Møde i salen

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at lykønske statsministeren og den nye regering og takke for et godt samarbejde under forhandlingerne. Og så vil jeg gerne zoome ind på regeringsgrundlaget under den her spørgetime. For os i Inuit Ataqatigiit har det været vigtigt at fokusere på ligeværd i rigsfællesskabet. Ligeværd handler ikke kun om fremtiden, men også om fortiden. Vi anerkender, at der er skrevet ind, at man fra den danske regerings side også vil kigge på de mørke kapitler. Der er stadig væk mennesker, der lever med konsekvenser af fortidens beslutninger. I Grønland er det jo ikke fjern fortid; det er levet nutid. Der går mennesker rundt omkring os hver dag, der er berørt af de forskellige beslutninger, der er truffet. Inuit Ataqatigiit er utrolig glade for, at godtgørelsesordningen til kvinderne fra antikonceptionssagen er kommet med i regeringsgrundlaget. Vi er stadig væk ærgerlige over, at der er sager, der derudover er afvist af staten og henvist til domstolene. Det er sager, der ligesom antikonceptionssagen handler om en praksis, der særlig har været rettet mod grønlændere. Det gælder særlig de juridisk faderløse og de bortadopterede, der er blevet bortadopteret ulovligt. Under regeringsforhandlingerne var det er et emne, som Inuit Ataqatigiit ønskede nogle klare tiltag for, og den danske regering har kvitteret med i indeværende år at ville udarbejde særskilte rapporter om de nævnte grupper, og at der derefter sker en stillingtagen til spørgsmålet om en undskyldning. Jeg anerkender den bevægelse, der har været, men jeg bliver dog også nødt til at understrege, at jeg fortsat mener, at staten af egen drift bør anerkende, at de borgere, der er blevet svigtet, bør have en undskyldning uden opsætning. Det er svært for os at se værdigheden i, at disse danske statsborgere skal møde staten i retten for at blive hørt. Derfor vil jeg spørge, om statsministeren finder det værdigt, at grønlændere udsat for svigt af staten skal føle sig nødsaget til at stævne staten for at få deres oprejsning.

Statsministeren.

Først og fremmest vil jeg nødig gøre mig til dommer over, om man vælger at gå til domstolene. Jeg respekterer, når sagerne er verserende ved domstolene. Men jeg kan jo sige helt generelt, at jeg personligt igennem de senere år har kastet mig ind i at få belyst de mørke kapitler i den dansk-grønlandske relation og vores historie. Jeg tror, det er helt nødvendigt, at vi tør gøre det, og at vi gør det med åbne øjne, for at vi kan have et godt samarbejde i dag. Det er den måde, jeg tænker det på. Jeg synes både, vi skylder det som nation, men jeg tror også, det er forudsætningen for, at vi kan have et godt samarbejde og en god relation i dag. Det er jo ikke noget, der har været tradition for i Danmark tidligere. Jeg tror, at jeg er den første statsminister, der rigtig har gjort det – med opbakning fra ikke alle i Folketinget, men fra mange. Det er en rejse, vi har tænkt os at fortsætte sammen. Det er derfor, vi er blevet enige om med naalakkersuisut at lave en historisk udredning og at, som spørgeren siger, rykke dele af det arbejde frem, bl.a. i forhold til de juridisk faderløse, som også er en problemstilling, vi har brug for kommer rigtig frem i lyset. Jeg vil i øvrigt også gerne takke for det gode samarbejde, der er mellem IA og den danske regering, både hvad angår naalakkersuisut, men også, hvad angår de her forhandlinger, der netop er blevet afsluttet. Jeg håber, at spørgeren ved, at jeg kerer mig om de mørke kapitler og især de mennesker, det vedrører. Jeg er rigtig glad for – hvis vi kigger på spiralsagen, som er et af de absolut mørkeste kapitler, der er i vores historie; der er begået ting, der aldrig skulle have været begået – at der er givet en undskyldning, og at der er etableret en godtgørelsesordning, og at vi i øvrigt har lavet det arbejde sammen med naalakkersuisut og nogle af de berørte kvinder for at være sikker på, at det blev gjort på den helt rigtige måde. Det ønsker vi også at gøre i lignende sager fremover.

Spørgeren.

Tak. For at blive i sporet omkring ligeværd vil jeg sige, at jeg er glad for, at regeringen har slået fast, at Grønland udgør et folk i forhold til folkeretten i det nye regeringsgrundlag, og at man skal sikre overholdelsen af både de generelle menneskerettigheder og særlig de oprindelige folks rettigheder i hele kongeriget. Vi ved alle sammen, at regler fungerer bedst, hvis de efterleves, og der er jo desværre eksempler på, at de her rettigheder i forhold til at få adgang til tolk eller lignende ikke har været fulgt. Jeg oplever ikke, at det nødvendigvis er grundet manglende politisk vilje, men måske handler det også om, at de her rettigheder ikke i tilstrækkelig grad har været indarbejdet i beslutningsprocesser fra starten eller i administrationspraksis. Det er særlig retten til sprog, kultur og reel inddragelse i de her beslutninger, der har betydning for Grønland og grønlændere. Så hvordan vil regeringen konkret sikre, at forpligtigelsen til at respektere og efterleve oprindelige folks rettigheder bliver forankret i hele den offentlige forvaltning?

Statsministeren.

Først vil jeg sige, at jeg har det grundlæggende synspunkt, at når man er en del af det danske kongerige, skal man have gode muligheder for at leve sit liv. En del af det at kunne leve sit liv i frihed og tryghed og sikkerhed er selvfølgelig, at de grundlæggende rettigheder, man har som individ, bliver overholdt. Jeg tror så i øvrigt, at spørgeren faktisk godt kan have ret i sin analyse af, hvorfor det ikke altid har været sådan, og det må den offentlige administration i Danmark selvfølgelig blive bedre til. Der er jo nogle situationer, hvor det her er vigtigere end andre. Og det er klart, at der, hvor der f.eks. er tale om familieforhold, en anbringelse af et barn – det er jo noget af det, vi har brugt tid på også at diskutere i fællesskab – og andet, der er meget indgribende, er man virkelig afhængig af at kunne tale på sit eget sprog og blive forstået rigtigt. Jeg synes, vi skal fortsætte vores samarbejde bl.a. på børneområdet, socialområdet og anbringelsesområdet, og så synes jeg, det er en rimelig diskussion bredere, for vi har ikke andet ønske end at leve op til de forpligtelser, vi har.

