Møde i salen

Mødet er åbnet.

I dag bliver der fremsat følgende forslag:

Charlotte Munch Pasler (DD) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 70 (Forslag til folketingsbeslutning om frakendelse af førtidspension, seniorpension eller tidlig pension for personer registreret i politiets register over rockere og bandemedlemmer).

Carl Andersen (LA) og Pernille Vermund (LA):

Beslutningsforslag nr. B 71 (Forslag til folketingsbeslutning om at afskaffe feriepengesystemet).

Sandra Elisabeth Skalvig (LA) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 72 (Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en negativliste for udstedelse af studieopholdstilladelser).

Beslutningsforslagene kan findes på www.folketingstidende.dk.

Den første, jeg byder velkommen til, er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Torsten Gejl fra Alternativet, for at give en begrundelse for forslaget.

Tak, formand. Det her beslutningsforslag går ud på at skabe et nationalt center for klimahandling, og det bygger egentlig på, at vi synes, at vores klimapolitik de sidste 6-8 år har bestået af rigtig mange projekter, som enten er blevet forsinket, fordyret, eller som er direkte forliste. Det handler om vedvarende energi på land. Det handler om elektrificering. Det handler om udrulning af fjernvarme og stop for gas. Det handler om brintrøret. Det handler om power-to-x. Det handler om den grønne indenrigsrute. Det handler om udbygning af elnettet. Det handler om havvindmøller. Det handler om pyrolyse, den grønne trepart, energiøerne og CO 2 -fangsten. Det er bare for at nævne nogle. Det er projekter, som stort set alle sammen er blevet enten fordyret, forsinket eller helt er forliste. Derfor mener vi, at vi har brug for viden. Vi har brug for viden fra et bredere antal aktører, så vi kan være bedre til at planlægge fremtidens klimapolitik. Så vi vil gerne foreslå, at vi skaber et nationalt center for klimahandling. Det skal være et center, hvor stat, kommuner, universiteter, civilsamfund, erhvervsliv, private og fonde sidder ved samme bord, hvor vi sikrer, at beslutninger træffes på det bedst mulige videns- og erfaringsgrundlag, både teoretisk og praktisk. Det er det, den her debat i dag går ud på. Tak, formand.

Vi siger foreløbig tak til hr. Torsten Gejl, ordføreren for forslagsstillerne. Forhandlingen er hermed åbnet, og den første, jeg giver ordet til, er klima-, energi- og forsyningsministeren.

Tak for ordet. Vi skal i dag drøfte et beslutningsforslag fra Alternativet om at etablere et nyt nationalt center for klimahandling på Syddansk Universitet. Der er jo grund til at sige tillykke med lobbyindsatsen fra Syddansk Universitets side, herunder professor Sebastian Mernild, der jo er fadder til forslaget. Det er jo vigtigt, at der er transparens om den slags ting, når man i øvrigt som forsker agerer i den offentlige debat, altså at vi ved, at det også handler om at etablere egen aktivitet på egen institution. Så transparens er rigtig godt. Jeg går ind for klimahandling. Jeg går også ind for samspillet mellem universiteterne og det omkringliggende samfund, så det er jo rigtig godt. Forslagsstillerne tænker her, at midlerne skal reserveres på de fremtidige finanslove. Det vil altså sige, at forslagsstillerne lægger op til, at vi, kort efter vi lige har indgået en finanslov sammen med – i det her tilfælde – Det Konservative Folkeparti, så begynder at bruge penge fra fremtidige finanslove løsrevet fra den normale finanslovsproces. Jeg mener ikke, at vi kan begynde at lave finanslove gennem beslutningsforslag her i salen. Det foregår som en samlet prioritering i den proces for finanslove, som vi har fulgt igennem mange år. Her har alle partier mulighed for at bringe deres ønsker til bordet, og vi har sammen mulighed for at se på tværs af prioriteringer. Det er altså i den proces, at et forslag som det her hører hjemme. Mig bekendt har det her forslag ikke været løftet ind i de finanslovsprocesser, der har foregået indtil nu, hverken som ændringsforslag til finansloven eller i de forhandlinger, der har været om forskningsreserven. Hvis partier ønsker finansiering til konkrete forslag, vil jeg altså henvise til, at det skal løftes ind som forslag i finanslovsforhandlingerne, og hvis man ønsker særlige aktiviteter prioriteret på vores forskningsinstitutioner, er det jo logisk, at man må tage det op i de forhandlinger, der er om forskningsreserven, for det er dér, det har hjemme. Det vil så være henholdsvis en forhandling og dialog, man skal tage med finansministeren eller uddannelses- og forskningsministeren, hvis man ønsker at prioritere forskellige udgiftsdrivende forslag i de her processer. Af den grund kan regeringen ikke støtte forslaget, men jeg vil gerne igen understrege, at jeg går ind for klimahandling, og at jeg går ind for et dynamisk samspil mellem universiteter og det omkringliggende samfund, så det er jo ikke det, vi debatterer her. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Det synes jeg godt nok var en let omgang. Altså, så må ministeren vel finde andre måder at finansiere det på. Der er så lang en række af fiaskoer i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet fra de sidste 6-8 år. Man kan bestemt ikke klandre ministeren for dem alle sammen. Men jeg har jo en lang, lang liste over forliste og forsinkede projekter, og jeg skal bestemt nok komme tilbage til dem og uddybe dem. Men når det er sådan, at det går så ringe, er det vel viden, vi har brug for, og så må ministeren også være nysgerrig på, hvordan vi inddrager flere relevante parter – lige fra borgerne, til forskerne og til erhvervslivet – sådan at vi ikke står med så mange kuverter med tomme bud eller forsinkede projekter. Hvorfor er ministeren ikke nysgerrig på at prøve at finde ud af, hvordan vi kan skaffe os den viden, der gør, at vi ikke handler så meget i blinde, at vi får så mange fiaskoer?

Ministeren.

Det var en relativt grov stråmand, der blev lavet der. I al ydmyghed vil jeg bare minde om, at Klimarådet sidste gang vurderede, at regeringen havde anvist vejen til at nå 2030-målet. Så jeg ved ikke rigtig, hvad det er for en klimamæssig fiasko, som spørgeren henviser til. Jeg har en erindring om, at spørgerens parti har været med til at indgå en række af de aftaler i den forrige regerings tid, der formulerede de forskellige ambitioner. Men jeg har da også noteret mig, at forudsætningerne for de beslutninger er voldsomt skredet, og politisk ledelse handler så om at tage udgangspunkt i den virkelighed, vi lever i. Så når det, vi f.eks. aftalte sammen om støttefri havvind, viser sig ikke at kunne lade sig gøre, så kommer regeringen med konkret politik, der anviser finansieringen. Det er den måde, vi er gået til det på. Jeg glæder mig så i øvrigt over, at der var endnu et højdepunkt i går i processen med Energiø Bornholm. Så jeg er ikke så trist som spørgeren, men at skyde mig i skoene, at jeg er imod ny viden, og at jeg er imod dialog, f.eks. med alle de klimapartnerskaber, som regeringen har nedsat med forskellige dele af det danske samfund, og alle de dialogfora af forskellig karakter, vi har nedsat, bl.a. NEKST osv., synes jeg alligevel lige er i den grove ende.

Spørgeren.

Jamen når det går så ringe, har vi ikke været dygtige nok til at samle viden. Og ja, Alternativet har også været med til at vedtage mange af de aftaler, som er forlist, blevet fordyret eller forsinket. Derfor tager vi ansvar og siger: Hvordan bliver vi klogere? Hvordan forøger vi muligheden for at skaffe os viden, minister? Det må da også være i ministerens interesse. Ministeren kan da ikke være stolt af så lang en række af halvforliste projekter. Kæmpe tillykke med Energiø Bornholm – det er da rart med et lys i mørket – men vi må da blive dygtigere til at skaffe os viden, når vores projekter går så ringe.

Ministeren.

Vi drøfter i dag et konkret beslutningsforslag om at etablere et konkret center med en konkret finansiering på Syddansk Universitet uafhængigt af finanslovsprocessen og uafhængigt af de prioriteringsmekanismer, der i øvrigt gælder i forbindelse med at allokere penge til forskningsinstitutionerne. Det er det, jeg mener er forkert, og det er det, vi skal forholde os til, for det er det, beslutningsforslaget handler om. Regeringen har indgået en aftale om grøn forskning. Vi har afsat yderligere 2,3 mia. kr. – 2,3 mia. kr. – og heraf er der 120 mio. kr. i frie penge, som universiteterne selv kan prioritere. Ellers er der jo sat penge af til bl.a. ptx, ccs osv., altså nogle af de højtprioriterede områder. Så det er ikke sådan, at den her regering ikke har stået bag øgede bevillinger til forskningsområdet på det her område.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til klima-, energi- og forsyningsministeren. Jeg byder nu velkommen til hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet.

Tak. Jeg er enig med ministeren i, at processen i måden at ville gennemføre beslutningsforslaget på her ikke rigtig hænger sammen. Der er ikke nogen finansiering med til forslaget. Der henvises bare til, at det må regeringen finde i en kommende finanslov. Men både finansloven og siden hen forskningsmidlerne under forskningsreserven er udtryk for samlede prioriteringer fra en regerings side og jo siden hen fra Folketingets side, når man behandler finansloven og forskningsreserven, og er ikke noget, der bør sammenstykkes af beslutningsforslag fra årets løb. Så jeg synes, Alternativet bør rejse forslaget her enten i finanslovsforhandlinger eller i forbindelse med forhandlingerne om forskningsreserven, som partiet jo er en del af og inviteret til. Jeg kan have været uopmærksom, men jeg synes ikke, jeg har hørt højlydte krav, hvis overhovedet, fra Alternativet om specifikt det her forslag i den sammenhæng. Jeg mindes heller ikke, at det blev stillet som ændringsforslag til finansloven, da vi stemte om den og om de ændringsforslag for kort tid siden. Jeg kan tage fejl og ikke huske det blandt de mange, der var, men det mindes jeg ikke. I forhold til at ville anspore til klimahandling og at samle viden vil jeg sige, at jo, det synes jeg er en god intention, og det er jo den, der ligger i forslaget her. Vi kender Alternativet for altid at presse på her, og det synes jeg er godt og positivt, men om forslaget om et nationalt forskningscenter så lige er den rigtige prioritering eller måde at gøre det på, ved jeg ikke. Det bør der vel sikres et større fagligt belæg for, inden man beslutter sig for det. Som nogle eksempler på ting, der findes i dag, og hvor man jo arbejder med nogle af de her ting, synes jeg man kan fremhæve Klimaalliancen. Det fyldte ikke meget i hr. Torsten Gejls begrundelse for forslaget, men det ligger jo i den skriftlige fremsættelse af forslaget, at det bl.a. er et fokus på kommunerne, der er tale om her, og lige præcis i Klimaalliancen indgår Kommunernes Landsforening og CONCITO, og andre har arbejdet der i flere år. Klimarådet findes også. Der er klimapartnerskaber, som regeringen har haft med forskellige væsentlige partnere på området, ligesom der, siden Mette Frederiksen blev statsminister, er postet meget store beløb og langt større end tidligere i grønne forskningsområder i Danmark. Jeg har selv haft fornøjelsen af at udmønte en aftale om forskningsmidler, da jeg var minister på det område. Det samme er der jo altså sket med det her års finanslov og udmøntningen af forskningsmidler, som ministeren også var inde på. Med de store bevillinger kan et eller flere universiteter jo søge og blive bedømt i forhold til andre mulige måder at bruge pengene på. Universiteternes frie midler er også blevet forøget de seneste år, og et eksempel på, at man jo faktisk godt kan tage den her type af initiativer selv, er vel netop Syddansk Universitets gode arbejde, som der bliver refereret til i beslutningsforslaget. Det kan man ønske sig understøttes endnu mere, men det er så et forslag, man bør fremsætte på anden vis end med et beslutningsforslag som her, hvis det skal have den rigtige og fornuftige prioriteringsvej. Jeg mener, at beløbet også blev nævnt af ministeren for et øjeblik siden. Jeg mener, at universiteterne eksempelvis har fået 120 mio. kr. yderligere til fortsat at opbygge varige forskningsmiljøer på strategisk prioriterede områder inden for den grønne forskning, altså bare næste år, som jeg husker det. Som man jo nok kan høre, bliver konklusionen her, at jeg har stor respekt for, at man bliver ved med at presse på fra Alternativets side på det her felt, men at vi ikke synes, at det her er en egnet eller god måde at gøre det på, og at vi derfor ikke kan støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak. Og tak for talen. Ja, vi vil forfølge det, for jeg synes lidt, at vores klimapolitik halter. Det må ordføreren jo også være enig i. Jeg kan nævne ti eksempler på forliste og fordyrede projekter. Det er en lang, lang række af større eller mindre fiaskoer, og så er det, at vi kommer og siger: Vi har brug for viden, og der er nogle her, som har en god idé til, hvordan vi kan få det. Og så kommer det hele til at gå op i finansiering, men så kan vi finansiere det på en anden måde. Er ordføreren slet ikke enig i, at vi er nødt til at gøre noget nyt, når det går så dårligt i vores klimapolitik?

Ordføreren.

Jeg er nok egentlig ret uenig i den grundlæggende diagnose her. For jo, hvis man havde forventet, at det var en snorlige vej, altså at det ville gå snorlige med hvert eneste udbud, hver eneste nye teknologiske måde at gå frem på og hvert eneste nye tiltag, og at der ikke ville være nogen bump på vejen, så kan jeg selvfølgelig godt se det, og hr. Torsten Gejl har jo nævnt en del af dem i dag. Men jeg kan ikke komme på ret mange steder, hvor jeg synes at man går frem med lige så stor succes, som vi gør i Danmark. Der står meget på spil i de her uger, det er jeg med på, og der er nogle væsentlige udbud i gang nu, som vi ikke skal diskutere i dag, men ikke desto mindre er det jo altså den seneste vurdering fra Klimarådet, at vi faktisk når ikke bare vores mål i 2025 – det klarede vi – men også i 2030. Der er sat nye mål, som er stærkt ambitiøse, måske de mest ambitiøse, når man sammenligner Danmark med andre lande, det er meningsfuldt at sammenligne med, og vi er godt undervejs. Så jeg er nok faktisk ret uenig i den helt grundlæggende bedømmelse af den danske klimapolitik.

Spørgeren.

Når jeg nævner alle de her projekter, som er fordyrede, forliste eller forsinkede – med VE på land, elektrificeringen, fjernvarme, stop for gas, brintrør, power-to-x, indenrigsruten, elnettet, havvindmøllerne, og snart rejser formanden sig op – kan ordføreren så nævne et eneste ministerium, som har så lang en række af problematiske projekter, altså har lavet så lang en række af problematiske projekter inden for de sidste 6-8 år? Det er jo fuldstændig unikt. Det er jo derfor, det kalder på noget viden, og at vi tænker nyt.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at de her projekter er problematiske; det synes jeg ikke. Jeg kunne ønske mig, at de var lykkedes endnu mere, sådan som vi har sat os for sammen i aftaler, vi jo også har indgået med Alternativet rundt om det samme bord. Selv om der er omveje og nogle gange nye aftaler, der må laves for at få det til at lykkes, eller nye bevillinger, så går det alligevel i den retning. Det er den grundlæggende diskussion om, om vi egentlig er på rette spor. Det andet er så: Bliver der produceret viden? Ja, det gør der jo da i stor stil på universiteter, men jo også i virksomheder, i det foreningsliv og det folkelige engagement, som hr. Torsten Gejl også henviser til – masser – og vi har sat mange flere penge af til det. Nu vil man så også gerne have det her, og der synes vi så ikke, at det her er den rigtige måde at gå frem på – med den manglende finansiering, der ligger til forslaget her.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til fru Linea Søgaard-Lidell fra Venstre.

Tak for ordet. I Venstre er vi optagede af, at Danmark er godt rustet til fremtidens klimaforandringer, samtidig med at vi får nedbragt vores udledninger. Det gælder på alle niveauer, lige fra det statslige og kommunale beredskab til den enkeltes individuelle ansvar. Derfor hilser vi også altid debatten velkommen, hvad angår klimasikring og ikke mindst reel klimahandling. Det er nogle interessante og sådan set også meget væsentlige pointer, som Alternativet fremhæver i beslutningsforslaget. Er kommunerne rustede godt nok til deres del af opgaven, og hvordan sammenkobler vi langt bedre teori og forskning til konkret klimahandling? Jeg deler sådan Alternativets ønske om, at forskningen rykker tættere på virkeligheden, så det kan bruges til gavn for samfundet. Heldigvis har vi allerede herhjemme et stort fokus på klimaforskning og også klimasikring. Fra 2024 til 2030 er der blevet afsat mindst 15 mia. kr. til grøn forskning og innovation. Universiteterne har derudover fået 120 mio. kr. til fortsat at opbygge varige forskningsmiljøer på strategisk prioriterede områder inden for den grønne forskning, og som Alternativet selv påpeger i forslaget, spiller universiteterne jo en stor og vigtig rolle i klimaforskningen i dag. Det samme gør vores grønne tænketanke, grønne virksomheder og organisationer landet over. Klimaområdet er et forskningsområde, som er i konstant udvikling, og det er sådan set rigtig positivt. Samtidig har regeringen investeret massivt i klimasikring. Vi har bl.a. præsenteret klimatilpasningsplan 1, som er et vigtigt skridt på vejen mod at klimasikre de danske kyster, og vi har indgået en aftale, som skal sikre milliardinvesteringer til klimasikring mod højtstående grundvand. Så om et nyt center lige er den brik, som vi står og mangler, er jeg ikke nødvendigvis helt overbevist om. De penge, der i så fald skulle afsættes til et nyt center her, er også penge, som vi kunne have investeret direkte i klimasikring eller grøn omstilling. Jeg kan forstå, at Alternativet ønsker at finde finansiering til deres forslag i den næste års finanslov, og i det lys er partiet jo en postgang for tidligt ude, da det ikke er et forhandlingsforløb, der er taget hul på endnu. Men jeg vil da se frem til at genlæse forslaget i den sammenhæng, hvis partiet vælger at tage det med til årets finanslovsforhandlinger. Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt til korte bemærkninger. Hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Vi vil tage det med til kommende forhandlinger. Tak for, at Venstre ser på indholdet, kigger ned i forslaget og ser på de udfordringer, vi har, og de løsninger, vi skal prøve at finde på det. Det synes jeg faktisk er forfriskende, når man hører de to andre partier, der bare hælder det ned ad brættet på grund af økonomi, for det kan vi jo altid løse. Når ordføreren nu kigger ud over de aktiviteter, vi har i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet – de store projekter, som vi skal bygge vores bæredygtige omstilling på – synes ordføreren så, at det sådan går lige så udpræget jublende godt, som det lyder til at f.eks. Socialdemokraterne synes?

Ordføreren.

Der er jo mange ting, som går godt i forhold til at sikre reel klimahandling i Danmark, herunder at lægge sporene ud, så vi kan få nedbragt vores reduktioner, og så vi kan nå vores ret ambitiøse klimamål. Der har vi jo i den her periode også indgået nogle aftaler, som ligesom sætter yderligere skub på den udvikling. Men det er klart, at der er nogle ting, som har ændret sig i verden, som ligesom har været en opbremsning. Vi havde et havvindsudbud, hvor der ikke var nogen, der var interesseret i at byde. Det er jo tydeligt, at det også sætter sig i den danske klimahandling, eller hvordan det sådan bliver rullet ud, at der sker noget i det globale marked, i geopolitikken og i forsyningskæderne, som altså har været fordyrende, og at der er nogle teknologier, der har været langsommere, end vi egentlig troede.

Spørgeren.

Det er jeg meget enig i. Virkeligheden har forandret sig enormt meget, siden vi lavede de store energiøer. Jeg var selv med til at lave dem i sin tid sammen med Dan Jørgensen – vi var helt høje. Det var sådan, at vi lavede strøm til 350 millioner europæiske husstande fra sådan en magisk, grøn, dansk brand-stikkontakt ude i Nordsøen – og så forandrer alting sig, det er rigtigt. Men kunne vi have gjort noget selv? Kunne vi have været dygtigere? Kunne vi have været dygtigere til at involvere befolkningen? Kunne vi have været dygtigere til at spørge forskerne om vores eksperimenter altid var realistiske? Kunne vi have været dygtigere til stikke snablen ned i markedet og finde ud af, om finansieringen var realistisk? Kunne vi have været dygtigere?

Ordføreren.

