Møde i salen
Dagsorden (1 punkter)
- 1
Referat Foreløbigt
12 taler fra møde 56, samling 20251
0 Mødet åbnet 5 taler
Mødet er åbnet.
I dag bliver der fremsat mange forslag, og jeg undlader derfor at læse titlerne op; jeg nævner alene numrene.
Der fremsættes følgende lovforslag :
Social- og boligministeren (Sophie Hæstorp Andersen):
Lovforslag nr. L 128 (Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, straffeloven, udlændingeloven og lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine. (Forbud mod indgåelse og anerkendelse af ægteskab mellem fætter og kusine og andre beslægtede og religiøse vielser uden borgerlig gyldighed og andre ægteskabslignende forhold mellem beslægtede, udbredelse af formodningsreglen på familiesammenføringsområdet m.v.)) og
Lovforslag nr. L 129 (Forslag til lov om ændring af barnets lov og lov om forpligtende kommunale samarbejder. (Mulighed for at pålægge forpligtende kommunale samarbejder på børneområdet)).
Børne- og undervisningsministeren (Mattias Tesfaye):
Lovforslag nr. L 130 (Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen og forskellige andre love. (Obligatorisk mobilfri politik og implementering af indholdsfiltrering på skolers og institutioners netværk)) og
Lovforslag nr. L 131 (Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser, lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø, lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse og lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. (En markant styrkelse af erhvervsuddannelserne i form af ændrede rammer for udbud og dimensionering, mulighed for at hæve uddannelsesaftalen og for skoleoplæring ved krænkelser og erhvervsuddannelse på udstrakt tid m.v.)).
Indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde):
Lovforslag nr. L 132 (Forslag til lov om ændring af lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter, lov om videnskabsetisk behandling af kliniske afprøvninger af medicinsk udstyr og undersøgelser af ydeevne af medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik m.v. og lov om kliniske forsøg med lægemidler. (Risikobaseret bedømmelse, tværfaglig ekspertise samt øget information til forsøgspersoner i det videnskabsetiske komitésystem)),
Lovforslag nr. L 133 (Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. (Anvendelse af beskyttelseshandsker på inhabile patienter ved somatisk behandling m.v.)),
Lovforslag nr. L 134 (Forslag til lov om ændring af lov om solarier, lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år og forskellige andre love). (18-års aldersgrænse for solariebrug samt styrket alderskontrol og indsats mod nikotin m.v.)) og
Lovforslag nr. L 135 (Forslag til lov om ændring af lov om sundhedsvæsenet på Færøerne. (Udvidelse af Hjemmestyrets muligheder for at fastsætte regler om adgangen til ydelser i sundhedsvæsenet på Færøerne)).
Miljøministeren (Magnus Heunicke):
Lovforslag nr. L 136 (Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om vandforsyning m.v. (Beredskab i vandsektoren)) og
Lovforslag nr. L 137 (Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om forurenet jord. (Skærpelse af strafniveauer for overtrædelse af regler i lov om miljøbeskyttelse, bortset fra regler om miljøzoner og nulemissionszoner, og af regler i lov om forurenet jord)).
Udlændinge- og integrationsministeren (Rasmus Stoklund):
Lovforslag nr. L 138 (Forslag til lov om ændring af lov om ændring af udlændingeloven. (Ny overenskomstbaseret erhvervsordning for certificerede virksomheder)).
I dag fremsættes der desuden følgende beslutningsforslag:
Peder Hvelplund (EL), Lisbeth Bech-Nielsen (SF) og fru Sólbjørg Jakobsen (LA) m.fl.:
Beslutningsforslag nr. B 100 (Forslag til folketingsbeslutning om, at pensionsopsparinger i udgangspunktet skal deles ligeligt i tilfælde af skilsmisse).
Helene Brydensholt (ALT) m.fl.:
Beslutningsforslag nr. B 101 (Forslag til folketingsbeslutning om en whistleblowerordning om misrøgt i landbruget) og
Beslutningsforslag nr. B 104 (Forslag til folketingsbeslutning om et stop for kommercielle dyretransporter på mere end 3 timer).