Spørgeren med det afsluttende spørgsmål.

For Inuit Ataqatigiit hænger ligeværd også sammen med retten til af få reel indflydelse på de beslutninger, der har betydning for fremtiden og ikke bare fortiden og nutiden. Derfor er jeg også glad for, at vi i regeringsgrundlaget har slået fast, at intet skal besluttes om Grønland uden Grønland, og at der vil ske en øget dialog om udenrigspolitiske beføjelser til Grønland, og i en mere usikker verden kan man sige at det ikke bliver mindre vigtigt for os. Så jeg er nysgerrig på, hvordan statsministeren ser Grønlands rolle i udenrigspolitikken udvikle sig i de kommende år, og hvilke konkrete skridt regeringen vil tage for at sikre større grønlandsk medbestemmelse.

Statsministeren.

Det var et stort spørgsmål til, tror jeg nok, 60 sekunders besvarelse, så jeg er ikke sikker på, jeg kan komme hele vejen rundt. På den knappe tid vil mit svar være, at vi skal fortsætte den vej, vi allerede er gået ind på i fællesskab, både i forhold til Kontaktudvalget og det meget, meget tættere samarbejde, der er blevet etableret på forsvarsområdet og på sikkerhedspolitikken bredere. Lige nu kæmper vi jo sammen på grund af truslerne fra USA, og det har vi haft et virkelig, virkelig tæt og godt samarbejde om. Så har vi jo igangsat tvistløsningsnævnet, § 6-nævnet, som i hvert fald har vist en vej, hvad angår medlemskab af WTO for Færøerne, og i det ligger der potentielt også nogle muligheder for Grønland. Og det, vi helt konkret arbejder med nu, er jo ikke mindst Nordisk Råd og ønsket om også der at være repræsenteret på en anden måde end inden for de gældende regler.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Naaja H. Nathanielsen fra Inuit Ataqatigiit. Jeg byder nu velkommen til fru Anna Falkenberg fra Sambandsflokkurin. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg vil gerne starte med at ønske den nye regering tillykke. For min og Sambandsflokkurins del er vi meget glade for det, der er skrevet i regeringsgrundlaget, som angår Færøerne. Indtil videre er dette dog blot ord, men som afspejler en intention og en retning, som jeg til hver en tid vil holde regeringen op på. Når det så er sagt, glæder jeg mig rigtig meget til samarbejdet de næste år. Det er ikke kun i Danmark, at der er kommet en ny regering; det er der også kommet på Færøerne efter en regeringsforhandling, der tog lidt kortere tid end i Danmark. Jeg ved også, at statsministeren har haft lejlighed til at hilse på Færøernes nye lagmand, Beinir Johannesen. Den færøske regering har sat sig for at tage til København med et budskab om at nyskabe rigsfællesskabet – en modernisering, der gør vores fællesskab langtidsholdbart, og som vil, at Færøerne skal være med der, hvor beslutningerne træffes. Derfor vil den færøske regering genoptage forhandlingerne med den danske regering med henblik på at opnå medlemskab af internationale organisationer og få fastslået, at Færøerne skal have selvbestemmelsesret i alle de forhold, der vedrører Færøerne. Derfor vil jeg gerne starte den her spørgerunde med at spørge statsministeren: Er der en reel vilje til at finde løsninger, der giver medbestemmelse i alle de forhold, der vedrører Færøerne?

Statsministeren.

Det korte svar er: Ja, der er absolut politisk vilje fra den danske regerings side. Og det er helt rigtigt, at jeg havde lejlighed til at møde den nye lagmand i sidste uge, og det er også rigtigt, at det gik noget hurtigere på Færøerne med at få dannet en regering. Vi har haft lejlighed til at tale sammen tidligere telefonisk, men det var første gang, at vi havde et fysisk møde, et rigtig godt møde, og det, vi er enige om at gøre her på den, kan man sige, korte bane, er det, der vedrører det nordiske samarbejde, og det er, ikke mindst set i lyset af at vi er fælles værter ved et nordisk møde. Vi er på den anden side af sommerferien, og der vil vi gerne kunne tage de næste skridt. Man kan sige, at indsatsen for, at både Færøerne og Grønland bliver repræsenteret på en mere ligeværdig måde i det nordiske samarbejde, er en kamp, vi har valgt at kæmpe sammen. Vi står entydigt på den samme side. Nu handler det jo så om at få overbevist de andre nordiske lande om de nødvendige ændringer, sådan at det nordiske samarbejde kan blive moderniseret. Så arbejder vi jo videre ad WTO-sporet. Det gør vi også i fællesskab. Vi var enige om at nedsætte tvistløsningsnævnet og har nu fået lejlighed til at gå videre ad WTO-sporet. Så er der jo nogle ualmindelig dygtige sportsmænd på Færøerne, og derfor er spørgsmålet om deltagelse ved de olympiske lege også noget, der optager os, også i fællesskab. Jeg synes, at det gode her er, at vi ikke har en uenighed om vigtigheden af Færøernes og Grønlands rolle på den internationale scene. Så vi gør, hvad vi kan, inden for de rammer, der gælder for vores samarbejde, og der er ikke nogen som helst form for politisk modvilje fra den danske regerings side i den her sammenhæng.

Spørgeren.

Tak for svaret. Spørgsmålet omkring det nordiske er noget, som jeg også kaster mig ind i, og jeg er meget glad for, at vi står sammen som rigsfællesskab i de sager lige nu. Jeg vil gerne lige holde fast i det, der angår rammen for rigsfællesskabet, og hvordan vi træffer beslutninger i rigsfællesskabet. Vi havde for nogle år tilbage en beslutning omkring at opstille en militærradar på Færøerne, hvor man sagde meget klart fra dansk side: På Færøerne er det jer der skal træffe beslutningen – vil I have den her radar, eller vil I ikke have den? Men det kører lidt på goodwill, hvis man kan sige det på den måde. Vi har ikke en fast ramme for, hvordan vi træffer beslutninger i rigsfællesskabet i sager, der angår Færøerne. Der kunne jeg godt tænke mig, at statsministeren ville give en indikator til den færøske befolkning om, at beslutninger, der vedrører Færøerne, bliver forankret på en måde i det færøske politiske system, så vi også har med- og selvbestemmelse i de sager. Derfor kunne jeg godt tænke mig i denne omgang at spørge statsministeren, om hun er enig i, at beslutninger, der vedrører Færøerne, f.eks. militærinstallationer, skal forankres i det færøske politiske system.