Vi har jo løbende justeret politisk i en kreds, hvor vi begge to har siddet, og der har jo også været dialog med verden omkring os fra ministeriets side og fra politisk hold. Jeg synes sådan set, at der er gjort meget, og så er spørgsmålet jo her ikke om, hvad vi kunne have gjort anderledes, for selvfølgelig er der ting, vi kunne have gjort anderledes. Men er det her nye center på SDU den brik, vi mangler, for at vi kommer til at lykkes med alle de her ting? Det ved jeg ikke om jeg tror det er; plus har vi jo afsat de her penge til netop at opbygge sådan nogle forskningsmiljøer.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Linea Søgaard-Lidell, og jeg byder nu velkommen til hr. Mads Fuglede fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. Alternativet foreslår, at vi skal etablere et nationalt center for klimahandling. Det foreslås, at det etableres på Syddansk Universitet, og at det skal koble viden og løsninger sammen inden for området, så man kan opnå reduktioner i udledninger og klimatilpasningsløsningsforslag. Forslagsstillerne foreslår, at der skal være indkaldt til politiske forhandlinger om etableringen senest i marts 2026, og formålet med forslaget er at gøre det nemmere at veksle forskningsbaseret viden til klimahandling. Der er jo egentlig meget af det, som lyder tillokkende, men i Danmarksdemokraterne kan vi ikke stemme for det her forslag. Vi mener ikke, at vi når i mål med den grønne omstilling gennem et klimahandlingscenter. Danmarksdemokraterne støtter en øget forskning, og havde man kommet til Folketinget sådan uden for finansåret med nogle målrettede midler til øget forskning, der skulle bringe os i mål med den grønne omstilling, så ville vi nok have lyttet meget mere til forslaget. Her får vi endnu en gruppe mennesker, der laver analyser, og endnu mere, der ikke er forskning, men i bedste fald kan komme med spændende læserbreve om, hvad man kan gøre i stedet for. Det kan vi i Danmarksdemokraterne ikke se bringer os nærmere den grønne omstilling. Vi mener, at den rette vej er at se mere på den teknologi, vi skal bruge, bag den grønne omstilling. Vi vil til hver en tid støtte det, hvis Alternativet kommer med målrettede ønsker om mere grøn forskning i Danmark, men vi vil ikke støtte noget, der bringer mere grønt bureaukrati ind i klimadebatten. Derfor kan Danmarksdemokraterne ikke støtte det her forslag.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak for ønsket om at bringe mere forskning ind. Det er lige før, man får lyst til at fremsætte et forslag om det. Men det, som jeg nogle gange synes kan være problemet, er, at der bliver forsket og forsket, men at broen til erhvervslivet og til de reelle aktører nogle gange mangler. Så det er også et forsøg på at sige, at vi simpelt hen skal se den forskning udkrystalliseret i reel handling i vores klimapolitik. Så det er faktisk et forsøg på at bruge den forskning, som vi også har kæmpestor respekt for, og det er også et forsøg på borgerinddragelse. Der deler vi jo egentlig et håb med DD om i højere grad at involvere borgerne, sådan at de får ejerskab over de klimaprojekter og de VE-projekter, som de skal gå og kigge på. Så det er faktisk også et forsøg på at lave en meget, meget mere kraftfuld borgerinvolvering på det rigtige tidspunkt.

Ordføreren.

Jeg synes, vi skal sætte os sammen og kigge på, hvordan vi teknologimodner den forskning, der findes, til markedet for at sætte fart på den grønne omstilling. Dér tror jeg man kan gøre en meget målrettet og effektiv indsats. Det vil vi meget gerne bakke op om i Danmarksdemokraterne. Vi har en fornemmelse af, at det at få modnet teknologi og forskning er noget, vi er for dårlige til her i landet, og at vi tit ser os overhalet af andre lande, der er bedre til det. Men det er jo noget helt andet end det, der foreslås her. Men sådan et forslag vil vi gerne være medforslagsstillere på.

Spørgeren.

Det vil jeg rigtig gerne arbejde videre med. Jeg synes egentlig, det er skægt, at det foreløbig er sådan, at når det handler om at lave ordentlig klimapolitik, er jeg mere enig med DD og Venstre, end jeg er med Socialdemokraterne og Moderaterne. Det skyldes jo nok også, at man vil have noget reel handling og ikke bare hælder sådan et forslag som det her ned ad brættet som en slags automatreaktion. Så foreløbig tak for debatten.

Ordføreren.

Selv tak for debatten, og tak for at fremsætte det her forslag.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Mads Fuglede fra Danmarksdemokraterne, og jeg byder nu velkommen til fru Signe Munk fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet, og tak til hr. Torsten Gejl og Alternativet for at fremsætte det her beslutningsforslag. Det handler jo om at etablere sådan et nationalt center for klimahandling, som ligesom har til formål, som jeg forstår det på ordføreren, at binde forskningsresultaterne og den eksisterende viden, der er, sammen med det at få det omsat, i særdeleshed lokalt, til, hvordan man så også kan handle efter det med tryghed for, at viden bakker det op. Det synes jeg er en god intention. Nu har jeg været klimaordfører siden 2019 og har jo heldigvis oplevet, at mange borgere, organisationer, kommunalpolitikere og regionalpolitikere ud over de nationale politikere og mange flere rigtig gerne vil få omsat den viden, der er, til handlinger i hverdagen. Og somme tider bliver man lidt i tvivl. Var det nu f.eks. klogt, at vi fik genanvendelige kopper frem for papkrusene? Hvad er mavefornemmelser, og hvad er der evidens bag? Så jeg synes faktisk, at der er en intention her, som er god, om at prøve at få samlet viden og konkret få det koblet på handling. Der er også flere ordførere heroppe, der har sagt: Det er jo ikke sådan, at vi i dag står et sted, hvor vi ikke også har viden, vi handler på baggrund af. Helt konkret har vi jo her i Folketinget Klimarådet, som har en rolle skrevet ind i klimaloven. Vi har DMI, som er videnskabelig rådgiver i forhold til regeringen. Vi har heldigvis også myndighedsbetjening, altså forskningsinstitutioner, som hjælper vores embedsværk og os politikere med at tage de rigtige beslutninger. Vi har ngo'er med stærke faglige miljøer bag ved sig, og vi har forskningsinstitutioner. Vi har Klimaalliancen, der også blev fremhævet. For et menneske som mig, der faktisk går op i, at vi handler ansvarligt i forhold til den klimakrise, vi står i, er det jo et sundhedstegn og meget positivt, at der er så mange aktører på området. Det kan også betyde, og det gør det nok egentlig for SF, at det her forslag har en rigtig god intention. Vi vil gerne bakke det op. Vi vil også sige: Vi synes, der er behov for lige at se på: Hvad er det så for en udformning, det konkret skulle have, og hvad er det rette beløb bag sådan et center her? Så herfra kommer der en indstilling til at arbejde positivt videre med beslutningsforslaget. Vi kommer til at stemme for, men også med det forbehold, at der altså er noget her, som vi ikke lige binder os til, i forhold til sådan den præcise udformning og det præcise beløb her.

Der er to korte bemærkninger. Først er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Det vil jeg gerne kvittere for. Særlig lytter jeg til ønsket om at forstærke forslaget og at kigge på finansieringen. Det er jo det, man nogle gange gør med de her beslutningsforslag: Man stikker en finger i jorden og hører, hvad de forskellige partiers krav er til, at det her skal kunne lade sig gøre. Så det er meget konstruktivt, og det tager jeg ned, og jeg glæder mig til at arbejde videre med det.

Ordføreren.

Tak for det. Ordføreren kan jo også overveje en beretning for at få et arbejde videre med det her. Det synes jeg somme tider faktisk kan være en givtig måde at arbejde på i Folketinget, for at gode idéer, som lige kræver noget tilretning, faktisk bliver til virkelighed.

Ønsker spørgeren en kort bemærkning mere? Det gør spørgeren ikke. Så går vi til hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Synes ordføreren ikke, at det er lidt underligt, hvis det er så væsentligt og vigtigt, at det så ikke er noget, Alternativet har bragt op i forbindelse med forhandlinger om forskningsreserven eller har stillet som ændringsforslag til finansloven? Det er jo den måde, vi normalt ville finansiere forskning på, og ikke ved løsrevne beslutningsforslag, hvor det så i næste uge kan være noget andet, og hvor det så om 2 uger er noget helt tredje, og inden vi ser os om, har vi egentlig forgrebet os på den samlede prioritering, vi bør lave som ansvarlige partier. Det ville nok have været den bedste måde at gøre det på, hvis man faktisk gerne ville gennemføre et center som det her. Er det ikke korrekt også efter ordførerens vurdering efter de mange år som klimaordfører, men jo sådan set også som involveret i økonomiske forhandlinger?

Ordføreren.

Jeg synes, hr. Jesper Petersen skal tage den direkte dialog med Alternativets ordfører omkring, hvordan regeringen helst ser at partier i Folketinget fremsætter beslutningsforslag. Jeg kan jo helt sådan ærligt tage ansvar for, hvordan SF fremsætter beslutningsforslag, og her er min intention nok mest at sige, at jeg godt vil give det her tilløb. Jeg vil godt hjælpe det på vej med en god intention og ikke hænge mig så meget i den præcise proces. Jeg har ikke siddet så lang tid i finanslovsforhandlinger, al den stund at hr. Nicolai Wammen ikke inviterede SF til nye forhandlinger igen efter ét møde, fordi Socialdemokratiet hellere ville indgå en skæv finanslov med De Konservative. Så det blev ikke til så meget i denne omgang. Det kunne jo være, at der var kommet mere på bordet, også fra Alternativet, hvis der havde været flere møder. Det var der ikke.

Hr. Jesper Petersen.

Aftalen om forskningsreserven er nu indgået af rigtig mange partier. Og nu siger jeg det bare, som det er: Havde SF været i regering, havde man stemt nej til det her beslutningsforslag. Det findes ikke, at partier, der laver finanslov og laver fordeling af forskningsreserven og skal lave samlede prioriteringer, gør det på baggrund af løsrevne beslutningsforslag. Det gør det ikke. Og skulle det lykkes i næste valgperiode, at SF kommer i regering, forestiller jeg mig, at hr. Torsten Gejl fremsætter forslaget igen, og så er jeg overbevist om, at SF vil stille sig anderledes. For det er nu engang sådan, man er nødt til at gøre, hvis man er et ansvarligt parti, der vil prioritere midlerne.

Ordføreren.

Jeg synes, hr. Jesper Petersen har en god pointe om, at sådan et forslag her jo godt kunne finde sin videre vej i nogle forskningsreserveforhandlinger, og det tænker jeg at der er en ordfører, som er forslagsstiller, der overvejer. Så lad os håbe, at det kunne være en videre vej frem. SF vil i hvert fald kigge positivt på det, hvis det finder den vej.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Signe Munk fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Steffen W. Frølund fra Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Intentionen om at afbøde klimarelaterede samfundsudfordringer med et bindeled mellem universiteterne og omverdenen er helt klart sympatisk. Det er dog ikke Liberal Alliances indtryk, at der mangler viden, debat, evner eller lignende derude. Danmark mangler heller ikke penge til forskning og til at skaffe viden. Der er puljer, man kan søge og bruge – ad libitum, skulle jeg til at sige. Det forekommer mig også svært at se, hvordan et sådant center skulle leve op til forslagsstillernes høje forventninger. Skulle flyruten pludselig lykkes, hvis SDU havde haft ordet, eller skulle havvind pludselig blive rentabelt? Der opridses mange forskellige grønne projekter, som er gået galt, hvilket uomtvistelig er sandt, men løsningen på det kunne jo være andre og bedre projekter. Udfordringen forekommer mig ofte at være politisk snarere end så meget andet, og derfor stemmer Liberal Alliance nej.

Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Nu nævner ordføreren selv flyruten. Nej, den var ikke kommet, hvis vi havde haft det her center. Til gengæld havde der været nogle at spørge: Er det her realistisk? Er det her i virkeligheden bare greenwashing fra talerstolen? For det var det, det var. Man kunne også forestille sig, at man måske kunne få en bedre markedsdialog, og at det var sådan, at man kunne prøve at gøre endnu mere for at sikre, at de her kuverter ikke altid var tomme, når vi har udbudsrunder. Det sker jo faktisk gang på gang. Man kunne også forestille sig en borgerinddragelse, der gjorde, at borgerne kunne få noget mere ejerskab til de store projekter, som de skal gå og se på til daglig. Så det er bare lige for at sige, at det faktisk kunne være, at det kunne være nyttigt på den måde.

Ordføreren.

Jeg tror, det er det, jeg prøver at signalere med, at der hverken mangler viden eller debat eller alt muligt andet. Det er jo ikke sådan, at kritikere af en grøn flyrute ikke kom til orde, dengang det blev debatteret politisk. Hr. Torsten Gejl er da velkommen til at følge min X-profil, hvis han mangler kritik af regeringens grønne projekter. Der er da i hvert fald nogle gange, at jeg rammer rigtigt dér, bl.a. med det her.

Spørgeren.

Et punkt, hvor jeg synes det nogle gange er svært, er, at vi baserer så meget af klimaudviklingen på nogle teknologier, som viser sig at være umodne. Derfor forestiller jeg mig da også, at det kunne være fint, hvis der var flere at spørge. Der er mange at spørge, men i og med at det ikke altid rigtig lykkes os at satse rigtigt – bare tag alle de her moderne termer som pyrolyse, power-to-x osv., som vi har svært ved at give ben at gå på – ville det så ikke være en hjælp, hvis der var endnu klarere viden? Der kunne være nogle forskere, der sagde: Det der skal I nok lige vente med at sælge, indtil vi kan lave det.

Ordføreren.

Jeg håber, at landskabet i dag er sådan, at forskere, der sidder med en eller anden specialviden, rækker fingeren op og siger et eller andet til en journalist eller sender noget direkte til os, når politikere er ved at beslutte noget, de ved går i den gale retning eller ikke vil kunne lykkes. Den proces bifalder jeg virkelig, og jeg tror ikke, at det her forslag lige flytter nålen. Det er jo ikke sådan, at der er et fravær af viden. Tit er den viden på bordet, men så bliver der alligevel truffet beslutninger om det, så der er et eller andet andet galt her, og jeg tror, at det er mere politisk.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Steffen W. Frølund fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Klimaforandringer er noget, vi møder oftere og oftere. Klimakrisen er ikke bare en fjern prognose. Den er her allerede. Den betyder vand i kælderen, en oversvømmet vej til skole og en utryghed, der sætter sig i hverdagen. Derfor tager Moderaterne også ambitionen i forslaget alvorligt. Kommuner skal have lettere adgang til viden, kompetencer og løsninger, der virker. Det skal de have så let som muligt og så hurtigt som muligt. Men gode intentioner gør ikke et forslag styringsklart eller klar til at blive vedtaget her. Forslaget peger på et nyt nationalt center uden at svare på det centrale spørgsmål: Hvordan finansieres det? Og hvordan prioriterer vi det i forhold til andre grønne indsatser, der også presser sig på her og nu? Den slags prioriteringer skal ske i den samlede finanslovsproces, hvor vi kan se på helheden, og hvor vi kan se på, hvordan vi bruger pengene, og på, hvad effekten er af at bruge pengene i den rette sammenhæng. Det skal altså ikke gøres gennem beslutningsforslag her i Folketingssalen. Moderaterne vil gerne det grønne løft. Vi er et grønt parti. Vi vil styrke kommunernes kapacitet, skabe stærkere partnerskaber mellem forskning og praksis og skalere de løsninger, der virker. Men vi kan ikke støtte en ny national konstruktion uden en klar opgavebeskrivelse, uden et klart ansvar og uden en klar finansiering. Det hører til i finanslovsprocessen. Derfor stemmer Moderaterne imod forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Okay, så det skal ind i finanslovsprocessen. Men hvordan skal det komme det, når regeringen valgte at lave en smal finanslov med K sidste år og valgte forrige år at smide Alternativet ud efter et meget, meget langt forløb, fordi vi giver aftalen et forkert udtryk? Hvordan skal det så lade sig gøre at få noget som helst med i finansloven?

Ordføreren.

Jamen nu er der så andre end Alternativet, der kan tage ting med ind i finansloven; det kan alle 12 partier i princippet vælge at gøre. Derfor tænker jeg jo, at der er mange muligheder for det. Vi ved jo ikke, hvornår den næste finanslovsproces kommer; den er ikke i gang endnu. Men at begynde at beslutte en hel masse løsrevne elementer inden for forskellige områder – altså elementer, som har været foreslået i beslutningsforslag her i Folketingssalen – og så efterfølgende komme til finanslovsforhandlingerne og sige, at nu er pengene sådan set brugt, fordi man er ansvarlig, er jo ikke den rigtige måde at gøre det på. Det skal ind i den samlede prioritering; det skal være en del af det.

Spørgeren.

Jamen så prøv at svare mig kort på spørgsmålet: Når det er sådan, at vi sidste år ikke engang blev budt med ind til finanslovsforhandlingen, fordi man ville lave den sammen med K, og året før blev smidt ud efter mange, mange forhandlinger, fordi vi giver aftalen det forkerte udtryk, hvordan skal vi så konkret på nogen som helst måde gøre det, som ordføreren står og siger vi skal, nemlig at bringe det ind i finanslovsforhandlingen?

Ordføreren.

Jamen ordføreren siger jo selv, at sidste år kom I ikke med. Forrige år var I med, og der kunne I have taget det med; der kunne I have bragt det ind i finanslovsforhandlingerne, og så havde det været på bordet. Det er jo ikke nok at tage det med til en finanslovsforhandling; man skal også have det med i den endelige finanslovsaftale. Så er det ikke lykkedes for Alternativet at få det med – jamen okay, så er det sådan, det er. Men så må man jo prøve at file det til på en anden måde. Så er det, fordi det i den samlede afvejning og i den samlede prioritering ikke har haft den levedygtighed, som det skulle have på det tidspunkt. Og sådan er det jo bare.

Hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg vil egentlig bare høre hr. Henrik Frandsen, om ikke det er rigtigt, at uagtet om man er med i den samlede finanslovsaftale eller ej, har man muligheden for at stille ændringsforslag i Folketingssalen, og at en delaftale om finansloven er den, der egentlig prioriterer forskningsmidlerne, nemlig forskningsreserven, som vi kalder den. Den aftale er Alternativet mig bekendt med i, også den for de næste 3 år, og den er indgået her i oktober, mener jeg det var. Ville det ikke også være et godt sted at have løftet den idé, hvis man virkelig mener, at det her var et rigtig, rigtig godt og vigtigt forslag for vores klimapolitik? Og det havde man gode muligheder for.

Ordføreren.

Det kan jeg kun bekræfte. Der er rig mulighed for at stille ændringsforslag, og så er der forskningsreserven, som også tidligere ordførere har været inde på. Så jeg vil gerne sige, at der er gode muligheder, hvis man ellers kan få opbakning til det.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Frederik Bloch Münster fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Først og fremmest vil jeg lige takke ordføreren fra Socialistisk Folkeparti for endnu en gang at gøre reklame for de gode konservative aftryk i finanslovsaftalen for 2026. Det kan man jo bl.a. mærke i denne uge, når man får sin lønseddel. Hvis man f.eks. er en senior med 5 år eller mindre til folkepensionsalderen, vil man se en god skattelettelse, eller hvis man nu skal ud at kigge på en god grøn elbil, vil man også kunne se, at den faktisk ikke er steget i afgift, og det er grundet gode konservative aftryk. I forhold til dette forslag: Vi synes egentlig, det er en spændende idé. Jeg har selv haft æren af at have møde med en af idémændene bag, og jeg synes egentlig, at mange af tankerne er rigtig, rigtig gode. Vi har i forvejen rigtig gode erfaringer med Klimatorium oppe i Lemvig, hvor man jo netop tager viden og omsætter det til praksis, kommer med nogle ingeniørkundskaber og giver sparring og reel arbejdskraft til både kommuner og virksomheder, som har nogle meget konkrete klimamæssige løsninger, som man ønsker at føre ud i livet. Om det så er klimasikring eller andet, er der hjælp at hente. Derfor er det jo også en rigtig, rigtig god idé at prøve at se, om man kan give det vidensmæssige et større skub. Så stopper rosen også der, kan man sige, for jeg anerkender, at det er noget, man skal kunne aftale, og jeg synes, at idéen om det her med et offentlig-privat partnerskab egentlig også er en ganske fin idé, men vi kan på nuværende tidspunkt ikke forpligte os til den her udgift. Men vi ønsker gerne at genbesøge det, når vi engang på et tidspunkt er i et forhandlingsforløb, hvor et sådant initiativ kan drøftes. Så vi kan desværre ikke støtte forslaget, men vi anerkender, at der er nogle ganske gode idéer bag. Tak for ordet.

Der er en enkelt med en kort bemærkning. Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak for et pænt afslag og intentionen om gerne at ville støtte idéen om at komme videre den her vej, hvis det kommer til at fungere i den rigtige ramme. Jeg har virkelig respekt for, at man ser på indholdet i stedet for at finde hullet i osten og så bare hælde det ned ad brættet, fordi det ikke lige passer sig. Så tak for at tage det alvorligt. Jeg har taget ned, at der er mulighed for at snakke videre om det her senere.

Ordføreren.

