Møde i salen

Mødet er åbnet.

Fra statsministeren har jeg modtaget brev om,

at det efter statsministerens indstilling ved kongelig resolution af 17. februar 2026 blev bestemt, at ressortansvaret for sagen vedrørende ansøgning om partistøtte for 2026 fra Venstre, Danmarks Liberale Parti, jf. partistøttelovens § 2, overføres fra indenrigs- og sundhedsministeren til justitsministeren.

Meddelelsen vil fremgå af www.folketingstidende.dk (jf. nedenfor).

[»Folketingets formand

Efter min indstilling er det ved kongelig resolution af d.d. bestemt, at ressortansvaret for sagen vedrørende ansøgning om partistøtte for 2026 fra Venstre, Danmarks Liberale Parti, jf. partistøttelovens § 2, overføres fra indenrigs- og sundhedsministeren til justitsministeren, idet der vil kunne rejses tvivl om indenrigs- og sundhedsministerens habilitet i forbindelse med behandlingen af sagen.

Jeg beder formanden underrette Folketinget herom.

Sign.: Mette Frederiksen /Henrik Skovgaard-Petersen«].

I dag bliver der fremsat følgende forslag:

Transportministeren (Thomas Danielsen):

Lovforslag nr. L 110 (Forslag til lov om ændring af færdselsloven og lov om private fællesveje. (Opgavebortfald i forbindelse med politiets involvering i beslutninger om færdselsindskrænkninger og fastsættelse af lokale hastighedsgrænser på offentlige veje og private fællesveje)).

Ministeren for digitalisering (Christina Egelund, fg.):

Lovforslag nr. L 111 (Forslag til lov om supplerende bestemmelser til forordningen om kunstig intelligens (AI-loven)).

Erhvervsministeren (Morten Bødskov):

Lovforslag nr. L 112 (Forslag til lov om autorisation af virksomheder på huseftersynsområdet).

Lovforslag nr. L 113 (Forslag til lov om ændring af udbudsloven og lov om Klagenævnet for Udbud og om ophævelse af lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren. (Forenkling af reglerne for indkøb af bygge- og anlægsarbejder under den gældende tærskelværdi, krav om løn- og arbejdsvilkår i visse bygge- og anlægskontrakter, ophævelse af reglen om udelukkelse af ansøgere eller tilbudsgivere fra skattelylande m.v.)).

Lovforslag nr. L 114 (Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsdrivende fonde, årsregnskabsloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder. (Ophævelse af visse krav m.v. for erhvervsdrivende fonde, nægtelse af godkendelse som ejendomsmægler som følge af strafbare forhold, nedlæggelse af Revisorrådet og offentliggørelse af oplysninger om konkurskarantæner i CVR)).

Forslagene kan findes på www.folketingstidende.dk (jf. ovenfor).

Jeg skal meddele, at spørgsmål nr. 7 (S 556) af Helena Artmann Andresen (LA) til børne- og undervisningsministeren udgår af dagsordenen i dag. Jeg skal samtidig meddele, at spørgsmålene nr. 11-16 til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri (S 536, S 549, S 565, S 550, S 557 og S 575) udgår af dagsordenen i dag. Jeg skal herudover meddele, at spørgsmål nr. 21 (S 561) af Dina Raabjerg (KF) til udlændinge- og integrationsministeren udgår af dagsordenen i dag.

Jeg byder velkommen til udenrigsministeren og til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten, som stiller det første spørgsmål.

Jeg skal høre, om der er nogen, der ønsker at få ordet. Det er ikke tilfældet. Da der ikke er nogen, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Finansudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Vi stopper lige mødet og venter, indtil ministeren er til stede. Så vi genoptager mødet om 5 minutter.

Mødet er udsat. (Kl. 14:46).

Værsgo til ordføreren for forslagsstillerne for at begrunde forslaget.

Tak for det, formand. I november 2023 kunne Berlingske afsløre noget, som burde kunne få enhver i dette land til at standse op. Mere end 1.200 mindreårige ikkevestlige piger er fra 1996 til 2015 blevet viet ved kongebrev i Danmark. Siden er der blevet iværksat en tilsynsundersøgelse, som har identificeret 86 sager, hvor Social- og Boligministeriet retter kritik af myndighedernes behandling af sager om anerkendelse af ægteskaber med mindreårige helt ned til 13 år. Det gælder i perioden, efter at kongebreve, der gav dispensation til ægteskaber for personer under 18 år, endelig blev afskaffet i Danmark i 2017. Det er altså 86 sager, hvor loven ikke blev respekteret. Det er rystende, for når myndigheder registrerer og anerkender ægteskaber, hvor mindreårige piger er gift med voksne mænd, så er det ikke en administrativ fejl; det er et massivt svigt, et svigt af de piger, som staten har pligt til at beskytte. Den tidligere social- og boligminister kaldte det selv statsautoriseret pædofili, og når selv en minister bruger de ord, burde det jo føre til selvransagelse og handling. I stedet for har regeringen nøjedes med en begrænset tilsynsundersøgelse. Det er en rapport, der uddeler kritik, men ikke for alvor placerer et ansvar og ikke fuldt ud afdækker, hvem der traf beslutningerne, og hvorfor det kunne fortsætte i årevis. Derfor foreslår vi en uafhængig barnebrudskommission – en kommission, der skal kulegrave myndighedernes praksis gennem årtier, afdække det juridiske og politiske ansvar og komme med klare anbefalinger, for at det aldrig nogen sinde skal kunne ske igen. Samtidig skylder man pigerne, som staten svigtede, en officiel undskyldning og en klar anerkendelse af den uret, de er blevet udsat for. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan tage ansvar for den. Derfor opfordrer jeg Folketingets partier til at støtte dette beslutningsforslag for pigernes skyld, for retssikkerhedens skyld og af hensyn til tilliden til vores demokrati. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Forhandlingen er nu åbnet, og den første, der får ordet, er social- og boligministeren. Værsgo.

Tusind tak. Allerførst vil jeg gerne slå fast, at jeg er helt enig i, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at beskytte børn, og at børn på ingen måde skal tvinges ind i ægteskaber. Som jeg tidligere har udtalt flere gange, er det dybt foruroligende og helt uacceptabelt, at danske myndigheder i strid med reglerne fra 2017 har anerkendt udenlandske ægteskaber med mindreårige, og jeg er også helt enig i, at der skal foretages en undersøgelse af ægteskaber med mindreårige. Regeringen er dog uenig i, at formen skal være en undersøgelseskommission, som er det, som bliver foreslået i dag af Danmarksdemokraterne. Jeg er også derhenne, hvor jeg gerne vil uddybe hvorfor. Regeringen har jo som bekendt i november 2024 indgået en aftale med SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet om, at der skal gennemføres en historisk og nutidig afdækning af praksis for håndtering af ægteskaber med personer under 18 år. Afdækningen har form af en uvildig undersøgelse, der skal afdække, om sagerne er blevet behandlet korrekt ud fra den dagældende lovgivning, og der skal være et særligt fokus på de sager, der er opstået efter 1. februar 2017, hvor man jo afskaffede muligheden for det, der dengang blev kaldt kongebreve. Den undersøgelse bliver foretaget af VIVE, og de forventer at komme med deres rapport om undersøgelsen her i løbet af foråret 2026. I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve, at det fremgår af aftalen, at partierne er enige om at mødes, så snart der foreligger en konklusion på undersøgelsen og det står klart, hvad det er for nogle problemstillinger, der har været tale om. Formålet er at drøfte mulige tiltag rettet mod mindreårige, der er i en udsat position i forhold til tvang og ægteskab. Ud over den uvildige undersøgelse hos VIVE har Social- og Boligministeriet også foretaget en tilsynsundersøgelse af sager om anerkendelse af udenlandske ægteskaber med mindreårige – en undersøgelse, vi har beskæftiget os indgående med. Den har vist, at myndighederne i perioden fra februar 2017 til og med 2023, altså efter vi havde forbudt muligheden for at anerkende et udenlandsk ægteskab med mindreårige, altså har anerkendt 86 ægteskaber i strid med reglerne. 80 ægteskaber er blevet anerkendt på grund af ukendskab til reglerne om anerkendelse eller manglende opmærksomhed på parternes alder på vielsestidspunktet, og i 6 sager har myndighederne efter ministeriets opfattelse anvendt reglerne decideret forkert. Det er altså ude i kommuner, i sogne eller hos statslige myndigheder, at vi har set 86 brud på vores regler. Der er selvfølgelig udtalt kritik af myndighedernes behandling af sagerne om de 86 ægteskaber og anerkendelsen af de ægteskaber, og jeg er fuldstændig enig i den kritik. Reglerne er jo netop lavet her i Folketinget for at beskytte børn. Som jeg har nævnt, er det dybt foruroligende og helt uacceptabelt, at danske myndigheder i strid med reglerne fra 2017 har anerkendt udenlandske ægteskaber med mindreårige, og derfor har jeg også fulgt tæt op på sagen. Ministeriet har udsendt flere orienteringsskrivelser til myndighederne, vi har indskærpet reglerne om anerkendelse af udenlandske ægteskaber med fokus på spørgsmålet om mindreårige, og ministeriet har sendt et særskilt brev til 42 myndigheder og konkret udtalt kritik af deres behandling af en eller flere sager om anerkendelse af ægteskaber med mindreårige. Derudover har ministeriet flere gange opfordret myndighederne til at overveje, om sagerne eventuelt skal genoptages, og om der bør iværksættes forskellige administrative tiltag for at sikre, at man ikke begår fejl i fremtiden. Som jeg også tidligere har givet udtryk for, er det min klare forventning, at myndighederne, som i det her tilfælde er kommuner, sogne og statslige myndigheder, reagerer på den kritik, de har modtaget, og indretter deres sagsbehandling ud fra det. Jeg går stærkt ud fra, at de genbesøger sagerne – det forventer jeg, og det kan jeg også se af de svar, vi har fået fra rigtig mange af kommunerne, at de har gjort. De bør også se på, om det skal have konsekvenser internt i deres organisation. Det kan være alt fra at opkvalificere medarbejderne til at sikre ordentlige retningslinjer, og selvfølgelig bør man også se på, om det i nogle tilfælde skal have personaleretlige konsekvenser, hvis det har været systematisk.

Samlet bør den her undersøgelse altså give anledning til selvransagelse, i forhold til om man følger reglerne, og jeg kan faktisk se, at myndighederne har fulgt op på den opfordring. Mange af myndighederne har i forbindelse med undersøgelsen efterfølgende oplyst til ministeriet, at man har genoptaget behandlingen af den eller de pågældende sager, og at man har iværksat administrative tiltag. Tilsynsundersøgelsens resultater indgår i den uvildige undersøgelse af ægteskaber med mindreårige, som jeg nævnte tidligere, således at vi også er sikre på, at det indgår som, kan man sige, mere frisk materiale i forhold til den her diskussion. Jeg vil til sidst også gerne knytte et par ord til anvendelse af undersøgelseskommissioner. En undersøgelseskommission nedsætter man jo typisk til undersøgelse af forhold i statslige myndigheder, men i det her tilfælde, hvor det handler om, at man anerkender og har anerkendt ægteskaber med mindreårige, er der jo i stor udstrækning tale om kommunale myndigheder og i nogle tilfælde kirkelige myndigheder, eller hvad det hedder. En undersøgelseskommission er jo den tungeste undersøgelsesform, Folketinget og regeringen har til rådighed. En sådan undersøgelse vil tage længere tid at gennemføre, og den vil være mere omkostningstung end andre undersøgelsesformer. Derfor mener jeg heller ikke, at man bør nedsætte en undersøgelseskommission, hvis de forhold, man gerne vil belyse, kan blive belyst bedre og hurtigere på en anden måde, f.eks. ved at myndighederne selv laver en redegørelse, ved at man netop sikrer en historisk eller faglig udredning, eller ved at man sikrer, at uvildige forskere eller andre kigger på det materiale, der ligger. Derfor vil jeg til sidst gerne opsummere. Jeg er som nævnt enig i, at der skal foretages en undersøgelse af ægteskaber med mindreårige. Jeg er enig i, at vi skal gøre, hvad vi kan for at beskytte børn. Børn skal ikke tvinges ind i ægteskaber – punktum! Men regeringen mener, at dette beslutningsforslag skal afvises, og det gør vi, fordi vi allerede har igangsat en uvildig undersøgelse, som meget snart kommer med sine resultater. Der er lavet en tilsynsundersøgelse af sager om anerkendelse af udenlandske ægteskaber med mindreårige, som har ført til ændret praksis hos flere myndigheder, og så er en undersøgelseskommission efter min mening også et for vidtgående redskab at tage i brug, da vi som sagt allerede er i gang og hurtigere og mere effektivt kan nå i mål med den her uvildige undersøgelse uden at tage det redskab i brug. Jeg vil sige, at jeg ser frem til at mødes med de partier, som har indgået aftalen omkring det her emne, for når den uvildige undersøgelse foreligger, skal vi drøfte, om der er behov for flere initiativer, og det kan jeg ikke afvise at der er. Vi ved, at der er en gruppe unge, som er udsatte og er i en udsat position i forhold til tvang og ægteskab, og det skal vi tage alvorligt. Derfor glæder jeg mig faktisk også til, at vi snart står med en undersøgelse i hånden, som vi kan diskutere konkret handling ud fra. Med det vil jeg gerne sige tak for ordet.

Tak til ministeren. Den første spørger er fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Barnebrude, statsautoriseret pædofili – altså, vi snakker om børn på 13 år, og ministeren snakker om en historisk undersøgelse. Hvilke konsekvenser skal det have? Hvorfor er det, at ministeren ikke vil lave en juridisk undersøgelse? Hvorfor er det, at ministeren ikke går ud og siger undskyld for, at staten svigtede? Hvorfor er det, man ikke anerkender den uret, de her børn bliver udsat for? Man vil nøjes med en lille undersøgelse på området. Ministeren bedes her i dag i Folketingssalen oplyse, hvor mange af de her ægteskaber der er blevet annulleret. Hvordan har myndighederne fulgt op på de skrivelser, ministeren har sendt ud? Det må ministeren gerne svare på.