Statsministeren.

Jamen selvfølgelig ønsker vi da at have et rigtig, rigtig tæt samarbejde med det politiske system på Færøerne, hvad angår forsvars- og sikkerhedspolitikken. Nu kiggede jeg lige over på hr. Troels Lund Poulsen, som indtil for kort tid siden var forsvarsminister og sad lige her ved siden af mig, og hvis der er en, der virkelig har brugt kræfter på at få forankret dansk forsvars- og sikkerhedspolitik i kongeriget og i rigsfællesskabet, så er det hr. Troels Lund Poulsen. Jeg tror også, at man må sige, når vi har kunnet flytte tingene, som vi er lykkedes med, og som jo er betinget af den omkringliggende verden: Det findes ikke længere, at der er et område, som ikke er underlagt potentiel fare eller trusler eller sikkerhedspolitiske udfordringer, og det gælder også Nordatlanten, og det gælder også det arktiske område. Når vi har kunnet flytte os, som vi har, er det da, fordi den tidligere danske forsvarsminister virkelig har brugt meget tid på det her i samarbejde med sine kolleger både på Færøerne og i Grønland, og det er da en måde at arbejde på, som vi kommer til at fortsætte med. Men jeg bliver også nødt til sige, at der jo ikke er nogen, uagtet hvad man måtte mene historisk eller ideologisk omkring forsvars- og sikkerhedspolitik, der kan tillade sig at se bort fra den verden, vi lever i i dag, og skal man passe på sine befolkninger, så skal man opruste.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Det er jo lige netop derfor, at jeg synes, det er vigtigt, at man på Færøerne snakker om, hvad indholdet er i de beslutninger, man træffer, og ikke, om Danmark har truffet beslutningen forinden. For det er min oplevelse, at det er det, der ofte sker, f.eks. med radaren. Det handlede om: Har man truffet beslutningen i Danmark i forvejen, eller får vi egentlig mulighed for at sige, hvad vi vil? Og det var i stedet for at tale om: Har vi behov for den her radar? Derfor kunne jeg godt tænke mig, at det kom i nogle faste rammer. Men mit afsluttende spørgsmål går faktisk på det, som statsministeren var inde på i sit første svar, nemlig IOC. For vi kan nemlig godt snart komme i den situation, at de færøske håndboldherrer ikke kan blive repræsenteret ved OL, hvis de kvalificerer sig her ved VM-slutspillet i januar, og det ville være en meget uheldig situation for rigsfællesskabet, hvis du spørger mig. Derfor er jeg også glad for, at det står i regeringsgrundlaget, at man igangsætter et arbejde. Der kunne jeg godt tænke mig at spørge statsministeren: Hvordan har man tænkt sig at gribe det her arbejde an fra regeringens side?

Statsministeren.

De færøske håndboldherrer spiller virkelig godt håndbold og er på vej frem med kæmpe opbakning fra hele det færøske samfund og fra os andre, og derfor er spørgsmålet omkring de olympiske lege pludselig meget, meget aktuelt – ikke kun principielt, men også aktuelt. Det står i regeringsgrundlaget, at vi har tænkt os at arbejde videre med det her. Jeg havde lejlighed til at diskutere det med lagmanden så sent som i sidste uge. Og så kommer vi tilbage med, hvordan vi præcis får det her forankret. For i forhold til IOC er det jo ikke Danmark, der kan beslutte, hvem der kan være med i de olympiske lege; det er en verden for sig med egne beslutningsprocesser. Men vi er enige om i fællesskab at påvirke det, for jeg forstår godt, at man gerne vil være repræsenteret ved sit eget flag. Det forstår jeg helt principielt godt. Men her aktuelt er der nogle håndboldherrer, der er på vej frem i verden, og det vil vi meget, meget gerne understøtte, hvad angår de olympiske lege.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Anna Falkenberg fra Sambandsflokkurin. Jeg giver nu ordet til hr. Troels Lund Poulsen fra Venstre.

Tak for det. Lad mig starte med at takke statsministeren for det samarbejde, vi har haft i den netop overståede regeringsperiode, og også for de pæne ord, der blev givet lige før. Jeg kan jo bekræfte, at der var en meget dygtig forsvarsminister i den daværende regering. Det er jeg sådan set enig med statsministeren i – så så langt så godt. Jeg har også haft lejlighed til at læse regeringsgrundlaget, som jo, må man sige, er meget langt. Jeg kender også hele baggrunden for at lave et regeringsgrundlag og ved, at statsministeren er meget ambitiøs, men jo også til tider nidkær i forhold til at lave et regeringsgrundlag. Det er faktisk sagt i al respekt og med ros til statsministeren. Derfor var jeg også noget forundret, da jeg læste regeringsgrundlaget, for jeg tænkte, at det her regeringsgrundlag jo må afspejle det, der er vigtigst i det, som regeringen nu vil prioritere. En af de ting, som man i hvert fald har undgået at skrive noget om, er hele spørgsmålet om udlændingepolitikken. Der undrer det mig lidt, at statsministeren ikke har prioriteret det mere i forhold til det arbejde, som jo uafvendeligt er helt afgørende, nemlig at have fokus på nogle af de udfordringer, vi står over for. For mig er det jo ret tydeligt, at det må dække over, at der er uenigheder i regeringen. Det kommer nok heller ikke som nogen hemmelighed for offentligheden. Men af samme årsag synes jeg, det kunne være nyttigt i dag at blive lidt klogere på, hvor regeringen så står. En af de første ting, som jeg forventer vi kommer til at diskutere i forhold til hele spørgsmålet om udlændingepolitik, er hele spørgsmålet om en ny indfødsretsaftale. Der har jeg noteret mig, at udlændingeministeren har udtalt, at regeringen ikke har taget stilling til, om det skal være lettere eller sværere at opnå dansk statsborgerskab. Det undrer mig lidt set i lyset af, at jeg jo selv er af den klare opfattelse, at det skal være sværere at opnå dansk statsborgerskab. Derfor vil jeg sådan set gerne bede statsministeren om at uddybe det her spørgsmål og ikke mindst også, hvornår man så kommer til at diskutere en ny indfødsretsaftale.