Tak til ordføreren for bemærkningen. Jeg vil sige til ordføreren, at jeg altid prøver at tage det seriøst, når hr. Torsten Gejl kommer med noget, for jeg ved, hvor meget hr. Torsten Gejl brænder for klimadagsordenen. Og når vi endelig kan finde fælles fodslag som konservative og alternative, er det jo kun dejligt, hvis vi kan det. Men lad os genbesøge denne snak, når vi sidder i et konkret forhandlingsforløb på et senere tidspunkt.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Frederik Bloch Münster fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Dansk Folkeparti kan ikke støtte det her forslag. Det skyldes først og fremmest, at vi jo allerede har en lang række forskningsmiljøer og offentlige instanser, der arbejder intensivt med både klima, energi og miljø. Danmark er jo også et af de lande, der investerer mest i klimaforskning, i hvert fald pr. indbygger, og derfor fremstår det jo som unødvendigt at etablere endnu en institution med samme fokus. Men vi skal selvfølgelig tage klimaforandringerne alvorligt, og det gør vi også i Dansk Folkeparti. Men vi mener ikke nødvendigvis, at løsningen er at opbygge flere lag administration. Forslaget ser jo også umiddelbart ud til at ville koste 400 mio. kr. over en 10-årig periode. Det er selvfølgelig et relativt højt beløb. Jeg vil dog så give ordføreren for forslagsstillerne ret i, at det er lidt letkøbt at afvise økonomien i det her forslag ved at sige, at Alternativet bare kunne have været med i en finanslov, hvis det i hvert fald er rigtigt, hvad ordføreren for forslagsstillerne siger, i forhold til at de blev sparket ud af forhandlingerne efter første møde. Så vil jeg i hvert fald opfordre regeringen til at afvise det med en anden grund. Men det er jo en kendt hemmelighed, at Dansk Folkeparti har nogle helt andre prioriteringer i klimapolitikken. Vi mener, at olie og gas og atomkraft er vejen frem, og det er jo helt fair, at Alternativet har en anden politik på det område. Vi siger nej hertil, men tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, formand. Jeg skal starte med at sige, at Enhedslisten støtter forslaget, som går ud på at skabe et nationalt center for klimahandling som supplement til alle de gode videnscentre og aktører, der er på området i forhold til at skaffe os viden om klimapolitikken. Det skal være et center, hvor stat, kommuner, universiteter, civilsamfund, erhvervsliv, private og fonde sidder ved det samme bord, og hvor vi sikrer, at beslutninger træffes på det bedst mulige evidens- og erfaringsgrundlag, både teoretisk og praktisk. Når man ser på de seneste års forsinkede, fordyrede og forliste danske klimaprojekter, må man sige, at behovet for at lave mere intelligent klimapolitik skriger til himlen. Listen over fiaskoer er så lang, at jeg næsten kun kan nævne det i overskrifter, hvis min tale ikke skal vare i timevis. Hvis vi starter med vedvarende energi-projekter på land, lavede vi efter invasionen af Ukraine et mål om at firedoble produktionen af vedvarende energi på land i 2030. Ifølge Green Power Denmark burde der blive tilsluttet 100 møller årligt for at nå målet. Opsætningen er dog nærmest gået i stå. Brancheforeningen vurderer, at vi både i 2025 og 2026 vil få et minus i strømmen fra vindmøller, fordi der hvert år også pilles gamle vindmøller ned. Så det går altså rimelig skidt med opsætningen af vindmøller på land. Også solcellebranchen melder, at udbygningen i de kommende år vil gå langsomt, så der går det også dårligt. Et andet initiativ, vi har i gang, er elektrificeringen. Her var det i november 2025 kun 22 pct. af det danske energiforbrug, der var elektrificeret, og det går langsomt med at få den danske industri og husholdningerne væk fra gas og olie. I EU har der været et forslag om et fælles mål om, at 32 pct. af energiforbruget i 2030 skal være elektrificeret. Med det nuværende tempo når Danmark først det mål i 2050, som det lyder i analysen. Så det går virkelig dårligt. Så kommer vi til fjernvarmen og et stop for gas. Ifølge en politisk aftale fra 2022 skal alle gasfyr være skrottet i 2035, og udrulningen af fjernvarme være gennemført i 2028, så danskerne enten kan komme over på det eller få sig en varmepumpe. Men det kan ifølge Kommunernes Landsforening og Dansk Fjernvarme ikke længere nås. En analyse fra KL og klimaministeren fra august viser, at udrulningen går langsomt, og at fjernvarmeprojekter for mange tusinde husstande er droppet eller udskudt. Så det går altså rigtig ringe. Hvad så med brintrøret, der skulle løbe ned gennem Jylland og levere grønne brændsler til den tyske industri fra 2028? Det er både blevet fordyret og forsinket, og rørets rute gennem landet er derfor blevet forkortet. Det skal nu kun løbe fra Esbjerg til grænsen og efter planen stå klar i 2030, og hvis røret nogen sinde bliver til noget, er der 90 procents risiko for yderligere forsinkelser. Så det går altså virkelig elendigt. Hvad så med power-to-x, der handler om at lave elektricitet om til mindre flygtige energiformer? Ja, det hænger nøje sammen med brintrøret. Så længe det er usikkert, om der kommer et brintrør, der kan fragte nye brændstoffer til udlandet, holder investorerne igen med at sende penge efter power-to-x-projekter. Omvendt får usikkerheden om udbygningen af power-to-x brintrøret til at se økonomisk mindre attraktivt ud. Ifølge Klima- og Energiministeriets rapportering fra november 2025 er ambitionen fra 2022 om at nå en udbygning på 4-6 GW elektrolysekapacitet ikke længere teknisk muligt. I Klimastatus 2025 skønnes det, at vi når 0,6 GW i 2030. Så det går altså virkelig dårligt. Hvad så med den grønne indenrigsrute, som statsministeren lovede os i et nytårsløfte fra 2022? Den er også lagt i graven. Så det er gået ret ringe. Hvad så med udbygningen af elnettet? Det er blevet kraftigt forsinket, og det har endda været tæt på at koste klimaministeren jobbet, fordi han ikke havde informeret sine kollegaer i Folketinget om en række store forsinkelser i udbygningen af elnettet. Ifølge en opgørelse fra september fra det statslige selskab Energinet, som står for udbygningen, er i alt 141 af 199 elnetsprojekter i gennemsnit 29 måneder forsinket. Erhvervsmediet Finans har regnet ud, at det sammenlagt giver mere end 340 års forsinkelse. Så det går rigtig dårligt. Hvad med havvindmøller? Her blev det i 2022 besluttet, at Danmark skulle have 20 GW havvindmøller i 2035. Det forestiller ingen sig længere. Lige nu ser det ud, som om vi kun når en tredjedel, og at vi overhovedet når derop, skyldes en politisk aftale fra foråret, hvor man besluttede at genindføre en statsstøtte til opførelsen af havvindmøller, som sikrer 3 GW. Så hvordan synes vi det går? Ret dårligt. Hvad så med pyrolyse, der er det her magiske kulstof, der skal hældes ud på landbrugsjorden for at undgå udsivningen af CO 2 ? Klimarådet har længe været skeptiske over for, om teknologien kan levere de reduktioner, som er drømmen. Regeringen har da også over tid sænket sine forventninger til teknologien. Hvor man før regnede med, at biokul i 2030 kunne fjerne hele 2 mio. t CO 2 , regner man lige nu med, at det kun bliver 300.000 t. Så det går nok ikke så godt. Hvad så med den grønne trepart? Her har man lavet og fastlåst nogle klimaafgifter for landbruget, der er alt for små, i forhold til at de for alvor kan reducere vores kødproduktion, og det har også betydet, at den største mulighed for at lave et ambitiøst klimamål for 2035 er forsvundet, fordi man ikke længere kan regulere på landbrugets CO 2 -udledning. Så det er virkelig ikke gået godt.

Hvad så med energiøerne? For 5 år siden var der planer om at bygge to gigantiske energiøer i Nordsøen og ud for Bornholm, som skulle stå færdige i 2030. Det kommer de i hvert fald ikke til. I går kom der så heldigvis en aftale hjem med Tyskland, som betyder, at der skal anlægges massive parker med havvindmøller syd for Bornholm, og det betyder bl.a. billigere strøm på Sjælland. Nu skal vi selvfølgelig lige have projektet igennem Folketinget, og ovennævnte viser os, at der er meget, der kan gå galt, men lige nu vil jeg sige, at det, der er tilbage af vores store energidrømme, så er det her, og hvor det på grund af den udvikling, der har været i de sidste dage, faktisk ser ud, som om det går ikke så ringe endda. Som det sidste har vi planer om at fange CO 2 og pumpe det ned i jorden. Det er et problem i sig selv, at vi er blevet så afhængige af CO 2 -fangst, fordi det ikke er lykkedes at reducere CO 2 -udslippet i f.eks. landbruget gennem de seneste års klimapolitik. Men det er desværre situationen. Derfor åbnede vi en pulje til projekter, der skal opfange CO 2 og pumpe det ned i jorden, på 28 mia. kr. Der var ti aktører, som meldte sig ind i projektets første fase. Nu har ni af dem trukket sig, og det er kun Aalborg Portland, der er tilbage, og situationen er totalt uafklaret. Så det går ikke så godt. Alt i alt må vi erkende, at vi i de seneste 10 år har haft en lang række klimamæssige fiaskoer, og jeg er alvorligt bange for, at vi ikke når vores 70-procentsreduktion af CO 2 i 2030. Jeg ved næsten ikke, hvilket andet ministerium man skal pege på for at finde så lang en række af forsinkede, fordyrede og forliste projekter, og det er slet ikke noget, der kun er foregået under den nuværende klimaminister Lars Aagaard, og man kan ikke give ham hele skylden for det; mange af fiaskoerne er grundlagt under den daværende klimaminister Dan Jørgensen. Jeg skal jo også huske at sige, at pilen også peger indad på mig selv, for jeg har jo været med til at lave en lang række af de her aftaler og troet, at de ville virke. Hvad gør man så, når de ting, man laver, ikke virker? Man kigger indad, og hvad ser man? Man ser, at vi ikke har været dygtige nok, og hvorfor har vi ikke været det? Vi har manglet viden, og hvordan kan man skaffe viden? Det kan man gøre ved at lave et nationalt center for klimahandling, der supplerer den viden, der findes i forvejen. Derfor har Alternativet foreslået at lave et center, hvor man i staten, kommunerne, universiteterne, civilsamfundet, erhvervslivet, private og fonde sidder ved det samme bord og arbejder sammen og prøver at være lidt forudseende, prøver at beregne konsekvenser, prøver at stikke følerne lidt dybere i markedet, før man laver udbuddene, prøver at tale med forskerne om, hvad der kan lade sig gøre, før man baserer sine klimamål på umodne teknologier, og prøver at inddrage borgerne lidt bedre, så de kan få mere indflydelse over ressourcerne i deres egne lokalområder. Så vi kommer med et center, der kan alt det og mere til, og så bliver det bare hældt ned ad brættet. Det havde vi også regnet med. Men nu har vi modnet forslaget, og vi håber, at det vil blive vel modtaget af en ny regering, og jeg er også glad for, at der her er flere partier, der gerne vil være med til at videreudvikle tanken om at skabe os den fornødne viden og binde det sammen med hensyn til forskningen og aktørerne. Rent organisatorisk kan man placere centeret mange steder og inden for mange forskellige vidensmiljøer, og vi mener, at Syddansk Universitets Climate Cluster ville være et godt forslag til en placering. Her har man et særligt fokus på udviklingen af interdisciplinær klimaforskning, uddannelse og formidlingsaktiviteter, der understøtter klimahandlingen med den størst mulige samfundsmæssige effekt, og det er netop det, vi mener der er brug for, når vi ser ind i fremtidens klimapolitik. Vi håber, at vi i fremtiden kommer til at sikre os den nødvendige viden, før vi træffer store klimamæssige beslutninger, så vi ikke igen skal se en lige så lang række af forsinkede, fordyrede og forliste klimaprojekter, som vi har set. Tak, formand.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt til korte bemærkninger. Fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti, værsgo.

Tak til hr. Torsten Gejl for talen. Jeg siger det her i venlighed som en klimaforkæmper til en anden. Jeg tror ikke, at glasset er så tomt, som hr. Torsten Gejl fremstiller det. Jo, det går ikke stærkt nok. Jeg er enig i, at vi har en regering, som ikke sætter tempoet for den grønne omstilling, som det skulle være. Men der er bare også sket rigtig meget godt i Danmark. Danskerne køber historisk mange elbiler. Vi har internationalt set enorme mængder grøn strøm i vores elnet. Vi har verdens første grønne ammoniakproduktion i den lille by Ramme i Vestjylland. Vi har fået klimaafgifter i hele vores samfund. Vi har en klimalov, der binder den til enhver tid siddende regering til masten. Nej, det er ikke godt nok, men det er heller ikke helt udueligt. Enhver akademisk god disciplin, også for sådan et fremtidigt klimacenter her, er jo at bygge på den viden, vi har, og forbedre vilkårene for de kommende beslutninger; men man skal også huske på, at det nok også er mere nuanceret, hvordan det ser ud. Så bare en venlig opfordring til, at hr. Torsten Gejl også husker på de grønne fremskridt, der faktisk er skabt.

Ordføreren.

Det er modtaget. Alternativets klimabekymring er nok også lidt større end SF's. Vi er jo altså grundlagt som et grønt parti og vil virkelig, virkelig langt med det. Men jeg kan godt se, hvad ordføreren mener, og når det er sådan, at jeg skal argumentere for, at vi skal have mere viden, så nævner jeg de eksempler, som ikke går godt. Jeg kunne også godt komme med en håndfuld eksempler på klimainitiativer, der fungerer godt. Det ville bare næppe begrunde, at vi har brug for et center for klimaforskning.

Fru Signe Munk.

Det er også, fordi der er nogle, som har en interesse i at tegne et billede af virkeligheden og klimakrisen, hvor man ikke kan gøre noget, og at alt, hvad der bliver gjort, er udueligt. Det er ikke rigtigt – man kan handle på de enorme problemer, vi står med. Jeg vil også bare minde om, at de ting, der er blevet forsinket og ikke gik, som de skulle, havde vi jo ikke fundet ud af, hvis vi ikke var trådt derud. Jeg er helt sikker på, at vi nok skal lykkes med CO 2 -fangst. Jeg er helt sikker på, at vi nok skal få banket meget mere havvind op; jeg er helt sikker på, at vi nok skal lykkes med fremtidige grønne teknologier, og at vi kan få danskerne til fortsat at være med på vognen. Vi skal bare huske på, at vi kun finder ud af, om det virker, hvis vi gør noget.

Ordføreren.

Jeg er enig i, at man ikke bare skal male fanden på væggen. Det er faktisk sådan, at der er mange unge, der næsten har brug for klimaterapi på grund af den klimaangst, der er blevet skabt – så det er jeg enig i. Men jeg tror, at vi kunne have undgået flere af de fejltrin, jeg har nævnt her. Jeg tror, at vi kunne have været klogere ved ikke at basere vores fremtid på meget, meget umoden teknologi. Jeg tror, at vi kunne have været bedre til at involvere befolkningen, og jeg tror også, at vi kunne have været bedre til at lave nogle udbud, der passer bedre til markedet. Jeg tror, at vi kunne have gjort det klogere. Med den erkendelse tænker jeg selvfølgelig på, hvordan vi i forvejen kan skaffe os den viden, der gør, at vi gør det klogere.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Torsten Gejl, Alternativet. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Den første, jeg byder velkommen til, er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti, for at give en begrundelse for forslaget.

Tak for det. Udgifterne til offentlig administration er steget markant de seneste år, og formålet med det her forslag er at skabe en klar og gennemsigtig grænse for, hvor høj en aflønning offentlige topembedsmænd i fremtiden kan modtage. Således vil topembedsmænd, hvis forslaget vedtages, ikke kunne aflønnes højere, end hvad der svarer til den siddende politiske forvalters vederlag, her forstået som den ansvarshavende politiker i et offentligt embede i staten, regionerne eller kommunerne. I praksis betyder det, at f.eks. kommunaldirektører ikke vil kunne aflønnes højere, end hvad der svarer til borgmesterens vederlag, ligesom departementschefen i et ministerium ikke vil kunne aflønnes højere, end hvad der svarer til ministerens vederlag. De seneste år har budt på en stribe historier, der viser, at lønnen på de øverste trin for offentlige chefer og direktører er stukket fuldstændig af. Det synes jeg der skal gøres noget ved, det skal vi adressere. Derfor har vi fremsat forslaget, og derfor glæder jeg mig til den her debat.

Så siger vi foreløbig tak til hr. Peter Kofod, ordføreren for forslagsstillerne. Forhandlingen er nu åbnet, og den første, jeg byder velkommen til, er finansministeren.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for redegørelsen for forslaget. Der lægges så med DF's forslag op til at indføre et lønloft for topembedsmænd ved lov, og efter forslaget skal ingen embedsmænd i staten, regionerne eller kommunerne modtage en højere samlet aflønning end deres nærmeste politiske leder. Regeringen anerkender, at lønforholdene for offentlige topchefer selvfølgelig skal kunne debatteres, og regeringen deler også ønsket om en ansvarlig og balanceret anvendelse af offentlige midler. Der kan i sagens natur være mange holdninger til, hvad der er en passende løn for de øverste embedsmænd og -kvinder, ligesom der kan være holdninger til størrelsen af ministervederlag og borgmestervederlag. For så vidt angår løn- og ansættelsesvilkår for topembedsmænd, fastlægges de i dag gennem det kollektive aftalesystem mellem enten Finansministeriet, Kommunernes Landsforening eller Regionernes Lønnings- og Takstnævn og de relevante faglige organisationer. Det er et godt princip, og regeringen bakker op om den danske model. Sagt på en anden måde forhandler man løn for topembedsmændene på samme måde, som man forhandler den for de øvrige ansatte i stat, regioner og kommuner. Ministervederlaget fastsættes derimod ved lov, og for nylig har et bredt flertal i Folketinget vedtaget to lovforslag, som udmønter en politisk aftale om nye vilkår, der vil gælde for fremtidige folketingsmedlemmer og ministre. Med aftalen blev det besluttet at forhøje vederlaget til fremtidige ministre, mens de varetager deres hverv. På den måde hæves vederlaget til fremtidige ministre til den nuværende gennemsnitsløn for departementschefer i centraladministrationen. Jeg ser ikke behov for lovgivning om et lønloft, der kobler størrelsen af lønnen til topembedsmænd til vederlagene til ministre, borgmestre og regionsrådsformænd. Vi politikere har forholdt os til størrelsen af ministervederlag og folketingsvederlag og har vedtaget lovgivning om den, og jeg synes, at vi har fundet en god og afbalanceret løsning. Som jeg nævnte for et øjeblik siden, er det arbejdsmarkedets parter, der indgår kollektive aftaler om lønninger for topembedsmænd. Departementschefer, kommunaldirektører og regionsdirektører er de øverste embedsmænd med ansvar for den administrative ledelse af henholdsvis ministerier, kommuner og regioner, hvortil kommer betjening af den politiske ledelse, men de er også i et ansættelsesforhold som alle andre offentligt ansatte, og derfor er det helt i overensstemmelse med den danske model, at også deres lønvilkår er fastlagt i aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Det mener jeg også er med til at understøtte den åbenhed og gennemsigtighed omkring lønforholdene på samme måde, som det er tilfældet for andre offentligt ansatte. Efter regeringens opfattelse er det vigtigt, at man har lønninger, der afspejler ansvar, funktioner, opgaver og kompetencer, og at vi kan rekruttere de dygtigste mennesker til også at være inden for det offentlige. Og vi skal altid huske på, at ud over at der er dygtige mennesker, der bliver ansat i det offentlige, er der også dygtige mennesker, der bliver ansat i det private. Og hvis forskellene bliver alt for store, i forhold til også hvilken aflønning og hvilke forhold man tilbyder topchefer i det private og det offentlige, vil det kunne gøre det sværere at rekruttere de dygtigste også til de vigtige embeder, vi har inden for staten, kommunerne og regionerne. Samlet set er det også vigtigt at huske på, at netop i denne tid er der overenskomstforhandlinger på det offentlige område, og regeringen vil foreslå, at alle afventer resultatet af de forhandlinger. At der er ro omkring forhandlingerne, plejer vi også at have en tradition for her i Folketinget. Så tak for at rejse en debat, men vi ser ikke fra regeringens side, at vi kan tilslutte os og støtte det forslag, der her er fremsat fra Dansk Folkepartis side.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det var måske ikke så overraskende, at regeringen ikke ville støtte det her forslag. Men det, jeg gerne vil spørge finansministeren om, er angående den store forskel, der er på nogle af de kernetropper, der er i vores velfærdsstat, som arbejder ude i vores kommuner, altså vores sosu'er, vores pædagoger og vores skolelærere, og hvis ministeren ser på staten, gælder det politibetjente og soldater. Hvis man så ser på den enorme forskel, der er på den øverste chef, som i øvrigt tjener langt mere end ministeren, er der en skævhed i vores system, hvor det for nogle enkelte faggrupper er stukket fuldstændig af lønmæssigt, mens andre har en oplevelse af at stå stille. Jeg synes da også, at finansministeren har et meget højt vederlag, og finansministeren arbejder sikkert også mange timer for det, men jeg kan bare ikke forstå, at den embedsmand, der sidder ved siden af ministeren, skal have vel hen ved 1 mio. kr. mere end ministeren. Det er, som om det for en gruppe chefer i den offentlige sektor bare er stukket fuldstændig af. Gør det ikke ondt i hjertet på en socialdemokrat at se den ulighed forplante sig i den offentlige sektor?

Finansministeren.

Jeg vil sige, at noget af det, jeg har været gladest for, både som finansminister og som socialdemokrat, har været det lønløft, vi har givet til netop nogle af de grupper, som ordføreren nævner, eksempelvis social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, pædagoger og også folk i vores fængselsvæsen. Det er bare for at tage nogle eksempler. Vi har i øvrigt også gjort det i forhold til sygeplejersker og jordemødre – områder, hvor lønningerne traditionelt har ligget lavt, men hvor vi er gået ind og har givet et løft. Det har været rigtig, rigtig vigtigt, og det er jeg stolt af, og det er også et udtryk for, at vi gerne vil være bedre til at tiltrække dygtige mennesker i de her fag, men også at give dem lyst til at blive i faget efterfølgende.

Spørgeren.

Jeg synes også, at det var godt, at man i de tilfælde sagde: Nu lægger vi lige den danske model til side, og så giver vi lige nogle mennesker, der fortjener noget mere i løn, nogle flere penge. Nu siger vi så til regeringen: Kunne man forestille sig, at man sagde til dem, der har allermest og tjener 1 mio. kr. mere end ministeren om året, at vi lægger modellen til side og sætter en pause på de lønstigninger, der er for de allerallerøverste chefer? Hvis man kan fryse den danske model et kort øjeblik, kan man vel gøre det igen.

Finansministeren.