Ministeren.

Tak. Det er jo sådan, at jeg som minister på det her område ikke kan pålægge kommuner eller andre myndigheder at ændre deres vurdering af, hvorvidt et udenlandsk ægteskab er blevet indgået ud fra de rammer, der er, altså de meget få undtagelsesmuligheder, der er i lovgivningen. Derfor er det sådan, at det, jeg har fulgt op med, er at skrive til de pågældende kommuner og bede dem om at fortælle, hvad der er kommet ud af de indsatser. I en lang række tilfælde har kommunerne meldt tilbage, at de, straks de blev bekendt med, at de havde begået fejl og fik kritik, gik i gang med at kigge på, om de skulle ændre den måde, som de uddanner deres medarbejdere, der sidder på området, på. De har ændret den måde, de kiggede på det. Det er faktisk også sådan, at man fra statslige myndigheders side er gået ind i CPR-registeret og har sørget for, der ligesom er en stjerne, der lyser op, når der er to, der tydeligvis har indgået et ægteskab, hvor der er et mellemrum mellem parterne, der gør, at den ene part har været mindreårig ved indgåelsen af ægteskabet. Så der er både blev fulgt op fra en lang række kommunale og statslige myndigheders side.

Spørgeren.

Men der er jo ikke blevet fulgt op, minister. Altså, man har anerkendt ægteskaber med børn ned til 13-årsalderen. Der bliver ikke fulgt op, i forhold til hvilke konsekvenser der skal være i forhold til det juridiske ansvar i det her. Man laver en lille historisk undersøgelse. Der er ikke fulgt op, for så ville ministeren jo kunne svare på her i dag, hvor mange af de her ægteskaber der er annulleret. Altså, man har anerkendt ægteskaber med børn helt ned til 13-årsalderen. 86 sager er der massive fejl i, og så sender man bare lige en skrivelse ud til nogle kommuner. Man har ikke fulgt op på de ting.

Ministeren.

Jeg kan faktisk ikke genkende, at der i de her 86 sager har været eksempler på anerkendelse af ægteskaber, hvor den ene part har været ned til 13 år, når jeg gennemgår sagerne – det vil jeg bare lige sige. Der har nogle steder været forkert registrering, også i kommunen, og det har man selvfølgelig også rettet op på. Jeg synes, at man blander tingene en lille bitte smule sammen. Før 2017 var det muligt at anerkende udenlandske ægteskaber i Danmark, selv om de var indgået med mindreårige. Det er vi i gang med at lave en uvildig historisk undersøgelse af. Efter 2017 har vi lavet en tilsynsundersøgelse. Den har vi resultaterne af, og den har jeg fulgt op på konkret over for de kommuner. De har meldt tilbage i stor stil, at de har ændret på deres procedurer, og i nogle tilfælde er de gået ind og har annulleret. Andre steder vurderer de lige nu, hvad det er, de skal gøre i forhold til de konkrete ægteskaber, der er blevet anerkendt.

Tak. Den næste spørger er fru Katrine Daugaard for Liberal Alliance.

Undskyld, jeg siger det ligeud, men man bliver simpelt hen så træt af at høre ministeren sige det. Stort set ligegyldigt hvilket område vi taler om på socialområdet, er flosklerne, at man »forventer«, og man »går stærkt ud fra«, at loven bliver overholdt osv., selv om vi jo hele tiden står og kommer med eksempler på det modsatte. Loven er ikke blevet overholdt her. Det er jo meget, meget alvorligt, at 86 mindreårige er blevet gift med voksne mennesker, og at det i et land som Danmark er blevet blåstemplet. Og ministeren er fuldstændig ligeglad med at finde ud af, hvad skal man sige, omfanget at de myndighedssvigt, som er foregået her i landet. Altså, kan ministeren ikke gøre os lidt klogere på, hvorfor det er logisk i ministerens hoved at være ligeglad med det?

Ministeren.

Altså, det bliver ikke bedre af, at man prøver at skyde mig ting i skoene. Jeg og regeringen er dybt, dybt optaget af, hvordan vi sikrer, at mindreårige ikke kommer ind i et ægteskab, for børn skal ikke giftes. Det er ikke sådan, at vi på nogen måde negligerer det. Vi har sat en tilsynsundersøgelse i gang for flere år siden, som vi handler på nu. Kommunerne retter i vidt omfang ind efter det, Folketinget har besluttet. Og vi er i gang med at undersøge, hvad det er, der skete før 2017, således at vi kan blive klogere på, hvad der lå forud for det. Vi tager det dybt alvorligt. Så jeg kan ikke genkende, og jeg bryder mig ikke om at blive skudt i skoene, at det her ikke er noget, jeg tager alvorligt.

Spørgeren.

Men vi har en minister, der er meget vokal og handlekraftig, når det er borgerne, der begår lovbrud, og når det er private virksomheder, der begår lovbrud på det her område. Så bliver der handlet, og der bliver iværksat med bøder osv. Lige så snart det er myndighederne, som det altså bare konsekvent også er, så er ministeren fuldstændig ligeglad, og der er ingen konsekvenser. Det er det samme svar hver gang: Myndighederne kan ikke gøre for det; de gør deres bedste. Det er ikke godt nok!

Ministeren.

Nej, i det her tilfælde er der jo så 86 ægteskaber, der er blevet anerkendt i strid med de regler, vi har vedtaget her i Folketinget. Det har givet anledning til flere opfølgninger, og det har givet anledning til, at de pågældende myndigheder har rettet ind, opkvalificeret deres personale og lagt nye retningslinjer ind. Det har givet anledning til, at CPR-registeret har lavet en stjerne, således at man lettere kan opdage, hvis det er sådan, at man sidder med f.eks. et par, som er flygtet til Danmark, eller nogle, der indvandrer til Danmark, og man skal vurdere, om man skal anerkende deres ægteskab eller ej. Så det har givet anledning til en lang række initiativer, men vi er da på ingen måder færdige endnu. Som jeg sagde før: Når den uvildige undersøgelse ligger fra VIVE's side omkring den praksis, der har været på området også før 2017, så vil partierne mødes og tage stilling til, om der er behov for flere og nye initiativer, særlig måske rettet imod dem, der har været udsat for at blive tvunget ind i et ægteskab i en tid, hvor de egentlig var børn.

Tak til ministern. Der er ikke flere spørgsmål, og derfor fortsætter vi talerrækken. Den næste på talerstolen er Socialdemokraternes ordfører, fru Gunvor Wibroe. Værsgo.

Tak for ordet. Danmarksdemokraterne foreslår, at Folketinget pålægger regeringen at nedsætte en uafhænging barnebrudskommission. Den skal kulegrave myndighederne, placere ansvar og stille nogle til regnskab og sige undskyld. Lad mig starte med at sige det klart: Ægteskaber mellem en voksen og et barn er modbydelige, og de er middelalderlige. Det hører ingen steder hjemme i Danmark, og jeg har personligt svært ved at fatte, at det overhovedet er foregået i min tid, at et barn, en datter eller en søn, kan blive gift med et voksent menneske. Det er et svig, det er et massivt svigt, og det gør mig vred. Vi har bygget et samfund op på lige rettigheder. Vores mødre, fædre, bedstemødre og bedstefædre har kæmpet for pigers frihed og for ligestilling og for piger og kvinders ret til at bestemme over deres eget liv. Det er det, vi står på i dag, og det er ikke til forhandling – punktum. I 2017 var Socialdemokratiet med til at afskaffe kongebrevet, og i 2021 satte daværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye så en stopper for de såkaldte religiøse vielser af mindreårige og skærpede samtidig straffen for at fastholde personer i ægteskaber mod deres vilje. Det var alt sammen noget, der på værste vis havde sneget sig ind og undermineret unge kvinders frihed og ligestilling i det danske samfund. Alle partier stemte heldigvis for. Det er dybt kritisabelt, at myndighederne i perioden 2017 til 2023 ikke har levet op til loven. I alt 86 sager er fundet, det er uacceptabelt, og det ser vi selvfølgelig ikke stiltiende til. Regeringen har allerede taget initiativ til en uvildig undersøgelse sammen med SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Det er en undersøgelse, hvor Social- og Boligministeriets tilsynsundersøgelse indgår. Det var her, man afdækkede de 86 sager. Det bliver samlet set en historisk og nutidig afdækning, som gennemføres af VIVE og forventes at være færdig i foråret 2026. Vi er altså allerede på bolden, så der er ikke brug for en kommission. Men der er noget her, der undrer mig. Forslagsstillerne taler om at placere ansvar for årtiers svigt, og det er fint. Men hvor hulen er vreden imod dem, der rent faktisk begår overgrebene? Hvor er jeres fordømmelse af de voksne mænd, der ønsker at gifte sig med børn? Hvor er afskyen og opgøret med de familier, der tvang deres døtre ind i ægteskaber med voksne? Det er dem, der lavede det største svigt over for dem, de burde beskytte og passe på. Det er dem, der udøver social kontrol. Det er dem, der krænkede et barns frihed og fremtid. I nævner dem ikke med et eneste ord i jeres forslag. Hvad sker der lige for det? Hvorfor er jeres vrede så ensidigt rettet imod Danmark? Ja, myndighederne har begået fejl, big time. Det skal vi have undersøgt, og det gør vi. Men ansvaret starter altså ikke på et kontor i en styrelse eller i en kommune. Det starter hos de voksne, der vælger at udnytte et barn. Socialdemokratiet er krystalklare: Børn skal beskyttes. Ingen under 18 år skal tvinges ind i et ægteskab, hverken herhjemme eller via smuthuller udefra, og jeg fatter simpelt hen ikke, at lande tæt på os stadig væk accepterer den praksis. Danmarksdemokraterne har før fremsat forslag om en kommission, og i 2024 blev Danmarksdemokraterne tilbudt at være med i en stor uvildig aftale om at undersøge ægteskaber med mindreårige, men det ville I ikke være med til. I sagde nej, og nu kræver I igen en kommission. Kan I bestemme jer? Altså, jeg vil bare sige: Tiden går, og det her gavner ingen, mindst af alle pigerne. En voksen, der vil giftes med et barn, begår noget klamt, og det er ulovligt, og det har Socialdemokraterne i den grad været med til at sætte en stopper for. Jeres formand har da også sagt, at det var Socialdemokratiet, som i 2021 lavede de stramninger, som hun selv ønskede. Fejl, som myndighederne har begået, er uacceptable; lad mig slå det fast. Men undersøgelsen er i gang, og når vi har svarene, handler vi, og vi vil tage de nødvendige skridt, så ægteskaber med mindreårige en gang for alle bliver fortid i Danmark. Derfor ser Socialdemokratiet ingen grund til at støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet, og så skal jeg i øvrigt hilse fra Alternativet, der heller ikke støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Den første spørger er fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jeg synes, det var en meget pinlig tale, ordføreren holdt der. Det her handler netop om barnebrude; det handler netop om, at de er blevet svigtet af myndighederne. De er blevet svigtet; man har simpelt hen anerkendt de her ægteskaber. Det er da et myndighedssvigt. Her svigter regeringen nu ved ikke at ville have en juridisk undersøgelse, ved ikke at ville pålægge nogen et ansvar og ved, at der ikke er nogen konsekvenser af det, de piger har gennemgået. Og så prøver man at lægge ansvaret over på Danmarksdemokraterne. Det synes jeg godt nok er pinagtigt. Derfor ønsker vi netop det her. Vi ønsker jo, at regeringen siger undskyld. Vi ønsker jo netop, at de her piger skal have oprejsning for det myndighedssvigt, som er begået. Det er det, vi ønsker med det her forslag. Jeg synes, det var en meget pinagtig tale, ordføreren kom med der. Så vil jeg bare høre ordføreren: Hvor mange af de her ægteskaber er ophævet?

Ordføreren.

Jeg vil læne mig op ad ministerens tale og sige, at det undrer mig, at vi i den grad hiver udøverne ud af det her, altså folk, der kommer til Danmark og misbruger de systemer, vi har, og som lader deres døtre blive gift med granfætre fra Algeriet. Det synes jeg er dybt pinligt, og det handler vi jo på; der er iværksat en undersøgelse. Så det er der, vi står i dag.

Spørgeren.

Jeg synes, det, ordføreren siger, er fuldstændig pinligt. Man har ikke krævet, at de her ægteskaber skal ophæves. Man har ikke sat ind med hjælp og støtte til de her piger. Man vil ikke have en juridisk undersøgelse, som netop ser på, hvor ansvaret ligger. Man vil have en historisk undersøgelse, og det betyder, at der ikke er nogen, der bliver stillet til ansvar for det myndighedssvigt, man har begået over for de her piger. Og så prøver ordføreren at lægge ansvaret over på Danmarksdemokraterne, som har kæmpet med de her sager i lang tid. Nej, vi vil ikke have en historisk undersøgelse. Vi vil have, at der er nogen, der står til ansvar for det her myndighedssvigt.

Ordføreren.

Altså, jeg kan bare gentage, at vi jo er i gang med at lave en undersøgelse, og når resultaterne fra den undersøgelse ligger klar, fra VIVE's undersøgelse her i foråret 2026, vil aftalepartierne jo gå sammen og se på, hvordan vi skal agere på det.

Den næste spørger er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Værsgo.

Det er simpelt hen rystende at høre den ansvarsfralæggelse, som ordføreren lægger for i sin tale her i dag. Altså, det er jo ikke kun i udlandet, sådan nogle ting her foregår. 2 pct. af danske børn bliver udsat for incest. Så der er da også masser af sådan nogle overgreb imod danske børn, som Socialdemokratiet kunne hjælpe med at gøre lidt ved. Står ordføreren og taler for, at når danske myndigheder får sager ind, hvad enten de så kommer fra udlandet eller kommer fra Danmark, så skal myndighederne bare vende det blinde øje til og ikke handle på det? Er det det, ordføreren står og siger? Skal der ingen konsekvenser være, når vi ved, at myndighederne har fejlet?

Ordføreren.

Det var ikke det, jeg stod og sagde.

Spørgeren.