Statsministeren.

Tusind tak for det spørgsmål. Det er, kan man da godt være ærlig og sige, lidt mærkeligt at stå sammen med en af sine nærmeste kolleger nu på hver sin side af pulten her. Vi skal finde vores nye roller. Jeg kan jo sige helt overordnet, at forskellen på Venstre og Socialdemokratiet, hvad angår udlændingepolitikken, i hvert fald er én ting, og det er, at når Socialdemokratiet siger i valgkampen, at der ikke bliver lempet på udlændingepolitikken, så er der et regeringsgrundlag, hvor der ikke bliver lempet. Venstre sagde, at det vigtigste for dem i udlændingepolitikken ville være at bryde med konventionerne, og man var ikke engang kongelig undersøger i 14 dage, før man havde givet los, hvad det angår. For så vidt jeg kan se af de der såkaldte VLAK-papirer, havde man tænkt sig at overholde de internationale konventioner, så det, man havde sat danskerne i udsigt, forsvandt så i ikke et sort tårn, men på et meget mørkt hotel i København. Det forstår jeg ikke. For når jeg i en valgkamp siger, jeg ikke synes, man skal lempe udlændingepolitikken, er det, fordi jeg mener det. Jeg har også været meget klar om, at det var Socialdemokratiets absolut røde linje. Det betyder jo også, at når regeringsgrundlaget er skrevet, som det er, er det jo, fordi dansk udlændingepolitik ligger fast. Der bliver ikke lempet på asyl eller familiesammenføring eller alle de andre ting, vi i øvrigt i fællesskab har fået oparbejdet gennem mange år. Til gengæld bliver der strammet nogle steder. Det gør der, hvad angår centre uden for Europa, en udvisningsreform, en øget indsats i forhold til genopdragelsesrejser, vold mod børn og vold mod kvinder. Så det arbejder vi videre med. I forhold til indfødsret skal Folketinget jo på et tidspunkt lave en ny aftale på det her område. Der er ikke noget i mig, der har lyst til at gøre det lettere at få et dansk statsborgerskab. Jeg synes, vi har givet for mange statsborgerskaber væk igennem tiden. Vi blev enige om, da vi sad i regering sammen, at sætte det her udvalg i gang, i forhold til at man kan lave en screening. Det ved alle er svært. Selvfølgelig er det en svær opgave. Det var derfor, den daværende regering valgte at nedsætte et udvalg, der skulle kigge på det. Hvis jeg husker ret, er det færdigt med sit arbejde her ved overgangen mellem 2026 og 2027 – det tror jeg det er, jeg er ikke helt sikker – men det er i hvert fald færdigt med sit arbejde på et senere tidspunkt. Og så kommer regeringen jo til at tage stilling på baggrund af det arbejde.

Hr. Troels Lund Poulsen.

Det er selvfølgeligt lidt anderledes at stå og tale på den her måde, men vi er jo begge to omstillingsparate personer, så det går nok trods alt, vil jeg tro. Jeg forstår da også godt, at det er svært at vænne sig til en ny virkelighed. Det er det for os alle sammen. Men det giver også så mange nye glæder i livet, kan jeg selv mærke. Jeg kunne jo også mærke, at statsministeren nærmest var på vej i opposition, for det er jo ikke mig, der svarer på spørgsmål her i dag; det er nu engang statsministeren. Jeg håber jo ikke, det har været traumatisk at være nede på det hotel, som ikke var mørkt, men jeg er selvfølgelig godt klar over, at statsministeren ikke syntes, det var rart at sidde på den anden side af bordet, men det er jo, som det er. Det er alt sammen godt; det er godt at prøve noget nyt. Jeg er jo sådan set glad for det, som statsministeren siger, nemlig at det skal være sværere at få dansk statsborgerskab. Det undrer mig så, at udlændingeministeren ikke er i stand til at svare på det. Han siger, at det ved han ikke noget om, han har ikke gjort sin holdning op. Man må så konkludere, at det skal være sværere, og så må vi se på, hvad det er for et forslag, regeringen så kommer med. Men vil man så i den forbindelse tage afsæt i den screeningsmodel, som den tidligere regering jo aftalte der skulle arbejdes videre med, og hvor jeg må forstå nu, at udvalget må gøre sit arbejde færdigt ved årsskiftet? Er det det, som kommer til at danne baggrunden for regeringens forslag?

Statsministeren.

Jamen det afhænger da af, hvad udvalget kommer med, og om de kommer med en model. Det ved hr. Troels Lund Poulsen jo godt, for vi har diskuteret det i den gamle regering. Jeg er personligt tilhænger af, at vi får en screeningsmodel, men jeg anerkender da også, at det er svært. Selvfølgelig er det det. Der er da kæmpe kæmpe forskel på, om man har en lovgivning, der hviler på nogle objektive forhold, eller om man har en lovgivning, hvor man skal ind og vurdere, hvad vi kan leve med af ytringer som land. Selvfølgelig er det en svær opgave. Nogle, der påstår noget andet, taler jo ikke i mine øjne korrekt. Det betyder ikke, at vi ikke skal prøve det, for jeg tror, jeg er meget repræsentativ for den danske befolkning, når jeg spørger, hvorfor folk, der er tilhængere af Islamisk Stat, som bifalder radikalisering, som er imod Danmark og vores demokrati og frihedsrettigheder og det der, skal have statsborgerskab. For de fleste af os er det da en god idé, at folk, der får et dansk statsborgerskab, kan identificere sig med vores land og vores værdier og det fundament, hvorpå vi er bygget. Men selvfølgelig er det her en svær øvelse. Hvis ikke det havde været en svær øvelse, havde vi jo bare præsenteret lovgivning sammen dengang. Men vi syntes jo også, det var svært. Det var derfor, vi satte et udvalg til at arbejde med det her. Når udvalget er færdigt, må vi jo se på, om der dér er en model, som vi mener kan holde, og det håber jeg da på et samarbejde mellem Venstre og regeringen om.

Hr. Troels Lund Poulsen med et afsluttende spørgsmål.