Vi er som sagt midt i overenskomstforhandlingerne netop nu, og jeg kommer ikke til at stå her og skulle tage en gruppe ud og sige, at de skal sættes ned i løn. Vi samarbejder og har et godt princip omkring den danske model, hvor man forhandler lønninger med de statsligt ansatte på helt normal vis, og det har regeringen tænkt sig at fortsætte med uagtet Dansk Folkepartis forslag.

Hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jeg tænker på, at en ting, der følger med den her diskussion, selvfølgelig også er spørgsmålet om den samlede lønpakke. Vi ved jo, at mange af medarbejderne i den her lønramme jo typisk er ansat under DJØF eller andre rimelig dygtige fagforeninger. Der vil jeg gerne spørge ministeren om noget. Dengang Socialdemokraterne var i opposition, havde jeg selv fornøjelsen af at deltage i en række møder med nogle af finansministerens egne rigtig gode lokale venner, og vi talte om, hvordan man kunne tage favntag med de aftrædelsesordninger, der er, f.eks. når en kommunaldirektør bliver fyret, eller det kan være en fra et forsyningsselskab. Nogle, der har nogle meget, meget høje lønninger, har også nogle meget privilegerede aftrædelsesmuligheder ved siden af; sågar får nogle, som selv vælger at fratræde deres stilling, alligevel bonus, eftervederlag og alt muligt andet. Hvordan går det med den del af lønpakken?

Finansministeren.

Nu er det jo sådan, at for så vidt angår de lønninger, der bliver givet på det kommunale område, så er det ikke noget, jeg forhandler som finansminister; det er noget, kommunerne forhandler med deres ansatte. Jeg kommer ikke til her at skulle blande mig i de aftaler, de måtte lave der. Jeg har en forventning om, at alle offentlige arbejdsgivere selvfølgelig griber opgaven ansvarligt an og sørger for, at de ordninger, der måtte blive lavet, har rimelighedens karakter. Men altså, jeg har ansvaret for de statslige overenskomster, og kommunerne har ansvaret for kommunernes overenskomster.

Spørgeren.

Men finansministeren er også medlem af Folketinget og har vel også en holdning til nogle ting. Så kan det godt være svært at skille det ad, men det er der andre ministre der godt kan. Jeg ved i hvert fald, at udenrigsministeren er rigtig god til at have flere kasketter på. Med hvordan har finansministeren det så med, at det, som Socialdemokraterne vitterlig mente, før man kom i regering, har man ligesom glemt, efter man kom i regering?

Finansministeren.

Jeg ved ikke, hvad der var for nogle hentydninger med hensyn til udenrigsministeren, som man kom med. Jeg synes, at udenrigsministeren gør et rigtig godt stykke arbejde. I forhold til de holdninger, vi i Socialdemokratiet har til at bruge pengene inden for det offentlige fornuftigt og klogt, så er de fuldstændig uforandret, i forhold til hvad de har været tidligere, så heller ikke den del af spørgsmålet vinder meget genklang hos mig. Vi er optaget af, at vi har nogle dygtige ansatte både inden for staten, kommunerne og regionerne, og det er, uanset om det er i de højeste cheflag eller ude på gulvet, og det er også derfor, at vi som socialdemokrater har været dybt optaget af at give bedre forhold til dem ude på gulvet.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til finansministeren. Jeg byder nu velkommen til hr. Kris Jensen Skriver fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg skal starte med at sige, at jeg står her i dag i stedet for mit partis finansordfører, hr. Benny Engelbrecht. Tak til forslagsstillerne for det her beslutningsforslag, der handler om at indføre et lovfastsat lønloft for offentlige topembedsmænd. Jeg skal ikke lægge skjul på, at timingen af forslagets fremsættelse og behandling nok ikke er helt så hensigtsmæssig, al den stund at der netop nu foregår forhandlinger om de offentlige overenskomster, som også finansministeren var omkring. Det ville have været naturligt at vente med at løfte dette emne til et tidspunkt, hvor disse forhandlinger var afsluttet, i respekt for den danske arbejdsmarkedsmodel. Det er naturligvis forslagsstillernes ret at fremsætte forslaget, men når jeg alligevel indleder med at understrege vigtigheden af den danske model, er det netop for at sætte den her debat i det rette perspektiv. Forslaget lægger op til, at ingen topembedsmænd i stat, regioner eller kommuner skal kunne have en samlet aflønning, der overstiger vederlaget til den politiske leder på området. Det rejser naturligt spørgsmålet om rimelighed, gennemsigtighed og tillid, og det er spørgsmål, som Socialdemokratiet tager alvorligt. For vi deler ønsket om ansvarlig omgang med borgernes penge og om tillid til den offentlige forvaltning. Der er ingen tvivl om, at lønforholdene for offentlige topchefer med jævne mellemrum giver anledning til debat. Det forstår vi godt, og der kan være forskellige holdninger til, hvad der er en passende aflønning, både for topembedsmænd og for ministre, borgmestre og for den sags skyld regionsrådsformænd. Men det ændrer ikke ved et helt grundlæggende princip: I Danmark fastlægges løn- og ansættelsesvilkår for offentligt ansatte gennem den danske model, også for de øverste embedsmænd. I dag sker det gennem kollektive aftaler mellem Finansministeriet, KL eller Regionernes Lønnings- og Takstnævn og de relevante organisationer. Det er et system, som Socialdemokratiet bakker klart op om. Derfor deler vi ikke forslagsstillernes vurdering af, at der er behov for lovgivning, der kobler topembedsmænds løn direkte til de politiske vederlag. Vi politikere har selv taget stilling til vores egne vederlag og vedtaget lovgivning på området, fordi vi netop ikke er omfattet af den danske arbejdsmarkedsmodel. Den afbalancerede måde, vi har reguleret de politiske vederlag på, tager tværtimod udgangspunkt i aflønningsniveauet på det offentlige arbejdsmarked, netop for at der er en balance. Departementschefer, kommunaldirektører og regionsdirektører har et meget stort ansvar for den administrative ledelse og for betjeningen af den politiske ledelse, men de er og skal også være ansatte på helt almindelige vilkår inden for den danske model. Det er netop med til at sikre gennemsigtighed og ordnede forhold på samme måde som for andre grupper af offentligt ansatte. Vi er heller ikke enige i, at det udgør et demokratisk problem, hvis en topembedsmand i nogle tilfælde aflønnes højere end den politiske chef. Det er netop aftalt i overenskomsterne, og det skal også afspejle mange forskellige aspekter. Hvis vi vil sikre en velfungerende offentlig sektor, skal vi også kunne rekruttere og fastholde de dygtigste ledere. Man skal desuden være ærlig om konsekvenserne. Betydelige lønnedgange for de øverste embedsmænd vil uundgåelig få afsmittende effekt på andre chef- og medarbejdergrupper for at bevare rimelige lønrelationer. Det er ikke en ambition for Socialdemokratiet, tværtimod. Netop nu, hvor der føres overenskomstforhandlinger på det offentlige område, er det vigtigt at skabe ro om parternes arbejde. Så tak for forslaget, men Socialdemokratiet kan ikke støtte det. Vi mener, det er afgørende at holde fast i den danske model og lade det være arbejdsmarkedets parter, der aftaler løn- og ansættelsesvilkår for de offentligt ansatte, også for de øverste. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at Socialdemokratiet ikke er med, men det havde jeg nok set komme. Jeg synes, det er lidt påfaldende, hvor meget der tales om den danske model i talen. For jeg er jo for så vidt helt enig i, at den danske model er en meget stor succes. Jeg undrer mig bare over, at når det kommer til det her område, så vil man slet ikke røre ved det på grund af den danske model. Men der er jo andre tilfælde i historien, hvor man i hvert fald er gået meget stærkt på kompromis med den danske model, f.eks. når det kommer til at gribe ind i nogle af de konflikter, der har været på arbejdsmarkedet. Der har man jo fra Christiansborgs side grebet ind i det. Det kan der være gode og dårlige argumenter for, men det er i hvert fald også en indgriben i den danske model. Så er det ikke sådan lidt, jeg tror, det bedste danske ord er cherry picking – altså at man vælger nogle tidspunkter, hvor man siger, at her vil man sørme ikke gribe ind, for det er den danske model, og så er der andre gange, hvor det er lidt for belejligt?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes, at man skal passe på med det der med at sammenligne forskellige ting. Jeg tror, jeg vil holde fast i det, der er diskussionen i forhold til forslaget, som ordføreren står bag her. Der mener jeg og vi ikke, at vi skal gå ind og blande os i de overenskomster, der er i gang. Dem har vi stor respekt for. Vi mener, vi skal værne om den danske model, og så mener vi i øvrigt også, at der er nogle øvrige udfordringer i forhold til forslaget, som jeg også har forsøgt at udfolde i min tale.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Kris Jensen Skriver fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til fru Louise Elholm fra Venstre.

Tak for ordet, og tak for en spændende debat, vi skal have her i Folketingssalen nu, om lønloft i det offentlige. Grundlæggende er det offentlige arbejdsmarked underlagt overenskomster. Det ved jeg at alle herinde i Folketingssalen er klar over. Hvorfor er det, jeg fremhæver det? Det er jo, fordi det er en del af den danske model. Vi siger den danske model i flæng herinde. Jeg ved, at alle herinde ved, hvad den danske model er, men der kan være nogle, der lytter med, som ikke er hundrede procent lige så meget inde i det, som vi er, så jeg vil lige uddybe, hvad vi snakker om, når vi snakker om den danske model. Det er ikke en eller anden person; det er en arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere forhandler løn, pensionsvilkår, hvilke sygedage man har, og andet. Man forhandler altså alle sine arbejdsforhold i en overenskomst, og så har man ud fra forskellige kriterier aftalt, hvor meget man skal have i løn. Det er noget, der dækker store dele af det danske arbejdsmarked, og hvorfor er det, vi går så meget op i det? Det gør vi, fordi det er en af grundstammerne i det meget fleksible arbejdsmarked, vi har i Danmark, og det gør, at vi har en meget lav arbejdsløshed og en meget stor sikkerhed på arbejdsmarkedet. Det gør, at vi er enormt fleksible. Det er let at hyre og fyre, men til gengæld er der en tryghed, hvis man bliver fyret; så bliver der også taget sig af en. Vi lovgiver i Danmark ikke ret meget om løn. Det er sådan, at det meget er aftalt i overenskomster. Det ved jeg at alle herinde er fuldstændig klar over. Men det er ret væsentligt for vores konkurrenceevne, at vi har en velfungerende arbejdsmarkedsmodel, og det har vi i Danmark. Det går vi i Venstre rigtig meget op i, og det vil vi gerne værne om. Derfor er vi heller ikke interesserede i forskellige udpluk som f.eks. her, hvor man vil lave et lønloft for ledere i det offentlige. Vi mener, det er vigtigt, at forhandlingerne kan foregå uden politisk indblanding, og vi ønsker også, det er muligt at kunne rekruttere dygtige chefer, for vi har brug for, at landet og kommunerne og regionerne bliver ledet kompetent og dygtigt. Så det nytter ikke noget, at vi ikke kan tiltrække talenter. Det skal vi kunne, og derfor er jeg også sikker på, at det kan vi gøre i forbindelse med forhandlingerne. Derfor kan Venstre ikke støtte dette beslutningsforslag.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Louise Elholm fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne.

Jeg vil gerne takke Dansk Folkeparti for, at vi får lejlighed til at debattere det her beslutningsforslag her i Folketinget, for selv om vi i Danmarksdemokraterne er varme tilhængere af den danske model og af, at det er arbejdsmarkedets parter, der skal stå for forhandlingen af de aftaler, så er det alligevel sympatisk, at man tager debatten herned i Folketingssalen. Mange borgere oplever måske at have mange frustrationer, i forbindelse med at det eksempelvis kommer frem i medier, hvad givne medarbejdere får for givne beskrevne arbejdsprocesser og opgaver. Det samme gælder selvfølgelig også, når det drejer sig om politikere, altså sådan nogle som os. Det samme følger jo med, og jeg er helt med på, at det er den danske model, der er og også fremadrettet skal være det bærende element i forhold til det. Men det ændrer ikke på, at hvis man kigger på den måde, som lønnen til forskellige grupper af personer i Danmark udvikler sig på, er der nogle, der vinder mere end andre. Og hvis man eksempelvis ender med den samme procentuelle fremskrivning af en årsindkomst på 2,5 mio. kr. kontra en på 400.000 kr., er det jo klart, at med renters rente eller tilskrivning af lønnen år efter år vil man få et større og større unaturligt spænd. Der er det egentlig, jeg håber at finansministeren, når han sidder og laver aftaler med eksempelvis Danske Regioner og KL og andre, er bevidst om, altså at der er de her faldgruber og udfordringer, som der uomtvistelig er. Når det så er sagt, er vi sådan set enige i, at det, som andre ordførere har sagt, er den danske model, der skal være bærende for løndannelse i Danmark. Det betyder også, at det skal være dem, der forhandler, som skal sørge for at forhandle fornuftigt og forstandigt, og det har måske ikke altid været lige nemt. Danmarksdemokraterne har tidligere haft et forslag, som ikke har været behandlet her i Folketinget, om, at der skal være et loft over, hvor mange kødben folkevalgte, eksempelvis borgmestre, skal kunne få ved siden af deres løn. Der kan vi jo se, at der er nogle borgmestre, der er tæt på at tjene mere på et kødben ved siden af borgmesterposten end ved at være borgmester, og det er måske lige ved at tage overhånd. Der kunne det være glimrende, hvis der var et loft over det. Men de her såkaldte kødben er jo vederlag for forskellige bestyrelsesposter og alt muligt andet, og derfor er det ikke det samme som at være en del af løndannelsen. Men alligevel kan man jo godt lave nogle lofter over det. Så er jeg udmærket klar over, at det, som Dansk Folkeparti foreslår, er i forhold til ledende embedsmænd. Vi mener også i Danmarksdemokraterne, at det vil være naturligt at se på, om man inden for rammerne af den danske model vil kunne italesætte, at den skævvridning bliver bremset, gjort mindre, stoppet. Det er klart, at det er noget, der vil koste ressourcer. Vi ser gerne, at man laver en større grad af afbureaukratisering. Vi synes, det vil være fint, hvis man kan få udmøntet administrationsændringer, som gør, at der bliver færre ledende højtlønnede embedsmænd og måske flere HK'ere og alle mulige andre, som udfører alle de mangeartede opgaver, som der findes i kommunale, regionale og statslige forvaltninger. Så det må være en del af det. Det synes jeg godt man kunne løfte, også når man nu har debatten her i dag omkring ledernes løn. Så alt i alt forstår vi frustrationen. Vi synes, det er et meget sympatisk forslag, men vi har svært ved at se, hvordan vi kan komme i mål med det. Det kan så måske komme an på den udvalgsbehandling, vi får, hvor vi kan få italesat, om der er noget, man kan gøre uden at konflikte med den danske model og arbejdsmarkedets ret til at forhandle løn for deres ansatte. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet, formand, og tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte beslutningsforslaget her. Når man læser beslutningsforslaget, kan man godt blive lidt i tvivl om, hvad det er for et problem, der adresseres. For jeg kan godt få den fornemmelse, at problemet er, at der er nogle embedsmænd, der tjener mere end nogle politikere, og det er ikke den udfordring, vi i SF oplever. Den udfordring, vi oplever, er, at en række toplønninger i samfundet er stukket af. Det er de især i det private, men det er de også delvis i det offentlige, og det mener vi er et grundlæggende andet problem at løse. Vi mener heller ikke, at et lønloft er den bedste måde at løse det på. Det bedste er faktisk at kigge på vores skattesystem og sikre, at man ikke giver flere skattelettelser i toppen, fordi det er det, der gør, at dem, der har de allerhøjeste indkomster, faktisk også stikker af fra resten. Så hvis det er det problem, Dansk Folkeparti også ser, nemlig at der er nogle lønninger, der er stukket af i det her samfund, så vil jeg opfordre til, at man ikke længere går ind for topskattelettelser, for det modarbejder det altså ret effektivt. Men vi kan ikke støtte, at man indfører et lønloft. Det er, som det også tidligere er nævnt, noget, der bedst forhandles på overenskomstsporet – de overenskomster, der netop nu er i gang. Vi er egentlig ikke afvisende over for, at man kan diskutere ratioer og anbefalinger til virksomheder af, hvor stor lønspredning der skal være også i det offentlige, men vi mener grundlæggende ikke, at man kan implementere en model, der bare er et lønloft, i morgen. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.

Tak for det. Vi har det jo alle sammen sådan, at der er en række stillinger – måske alle stillinger – hvor vi tænker, at det da ville være dejligt, hvis alle mennesker kun var i de jobs af rent idealistiske grunde. Tænk, hvilken skøn verden det var, hvis vi kunne få vores brød hos bageren, bare fordi han er et godt menneske og synes, at vi fortjener brødet, i stedet for at han skal have en løn at leve for. Men sådan er det jo ikke, og sådan kan det ikke blive, og sådan bør det måske heller ikke være, for vi har jo alle sammen forskellige forpligtelser. Selv folk, der har erhverv – ligesom vi politikere har hverv – hvor de gerne må have hjertet med, har jo også andre forpligtelser som f.eks. at skulle forsørge deres familie. Hvis vi kan forsørge vores familie bedre ved at gøre noget andet, så kan det være, at vi skal gøre det i stedet for at være her i Folketingssalen. Det gælder selvfølgelig også embedsmænd. Det er da dejligt, når de brænder for samfundet. Men de brænder jo også for, at deres familie f.eks. skal have det godt. Det betyder, at hvis et meget dygtigt menneske, som vi gerne vil ansætte som departementschef i staten f.eks., får et tilbud om dobbeltløn i en privat virksomhed i stedet for, så har den departementchef jo også en forpligtelse over for sin familie til at sikre den bedst muligt. Så kan det være, at han eller hun vælger forpligtelsen over for familien i stedet for at gøre gavn for samfundets bedste som departementschef i staten. Så vi kan ikke være med til det her med at sige, at folk i bestemte stillinger ikke skal tjene særlig meget, fordi de bør være der for deres gode hjertes skyld, og ikke fordi de får en løn for det. Derfor det her også et forslag, vi ikke kan stemme for, fordi vi er nervøse for, at hvis lønninger til folk, der har ledende stillinger i kommunerne, regionerne eller staten ikke følger med samfundet i øvrigt, kan vi ikke få nogle mennesker, der er gode nok til at lede vores offentlige forvaltninger, og det vil vi ikke have. Så er det i øvrigt sådan, at en departementschef i staten tjener cirka det samme som hans politiske leder, ministeren, for vi har jo sat vederlaget til ministeren sådan, at det følger, hvad departementschefer får. Så ved jeg ikke, om der er noget med noget åremålsansættelse for departementscheferne, som gør, at de kan få noget oveni, fordi de lever med en stor jobusikkerhed. Men ellers er udgangspunktet, at de skal have cirka samme løn. Jeg synes sådan set, at beslutningsforslagets problemstillinger allerede er løst, i hvert fald for statens vedkommende, og det gælder i øvrigt også resten, jeg har sagt, så vi stemmer imod beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne.

