Møde i salen

Værsgo.

Tak for det. Er ministeren enig med sin kollega Bjørn Brandenborg i, at der skal udflyttes 1.000 statslige arbejdspladser til Fyn, og hvis det er tilfældet, hvornår forventes udflytningsrunden så at finde sted?

Finansministeren.

Tak for det, og tak til fru Susie Jessen og hr. Dennis Flydtkjær for spørgsmålene. Regeringen ønsker et Danmark i geografisk balance. Det er derfor også en central del af regeringsgrundlaget, og det har vi også leveret på. Det gælder inden for sundhedsvæsenet, hvor vi med sundhedsreformen understøtter, at ressourcerne fordeles bedre på tværs af landet, bl.a. med oprettelsen af 17 nye sundhedsråd, hvor kommuner og regioner får til opgave at samarbejde om at investere i sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen på tværs af geografien. Det gælder også for landdistrikterne. Her præsenterede regeringen i 2024 et ambitiøst landdistriktsudspil med mere end 30 initiativer. Udspillet indeholder initiativer for knap 400 mio. kr. inden for bl.a. erhvervsliv, kyst- og naturturisme, uddannelse, mobilitet og grøn omstilling, og på kulturområdet har vi fjernet unødvendigt bøvl for at sikre bedre forhold for det lokale foreningsliv overalt i Danmark. For så vidt angår den geografiske fordeling af statslige arbejdspladser, er det også en central prioritet for regeringen og et vigtigt element for at skabe et Danmark i geografisk balance. Det er derfor også regeringens klare udgangspunkt, at nye statslige institutioner eller væsentlige udvidelser af eksisterende statslige institutioner skal placeres uden for de største byer, medmindre der er helt særlige grunde, der taler imod. I den forstand deler jeg også den overordnede vision, som jeg forstår hr. Bjørn Brandenborg har, nemlig at Danmark skal være et land i balance, og at statslige arbejdspladser også er vigtige. Regeringen har derfor også i forbindelse med politisk prioriteret opgavebortfald og administrationsbesparelser i regi af det flerårige arbejdsprogram for staten lagt stor vægt på, at administrationsbesparelserne ikke rammer geografisk skævt. Da regeringen med politisk prioriteret opgavebortfald i 2025 fjernede opgaver svarende til 1.000 årsværk i staten, var det over halvdelen, der var beliggende i hovedstadsområdet, og det var en bevidst beslutning. Med det statslige arbejdsprogram har regeringen også leveret på, at mere end halvdelen af de samlede årsværksreduktioner skal ske i hovedstadsområdet. Så vi er meget opmærksomme på den del.

Fru Susie Jessen.

Tak for det. Det er jo rigtigt nok, at der i regeringsgrundlaget står nogle rigtig pæne ord om, at man gerne vil prioritere, at de statslige institutioner også ligger uden for de store byer. Men realiteten er jo, at den her regering ikke på nogen måde har løftet en finger i forhold til at få flyttet flere statslige arbejdspladser ud i vores land. Vi ved, at udviklingen er pilskæv. Siden 2015 er der opstået 12.000 statslige arbejdspladser inde i København. Vi ved, at 36 kommuner har oplevet en tilbagegang i antallet af statslige arbejdspladser, og balancen bliver bare mere og mere skæv for hver dag, der går. Ministeren nævner så, at der er sket lidt på sundhedsområdet, og det er da rigtigt nok. Men det er jo ikke deciderede udflytningsrunder, der er tale om. Så kunne vi jo her for nylig i TV 2 Fyn se denne overskrift, og jeg citerer: »Leder du efter nyt job? S-profil vil skaffe 1.000 nye jobs til Fyn«. Der sidder der jo nok lige nu en del fynske vælgere, som tænker, at det da ville være dejligt, at hr. Bjørn Brandenborg kan skaffe de her jobs, men det kræver jo også, at han har sit parti med sig, og at han har regeringen med sig, for ellers får hr. Bjørn Brandenborg jo ikke flyttet de her 1.000 statslige arbejdspladser til Fyn. Så jeg synes, det er vigtigt, at man, når man som ordfører går ud og siger sådan nogle ting her, også har en opbakning til det fra sit parti her i Folketingssalen, og at man fra Socialdemokratiets side også viser, at man gerne vil lave flere udflytningsrunder. For ellers er sådan en nyhedshistorie egentlig bare varm luft, og det er jo hammerærgerligt for de fynske vælgere, som tror på, at hr. Bjørn Brandenborg vil skaffe de her 1.000 statslige arbejdspladser. Så derfor vil jeg egentlig gerne give ministeren muligheden for at svare på, hvad der kommer til at ske i løbet af den korte tid, vi har tilbage inden et folketingsvalg. Kommer der til at ske en udflytning af statslige arbejdspladser, eller er de 1.000 statslige arbejdspladser, der skal udflyttes til Fyn, bare en overskrift fra en ordfører?

Finansministeren.

Som sagt er regeringen og dermed jo også Socialdemokratiet optagede af, at vi har et Danmark i balance. Det er også baggrunden for, at vi bl.a. på uddannelsesområdet har været meget optagede af, at uddannelse ikke alene er noget, der skal finde sted i de største byer, men at det også er noget, der kommer hele Danmark til gavn, og at vi også med den sundhedsreform, der er lavet, og som jeg også var inde på før, har et klart og et stærkt blik for, at den geografiske ulighed skal bekæmpes. For så vidt angår ønsker om at få flere statslige arbejdspladser, tror jeg ikke, der er noget medlem herinde i Folketinget, der ikke gerne vil have flere statslige arbejdspladser til sit lokalområde, og det synes jeg ikke der er noget odiøst i.

Spørgeren.

Vi kan godt diskutere, om man, når det drejer sig om forskellige landdistriktsinitiativer, har ramt en balance. Det synes jeg helt personligt ikke at regeringen har, og jeg synes ikke, at man har gjort nok i forhold til at få et Danmark i balance. Men det, som jeg gerne vil forholde mig til i dag, er den skæve balance, der er i forhold til de statslige arbejdspladser. Der trænger til en udflytningsrunde mere, og Danmarksdemokraterne har jo stillet et forslag om det, hvor vi vil flytte 10.000 statslige arbejdspladser ud i landet, og det har regeringen stemt nej til. Det samme forslag kommer igen her til foråret. Jeg synes bare, det er dobbeltmoralsk, når man som ordfører går ud på TV 2 Fyn og siger de her ting, når man ikke kan leve op til det, og det vil jeg egentlig gerne have ministerens kommentar til.

Finansministeren.

Nu nævner fru Susie Jessen dobbeltmoral. Der er jeg nødt til at sige, at jeg, når man repræsenterer et parti, der går ind for massive nedlæggelser af statslige arbejdspladser i Danmark, så synes, at man skylder at fortælle borgerne i Danmark, at det, hvis man fik gennemført sin politik, så ville betyde, at der rigtig mange af de steder, hvor man taler om at man gerne vil skabe flere arbejdspladser, vil blive nedlagt statslige arbejdspladser. Så det er fair nok, at man er optaget af det her spørgsmål, men der må også være en sammenhæng i tingene. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, og det er det, vi ser fra Danmarksdemokraternes side.

Jeg byder nu velkommen til medspørger hr. Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for ordet. Der er jo forskel på statens administration og på, hvor de statslige arbejdspladser er placeret henne. Det, der er sagen her, er, at hr. Bjørn Brandenborg går ud i medierne og siger, at regeringens politik – og det har man selv arbejdet for – er, at der nu skal 1.000 ekstra statslige arbejdspladser til Fyn. Og så er vi nogle, der godt kan se, at det måske er lidt for meget valgbluff. Derfor spørger vi så regeringen: Er det regeringens politik, at der skal flyttes 1.000 statslige arbejdspladser til Fyn, eller er det, at man, som man har gjort hele tiden, får flere flyttet ind til København? Altså, siden 2015 er der kommet 12.000 flere til København, og der er faktisk kommet færre på Fyn. Så hvad er regeringens politik? Er det, som hr. Bjørn Brandenborg siger, at der skal 1.000 til Fyn, eller er det, at der ikke skal 1.000 til Fyn?

Finansministeren.

Det er regeringens politik, at der skal være statslige arbejdspladser fordelt rundt i hele Danmark, at vi har et stærkt regionalt perspektiv, og at det ikke alene er i Københavnsområdet, der skal være statslige arbejdspladser. For så vidt angår hele den del omkring statslig administration, er det jo tilfældet – og det ville klæde Danmarksdemokraterne at stå ved det – at man vil lave massive besparelser på den del, og det vil uvægerligt også betyde, at der skal nedlægges arbejdspladser uden for København. Så i stedet for at lade, som om det ikke er tilfældet, vil jeg opfordre hr. Dennis Flydtkjær til at sige, at ja, Danmarksdemokraterne vil nedlægge massevis af statslige arbejdspladser, og at det ikke kun vil kunne foregå i København.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Modsat regeringens hænger vores politik faktisk sammen. Vi vil gerne skære ned på den statslige administration, men oven i det vil vi så lave en udflytningsrunde, så det går op. Regeringen gør det modsatte: De ansætter masser af bureaukrater inde i København, og så nedlægger de de statslige stillinger rundtomkring i landet. Men det, der er sagens kerne her, er jo det, der er kommet fra hr. Bjørn Brandenborg. Er det regeringens politik, at man skal have 1.000 statslige arbejdspladser flyttet til Fyn, eller er det bare et valgbluffnummer, man har sat i søen? Finansministeren er nu blevet spurgt mange gange, og man må jo kunne svare ja eller nej. Altså, mener regeringen, at der skal være en udflytningsrunde, så der bl.a. kommer statslige arbejdspladser til Fyn eller andre steder i landet?

Finansministeren.

Jeg har svaret meget klart. Regeringen arbejder for, at man fremadrettet kan placere flere statslige arbejdspladser rundtom i Danmark, herunder også på Fyn, og at de ikke alene skal placeres i København. Men det er simpelt hen ikke rigtigt, når hr. Dennis Flydtkjær siger, at regeringen ikke er optaget af at fjerne administrative stillinger i København, men kun ser uden for Københavns grænser. Mere end halvdelen af de administrative stillinger, som vi er i gang med at nedlægge, er i Københavnsområdet, og det er en bevidst politik fra regeringens side.

Så får fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne lov til at stille sit sidste spørgsmål. Værsgo.

Tak for det. Nu har ministeren sagt flere gange, at det er regeringens politik, at der skal være en god fordeling af statslige arbejdspladser i hele landet, men realiteten er jo, at den her regering ikke har løftet en finger i forhold til at få en bedre fordeling af statslige arbejdspladser i hele landet. Tallene taler jo deres tydelige sprog. Der er jo mange kommuner, der har tilbagegang i antallet af statslige arbejdspladser, mens de vælter frem her i Københavnsområdet. Så jeg kunne også bare godt tænke mig at vide, om det her er den sidste melding, vi kommer til at høre fra ordførere fra Socialdemokratiet, der gerne vil have udflyttet det ene, det andet og det tredje, når regeringen og Socialdemokratiet jo helt åbenlyst ikke er på det samme spor.

Finansministeren.

Regeringen og Socialdemokratiet er i meget stærkt omfang på det spor, at vi skal have et Danmark i geografisk balance. Det er derfor, vi også har lavet en række reformer, som betyder, at f.eks. i forhold til de uddannelser, som er så afgørende og livsvigtige, for at lokalområder kan trives, sørger vi for, at der er uddannelsespladser i hele Danmark. Det er også derfor, vi laver en sundhedsreform, der bekæmper geografisk ulighed. For i dag er det sådan, at der, hvor folk er mest syge, har vi færrest læger. Derfor er det vigtigt, at vi får flere læger derhen, hvor der er brug for dem. Det er vigtige initiativer, og det står vi fuldt vagt om. Det er det, vi arbejder for som socialdemokrati og som regering.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne, tak til hr. Dennis Flydtkjær, ligeledes fra Danmarksdemokraterne, og tak til finansministeren. Så byder jeg velkommen til miljøministeren og til fru Signe Munk fra Socialistisk Folkeparti, som stiller spørgsmålet (spm. nr. S 485).

(Spørgsmålet er udgået af dagsordenen).

Værsgo at stille spørgsmålet.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Mener ministeren, at intensivt dyrkede marker bør indgå i definitionen af beskyttet natur?

Miljøministeren.

Tak for at stille det her spørgsmål, som sætter fokus på et emne, som vi i den grad har brug for at have mere fokus på, nemlig naturen, som er i krise, og tabet af dyre- og plantearter for øjnene af os – så tak for det. Det er jo det, som går under den samlede betegnelse biodiversitetskrisen, og det er grunden til, at vi i regeringsgrundlaget og også i den opfølgende trepart har knæsat, at vi arbejder på at få lavet en lov om natur og biodiversitet. Det er de forhandlinger, som er i gang for nuværende, og derfor vil jeg som altid være tilbageholdende med at lave den endelige konklusion på, hvad der skal komme ud af de forhandlinger. Men nu spørges der jo konkret til nogle definitioner her, og det forstår jeg godt. Det er definitionen på, hvad vi så kan definere som beskyttet natur – helt konkret her, om intensivt dyrkede marker kan defineres sådan. Der vil jeg sige – med respekt for forhandlingerne – at det altså i mange tilfælde kan være svært at se, hvordan intensivt dyrkede marker kan være beskyttet natur. Vi ved jo godt, at når det handler om Natura 2000-områder i Danmark, er de udpeget fagligt for flere årtier siden for at beskytte bl.a. vores arter, og der er også nogle intensivt dyrkede marker, der som en del af et samlet udpegningsområde også er Natura 2000-udpeget, som det hedder. Det er jo for at give et vigtigt fødegrundlag for vores rovfugle – røde glenter, musvåger, tårnfalke, gæs – som fouragerer på de marker, og det skal de jo kunne fortsætte med. Men om det så skal ryge ind i en lov som en ny definition af beskyttet område, er det, jeg siger, at det i mange tilfælde vil være svært at se, at den type intensivt dyrkede marker vil kunne defineres som beskyttet natur. Men vi skal jo have debatten mellem partierne i det arbejde, der ligger foran os.

Fru Signe Munk.