Det går Venstre naturligvis konstruktivt ind i. Vi kommer til både at være konstruktive i forhold til regeringen dér, hvor det giver mening – det gør det forhåbentlig på en lang række punkter – men selvfølgelig også være kritiske dér, hvor der måtte være behov for det. Det bliver der nok også på nogle punkter. Nu må vi se, hvordan det udvikler sig. Det glæder jeg mig jo sådan set selv til at følge. Lad mig så bare lige måske følge op på noget af det, som statsministeren kastede sig over i den første besvarelse, som jo var en kommentar og en bemærkning eller vel nærmest en slags angreb på Venstre i forhold til det arbejde, der fandt sted, da vi lavede et ganske udmærket, ambitiøst papir i forhold til en blå mindretalsregering. Her må jeg forstå, at det, at man ikke vil udtræde af statsborgerretskonventionen, er udtryk for at være slap. Men det er vel et synspunkt, som statsministeren ikke kan stå på mål for, fordi statsministeren, må jeg forstå, heller ikke anbefaler, at man skal udtræde af statsborgerretskonventionen.

Statsministeren.

Det var ikke det, jeg sagde. Jeg undrede mig bare over, at der kan gå så kort tid, fra man har stået i en valgkamp og været statsministerkandidat og sagt, at det her er noget af det allervigtigste på udlændingeområdet, til man, fordi man sidder inde omkring et bord og gerne vil danne en regering med nogle partier, bare opgiver det. Det forstår jeg ikke. Hvis man i valgkampen syntes, at det her var noget af det allervigtigste, skal man da stå det igennem i en regeringsforhandling. Det kan jeg bare konstatere man ikke har gjort. Men det er jo ikke kun hr. Troels Lund Poulsen, der ikke har gjort det. Det er også fru Inger Støjberg. Det er også hr. Morten Messerschmidt. Det er også hr. Alex Vanopslagh. Det er også fru Mona Juul. De kunne lynhurtigt blive enige om, at det, man havde sagt til danskerne var noget af det vigtigste, så alligevel ikke var vigtigt. Det forstår jeg ikke. Jeg forstår sagtens, at man skal lave kompromiser, at man skal være pragmatisk, at man skal give sig, og at man skal lave et regeringsgrundlag, som alle partier kan se sig selv i. Det synes jeg sådan set også er lykkedes for den her regering. Jeg forstår bare ikke, at man så hurtigt kunne springe til et helt andet synspunkt end det, man havde præsenteret for danskerne i valgkampen.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Troels Lund Poulsen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg kan mærke, at statsministeren er varm, og derfor har jeg lyst til at fortsætte i samme spor. For jeg tror, jeg talte, at statsministeren 11-12 gange sagde: Jeg forstår ikke. Jeg må sige, at der er en hel del ved statsministerens regering, jeg heller ikke forstår, og den tvivl håber jeg måske vi kan få skubbet lidt til side i løbet af i dag. For statsministeren har været statsminister i en del år, og blev det jo på baggrund af et program, der hed »Retfærdig og Realistisk«, som man lancerede med glitter og glamour for danskerne. Og jeg havde lejlighed til her, i forbindelse med at jeg læste regeringsprogrammet, hvor udlændinge jo er nævnt én gang, at se på, hvor meget man egentlig har haft efterlevet, og det er jo ikke meget. Derfor forstår jeg simpelt hen ikke, hvordan statsministeren kan se sig selv i spejlet, når det kommer til den sejlende udlændingepolitik, hun repræsenterer. Man fremlagde et program, hvor man lovede danskerne, at der skulle være flere, der rejste til MENAPT-landene, end der kom fra MENAPT-landene. Og man må bare konstatere, at det er gået den direkte modsatte vej. Under statsministeren er det jo bare steget og steget med folk fra den muslimske verden, som kommer ind til Danmark. De kommer efter nogle regler, men de kommer, og det er et klart løftebrud. Man lovede, at der ville komme et loft over ikkevestlig indvandring, man lovede, at man ville sikre, at der maks var 30 pct. muslimer i skoleklasserne, man lovede en stribe ting på udlændingeområdet, som jo bare ikke er blevet til virkelighed. Og det forstår jeg ikke. Derfor synes jeg, at statsministeren her, når vi nu har lejlighed til at mødes her første gang efter valget, skal have lejlighed til at forklare sig, både i forhold til de mange ting, man har lovet danskerne, og som ikke er blevet realiseret, men jo også i forhold til, hvad planen er. Altså, hvordan agter man at gennemføre de her mange ting? Jeg har hele listen her, hvis statsministeren mangler den. Hvordan agter man at gennemføre den? Nu sidder hun i en regering med Det Radikale Venstre, med hr. Lars Løkke Rasmussen, Moderaterne, og på noget af Alternativet og Enhedslisten, altså nogle, som i alt vil det diametralt modsatte. Så hvordan agter hun at gøre bod for de mange brudte løfter, hun har leveret på udlændingeområdet?

Statsministeren.

