oplyst samfund være i orden, at Folketingets Præsidium skal kunne nedlægge forbud mod, hvad unge mennesker skal kunne tale om i en fri og kritisk debat?

Ordføreren.

Jeg synes, det er et virkelig relevant spørgsmål, for det er ekstremt dilemmafyldt. Når jeg bakker fuldt og helt op om Folketingets formand i den her sag, handler det om, at jeg ved, hvilke konsekvenser det kan få at diskutere Israel-Palæstina-konflikten, og det kan det også for de unge mennesker, der måtte blive udsat for den debat på folkeskolerne. Jeg ville ønske mig, at man kunne diskutere de her ting fordomsfrit under et skolevalg, men man må også bare erkende, at det her går så voldsomt for sig, at jeg helt ærligt ville være nervøs for at sende mine unge medlemmer af Danmarksdemokraterne ud på en skole fyldt – for at sige det, som det er – med muslimske elever, der er ekstremt voldsomme, når det gælder det her. Det ville jeg ikke turde tage ansvaret for. Jeg tror, at ordføreren kender mine egen situation, men vi kan jo ikke sætte livvagter på alle børn og unge, der skal ud på skolerne. Jeg synes det er skammeligt, men det er jo sådan set kommet dertil, fordi Enhedslisten alle dage har ført så lempelig en udlændingepolitik, at vi sidder i saksen nu.

Spørgeren.

Frygter fru Inger Støjberg ikke, at det kan være kontraproduktivt, også for elevernes sikkerhed, at man fra Præsidiets side går ind og siger, at de ikke må tale om det, når vi ved, at det ligger rigtig mange ud over danske palæstinensere og danske jøder på sinde? Det er noget, der fylder rigtig meget for mange unge. Det er noget, man ser i fjernsynet og på sociale medier. Hvad lærer det vores unge om demokratisk dannelse og ytringsfrihed, at de får at vide, at man ikke må diskutere noget, der ligger dem på sinde?

Ordføreren.

Altså, for det første er der nu mange emner, der er blevet fravalgt, men når det er sagt, ved jeg, at det her også har været en meget svær diskussion i Præsidiet, og jeg er helt sikker på, at det for Folketingets formand ikke har været rart at gå ud og sige de her ting. For jeg kender også Folketingets formands syn på ytringsfrihed. Så det her er jo noget, man gør for at tage et ansvar for vores unge mennesker. Ja, det er sørgeligt, at det skal være sådan, men jeg tør ikke lægge ryg til, at mine unge medlemmer skal ud at diskutere de her ting på skoler med mange muslimske elever, hvor de jo så vil kunne risikere at blive udsat for både ekstremt slemme ukvemsord, men også direkte vold. Jeg må bare sige, at det er det, jeg frygter.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Både den her konflikt i Mellemøsten, men også andre varme politiske temaer er jo noget, der ofte skaber optøjer i gaderne, af og til også sådan direkte ulovligheder. Forleden dag havde vi en svensk pige på besøg, som tillod sig at bryde ind ude hos Mærsk – jeg ved ikke helt, om det var for noget med klimaet, eller om det var noget med palæstinensere; jeg tror ikke engang, hun sådan rigtig selv ved det. Nogle gange barrikaderer de trafikken. Jeg har selv oplevet lige foran Rigshospitalet, at nogle af de her vandalister har blokeret trafikken, sådan at ambulancer ikke kunne komme videre osv. Jeg har spurgt integrationsministeren, tror jeg han er, om ikke man kan give fru Greta Thunberg – eller frøken er det vel – et indrejseforbud. Det har han sagt nej til. Men jeg kunne have lyst til at høre fru Inger Støjberg, hvordan hun egentlig ser på de her vandalister, især dem, der kommer udefra for at lave ballade i Danmark.

Ordføreren.

Man kan i hvert fald sige, at Greta Thunberg – jeg ved ikke, om man skal sige fru, det skal man vel ikke, nej, man må godt bare sige Greta Thunberg – ikke har været plaget af skolevalg, i og med at hun nærmest aldrig nogen sinde har været der. I hvert fald har hun ikke i de sidste mange år gået i skole. Altså, det er, for at sige det, som det er, til at få ondt i hovedet af at se hende hærge rundt i danske gader, i øvrigt jo netop sammen med klimaaktivister den ene dag, og den næste dag er det palæstinaaktivister og hamassympatisører, og jeg ved ikke hvad. Det er næsten ikke til at holde ud. Så det ville være rart, hvis de svenskere kunne beholde hende på egen grund, det må jeg sige.

Spørgeren.

Det er jeg glad for at vi ser ens på, og det håber jeg så også er noget af det, vi får løst i fællesskab, når der kommer et andet flertal. Et andet område, hvor jeg synes at jeg oplever at både regeringen og venstrefløjen svigter og virkelig håber at vi kan sætte et andet aftryk fra Danmarks side, er i forhold til forfulgte kristne. Der er lige kommet en opgørelse fra det, der hedder Open Doors, hvor man kan se, at i en hel række primært muslimske lande bliver vores medtroende, så at sige, groft forfulgt. Er fru Inger Støjberg enig i, at det burde fylde en større del af vores udviklingspolitik?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Vi kan jo netop se, at de kristne mindretal rundtomkring i verden lever både utrygt og i ufred, kan man sige, og i stor frygt, og jeg er helt enig i, at det er noget af det, der skal tænkes meget mere ind, når det handler om vores udenrigspolitik, men i virkeligheden jo også i forhold til den ulandsbistand, som vi stadig væk giver ekstremt store beløb til.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak. For en uges tid siden stod vi til Skivemødet og diskuterede lige præcis ungdomsuddannelser i yderområderne, og vi diskuterede bl.a. Holstebro, hvor man jo nedlægger hf. Man nedlægger alle 10. klasser og alle hf'er, og så indfører man den her adgangsbegrænsning på 6, og den rammer jo med usvigelig præcision lige præcis folk og unge i yderområderne og drengene og unge fra ikkeboglige hjem. Og der i Holstebro, hvor man nedlægger hf, får man altså også på grund af adgangskravet nu op mod 80 pct. piger på det almene gymnasium. Alt det er vi jo enige om går alt for hurtigt, og det er alt for voldsom en reform. Spørgsmålet er selvfølgelig: Hvad er alternativet for at sikre, at der er uddannelsesinstitutioner nok i yderområderne, når vi snakker ungdomsuddannelser? Vi Radikale har jo foreslået: Lad os da endelig investere i flere campusser, lad os investere i bedre erhvervsuddannelser, eventuelt en epx, men uden at skære 10. klasse og hf. Hvad er egentlig Danmarksdemokraternes svar?

Ordføreren.

Vi ser jo bekymrende ens på præcis det her, og når jeg siger »bekymrende ens«, er det, fordi jeg altid bliver lidt urolig, når jeg ser på ting på samme måde som Radikale Venstre. Men når det er sagt, er jeg faktisk meget enig her. Det er et problem, at vi ser uddannelsesinstitutioner blive nedlagt i landdistrikterne, for det frarøver altså nogle muligheden for at få den uddannelse, som man gerne vil have. Så for det første synes jeg, at epx-aftalen her er helt forkert. For det andet synes jeg netop, det er vigtigt at prioritere campusspørgsmålet, men det er jo også et spørgsmål om, at man overhovedet skal kunne komme til og fra sin ungdomsuddannelse, så det handler altså også om kollektiv trafik eller om at give eleverne mulighed for at køre i egen bil. Det får de så nu lige om lidt, når de er 17 år. Det synes jeg er godt. Jeg synes i øvrigt, man kunne kigge lidt på, om 16-årige skulle kunne komme til at køre på store knallerter og den slags.

Spørgeren.

Jeg er enig i, at transport til ungdomsuddannelserne er afgørende. Vi har nok mere kig på at styrke den kollektive transport. Men når jeg stiller de her spørgsmål, er det, fordi SF og Dansk Folkeparti jo er de eneste partier, der støtter regeringens ungdomsuddannelsesreform, og hvis de nuværende målinger holder, betyder det, at vi kun skal flytte 5-10 mandater, så falder forliget, og så skal vi jo efter et folketingsvalg finde en vej frem, hvor vi både styrker ungdomsuddannelserne og yderområderne. Derfor er det vigtigt, at vi finder fodslag om det, men det er jeg nu ganske tryg ved at vi kan gøre, også ved at gå lidt mere gradvis frem, som flere andre partier også ønsker.

Ordføreren.

Så må vi jo kæmpe en fælles kamp for det, men så slutter vores enighed nok også, for jeg vil meget nødig til at føre udlændingepolitik og alt muligt andet sammen med Radikale Venstre. Men lige nøjagtig når det handler om ungdomsuddannelser og landdistrikter, vil jeg sige, at så har selv Radikale Venstre da set lyset, og det er jeg rigtig, rigtig glad for, ligesådan som jeg jo er glad for, at vi var i Lemvig for et års tid siden. Jeg betragtede mig meget som en, der var med en radikal oppe til et feltstudie, men jeg kan se, at det gjorde et stort indtryk, og det er jo rigtig godt.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak for talen. Der er et dyr, som interesserer Danmarksdemokraterne rigtig meget, og som også interesserer Alternativet, og det er ulven – selv om vi nok er interesseret i den ud fra to forskellige perspektiver. Nu lød det nærmest på statsministeren, som om det her med den er ved at være løst, for nu kan vi bare skyde problemulve. Men det er jo ikke så enkelt. Jeg har et sådan lidt praktisk spørgsmål: Hvis der nu er en ulv i en by, der er en problemulv, fordi den for ofte kommer tæt på mennesker eller går i skraldespande, og det lokale vagtværn har jaget den ud af byen, hvor den har sluttet sig til sit kobbel på otte andre, og man så 3 uger senere har fået en tilladelse til at skyde den, hvordan skal man så vide, hvad det er for en ulv? Den er jo sammen med otte af sine venner, og jægeren har måske 2 sekunder eller 3 sekunder eller kort tid til at finde ud af, om det lige er den. De må jo gerne skydes på formodning. Bliver det ikke sådan en slags skydetelt i Jylland? Hvordan mener ordføreren man kan holde styr på, at man skyder de rigtige ulve?

Ordføreren.

Jeg synes jo sådan set, det er meget nemt, for jeg synes, de skal skydes alle sammen. Hvis jeg så sådan et ulvekobbel og antog, at nogle af dem så var problemulve, ville jeg udrydde hele bundtet. Det er bare for at sige det, som det er. Så ja, vi ser fuldstændig forskelligt på det her, men dog ser vi jo åbenbart ens på problemstillingen i den metode, som statsministeren har fremlagt her, for hvis en ulv har været inde og luske rundt inde i et villakvarter og man så finder den 3 dage efter eller 3 uger efter sammen med et ulvekobbel, kan det selvfølgelig være rimelig svært at se, hvem af dem, der er problemulven. Derfor synes jeg, det nemmeste er at udrydde dem alle sammen. Så er de væk.

Spørgeren.

Det er jo tit sådan, at når papirnussere laver sådan nogle skyderegler, ender det sådan lidt mærkeligt. I Tyskland skyder de også de forkerte ulve, finder man ud af. Mit andet spørgsmål går på dansk landbrugsjord. Det er jo sådan, at udlandet kvit og frit kan opkøbe dansk landbrugsjord lige så meget, man ligesom vil, fordi porten i øjeblikket står åben. Der er opkøbt et område på en størrelse, der er større end Bornholm. Hvad tænker ordføreren om det? Det er jo ikke sådan, at vi bare risikerer, at vi får jernmarker, men udenlandsk kapitalfond-ejede jernmarker, og i det hele taget, at en stor del af Danmarks landbrugsjord bliver solgt.

Ordføreren.

Jeg så jo gerne en udvikling af dansk landbrug og ikke en afvikling, som jeg synes regeringen nu er ved at skubbe til. Jeg så jo gerne et dansk landbrug, der fik mulighed for netop at omstille sig grønt, men i takt med at man kunne følge med. Jeg må sige, at jeg altså er dybt bekymret, men også rigtig trist, når jeg ser de her jernmarker rundtomkring, for det er en skidt udvikling for Danmark. Nu kan man i øvrigt så i dag se, at der også er problemer med nogle af de solceller, der er kommet til Danmark fra Kina, sandsynligvis.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti.

Tak. Danmarksdemokraterne kerer sig jo om borgernes penge og mener, at pengene ligger bedst i borgernes lommer. Derfor undrer det mig også, at Danmarksdemokraterne var med i en aftale om havvind, hvor man tager op mod 55 mia. kr. af borgernes penge og sender dem ud til vindmølleindustrien og vindlobbyisterne og siger, at jamen det må danskerne bare betale til de der venner i vindmølleindustrien, altså den tidligere Venstremand i Green Power Danmark osv. Hvorfor er det, at man mener, at ganske almindelige borgere skal tage 55 mia. kr. op af deres lommer for at putte pengene ned i vindmølleindustrien?

Ordføreren.

Først og fremmest er der jo ikke nogen, der ved, om det ender sådan. Når det er sagt, er det vigtige her, at vi skal have produceret noget grøn strøm på havet og ikke på land, for det generer ekstremt mange danskere, at der både står vindmøller, og at der er jernmarker i form af solcelleanlæg rundtomkring, som jo kan gøre områder helt ubeboelige og i hvert fald til steder, hvor det ikke er rart at bo. Derfor skal der jo være et alternativ til det. Og det er efter min mening at sætte store vindmøller ud på havet.

Spørgeren.

Bare fordi det er uklogt at sætte solceller op på marker og vindmøller, bliver det jo ikke klogt, at danskerne skal tage penge op af lommen for at give op imod 55 mia. kr. Man har jo sat 27 mia. kr. af til det, fordi det er det, man forventer, at danske skatteborgere skal give til vindmøllebranchen. Altså, de to er jo ikke hinandens modsætninger. Så hvorfor er det, at man ikke bare siger, at det her er så dårlig en business case, at dem, der skal bygge det op, siger: Det kan vi ikke, så vi bliver nødt til at have borgernes penge for at gøre det. Hvordan kan Danmarksdemokraterne lægge stemmer til, at borgerne skal have pengene ned i vindmølleindustrien på den her måde?

Ordføreren.

Jeg er meget glad for, at hr. Lars Boje Mathiesen sagde »op til« og dermed korrigerede sine egne tal lidt. Det synes jeg var godt. Når det er sagt, så vil jeg sige, at man jo bliver nødt til at have et alternativ. Man må ikke bare sige nej til alting, hr. Lars Boje Mathiesen. Det er jo nok det, der lidt bliver hr. Lars Boje Mathiesens problem i fremtiden, altså når hr. Lars Boje Mathiesen og Borgernes Parti siger nej til alting uden reelt at komme med et alternativ. Så jeg håber sådan set, at hr. Lars Boje Mathiesen melder sig ind i det parlamentariske arbejde i stedet for bare at stå på sidelinjen.

Fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for talen. Til daglig bor jeg på det fantastiske Vestfyn, og der har vi de sidste par år set en udvikling af virksomheder, der måske lidt af nød er begyndt med en lidt kærlig hånd i ryggen at rekruttere flere og flere unge fra potentialegruppen, fordi de mangler arbejdskraft. Hvis jeg så sammenligner det med beskæftigelsesordføreren fra Danmarksdemokraternes citat, der lyder: »Jamen hvis det var sådan, at vi kunne skaffe dansk arbejdskraft, var der jo ingen grund til, at det her forslag var på dagsordenen. Det kan vi ikke, i hvert fald ikke nok, og derfor bliver vi nødt til at ty til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.« Tror ordføreren, at den udvikling kan fortsætte, hvis det er sådan, at vi bare åbner sluserne?

Ordføreren.

Altså, mig bekendt har problemet med udenlandsk arbejdskraft, og hvor den kommer fra, sådan set stukket sit sande ansigt frem nu her under fru Mette Frederiksen som statsminister, i og med at vi kan se den indvandring, der nu kommer. Jeg kan ikke huske, hvem det var, der sagde det, men det var i hvert fald en eller anden meget højtstående socialdemokrat, der sagde, at det ikke var helt ligegyldigt, hvor man kom fra, når man kom hertil for at arbejde, fordi det også handler om, om man tager danske værdier til sig. Og det er jo det, der er problemet lige nu. Det er jo ikke tyskere, der kommer ind på det danske arbejdsmarked, der er problemet. Det er jo et problem, når der for at sige det, som det er, kommer for mange muslimer fra Mellemøsten hertil. Så kan man jo sådan set sige, at der frit slag for alt for mange, og det er jo det, der er problemet. Jeg så da gerne, at der var mange flere danskere, der kom ind på arbejdsmarkedet, men det bliver da ikke reddet af, at Socialdemokratiet lige nu sammen med Venstre og Moderaterne har hævet checken til arbejdsløse indvandrere. For det betyder da, at de ikke kommer ind på arbejdsmarkedet, når det bedre kan betale sig at ligge hjemme på sofaen.

Spørgeren.

Det synes jeg egentlig er et lidt paradoksalt svar, når nu jeg kan læse resten af citatet op fra beskæftigelsesordføreren, som er: »For mig er det sådan set ligegyldigt, hvilket land den arbejdskraft kommer fra, så længe den bidrager til virksomhederne i Danmark.« Så det strider måske lidt imod det, som ordføreren står og siger.

Værsgo.

Men det er ikke lige meget, hvor man kommer fra – overhovedet ikke! Jeg synes, det er et kæmpestort problem, når der kommer for mange muslimer til Danmark med et fuldstændig skævt syn på de frihedsværdier, vi har. Det er jo også derfor, vi simpelt hen bliver nødt til at få den muslimske indvandring bremset. Det kunne man da bare håbe at Socialdemokratiet ville være med til, så det ikke bare blev ved snakken. Så kunne man også håbe på, at Socialdemokratiet ville holde op med at sidde og sende checks ind i ghettoområderne til arbejdsløse indvandrere. Det ville faktisk klæde Socialdemokratiet meget .

Tak for det. Vi når to yderligere spørgere. Næste i spørgerrækken er fru Ida Auken, Socialdemokratiet.

Der tror jeg at ordføreren misforstod min kollega, for det citat stammer jo fra fru Charlotte Munch, som den 21. februar sagde det her i salen – i 2023, ja, men jeg ved ikke, om man har ændret holdning så meget, eller om man bare hælder sin ordfører ned af brættet. Ordføreren fra Danmarksdemokraterne siger, at vi er nødt til at ty til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, og så siger hun: »For mig er det sådan set ligegyldigt, hvilket land den arbejdskraft kommer fra, så længe den bidrager til virksomhederne i Danmark.« Så hvem har ret? Er det ordføreren eller fru Inger Støjberg? Hvad er Danmarksdemokraternes holdning?

Ordføreren.

Det kan jeg meget nemt sige. Det er ikke lige meget, hvor man kommer fra.

Spørgeren.

Tak. Det er jo rart at vide, at man ikke er enig med sin egen ordfører. Så har jeg et andet spørgsmål til fru Inger Støjberg. Det er jo sådan, at vi i går har set et meget oprørende billede af resterne af blå blok, hvor fru Inger Støjberg står side om side med bl.a. Liberal Alliance, og der var også en nyfunden kærlighed i dag mellem hr. Ole Birk Olesen og fru Inger Støjberg. Så vil jeg bare gerne spørge, om fru Inger Støjberg kan garantere, at Danmarksdemokraterne ikke kommer til at lægge mandater til en forringelse af Arnepensionen.

Ordføreren.

Ja, det kan jeg. For det andet kan jeg sige, at det ikke er en nyfunden romance. Vi har bare holdt det lidt på lavt blus i en periode. Men prøv at høre, vi står gerne frem nu. Vi er klar til at stå frem og vise vores store romance i den blå familie. I skulle ønske, at I kunne være med; det kan I selvfølgelig ikke på grund af de holdninger, I har. Men der i hvert fald et andet regeringsparti, der burde ønske sig at komme med ind i dette kærlige familieforhold, vi har.

Der var lige lidt direkte tiltale, men det ignorerer vi, for vi er presset med tiden. Fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Jeg vil gerne have lov til at følge lidt op på det med romancen, for det virker, som om fru Inger Støjberg har fået skabt nogle gode nye venner i Radikale Venstre, i hvert fald når det gælder den nye ungdomsuddannelse. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg faktisk har været rigtig, rigtig ked af, at Danmarksdemokraterne valgte at forlade forhandlingerne. For jeg synes, der er så meget vigtig landdistriktspolitik i netop den aftale, vi har indgået, og derfor var jeg hundrede procent sikker på, at Danmarksdemokraterne selvfølgelig blev i lokalet. Som fru Inger Støjberg også ved, skete det jo ikke, I forlod lokalet. Men jeg har brug for lige at følge op på det svar, som min kollega hr. Jan E. Jørgensen fik fra fru Inger Støjberg her for lidt siden. For hele årsagen til, at vi bl.a. har været nødt til at tage fat på den her reform, er den nedgang, der er i antallet af unge mennesker i yderområderne, og jeg håber også, at fru Inger Støjberg kan bekræfte, at det er sådan.

Ordføreren.

Problemet, fru Anni Matthiesen, er jo, at man nu forringer mulighederne for de unge i landdistrikterne. Det er nemlig rigtigt, der er masser af landdistriktspolitik i den uddannelsesaftale. Problemet er bare, at det er landdistriktspolitik, der trækker i den forkerte retning. Så havde det været sådan, at det her gav bedre mulighed for unge i landdistrikterne for at få den uddannelse, som de drømmer om at få, kan jeg garantere fru Anni Matthiesen om, at så var vi blevet der.

Spørgeren.

Men det svar bekræfter mig faktisk, i forhold til at jeg er lidt i tvivl om, om Danmarksdemokraterne i det hele taget har læst aftaleteksten, for den indeholder så mange ekstra millioner, den sikrer, at der netop bliver uddannelse i hele landet, den sikrer – apropos det, som fru Inger Støjberg svarede hr. Jan E. Jørgensen – at bl.a. Morsø Gymnasium bliver ved med at eksistere. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Nej, det er det ikke nødvendigvis, fru Anni Matthiesen, for problemet er netop, at det her kommer til at begrænse mange unge. Og jeg synes da egentlig også, at fru Anni Matthiesen skulle prøve at gå ud til unge i landdistrikterne og sige, at nu kan de ikke længere gå i 10. klasse. Det synes jeg da også at fru Anni Matthiesen skulle prøve at vende til noget virkelig positivt, altså at fratage dem muligheden for at gå i 10. klasse, så de heller ikke nu kan forbedre deres karaktergennemsnit, så de kunne komme videre på det gymnasie, som de gerne ville.

Tak til ordføreren fra Danmarksdemokraterne. Næste ordfører i talerrækken er fru Lisbeth Bech-Nielsen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak til statsministeren for redegørelsen, og tak til ordførerne fra partierne for at fremlægge partiernes forskellige positioner på en bred vifte af spørgsmål. Det er første gang, jeg står her til en afslutningsdebat som politisk ordfører, og det har de seneste dage fået mig til at tænke lidt mere over, hvad det store egentlig er ved det danske Folketing og det danske folkestyre. En af de ting, der fylder mig med stolthed, er det sammenhold, vi har udvist i forhold til hjælpen til Ukraine – et sammenhold, jeg også ville ønske, vi havde, når det kommer til krigen i Gaza. Lige nu holder der 3.000 lastbiler ved grænsen, og ifølge FN står 14.000 babyer til at dø i de her dage. Jeg vil gerne takke statsministeren for hendes melding i forgårs om, at der skal lægges ekstra pres på Israel. Nu skal der sættes handling bag de ord, som Venstres ordfører erklærede sig enig i, nemlig at Gaza er et helvede på jord. Jeg er stolt af det sammenhold, vi har udvist i forhold til at styrke det danske forsvar. Det står klart for enhver, at vi kollektivt har svigtet dansk forsvar i mange år. Det står også klart, at hverken Danmark eller Europa har prioriteret vores egen forsvarsevne højt nok i mange, mange år. Jeg og SF er glade for, at vi nu sammen lægger en anden vilje for dagen. Men det efterlader mig også med en bekymring. Hvis vi i en årrække negligerede forsvaret og overså problemerne, er det en dybere erkendelse, vi skal gøre os, og vi skal ikke gentage den fejl på andre områder. Der er gode grunde til, at vi ikke, mens vi vælter penge ind i vores forsvar og sikkerhed, glemmer at tage ordentlig hånd om vores klima og vores velfærd. I al sin enkelhed og i al sin besværlighed kan der godt være flere og store opgaver, vi håndterer på samme tid. Hvis vi forsømmer dem nu, kommer der en stor efterregning, og den kommer sjældent belejligt. Det er jo det, vi ser med forsvaret i dag. Det USA, der sidste år valgte præsident Trump, er et USA, hvor millioner af mennesker har mistet tilliden til politik og til politikerne, et USA, hvor millioner har mistet troen på demokratiet, et USA, der har mistet troen på, at staten også er til for dem, hvor beslutninger, indflydelse og fremtidshåb har trukket sig tilbage og væk fra millioner og atter millioner, hvor de politiske eliters diskussioner kom længere og længere væk fra flere og fleres hverdag, et USA, hvor ulighed og uretfærdighed findes overalt, og hvor drømmen er brast og lykken uopnåelig. Det er Danmark ikke. Der er vi ikke, og der må vi aldrig havne. Men det kræver en kontinuerlig indsats, det kræver viljen til at ville det anderledes, og det kræver den opmærksomhed og den nænsomhed i beslutningerne, der ikke skubber flere væk, men trækker flere ind i fællesskabet. Det starter med familier og med balance i hverdagen, og det starter med gode institutioner og skoler til børnene, som både giver tryghed hos forældrene og også et spillerum til vores arbejdsmarked. Det kræver gode uddannelser i alle længder og til alle fagområder. Det kræver tryghed for de syge, både dem med et brækket ben og dem med ondt i sjælen. Det kræver, at vi har tillid til, at udredningen af vores børn kommer hurtigt, og at der er en reel omsorg for vores bedsteforældre og for vores sønner, der lever med et handicap. Det kræver også, at danskere oplever, at politiet har ressourcer til at tage vores anmeldelser alvorligt, og at vi tager det alvorligt, når der smides asbest i naturen, eller når børn og unge bliver tvunget til at rydde asbest op uden beskyttelse i et fritidsjob. Det kræver, at vi tager klimaet alvorligt, for konsekvenserne giver vores børn ondt i maven. Vores udgifter til boligen vokser, når kælderen for tredje gang står under vand. Vi skal passe bedre på vores klode, hvor arter forsvinder i hast, og hvor fiskene gisper efter ilt i vores døde farvande. Selv om vi har en enorm udfordring foran os med at styrke forsvaret og vores sikkerhed, både når det kommer til krudt og kugler og til cybersikkerhed, er det afgørende vigtigt, at vi ikke lader værdierne i vores samfund erodere i processen. Vores soldater har jo også familier; vores soldater har også børn, der skal have gode tilbud; vores soldater har også forældre, der måske får brug for en plejehjemsplads eller hjælp i hjemmet; vores soldater får også kræft eller Parkinsons syge eller noget helt andet, som ikke relaterer sig til deres profession.

Vores velfærd hænger sammen med vores forsvar, og opbakningen til vores forsvar hænger sammen med vores velfærd og opbakningen i vores befolkning. Vores evne til at passe på klimaet og vores evne til at passe på velfærden er nøje forbundet med alt det, vores forsvar er sat i verden for at passe på: vores eneste hjem på denne klode, vores velfærd, det fineste samfund, der er skabt på denne jord. Så det nytter ikke noget, at vi lader skattelettelserne flyde, når helt almindelige danskere oplever, at deres tillid til, at samfundet også er til for dem, smuldrer, når de kan se åbenlyse uretfærdigheder vokse, og når de på egen krop oplever uligheden vokse. For så skærer vi den gren over, som tilliden og sammenholdet sidder på, og så skærer vi i det, der ellers værner om vores tillid, fremtid og frihed. Det gør mig stolt, at vi uanset uenigheder og vores models fejl og mangler alligevel grundlæggende kan enes om så meget, også mange af de svære ting, og det tror jeg faktisk mange af jer herinde vil kunne nikke genkendende til. Men jeg synes også, at der er grund til at minde om, at en prioritering af vores forsvar på et tidspunkt i historien, hvor milliarderne triller ind i Finansministeriets kasse, ikke må svigte det, som vi skal passe på, som skal holde os sammen, alt det, der er båret af både fællesskabets tillid og den enkeltes frihed og omkring det et stærkt forsvar. Sandheden er helt enkelt, at et samfund uden tillid ikke har nogen sammenhængskraft, og derfor er balancerne så vigtige; at folk på landet ikke må opleve, at velfærdssamfundet trækker sig tilbage; at dem med mindst ikke forbigås, mens de rige skovler ind og begunstiges politisk; at uligheden ikke fortsætter med at vokse, tværtimod; at dem, der skal forsvare os mod Rusland ikke oplever, at deres vilkår ikke står mål med risikoen, eller at deres familier ikke får den hjælp, de har behov for; at alle dem, der har knoklet, fra de var helt unge, og hvor kroppen værker, bare får skruet op for pensionsalderen, uden hensyn til hvad de har ydet. Vi skal passe på balancerne, det er min og SF's appel herfra i dag, for vi har meget at være stolte af, og vi har også meget, vi skal passe på. I forlængelse af det vil jeg på vegne af SF, Enhedslisten og Alternativet gerne læse følgende op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der med store huller i flere hjørner af velfærden, med gigantiske og voksende klima- og miljøproblemer samt en dramatisk forværret forsvars- og sikkerhedspolitisk situation ikke er råd til skattelettelser. Tværtimod er tiden til investeringer i vores fælles velfærd, grønne fremtid og vores fælles sikkerhed. Folketinget konstaterer, at tiderne kalder på skærpet opmærksomhed på god regeringsførelse, gennemsigtighed i de politiske processer samt tillid mellem regering og Folketing. Danmark kan meget vel stå foran en periode med økonomisk ustabilitet og tilbagegang som følge af internationale konflikter samt USA's forandrede tilgang til samhandel. Det kræver maksimalt fokus på kerneopgaverne. Der går en lige linje fra hverdagens tryghed omkring en velfungerende velfærd, reel indsats overfor klimaforandringer og den trussel, de udgør, til viljen til at sikre et stærkt dansk forsvar i stærke og troværdige alliancer med vores naboer i Norden, i Europa, ligesindede demokratier i verden og vores frænder i rigsfællesskabet.« (Forslag til vedtagelse nr. V 70).

Tak.

Således får jeg ordet. Tak for det. Det bliver taget med i de videre forhandlinger. Den første, der har indtegnet sig i spørgerækken, er Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Tak for talen. På SF's hjemmeside kan man læse, at hjemsendelse af mennesker til usikre og ustabile lande må stoppes. Hvad er det for nogle lande, SF tænker på her?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er sikker på, at ordføreren henviser til den lille meningsudveksling, vi har haft i medierne, om, at regeringens udlændingepolitik er skør og uretfærdig. Det udtryk er jo et udtryk, som ordførerens egen kollega, i hvert fald minister i regeringen, har brugt: at godt nok skal man have en stram politik, men man skal ikke have en skør politik. En skør politik er jo, når en psykolog, der har boet og arbejdet i Danmark i 10 år, bliver sendt ud af landet. Det tror jeg ikke der er nogen der kan se logikken i. Vi mener også, det er skørt, at man hjemsender folk til lande, hvor sikkerheden simpelt hen ikke er til det. Det er måske nuancerne i den uenighed, der bliver tydelige her i dag. Vi ønsker os også en politik, hvor antallet betyder noget. Men vi synes, vi skal passe godt på dem, der er her, og de skal ikke sendes hjem til usikre lande.

Spørgeren.

Nej, det var ikke det, jeg tænkte på. Jeg tænkte på, at SF skriver, at vi skal have stoppet hjemsendelser af mennesker til usikre og ustabile lande. Hvor er det, vi udsender til? Hvad er det for nogle lande, vi udsender til, som er usikre og ustabile? Det var det, jeg tænkte på.

Ordføreren.