Der er jo meget at beundre ved naturen. Desværre, som ministeren også påpeger, får naturen det i hastigt tempo ringere og ringere – planter forsvinder, og dyr bliver der færre af, også nogle af dem, vi egentlig synes, vi kendte ret godt. Der bliver færre pindsvin, og de må finde ly for robotplæneklipperen ude på græsplænen. Man ser haren sjældnere og sjældnere ude i haven. Så er der også alle de sommerfuglearter, som jeg ikke nødvendigvis tror danskerne kender, men som jo har deres egen sælsomme måde at være i verden på, f.eks. ensianblåfuglen, som kun vil lægge sine sommerfuglelarver på den særlige klokkeensian. Nogle gange kan man sige, at den natur, vi er en del af, og den natur, vi omgiver os med og holder af, jo næsten kan få raketvidenskab til at se nemt ud. Det er et stort og svært område at få gjort noget ved; alligevel bliver løsningerne somme tider ret simple. En af de allervæsentligste løsninger er netop at skabe mange flere levesteder og have færre dyrkede marker. Jeg er enormt glad for, at ministeren har svært ved at se, at den dyrkede mark er natur. Derfor bliver jeg nysgerrig på, om ministeren kan prøve at folde ud, hvordan ministeren så vil tage marker ud af definitionen, ligesom jeg også har forstået, at parkeringspladser og minigolfbaner og andet skidt og ragelse – skulle jeg til at sige – skal ud af naturdefinitionerne.

Ministeren.

Det er jo en del af, at der er nogle mål i forhold til hele EU's land- og vandflade. Der skal vi op på 30 pct. beskyttet natur, heraf 10 pct. strengt beskyttet natur i hele EU. Nogle medlemslande kan levere mere til det, men alle medlemslande skal jo levere meget mere, end de gør i dag, for at beskytte netop levestederne. Det er nogle af de arter, som blev nævnt af fru Signe Munk, men det er også sanglærken og viben, altså fuldstændig kernedanske arter, som mangler levesteder. De får det kun, hvis vi får beskyttet et større areal. Det, vi har aftalt i den grønne trepart, er, at vi skal op på 20 pct. i 2030, så det har vi travlt med at komme. Det kræver altså, at vi skal trække os mere tilbage og give mere tilbage til naturen igen.

Spørgeren.

En ting er jo de store tal. Jeg forstår måske godt, hvis danskerne bliver lidt forvirrede en gang imellem over, hvad vi forstår som natur, og det har jo i ret lang tid faktisk været sådan en større diskussion. På de sociale medier er der lige nu sådan en trend, hvor man lægger billeder op fra 2016. Jeg har også selv lagt billeder op; jeg var en meget sød sygeplejestuderende for 10 år siden. Men noget af det, jeg så også fandt ud af, var, at Esben Lunde Larsen, der tidligere var Venstreminister, for 10 år siden sagde, altså netop i 2016, at – og jeg citerer – det er en smule arrogant at påstå, at en kornmark ikke kan være natur. Jeg vil bare høre, om miljøministeren er enig med Esben Lunde Larsen eller er lodret uenig.

Ministeren.

Er det virkelig 10 år siden? Det var en stor debat med rette. Som miljøminister kan man ikke pege på et intensivt dyrket markområde og erklære det for fin dansk natur. Jeg holder fast ved – og det tror jeg er vigtigt at vi holder fast i – at det er en del af fødegrundlaget for nogle af de arter, vi skal have, og vi skal give fødegrundlag til gæs og rovfugle og også nogle af de mindre fugle, som jeg nævnte, så det er det stadig væk. Men når vi taler om beskyttet og endda også strengt beskyttet og værdifuld natur, er det ikke de intensivt dyrkede marker, man skal kigge på.

Fru Signe Munk et afsluttende spørgsmål.

Betyder det så, at de 874 km 2 dyrkede marker, der i dag indgår i naturdefinitionerne, kommer til at blive taget ud af naturdefinitionerne, hvis ministeren får magt, som han har agt?

Ministeren.

Jeg er ked af det, men jeg kan altså ikke svare helt præcist ja eller nej til det, og det gør jeg altså aldrig, når vi er i gang med forhandlinger og har en møderække foran os med landets fremmeste eksperter med tekniske oplæg og opgørelser over procenter og definitioner. Jeg vil fokusere alt på at få et resultat hjem med så mange partier som overhovedet muligt, til gavn for at vi får flere arealer reelt beskyttet til glæde for de arter, der er presset. Så længe de debatter og forhandlinger foregår, vil jeg ikke være så bombastisk udadtil og sige ja eller nej til sådan nogle spørgsmål.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Signe Munk fra Socialistisk Folkepart og til miljøministeren. Jeg byder nu velkommen til beskæftigelsesministeren og til fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak. Spørgsmålet lyder: Hvad er ministerens holdning til, at der ikke er et fungerende tilsyn med adfærd og salær fra private socialrådgivere?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg kan indledningsvis oplyse, at private socialrådgivere kan være omfattet af lov om juridisk rådgivning, hvis rådgivningen er af overvejende juridisk karakter. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med loven, og en overtrædelse af loven kan straffes med bøde. Jeg henviser derudover til Justitsministeriet, som er ansvarlig for denne lov. Som beskæftigelsesminister vil jeg samtidig gerne understrege, at det er kommunernes ansvar at vejlede borgerne korrekt og sikre, at de får de ydelser og tilbud, som de har krav på. Det fremgår klart og tydeligt af både forvaltningsloven og retssikkerhedsloven. Reglerne er indrettet med henblik på at sikre borgernes retssikkerhed, så det netop ikke skal være nødvendigt at fyre f.eks. en advokat eller en privat socialrådgiver. Kommunerne har pligt til at sikre, at sagerne er tilstrækkelig oplyst, så der kan træffes en korrekt afgørelse. Desuden er der mulighed for, at borgerne kan klage til Ankestyrelsen, hvis de er uenige i kommunens afgørelse. Jeg vil derudover bemærke, at jeg ser brugen af private socialrådgivere som et udtryk for, at beskæftigelseslovgivningen er for kompleks og for uigennemskuelig for den enkelte borger. Samtidig er der mange proceskrav og regler om f.eks. sanktioner, der betyder, at ikke alle borgere har oplevet at have et tillidsfuldt forhold til deres sagsbehandler. Jeg er derfor glad for, at vi med den kommende beskæftigelsesreform, bl.a. sammen med Det Konservative Folkeparti, får ryddet godt og grundigt op i mange af de krav og regler, så medarbejdernes faglighed i højere grad kommer i spil, for det må selvfølgelig være centralt, at borgerne mødes med værdighed, tillid og respekt, så vi kan se på de udfordringer, som den enkelte har. Tak for ordet.

Spørgeren.

Jeg hører ministerens svar på den måde, at ministeren mener, at der rent faktisk er et velfungerende tilsyn med adfærd og salær med hensyn til private socialrådgivere, og ellers håber jeg, ministeren vil rette mig i forhold til den opfattelse. Når jeg spørger om det her, er det, fordi vi kan se, at der er en stigende brug af de her private socialrådgivere. På de sociale medier har vi også noget, der hedder Jobcentrets Ofre. Der er nogle af dem, som er tilknyttet Jobcentrets Ofre, der går ud og tilbyder at hjælpe folk, der er socialt udsatte, i forhold til deres sager i både jobcenteret og det sociale system med priser på op til 800 kr. uden at være jurister, og så siger de ligesom, at det er billigere, end hvis du tager en advokat. Det stiller jo de her klienter i et forhold, hvor de jo ikke får en ærlig vejledning, men bliver vildledt til at tro, at det er det her, de har brug for, og at de her får en god rådgivning.

Ministeren.

Jeg kan udmærket forestille mig situationen. Jeg har jo også selv oplevet den del af miljøet. Men jeg tror, mit udgangspunkt umiddelbart ville være, at den samme juridiske forpligtigelse, der er for eksempelvis advokater, og som også gælder for folk, der yder juridisk rådgivning, sådan som det jo ofte er tilfældet her, og som det også fremgår af det skriftlige svar, der er kommet tidligere til ordføreren, skal være underlagt nogle regler og et system, hvor Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med det. Hvis det tilsyn ikke er godt nok, er det selvfølgelig noget, vi skal se på. Men jeg ved ikke, om det vil være en fordel at lave et nyt tilsyn.

Fru Dina Raabjerg.

Jeg efterspørger egentlig ikke et nyt tilsyn. Jeg spørger egentlig ind til, om der er et fungerende og et velfungerende tilsyn. For når man hører om sager, hvor socialt udsatte – folk, der bare har en førtidspensionssag – bliver præsenteret for regninger, der langt overstiger, hvad de skulle betale hos en advokat, vækker det jo bekymring. I andre sammenhænge ville vi jo ikke tillade, at man udnyttede folk, der var socialt udsat, på den måde.

Ministeren.

Nej, men det synes jeg også på alle måder er hamrende usympatisk. Jeg ved ikke, om folk ikke også i andre sammenhænge udnyttes. Altså, indtil for nogle år siden kunne man jo tage kviklån, og dem var det også socialt udsatte der tog. Der er andre former for ydelser, som særlig socialt udsatte benytter sig af, og som jo også bygger på, at folk bare vil tjene nogle hurtige penge på dem, fordi de er i en udsat situation. Så jeg ved ikke, om det er enestående. Men det er klart, at det skal være sådan, at hvis man kommer og bilder folk ind, at man kan yde dem juridisk rådgivning om deres situation i forhold til det kommunale beskæftigelsessystem, så skal man selvfølgelig også kunne yde det. Ellers må det være en sag for Forbrugerombudsmanden.

Fru Dina Raabjerg med et afsluttende spørgsmål.

Så vil jeg i mit afsluttende spørgsmål spørge ministeren, om han vil tage initiativ til, at vi kigger lidt mere på det her område for at finde ud af, hvor stort problemet i virkeligheden er.

Ministeren.

Det synes jeg kunne være interessant også selv at blive klogere på. Jeg er jo enig i, at det er hamrende usympatisk, når man snyder udsatte borgere. Omvendt er det jo også sådan på andre områder, at man nogle gange kan vælge, om man vil have en faglært murer til at komme og lave ens hus eller sådan en altmuligmand eller multiservicemand. Den sidste er måske billigere, og så er der måske også en større risiko for, at der er noget, som ikke bliver ordentligt. Det frie valg skal der jo i en eller anden grad være, så længe man ved, at folk ikke bevidst og overlagt går og snyder folk og tilbyder noget, som de reelt ikke kan levere. Så det synes jeg da vi skal prøve at kigge nærmere på sammen.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti og tak til beskæftigelsesministeren. Jeg byder nu velkommen til transportministeren og til hr. Kenneth Fredslund Petersen fra Danmarksdemokraterne, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak. Anerkender ministeren, at det haster med at få fulgt op på anbefalingerne fra ekspertudvalget om kollektiv mobilitet i hele Danmark?

Transportministeren.

Ja.

Spørgeren.

Det var dejlig klart. Så vil jeg bare gerne have slået fast: Vil ministeren garantere, at han inviterer til politiske forhandlinger her i foråret som opfølgning på ekspertudvalgets anbefalinger, så vi ligesom kan få vendt den her dødsspiral, som den kollektive transport jo befinder sig i, særlig i landdistrikterne? Med det klare svar på mit indledende spørgsmål har jeg faktisk en klar forventning om, at der må komme en eller anden nærmere dato, vi kan arbejde ud fra.

Ministeren.

Jeg kan nok ikke lige sætte en dato på. Men ja, det er min ambition, at vi i løbet af det første halve år her kan igangsætte forhandlingerne. Vi har jo allerede haft mange drøftelser i forligskredsen omkring forskellige aspekter, som relaterer sig til det her spørgsmål. Noget af arbejdet er jo forligsbelagt, noget af arbejdet er ikke forligsbelagt, og det er klart, at når regeringen er klar til de her drøftelser, så vil jeg – ud over på de områder, der er forligsbelagt – sørge for, at hele Folketinget bliver indkaldt til drøftelser og forhandlinger, herunder også Danmarksdemokraterne, som i de fleste aftaler ikke er en del af forligene.

Spørgeren.

Tak. Det modtager jeg meget positivt. Ministeren siger det første halvår. Altså, jeg mener at huske, at ministeren jo egentlig tidligere udtalte, at det ville komme i slutningen af 2025, og nu er vi så langt henne i 2026. Det kunne være interessant, om det bliver før eller efter et valg. Det kan jo godt nås før et valg. Jeg er sådan lidt mere interesseret i ministerens holdning til ekspertudvalgets anbefalinger, der peger på, at trafikselskaber i dag ikke har mulighed for at varetage en aktivt koordinerende rolle i forhold til samkørsel, som er noget, især vores unge mennesker er glade for. Så er ministeren villig til i den sammenhæng at opdatere loven om trafikselskaber og give trafikselskaberne nogle mere fleksible rammer, end det er tilfældet i dag?

Ministeren.

Altså, jeg ved ikke, om jeg er enig med ordføreren i, at vi nu er langt inde i 2026. Mig bekendt er vi stadig væk i første måned af 2026. Ud over det er det jo et fantastisk godt stykke arbejde med en høj grad af kompleksitet, som vi langt om længe har fået et ekspertudvalg til at gennemtygge for os politisk. Jeg hører selvfølgelig også de drøftelser, der er blandt Folketingets ordførere og partier. Så ud over at danne mig en egen holdning til, hvad der er bedst, og drøfte den med regeringen, er der jo også noget strategisk i, hvordan jeg kan se en mulighed for at samle så meget af Folketinget som muligt i en samlet aftale.

Så byder jeg velkommen til medspørgeren, fru Susie Jessen, ligeledes Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Altså, ministeren har en ambition om, at der kommer til at ske noget i første halvår af 2026. Der gik alt for lang tid, før det her ekspertudvalg overhovedet blev nedsat, så var ekspertudvalget forsinket, så kom de med anbefalingerne i sommer, og så er der ikke sket noget siden. Så siger ministeren i dag, at man har en ambition om, at man snart vil indkalde til nogle drøftelser. Altså, køreplanstimerne er fuldstændig raslet ned i hele landet siden 2010, med 12 pct. Der er så mange busruter, der lukker lige nu. Vi har et ekspertudvalg, der er kommet med en hel række anbefalinger til, hvordan vi kan få løst det her. Det er da ikke godt nok, at man ikke engang er gået i gang med at drøfte med partierne endnu, hvordan vi skal få løst fremtidens mobilitet ude i landdistrikterne. Der sidder altså skolebørn derude, der ikke kan komme i skole ordentligt, hvis deres forældre ikke kan køre dem. Der er gamle mennesker, altså pensionister, som skal hen at handle, og hvor bussen er blevet fjernet. Det er jo ikke godt nok, at det her har udviklet sig til en eller anden syltekrukke, og at der så åbenbart heller ikke er nogen garanti for, at det kommer før et valg.

Ministeren.

Jeg ved ikke, hvad ordføreren lægger i, at der ikke er sket noget, siden ekspertudvalget afleverede deres anbefalinger, men jeg får i hvert fald mange indikationer nu på, hvor Danmarksdemokraterne står, hvilket er godt, i og med at I jo ikke lige er med omkring alle forligskredsmøder, og hvor meget der kommer. Men jeg må forstå på ordføreren, at man gerne fra Christiansborgs side vil sætte skolebusser ind og stå for den kommunale busdrift. Det er f.eks. et meget, meget afgørende element i de her drøftelser og afspejler i virkeligheden nok også de store forskelle, der er i Folketinget. Min opgave bliver så at se, hvordan vi kan rumme så meget og så mange af de holdninger som muligt i en kommende aftale.