Jamen så må ordføreren simpelt hen uddybe, hvad det er, ordføreren siger, for det lyder godt nok sådan, når man hører ordførerens tale. Altså, skylden bliver skudt på nogle udenlandske mænd, må vi forstå. Det her handler jo netop om myndighedernes svigt. Det er skrækkeligt, når voksne mænd, eller kvinder for den sags skyld, begår overgreb imod børn, men det her handler jo lige præcis om, at myndighederne har svigtet de her børn, de her mindreårige børn, der er blevet gift væk til voksne. Der hører jeg ordføreren sige: Det skal vi i hvert fald ikke kigge mere på, lad os feje det ind under gulvtæppet.

Ordføreren.

Det var jo bestemt ikke det, jeg sagde, så ordføreren må ikke have lyttet til, hvad der blev sagt. Jeg sagde, at svigtet starter ved de mænd, der i Danmark vælger at gifte sig med en mindreårig. Altså, det er da det største svigt. Myndighederne må ikke acceptere det, og at der har været 86 sager siden 2017, er da aldeles uacceptabelt, og det skal vi undersøge, og det skal vi agere på. Derfor bliver der jo lavet en uvildig undersøgelse nu, som vi vil agere på, så snart vi får resultaterne, som er klar her i 2026.

Tak. Den næste spørger er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jeg prøver lige at finde roen lige nu, når jeg skal stille det her spørgsmål. Det gør jeg, fordi jeg faktisk blev dybt chokeret over ordførerens måde at behandle det her beslutningsforslag på, hvor man må sige at ordføreren gik noget i flæsket på Danmarksdemokraterne, som jo har fremsat det her beslutningsforslag, og begynder at udgyde nogle forskellige påstande om, at vi ikke er efter de her mænd, som lader sig gifte med børn, med piger. Jeg må bare sige, det synes jeg godt nok var noget af nogle udtalelser, som var virkelig langt ude, det er jeg nødt til simpelt hen at slå fast. Påstår ordføreren virkelig, at Danmarksdemokraterne ikke går op i de piger og interesserer sig for deres ve og vel og ikke er efter dem, som lader sig gifte med små børn?

Ordføreren.

Jeg tror, at hvis man genhører min tale, vil man ikke kunne høre det, som ordføreren lige har sagt. Jeg siger, at ansvaret starter med de mænd, de familier, der lader deres små piger eller drenge gifte sig med et voksent menneske. Det er der, det starter. Det er dybt problematisk, at det er foregået i Danmark. Det er et kæmpeproblem, at det er foregået efter 2017, hvor vi har lovgivet om det. Der er blevet fundet 86 sager, som ikke er blevet håndteret ordentligt, og hvor man ikke haft kendskab til, hvordan man skulle agere. Det er da et kæmpeproblem. Det handler vi på. Det er da et kæmpeproblem. Vi vil ikke acceptere, at børn bliver gift med voksne mennesker eller voksne mænd her i Danmark. Det skal vi da aldrig acceptere, og det handler vi på.

Spørgeren.

Det synes jeg bare ikke I gør godt nok i regeringen, det må jeg bare sige. Gang på gang virker det, som om man i regeringen, men også i Socialdemokratiet er med til at beskytte systemet frem for at beskytte borgerne. Det ser vi også på handicapområdet, og det må jeg bare tage dybt afstand fra. Den tidligere socialminister kaldte det her med, at mænd lod sig gifte med små piger, for statsautoriseret pædofili. Det er da noget, man skal handle på, og man skal da også handle på det i forhold til det svigt, som der er i systemet. Så hvorfor vil man ikke være med til at stemme for Danmarksdemokraternes forslag?

Ordføreren.

Selvfølgelig skal man handle på det, og det er jo netop det, vi gør. Det, Danmarksdemokraterne kræver, er en kommission. Det er det, beslutningsforslaget her går ud på. Vi har valgt at gøre det på en anden måde. Vi har valgt at lave en stor undersøgelse og sat ressourcer af til det. Vi har været i gang siden efteråret 2024. Det er den måde, vi har valgt at gøre det på. Så det her med, som man skyder os i skoene, at vi er ligeglade eller ikke interesserer os nok for det her, fordi vi ikke vælger at gå Danmarksdemokraternes vej med en kommission, er simpelt hen ikke rigtigt.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Der er ikke flere spørgsmål, og derfor fortsætter vi videre i talerrækken til Venstres ordfører. Jeg byder nu velkommen til hr. Erik Veje Rasmussen.

Lad mig lige starte med det helt grundlæggende: I Venstre er vi enige med forslagsstillerne i, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte børn. Derfor kan børn ikke blive gift i Danmark, ligesom ægteskaber indgået i udlandet som udgangspunkt ikke kan anerkendes i Danmark, for det står i modsætning til de værdier, vi hylder her i landet. I Venstre vil vi ikke acceptere, at der er miljøer i Danmark, hvor ligestillingen er sat ud af spil; hvor mænd mener, at de er mere værd end kvinder; hvor ægtemænd, fædre og brødre tyranniserer kvinder og piger; og hvor kvinder umyndiggøres og fratages deres frihed. Derfor har vi også strammet lovgivningen markant gennem de seneste år. I 2017 forbød vi mindreårige at blive gift i Danmark, og i 2021 gjorde vi det samme med religiøse vielser. Det var vigtige og nødvendige opstramninger, for ægteskaber med mindreårige er et afskyeligt fænomen. Selv om lovændringerne har skabt en markant opstramning på området, er vi i Venstre dybt rystede over antallet af anerkendte ægteskaber med mindreårige siden 2017. Derfor er jeg glad for, at Venstre og regeringen allerede i efteråret 2024 blev enige med SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet om at lade VIVE gennemføre en uvildig undersøgelse af området fra 1970 til i dag, som fortsat er ved at blive udarbejdet. I Venstre afventer vi den uvildige undersøgelses konklusioner, og når de foreligger, vil vi forholde os til dem og derefter tage stilling til, hvad der skal ske. Men eftersom arbejdet med undersøgelsen stadig foregår, ser vi ikke nogen grund til at nedsætte en kommission på nuværende tidspunkt, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Den første spørger er fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Udfordringen er jo, at man har anerkendt det her. Myndighederne har blåstemplet de her sager, hvor børn er blevet gift med ældre mænd. Og det, man vil gøre fra regeringens side, og grunden til, at vi kæmper for det her, er jo, at man vil lave sådan en lille historisk undersøgelse. Altså, vi vil jo godt have, at der er nogen, der skal stå til ansvar for det her. Vi vil gerne have afdækket det juridiske og politiske ansvar og ligesom komme med de her anbefalinger, så det aldrig nogen sinde kan ske igen – aldrig nogen sinde kan ske igen. Men nu er det sådan, at når myndighederne begår fejl, så har det ingen konsekvenser. Hvem er det, der samler de her børn op? Hvem er det, der samler op på dem? Tænk sig engang, at det har man blåstemplet fra Danmarks side, og så vil man ikke engang stå til ansvar for det, men kun lave en lille historisk undersøgelse.

Ordføreren.

Jeg vil starte med at sige, at alt det, der gik forud for 2017, var lige så forfærdeligt, som det er i dag. Det er jo rigtigt, som der bliver sagt, at det var en blåstempling, fordi det var tilladt i Danmark. Efter 2017 er det en anden sag. Der har vi haft en lang række eksempler, 86 faktisk, på, at der i modsætning til lovgivningen er givet enten anerkendelse af udenlandsk indgåede ægteskaber eller anerkendt danske ægteskaber. Man taler om VIVE's uvildige undersøgelse som sådan en eller anden lillebitte ting, som ikke har nogen juridiske konsekvenser. Jeg synes jo afgjort, at vi, når først vi har fået resultatet fra VIVE, skal sætte os ned og finde ud af, hvad vi så gør ved det. For det er også klart, at hvis der rundtomkring i Danmark er ægteskaber, som bliver opretholdt, som er ulovligt indgået, og som ikke omhandler de undtagelser, der er i loven, så er det jo en overskridelse af den danske lov, og så må der skrides ind fra Ombudsmandens side eller fra ministeriets side.

Spørgeren.

Man kan undre sig over, at der ikke engang er nogen, der i forhold til de her 86 sager har svaret på, hvor mange af de ægteskaber der så er ophævet. Vores ønske er jo selvfølgelig også, at der er nogen, der skal stå til ansvar for det her. Vi kan ikke gang på gang se, at der bliver begået fejl og myndighedssvigt, og at det ikke har nogen konsekvenser. Altså, vi ser det gang på gang med regeringen. De vil heller ikke undersøge adoptionssagerne, hvor der har været menneskehandel, i forbindelse med at børn er blevet bortadopteret til Danmark. Vi ser det gang på gang. Hvilke konsekvenser mener ordføreren at det her skal have?

Ordføreren.

Jeg kan starte med at sige, at spørgeren omtaler, at det her aldrig skal ske igen. Nej, det skal det ikke. Det handler ikke så meget om at grave i nogle gamle sager. Det handler om at få styr på alle dem, vi har liggende foran os. Det er sådan det ene. Med det, der bliver iværksat, mener jeg at det er tilstrækkeligt, afhængigt af hvad vi foretager os på baggrund af den viden, vi så får fra VIVE's undersøgelse. Det her taler lidt ind i den samme diskussion, som vi har haft et stykke tid, både om forvaltningsdomstol og i det hele taget det om at pålægge kommunerne bøder. Jeg ved ikke, hvorfor man tror, at det skulle gøre den store forskel, hvis en kommune får nogle bøder i forhold til en henstilling fra ministeriet.

Tak. Den næste spørger er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Tak, og tak for talen. Jeg vil så supplere med, at jeg bliver enormt indigneret, når politikere og myndigheder mener, at de er mere værd, end borgerne er. For det er det, jeg hører at både ministeren, Socialdemokratiets ordfører og også Venstres ordfører egentlig får fortalt med deres taler. For det her handler jo om, om man ønsker et system, hvor vi bare lader myndigheder bryde den lovgivning, vi alle sammen sidder og laver hver eneste dag herinde i Folketinget, eller om man ønsker et system, hvor det skal have konsekvenser, at der bliver begået lovbrud, og hvor man ønsker dybdegående at undersøge det, juridisk undersøge, når vi ved, der har fundet meget alvorlige tilsidesættelser af loven sted i de her sager. Der kan vi så forstå på Venstre, at det ønsker man ikke. Er det, fordi I har så stort et kommunalt bagland, eller hvad bunder det i?

Ordføreren.

Nu har jeg hørt det ord juridisk undersøgelse tre-fire gange. Jeg ved ikke rigtig, hvad det betyder. Det er ikke gået helt op for mig. Det handler om at få lavet nogle undersøgelser, som jo rent faktisk er forholdsvis faktuelle, i betragtning af at man skal finde ud af, om vedkommende var 18 år eller ikke var 18 år på det tidspunkt, hvor ægteskabet blev indgået. Det tror jeg nok de fleste kan deltage i. Hvad det er, vi skal bruge jurister til i den fase, er mig ikke klart. En anden ting er: Den dag vi så finder ud af, at der har været 86 tilfælde, og at der har været de og de omstændigheder osv., som vi vil blotlægge, bliver det afgørende. Der bliver det afgørende, at vi drager de konsekvenser af det, som vi skal. Men fordi vi korsfæster en eller anden socialarbejder i Thisted, ændrer vi jo ikke på tingenes tilstand. Jeg tror, det afgørende er, at vi får blotlagt det og klarlagt det og får beskrevet, præcis hvad for nogle regler de skal overholde. Og så er vi jo alle sammen fuldstændig ulykkelige over, at sådan noget sker. Der er jo ingen af os, der kan holde tanken ud om, at der er en eller anden 16-årig pige, der skal være gift med en gammel mand, fordi nogen har fundet på det.

Spørgeren.

Så må Venstre jo ansætte nogle mennesker, der kan forklare jeres ordfører, hvad forskellen er. I forstod det heller ikke, da vi behandlede adoptionsområdet, som på samme måde er fyldt med meget, meget alvorlige lovbrud. Der forstod I heller ikke, hvad forskellen er på en juridisk undersøgelse og så en historisk undersøgelse, som er det, vores socialminister ynder at ty til. Det er jo bl.a., fordi man kun kratter i overfladen og netop ikke går i dybden. Det kan man da ikke som liberalt parti stå inde for. I Liberal Alliance står vi på borgernes side. Hvorfor rykker Venstre sig ikke også derover?

Ordføreren.

Det var et godt spørgsmål. Vi står også på borgernes side. Men det, jeg ikke forstår – og det er rigtigt, at der må vi have en eller anden anden til at forklare mig det – er det med en juridisk undersøgelse. I virkeligheden er den undersøgelse, vi gerne vil have af alle de her dybt alvorlige sager, en undersøgelse, hvor vi får klarlagt, hvor mange der er af dem, hvad omstændighederne var, og hvad der var årsagen til, at der blev truffet de beslutninger, som der blev. Og så vil vi stå vi med et resultat, som vi efterfølgende skal forholde os til. Der er ikke noget i den der undersøgelse, der er specielt indviklet, og hvis det er sådan, at Liberal Alliance er i tvivl om, hvorvidt VIVE er i stand til at foretage en uvildig undersøgelse, så skal man jo sige direkte, at man ikke stoler på de statslige organisationer.

Den næste spørger er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til Venstres ordfører for talen, som i hvert fald ikke var lige så foruroligende som Socialdemokratiets tale. Det må man sige. Jeg tænker, at vi begge to kan anerkende, at systemet har svigtet. Det har svigtet rigtig, rigtig mange piger i tilfælde, hvor man har anerkendt et ægteskab med en voksen mand. Det er jo også piger, som på den måde kan have været udsat for nogle alvorlige overgreb, og derfor handler det ikke bare om en imam eller om et stykke papir, der er blevet underskrevet af nogle parter. Det handler om meget mere end det. Og når systemet har svigtet så alvorligt, som det har, så synes vi i Danmarksdemokraterne også, at det er vigtigt at placere et ansvar for at anerkende, at man netop tager ansvaret på sig. Det er jo også derfor, vi vil have en meget bredere undersøgelse end den, som Venstre og regeringen lægger op til. Er det ikke forståeligt, at man for at kunne genoprette tilliden også nogle gange er nødt til at placere et ansvar?