Lad os endelig tage den her diskussion, for hr. Morten Messerschmidt snakker og snakker, og der sker ingenting . Dengang DF var parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering, førte man en lempeligere udlændingepolitik, end mens jeg har været statsminister. Dengang de syriske flygtninge gik op ad motorvejen, var det fru Inger Støjberg, der åbnede for grænsen med hjælp fra Dansk Folkeparti. Det var ikke Socialdemokratiet, der gjorde det. Da vi så strammede efterfølgende, da lagde Socialdemokratiet stemmer til. Og ja, jeg har været statsminister i knap 7 år. Der har aldrig været ført en strammere udlændingepolitik. Er jeg stolt af det? Ja, det er jeg, fordi det er så let at snakke. Det er faktisk endnu lettere at snakke på en video. Det svære er i virkeligheden at føre en politik, der gavner Danmark. Hvad er situationen nu? Det er, at der er historisk få, der søger asyl i Danmark. Vi har fået styr på familiesammenføringerne. Det er afgørende tal. Når man sammenligner Danmark med mange andre europæiske lande, er vores tal helt anderledes, end man ser de andre steder. Betyder det, alle problemer er løst? Nej, og det er derfor, vi nu går videre med det sværeste og nok også mest ambitiøse projekt, vi på noget tidspunkt har sat os for, nemlig at lave centre uden for Europa. Det er ikke nok at tale og galpe op. Man må tage sit ansvar alvorligt og føre en rigtig, ægte politik. Og en rigtig, ægte politik bliver nødt til at være stram på udlændingeområdet, men den bliver også nødt til at være ordentlig over for de mennesker, der er kommet til vores land, som opfører sig ordentligt, som går på arbejde, som tager en uddannelse, som ikke er fundamentalister, som er demokrater, som behandler deres piger og kvinder ordentligt, og som respekterer det danske demokrati. Det er den balance, man skal finde, og så skal man gå fra at være den, der bare råber op, over til at føre rigtig politik for rigtige danskere, som f.eks. med befordringsfradraget. Det er jo ikke nogen sag at stille sig ned på en benzinstation. Det svære er jo at skabe et politisk flertal, der rent faktisk sikrer, at de mennesker, der pendler, får flere penge mellem hænderne. Og det sker i morgen i Folketingssalen.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det, man skal gøre, er, at man skal holde det, man lover, og Socialdemokratiet lovede danskerne et loft over ikkevestlig indvandring. Det var løgn. Socialdemokratiet lovede et stop for religiøse særhensyn. Det var løgn. Socialdemokratiet lovede, at der ville komme pålæg mod folk, hvor man ikke behandlede kvinder ordentligt af sociale, religiøse eller politiske årsager. Det har man ikke fulgt. Man ville lave incitamenter til hjemrejser. Det er ikke realiseret. Man ville lægge en maksgrænse for vores skoler, så der maks kunne være 30 pct. tosprogede, og det er ikke sket. Og hvis Statsministeren er i tvivl om det, jeg siger, kan hun jo bare gå ind og læse det materiale, hun selv fremlagde i valgkampen, hvor der er en klar erkendelse af alle de ting i det løfte, som danskerne fik fra statsministeren, over, hvad man ikke har gjort. Så i stedet for at stå og anklage mig for at tale, kunne det måske være, at statsministeren skal lytte til, hvad det er, jeg siger, skal lytte til, hvad hundredtusindvis af danskere siger. Og det er: Opgaven er ikke bestået. Det spørgsmål, som statsministeren skal besvare i dag, for det er det, spørgetimen handler om, er: Agter hun at levere i den kommende periode, eller bliver hun ved med at svigte?

Statsministeren.

At lytte til danskerne har jeg gjort, ellers havde jeg jo ikke ført den stramme udlændingepolitik, jeg har ført. Det er jo, fordi jeg er i samklang med dem, og det er jeg i øvrigt på lange stræk med Dansk Folkeparti. Men lad os lige holde fast i det der med, hvem det er, der løber fra det, de har lovet. Dansk Folkeparti behøvede ikke engang at gå i regeringen for at løbe fra sine løfter. Man gjorde det, da man gav opbakning til en VLAK-regering. Der sagde man: Okay, okay, der skal komme en borgerlig regering, vi kan godt nok ikke indfri det, vi har sagt til danskerne er noget af det allervigtigste, f.eks. et stop for muslimer til Danmark. Det var det, spørgeren stod og sagde foran danskerne: Der kommer et muslimstop, og der kommer et brud med konventionerne. Jeg ved ikke engang, om man nåede at drikke kaffe, så sagde man: Det behøver I ikke at levere på. Det er den måde, hr. Morten Messerschmidt arbejder på, når han ikke ellers står og taler. Kan jeg sige, at alt, hvad Socialdemokratiet har foreslået i 2018, er blevet indfriet? Nej, det kan jeg ikke. Men jeg kan sige, at rigtig meget er blevet indfriet. Og jeg kan også konstatere i al beskedenhed, men alligevel med stolthed i stemmen, at der er betydelig bedre styr på indvandringen til Danmark i dag, end der var, dengang hr. Morten Messerschmidts parti havde indflydelse i dansk politik.

Hr. Morten Messerschmidt med et afsluttende spørgsmål.

Jeg agter ikke at dementere alle statsministerens løgne her; den der kan vi tage på et andet tidspunkt. Det, jeg agter, er at kræve svar på, hvordan statsministeren vil levere det, hun har lovet. Enhver, der kan gå ind og læse tallene, og det var hr. Rasmus Stoklund, der som integrationsminister leverede tallene, kan se, at det er forkert, hvad statsministeren siger. Fra 2015 til 2019, da Dansk Folkeparti havde indflydelse, bankede vi nettomuslimtilstrømningen ned, og der er sket præcis det modsatte fra 2019, hvor statsministeren blev statsminister. Så det er bare faktuelt forkert, hvad hun siger. Men jeg interesserer mig for, hvad der kommer til at ske i det her land. Og når jeg kan se, at vi har en udenrigsminister, der så bekvemt nok ikke er her i dag, der nu vil afvikle vores retsforbehold, så det er Bruxelles og ikke Folketinget, der afgør udlændingepolitikken fremover, når jeg kan se, hvordan de partier, som statsministeren sidder i regering med, nede i Bruxelles stemmer imod det, hun siger nede, og når jeg kan se, hvem det er, hun danner sit flertal på – Enhedslisten, Alternativet, Det Radikale Venstre og den unævnelige Lars Løkke Rasmussen – så er det da ikke for meget at bede om, at statsministeren forklarer, hvordan alt det, hun har lovet, men indtil videre ikke leveret, bliver virkelighed de kommende 4 år.

Statsministeren.

Den eneste, der lyver her, er hr. Morten Messerschmidt, og sådan har det i øvrigt været længe, og det kunne jo være, at man, hvis man lod være med at fotografere og filme pædagoger, havde tid til at passe sit arbejde her i Folketingssalen og faktisk få tingene til at ske. Hvad har vi tænkt os at gøre de næste par år? Vi har tænkt os at ramme præcis den balance, som jeg sagde før. For det er ikke nok at ville føre en stram udlændingepolitik. Vi bliver også nødt til at være i og anerkende, at der er mennesker, der er kommet til Danmark, som passer deres arbejde, som passer vores ældre, som er på vores sygehuse, som kører vores busser, og som er i gang med at tage en uddannelse. Man kan godt begge dele. Man kan godt både være ordentlig og respektere mennesker, samtidig med at man tager ansvar for at føre en udlændingepolitik, der ikke grundlæggende forandrer det danske samfund og retter op på de problemer, der er. Når vi så kigger ind i de kommende år, vil jeg tage tre nedslag: Det første er en øget indsats i forhold til genopdragelsesrejser og social kontrol mod især piger; det andet er en udvisningsreform, sådan at kriminelle, der begår kriminalitet i Danmark, udvides i langt højere grad, end hvad tilfældet er i dag; og det tredje er, at vi får realiseret det, som jo ikke kun er vigtigt i forhold til det konkrete antal mennesker, men i virkeligheden mere er principielt, nemlig at problemer med manglende integration og udviklingspolitik skal løses uden for Europas grænser, ikke inden for dem. Derfor arbejdet med centre uden for Europa.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Statsministeren fik ikke rigtig svaret før i forhold til det her med, om det skal være nemmere eller sværere at blive dansk statsborger. Statsministeren siger, at det synes hun, og vi har en udlændingeminister, nyudnævnt, der siger, at det har man ikke taget stilling til, altså om det skal være nemmere eller sværere. Hvad mener regeringen? Er det noget, statsministeren synes, altså at det skal være sværere, eller mener regeringen, det skal være nemmere eller sværere at blive dansk statsborger?