Spørgeren.

Jeg vil meget gerne frabede mig, at ministeren lægger ord i munden på mig. Jeg synes, det er rigtig fint, at der også er private instanser, der kommer ind og hjælper med at fragte f.eks. skoleelever frem og tilbage. I min egen kommune, altså i Vordingborg, er der nogle gode initiativer i gang i forhold til det. Det, jeg beder om her, er, at man nu sætter sig ned med andre partier og kommer i gang med at få kigget på ekspertudvalgets anbefalinger. Når de har lavet et så stort stykke arbejde, synes jeg ikke, at man kan være bekendt, at man venter så lang tid med at komme i gang med det. For det er altså nu. Det haster.

Ministeren.

Jeg ved ikke, hvad det er, ordføreren hentyder til, når ordføreren siger, at man bare sidder og venter. Det er i hvert fald ikke det, der sker, og der pågår også drøftelser i forskellig regi. Men som jeg også sagde til hovedspørgeren på spørgsmålet: En ting er jo min egen holdning, regeringens holdning og de positioner, der er, men dernæst er der også både partierne i forligskredsen og uden for forligskredsen. For formålet må jo være at kunne samle så mange partier som muligt i en fælles og langtidsholdbar aftale.

Så får hr. Kenneth Fredslund Petersen, Danmarksdemokraterne, ordet til det sidste spørgsmål. Værsgo.

Tak. Skal jeg forstå det sådan, at der foregår en hel masse, og at fordi vi jo desværre ikke er med i alt det forligsbelagte, står vi i den situation, at det er rent gætværk fra vores side, når vi føler, der ikke sker noget? For vi har en klar oplevelse af, at der ikke sker noget, og vi vil jo gerne inddrages så hurtigt som muligt. Så er jeg jo nødt til at bakke min kollega lidt op. Når ministeren siger inden for ½ års tid, kan det godt være, ministeren mener 14 dage, men det kan jo lige så godt lyde som 6 måneder. Så jeg vil opfordre ministeren til at invitere os, så vi kan blive klogere og få sat gang i det her.

Ministeren.

Jeg fører ikke nogen forhandlinger eller skyggeforhandlinger uden om Danmarksdemokraterne, men der pågår selvfølgelig drøftelser blandt ordførere, i regeringen osv. Hvis det vigtigste input fra Danmarksdemokraterne er, at vi skal begynde at snakke om tingene, så noterer jeg også det. Men der er bare en høj grad af kompleksitet, hvis du skal lave en helt ny model, hvor vi taler om en driftsstøtte på 11 mia. kr., og skal strukturere den anderledes. Det kræver jo inddragelse og følere ude ved både kommuner, regioner og Folketinget, og derfor kan man godt bare have en holdning om, at vi skal begynde at drikke kaffe sammen og snakke om tingene. Men det, jeg er optaget af, er, at vi får lavet det ordentligt og grundigt.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Kenneth Fredslund Petersen fra Danmarksdemokraterne. Det næste spørgsmål er ligeledes til transportministeren og bliver stillet af fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne.

Værsgo.

Tak for det. Hvad mener ministeren om den nuværende situation i de sjællandske regionaltog, hvor passagererne er tvunget til at stå op i fuldt pakkede tog, og hvor nogle slet ikke kommer med på grund af manglende plads, og mener ministeren, at situationen medvirker til, at flere vil pendle med toget i fremtiden, når problemet ifølge ministeren selv først bliver løst i 2027?

Ministeren.

Jeg ved heller ikke i forbindelse med det her spørgsmål, hvad spørgeren mener med, at jeg mener, at problemet først skal løses i 2027. Men jeg vil gætte på, at spørgeren har læst en avisartikel eller har set et tv-indslag eller et eller andet, som der er blevet klippet i, eller hvor der er blevet bragt et citat og man har sagt, at så sker der ikke andet end det. Jeg vil gætte på, at jeg har sagt noget i retning af, at det bliver markant bedre i 2027, hvor vi får vores nye tog, som er danmarkshistoriens største indkøb, IC5-tog, men det er jo så ikke et udtryk for, at der ikke sker andet i den mellemliggende periode. Det gør der løbende, i form af at man f.eks. lige har indkøbt nogle flere dobbeltdækkervogne, som man arbejder på at kunne få sat i drift. Man agter at købe flere af de her dobbeltdækkervogne, som jo kan trækkes af nogle Vectronlokomotiver. Man kører hårdt vedligehold af nogle tog, som måske ikke er de mest optimale at køre videre med, men koste, hvad det koste vil, så levetidsforlænger vi så meget, vi kan, og så hurtigt som muligt. Dernæst vil jeg sige, at en del af årsagen også er, at vi laver så mange og så store investeringer i vores jernbaneinfrastruktur, at det også påvirker driften, og det påvirker også antallet af tog, der kan køre, og som kan køre fleksibelt. Det er selvfølgelig på grund af den kompleksitet, der er ved jernbanen. F.eks. kunne man godt, når vi laver en hovedrenovering af Aarhus Hovedbanegård, sige, hvad det egentlig har med strækningen Ringsted-København at gøre. Og der er svaret, at det har noget at gøre med, at vi så ikke har de samme tog til rådighed, fordi nogle bliver fanget nord for Aarhus og andre skal køre med kortere tog syd for Aarhus. Så på den måde er de store investeringer i forhold til at indhente det efterslæb, vi har på jernbanen, også udslagsgivende i den lidt ulykkelige situation, vi står i, med hensyn til nogle ganske få afgange, f.eks. mellem Ringsted og København.

Spørgeren.

Tak. Ja, det er netop Dagbladet Ringsted, der har beskrevet den her situation, hvor der f.eks. er handicappede, der har brugt penge på en 1.-klassebillet, men som ikke får en plads på 1. klasse og må sidde på gulvet. Der er pendlere, som jo bruger tiden på at arbejde, og som må stå med en bærbar i hånden, når de skal ind til deres arbejde. Der er folk, der er besvimet i toget, fordi man står som sild i tønde. Og så er der jo også folk, som slet ikke kommer med toget, fordi der ikke er plads. Jeg tager selv den tur hver dag, og vi er så heldige og privilegerede, at vi har 1.-klassebilletter, men det er der mange der ikke har. De kommer ikke med toget fra Næstved og Ringsted, og hvad gør man så, når man er pendler og skal møde på arbejde på et bestemt tidspunkt? Jeg er glad for, at ministeren nu siger, at der sker mere end det, der blev beskrevet i Dagbladet Ringsted, for der stod jo netop, at ministeren sagde, at der kommer en løsning i 2027. Hvornår bliver de her dobbeltdækkervogne, som ministeren taler om, sat i drift? Det kunne jeg godt tænke mig få et svar på. For helt ærligt er det, som situationen er lige nu, gået rigtig galt inden for den sidste måned eller to. Og det er ikke kun på strækningen fra Nykøbing Falster ind til København, det er også fra Holbæk. Der er mange regionaltog, som er propfyldt med mennesker i øjeblikket, så der er nogle mennesker, der ikke kan komme på arbejde. Det er bare også et problem i forhold til vores landdistrikter, for når man bosætter sig uden for de store byer, har man jo også en forventning om, at man kan komme på arbejde. Og for at sige det, som det er, desværre, ligger alt for mange arbejdspladser jo herinde i København. Så vi skal have løst det her pendlerproblem, og jeg håber, at ministeren i dag vil sige, at der bliver indsat de her ekstra dobbeltdækkervogne på de strækninger, hvor det er rigtig galt, og jeg håber også, ministeren vil fortælle mig, hvornår det kommer til at ske. For lige nu er det altså meget uholdbart at være pendler, især på Sjælland.

Ministeren.

Jeg vil så bare understrege, at det jo er sådan et lidt svingende problem, hvor det er flere forskellige omstændigheder, der kan spille ind, bl.a. det her sporarbejde, vi taler om, som jo så løser sig selv, når trafikken kan køre mere almindeligt, så vi kan få en bedre kapacitetsudnyttelse i Danmark. Det er også bare for at understrege, at ud over at DSB har købt dobbeltdækkervogne, som jeg ikke kan svare på hvornår kan være i drift, og som man arbejder på at købe flere af, sker der en lang række andre initiativer til at løse det særlige problem, der er med de peaks i den regionale Sjællandstrafik. Så det, man også skal huske, er, at der jo er ganske få peaks morgen og aften, og det er meget svært at løse det på kort sigt, men hvor jeg har sagt, at det bliver væsentlig bedre i 2027. Men det betyder jo ikke, at vi ikke gør noget indtil da.

Fru Susie Jessen.

Så vil jeg gerne forsvare mit eget fag, journalistikken, for så er det, som Dagbladet Ringsted skriver, jo sådan set rigtigt, nemlig at der ikke sker noget før 2027. For det, der er i gang nu, er jo vedligehold. Det er, at man gør nogle togsæt klar til 2027. Ministeren kan ikke svare på, hvornår de dobbelttog kommer, som ministeren taler om her, så der er ikke udsigt til, at der kommer en bedring på tognettet før 2027. Som jeg siger: Hvorfor har man ikke forudset den her situation? Der er tusindvis af pendlere, der skal herind til København hver eneste dag for at arbejde, og som må stå som sild i en tønde inde i toget. Det er da ikke holdbart.

Ministeren.

Det er jo ikke sådan, at vi ikke investerer i de her strækninger. F.eks. koster en gennemsnitlig pendler, der pendler året rundt mellem Ringsted og København, 54.000 kr., og hvis du tager en gennemsnitlig pendler om året mellem Næstved og København, koster vedkommende faktisk 80.000 kr. Det er ikke noget problem i sig selv; det er bare for at give et billede af, at vi investerer massivt. Det er selvfølgelig, fordi vi skal have en særlig stor kapacitet i de her peaks, altså morgen og eftermiddag, og det kan man ikke diskutere; det skal man bare have. Der har vi lavet nogle varige langtidsinvesteringer, som af forskellige årsager kan starte fra 2027. I mellemtiden frem til 2027 gør vi alt, hvad vi kan, for at få så meget materiel ud at køre som overhovedet muligt og også gøre det effektivt, men desværre er der omstændigheder, der gør, at det ikke kan være lige effektivt hele året rundt frem mod 2027.

Så er det fru Susie Jessen med et afsluttende spørgsmål.

Jeg hører bare ikke ministeren komme med nogle konkrete eksempler på, at der kommer en bedring inden 2027. Vi er i januar 2026 nu, så det, der er min bekymring, er jo, at pendlerne nu har udsigt til i et helt år ikke at kunne komme ordentligt på arbejde og blive afvist i døren på Ringsted Station, når det er, de skal møde herinde kl. 8.00. Ministeren nævner, at det koster nogle penge at have pendlere, men pendlerkort er jo heller ikke billige. Dagbladet Ringsted fortalte, at et pendlerkort ind til København koster 19.000 kr. om året, tror jeg det var. Det er ufattelig mange penge, som folk giver for at kunne sidde nede på gulvet eller stå som sild i en tønde.

Ministeren.

Jamen jeg glæder mig jo over, at Danmarksdemokraterne har sat 150 mio. kr. af i deres eget finanslovsudspil. Der kan man i hvert fald lave en mindre forsøgsordning på en lille strækning, hvis man ønsker at bringe dem i spil.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til transportministeren og tak til fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til børne- og undervisningsministeren og til fru Helene Brydensholt fra Alternativet, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Hvad er ministerens holdning til, at den nyligt nedsatte ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til ændringer af dagtilbudsloven, der kan bidrage til at øge kvaliteten, ikke skal have fokus på dagtilbuddenes rammer, og at ekspertgruppens anbefalinger skal være udgiftsneutrale?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Vi har jo som bekendt fået lavet to undersøgelser, der har interesseret sig for kvaliteten af henholdsvis dagplejer og vuggestuer, men også børnehaver. De to undersøgelser viser, at der er utilstrækkelig kvalitet. Derfor er det også godt, at vi en periode, hvor der er kommet 4 pct. flere børn, har ansat 15 pct. flere i dagtilbud. Tak til Alternativet for også at have haft fokus på det igennem mange år. Det er også godt, at vi i forlængelse af Socialdemokratiets valgløfte fra sidste folketingsvalgkamp har hævet lønnen til bl.a. pædagoger. Den januarløn, de får i den her måned, gør faktisk, at de når op på de 1.800 kr. ekstra om måneden ifølge pædagogernes egen fagforening. Det har gjort det lettere at rekruttere. Alt det er godt, og det er også godt, at vi med den nye finanslov har afsat økonomi til at ansætte knap 1.400 ekstra. Men diskussionen om kvalitet og utilstrækkelig kvalitet kan ikke reduceres til antallet af ansatte i daginstitutioner. Det er også nødt til at handle om indholdet af hverdagen, altså fra vi afleverer, til vi henter vores børn. Der peger kvalitetsundersøgelserne jo på betydningen af uddannelse og betydningen af ledelse. Det har vi også haft fokus på, bl.a. med uddannelsen til meritpædagog, som jeg selv har stor, stor fidus til. Men det er heller ikke nok, og det er derfor, vi har nedsat den her ekspertgruppe, der skal kigge på selve de lovgivningsmæssige rammer og dermed også på, hvilke pædagogiske forventninger vi har til dagligdagen for de mindste børn. Her har det været vores ambition særlig at få trukket pædagogikken frem, så det pædagogiske indhold kommer til at betyde noget mere, men også at få trukket den pædagogiske ledelse frem og få givet det en større rolle i dagtilbudsloven. Jeg har store forventninger til, at den her ekspertgruppe, formentlig efter et valg, vil komme med sine anbefalinger og vi forhåbentlig kan have en politisk diskussion af, hvordan vi styrker det pædagogiske indhold i dagplejer, vuggestuer og børnehaver.

Spørgeren.

Tak til ministeren for besvarelsen. Det er jo ikke noget nyt, at man træffer nogle valg på børneområdet. Det gælder for såvel skoleområdet som dagtilbudsområdet. Så beder man en gruppe om f.eks. at kigge på et område – det kunne også være Trivselskommissionen – men så skal deres anbefalinger være udgiftsneutrale. Mener ministeren, at vi kan løse de store problemer, vi har med kvaliteten i de danske vuggestuer og børnehaver, ved at lave udgiftsneutrale løsninger? Eller er ministeren og regeringen, som ministeren repræsenterer, klar til at kaste endnu flere penge efter at øge kvaliteten, som vi jo sort på hvidt kan se i kvalitetsrapporterne virkelig trænger til at blive løftet, også mere, end man gør i de tiltag, som man allerede har sat i søen nu, hvis man spørger mig?