Ordføreren.

Det må jeg sige at jeg er fuldstændig enig i, og jeg vil da også sige, at i det fremtidige arbejde her, hvis ikke statsministeren trykker på knappen snart, håber jeg da på, at vi får et resultat fra VIVE, og så skal vi så tage alvorligt stilling til, hvad der skal foregå som det næste step. For jeg er da fuldstændig enig i, at vi skal til bunds i den her sag. Man kan sige, at vi formentlig vil støde på en række forskellige fejl af sagsbehandlingsmæssig karakter, hvor der er nogle, der har lavet en fejl. Jeg tror ikke, at vi skal gå ud fra, at der sidder danske embedsmænd rundtomkring, som synes, det er en god idé, at unge piger bliver gift med ældre mænd. Men det er en dybt, dybt ulykkelig situation, som jeg beklager lige så meget, som I gør.

Spørgeren.

Det er nemlig på alle måder dybt ulykkeligt for de piger, som det er gået ud over, og det er også derfor, vi mener, at der bør placeres et ansvar her. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om Venstre kunne blive lidt mere konkret på, hvad det er for nogle skridt, man mener der kunne tages, når VIVE's undersøgelse ligger klar. Kunne det være et skridt hen imod, at man også får placeret et juridisk ansvar? Kunne det være et af de skridt, man tog?

Ordføreren.

Jeg synes, det er et rigtig godt spørgsmål. Det er faktisk ikke noget, som jeg har taget stilling til, men jeg synes, det er væsentligt. Problemet, når vi snakker om at tage et ansvar, er, at der er en lovgivning, som gælder i kommunerne. Der sidder nogle sagsbehandlere, der får nogle sager ind på deres borde, og så behandler de de her sager, og så krydser de af, og så har en eller anden tilfældig sagsbehandler derude ikke lagt mærke til det. Så kan vi sige, at det så var hendes eller hans ansvar. I princippet at gå efter ministeren og sige, at reglerne ikke har været tydelige nok, er jo også urealistisk i den her sag. Vi kan alle sammen sidde og græde over sagen, men lad os nu få nogle resultater på bordet i forbindelse med VIVE's afgørelse, og så er jeg med hele vejen i forhold til at finde ud af, hvem der har ansvaret for det her. Jeg er fuldstændig enig i de betragtninger, der har været. Det må ikke ske igen.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere spørgsmål, så vi fortsætter talerrækken, og den næste på talerstolen er hr. Mads Olsen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Astrid Lindgren sagde engang – og jeg citerer: Giv børn kærlighed, mere kærlighed og endnu mere kærlighed, så kommer forstanden af sig selv. Det er en enkel sætning, der er vigtig at huske på, for den rummer hele pointen om, hvad et barn skal mødes med: omsorg, tid og frihed til at vokse. Et barn skal lege, lære, fejle og drømme. Et barn skal ikke indgå et ægteskab. Et ægteskab kræver modenhed, frivillighed og ligeværd. Når en mindreårig, ofte en pige, ender i et ægteskab, er det tegn på social kontrol. Det er strukturer, der lukker friheden omkring et liv, som endnu ikke har fået lov til at folde sig ud. Derfor er jeg også glad for at sige, at da der opstod tvivl om myndighedernes praksis i forhold til anerkendelse af udenlandske ægteskaber med mindreårige, blev der iværksat en tilsynsundersøgelse. Den var vi i SF med til at igangsætte. Den gennemgik sagerne, den vurderede praksis, og den endte med at udtale kritik i 86 sager. Det er alvorligt, men det er også et udtryk for, at systemet reagerede, at vi undersøgte, og at vi ikke lod det stå uimodsagt. Det er sådan, en retsstat skal fungere. Når praksis ikke lever op til loven, bliver det undersøgt, kritiseret og rettet for fremtiden. Forslagsstillerne ønsker nu at nedsætte en kommission, der skal kulegrave årtiers håndtering og placere et ansvar. Instinktet er forståeligt. Når det handler om børn, vil man helt til bunds. Men vi må også stoppe op og spørge os selv, hvad det egentlig er, vi mangler at få belyst. Der er allerede gennemført en undersøgelse, der er allerede udtalt kritik, og der er allerede fulgt op. En kommission er det tungeste redskab, vi har. Den er nødvendig, når systemet ikke kan eller vil undersøge sig selv. Men her har vi netop set, at systemet blev sat under lup, og at det førte til konkret kritik i 86 sager. Hvis vi, hver gang der konstateres fejl, automatisk nedsætter en kommission, risikerer vi at forveksle handlekraft med gentagelse, og derfor stemmer SF imod. Barneægteskaber udspringer af social kontrol og patriarkalske normer, som presser unge piger ind i roller, de ikke selv har valgt. Kampen imod det kræver vedholdenhed og klare retningslinjer og konsekvent praksis. Vi skal sikre, at ingen myndighed igen anerkender et ægteskab i strid med reglerne. Vi skal selvfølgelig beskytte børn, også når presset kommer fra familien. Men vi skal ikke begynde forfra, når arbejdet allerede er sat i gang. Vores opgave er at få det helt i mål, at sikre, at de ændringer, der er gennemført, virker i praksis, at bruge de kontrolmekanismer, vi har, og, når den sidste undersøgelse er færdig, at følge op på, hvad vi så kan gøre herefter. For børn skal have kærlighed, frihed og mulighed for at vokse, ikke en vielsesring på fingeren. Tak for ordet.

Tak. Den første spørger er fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Statsautoriseret pædofili er det, der også er blevet udtalt i forhold til det her. Altså, man har blåstemplet ægteskaber med mindreårige. Og så siger man, at man er tilfreds med en lille, historisk undersøgelse, og at man har handlet. Okay, så lad mig spørge ordføreren: Hvordan har man hjulpet de her piger, som har været igennem det her, den her blåstempling? Hvilken hjælp har de fået? Har de fået erstatning? Hvad har myndighederne gjort? Og hvor mange af de her vielser er ophævet?

Ordføreren.

Ordføreren kommer ind på noget meget rigtigt, synes jeg, nemlig at vi skal se på, hvad det er, vi skal gøre nu her. Det er jo bare ikke det, det her beslutningsforslag handler om. Beslutningsforslaget handler om at nedsætte en kommission, der skal placere et ansvar. Der står ikke noget om, om de her piger – eller kvinder, som det jo nu er – skal have hjælp, have besøg af en socialrådgiver og få tjekket op på, hvordan det går med dem. Det synes jeg faktisk kunne være et rigtig fint initiativ. Og når vi mødes, os partier, der har været med til at nedsætte den her tilsynsundersøgelse, undersøgelsen med VIVE, så kommer SF da også med et perspektiv på, hvad vi kan gøre for at hjælpe de her kvinder fremadrettet. Hvilken situation står de i nu? Så det synes jeg egentlig er et ganske fint forslag. Jeg ville da bare ønske, at Danmarksdemokraterne også stod med os i det forhandlingsrum, for der tror jeg egentlig vi er meget enige.

Spørgeren.

Men det kunne vi jo ikke, for det var simpelt hen for tyndt. Vi kom med et forslag. Vi sagde rigtig mange ting derovre, netop også i forhold til ansvar, og hvem der skulle hjælpe pigerne. Det er jo netop også det, det handler om. Det er netop derfor, det også handler om at få det juridiske ansvar placeret her. Når der bliver begået fejl, bliver man nødt til at placere et ansvar, og det ansvar skal jo placeres, netop også for at pigerne kan få erstatning, for at de kan få en undskyldning, og for at der kan blive iværksat tiltag. Men så længe man ikke vil undersøge ansvaret og kun lige vil stikke lidt i overfladen, er det jo rigtig svært. For hvordan skal de få erstatning, når man ikke vil anerkende, at der er sket de her kæmpe, massive svigt?

Ordføreren.

Jeg synes jo, man kan hjælpe de her kvinder på vej eller på fode igen i fremtiden på mange forskellige måder. Og nogle af de ting, vi kommer til at tage med os, er at kigge på – som ordføreren også sagde i sit forrige spørgsmål – om nogle af vielserne er blevet ophævet, og hvordan det står til med deres nuværende situation i familien. Hvis de stadig væk er sammen med samme mand, lever de så i et ægteskab, der er præget af social kontrol osv.? Det kommer vi da til at have fokus på. Jeg synes bare, det er ærgerligt. Vi skal nok ikke stå alene med de her bekymringer i forhandlingslokalet, men i hvert fald uden Danmarksdemokraterne.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål, så vi går videre til Liberal Alliances ordfører, fru Katrine Daugaard. Værsgo.

Tak for det; tak, fru formand. Barnebrude er ikke bare et problem, det er et overgreb. Det er et svigt af et barn, og det er et svigt af den retsstat, vi bryster os af at være. Derfor støtter Liberal Alliance beslutningsforslaget om at nedsætte en uafhængig barnebrudskommission. For sagen her handler om noget helt grundlæggende. Når Folketinget vedtager en lov for at beskytte mindreårige piger, skal den lov gælde altid, ikke som hovedregel, ikke med undtagelser og ikke, alt efter hvilken sagsbehandler, kommune, styrelse eller kirke der sidder med sagen, og det er netop derfor, der er brug for en kommission. Vi ved, at danske myndigheder i årtier har registreret tusindvis af ægteskaber med mindreårige indgået i udlandet, og vi ved det, fordi ministeriets eget tilsyn har dokumenteret det. At der efter 2017-forbuddet stadig er blevet anerkendt ægteskaber med mindreårige, er i strid med loven. Så mit spørgsmål til ministeren er helt enkelt: Hvorfor vil ministeren ikke undersøge de myndighedssvigt, som vi ved har fundet sted, til bunds juridisk, samt om myndighederne helt bevidst har ignoreret loven i forhold til de her piger? For det her er det afgørende. Det er ikke nok at konstatere, at der var fejl, eller at uddele en omgang kritik. Hvis loven er blevet omgået eller tilsidesat, er det ikke en bagatel. Det er et myndighedssvigt, der har haft konsekvenser, meget konkrete konsekvenser, for konkrete piger. Derfor skal vi have svar på nogle ting. Hvilke myndigheder er der tale om, hvilke mønstre er der tale om, hvem traf afgørelserne, hvem udstak retningslinjerne, hvem førte tilsyn, hvem reagerede, og frem for alt, hvem reagerede ikke? Ikke mindst er det vigtigt, at vi får svar på, hvordan vi sikrer, at det aldrig kan ske igen. Hvordan sikrer vi, at forbudt i praksis betyder forbudt. Det er præcis det, en uafhængig kommission kan. Den kan gå i dybden, samle trådene, få aktindsigt, høre relevante parter og afdække det fulde billede, også når det bliver ubehageligt. For kære minister, hvis et forbud kan ignoreres i praksis uden konsekvenser, har vi et langt større problem end de her enkeltsager. Så har vi et system, der ikke beskytter dem, det er sat i verden for at beskytte. Så er der pigerne. Uanset politiske uenigheder om ordvalg og retorik skylder vi de piger, som staten ikke har beskyttet, noget helt konkret: anerkendelse af uretten, placering af et klart ansvar og en ændring af praksis – ikke bortforklaringer og ikke rundsendte vejledninger, der ender som papir i en skuffe, men en tydelig placering af ansvar og en reel oprydning. For det her handler også om integration, men endnu mere handler det om frihed: et barns frihed til ikke at blive bundet til en voksen mand, et barns frihed til skolegang, til barndom og til selvbestemmelse og statens pligt til at beskytte barnet, ikke blåstemple overgrebet. Så Liberal Alliance støtter forslaget, og vi siger til ministeren: Hvis du mener alvorligt, at barnebrude ikke hører hjemme i Danmark, så bør du også mene alvorligt, at vi skal kende sandheden om, hvordan i alverden det kunne fortsætte, også efter at det blev ulovligt. Lad os få kommissionen, lad os få fakta på bordet, lad os få placeret et ansvar, og lad os sikre, at loven virker i virkeligheden for de piger, som ellers betaler prisen. Tak.

Tak til ordføreren. Jeg skal gøre opmærksom på, at vi ikke bruger direkte tiltale på talerstolen. Der er ingen spørgsmål, og derfor fortsætter vi talerrækken og går videre til Moderaternes ordfører, fru Mette Kierkgaard. Ordet er dit. Værsgo.