Statsministeren.

Tak for det spørgsmål. Regeringen mener, præcis hvad jeg sagde før, nemlig at det arbejde, som blev igangsat under den tidligere regering for at se, om der kan laves en screeningsmodel, som er brugbar, og som rammer rigtigt i forhold til de problemstillinger, vi gerne vil løse, nemlig at folk, der tydeligt ikke er i samklang med det samfund, som de søger dansk indfødsret i, ikke skal kunne få statsborgerskab efterfølgende, er igangsat. Det håber jeg i øvrigt vi kan løse i fællesskab. Nu siger jeg det som sådan en overordnet arbejdsform, fordi jeg håber, at fru Mona Juul, som jo ofte er en meget reflekteret politiker, anerkender, at det er lettere sagt end gjort at lave en sådan model. Selvfølgelig er det dét, for ellers var den jo lavet. Den her opgave er en svær opgave. Når der er blevet arbejdet med det her, kommer regeringen til at tage stilling til det her spørgsmål om, hvordan vi så præcis kan gå videre med forhandlingerne. For nærværende er der ikke en aftale omkring dansk indfødsret. Den er blevet opsagt; der er ikke et flertal bag den. Og så må vi jo se, hvad Folketingets partier sammen med regeringen kan etablere i fremtiden. Men jeg synes, det egentlig er den rigtige rækkefølge. Et arbejde er igangsat, det skal have lov til at blive færdiggjort, og så må vi politisk, gerne i fællesskab, tage stilling til, hvordan vi så udmønter det efterfølgende.

Spørgeren.

Jamen det er altid godt at undersøge noget, blive klogere og sørge for at finde ud af, hvad der vender op og ned. Men udgangspunktet for regeringen må vel være et eller andet sted. Hvad er udgangspunktet for regeringen, i forhold til om det skal være nemmere eller sværere at få dansk statsborgerskab? Når vi nu ser de udfordringer, vi har med kriminelle udlændinge, og at vi desværre fejlagtigt kommer til at tildele statsborgerskab til kriminelle udlændinge – udlændinge, som vi jo ikke kan tage statsborgerskabet fra bare sådan lige – må der da være et udgangspunkt, der gør, at statsministeren kan svare klart og entydigt på, om det skal være nemmere eller det skal være sværere at blive dansk statsborger.

Statsministeren.

Jeg vil sige det på den måde, at når man igangsætter et arbejde med henblik på at lave en screeningsmodel, er det jo med henblik på, at nogle af dem, der i dag får dansk indfødsret eller har adgang dertil, ikke skal have det i fremtiden. Den konkrete model kender jeg af gode grunde ikke, før arbejdet er færdiggjort. Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at jeg synes, der er blevet tildelt for mange danske statsborgerskaber igennem tiden. Det er jo derfor, vi af mange runder har strammet op. Det har vi i øvrigt gjort sammen, og det er jeg glad for at vi har kunnet på kryds og tværs af regeringer. Og det er jo et samarbejde, jeg håber kan bestå. For det at have dansk indfødsret og få dansk statsborgerskab er noget af det fineste, man kan opnå, og jeg kan grundlæggende ikke forstå, at folk, der ikke er danskere af sind og af værdier, overhovedet ansøger om det. Men det er der nogen af dem, der gør, og vi må så se, om vi i fællesskab kan sikre at holde dem ude, jo ikke kun i forhold til kriminalitet, som er særskilt vigtigt – derfor fremsætter vi jo også nu et lovforslag om en udvisningsreform, som jeg håber på opbakning fra De Konservative til – men det er jo også, i forhold til at det ikke er rimeligt, hvis man slet ikke på nogen som helst måde billiger de danske værdier. Hvorfor skal man så egentlig have dansk indfødsret?

Fru Mona Juul med et afsluttende spørgsmål.

Jeg er stadig væk en lillebitte smule i tvivl. Jeg er ikke i tvivl om, hvad statsministeren mener, men jeg er stadig væk i tvivl om, om det er regeringens ønske, at det skal være sværere at blive dansk statsborger. Og når jeg bliver ved med at spørge til det, er det jo, fordi jeg har brug for et præcist svar, særlig fordi jeg ved, der er flere partier, der er med i regeringen – SF og Radikale Venstre, og der er også støttepartiet Enhedslisten – og som jo går ind for automatisk tildeling af statsborgerskab. Vi ser, at statsministeren flere gange har sagt, at udlændingepolitikken står fast, men hvad betyder det? Betyder det, at der ikke er fremdrift i den? Betyder det, at vi så ikke skal ændre på noget, og at vi ikke skal gøre det sværere? Så jeg spørger lige en sidste gang: Skal det være sværere eller nemmere at blive dansk statsborger?

Statsministeren.