Tak for det, formand. I Moderaterne mener vi ikke, at et lovfastsat lønloft er nogen løsning. Topembedsmændene i staten har et kæmpestort ansvar både for ledelse og økonomistyring og for at sikre, at de politiske beslutninger bliver ført ud i livet. Hvis vi vil have en velfungerende offentlig sektor, skal vi også kunne rekruttere og fastholde dygtige ledere, og vi er jo, som hr. Ole Birk Olesen også sagde, i skarp konkurrence med det private erhvervsliv. Det kræver jo, at aflønningerne fastsættes med blik for det ansvar og for de kompetencer, den enkelte har, og ikke gennem vores politiske detailstyring. Som de foregående ordførere også har sagt, er det her jo forankret i den danske model. Et politisk fastsat lønloft vil være et indgreb i den model, og hvis vi rent hypotetisk gjorde det her, så ville det jo også komme til at påvirke langt nedad i rækkerne. At de nogle gange aflønnes højere end deres politiske ledere, ændrer jo ikke ved den præmis, at det demokratiske ansvar ligger hos os folkevalgte. På den baggrund kan Moderaterne ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil også gerne takke hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti for at bringe emnet om høje lønninger til debat, for der kan godt sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt en departementschef eller en anden chef i det offentlige virkelig kan være pengene værd, når lønnen kommer op i de højere lejer. Men i Det Konservative Folkeparti har vi et ønske om, at den offentlige sektor er veldrevet, og at staten, kommunerne og regionerne lever op til det, man som borgere kan forvente af myndighederne, altså at hospitalerne er veldrevne, at ældreplejen fungerer til borgernes bedste, og at skolerne sikrer, at børn trives og tilegner sig maksimal læring og dannelse. Vi har bestemt også en forventning om, at de myndighedsopgaver, der forvaltes, også er de helt rigtige, så man fortsat kan have tillid til det offentlige. Det kræver nogle dygtige topchefer, som kan gå forrest og sikre, at alt foregår på bedste vis, og topchefer koster altså lidt mere end det, man eksempelvis honorerer folketingsmedlemmer med. Og så skal vi jo huske, at de lønninger, der udbetales til topchefer, altså er tiltrådt af byrådsmedlemmer og regionsrådsmedlemmer og af staten, så det er jo noget, der er vedtaget og sikret på den måde. Vi har det dog sådan – og der vil jeg gerne imødekomme Dansk Folkeparti – at vi ikke mener, at staten skal være lønførende. Men det er jo altså sådan, at hvis man vil have de dygtige topledere, koster det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand. Beslutningsforslaget handler om loftbelægge topembedsmænds lønninger, som i dag befinder sig i millionklassen. Loftet skal ifølge forslagsstillerne lægges, så topembedsmænd ikke kan få højere løn end den politiske ledelse, de betjener. Jeg vil først tale lidt om ulighed og velfærd i Danmark, før jeg redegør for, hvad Enhedslisten mener om det her beslutningsforslag, for man kan jo læse beslutningsforslaget som et, der kan være med til at lægge en lille, men vigtig dæmper på ulighedens himmelflugt i fremtiden. Og man synes også at kunne læse ud af forslaget, og forslagsstillerne kerer sig om, at der er penge nok til velfærden. Forskellene i vores samfund har vokset sig alt, alt for store. Indkomstuligheden er eksploderet. De allerrigeste har over en lang årrække fået alt for mange flere penge mellem hænderne, imens udviklingen er gået markant langsommere i resten af samfundet. Ydelsesmodtagere har oplevet kraftige indhug i deres købekraft efter inflationskrisen. Indkomstforskellene i samfundet er nu blevet så store, at topdirektørerne i de største danske virksomheder i snit har en årsløn på 29. mio. kr., og det er 47 gange mere end gennemsnitlig danske arbejder. Regner vi på det forhold i forhold til kalenderåret, kan man sige, at direktøren havde sidste arbejdsdag allerede den 9. januar 2026. Det er i de seneste år blevet mere tydeligt, at Danmark er et klassesamfund. Samtidig med det mangler velfærden vigtige ressourcer, fordi skiftende regeringer i mange år, bl.a. med forslagsstillernes partis støtte, har ladet den offentlige sektor sakke bagud økonomisk i forhold til den private sektor. Underfinansieringen siden 2015 løber op i langt over 20 mia. kr. Den slags underfinansiering kan man undgå fremover. Det kræver politisk vilje til at prioritere, så man fremtidssikrer velfærden. Så langt, så godt, for hvis man ser på, hvad forslagsstillerne mente om et lovforslag fremsat i oktober 2023 om, at midlerne til den offentlige sektor skal følge med det såkaldt velstandskorrigerede demografiske træk, så har Dansk Folkeparti stemt imod. Til gengæld har Dansk Folkeparti bakket op om regeringer, der har kørt med nulvækst og andre former for nedskæringer i den offentlige sektor, så forslagsstillernes hævdede omtanke for velfærden klinger temmelig hult. Alt det her nævner jeg, fordi det er vigtigt at huske på, når man vurderer forslagsstillernes troværdighed i forhold til at arbejde for, at der er penge nok til den fælles velfærd. Et lønløft for topembedsmænd, som vel at mærke i dag befinder sig mange gange højere end almindelig arbejdere i Danmark, vil langtfra kunne skaffe de milliarder, velfærden har brug for for at have god nok teknologi og hænder nok til at følge med i dag og i fremtiden. Til det er det heller ikke tilstrækkeligt at f.eks. tilbagerulle den lønstigning til fremtidige mf'er og ministre, som et flertal i folketinget uden bl.a. Enhedslisten og forslagsstillernes parti stemte igennem kort før jul. Et lønloft for embedsmænd vil dog kunne sende ét blandt mange vigtige signaler om, at vi skal vende udviklingen i Danmark, hvor uligheden stiger, og hvor de offentlige fælles skattefinansierede løsninger nedprioriteres, at vi skal vende os imod mere solidaritet og færre privilegier for landets eliter, uanset om vi så snakker folketingsmedlemmer og ministres lønvilkår, eller, hvad vi behandler i dag, topembedsmænds lønvilkår. Derfor så kan Enhedslisten godt støtte forslaget. Forslaget er i sig selv et lille skridt mod et mere lige Danmark. Samtidig er forslaget dog også en god anledning til at se lidt på, hvordan man ellers ser på tingene i Dansk Folkeparti, og der går man desværre forgæves i jagten efter et lighedshensyn. I efteråret var Dansk Folkeparti ikke afvisende over for for at sænke topskatten. Netop et sådant greb vil få de højtlønnede offentlige embedsmænd til at stige markant i månedlig disponibel indkomst, og topskatteændringer slår store huller i statskassen. Så hvordan Dansk Folkeparti overordnet ser på spørgsmålet om ulighed og velfærd kan godt være svært at se. For mig at se skyldes det, at Dansk Folkeparti har svært ved at finde sin egne ben i debatten om netop ulighed og velfærd, hvad vi også senest så i dag med aftalen omkring en fødevarecheck, som kan hjælpe nogle af de mest udsatte borgere her i landet, men som Dansk Folkepari valgte at stå uden for. For Enhedslisten er sagen klar. Samfundet har brug for mindre ulighed og mere velfærd, og derfor kan vi godt støtte forslaget. Forslaget kan dog ikke stå alene, men netop hvis forslaget ses i sammenhæng med, hvordan forslagsstillerne ellers stiller sig, eller måske rettere svinger frem og tilbage på de her politikområder, har jeg til gode at se, at partiet faktisk leverer seriøse svar på tidens uligheds- og velfærdskrise.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for støtten til forslaget. Jeg er glad for, at Enhedslisten er klar på en diskussion om ulighed, og det vil jeg gerne diskutere med Enhedslisten. Så kan ordføreren ikke lige svare på, hvordan det gik med Ginikoefficienten, i de år hvor Enhedslisten havde de afgørende mandater og holdt hånden under Mette Frederiksens første regering som, må man sige, et meget væsentligt støtteparti? Hvordan var det lige med uligheden i den periode?

Ordføreren.

F.eks. undgik vi jo i den periode, at vi fik såkaldte arbejdsudbudsreformer, som gik ud over de mennesker, der stod uden for arbejdsmarkedet. Så er det rigtigt, at hvis man måler isoleret på Ginikoefficienten, var det, at man hævede tobaksafgifterne, med til at give et udslag i forhold til Ginikoefficienten i negativ retning. Til gengæld var det noget, der var med til at forbedre den generelle sundhed i Danmark. Vi havde jo gerne set, at man kombinerede det med en check til at kompensere de laveste indtægter. Det har vi så bl.a. leveret på i dag ved at kunne give en fødevarecheck til 700.000 fattige pensionister, som nu får en konkret godtgørelse fra Folketinget. Vi har også givet det til folk på overførselsindkomst og til børnefamilier, som nu kan opleve et konkret løft i deres indtægt. Det er i hvert fald noget af det, der konkret har haft en ekstremt positiv effekt i forhold til Ginikoefficienten, hvor det er de laveste indtægter, der har fået mest, og de højeste, der har fået mindst.

Spørgeren.

Det var et et meget langt svar på, at man i den periode, hvor man var et afgørende støtteparti for den tidligere regering, lod uligheden stige. Det kan jeg godt forstå at Enhedslisten ikke taler meget om, for hvis man har det som slagnummer nummer et, at uligheden skal falde, og så i de år, hvor man så har de afgørende mandater, ikke leverer på det, så siger det jo ganske meget om et parti, og det er måske Enhedslisten problem: Man er god til at holde brandtaler i Folketinget om alt det, der kunne være i en anden verden, men når man har chancen og har de afgørende mandater, så sker der ikke en bønne, andet end at uligheden kommer til at vokse. Det synes jeg jo egentlig er ganske sigende. Men tak for støtten til forslaget.

Ordføreren.

Velbekomme. Jeg synes, det er et temmelig fortegnet billede, for hvis ordføreren ser på de økonomiaftaler, som Dansk Folkeparti var med til at gennemføre, så var det jo en konkret underfinansiering af velfærden. I den periode, hvor Enhedslisten var parlamentarisk grundlag for regeringen, lykkedes det bl.a. at få tilført yderligere midler til psykiatrien, hvilket er noget, vi har kæmpet for igennem mange år. Det lykkes at friholde de laveste indtægter for forringelser. Det lykkedes at give et konkret løft både til ældreplejen og til sundheden generelt. Så i den periode, hvor Enhedslisten var parlamentarisk grundlag, lykkedes det jo rent faktisk at give et konkret løft til velfærden, samtidig med at man ikke udhulede indtægten for de laveste indtægtsgrupper.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg vil bare lige sige, at det, vi debatterer i dag, er et beslutningsforslag om et lønloft for topembedsmænd i staten, regionerne og kommunerne. Der er ingen ordfører for Radikale Venstre, og så går vi videre i ordførerrækken til Christina Olumeko fra Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet. Dansk Folkeparti foreslår at indføre et lønloft for topembedsmænd, hvor ingen embedsmænd må tjene mere end sin nærmeste politiske leder. Vi kan i Alternativet godt forstå, at man kan være uforstående over for nogle af de høje lønninger, som ganske få embedsfolk får. Men når vi alligevel er kritiske over for forslaget her, er det, fordi det offentlige og herunder arbejdsmarkedets parter skal have frihed til fastsætte en passende løn, uanset om det er embedsfolk i ministerierne, kommunerne eller regionerne eller endda andre offentlige medarbejdere. Et fast lønloft kan give skæve incitamenter. Det kan f.eks. give et pres for, at politikerlønningerne skal være højere. Det kan også gøre det sværere at rekruttere og fastholde dygtige og nødvendige embedsfolk i det offentlige. Resultatet kan blive flere konsulenter, og det kan blive dyrere og dårlige løsninger, ikke bedre styring. Derfor stemmer Alternativet imod beslutningsforslaget. Men tak for debatten og tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Som jeg sagde tidligere, er formålet med det her forslag at skabe en gennemsigtig og klar lønstruktur i det offentlige blandt topembedsmænd. Derfor foreslår vi i Dansk Folkeparti en løngrænse for, hvor meget man som topembedsmand i det offentlige kan tjene. Løngrænsen skal derfor medvirke til, at kommunaldirektøren ikke tjener mere end borgmesteren, ligesom departementschefen ikke tjener mere end ministeren. Siden 2019, hvor Mette Frederiksen tog over som statsminister, er antallet af administrative ansatte i det offentlige steget massivt. Antallet er steget med cirka 20 pct., og det samlede tal er nu over 100.000 ansatte. Det er et meget, meget højt niveau, og vi har blandt de blå partier fremsat fælles forslag til, hvordan vi kan vende stigningen igennem en bureaukratilov, der skal reducere unødigt statsligt bureaukrati. Men i Dansk Folkeparti mener vi også, at der er behov for et opgør med den aflønningsform, der virker til ingen ende at have blandt topchefer i det offentlige. Der findes således mange historier om gyldne håndtryk, hvor kommunaldirektøren eller andre topchefer får millionbeløb med sig ud af vagten for ikke at have gjort arbejdet ordentligt, og det mener vi er uordentligt. For sandheden er, at mange topchefer i det offentlige i dag tjener mere end 2 mio. kr. om året, og vi kan også se, at det mere er reglen end undtagelsen, at de her chefer tjener mere end den siddende borgmester eller minister. Og selv om det her forslag ikke vedrører selve de gyldne håndtryk, har det alligevel en betydning, da aflønningen selvfølgelig har indflydelse på, hvor meget man får med i hånden på vej ud af døren. Som eksempler kan nævnes – og det her er offentlige tal – at departementscheferne i Finansministeriet, Statsministeriet og Udenrigsministeriet alle tjener mere end 3 mio. kr. om året. I kommunerne ser vi eksempler på kommunaldirektører og andre topembedsmænd, der tjener mere end 2 mio. kr. om året. Er man f.eks. kommunaldirektør i Helsingør, Hjørring eller Næstved, havde man i 2024 en samlet lønpakke på 2,2 mio. kr. om året, og der er altså tale om kommuner, hvor embedsmændene tjener vel nærmest tæt på det dobbelte af den siddende borgmester. I Dansk Folkepartis optik bør vi i højere grad bruge offentlige lønmidler, om det så er i staten, regionerne eller kommunerne, på at aflønne de medarbejdere, der gør en reel velfærdsforskel. Det kan være sosu'erne, der tager sig af de ældre, pædagogerne og lærerne, der tager sig af vores børn og unge, eller sygeplejerskerne, der tager sig af de syge borgere. Borgmestre, regionrådsformænd og ministre modtager i dag et betydeligt vederlagsbeløb, der meget ofte overstiger 1 mio. kr. om året, og nogle får selvfølgelig en del mere. Og med den nye aftale indgået af et bredt flertal uden om Dansk Folkepartiet, hvor ministrenes vederlag stiger markant i fremtiden, vil der ikke være tale om nogle sulteløn, langtfra. Derfor håber vi, at der kan findes opbakning til forslaget på et tidspunkt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Finansudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Jeg kan forstå, at ordføreren for forslagsstillerne ønsker at give en begrundelse for forslaget. Der er 2 minutter til en begrundelse af forslaget. Værsgo.

Mange tak for ordet. Her i Folketingssalen bør der efter Danmarksdemokraternes opfattelse være fuldstændig enighed om, at Hizb ut-Tahrir er en organisation, der skal forbydes. Foreningen har ét formål, i hvert fald når man oplever den, og det er at bekæmpe vores demokrati og vores værdier. Der er flere sager mod organisationens medlemmer, der gennem handlinger og opfordringer til vold ønsker at modarbejde alt det, vores samfund bygger på. Der er så flere partier, der har sagt, at Hizb ut-Tahrir er en dybt problematisk organisation. Vi skal ikke længere tilbage end til sommeren sidste år, hvor regeringens sådan forskellige vikarierende politiske ordfører stod i kø for at ville forsøge at forbyde Hizb ut-Tahrir. Problemet er bare, at det aldrig er blevet til noget, og hvis ordene ikke bliver fulgt op af handling, er der jo ikke ret meget ved dem. Det ønsker vi til gengæld i Danmarksdemokraterne. Så hvor regeringspartierne nøjes med at konstatere problemet, vil vi faktisk gerne gøre noget ved det, og det er derfor, vi har fremsat det her forslag om at indlede en opløsningssag mod Hizb ut-Tahrir og administrativt nedlægge et foreløbigt forbud mod foreningen her og nu. For når Hizb ut-Tahrir igen og igen har vist, at den bekæmper vores frihed og vores folkestyre og vores grundlæggende værdier, er det ikke nok, at man tager afstand fra det i medierne. Så er man også nødt til at handle. Der er brug for, at vi kigger efter alle redskaber i redskabsskuffen, og de redskaber er sådan set ikke så svære at finde, for alene grundloven giver os et rigtig godt redskab til at gøre op med Hizb ut-Tahrir en gang for alle. Så det er vores forslag, altså at bruge grundlovens § 78 til at lave et forbud mod Hizb ut-Tahrir, og vi håber, at der vil være et flertal i Folketinget, der er med på det.

Tak for begrundelsen af forslaget. Så er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren. Værsgo.

Mange tak for det, og også tak for beslutningsforslaget, som vedrører et meget vigtigt spørgsmål. Hizb ut-Tahrir er en organisation, som regeringen på det kraftigste tager afstand fra. Medlemmernes værdier ligger så langt fra grundlæggende danske værdier, som man næsten kan forestille sig. Det er også tydeligt, at de gennem handling og opfordringer direkte modarbejder danske interesser. Derfor er det altså også regeringens meget klare holdning, at der skal arbejdes aktivt for at opløse Hizb ut-Tahrir, hvis myndighederne på et tidspunkt måtte nå frem til en vurdering af, at der er et juridisk grundlag for at søge foreningen opløst ved dom. Når regeringen alligevel ikke kan støtte beslutningsforslaget, er det netop, fordi myndighederne ikke på nuværende tidspunkt vurderer, at der er grundlag for at opløse Hizb ut-Tahrir. Foreningsfriheden er jo en grundlæggende rettighed i vores demokrati, og det følger da også af grundlovens § 78, at borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed. En forening kan derfor også kun opløses ved dom, hvis den har et ulovligt øjemed. Om en forening kan opløses ved dom, beror på en samlet og konkret vurdering af foreningens formål, virksomhed og midler. Det er ikke i den forbindelse afgørende, hvad foreningen har som erklæret formål. Vurderingen beror på foreningens faktiske virksomhed. Enkeltstående strafbare handlinger, der bliver begået af foreningen, kan normalt ikke begrunde, at man anser dens formål som ulovligt. På samme måde kan strafbare forhold begået af foreningens medlemmer ikke i sig selv indebære, at foreningen har et ulovligt formål. Opløsning af en forening vil derimod kunne ske, hvis der er begået strafbare forhold, som et almindeligt led i foreningens virksomhed, også selv om foreningen tillige har et lovligt formål. Karakteren og grovheden af de strafbare forhold, herunder om de udgør en fare for andre personers liv og helbred, vil alt sammen kunne indgå i vurderingen. I opløsningssager efter grundlovens § 78 er det sådan, at det er anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden. En forening vil derfor kun kunne forbydes, hvis anklagemyndigheden ud over enhver rimelig tvivl kan bevise, at der er tale om en forening i grundlovens forstand, og at foreningen i givet fald har et ulovligt øjemed. Rigsadvokaten har ad to omgange udarbejdet omfattende redegørelser om muligheden for at opløse foreningen efter grundlovens § 78. I begge tilfælde konkluderede Rigsadvokaten imidlertid, at der ikke var grundlag for at søge foreningen opløst, da det måtte antages, at der ikke ville kunne føres det fornødne bevis for, at betingelserne i grundlovens § 78 var opfyldt. Rigsadvokaten oprettede efterfølgende i juli 2008 en indberetningsordning, hvor de lokale politikredse og statsadvokaterne løbende indberetter forhold, der kan have betydning for, om der kan indledes en opløsningssag mod foreningen. Rigsadvokaten har samtidig anmodet Politiets Efterretningstjeneste om løbende orienteringer om organisationen. Rigsadvokaten foretager løbende vurderinger på baggrund af indberetningsordningen. Der er således ved flere lejligheder inden for det seneste år foretaget vurderinger af, om der foreligger nye oplysninger, der giver anledning til at overveje en opløsningssag. I den forbindelse har jeg taget kontakt til Rigsadvokaten, som den 9. januar 2026 har oplyst, at der fortsat ikke er modtaget oplysninger, der giver anledning til at ændre vurderingen af, hvorvidt der bør tages skridt til at søge foreningen opløst ved dom. Den udtalelse har jeg noteret mig, og da Rigsadvokaten altså allerede har vurderet, at der ikke foreligger nye oplysninger, der giver anledning til at ændre den tidligere vurdering, har jeg svært ved at se formålet med at bede Rigsadvokaten om at indlede en opløsningssag. Man rejser naturligvis kun en sag, hvis man forventer, at den kan føre til dom. Selv om jeg altså er enig, og jeg er meget enig i, at Hizb ut-Tahrir på grundlæggende parametre står i skærende kontrast til danske værdier og også modarbejder danske interesser, så er det altså ikke nok, hvis vi skal agere inden for grundlovens rammer. Jeg tillader mig at antage, at forslagsstillerne trods alt også er enige med mig i, at grundloven skal respekteres. Til sidst vil jeg gerne gentage, at regeringen tager den stærkest mulige afstand fra Hizb ut-Tahrir, og at regeringen mener, at Hizb ut-Tahrir skal opløses, når og hvis myndighederne vurderer, at der er grundlag for at gøre det ved dom. Tak for ordet.

Tak til justitsministeren. Der er en kort bemærkning til hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til justitsministeren for talen, selv om jeg jo selvfølgelig ikke er enig. Vi mener i Danmarksdemokraterne, at man skal lave et forbud imod Hizb ut-Tahrir, og jeg ærgrer mig over, at regeringen nøler. For jeg opfatter det egentlig sådan, at rigtig mange gerne vil lave det her forbud, inklusive den nuværende statsminister, der jo, da hun var justitsminister, sagde, at Hizb ut-Tahrir skal forbydes, så snart vi kan. Når jeg siger, at det er relevant at komme med et forslag som det her på det her tidspunkt, er det jo, fordi vi har oplevet situationer, hvor Hizb ut-Tahrir forbryder sig mod grundlovens § 78. Den siger jo bl.a., at man som forening ikke må virke ved vold eller opfordre til vold. I forbindelse med de demonstrationer, der var omkring Gazakrigen, kom Hizb ut-Tahrir faktisk med en række opfordringer til vold. Man slog til lyd for jihad i gaderne i forbindelse med de her demonstrationer. Er der noget, der ikke er acceptabelt at gøre som dansk forening, er det at slå til lyd for jihad og opfordre mennesker til at begå jihad for at opnå politiske mål. Det kan justitsministeren vel også være enig i, altså at det er forkasteligt, og at det bør føre til konsekvenser.

Justitsministeren.

Det er jeg meget enig i. Det er dybt forkasteligt, og jeg vil også gerne her i dag gentage, hvad tidligere justitsminister Mette Frederiksen sagde. Jeg tror, det var i 2017, hvad hr. Peter Skaarup refererede til. Jeg mener også, at Hizb ut-Tahrir skal forbydes, så snart vi kan, og det afgørende i den sammenhæng er jo »så snart vi kan«. Som jeg jo redegjorde for i min indledende tale, har jeg bedt Rigsadvokaten om at redegøre for, om der på nuværende tidspunkt er oplysninger, som kan begrunde, at man indleder en opløsningssag. Der har Rigsadvokaten den 9. januar svaret mig, at der fortsat ikke er modtaget oplysninger, der giver anledning til at ændre vurderingen af, hvorvidt man kan få foreningen opløst ved dom. Til syvende og sidst handler det jo om, hvad jeg tror hr. Peter Skaarup også ved, at domstolenes tærskel for, hvad der skal til, for at man kan opløse en forening ved dom, er meget, meget høj. Det er den i retspraksis, og det er den i de sager, hvor man rent faktisk har fået medhold, bl.a. i forhold til LTF og nu, i hvert fald i første instans, i forhold til Bandidos.

Spørgeren.