Vi synes ikke, at vi skal hjemsende folk til Syrien f.eks. eller til Afghanistan eller til lande, hvor der er krig og ustabilitet. Vi mener, at vores udlændingepolitik skal basere sig på, at folk skal være her, hvis de har god grund til det. Vi skal ikke udvise f.eks. en psykolog, der har været her i 10 år. På den måde skal der være en vis logik i politikken.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for det. Nu kunne jeg forstå, at SF har noget imod, at de rige skovler ind. Så kan man jo så undre sig lidt over, hvem de rige er. Er de rige den gennemsnitsdansker, der skal betale 18.000 kr. mere i skat om året, hvis SF får magt, som de har agt, og de skattestigninger, som SF har foreslået, bliver gennemført? Er det funktionærfamilien, f.eks. en gymnasielærer, der er gift med en ingeniør, som står til at få en regning på knap 60.000 kr. mere om året, altså 5.000 kr. mere om måneden, hvis SF's skattepolitik bliver gennemført? Er det de rige, som skal lade være med at skovle ind og i stedet for skal betale mere til statskassen?

Ordføreren.

Nu er det jo velkendt, at Venstre og Socialdemokratiet har lavet den arbejdsdeling, at Socialdemokratiet skal gå efter Liberal Alliance og Venstre skal gå efter SF, og at man igennem Finansudvalget stiller spørgsmål til finansministeren, som simpelt hen er løgn. Når jeg bruger så skarpt et ord, er det jo for at bryde igennem lydmuren i dag. Man stiller et spørgsmål om, at SF gennem en sikkerhedspolitik vil gøre det dyrere for almindelige danskere. Det har vi aldrig foreslået, og jeg synes, det er under al kritik, at Venstre og Socialdemokratiet i fællesskab vil udbrede det, at vi har sagt, at helt almindelige mennesker skal betale mere gennem bundskatten. Jeg synes simpelt hen, det er uhørt. SF har masser af forslag på bordet, når det drejer sig om formueskat, når det drejer sig om fastfrysning af topskattegrænsen og andet, så hvorfor ikke spørge om det? Hvorfor spørge – og endda anonymt igennem Finansudvalget – om noget, som decideret er løgn. Jeg synes faktisk, det er ret rystende.

Spørgeren.

Jeg synes godt nok, at SF's ordfører, fru Lisbeth Bech-Nielsen, skruer sig op og bruger et ord som løgn. Jeg bryder mig ikke om at blive kaldt en løgner, og jeg vil meget gerne sende de citater til SF, hvor SF har talt om en krigsskat, og hvor man også taler om, at det skal være en generel krigsskat. Det vil jeg meget gerne sende. Jeg synes ikke, det er i orden at skulle stå her og blive beskyldt for at være løgner. De tal, vi har fra Finansministeriet, er forslag, SF selv er kommet med, om at tilbagerulle en række skatter og så tale om en krigsskat, som man ikke har konkretiseret – det medgiver jeg – men hvor man skriver, at det også er noget, som vil kunne ramme, hvad skal vi kalde det, helt almindelige danskere. Det nytter ikke at stå og ryste på hovedet. Jeg har citaterne.

Ordføreren.

Jeg må gentage, at jeg synes, at det, som Socialdemokratiet og Venstre har gang i, er rystende. I SF sagde vi: Vi kender ikke råderummet, for det vil finansministeren ikke oplyse os. Hvis vi mangler penge til vores forsvar, kan det være, at en sikkerhedsskat må komme på bordet, hvor det er de bredeste skuldre, der skal bidrage allerførst. Så kan det godt være, at andre også skal bidrage, men vi har aldrig sagt noget om bundskatten, eller at folk skal bidrage med det beløb, som ordføreren læser op. Det er det, jeg faktisk synes er rystende, også fordi det jo så – noget, der simpelt hen ikke er rigtigt – bliver gengivet i medierne.

Fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne.

Tak. Jeg vil egentlig gerne spørge ind til pension og det faktum, at vi jo er endt i en ekstremt usikker situation, synes jeg, hvor statsministeren har kastet en debat op i luften uden at ville konkretisere den. Det betyder jo, at der nu er skabt usikkerhed om pensionsalderen. Jeg ville ønske mig, at regeringen med statsministeren i spidsen ville komme med et forslag nu her inden et valg, for for at sige det, som det er, synes jeg, det er noget snydeværk ligesom at foregive, at alle skal før hjem på pension, og så efter et valg vil det pludselig se helt anderledes ud. Så mit spørgsmål går egentlig bare på, hvordan SF ser på den del.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er meget enig i, at det har skabt en utrolig usikker situation for rigtig mange mennesker, i forhold til hvad der kommer til at ske omkring noget, der fylder rigtig meget, nemlig ens muligheder for tilbagetrækning og at få nogle gode år på pension. Det er jo statsministeren, der så at sige åbnede det bal for efterhånden et stykke tid siden, og siden har vi ikke kunnet få svar på noget som helst. I SF har vi opfordret til, at vi skal inviteres til forhandlinger for at finde en ordning, der er meget mere rimelig end i dag, hvor kun en tredjedel af vores lønmodtagere jo når den almindelige pensionsalder. Men hvis man til gengæld har nok på kistebunden, kan man jo selvpensionere sig, og det kan alle andre så ikke bruge til noget. Derfor burde regeringen og Socialdemokratiet melde ud, men sandheden er jo nok, at de ikke er enige.

Spørgeren.

Ja, det er jo det, der kunne være mistanken. For både vicestatsministeren og udenrigsministeren har jo sagt, at det skal på bordet nu. Nå må de to så vise, om de er mus eller mænd, eller om det stadig væk er statsministeren alene, der bestemmer i den her regering. Det er jo noget, som mistanken godt kan rette sig imod. Så jeg vil sådan set også bare høre, om SF vil være med til at lægge et pres på regeringen, så danskerne kan få vished før et valg. Alt andet er efter min mening helt urimeligt.

Ordføreren.

Det er SF og Danmarksdemokraterne jo helt enige om, og det er også derfor, vi bliver ved med at sige, at lad os nu få nogle forhandlinger omkring det her. Det kan ikke passe, at folk ikke kan få vished før 2030, eller 2045, hvis man går helt op til den nuværende pensionsalder. Derfor bør vi sætte os sammen og se på det. Det vil regeringen og statsministeren jo så ikke, og det forlænger kun den utryghed, der er.

Fru Pernille Vermund, Liberal Alliance.

Tak for det, og tak til ordføreren for en fin tale. Vi er jo uenige om meget, men der er også noget, som vi kan enes om, og det er, at vi synes, det er rimeligt, at danskerne får vished. Og i forlængelse af fru Inger Støjbergs spørgsmål, som handler om vished om pensionsalderen, er det også rimeligt, at danskerne får en eller anden form for vished om, hvem det er, der skal betale, og hvordan vi skal finansiere det, når forsvaret skal styrkes. Vi har jo i Liberal Alliance lagt en fuldt finansieret plan frem, og jeg ved, at SF nu får kritik for, at SF også er kommet med bud på, hvordan finansieringen skal findes. Men hvad tænker ordføreren om, at vi har en regering, som siger, at de er et arbejdsfællesskab, men som simpelt hen ikke har formået at lægge en plan frem for, hvordan vi skal finansiere oprustningen af forsvaret?

Ordføreren.

Som spørgeren siger, er Liberal Alliance og SF jo uenige om mange ting, men vi er trods alt to partier, der har lange nogle finansieringsforslag frem. Det synes jeg ville klæde den sidddende regering også at gøre. Vi ved intet om, hvordan forsvaret skal finansieres, hvordan en eventuel forbedring af pensionen skal finansieres, eller hvilket niveau der skal være for velfærden. Det er jo nok en regering, der måske bare ikke internt er enige om særlig mange ting. Jeg og SF er jo meget uenige i de forslag, som Liberal Alliance har lagt for dagen, og sådan skal det jo også være, men jeg vil gerne anerkende, at Liberal Alliance har lagt forslag frem. Jeg kan også mærke, at der er stort fokus på, hvad SF har lagt frem af forskellige finansieringsforslag. Så ville jeg så ønske, at Venstre og Socialdemokratiet ville nøjes med at spørge Finansministeriet om de forslag, vi rent faktisk har lagt frem, og ikke om nogle, de selv har fundet på

Spørgeren.

Tak. Noget af det, som SF og Liberal Alliance i hverdagen også er enige om – og det er måske ikke en stor sag – handler om, at vi for nylig har diskuteret markedsføringsloven. I dag er det sådan, at hvis en platform eller et medie, hvor en spiludbyder reklamerer, så må en bank ikke reklamerer for f.eks. et lån til en elbil eller en varmepumpe. Det er skørt, og vi har jo så sammen spurgt regeringen, hvorfor det ikke kan være spiludbyderen, der skal vige, og ikke banken. Vil ordføreren og ordførerens parti være med til at fremsætte et forslag om det efter sommerferien, så vi kan få presset regeringen til at lægge kortene på bordet i forhold til det her?

Ordføreren.

Tak. Vi har jo måttet vente i rigtig lang tid på noget klarhed på spilområdet. Der er rigtig mange, der spiller og har det fint med det, og så er der desværre også et voksende antal danskere, som ender i ludomaniproblemer og andet. Det er jo selvfølgelig baggrunden for, hvor meget man vil tillade reklamer for det, og der endte vi så for nogle år siden med at sige, at man ikke både må reklamere for en bank og for en spiludbyder på samme tid. Vi har jo også i SF's støttet Liberal Alliances forslag og vil gerne blive ved med at gøre det og prøve at presse regeringen til en løsning.

Hr. Mohammad Rona, Moderaterne.

Tak for ordet, og tak for talen. For et par uger siden jeg stod hernede i Folketingssalen og debatterede indfødsret, og i den forbindelse var SF's indfødsretsordfører meget, meget kæk ved at sige, at hele udvalget overtrådte vores konventioner. I den forbindelse bad jeg faktisk også ordføreren om at komme med beviser, og det har jeg ikke fået. Så jeg vil bare lige høre, om SF kan bevise, at et helt udvalg overtræder konventionerne.

Ordføreren.

Jeg er simpelt hen ikke bekendt med den sag – det beklager jeg meget. Måske kan ordføreren uddybe det lidt, for jeg vil selvfølgelig gerne svare på spørgsmålet, hvis jeg kan.

Spørgeren.

Det er også helt okay. Jeg spørger jo, fordi vi faktisk sad en masse partier og var lidt forundret over, at en ordfører fra SF går op på talerstolen og nærmest beskylder et helt indfødsretsudvalg for ikke at overholde konventionerne. Det synes jeg personligt var ret vildt, og det var sådan set bare det, jeg ville høre til. Men det er helt fair, hvis man ikke lige kender til situationen. Jeg synes bare, det er helt uhørt at sige det til et helt udvalg.

Ordføreren.

Det er svært for mig at svare på, når jeg ikke kender de nærmere detaljer om det, men jeg skal selvfølgelig nok få klarhed over, hvad den sag handler om og få svaret hr. Mohammad Rona.

Fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, tak for talen. Og tak for det gode samarbejde på det grønne område typisk. Jeg vil spørge til pension. Den ulighed, der bliver talt om her, synes jeg faktisk også handler om den måde, vi tildeler førtidspension på, altså den form for pension, for vi kan jo se i dag, at der er en overrepræsentation af ikkevestlige indvandrere på førtidspension. Jeg har bemærket, at en rådmand fra SF på Frederiksberg, der også er tidligere kommunal sagsbehandler, har været ude at sige, og jeg citerer: Jeg oplevede en gruppe af indvandrere, der tilfældigvis havde meget enslydende historier om, hvordan de eksempelvis var faldet i en brønd. Jeg har også oplevet indvandrere, der nægtede praktik, hvor der var svinekød eller alkohol. Og jeg måtte droppe flere tolke, fordi jeg simpelt hen var i tvivl, om jeg kunne stole på tolkningen. Citat slut. Deler fru Lisbeth Bech-Nielsen de synspunkter? Og hvad skal vi gøre ved det?

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, at fru Mona Juul og jeg ser ret ens på de her ting. Altså, tallet for alle de mennesker, der opfører sig ordentligt, tager en uddannelse og bidrager til det danske arbejdsmarked er heldigvis faktisk markant voksende i de her år. Det er jo bl.a. derfor, at vi har så høje beskæftigelsestal, som vi har lige nu. De mennesker må ikke mistænkeliggøres. Samtidig er der et for stort mindretal, som ikke bidrager, og som ikke har de rigtige begrundelser for at få en førtidspension, og hvor der en udbredt social kontrol i visse miljøer. Det skal vi ikke acceptere i et samfund som det danske. Så jeg håber da, at der er flere sagsbehandlere, som kommer ud med deres historier, så vi kan få afdækket det her. Men hvis der er én ting, min formand har været meget aktiv i, så er det hele diskussionen omkring social kontrol.

Spørgeren.

Tak for det svar. Jeg tror, at vi er nødt til at tage meget alvorligt fat i forhold til førtidspension og det, vi ser dér. Men jeg vil spørge om noget helt andet også. Nu spurgte jeg også fru Inger Støjberg før omkring klimasikring, for jeg synes, at det er ligesom lidt overset. Vi kan jo se i dag, at i forhold til de klimamål, der skal nås i verden, ser det ikke ud til, at det kommer til at ske – ergo får vi brug for endnu mere klimasikring. Hvor er SF i forhold til det? Ønsker SF at bakke op om de tre forslag fra Det Konservative Folkeparti, uden at jeg forventer, at ordføreren kan huske dem alle sammen, så vi rent faktisk kan få beskyttet vores natur, vores land, vores virksomheder og vores hjem?

Ordføreren.

Tak. Klimasikring er jo rigtig vigtigt. Vi kan jo allerede se nu, at når der er vildt vejr, koster det mange, mange milliarder i samfundsøkonomiske skader, men det koster jo også for den enkelte. Derfor synes jeg også, at vi bliver nødt til at have et mere samlet beredskab til fremtiden og også tage nogle af de svære diskussioner: Hvem skal betale? Hvordan skal fordelingen være imellem fællesskabet og den enkelte, der måske bor i et udsat område? Der er jo også svære diskussioner i forhold til hård kystsikring osv., hvor jeg måske tror, at vi har en mindre uenighed. Men vi har i hvert fald ikke en uenighed, i forhold til at vi bliver nødt til at forholde os til det her stigende problem.

Fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Tusind tak for talen. Der er jo flere her i salen, der går hårdt til angreb på SF, og det synes jeg bare man skal klappe sig selv på skulderen over, for det skyldes, at det går hamrende godt. Jeg er så dybt taknemlig for det samarbejde, som vores to partier har, men især også det samarbejde, som ordføreren og undertegnede har med hinanden. Ordføreren talte selv om at være stolt og passe på, og det er noget af det, som er så vigtigt. For vi er ikke bange for at sige, at vi synes, at den økonomiske elite skal betale mere i skat, tværtimod. Vi synes, det er retfærdigt, og det handler jo også om at kunne finansiere noget af det, der er så vigtigt. Det handler om at have respekt for dem, der rent faktisk skaber værdierne i vores samfund og får hjulene til at køre rundt. Og for mig er en del af det at vise respekt for dem, der går på arbejde, også at sikre dem økonomisk tryghed, hvis de får en fyreseddel eller bliver ramt af sygdom. Derfor vil jeg gerne spørge, hvad SF mener er de vigtigste argumenter for, at det er så vigtigt, at vi har et stærkt dagpengesystem.

Ordføreren.

Tak. Jeg kan returnere de pæne ord, og jeg kender også ordføreren som en meget indigneret og dygtig beskæftigelsesordfører. Forslaget om en halvering af dagpengene er jo kommet fra Liberal Alliance, og det er jo noget, vi er meget, meget uenige i, som en ros i forhold til at lægge nogle forslag frem, går jo selvfølgelig på, at jeg synes, at ethvert parti skal lægge nogle forslag frem, men vi er selvfølgelig slet ikke enige i indholdet. Dagpengesystemet er jo blevet forringet igen og igen, og jeg har været herinde længe nok til også at kunne huske, da Finansministeriet vurderede, at meget få mennesker ville falde ud af dagpengesystemet, da det sidst blev forringet for over 10 år siden. Vi skal selvfølgelig ikke forringe det yderligere. Lige nu går det godt med dansk økonomi, men det kan vende igen, og der skal man have det sikkerhedsnet udspændt under sig. Det var jo også tanken med det oprindelige velfærdsforlig, at de penge faktisk skulle bruges til at investere i vores velfærd og ikke klattes væk på skattelettelser.

Spørgeren.

Præcis, og derfor er jeg helt vildt glad. Jeg synes, det er så vigtigt og stærkt, at vi viser, at der er et klart politisk alternativ, som sikrer økonomisk tryghed og sikrer, at man kan have ro i maven, uagtet om Trump laver toldkrig, eller hvad end der sker i verden. Det, der er vigtigt, er både den økonomiske tryghed, men jo også, hvad for en indsats man får. Derfor er jeg også utrolig glad for, at SF ikke er med i den seneste beskæftigelsesaftale, hvor man bl.a. tager penge fra ordblinde og andre. Er SF enig i, at vi skal have styrket indsatsen for mennesker ramt af sygdom og ledighed?

Ordføreren.

Det er jeg meget, meget enig i. Jeg synes jo faktisk, at de nuværende beskæftigelsestal viser, at hvis folk bare får en lille mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet, så vil de gerne, for ellers ville vi slet ikke se de beskæftigelsestal, vi ser lige nu. Så hvad angår hele historien om, at der er nogle, der ikke gider arbejde, selv om de kan, synes jeg bare, at de tørre tal viser en helt anden historie. Det vil folk rigtig, rigtig gerne. De vil gerne bidrage. Og man vil også gerne bidrage, hvis man får nogle forudsætninger, så man kan gøre det, altså hvis man får den lille smule hjælp, man nu måske bliver nægtet.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak, og tak for talen. Som andre også har sagt, er der mange områder, hvor Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti ikke nødvendigvis er helt enige, men jeg vil gerne takke for det gode samarbejde, vi har haft på miljøområdet, hvor vi faktisk, synes jeg, er nået ret langt. Det leder mig også hen til mit spørgsmål. I Dansk Folkeparti mener vi i den grad, at der på retsområdet skal strengere straffe til, langt flere udvisninger, alt det her, som folk godt kender til. Og så blev jeg en lille smule overrasket, for det, jeg har hørt SF sige før, har været, at strengere straffe ikke virker, og at det ikke har nogen præventiv effekt, og at det ikke er noget, der gør, at man har mere respekt for tingene osv., og at der skal helt andre ting til. Så studsede jeg lidt, da jeg læste en artikel, hvor fru Karina Lorentzen Dehnhardt i forhold til miljøsvineri er ude at sige, at der skulle strengere straffe til, for det var det eneste, folk havde respekt for. Hvorfor den diskrepans mellem holdningen til straf på to forskellige områder?

Ordføreren.

Vi har set mange eksempler på, at miljøkriminalitet overhovedet ikke bliver straffet, og hvor der knap nok bliver uddelt bøder for meget, meget grove miljøkriminalitet. Så jeg er helt enig med SF's retsordfører i, at der skal strammes op der. Men så synes jeg jo også, at ordførerens spørgsmål åbner en mere principiel diskussion om retspolitik, nemlig om man straffer, fordi det virker, eller om man straffer, fordi man også synes, at der er en pris at betale for det, man har gjort. Og jeg tror, at i SF har vi et ben i hver lejr. Vi synes selvfølgelig, at det vigtigste er at få et så sikkert og godt et samfund som muligt, men det, man gør, kan også være så alvorligt, at man også skal betale den pris, det er at få en straf. Det kan være voldtægt eller grov vold, men også meget alvorlig miljø- og dyrekriminalitet.

Spørgeren.

Det er jeg sådan set fuldstændig enig i, og vi bakker 100 pct. op om, at der skal langt strengere straffe til på miljøområdet, for det er vores alle sammens natur og miljø, det går ud over, og man kan sige, at det er den verden, vores børn skal leve i, som bliver ødelagt, hvis folk f.eks. deponerer forurenet jord og ødelægger grundvandet og alle de her forskellige ting. Så vi er fuldstændig enige. Jeg har bare undret mig over, at man på det ene område mener, at strengere straffe virker, men på et andet område ikke mener, at de virker. Det forstår jeg ikke helt. I Dansk Folkeparti mener vi, at strengere straffe virker.

Ordføreren.

Der er nogle områder, specielt på personfarlig kriminalitet, hvor straffen er blevet hævet igen og igen gennem adskillige år, og det er jo bl.a. derfor, at vi kan se nu, at vores fængsler er overfyldte, og der er ikke plads. Der bliver faktisk i hvert fald få nogle foreteelser og forbrydelser jo i højere grad brugt afsoning med fodlænke, også fordi der simpelt hen ikke er plads i vores fængsler. Så vi bliver nødt til at have en balanceret tilgang til det her. Men man kan jo godt straffe, selv om man ikke tror, at det har en præventiv effekt, men fordi man synes, at der er en pris at betale.

Den sidste, der får ordet, inden frokostpausen er hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Frokostpausen er som sagt på 40 minutter, og efter frokostpausen er det hr. Torsten Gejl, der indleder, men nu er det altså hr. Martin Lidegaard.

Tak til SF for et godt samarbejde på mange områder, ikke mindst det grønne. Et område, hvor vi i Radikale Venstre godt nok har været kede af SF's valg, var, at man kun sammen med Dansk Folkeparti valgte at lægge stemmer til regeringens reform af ungdomsuddannelser. Det er jo der, hvor man nedlægger alle hf-uddannelser i Danmark og alle 10. klasser og indfører ny adgangsbegrænsning på seks. Det vil betyde, at hver fjerde dreng, der går i alment gymnasium i dag, ikke længere kan gøre det. Det har katastrofale følger for integrationen, for yderområderne og især for de børn, der vokser op i ikkeboglige hjems, chancer for at komme i det almene gymnasium. Jeg forstår simpelt hen ikke SF's valg, fordi vi plejer at være ret enige om uddannelsespolitikken og om, hvor vigtig en social motor det er i bekæmpelsen af ulighed, at man har fri adgang, og at de unge selv kan vælge, ligesom de i øvrigt kan i resten af Norden. I alle andre nordiske lande har man fri adgang til ungdomsuddannelserne, fordi det er så vigtigt at få så mange unge med. Hvorfor er SF dog med i den ungdomsuddannelsesaftale?

Ordføreren.

SF støttede ikke op om at lukke 10. klasse. Vi synes, der er rigtig mange gode ting ved at have 10. klasse. Faktum er jo bare, at regeringen ville have gennemført det uanset hvad. Så vi stod med det valg enten at stå udenfor eller gå ind i forhandlingerne, tilføre milliarder til området og også sikre de mange unge, som jeg synes hr. Martin Lidegaard glemmer lidt i sin opremsning, som ikke passer ind i dag, som ikke får en chance i dag, og som ikke ville kunne komme på en ungdomsuddannelse i dag, og altså oprette et epx, der netop skulle give flere unge en mulighed. Der var jo også 11 lukningstruede ungdomsinstitutioner, som der måske ikke var elever nok til, og som nu, fordi vi også er gået med i aftalen, ikke lukker, og som dermed også bidrager til det liv på landet og i landdistrikterne, der skal være.

Spørgeren.

I Radikale Venstre er vi for de dele af regeringens udspil, der handlede om at sikre en ny epx og lave campusser. Vi er bare imod at finansiere det ved at nedlægge 10. klasse, ved at nedlægge hf og ved at øge adgangskrav. Så vidt jeg ved, er SF både imod at lukke 10. klasserne og imod de nye adgangskrav. Jeg bliver desværre nødt til at sige, at det ikke er korrekt, at den her aftale var blevet gennemført uden SF. For det er kun SF, der støtter den, ud over Dansk Folkeparti og regeringen, og jeg tror ikke, regeringen havde gennemført den her aftale på den måde, hvis ikke SF havde valgt at gå med.

Ordføreren.

Jeg er glad for hr. Martin Lidegaards syn på SF og på, hvor vigtige vi er, men det her var jo helt afgørende for regeringen. Flere af elementerne har jo også været omtalt i regeringsgrundlaget. Radikale Venstre og SF ser jo ens på spørgsmålet omkring 10. klasse og karakterkrav, men jeg synes også, at Radikale Venstre nærmest nu er trådt ud af uddannelsespolitikken og glemmer alle dem, der ikke fik en chance før.

Tak i første omgang til ordføreren fra SF.

Mødet er udsat. Vi starter igen kl. 12.40, og som sagt er det hr. Torsten Gejl, der er den første i spørgerrækken.

Mødet er udsat. (Kl. 12:00).

Mødet er genoptaget. Vi er i gang med spørgsmål til ordføreren for Socialistisk Folkeparti, fru Lisbeth Bech-Nielsen. Der er 19 minutter tilbage til spørgsmål til fru Lisbeth Bech-Nielsen, og den næste, jeg giver ordet til, er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, og tak for endnu en god tale, selv om det var den første i den her sammenhæng. SF bryder jo med en dansk tradition og sin egen holdning gennem mange år ved at støtte, at der kan være amerikanske baser i Danmark. Det er, på trods af at amerikanerne udfordrer os og udfordrer Grønland, som det også blev nævnt af statsministeren i hendes tale. Jeg vil gerne spørge, hvad SF's holdning i den forbindelse er til, at baseaftalen tilsidesætter danske miljøkrav, sådan at amerikanerne ikke er ansvarlige, hvis de f.eks. laver et udslip af kemikalier fra en af deres baser. De får jo for så vidt frit lejde til at ødelægge og forurene dansk natur på den her måde. Hvad tænker SF om det?

Ordføreren.

Basediskussionen har jo lidt den samme karakter, som når der er danske soldater i Baltikum eller vi har ambassader rundtomkring i verden eller der er andre lande, der har ambassader her. Så er der nogle nationale regler, der bliver ophævet, enten fordi man ser det helt juridisk som jurisdiktion eller det de facto bliver det samme, som hvis man havde en amerikansk base f.eks. Der er der jo nogle lovkrav allerede i dag, der bliver fraveget. Det kan også være på andre områder, at man siger, at nu bliver det de facto amerikansk jurisdiktion, og derfor er der nogle andre regler, der træder i kraft. Men der er jo rigtig meget af det her, der stadig væk skal diskuteres af Pentagon og den danske forsvarsminister.

Spørgeren.

Hvis vi bliver lidt mere konkrete, vil jeg sige, at i et sådan rigtig smukt hjørne af Viborg Kommune ligger Flyvestation Karup tæt på Karup Å. Det er et af de steder, hvor der skal være en amerikansk base. Hvis nu amerikanerne forårsager et stort kemikalieudslip, der f.eks. forurener Karup Å, hvad tænker ordføreren så om, at den danske miljølovgivning er sat ud af kraft, og at byrådet i Viborg er sat uden for døren og ikke kan gøre noget? Hvem skal betale for sådan en oprydning? Hvad tænker ordføreren om, at demokratiet er sat ud af spillet i den forbindelse?

Ordføreren.

For det første må vi virkelig håbe, der ikke kommer sådan et udslip eller uheld. Men det er jo sådan på en lang række områder, at man siger – når der er baser sig i Danmark, ligesom der er i Norge og Sverige, og ligesom der er danske soldater i Baltikum – at for at have et vist spillerum, er der jurisdiktion på det område, og derfor fraviger man nogle nationale regler. Det er der også på det her område. Men jeg synes da, det er interessant, i forhold til om der skal betales, for det diskuterer vi jo også på nogle af de andre områder. Så det vil jeg i hvert fald gerne tage med videre.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti. Værsgo.

Tak. SF's formand, Pia Olsen Dyhr, var jo ude at udtale, at man fra SF's side ikke ville gå i regering med Venstre eller Konservative, og jeg er bare lidt nysgerrig på, om det er sådan en Venstre-udmelding, altså at man siger ét til vælgerne på den ene side af valget, og at man så på den anden side af valget gør det modsatte. Eller mener SF faktisk det her alvorligt?

Ordføreren.

Ja, selvfølgelig mener vi det alvorligt; ellers havde vores formand ikke sagt det.

Spørgeren.

Godt. Så det vil sige, at SF afviser at gå i regering med Venstre og Konservative efter et kommende valg? Det er dejligt. Så kunne jeg godt tænke mig at høre, om der er elementer af den udlændingepolitik, som den nuværende regering fører, som SF sammen med Enhedslisten, hvis man går til valg på en rød-grøn regering, vil stille krav om at tilbagerulle. Eller er det et område, hvor man vil lade Socialdemokratiet være styrende og man ikke vil rulle nogen af de love, som er kommet ud i de her år, tilbage, og man heller ikke vil gå videre med Socialdemokratiets nye erkendelse eller noget andet i den stil?

Ordføreren.

Inden jeg svarer på det, vil jeg gerne lige rette noget, jeg synes virker som en misforståelse, også fordi socialdemokratiske ordførere er kommet op i det hidsige hjørne. SF har lavet rigtig mange ting på udlændingeområdet med Socialdemokratiet, med den her regering, og der er masser af ting, som vi er enige om i forhold til hjemsendelse og andre ting. Det synes jeg bare skal slås fast. Så er det jo klart, at der, hvis vi skulle komme i den situation, at vi skal forhandle et regeringsgrundlag, er alle mulige forskellige ting, som vi vil tage med til bordet, også på det her område.

Så er det hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes, det er fint nok, at SF har valgt ikke at sende partilederen på talerstolen, men indtil videre har vi jo ikke fået et eneste konkret svar på nogen udlændingepolitiske spørgsmål om SF's politik, der er stillet, siden ordføreren gik på talerstolen. Nu vil jeg forsøge. SF har en konkret politik om at uddele statsborgerskaber i 18-årsfødselsdagsgave, også selv om man har begået almindelig kriminalitet. Hvilke straffelovsovertrædelser godtager SF i bytte for, at man kan få et statsborgerskab i 18-årsfødselsdagsgave?

Ordføreren.

Altså, nu har der kun været én anden socialdemokrat på talerlisten indtil nu i forhold til det her. Men det er rigtigt, at det er SF's politik. Vi mener, at er man født og opvokset i landet og har boet har i 18 år, er man selvfølgelig berettiget til et statsborgerskab, hvis man ikke har lavet alvorlig kriminalitet. Og hvad er alvorlig kriminalitet? For det ved jeg jo vil være hr. Frederik Vads opfølgende spørgsmål. Det synes vi at der er eksperter der skal definere. Men det vil selvfølgelig lægge sig op ad en bestemt strafferamme. Ville det være voldtægt? Ja, det ville det. Ville det være at stjæle en Snickersbar? Det ville det måske ikke. Og derimellem skal vi finde et passende niveau.

Spørgeren.

Men hvorfor skal man have statsborgerskab, hvis man er kriminel? Hvorfor skal man som almindelig kriminel borger kunne få et statsborgerskab i 18-årsfødselsdagsgave, bare fordi man er født her i landet? Der er masser af mennesker i det her land, der er født og opvokset her, som overhovedet ikke er danske, og som ikke bestiller andet end at reproducere typisk en arabisk kultur, som deres forældre eller bedsteforældre har taget med sig, og som handler om vold og social kontrol osv. Hvorfor er der nogen kriminelle, der skal have statsborgerskab i gave af SF, når de fylder 18 år?

Ordføreren.

Altså, hvis man har fået en parkeringsbøde eller som helt ung har snuppet en Snickersbar, synes jeg, vi skal diskutere, om det er værd at gøre til årsag til, at man ikke må få et statsborgerskab. Men det er klart, at ved alvorlig kriminalitet skal man ikke have den gave og det privilegium, det er at få et statsborgerskab. Men vi mener jo også, at det er godt, at vi har mennesker, der gerne vil have et statsborgerskab, og det er ikke nemt at få i dag, så der ligger også en stor indsats bag det.

Fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet. Og tak for talen. Jeg vil bare lige stille et spørgsmål, for nu har der jo siden august 2024 ikke været en eneste debat, hvor SF ikke har hevet pensionsdebatten op af hatten og afkrævet nogle svar. I 2011, da man sad i regering, stemte SF for at hæve pensionsalderen, og nu vil man så ikke stemme for og bruger ret meget tid på at afkræve svar, fordi alle mennesker lever i utryghed i forhold til noget, der skal ske i 2045. Så jeg vil egentlig bare spørge ordføreren: Hvad var det, der gjorde det i 2011? Var det bare nemmere? Stemte man for, fordi man var i regering, og nu er det bare nemmere at stemme imod, fordi man er i opposition og egentlig ikke sådan skal tage ansvar for økonomi og andre ting? Eller hvad er det, der gør, at man nu har så travlt med at afkræve svar på noget, som der egentlig er blevet lovet et udspil om?