Tak, formand, og tak for ordet. Jeg tror ikke, at nogen af os mener, at ægteskab med mindreårige er acceptabelt. Tværtimod er vi jo alle sammen er fuldstændig enige om, at det er uacceptabelt. Det er svigt af et barn. Børn skal ikke tvinges ind i ægteskaber, og det bryder grundlæggende med alt, hvad vi står på af værdier i vores danske samfund. Derfor ændrede vi lovgivningen i 2017, og vi lavede igen stramninger i 2021 for religiøse vielser. Siden 2017 har det altså været ulovligt at indgå ægteskab som mindreårig i Danmark, og udenlandske ægteskaber med mindreårige anerkendes som udgangspunkt ikke. Det var et klart politisk opgør, og det er jeg meget tilfreds med. Når der så tilbage i 2023 blev rejst tvivl om, hvorvidt reglerne blev overholdt, skal det selvfølgelig undersøges grundigt. Det blev også gjort, nemlig med den tilsynsundersøgelse, der blev gennemført, og som viste, at myndighederne i perioden 2017 til 2023 anerkendte 86 ægteskaber, altså 86, i strid med reglerne, hvor 80 sager skyldtes manglende kendskab til reglerne eller manglende opmærksomhed på parternes alder, og i seks sager blev reglerne efter ministeriets vurdering anvendt forkert. I forhold til de 86 er der et konkret menneske, et konkret barn, bag hvert enkelt tal, og derfor er det selvfølgelig dybt uacceptabelt. Det er dybt alvorligt. Ministeriet har derfor gjort en række ting, og det er fuldstændig på sin plads. Der er sendt flere orienteringsskrivelser ud, hvor reglerne er blevet indskærpet. De 42 myndigheder, som har begået brud på reglerne, har fået et særskilt brev, hvor der er udtalt kritik, og ministeriet har opfordret myndighederne til at overveje, om sagerne skal genoptages, og på de opfølgninger, der er foretaget, er der gjort en række tilretninger. Jeg mener ikke, at de tiltag er symbolpolitik. Det er konkret handling, som retter op på praksis, og som indskærper, at praksis skal rettes op. Vi har fået tilbagemeldinger på, at myndighederne har rettet op, og det har jeg selvfølgelig også en klar forventning om de gør. Det går jeg ud fra de gør, altså at man tager det alvorligt og sikrer, at man følger reglerne, og at man ikke kun følger reglerne, men også at man har de fornødne kompetencer og har rammerne til konkret praksis, f.eks. kompetenceudvikling. Men vi skal ikke stoppe med det, og derfor er jeg også meget glad for, at regeringen sammen med Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet ud over tilsynsundersøgelsen har taget ansvar og igangsat en uvildig undersøgelse, som gennemføres af VIVE. Den undersøgelse mener jeg ikke er en lille historisk undersøgelse. Den afdækker praksis for håndtering af ægteskaber med mindreårige fra 1970 og frem til i dag, og der er særlig fokus på sagerne i 2017, hvor hvert enkelt sag belyses, men praksis belyses også fra før 2017, hvor det er, hvis jeg husker rigtigt, op imod 600 sager, som bliver kigget efter. Formålet med undersøgelsen er at belyse omfang, praksis og eventuelle systematiske svigt og at give et solidt grundlag for at vurdere behovet for yderligere tiltag, og jeg synes præcis, at det handler om det her med, at vi får et grundlag, der giver os en viden. Det giver os et grundlag for at vurdere, hvad det så giver anledning til. Hvordan kan vi, og det står også i undersøgelserne eller i aftalen, sørge for, at det ikke bare er en undersøgelse, der kommer til at ligge på en hylde og samle støv, men at det er en undersøgelse, som vi sætter os sammen om bordet blandt aftalepartierne og drøfter, i forhold til hvad det er for nogle konklusioner, vi ser, og hvad der så skal gøres for at genoprette praksis? Jeg synes, det er en ansvarlig vej at gå. Jeg er glad for, at vi inden længe får resultatet af undersøgelsen. Den kommer nemlig her i foråret 2026, for selvfølgelig skal praksis og sagerne efter 2017 undersøges, for mindreårige skal selvfølgelig beskyttes konsekvent, og loven skal overholdes. På den baggrund kan Moderaterne ikke støtte beslutningsforslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et spørgsmål fra fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til ordføreren. Det har nu mig bekendt altid været forbudt med pædofili, efter 2017 og før 2017. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre Moderaternes ordfører om noget, for Moderaternes ordfører synes jo, at det er nok med den her lille kratten i overfladen, og jeg har tidligere spurgt de andre ordførere om det: Hvem har hjulpet de her piger efterfølgende, hvilke konsekvenser har der været, og hvilke konsekvenser synes Moderaterne der skal være, altså når man simpelt hen blåstempler ægteskaber med mindreårige? Det skal vel ikke være konsekvensfrit. I det her forslag fra Danmarksdemokraterne står der jo netop også, at en kommission skal »afdække, hvem der bærer ansvaret for årtiers svigt af mindreårige piger, og sørge for, at de ansvarlige bliver stillet til ansvar. Samtidig skal de piger, som danske myndigheder har udsat for »statsautoriseret pædofili«, have en officiel undskyldning og en anerkendelse af den uret, den danske stat har udsat dem for«. Er ordføreren enig i det?

Ordføreren.

Som sagt kan vi ikke bakke op om beslutningsforslaget. Altså, jeg er præcis optaget af, at vi skal have undersøgt praksis, og at vi skal have viden. Det er noget af det, som vi i Moderaterne står på, altså at selvfølgelig skal loven overholdes, og at det skal bero på viden, når det er sådan, at vi får noget indsigt i praksis. Og det er præcis det, vi får med den undersøgelse, som VIVE laver. Når vi har den viden, er tanken jo netop, at aftalepartierne skal sætte sig sammen og tage stilling til, hvad det så er, det giver anledning til, bl.a. det her fokus på pigerne og på kvinderne, i forhold til hvordan vi vil kunne understøtte dem bedre, netop i forhold til hvad det er, undersøgelsen viser af udfordringer.

Spørgeren.

Jeg må også sige, at man jo har lavet en tilsynsundersøgelse, der viser, at der er begået lovbrud. Man har jo lavet en lille undersøgelse, der viser, at der er begået lovbrud. Altså, i 86 sager har man blåstemplet ægteskaber med mindreårige, og nu vil man så ikke have sat nogle initiativer i gang for at hjælpe dem. Man vil heller ikke have, at der er nogle, der skal stilles juridisk til ansvar. Vi ønsker netop også i forhold til det juridiske ansvar at se på, hvad det er, der sker, når det er staten, der begår fejl.

Ordføreren.

Jamen det her er jo myndigheder, altså kommuner, sogne og nogle steder også statslige myndigheder, der ikke har fulgt loven. Når man har sådan en situation, synes jeg, det ansvarlige er at virkelig dykke ned i, hvad det er, der er sket. Og jeg er slet ikke enig i præmissen om, at vi ikke gør noget, for det er jo præcis det, vi gør. Vi skaffer os viden, vi etablerer noget indsigt i området, vi henstiller, og vi følger op på, om kommunerne eller myndighederne har ændret praksis efter henstillingerne og orienteringsbrevene. Så det mener jeg simpelt hen også er en måde at løfte det ansvarligt på.

Den næste spørger er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til Moderaternes ordfører. Ofte har vi en debat her i Folketingssalen, hvor også fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne deltager, og man må jo sige, at hun virkelig har et hjerte for mennesker, som er sårbare og udsatte og er blevet svigtet af systemet, og man får egentlig en opfattelse af, at Moderaternes politik lige er at sikre, at dem, der bliver svigtet, også får oprejsning. Derfor kan det undre mig, at Moderaterne kan stemme imod sådan et forslag her, som netop også er med til at placere et juridisk ansvar i et system, som jo har svigtet. Det handler ikke kun om en imam, som har foretaget et ritual; det handler i høj grad også om nogle piger, som kan have været udsat for overgreb og alle mulige andre uhyrligheder. Det skal der selvfølgelig også placeres et ansvar for i systemet. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Der er jo ingen tvivl om, at rettigheder og det, at rettigheder bliver respekteret, er utrolig vigtigt, og det er også ligesom den juridiske del. Fru Marlene Harpsøe har jo fuldstændig ret i, at i Moderaterne står vi altid på de udsattes side, vi står på samme side som de borgere, der oplever svigt. Det, jeg mener er vigtigt i den her sammenhæng, er, at vi har haft en praksis, og jeg synes simpelt hen, det er forkert at sige, at vi ikke er optaget af at skulle justere den praksis, for det er jo præcis det, vi går ind og undersøger med VIVE-undersøgelsen. Når vi har resultaterne – og det er jo svært at foregribe nogle konklusioner, fordi de ikke er her endnu – skal vi ind og kigge på, hvad det så er, det giver anledning til. For selvfølgelig – og jeg er fuldstændig enig med ordføreren – skal de her piger have en hjælp inden for den praksis, vi vil kunne gøre det i.

Spørgeren.

Nu synes jeg, at ordføreren lyder som en minister – det var meget et ministerpolitikersvar dér, synes jeg. Jeg synes, det havde været kærkomment, at man sådan rent politisk forholdt sig reelt til det her og ikke bare glattede lidt ud og sagde, at der nok kommer noget, at vi skal undersøge praksis, og at vi skal have viden – og jeg ved ikke hvad. Vi har jo en viden. Der er 86 piger, der i hvert fald efter 2017 er blevet tvunget ind i sådan nogle ægteskaber her, og det er simpelt hen ikke rimeligt. Så hvad vil man gøre? Vil man give en officiel undskyldning til de her piger? Hvad vil man gøre?

Ordføreren.

Altså, sidst jeg tjekkede, var en minister også en politiker, og derfor synes jeg ikke, der er nogen modsætninger i det. Det er klart, at rollerne er forskellige. Jeg er dybt optaget af det, når vi i vores samfund svigter i det her tilfælde unge piger. Det skal der selvfølgelig rettes op på, og vi skal gøre, hvad vi kan, for at hjælpe de piger. Jeg synes, det væsentlige er, at vi får undersøgt, hvor det er, udfordringerne er, og at vi får en historisk undersøgelse, der går tilbage til også før 2017. Så skal vi gøre nogle konkrete tiltag, der kan hjælpe de piger, der har været udsat for det, og andre, som måtte være i risiko for det. Det er præcis det, det handler om. Det handler om realpolitisk hjælp.

Den næste spørger er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg vil gerne høre ordføreren og spørge ind til Moderaternes holdning til det her med, at myndighederne altid går fri. Myndighederne bliver aldrig stillet til ansvar, når de bryder loven. Er ministeren ikke enig i, at der er en skævhed – undskyld, ikke ministeren, ordføreren! Det var gammel vane. Er ordføreren ikke enig i, at der er et misforhold, når man f.eks., som social- og boligministeren lige har fremsat forslag om, synes, det er okay, at bøden for den forseelse ikke at overholde sin bopælspligt skal hæves til 100.000 kr., men for sådan en forseelse her om noget så alvorligt som mindreårige piger på helt ned til 13 år, der bliver bortgiftet, og hvor myndighederne svigter, er der ingen konsekvenser den anden vej for myndighederne? Der er altså altid konsekvenser for borgerne, aldrig for myndighederne. Hvordan ser ordføreren på det?

Så er det ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg tror i virkeligheden, det lige præcis peger ind i kernen af, hvor uenigheden er, altså det her med, om man skal stilles til ansvar og der skal være nogle konkrete sanktioner eksempelvis i form af bøder osv. Som moderat er jeg utrolig optaget af rettigheder. Det tror jeg heller ikke kan komme bag på nogen. Jeg er også utrolig optaget af, at de rettigheder håndhæves og udleves og praktiseres i praksis. Derfor synes jeg, at når vi har et fatalt lovbrud – 86 sager, der viser, at man har haft et lovbrud – så skal vi understøtte, at den konkrete myndighedspraksis har kompetencerne og har kapaciteten. Vi skal indskærpe, hvordan det er, man skal løfte den konkrete lovgivning. Det er den linje, jeg ligger på som moderat.

Spørgeren.

Det, som jeg spørger ind til, er egentlig: Hvorfor skal der være den forskel? Hvorfor sender man så ikke bare sådan nogle orienteringsskrivelser ud til borgerne, når de begår lovbrud, hvor man skriver: Hov, du skal for resten huske, at der er bopælspligt, og det skal du lige overholde? Hvorfor skal de have bøder, når myndighederne aldrig skal? Hvorfor skal der være den forskel? Hvis bøder ikke virker, hvorfor giver man dem så til borgerne, men aldrig til myndighederne?

Ordføreren.

Jeg mener, at man som myndighed selvfølgelig har et ansvar for at løfte det lovbestemte ansvar, man nu har for en hvilken som helst opgave, det måtte være. Jeg mener, vi herinde i Folketinget skal sætte rammerne, og så har vi jo forskellige tilsynsforpligtelser. I det her tilfælde er det ikke lovbestemte tilsynsforpligtelser, ministeriet har, men det har en række greb, hvor nogle af de tiltag, der er sat i værk, er de mest indgribende. Jeg er optaget af, hvordan vi får dygtiggjort de mennesker og sikret en kapacitet hos de mennesker, der møder borgerne helt ude i yderste led, altså hvordan de egentlig bliver klædt på og vi får sikret, at de har kapaciteten, kompetencerne, indsigten, samarbejdsevnen, organiseringen osv. til konkret at løfte det ansvar.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger til ordføreren. Vi går videre til den næste. Det hr. Joachim Hoffmann-Petersen fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak for ordet. Lad mig starte med at sige det helt klart: Barnebrude hører ingen steder hjemme i et civiliseret retssamfund. Vi taler om børn, piger, der gennem årtier ikke har fået den beskyttelse, som enhver dansk myndighed burde have ydet dem. En række afsløringer har vist, at danske myndigheder i årtier har godkendt registrering af ægteskaber indgået i udlandet, hvor den ene part var mindreårig. Det er uacceptabelt. Selv efter at Folketinget i 2017 indførte et forbud mod ægteskab for mindreårige, blev der anerkendt 86 udenlandske ægteskaber, hvor den ene part var under 18 år, i direkte modstrid med loven. Det er svært at finde et stærkere eksempel på et system, der ikke har levet op til sit ansvar. Det er ikke småfejl. Det er ikke misforståelser. Det er svigt af børn, og når staten svigter, er det Folketingets pligt at få sandheden frem – hele sandheden. Som konservativ mener jeg, at retssikkerhed, ansvarlighed og beskyttelse af børn er grundpiller i vores samfund. Hvis staten har fejlet, skal det ikke skjules; så skal det frem. For Det Konservative Folkeparti er sagen klar: Vi står fast på, at børn ikke må udnyttes, hverken seksuelt, kulturelt, religiøst eller administrativt. Vi står fast på, at loven skal overholdes, også af staten selv, og vi står fast på, at ansvar ikke kun er noget, man taler om; det er noget, man udøver. Det er ikke nok med en tilsynsundersøgelse, der kun skraber i overfladen, sådan som der er lagt op til. Der skal gennemføres en kommissionsundersøgelse. Når et område er blevet kaldt »statsautoriseret pædofili« af en tidligere socialminister, må Folketinget reagere hårdest muligt. Vi skylder de piger, der er blevet svigtet, at vi tager det alvorligt. Vi skylder dem gennemsigtighed, vi skylder dem sandheden, og vi skylder dem retfærdighed. Derfor støtter vi, at der bliver nedsat en kommissionsundersøgelse.

Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl.

Jeg vil bare sige tak til den konservative ordfører for en god tale og også tak for støtten til det her forslag, for det er netop så vigtigt i forhold til det, der er foregået. Netop det, der er foregået, er jo statsautoriseret pædofili, og det er en blåstempling, der har været fra myndighedernes side. Det er selvfølgelig utrolig vigtigt at komme helt til bunds i det i forhold til at få placeret et ansvar, men også i forhold til at give oprejsning til de her piger. Så jeg vil bare sige tusind tak for støtten.