Torsten Gejl (ALT) og Søren Egge Rasmussen (EL) m.fl.:
Beslutningsforslag nr. B 102 (Forslag til folketingsbeslutning om forkøbsret i handel med jord i Danmark).
Søren Egge Rasmussen (EL) m.fl.:
Beslutningsforslag nr. B 103 (Forslag til folketingsbeslutning om en konkret plan for at nå økologimålet),
Beslutningsforslag nr. B 106 (Forslag til folketingsbeslutning om at skabe mulighed for dispensation fra kommunernes anlægsloft),
Beslutningsforslag nr. B 124 (Forslag til folketingsbeslutning om at styrke kommunernes lokale værktøjer til at fremme et mere balanceret boligmarked) og
Beslutningsforslag nr. B 125 (Forslag til folketingsbeslutning om nationale reguleringstiltag for et mere balanceret og socialt bæredygtigt boligmarked).
Mette Thiesen (DF) m.fl.:
Beslutningsforslag nr. B 105 (Forslag til folketingsbeslutning om ikke at indhegne Danmarks natur).
Betina Kastbjerg (DD) m.fl.:
Beslutningsforslag nr. B 107 (Forslag til folketingsbeslutning om en mere proportional regulering af rådighedsreglerne for boliglån).
Kim Edberg Andersen (DD) m.fl.:
Beslutningsforslag nr. B 108 (Forslag til folketingsbeslutning om ret til hjemtransport af afdøde patienter fra hospital til bopælskommune).
Alex Vanopslagh (LA), Inger Støjberg (DD), Mona Juul (KF) og Morten Messerschmidt (DF):
Beslutningsforslag nr. B 109 (Forslag til folketingsbeslutning om at genindføre store bededag som helligdag).
Sólbjørg Jakobsen (LA) m.fl.:
Beslutningsforslag nr. B 110 (Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af frivillig sambeskatning for ægtefæller og samlevende forældre).
Theresa Berg Andersen (SF) og Sigurd Agersnap (SF):
Beslutningsforslag nr. B 111 (Forslag til folketingsbeslutning om at fjerne muligheden for indskrivning af det femte barn pr. dagplejer).
Steffen Larsen (LA) og Alex Vanopslagh (LA):
Beslutningsforslag nr. B 112 (Forslag til folketingsbeslutning om at ophæve inkorporeringsloven).
Sandra Elisabeth Skalvig (LA) m.fl.:
Beslutningsforslag nr. B 113 (Forslag til folketingsbeslutning om midlertidigt stop for tildeling af statsborgerskaber).
Sólbjørg Jakobsen (LA) og Alex Vanopslagh (LA):
Beslutningsforslag nr. B 114 (Forslag til folketingsbeslutning om at afskaffe øremærket forældreorlov) og
Beslutningsforslag nr. B 119 (Forslag til folketingsbeslutning om ligestilling for lesbiske par i forhold til dispositionsret over ubefrugtede og befrugtede æg i klinisk opbevaring ved partnerægdonation).
Mikkel Bjørn (DF) m.fl.:
Beslutningsforslag nr. B 115 (Forslag til folketingsbeslutning om at nedlægge Flygtningenævnet).
Steffen Larsen (LA), Peter Skaarup (DD), Frederik Bloch Münster (KF) og Mikkel Bjørn (DF):
Beslutningsforslag nr. B 116 (Forslag til folketingsbeslutning om kortlægning af islamistisk infiltration af Danmark).
Lisbeth Bech-Nielsen (SF) m.fl.:
Beslutningsforslag nr. B 117 (Forslag til folketingsbeslutning om at sikre forbrugernes rettigheder ved køb og vedligeholdelse af produkter).
Katrine Daugaard (LA) m.fl.:
Beslutningsforslag nr. B 118 (Forslag til folketingsbeslutning om at sikre bedre forhold for sexarbejdere).