Ordføreren.

Jeg er oprigtigt forvirret over spørgsmålet. SF er ikke med i velfærdsforliget, det velfærdsforlig, som 3F's formand i dag på forsiden af avisen er ude at kalde løftebruddet over alle løftebrud, fordi de penge, der blev afsat med den stigende pensionsalder, skulle gå til at investere i velfærden og i arbejdstagernes rettigheder. I forhold til begge dele er der tale om kæmpe løftebrud. Derfor er vi ikke med i det, for tingene skal jo hænge sammen. Når man kræver noget af danskerne, skal man også levere det, man har lovet, og det har man ikke. Til gengæld har man givet skattelettelser for 84 mia. kr., hvor de rigeste har fået 100 gange mere end det, de fattigste har fået. Derfor er vi ikke med i velfærdsforliget, og det har vi ikke været på noget tidspunkt, så jeg forstår ikke spørgsmålet.

Spørgeren.

Nå, jamen det kan da godt være, at det er mig, der har misforstået, at SF stemte for fremrykningen i 2011, hvor man sad i regering. Men hvad er det, der gør, at når Socialdemokratiet går ud med en melding om, at det vil man kigge på, men at man ikke ønsker at løbe fra de aftaler, man allerede har indgået, så går det helt amok, og at der skal ligge et svar lige nu? Har SF ikke selv til tider kørt nogle politiske arbejdsprocesser, hvor man har lagt noget ud, som måske ikke var helt klappet og klart i forhold til finansieringen, f.eks. minimumsnormeringer til børn og andet, da I rullede ud med de gule trøjer tilbage i 2019?

Ordføreren.

Men SF har jo leveret på minimumsnormeringer. Det her er en statsminister, der helt frivilligt, helt af egen drift, åbnede det bal ved at sige: Vi må kigge på pensionsalderen. Og siden da har vi ikke hørt noget. Vi har ikke hørt forslag til finansiering af en ændring. Vi hørte måske i dag en antydning af, at pensionsalderen bare skal blive ved med at stige og stige. Vi har ikke kunnet få svar på, hvad stigningstakten er, og om der er alternative veje til dem, der er nedslidte osv. Det må vi da kunne afkræve svar på fra en regering og en statsminister, der selv frivilligt har åbnet det bal.

Tak for det. Så er tiden gået. Hr. Hans Andersen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil spørge SF om forslaget om en sikkerhedsskat. Jeg kan forstå, at ordføreren beskylder Venstres ordfører hr. Jan E. Jørgensen for ikke at tale sandt. Men er det ikke korrekt, at i en artikel tilbage i februar måned på tv2.dk bliver ordføreren spurgt, om det også er politibetjenten, pædagogen og sygeplejersken, der skal bidrage, og at svaret så er, at det godt kan komme til at ske? Altså er det sådan set helt almindelige mennesker, der nu skal betale mere i sikkerhedsskat, hvis det står til SF. Det er sådan set konklusionen. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Hr. Hans Andersen, hvis man anonymt, hvilket jeg ikke synes at der er meget mod over, stiller et spørgsmål i Finansudvalget til sin egen finansminister om selskabsbeskatning, om bundskat, om aktieindkomst og om en råstofafgift – alle mulige superkonkrete ting, og SF har foreslået, jeg tror det hele undtagen én ting – er det ikke i orden at stille et spørgsmål, som om SF har foreslået, at bundskatten skal forhøjes med 1 procentpoint, som er det, der står på side 2 i svaret, og som er det, der gør, at man får et falsk svar. Der står, at SF vil ændre den disponible indkomst for alle mennesker med gennemsnitligt 18.000 kr. Det er ikke rimeligt, og det er ikke rigtigt. Det er løgn.

Spørgeren.

Nu spurgte jeg til SF's politik, og der var her et klassisk ikkesvar. Jeg spurgte, om det ikke er korrekt – og det er i øvrigt ordføreren selv, der har sagt det – at det er politibetjenten, pædagogen og sygeplejersken, der skal bidrage til den her sikkerhedsskat, som SF har foreslået. Og så svarer ordføreren: Det kan godt komme til at ske. Ergo taler vi om en skat til alle, også sygeplejersken og pædagogen. Så vil jeg bare spørge: Er det ikke korrekt – ja eller nej?

Ordføreren.

Prøv at høre, vi foreslår, at man som ét greb kan fastfryse topskattegrænsen. For finansministeren fortæller os jo ikke, hvad råderummet er; det skal vi jo sjusse os frem til, og det er nok en samlet stigning på 40 mia. kr. eller noget i den stil. Det kan vi jo ikke vide, når den viden bliver forholdt Folketinget. Så siger vi, at hvis vi skal finansiere forsvaret og der ikke er penge nok, uden at det går ud over velfærden, kunne ét greb f.eks. være at fastfryse topskattegrænsen. Det kunne der jo godt være en sygeplejerske, der kunne mærke på de sidste kroner.

Hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

(Bjørn Brandenborg kommer forpustet tilbage til sin plads). Tak for det. Jeg skal lige have vejret. Jeg var lige ude og skyndte mig tilbage, for jeg kunne se, det gik hurtigere, end jeg havde regnet med. Det er godt, jeg er i god form – (munterhed) – som I kan høre. ( Lisbeth Bech-Nielsen (SF): Træk bare lige vejret et øjeblik, så der ikke sker noget uheldigt). Okay, tak, men så dårlig er den heller ikke. Det, jeg vil spørge om, er faktisk langt mere alvorligt. Vi kan desværre i vores samfund i dag se, at der er problemer med grupper, som rigtig mange forskellige steder skaber utryghed. Det er især grupper med indvandrerbaggrund, som på S-togsstationer og i sociale boligområder og sågar også i nogle svømmehaller på Fyn skaber så meget utryghed, at de ødelægger det offentlige rum for alle andre. Derfor har regeringen jo her foreslået en tryghedspakke. Vi har førstebehandlet den, og i den førstebehandling var det umuligt at finde ud af, hvad SF's holdning er til at lave et tryghedsskabende opholdsforbud. Derfor vil jeg – mens jeg får vejret – give SF's ordfører mulighed for måske at kunne give et klart svar på, hvad det egentlig er, der er SF's position i forhold til at indføre et tryghedsskabende opholdsforbud. Tak.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes, det er et vigtigt spørgsmål, og jeg skal nok bruge al min svartid, så ordføreren kan få vejret igen inden det opfølgende spørgsmål. Det er noget, vi også har diskuteret i SF, for det er jo rigtigt, at der er et mindretal af nogle befolkningsgrupper, som laver så meget ballade og så meget utryghed, at det er fuldstændig uacceptabelt. Der er ingen diskussion om det. Så er der jo de midler, som vi diskuterer med hinanden: Står de mål med problemet? Giver det mere tryghed for nogle, at der er kameraer over det hele, eller giver det mindre tryghed? Giver det mere tryghed, at der er masser af politi, eller mindre tryghed? Tryghed er jo også på nogle parametre en subjektiv følelse. Det er derfor, vi også undervejs i den her proces jo har talt om, om løsningen er mange flere kameraer, og om de kameraer skal installeres med ansigtsgenkendelse osv. Det er jo nogle af de diskussioner, som jeg synes er helt valide at tage, samtidig med at der ikke mellem vores partier er diskussion om det problem, som et mindretal skaber.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg er fuldt ud opmærksom på, at SF synes, det er helt forfærdeligt at give boligforeninger mulighed for at opsætte 80 kameraer til at bekæmpe kriminalitet i de områder. Derfor var det ikke den del, jeg spurgte til. Jeg spurgte til det, der handler om opholdsforbud – f.eks. i Nyborg Svømmehal, hvor man har problemer med, der kommer indvandrerbander af mellemøstlig herkomst, der truer personalet og kalder dem for racister og alt mulig andet, hvilket gør, at ingen tør komme i svømmehallen mere, fordi der altså er en lille gruppe indvandrere, der ødelægger det for alle andre – som betyder, at politiet kan sige til de folk: I må ikke komme her mere. Det har SF ikke taget stilling til, og derfor vil jeg gerne igen nu spørge ordføreren, om ordføreren ikke kan svare på, hvad SF's position er. Og hvis ikke man er tilhænger af det, hvad vil man så gøre i stedet for?

Ordføreren.

Jeg har ikke hørt SF's retsordfører, fru Karina Lorentzen Dehnhardt, være modstander af et opholdsforbud, hvis det er sagligt og velbegrundet. Jeg tror ikke, der er nogen diskussion om det.

Tak for det. Så kommer vi til det sidste spørgsmål til ordføreren, og det bliver stillet af hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til formanden. Jeg synes, vi skal prøve at skifte emne, og jeg håber, at ordføreren har lidt luft endnu. I forhold til debatten var det måske os andre, der holdt vejret lidt for nogle uger siden, hvor SF's retsordfører var ude med en melding om, at man fra SF's side synes, at det er en glimrende idé at idømme folk 5 års fængsel for at skyde en ulv. Nu er SF jo ikke traditionelt set verdensberømt for at gå ind for at øge vores fængselsstraffe i Danmark, så er det virkelig SF's holdning, at det skal medføre en straf på 5 års ubetinget fængsel, hvis man skyder en ulv?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det spørgsmål hænger jo lidt sammen med det spørgsmål, jeg også fik tidligere om miljøkriminalitet, hvor DF's ordfører i hvert fald sagde, at DF er helt enige i, at vi skal have gjort noget ved straffen for med overlæg at ødelægge natur eller gøre noget ved dyr, man ikke må. En ulv må skydes, hvis det er en problemulv. Men ulven er ellers fredet, og derfor må man ikke skyde en ulv, hvis det ikke er en problemulv. Vi har en samtale med hinanden om, hvordan vi regulerer dem, der er problematiske, og der føler jeg faktisk ikke at der er enormt stor uenighed i Folketingssalen.

Tak for det. Vi siger tak. (Hans Kristian Skibby rejser sig for at få en kort bemærkning). Det er sådan, at vi holder tiden. Enten stopper jeg for korte bemærkninger inden det sidste par korte bemærkninger, vi kan nå, eller også får man lov til at stille et spørgsmål inden for den tidsramme, der er. Derfor nåede vi ikke længere. Det sagde jeg også til Socialistisk Folkepartis ordfører: Jeg kan stoppe, og så får man et spørgsmål mindre. Så vi siger tak til ordføreren for Socialistisk Folkeparti, fru Lisbeth Bech-Nielsen. Jeg byder nu velkommen til fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak. På en matrikel i Nordjylland bor minifolket. Hver morgen bliver små minifolk afleveret til den voksne på matriklen, Nicole, som passer på dem alle sammen, imens mor og far tager på arbejde. Og nej, minifolket er ikke et fiktivt folk fra et eventyr – eller en klub for folk på min højde; det er en privat pasningsordning. Nicole må jo ikke kalde det en dagpleje. Det har et flertal herinde i Folketinget besluttet at det kun er de offentlige dagplejere der må. Men det er også lidt ligemeget, for jeg vil nemlig langt hellere kalde Nicole for en velfærdsiværksætter. Nicole giver børnene omsorg, nærvær, læring, gode minder og sammenhold. Og så sammensætter hun også nogle temauger, og man længes næsten efter at blive barn igen og blive en del af minifolket, når man hører og ser, hvor dedikeret hun går til værks. Hun har lavet temauger om bl.a. cirkus, militær og »Robinson Ekspeditionen« og ikke mindst et sommerferietema. Til sommerferietemaet skulle børnene en tur til costa del minifolket, og jeg taler altså ikke bare om et par solstole i baghaven og en parasol, for der var små boardingpas, der var sikkerhedskontrol, der var en afgangstavle, som viste, hvilken gate børnene skulle gå til, og der var selvfølgelig også ventetid ved gaten, før man måtte boarde. Og som på alle gode solferier havde børnene selvfølgelig også fri bar – altså i smoothies og mocktails. Man kan ikke andet end at beundre hendes dedikation, og jeg tror, at en af ingredienserne i den hemmelige opskrift er, at Nicole selv kan vurdere, hvad der er bedst for børnene, hvad der er bedst for netop hendes lille biks, og hvad hun finder glæde og mening i at levere. Og i stedet for konstant at bombardere forældre med beskeder på Aula laver hun små videoer fra deres temauger, så forældrene kan følge lidt med og se, at børnene hygger sig. Så gør hun også noget ret vildt, og nu skal I virkelig spidse ørerne: Hun taler til forældrene med sin mund. Ja, sådan noget gammeldags noget fungerer heldigvis stadig ret godt. Og Nicole er kun en af de mange danskere, der forbedrer vores velfærdssamfund. Danskerne er et initiativrigt samfund. Det beretter vores historier også om. Vi har utallige historier om, at civilsamfundet har skabt noget godt og smukt fra bunden. Faktisk gælder det mange af de ting, vi i dag går og er stolte af at kalde for danske: andelsbevægelsen, højskolebevægelsen, ja, selv vores velfærd startede sådan. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg skal sige det, men Danmark er ikke skabt af hverken politikere eller bureaukrater. Det er skabt af gode, initiativrige borgere. Men det er, som om at vi fuldstændig har glemt den historie. Vi har glemt, hvad den egentlige danske succeshistorie er. Vi er blevet bange for, at der ikke sker noget, medmindre det er det offentlige, der sørger for det. Men jeg synes, at vi undervurderer danskerne. Jeg tror faktisk, der er mange som Nicole derude, men som aldrig springer ud i det, ikke fordi de ikke vil, men fordi vi har gjort det besværligt at gøre noget godt. Vi burde have det som et selvstændigt mål, at der var flere som Nicole, og ikke kun i børnepasning. Nicoles dedikation handler ikke kun om at være selvstændig, og jeg er stensikker på, at der er mange pædagoger, lærere, sygeplejersker og alle mulige andre, som er kommet ind i faget med præcis den samme ild i øjnene og med en lyst til at gøre tingene på en inspirerende måde, der taler til mennesket, de møder i deres arbejde. Jeg ved det, fordi jeg har mødt mange af dem. Men alt for mange møder et arbejdsliv, hvor det er umuligt eller i hvert fald svært at holde fast i den glæde, det gåpåmod og den kærlighed til faget. De bliver i stedet mødt af et kontrolregime, og mange oplever dårlig ledelse og en systemjungle, hvor omsorg er erstattet med Excel og faglighed erstattet med at adlyde ordrer. Når jeg fremhæver Nicole og minifolket, er det ikke, fordi jeg synes, at alle skal arbejde i det private, eller at alle skal blive selvstændige. Det er, fordi jeg synes, at vi skal have et offentligt velfærdssamfund i verdensklasse. Men det, der mangler, er den ånd, som Nicole og mennesker som hende kan bringe til bordet.

Der mangler nytænkning. Der mangler nogle, der kan bryde med tanken om, at sådan plejer vi altid at gøre. Vi skal sætte de offentligt ansatte og velfærdsleverandørerne fri, så de rent faktisk kan benytte deres faglighed, og så de kan bruge mere tid på at udføre deres kerneopgaver. Det er jo også det, de er gået ind i jobbet for. Tænk sig, hvis vi gav de offentligt ansatte lov til rent faktisk at bruge deres sunde fornuft noget mere. For nylig stødte jeg på et helt absurd eksempel, som også er fra min nordjyske hjemstavn, og det drejer sig om en spejderhytte, en FDF-hytte beliggende i den gamle Hals Kommune. For 20 år siden fik de tilladelse til at opføre en større tilbygning, og den har siden skabt enorm glæde for de mange FDF’ere, som har dyrket deres frivillige fællesskaber og samvær dér. Men nu kommer myndighederne så rendende og kræver, at bygningen skal rives ned, fordi den åbenbart er i strid med skovloven. Det har den så åbenbart været hele tiden, men myndighederne havde bare ikke helt kunnet finde rundt i det hele, dengang de gav byggetilladelsen. Jeg er et hundrede procent sikker på, at de bureaukrater, som har været inde over det her, heller ikke gik ind i deres fag for at sidde med en så rigid lovgivning uden plads til sund fornuft. Jeg kan nemlig hilse og sige som tidligere jurist i det offentlige, at jeg ikke fandt glæde i at skulle sidde og træffe åndssvage afgørelser, som oftest stred stik imod de politiske hensigter, som lovgivningen blev lavet på. Det er absurd, og ingen mennesker kan se fornuften i det. Der er ikke meget, vi kan lade os inspirere af fra den tyske hær i 1940’erne, men der er nu én ting, der er lidt musik i. For siden efterkrigstiden har soldaterne i den tyske hær ikke bare ret til, men en forpligtelse til at nægte at udføre en ordre, som de mener strider mod deres samvittighed og sunde fornuft. Det burde vi lade os inspirere af. Forestil jer det, hvis ingen i det offentlige var forpligtet til at træffe en afgørelse, som grundlæggende var i strid med deres samvittighed og almindelig sund fornuft. Det kunne vi godt bruge noget mere af. Når jeg kigger på Nicole og minifolket, ser jeg en ildsjæl, der har skabt noget – en velfærdsiværksætter, som jeg har kaldt det. Men jeg ser også en fighter, der har skabt noget på trods af systemet, på trods af politisk regulering og på trods af ensrettet mentalitet, hvor der bliver kigget skævt til den, der gør tingene lidt anderledes. Og jeg har simpelt hen så stor respekt for alle, der udretter noget på trods. Men hvor er jeg dog samtidig ærgerlig over, at det overhovedet skal være sådan. For vi kunne jo bare lave det hele om i morgen. Vi kunne jo indrette vores samfund, så det fungerede på borgernes præmisser i stedet for på statens. Vi kunne fjerne noget mere af den regulering, der hindrer velfærdsiværksætterne. Og vi kunne stoppe med at have ondt i en vis legemsdel, hver gang der er nogle, der ikke følger den konforme skabelon. For desværre ender det ofte med, at folk som Nicole, der prøver at innovere omsorgsfagene, møder modstand, og det er sjovt nok sjældent fra dem, der bruger tilbuddene. Modstanden kommer et helt andet sted fra; den kommer fra systemet. Modstanden kommer fra kommunen, der mener, at opgaven tilhører dem. Modstanden kommer fra organisationer og institutioner, der klamrer sig fast til deres privilegier og særinteresser. Og modstanden kommer fra politikere, der mener, at velfærd pr. definition skal leveres af det offentlige – og for guds skyld ikke må skabe profit. Og den kommer selvfølgelig også fra de bureaukratiske benspænd, vi igennem årtier har lagt ud som forhindringsbaner foran initiativrige borgere, der forsøger at gøre tingene lidt bedre. Og det sker desværre oftest, fordi der mangler tillid. Her er vi fremme ved et af de helt vigtige elementer. Modsætningen til bureaukrati og systemjungle er tillid. Det handler om tillid til borgerne, tillid til virksomhederne og tillid til de offentligt ansatte, og vi kommer aldrig til at få et bedre velfærdssamfund uden at have mere tillid. Så her til sidst vil jeg gerne rette en direkte appel til alle os, der sidder her i salen, og det gælder også mig og mit eget parti: Vi taler så meget om det danske tillidssamfund, men vi praktiserer det ikke. Vi laver regler for alt. Hver enkeltsag i medierne skal blive til lovgivning. Vi stoler ikke på, at hverken civilsamfundet eller private aktører kan bidrage til velfærden. Og hvis de til nøds får lov, er det som en eller anden andenrangsleverandør, der som Nicole ikke må kalde sig det fine ord, som det offentlige bruger, eller møder andre tåbelige benspænd og mindre favorable vilkår. Lad mig rette min appel endnu mere direkte til de partier, der har siddet på magten i 25 år, og som bruger enhver mulighed for at kalde sig selv ansvarlige: I har ikke løst noget som helst ved blot at skrive i regeringsgrundlaget, at vi skal gå fra velfærdsstat til velfærdssamfund. Det forpligter! Det forpligter til at bryde velfærdsmonopolet for at skabe reel frisættelse i stedet for halve løsninger og lunkne kompromiser. For at være helt ærlig tror jeg aldrig, at den forpligtelse opfyldes, så længe systempartierne svinger taktstokken. Jeg tror, at Danmark har brug for en frisk start, så vi kan få mere tillidssamfund og mindre kontrolregime, mere civilsamfund og mindre statsstyring, mere velfærdsinnovation og forhåbentlig slet ingen ensretning og kassetænkning. Lad os få mere minifolket og mindre monopol. Tak for ordet.

Tak for det. Inden vi starter på ordførerrækken, vil jeg bare komme med en lille venlig påmindelse om, at vi ikke påkalder os og bruger de højere magter her i salen. Med det sagt starter vi med hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen – en tale, der dog ikke kom ind på svaret på det, der må være et af ugens mysterier i dansk politik, nemlig det, at der jo i mandags blev indgået en meget, meget vidtrækkende god, stor aftale om udbygning af havvind. 3 millioner husstande mere vil fra 2032, 2033, 2034 og frem kunne forsynes med dansk grøn strøm. Vi understøtter en stærk dansk industri inden for den grønne energisektor. Rigtig mange af de arbejdspladser ligger i det jyske, ca. 70.000. Konservative og Danmarksdemokraterne er med i den aftale og tager medansvar. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti gør ikke og står uden for, mens man i øvrigt prøver på at vise, at man er enige om noget i blå blok. Så mit spørgsmål for at komme lidt nærmere på et svar på ugens mysterium er: Hvorfor ligger Liberal Alliance ikke støtte udbygningen grøn dansk strøm, produceret på havet og understøttende en dansk styrkeposition?

Ordføreren.

Mange tak. Først og fremmest tillykke med den aftale. Vi er ikke med i den, fordi vi mener, at regeringen her simpelt hen har lavet en aftale fuldstændig i blinde. Det risikerer at komme op på at koste 55 mia. kr. – bare for at kigge på, hvordan det er gået sidst, man har lavet de her projekter. Og der er ikke engang blevet kigget på, om der er andre muligheder, der ville kunne gøre det for de samme penge. En 100 pct. grøn flyrute er opgivet. Hvad angår udbud af 6 GW havvind med statsligt medejerskab fra 2024, var der ingen bud. Og så laver I det her nye, som så kan komme til at koste op til 75 mia. kr. Der var en energiø i Nordsøen, og den er blevet udskudt. Energiøerne på Bornholm er blevet udskudt, og der er kaos økonomien. Brint ryger til Tyskland, og det er udskudt. Udbygningen af elnettet er forsinket og fortiet. Udfasningen af gasfyr er en fiasko; der installeres seks nye om dagen. Det er simpelt hen ikke en energipolitik, vi vil være med til. Vi mener, at I har taget en ekstremt stor risiko her. Jeg håber, at det skal hedde modigt og ikke dumdristigt. Men det er derfor, at vi ikke er med.

Spørgeren.

Jeg kan jo godt høre, at der var et temmelig forberedt svar på præcis det her spørgsmål. Der blev vel nærmest lige fundet sådan et papir frem, så det kunne læses op. Men jeg synes ikke, det var et godt svar, selv om man har forberedt sig grundigt. Det er jo ikke et svar på, hvorfor det skulle være en dårlig idé at udbygge grøn dansk strøm på havet. Det er ikke noget godt svar i forhold til et område, hvor vi understøtter gode danske solide arbejdspladser og danske virksomheder, nye industrier, der kan opstå, bl.a. i kraft af at få mere produceret grøn dansk strøm. Hvad er det gode alternativ? Det kan Liberal Alliance ikke sige. Man taler om atomkraft, der vil kunne være her om 15-20 år, og det er vel der, vi skal hen. Så lad os da få det egentlige svar.

Ordføreren.

Jeg har faktisk en ret god hukommelse, og sjældent behøver jeg sådan at finde lister eller noter frem, men når jeg skal finde listen over forfejlede energiprojekter fra regeringens side, så må jeg altså ned i mine noter, for som jeg ridsede op, er listen temmelig lang. Og derfor er min tiltro til det nye projekt heller ikke ret stor. Så det er derfor. Men vores bud ville være: Lad os få kigget på det. Vi har faktisk foreslået en Niels Bohr-kommission. Det vil ikke sige, at vi bare kan plug and play atomkraft i morgen, men lad os få kigget på de muligheder, der er, i stedet for at risikere så mange af borgernes penge til noget, vi ikke engang ved om kommer til at blive til noget.

Fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Og tak for en rigtig fin tale. Jeg synes især, at den del, der handlede om bureaukrati, var rigtig god. Det er jo noget af det, som ordføreren utrætteligt sammen med sit parti arbejder for at nedbringe. Nu har man jo ikke al tid i verden i sådan en ordførertale, og derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at få ordføreren til at uddybe nogle af de her ting. Altså, hvad er Liberal Alliances vision og ambition på det her område? Og hvordan ser Liberal Alliance på hele det Djøf-lag, som SVM-regeringen har lagt ned som snubletråde, tror jeg det var ordføreren brugte som udtryk, over det danske samfund.

Ordføreren.

Mange tak. Hvis jeg skulle snakke om bureaukrati og ikke havde en begrænsning på taletiden, så ville jeg også kunne snakke hele året ud. For det var en af de ting, som var ved at gøre mig skaldet, dengang jeg sad ude i offentlig administration og tænkte: Det her kan da ikke passe; det kan da ikke passe, at der sidder nogle folk derinde og tænker, at det her er en god idé. Så kom jeg selv herind, og det er faktisk rigtigt, at ingen tænker, at der er en god idé. Vi er alle sammen enige om, at det skal droppes. Også tusind tak for samarbejdet i blå blok for at få taget et opgør med bureaukratiet og for, at vi faktisk har foreslået noget helt konkret, nemlig en bindende bureaukratilov, hvor det er, at vi forpligter os til at få nedbragt bureaukratiet, som vi alle sammen vil til livs. Desværre oplever jeg, at der er en tendens at luge en lille smule ud og samtidig få en masse ind ad bagdøren imens. Så jeg tror i hvert fald, at det vil være et godt bud, at vi får forpligtet os, sådan som vi har foreslået det i blå blok. Vi har også foreslået en oprydningsgeneral efter norsk forbillede, hvor det er, at vi får nogen til at kigge alle de her systemer igennem. Så det er nogle af tingene.

Spørgeren.

Kunne ordføreren prøve at give nogle eksempler på nogle af de steder, hvor man med stor fordel kunne skære ned?

Ordføreren.

Jeg kan faktisk give mange eksempler. Det er også derfor, det undrede mig, da hr. Christian Rabjerg Madsen bad om eksempler lige før. Jeg gav et eksempel, hvor han så sagde bagefter: Du kommer aldrig med nogen eksempler på noget konkret. Jeg havde da lige sagt noget; vi har lige lavet en jobcenterreform – rigtig dejligt – hvor vi barberede en masse bureaukrati ned. Man kunne så ikke lade være med at indføre nyt bureaukrati, f.eks. med en afklaringsret, som egentlig bare er en vurdering, der kommer til at kræve, at du skal indhente en lægeerklæring osv. Så snart jeg begynder at snakke om det konkrete, bliver folk sådan lidt: Nu bliver det lidt kedeligt, og det er jo bare en lille del. Men det er i de mange bække små, at vi finder løsningen; det er, ved at vi samler til bunke og får taget et opgør med det.

Hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak til Liberal Alliance for at droppe sit veto i forhold til kvindelig værnepligt. Men der er jo blevet sagt nogle ting fra LA's side, bl.a. af hr. Ole Birk Olesen, der har været ude at sige, at for at kunne være soldat skal man kunne bære hr. Ole Birk Olesens store, stærke og flotte søn, må vi forstå, væk fra slagmarken, hvis det bliver nødvendigt. Er ordføreren enig i den betragtning, altså at for at kunne være soldat skal man åbenbart helst være en mand?

Ordføreren.

Nej, det har vi også mange danske kvinder i det danske forsvar der modbeviser hver dag. Vi har ment, at kvinder skal have værneret, og det har vi også arbejdet for at mænd skulle få. Det er jo dejligt, at vi har mange mennesker, både mænd og kvinder, der vil forsvare Danmark helt frivilligt, også med de vilkår, vi har i dag i forsvaret. Så prøv at tænke på, hvis vi forbedrer vilkårene. Hvorfor skulle man tro, at tvang var den knap, vi skulle bruge nu? Derfor var vi imod at øge tvangen. Men selvfølgelig kan kvinder da være i forsvaret. Det er de allerede i dag, og det skal de også være i fremtiden.

Spørgeren.

Så det tager jeg som udtryk for, at ordføreren er enig med mig i, at det var sådan en lidt gammeldags, bedaget betragtning at mene, at for at være i forsvaret, så skal man være en stærk mand, der kan slæbe de andre stærke mænd væk fra slagmarken – helt alene, uden at bede en af sine kammerater om hjælp.

Ordføreren.

Det er da ikke gammeldags at mene, at man skal være stærk for at slæbe Ole Birk Olesens søn væk fra slagmarken. Jeg ville nok ikke kunne klare det, men det er der mange kvinder der kan, altså være i forsvaret, selv om jeg ikke kan bære Ole Birk Olesens søn væk fra slagmarken. Så det er jo helt irrelevant; det er det. Selvfølgelig kan kvinder være i det danske forsvar. Det er vi allerede i dag, og det skal vi også være i fremtiden.

Hr. Henrik Frandsen, Moderaterne. Værsgo.

Mange tak. Og tak for ordførertalen. Siden 1978 har Danmark ydet 0,7 pct. af det, der hedder bni, i udviklingsbistand. Det er noget, der har været almindelig enighed om, altså at det var rigtigt, og at det var det gode at gøre. Det har der også de senere år været stor opbakning omkring, og Liberal Alliance har selv været en del af den opbakning. Nu kan jeg så forstå, at Liberal Alliance egentlig ikke har til hensigt at fortsætte med at bakke op om, at vi giver 0,7 pct. af bni, men faktisk vil ned på 0,5 pct. af bni. Mit spørgsmål til ordføreren er: Kan det virkelig passe, at man vil skære ned på udviklingsbistanden på den måde i en verden, hvor der er krig, og hvor der er ufred, og hvor der er brug for, at man mindsker migrantstrømme osv.? Kan det virkelig passe?

Ordføreren.

Det er jo heller ikke nyt, at vi i Liberal Alliance mener, at vi ikke skal yde mere i gennemsnit end de lande, vi sammenligner os med, og den gennemsnitlige udviklingsbistand i Europa er jo 0,5 pct. af bni. Det er det, vi har foreslået, også længe før hr. Henrik Frandsen har læst det nu her, altså at vi skal ned på gennemsnittet, og det mener vi stadig. Og så synes jeg også, vi skal kigge på, hvad det er, vi giver ulandsbistand til. Hvad er det egentlig, vi bidrager til? For skal Kina have udviklingsbistand fra Danmark? Der er en væsentlig forskel på relationen der. Så vi skal også være skarpe på, hvad det er, vi giver til. Men jo, det er fuldstændig rigtigt, at vi i Liberal Alliance ikke mener, at vi skal give forholdsvis meget mere end vores nabolande.

Spørgeren.

Jamen vil ordføreren ikke anerkende, at den måde, som vi bruger de 0,7 pct. af bni til udviklingsbistand på, faktisk har meget, meget stor værdi også for dansk erhvervsliv, og at pengene i virkeligheden kommer mangefold tilbage, så det både er til gavn for udviklingslandene, men så sandelig også er til gavn for dansk erhvervsliv?

Ordføreren.

Det kan jo bruges på mange måder. Jeg siger, at vi skal kaste et kritisk blik på, hvordan vi bruger det. Vi sender jo ikke de samme penge til alle. Så lad os kaste et kritisk blik på, hvad vi bruger det til. Og så mener vi ikke, at vi skal betale forholdsvis meget mere, end vores naboer gør. Vi synes ikke, vi skal betale mere end 0,5 pct. af bni, og det er ikke nyt. I forhold til at det skal gavne dansk erhvervsliv vil jeg sige, at der jo er mange ting, vi kan gøre for at gavne dansk erhvervsliv, at der har vi også en lang liste i Liberal Alliance.

Fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren for en rigtig god tale. 212 pct. – så stor har stigningen i antallet, der kommer til Danmark fra de her MENAPT-lande for at arbejde eller studere, været. Det er en gruppe lande, hvis borgere vi ved er svære at integrere på det danske arbejdsmarked. Der er store kulturelle forskelle. Vi kan se deres borgere overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker og andet. Det bekymrer os dybt i Det Konservative Folkeparti, at der har været den her enormt store stigning, og derfor er vi også ude i Berlingske i dag med et forslag om at lave en meget mere differentieret model, i forhold til hvem vi giver mulighed for at komme til Danmark som international arbejdskraft. Der er nogle lande, vi gerne vil have flere fra. Vi har brug for dem, og vores virksomheder og vores velfærdssamfund har brug for de mennesker, men vi må også bare konstatere, at der er nogle, for hvem det gælder, at det er en meget kortsigtet løsning at få dem til Danmark, fordi de kommer til at give integrationsproblemer siden hen. Jeg vil høre, om Liberal Alliance ser ligedan på det her, og om vi kan danne fælles front, når vi forhåbentlig skal forhandle det her med regeringen.

Ordføreren.

Mange tak for et, synes jeg også, meget relevant spørgsmål, og jeg nåede faktisk også at skimte Berlingske her til morgen, hvor jeg kunne se, at Konservative er ude med et forslag om at dele udenlandsk arbejdskraft op i en trafiklysmodel, altså med rød, grøn og gul. Vi har selv i Liberal Alliance foreslået at dele det op i A- og B-hold, så det er jo de samme tanker. Vi er fuldstændig enige i de betragtninger, fru Mette Abildgaard kommer med. Så jeg tror i hvert fald, der vil kunne være grundlag for at danne fælles front. For det er nemlig sådan, at vi bliver nødt til at kigge på, at der er nogle lande, hvor vi kan få international arbejdskraft fra, som er god for Danmark, som vi gerne vil have, og som vi sagtens og nemt kan få integreret i vores samfund, og så er der nogle, hvor det er meget svært, og hvor det kan være meget svært at få dem ud igen, når det er, at de ikke er i arbejde. Så jo, det tror jeg sagtens vi ville kunne finde fælles fodslag om med Konservative.

Spørgeren.

Vi tilhører jo begge to partier, som anerkender, at der er et enormt behov for den her arbejdskraft hos vores private virksomheder. Det udgør en væsentlig del af vores vækst i bnp, at vi får arbejdskraft hertil, som bidrager værdifuldt på det danske arbejdsmarked, men jeg er også glad for, at vi deler analysen i forhold til den udfordring, det også kan udgøre på sigt. Den her enorme stigning, der er sket, er sket, mens vi har haft en socialdemokratisk ledet regering. Hvilket ansvar bærer Socialdemokratiet på det her område?

Ordføreren.

Jeg synes i hvert fald, at de bærer et ansvar for, at vi får kigget på det her. For vi har jo heller ikke haft den her politik; vi har jo også rykket os på det her, og det håber jeg også regeringen vil gøre i tide, for det er dybt, dybt nødvendigt. Så vil jeg også gerne komme med ros for, at der bliver nævnt, at det ikke nødvendigvis er det bedste for bundlinjen i vores virksomheder. Det ved vi jo godt, og normalt er både Konservative og Liberal Alliance partier, som nogle gange får skudt i skoene, at man næsten skulle tro, vi gør alt det, som Dansk Industri beder os om, men lige her vil jeg sige, at vi alle sammen har et samfundsansvar: Hvis ikke det gavner vores samfund, bliver vi nødt til at tage den faktor med.

Fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Selv om man måske ikke skulle tro det, har jeg faktisk selv været FDF'er, så jeg satte meget pris på den del af talen. Jeg vil gerne spørge Liberal Alliance om noget fuldstændig andet, som jeg synes manglede i talen, nemlig situationen i Gaza. Jeg har læst mig frem til, at man i Liberal Alliance gerne vil befri palæstinenserne fra Hamas. Det vil vi sådan set også rigtig gerne i Enhedslisten, og det er præcis også derfor, vi arbejder for, at der skal mere nødhjælp, mere udviklingsbistand, derind, og at palæstinenserne skal have frie, demokratiske valg. Så jeg vil bare gerne spørge ordføreren: Hvordan vil Liberal Alliance hjælpe palæstinenserne her? For vi ser jo samtidig et parti, et Liberal Alliance, der siger, at man vil fjerne udviklingsbistanden.

Ordføreren.

Jeg synes, at situationen i Gaza og konflikten mellem palæstinenserne og Israel er enormt svær og kompleks. Jeg støtter ethundrede procent Israel i at vise modstand i forhold til det terrorangreb, de blev udsat for den 7. oktober, men den situation, der udspiller sig lige nu, er jo også en humanitær krise – det kan vi jo se – og hvordan får vi nødhjælpen ind, så den ikke kun havner ved Hamas selv? Hvordan er det, situationen er dernede? Det er et komplekst scenarie, vi der står i, og vi kan jo ikke bare sige: Lad os sende en masse udviklingsbistand derned. Vi aner ikke, hvilke lommer det ender i. Det gør vi ikke. Så jeg synes nogle gange, der fra venstrefløjen lyder en lidt naiv tilgang til det, altså at send alle de lastbiler og alle de penge derned, I vil. Det er altså ikke uskyldige mennesker, der står i front, og som bestemmer nede i Gaza, og det er derfor, at situationen er så kompleks. Men jeg synes, vi skal gøre, hvad vi kan, for at hjælpe, og sikre, at hjælpen kommer til de rigtige.

Spørgeren.

Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at det skulle være venstrefløjen, der er naive her, fru Sólbjørg Jakobsen. Lige nu kan nødhjælpen ikke engang komme ind i Gaza, fordi Israel blokerer, altså ikke kun for nødhjælpen, men også for journalister, sådan at der overhovedet kan blive rapporteret om det, der sker i Gaza lige nu. Så jeg synes måske faktisk, at det er ordføreren, som ikke forholder sig ordentligt til den alvorlige situation, som palæstinenserne lige nu står i. Hvordan vil man sikre palæstinenserne de frie valg, som man skriver om man gerne vil sikre dem, når man samtidig ikke vil være med til at stille krav til, at Israel ophæver blokaden og stopper bombardementerne?

Så er ordføreren, der svarer. Værsgo.

Nogle gange virker det, som om den her samtaler bliver taget uden erkendelsen af, at Gaza regeres af en terrororganisation, som et flertal af befolkningen dernede bakker op om. Det er selvfølgelig forfærdeligt, og det vil selvfølgelig også sige, at der er mange, der overhovedet ikke gør det, uskyldige mennesker, og derfor er det også sådan, at vi vil have presset på, for at vi får humanitær hjælp ind til folk, der lider af at bo i de områder, men det er ikke bare, at send en lastbil ind. Regeringen nede i Gaza er en terrororganisation, det er dem, der styrer det, og det er dem, der nogle gange også blokerer for, at man kan give den rigtige hjælp til de rigtige, og derfor er det ikke så nem en situation at håndtere.

Tak for det. Så er det hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for en, synes jeg, på mange måder rigtig god tale. Jeg vil gerne spørge Liberal Alliances ordfører ind til udlændingepolitikken, fordi Liberal Alliance for nylig kom med et nyt udspil, som hedder »Fra erkendelse til handling«, og der var et afsnit om international arbejdskraft, som jeg synes var spændende. Jeg faldt over, at Liberal Alliance siger, at man vil begrænse arbejdskraftindvandring til lande, hvorfra man har god erfaring med de fok, der kommer. Så tænker jeg, at det godt nok er mange lande, vi i hvert fald så kunne udelukke. Fru Mette Abildgaard spurgte om lidt det samme, men jeg synes måske godt, at svaret kunne være lidt mere konkret. Hvad er det for nogen lande, som Liberal Alliance synes vi har rigtig dårlige erfaringer med som arbejdskraft, når de kommer hertil? Er der nogen lande nu, hvor man kan sige, at der er en eller anden fællesnævner, der gør, at Liberal Alliance vil kunne putte dem på en liste og sige, at vi i hvert fald fra de her lande ikke vil have flere, for der har vi fået rigeligt fra?

Ordføreren.

Jamen det er da meget nemt at se, når man kigger på, hvor vi har bedre erfaringer fra end andre steder. Når de er fra et land, hvor der er en ekstrem høj grad af muslimsk befolkning, viser det sig, at de er svære at integrere i Danmark. De passer simpelt hen ikke så godt sammen med vores egne værdier og den måde, vi lever på her i Danmark, og derfor er det også meget sværere for dem at passe ind her. Ikke alene er det svært for dem at passe ind her, det er faktisk også svært for os, der er her, at have dem her, for det går ud over alle os andre. De står jo ikke bare for sig selv og laver ballade for sig selv, de gør det over for alle os andre. Det er derfor, vi i Liberal Alliance lavede et godt udlændingeudspil, hvor vi siger, at international arbejdskraft er godt og kan bidrage til en masse vækst i vores samfund, men der er nogle lande, som vi får arbejdskraft fra, men som ikke bidrager til noget godt, hvor der kommer for meget ondt med den arbejdskraft. Og de bliver muligvis heller ikke altid ved med at arbejde, men bliver hængende på en offentlig forsørgelse. Derfor er det, at vi skal have det delt op, som vi har foreslået.

Hr. Peter Kofod.

Det synes jeg jo er et rigtig godt svar, for det betyder, hvis jeg må tillade mig at konkludere, og så må ordføreren sige, om det er rigtigt eller forkert, at hvis blå blok vinder næste valg, mener Liberal Alliance, at vi skal stramme udlændingepolitikken på den måde, at vi siger, at hvis man kommer fra et land, der er domineret af islam eller islamiske værdier, kan man ikke indrejse til Danmark – slut færdig. Vi siger: Vi gider jer ikke, vi gider jer ikke som arbejdskraft, vi gider jer ikke som asylanter, for vi får jer aldrig ud igen, når I begår kriminalitet, og vi har så mange i forvejen, der laver for meget ballade. Så nej tak til flere. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

I vores udspil har vi i hvert fald sagt, at der, hvor vi vil lempe reglerne i dag, er ikke for de lande; det er ikke Syrien og Irak osv., det er ikke der, vi skal til at lempe reglerne, så vi kan få mere international arbejdskraft. Hvordan vi så håndterer de regler, der er allerede nu, har vi faktisk ikke noget bud på, men det vil vi være åbne over for at kigge på, så vi netop får sat en stopper for al den her indvandring, der kommer via arbejdskraft, og som bliver hængende og påvirker hele vores samfund.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Det er i forlængelse af Jesper Petersens spørgsmål og sådan set også af konservative fru Mette Abildgaard, jeg tager ordet. Vi har jo samarbejdet med LA om en del af den økonomiske politik, og vi er meget opsatte på, at noget af det, som det handlede om, var at give konkurrencekraft til dansk erhvervsliv. De to måske allervigtigste parameter på, om dansk erhvervsliv og Dansk Industri er konkurrencestærke er, at man har den rigtige arbejdskraft, og at man har billige energipriser. Derfor undrer det mig godt nok, at Liberal Alliance på de to områder tilsyneladende vælger både at ville sænke tallet på international arbejdskraft markant, hvilket går direkte imod anbefalingerne fra dansk erhvervsliv, men heller ikke engang vil tage ansvar for at få bygget noget vedvarende energi, som vil reducere forbrugerpriserne med 1 mia. kr. om året; 1 mia. kr., som også går til danske virksomheder, vil øge konkurrenceevnen. Det er jo rigtigt, at det kan risikere at koste op mod 60 mia. kr., men det kan også ende med, at staten får penge i kassen, som den gjorde, da vi udbød Thor sidst.

Ordføreren.

Jeg er i tvivl om, om ordføreren er af den opfattelse, at Liberal Alliance er imod havvind; det er ikke, fordi Liberal Alliance er imod havvind. Vi mener bare, at strategien ikke er holdbar. Vi mener ikke, at det er en holdbar strategi, der er lagt. Det er derfor, vi ikke er med i den her aftale. Det er et af de mange projekter, som er kommet fra regeringen, som vi ikke tror på, og der har vi altså en historik at basere vores dømmekraft på her. I forhold til at styrke dansk erhvervsliv har vi da bunkevis af initiativer. Vi har lige lavet en ny vækstpakke, »En frisk start«, for Danmark, hvor der er lettelser i forhold til både selskabsskat og aktie- og kapitalskat. Der er masser af ting, vi vil gøre for at styrke det danske erhvervsliv. Det er altså ikke kun ved at lave et tvivlsomt havvindmølleprojekt, som kan komme til at koste hele samfundet 55 mia. kr. Det er ikke kun det, man kan gøre for at styrke dansk erhvervsliv. Men på andre parametre er jeg sikker på, at Liberal Alliance og Radikale Venstre nok skal finde gode sager, især på den økonomiske politik, til at forbedre dansk erhvervsliv.

Spørgeren.

Men havvind kommer jo ikke af sig selv. Vi har været enige i at kritisere den der vanvittige idé om et medejerskab og det, at man ikke byggede et brintrør, så man kunne afsætte det, altså alt det, der gjorde, at de første udbud ikke endte med noget. Men hvis vi ikke her i anden omgang får havvind op nu, er det jo dansk erhvervsliv, der betaler prisen, for så har vi støt stigende energipriser. Den kernekraft, som Liberal Alliance bekender sig til, vil jo allerallertidligst kunne komme – det er vi enige om – en gang i 2040, hvis det overhovedet kan det. Så i mellemtiden vil man altså faktisk bare lade de danske forbrugere og dansk erhvervsliv fortsætte med at importere stadig dyrere strøm, bl.a. jo fra stater, vi slet ikke har lyst til at importere fra.

Ordføreren.

Problemet her er, at ordføreren snakker, som om havvind kommer til at lykkes, og at den kommer til at lykkes som planlagt allerede fra i morgen. Planen, som liberale alliance har lagt, kan ikke lade sig gøre – det kan ikke engang undersøges, det bliver ikke engang undersøgt ordentligt. Vi siger: Lad os kigge på de muligheder, der er, før vi risikerer så stor en regning til borgerne, til samfundet, til os alle sammen – også til dansk erhvervsliv. Lad os få kigget på de muligheder, der er, før vi laver en så tung en investering.

Fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Tak for det, og tak til ordføreren for en god tale. I Alternativet er vi meget enige med Liberal Alliance omkring hele den her tillidsbaserede dagsorden, som jeg oplevede, at ordføreren brugte meget tid på; tillid til de offentligt ansatte eller i hvert fald velfærden, tillid til fagligheden og til de enkelte familier. Så langt, så godt. LA har jo også en kampagne med sloganet »Du har altid et valg«, og det kan man nok filosofisk være enig i, men jeg tænker også, at vi ved, at man i den virkelige verden er påvirket af mange andre parametre og faktorer i forhold til at tage de her valg. Så hvis ordføreren skulle uddybe Liberal Alliances tankegang omkring velfærden, hvordan sikrer vi så, at der ikke kommer i en enorm ulighed i velfærden, og at det ikke kun er dem med ressourcerne, der kan vælge de her velfærdsiværksættere, som ordføreren nævner?

Ordføreren.

Jeg oplever faktisk i høj grad, at vi allerede i dag har den opdeling, nemlig at det kun er dem med flest midler, der har råd til at vælge noget anderledes – det er kun dem, der må. For når det offentlige laver en universel ydelse som f.eks. børnepenge, stiller vi nogle krav. Hvis vi satte nogle flere offentlige ydelser fri, så borgeren selv kunne vælge sin udbyder, så er det klart, at der ville være flere, der havde råd til det, end der er i dag, ved netop at følge den her helt klassisk borgerlige tankegang, at pengene skal følge borgeren. Det er både ved børnepasning og ved sundhedsydelser og også ved ældrepleje – det kan være alt muligt. Vi tænker ikke nok i at bryde det her velfærdsmonopol, vi har, hvor vi undtagelsesvis lader private komme til. Det er så forskelligt, ved vi har behov for. Jeg hørte Pernille Rosenkrantz-Theil sige, at hun ville have de offentligt ansatte til at hente børn i ladcykel. Det kunne da være et fint alternativ for en privat at spørge, om der er et marked for det. Nej, det er, som om vi politikere vil gentænke al den her velfærd, og det skal vi jo ikke, fordi der er folk, der brænder for at gøre det.

Spørgeren, værsgo.

Tak for det. Jeg er helt enig i, at det forslag fra Pernille Rosenkrantz-Theil om, at der skal være børnetaxier, der kører ud og hente børn om morgenen, så forældrene hurtigere kan komme på arbejde, er en helt vanvittig lappeløsning, som jo netop ikke forholder sig til virkeligheden, nemlig at familierne i dag er stressede, pressede og har svært ved at få tingene til at løbe rundt. Det er jo også derfor, vi i Alternativet gerne vil kigge på nedsat arbejdstid og en langt højere grad af fleksibilitet på arbejdsmarkedet, sådan at man i nogle perioder kan arbejde mindre, i andre mere i forhold til de her livsfaser, som jeg anerkender er forskellige. Men skal jeg forstå det sådan på ordføreren, at hvis pengene følger barnet, vil det offentlige tilbud være lige så godt som det private?

Ordføreren.

Det er der, hvor jeg synes, at Alternativet og Liberal Alliance ofte er meget enige, altså når det gælder om at se på problematikken. Vi er ikke altid enige om løsningerne. Vi ser lidt forskelligt på, hvordan vi skal løse det her. Men det her med, man skal have skatteborgerne til at betale for en ydelse, nemlig at der skal hentes børn, så forældrene kan stå ved samlebåndet, er jo den forkerte tankegang. Hvis jeg personligt ville prioritere det, at der skulle komme en og hente børnene, ville der måske være et marked for det, og så ville der være en udbyder, og så ville den kunne komme til. Men det handler jo netop om at sætte det fri. Det offentlige ved ikke bedst; det gør markedet. Det er derfor, det private ville kunne give det, fordi man ville efterspørge det.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti. Værsgo.

Tak. Liberal Alliance har ved Ole Birk Olesen i Politiken sagt, at man vil forbyde benzin- og dieselbiler i København i 2028. Er det stadig væk Liberal Alliances politik, og er København den eneste by, hvor man ville forbyde benzin- og dieselbiler?

Ordføreren.

Nu ser jeg nogen, der ryster på hovedet foran hernede på forreste række. Jeg går ud fra, det er, fordi det er en lidt sat på spidsen-formulering, som hr. Lars Boje Mathiesen kommer med. Vi har i hvert fald være åbne for i Liberal Alliance, at det bliver lagt ud til storbyerne selv at indrette sig. F.eks. har man i Aalborg ikke interesse i at få bilerne ud af byen. I København er der måske større interesse i at få bilerne ud af byen nogle steder. Man ved ret godt lokalt, hvad det er, der passer bedst, og det vil de typisk planlægge efter. Hvad det helt specifikt er, der bliver spurgt ind til, kan jeg simpelt hen ikke svare på, fordi jeg ikke ved det. Jeg kan også se på min gruppeformand her, at han heller ikke helt er enig i spørgsmålet.

Spørgeren.

Jamen det kan godt være, men det står direkte i Politiken: »Men fra 2028 skal det være helt slut, siger medlem af Folketinget og tidligere transportminister Ole Birk Olesen, der stiller op til kommunalvalget i København som spidskandidat for sit parti.«, Derfor er spørgsmålet jo, om man så mener, det skal være op til kommunerne at bestemme, om man ønsker at forbyde benzinbiler og dieselbiler. Jeg undrer mig jo over det, for det her var i en tidligere artikel, og der satte man så en dato på i 2028, hvor man ville forbyde det. Så spørger jeg bare: Er det Liberal Alliances politik, at det skal bestemmes ude i de enkelte kommunalbestyrelser, om de vil forbyde benzin- og dieselbiler? Jeg synes, der er ret mange mennesker derude, der har en benzin- eller dieselbil, som sådan set gerne vil vide de her ting.

Ordføreren.

Jeg troede simpelt hen ikke, at hr. Lars Boje Mathiesen troede på mainstreammedier, men det lyder heller ikke til, at det er en korrekt oplæsning af den. Og hvis det er, er det altså noget, der bliver læst op i forbindelse med hr. Ole Birk Olesens opstilling til kommunalvalget sidste gang. Det her er Folketinget. Jeg har ikke været i valgkamp i Københavns Kommune. Jeg kan ikke udtale mig om det. Jeg ved det simpelt hen ikke, hvis det er noget, man er gået til valg på i København, og det lyder heller ikke til, at det er en korrekt oplæsning af udtalelsen, og hvis det er, er der i hvert fald ikke den samme opfattelse hos afsenderen. Så måske skal hr. Lars Boje Mathiesen bare spørge hr. Ole Birk Olesen direkte.

Fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Mindre statsstyring og mere civilsamfund sagde ordføreren, og derfor kan det jo godt undre, at Liberal Alliance, når der så er forslag i Folketingssalen om det, hvilket der var for nylig, så kommer op på talerstolen og siger, at de agter at stemme imod. For nylig sad vi mange hernede i salen og måbede, da Liberal Alliance som sagt gik på talerstolen og som det eneste parti i hele Folketinget fra talerstolen sagde, at de ønskede at stemme imod et forslag om et dansk akkrediteringsråd, hvor man skulle akkreditere mere decentralt i forhold til det nuværende. Det ville spare 20 mio. kr. årligt. Kan Liberal Alliance godt forstå, at det virker lidt til, at partiet springer op som en løve og falder ned som et lam, når det handler om afbureaukratisering i det offentlige? Det er lidt svært at have tillid til Liberal Alliance, når de som det eneste parti står og agiterer imod forslag, der skal afbureaukratisere.

Ordføreren.

Jeg vil først lige svare på det med bemærkningen om abort. For vi var mange, som måbede dengang, hvor Socialdemokratiet vælger at tage et så svært etisk emne op, lægge et meme op på Instagram med en kat, der stille og roligt ruller sig ud til at være en killing, der rækker tunge. Og det er, uanset hvad man mener om abortrettighederne, og om det skal være statsligt eller ikke skal være statsligt, hvor man kigger på, om kvinden skal have ret til abort. Hvorfor i alverden bryde med det, synes jeg, smukke ved det her demokrati, altså at vi kan drøfte de emner ordentligt, selv om vi er uenige? At vi skal se kattememes og skåle i champagne i forbindelse med et så svært etisk spørgsmål, synes jeg er under al kritik. Jeg kunne også se, at der var folk, der var enige i Socialdemokratiets linje, og jeg synes også, det var på sin plads, at de fik en opsang for det. I forhold til akkreditering var det selve substansen i forslaget, vi var meget tvivlende over for. Vi har stemt for det, så vi er enige med Socialdemokratiet, men man kan ikke altid bare fjerne det, for vi skal kigge sagligt på det.

Tak for det. Så er det spørgeren. Værsgo.

Mit spørgsmål handlede overhovedet ikke om abort. Mit spørgsmål handlede om forskningspolitik og dansk akkreditering af forskningsinstitutioner. Og der er det bare faktuelt det, at Liberal Alliance som eneste parti i hele Folketingssalen gik op på talerstolen og sagde, at de var imod et forslag, der skulle spare 20 mio. kr. årligt, inklusive en række ansatte, netop med det udgangspunkt, at vi skulle have mere tillid til de ansatte, der sidder og træffer beslutninger. Kan Liberal Alliance godt forstå, at det virker lidt utroværdigt, når de igen og igen står og siger: mindre statsstyring, mere civilsamfund?

Ordføreren.

Jeg troede, at ordføreren bemærkede det, dengang vi behandlede forslaget om ugegrænsen til abort. Men hvis ikke det er tilfældet, er jeg i hvert fald glad for, at jeg fik sagt den bemærkning. For i forhold til det andet lyder det til, at vi er enige. Vi har jo også stemt for. Vi forholder os altid sagligt. Hvis der står afbureaukratisering på noget, stemmer vi ikke bare for, for der er noget af det bureaukrati, og vi har, der indebærer retssikkerhed, så vi forholder os altid sagligt til det. Her er vi endt med at sige, at vi faktisk tror, at det her er en fornuftig løsning. Men vi kommer ikke til bare at sige ja, fordi vi hedder Liberal Alliance. Så selvfølgelig skal vi tænke over, hvad vi stemmer ja til.

Hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Desværre er der en stigende tendens her i salen til, at Liberal Alliance er imod, når vi skal give vores politi flere ressourcer eller give vores politi nogle konkrete værktøjer i dagligdagen. Vi så det, da vi sidste år skulle stemme i forhold til at afbøde en besparelse for politiet, hvor Liberal Alliance stemte imod, og så så vi det senest i salen for et par uger siden, da Liberal Alliances ordfører hernede sagde, at man mente, at det var bedre, at kommunerne brugte en masse millioner kroner af skatteborgernes penge på at ansætte kommunale tryghedsvagter i f.eks. svømmehaller eller på offentlige pladser i stedet for at bakke op om et opholdsforbud, der vil betyde, at man kan fjerne f.eks. nogle af de kriminelle indvandrere, jeg fortalte om før, ved at sige, at de ikke må komme der mere, når de er så truende over for personalet eller skræmmer de andre kunder, der er i en butik, væk. Det vil Liberal Alliance ikke være med til, man vil hellere have, at kommunen skal ansætte vagter. Derfor er mit spørgsmål bare: Hvorfor vil Liberal Alliance ikke være med til at give politiet værktøjer, der kan sørge for, at almindelige mennesker kan være i det offentlige rum, i stedet for at man skal bruge millioner af skattekroner på at ansætte vagter?

Ordføreren, værsgo.

Når det kommer til at give vores ordensmagt beføjelser, er det blevet meget tydeligt, at Socialdemokratiet lader til ingen grænser at have, for hvad de vil give beføjelser til. I forhold til den nye PET-lovgivning stod Venstres ordfører her og sagde, at de lige skulle se, hvad der er op og ned, men Socialdemokratiet ved godt, hvad der er op og ned i den, og der vælger man bare at sige, at når det kommer til, hvilke beføjelser myndighederne skal have, skal der ikke være nogen begrænsninger nærmest. Det kan man stole på at Liberal Alliance altid vil være påpasselig med. Det er ikke en stigende tendens, hr. Bjørn Brandenborg har bemærket, det er noget, vi altid er opmærksomme på, for vi skal også balancere den personlige frihed, og vi skal balancere, hvilke rettigheder vi giver til ordensmagten. Derfor vil det altid være noget, vi vægter højt, og det vil også være noget, vi kæmper med næb og kløer for, når vi til efteråret igen skal til at snakke den PET-lovgivning, hvor vi ser hidtil usete beføjelser, som Socialdemokratiet vil give til vores myndigheder.

Spørgeren.

Nu prøver jeg lige igen, og så kunne det være, at ordføreren, når jeg stiller et spørgsmål om noget konkret, så vil svare på det i stedet for at tale om alt mulig andet. Jeg spurgte ikke ind til PET-loven, den diskussion har vi haft, og jeg glæder mig til, den kommer igen – jeg tager den gerne med oprejst pande. Jeg spurgte ind til opholdsforbuddet. Liberal Alliance har stået her i salen og sagt, at man synes, at det er mere fair, at kommuner skal bruge millioner af skattekroner på at ansætte vagter i stedet for at give politiet beføjelser til at sige til en gruppe, der skaber utryghed, at de skal fjerne sig fra et område. Derfor er mit spørgsmål jo egentlig ret simpelt, og jeg håber, at ordføreren vil prøve at svare på det nu: Hvorfor er man imod, at politiet har mulighed for at sige til nogle mennesker, at de ikke skal være i det offentlige rum, og hvis forbryder man sig mod det, får man en bøde, og bliver man ved, kommer man i fængsel. Hvorfor skal kommunen bruge millioner af kroner på at ansætte vagter, i stedet for at pengene kunne være brugt på velfærd og mange andre ting?

Ordføreren.

Jeg bliver lige nødt til at tilføje, at ud over at være konkret, var ordføreren også meget beskrivende i sit spørgsmål om ordensmagtens beføjelser og Liberal Alliances tilgang til ordensmagtens beføjelser. I forhold til det konkrete spørgsmål, hr. Bjørn Brandenborg, vil jeg sige: Rolig nu, det er altid en vurdering af, om det skal være nødvendigt. Vi skal altid spørge: Er det det, der er nødvendigt? Nogle gange vil det koste mere i forhold til ikke at være nødvendigt, men hvor man vil kunne beskytte det hensyn, vi vægter, og det vil vi også tage med her, det vil vi også tage med i sådan et konkret forslag, og det vil det være, hver gang vi drøfter ordensmagtens beføjelser.

Tak for det. Så er det hr. Hans Andersen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. For blot et par år siden stod en række partiledere fra Radikale Venstre, Liberal Alliance og Konservative i Børsen, og hr. Alex Vanopslagh proklamerede, at der var brug for et paradigmeskifte i forhold til international arbejdskraft og adgangen for international arbejdskraft. Det, forslaget gik ud på, var, at alle, også mennesker fra Mellemøsten og Afrika, skulle kunne komme til Danmark, altså at der skulle være fri indrejse, og så kunne man bagefter klare papirarbejdet. Det blev så lanceret sammen med Radikale Venstre og Konservative. Jeg skal bare forstå det: Mener Liberal Alliance ikke det her mere? Er man gået bort fra paradigmeskiftet i forhold til international arbejdskraft?

Ordføreren.

Vi er fuldstændig enige med Radikale Venstre og Konservative i, at der er behov for international arbejdskraft, og at der er steder, hvor vi bestemt kan lempe betingelserne. Vi er selv kommet med et udlændingeudspil, og vi kan jo ikke sige, at det skal gælde for alle, så hvis der står ordret, at det skal gælde alle, må jeg sige, at vi har ændret holdning. Men Liberal Alliances politik er, at vi skal kunne lempe kravene f.eks. for en sygeplejerske, der kommer fra England. Der er tilfælde, hvor der skal lempes i forhold til den internationale arbejdskraft, så det bliver nemmere at komme hertil. Men vores forslag går på to ben. Vi skal også have en erkendelse af, at vi ikke bare kan få arbejdskraft alle steder fra og så forvente, at det ikke påvirker vores samfund. Derfor har vi sagt, at det ikke skal gælde alle lande. Vi skal dele det op i et A- og et B-hold, så vi siger, at der er folk fra nogle lande, vi ikke kan tilbyde de lempelige vilkår.

Spørgeren.

Jeg glæder mig over, at den her KLAR-alliance så ikke er så klar alligevel. Jeg kan forstå, at Radikale Venstre er blevet smidt under bussen i dag – Liberal Alliance løber væk, og Konservative løb væk fra aftalen om fri indrejse i dag. Det er så ikke et forslag, der gælder længere. Paradigmeskiftet, forslaget fra Liberal Alliance, holdt et par år, og nu mener Liberal Alliance så noget andet. Men jeg vil gerne sige, at jeg synes, at der er positive toner i det, Liberal Alliance mener i dag – men hvor længe holder det?

Ordføreren.

Jamen altså, vi melder ud, at der skal lempes på nogle af kravene til international arbejdskraft. Jeg hører, at Konservative mener, at der skal være en grøn kategori, hvor det kan lempes. Jeg hører ikke Radikale sætte nogen begrænsninger. Så ja, der vil være mange, der vil kunne komme nemmere hertil. At vi samtidig med det også bliver nødt til at erkende, at der er nogle, vi har sværere ved at få integreret end andre, og at der derfor ikke skal være de samme krav, er jo en udbygning af vores politik. Det er da ikke så kontroversielt.

Hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne følge op på min kollega Bjørn Brandenborgs spørgsmål omkring opholdsforbud. For jeg synes, at det, ordføreren står på talerstolen og siger, er det samme, som liberale har sagt hver gang, man har strammet udlændinge- og retspolitikken i Danmark gennem tiden. Da vi i sin tid lavede 24-årsreglen, var der mange liberale, der sagde, at uha, det vil også ramme amerikanere eller folk, der kommer tilbage fra USA med en amerikansk kæreste, og det vil også ramme uskyldige. Ja, men det kan forhindre arrangerede ægteskaber. Da vi indførte burkaforbuddet, var der også nogle liberale, der sagde: Jamen hvad så, hvis man har taget en burka på frivilligt, eller hvad med folks personlige frihed? Ja, men det er effektivt over for dem, der er blevet tvunget, og parallelsamfundslovgivningen kunne være et tredje eksempel. Nu står ordføreren og siger, at et opholdsforbud vil Liberal Alliance ikke støtte, fordi det jo kan ramme nogle forkerte og nogle tilfældige. Så vil jeg gerne spørge ordføreren: Hvordan kan det være, at Liberal Alliance belært af de sidste 25 års udlændinge- og retspolitik ikke kan se, at vi har brug for nogle håndfaste redskaber til politiet, også i forhold til et opholdsforbud, hvis vi skal sikre tryghed på togstationer og i svømmehaller landet over?