Ministeren.

Jeg mener egentlig, at vi har bevist, at vi er villige til at afsætte faktisk ret betragtelige midler til de mindste børn og deres hverdag, fra vi afleverer dem, til vi henter dem. Som jeg nævnte før, er der kommet 4 pct. ekstra børn, siden Mette Frederiksen blev statsminister, og der er kommet 15 pct. flere ansatte. Det er altså ikke alle steder i den offentlige sektor – eller for den sags skyld i den private sektor – at der er kommet så mange flere ressourcer. Vi mener ikke, at vi er færdige. Det er bl.a. derfor, der med den nye finanslov er afsat yderligere økonomi til at ansætte 1.400 ekstra. Jeg tror bare, det er vigtigt, at diskussionen ikke kun kommer til at handle om ansatte, men også om, hvad der faktisk foretages, fra vi afleverer, til vi henter. Der viser kvalitetsundersøgelserne jo, at der er forskel, også mellem institutioner, der har de samme ressourcer.

Fru Helene Brydensholt.

Er det ministerens klare vurdering, at man med den her ekspertgruppe, som ikke må kigge på rammevilkårene, og som skal komme med udgiftsneutrale anbefalinger, og de penge, der er sat af på finansloven, som altså giver 0,3 ekstra voksne – ikke pædagoger, men voksne – i de danske dagtilbud, er i mål med at løfte kvaliteten?

Ministeren.

Nej, det tror jeg ikke. Jeg vil også sige, at det er med den samme finanslov, vi også har afsat masser af økonomi til opkvalificering af allerede ansatte pædagogmedhjælpere. Det er derfor, jeg lige nævner meritpædagoguddannelsen, for jeg tror faktisk, at det er et af de væsentligste værktøjer til at få løftet kvaliteten, at mange af de vellidte kolleger, som er ansat i institutionerne, men som ikke har en pædagogisk uddannelse i rygsækken, under nogle mere gunstige vilkår kan få taget en meritpædagoguddannelse. Det er særlig noget af det, jeg tror vi kommer til at kigge mere på.

Fru Helene Brydensholt med et afsluttende spørgsmål.

Tak. Ministeren siger, at man kommer til at kigge mere på det. Hvornår kommer det så til at ske? For ekspertgruppen – jeg tror også, ministeren selv sagde det – skal jo først være færdig om 1 år, dvs. efter et valg. Altså, som jeg ser det, har vi en børneminister, som har brugt 4 år på ikke at lave mærkbare løsninger for børnene ude på rød og grøn stue i vuggestuerne og børnehaverne. Kommer ministeren til faktisk, inden den her valgperiode er ovre, at gøre noget, der kommer til at kunne mærkes ude hos alle børn i alle dagtilbud? Jeg har svært ved at se det.

Ministeren.

I sidste uge blev der overført økonomi fra Børne- og Undervisningsministeriet til alle landets kommuner i forlængelse af den finanslov, der er blevet vedtaget. Det gør, at man kan begynde at slå pædagogstillingerne op, fordi normeringerne skal styrkes. Jeg synes sådan set, at mens Mette Frederiksen har været statsminister, er der blevet taget store skridt, også i retning af uddannelse af personale. Det er også derfor, der er ansat flere pædagoger, end der var, før statsministeren startede, og det er også derfor, der er markant flere ansatte i daginstitutionerne. Men som sagt synes jeg ikke, at vi er færdige på uddannelsesområdet med at få den pædagogiske ledelse til at fylde mere. Og så synes jeg også, at den lovgivning, der regulerer området, nemlig dagtilbudsloven, på mange måder er god, men mangler at få hevet det pædagogiske indhold i hverdagen helt frem i bussen. Det er for meget en styringslov og for lidt en indholdslov, hvis du spørger mig.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Helene Brydensholt fra Alternativet og til børne- og undervisningsministeren. Jeg byder nu velkommen til social- og boligministeren og til fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak. Finder ministeren det tilfredsstillende, at det i dag er et postnummerlotteri, der afgør, hvilken hjælp børn udsat for forældrevold får, hvor nogle børn står uden hjælp, og hvad agter ministeren at gøre for at løse problemet, så børn udsat for vold i hele landet modtager samme hjælp?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Allerførst vil jeg gerne understrege, at det er meget vigtigt for regeringen at sikre, at børn og unge, der har været udsat for vold, får den hjælp, de har behov for. Det må aldrig blive et spørgsmål om geografi, om man som barn modtager den rette hjælp og støtte. Alle kommuner er underlagt de fuldstændig samme regler, når det kommer til sager om børn og unge i udsatte positioner, som f.eks. hvis et barn eller en ung har været udsat for vold. Alle kommuner er forpligtet til at sikre hjælp og støtte efter barnets lov til de børn, der har brug for det. Kommunerne er også forpligtet til at sikre, at der er de nødvendige tilbud til børn og unge. Ud over at kommunerne selv har et ansvar, har vi jo også i regeringen i samarbejde med mange af jer gjort meget for at understøtte, at der findes gode tilbud derude. Eksempelvis har vi aftalt at udbrede behandlingsmetoden TF-CBT til alle landets børnehuse til behandling af traumer efter vold. Det er en behandlingsform, som senest i en evaluering fra den 19. januar i år har vist rigtig lovende resultater for børn, som har været udsat for vold eller seksuelle overgreb. Behandlingsmetoden er fuldt indfaset, og børnehusene har endda ledig kapacitet til at tage imod endnu flere børn i behandlingen. Derfor håber jeg også på, at alle landets kommuner vil benytte det her tilbud, når de har med børn at gøre, som har behov for traumefokuseret behandling på grund af overgreb. I efteråret 2025 har vi besluttet også at udbrede et behandlingstilbud til børnehusene til de børn, der er endnu mindre, til de 0-6 årige, så jeg synes, at vi tager rigtig mange gode skridt allerede. Men når det er sagt, er jeg meget åben over for en dialog om, hvordan vi sikrer, at man rent faktisk bruger de her tilbud, som vi jo har været fælles om at tilvejebringe, og hvordan vi sikrer en endnu bedre hjælp til de børn, der oplever familievold, uanset deres postnummer. Tak for ordet.

Spørgeren.

Tak for besvarelsen. Hvert tredje barn får ingen hjælp efter sager om vold i hjemmet. Det viser en analyse, som Børns Vilkår for nylig har fået udarbejdet, og derudover viser analysen, at sandsynligheden for at modtage hjælp fra kommunen afhænger af postnummeret. Det er jo dybt bekymrende. Kommunerne har pligt til at bruge børnehusene ved mistanke om vold, men nogle børn får alligevel ikke en indsats. Er det så ministerens opfattelse, at problemet skyldes manglende efterlevelse af loven, og hvilke konkrete skridt vil ministeren så tage for at sikre, at loven faktisk bliver overholdt i alle kommuner, og kan ministeren herunder redegøre for, hvilke børn udsat for vold der er i dag risikerer ikke at blive henvist til et børnehus, og finder ministeren det så acceptabelt, at børn dermed kan stå uden specialiseret hjælp alene på grund af en kommunal vurdering?

Ministeren.

Tak. Der er nok lige lidt behov for en præcisering fra min side, for den undersøgelse, der netop bliver refereret til her, handler ikke om, at børnene ikke er blevet henvist til et børnehus. Den handler om, at når man er blevet udredt eller undersøgt i børnehusene og børnehusene bagefter anbefaler, at der skal ske opfølgende behandling, er der en række kommuner, der ikke følger de anbefalinger. Det er jeg fuldstændig enig i ikke er godt nok, og der er jeg meget åben over for at diskutere, hvordan vi kan sikre, at det rent faktisk sker. Men det er faktisk sådan, at der har været en stigning på 72 pct. i forhold til 2023 og frem til 2024, og det er den største stigning i de senere år siden børnehusenes etablering i 2013. Så man må bare sige, at kommunerne faktisk overholder, så vidt jeg kan se, lovgivningen i forhold til at bruge børnehusene. Det gør de mere og mere. Det, der er vigtigt for os nu at fokusere på, og som jeg synes det er vigtigt at få en dialog om, er, hvordan vi sikrer, at børnene også får den opfølgning, når børnehusene anbefaler en opfølgning.

Så er det fru Karina Adsbøl igen. Værsgo.

Så lad mig spørge ministeren på en anden måde: Når et børnehus anbefaler en kommune at følge op på initiativer over for barnet og familien, hvorfor er det så, at kommunen ikke er forpligtet til at følge op på den indsats? Hvorfor er det, at en kommune kan undlade at følge op på en indsats, når et børnehus netop anbefaler det? Vi ved jo, at børnehusene er specialister inden for det her område. Vi ved også, at der har været udfordringer med kommunerne i forhold til at anvende børnehusene, selv om det er lovpligtigt. Og vi kan tage rigtig mange initiativer herindefra og lovgive, men hvad så, når man ikke følger op i forhold til lovgivningen, altså i forhold til den praksis? Så derfor vil jeg høre ministeren: Vil ministeren lovgive, i forhold til at kommunerne skal følge op på de anbefalinger, børnehusene kommer med?

Ministeren.

Jeg er slet ikke sikker på, at det nødvendigvis er i lovgivningen, at vi skal ændre, for lovgivningen er allerede i dag meget, meget klar. Den siger, at alle kommuner er forpligtede til at hjælpe børn og unge, der har været udsat for vold eller seksuelle overgreb. Det, vi skal sikre, er, at man bruger de tilbud, der er til stede. Bl.a. har vi jo tidligere ændret på finansieringen af børnehusene for at sikre, at der ikke var en barriere for kommunerne i forhold til at bruge vores børnehuse. Tilsvarende har vi netop haft en arbejdsgruppe siddende til at kigge på, hvordan vi kan gøre endnu mere i forhold til at forebygge det og opspore og hjælpe børn og unge, som har været udsat for vold. Jeg har glædet mig til at drøfte, også med fru Karina Adsbøl, hvordan vi kommer videre ned ad det spor og med de anbefalinger, der ligger i den arbejdsgruppe.

Fru Karina Adsbøl med et afsluttende spørgsmål.

Ja, men der er mit spørgsmål så igen: Vil ministeren lovgive om, at kommunerne skal følge de anbefalinger, børnehusene kommer med om indsatsen over for barnet og familien? For det er jo hele udfordringen. Vi kender det fra handicapområdet, hvor VISO kan komme med anbefalinger, som kommunerne kan lade være med at følge. Så vil ministeren lave lovgivning på det her område? Vil ministeren i det mindste lave retningslinjer for, at de anbefalinger, børnehusene kommer med, skal man også efterleve, i forhold til at børn og familier får den hjælp, de har behov for? For den her artikel viser jo netop, at der er stor forskel på – alt efter hvor man bor, altså i forhold til hele postnummerlotteriet – hvilken hjælp man får.

Ministeren.

Jeg er fuldstændig enig i, at den undersøgelse foretaget af Børns Vilkår, som artiklen bygger på, viser, at der er for mange børn, der ikke får den opfølgende hjælp efter at have haft et forløb i børnehusene. Det er ikke godt nok, og jeg vil gerne diskutere, hvordan vi kan sikre, at det rent faktisk sker. Jeg er ikke sikker på, at det er lovgivning, der skal til – loven er meget, meget klar – men jeg vil meget gerne se på, hvordan vi rent faktisk får den arbejdsgruppe, vi har haft nedsat til at se på, hvordan børn og unge kan få hjælp, til at virke i praksis, og hvordan vi får kommunerne til at bruge de tilbud, der er. For vi har faktisk sendt flere og flere penge og midler og lovgivning i retning af, at man skal hjælpe børn og unge. Man er forpligtet til det. Lad os tage en drøftelse af, hvordan vi også sikrer, at det rent faktisk sker.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne. Det næste spørgsmål er ligeledes til social- og boligministeren. Og jeg byder nu velkommen til fru Astrid Carøe fra Socialistisk Folkeparti, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Når to ud af tre af de mere end 4.500 børn med formodet familievold ifølge Børns Vilkårs seneste undersøgelse ingen hjælp får fra kommunen i året efter hændelsen, hvad vil ministeren så gøre for at sikre, at de alt for mange børn, der vokser op med vold i hjemmet, får den hjælp, de har brug for og burde have krav på?

Ministeren.

Tak for det gode og relevante spørgsmål – jeg skal prøve at komme med et godt og relevant svar. Indsatsen for at bekæmpe vold mod børn står meget højt på regeringens politiske dagsorden. Jeg kan faktisk ikke forestille mig noget værre end et barn, der vokser op i en familie med vold, eller som ser forældrene udøve vold mod hinanden eller barnets søskende. Derfor vil jeg allerførst gerne slå fast, at kommunerne i dag allerede er forpligtet til at sikre, at børn, der lever i et hjem med vold, får den støtte, de har brug for. Det har vi sammen slået fast ved lov, senest ved indførelsen af barnets lov. Med barnets lov har vi jo f.eks. præciseret, at kommunerne skal benytte børnehusene i sager, hvor der er mistanke om vold eller andre overgreb mod barnet, og der er også indført et lovkrav om kommunale beredskaber til forebyggelse, opsporing og håndtering af overgreb. Derudover har regeringen haft nedsat en arbejdsgruppe om vold mod børn, som kom med en række anbefalinger sidste år, og på den baggrund har vi jo allerede indgået nogle politiske aftaler, også sammen med SF, som skal sikre både bedre forebyggelse, opsporing og behandling. Det drejer sig f.eks. om et anonymt rådgivningstilbud til personer, som er i risiko for at udøve vold, så vi også adresserer dem, der er i fare for at udøve volden, og ikke kun dem, der har stået i den anden ende. Derudover lancerede regeringen i efteråret handlingsplanen »Tryg barndom«. Her indgår bl.a. et forsøg med et familiecenter, som er inspireret af Family Justice Centers i Belgien, for uanset at volden alene foregår mellem forældrene, så påvirker det jo også børnene i familien. Når det så er sagt, er jeg helt klar over, at der i den lange række anbefalinger, som arbejdsgruppen mod vold er kommet med, stadig er initiativer, vi kan sikre bliver til virkelighed, og jeg er meget åben over for at drøfte, hvordan vi kommer endnu længere med at forhindre vold mod børn, også i form af seksuelle overgreb eller i tilfælde, hvor børn udøver vold mod andre børn.

Fru Astrid Carøe.