Den er høj, og den skal også være høj, for det er jo ikke, hver dag man skal gå ind og forbyde en forening. Men man må også bare sige, at Hizb ut-Tahrir skiller sig meget ud ved at komme med de her opfordringer til at bruge vold, altså til jihad. Der forstår jeg ikke, at regeringen ikke lægger et pres og siger: Okay, så er vi altså også ude i noget, hvor man ikke kan bunde længere. Hvis man opfordrer til jihad i gaderne, altså til vold og terror, for at opnå politiske mål, så er vi langt ude over, hvad vi skal tolerere i Danmark. Så der vil jeg godt høre justitsministeren: Kan det være rigtigt, at regeringen sidder på hænderne og nøler i forhold til den her sag? Jeg synes ikke, det er godt.

Justitsministeren.

Men jeg er enig i, at det er forkasteligt. Og jeg er uenig i det, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at bekæmpe det. Men jeg er også, ligesom hr. Peter Skaarup i øvrigt er, bundet af grundlovens rammer. Det vil sige, at Folketinget ikke kan vedtage en lov, hvor vi bare beslutter os for at forbyde en bestemt forening ved dom. Det er anklagemyndigheden, der skal vurdere, om man kan løfte bevisbyrden ud over enhver rimelig tvivl for, at Hizb ut-Tahrir har et ulovligt formål efter grundlovens § 78. Der har jeg signaleret gentagne gange, senest i år, til Rigsadvokaten, at jeg mener, at man hele tiden bør være vaks, i forhold til om der er det fornødne bevisgrundlag, og så snart der er, synes jeg, man skal slå til.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Er ministeren enig i, at en opfordring til jihad er en opfordring til vold?

Ministeren.

Ja, det vil det i sagens natur være. Det afgørende i det her spørgsmål er jo, om det så er tilstrækkeligt til, at man kan forbyde foreningen ved dom. Det er jo anklagemyndigheden, der skal løfte den bevisbyrde, og det er jo domstolene, der skal tage stilling til det.

Spørgeren.

Men når ministeren siger, at det er domstolene, der skal tage stilling til det, så kommer vi ud i noget snak om, at ministeren har en forventning om, at domstolene ikke tager en opfordring til vold for værende det, som grundloven siger om, at man ikke må virke enten ved vold eller ved opfordring til vold. Det skurrer bare i ørerne, når man så samtidig hører en regering, der står og siger, at man er fuldstændig imod det, og at det skal fjernes. Hvorfor prøver man det ikke bare af? Hvorfor har man ikke åbnet den her sag og prøvet det af? Anklagemyndigheden taber jo af og til de sager, der bliver taget op, men ministeren er enig i, at jihad er opfordring til vold, og grundloven siger, at man ikke må opfordre vold, så hvorfor er det, at man tøver fra regeringens side?

Tak. Justitsministeren.

Regeringen tøver ikke. Jeg synes, hr. Kim Edberg Andersen skal gøre sig umage med at høre, hvad jeg rent faktisk siger. Vi har sendt det meget, meget klare signal til anklagemyndigheden og Rigsadvokaten om, at på det tidspunkt, hvor man måtte mene, at der er det fornødne bevisgrundlag for at kunne bevise, at Hizb ut-Tahrir virker ved vold og har et ulovligt formål, så skal man rejse en sag, ligesom vi i øvrigt også har sendt det signal, når det handler om rocker- og bandegrupperinger. Men hr. Kim Edberg Andersen kender jo også til sagerne mod LTF, som gik hele vejen til Højesteret, og han kender også til sagerne mod Bandidos. Han kan jo se af sagsakterne i de sager, at der skal uhyre meget til for at kunne bevise, at det er selve foreningen, der har et ulovligt formål, og at det ikke blot er enkeltmedlemmers enkeltstående handlinger.

Tak til justitsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går over til ordførerne, og nu er det fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg er her i dag som vikar for Socialdemokratiets retsordfører. Jeg vil starte med at gøre det klart og tydeligt, at Socialdemokratiet tager den største afstand fra Hizb ut-Tahrir og det, som foreningen står for. Der er tale om en organisation, hvis ideologiske fundament og offentlige udmeldinger står i direkte modsætning til de værdier, som vores samfund hviler på, nemlig demokrati, ligestilling, personlig frihed og respekt for det enkelte menneske, altså hele det grundlæggende fundament i vores samfund. Deres retorik og flere af medlemmernes udtalelser har overskredet både moralske, værdibårne og juridiske grænser, men også vores forståelsesramme for, hvad det er, man lægger ud i det offentlige rum. Det forarger os, det bekymrer os, og det gør os sorgfulde, når nogen på den måde bekæmper danske værdier. Men det bringer os også til det afgørende spørgsmål: Hvornår kan og hvornår skal en forening opløses i et demokratisk samfund? I Danmark har vi foreningsfrihed. Det er ikke en rettighed, vi kun nævner, når det er bekvemt. Det er en grundpille i vores demokrati. Derfor fastslår grundlovens § 78, at en forening kun kan opløses ved dom, hvis den har et ulovligt øjemed og virker i strid med loven. Det handler ikke om, hvad man mener; det handler om, hvad man gør, og om det, man gør, kan føres til bevis. Justitsministeren har allerede undersøgt mulighederne for en opløsning ved at rette henvendelse til Rigsadvokaten, og den 9. januar i år lød vurderingen klart, at der fortsat ikke foreligger oplysninger, der giver anledning til at ændre den tidligere vurdering. Det betyder altså, at det juridiske grundlag ikke er til stede. Derfor vil jeg også gøre det helt klart og sige, at det jo ikke er, fordi vi ikke vil handle. Det er, fordi vi skal sikre, at når vi gør det, sker det inden for lovens rammer, og så sker det på en måde, så det kan føre til dom. Forslagsstillerne henviser til sagerne mod Loyal to Familia og Bandidos MC, og ja, de sager har haft stor principiel betydning. Det viser, at grundlovens § 78 kan bruges, når der er tale om foreninger, hvor ulovlige aktiviteter er en integreret del af virksomhedens formål. Men det betyder ikke, at man bare kan overføre dommene til en ny sag, for hver sag kræver konkret dokumentation, og i Loyal to Familia-sagen lå der mange års materiale, vidner, kriminalstatistik og overvågning. Den situation har vi ikke her endnu. Vi forstår ønsket om at sende et klart politisk signal, men et stærkt demokrati reagerer bare ikke med symbolhandlinger; det reagerer med retsstatens midler – med beviser, ikke forargelse, med ret og ikke bare retorik. For vi kan ikke svække retsstaten for at bekæmpe dem, der foragter den. Socialdemokratiet kan ikke støtte beslutningsforslaget i dets nuværende form, og det er ikke, fordi vi ikke ser problemet, og ikke, fordi vi ikke ønsker handling, men fordi vi insisterer på, at den handling skal være forankret i grundloven, i bevisførelse og i respekt for retsprincipperne. Vi er parate til at handle, hvis og når beviserne er til stede, men vi vil ikke handle i affekt. Det handler om ansvar, og vi skal handle, så det holder, også i retten. Det skylder vi vores demokrati, og det skylder vi vores grundlov og retsstat. Derfor vil vi selvfølgelig følge sagen, og derfor vil jeg også herfra takke for beslutningsforslaget. Men så længe der ikke foreligger de beviser, der skal til for at løfte og vinde sagen, kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger i dag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes jo, det er rimelig frustrerende, at Socialdemokratiet siger: Ud ad døren, ja, det er også forfærdeligt med Hizb ut-Tahrir, vi skal forbyde dem, og vi skal gøre, hvad vi kan og sådan noget. Og så sker der ingenting. I sommeren 2025 kunne vi altså høre en fungerende politisk ordfører, fru Lea Wermelin, sige præcis det her, men der er ikke sket noget som helst siden fra regeringens side. Det kunne jeg altså godt tænke mig at høre ordførerens vurdering af. Hvorfor er det, der ikke sker mere? Hvorfor lægger man ikke et pres, ligesom man har gjort tidligere? Hr. Søren Pape Poulsen gjorde det som justitsminister i sin tid for at få forbudt LTF. Den nuværende justitsminister har gjort det i forhold til Bandidos. Det er lykkedes. Hvorfor gør man ingenting i forhold til Hizb ut-Tahrir? Vi har at gøre med en organisation, der stiller sig op til demonstrationer og opfordrer til jihad i gaderne. Vi har at gøre med en organisation, der på deres hjemmeside har skrevet, at man skal dræbe jøder, og der er en talsmand, der har sagt, at man skal dræbe jøder, hvad han i øvrigt blev dømt for. Hvad mangler vi, hvad mangler regeringen, og hvad mangler Socialdemokratiet af oplysninger?

Ordføreren.

Jeg deler i den grad ordførerens frustration og bekymring omkring den her organisation, men må jo også henstille til, at det er, som justitsministeren var inde på tidligere, anklagemyndigheden, der skal løfte den her bevisbyrde. Der er fældet dom, men det er for enkeltpersoner. Som jeg sagde, forstår jeg ordførerens frustration. Hvor jeg bor, bliver der delt løbesedler ud ved gymnasierne om, at man ikke skal deltage i valget. Jeg mener så også bare, at det, der er grundkernen i det, er at sikre, at der kommer den her indrapportering, også i forhold til hvor den skal komme fra, sådan at anklagemyndigheden kan løfte sagen. For det er heller ikke en sag, vi skal løfte, hvis den ikke kan vindes, og hvis vi ikke har den rigtige bevisførelse. Det er ikke dermed sagt, at man billiger det, som den her organisation gør, på ingen måde, men vi står også der, hvor vi jo nok også skal kigge hinanden i øjnene herinde på Christiansborg og se på, hvordan vi så vil lave det modtryk, der skal til over for sådan en organisation som den her.

Spørgeren for den anden korte bemærkning, værsgo.

Jeg er ked af at sige, at jeg simpelt hen synes, det er udenomssnak af Socialdemokratiets ordfører her. Det er jo ikke kun enkeltpersoner, der fremstår med de her udsagn. Lad mig minde om, at efter det bestialske terrorangreb mod Israel kom Hizb ut-Tahrir med løbesedler i gaderne. Den 3. november var der demonstrationer rundtomkring, hvor man sagde: Palæstina er besat, det skal løses med jihad. Det var altså en klar opfordring til folk på gaden om, at man skulle bruge jihad, og at man skulle bruge væbnet kamp for at opnå politiske mål. Det er jo præcis det, vi ikke vil have at foreninger i Danmark gør. Så det er ikke enkeltpersoner her. Det er foreningen, der gør det.

Ordføreren.

Tak. Jeg skal selvfølgelig beklage, hvis ordføreren mener, at jeg taler udenom. Jeg vil dog stadig væk henvise til, at vi må have tillid til, at anklagemyndigheden modtager de indberetninger, der skal være, og at Rigsadvokaten og anklagemyndigheden er fuldstændig klar i forhold til det politiske signal, vi har sendt igennem lang tid, om, at hvis der er nok materiale til at løfte en sag, skal den løftes. Jeg må også bare tilføje, at der er en meget, meget stor forskel på de grupperinger, som vi har fået forbudt, og så den organisation, vi taler om i dag. Der er forskel på, hvordan man opererer, men jeg deler frustrationen, og jeg ved også, at vi er klar til at handle den dag, hvor vi har de beviser, der skal til.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Skal vi lige remse op, hvad grundloven siger? Grundloven siger: virker ved vold eller opfordrer til vold. Det, ordføreren står og siger nu her på talerstolen, er, at det kun er, hvis man virker ved vold. Den sidste del af grundlovens paragraf blev lige skrevet ud, altså det der med, hvis man opfordrer til vold, ikke? For vi har jo fået slået fast ved den tidligere spørger, at man opfordrer til vold. Det er i foreningen, på hjemmesider og på gader. Så hvor meget skal der til, før regeringen ligesom begynder at levere på det, de siger ude i medierne? Altså, hvor mange beviser skal der til, eller er det, fordi man kun forholder sig til noget af grundloven og ikke til resten af grundloven? Jeg vil nævne det igen. Det er, hvis man virker ved vold, eller hvis man opfordrer til vold, og vi har ligesom slået fast, at man opfordrer til vold; det er dokumenteret. Det er dokumenteret, og man må ikke gøre det ifølge grundloven, og så er det jo bare et spørgsmål om, hvor meget der skal dokumenteres, og hvornår Socialdemokraterne begynder at gøre noget i stedet for bare at snakke om det. Så hvor meget skal der til? Det er jo sådan et kvantitativt spørgsmål, så det er jo bare at nævne antallet af opfordringer.

Tak. Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg tænker, at hr. Kim Edberg Andersen udmærket godt ved, at jeg som ordfører for Socialdemokratiet ikke kan stå og sige, om det er 10, 20 eller 30 hændelser, der skal til. Men det er et godt spørgsmål. Jeg vil så også sige, at vi har en rigsadvokat og vi har en anklagemyndighed i Danmark. Dem har jeg tillid til, og når de vurderer, at der ikke er en sag, der kan løftes, så er jeg jo nødt til at tro på det, og det er vi også som Folketing. Hvis hr. Kim Edberg Andersen mener, at der er hændelser, der ikke er blevet indberettet, så er det jo det, han er i sin gode ret til at begynde at indberette til politikredse og andet, men i forhold til at stå og stille mig som ordfører et spørgsmål om, hvor mange hændelser der skal til, vil jeg sige, at det kan jeg umuligt svare på. Jeg vil også sige, at justitsministeren og jeg selv har svaret, at vi er klar til at handle, men den sag skal rejses af en anklagemyndighed, og en anklagemyndighed vil jeg også sige skal rejse den, når man har beviser nok til, at sagen kan vindes.

Spørgeren.

Jeg har udpræget tillid til domstolene, men det kan jeg høre at Socialdemokraterne jo ikke har. For vi har ligesom slået fast, og Socialdemokraterne har selv erkendt det, at der har været opfordringer til vold. Altså, loven er brudt; det ved man. Men den er åbenbart ikke brudt nok til, at Socialdemokraterne vil træde i karakter. De vil gerne snakke om, hvor handlekraftige de vil være. Altså, hvor mange gange må jeg køre for stærkt, før jeg får en fartbøde? Det er jo den samme retorik, og jeg synes, det er en tynd stråmand at sige, at det er op til hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne at anmelde Hizb ut-Tahrir nok gange, indtil Socialdemokraterne tænker, at nu bliver det ulovligt at bryde grundloven. Det er ulovligt at bryde grundloven første gang. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Jo, det er ulovligt at bryde loven, men jeg vil også dermed sige, at jeg ikke er anklagemyndighed. Jeg er medlem af Folketinget, og jeg har tillid til, at sagerne bliver rejst på det tidspunkt, hvor der er beviser nok til at vinde dem. Jeg vil også sige, at den her måde at forsimple noget, der er vanskeligt, på hernede i Folketingssalen måske er lidt ... nej, det vil jeg afstå fra at sige. Men nej, man må ikke bryde loven, men der er ikke beviser nok lige nu.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg skulle hilse fra Venstres retsordfører, som desværre ikke kan være til stede i dag, og derfor vil jeg gerne læse følgende op: Det forslag, vi behandler i dag, er todelt. Dels skal staten, som her videre bliver omtalt som Rigsadvokaten og Rigspolitiet, indlede en opløsningssag mod Hizb ut-Tahrir, dels skal der i så fald nedlægges et foreløbigt forbud mod foreningen, mens sagen verserer for retten. Jeg kan starte med det andet led. Indledes der er en sag mod foreningen, støtter Venstre selvfølgelig et foreløbigt forbud. Vi i regeringen tager klart afstand fra Hizb ut-Tahrir, hvis værdier står i skarp modsætning til grundlæggende danske værdier. Organisationen modarbejder aktivt danske interesser, og derfor er det Venstres og regeringens klare holdning, at der bør arbejdes for en opløsning, når og hvis der findes et juridisk grundlag for det. Så er jeg tilbage ved det første led, og det er imidlertid lidt mere kompliceret, for regeringsførelsen er selvfølgelig og heldigvis underlagt grundloven. En sag skal kun anlægges, hvis der er overvejende sandsynlighed for, at den vindes. Det er et grundlæggende princip i dansk retspleje. Det er ikke sådan, at anklagemyndigheden stævner gud og hvermand, og så ser vi bagefter, hvem der så bliver dømt. Det er bl.a. derfor, at anklagemyndigheden vinder ca. 95 pct. af alle sager, og godt for det. Skal en forening forbydes, jævnfør grundlovens § 78, kan det kun ske, hvis den har et ulovligt øjemed. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at et enkelt medlem har gjort noget ulovligt. Det strafbare skal være en del af foreningens virksomhed. Så hvis sagen anlægges med udsigt til at kunne vindes, skal anklagemyndigheden kunne bevise, at ulovligheder af den ene eller den anden art er en del af foreningens virksomhed. Det kræver selvfølgelig beviser i form af løbende undersøgelser af foreningens tidligere og nuværende aktiviteter. Det er politiet og anklagemyndigheden i dag i gang med, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi i Venstre håber på, at løbende undersøgelser – ligesom med Bandidos og Loyal to Familia – falder sådan ud, at der er overvejende sandsynlighed for, at opløsningsbetingelserne i grundlovens § 78 vurderes at være opfyldt, så retten kan træffe en afgørelse. Som nævnt fordrer betingelserne i grundlovens § 78, at der er krav til foreningens øjemed, dvs. formål og aktivitet. Det er ikke er nok at se på, hvad et eller flere medlemmer har bedrevet. Både i forbindelse med Bandidossagen og i forbindelse med Loyal to Familia-sagen blev der gjort et solidt forarbejde af politiet og anklagemyndigheden, og det er jeg ikke i tvivl om også sker i dette tilfælde. For er der en ting, vi ikke har behov for, er det, at sagen anlægges på et juridisk uholdbart grundlag, og at domstolene så når frem til en frifindelse, der jo i den grad fra foreningens side af vil blive fejret som en blåstempling. Derfor skal politiet og anklagemyndigheden have ro til at efterforske sagen, og derfor stemmer Venstre imod, at staten indleder en sag, før der er rimelig sikkerhed for, at den kan vindes. Men det er klart, at stævningen skal indleveres til retten omgående, efter at politiet og anklagemyndigheden måtte give grønt lys, ikke et sekund senere, og selvfølgelig suppleret af en påstand om et foreløbigt forbud, mens sagen verserer. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning. Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Jeg ved godt, at det er vanskeligt, når man bare skal læse en tale op, så det er superfint. Men ordførerens tale kører jo hele vejen om det her med, hvornår man har nok. I 2002 kom den her opfordring til drab på jøder på hjemmesiden. Der må man konkludere, at når en forening, der har en hjemmeside, skriver noget der, er det foreningen. Under protesterne i gaderne her for nylig blev der delt flyers ud fra foreningen. Det er et kvart århundrede, hvor Hizb ut-Tahrir har brudt grundloven. Foreningers opfordring til vold er imod grundloven. Det er uden for diskussion. Står ordføreren og siger, at efter et kvart århundrede med den her type er det stadig væk ikke nok? Mener ordføreren ikke, at anklagemyndigheden måske, bare ud fra det faktum, at det er sket i et kvart århundrede, burde rejse en sag? Anklagemyndigheden, det er fuldstændig korrekt, tager de sager, de tror de kan vinde. De taber jo også nogle. Men måske er det på tide at tage en, for efter et kvart århundrede har danskerne fået nok, regeringen har fået nok, og anklagemyndigheden har fået nok. Så er det o.k. at tabe, hvis man taber, men jeg tror ikke, man taber, men man kan jo.

Tak. Ordføreren.

På Venstres vegne vil jeg tage stærkt og meget, meget kraftigt afstand fra de ytringer, den forening kommer med og er kommet med gennem tiden. Det er nu engang sådan, at anklagemyndigheden skal rejse den her sag. Den ligger ikke i Folketinget, og den ligger ikke hos dig og mig. Når anklagemyndigheden på nuværende tidspunkt stadig væk og med løbende tilbagemeldinger ikke vurderer, at der kan indledes en sag, så mener Venstre faktisk ikke, at det på nuværende tidspunkt er et godt signal at sende. Som jeg sagde i talen, og nu ved jeg ikke, om ordføreren hørte det, ser vi faktisk et problem i, at man indleder en sag og man taber en sag, altså myndighederne og staten, taber en sag og faktisk på den måde direkte blåstempler foreningens virke. Det er vi i Venstre i hvert fald meget imod skulle ske.

Tak. Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jeg hørte det godt, og det er jo interessant, hvis man lige perspektiverer det. Hver eneste gang anklagemyndigheden så taber en sag, mener Venstre, at man faktisk ikke kan føre den slags sager mere. Det er noget pjat. Anklagemyndigheden taber jo sager. Det er jo ved domstolene, og der sidder mennesker og vurderer for og imod, og man kan altid tabe, og man kan altid vinde en sag. Sådan er det jo. Så det er jo en stråmand. Jeg tager den en gang til: I et kvart århundrede har man vidst, at den her forening virker ved at opfordre til vold. Hvor mange sager skal der til, eller hvor mange år skal danskerne vente endnu, før de ser et Venstre, der træder i karakter i forhold til Hizb ut-Tahrir?

Ordføreren.

Det er bestemt ikke en stråmand at sige, det faktisk er en styrke i et retssamfund, at anklagemyndigheden vinder ca. 95 pct. af sagerne. Det er ikke noget, jeg bare siger, det er noget, vores retsordfører har undersøgt, og derfor har jeg det med i talen i dag. Jeg synes faktisk, det er et vigtigt signal at sende. Det var den ene ting. Den anden del af spørgsmålet kunne ordføreren meget passende spørge anklagemyndigheden om. Det er ikke op til Folketinget at beslutte. Det ligger i domstolsregi, og det er sådan set en fin ting i vores retssystem og også en fin ting i forhold til vores grundlov og ikke mindst overholdelse af grundloven.