Ordføreren.

Jeg nægter på ingen måde, at Liberal Alliance har fået en strammere udlændingepolitik, end vi havde for 10 år siden. Det har vi da, og det tror jeg også har været kendt mange gange fra denne talerstol. I forhold til det specifikke forslag, som bliver nævnt her, altså det med opholdsforbuddet, var det jo en samlet pakke, hvor der også var øget overvågning, og hvor det var den del, vi ikke mente vi havde lyst til at stå inde for, og hvor vi ikke mente at målet helliger midlet. Så derfor valgte vi ikke at være med, men i forhold til at give redskaber bliver jeg nødt til igen at påpege, at jeg ville ønske, at Socialdemokratiet viste en lillebitte smule mådehold i forhold til politiets beføjelser, altså vores myndigheders beføjelser, som f.eks. med PET-loven. Det er utroligt, at man gang på gang tager myndigheders beføjelser op som et emne, når man lige har lagt op til nogle af de vildeste beføjelser, vi har set i det her land.

Spørgeren.

Da vi lavede 24-årsreglen, stod der også liberale, der sagde, at kom nu med noget mådehold, og da vi lavede burkaforbuddet, blev der også sagt mådehold. Ordføreren erkender jo ikke og vil ikke stå på mål for, at Liberal Alliance er imod et opholdsforbud, at man er imod det hele, og at man har sagt, at de svømmehaller og stationer, der har problemer, må hyre private vagter. Man vil ikke give politiet det her redskab med et opholdsforbud, og jeg ved godt, at I stemte for burkaforbuddet. Men liberale fra alle mulige forskellige partier har talt om mådehold, hver eneste gang vi har strammet reglerne på de her områder. Hvorfor er man imod et opholdsforbud som redskab til politiet?

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Det er jo simpelt hen ikke rigtigt, da vi jo stemte for burkaforbuddet. Jeg sad her ikke dengang, så jeg ved ikke helt, hvorfor man siger »hver gang«. I forhold til at man har mådehold i forhold til borgernes ret til et privatliv og frihed, kommer jeg ikke fra et parti, hvor det er sådan, at man siger, at overvågning er frihed. Det gør jeg ikke, for det mener jeg ikke, og derfor ser vi som et liberalt parti ikke lige så nemt på myndighedernes beføjelser. Vi mener, at det er noget, der skal begrænses til det absolut nødvendige.

Så kommer vi til det sidste spørgsmål til ordføreren, og det bliver ét spørgsmål, og det er fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god tale. Jeg har jo kigget lidt ind i jeres »En frisk start«, og den efterlader mig sådan lidt med, at tænk på et tal. Liberal Alliance vil gerne spare 13,5 mia. kr. på administrative statslige årsværk. Jeg har haft lejlighed til at diskutere eller faktisk måske nok mere være i debat med partiets finansordfører herinde adskillige gange, hvor det sådan gik lidt mere på, hvem der ville det her mest, men hver gang jeg har efterspurgt det, og hver gang jeg har appelleret til partiets finansordfører om, at vi sætter os ned og bliver konkrete på, hvad det er for noget opgavebortfald, der skal være, og hvad det er for nogle årsværk der skal væk, så har jeg ikke hørt noget fra ordføreren. Men nu er det jo lang tid siden, så nu tænker jeg, om partiets ordfører kan komme med nogle konkrete steder og sige, hvor de 13,5 mia. kr. skal spares henne.

Ordføreren.

Jeg kan starte med at korrigere og sige, at det er 13,5 mia. kr., tror jeg det var, i staten, 1 mia. kr. i regioner og 7,8 mia. kr. i kommunerne, som vi vil spare i bureaukrati for at finansiere vores plan, og tallet er ikke sådan helt fast. Men det er faktisk, fordi vi har vurderet, at vi kan rulle noget tilbage til, før Mette Frederiksen blev statsminister, altså alene den stigning, der har været. I forhold til konkrete eksempler er det anden gang, jeg i dag får at vide, at vi aldrig kan komme med nogle eksempler, men det bliver så tredje gang, jeg kommer med et eksempel, og nu kan jeg også finde på noget nyt. Hvis man tog og afskaffede toptopskatten og man fjernede mellemskatten, som man ville med vores plan, så ville der heller ikke sidde medarbejdere, der skulle varetage de opgaver, og hvis man tog og fjernede nogle af de lag, der er i vores beskæftigelseslovgivning, hvad vi for nylig også har puttet med ind i det, så ville der heller ikke sidde folk og lave det. Men det er jo ikke os politikere, der kender alt ud og ind, og det er jo også derfor, vi har foreslået at få nogle til at gå ind og gennemtrawle alle systemerne og kigge på, hvor der kan skæres noget væk, og hvor vi også laver nogle bindende mål, så vi faktisk forpligtiger os til at leve op til dem, og til faktisk at få skåret ned, sådan som vi alle sammen siger at vi så gerne vil.

Tak for det. Så er tiden gået. Vi siger tak til fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Mohammad Rona fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. februar 1989 trækker de sidste sovjetiske styrker sig ud af Afghanistan. I samme omgang trækker mine forældre sig ud af Afghanistan. Det bliver 2 år på flugt som afghanske flygtninge i Pakistan. Når jeg snakker med dem omkring det her, kan jeg godt høre, at det ikke er noget, de vil tale særlig meget om; de vil helst glemme det her. maj 1991 landede vi for første gang i Kastrup Lufthavn, to små brødre med alt for meget varmt tøj på, og var nu klar til et liv i det kolde nord. Jeg kan huske, at mine forældre klamrede sig til de få ejendele, de havde, og deres øjne var fulde af frygt, men også af håb. Det er jo 34 år siden, og ingen anede, hvad der egentlig ventede os. Hvis jeg dengang havde vidst, hvad livet her ville bringe, så havde mit smil den dag nok også været noget større, og min mors hånd måske knap så svedig. Danmark blev vores hjem, og det er et fantastisk sted at vokse op. Mine forældre sørgede for, at vi slog rod. De havde et mål for os. Det blev vores hjem og ståsted. Min mor havde jo sin måde at sige tingene på, og jeg tør ikke gentage nogle af de ting, for så får jeg nok en reprimande af formanden, men hun sagde det også med et smil. Hun sagde til os, at hvis vi tog os sammen, skulle det nok gå. Og det gjorde det. Jeg ved, at et trygt land som Danmark ikke bare kommer af sig selv. Det er gjort af generationers hårde arbejde, så Danmark med tiden er blevet rigere, friere og grønnere. De generationer skylder vi så meget. Men verden ændrer sig også hurtigt. Hver dag lyser tv-skærmene op med krig, kriser og katastrofer. Det er nemt at miste modet og krybe sammen i hjørnet, men vi i Moderaterne tror på at stå sammen herhjemme, i Europa og ude i verden, og vi træffer historisk store og vigtige beslutninger for at sikre, at vi får et lige så godt Danmark som det, der mødte mig og min familie den dag i Kastrup Lufthavn. Det er et sted, hvor økonomien passer, pengekassen stemmer, og hvor vi ikke har solgt vores fremtid for at betale regningerne i dag. Vi kan ikke forudse fremtiden, men vi kan gøre os klar til den. Regningerne står i kø. Tænk bare på alt det, vi skal bruge på forsvar. Det koster. Men vi må tænke langt frem, turde tage de svære valg og samtidig gribe mulighederne. Det gør vi i Moderaterne. Så vi skal passe på os selv og hinanden og sikre, at Danmark stadig er fyldt med muligheder for dem, der vil kæmpe for det. Når jeg står her på talerstolen, banker hjertet altid lidt hurtigere. Det er der nok mange af jer, der også kender. Hvis jeg kunne tage en tidsmaskine tilbage til 1990'erne og finde lille Mohammad ude i lufthavnen, ville jeg også læne mig ind og sige: Bare rolig, det vil gå dig godt; arbejd hårdt, lyt til dem, du stoler på, og gør det, der føles rigtigt, så skal det nok gå. Det gælder også for Danmark. Vi ved ikke, hvad der venter, eller hvilke kriser der popper op på skærmen i morgen, men hvis vi forbereder os og knokler og tager kloge valg, så er jeg altså sikker på, at det vil gå os godt. Bare se på Danmark: Indtil nu har vi klaret det ret godt. Vi har i regeringen fået ting til at ske, altså store ting, som tidligere regeringer kun kunne drømme om, f.eks. en skattereform, som er præcis en til en den, som Moderaterne selv gik til valg på, fordi vi netop kunne være med til at droppe blokpolitikken og samle på midten. Vi har givet kommunerne frihed til at hjælpe ledige tilbage på arbejde på deres egen måde, så der i stedet for papirbunker kan bruges milliarder på pædagoger og personale i ældreplejen, fordi vi tror på tillid frem for kontrol. Lige nu er beskæftigelsen skyhøj, særlig på grund af alle de internationale medarbejdere, der er kommet til, altså næsten 12 pct. flere, siden Moderaterne trådte til. Det er som at fordoble alle sygeplejersker på landets hospitaler. Lad os lige tage den en gang til: en fordobling af alle landets sygeplejersker på alle landets hospitaler. Det er også en af grundene til, at det går så godt økonomisk – rigtig godt, vil jeg sige. Derfor skal vi også kunne være klar til at kunne tiltrække endnu flere kollegaer fra verden. For selvfølgelig betyder antallet noget. De betaler skat, de løfter vores økonomi og gør Danmark stærkere. Men det skal være endnu lettere, og reglerne mere gennemskuelige, og processerne mere digitale.

At beskæftigelsen også sætter rekord, skyldes vores seniorer, som tager en ekstra tørn på arbejdsmarkedet. Faktisk fortsætter rekordmange nu med at arbejde efter folkepensionsalderen, fordi de kan, fordi de har lyst, og fordi vi har skabt rammerne til det. Det styrker sammenhængskraften. For hvem har ikke nydt godt af at have en ældre kollega med mange kilometer i benene, som man kan spørge til råds om stort og småt? Det har jeg i hvert fald. Jeg er stolt af at være en del af et parti, der også har arbejdet for, at det bedre kan betale sig at være på arbejdsmarkedet. For størstedelen af seniorerne ønsker faktisk at arbejde efter pensionsalderen. Vi skal fjerne de benspænd, der stadig er, så flere kan fortsætte, hvis kræfterne og helbredet selvfølgelig er til det vel at mærke, for vi har brug for jer. Andre rammer, der skal være gode nok, er rammerne omkring vores børnefamilier. Jeg ved selv, at familielivet ofte kan være en logistisk øvelse i at hente, bringe, kører til fodbold, putte og lave mad – sådan kører hverdagen. Men pludselig rammer vi en lukkedag. Mange institutioner holder lukket på helt almindelige hverdage. Faktisk er det ca. 13 i gennemsnit. Kan det virkelig passe? Forældre skal have frihed, fleksibilitet og mulighed for at tilrettelægge hverdagen ud fra egne behov. Hvis de ønsker, at den ene forælder er på deltid, skal de gøre det. Men en undersøgelse fra sidste år fra BUPL viste, at hver femte forælder er gået på deltid, fordi kvaliteten i daginstitutionerne ikke er god nok. Nyere tal viser også, at halvdelen af forældrepar går ned i tid efter deres første barn. Bedre kvalitet og større fleksibilitet i institutionerne er en af nøglerne til at få lettet presset. Når vi skal drøfte langsigtede økonomiske planer, vil vi i Moderaterne i hvert fald også bærer vores struktur med ind til bordet. Er der noget, vi kan gøre bedre, så flere kan og har lyst til at deltage på arbejdsmarkedet og på den måde bidrage til en stærk fremtid? Når verden forandrer sig, tør vi i Moderaterne også tage ansvaret på os. I vores verden er svært ikke det samme som umuligt, så længe vi handler ansvarligt. Vi tror trods alle de udfordringer på, at i morgen bliver bedre end i dag. Men det kræver, at vi tør at tage de svære beslutninger og finde løsninger hen over midten, og at vi tager fat, hvor det kræves. Vi står over for nogle af generationens vigtigste beslutninger i forhold til oprustning både forsvarsmæssigt, men også økonomisk. Verden er under forandring, og vi skal gribe de muligheder, der er. Jeg fik af mine forældre en chance, som børnene, der stadig leger med glaskugler i Kabuls gader, aldrig nogen sinde får; en chance for at leve et godt liv. Vi er i regeringen vores ansvar bevidst om at bevare og skabe et robust og sikkert fundament, så fremtidens Ida, Christina og Mohammad også har et demokrati og et liv fuld af håb og muligheder. Vi kan meget mere, end vi går rundt og tror, eller som Henry Ford sagde: Find ikke fejl, find en løsning. Tak for ordet.

Tak for det. Så starter vi på spørgsmålene. Den første, der får ordet, er fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for talen, og også tak for en ret personlig indledning, hvilket jeg godt kan lide. Jeg ved jo, at hr. Mohammad Rona er flygtet fra et land, Afghanistan, som jo behandler kvinder rigtig, rigtig skidt i dag. Man må jo endelig ikke bruge sin stemme, man må ikke tale, og man er også tvunget til at gå i burka og niqab. For et par uger siden havde vi netop et forslag her i Folketingssalen om et forbud mod heldækkende beklædning på landets uddannelsesinstitutioner. Der var Moderaternes retsordfører på talerstolen, og jeg kunne simpelt hen ikke finde ud af, hvad Moderaterne mente. Fru Nanna W. Gotfredsen sagde meget ærligt fra talerstolen, da jeg spurgte, hvad Moderaterne mener om forslaget: Jeg ved det ikke. Det var svaret. Det var ærligt nok, må man sige. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad Moderaternes holdning er til et forbud mod heldækkende beklædning på landets uddannelsesinstitutioner. Jeg synes personligt, at det er fuldstændig grelt, at man skal se de her kvinder på uddannelser sidde med burka og niqab på. Det burde man også have løst med selve tildækningsforbuddet, altså at det også skulle omfatte uddannelser. Så det vil jeg gerne høre Moderaternes ordfører om.

Ordføreren.

Jeg synes altid, at det er ærligt, når man står heroppe på talerstolen og bare siger det, som det er, altså at man ikke lige ved, hvad det her handler om. Jeg synes, det var fint, at fru Nanna W. Gotfredsen var så ærlig. Det er nogle gange ret befriende, når man står heroppe, i stedet for at man padler rundt om et eller andet, som man faktisk ikke rigtig ved noget om. Så det synes jeg faktisk var befriende. Jeg er fuldstændig med på, at der er et tildækningsforbud i dag, som kom i 2018. Det, man så glemte dengang, var nok, at det også lige skulle gælde uddannelsesinstitutionerne. Vi kunne godt være klar til at kigge på den model og se, om vi ikke skulle udvide det, så det også gælder forelæsninger. Det skal jo ikke være sådan, at man kan sidde med elefanthue eller noget andet til forelæsninger. Det er jo det, man kan i dag.

Spørgeren.

Tak. Men det er jo sådan, at når der kommer et forslag i Folketinget, har man god tid i et parti til at sætte sig ind i det og tænke: Okay, kunne vi tage en snak i gruppen? Hvad bliver vi enige om? Skal vi stemme for, eller skal vi stemme imod? Og så går man på talerstolen til førstebehandlingen og siger sin holdning. Nu siger Moderaternes ordfører, at det er I klar til at kigge på, men det kunne jo være, at man så skulle have læst vores beslutningsforslag og taget stilling dér og sagt: Okay, det vil vi rent faktisk gerne bakke op om. Jeg ser det her som en syltekrukke fra regeringens side. Man vil ikke stemme for et forbud mod heldækkende beklædning. Og så synes jeg sådan set, at meget af det, man siger i medierne, er til at smide i skraldespanden, hvis jeg skal være helt ærlig.

Ordføreren.

Nu kom Kommissionen for den glemte kvindekamp jo med 13 forskellige anbefalinger, og en af anbefalingerne var netop det her maskeforbud på universiteterne. Jeg har jo faktisk lige svaret på det i det første svar. Vi vil gerne være med til at kigge på det der. Vi er ikke låst af, at vi synes, at det er verdens dårligste idé. Der er jo et maskeforbud allerede i forvejen. Om det så også skal gælde uddannelsesinstitutionerne? Ja, det kunne da godt være.

Fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg synes egentlig, at det er helt fair, hvis man er enig eller uenig, men der er blevet fremsat et beslutningsforslag af et parti her i Folketinget. Det er jo også helt fair, at man ikke ved alt om emnet, når man står oppe på talerstolen. Men når man skal op og fortælle, hvordan ens eget parti forholder sig til et forslag, er det lidt besynderligt, at man siger, at fordi der er en kommission, der har kigget på noget lignende, så har man ikke taget stilling til det konkrete beslutningsforslag, der bliver behandlet i salen. Så jeg vil egentlig gerne lige følge op og stille ordføreren et spørgmål. Er det sådan, at når Moderaterne stiller med en ordfører på talerstolen, læser man ikke beslutningsforslaget eller tager stilling til det, fordi man selv er i gang med at læse det, som en kommission har skrevet, og som handler om det samme? Det synes jeg faktisk er relevant at vide. Det er okay, at man ikke har svar på alt deroppe, men når man skal op og fortælle, hvad ens parti mener om det forslag, vi behandler i salen i dag, kan man da i hvert fald sige, om man stemmer for eller imod. Så kan ordføreren i dag give et svar på, om man stemmer for eller imod?

Ordføreren.

Jeg kan godt sige det for tredje gang. Jeg har jo sådan set svaret på det. Der er en Kommission for den glemte kvindekamp, der er kommet med nogle anbefalinger. En af anbefalingerne er at indføre maskeforbud på uddannelsesinstitutioner. Yes, dem vil vi gerne kigge på. Vi er ikke afvisende over for at lave et forbud. Jeg ved ikke, hvor meget mere klart det skal siges. Vi er ikke afvisende over for at lave et forbud. Det synes jeg sådan set er meget klart sagt.

Spørgeren.

Okay, jeg synes bare, at det er besynderligt, at man overhovedet ikke vil tage stilling til et forslag, fordi man forholder sig til en kommission. Det synes jeg er lidt besynderligt. Men så vil jeg gerne spørge om noget helt andet. Regeringen har lige lagt et PET-forslag i skuffen, fordi vi andre lige skal se, at det ikke er så slemt, at man vil masseovervåge befolkningen som aldrig før set, og det skal vi lige lade synke ind. Jeg synes ikke, at man har hørt Moderaterne forholde sig til det. Hvad er Moderaternes holdning til det forslag, som justitsministeren har fremsat og nu har lagt i skuffen til efteråret?

Ordføreren.

Formanden for Sundhedsudvalget, hr. Rasmus Lund-Nielsen, har jo sådan set også været ude at sige meget, meget fint til DR, at det er bekymrende i forhold til sundhedsdata. Det har hr. Rasmus Lund-Nielsen været ude at sige, og det er sådan set også Moderaternes position. Vores position er selvfølgelig, at vi ikke bare vil sige ja til noget, som vi ikke har gennemlæst et hundrede og ti procent. Det siger jeg på den her måde, fordi der er noget om sundhedsdata, som vi skal være meget, meget opmærksomme på. Når det så er sagt, er jeg også glad for, at justitsministeren har valgt at udskyde loven.

Fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for en flot tale. Jeg kan lige se for mig lille Mohammad og hans mor, der skal til at give nogle lussinger dér. Det kan jeg godt forestille mig. Der er ikke nogen tvivl om, synes jeg, at vi nogle gange kommer til at snakke lidt for meget. Jeg synes heller ikke, at der er nogen tvivl om, at regeringen gør det. Det tog lang tid at ansætte den her konventionsambassadør på halv tid. Det vækker altså ikke de store klapsalver herfra. Det handler om at få kriminelle udlændinge sendt ud af landet, og det tror jeg er noget, vi alle sammen er enige om. Men måske – det sidder jeg og tænker lidt over – skyldes det Moderaternes store indflydelse i regeringen. Kan Moderaternes ordfører bekræfte, at Moderaternes indflydelse på regeringens udlændingepolitik er det, der gør, at det bliver ved snakken og det tager så lang tid?

Ordføreren.

Tak for rosen. Det skal også lige siges, at jeg altså ikke har fået nogen lussinger af mine forældre på nogen som helst måde. Nej, vi er jo tre partier, der bliver enige om en politik. Vi er jo tre partier, der bliver enige om udlændingepolitikken. Noget af det, vi sådan set har gjort i forhold til at udsende flere kriminelle udlændinge, er jo netop at fjerne trappestigemodellen. Det har jo været et kæmpe ønske fra de blå partier i mange år. Det kommer vi til at gøre. Vi udvider, så vi kan straksudsende mange flere, end vi har gjort før. Så man kan jo sige, at rigtig mange af de ting, som de blå partier har ønsket, faktisk er nogle af de ting, som vi leverer på nu.

Spørgeren.

Jeg tillader mig at spørge, fordi jeg har læst et interview med ordføreren. Det er fra Berlingske den 30. april, og der udtalte ordføreren bl.a. i forhold til det her om konventionsambassadøren på deltid: »Det er for at være helt ærlig lidt lige meget.« Et andet sted udtaler ordføreren, at det jo er ikke noget, man er gået til valg på, altså at man ikke skulle have sådan en ambassadør, der kan udfordre konventionerne. Står ordføreren ved de citater? Det kunne jo være interessant at høre, om det lige præcis er den indflydelse, der gør, at regeringen er så nølende.

Ordføreren.

Jeg tør da godt sige, at vi ikke gik til valg på at ansætte en konventionsambassadør. Men det står i regeringsgrundlaget, og vi har fundet en rigtig, rigtig dygtig konventionsambassadør i Nicolaj Hejberg Petersen, som også ved rigtig meget om migrationsområdet. Så vi er fuldstændig trygge ved, at det er ham, der kommer til at stå i spidsen for det her. Vi glæder os til, at han sådan for alvor kommer i gang med det her. For der er jo nogle ting, som vi sådan set godt kan blive enige om, og som virker lidt mystiske og også lidt forkerte, i forhold at vi gerne vil sende flere kriminelle udlændinge ud. Men vi glæder os til, at han kommer i gang med arbejdet.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Der var jo ikke så meget om situationen i Mellemøsten og krigen i Gaza. Jeg har noteret mig, at udenrigsministeren var af sted til EU-møde i går, hvor man endelig langt om længe er begyndt at åbne diskussionen om, hvorvidt man skal kigge på EU's associeringsaftale med Israel. Hvor står ordføreren egentlig? Hvordan er ordførerens oplevelse af den krig, der bliver født i Gaza? Hvad er de rigtige redskaber at tage op af redskabskassen? Ud over at der er et EU-spor, er der også et nationalt spor. Danmark har en samarbejdsaftale med Israel, som man kunne kigge på og overveje at suspendere eller gennemgå for at suspendere, så man ikke understøtter den israelske økonomi. Hvor står Moderaterne på det spørgsmål?

Ordføreren.

Jeg synes, det er et rigtig godt spørgsmål, også fordi man kan se, at krigen virkelig har rykket sig, uanset hvordan man vender og drejer det. Jeg står altid fast på, at Israel selvfølgelig har ret til at forsvare sig selv, og vi skal også have de gidsler hjem igen. Men vi er også bare nået til punkt – det må jeg bare være ærlig og sige – hvor det er gået for vidt. Når man blokerer for nødhjælp, og når vi kan se, at der er 14.000 børn, der kan dø af sult, er vi altså nået til et punkt, hvor vi godt kan gå ind og kigge på nogle af de her aftaler, vi har med Israel. Jeg skal ikke stå heroppe og sige, hvordan og hvorledes det skal udformes, men jeg synes, Israel går langt over stregen.

Spørgeren.

Deri kan jeg kun være fuldstændig enig med ordføreren. Det er jo heller ikke uden grund, at alverdens organisationer og FN-institutioner taler om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, og at der hænger to arrestordrer over to ledende politikere fra Israel. Jeg vil gerne prøve at spørge lidt mere konkret. Vi skal jo ikke sidde og diskutere detaljerne her, men der er et EU-spor, hvor bl.a. associeringsaftalen jo nu endelig er kommet på bordet, men der også et nationalt spor. Er ordførerens parti med på, at vi også åbner det spor og ser på, om vi fra Danmarks side kan lave direkte danske sanktioner, f.eks. suspension af samarbejdsaftalen med Israel?

Ordføreren.

Jeg synes, EU-sporet er stærkere. Jeg synes, vi skal gå EU-vejen i forhold til det her. Jeg synes, vi skal lægge meget pres på sammen med andre europæiske lande. Det tror jeg på, og det tror vi på er det stærkeste kort, vi har. Jeg tror, det bliver svært at gå enegang i det her. Jeg tror ikke betydningen – med al respekt – vil være så stor. Jeg tror, EU-sporet, hvor vi samler flere lande, vil være meget, meget stærkere.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne høre hr. Mohammad Rona og Moderaternes kommentarer til det forhold, at den islamiske indvandring under den nuværende regering og i Mette Frederiksens regeringstid er vokset med samlet 124 pct. I absolutte tal er det i alt over 41.000 nye islamiske indvandrere, der er kommet til Danmark siden 2019, hvor fru Mette Frederiksen satte sig i statsministerstolen. Er det, hvis det står til hr. Mohammad Rona, en bekymrende udvikling eller en acceptabel udvikling?

Ordføreren.

Det, der bliver henvist til, og det, der bliver spurgt om, er jo den indvandring, der er kommet via studerende. Det er jo den indvandring, der er kommet via de iranske sygeplejersker. Nu gør vi jo det, at vi fra 2026 laver en kvote på de iranske sygeplejersker. Det skal jo være sådan, at når de kommer til Danmark fra Iran f.eks., skal der jo selvfølgelig også være et job til dem. Så den del er ikke bekymrende. Men når vi så kigger på tallene, og når vi så kigger på udenlandsk arbejdskraft og på hvor meget, den egentlig bidrager med til dansk økonomi, så ser vi, at udenlandsk arbejdskraft sidste år bidrog med 361 mia. kr. til det danske bnp. Det er jo helt vildt, hvor mange penge det er. Ja, vi har brug for udlændinge, der kommer hertil for at arbejde – det har vi.

Spørgeren.

Det er ikke en bekymrende udvikling, siger hr. Mohammad Rona. Jeg har hørt den her fortælling om, at det bare handler om iranske sygeplejerske, men det er jo simpelt hen ikke rigtigt. Altså, det er omkring en tredjedel af de her mennesker, der kommer fra Iran; over 66 pct. af de resterende kommer fra alle mulige andre islamiske lande. Hvad enten der er tale om arbejdskraftindvandring eller asylindvandring, er alle de problemer, Danmark har oplevet som konsekvens af en uansvarlig islamisk indvandring gennem mange årtier, religiøs kontrol, religiøse særkrav, ghettoisering osv. Det er jo konsekvenser, som også vil følge af den her udvikling, hvis den kommer som arbejdskraftindvandring.

Ordføreren.

Det, vi lige skal huske på, er, at dem, der kommer på de her erhvervsordninger, jo ikke er folk fra MENAPT-lande. Folk, der kommer på erhvervsordninger, kommer fra både de europæiske lande, men også fra Storbritannien, USA, Canada, Kina, Indien osv. Når det så er sagt, er det jo også fuldstændig rigtigt, at regeringen har fuldstændig styr på asyltallet. Vi har det laveste asyltal i 40 år – i 40 år – og det vælter heller ikke ind med kvoteflygtninge og alt mulig andet. Der er styr på det.

Hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Ordføreren og ordførerens parti markerer sig jo ved at være tilhængere af en stram udlændingepolitik, men også ved at være imod de tidsler, der er på udlændingeområdet. Sidste efterår skrev ordføreren en fin tekst om tidslerne på det udlændingepolitiske område, og hvordan de står i vejen for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Her nævnte ordføreren ganske rigtigt, at det jo drejer sig om helt almindelige mennesker, der rammes af skøre regler eller unødvendigt bureaukrati. Nu er vi så ved at indføre en lov om såkaldt arbejdspligt, som rammer helt almindelige mennesker i flæng. Det er jo en lov, som vi i Radikale Venstre er helt imod, og jeg har bare et eksempel på en gruppe, der også bliver ramt. Fordi jeg for over 10 år siden valgte at tage til New Zealand og forske i 3 år, mens mine børn var helt små, så skal min søn, der er på autismespektret, stilles dårligere end andre danske statsborgere. Jeg vil bare spørge ordføreren, om ikke det er skørt at lave regler, som rammer danskere og danskeres børn, fordi de vælger at tage ud i verden og arbejde eller forske, og hvorfor ordføreren villigt planter en tidsel i det bed, som han ellers har så meget fokus på.

Ordføreren.

Jo, det synes jeg. Jeg kender godt lidt til den sag fra ordføreren – så jo, det er en bekymring. Jeg ved også, at regeringen har taget det her op. Vi har jo også været med til at lette familiesammenføringsreglerne i forhold til udenlandske medarbejdere, der ommer hertil. Vi har lavet en uddannelsestilknytningsordning, og vi har jo gjort det nemmere for voldsramte kvinder at komme ud af deres forhold. Så der er jo en del tidsler, vi allerede i den her regering faktisk har fået fjernet. Men jeg er sådan set helt, helt opmærksom på den bekymring, der er hos ordføreren.

Spørgeren.

Tak for det. Nu handler det jo ikke om mig og min familie. Vi er bare et eksempel på symptomerne på den her dårlige lovgivning, altså den lovgivning, som I er ved at gennemføre nu. Jeg har fået et hav af henvendelser, efter at jeg fortalte min historie, fra forskellige grupper – det kan være forskere, det kan være diplomater, det kan være ansatte i danske virksomheder, som er taget ud i verden, og som nu bliver stillet dårligere på grund af et lovforslag, som I er ved at vedtage nu. Nu hører jeg jo bekymringen hos ordføreren. Så jeg skal bare høre, hvor mange at de her forskellige grupper, for det er rigtig mange forskellige grupper, skal pilles ud af lovforslaget, før ordføreren er tilfreds. Hvor mange af de her er tidsler, og hvor mange er det meningen, man gerne vil ramme?

Ordføreren.

Jeg kan ikke stå og redegøre for, hvilke grupper der er tale om, og hvordan og hvorledes man kommer til at gøre det rent teknisk, men der er sådan set også en anden side af mønten på den her arbejdspligt. Det er jo også for at få flere ud på arbejdsmarkedet; det er jo for at få nogle af de ikkevestlige kvinder, som har været i Danmark i mange, mange år, til at komme ud og bidrage på arbejdsmarkedet. Det er jo den anden side af mønten, og den del af mønten synes jeg også vi skal huske.

Næste korte bemærkning er til hr. Sigurd Agersnap, Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Og tak til ordføreren for en rigtig god tale. Jeg vil spørge lidt til et interview, jeg læste, med ordførerens partiformand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, i februar, hvor udenrigsministeren siger, at når der er en stor regning til forsvaret, er det afgørende, at man sænker selskabsskatten, underforstået at man ligesom skal finansiere regningen til forsvaret med en lavere selskabsskat. Det svarer jo lidt til, at jeg siger, at man skal finansiere regningen til forsvaret ved at hæve minimumsnormeringerne, altså, det er en udgift. Du kan ikke finansiere en udgift med en udgift. Men ud over at det er en udgift, er det jo så også et problem, at det ikke er noget, der er en særlig stor nødvendighed, når man kigger på Danmarks konkurrenceevne. Vil ordføreren ikke sige, hvorfor der er så vigtigt for Moderaterne at sænke selskabsskatten i en tid, hvor danske virksomheder har rekordhøj konkurrenceevne, og hvor der er mange andre steder, pengene kunne bruges?

Ordføreren.