Tak for det. Jeg er glad for, at vold mod børn også er højt på ministerens dagsorden, og jeg er også glad for de aftaler, vi har lavet i samarbejde. Vi ved, at selv om revselsesretten for længst er afskaffet, er det næsten hvert femte barn i 8. klasse, der har oplevet fysisk eller psykisk vold fra en forælder inden for det seneste år. Vi ved også, at volden ikke bare gør ondt nu og her; den har også vidtrækkende konsekvenser for barnet senere i livet. Det, der starter som blå mærker, sår, frygt og ensomhed, kan blive til ar, mindreværd, selvskade, misbrug og ptsd senere hen. En måde, man måske kunne gøre skaderne lidt mindre på, er at sikre, at børnene ikke oplever endnu et svigt, den her gang fra myndighederne. Det er der desværre ret mange børn der gør i dag, når så mange oplever at stå uden hjælp. Børns Vilkår anbefaler i den her nye rapport, at en måde, man kunne komme problemet til livs på, er, at kommunerne sikrer, at børn, der er ramt af vold på den ene eller den anden måde, får tilbudt en professionel bisidder. Det står jo faktisk allerede i barnets lov, at de har ret til sådan en, og alligevel er det i virkelighedens verden alt for få børn, der får muligheden for at gøre brug af den her ret. Der er sågar en del kommuner, der ikke engang har skrevet det ind i deres vejledning om barnets lov, og det synes jeg er stærkt kritisabelt. Jeg har for nylig mødtes med en pige, en 18-årig kvinde, der hedder Malika, som selv har været udsat for vold fra sin stedfar. Hun beskriver netop det her med, at hvis hun i højere grad havde haft en, der var på hendes side, og som kunne hjælpe hende med at forklare tingene og forklare hendes perspektiv i et voksensprog, så havde det måske hjulpet hende langt hurtigere, og så var hun måske ikke blevet udsat for volden i anden omgang, som hun blev, da hun var 13 år. Jeg synes jo egentlig, vi har lovgivning på det her område; den bliver bare ikke efterfulgt i praksis. Så derfor vil mit spørgsmål være, hvordan ministeren vil sikre den her rettighed, som børnene har til en bisidder. Hvordan får man sikret den i praksis?

Ministeren.

Noget af det, der gjorde et meget stort indtryk på mig, da jeg læste Børns Vilkårs undersøgelse, var også, at der er mange børn og unge, der oplever, at deres forældre rent faktisk bliver sigtet for vold. Og selv da er det ikke sådan, at kommunen automatisk har sat ind med hjælp efterfølgende. Jeg tror, der er et rigtig stort arbejde med at sikre, at børn og unge kender deres rettigheder, både i forhold til at henvende sig, ikke bare til BørneTelefonen, men også hvad det i det hele taget er for en hjælp, man har ret til. Og en ting er jo at sikre, at kommunerne skriver det ind i deres retningslinjer. Noget andet er også at sikre, at vi har organisationer som Børns Vilkår, Red Barnet eller andre, der har mulighed for bredt set at sikre, at børn og unge kender til de muligheder, der er for at få en bisidder, for der er jo også en bisidderordning hos Børns Vilkår.

Fru Astrid Carøe.

Ja, det er der nemlig. Nu er Børns Vilkårs undersøgelse jo sådan rimelig anonymiseret, så vi kan ikke se, hvilke kommuner det drejer sig om, men vi kan se, at der er nogle kommuner, hvor det er helt ned til 19 pct. af børnene, der får hjælp. Man skal tilbyde hjælpen i kommunerne – selvfølgelig skal man det – og det, at en tredjedel af de børn, hvis forældre er blevet anklaget for vold, ikke engang har fået den hjælp, de er berettiget til, er helt forrykt. Men Børns Vilkårs antagelse er altså, at hvis flere får viden om den ret, de har til bisidder, så vil man kunne hæve det her tal.

Ministeren.

Ja, og det er også derfor, jeg tror, at vi selvfølgelig både skal rette blikket mod kommunernes praksis, men vi skal sådan set også sikre en almen, generel viden hos børn og unge om deres rettigheder. Det er noget af det, jeg synes er rigtig vigtigt. Vi skal have et særligt øje for nogle af de børn og unge, der er i udsatte positioner i forvejen, fordi de er sårbare. Det er noget af det, som vi også var med til at sikre, da vi satte midler af til indsatsen Uge 12 mod vold, og der er idéen jo, at man mere bredt også lærer vores børn og unge, hvad det er for nogle rettigheder, de i det hele taget har i vores samfund, men særlig, hvilke de har, hvis de bliver udsat for vold eller oplever, at deres venner eller familie bliver udsat for vold.

Fru Astrid Carøe med et afsluttende spørgsmål.

Det er jeg helt enig med ministeren i er vigtigt. For at vende tilbage til Malikas historie er hun faktisk et af de børn, der har fået tilbudt behandling. Men først var der tale om en familiebehandling, hvor voldsudøver skulle være med, og hvor hun mere eller mindre skulle undskylde for, at hun var kommet med beskyldninger om de her ting, fordi det på det tidspunkt ikke var beviseligt, at hun havde været udsat for vold, og derfor blev hun beskyldt for at lyve. Anden gang, efter at hendes stedfar var blevet dømt, blev hun tilbudt en psykolog, som ikke talte særlig godt dansk. Så mit spørgsmål her til sidst handler om, at selv for børn, der får hjælp, kan det nogle gange ske, at den ikke er kvalificeret. Så spørgsmålet er, om ikke også vi skal arbejde for et landsdækkende og mere kvalificeret tilbud eller for, at flere børn kan få mulighed for at få det.

Ministeren.

Jo, det skal vi helt sikkert, og jeg er enig i, at kommunerne er begyndt at bruge rigtig meget familieorienteret behandling, hvilket grundlæggende er rigtig godt, men i nogle tilfælde kan det også være rigtig svært, særlig hvis det, man som familie er inde og tale om eller blive behandlet for, handler om fysisk vold eller psykisk vold. Noget af det, vi jo så har prøvet på i stedet for, er at styrke vores børnehuse. Det er derfor, at den her særlige behandlingsmetode med traumefokuseret behandling nu er blevet udbredt i alle vores børnehuse. Vi har netop sat midler af til, at vi også kan tilbyde det til børn helt ned til 0 til 6 år, og det synes jeg er en af vejene. Så skal vi bare have kommunerne til rent faktisk også at bruge det. Der er ledig kapacitet derude. Så jeg vil bare sige, at jeg opfordrer alle kommuner til at kigge i retning mod børnehusene. Der er kvalificeret hjælp til børnene og de unge at hente, frem for at man måske sidder og bruger det, man lige har i kommunen.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til social- og boligministeren og tak til fru Astrid Carøe fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til udlændinge- og integrationsministeren og til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det, formand. Mener ministeren, at det er fair, at iranske sundhedsfaglige bliver smidt ud af Danmark, fordi de ifølge SIRI tjener for lidt, på trods af at de er aflønnet i overensstemmelse med aftalen herom indgået mellem FOA og KL?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Allerførst vil jeg gerne understrege, at jeg som udlændinge- og integrationsminister må stå fast på, at betingelserne i den lovgivning, som er vedtaget af Folketinget, skal være opfyldt, før der kan udstedes opholdstilladelser til udlændinge her i landet. Det gælder uanset udlændingens nationalitet eller forudgående opholdsgrundlag. Når udlændingemyndighederne meddeler afslag på en opholdstilladelse, er der altså ikke tale om, at man bare vilkårligt smider nogen ud. Det er jo sådan, at hvis betingelserne for en opholdstilladelse ikke er opfyldt, er konsekvensen, at man ikke kan blive her. Det må vi efter min mening holde fast i, også selv om vi kan have sympati for den enkelte udlænding, som må forlade landet igen. De udenlandske sygeplejersker, som er kommet hertil de sidste år, har siden den 1. juli 2024 haft mulighed for at opnå opholdstilladelse efter positivlisten for faglærte på baggrund af en ansættelse som social- og sundhedshjælper. Der stilles efter positivlisten for faglærte ikke krav om, at en stilling er overenskomstdækket. Derfor er det heller ikke tilstrækkeligt, at en ansættelse er omfattet af en overenskomst. Til gengæld stilles der et særligt lønkrav, som betyder, at der kun kan meddeles en opholdstilladelse, hvis udlændingen aflønnes på niveau med, hvad en uddannet medarbejder med tilsvarende anciennitet får i løn i Danmark. Det særlige lønkrav blev indført, fordi ordningen ikke kan knyttes op på et uddannelseskrav, da der ikke findes en internationalt anerkendt standard til faglært niveau. Formålet med det særlige lønkrav er at forebygge løndumping og sikre, at der ikke hentes ufaglært udenlandsk arbejdskraft ind i faglærte stillinger til alt for lave lønninger. Endelig synes jeg lige, vi skal have fakta og proportioner på plads. Der er meddelt afslag i 1 ud af 54 sager vedrørende herværende sygeplejersker, der i forlængelse af et autorisationsophold søger opholdstilladelse efter positivlisten for faglærte som social- og sundhedshjælper – 1 ud af 54. Det synes jeg er væsentligt at pointere, da det ikke altid er det billede, man kan få, når sagerne omtales.

Spørgeren.

Tak for svaret. Altså, det, der gør det her til noget helt særligt, er jo, at der her er tale om ca. 1.700 sundhedsprofessionelle, primært sygeplejersker fra Iran, som kom herop med den opfattelse, at man i Danmark manglede sygeplejersker i sundhedsvæsenet, fordi det var det signal, der var blevet sendt. De kom herop, de har opfyldt alle betingelser i forhold til det, de har fået godkendt deres uddannelse, og der har været problemer, i forhold til at de kunne få evalueringsansættelser. I mellemtiden er det så, gennem at der kom et lønløft, bl.a. til sygeplejerskerne, lykkedes at kunne fastholde flere i stillinger, så manglen på sygeplejersker ikke har været så stor. Det betød så, at der var nogle sygeplejersker, der var kommet herop fra Iran, som ikke kunne få hverken en evalueringsansættelse eller ansættelse i sundhedsvæsenet. Derfor blev der så lavet en aftale mellem FOA og KL, som kunne sikre, at der, i og med vi kommer til at mangle sundhedsprofessionelle inden for ældresektoren, primært sosu-hjælpere, blev lavet en aftale, som kunne sikre, at de kunne få både opholds- og arbejdstilladelse. Den aftale blev indgået, så de netop kunne indplaceres i et lønsystem, så de kunne komme på positivlisten. Det var det, der var hensigten med den aftale. Det var en aftale, der var indgået i fællesskab med regeringen for netop at finde en løsning for de her sundhedsprofessionelle, som vel at mærke opfylder alle krav, som gerne vil bidrage, og som har kompetencer, vi har brug for. De oplever så bare, at i enkelte tilfælde – og jeg medgiver, det ikke er alle tilfælde, men der findes tilfælde, og jeg tror, det er mere end et enkelt, og i hvert fald ligger der mange sager, der er på vej igennem systemet – at de får afslag, på trods af at de har indgået en lønaftale efter den aftale, der er indgået. Er ministeren enig i, at det er uhensigtsmæssigt, at borgere, der opfylder alle betingelser, og som indgår en aftale, som er i overensstemmelse med den aftale, der er indgået mellem KL og FOA, får afslag og ikke bliver optaget efter kravene på positivlisten?

Ministeren.

Hvis man opfylder alle betingelserne, får man ikke afslag. Der er meddelt 53 tilladelser og 1 afslag til udlændinge, der tidligere har haft opholdstilladelse med henblik på at opnå autorisation som sygeplejerske, og den ene er så i stedet for er blevet ansat som social- og sundhedshjælper. Når vi ser på det, synes jeg, at det er et ret tydeligt udtryk for, at der er mange, der er i stand til at leve op til de regler og krav, der er for det her opholdsgrundlag. 53 har derfor fået tilladelse til at arbejde som sådan, og så er der 1, der har fået et afslag, fordi den ene person så ikke levede op til det. Det er de tal, jeg har her på sager, hvor SIRI har taget stilling til det.

Hr. Peder Hvelplund.

Det er ikke helt i overensstemmelse med det, jeg hører – hverken fra FOA eller Dansk Sygeplejeråd, som jeg har haft møder med. Jeg har også haft møder med SIRI, hvor de har forsøgt at forklare dem, hvordan overenskomsten er skruet sammen, og hvordan indplaceringen skal være. I hvert fald har vi et konkret eksempel: en sygeplejerske, der er ansat i en sosu-stilling, og som får en løn på 33.000 kr., men som bliver afvist, på trods af at lønnen ifølge positivlisten kun skal være på 29.186 kr. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren så mener, at vi har et problem, som skal løses, hvis vi oplever, at der bliver givet afslag, på trods af at det er ansættelser i overensstemmelse med den aftale, der er indgået?

Ministeren.

Jeg har ikke noget grundlag for at tro, at SIRI ikke administrerer efter de regler, der er vedtaget her i Folketingssalen. Det er jo så også derfor, at når vi ser på den her bunke af sager, hvor der er blevet taget stilling, og hvor man har fået behandlet sin opholdstilladelse hos SIRI, så er der af dem, der er færdigbehandlet, 53, der får et opholdsgrundlag, og 1, der får et afslag. Så kan der komme nogle flere, og det kan være, at der er nogle, der ikke lever op til reglerne; det kan være, at de skal have nogle flere timer end det, de er ansat i – hvad ved jeg? Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg kan ikke stå her og sagsbehandle, men jeg har bare ikke noget indtryk af, at reglerne ikke overholdes.

Hr. Peder Hvelplund med et afsluttende spørgsmål.

Det er heller ikke, fordi vi skal sagsbehandle her. Men når jeg kan konstatere, at i hvert fald både KL og FOA har været til møde med SIRI, og at KL og FOA ikke kan genkende det billede, som SIRI tegner af de overenskomster og de aftaler, der er indgået, så tyder det på, at der er et strukturelt problem. Så jeg har blot lige to afsluttende spørgsmål: Hvis det viser sig, at der er den type af problemer, er ministeren så enig i, at det skal løses? Og er ministeren også enig i, at det er uhensigtsmæssigt, at man mister opholds- og arbejdstilladelsen, mens der bliver sagsbehandlet hos SIRI, fordi sagsbehandlingstiden jo er relativt lang, altså op til 5 måneder, hvor de her sundhedsprofessionelle så reelt set ikke kan arbejde, selv om vi har brug for deres kompetencer?

Ministeren.