Sascha Faxe (ALT) og Helene Brydensholt (ALT):
Beslutningsforslag nr. B 120 (Forslag til folketingsbeslutning om, at Danmark skal tiltræde protokol nr. 16 til den europæiske menneskerettighedskonvention).
Sascha Faxe (ALT) m.fl.:
Beslutningsforslag nr. B 121 (Forslag til folketingsbeslutning om at standse import af spildevand og spildevandsbaseret affald til Danmark) og
Beslutningsforslag nr. B 122 (Forslag til folketingsbeslutning om styrket kontrol og tilsyn med særlig forurenende virksomheder).
Signe Munk (SF), Leila Stockmarr (EL), Katrine Robsøe (RV) og Torsten Gejl (ALT) m.fl.:
Beslutningsforslag nr. B 123 (Forslag til folketingsbeslutning om at forbyde sprøjtegift på sårbare grundvandsdannende områder).
Lov- og beslutningsforslagene kan findes på www.folketingstidende.dk.
Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab (Torsten Schack Pedersen) har meddelt mig, at han ønsker i henhold til forretningsordenens § 19, stk. 4, at give Folketinget en skriftlig
Redegørelse om det nordiske samfundssikkerheds- og beredskabssamarbejde i 2025. (Redegørelse nr. R 8).
Endvidere har forsvarsministeren (Troels Lund Poulsen) meddelt mig, at han ønsker i henhold til forretningsordenens § 19, stk. 4, at give Folketinget en skriftlig
Redegørelse om det nordiske forsvarssamarbejde i 2025. (Redegørelse nr. R 9).
Redegørelserne vil komme til forhandling i Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalget. Redegørelserne vil fremgå af www.folketingstidende.dk.
Det punkt, som er opført som nr. 1 på dagsordenen, kan kun med Tingets samtykke behandles i dette møde, idet der ikke er gået 2 dage, siden betænkningen blev offentliggjort. Jeg vil i lighed med tidligere praksis give mulighed for, at et medlem for hver gruppe kan vælge at begrunde gruppens indstilling til dispensationsspørgsmålet. Hver taler får i givet fald 1 minuts taletid heroppe fra talerstolen. Jeg er ikke klar over, om alle grupper ønsker at begrunde, men vi tager talerne i den rækkefølge, de måtte melde sig. Er der nogen, der ønsker ordet? Det kan jeg se hr. Morten Messerschmidt gør, og derfor giver jeg ordet til hr. Morten Messerschmidt for Dansk Folkeparti.
Tak, formand. Noget af det, man vil huske den her regering og Mette Frederiksens tidligere regering for, er, hvordan de måske allerværste beslutninger er truffet i hastværk. Første gang vi oplevede det, var, da man i hastværk valgte at nedlægge et helt minkerhverv, i øvrigt tvivlsomt i forhold til grundloven, og der har også været flere andre eksempler. Men det er jo helt tydeligt, at man ikke lærer af sine egne fejl. Nu er vi her så igen, hvor man haster et lovforslag igennem, endskønt den check, som man vil udbetale i forbindelse med folketingsvalget, først skal være på folks konti i maj og juni måned. Det er fuldstændig unødvendigt, og igen ser vi, hvordan tiden arbejder imod den her regering. Man har indset, at det alligevel var lidt for hurtigt. Der var nogle med ulovligt ophold i Danmark, som man var klar til at give en check, og som man kun i huj og hast lige har fået undtaget, fordi hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti gjorde opmærksom på det og stillede et spørgsmål. Det er simpelt hen uværdigt, og derfor kan jeg kun anbefale Tinget at afvise det her hastværk.
Tak for det. Er der andre, der ønsker ordet? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.
Der stemmes om samtykke til behandlingen af dagsordenens punkt 1. Der skal som bekendt være tre fjerdedeles flertal til et sådant samtykke. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.
For stemte 92 (S, V, DD, SF, M, KF, EL, ALT og RV), imod stemte 15 (LA, DF, Jeppe Søe (UFG) og Theresa Scavenius (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.
Samtykket er givet.