Det er, fordi vi synes, at selskabsskatten er den skat, der er mest produktivitetshæmmende i Danmark – den mest produktivitetshæmmende skat i Danmark. Vi er jo sådan set også gået til valg på det her flere gange. Vi kunne godt tænke os, at vi også opruster økonomisk. Vi har jo rigtig mange regninger, der ligger foran os: til pension, klimasikring, grøn omstilling, velfærd for den sags skyld. Så vi har jo rigtig mange ting, der skal finansieres, og vores mål er ikke at krigsskatte os ud af det her, sådan som SF rigtig gerne vil. Det vil vi ikke.

Spørgeren.

Jamen nu siger ordføreren det jo igen, altså at vi har mange udgifter, og derfor vil man lave en ny udgift for statskassen med en lavere selskabsskat. Det giver jo simpelt hen ikke mening. Altså, du kan ikke finansiere udgifter med en ny udgift. Men jeg kan også forstå på interviewet med udenrigsministeren, at det var noget, man fra Moderaternes side ville have med i en ny plan for dansk økonomi. Nu ser det ud til, at der kommer et større råderum, flere penge. Er det så noget, som Moderaterne vil kæmpe ind, altså at nu skal man simpelt hen have sænket selskabsskatten igen?

Ordføreren.

Jeg tænker, at der er flere ting, vi ville kæmpe ind, hvis man kan sige det, også i forhold til de strukturer, der er omkring børnefamilier, omkring økonomi, omkring mange af de ting, vi selv er gået til valg på. Og ja, selskabsskatten kunne godt være en del af det – hvem ved?

Tak. Den næste korte bemærkning er til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, og tak for talen. Jeg synes, at der til hver afslutningsdebat tit kommer sådan en eller anden vild nyhed fra medierne på dagen. Jeg synes, at dagens vilde nyhed er, at en ekspertgruppe under den svenske regering vil bygge en dæmning mellem Danmark og Sverige. Altinget skriver, at svenskerne på den måde vil afskære Østersøen fra havvandsstigning i verdenshavene – og det er altså ikke en forsinket aprilsnar. Det sætter jo dansk kystsikring i et lidt nyt perspektiv, så jeg vil bare høre: Hvad tænker ordføreren som repræsentant for et regeringsparti om den plan?

Ordføreren.

Jeg nåede faktisk at skimme artiklen igennem. Jeg mener, det var i Altinget. Jeg nåede ikke lige at læse den til bunds. Jeg synes, det er et vildt forslag for at sige det, som det er. Jeg har ikke selv læst udredningen fra Sverige, men jeg tænker, at der jo er ret store risici i forhold til miljøpåvirkning og også i forhold til økonomi og samhandel osv. osv. Så jeg tænker ikke, det er sådan en ting, jeg bare lige heroppe på stående fod synes er verdens bedste idé.

Spørgeren.

Nej, det kunne måske være klogt at sætte sig bedre ind i den sag, for det er da noget af et projekt. Jeg ved heller ikke, hvordan skibene skal komme igennem, men det har de svenske rådgivere for den svenske regering formodentlig tænkt på. Mit andet spørgsmål handler om landbrugsjord. Det er jo sådan, at der i øjeblikket er en port åben, til at vi kan sælge dansk landbrugsjord. Internationale kapitalfonde kan købe løs af dansk landbrugsjord. Det er meget let at erhverve sig det. Vi har ikke nogen kontrol med det. Det er sådan, at internationale kapitalfonde, som vi ikke ved hvem er ejet af, kan købe vores landbrugsjord, og vi ved ikke, hvad de vil bruge den til. Hvad tænker ordføreren om den udvikling? Skal der blive ved med at være lige så stor en ladeport, eller skal vi til at have en samtale om, hvor meget der skal sælges, før vi synes, det er nok?

Ordføreren.

Som jeg kan se det og mig bekendt, så ejer danskerne selv 97,3 pct. af al landbrugsjord her i Danmark. Så det er jo meget få landbrugsjorder, der har udenlandske ejere. Jeg ved, at ordføreren går ret meget op i det her forstået på den måde, at man selv på et tidspunkt havde et beslutningsforslag i Folketingssalen om det her, og der gik den daværende S-regering med til at lave en arbejdsgruppe for lige at finde ud af, hvad der var op og ned i alt det her. Men jeg synes, man skal være opmærksom på det.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Naleraq. Nu skal vi lige bruge den lidt ekstra tid til, at alle kan være med. Det betyder, at medlemmerne har mulighed for at tage høretelefonerne frem af skufferne. Jeg vil sige med det samme, at desværre er systemet ikke endnu indrettet sådan, at man på presse- og tilhørerpladserne har mulighed for at høre simultantolkningen. Men medlemmerne af Tinget har i hvert fald mulighed for at tilkoble høretelefonerne. Så vil det også blive sådan, at vi lige tager lidt ekstra tid, for vi skal være sikre på, at tolkene er færdige, inden ordet bliver givet videre, så nogle gange vil jeg komme til at holde en pause. Det er, fordi jeg på en skærm kan se, hvornår tolkene er færdige, og vi skal lige være sikre på, at tingene bliver talt til ende, inden vi kører videre. Derfor vil I opleve nogle måske sådan lidt kunstige pauser. Det skyldes altså alene, at jeg venter på at få at vide, at tolkene er færdige. Så er vi klar. Ordet er til fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Naleraq.

Naalagaaffiup siulittaasua Mette Frederiksen qanittumi apeqqarissaarnitsinni ilaatigut aamma oqaaseqaatimini oqaatigivaa Danmarkigooq tassaasoq nunarsuarmi nunaq pitsaanerpaaq inuuffigissallugu. Taanna isumaq moderatininngaaniit aamma isumaqataaffigineqarpa?

[Den grønlandske tekst oversat til dansk:]

[I forbindelse med forespørgselsdebat for nyligt, nævnte Statsminister Mette Frederiksen også i sin tale, at Danmark er det bedste sted i verden at leve i. Er Moderaterne enige i dette udsagn?]

[Ovenstående transskription og oversættelse af indlægget holdt på grønlandsk er foretaget af et eksternt oversættelsesbureau.]

Ordføreren.

Det er bare lige, sådan at jeg er med, og så jeg svarer på det rigtige: Det, jeg blev spurgt om, var, om Danmark var verdens bedste land, sådan som jeg lige forstod det, ikke? Ja. Det er et godt spørgsmål. Jeg synes, Danmark er et af verdens bedste lande. Jeg har jo selv været meget, meget glad for at være vokset op her i landet, som man også kunne høre ud fra min tale. Jeg holder meget af Danmark. Jeg vil gøre alt for Danmark.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Qujanaq. Taava apeqqutip tullia tassaavoq kikkunnut? Taakkumi eqqartorneqartartut nunap killigi? 98 %-ianik Danmarkip killiga, tassaasoq Kalaallit Nunaat. Taanna aamma nunarsuarmi nunaq pitsaanerpaasutut inuuffissatut nalilerpisiuk?

[Den grønlandske tekst oversat til dansk:]

[Tak. Næste spørgsmål er så, for hvem? Hvad med de grænser, der snakkes om? 98 % af Danmarks areal består nemlig af Grønland. Vurderer I også, at denne del også er verdens bedste sted at leve i?]

[Ovenstående transskription og oversættelse af indlægget holdt på grønlandsk er foretaget af et eksternt oversættelsesbureau.]

Ordføreren.

Jeg holder sådan set meget af rigsfællesskabet, og jeg håber virkelig, at jeg på et tidspunkt, meget, meget snart, også kan komme til Grønland og komme til Færøerne for at se det og for at møde folk der. Jeg har stor respekt for det grønlandske folk. Jeg har stor respekt for det færøske folk. Jeg har stor respekt for, at man herinde fra Folketinget også kan tale grønlandsk. Det har jeg stor respekt for.

Den næste korte bemærkning er til hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Mange tak. Jeg vil godt følge op på spørgsmålet fra fru Mona Juul og i øvrigt sige tak til hr. Mohammad Rona for talen. Spørgsmålet går på det spørgsmål, som statsministeren også var inde på i sin tale til morgen, nemlig spørgsmålet omkring de internationale konventioner, som jo på nogle punkter forhindrer os i at udvise kriminelle, som vi faktisk gerne vil af med, og som vi gerne vil sende hjem til hjemlandet. Statsministeren sagde jo, at vi skulle have et opgør med de internationale konventioner. Det var påtrængende at få det. Jeg kunne godt tænke mig at høre Moderaterne, om Moderaterne er enige i, at der skal være et sådant opgør med de internationale konventioner, og om Moderaterne er enige i, at den måde, det skal gøres på, er ved at ansætte en deltidsambassadør, som vi så skal tro på skal kunne løse den opgave.

Ordføreren.

Jeg er meget, meget tryg ved den strategi, vi har lagt for dagen i forhold til at få en konventionsambassadør, som er meget, meget kompetent. Ordføreren og jeg selv var i Afrika med ambassadøren for et par år siden, så ordføreren og jeg kender ham meget, meget godt og ved begge to, at han er meget, meget kompetent, og vi glæder os rigtig meget til, at han kommer i gang med arbejdet. Så for at svare på det spørgsmål meget kort vil jeg sige: Ja, vi er trygge ved, at Nicolaj Hejberg Petersen har det ansvar, og vi glæder os til at se, hvad han kommer frem til nu her.

Spørgeren.

Okay, så ordføreren er enig i, at der skal et opgør til med de internationale konventioner. Det er det ene. Regeringen er så enig i, at det skal ske. Det andet spørgsmål, og det vil jeg godt lige have et svar på, for det svarede ordføreren ikke på før, er jo: Hvordan gør vi det så? Hvis vi er enige om det, hvordan gør vi det så? Er det den rigtige måde at gøre det på at vente, næsten 3 år fra regeringen blev etableret, med at få udpeget en ambassadør, der så skal varetage den opgave? Er det også rigtigt, at det kun er på halv tid, altså skal en ambassadør, der skal varetage den kæmpe opgave, virkelig kun arbejde på halv tid med den opgave? Er der ikke noget helt galt der?

Ordføreren.

Mange af de ting, som blå blok har drømt om i årevis, årtier måske, er jo nogle af de ting, som regeringen sådan set er kommet i mål med. Trappestigemodellen fjerner vi, og vi udvider straksudsendelser og får en konventionsambassadør. Det har jeg i hvert fald ikke hørt nogen partier i blå blok snakke om nogen sinde. I den forbindelse er vi jo sådan set rigtig glade for, at Nicolaj Hejberg Petersen, som kender området i forvejen, og det ved jeg ordføreren ved, skal være med til at bidrage til, hvordan vi kigger på de her konventioner.

Den næste korte bemærkning er til hr. Sjúrður Skaale, Javnaðarflokkurin.

Tak for det, og tak for talen for resten. Det var en meget, meget fin tale som altid. Nu er ordførerens formand jo udenrigsminister og har talt meget om, at der skal lægges pres på Israel, hvilket jeg fuldstændig deler. Men for at få lidt balance i regnskabet er ordføreren så enig i, at hvis Hamas lagde sine våben og lod gidslerne gå fri, standsede krigen i dag, at angrebet den 7. oktober også var en krigsforbrydelse, at det var en krigsforbrydelse at tage så mange gidsler og beholde gidslerne og behandle dem så dårligt, at mange af dem er døde af sult, at angrebene i de sidste halvandet år fra Iran, fra Hizbollah og fra Yemen mod Israel er krigsforbrydelser, og at det, at Hamas over de sidste 20 år har stjålet milliarder af dollars, som var beregnet til den palæstinensiske befolkning, og brugt dem til at bygge hundredvis af kilometer af tunneller under Gaza til at føre krig mod Israel, er en grov forbrydelse? Er det set i det lys et legitimt mål for Israel at nedkæmpe Hamas?

Ordføreren.

Israel befinder sig geografisk et svært sted. Der er Iran, der er Hizbollah, og der er Hamas. Det er jo fuldstændig rigtigt, at det var Hamas, der angreb Israel; det værste angreb, vi har set siden anden verdenskrig. Det medgiver jeg. Hamas er en terrororganisation. Det vil jeg også gerne slå fast en gang for alle. Det tror jeg ikke vi er uenige om. Det tror jeg ikke der er nogen herinde, forhåbentlig, der er uenige i. Israel befinder sig et meget, meget svært sted rent geografisk. Israel er jo også det eneste land i det område, der er et demokratisk land. Der er noget, jeg sådan set også oplever: Når den israelske befolkning selv rejser sig mod regeringen i Israel, og når danske jøder herhjemme, i hvert fald dem, jeg har talt med, rejser sig imod Israel og imod Benjamin Netanyahu, så synes jeg, at der er grobund for lige at overveje den del af det også.

Spørgeren.

Taleren og jeg er fuldstændig enige om den analyse. Mit sidste spørgsmål er: Er det et legitimt mål at nedkæmpe Hamas? Jeg ved, der er 70 pct. af den israelske befolkning, der er imod det, der sker lige nu, men man vil også have nedkæmpet Hamas. Det er jo meget svært. Det er jo sådan, at hvis man forlader et hus, der brænder, og lader 10 pct. af branden fortsætte, så vil den blusse op igen. Det er jo et meget stort dilemma. Så er det et legitimt mål at nedkæmpe Hamas, selv om de metoder, der anvendes lige nu i dag, ikke er legitime?

Ordføreren.

Jeg er sådan set helt med på, at Hamas skal nedkæmpes. Det er en terrororganisation. Det er det. Det har vi jo lige set den 7. oktober. Det er jeg sådan set med på. Men når det så er sagt, må jeg også bare sige, at Israel også har en folkeretlig forpligtelse til at udføre det, de gør, på lovens side, og lige nu synes jeg, det går for vidt.

Den næste korte bemærkning er til hr. Carl Andersen, Liberal Alliance.

Mange tak, og tak til hr. Mohammad Rona for en god tale. Det er den, jeg vil gribe lidt fat i. Danmark har jo brug for kompetent udenlandsk arbejdskraft. Den ambition deler vi, men vi skal også passe på vores land og på den sammenhængskraft, som vi har. Derfor har Liberal Alliance jo foreslået en differentieret model, hvor vi tager bedre imod de folk fra udlandet, som vi har gode erfaringer med, og så til gengæld gør det sværere eller helt lukker af for de lande, som vi har dårlige erfaringer med. Tilsvarende tanker har vi hørt fra Venstre, Konservative og Socialdemokratiet, men hvad mener Moderaterne om sådan en differentieret arbejdskraftindvandringsmodel?

Ordføreren.

I første omgang handler det sådan set for os om kompetence, viden og talent. Det er sådan set det allervigtigste for os og ikke så meget, hvilken hudfarve du har. Jeg tror også, at det for mange af de virksomheder – i hvert fald de virksomheder, jeg har taget mig, også nordjyske virksomheder – jo altså ikke er det, de gik op i. De gik sådan set mere op i, om han eller hun kan udføre et stykke arbejde. Det synes jeg er langt, langt vigtigere. Jeg har ikke decideret læst det forslag, som LA har. Det har jeg ikke. Men vi skal også bare lige huske på, at de lande, folk kommer fra, jo er lande, som jeg også lige har nævnt før, altså Italien, Spanien, Tyskland, Sverige og Storbritannien. Hvis vi også tager nogle tredjelande – Storbritannien er så blevet tredjeland – så er det Kina og Indien. Så det der med at tro, at det lige pludselig bliver folk fra Afghanistan og Syrien og sådan noget, der kommer ind på erhvervsordninger, er totalt fejlfortolket.

Spørgeren.

Det hører jeg, som om den tredje erkendelse, som mange af os taler om herinde, ikke rigtig er nået ind hos Moderaterne, for det er jo ikke nok, at folk har et job, og at folk overholder loven. Folk kommer hertil med værdier, som er meget anderledes end de danske. De er overrepræsenteret i mange kriminalitetsstatistikker og så fremdeles. Derfor er det jo nødvendigt at lave en form for differentiering, som ikke nødvendigvis udelukker indere, men folk fra MENAPT-landene eller lignende. Det er Moderaterne fuldstændig afvisende over for, kan jeg forstå.

Ordføreren.

Vi har jo lavet partneraftaler med Indien og Filippinerne, så nej. Når det er sagt, så, som jeg også sagde før, er det sådan set allervigtigste for os, at vi kan tiltrække de rigtige folk til Danmark, nemlig folk, der vil bidrage, og folk, der gør en indsats. Vi kan jo se, at mange af dem, der kommer hertil, får arbejde på en erhvervsordning. De gør det jo sådan set også godt. Dem har vi brug for.

Næste korte bemærkning er til fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Jeg må indrømme, at jeg helt ærligt synes, ordføreren får sagt noget på talerstolen, der simpelt hen er forkert. Ordføreren siger, at de her erhvervsordninger ikke bliver brugt af mennesker fra MENAPT-landene, men der er lige kommet tal for nylig, der viser, at der er sket en stigning på 212 pct. i antallet af dem, der er kommet hertil for at arbejde eller studere på de her ordninger. Samlet set er det over 8.000 mennesker, så det er jo ikke rigtigt, hvad ordføreren siger, altså at der ikke kommer mennesker hertil på erhvervsordningerne for at arbejde via de forskellige muligheder, der er i dag. Det er jo simpelt hen faktuelt forkert, så det bliver ordføreren simpelt hen nødt til lige at svare mig på. Så siger ordføreren, at det afgørende sådan set kun er, om folk har kompetencer, viden og talent. Så er jeg bare nødt til at spørge: Anerkender ordføreren ikke, at kultur betyder noget for, at man kan indgå i det danske arbejdsmarked? Det hjælper ikke noget at hente eksempelvis iranske sygeplejersker hertil, når de kommer hertil og så siger: Nej, personlig pleje er ikke en del af vores arbejdsopgave; det ligger under vores værdighed. Det er en af de problemstillinger, man har med de iranske sygeplejersker, der er kommet til Danmark. Det er, at personlig pleje ikke ligger inden for deres fagområde. Så anerkender ordføreren ikke, at kultur også har temmelig meget at sige i det her spørgsmål?

Ordføreren.

De iranske sygeplejersker, jeg sådan set har mødt, og dem, jeg har talt med, har slet ikke noget problem med det der, på nogen som helst måde. De kommer hertil for at arbejde. De kommer hertil for at bidrage. Det, der har været problemet med det der, er, at vores system har lavet et benspænd for, at de kunne komme ud at arbejde. Så vil jeg også godt sige om mange af de sygeplejersker, som kommer fra Iran, og som måske ikke lige kan gå direkte ind at være sygeplejerske, at så er der jo faktisk en del af dem, der starter som sosu'er, og det synes vi sådan set er ret godt givet ud.

Spørgeren.

Evalueringen viser, at de her sygeplejersker ikke får de her evalueringsansættelser, de har brug for, og den viser også, at de ikke er vant til samarbejdet i forhold til de pårørende og i forhold til den personlige pleje. Men jeg er også nødt til at holde fast i, at ordføreren jo helt grundlæggende ikke anerkender, at de mennesker, der kommer hertil, kan komme hertil som en værdsat arbejdskraft, men kan ende med at være en integrationsudfordring for Danmark, fordi de her mennesker jo på sigt kan søge om at få permanent ophold i Danmark. Så jeg bliver ærlig talt noget bekymret over Moderaternes påvirkning på det udspil, der måtte komme fra regeringen på det her punkt. Så jeg bliver nødt til at spørge igen: Anerkender ordføreren overhovedet ikke, at kultur betyder noget, i forhold til hvor folk kommer fra?

Ordføreren.

Jo, selvfølgelig betyder det noget, og det tror jeg også man sådan set hørte meget godt i min tale her. Men det, jeg sådan set er lidt bekymret over, er nu, at både Liberal Alliance og Konservative fuldstændig forsvinder væk for dansk erhvervspolitik. At man ikke vil hjælpe dansk erhvervspolitik, er sådan set meget klart her. Det er jo meget klart, at man her kan vide, at der er et parti, Moderaterne, som vil gøre alt, hvad de kan, for at vi i Danmark har et rigtig, rigtig stærkt erhvervsliv.

Næste korte bemærkning er til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Jeg havde egentlig tænkt mig at spørge til de stigende huslejer, men den debat, der er lige nu, foranlediger mig egentlig til at spørge om noget andet. A- og B-hold bliver der snakket om; om en trafiklysmodel; der bliver generaliseret om mennesker fra bestemte lande, og de bliver som gruppe – helt fritaget for deres egen individualitet – tillagt nogle bestemte negative holdninger eller en bestemt adfærd. Vi har vist et ord for sådan noget. Hvordan tænker ordføreren at den iranske sygeplejerske, der passer vores syge, eller den libanesiske ingeniør, der er med til at stille vores vindmøller op, eller den palæstinensiske skolelærer, som sidder og ser på den her debat, vil opleve det, vi har hørt her inden for de sidste par timer?

Ordføreren.

De vil gøre det, som 65 pct. af it-ingeniørerne gør i øjeblikket, nemlig at forlade Danmark inden for 3 år, og det er jo et problem. Det er et kæmpeproblem, at vi ikke kan fastholde folk i Danmark, og at vi bliver ved med at hente folk udefra, fordi vi ikke kan fastholde dem, der er her. Det er jo et problem. Det er jo også meget tydeligt i dag, at De Konservative og Liberal Alliance går mere op i udlændingepolitik end i erhvervspolitik, og det er jo fair nok; det er jo sådan, de står.

Spørgeren.

Jeg tænker i hvert fald, at alle os herinde får vores løn betalt bl.a. af den iranske sygeplejerske, bl.a. af den kurdiske taxachauffør, bl.a. af den libanesiske ingeniør, og måske kunne man vise bare en anelse større respekt på de mennesker, der går på arbejde og betaler vores løn. Jeg vil bare give ordføreren en mulighed for at sende den besked til de mennesker, som knokler, uanset hvor de kommer fra, og er med til at opretholde vores velfærdssamfund.

Ordføreren.

Jeg giver gerne den besked videre til de mere end 400.000 udenlandske medarbejdere, der er her i dag. Tak for jeres hjælp. Man kan se på dansk økonomi – havde det ikke været for dem, havde vi ikke haft den økonomi, som vi har i dag. Længere er den ikke – længere er den ikke. Det er ikke noget, jeg står her og finder på. Det er jo sådan, det er. 45 pct. af al den vækst, der har været siden 2015, skyldes udenlandske medarbejdere, ikke andre – udenlandske medarbejdere. Hvis vi siger stop for det i morgen, vil jeg gerne bede Liberal Alliance og Konservative om at komme med et nyt finansieringsforslag.

Næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Nu har jeg hørt det meste af ordførerens tale før, for vi har jo alle sammen hørt før, at hr. Mohammad Rona ligesom stod lige så lille og rund i sin dunjakke og var glad for at komme til Danmark. Og det er virkelig en god historie og en gribende historie – det er det, cadeau for den. Men så bed jeg mærke i en anden ting den her gang, for er erkendelsen fra ordføreren ikke, at hvis man kommer til Danmark og man arbejder hårdt, så opnår man de ting, man sætter sig for? Det var det, ordføreren sagde. Hvordan er det så lige, det hænger sammen med, at man vælger at ansætte en ambassadør på halv tid? Det hænger jo ikke sammen. Ordføreren siger, at hvis man skal opnå noget, så arbejder man hårdt, og hvis vi skal ændre konventionerne, ansætter vi en mand på deltid. Ordføreren ved jo, at det godt kan være lidt svært for mig at forstå ting, men vil ordføreren ikke forsøge at forklare det for mig?

Ordføreren.

Som man også kunne høre i min tale, er det meget, meget vigtigt for mig, og det er også meget, meget vigtigt for Moderaterne, at når folk kommer hertil, så bidrager de; de bliver en del af fællesskabet, de giver den en skalle, og de tager del i foreningsliv f.eks. Jeg har det jo sådan lidt, at hvis den konventionsambassadør var på heltid, havde vi fået et andet problem, som vi så skulle svare på. Ja, konventionsambassadøren er på deltid. Han er på deltid, og det er jo, fordi konventionsambassadøren også er migrationsambassadør. Så de to ting hænger sammen.

Spørgeren.

Nej, det gør de faktisk ikke. Det gør de ikke. Selv om du arbejder som postbud 4 timer om dagen og så som murermester 4 timer om dagen, gør det dig altså ikke til elektriker. Det gør det bare ikke. Hvis man vil have en ambassadør, der skal ændre konventionerne, så er spørgsmålet, om det er en langemand til dem, og om man rigtig mener det. Prøv at forestille dig, hvis hr. Frederik Vad kun havde arbejdet halv tid, så var han ikke nået til den tredje erkendelse. Jeg kunne bare godt ønske som danmarksdemokrat, at hr. Mohammad Rona så i hvert fald på den her deltid snart når til den første erkendelse: at hvis man vil ændre noget, som hr. Mohammad Rona selv siger i sin tale, så arbejder man hårdt, helst på fuldtid, for at opnå målet. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Næh, det er ikke korrekt på nogen som helst måde. Vi havde en høring her for et par uger siden nede i Landstingssalen, hvor vi netop talte om de her ting, og det eneste, der sådan set var vigtigt for de blå venner, var, om konventionsambassadøren var på deltid eller på halv tid. Man spurgte ikke rigtig ind til, hvad arbejdsopgaverne sådan set skulle være. Det synes jeg var lidt underligt.

Tak, så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Mohammad Rona, Moderaterne. Næste ordfører er fru Mona Juul, Konservative Folkeparti.

Tak for ordet. I dag har vi jo det obligatoriske hundeslagsmål her i Folketingssalen, også kaldet afslutningsdebatten. Jeg er selv et hundemenneske, og man må jo sige, at hunden ligner sin herre. Det siger man i hvert fald. Jeg synes dog, at det vil være lidt unfair over for min hund, Ludvig, hvis han også skulle blive kaldt et blåt mågestel. Man er dog ikke i tvivl om, hvem der er regeringens førerhund. Det er statsministeren. Selv om Lars Løkke Rasmussen kan en masse hundetricks ganske som en fræk mops, så har statsministeren både ham og den driftssikre hyrdehund Troels Lund Poulsen i et stramt hundehalsbånd. Og ellers har statsministeren jo hjælpere omkring sig, der både kan få hunde til at lægge sig og rulle sig, og det er ganske praktisk. USA har fået en uregerlig alfahan. Det er en rigtig muskelhund, der godt kan lide at galpe, og han er ganske interesseret i grønlandske slædehunde. Han vil mere end bare snuse. Det fik først regeringen til at krybe sammen som en skødehund inde i hundehuset, men nu er regeringen kommet ud med halen højt, og det fortjener ros og anerkendelse. For i Det Konservative Folkeparti holder vi nemlig rigtig meget af rigsfællesskabet, og det vil vi gerne udvikle og forbedre. I stort set hele mit liv har jeg haft snuden i sporet i det private erhvervsliv, skabt udvikling og arbejdspladser og hver måned udbetalt løn til gode kollegaer, og jeg må sige, at politik og den virkelige verden indimellem er lidt som hund og kat. En afslutningsdebat er derfor altid en god anledning, synes jeg, til at reflektere over, om vi arbejder på den bedste måde for folkestyret. For vi sidder ofte og forhandler politiske aftaler ud på natten, men jeg er endnu ikke stødt på beslutninger, der bliver bedre af at blive truffet med meget lidt søvn. Og jeg ved godt, hvor hunden ligger begravet, for hvis partierne kan nå at teste beslutningerne af på organisationer og på eksperter, så er der jo risiko for, at en forhandling bliver mere bøvlet for en minister, når virkeligheden kommer ind i regeringskennelen. Derfor opstiller man en politisk agilitybane, hvor en ordfører bliver begravet i en stak papirer, som man med ultrakort svarfrist skal tage stilling til. For det, der jo startede med at være en flertalsregering, vil lukke aftalen lynhurtigt. Og det kan regeringen jo bare gøre. Den har, dog kun sammen med de nordatlantiske mandater, flertal til at gøre, hvad den vil. I politik er det ofte processen, og hvordan det bliver taget ned i pressen og blandt kommentatorer, der ligesom er kødbenet; ikke, om det virker ude i virkeligheden. Er det sådan, vi vil arbejde? Og er det virkelig sådan, det skal være? Eller er det et hundeliv? Vi bestemmer det jo selv. Der skal bare ikke herske tvivl om, at jeg godt kunne tænke mig, at der kommer andre kiks i hundeskålen. For vi snakker og vi snakker, men er vi nået længere med den grønne omstilling på energiområdet, så vi kan slippe ud af Putins gasgreb? Nej, de fleste af regeringens store energiprojekter er kuldsejlet, men det er der ingen grund til at blive en våd hund af. Det er faktisk det sidste, vi har brug for. Det Konservative Folkeparti har foreslået, at vi afskaffer forbuddet mod kernekraft, så vi kan løbe gang i udviklingen og forskningen. Regeringens bjæf er en analyse. Det er dog, det anerkender jeg, strategisk smart i forhold til at håndtere en bøvlet forespørgselsdebat, hvor de interne uenigheder i regeringen vil lyde som hylende, separationsangste hunde. Men hvad løser endnu en arbejdsgruppe? Man kunne også sige, at så går der tid med det, og vi kan snakke noget mere. Det Konservative Folkeparti er det grønne parti i den blå lejr. Derfor har vi bl.a. lanceret hele tre udspil for at få gang i klimasikringen af Danmark, for det bliver hundedyrt, hvis vi lader være. Hundesvømning kan være sjovt, men vi skal altså ikke stå i vand til knæene i vores kældre. Derfor har vi kaldt det vores tørreste forslag nogen sinde, hvor vi bl.a. vil give kommunerne bedre mulighed for at klimasikre ved at undtage området fra det såkaldte anlægsloft. Problematikken er desværre helt den samme med forsvaret. Der bliver snakket, og der bliver lavet aftaler, men faktum er, at vi jo ikke har fået produceret en eneste kugle i Danmark endnu. Helt ærligt, det skræmmer næppe krigshunden Putin. Statsministeren lancerede nye hundekunster tilbage i 2021, der skulle gøre det muligt at tage det danske statsborgerskab fra bandekriminelle. Nu skriver vi 2025, og nul har mistet deres statsborgerskab, men snak har der været meget af.

I Det Konservative Folkeparti foreslår vi, at vi tager et opgør med visse konventioner, så vi kan sende kriminelle udlændinge hjem. Og lad mig sige det ligeud: Lige så grønne vi er, lige så hårde er vi på rets- og udlændingepolitikken. Statsministeren bjæffer, at hun skam snakker med sine kolleger i EU om kriminelle udlændinge. Det har hun virkelig haft lang tid til. Noget, regeringen dog har præsteret, er flere administratorer. Nu er der over 100.000 administratorer i den offentlige sektor, men det tal skal bringes ned, siger regeringens regnehund, alt imens tallet bare stiger og stiger og der bliver snakket og snakket. Derfor har Det Konservative Folkeparti foreslået en bindende bureaukratimål. Og når der nu bliver snakket så meget, skulle man jo faktisk tro, at regeringen værnede om ytringsfriheden. Men nej, med koranloven er ytringsfriheden blevet indskrænket igen med det strategiske sigte at mildne islamiske bulldogs, der truer med at bide. Men bidske hunde bliver ikke mildere af, at man er bange for dem. Hvis en privat virksomhed har en udfordring, tænker man ikke, at processen og pressedækningen er det vigtigste. Man tænker ikke i at udskyde ubehagelighederne og lægge en politisk hundehømhøm i en arbejdsgruppe, der så kan bruge flere år på at samle den op. Man tænker heller ikke, at de bedste beslutninger tages uden søvn om natten, nej, så handler man på baggrund af fakta for virksomhedens og de ansattes bedste. Men i politik kan man åbenbart blive fyret af sit eget parti, hvis man har sendt beskeder, når man er i løbetid, for så at komme ind i varmen igen, hvis regeringens flertal skal stabiliseres. Ellers kan det jo blive nogle dyre, måske hundedyre kødben, man skal betale for at blive siddende i ministerhundeslæden. Kunne man forestille sig, at man fyrede et medlem af direktionen i det private erhvervsliv for dernæst at invitere vedkommende med på alle direktionsmøder? Det tror jeg faktisk ikke, nej. I den virkelige verden er der et fænomen, der hedder, at man skal tjene pengene, før man kan bruge dem. Det kunne jeg godt tænke mig man indførte på Christiansborg. Derfor har Det Konservative Folkeparti lanceret et ambitiøst vækstudspil, hvor vi letter byrderne, letter skatterne, så erhvervslivet for mere albuerum til at tjene penge hjem til vores velfærdssamfund. Vi har også brug for international arbejdskraft, men det skal være fra de lande, vi har rigtig gode erfaringer med, ikke det modsatte. Derfor er vi i dag kommet med et udspil, hvor vi strammer gevaldigt op i forhold til de såkaldte MENAPT-lande. Efter mange år i erhvervslivet kan jeg sige, at det er præcis det, der skal til. I Det Konservative Folkeparti vil vi hellere samarbejde end at gø. Vi er borgerlige stemmer, der arbejder, og derfor tager vi ansvar, også når aftaler at svære, men vi snapper, når der er behov for at værne om vores frihed og værne om vores retssikkerhed, og når der snakkes mere, end der handles. Og jeg tror desværre, at det er de færreste danskere, der gider at følge med i hundeslagsmål her hen over natten og senere også, men jeg håber, vi alle i vores stille sind vil vende hundekiksen og tænke over, hvorfor vi egentlig er her. Jeg er her, fordi jeg vil gøre Danmark rigt og grønt og trygt, og jeg glæder mig til debatten.