Ordføreren.

Det var så lidt.

Så er det hr. Erik Veje Rasmussen. Værsgo.

Nu har jeg hørt det der »statsautoriserede pædofili« nogle gange, og det lyder også godt, og det er endnu federe, når man kan referere en anden for at have sagt det. Der, hvor filmen knækker sådan en lille smule for mig, er, at så vidt jeg har forstået, er det Folketinget her, der laver lovgivningen, og der har man så på det tidspunkt haft en lovgivning, som betød, at man via kongebrev eller på anden vis kunne få anerkendt sit ægteskab med en under 18 år. Hvem er det, der så har været årsagen til det her statsautoriserede pædofili? Hvem er så den skyldige, synes taleren?

Ordføreren.

Selve citatet kommer jo fra den tidligere socialminister. Men den skyldige er selvfølgelig altid hovedsagelig familien og den ægtefælle, som nu skal til. Men det, vi behandler her, er jo ikke overgrebet på barnet. Det er det administrative overgreb fra statens side, og det er derfor, vi er nødt til at igangsætte en kommissionsundersøgelse.

Spørgeren.

Det var bestemt ikke det, jeg mente. Det, jeg mente, var, og nu skal jeg give svaret også, at det jo er Folketinget; det er Folketinget. Det er jo ikke en eller anden mand, der har siddet derude og opfordret til pædofili. Det er Folketinget, der ikke har indrettet lovgivningen således, at det ikke kunne finde sted. Det var så svaret.

Ordføreren.

Men efter Folketinget vedtog lovgivningen, blev vores egen lovgivning jo ikke overholdt, og det skal vi til bunds i.

Den næste spørger er fru Katrine Daugaard. Værsgo.

Jeg vil også bare sige tusind tak til Konservatives ordfører for at støtte Danmarksdemokraternes meget gode forslag her. Altså, jeg har også altid følt mig en lille smule konservativ ved siden af at være liberal. Jeg vil sige, at et af de steder, hvor jeg så ikke har været konservativ alligevel, faktisk har været på jeres socialpolitik, for jeg har været meget uenig med de tidligere ordførere i, hvor Konservative har ligget. Der er virkelig sket noget med Konservative for nylig og her før ferien, hvor I stemte for en forvaltningsdomstol, og også nu, hvor I stemmer for det her. Jeg har stor ros til Konservative for, at I er kommet om på borgernes side her og kræver ordentlig retssikkerhed. Det er virkelig dejligt.

Ordføreren.

Altså, faktum er jo, at langt de fleste mennesker er konservative; det er bare ikke alle, der har opdaget det endnu. Men jeg er da glad for, at ordføreren for Liberal Alliance også har indset det åbenlyse.

Så siger jeg tak til ordføreren. Vi går videre til den næste, jeg kan se herinde i salen. Det er fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak til formanden. I Radikale Venstre har vi siden 1905 kæmpet for kvinders rettigheder, og det strider mod alt i mig, når piger bliver giftet væk med gamle mænd eller drenge med ældre kvinder for den sags skyld. Derfor er det her et virkeligt problem, som vi skal tage meget alvorligt. Men man kan godt synes, at det er et vigtigt problem, uden at svaret så bliver, at man skal nedsætte en kommission. For jeg synes ikke, det giver mening at lave en kommission, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, og jeg skal hilse fra Enhedslisten og Alternativet og sige, at de heller ikke kan støtte det.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Som der også står i forslaget, ønsker vi jo, at der er nogen, der ligesom stilles til ansvar for det her, og vi ønsker netop også, at de her piger får oprejsning. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ordføreren om noget, for der er jo netop forskel på en juridisk undersøgelse og en historisk undersøgelse, også i forhold til ansvaret, i forhold til oprejsningen og i forhold til f.eks. en erstatning. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvad De Radikale mener man skal gøre. Min bekymring går på, at de her ikke har fået hjælp. Altså, vi er jo bekendt med, at der er blåstemplet i hvert fald 86 ulovligheder i forhold til ægteskaber, ikke? Siden har der ikke været nogen konsekvenser, ud over at man så laver en lille undersøgelse. Hvad tænker ordføreren omkring det? Mener ordføreren, at der skal være en konsekvens, og mener ordføreren, at man skal give en undskyldning og eventuelt en erstatning?

Ordføreren.

Jeg mener, det er helt åbenlyst, at vi har brug for at sige meget tydeligt, at ægteskaber, der er indgået på den her måde, hvor unge piger er blevet giftet væk med ældre mænd, er fuldstændig uacceptable, og at vi er meget tydelige med, at det accepterer vi ikke i Danmark. Det har vi været for dårlige til. Det skal vi blive bedre til. Det kan også godt være, vi skal gøre mere for at hjælpe pigerne. Jeg kender ikke de konkrete sager nok til at vide, hvad vi kunne have gjort bedre, men jeg mener ikke, at svaret er at lave en kommissionsundersøgelse. Jeg mener tværtimod, det er ministerens ansvar at sikre, at loven bliver overholdt, og at man bruger de greb, vi har i ministerierne, til at sørge for, at det selvfølgelig også sker.

Spørgeren.

Jamen altså, den her tilsynsundersøgelse viser jo netop, at loven ikke er blevet overholdt. Den viser netop, at man har blåstemplet ægteskaber. Det er derfor, vi har fremsat det her beslutningsforslag, også i forhold til hvem der bærer ansvaret for årtiers svigt af mindreårige piger, og hvem der sørger for, at de ansvarlige bliver stillet til ansvar. Samtidig skal de piger, som danske myndigheder har udsat for statsautoriseret pædofili have en officiel undskyldning og en anerkendelse af den uret, den danske stat har udsat dem for. For det her er jo et kæmpe myndighedssvigt. Derfor vil jeg høre Radikale, hvorfor Radikale netop ikke mener pigerne skal have oprejsning.

Ordføreren.

Det er et kæmpe svigt. Vi anerkender i Danmark ikke ægteskaber, hvor piger er blevet giftet bort til gamle mænd. Det skal vi blive meget bedre til at sige fuldstændig tydeligt, så der ikke er nogen, der er i tvivl om det. Men det bliver jo ikke bedre af, at Danmarksdemokraterne vil nedsætte en kommission. Så det her handler jo om, at vi herinde i Folketingssalen er enige om det. Derfor tak til ordførerne for at tage det op, for I har jo været med til at skubbe på her, og det er vigtigt, men løsningen er bare ikke at lave en kommission.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for det, formand, og først og fremmest tak for debatten, og tusind tak til Liberal Alliance og Konservative for at støtte det her beslutningsforslag. Uanset hvordan man vender og drejer det her, står én ting tilbage: Ufattelig mange piger er blevet svigtet af den danske stat. De er blevet svigtet af dem, der skulle beskytte dem, og det er også derfor, jeg står her i dag med vores forslag til en uafhængig barnebrudskommission, der skal kulegrave myndighedernes blåstempling af barnebrude. Den skal afdække, hvem der bærer ansvaret for årtiers svigt af mindreårige piger, og sørge for, at de ansvarlige bliver stillet til ansvar. Samtidig skal de piger, som de danske myndigheder har udsat for statsautoriseret pædofili, have en officiel undskyldning, og de skal have en anerkendelse af den uret, den danske stat har udsat dem for. I dag har vi behandlet det her forslag, og det burde være helt unødvendigt i et retssamfund som det danske. Det er et forslag om at nedsætte en uafhængig barnebrudskommission, der netop skal kulegrave myndighedernes blåstempling. Lad os kalde tingene ved deres rette navn. Når danske myndigheder registrerer og anerkender ægteskaber indgået i udlandet med mindreårige piger, piger, som i mange tilfælde er blevet gift med langt ældre mænd, så er det ikke bare en administrativ fodfejl. Nej, det er et svigt, et massivt svigt, af de piger, som staten har pligt til at beskytte. Det er veldokumenteret, at der igennem årtier er blevet registreret tusindvis af ægteskaber med mindreårige, der er indgået i udlandet, også selv efter at det i år 2000 blev forbudt. Og det er jo ikke kun os i Danmarksdemokraterne, der har brugt stærke ord omkring det her. Den tidligere social- og boligminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, kaldte det netop selv for statsautoriseret pædofili. Det udtalte den tidligere minister på området netop, og når selv en socialdemokratisk minister bruger disse ord, burde det også mane til selvransagelse og føre til handling og til en grundig og uvildig undersøgelse. Men hvad har vi så set fra regeringens side? Vi har set modvilje, nølen og afvisninger. For i stedet for at man vil nedsætte en uafhængig kommission, som netop kunne gå hele forløbet efter i sømmene, juridisk, forvaltningsmæssigt og politisk, så har regeringen insisteret på en begrænset tilsynsundersøgelse – en undersøgelse, der skraber lidt i overfladen, en undersøgelse, der uddeler kritik, men ikke placerer noget ansvar. Man har ganske enkelt ikke villet undersøge det her til bunds. Hvorfor er det sådan? Er man bange for, hvad en reel juridisk kulegravning vil afdække? Er man bange for at få klarlagt, hvem der traf beslutningerne, hvem der udstedte kongebrevene, hvem der valgte at se igennem fingre med lovens intention? I et retssamfund må vi jo aldrig være bange for sandheden. Når mindreårige piger, ofte med ikkevestlig baggrund, er blevet svigtet af de myndigheder, der skulle beskytte dem, så skylder vi dem da mere end administrativ kritik. Vi skylder dem da netop en afdækning af, hvad der er foregået. Man skylder dem en officiel undskyldning, og man skylder dem også, at et ansvar bliver placeret. Nej, det her handler ikke om symbolpolitik. Det handler om retssikkerhed. Det handler om ligestilling, og det handler om børns grundlæggende rettigheder. Der har tidligere været nedsat kommissioner, når der har været begået alvorlige systemsvigt, fordi man jo som samfund har erkendt, at tillid til myndighederne forudsætter åbenhed og ansvar. Hvorfor er det så, at disse piger skal have mindre? Hvorfor er det tilstrækkeligt med en tilsynsrapport, når vi taler om noget, der netop af en tidligere minister er blevet betegnet som statsautoriseret pædofili? Derfor ønsker vi en uafhængig kommission, der netop kulegraver myndighedernes praksis, undersøger det juridiske grundlag og de eventuelle lovbrud, afdækker det politiske og administrative ansvar og netop også kommer med klare anbefalinger, så det aldrig nogen sinde sker igen.

Derfor har vi også i vores finanslovsudspil afsat 40 mio. kr. til det her. For os er det ikke tomme ord, det er en prioritet. For sandheden er, at hver eneste gang en mindreårig pige er blevet registreret som gift med en voksen mand og staten har anerkendt det, har vi jo som samfund svigtet. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan tage ansvar for den. En barnebrudskommission er ikke et angreb på embedsværket, og det er ikke et forsøg på at føre partipolitik. Det er et krav om retfærdighed og gennemsigtighed. Så lad os være ærlige. Hvis vi virkelig mener, at barnebrude ingen steder hører hjemme i Danmark, må vi også have modet til at undersøge, hvordan det her alligevel har kunnet ske. Hvem traf beslutningerne? Hvem udstedte kongebrevene? Hvem valgte at acceptere en praksis, som svigtede mindreårige piger? Disse piger fortjener mere end administrativ kritik. Jeg håber, at man kommer fuldstændig til bunds i det her. Jeg håber, at man vil hjælpe de piger, der har været udsat for de her ting. Det er så modbydeligt at tænke på, at det her forekommer i flere lande. Vi ser børn blive bortgiftet til ældre mænd – børn, som skulle være børn, og som skulle lege og ikke være koner for ældre mænd. Men jeg vil i hvert fald godt sige tusind tak for debatten i dag. Jeg har jo stillet en række spørgsmål, også om, hvordan man har fulgt op på det her. Et er, at man afventer den her undersøgelse fra VIVE, og at vi havde ønsket noget mere. Men i forhold til de myndighedsbreve, der er sendt ud til de 42 myndigheder, hvoraf nogle har svaret og andre ikke har svaret helt endnu, havde jeg også fra ministerens side ønsket, at man havde fulgt op på, hvor mange af de her ægteskaber der så var annulleret, og hvordan myndighederne præcis havde handlet og ageret, herunder eventuelt sat ind med hjælp og støtte. Men om ikke andet vil jeg i hvert fald fra Danmarksdemokraternes side sige tak for debatten i dag.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra hr. Erik Veje Rasmussen. Værsgo.

Jeg vil starte med at sige, at da jeg debatterede med De Konservatives ordfører før, omtalte jeg det her med, at det før 2017 jo lovgivningsmæssigt var Folketinget, der var den statsautoriserede pædofiliring. Det, den konservative ordfører talte om, var så, hvordan det var efter 2017. Jeg vil lige spørge ordføreren for forslagsstillerne: Hvad er det, vi i virkeligheden taler om? Nu var vi ovre at se hos ministeren før, og der er måske fem sager i Glostrup, en i Hørning, to i Næstved osv. Hvilken straf synes man egentlig vil være passende? For alt tyder jo på, at det, der er sket, er, at der er blevet begået en række fejl ude i kommunerne. Tror man virkelig på, at vi vil opnå noget som helst ved at begynde at straffe de enkelte embedsmænd eller den enkelte kontorchef, eller hvad er det i virkeligheden, man tror?

Ordføreren.

Nu har pædofili jo heller ikke været tilladt før 2017, og der var også nogle klare krav der i forhold til kongebrevet. Men det, der er i det her, er jo, at hver gang der bliver begået et myndighedssvigt, så bliver der jo ikke placeret noget ansvar. Der er ikke nogen, der påtager sig skylden for det. Det er jo også vigtigt i forhold til at sikre oprejsning for pigerne. Vi ser, at der sker svigt på svigt, og at myndighederne begår lovbrud, og det kan man jo så gøre konsekvensfrit. Det ser vi bare gang på gang. Derfor er det da vigtigt, at der bliver taget ansvar. Hvis en ganske almindelig borger begår lovbrud eller ikke indleverer de rigtige oplysninger til en eller anden sag eller noget andet, så skal hammeren nok falde, men hver gang myndighederne begår fejl og ikke overholder lovgivningen, sker der ingenting.