1 2. behandling af L 115: Om engangsbeløb til modtagere af forsørgelsesydelser, folkepension, børne- og ungeydelse og u 6 taler
Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Det gør hr. Morten Messerschmidt.
Tak, formand. Med altovervejende sandsynlighed skal danskerne til valgurnerne omkring den 24.-25. marts – det er i hvert fald det hedeste rygte på børsen herinde – og det bliver jo på mange måder en folkeafstemning. Det bliver en folkeafstemning om en fuldstændig kaotisk udlændingepolitik, som er kørt af sporet. Man har ikke kunnet levere på sine løfter, og der er et alternativ, hvor blå blok står samlet om at få styr på tingene. Det bliver en folkeafstemning om, hvorvidt man ønsker usikkerhed for boligejere. Uanset om man sætter sine penge i fast ejendom eller man sætter dem ind på bankkontoen, er det helt tydeligt, at man med rød blok får mindre ud af det. Der kommer boligskatter og formueskatter, og hvad ved jeg. Det bliver en folkeafstemning om, om vi skal gøre op med den stadig stigende pensionsalder, hvor vi endnu har til gode at høre, hvad det egentlig var for nogle tanker, statsministeren gjorde sig tilbage på sommergruppemødet for snart 2 år siden, for der har været fuldstændig tavst, hvorimod man hos Dansk Folkeparti får et klart svar: Vi ønsker at lægge et loft over pensionsalderen, så alle kan trække sig tilbage, når de er 69 år. Og så bliver det en folkeafstemning om den fuldstændige apati og negligering, som regeringen har vist danskerne i relation til det nok mest presserende spørgsmål i vores alle sammens privatøkonomi igennem de seneste 4 år, hvor man bare har siddet og set til, mens det er blevet sværere og sværere at give sin familie den mad, som vi alle sammen er så afhængige af at indtage for at komme igennem dagen. Hvad der er det mest afgørende, skal jeg ikke kunne sige. Det må vælgerne jo afgøre, når de står der den 24. marts ved valgurnen: Er det udlændingepolitikken, er det fødevarepriserne, er det pensionsalderen, eller er det måske bare et spørgsmål om at få et anstændigt folketingsflertal, som vil regere Danmark med respekt for, at det altså også er danskernes land? For mig at se er der i hvert fald ingen tvivl om, at den her fødevarecheck, som Socialdemokratiet har lanceret og fået sine kollegaer i regeringen med på, er endnu et eksempel på, hvordan man i huj og hast g ør noget dårligt, fordi man egentlig er mere optaget af, hvordan man kan vinde nogle vælgere, end hvordan man kan vende en negativ udvikling i køledisken. Det er jo derfor, man har lanceret en fødevarecheck med en hel række fejl. Nogle af dem prøver man så at rette her i sidste sekund, hvor man så også bliver fanget af sin egen hast og iver, fordi man har insisteret på, at det skal stemmes hurtigt igennem, sådan at fødevarechecken og valgkortet formodentlig kan sendes ud samtidig, så man sparer noget porto, hvis dao overhovedet leverer noget. Det, der er sagen her, er, at vi ikke vil gøre det her til en folkeafstemning for eller imod 2.500 kr. til udvalgte grupper. Vi synes faktisk, at problemet med de stigende fødevarepriser er alt, alt for alvorligt til, at statsministeren og regeringen skal have mulighed for at italesætte det, som om man efter 4 år nu endelig gør noget og det så er dem, der gør noget, og ikke os andre osv. Men det er jo det, der er virkeligheden. Det, der er billedet her, er jo, at det svarer til, at vores unger går i skole hver dag, og hver eneste dag på vej mod skole kommer der nogle andre og røver dem for frokostpengene, så de må gå sultne igennem dagen. Efter så at have røvet frokostpengene i 4 år kommer bøllerne lidt angerfuldt og siger: Arh, må jeg ikke have lov til at give frokost; må jeg ikke betale lidt tilbage? Det er reelt