Tak. Første korte bemærkning er til hr. Thorkild Holmboe-Hay, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Mit spørgsmål er ansporet af hr. Morten Messerschmidts tidligere bemærkning om, at, citat: »Vi i blå blok ønsker en anden vej«. Det kan jo give anledning til og indtryk af, at der er en enighed i den blå blok om vejen. Liberal Alliance har tidligere foreslået, at dagpengeperioden skal afkortes til 1 år. Så mit spørgsmål er: Er Det Konservative Folkeparti enige i, at dagpengeperioden skal afkortes til 1 år? Tak.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Vi har ikke besluttet os for, at vi skulle finansiere noget med at sænke dagpengeperioden. Vi var jo med til at sørge for, at dagpengeperioden kom længere ned, og der er ikke nogen tvivl om, at det er helt fornuftigt at se på samtlige overførselsindkomster i Danmark, hver gang vi skal finde midler, og det skal vi jo både til forsvar, til klimasikring, måske til pensioner osv. Så det er fornuftigt at se på hele spillepladen, men vi har ikke stillet forslag om, at vi skal sænke dagpengeperioden.

Spørgeren.

Tak. Endnu en gang er mit ærinde at afsøge muligheden for at finde ud af, hvor blå blok er på vej hen – i hvert fald en anden vej. Og den enhed, der er, ønsker jeg også at afdække med følgende spørgsmål. Jeg kunne næsten forstå det på fru Mona Juuls indlæg, men jeg vil bare have det bekræftet. Er det således, at Det Konservative Folkeparti ønsker at importere udenlandsk arbejdskraft? Tak for ordet.

Ordføreren.

Importere? Der er ikke nogen tvivl om, at i Det Konservative Folkeparti går vi rigtig meget op i at have et stærkt velfærdssamfund, og en af måderne er, at vi har nok hænder og hoveder på arbejdsmarkedet. Det kan vi ikke selv levere, som det er i dag. Det er sådan, at international arbejdskraft over en bred kam er med til at finansiere vores tårnhøje bnp. Det er faktisk 361 mia. kr., så vi kan slet ikke undvære international arbejdskraft. Vi kan kigge på, hvordan vi kan arbejde længere og bedre og få nogle i gang, der måske har lidt svært ved det. Det kan være i alle mulige sammenhænge. Vi har brug for international arbejdskraft, men vi har bare ikke brug for det fra alle lande.

Den næste korte bemærkning er til hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Tak for det. Tak for talen, og tak for vingummi her tidligere på dagen. Det Konservative Folkeparti siger, at man ønsker en stram retspolitik, men hvordan skal det kunne lade sig gøre? For Det Konservative Folkeparti vil fyre de politibetjente, der skal fange forbryderne, man vil fyre de dommere, der skal dømme forbryderne, og man vil fyre de fængselsbetjente, der skal passe på forbryderne. Jeg står her med den vedtagelsestekst, man fra konservativ side har lagt frem, og man vil tilbagerulle stigningen i antallet af statsligt ansatte, der er kommet, siden Mette Frederiksen blev statsminister. Omkring en tredjedel af de ansatte er altså ansatte i Justitsministeriets område og i øvrigt også i Forsvarsministeriets område. Jeg ved ikke, hvordan vi skal afskrække Putin, hvis ikke der må ansættes flere soldater.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og tag endelig noget mere slik, hr. Jan E. Jørgensen. Der er ikke nogen tvivl om, at når vi kigger specifikt på, hvor mange offentligt ansatte der er kommet til, så udvælger vi os nogle områder, og det håber jeg sandelig også at regeringen gør. For der er jo ingen tvivl om, at vi, når det handler om forsvar og det handler om retspolitik, så er benhårde i forhold til det, og at vi selvfølgelig ønsker, at der skal være det antal medarbejdere, der er behov for, og der er jo ingen tvivl om, at der er mange ting, man kan flytte rundt. Men må jeg lige sige en enkelt ting, inden hr. Jan E. Jørgensen følger op. F.eks. er der sådan noget med, at man har man flyttet medarbejdere fra erstatningssager over i minksager, så folk i Danmark står i kø og i kø for at få behandlet deres sager. Det er jo den helt forkerte beslutning, og det kræver da, at regeringen får set på det her område på en helt ny måde.

Spørgeren.

Jo, jo, De Konservative vil tilbagerulle stigningen i antallet af statsligt ansatte. Når det drejer sig om over en tredjedel af de statsligt ansatte, er de blevet ansat på Justitsministeriets område og på Forsvarsministeriets område. Så er der en række medarbejdere, der er blevet ansat i skattevæsenet, i forbindelse med en aftale, som vi har indgået sammen med Det Konservative Folkeparti. Skal jeg altså så forstå det på den måde, at der er nogle læger, nogle sygeplejersker og nogle pædagoger – eller hvem det så er – der skal fyres, fordi man så åbenbart ikke vil tilbagerulle det inden for de områder, jeg taler om, altså Justitsministeriet og Forsvarsministeriet? Det er lidt svært at finde ud af, hvad Det Konservative Folkeparti egentlig vil.

Ordføreren.

Nej, det er faktisk meget nemt. For når der er blevet ansat 17.000 flere, og der ikke er nogen, der kan mærke nogen forskel, så er det faktisk på tide, at man går tilbage og se på, hvordan man kan gøre det bedre – det ville man gøre i en virksomhed, det ville du gøre i dit eget hjem, det ville du gøre i en hvilken som helst organisation, hvis det er sådan, at du kan se, at der nu er nogle ting, der stiger, og du ikke kan se forbedringen af det. Det nemmeste i hele verden er at gøre, ligesom regeringen gør nu, altså at det jo bare er nogle midler, man bruger til det, der er allerallervigtigst, og man under ingen omstændigheder kan finde ud af, om der er andre steder, man så skal gøre det på en anden måde. Det er simpelt hen håbløst, og det er også at give op på forhånd. Det ønsker jeg virkelig ikke at vi gør på statens vegne fremover.

Den næste korte bemærkning er til fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne.

Tak, og tak for en rigtig fin og humoristisk tale, men især også for indholdet i talen, og jeg syntes, det var rigtig godt. Tidligere har vi kunnet høre den socialdemokratiske ordfører skrue sig sådan helt op i forhold til konventionerne. Jeg tror endda, at han ville vædde en god flaske vin, som selv hr. Morten Messerschmidt ville drikke – og nu kender jeg jo udmærket hr. Morten Messerschmidts smag, og den er ikke til at kimse ad – på, at der ikke kom et opgør med konventionerne, hvis der kom en blå regering. Vil fru Mona Juul ikke allerede her afgøre det væddemål og bekræfte, at hvis der kommer en blå regering, står De Konservative jo selvfølgelig også ved, at der skal gøres op med de uhensigtsmæssige konventioner, som jo binder os på hænder og fødder, når det f.eks. handler om kriminelle udlændinge, som vi vil have smidt ud af landet?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det der med vin ved jeg ikke en bønne om – det kan jeg lige så godt sige – ingenting. Jeg aner ikke, hvad en flaske vin koster, og jeg går overhovedet ikke op i det. Men jeg tør godt vædde alligevel. For der er ikke nogen tvivl om, at vi er nødt til at sørge for, at vi f.eks. får sendt bandekriminelle ud af landet igen. For de hører ikke hjemme her. Der er ikke en borger i det her land, der ikke synes, at det vil være retfærdigt. Vi har set masser af eksempler på, hvor galt det kan gå, og det synes vi selvfølgelig skal ordnes. Vi har set rigtig meget på statsborgerretskonventionen, som der jo er flere af de lande, vi normalt sammenligner os med, der ikke har ratificeret sig til. Hvorfor skulle det dog være voldsomt kontroversielt, at vi i Danmark vælger at sige, at vi har udfordringer med de konventioner, og ergo går vi ud af dem, så vi rent faktisk kan sende dem ud, som har et dobbelt statsborgerskab, og som ikke kan finde ud af at opføre sig her i landet, og som får den ene dom efter den anden?

Spørgeren.

Tak. Jeg håber jo nu endnu mere på, at der kommer en blå regering, og at Venstre ikke lider af sådan en eller anden form for separationsangst fra den nuværende statsminister, som man må sige holder dem i kort snor, for at blive i hundereferencerne. Jeg synes, det er beskæmmende, at der er konventioner, der står i vejen for, at vi kan smide kriminelle udlændinge ud, og derfor er jeg meget, meget glad for, at Det Konservative Folkeparti selvfølgelig er fuldstændig på linje. Det var nu heller ikke, fordi jeg var i tvivl om det, men nu forsøgte Socialdemokraterne jo ligesom at skabe tvivl om det.

Ordføreren.

Tak for det. Det er der ikke nogen tvivl om. Vi har jo mange gode drøftelser på lige præcis det her område, og det er vi nødt til i de her år, og det tror jeg også alle partier her i Folketinget har. For vi er nødt til at se på, hvad det er, vi kan acceptere i det danske samfund, og hvad vi ikke kan acceptere. Jeg vil også sige, at hr. Mohammad Rona her tidligere var inde på at tale om A- og B-hold på den måde. Sådan ser jeg ikke på det. Jeg ser sådan på det, at hvis man vil det her land, hvis man vil tjene sine egne penge, hvis man vil tale dansk, og hvis man vil opføre sig ordentligt, skal man naturligvis være velkommen til at komme ind i det arbejdsfællesskab, vi andre har.

Næste korte bemærkning er til hr. Sigurd Agersnap, Socialistisk Folkeparti.

Tak til ordføreren for en hundegod tale. Jeg vil gerne spørge lidt til folkeskolen, som er en af grundstammerne i vores samfund. Folkeskolen er jo ikke kun folkets skole. Det er vores alle sammens skole. Det er også en skole, der danner et folk, altså et sted, hvor vi mødes på kryds og tværs, og hvor vi bliver smeltet sammen. Derfor er det jo også et af de steder, hvor vi træner i at være uenige. Vi træner i at tage de svære debatter, men at gøre det med respekt for hinanden. Der har vi i SF og i Konservative tidligere været enige om omkring Muhammedkrisen, at det skulle være en del af det undervisningsmateriale, man kunne bringe ind i folkeskolen. Selv om det var svært, skulle man selvfølgelig kunne tage den debat. Senest var der jo så en beslutning fra Folketingets Præsidium om, at man til skolevalget ikke skal kunne diskutere den mærkesag, der handler om en anerkendelse af Palæstina som stat. Det har vi i SF været uenige i, og jeg vil bare høre, hvad Konservative mener i den debat.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Der er ingen tvivl om, at folkeskolen også står vores hjerte nær. Vi har kæmpet en brav kamp for at bevare noget historie i skolen og undervisningen i det hele taget, og at man ovenikøbet også kan blive ved med at have kristendom og man ikke bare kan vælge det fra osv. Lige præcis det med Muhammedkrisen er jo meget, meget centralt. Hvad der bliver valgt herinde, i forhold til hvad et skolevalg skal handle om, synes jeg faktisk er svært at blande sig voldsomt i, for der har været meninger på alle mulige måder på det her område, og jeg må sige, at jeg har lyttet til begge parter, og jeg synes, der er fordele og ulemper ved det. Jeg er ked af, hvis det bliver betragtet som værende, at man ligesom sætter en mundkurv på, for det ved jeg der også har været spekulationer i tidligere, hvor venstrefløjen har stillet nogle spørgsmål til, hvordan man kunne sætte sig imod at have nogle bestemte debatter i forbindelse med folkeskolen også. Så det er et vanskeligt spørgsmål at svare klart og entydigt på, men jeg lytter til den anbefaling, der er kommet.

Spørgeren.

Som jeg forstår det, er det en politisk beslutning fra Præsidiet, man har taget, så det er jo ikke bare en anbefaling. Man har faktisk sagt, hvad man kan diskutere. Jeg synes bare, det må være svært at sige, at fordi noget er en kompliceret debat, en svær debat, så skal man ikke kunne tage den i folkeskolen. Så må man da sætte ind med en indsats, så man understøtter lærerne. Man kunne lave gode debatkodekser for alle de unge debattører, der kommer ud. Vi kan ligesom ikke gemme os for de svære debatter, hvis folkets skole stadig skal leve op til at danne et fælles folk. Kan Konservative ikke følge det argument og så tage stilling?

Ordføreren.

Jo, der er ikke nogen tvivl om, at det er et rigtig godt argument, og jeg ville da også have ønsket – og det kan man måske nå endnu; det ved jeg ikke – at man kunne få hegnet emnet noget bedre ind, hvis det er det, der er udfordringen i det. For den situation, vi ser i Gaza nu, og den konflikt, der har pågået i rigtig lang tid, er voldsom, og den skal man dannes i. Man skal vide, hvad historien har været. Hvad har begrundelsen været? Hvorfor står Israel, som de gør i dag? Hvorfor står palæstinenserne, som de gør? Og i særdeleshed: Hvorfor har vi en terrororganisation som Hamas? Det er også en del af at vokse op i det her samfund at forstå de bevæggrunde, ja.

Næste korte bemærkning er til fru Pernille Vermund, Liberal Alliance.

Tak for det, og tak for en fin tale. Jeg vil gerne følge op på snakken, debatten, om international arbejdskraft. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at noget, jeg i mange år har kæmpet for, er, at vi får differentieret på international arbejdskraft, og sådan helt personligt har jeg jo også været i ordførerens parti og forsøgt at tage den kamp, og derfor er jeg rigtig glad for, at også Det Konservative Folkeparti står der i dag, hvor man erkender, at ja, vi skal sikre dygtig, kompetent arbejdskraft til vores virksomheder, men vi skal også passe på Danmark. Så ros til ordføreren og formanden for at være den formand, der tager den beslutning. Jeg ved, at det ikke er en let beslutning, men jeg tror, det er helt rigtigt, og jeg er glad for, at den samlede blå opposition står sammen om det her. Jeg så tidligere, at statsministeren nikkede, og når jeg kender statsministeren for det, statsministeren står for, tror jeg, det kunne være noget, som Socialdemokratiet kunne bakke op om, altså det med at sige, at der er international arbejdskraft, som vi kan tage imod, og så er der lande, som vi har dårlige erfaringer med. Jeg ved, at det er gammel Venstrepolitik, og så har vi så hørt, at Moderaterne slår sig lidt i tøjret for at differentiere. Tænker ordføreren, at det nogen sinde bliver til virkelighed, hvis Moderaterne får indflydelse på udlændingepolitikken og sidder i regering?

Tak. Ordføreren.

Ja, det tror jeg faktisk, for jeg har jo lige sagt, hvem der er førerhunden i den her regeringen, og jeg ser nu, at statsministeren nikker, i forhold til at komme videre med international arbejdskraft med en opdeling af, hvor det er, vi først og fremmest skal prioritere. Der er jo heller ikke noget kontroversielt i det. Det er jeg simpelt hen nødt til at sige. Det er simpelt hen ikke noget med et forkert menneskesyn eller et eller andet andet bavl. Det handler om, hvordan vi bedst integrerer, hvordan vi får mest ud af hinanden. Det er også en ulykkelig situation, hvis man kommer til et land, hvor man ikke føler sig godt tilpas. Det giver jo heller ikke nogen mening. Så selvfølgelig er det et naturligt skridt, vi tager i Danmark, at vi finder ud af, hvor arbejdskraften skal komme fra, for vi har brug for den internationale arbejdskraft. Den er helt afgørende for vores velfærdssamfund, for de private virksomheder, så de kan vækste og ikke bare flytter ud af landet, men i særdeleshed også for det offentlige. Det håber jeg rigtig meget på, og der tænker jeg, at det måske er den ene gang, jeg hepper på statsministeren.

Spørgeren.

Tak for det. Nu skal jeg ikke kloge på forskellen på en fører hund og en førerhund, men jeg håber ikke, at ordføreren tænkte, at det var en fører hund som i, at resten af regeringen var blinde og skulle føres som ved stok, men jeg tænker, at ordføreren mente en førerhund, altså den, der leder an, og det må man da håbe at statsministeren er i den her konkrete sag. Så tak for den kommentar.

Ordføreren.

Tak for det, og tak for samarbejdet. Der er ikke nogen tvivl om, at vi hvert fald kommer til at skulle være markante, i forhold til hvordan udviklingen skal være fremadrettet i Danmark i forhold til den nødvendige arbejdskraft, vi har brug for, og det håber jeg og tror jeg også på lykkes. Det forestiller jeg mig.

Tak. Næste korte bemærkning er til hr. Ammar Ali, Moderaterne.

Mange tak, og tak for talen. Konservative og fru Mona Juul har jo i debatten talt meget om hunden, og for at blive i den terminologi bliver den jo også set af mange som menneskets bedste ven, og en anden rigtig god ven er jo de betydelige skattelettelser, Konservative går ind for. Så hvordan vil man sikre, at de her skattelettelser ikke sker på bekostning af de mange udgifter, vi står over for på forsvarsområdet, sundhedsområdet, klimaområdet osv.? Hvordan vil man sikre, at der er en balance, og hvilke konkrete prioriteringer vil man foretage? Så man kan sige det kort: Hvordan vil man holde snoren stram, når det er, at det kommer til de her regninger, der skal betales? Tak.

Ordføreren.

Jeg er virkelig glad for, at ordføreren stiller mig det spørgsmål, for der er jo ikke nogen tvivl om, og det er også det, jeg nævner i min tale, at der, hvor vi synes vi skal bevæge os hen i Danmark, er jo at sørge for, at vi står så godt som overhovedet muligt i forhold til vores danske erhvervsliv og vores arbejdspladser, for det er det, der finansierer resten. Når det er, at vi foreslår nogle skattelettelser, er det jo typisk, fordi det er det, der er med til at styrke lige præcis det. Når vi sænker selskabsskatten, ved vi jo også, og det er lige meget, hvilken regering der sidder, fra de beregninger, vi får fra Finansministeriet, at vi bliver rigere i Danmark. Så det er jo et spørgsmål om, hvad det er for nogle værktøjer, man tager fat i. Men hvis vi tænker på personskatter, er det beskæftigelsesfradraget, vi ønsker at hæve, og der er ingen tvivl om, at det også giver mønt tilbage, og det er det, der er behov for. Så vi er ikke bare interesseret i at plukke penge af et træ; vi er interesseret i at skabe et samfund, hvor vi får så meget etableret, at vi rent faktisk har råd til alle de ønsker, vi har.

Spørgeren.

Tak for ordet. Det, som jeg spørger til, er jo, hvad det er for nogle konkrete prioriteringer, man vil gøre sig. Det er jo oplagt at lave skattelettelser. Det er vi også positivt indstillet over for generelt, men ofte er der en regning eller nogle prioriteringer, der skal laves. Vi står over for stigende forsvarsudgifter, klimaudgifter osv. Hvordan vil man prioritere, og hvem går det ud over, når det er, man laver de her skattelettelser, eller hvordan skal den her regning egentlig betales? Det er det, spørgsmålet går på, og jeg håber, fru Mona Juul vil besvare spørgsmålet. Tak.

Ordføreren.

Det forsøger jeg altid. Jeg synes, det er dødtræls, når vi ikke får svaret på spørgsmålene. Så det prøver jeg. Men det afhænger af, hvad det er for et område. I dag nævner jeg f.eks. det her vækstudspil, og der finansierer vi jo en stor del af det ved at se på nogle af de erhvervsstøtteordninger, som vi synes det ville være formålstjenligt simpelt hen at konvertere til konkrete skattelettelser, frem for at det ligesom sker efter forgodtbefindende, og hvilken aftale man senest har lavet, hvor der så er røget nogle puljer ind. Så det er forskelligt, hvad det er for et område, og på erhvervsdelen kan vi meget, meget nemt finde nogle af de midler.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til fru Mona Juul for talen. Jeg vil gerne spørge ind til den katastrofale menneskeskabte katastrofe, der udspiller sig i Gaza lige nu. Vi har jo været efter regeringen hernede for ikke at handle nok, men jeg kunne egentlig også godt tænke mig at spørge Det Konservative Folkeparti, hvad der skal til, før man mener, at vi for alvor skal sætte foden ned over for Israel. Hvilke udenrigspolitiske redskaber skal vi have op af værktøjskassen? For det her kommer jo ikke til at løse sig selv, og som mange her i salen også har sagt, står vi i en situation, hvor vi bredt set må anerkende, at Israel bruger sult som våben, og vi ser ind i en gryende hungersnød i Gaza, og det handler jo på den måde overhovedet ikke kun om Hamas. Så hvad har Det Konservative Folkeparti i den udenrigspolitiske værktøjskasse, som I mener man som minimum bør aktivere her og nu for at lægge et pres på Israel for at sikre, at der kommer mere nødhjælp ind?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er hjerteskærende, det er voldsomt, og jeg synes også, at vi har været lidt langsomme til at reagere. Vi læner os fuldstændig op ad det, som flere EU-lande allerede er i fuld gang med nu her: at se på de økonomiske sanktioner. Det er afgørende nu, at der kommer nødhjælp frem. Det mener jeg bestemt. Så der er ikke noget at tage fejl af der. Vi kan have en lang drøftelse af alt muligt, men man stopper ikke nødhjælp; man overholder selvfølgelig krigens love.

Spørgeren.

[Lydudfald] ... Skal jeg forstå svaret sådan, at Det Konservative Folkeparti mener, at vi fra dansk side har været for langsomme til at handle på det, der udspiller sig i Gaza, og såfremt det er svaret, vil fru Mona Juul så konkret svare på, om Det Konservative Folkeparti bakker op om, at vi medicinsk skal evakuere dødssyge børn fra Gaza for at redde deres liv, at vi i EU skal arbejde for sanktioner, at vi måske endda her i Danmark skal begynde at se på det handelssamarbejde, vi har, der direkte støtter den israelske økonomi nede i Israel? Kunne fru Mona Juul være mere konkret med, hvad Det Konservative Folkepartis synes, man skal gøre for at rette op på, at man måske har handlet for langsomt?

Ordføreren.

Jeg synes, at verdenssamfundet nu her har handlet en lille smule langsomt, men jeg anerkender og forstår også, at det er en meget vanskelig situation, og jeg kommer ikke til at pege nogen konkrete ting ud eller på, om man skal flytte medicinske patienter eller nogen, der er i en særlig sårbar situation. Jeg kommer til at læne mig helt tæt op ad det samarbejde, vi har på EU-plan, og der må vi have tillid til, at regeringen også med de meldinger, der er kommet, kan og vil være med til at sikre, at der kommer ordentlige forhold.

Den næste korte bemærkning er til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for de mange, synes jeg, rigtig gode svar, der kommer fra den konservative ordfører. Jeg vil gerne spørge ind til statslige administratorer, for det er jo et af de områder, hvor jeg virkelig føler, at vi i blå blok har et værdifællesskab, hvor der er noget, vi er enige om. Den dag, der måtte være 90 blå mandater i Folketingssalen, er vi nødt til at gøre noget markant bedre end den nuværende regering. Vi kan ikke se passivt til, at tusindvis og atter tusindvis af djøf'er skal fodres, som de bliver under den her regering. Der er simpelt hen nødt til at ske noget meget drastisk. Der vil jeg høre den konservative ordfører, om det ikke er rigtigt forstået, at det her er en af de store forskelle mellem den blå opposition og resten af partierne. Hvis man stemmer på et af de borgerlige partier, er det dét, man kan se frem til, altså en meget hård nedslagtning af det der djøf-embedsmandslag, som jo har lagt sig som en tung dyne over staten. Det er det, man kan forvente at få, hvis der bliver 90 blå mandater efter valget. Tak.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Der er ingen tvivl om, at det her med at skære i bureaukratiet nok er noget, der binder os rigtig godt sammen. Jeg må også sige, at pilen peger rigtig meget på regeringen i forhold til de lovforslag og implementeringer, der gennemføres, og den måde, vi gør tingene på, hvor staten kommer til at fylde for meget kontra den enkelte borger. Det kan vi jo se en vej ud af, for vi kan vi kan stoppe nogle ting, og vi kan skubbe nogle ting tilbage, og så tror jeg også, at tiden er kommet til, at vi tager en helt ærlig snak om, hvad vi skal have mindre af for at kunne blive ved med at finansiere vores velfærdssamfund. Den dialog er svær; den er vanskelig. Det eneste, jeg synes man skal passe på med i det her, er ligesom at skære alle djøf'er over én kam, for der er også rigtig meget behov for, at der er nogle, der hjælper os igennem nogle processer, og nogle af de rådgivere, der sidder rundtomkring, er jo også med til at skabe forbedringer i junglen af bureaukrati. Så det handler om at tage fat de rigtige steder.

Spørgeren.

Jeg er jo ikke overraskende enig i, at en borgerlig regering vil være bedre end den nuværende regering. Det er jo også sådan, at en kilde til meget af det bureaukrati, der kommer i de her år, er EU; det er al den EU-regulering, som bare vælter ned over os i de her år. Der vil jeg høre den konservative ordfører, hvad vi gør ved det, for det er jo ingen hemmelighed, at vi måske ser lidt forskelligt på det. Jeg vil sige, at Dansk Folkeparti i hvert fald ligger meget, meget klart i den meget, meget skeptiske ende, når det kommer til synet på EU, og der er De Konservative måske lidt mere begejstrede.

Ordføreren.

Det er der ikke nogen tvivl om. Vi er fire forskellige partier, og lige når det handler om EU, er Dansk Folkeparti og Konservative meget forskellige. Men dog er der mange ting, vi er enige om. F.eks. er vi jo helt enige med hensyn til det her bæredygtighedsdirektiv, som erhvervsministeren, som sidder her nu, moste igennem på et tidspunkt. Det ville vi jo ikke stemme for, fordi vi simpelt hen syntes, at implementeringen var elendig. Det har jo også har vist sig, at EU er kommet frem til det samme, både med hensyn til selve forslaget, men også med hensyn til at implementeringerne nok også har været for voldsomme. Så nu har man lavet det, der kaldes omnibusser, og sørget for at rulle en del af det tilbage.

Næste korte bemærkning er til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak for en god tale, et ordentligt bjæf, fristes man til at sige, og tak for et godt samarbejde. Vi har jo, Konservative og Radikale, en fælles passion for de kommende generationer, både når det handler om det grønne, klimasikring, økonomisk ansvarlighed osv. Derfor var jeg også lidt forundret, da jeg læste avisen i dag – det skal jeg ikke lægge skjul på – og så, at Konservative nu ønsker at reducere vores internationale arbejdskraft ganske betydeligt. For man vil fjerne de her lande, som jo i dag udgør en meget stor del af den internationale arbejdskraft, der kommer til Danmark. Det er dygtige ingeniører i det private erhvervsliv, dygtige læger og, så vidt jeg husker, 2.000 sygeplejersker fra Iran, uden hvem vores sundhedsvæsen dårligt kunne fungere. Jeg undrer mig lidt, for de mennesker kommer jo kun herop, hvis de har på et arbejde, står op hver morgen og går på arbejde og betaler deres skat, og den dag de ikke har det, er de ude igen. Derfor har vi jo egentlig været enige med Konservative i, at det var en gave til Danmark og til dansk erhvervsliv, og vi var også trætte af, at regeringen ikke kom af sted. Men har Konservative regnet på, hvad det egentlig kommer til at koste at skære så hårdt i den internationale arbejdskraft?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og selv tak til ordføreren for det gode samarbejde. Det håber jeg bestemt vi kan fortsætte, på trods af at vi her er lidt forskellige på bolden, for det er vi. Der er ikke nogen tvivl om, at jeg ikke havde forestillet mig, at der ville komme så voldsomme tal, som der lige er oplyst nu her, om, hvor mange der kommer ind i Danmark fra MENAPT-lande via beløbsgrænsen. Det synes jeg er en fejl. Jeg synes, det er en fejl, at vi har sat beløbsgrænsen sådan, at det er mange, der kommer fra de lande, hvor det er svære at integrere dem. Der er jo rigtig mange, der klarer sig godt og integrerer sig fornuftigt, og det er rigtig dejligt, men der er også rigtig mange, der ikke gør det. Og den regning er kæmpestor. Den skal vi huske at proppe ind i det her regnestykke, og desværre har vi ikke mulighed for selv at regne regnestykket igennem, både i forhold til hvad det vil betyde af tab af international arbejdskraft, og i forhold til hvad det vil koste mindre for velfærdssamfundet ikke at have de integrationsproblemer. Men bare vær opmærksom på, hr. Martin Lidegaard, at der jo også vil komme flere ind fra de grønne lande i vores model. For der sænker vi beløbsgrænsen til 300.000 kr.

Spørgeren.

Udfordringen er jo, at både i Europa og i flere af de asiatiske lande, som ikke bliver ramt af det her, er befolkningerne skrumpende, og der er mangel på arbejdskraft, så det er svært. Der er jo en grund til, at de lande, man nu vil udelukke, fylder mere. Det er, fordi det er der, der er noget arbejdskraft. Jeg synes, der er en lidt uheldig sammenblanding af udlændingepolitik og international arbejdskraft her. For de folk, der kommer til Danmark, har jo et arbejde – ellers ville de ikke komme. De er på en arbejdsplads, de går på arbejde, de betaler deres skat, de er integreret, og hvis de ikke har et arbejde, skal de rejse hjem igen. Så hvad er problemet egentlig?

Ordføreren.

Problemet er jo, at hvis du ikke har lyst til at lade dig integrere og du ikke på sigt ønsker det danske samfund, men alligevel søger opholdstilladelse og alligevel trækker din familie hertil og ikke helt kan finde ud af at opføre dig ordentligt, så har vi udfordringer, som vi bare må erkende at vi ikke kan sidde overhørig. Jeg synes faktisk, at vores politiske ordfører siger det meget godt i den artikel, som jeg kan høre ordføreren har læst: Der er ikke nogen vækstrate, der kan retfærdiggøre, at vi falder fra hinanden som samfund.

Næste korte bemærkning er til fru Christina Olumeko, Alternativet.

Tak til ordføreren og partilederen for en rigtig fin tale. Jeg vil gerne spørge ind til noget af det, der optager Alternativet rigtig meget, nemlig stress i vores samfund. Som jeg er sikker på at ordføreren vil kunne nikke genkendende til, har vi efterhånden en situation i Danmark, hvor stress er blevet det, man kunne kalde en folkesygdom. 22 pct. af alle kvinder mellem 22 og 40 år siger, at de er stressede i hverdagen, stress koster 16 mia. kr. i samfundsomkostninger om året, og jeg tror, at for både Alternativet og Det Konservative Folkeparti er det særlig børnefamilierne, vi gerne vil give nogle bedre vilkår. Vi ved, at børnefamilierne i Danmark arbejder markant mere, end de gør i de andre vestlige EU-lande, vi normalt sammenligner os med. Mit spørgsmål til De Konservative er, hvilke løsninger de Konservative ser for sig, så vi kan skabe bedre forudsætninger for et roligt familieliv.

Ordføreren.