Spørgeren.

Problemet er jo nok, at hvis man skal straffe myndighederne, altså en eller anden kommunal sagsbehandler, med en bøde på 20.000 kr., så går det jo typisk fra den lokale børnehave, skole eller noget andet. Det gør det trods alt ikke, når det er en borger, der er tale om. Jeg vil så sige, at de piger, som vi snakker om her i relation til at blive gift bort som mindreårige, skylder vi meget mere end det. Vi skylder dem så meget i det danske samfund i relation til deres skolegang, deres muligheder for at gå til sport og alt muligt andet. Så det, som vi snakker om her, er jo dybt sørgeligt, men det er bare en lille del af en stor sammenhæng

Ordføreren.

Så synes jeg da ærlig talt, at regeringen skal komme i gang. Altså, det nytter jo ikke noget, at man kan begå myndighedssvigt uden at det har nogen konsekvenser, uanset hvem der begår de her myndighedssvigt. Ulovligheder er ulovligheder, hvad enten det er myndighederne eller andre, der begår dem. Selvfølgelig skal man tage hånd om det her og tage hånd om de her piger, og det skal man også fremadrettet. Vi ved, at der forekommer negativ social kontrol, og vi ved, at vores kvindekrisecentre er overfyldt med kvinder med anden etnisk baggrund, som også kommer med børn.

Fru Gunvor Wibroe.

Tak for talen. Nogle af de ord, der er blevet brugt her i dag om ægteskaber med mindreårige, er »modbydeligt«, det er »middelalderligt«, det er »klamt«, og det er »uacceptabelt«. Jeg tror ikke, at der er nogen af os, der er til stede i salen i dag, der mener, at voksne mænd skal gifte sig med eller være kærester med mindreårige. Det er fuldstændig uacceptabelt. Når det er sådan, man hører ordførerens tale, kan det jo godt lyde lidt, som om de eneste, der kerer sig om det område er Danmarksdemokraterne. Det her handler jo om, at vi har forskellige tilgange. I ønsker en kommission. Fra regeringens side siger man, at man allerede er i gang med en undersøgelse. Anerkender ordføreren, at regeringen allerede er i gang med en undersøgelse, og at man rent faktisk forsøger at skubbe på og gøre noget ved den her problemstilling?

Ordføreren.

Det står selvfølgelig ordføreren frit for at tolke min tale. Men regeringens undersøgelse er en tynd kop te. Den placerer ikke et ansvar, men giver sociologiske og historiske bortforklaringer på svigt. Problemet er ikke datidens normer, men at danske myndigheder tillod, at børn blev gift med voksne, og derfor kræver vi netop noget mere end den her lille undersøgelse. Vi behøver ikke flere analyser. Vi har brug for også at få placeret et ansvar. Vi har brug for, at de her piger får oprejsning, og det er der ikke noget der lægger op til i den undersøgelse, som regeringen har igangsat.

Spørgeren.

Der vil vi fra Socialdemokratiets side sige, at vi skal et skridt længere ned. Problemet er, at Danmark igennem årtier har taget imod mennesker, som har mødt den gæstfrihed, som vi har givet dem, og den tillid, i forhold til hvordan vi indretter vores samfund, med at underminere, med at indføre religiøse ægteskaber, med at gifte en datter med en kvartfætter fra Algeriet, eller hvad ved jeg. Det er jo det, der er problemet, og det er det, vi ikke vil finde os i. Og det er jo derfor, vi går i gang med at kigge på det her. Vi gjorde det i 2017 ulovligt med kongebrev, vi gjorde det yderligere ulovligt i 2021 med religiøse ægteskaber, og nu er vi i gang med en undersøgelse.

Ordføreren.

Jamen altså, den her undersøgelse ligger hos VIVE, som laver forskning. Der bliver myndighederne ikke stillet til ansvar. Undersøgelsen har jo ikke til formål at finde ud af, hvem der traf forkerte beslutninger, hvem der svigtede deres ansvar, eller hvem der skal stå til regnskab for det, også som den tidligere minister har udtalt. Derfor kan den jo ikke erstatte en barnebrudskommission med klare beføjelser og et klart formål, nemlig at få sandheden frem og at få placeret et ansvar.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Vi siger tak. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Er der ingen, der gør indsigelse i dette, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er hr. Morten Klessen fra Socialdemokratiet, som iler herop. ( Morten Klessen (S): Det kan du tro. Jeg har lidt dårligt knæ). Det er så fint. Velkommen.

Tak, formand. Kære kollegaer, det er næsten årsdagen for min indtræden her i Folketinget, så det glæder mig egentlig at kunne fremføre mine synspunkter om det her lovforslag. Jeg har siddet 16 år i en kommunalbestyrelse og 2 år i en regionsbestyrelse, hvor jeg ligesom har været lidt med til den opgaveglidning, der nu har været, og den uklarhed omkring sektoransvar, der har været i kampen mellem regionerne og kommunerne. Den uklarhed har i flere tilfælde ført til, at borgerne har måttet afvente afklaring mellem kommune og region, inden de kunne få deres kompressionsprodukter udleveret. Så jeg synes lidt, min politiske cirkel kan slutte her ved muligheden for at fremføre mine synspunkter om dette lovforslag. For i dag behandler vi L 106, et forslag, der på overfladen kan virke lidt teknisk, men som praktisk vil betyde, at rigtig mange mennesker, som er afhængige af kompressionsprodukter, kan få et mere værdigt liv og et aktivt liv. For Socialdemokratiet er det afgørende, at borgerne får den hjælp, de har behov for, uden unødvendige forsinkelser, uden bureaukratiske barrierer, og uden at de bliver kastebold imellem myndighederne. Netop derfor bakker vi op om dette lovforslag. I dag står vi i en situation, hvor der flere steder i landet har været usikkerhed om, hvem der egentlig har ansvaret for at levere kompressionsprodukter til borgerne. Er det regionen? Er det kommunen? Den uklarhed har i nogle tilfælde betydet, at mennesker, som har brug for kompressionsstrømper eller andet kompressionsudstyr, har måttet vente, og det er simpelt hen ikke godt nok. Det er hverken rimeligt over for borgerne eller rimeligt over for sundhedspersonalet, ej heller for kommunen eller regionen selv. I dag er der en uklarhed omkring myndighedsansvar for udlevering af udstyret afhængigt af behovet. Det er afledt af, at hvis man har en varig funktionsnedsættelse, hører det traditionelt under serviceloven, men hvis behandlingen foregår i sundhedsvæsenet, er det sundhedslovgivningen, som er gældende. Med lovforslaget håndteres denne gråzone direkte. Regeringen, Danske Regioner og KL indgik den 18. december 2025 en aftale, der skal sikre, at borgerne får de kompressionsprodukter, de har behov for, når de har behov for dem. Aftalen slår fast, at hjælpen skal være smidig. Det giver rammerne for bedre samarbejde på tværs, og nu tager vi i Folketinget ansvar og det næste skridt, hvor vi også skaber det juridiske grundlag i forhold til serviceloven, så kommunerne kan udlevere kompressionsprodukter, selv om der i andre tilfælde kunne være adgang til dem via en anden lovgivning. Det handler ikke om at flytte ansvar. Det handler om at fjerne barrierer til gavn for borgeren. Med L 106 får kommunerne mulighed for at fravige den almindelige forudsætning i serviceloven om, at der ikke kan ydes hjælp, hvis der eksisterer anden relevant lovgivning. Det betyder i praksis, at kommunen kan sige, at den giver hjælpen nu og ikke afventer afklaring mellem sektorerne. For den enkelte borger, der nu står og mangler sine kompressionsstrømper for at undgå smerte, forværring eller tab af funktion, gør det en verden til forskel. Vi skal sikre, at vores velfærdssamfund ikke kun fungerer på papiret, men i hverdagen. Her er L 106 et lille, men meget vigtigt eksempel på, at vi tager ansvar, vi rydder op, og vi skaber klarhed og sætter borgerne i centrum. Dette er imidlertid kun en midlertidig løsning på ét specifikt, målrettet produkt. Der er behov for langt mere på hjælpemiddelområdet, og det kommer der heldigvis også snart et udspil om: »Aftalen vil være gældende frem til implementering og ikrafttræden af initiativet for en model«, der skal skabe »et klart ansvar for behandlingsredskaber og hjælpemidler«, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet i samarbejde med Social- og Boligministeriet skal udvikle. Og aftalen kommer forhåbentlig på bordet her i 2026. Så jeg har store forventninger og ser frem til det, der kommer frem. Men indtil da og det er på plads, er L 106 et rigtig godt skridt på vejen. Derfor støtter Socialdemokratiet forslaget, og jeg skulle hilse og sige fra De Radikale, at det gør de også.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste. Det er hr. Erik Veje Rasmussen fra Venstre. Velkommen.

Tak. Lovforslaget, som vi behandler i dag, har til formål at sikre, at de borgere, som har behov for kompressionsprodukter, får dem udleveret. Det er problematisk, at borgere ikke modtager den hjælp, som de efter lovgivningen er tiltænkt, og den gældende lovgivning giver anledning til uklarhed om myndighedsansvaret vedrørende kompressionsprodukter, hvorfor der er behov for en lovændring. Derfor er det meget positivt, at regeringen har indgået en aftale med KL og Danske Regioner, sådan at borgerne kan få den hjælp, de har behov for. For at understøtte den aftale er den nye bestemmelse i serviceloven en nødvendighed, og således skal kommunerne selvfølgelig gives det juridiske grundlag for at leve op til aftalen. Så Venstre støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Der er heller ingen korte bemærkninger her. Vi tager den næste ordfører, og det er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak. Det her er et ufattelig vigtigt lovforslag. Det kan godt være, at man ikke lige tænker over det, når man sidder herinde, men for de mennesker, som oplever ophobning af væske i f.eks. ben eller arme, og som har svært ved at få bevilget støttestrømper eller lignende, så er det altså bare virkelig, virkelig vigtigt, at vi i dag behandler et lovforslag, som klart definerer, om det er regionsrådet, eller om det er kommunalbestyrelsen, som skal udlevere de her kompressionsprodukter. For det her er et område, der har sejlet i årevis, og jeg har gentagne gange mødt borgere og fået henvendelser fra borgere, som oplever et system, der er så rigidt og så præget af kassetænkning, i forhold til hvem det er, der skal bevilge de her kompressionsprodukter i dag. Det går ud over de mennesker, som det handler om, som måske har et lymfødem i benene, og som ikke kan få den nødvendige hjælp til at få de her kompressionsprodukter, som f.eks. en støttestrømpe kan udgøre. De oplever smerter, ubehag og nedsat funktionsevne. De kan måske have svært ved at passe deres arbejde og passe familielivet. De får nedsat funktionsevne. Det er nogle af de risici, der er ved ikke at få det rette hjælpemiddel eller den rette behandling i tide. Der er en ufattelig silotænkning på det her område i dag, og derfor er det så vigtigt, at kommuner og regioner, men selvfølgelig også regeringen har sat sig ned og prøvet at aftale, hvordan vi løser det her. For det skal og må løses, og det her lovforslag er et lovforslag, der går i den rigtige retning. Men jeg må også erkende, at det altså er vigtigt, at vi følger op med en evaluering af den her ordning. Løser det virkelig det problem, som vi har sat os for at løse? Grunden til, at jeg siger det, er nok også, at vi jo har oplevet så mange år med problemer på det her område, og det er borgerne, der igen og igen kommer i klemme. Det skal man altså lige huske. Der er ufattelig mange og flere, end man tror, der altså lider under de her problemer med ophobning af væske i ben og arme. Derfor er det så hamrende vigtigt, at vi får løst det. Så derfor vil jeg i hvert fald gerne opfordre til, at man evaluerer ordningen, f.eks. efter 1 år, for at høre, hvordan det går. Der er også andre ting, som vi selvfølgelig skal kigge på. Der er afgrænsningscirkulæret, som vi jo også i forbindelse med aftalen om en ny sundhedsreform har forpligtet os på at vi skal kigge nærmere ind i. Jeg går ud fra, at regeringen husker det og indkalder til forhandlinger om det på et tidspunkt. Så er der også alle de her udfordringer i dagligdagen med at få kompressionsprodukter. Hvis man er et menneske, som har problemer med f.eks. væske i benene, så er det sådan lidt omsonst, synes jeg, at man, selv om man har både hjemmesygeplejersken og ens egen læge, der siger, at man har behov for det, så skal til at søge om det for at få det. Det giver ikke mening. Jeg synes, at vi skulle have sådan en skranke, man kunne gå til i den enkelte kommune og gå ned og få de støttestrømper, som man har behov for, og få dem udleveret, når man har behov for dem, uden at der skal være et eller andet kompliceret juridisk system, som gør det mere bureaukratisk, end hvad godt er. Jeg ved ikke, hvor mange af jer der sidder her i salen i dag, som nogen sinde har haft et par støttestrømper, men det er ikke sådan, at man går og tænker: De her støttestrømper skal jeg bare have flest mulige af; jeg skal da udnytte systemet, når jeg får gratis støttestrømper; de vil se rigtig flotte ud til den her nederdel. Det er ikke sådan, folk derude tænker. Tværtimod tænker de: Ej, hvor er det træls, at jeg skal have støttestrømper; hvordan kan jeg bedst muligt gemme dem væk under en eller anden form for buks eller lignende, så folk ikke ser det? Så det er bare for at sige, at man ikke får støttestrømper for sjov. Så gør det nu så nemt og smidigt som overhovedet muligt for borgerne at få de her kompressionsprodukter. Det vil være min klare opfordring. Danmarksdemokraterne kan på den baggrund støtte lovforslaget, men vi vil også klart opfordre til, at man sørger for dels at kigge nærmere på afgrænsningscirkulæret, dels at kigge nærmere på, hvordan man udleverer hjælpemidler fra kommunerne i dag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er den næste hr. Mads Olsen fra SF. Velkommen.