det, man gør her. I 4 år har statskassen fyldt sine lommer, ved at fødevarepriserne bare er steget og steget. Man har ikke engang bare nøjedes med at opkræve mere moms – momssatsen er på 25 pct., den højeste momssats, vi overhovedet kender i EU – af de stadig stigende fødevarepriser. Nej, man har også være så uartig, tillader jeg mig at sige, oven på det at lægge stadig flere afgifter på, som bare har drevet fødevarepriserne endnu højere op. En tredjedel er det i dag dyrere at handle i supermarkedet, end det var, da den her valgperiode begyndte. Det er jo ikke, fordi regeringen ikke har fået mulighed for at korrigere for det. Vi i Dansk Folkeparti fremlagde for snart 4 år siden, i april 2022, en fuldt finansieret plan for, hvordan vi kunne halvere fødevaremomsen, fjerne punktafgifterne og skrotte alle de skøre klimatiltag som emballageafgift f.eks., som man på den mest måde har valgt at implementere, så vores forretningsdrivende skal bruge nærmest seks til syv gange flere ressourcer, end de egentlig skal betale i afgift, bare på at administrere den. Man har implementeret en lastvognsafgift, som gør, at de varer, der stadig væk bliver produceret i Danmark – for helt har man jo ikke fået skræmt produktionen ud af landet, man er godt i gang med det, men helt er den der ikke endnu – og bliver fragtet rundt til vores supermarkeder, købmænd osv., nu skal beskattes af, at de bliver kørt rundt i samfundet. Man har besluttet sig for en industriafgift og en landbrugsafgift og en fiskeriafgift, og jeg ved ikke hvad – det her er jo det mest afgiftsforgiftede land i hele verden. Det er det, man har skabt; det er det, man har givet danskerne, samtidig med at fødevarepriserne bare er steget.
Jeg bebrejder ikke statsministeren, at olivenhøsten i Sydeuropa er slået fejl, men jeg bebrejder regeringen, at man ikke har handlet, sådan at moms og afgifter er kommet ned, sådan at de store prisstigninger ikke er slået igennem ude i danskernes indkøbskurv. For det kan jo godt lade sig gøre. Det er bare et spørgsmål om, at man ikke vil, eller også er det, fordi man ikke kan, man ikke magter opgaven. Det er muligt. Ingen er jo altså forpligtet ud over sine evner. Men vi kan se, at i vores nabolande kan man godt. I Sverige og i Tyskland er man jo lykkedes med at sænke momsen, fjerne afgifter og på den måde rent faktisk få fødevareprisstigningerne under kontrol. Det er jo dejligt, selvfølgelig, for folk, der bor her i den østlige del af Danmark, og folk, der som min gode ven Peter Kofod, ved jeg, bor i Sønderjylland, at man nu så får 2.500 kr. ind på kontoen, og så kan man køre til Tyskland og Sverige og handle endnu billigere, men det får jo ikke fødevarepriserne ned i Danmark. Så ve os, der bor andre steder, end hvor man lige kan smutte over grænsen og få den fordel. Ve købmændene, som stadig væk må slås med moms og afgifter og bureaukrati og regulering osv. Det er jo på mange måder – ud over den fuldstændig katastrofale udlændingepolitik – det, som bliver statsministerens og den her regerings eftermæle. I dag prøver vi i Dansk Folkeparti så som dem, der nok har talt allermest intenst om fødevarepriserne i 4 år, at løse nogle af problemerne for regeringen ved at stille nogle ændringsforslag. Ret skal være ret, vi er selvfølgelig glade for, at man kommer os i møde på ét af dem. Det var mig fuldstændig ubegribeligt, hvordan en regering med Socialdemokratiet i spidsen kunne vælge at fremsætte et lovforslag, hvor lærlinge ikke skulle have hjælp, men su-modtagere skulle have. Sådan nogle typer, der sidder og boger den hele dagen og er på su og måske også har et job ved siden af, hvad ved jeg, må godt få en fødevarecheck, men hvad angår smedelærlingen, tømrerlærlingen og kokkelærlingen