Jeg er nødt til at forholde mig til fakta. Og de fakta, jeg er blevet oplyst om, er, at når vi ser på en gruppe af 54 sager, der er blevet behandlet, har de i de 53 fået et opholdsgrundlag, fordi de lever op til de regler, der er aftalt her i Folketinget. Det er jo det, jeg er nødt til at tage bestik af og forholde mig til.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Det næste spørgsmål er ligeledes til udlændinge- og integrationsministeren, og jeg byder velkommen til hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak, formand. Hvorfor har ministeren ændret registreringen af taiwanere, som siden 1978 har kunnet registrere sig som taiwanere, og som i øvrigt fuldstændig problemfrit bor og lever i Danmark?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Der har tidligere inden for mit ministeriums område været en forskellig praksis i forhold til registrering af personer fra Taiwan. Det er der nu rettet op på. I forbindelse med arbejdet med at ensarte praksis blev mit ministerium vejledt af Udenrigsministeriet om udenrigspolitiske forhold. Kort sagt kan »Taiwan« ikke anvendes ved betegnelser, der henviser til stat og statsborgerskab eller nationalitet. Det kan kun stater, som er officielt anerkendt af Danmark. Men »Taiwan« kan anvendes ved betegnelser, der henviser til geografiske steder, f.eks. fødested, der ikke har statsanerkendelseslignende karakter. Det er det, vi nu gør: »Kina« som nationalitet og »Taiwan« som fødested. Udenrigsministeriets tilgang har været udgangspunktet for mit ministeriums arbejde. Udlændingemyndighedernes registreringspraksis skal naturligvis harmonere med Danmarks udenrigspolitiske linje. Jeg ved, at spørgeren har hørt det her før. Det var også det svar, som min forgænger gav på et samråd, det er det, der fremgår af ministeriets pressemeddelelse fra maj, og det er også det, jeg har oplyst i mit svar fra den 20. i denne måned på spm. nr. S 423. Tak for ordet.

Spørgeren.

Dansk Folkeparti havde jo en række spørgsmål til ministeren i sidste uge, hvor ministeren blev så glad for at se Dansk Folkeparti. Så vi tænkte, at det måske var en god idé at hive ham ned i salen igen. Den her problematik med Taiwan er jo vigtig. Kan det tænkes, at regeringen bøjer sig for politisk pres fra det kommunistiske kinesiske diktatur? Jeg har været på Taiwan, og det er jo en velfungerende stat. Der er demokrati, og derfor er det en torn i øjet på de kinesiske kommunister, der påstår, at kinesere ikke duer til demokrati. Vi så også, hvad der skete, da de overtog Hongkong. Der blev demokratibevægelsen fuldstændig knust, og noget tilsvarende vil jo ske, hvis kineserne gør alvor af deres trussel, invaderer landet og bemægtiger sig den demokratiske stat. Derfor er det lidt underligt at se, at et demokratisk land som Danmark med folkestyre ikke vil støtte et andet demokratisk land, men vil føje et kommunistisk diktatur, som ikke kan lide, at Taiwan faktisk opfatter sig som et selvstændigt land, selv om det i praksis ikke er det. Så er det ikke bare teknik og udenomssnak, når ministeren svarer, som han gør? Handler det i virkeligheden ikke om, at regeringen føjer kineserne, altså kommunistkineserne, og anerkender, at Taiwan aldrig må blive selvstændigt? Handler det ikke om, at man ikke accepterer, at taiwanere gerne vil være et selvstændigt folk med deres egen historie og kultur, dog med fælles sprog med Fastlandskina? Bøjer regeringen nakken? Er det ikke det, det handler om?

Ministeren.

Først og fremmest er det rigtigt, at det altid glæder mig, når jeg har anledning til at være sammen med folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti. Så tak for initiativet igen i dag. Derudover vil jeg sige, at det jo er lidt uden for mit ressort at tage stilling til udenrigspolitiske spørgsmål. Men mit ministerium har jo benyttet sig af råd og vejledning fra Udenrigsministeriet i spørgsmålet om, hvordan man håndterer de her former for spørgsmål. Der har vi fået rådgivning, som indgår i overvejelserne om, hvordan man registrerer personer fra Taiwan, og det er det, der ligger til grund for, hvordan vi arbejder.

Spørgeren.

Skal jeg forstå det sådan, at det er udenrigsministeren, der har presset på for at ændre dette, fordi han er under et voldsomt pres fra Kina og dermed bøjer nakken på vegne af regeringen, og at udlændingeministeren sammen med udenrigsministeren bøjer nakken over for kommunistkineserne?

Ministeren.

Jeg har svært ved at forestille mig, at udenrigsministeren bøjer nakken over for nogen, men jeg vil sige, at vi jo følger en praksis, som også gjaldt under mine forgængere. Det ved jeg at hr. Alex Ahrendtsen er bekendt med. Vi modtager rådgivning i den her sammenhæng fra Udenrigsministeriet, og det er det, vi baserer os på, sådan at vi registrerer folk på den korrekte måde, i forhold til hvordan Danmark anerkender andre lande.

Så er det spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Det betyder meget for taiwanere at blive registreret som taiwanere og ikke som en del af Kommunistkina. Hvorfor ikke bare imødekomme dem? Det kan jeg simpelt hen ikke forstå. Jeg har ikke fået noget ordentligt svar på det andet end tekniske fraser. Det må ministeren kunne gøre bedre.

Ministeren.

Her er jeg jo på grænsen af mit eget ressortområde. For det er min opgave at sørge for, at udlændingelovgivningen følges, men noget, der handler om Danmarks forhold til andre lande, varetages jo på Asiatisk Plads, og der modtager vi rådgivning fra Udenrigsministeriet, og den baserer vi os på, ligesom mine forgængere har gjort. Det tror jeg er en fornuftig arbejdsdeling.

Det afslutter spørgsmålet. Det næste spørgsmål er ligeledes til udlændinge- og integrationsministeren og bliver også stillet af hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Tak, formand. Kan ministeren se danskerne i øjnene og sige helt ærligt, at regeringen fører en stram udlændingepolitik, når en person som Ahmed Omar Mohamed stadig befinder sig i Danmark, til trods for at han i 2012 har voldtaget en 10-årig pige, har forsøgt at voldtage to andre piger og ligeledes er dømt for hvidvask og svindel samt nu er blevet sigtet for at slå en 77-årig pensionist ihjel?

Ministeren.

Jeg har intet tilovers for udlændinge, der begår den form for uhyrlig kriminalitet, som det er at voldtage en 10-årig pige. Det havde vi også anledning til at tale om i sidste uge, og jeg kommer jo derfor til at gentage mig selv en smule, når jeg siger, at jeg intet har tilovers for den type kriminelle udlændinge. Jeg ønsker dem tilbage til deres hjemlande. Det er jo også derfor, at vi har strammet udvisningsreglerne ad flere omgange, siden Mette Frederiksen blev statsminister, og at vi, som det også fremgik af statsministerens nytårstale, nu snart præsenterer en udvisningsreform, hvor vi lægger op til at gå endnu videre. Det er jo, fordi vi ikke kan leve med, at folk, der begår alvorlig kriminalitet, alligevel får lov til at blive i Danmark. Jeg hæfter mig så også ved, at Jonas Christoffersen, der jo tidligere har været direktør for Institut for Menneskerettigheder, dengang, dommen mod den somalier, der begik den her uhyrlige voldtægt, faldt, gav udtryk for, at det virkede mystisk, og han mente, at det var en fejl. Han mente da godt, at man på trods af vores internationale forpligtelser kunne have udvist den her person, og det ville jeg selvfølgelig ønske at man havde gjort.

Spørgeren.

Da den socialdemokratisk ledede regering i 2019 overtog regeringsmagten, var nettoantallet for indvandringen fra Mellemøsten og tilsvarende lande på 208 personer. Nu er vi oppe på, at det er omkring 6.000 om året. Så mens regeringen har haft magten, er det bare væltet ind med personer fra Mellemøsten, og nogle af dem kan vi risikere er ligesom Ahmed Omar Mohamed, og det er jo næsten gratis for dem. De får en forholdsvis mild dom i sammenligning med, hvad de er udsat for der, hvor de kommer fra, og de bliver ikke udsendt, fordi Danmark har valgt at overholde såkaldte internationale forpligtelser og dermed også at svigte danskernes retssikkerhed. Så, minister, helt ærligt: Hvornår bliver Ahmed Omar Mohamed smidt ud? Hvornår sender regeringen sådanne personager ud af landet? Hvor længe skal danskerne tåle vold, voldtægter, overfald, svindel, bedrageri, trusler og intimideringer fra disse personer, som kommer hertil som gæster, og som ikke respekterer den måde, vi lever på? Hvor længe skal vi blive ved med det? Hvor længe vil regeringen se passivt til? Hvor længe vil man overholde ligegyldige internationale forpligtelser? Hvor længe skal vi blive ved med at sige til danskerne: Ja, vi vil gerne, men vi kan ikke på grund af de her forpligtelser? Hvornår ryger Ahmed Omar Mohamed ud?

Ministeren.

Sidst vi havde en borgerlig regering i Danmark, var Dansk Folkeparti det største parti her i Folketinget på blå bloks side, og på det tidspunkt strammede man ikke udvisningsreglerne så markant, som vi har gjort det i de sidste to valgperioder, altså denne inklusive, og med det, vi nu fremlægger med en udvisningsreform. Det er jo netop, fordi vi ønsker at slippe af med typer som ham her. Vi udviser i runde tal 1.000 mennesker om året, som begår kriminalitet i Danmark, og det er jeg godt tilfreds med. Men jeg vil jo også sige, at indvandringen fra Stormellemøsten i de år, hvor vi sidst havde en blå regering, mildest talt var høj, og hvor vi nu har fået situationen under kontrol. Og hvor det dengang, når der kom folk, der har rødder i Stormellemøsten, hertil, var asylmigranter, er det jo i dag trods alt i langt højere grad arbejdstagere, og det ændrer jo markant på deres adfærd og muligheder for at blive et positivt bidrag til det danske samfund.

Spørgeren.

Den blå regering lavede jo sit flertal med Socialdemokraterne, dengang Dansk Folkeparti var støtteparti, trods vores protester, så I har et medansvar for det. Mit spørgsmål er meget simpelt igen: Hvornår bliver Ahmed Omar Mohamed smidt ud af Danmark?

Ministeren.

Den blå regering sad der ikke på Socialdemokratiets stemmer. Den sad der på Dansk Folkepartis stemmer, og Dansk Folkeparti var det største parti i blå blok på det tidspunkt. Derudover vil jeg sige, at når det kommer til enkeltsager, ved hr. Alex Ahrendtsen jo godt, at jeg ikke er dommer, men er minister. Jeg kan ikke stå og udvise nogen herfra, men jeg kan jo tilkendegive, at jeg ville have håbet og ønsket, at vedkommende var blevet udvist, ligesom Jonas Christoffersen gav udtryk for. Han mente, at han burde have været det, og at man kunne have gjort det inden for rammerne af menneskerettighederne uden på nogen måde at komme på kant af menneskerettighederne. Det havde jo været det rimelige og retfærdige, at vi aldrig skulle se ham her i Danmark igen.

Hr. Alex Ahrendtsen med sit afsluttende spørgsmål.

Så jeg skal forstå det sådan, at ministeren ikke kan gøre noget med hensyn til Ahmed Omar Mohamed, ikke ønsker at gøre noget for at få smidt ham ud, fordi det er en enkeltsag. Regeringen vil ikke stramme loven, så Ahmed Omar Mohamed kan blive sendt ud. Det synes jeg er trist. Det er ikke godt nok, minister. Jeg skal have et klarere svar. Hvad vil ministeren gøre, for at han ryger ud?

Ministeren.

Nej, det kan hr. Alex Ahrendtsen ikke konkludere. Men hr. Alex Ahrendtsen er en begavet mand, og han ved, at vi har en tredeling af magten her i landet, og at det ikke er op til mig at dømme i enkeltsager. Min opgave er at være med til at fremlægge lovgivning samt at vedtage den sammen med Folketinget. Der lægger vi nu op til at stramme udvisningsreglerne, så kedelige typer, ualmindeligt kedelige typer som ham her selvfølgelig skal udvises af landet.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti. Det næste spørgsmål er ligeledes til udlændinge- og integrationsministeren, og jeg byder velkommen til hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Hvordan og hvornår vil ministeren sørge for, at syrerne bliver sendt hjem til deres hjemland?

Ministeren.

Det er helt afgørende, at flygtninge er her midlertidigt. Det er meningen, at de skal rejse hjem, når forholdene tillader det. Efter gældende regler skal en asylopholdstilladelse nemlig inddrages, hvis en flygtning ikke længere risikerer forfølgelse eller overgreb og det i øvrigt ikke vil være i strid med internationale forpligtelser. Den politik står regeringen helt fast på. Det er nu engang op til Udlændingestyrelsen og i sidste ende det uafhængige Flygtningenævn at tage stilling til, hvilken betydning situationen i Syrien har for syrere med en opholdstilladelse i Danmark. Jeg er derfor glad for, at Udlændingestyrelsen er begyndt at behandle syriske asylansøgninger igen, og at styrelsen også har truffet de første afgørelser om afslag på asyl til personer fra Syrien. Efterhånden som styrelsen og i sidste ende Flygtningenævnet træffer afgørelse i sagerne, vil der bl.a. danne sig en praksis for vurderingen af, om de generelle forhold i forskellige dele af Syrien ikke længere er sådan, at de i sig selv kan danne grundlag for asyl i Danmark. Derudover er jeg naturligvis tilfreds med, at der bare i 2025 er 665 personer, der har valgt at rejse frivilligt til Syrien med økonomisk støtte. Til sammenligning repatrierede omkring det samme antal personer i hele perioden 2019-2024 til Syrien. Jeg håber selvfølgelig, at endnu flere syrere vælger at vende hjem og hjælpe med at genopbygge deres land. Og for så vidt angår de syrere, der ikke har lovligt ophold og ikke overholder deres pligt til at rejse hjem, vil jeg understrege, at det er en høj prioritet for regeringen, at disse sendes ud hurtigst muligt. Derfor fortsætter de danske bestræbelser på at udsende syrere uden lovligt ophold.

Hr. Nick Zimmermann.

Jeg mener simpelt hen, at regeringen udsætter danskerne for et massivt svigt. Jeg vil prøve at læse de seneste tal op for, hvordan det ser ud med de syrere, der lige nu opholder sig i Danmark. Jeg har nogle tal med, som vel og mærke er fra tiden efter Assads fald. Der har regeringen besluttet at give over 1.100 mennesker fra Syrien en permanent opholdstilladelse. Regeringen har også besluttet at give 186 førtidspensioner til syriske såkaldte flygtninge, og regeringen har oven i det besluttet at tildele 261 dansk statsborgerskab, altså til folk, der kom hertil på en flygtningebaggrund, og hvor danskerne blev lovet, at når der var fred i Syrien, skulle syrerne hjem igen. Lad os lige prøve at kigge på, hvordan de andre europæiske lande stiller sig. Flere europæiske lande siger jo netop, at Syrien er sikkert nok til at begynde at sende folk hjem. Eksempelvis er Tyskland begyndt at sende syrere hjem. I Danmark nægter regeringen at sende syrerne hjem. Vi kan også prøve at kigge på arbejdsløshedstallene. 71 pct. af de syriske kvinder over 30 år går derhjemme og danderer den for danskernes skattekroner. Ud over det koster de syriske migranter hvert evig eneste år over 7,2 mia. skattekroner. Det er vel at mærke hårdtarbejdende danskere, mine gamle kollegaer, som regeringen mener det er helt rimeligt skal betale for, at syrere går derhjemme, laver ingenting, ligger og sover længe, ser Al Jazeera, går i basaren. Man nægter simpelt hen at sende dem hjem. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan man kunne stå og love danskerne, da det var sådan, at syrerne vadede op ad motorvejene, at lige så snart der var fred i Syrien, skulle de selvfølgelig begynde at rejse hjem igen. Nu, hvor der så er fred i Syrien, har regeringen besluttet sig for at begynde at tildele dem statsborgerskaber, førtidspensioner og permanente opholdstilladelser. Helt ærligt, det er et massivt svigt, som I udsætter danskerne for.