Tak. Så er det hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, som jo ligesom siger, der er vandtætte skodder mellem regeringen, justitsministeren og så anklagemyndigheden – det er ligesom det, vi skal forstå der er: Tror ordføreren, at Loyal to Familia, altså indvandrerbanden, var blevet forbudt, dengang Søren Pape Poulsen var justitsminister, uden ham som justitsminister?

Ordføreren.

Den daværende justitsminister, som Venstre i øvrigt sad i regering med på daværende tidspunkt, gjorde et formidabelt stykke arbejde dengang, og det kan man kun anerkende og sætte pris på. Jeg hørte i øvrigt også ministeren stå og sige, at der løbende bliver lagt et kæmpe politisk pres i forhold til det her, for selvfølgelig er regeringspartierne interesseret i, at hvis det på nogen måde er muligt at ulovliggøre foreningen, skal det selvfølgelig ske.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Så opfatter jeg svaret som et ja, altså at det havde en betydning, hvem der var justitsminister dengang, og at det også har haft betydning, at den nuværende justitsminister sad, dengang man fik kørt sagen mod Bandidos. Med det vil jeg egentlig sige, at det ikke er uden betydning, om der bliver lagt et pres. Der efterlyser vi så, at der bliver lagt det pres, som Venstre sådan set selv i sommeren 2025 sagde der skulle lægges. Jeg kunne godt tænke mig høre ordføreren: Når man står i gaderne og råber jihad, er det så en forening i Danmark værdigt? Er det ikke en forening, der skal opløses?

Ordføreren.

Det er vanvittige ytringer, der kommer fra den forening, og det forsøgte jeg at lægge vægt på i min tale. Jeg er sådan set tryg ved, at det med den regering og den justitsminister og også med Venstres pres i regeringssamarbejdet, så snart det kunne være muligt på nogen måde at løse det her, også kommer til at ske. Jeg er helt tryg ved, at ministeren løbende har tilbagemeldinger fra anklagemyndigheden, og jeg er helt tryg ved, at anklagemyndigheden undersøger de her sager til bunds og melder tilbage, så snart det på nogen måde er muligt at forbyde den her forening. For der er ingen tvivl om, at foreningens ytringer er fuldstændig vanvittige og udemokratiske.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Lige præcis i dag markerer Det Jødiske Samfund i Danmark Auschwitzdagen – et jødisk traume, hvor rigtig mange mennesker døde i en koncentrationslejr. Samtidig ved vi, at antisemitisme er i stigning i vores samfund, og man må sige, at Hizb ut-Tahrir også har markeret sig negativt i den henseende. Der er i hvert fald medlemmer, som er blevet dømt for nylig, og det handler om terrorbilligelse og opfordring til vold mod jøder. Det er en rigtig kedelig tendens, som vi kan se har været gennemgående for Hizb ut-Tahrir og de domme, der findes på området. Det er jo ikke det eneste. Det er også hele deres, man kan sige antidemokratiske tilgang, hvor de opfordrer til, at man ikke skal stemme til valg. Det er deres underkendelse af ligestilling, altså at de jo i hvert fald har haft kønsopdelte møder, hvilket vi jo også har debatteret her og godt nok går lidt længere tid tilbage. Jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke er medlem af deres fanklub, og jeg synes til tider, at de er voldsomt provokerende. Vi er nok flere her, der kan huske – jeg er sikker på, hr. Peter Skaarup også kan huske det – hvordan de yndede at sende os mails, selvfølgelig med den hensigt at provokere hele Folketinget, og det blev der altid vældig meget ballade ud af. Jeg tror, det var før 2015. Jeg ved faktisk ikke, om de stadig væk gør det, eller om jeg har blokeret dem og derfor ikke oplever det. Men det gav dem jo utrolig meget opmærksomhed. Det er jeg helt sikker på er noget af det, som de virkelig, virkelig gerne vil have, fordi det er en aktiv rekrutteringsfaktor. Jeg er stærkt provokeret deres budskaber, og jeg synes, det er uforeneligt med de danske værdier om ligestilling og demokrati. Jeg har simpelt hen ikke meget tilovers for den forening. Når vi så alligevel ikke kan støtte det her forslag, handler det jo om, at jeg synes, vi må lytte til, at når justitsministeren siger, at der ikke på nuværende tidspunkt er et grundlag for at gøre det, kan vi selvfølgelig heller ikke gøre det. Anklagemyndigheden må jo nu engang kun rejse de sager, som de tror på de kan vinde. Derfor bliver det nok lidt svært at realisere det forslag, som forslagsstillerne har her. Der er som tidligere nævnt trods alt også en ret stor forskel på LTF og Bandidos, som vi jo er lykkedes med at forbyde, og så Hizb ut-Tahrir. Men selvfølgelig skal vi slå til den dag, hvor der er materiale til det. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Jeg synes af og til, at vi bliver lidt udfordret på vores, man kan sige grundlæggende frihedsrettigheder i Danmark. Man kan selvfølgelig glæde sig over, at man bor i et smørhul, som tillader en udstrakt grad af meningsfrihed og forsamlingsfrihed, og at man kan gøre det uden at bekymre sig, for det er virkelig ikke tilfældet i alle lande i verden. Man skal lige nu bare kigge mod Iran og mange andre steder, hvor folk bliver slået ihjel for at have en holdning. Men det er og bliver en udfordring for vores samfund, når vi har nogle, som ikke vil bakke op om vores værdier om f.eks. ligestilling, respekt for minoriteter og respekt for demokrati. Så føler jeg, at vi mange gange kommer til kort. Det er svært bare at stå og være vidne til. Men desværre er det jo også sådan i et demokrati, at man må have alle de mærkelige holdninger, som man gerne vil have, men i det øjeblik, hvor man krydser en strafferetlig linje, er der selvfølgelig nogle grænser for det. Jeg tror ikke, jeg har så meget mere at tilføje. Det er jo en debat, som vi efterhånden har taget mange gange. Jeg tror, det er ca. 1 år siden, at vi sidst har haft den her debat i Folketingssalen, og som der også er blevet redegjort for, er det undersøgt et par gange. Jeg tror desværre heller ikke, at vi denne gang er tættere på et forbud. Men man skal vide, at det i hvert fald er med SF's billigelse, når man en dag kan rejse en sag.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførertalen fra SF og fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt er jo en garvet retspolitiker herinde og taler med en vis vægt, når hun siger, at anklagemyndigheden kun vil rejse sager, som man tror man kan vinde. Over for det står så, at man så også igennem de senere år har fået en ny praksis, for så vidt angår forbud mod foreninger eller opløsning af foreninger. Da man forbød LTF i sin tid under hr. Søren Pape som justitsminister, tror jeg ikke der havde været en sag i 40-50 år, fordi det var en paragraf, man faktisk ikke rigtig havde haft så meget øje for, og som stammede fra langt tilbage i tiden. Men det, at der er kommet det gennembrud, og det gælder jo så også Bandidos her for nylig, bør jo betyde, at den paragraf kan bruges til noget, altså § 78, stk. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre fru Karina Lorentzen Dehnhardt, om fru Karina Lorentzen Dehnhardt ikke er enig i, at det er nye toner, man har hørt i forhold til den paragraf. Og når en forening opfordrer til jihad, er det jo svært at komme uden om, at den virker imod grundloven.

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at det var et nybrud, da man lykkedes med at forbyde LTF og nu jo endda så også Bandidos, og som jeg hører, kan der sagtens være flere forbud i støbeskeen. Jeg kan sagtens huske de tider, hvor vi fik at vide, at der ikke var grundlag for nogen sager mod de her grupperinger. Er det så nok til på nuværende tidspunkt at forbyde Hizb ut-Tahrir? Ja, det lytter jeg mig frem til det ikke er, og jeg kan ikke se, hvorfor justitsministeren og Justitsministeriet skulle have en særlig grund til at holde hånden under Hizb ut-Tahrir. Så jeg tror egentlig, at jeg føler mig ganske betrygget i, at den dag, hvor man vurderer, at der er nok, vil man også slå til.

Spørgeren med sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg kan heller ikke se, at justitsministeren skulle have nogen grund til ikke at lave en lov om sikkerhedsvirksomheders forhold og ikke skulle have gjort det for lang tid siden, men ikke desto mindre er det jo tilfældet. Vi har jo været fælles om at prøve at stå oven på regeringen for at finde fornuftige regler for vagtselskaber og vagtpersonale, men det er ikke lykkedes. På samme måde er det her. Det kan jo godt være et spørgsmål om prioritering. Man har nogle indvandrerbander og rockerbander, man er i gang med nu, og derfor synes man måske ikke lige, at man har tid til det her. Jeg ved det ikke. Jeg kan i hvert fald bare se, at der er så mange historier, der tyder på, at den forening skal forbydes og opløses. Derfor kunne vi jo godt være fælles om herinde at sende det signal. Det vil vi faktisk gerne have.

Tak. Ordføreren.

Jeg vil i hvert fald gerne været med til at sende det signal, at når der er materiale nok, bakker vi selvfølgelig op om den dagsorden. Jeg lytter mig egentlig til, at Rigsadvokaten monitorerer det her og holder øje med, om man skulle have så meget materiale, at man ville kunne forbyde det her. Så mon ikke vi hører mere til det, når det er, at vurderingen er, at nu kan man gøre noget. Men for nærværende er der desværre nok, ligesom sidste gang det her blev rejst for omtrent 1 års tid siden, heller ikke nogen mulighed den her gang.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak, fru formand. Lad mig sige min ærlige mening. De går i grimt tøj, de lugter, de har mærkelig plettet skægvækst, de siger mærkelige ting i vores gader som »globalize the intifada« og »death, death to the IDF«, og der bor forfærdelig mange af dem på Nørrebro. Og sidste år blev jeg næsten fyldt med afsky, da jeg så en større flok af dem marchere ind til Hafnia-Hallen til Enhedslistens årsmøde. Ja, medlemmer af Enhedslisten er forfærdelige, men det er ikke dem, vi skal tale om i dag, vi skal tale om nogle andre, måske endnu mere forfærdelige mennesker, nemlig de søde og rare Hizb ut-Tahrir-folk. De går og klæder sig pænt, de prøver at fremstå, som om de er yderst civiliserede, men i realiteten er de i mine øjne islamiske barbarer. De kræver kønsopdeling, og de kræver, at vi skal indføre sharia lov, og det vil så medføre, at homoseksuelle skal stenes og meget andet forfærdeligt. Så ja, jeg kan heller ikke lide Hizb ut-Tahrir. Så er spørgsmålet så, om vi skal forbyde nogen, bare fordi vi ikke kan lide dem. Nej, det skal vi jo ikke. Grundloven sætter også nogle rammer. Rammen er, at hvis de virker ved vold eller opfordrer til vold, kan man forbyde dem. Det er jo her, spørgsmålet bliver, hvor kraftigt det her skal fungere, og hvordan det skal virke. Jeg mener, at rammen om, at vi har en tredeling af magten, i første omgang er fornuftig, endda meget fornuftig, altså at den lovgivende forsamling laver reglerne, og at den udøvende så forsøger at håndhæve reglerne og få anklaget folk, når der er noget at anklage dem for, og få slæbt dem foran en domstol, der så skal dømme dem; det er den dømmende magt. Derfor kan vi heller ikke støtte det her forslag, selv om jeg synes, at Hizb ut-Tahrir er ganske forfærdelig. Når jeg kigger på, hvad deres virke er, og hvordan de også har rejst rundt i verden til tider, kan jeg ikke se, at de egentlig udgør noget særlig positivt bidrag til Danmark – ud over ét, for Hizb ut-Tahrir fungerer også på samme tid som en absolut kur mod halalhippier. Når en islamist fra Hizb ut-Tahrir stiller sig op og siger sin ærlige mening om tingene, ved vi også alle sammen godt, hvor forfærdelige mennesker de faktisk er. Derfor er jeg meget mindre bange for, at der skulle komme en islamisk magtovertagelse i det danske samfund, så længe vi giver dem mulighed for at kunne ytre deres vederstyggeligheder. Det næste er jo selvfølgelig, at hvis vi lykkes med at forbyde dem, forsvinder deres åndssvage holdninger jo ikke af det. Deres ondskabsfulde ideologi bliver ikke udryddet, nej, den går bare under jorden, og så er det igen, at vi får svært ved at monitorere dem og svært ved at holde øje med dem, og hvis man skulle være endnu mere skælmsk, bliver det endnu sværere at finde ud af, hvem man skal smide ud af landet, den dag man får mulighed for at gøre det. Så det er en besværlig sag. Det største problem, vi har med Hizb ut-Tahrir, handler om dem af dem, der har modtaget et dansk statsborgerskab, eller dem af dem, som endda er født med et dansk statsborgerskab, for dem har vi endnu sværere ved at få ud af landet, den dag vi skulle gøre det. Der kan vi jo kun ønske os den screeningsmodel, som både Danmarksdemokraterne ønsker sig, men som også vi i Liberal Alliance ønsker os, netop ved tildelingen af statsborgerskab. Så kan man begynde at screene for de holdninger og sørge for, at de her mennesker ikke får det statsborgerskab. Så ja, vi ser jo helst, at den her forening forbydes, i det øjeblik den faktisk træder over de grænser, som anklagemyndigheden og domstolene mener den skal træde over, og indtil da vil vi krydse vores fingre for, at det sker. Men på samme tid er jeg igen også rigelig glad for, at vi faktisk kan pege på dem og sige: Prøv nu at se, hvor åndssvage de er, se, hvor grimme ord og holdninger de har; dem behøver vi ikke at kopiere. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti, som har fået en forlomme. Værsgo.

Tusind tak, formand, og tak for forlommen. Den sætter jeg meget, meget stor pris på. Tak for ordet. Det beslutningsforslag, vi behandler i dag, rejser jo sådan et helt grundlæggende spørgsmål. Skal vi i Danmark acceptere foreninger, der åbent opfordrer til vold, hylder ekstremisme og arbejder for at afvikle vores demokrati? For os i Konservative er svaret klart: Nej, det skal vi ikke. Forslaget handler om, at Rigsadvokaten og Rigspolitiet skal indlede en opløsningssag ved domstolene mod Hizb ut-Tahrir efter grundlovens § 78 og samtidig administrativt nedlægge et foreløbigt forbud mod foreningen, mens sagen behandles. Det er et alvorligt skridt, men det er også et nødvendigt skridt. Det er i øvrigt også et skridt, som er helt i tråd med det, vi i Konservative foreslog i 2024 med forslaget B 76. Vi taler om en organisation, hvis repræsentanter gentagne gange er dømt for racistiske udtalelser, trusler og opfordringer til vold. Vi taler om åbne opfordringer til drab på jøder, støtte til udslettelse af staten Israel og senest en aktiv opfordring til danske muslimer om ikke at deltage i demokratiske valg, fordi demokratiet ifølge foreningen er uforeneligt med islam. Det er ikke ytringer i gråzonen. Det er et frontalangreb på vores grundlæggende værdier, på retsstaten og på folkestyret. Forslagsstillerne er helt åbne om, at Rigsadvokaten tilbage i 2004 og 2008 vurderede, at bevisgrundlaget ikke var tilstrækkeligt til en opløsning efter grundlovens § 78. Siden da er retspraksis blevet ændret. Domstolene har opløst Loyal to Familia og senest Bandidos, og Højesteret har nu anerkendt brugen af foreløbigt forbud som lovlig. Det ændrer det juridiske landskab, og det forpligter også politisk til løbende at tage den her sag op igen. Det her beslutningsforslag handler ikke om religion. Det handler ikke om fredelig foreningsfrihed. Det handler om, hvorvidt vi i Danmark skal acceptere organisationer, der aktivt bekæmper demokratiet med ord, trusler og ideologisk vold. Derfor bakker vi i Det Konservative Folkeparti op om beslutningsforslaget. Vi mener, at det er både rimeligt og ansvarligt, at Rigsadvokaten og Rigspolitiet på ny får til opgave at vurdere, om der er grundlag for at opløse Hizb ut-Tahrir ved domstolene, og at der i mellemtiden nedlægges et foreløbigt forbud. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand, og tak til forslagsstillerne bag forslaget, som i hvert fald har et meget vigtigt emne. Det vil jeg gerne takke for. Kræfter, der lader hånt om vores grundlæggende værdier i Danmark, og som vil knægte vores demokrati og den demokratiske samtale, engagementet og den aktive deltagelse, hører bare grundlæggende ikke til i Danmark, og det er så svært at være i og med. Så der er ingen tvivl om herfra, at når vi ser på Hizb ut-Tahrir, deler de meget få, hvis nogen overhovedet, af de værdier, som vi i Danmark sætter højt, og som udgør fundamentet for vores dejlige land. Så herfra, både fra mig selv og fra Moderaterne, vil jeg sige, at vi tager skarpt afstand fra den forening, og det er på enhver tænkelig måde. Som forslagsstillerne gør klart i fremsættelsesteksten, er der adskillige eksempler på, at Hizb ut-Tahrir ikke bare går over stregen, men jo også langt over, i forhold til hvad man kan holde ud. Personligt har jeg også selv hæftet mig ved den pamflet, der blev uddelt i kommunalvalgkampen, bl.a. i Gellerupparken, af den organisation. At man som organisation kan finde på at opfordre til, at man ikke deltager i demokratiet, fordi det ikke lige flugter med en religiøs sekterisk overbevisning, er jo så udansk. Det hører sig grundlæggende ikke til. I lige så høj grad, eller måske i endnu højere grad, som jeg ønsker mig det derhen, hvor peberet gror, er jeg også optaget af, og det tror jeg også forslagsstillerne er, at vi respekterer de helt grundlæggende retsprincipper og retssikkerhedsgarantier i grundloven, strafferetten og dansk ret i det hele taget. For selv om vi på alle ledder og kanter er uenige, hverken kan eller skal vi gå på kompromis med de helt grundlæggende principper, retsstaten Danmark bygger på. Ministeren var også inde på det, jeg nu siger, nemlig foreningsfriheden, en grundlovssikret ret og så ikke mindst i den her sammenhæng objektivitetsprincippet. Det er et fuldstændig grundlæggende princip i anklagemyndighedens virke, og det betyder, at der skal være det fornødne bevisgrundlag. Bevisbyrden skal kunne blive løftet. Anklagemyndigheden skal være rimelig overbevist om, at bevisbyrden kan løftes, og det gælder jo også i sager om opløsning af organisationer som den her. Det gælder for alle, at vi ikke rejser tiltale, medmindre anklagemyndigheden er tæt på sikker på, at det kan føre til dom i overensstemmelse med anklageskriftet. Når Rigsadvokaten vurderer, at der ikke er grundlag for at rejse en sag endnu, er hverken jeg eller, synes jeg, gode kolleger herinde bedre til at vurdere det spørgsmål, altså om der er det fornødne bevis til at indlede sagen. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at vi hele tiden skal holde øje med, om det er muligt at komme længere her. Jeg er derfor også glad for, at regeringen og justitsministeren nu har taget fornyet initiativ til at undersøge, om det er muligt at opløse, altså forbyde, Hizb ut-Tahrir. Jeg er heller ikke i tvivl om, at skulle der bliver grundlag for en opløsningssag, er der ikke nogen, der vil tøve med at få den igangsat. Det arbejde støtter vi i Moderaterne, og vi følger det tæt, også da det bliver aktualiseret igen i kommunalvalgkampen og fulgt op på det – står der noget her, der kan bruges? – for der skal ikke herske nogen tvivl om, at de demokrati- og samfundsundergravende positioner og aktiviteter, som vi ser gentagne eksempler på fra den kant, er uforenelige med danske værdier, og jeg og Moderaterne var dem meget gerne foruden. På det samlede grundlag støtter Moderaterne ikke forslaget. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt – måske en hilsen eller noget, man har glemt.

Jeg synes, det var en vældig fin tale, men på trods af at jeg havde skrevet det med kæmpe bogstaver på min egen tale, glemte jeg alligevel at hilse fra Enhedslisten og Alternativet, så det vil jeg benytte lejligheden til at gøre her. De stemmer også imod forslaget.

Tak for det. ( Nanna W. Gotfredsen (M): Så er det ført til referat, går jeg ud fra). Ja. Så er der en kort bemærkning fra hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Det er da fint at hilse fra Enhedslisten og Alternativet. Jeg håbede jo sådan set, at når vi fremsætter beslutningsforslag, møder partierne selv op og holder en tale, forklarer sig og svarer på spørgsmål og sådan noget. Jeg synes, det er lidt ærgerligt, hvis der er alt for mange partier, der ikke gør det. Men jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren i forhold til den udtalelse, der kom fra Moderaterne her i sommeren 2025, hvor ordførerens kollega fru Rosa Eriksen, som var fungerende politisk ordfører, om den her organisation sagde: »Det er en organisation, der ikke bare skader integration og modarbejder demokrati. Flere medlemmer er også blevet dømt for at hylde vold i form af angrebet den 7. oktober 2023 mod Israel. Det tjener intet godt formål at have sådan en organisation i Danmark ...«. »Vi vil naturligvis drøfte det indgående med både Folketinget og de andre regeringspartier.« Jeg kunne godt bare tænke mig at høre ordføreren svare på, hvad der er kommet ud af det. Har Moderaterne taget initiativ til at drøfte det her med nogle andre partier eller Folketinget? Jeg har ikke hørt om det, men vil meget gerne vide det, hvis det er sket.

Tak. Ordføreren.