osv., skulle man have hr. Thomas Skriver Jensens far på banen – og undertegnede – før man overhovedet gad lytte til dem. Det siger meget om den akademisering, der er sket af Socialdemokratiet her. Man er simpelt hen ikke bare politisk, men også personligt blevet så djøficeret, at man tænker mere på den jurastuderende og politstuderende, som man skal ansætte lige om lidt, når man skal have 100.000 flere administratorer i staten, end man er optaget af tømreren og smeden og dem, der skal ud og skabe de virkelige værdier i samfundet. Det er afslørende – det er afslørende. Der er man så kommet os i møde, men – og prøv lige at tænke over det – man har fremsat et lovforslag, hvor folk med ulovligt ophold i Danmark skulle have endnu en bonus. Altså, folk, der er dømt til udvisning eller aldrig har haft lovligt ophold og befinder sig på Kærshovedgård, hvor de jo sådan fører en, går jeg ud fra, noget mere bekvem tilværelse, end de burde, for de burde jo bare være sendt hjem, skulle også have haft en fødevarecheck. Det er kun på grund af Dansk Folkeparti, at man nu korrigerer det. Det underlige er, hvorfor man så stopper der. Hvorfor stopper man egentlig der? Det er jo en fuldstændig tåbelig indretning, man har lavet. Hvorfor siger man f.eks. ikke også, at de mange, mange tusind ikkevestlige udlændinge, der befinder sig i Danmark, og som ikke har dansk statsborgerskab, også skal undtages? Hvorfor sætter man ikke grænsen et andet sted, sådan at millionærfamilier ikke også bliver begunstiget? Jeg forstår endda, at der er flere folketingsmedlemmer, der får fødevarechecken her. Det er jo rørende. Vi stiller en række ændringsforslag, hvor vi siger, at udenlandske statsborgere ikke skal have yderligere sociale ydelser i Danmark. Vi synes i forvejen, det er en fornærmelse mod den hårdtarbejdende dansker, at man overhovedet kan komme til Danmark og så bede om at leve for offentlige ydelser, og at man ikke skal tjene sine egne penge. Det er jo så mange udlændinge her, der hiver førtidspension, og hvad ved jeg, op af statskassen – penge, der bliver lagt derned af de hårdtarbejdende danskere. Nu skal de så yderligere beriges. Det vil vi stoppe; det vil vi bremse. Derfor stiller vi et ændringsforslag. Vi vil også forhindre, at dem, der er dømt for virkelig, virkelig grov kriminalitet – rockere, bandemedlemmer osv. – skal have den her begunstigelse, som regeringen lægger op til. Der stiller vi et ændringsforslag. Så er det meget underligt, at folk, der bor andre steder i verden, også skal have den her fødevarecheck. De lider jo ikke under Socialdemokratiets skøre fødevarepolitik. Der er jo folk, der bor i Portugal og i Frankrig osv., og det er trods alt prisstigningerne dér, som de skal forholde sig til. Hvorfor skal de have en check? Så vi prøver med de ændringsforslag, vi stiller her i dag, at rette nogle af de fejl, som helt åbenlyst er begået af regeringen med den her model. Det betyder så også, at efter folketingsvalget den 24. marts vil vi selvfølgelig holde fast i, at checken skal udbetales, for de førtidspensionister og folkepensionister, der nu i 4 år er blevet flået ved køledisken, fortjener selvfølgelig at få nogle penge tilbage, men de kommer med vores model til at få lidt flere penge tilbage. For alt det, vi sparer på ikke at give til millionærfamilierne, på ikke at give til udlændingene og på ikke at give til folk, der bor uden for Danmarks grænser, lægger vi oven i den check, der går til førtids- og folkepensionisterne. Jeg er glad for, at vi har fået bekræftelsen fra ministeriet på, at det så betyder, at de vil få 3.000 kr. og ikke kun de 2.500 kr., som regeringen lægger op til. Tak, formand.
Vi siger tak til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne.