Ministeren.

For det første er jeg jo nødt til ligesom i sidste uge at minde om, at det ikke er regeringen, der sidder og afgør de her sager. Det er myndighederne, der afgør de her sager på baggrund af lovgivning, der er vedtaget her i Folketinget – lovgivning, som er blevet strammet op mange gange, siden vi sidst havde en blå regering, som Dansk Folkeparti jo ellers havde god mulighed for at have indflydelse på, fordi man var Folketingets største parti på det tidspunkt. Den mulighed benyttede man så ikke, og derfor havde vi ikke så stramme regler, sidst vi havde en blå regering. Det forstår jeg sagtens at man begræder i dag. Det var jo også på Dansk Folkepartis vagt, at mange af de her syrere ankom. Siden har vi så fået en nødbremse og gjort det sådan, at hvis der igen er syrere, der går på motorvejene, kommer vi ikke til bare at lukke dem ind, sådan som man gjorde på Dansk Folkepartis vagt.

Tak. Spørgeren.

Jeg har talt med utallige danskere, der har fortalt mig, hvor frygteligt deres forløb imod en fortidspension har været. Det er danskere, der har været fuldstændig presset ned under gulvbrædderne og er blevet kastet rundt i de offentlige systemer og alligevel ikke har kunnet blive tilkendt en førtidspension. Så står jeg gudhjælpemig her med tallene for syriske førtidspensionister, folk, der kom hertil på en flygtningestatus, og som regeringen nu til trods for det har valgt skal have en livslang førtidspension. Når det gælder arbejdsløshedstallene, er det over 70 pct. af de syriske kvinder, der går derhjemme og danderer den, og ikke et eneste tiltag har regeringen igangsat for at få de syriske kvinder ud på arbejdsmarkedet.

Tak. Man påkalder ikke de højere magter i Folketingssalen. Så er det ministeren. Værsgo.

Det er jo forkert, at regeringen ikke har taget en stribe initiativer. For det første skal vi gennemgå forskellige førtidspensionssager, for det andet har vi indført en arbejdspligt, og for det tredje vil jeg minde om, at man jo så heldigvis får en meget lav ydelse, når man er kommet hertil sent og har fået tilkendt en førtidspension. Men jeg er enig i – og det undrer også mig – at mange har fået førtidspension. Det forstår jeg heller ikke, for jeg kender også til eksempler på danskere, som har haft meget svært ved at få en førtidspension, selv om der har været god grund til, at de skulle have en. Det er jo en del af grunden til, at vi er meget optaget af det her område og bruger meget energi på det. Det arbejde fortsætter.

Tak. Så er der en medspørger, og det er hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Min gode kollega hr. Nick Zimmermanns spørgsmål var jo simpelt: Hvornår sender vi syrerne hjem? Og så siger ministeren: Jah, det er noget, Flygtningenævnet skal tage sig af, og jah, dem med lovlige ophold kan vi jo ikke sende hjem, og jah, det kan vi kun gøre med dem uden lovligt ophold, og hvis de nu frivilligt vil rejse hjem osv. osv. Det er ikke godt nok, minister! Regeringen kan bare fremsætte et lovforslag om at ændre loven, så vi sender de syriske flygtninge hjem. I har ansvaret. I har siddet i regering. Vi har aldrig siddet i regering. I har et flertal og kan hurtigt skaffe et flertal. Hvornår kommer I i gang? Hvornår bliver de sendt hjem? De skal ikke være her; det er flygtninge.

Ministeren.

Dansk Folkeparti havde gode muligheder for at sidde i regering, og der kunne man have gjort en masse, men det gjorde man ikke. Man ville hellere stå udenfor og tale i overskrifter. Igen må jeg sige, at når man prøver at tegne et billede af, at man i resten af Europa er i gang med at sende syrere hjem, så er det jo ikke et retvisende billede. Der har været ganske få eksempler på syrere, der er blevet sendt hjem. Vi kan så glæde os over, at der er mange syrere, der er begyndt at vende hjem frivilligt fra Danmark. Det var et rekordhøjt antal sidste år. De høje tal skal vi holde fast i skal fortsætte, for syrerne er desværre, når man ser på dem som gruppe, mildest talt ikke nogen integrationssucces i det danske samfund, og derfor skal vi ønske os, at langt flere af dem vælger at tage tilbage til deres hjemland. Når en fra Dansk Folkeparti – hvem af Dansk Folkepartis medlemmer, det så ender med at blive – en dag sidder i min stol, vil man opleve, at man heller ikke uden videre kan sende folk hjem. For Dansk Folkeparti vil være omgivet af andre blå partier, der ikke er villige til at gå op imod en dommer, som sidder for bordenden, i Flygtningenævnet, og man vil derfor også være nødt til at følge myndighedernes afgørelser.

Medspørgeren.

Det er jo stadig væk Folketinget, der bestemmer. Vi kan jo ændre loven, så det ikke er Flygtningenævnet, der afgør, om syrerne skal hjem. Det kan regeringen sætte i værk. Den gør ikke noget. Den bruger jo bare Flygtningenævnet som et figenblad til ikke at få dem sendt hjem. Det er jo det, ministeren står og gør her. Det er simpelt hen ikke godt nok. Min gode kollega Nick Zimmermanns simple spørgsmål var: Hvornår skal de hjem? Og ministeren kommer så med en masse udenomssnak. Så mit spørgsmål er: Hvornår vil regeringen ændre loven, så det ikke er Flygtningenævnet, der bestemmer, men så det er Folketinget, der bestemmer, hvornår syrerne skal hjem?

Ministeren.

Det er der, hvor jeg prøver at sige, at hr. Alex Ahrendtsen og hans venner i folketingsgruppen ville opleve, at Dansk Folkeparti heller ikke ville kunne sende disse flygtninge hjem, hvis de sad i min stol, fordi resten af blå blok ikke er villige til at kaste alle internationale forpligtelser over bord, herunder den, der handler om nonrefoulement, altså at man ikke må sende folk tilbage, hvis de er i stor fare for at ryge direkte i en torturkælder, billedlig talt. Det er jo årsagen til, at vi har et uafhængigt nævn, der tager stilling.

Så er det spørgeren.

Vi kan jo så bare konstatere, at mens regeringen her i Danmark nøler rundt, er der jo andre regeringer rundtomkring i Europa, der godt kan finde ud af det, eksempelvis ministerens tyske kollega, som jo netop er begyndt at sende de her syrere hjem. Jeg må bare igen hive det her tal frem: Over 7,2 mia kr. koster de syriske migranter danske skatteborgere hvert evig eneste år. Og så er der sådan en lang snak om Flygtningenævnet og andre ting. Regeringen må da stille sig i spidsen for at gøre det, som andre europæiske lande åbenbart godt kan finde ud af, nemlig at få sendt syrerne hjem, præcis som man har lovet danskerne.

Ministeren.

Det er jo ikke et retvisende billede at foregive, at andre landes regeringer i stort antal sender syrere hjem, for det gør de ikke. Der har været ganske få eksempler. Vi arbejder på sagen. Vi er meget interesseret i at kunne komme til at sende syrere hjem, ikke mindst de kriminelle syrere. Det er derfor, at udenrigsministeren har været i Syrien, og det er derfor, at vi har haft flere embedsmandsdelegationer i Syrien, og det er derfor, at vi har nye møder fastsat i kalenderen, som handler om at få lavet en aftale med de syriske myndigheder om, at de skal tage imod deres egne borgere.

Så er spørgsmålet afsluttet. Vi går videre til næste spørgsmål. Det er til udlændinge- og integrationsministeren og er stillet af hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Er ministeren enig i, at danskerne holdes for nar, når midlertidig opholdstilladelse for udlændinge i Danmark i rigtig mange tilfælde bliver til permanente opholdstilladelser?

Ministeren.

Regeringen står i spidsen for den strammeste udlændingepolitik til dato. Princippet om midlertidighed er helt centralt for regeringens asylpolitik. Flygtninge skal vende hjem, når forholdene i hjemlandet tillader det. Jeg er naturligvis tilfreds med, at der alene i 2025 er mere end 800 personer med lovligt ophold, der har valgt at rejse frivilligt med repatrieringsstøtte. Jeg håber selvfølgelig, at endnu flere vælger at gøre brug af ordningen og muligheden for at vende hjem med økonomisk støtte. For de udlændinge, der bliver i Danmark og integrerer sig på bedste vis i det danske samfund, er der mulighed for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse. Vi har i dag strenge regler for at kunne få tidsubegrænset opholdstilladelse. Det er ikke bare noget, man trækker i en automat. Man skal opfylde krav om beskæftigelse, selvforsørgelse, danskkundskaber og meget andet, men dermed ikke sagt, at jeg ikke vil se på, om kravene kan og skal skærpes yderligere. Tak for ordet.

Spørgeren.

Det er jo mildest talt at stikke danskerne blår i øjnene at sige, at midlertidighed er en krumtap i dansk asylpolitik, når regeringen bare i det indeværende år har accepteret, at over 1.100 midlertidige syriske flygtninge er blevet tildelt permanent opholdstilladelse. Ministeren vil så henvise til, at det ikke er regeringen, der selv sidder og sagsbehandler tildelingen af de her opholdstilladelser, og det er jo fuldstændig rigtigt. Men det er regeringen, der tilrettelægger den lovgivning, der gør, at det i første omgang overhovedet er muligt, at midlertidige syriske flygtninge i stort omfang bliver tildelt permanente opholdstilladelser og oven i det for en stor dels vedkommende også et evigt dansk statsborgerskab, selv om løftet til danskerne var, at de skulle hjem, når der var fred i deres hjemland. Det harmonerer jo mildest talt ikke med regeringens talelinje om, at de midlertidige syriske flygtninge skal hjem, når der er fred i deres hjemland. Man kan ikke både sige, at de midlertidige syriske flygtninge skal rejse hjem, når der er fred i deres hjemland, og samtidig stå på mål for en lovgivning, som i stort omfang tildeler selv samme mennesker permanente opholdstilladelser og dansk statsborgerskab. Hvordan kan regeringen se danskerne i øjnene, når man fører en politik, der i så vid udstrækning stikker i to retninger?

Ministeren.

Nu er der jo tale om nogle mennesker, som kom, sidst Dansk Folkeparti holdt hånden under en regering og man velvilligt lukkede de her mennesker ind i Danmark. Vi administrerer nogle regler, der er vedtaget i Folketingssalen, og som gælder for alle udlændinge, der kommer til Danmark. Det er meget få blandt syrerne, som får permanent opholdstilladelse, og det skyldes jo, at der er nogle meget skrappe krav for at opnå det. Og det er positivt, for vi ved jo fra statistikkerne, at der er rigtig mange syrere, der desværre klarer sig enormt dårligt i danske samfund.

Spørgeren.

Jeg er træt, og jeg er træt af den her løgnagtige talelinje om, at det er Dansk Folkeparti, der velvilligt har lukket de her mennesker ind i landet. Dansk Folkeparti var det eneste parti i 2015, der ønskede straksopbremsning for de syriske flygtninge. Mette Frederiksen stod under åbningsdebatten i 2015 og sagde, at Dansk Folkeparti var uansvarlige i vores ønske om en straksopbremsning, og sagde, at Danmark også havde et globalt flygtningeansvar i forhold til at tage imod de her mennesker. Efter den borgerlige regering overtog i 2015, reducerede man tilstrømningen stort set til et nulniveau, og siden har Socialdemokratiet år for år øget den islamiske indvandring til Danmark

Tak til spørgeren. Formanden anbefaler, at vi holder en ordentlig tone i debatterne her. Så er det ministeren. Værsgo.

Jeg vil meget gerne holde en god tone, for jeg har stor sympati for hr. Mikkel Bjørn. Men jeg er jo nødt til at sige, at det er muligt, at man er træt af, hvordan virkeligheden forholder sig, men det var jo nu engang Dansk Folkeparti, der holdt hånden under den regering, der sad på magten, dengang flygtningene og asylmigranterne gik på motorvejene og strømmede ind i Danmark, og hvoraf nogle så i dag får permanent opholdstilladelse. Det var jo ikke Socialdemokratiet, der sad i regeringskontorerne. Nu er det jo på mode at holde den til enhver tid siddende regering ansvarlig for alt dårligt, der sker i verden, og derfor burde man vel også som blå bloks på det tidspunkt markant største parti tage sit ansvar på sig.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Sandheden er, at den daværende borgerlige regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk opbakning overtog en grænsepolitik, der var fuldstændig i ruiner. År for år efter den borgerlige regering overtog, faldt den islamiske indvandring drastisk. Og da man overleverede den til den socialdemokratiske regering i 2019, var den islamiske nettoindvandring stort set reduceret til nulniveau . Hvad der så sket siden? Jo, år for år har den siddende regering øget nettoantallet af islamiske indvandrere til Danmark. Det er den talvirkelighed, som reelt har udspillet sig, siden vi overlod regeringsmagten til Socialdemokratiet.

Tak. Ministeren.

Nej, talvirkeligheden er den, at den årlige indvandring fra Stormellemøsten har været lavere under Mette Frederiksen, end den var under den tidligere blå regering. Og så har sammensætningen ovenikøbet været klogere. Altså, hvor det under Dansk Folkepartis styre var asylmigranter, der kom, så har det jo under os i større stil været folk, der er kommet for at arbejde og bidrage positivt til det danske samfund.

Tak til ministeren og spørgeren. Spørgsmålet er afsluttet. Da spørgsmål nr. 15 af Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF) til udlændinge- og integrationsministeren (spm. nr. S 489) er udgået, går vi videre til spørgsmål nr. 16 af hr. Morten Messerschmidt (DF) til udlændinge- og integrationsministeren (spm. nr. S 498).

(Spørgsmålet er udgået af dagsordenen).

Værsgo for oplæsning.