Jeg er nødt til at opfordre spørgeren til lige at tage en runde i den moderate folketingsgruppe. Det er ikke sådan, at jeg har spurgt alle: Hvad har I gjort, og hvad har I gjort? Jeg har selv gjort noget, og det er det. Jeg har taget det direkte med justitsministeren, og jeg møder nøjagtig det samme. Vi er på linje her. Jeg ville ønske, det var mig, der kunne have lov til at stille spørgsmål den anden vej, for det, jeg hører, er, at man vil have et opgør med de grundlæggende principper, med objektivitetsprincippet og med det grundlæggende princip om den materielle sandhed. Så var det jo et andet beslutningsforslag, man skulle have fremsat. Det tror jeg faktisk ikke at forslagsstillerne og spørgeren nu er interesseret i, altså et opgør med den grundlæggende strafferet og de grundlæggende retssikkerhedsprincipper, men det lyder bare som om. Det handler om, at bevisbyrden skal kunne løftes. Det handler ikke om Hizb ut-Tahrir, som jeg gerne så kom hen, hvor peberet gror.

Tak. Ordføreren kan få lejlighed til senere at stille beslutningsforslagsstillerne spørgsmål. Nu er det så hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne, med den anden korte bemærkning. Værsgo.

Jo, det handler bestemt om Hizb ut-Tahrir. Det her forslag var ikke kommet, hvis Hizb ut-Tahrir ikke havde været der og havde opfordret til jihad i gaderne efter terrorangrebet mod Israel i oktober 2023. Det er årsagen, det er grunden. Så er det i øvrigt en organisation, der gang på gang har lavet det samme, altså forbrudt sig mod vores grundlov. Så det, vi ønsker med det her forslag, er et administrativt forbud, ligesom man har gjort med Bandidos og Loyal to Familia, førstnævnte øvrigt samtidig med at Moderaterne har siddet i regering. Så hvorfor ikke gøre noget? Når regeringspartierne i sommeren 2025 siger, at den her organisation skal forbydes, hvis det overhovedet er muligt, hvorfor sidder man så på hænderne stadig væk?

Tak. Ordføreren.

Man sidder ikke på nogen hænder. Helt ærligt, det bliver lidt for pjattet. Bevisbyrden skal kunne løftes. Det har vi heldigvis nogle eksperter til at vurdere i anklagemyndigheden og hos Rigsadvokaten, og mit bud er, at det kommer til at ske, i det øjeblik man mener, man kan løfte bevisbyrden. Derfor taler jeg om objektivitetsprincippet og om princippet om den materiale sandhed, som jeg giver fuld opbakning og ikke ønsker noget opgør med. Men lad os da endelig få Hizb ut-Tahrir opløst, straks det er muligt.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Som ordføreren ved, er jeg jo ikke sådan en smart københavner. Jeg er sådan en simpel nordjyde, som egentlig bare gerne vil have en jurist som ordføreren til at forklare mig: Hvis man nu har forbrudt sig mod grundloven i et kvart århundrede – det er længe, altså, i Nordjylland er det længe; det regner jeg med at det også er herovre, og det er det vel også for en anklagemyndighed – hvordan kan man så efter et kvart århundrede stadig væk ikke have beviser nok? For det er jo gentagne gange. Det er uden for diskussion. Det er gentagne gange, man har lavet de her opfordringer. Det er også uden for tvivl, at det er foreningen, der gør det. Så er det jo, at jeg som nordjyde ikke forstår, at man så kan stå som regering og sige: Jamen der er stadig væk ikke nok beviser. Vi kan ikke engang lave et administrativt forbud. Det gjorde vi tidligere, inden anklagemyndigheden gik i gang. Så lavede vi herinde jo et administrativt forbud. Det er også det, jeg hører at hr. Peter Skaarup siger: Hvorfor er det, man ikke i den her regering lige begynder at trække arbejdstøjet på i stedet for kun at smøre mundtøjet, når man gerne vil være fremme i skoene? Det kunne jo være rart, hvis man gjorde, ligesom tidligere regeringer har gjort, og det, som den her minister faktisk også har stået på tv og sagt i forhold til et administrativt forbud. Kan man forklare det til sådan en simpel nordjyde?

Tak. Så er det ordføreren.

Der er ikke på nogen måde tale om en simpel, ikke så kvik nordjyde. Det er jeg jo fuldstændig klar over. Og jeg er sikker på, at denne nordjyde også godt forstår, at vi har et system og nogle grundlæggende retssikkerhedsgarantier, som går ud på, at det er anklagemyndigheden, der vurderer tiltalerejsning, og det tyer man til, når man mener, at bevisbyrden kan løftes.

Spørgeren.

Nordjyden har fuld tiltro til myndighederne, men det, man godt kan blive bekymret for, når man ser det, er, at når nogle i et kvart århundrede gentagne gange – gentagne gange – forbryder sig mod grundloven og man så stadig væk ikke gør noget herinde, så er der jo noget galt i systemet, som man er fortaler for som regering. Det er systemet, som jeg hører bliver rost. Systemet finder ud af, at Hizb ut-Tahrir overtræder grundloven, på et tidspunkt, hvor alle vi andre ved det. Systemet mangler at vide det nok . Så bliver jeg nødt til at spørge: Hvor mange gange skal Hizb ut-Tahrir opfordre til vold og opfordre til jihad i gaderne, før man risikerer, at anklagemyndigheden handler på det?

Tak. Ordføreren.

Al opfordring til vold, jihad og hvad som helst er horribelt og afskyeligt, og man kan ikke tage nok afstand fra det. Det ændrer ikke på vores grundlæggende system her, i forhold til hvornår der rejses tiltale. Nu efterspurgte spørgeren juridisk undervisning, eller hvad det var. Det handler også om princippet om den materielle sandhed, sådan at forstå, at det, der foregår ved domstolene, egentlig ikke er så meget et spørgsmål om at afgøre, om nogen er skyldig eller ej. Det, det handler om, er, om bevisbyrden er løftet. Vi kan fortsætte kurset ude på trappen efterfølgende.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak. Det bliver en kort tale, for jeg har lidt en tudse i halsen. Jeg vil gerne kvittere for det her forslag, for jeg tror, at alle os, der sidder herinde, har oplevet, hvad Hizb ut-Tahrir er. Hizb ut-Tahrir er had. Det er noget, som overhovedet ikke hører til i Danmark. Det er massebøn på Rådhuspladsen eller ude på Christiansborg Slotsplads. Det er pamfletter i folks postkasser, der opfordrer til det ene, det andet og det tredje. Sågar får vi også mails herinde i Folketinget fra Hizb ut-Tahrir, som jo er en forening af det værste overhovedet i forhold til islam. Det er folk, som ønsker et kalifat og sharialovgivning, der på ingen som helst tænkelig måde er foreneligt med det danske demokrati og frisind. Problemet med Hizb ut-Tahrir er jo sådan lidt bredere end som så. For én ting er Hizb ut-Tahrir, men problemet med Hizb ut-Tahrir er jo opstået, fordi der er kommet alt for mange mennesker hertil, som aldrig nogen sinde burde være kommet hertil. Der er alt for mange af dem, der er blevet tildelt statsborgerskab, og derfor ser vi jo også et dansk samfund, som er i forandring, fordi for få smides ud; for få får frataget det tildelte danske statsborgerskab og bliver smidt ud. Man straffer simpelt hen ikke hårdt nok i forhold til de mange kriminelle udlændinge, der er kommet hertil hovedsagelig fra Stormellemøsten og Nordafrika, og som i den grad ligger danskerne til last, både økonomisk, kulturelt og kriminalitetsmæssigt. Så i Dansk Folkepartis støtter vi selvfølgelig det her forslag om Hizb ut-Tahrir. Det er en forening, som på ingen som helst tænkelig måde er forenelig med noget, der bare minder om at være dansk. Jeg skal være ærlig og sige, at alle dem, der er medlem af Hizb ut-Tahrir, burde rejse hjem. De hører simpelt hen ikke til i Danmark. Det er fuldstændig vanvittigt, hvad man i dagens Danmark skal finde sig i som dansker, i forhold til hvem der er kommet hertil, og i forhold til at de tilsyneladende igen og igen får lov til at virke, som de gør. Vi støtter beslutningsforslaget fra Dansk Folkepartis side, og mig bekendt har vi også selv fremsat det tidligere, så lad os da håbe, at der endelig sker noget. Tak.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti og fru Mette Thiesen. Jeg er jo nu blevet belært om den materielle sandhed, og man kan jo sige, at den materielle sandhed er det der med, hvad der rent faktisk er sket i virkeligheden. Men det synes jeg jo som en simpel nordjyde ligesom også bare blev dokumenteret, dengang man på en hjemmeside fra en forening kunne se opfordringer til vold, eller da man så, at der blev uddelt flyers om det. Man kan jo ligesom spørge, hvad der i virkeligheden er sket. Ja, der er blevet opfordret til vold, og der er blevet uddelt flyers. Jeg ved godt, at jeg er blevet tilbudt et kursus i jura en mod en, eller hvad man siger, nede på trappestenen, og det tager jeg gerne imod, for ordføreren fra Moderaterne er bestemt en hyggelig dame. Men hvis det drejer sig om den materiale sandhed om, hvad der rent faktisk er sket, så er det jo ligesom slået fast. Så mener Dansk Folkeparti ikke, at det måske er på tide, at vi træder i karakter ved at holde op med at gøre, som regeringen er kendt for at gøre, altså at snakke helt vildt meget og gøre utrolig lidt? For Hizb ut-Tahrir er i min optik skadeligt, og den materielle sandhed viser jo, at jeg har ret. Er det ikke korrekt?

Jeg ved aldrig, hvornår nordjyden er færdig, for det fortsætter. Men nu er det ordføreren. Værsgo.

Tusind tak. Jeg beklager, at jeg her lige har en halstablet i munden. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren. Jeg synes jo også bare, det er sådan et meget, meget klassisk eksempel på, hvor mange mennesker vi har lukket ind i vores dejlige land, som aldrig nogen sinde burde have været her. Det er klart, at når man går ind for sharia, når man går ind for stening af kvinder for utroskab, når man går ind for, at homoseksuelle skal hænges fra kraner, og når man går ind for nogle af de fuldstændig sindssyge ting, som de her mennesker står for, så skal man rejse hjem til et af de lande, som hylder de ting, og man skal ikke være i Danmark. Man skal simpelt hen ikke være i Danmark, og jeg er dybt, dybt bekymret for den udvikling, vores samfund er ved at tage, i forhold til hvor mange af de her typer der er, og de bliver jo også ved med at få tildelt et statsborgerskab fra det her Folketings side. I Dansk Folkeparti er vi sådan set ligeglade. Hvis du begår grov kriminalitet, skal du selvfølgelig have frataget det tildelte danske statsborgerskab og konsekvent udvises. Kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter den første dom og alle de her forskellige ting. Men når man ikke gør det konsekvent og man stadig væk bliver ved med at tildele statsborgerskaber, bliver problemet ikke mindre, men det bliver større, og så ser vi mere af det, som vi egentlig gerne ville have meget mindre af, og som vi helst også ville have helt væk.

Tak. Så er det spørgeren for den anden korte bemærkning.

Nu skal jeg fatte mig i korthed. Jeg synes faktisk, at nordjyder, fordi vi taler langsommere, burde have længere taletid, men lad os nu se bort fra det. Så jeg regner nok med, at vi er enige om, at det, som danskerne skal tage med sig fra den her debat, er, at vi, hvis der skal ske noget mod Hizb ut-Tahrir, så skal have en ny regering, altså en blå regering, som rent faktisk har tænkt sig at gøre noget. For hvis man gemmer sig bag ved ord som materiel sandhed og vi nu ligesom har slået fast, hvad den materielle sandhed de facto er, så må det jo være viljen, der mangler. Er ordføreren uenig i, at det, der mangler ved den her regering, simpelt hen er en vilje til at gøre noget imod Hizb ut-Tahrir?

Ordføreren.

Der mangler en vilje på det her område, men der mangler også en vilje på mange forskellige andre områder. Vi har jo eksempelvis også set, at den her somaliske pædofile voldtægtsforbryder ikke blev udvist, på trods af at han havde voldtaget en kun 10-årig pige og forsøgt at voldtage en 9-årig pige og han nu er sigtet for et drab på en 77-årig mand. Vi ser jo igen og igen, hvordan kriminelle udlændinge får lov til at blive i Danmark, og at dem, der har fået tildelt et dansk statsborgerskab ved lov, også får lov at blive her. Vi har jo også fremsat et forslag om, at Fasar skulle have frataget sit statsborgerskab og udvises, og det blev ikke engang gjort. Så der er virkelig brug for handling.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg ser ikke nogen ordfører fra Radikale Venstre, så nu er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak for debatten. Det har været en interessant og spændende debat, selv om det jo desværre nu står klart, at der ikke er opbakning fra regeringen til det her beslutningsforslag. Der ser vi jo så desværre lidt et velkendt mønster: Regeringen siger én ting, og så tror vi, at nu sker der noget, og så gør de noget andet. Regeringen siger én ting, men de gør noget andet. Regeringspartierne fordømmer Hizb ut-Tahrir i medierne og siger, at det, de gør, er helt forfærdeligt og uacceptabelt, og de ønsker foreningen forbudt; ministeren tager afstand fra Hizb ut-Tahrir i sin tale, men vil man lave et forbud? Vil man gøre noget? Nej. For når det kommer til handling, er det svært at få truffet de konkrete beslutninger om at nedlægge et foreløbigt forbud mod Hizb ut-Tahrir, og så stemmer regeringen imod, selv om vi jo faktisk har et rigtig godt forslag her. Det er jo simpelt hen ikke godt nok. Til forskel fra regeringen mener vi i Danmarksdemokraterne, at Hizb ut-Tahrir skal lukkes ned her og nu, for foreningen hører ikke til i Danmark, og jeg vil fortælle hvorfor i forbindelse med debatten her. Hizb ut-Tahrir er en forening, der igen og igen har opfordret til vold; foreningen har opfordret til drab på jøder, og foreningen har opfordret til boykot af det danske demokrati. Så alle advarselslamper i forhold til den forening burde egentlig være tændt, og det burde i sig selv være rigeligt til at kunne sætte en stopper for Hizb ut-Tahrirs virke, i hvert fald som en lovlig forening i Danmark. Og i dag er de lovlige. Det vil sige, at det signal, vi sender til Hizb ut-Tahrir, er, at det er en forening, der kan få lov til forskellige ting og sager – de kan leje lokaler, de kan komme med forskellige udtalelser, og de kan indgå i den offentlige debat, for det er jo en lovlig forening. Man må ærlig talt undre sig lidt over, hvorfor en forening med de her forskellige formål, som jeg har redegjort for, har valgt Danmark som et sted at slå sig ned, for Hizb ut-Tahrir er jo også i direkte opposition til alt det, som vores samfund bygger på. Tilbage i marts 2002 indeholdt Hizb ut-Tahrirs hjemmeside en løbeseddel, der opfordrede til drab på jøder. Få måneder senere blev foreningens leder, Fadi Abdullatif, idømt 60 dages betinget fængsel, fordi han på løbesedler havde opfordret til drab på jøder med ordene: Dræb jøderne, hvorend I finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer. I 2007 blev Abdullatif igen idømt 60 dages fængsel for forhånelser mod jøder, og mønsteret fortsætter helt frem til i dag. Kort tid efter Hamas' bestialske terrorangreb mod civile israelere den 7. oktober 2023 så vi Hizb ut-Tahrirs meget ekstreme og udanske adfærd ved demonstrationerne på Nørrebro. På Den Røde Plads afholdt Hizb ut-Tahrir demonstrationer til støtte for Hamas' angreb, og sidste år blev en person idømt 9 måneders ubetinget fængsel for i en tale ved en af de her Hizb ut-Tahrir-demonstrationer at have billiget Hamas' terrorangreb den 7. oktober. Og i Københavns gader kunne man ved Hizb ut-Tahrirs demonstrationer hører kampråbet: Palæstina er besat, det skal løses med jihad. Det hører ingen steder hjemme i Danmark. Det er ikke enkeltpersoner, der mener det her; det er foreningen. Det er på foreningens hjemmeside, og det er ved foreningens demonstrationer, hvor man på vegne af medlemmerne siger, at sådan skal det være. Senest i oktober 2025 opfordrede Hizb ut-Tahrir så danske muslimer til at boykotte kommunalvalget, og det er jo et direkte angreb på vores demokrati og på vores folkestyre, når man kommer med sådan nogle udtalelser. Man kan så sige, at i forhold til grundlovens § 78, stk. 2, er det måske ikke så relevant, selv om man kan synes, at det er ret forfærdeligt og uacceptabelt, for grundlovens § 78, stk. 2, taler jo om situationer, hvor man begår vold eller opfordrer til vold. Det er det, man har gjort med råbet om jihad, og det er så det afgørende der, kan man sige.

Så på den baggrund og på alle mulige måder mener vi i Danmarksdemokraterne, at de ikke hører til her i Danmark. Det er derfor, vi foreslår, at foreningen skal opløses med henvisning til grundlovens § 78, og vi foreslår det her administrative forbud, der kan forbyde Hizb ut-Tahrir her og nu. Det adskiller sig sådan set ikke fra det, man har gjort i forhold til LTF og Bandidos. Grundloven er egentlig klar nok, og man kan jo heller ikke tænke andet, end at grundlovsfædrene har forudset den situation med demokratiet, at hvis der pludselig er nogle foreninger, der kommer ind fra siden og begynder at undergrave alt det, som de her lovlige foreninger gerne skulle stå for, altså opbakning til vores demokrati med afstandtagen til vold og sådan noget, så er det et problem. Derfor har man lavet den paragraf, som man har lavet, altså § 78, stk. 2, så foreninger, der har et ulovligt øjemed, eller som virker ved vold eller opfordrer til vold, skal opløses ved dom. Anderledes kan det ikke være, og det har man egentlig tænkt godt igennem, dengang man lavede grundloven. Grundloven siger så også præcis, at man skal nedlægge det her forbud, mens sagen behandles ved domstolene, og det er så det, vi foreslår med det her beslutningsforslag. Så er det jo korrekt, som flere har talt om, herunder justitsministeren, at Rigsadvokaten i 2004 og 2008 og under fru Mette Frederiksen som justitsminister i 2015 dengang vurderede, at bevisbyrden ikke var tilstrækkelig til at kunne lave det her forbud. Men siden er der sket rigtig meget. Der er sket rigtig meget, og jeg har egentlig været inde på flere af historierne her, men jeg kunne komme med endnu flere eksempler på, at der er sket ting og sager siden 2004 og 2008. Vi har ikke mindst fået en ny retspraksis. Loyal to Familia blev opløst ved dom i Højesteret, og senest er Bandidos MC i Danmark blevet opløst af byretten. Den sag kører nu videre ved Østre Landsret, men alt imens er gruppen jo forbudt. Det er det, der ligger i det administrative forbud. Sagerne med LTF og Bandidos viser, at grundlovens § 78 faktisk er et reelt værktøj, man kan bruge, når der er brug for det, modsat tidligere, hvor man ligesom fravalgte at bruge det mod rockerbanderne Hells Angels og Bandidos, som sådan historisk set har været de store rockerbander. Dem har man ikke gjort noget ved. Man har ligesom ladet dem leve – og det har der været forskellige argumenter for – men man kunne sådan set sikkert godt tidligere have brugt grundlovens § 78, stk. Grunden til, at den så blev brugt, var jo et politisk pres, dengang Søren Pape Poulsen var justitsminister, fra bl.a. Dansk Folkeparti. Han valgte så på et tidspunkt at gøre det, og hvis ikke han havde gjort det, var der ikke sket noget. Så var der ikke kommet det forbud, der kom på det tidspunkt. Så selvfølgelig kan regeringen, hvis den vil, gøre brug af grundlovens § 78 til at opløse Hizb ut-Tahrir. Men af en eller anden grund vil man altså ikke det, selv om man udadtil siger, at det vil man, eller at man synes, at det er en dybt problematisk organisation, og udtaler i medierne: Jamen det er helt forfærdeligt, og vi skal nok opløse den, så snart vi kan. Jeg ved godt, at regeringen måske har andre prioriteter, men set med Danmarksdemokraternes øjne bør det faktisk være en klar prioritet for den danske befolkning og vores foreningsfrihed – for der er jo andre foreninger, der skal overholde de her ting og gør det – at enhver justitsminister, der ønsker at beskytte frihed, folkestyre og demokratiske værdier, altså helt grundlæggende danske værdier, sørger for, at der kommer et forbud og indleder en sag om opløsning. Her til sidst vil jeg sige, at vi har hørt rigtig meget til regeringspartierne i den her debat, men det, der mangler, er handling. Det er ikke nok at snakke. Det er ikke nok at sige alle de rigtige ting, hvis ikke der sker noget. Så der mangler handling bag de ord, man kommer med hernede i Folketingssalen. For i øjeblikket accepterer vi altså en praksis, hvor en forening, som opfordrer til vold, had og afvikling af demokratiet, fortsætter sin virksomhed i Danmark. De kan tage ud på uddannelsesinstitutionerne – og alle vi, der sidder i Folketinget, har hørt om, hvordan de gør – og rekruttere og sige: Ja, det er det her, vi mener; vi er en lovlig forening; kom til os og vær aktiv; kom og vær med, og lav det der jihad, som vi ønsker skal ske over for jøder. Det er helt absurd, at vi har den her tilstand. Derfor kommer vi til at arbejde hårdt og utrætteligt videre for, at Hizb ut-Tahrir bliver forbudt og opløst ved dom, uanset at vi altså ikke får et flertal her i dag, hvad der undrer os meget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde afholdes i morgen, onsdag den 28. januar 2026, kl. 13.00. Jeg henviser til den dagsorden, der vil fremgå af Folketingets hjemmeside.