Tak, hr. formand. Jamen jeg er udmærket klar over, at det, vi behandler nu, er ændringsforslagene. Det er jo også derfor, at vi fra Danmarksdemokraternes side har prøvet på at være med til at gøre det her lidt absurde lovforslag fra regeringen til virkelighed. Så vi synes måske, der er grund til alvorlig forbedring af de delelementer, som er i den her aftale. Vi er stærkt bekymrede over, at regeringen ønsker, at der skal bruges 4,5 mia. kr. på at udbetale en fødevarecheck. Derfor er vi nødt til at stille nogle ændringsforslag, som kan minimere nogle af de tidsler, som der helt klart er i det her forslag. Der er jo en række statsborgere fra andre lande, som også lige pludselig vil få glæde af en dansk fødevarecheck. Det er folk, der har boet i Danmark på det pågældende tidspunkt, og når de nu er rejst til udlandet, og det gælder også danske statsborgere, så er der over 58.000 i udlandet, som vil få glæde af en dansk fødevarecheck, og som de så kan bruge i en butik i Malaga eller i Thailand, eller hvor de nu havner henne med deres danske skattekroner. Der har også været et forslag fra os om, at lærlinge naturligvis skal være omfattet af dette på nøjagtig samme vilkår, som andre grupper af studerende er i Danmark. Det var jo noget, som regeringen ikke ville, i hvert fald ikke indtil mandag aften. Og tirsdag morgen vågnede vi op til en ny virkelighed, og det var, at nu ville regeringen pludselig godt. Man havde ellers sagt, at det ikke kunne lade sig gøre, og at det var praktisk umuligt. Men det er jo sådan, at en god nattesøvn kan klare alt, og det kunne den så åbenbart også, i forhold til at det pludselig blev til virkelighed. Noget af det mest vanvittige er jo, at der er en række meget velhavende danske familier, som får glæde af en fødevarecheck. Vi kan se, at der er 162.000 af modtagerne, som har mere end 500.000 kr. til at stå kontant i banken eller noteret i danske aktier og obligationer. Det synes vi i Danmarksdemokraterne er en kende morsomt, altså at man ligefrem har valgt, at folk, der har penge til at stå, så skal have 2.500 kr. yderligere. Jeg kan godt unde alle danskere at få flere penge i hånden, og det er også derfor, vi i Danmarksdemokraterne siger: Det eneste rigtige er at kigge på nogle af de afgifter, vi har i Danmark, og nogle af de steder, hvor den nuværende regering har valgt at øge beskatningen. For det er jo rigtigt, at der findes steder, hvor beskatningen falder, men der er også en lang række af steder, hvor regeringen har valgt, at der skal beskattes yderligere. Det mener vi ikke der skal. Så derfor er det jo sådan, at vi nu foreslår, at de borgere, der har en husstandsindkomst på over 1 mio. kr., ikke skal være omfattet af at skulle stå med hatten i hånden og modtage en fødevarecheck fra SVM-regeringen. Det er et ændringsforslag, som regeringen ikke har imødekommet; de mener stadigvæk, at det er fornuftigt, at der uddeles 2 millioner fødevarechecks i Danmark. Derfor kan vi i Danmarksdemokraterne ikke komme andre steder hen end til at konstatere, ganske nøgternt, at det her altså er valgflæsk ved højlys dag. Det er det, regeringen satser på. Det er et af trinene, i forhold til at statsministeren inden længe kommer og udskriver et folketingsvalg. Det skal hun selvfølgelig være velkommen til at gøre, men vi synes bare, at det er på et absurd grundlag, altså at man helt åbenlyst prøver at købe danske vælgere ved højlys dag og så ovenikøbet finansierer det med vælgernes egne penge. Altså, hvornår hører galskaben op? Det er derfor, at vi i Danmarksdemokraterne ikke kan støtte, at der nu udbetales de her 2 millioner fødevarechecks. Da vi havde førstebehandlingen, havde vi også den her debat, og jeg skal nok lade være at fortsætte den, for jeg vil gerne love, at jeg også kommer op ved tredjebehandlingen på det næste møde og siger noget. Så her er nogle kommentarer i forhold til, hvorfor vi sammen med andre blå partier har fremsat en række ændringsforslag. Jeg vil selvfølgelig takke for, at regeringen trods alt har været imødekommende over for ganske få delelementer, bl.a. at lærlinge nu også kan se frem til at få den samme behandling som andre grupper af studerende her i Danmark. Med de ord kan vi naturligvis stemme for vores egne ændringsforslag, men vi kommer ikke til at stemme for det endelige lovforslag.