Jeg anerkender fuldstændig, at rigtig mange mennesker føler sig pressede og stressede, og vi kan jo også se, at mange børnefamilier har det rigtig, rigtig svært. Jeg har selv lavet en analyse helt tilbage i 2016, og jeg blev nærmest ked af det, da jeg så analyseresultaterne, for det var så få gange i løbet af ugen, at rigtig mange danskere følte sig sådan rigtig glade, og det skyldtes det pres. Men der er rigtig meget af det, som ikke skyldes de rammer, vi sætter i samfundet. Der er også rigtig meget af det, der handler om os selv hver især, og der skal vi finde en balance i, hvordan vi skal sætte bedre rammer i samfundet, men også hvad man selv er nødt til at sørge for. Det kan ikke nytte noget, at vi lader os presse af naboens fine velklippede hæk, eller hvad det nu kan være. Det kan ikke nytte noget, at vi lader os presse af, at nogle kan arbejde lidt mere end os selv i nogle perioder, eller hvad det nu er. Vi er nødt til hver især at prøve at se, om vi kan få det med ind i det, for ellers bliver vi jo det syge samfund, hvor vi enten har ondt i ryggen, gigt, stress eller hovedpine. Så vi er nødt til at finde nogle bedre balancer i det. Samfundsmæssigt skal vi også finde det, det er jeg med på.

Spørgeren.

Tak. Alternativet er enig i, at der også skal være et fokus på den enkelte og måske også det pres, man udsætter sig selv for. Men vi fokuserer også på rammerne her fra Folketinget af og særlig de arbejdsudbudsreformer, som igennem tiden jo har haft til formål at få danskerne til at arbejde længere, komme hurtigere ud på arbejdsmarkedet og gå senere på pension. En af de ting, vi har foreslået, er at reformere vores pensionssystem, så man f.eks. kan bruge sine private pensionsmidler tidligere i løbet af livet. Hvordan stiller sig Konservative sig i forhold til at reformere vores pensionssystem?

Ordføreren.

Tak for det. Der er ikke nogen tvivl om, at det her med at se meget mere fleksibelt på arbejdsmarkedet, bliver løsningen fremadrettet. Vi kommer simpelt hen ikke uden om det. Vi er nødt til at snakke om, hvordan vi kan gøre det her på en helt anden måde. Det er ikke nødvendigvis sådan, at man kan være smed hele sit liv, for det holder simpelt hen ikke. Der er for mange, der bliver for trætte og for slidte, og der er også rigtig, rigtig mange, der i løbet af arbejdslivet netop føler sig pressede, som ordføreren er inde på. Så at arbejde på en helt ny måde tror jeg simpelt hen også er vejen frem, men det er en lang og stor diskussion, som jeg synes vi stadig væk er meget langt fra i Danmark.

Næste korte bemærkning er til hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge lidt ind til den stramning, som Det Konservative Folkeparti har annonceret i Berlingske i dag. Det handler jo kun om beløbsordningerne, men det vildeste og mest ekstreme forslag i KLAR-alliancen mellem Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance er forslaget om at indføre papirløs indvandring, hvis folk kommer for at arbejde. Det er noget, som slet ikke findes i Europa i dag, og det er, at man skal kunne søge en arbejdstilladelse, og så skal man kunne rejse ind i Danmark, før man har fået den arbejdstilladelse: altså komme ind i Danmark og så først dér få arbejdstilladelsen. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge den konservative partiformand, hvorfor der ikke er noget i den konservative melding i dag, der handler om KLAR-alliancens forslag om at indføre papirløs arbejdskraftindvandring?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, for så kan jeg jo netop oplyse hr. Frederik Vad om, at det er der også, fordi vi jo begrænser det til de grønne lande. For det, vi bare skal huske at tænke på, er, at da vi i KLAR-alliancen kommer med den her melding i 2021, havde vi en socialdemokratisk regering, der havde fundet et ekstra arbejdsudbud på 1.400, så vidt jeg husker. Der var virkelig, virkelig mangel på arbejdskraft. Der skulle virkelig kigges på det, og det kom vi med, men jeg er også nødt til at sige, at de nye tal om, hvor vi så får arbejdskraften fra, jo gør, at vi som et ansvarligt parti naturligvis justerer vores melding der. Men vi er jo nødt til at sørge for, at vi gør det så attraktivt som muligt, og at virksomhederne og de ansatte kan komme i gang. Det er jo også derfor, vi har forslag om, at man i højere grad kan få lavet den konto i banken, der skal til, i et fornuftigt tempo osv.

Spørgeren.

Det, den konservative formand siger, er simpelt hen ikke rigtigt. Jeg citerer her fra partiets egen model om kategorien rød: »For dem går forslaget på at øge beløbsgrænsen til 650.000 kroner.« Der står intet i den model om, at forslaget om at indføre papirløs arbejdskraftindvandring, som var det mest ekstreme forslag, man lavede sammen med Radikale Venstre og Liberal Alliance, er taget af bordet. Det står der intet som helst om. Jeg kan ikke finde det noget sted. Så jeg skal bare lige høre: Står den konservative partiformand heroppe og siger, at forslaget om papirløs arbejdskraftindvandring er taget af bordet nu?

Ordføreren.

Nej, det var præcis det, jeg ikke sagde, men jeg tager gerne en runde med hr. Frederik Vad bagefter, og så skal jeg aflevere vores udspil til hr. Frederik Vad, og så kan vi gennemgå det.

Tak. Den næste korte bemærkning er til hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet.

Det er ikke helt godt nok. De Konservative har sammen med KLAR-alliancen sagt, at der skulle være en lavere beløbsgrænse, men man lægger så der oven i, at der under beløbsgrænsen skal være papirfri indvandring for alle arbejdstagere, fordi man først skal behandle ansøgningen, når de er kommet til Danmark. Nu fremsætter man så et forslag, hvor man ændrer beløbsgrænserne, men man siger ikke noget om, hvorvidt den papirfri indvandring, altså behandlingen af ansøgningen, når de kommer til Danmark, er suspenderet eller ej. Ordføreren, fru Mona Juul, som er formand for De Konservative, må kunne svare på, om man holder fast i, at sagsbehandlingen skal foregå, når man kommer til Danmark, eller inden man kommer til Danmark i forhold til de tre nye kategorier, som De Konservative har foreslået. For det er jo det element, der er den virkelige lempelse; det ville jo give en reel fri indvandring for arbejdstagere fra de lande, hvor man foreslår det.

Ordføreren.

Jamen det er godt, vi kan få det opklaret. Men jeg må sige, at det jo ikke er fri indvandring – hvad er det for noget at kalde det? Vi er i gang med se på, hvordan vi kan få international arbejdskraft bedre til Danmark, og hvordan vi kan gøre forholdene bedre. Hvordan kan man på nogen som helst måde tillade sig at kalde det papir frit, og hvad ved jeg? Det er da helt håbløst. Vi prøver at sige, at en virksomhed som Novo, Systematic, eller hvem det end måtte være, har fået øje på en medarbejder, der skal til Danmark, og i stedet for at man så skal sidde og vente og vente og vente får man medarbejderen ind, og så begynder man på den sagsbehandling, der skal til. Det er der da overhovedet ikke noget vildt i, det er da bare sund fornuft.

Spørgeren.

Skal vi forstå det sådan, at der med De Konservatives nye melding er den praksis fremadrettet, at det alene er de grønne lande, for hvem sagsbehandlingen sker, når arbejdstageren kommer til Danmark? For det kan man ikke læse, og ordføreren, fru Mona Juul, svarer ikke på det. Det er jo ikke noget, vi skal afklare bagefter ovre ved kaffemaskinen, det må vi kunne forvente at formanden for De Konservative kan redegøre for.

Ordføreren.

Men det svarede jeg da klart og entydigt på. Jeg tilbød bare en høflig hånd i forhold til at gennemgå udspillet, hvis det er, at det er et problem for Socialdemokratiet at forstå, hvad det er, vi har sagt; så vil jeg selvfølgelig hellere end gerne gøre det.

Den næste korte bemærkning er til fru Louise Elholm, Venstre.

Tak. Jeg skal høre, om ordføreren kan bekræfte, at De Konservative støtter udligningssystemet.

Ordføreren.

Om jeg støtter et udlændingesystem? Udligningssystem! Undskyld, jeg var helt væk i det her. Ja, men ikke helt på samme måde som Venstre.

Spørgeren.

Så vil jeg høre ordføreren til det citat, som partifællen hr. Rasmus Jarlov, har skrevet: »»Udligning« = Ordning, hvor man tager så mange penge fra hovedstadsområdets kommuner, så de har færre penge og dårligere service end de kommuner, som får deres penge.« Er det noget, som er De Konservatives linje?

Ordføreren.

Jamen der er ingen tvivl om, at vi ikke er med i den udligningsaftale, som Venstre er en del af, fordi vi synes, at den er uretfærdig, vi synes, den fordeler forkert, vi synes, den er skæv, og vi synes, at nogle af de faktorer, der er lagt ind, simpelt hen er en fejlagtig måde at se en udligning på. Men at gå ind for udligning, ja, i et omfang, absolut.

Næste korte bemærkning er til hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. Og tak for talen. Jeg vil også gerne komme tilbage til det med de administrativt ansatte i staten, som jo over en 6-årig periode er steget med 16.000 ansatte frem mod 2023. I 2024 sker der så det, at regeringen går ind i en debat og siger, at nu skal man have et opgør med det. Man kommer så med et bud på, at man vil fjerne 1.000 ansatte, men i samme periode i 2024 ansætter man med den anden hånd 1.800 flere administrativt ansatte. Det er altså ikke, som hr. Jan E. Jørgensen siger, politifolk. Nej, det er administrativt ansatte, altså folk, der sidder og nusser med papir. Så jeg vil egentlig bare høre, om ordføreren ikke er enig i, at det er ret misvisende, når man prøver at sige til danskerne, at nu tager man et opgør med administration og bureaukrati, altså når man på den ene side siger, at man vil fjerne 1.000 ansatte, og man samtidig på den anden side ansætter 1.800 flere alene i 2024.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Der er ikke nogen tvivl om, at hver gang vi skal kigge på de administrativt ansatte, bliver det altid sådan lidt skægt, ikke? For da regeringen sidst meldte, at nu skulle der fjernes 1.000 ansatte, så kunne vi se, hvordan der samtidig blev ansat og ansat. Da man så pegede meget konkret, viste det sig, at mange af de administrativt ansatte jo ikke sådan rigtig var administrative, når det kom til stykket, men til gengæld var de meget langt fra de fine kontorer. Det er nok den udfordring, som ordføreren også spørger til, nemlig at man naturligvis er nødt til at sidde i regeringen for at kunne pege præcist, men man er også nødt til at gøre det bedre, simpelt hen.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det er jeg jo helt enig i. Det bliver også mange gange svært at forklare, synes jeg, hvorfor der er ansat så mange. Altså, hvis man alene kigger på By- Land- og Kirkeministeriet, som man ikke lige tænker er der, vi sådan politisk har sagt, at der skal geares op, så er antallet af administrativt ansatte steget med 96 pct. Tager man Miljø- og Ligestillingsministeriet, er det på 87 pct. i forhold til antallet af administrativt ansatte. Jeg kan godt forstå, der f.eks. er kommet nogle ekstra i Skatteministeriet. Altså, der tror jeg, vi alle sammen har sagt, at der nok skulle nogle ind. Men er det ikke lidt spøjst, at man bliver ved med at ansætte flere og flere, uden at man egentlig har en forklaring på det? Og tror ordføreren ikke også, at der nok er brug for et borgerligt flertal? For den nuværende regering kan da i hvert fald kun vise, at de ansætter flere, selv om de siger, at de gerne vil af med nogle af dem.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg kan også huske, da ordføreren og jeg sad sammen i et skattesamråd omkring nogle af de her udbytteskandalesager, hvor der jo hele tiden blev sagt til os, at der var ansat så mange flere, og at derfor kunne der overhovedet ikke ske nogen fejl, men det kunne der jo; det var jo hullet som en si, uanset hvor mange man ansatte, så man er jo nødt til at sørge for at gøre tingene på en klog måde. Jeg vil bare sige, som jeg også sagde tidligere i et spørgsmål-svar her, at jeg ikke tror, at alle tænker, at skat fungerer superduper, uanset hvor mange der er blevet ansat siden.

Næste korte bemærkning er til hr. Peter Have, Moderaterne.

Tak for det, og tak for talen. De Konservative er jo et klimaparti, som går ind for grøn omstilling osv. Men når nu De Konservative gerne vil i regering om et nyt blåt Danmark, tænker jeg, om ikke det er foruroligende, at der er tre partier, LA, DF og DD, som ikke er med i klimaloven. Hvordan vil De Konservative hjælpe dem eller måske endnu bedre undervise dem til at blive klogere, sådan at man ikke skal gå på alt for store kompromiser, hvis man skal indgå i et eventuelt blåt regeringssamarbejde efter næste valg?

Ordføreren.

Tak for et rigtig relevant spørgsmål. Der er jo ikke nogen tvivl om, at det er noget af det, hvor vi har svært ved at finde hinanden, men vi gør det jo alligevel. Vi gør det jo igen og igen. Vi har senest gjort det i forbindelse med kernekraft. Vi har igen og igen fundet hinanden på andre områder. På naturområdet er vi faktisk ikke så voldsomt uenige; vi er bare mange gange utrolig uenige om virkemidlerne. Men det er jo der, hvor vi er nødt til at finde hinanden på forskellige fronter. Jeg tvivler faktisk på, at vi fire partier er mere uenige, end regeringspartierne er, også på det her område.

Tak. Næste korte bemærkning er til hr. Søren Egge Rasmussen. Undskyld, der var lige er en kort bemærkning til hr. Peter Have.

Tak for chancen! Jeg vil også godt stille et spørgsmål i en anden boldgade. De Konservative vil også gerne styrke dansk erhvervsliv osv. Hvordan kan det så være, at De Konservative på ingen måde vil garantere eller sikre det maritime Danmark, i forbindelse med at der skal bygges nye skibe til Søværnet, således at de bliver bygget i Danmark? Jeg ved godt, at man har en holdning, hvor man siger, at man er ligeglad med, hvor de bliver bygget henne. Men det kunne måske styrke erhvervslivet, hvis man også sikrer, at de her skibe blev bygget i Danmark, så vi kunne sikre og oprette nye arbejdspladser.

Ordføreren.

Tak. Jeg skal lige være helt sikker, og så kan ordføreren nikke. Er det, det handler om, i forhold til at bygge bl.a. skibe i Danmark til forsvaret? Yes! Ja, godt. Det var svært lige at høre. Der er ingen tvivl om, at hvor danske virksomheder er konkurrencedygtige på pris, på tempo, så er det selvfølgelig fuldstændig oplagt. Det giver ingen mening, andet end vi selvfølgelig producerer alt det, vi overhovedet kan, selv, også på europæisk plan, for vi er nødt til at stå i egen ret i Europa i forhold til at opbygge materiel til vores forsvar. Vi siger bare, at tempo sådan set er det absolut vigtigste, og det er ikke det, vi har set ind til nu.

Så er turen kommet til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Det er det sidste spørgsmål til fru Mona Juul. Nu må vi se, om vi når begge spørgsmål, men vi starter i hvert fald med første runde.

Jeg har et spørgsmål omkring de her huslejer i den private udlejning, som er blevet hundedyrt i de store byer, selv for noget, der bare er en anelse større end et hundehus. Vi har oplevet, at kapitalfonde og spekulanter har drevet nogle huslejer op, og vi synes i Enhedslisten, at der er behov for at indføre en form for huslejeloft, altså at begynde arbejde med, at vi er nødt til at regulere på markedslejen. Jeg kan se, at De Konservative er med i en vedtagelsestekst, hvor Folketinget ønsker at prioritere sammenhængskraften i Danmark. Der tænker man måske mest på nogle landdistrikter, men vi er jo i en situation, hvor mennesker med almindelige indtægter har meget svært ved at bo tæt på deres arbejde i København, og det samme gælder Aarhus. Jeg vil gerne høre, om ordføreren kan se, at der er behov for en eller anden form for regulering af markedslejen, så vi får en eller anden form for huslejeloft, altså en eller anden form for regulering, som kan holde huslejerne lidt nede, så almindelige mennesker har råd til at bo i de større byer.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nej, det kan Enhedslisten ikke få opbakning til fra Det Konservative Folkeparti. Det er sådan det helt ultrakorte svar, fordi vi jo allerede i dag har lovgivning i forhold til, hvordan huslejepriserne må udvikle sig. Jeg vil også sige, at konsekvensen ved at gå ind og lægge et lavt loft jo også vil være, at hele udbuddet af lejeboliger kommer til at skrumpe, fordi den pris, man kan få for at bygge nye boliger, jo vil blive lavere. Det vil også få en konsekvens, i forhold til når man skal renovere, altså i forhold til hvor mange midler der er til det. Så vi er faktisk ikke interesserede i, at vi får færre boliger, og at de bliver ringere.

Spørgeren.

Vi har jo i Danmark mulighed for i kommunerne at prioritere de almene boliger. Det er jo en måde at sikre, at der bliver nogle boliger, der er lidt billigere. Ellers kan jeg da opfordre ordføreren til at kigge til Østrig, for der har man sådan set en kommunal fond, der kan være med til at styre, at der bliver opført flere boliger. Man har også en model for, at man holder en form for udbud, hvor dem, der gerne vil opføre boliger, skal melde ind, hvad det er for et huslejeniveau, man vil opføre boliger til. Dermed har man jo mulighed for som kommune at styre, hvad det er, man prioriterer, så man ligesom lægger lidt låg på, hvor dyrt det bliver, så almindelige mennesker kan bo i de større byer.

Tak! Ordføreren.

Jeg må skuffe ordføreren og sige det ligeud: Det kommer vi simpelt hen ikke på nogen som helst måde til at blive enige om. Jeg har den største forhåbning for, at vi også har det, som Enhedslisten går op i, og som vi bestemt også synes er interessant, altså at der er blandede byer, men det bliver ikke med det værktøj.

Tak. I forhold til tidsgrænsen er der ikke plads til flere spørgsmål. Tak til fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Den næste ordfører er hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det. I de her usikre tider med Putin og med Trump og de konflikter, det kaos og det had, som de skaber, kommer man faktisk til at holde endnu mere af Danmark. Og det handler ikke bare om bøgeskovene, fjordene og fællessangene, selv om alt det også er dejligt. Det handler først og fremmest om det solidariske samfund, vi har skabt sammen gennem generationer. Det er et samfund, hvor vi mærker, at vi er en del af et fællesskab, hvor vi tager os af hinanden, hvor vi rejser hinanden op igen, når vi snubler i livet, og hvor det er naturligt for os at være medlem af en fagforening for at passe godt på vores kollegaer, hvis der er nogen, der bliver behandlet dårligt – ikke fordi vi skal eller loven siger det, men fordi vi vil. I usikre tider som dem, vi er i nu, er det solidariske Danmark vigtigere end nogen sinde. Og er det ikke også lidt, som om vi rykker tættere på hinanden i den her tid; at vi sammen ryster på hovedet over Trumps seneste påfund, når vi mødes med kollegaerne i frokoststuen eller til familiesammenkomster, og at vi glædes lidt mere over, at vi har et samfund, der ikke er helt så splittet og polariseret, og over vores velfærd og vores solidaritet med hinanden? Flere og flere danskere vælger at gå udenom amerikanske varer nede i supermarkedet og køber mere dansk og europæisk, og salget af Teslabiler er jo faldet hurtigere, end Elon Musk kan række armen ud. Vi rykker sammen, og det er der i den grad også brug for. For samtidig vokser uligheden og klasseskellene i vores samfund, og vi mærker det i vores hverdag. Nede i supermarkedet koster en pakke smør nu 30 kr. eller mere, og det gælder ikke kun smørret, men også mælken, kaffen, olien og æggene. På nogle dagligvarer er prisen steget 30 pct. bare det seneste år, og det er varer, som helt almindelige familier jo er afhængige af for at få hverdagen til at hænge sammen. Særlig dem af os, der har mindst, bliver ramt. Det er f.eks. pensionister, som når frem til kassen i supermarkedet og så må sortere varer fra, når de bliver overrasket over, hvad prisen bliver. Det er trist at være vidne til. Og der er ikke nogen fornuftig forklaring, for priserne på at producere fødevarer er faldet, og alligevel stiger de priser, vi skal betale nede i supermarkedet. Hvordan kan det gå til? Det skal jeg fortælle jer. Det er, fordi de penge, vi betaler, ikke forsvinder ud i den blå luft. De forsvinder ned i lommen på fødevaregiganter som Arla og nogle af de store supermarkedskæder, som har høstet rekordstore overskud. Det er jo ikke bare nede i supermarkedet, vi bliver flået. De store danske banker har også skruet både gebyrer og låneomkostninger massivt op. Faktisk er det sådan, at de store danske banker aldrig har hevet så mange penge op af lommen på borgere og små erhvervsdrivende, som de gør lige nu. Danske Bank og Nordea har så til gengæld haft deres andet rekordoverskud i træk. Så de penge, vi betaler i gebyrer og renter, forsvinder heller ikke ud i den blå luft. De forvandles til udbytter, som udbetales til nogle af Danmarks rigeste mennesker. Men det behøver ikke at være sådan. Det er ikke nogen naturlov, at priserne skal stige, at gebyrerne skal skrues op, og at det skal blive sværere og sværere for helt almindelige danskere at få enderne til at mødes. Det er politik. Det er politiske valg, og det er politiske svigt. Vi har i Enhedslisten gennem de seneste år forsøgt at råbe regeringen op. Vi har krævet indgreb over for fødevaregiganterne, som vi har set det i nogle af vores nabolande. Vi har krævet bedre beskyttelse af bankkunderne mod den grådighed, som de oplever fra de store banker. Men regeringen sidder rent ud sagt helt stille. De gør ingenting for at beskytte danskerne mod den her grådighed. Og i usikre tider burde det ellers være den fornemmeste opgave for en regering at værne om danskernes tryghed.

Det er jo ikke bare nede i supermarkedet, eller når vi skal åbne rudekuverten, at vores udgifter er stukket af. Det er de også, når vi skal betale for vores bolig. Prisen på at bo i Danmark og særlig i de største byer er på himmelflugt. Huslejerne er skruet massivt op. Det burde ellers være basalt og en central opgave at sørge for, at alle har råd til et hjem, et sted at bo, også i den by, hvor man er født, og i den by, hvor man arbejder, men sådan er det ikke længere i Danmark. Det, man kalder boligbyrden, altså den del af vores indkomst, vi bruger på at betale for at bo, er eksploderet, og igen er det absolut ikke nogen naturlov. Det behøver ikke at være sådan. Det er et resultat af et politisk svigt – et svigt fra en generation af politikere, desværre på tværs af det politiske spektrum, som har solgt vores byer og vores boliger til udenlandske kapitalfonde og spekulanter. 680.000 danskeres bolig er nu ejet af den her type kapitalfonde. Det er omkring en tredobling siden 2010. Næsten alle nye boliger, der bliver bygget, er hamrende dyre spekulantlejeboliger, og imens er byggeriet af betalbare almene boliger nærmest gået i stå. Den udvikling presser pædagog-, politi- og sygeplejerskefamilierne ud af vores store byer, så de mennesker, der passer vores børn, som plejer os, når vi bliver syge, og som passer på os i nattelivet, ikke selv har råd til at bo i de byer, hvor de arbejder. I Enhedslisten har vi i årevis kæmpet for at gøre det lettere at bygge de billige, demokratisk ejede almene boliger, men svaret fra regeringen, herunder desværre også fra Socialdemokratiet, er nej, nej og atter nej, og det er uanset, om boligministeren hedder Pernille Rosenkrantz-Theil eller Sophie Hæstorp Andersen. Men det er heller ikke længere nok at bygge flere almene boliger, for det hjælper jo ikke den mere end en halv million danskere, der nu bor til leje hos de private spekulanter. Derfor har vi i dag fra Enhedslistens side foreslået at indføre et loft over huslejen, altså at genindføre den regulering af lejen på alle private udlejningsboliger, som alle lejere tidligere var beskyttet af i det her land, så vi kan give folk en garanti for, at fremtiden ikke byder på uhyggelige overraskelser med en skyhøj leje, der presser folk fra hus og hjem. Men igen, kan jeg forstå på dagens debat, siger Socialdemokraterne nej. Det er altså et svigt, ikke mindst af vores hovedstad, hvor huslejerne er steget allermest. Jeg ved godt, at det ikke er den egn, som Socialdemokraterne går mest op i. Det virker nogle gange næsten, som om de sætter en ære i det modsatte, men ikke desto mindre står vi med et kæmpeproblem, hvor flere og flere mennesker, der er født og opvokset her i byen, eller som er flyttet hertil og arbejder her, ikke har råd til at betale en helt almindelig treværelseslejlighed. Jeg har sagt det før, og jeg kommer nok til at sige det igen: Politik handler ofte om at vælge side. Stiller man sig på de pensionisters side, der ikke kan få pengene til at række nede i supermarkedet, eller de fødevaregiganters side, som skummer fløden på de høje priser? Vil man hjælpe de familier, der ikke har råd til at bo, eller vil man holde hånden under de kapitalfonde, som skruer huslejerne op? Desværre stiller alt for mange partier, og det gælder også regeringen, sig på fødevaregiganternes og kapitalfondenes side. I Enhedslisten står vi på almindelige danskeres side – lønmodtagere, pensionister, lærlinge, studerende og lejeres side. Og vi kommer til at gøre kampen imod danskernes stigende udgifter til en af vores centrale politiske mærkesager i tiden, der kommer. For højrefløjen vil ikke sætte foden ned over for de bagmænd, som skummer fløden på de høje priser og huslejer, så de kan ikke løse problemet, og regeringen vil angiveligt heller ikke. Så det bliver op til os på venstrefløjen at skabe et Danmark, som du har råd til, og det lover jeg at vi i Enhedslisten vil knokle for. For i usikre tider, når mørke skyer samler sig over verden, skal vi svare ved at gøre mere af det, der gør Danmark til Danmark. Vi skal gøre klasseskellene mindre, styrke vores fællesskaber fra fodboldklubben til fagforeningen, udvide vores velfærdssamfund, så vi kan få alle trygt igennem de kriser, der muligvis banker på forude, stå op for hinanden og stå sammen om det, vi tror på, og i Enhedslisten lover jeg at vi står på din side hver gang. Tak for ordet.

Tak. Første korte bemærkning er til hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet.

Der var mange gode bemærkninger om vores velfærdssamfund i Danmark, som jeg sådan set er enig med hr. Pelle Dragsted i. Jeg synes nu også, det er på sin plads at tale lidt om udenrigs- og sikkerhedspolitik i den her tid. Det var hr. Pelle Dragsted ikke så meget inde på i sin tale, men nu får vi chancen. For ud over at stå på nogens side i Danmark synes vi jo også fra regeringspartiernes side og det helt store flertal i Folketingets side, at vi skal stå på balternes side – baltiske lande, der er naboer til Rusland og under hårdt pres – og som en del af vores solidaritet sender vi danske tropper til Letland for at vise, at vi står sammen med dem, at vi er en del af afskrækkelsen, hvis Rusland skulle få idéer om at lave nye invasioner. Hvorfor er det, at Enhedslistens solidaritet ikke også rækker til de baltiske lande og det at bakke op om, at danske soldater naturligvis er en del af at vise, at vi står sammen med dem, hvis de skulle blive angrebet af Rusland?

Ordføreren.

Jamen den solidaritet har vi i den grad også. Det gælder Ukraine, hvor vi jo, som ordføreren nok er bekendt med, har støttet hver eneste donation af våben og anden støtte, økonomisk støtte, til ukrainerne. Vi synes, det er vanvittig vigtigt at støtte op om Ukraine, som er udsat for en angrebskrig, og som modigt forsvarer deres land og deres frihed, og det gælder selvfølgelig også de baltiske lande.

Spørgeren.

Men hr. Pelle Dragsted svarer simpelt hen bare ikke på spørgsmålet. For Ukrainestøtten er vi enige om, og jeg anerkender, at Enhedslisten bakker op om den massive støtte, vi fra dansk side kan være stolte af, men jeg spurgte jo til Letland og til de baltiske lande som sådan, hvor Danmark er en del af en mission. Vi har sendt tropper af sted og gør det nu. Med intervaller er der ca. 800 danske soldater i Letland. Jeg har selv haft fornøjelsen af at besøge dem sammen med forsvarsministeren og politikere fra partier, der har været med til at stemme for, at de blev sendt dertil, fordi vi står sammen med dem. Hvorfor gør Enhedslisten ikke det? Hvorfor stemte Enhedslisten imod, at de soldater er der?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om spørgeren refererer til en afstemning, der ligger flere år tilbage på et tidspunkt, hvor der var en rapport fra vores efterretningstjenester, som sagde, at det kunne øge konfliktniveauet og skabe konflikt i området. Jeg ved ikke, om det er den afstemning, som spørgeren refererer til. Men jeg kan i hvert fald sige, at vi går fuldstændig ind for, at Danmark skal komme vores allierede i Ruslands nabolande til undsætning. Så vidt jeg ved, er det jo noget med, at vi lige nu ikke engang har mandskabsressourcerne til at være der, og der skal man måske kigge lidt indad i de partier, som har stået bag dansk forsvar gennem mange år, i forhold til at vi ikke engang har en bataljon i dag, fordi man brugte pengene på at sende tropper og fly til Afghanistan og Irak og mange andre steder. Det har jo vist sig nu, at det var en kæmpefejl.

Næste korte bemærkning er til hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Tak for det, og tak til hr. Pelle Dragsted med de fine meningsmålinger og stemmetal i København og på Frederiksberg osv. Jeg har jo min egen teori om, hvorfor det går så godt for Enhedslisten, og min teori er, at det er, fordi rigtig mange af Enhedslistens vælgere ikke ved, hvad Enhedslisten mener. Derfor vil jeg gerne tage fat i ét emne, som jeg tror vil komme bag på Enhedslistens vælgere: metroen. Det er jo sådan, at Enhedslisten konsekvent på Frederiksberg Rådhus, på Københavns Rådhus og herinde på Christiansborg har stemt imod alt, hvad der har med metroen at gøre. Altså, man er simpelt hen modstander af metroen. Vil hr. Pelle Dragsted ikke prøve at fortælle, hvorfor man har så meget imod metroen? For det tror jeg nemlig ikke at Enhedslistens vælgere eller for den sags skyld ret mange andre københavnere har.

Ordføreren.

Det er jo en teori, hr. Jan E. Jørgensen har, om det her med, at det er, fordi folk ikke ved, hvad der er godt for dem selv. Jeg tror, det var det, som folk på min side af det politiske spektrum i gamle dage kaldte falsk bevidsthed. Så hr. Jan E. Jørgensen mener altså, at 25 pct. af københavnerne lider af en eller anden form for falsk bevidsthed. Jeg har nok lidt mere tiltro til københavnerne og frederiksbergborgerne og alle andre danskeres dømmekraft end hr. Jan E. Jørgensen. Så vidt jeg er orienteret, støtter Enhedslisten den metro, der planlægges lige nu. Jeg er ikke super ekspert i det, men når vi har været kritiske historisk, er det jo bl.a. på grund af den finansieringsmodel, der er. Nu har jeg snakket om det hundedyre private lejebyggeri. En af årsagerne til, at det er stukket fuldstændig af – prøv at tage ud i Nordhavn eller ud i Sluseholmen og se, hvad boligerne koster der – var jo, at salget af de grunde skulle finansiere metrobyggeriet, og derfor solgte man dem til højestbydende, og derfor er vi ved at presse pædagoger og andre mennesker ud af vores dejlige hovedstad.

Spørgeren.

Så hørte hr. Pelle Dragsted ikke efter. Jeg taler ikke om falsk bevidsthed. Jeg taler om, at befolkningen ikke ved, hvad Enhedslisten mener, og når hr. Pelle Dragsted heller ikke selv ved, hvad Enhedslisten mener, så kan man jo selvfølgelig heller ikke fortænke vælgerne i det. Altså, Enhedslisten har altid været konsekvent modstander af metro og har stemt imod metro og her og der og alle vegne, hvor man har kunnet komme af sted med det, fordi man hellere vil have letbaner, fordi man hellere vil have BRT-busser, fordi man hellere vil have alt muligt, der kan forstyrre trafikken oppe på vejene. Derfor vil man ikke have et smart system under jorden. Men når hr. Pelle Dragsted ikke selv kender Enhedslistens politik, er jeg da glad for, at jeg kan gøre ham opmærksom på den.

Ordføreren.