Tak, og tak for ordet, formand. Jeg tager den her sag for fru Astrid Carøe, så jeg vil læse hendes tale op. Det foreslås med lovforslaget at skabe juridisk grundlag i lov om social service til, at kommunalbestyrelsen kan yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter som hjælpemiddel, selv om hjælp til kompressionsprodukter kan bevilges efter anden lovgivning – eller oversat til almindeligt dansk: Borgere og patienter er faldet mellem to stole i deres ansøgninger om støttestrømper og andre kompressionsprodukter, fordi regioner og kommuner pludselig ikke kunne blive enige om, hvem der skulle betale regningen. Det er tankevækkende, at vi nu er nødt til at lave en ny lovgivning for at sikre borgere og patienter, som for en stund eller for altid på grund af sygdom har brug for kompressionsprodukter, men en uenighed mellem kommuner og regioner og en principafgørelse fra Ankestyrelsen efterlod pludselig adskillige borgere uden støttestrømper, armbind og andre produkter, som skal holde væskeophobning væk for at undgå smerter, sår og andre følgevirkninger af den manglende behandling. Alle er ellers enige om, at patienter og borgere skal have den ordinerede behandling, og i SF har vi de seneste år rykket og rykket for en løsning, som omgående kan løse problemet for borgerne. Det er så det, som det her lovforslag handler om. På den lidt længere bane har vi i aftalen om en sundhedsreform fået tilføjet, at det såkaldte afgrænsningscirkulære skal revideres, så vi i fremtiden undgår de her situationer, hvor borgere falder imellem to stole, fordi kommuner og regioner ikke kan blive enige om, hvorvidt den nødvendige behandling er et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab. For patienter og borgere er det jo fuldstændig ligegyldigt, om det er den ene eller den anden forvaltning, som skal betale for nødvendige produkter, men det er altid borgeren, som ender med at komme i klemme. Det er fuldstændig uholdbart, og det skal fikses. Lovforslaget i dag fikser problemet med kompressionsprodukter; tak for det. SF støtter forslaget, og som en lille sidebemærkning kan jeg tilføje, at jeg også selv har haft brug for kompressionsprodukter, og der ville det have været meget rart med det her lovforslag. Men det må være til de fremtidige Mads Olsener, der står i den situation. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Der er to ordførere, der har bedt om en anden rækkefølge, så vi tager nu fru Mette Kierkgaard fra Moderaterne. Værsgo.

Tak, og tak for ordet. Tænk engang, at vi taler om, at borgere havner mellem systemer, er sat i kasser, som Danmarksdemokraternes ordfører var inde på, og havner imellem søjler. Tænk engang, at vi er nået dertil, og at det er den måde, vi får beskrevet praksis for noget, der er så vigtigt for den daglige trivsel som kompressionsprodukter. Det skal borgere selvfølgelig ikke gøre, og det har der været uklarhed om, i forhold til hvor ansvaret ligger, mellem regionen og kommunen. Det har simpelt hen betydet, at nogle borgere har måttet vente alt for længe, mens myndighederne har brugt tid på at afklare ansvaret. Jeg har selv haft fornøjelsen af at have siddet i en kommune, og jeg må bare sige, at jeg kan genkende det her med, at man sidder og laver tovtrækkeri mellem systemerne, mellem kasserne og mellem søjlerne, og det er simpelt hen ikke til at holde ud. Det, vi gør med det her lovforslag, er, at vi netop giver kommunerne mulighed for at yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter, selv om hjælpen også kunne bevilges efter anden lovgivning. På den måde fjerner vi tiltrængt en juridisk barriere, så den aftale, regeringen, Danske Regioner og KL har indgået, kan fungere i praksis. Det synes jeg er meget, meget positivt. Samtidig melder jeg mig i koret af andre ordførere, der også har sagt, at vi har brug for at have en mere permanent model. Det er på to områder. Det er dels hele det her omkring ansvarsfordelingen, hvem der har ansvaret for behandlingsredskaber og hjælpemidler, altså afgrænsningscirkulæret, dels og i lige så høj grad det, der handler om let adgang til hjælpemidler. For jeg tror ikke, at der er nogen, der hamstrer støttestrømper, og derfor skal der være en langt bedre tilgængelighed, som andre ordførere også var inde på. Derfor er jeg glad for, at vi aktuelt jo har forhandlinger, hvor man netop kigger på det her omkring hjælpemidler og adgangen til hjælpemidler, og at vi også i regi af sundhedsreformen er ved at kigge på afgrænsningscirkulæret. Så vi i Moderaterne støtter lovforslaget. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste, jeg kan se i salen, er hr. Joachim Hoffmann-Petersen fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak. Nogle gange byder livet på finurligheder, man ikke selv forventede. For at citere Forrest Gump: Livet er som en æske chokolader, man ved aldrig helt, hvad man får. I dag har jeg så trukket at holde en tale om støttestrømper. Det havde jeg altså ikke lige set komme. Jeg havde heller ikke lige set komme, at jeg skulle stå på landets fineste talerstol og forholde mig til afgrænsningscirkulæret, men sådan kan livet jo byde på mange finurligheder, og godt for det. Dagens lovforslag handler om at sikre bevilling af individuelt tilpassede kompressionsprodukter. Det adresserer en konkret og veldokumenteret problemstilling. Igennem mange år har der hersket kaos mellem kommunerne og regionerne, fordi kompressionsprodukter både kan være et hjælpemiddel og et behandlingsredskab afhængigt af det konkrete formål. Jeg tror, at man skal være jurist eller embedsmand for at kende den her forskel. Jeg lærte det i hvert fald ikke på lægestudiet. Men faktum er, at den her uklarhed har betydet, at borgere ikke har fået udleveret de produkter, de har ret til og brug for. Det går jo ikke. For mange mennesker, særlig ældre borgere med kroniske lidelser efter f.eks. kræftbehandling, er kompressionsprodukter afgørende for at forhindre hævelser og tab af funktionsevne. Det er ikke rimeligt, at borgerne skal vente på, at to myndigheder diskuterer ansvaret, og hvem der skal betale regningen. Aftalen fastlægger, at regionerne skal udlevere 1 års forbrug i forbindelse med hospitalsbehandling og under fortsat behandling. Kommunerne overtager ansvaret ved varigt behov efter mere end 1 år eller ved nyopstået behov uden et hospitalsforløb. Det fjerner gråzoner og reducerer konflikter og styrker borgerens retssikkerhed, og godt for det. Men hvis Folketinget skal lovgive, hver gang der er tvivl om afgrænsningen mellem kommuner og regioner, kommer vi til at få travlt. På et eller andet tidspunkt fristes man til at fundere over, om ikke det her lovforslag er et godt eksempel på, hvorfor der i Borgerligt fundament er beskrevet konceptet »én regel ind, to regler ud«. Det går ud på, at en minister skal pege på to paragraffer, der kan afskaffes, hver gang der indføres en ny. Ikke desto mindre kan Det Konservative Folkeparti stemme for forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Velkommen.

Tak, formand. I Liberal Alliance bakker vi op om forslaget, ikke fordi det er stor og smuk reformpolitik, men fordi det er helt basal oprydning i en snitflade, der alt for længe har været så tåget, at almindelige mennesker er endt som kastebold mellem kommune og region. Det er jo i virkeligheden ret enkelt: Kompressionsprodukter kan være afgørende for at forebygge sår, infektioner, smerter og forværring og for, at man kan fungere i hverdagen. Men i årevis har borgerne oplevet, at systemet bruger mere energi på at diskutere, hvem der skal betale, end på at sikre, at borgeren faktisk får det, vedkommende har behov for. Det er ikke en teoretisk problemstilling. Ældre Sagen har gentagne gange peget på sager, hvor ældre med behov for kompressionsstrømper har været kastebold mellem myndigheder, og hvor begge parter afviser at udlevere dem, selv om behovet er tydeligt. Ergoterapeutforeningen har dokumenteret konkrete eksempler. En borger ved navn Annette oplevede at få frataget sin genbevilling, ventede et halvt år, fik begyndende skader og endte med selv at betale 15.000 kr., mens de offentlige systemer skubbede ansvaret rundt. Det er præcis den slags absurditeter, der undergraver tilliden til velfærdsstaten. Lovforslaget løser et meget konkret juridisk problem. Servicelovens § 115 spærrer for det i dag, hvis hjælpen kan bevilges efter anden lovgivning. Men netop på det her område har uklarheden om afgrænsningen mellem hjælpemidler og behandlingsredskaber gjort, at borgeren i praksis kan stå uden noget som helst, mens systemet afklarer det i ugevis og månedsvis. Med det foreslåede § 115, stk. 2, får kommunalbestyrelsen mulighed for at yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter efter § 112, uanset at hjælpen måske også kunne ligge et andet sted. Det er sund fornuft, og det er et skridt væk fra kassetænkning og hen imod et system, hvor borgeren ikke betaler prisen for myndighedernes gråzoner. Når det er sagt, fortjener ministeriet også et lille svirp, for det her er ikke en ny erkendelse. Ankestyrelsen har skiftet praksis og ophævet principmeddelelser på området, netop fordi konstruktionen ikke hang sammen. Branchen og aktørerne har i årevis påpeget, at borgere falder mellem to stole, fordi ansvaret er opsplittet og uklart, og alligevel har det taget meget lang tid at få lavet den helt nødvendige juridiske nøgle, så kommunerne faktisk kan handle, når borgerne står der. Det er godt, at vi nu står her, men det er ærlig talt også på tide. Vi ser lovforslaget som en nødvendig lappeløsning, der sikrer borgeren her og nu, men vi forventer også, at regeringen følger op med den mere grundlæggende og varige afklaring af snitfladen mellem behandlingsredskaber og hjælpemidler, så vi ikke skal lave særregler produkt for produkt, når systemet knirker. For borgeren skal ikke være projektleder i sin egen sag. Borgeren skal have hjælpen, og så må det offentlige altså selv finde ud af resten bagefter. Derfor støtter Liberal Alliance lovforslaget, og jeg skulle hilse fra DF og sige, at de også støtter det.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Jeg kan ikke se flere ordførere i salen, der ønsker ordet, så nu går vi til social- og boligministeren. Velkommen.

Tak for den meget positive modtagelse af lovforslaget om kompressionsprodukter, som vi har til første behandling her i dag. Som sagt udspringer lovforslaget af, at det lige nu er uklart og står uklart, om kompressionsprodukter som f.eks. individuelt tilpassede støttestrømper og andet skal gives af hjemmeplejen i kommunen som et hjælpemiddel efter serviceloven eller udleveres af hospitalet i regionen som behandlingsredskab efter sundhedsloven. Det gør, at alt for mange falder ned i netop en bermudatrekant og falder ned imellem to stole. Uklarheden bunder i, at et kompressionsprodukt, som det så smukt hedder, kan være både et hjælpemiddel og et behandlingsredskab, alt efter hvad formålet er for den enkelte borger. Uklarheden betyder jo, at vi i dag ser borgere, der kommer i klemme i systemet og ikke får udleveret de produkter og hjælpemidler, som de har brug for, men må vente på, at kommune og region slås om, hvem det er, der har ansvaret. Uklarheden betyder også, at borgere, der i flere år har fået udleveret de her kompressionsprodukter af kommunen, pludselig har fået at vide, at deres bevilling ophører. Det oplevede både Jesper og Vivi, som pressen skrev om, i 2024 og i 2025. For at sikre, at borgere som Jesper og Vivi kan få hjælp uden at komme i klemme, har indenrigs- og sundhedsministeren og jeg på regeringens vegne lige før jul indgået en aftale med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om, hvordan vi kan sikre udlevering af de her kompressionsprodukter på en måde, der ikke gør, at borgerne kommer i klemme. Aftalen udstikker de overordnede rammer for, hvornår der skal udleveres de her produkter som f.eks. støttestrømper af hospitalet i regionen og af hjemmeplejen i kommunen. Lovforslaget skal fjerne de juridiske barrierer, som man har oplevet der er i serviceloven, så det bliver sikret, at borgerne får de ting, de har behov for og ret til, i stedet for at blive kastet rundt mellem hospitalet og hjemmeplejen. I sit høringssvar ved den eksterne høring udtrykker Ældre Sagen, hvis medlemmer jo ofte er dem, der kommer i klemme og ikke får hjælp, stor tilfredshed med, at der nu kommer juridisk klarhed på området, og de er meget positive over for forslaget. Under den samme høring er der fra Kommunernes Landsforenings side og Ankestyrelsens side også blevet peget på, at hvis hjemmeplejen i kommunerne skal kunne give kompressionsprodukter til borgerne i alle de tilfælde, hvor de efter aftalen har ansvaret, ja, så er der faktisk behov for, at vi yderligere tydeliggør i lovforslaget, at hjemmeplejen i kommunen også skal kunne give kompressionsprodukter til borgerne som hjælpemiddel, selv om der egentlig er tale om et behandlingsmæssigt formål. Det er jeg naturligvis lydhør over for, så derfor vil jeg arbejde på at stille et ændringsforslag til lovforslaget, så alle juridiske barrierer for, at denne aftale kan føres ud i livet, kan blive ryddet af vejen, og så Jesper og Vivi og alle andre borgere med behov for kompressionsprodukter kan få hjælp uden at komme i klemme i systemet. Med det sagt er jeg glad for at kunne konstatere, at der her i Folketinget ser ud til at være bred opbakning til lovforslaget, og jeg håber, at det selvfølgelig også gælder det ændringsforslag, som jeg vil stille. Jeg ser frem til behandlingen af lovforslaget i Socialudvalget og stiller mig naturligvis til rådighed i den sammenhæng og håber på, at vi kan få en hurtig behandling. Tak for ordet.

Vi siger tak til ministeren. Der er ingen korte bemærkninger eller spørgsmål, og da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget, og da der ikke er nogen, der gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke mere at foretage ved dette møde.

Folketingets næste møde afholdes i morgen, torsdag den 19. februar 2026, kl. 10.00. Jeg henviser til den dagsorden, der vil fremgå af Folketingets hjemmeside.