Tak for det. Vi siger tak til hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne. Ønsker flere at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.
DF og DD har ønsket afstemning om ændringsforslag nr. 2, stillet af et mindretal (DF). Afstemningen starter. Afstemningen slutter.
For stemte 4 (DF), imod stemte 102 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, RV, ALT og Jeppe Søe (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.
Ændringsforslaget er forkastet.
Herefter bortfalder ændringsforslag nr. 1, stillet af det samme mindretal.
Jeg betragter ændringsforslag nr. 4, stillet af det samme mindretal, som forkastet. Det er forkastet.
Jeg betragter ændringsforslag nr. 3, stillet af beskæftigelsesministeren og tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af ALT), som vedtaget. Det er vedtaget.
DF og DD har ønsket afstemning om ændringsforslag nr. 5, stillet af et mindretal (DD, KF og DF) og tiltrådt af et andet mindretal (RV). Afstemningen starter. Afstemningen slutter.
For stemte 24 (DD, KF, DF, RV og Jeppe Søe (UFG)), imod stemte 82 (S, V, SF, LA, M, EL og ALT), hverken for eller imod stemte 0.
Ændringsforslaget er forkastet.
Herefter bortfalder ændringsforslag nr. 15 og 19, stillet og tiltrådt af de samme mindretal.
DF og DD har ønsket afstemning om ændringsforslag nr. 6, stillet af et mindretal (DD, LA, KF og DF) og tiltrådt af et andet mindretal (RV). Afstemningen starter. Afstemningen slutter.
For stemte 33 (DD, LA, KF, DF, RV og Jeppe Søe (UFG)), imod stemte 73 (S, V, SF, M, EL og ALT), hverken for eller imod stemte 0.
Ændringsforslaget er forkastet.
Herefter bortfalder ændringsforslag nr. 7 og 8, stillet og tiltrådt af de samme mindretal.
Jeg betragter ændringsforslag nr. 9, stillet af beskæftigelsesministeren og tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af RV og ALT), som vedtaget. Det er vedtaget.
DF og DD har ønsket afstemning om ændringsforslag nr. 10, stillet af et mindretal (DD, LA, KF, og DF). Afstemningen starter. Afstemningen slutter.
For stemte 29 (DD, LA, KF, DF og Jeppe Søe (UFG)), imod stemte 77 (S, V, SF, M, EL, RV og ALT), hverken for eller imod stemte 0.
Ændringsforslaget er forkastet.
Herefter bortfalder ændringsforslag nr. 13 og 20, stillet af det samme mindretal.
DF og DD har ønsket afstemning om ændringsforslag nr. 11, stillet af et mindretal (DD, LA, KF, og DF). Afstemningen starter. Afstemningen slutter.
For stemte 29 (DD, LA, KF, DF og Jeppe Søe (UFG)), imod stemte 77 (S, V, SF, M, EL, RV og ALT), hverken for eller imod stemte 0.
Ændringsforslaget er forkastet.
Herefter bortfalder ændringsforslag nr. 14 og 21, stillet af det samme mindretal.
Jeg betragter følgende ændringsforslag, stillet af beskæftigelsesministeren, som vedtaget: ændringsforslag nr. 12, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af RV og ALT), ændringsforslag nr. 16 og 17, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af ALT) og ændringsforslag nr. 18, tiltrådt af et flertal, (udvalget med undtagelse af RV og ALT).
De er vedtaget.
Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.
0-closing Mødet hævet 1 taler
Der er ikke mere at foretage i dette møde.
Næste møde afholdes i dag kl. 10.45, altså om små 20 minutter.