Tak, formand. Når den socialdemokratiske justitsminister Morten Bødskov i 2013 sagde, at vi skal overholde vores internationale forpligtelser, og derfor dengang ikke kunne udvise en mand som Ahmed Omar Mohamed trods hans voldtægt af en 10-årig pige, har regeringen med Socialdemokratiet i spidsen så den samme holdning i dag, altså at konventionerne skal overholdes, så vi fortsat ikke kan udvise Ahmed Omar Mohamed?

Ministeren.

Ja, det er jo et spørgsmål, jeg efterhånden har svaret på en del gange, både i dag og ved tidligere seancer med Dansk Folkeparti her i Folketingssalen. Jeg er af den helt klare opfattelse, at udlændinge som ham, der begår den form for uhyrlig kriminalitet i Danmark, ikke har noget at gøre i Danmark. De skal selvfølgelig udvises. Jeg hæfter mig også ved, at den tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, har givet udtryk for, at vedkommende kunne have været udvist, og at vi ikke ville have været på kant med vores internationale forpligtelser, hvis vedkommende var blevet udvist ved domstolene. Nu er det jo ikke her i folketingssalen, at vi dømmer i enkelte sager; det er som bekendt ved domstolene. Der er jeg selvfølgelig optaget af, at så mange som muligt af dem, der begår alvorlig kriminalitet, udvises. Det er også derfor, at vi, siden Mette Frederiksen blev statsminister, har strammet udvisningsreglerne adskillige gange, og det er derfor, at vi agter at gøre det igen. Inden sommer kommer de nye regler til at træde i kraft, og det kommer til at få den effekt, at flere kriminelle udlændinge vil blive udvist af Danmark. Det er jeg godt tilfreds med.

Spørgeren.

Det var et fint svar – bare ikke på det spørgsmål, jeg stillede. Altså, domstolene dømmer jo efter de love, vi vedtager. Og hvis man i Danmark holder fast i, at det i sidste ende er de internationale konventioner, dvs. dem, som hr. Morten Bødskov hæftede sig ved i 2013, der ligesom står øverst, så er det jo det, loven siger, og så er det jo der, rammen ligger. Når jeg spørger på den her måde, er det, fordi vi ved, at den socialdemokratiske hr. Morten Bødskov tilbage i 2013 ikke ville udvise ham her, der voldtog en 10-årig pige, fordi man mente, det stred mod de internationale regler. Så står vi nu med en hr. Rasmus Stoklund, der sjovt nok også er socialdemokrat, og som har overtaget porteføljen, og den samme somalier er nu sigtet for at have myrdet en 77-årig mand. Så er det jo ikke helt irrelevant at finde ud af, om Socialdemokratiet har ændret position siden dengang. Har man i dag en vilje til at ændre reglerne, så udvisningsreglerne kommer først, i stedet for at det er de internationale konventioner, der kommer først? For mig at se er der jo noget – og nu undskylder jeg, formand – juridisk perverst over, at regler, som skal beskytte en pædofil voldtægtsforbryder og nu potentiel morder, er vigtigere end udvisningsreglerne for kriminelle udlændinge. Det er jo derfor, det er så væsentligt at finde ud af, om der egentlig er et skifte i Socialdemokratiet. For det, jeg hører Socialdemokratiet lægger op til, er, at man vil ændre noget i udlændingeloven i forhold til udvisningsreglerne, men at man ikke er villig til at ændre det, som ifølge Morten Bødskov var forhindringen for, at den her somalier kom ud af landet, og at man stadig væk vil have det loft, som forhindrer, at det kan ske, også selv om han nu er gået fra kun at være voldtægtsforbryder til også at være sigtet for mord. Det er derfor, vi har brug for et klart svar: Kommer den her mand ud af Danmark?

Ministeren.

Tager man Jonas Christoffersens ord for gode varer – det tror jeg der er god grund til at gøre – så ville vedkommende jo kunne have været udvist dengang, hvis ikke der var sket en fejl ved domstolene. Det var jo hans vurdering, og han var jo direktør for Institut for Menneskerettigheder i lang tid. Derudover vil jeg sige: Vi har netop strammet udvisningsreglerne ad flere omgange, fordi vi ønsker, at flere kriminelle skal udvises. Og når vi nu har brugt lang tid på en proces i Europarådet, der handler om at få Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at slå bak, hvilket er et initiativ taget af Giorgia Meloni og statsministeren, så handler det jo netop om, at vi skal have udvist flere kedelige typer.

Så er det spørgeren.

Så nu var det domstolene, der tog fejl. Altså, så det var ikke hr. Morten Bødskov. Og jeg kan forstå, at det heller ikke er ministeren her i dag, der har ansvaret for, at der render mordere og forbrydere og alle mulige typer af udlændinge rundt i Danmark. Det er domstolene, der tager fejl. Der må jeg bare henvise til den grundlov, som ministeren har skrevet under på at ville overholde. Der står altså: »Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven«. Det er jo der, problemet ligger. Hvis ikke man er villig til at sætte de danske udvisningsregler over de internationale konventioner, så ender vi jo med, at de her mennesker bliver i Danmark. Det er derfor, at det centrale spørgsmål er: Hvornår kommer Socialdemokratiet til den erkendelse, at man er en del af problemet, og at retorik ikke løser det?

Tak. Ministeren.

Der er jo heldigvis meget ofte ikke et modsætningsforhold mellem konventioner og udvisning. Altså, heldigvis lykkes det faktisk meget ofte at udvise. I runde tal udvises 1.000 kriminelle udlændinge om året. Nu vil vi gerne udvise endnu flere, og det er derfor, at statsministeren i sin nytårstale bebudede en yderligere stramning, der træder i kraft den 1. maj, og det er jeg rigtig godt tilfreds med.

Spørgeren.

Jeg synes ærlig talt, at ministeren måske skulle bevæge sig uden for sit ministerium, uden for Slotsholmen. Prøv at gå ned i dommervagten i København eller såmænd i andre større byer og se, hvem det er, der bliver tiltalt for grov vold, for overfald, for voldtægter osv. Så kan man jo godt stå og rose sig selv og sige, at der var 1.000, der røg ud, men der sidder altså væsentlig flere mennesker, som ikke ryger ud. Og det er jo det, vi gerne vil lave om. Jeg er bare bekymret for, at det, Socialdemokratiet er indstillet på, i virkeligheden bare er at vinde magten ved noget retorik, og at man ikke på nogen måde vil leve op til det, som man lover i sine bøger eller i sine nytårstaler, men bare håber på at kunne vinde et valg.

Tak. Ministeren for et afsluttende svar.

Der er jo den forskel i vores tilgang, at vi ikke mener, at vi kan kaste alt internationalt samarbejde over styr. De seneste uger har det jo vist sig, hvor stor værdi vi har haft af at være en del af EU. Ellers havde vi stået meget alene over for USA. På samme måde er det måske meget godt heller ikke at sætte alt andet internationalt arbejde over styr, selv om nogle ønsker, at vi skal ud af EU. Derfor er jeg godt tilfreds med, at vi har forsøgt at ændre tingenes tilstand indefra. Det har vi gjort, fordi vi ønsker, at endnu flere – og der er vi jo enige – skal udvises. Og det er jo netop, fordi der er for mange, som misbruger den tillid, de er blevet vist af det danske samfund.

Tak. Så er dette spørgsmål afsluttet. Da spørgsmål nr. 17, 18 og 19 til udlændinge- og integrationsministeren (spm. nr. S 491, S 496 og S 492) er udgået, bliver det nu spørgsmål nr. 20 (spm. nr. S 497) til udlændinge- og integrationsministeren af hr. Morten Messerschmidt.

(Spørgsmålet er udgået af dagsordenen).

(Spørgsmålet er udgået af dagsordenen).

(Spørgsmålet er udgået af dagsordenen).

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Det giver faktisk en udmærket sammenhæng. For mener ministeren ikke, at det er en skandale, at en som Ahmed Omar Mohamed stadig er i Danmark, og i så fald, hvem mener ministeren så egentlig har ansvaret?

Ministeren.

Jeg har intet tilovers for den her mand, og jeg mener, at det var forkert, at han ikke blev udvist i sin tid, da han havde begået den her uhyrlige voldtægt. Det er dér – og der kommer jeg jo til at gentage mig selv en smule, fordi jeg bliver stillet det samme spørgsmål igen og igen, både andre onsdage og i dag – hvor jeg hæfter mig ved, at det ifølge en ekspert som Jonas Christoffersen faktisk havde været muligt at udvise i sin tid. Og det ville jeg selvfølgelig ønske var sket. Men nu er det jo nu engang sådan, at det ikke er Folketinget, der dømmer i retssager. Det er domstolene, der dømmer i retssager, og det er jeg jo nødt til at tage bestik af. Min holdning er den, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at indrette dansk lovgivning sådan, at folk, der begår alvorlig kriminalitet i Danmark, hvad enten det er bandekriminalitet, mord, vold, voldtægter eller andet i den boldgade, skal udvises, hvis de ikke har dansk statsborgerskab. Det er jeg meget optaget af, og det er også derfor, at vi har brugt meget tid på at ændre fortolkningen af den europæiske menneskerettighedskonvention. Det har vi gjort i regi af Europarådet. Vi fik samlet 27 lande om at sende et meget kraftigt vink med en vognstang til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og det håber jeg selvfølgelig at domstolen kommer til at tage bestik af. Det er også derfor, at vi snart fremlægger en ret markant opstramning af de danske udvisningsregler, som kan træde i kraft den 1. maj.

Spørgeren.

Jeg har hørt nogen tæt på ministeren bruge udtrykket, at håb ikke er en strategi. Det lyder faktisk lidt, som om det er det, man henfalder til. Fordi der er nogle stats- og regeringschefer, der har skrevet et brev til de dommere – som man i øvrigt selv har udpeget; man kunne også have udpeget nogle andre – så håber man på, at de kommer på bedre tanker. Nu er jeg belastet af i hvert fald i 20 år at have forsøgt at påvirke domstole. Det har været EU-Domstolen, som har en helt åbenlyst ekspansiv fortolkningsstil, som mange regeringer og politikere osv. har kritiseret voldsomt. Rådsmøde på rådsmøde har kritiseret, at man fra Domstolens side tager magt ud af hænderne på politikerne og lægger den over i de ikke folkevalgtes. Jeg tør godt sige: Effekten har været nul. Nr vi så ser på den domstol, vi har i Strasbourg, som jo ikke har noget med EU at gøre, og derfor kan vi adskille de to ting fuldstændig, må man sige: Først og fremmest er dommerne jo i deres kald meget ofte mere politisk motiverede end juridisk motiverede. Mange af dem har aldrig nogen sinde tjent som dommere ved nationale systemer, og mange af dem kommer fra ngo-verdenen osv. Derfor tillader jeg mig at sige: Hvis det, som ministeren siger til de danskere, der har døtre, som bliver voldtaget, der har fædre, som bliver myrdet, og der har drenge og piger, som får tæv på vej hjem fra fodbold, er, at vi bare skal håbe på, at det bliver bedre, så deler jeg ikke hans tilgang. Håb gør det ikke alene. Vi er nødt til at handle. Og den gode nyhed er jo, at der er masser af muligheder. Man kan træde ud af konventionen og genindtræde med forbehold. Det er der hjemmel til. Man kan ophæve inkorporeringsloven. Men det kræver selvfølgelig, at man er villig til at gøre op med de fejl, som man har begået, og det hører jeg ikke hos ministeren. Tværtimod hører jeg, at han forsvarer, at hr. Morten Bødskov tilbage i 2013 ikke ville sende ham her forbryderen ud, fordi det var domstolene, der lavede en fejl. Hvad med, at ministeren påtog sig noget ansvar selv?

Ministeren.

Hvis ikke vores intentioner var bakket op af handling, kunne jeg måske forstå den her polemik omkring, at vi bare taler om at håbe på, at tingenes tilstand ændrer sig. Men nu er det modsatte jo tilfældet. Statsministeren og Giorgia Meloni har netop rejst det her over for en række af deres kolleger rundtomkring i Europa. Det har de gjort på en måde, så vi kunne samle opbakning blandt et stort flertal. 27 af Europarådets medlemsstater sendte en meget markant udtalelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det forventer jeg selvfølgelig får en effekt.

Spørgeren.

For 10 år siden lavede man Københavnererklæringen, en erklæring, som jeg tror snart sagt alle Europarådslande tilsluttede sig. Hvilken effekt fik det på domstolens praksis?

Ministeren.

[Lydudfald] ... omdiskuteret blandt nogle af dem, der har forsket i og beskæftiget sig med menneskerettigheder, om det var Københavnererklæringen eller det i virkeligheden allerede var Brightonerklæringen, der faktisk fik den effekt, at man begyndte at udvise flere uden at blive underkendt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Så det var jo muligt at begynde at udvise flere, end man hidtil havde gjort. Vi har i Danmark ofte givet Københavnerklæringen æren for det. Spørgsmålet er, om det alene var den. Det skal jeg ikke kunne sige. Det er en akademisk diskussion, men det har jo haft en effekt med de her erklæringer.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål. Værsgo.

Det må jeg indrømme at jeg har meget svært ved at få øje på. Jeg kan stadig væk se sag efter sag, både ved nationale domstole rundtomkring i Europarådslandene og ved Strasbourgdomstolen, hvor konventionerne bruges til at holde hånden over dem, der er forbryderne. Jeg kan ikke se den effekt. Jeg må ærligt indrømme, at for mig – og jeg tror også, det gælder for hr. Mikkel Bjørn, der var på tidligere – er tålmodigheden, vil jeg sige på vegne af danskerne, for lang tid siden løbet ud. Nu har den her regering siddet i snart en valgperiode. Inden da havde vi en anden rent socialdemokratisk regering. Det vidner jo ærlig talt om, at man ikke har en plan. Hvor lang tid skal vi vente? Er det 4 år mere? Er det 10 år mere? Hvor mange år mere?

Tak. Så er det ministeren.

Jeg synes ikke, det er rimeligt at sige, at vi ikke har en plan, eftersom vi jo har lavet et ret stort arbejde for at ændre på tingenes tilstand, hvilket er mere, end man kunne sige om dengang, Dansk Folkeparti sidst understøttede en blå regering som blå bloks største parti, hvor man jo havde haft rige muligheder for at presse den regering til at gøre noget, men hvor man intet gjorde. Næste gang vi får en blå regering, er jeg da spændt på at se, om man ender med at falde ned som lam, efter man nu har brugt en valgperiode på at springe rundt som løver her i Folketingssalen. For det ser ud til at være svært at samle opbakning blandt de øvrige partier i blå blok til den retorik og den linje, som hr. Morten Messerschmidt fremfører.

Tak til spørgeren, og tak til ministeren. Så er spørgetimen afsluttet.