Jamen jeg kan jo bedst svare med, at den proces, regeringen har besluttet sig for – den kan man så være enig i eller uenig i; det er helt legitimt – er at lade det udvalgsarbejde, der er igangsat, færdiggøres, og at vi på baggrund af det kan tage stilling til, om vi kan ændre reglerne, i forhold til hvad udvalget end måtte anbefale eller ligesom komme frem til. Når jeg siger, at udlændingepolitikken består, betyder det så, at der ikke kan ske forandringer af den? Nej, det betyder det selvfølgelig ikke. Og jeg håber egentlig også på et bredt samarbejde med Folketinget om det, der vedrører f.eks. genopdragelsesrejser, social kontrol, undertrykkelse af piger og kvinder, vold mod børn og vold mod kvinder. Alt det er jo noget, der desværre også har en meget tæt sammenhæng med dele af det danske indvandrermiljø. Så udlændingepolitik er jo både at have styr på, hvem der kommer hertil – det går ret godt i Danmark – og samtidig jo så ikke bare at åbne op for en indvandring ad bagvejen, f.eks. når man i mine øjne alt for ukritisk er tilhænger af udenlandsk arbejdskraft, som jeg synes De Konservative i perioder har været. Så udlændingepolitik er rigtig, rigtig mange forskellige ting.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jeg tror egentlig, jeg vil fortsætte lidt i samme spor. For når vi nu spørger, som vi gør, så er det jo, fordi der i løbet af ganske få uger er skabt maksimal usikkerhed om den linje, som regeringen vil føre på vigtige punkter, når det handler om udlændingepolitik, f.eks. tildelingen af danske statsborgerskaber. Når man fører udlændingepolitik, så er det noget, man skal bære i hjertet, og jeg må ærligt indrømme, at jeg, når jeg hører statsministeren i dag, så godt kan være lidt i tvivl om, om statsministeren bærer det her i hjertet, eller om det er sådan, at der er – det har jeg altid haft en fornemmelse af at der var – noget luskeri omkring den socialdemokratiske udlændingepolitik. For ja, man ønsker at føre en stram udlændingepolitik, men man ønsker endnu mere at være statsminister. Det er jo så det, som statsministeren nu i virkeligheden bliver et billede på, i og med at statsministeren nu har udnævnt en udlændingeminister, som ikke kan finde ud af at tage stilling til, om det skal være lettere eller sværere at få et dansk statsborgerskab, og det må jeg sige bekymrer mig. Det bekymrer mig, fordi jeg ved, hvor hårdt man skal kæmpe for at sikre, at man kan få strammet op på de her områder. Jeg strammede op 114 gange, mens jeg var udlændingeminister, og jeg tror i hvert fald ikke, man kan sætte spørgsmålstegn ved, om jeg bar det i hjertet. Jeg gik hele vejen, helt bogstavelig talt, og derfor synes jeg også, at det er helt rimeligt, at vi i dag spørger: Skal det være nemmere eller sværere at få et dansk statsborgerskab? Nu nytter det ikke noget, at statsministeren skruer sig op, som statsministeren har gjort over for de andre borgerlige spørgere og partiformænd her i dag. For det må da være ret simpelt at kunne svare på det, i og med at statsministeren foregiver, at hun bærer udlændingepolitikken i hjertet. Så derfor er det sådan set bare et ja eller et nej: Skal det være sværere eller lettere at få et dansk statsborgerskab? Eller skal det være uændret?

Statsministeren.

Man ser det for sig: De blå partiledere har siddet og haft et formøde, og de har koordineret, og de har tænkt, at nu bliver det rigtig, rigtig godt, og nu får de fat. Jeg håber, at man ved den lejlighed også lige har haft en evaluering af det forløb, der var i regeringsforhandlingerne, hvor man på utrolig kort tid opgav nogle af sine udlændingekrav, og det er ikke, fordi jeg gider at tage ved lære af det, for det har jeg ikke tænkt mig at gøre. Jeg konstaterer bare, at det var det, der skete, og jeg konstaterer altså også i al stilfærdighed, at det simpelt hen ikke er nok at stille sig op og sige, at man bærer noget i hjertet. Altså, man skal jo få det til at ske i virkelighedens verden, og det skete i hvert fald ikke, dengang fru Inger Støjberg havde ansvaret. Man kunne jo gå til den her opgave på en anden måde. De borgerlige partiledere kunne jo gå herned i salen i dag og sige: Kære statsminister – eller det behøver man ikke at sige; man kan også bare sige »statsminister«, hvis man ikke mener, at hun er kær – skal vi ikke samarbejde om udlændingepolitikken? Valget har været afholdt. Skal vi ikke på tværs af de politiske partier sørge for, at det store flertal af danskerne – og det er stort – der er tilhængere af en stram udlændingepolitik, bliver realiseret? Det har vi slet ikke hørt. For alt er bare blevet teater, alt er blevet drilleri – ha ha – men det her er jo ikke sjovt. Udlændingepolitik er dødsensalvorligt, for det er i mine øjne hele fundamentet for, om der er et sammenhængende Danmark, også i fremtiden. Hvad angår dansk indfødsret, har jeg svaret på spørgsmålet, og jeg gør det gerne igen, nemlig at vi i den tidligere regering, hvor Venstre også var med, besluttede os for at sætte et arbejde i gang for at se, om man kan lave en screeningsmodel. Fru Inger Støjberg kan jo så godt nu sige, at det kunne hun have gjort med det vons. Det er muligt. Det kunne vi så ikke. Vi ville gerne have afdækket, hvordan man laver en model, som er holdbar. Når det arbejde er færdigt, tager regeringen stilling til, hvad vi gør herfra. Jeg synes egentlig, det er et rimelig seriøst og ordentligt svar. Men jeg håber på, når den her runde er afsluttet, at de partier, som siger, at de går op i udlændingepolitik, rent faktisk vil være med til at føre den. Der skal jo vedtages en udvisningsreform; ellers bliver der ikke udsendt flere kriminelle udlændinge. På et tidspunkt inden forhåbentlig alt for lang tid får vi realiseret et center uden for Europa. Der skal jo stemmes om det; der er jo et Folketing, der skal bakke op om de der beslutninger. Der er nogle piger, der skal have lov til at leve i frihed og i tryghed, og det kræver opbakning fra Folketingets partier.

Fru Inger Støjberg.

Hvis det var en, der kæmpede for, at piger skulle leve i frihed og tryghed, så var det vist mig selv. Når det er sagt, statsminister, vil vi gerne samarbejde om udlændingepolitikken. Men det skal jo betyde, at det er en strammere udlændingepolitik, og det er jo det, som statsministeren ikke kan give os en garanti for i dag. For statsministeren har lige præcis for ikke mange uger siden udnævnt en udlændingeminister, der åbenbart ikke bærer det i hjertet. Jeg er enig i, at det ikke nytter noget kun at lave videoer; det er jo det, som udlændingeministeren har gjort – han står med løftet pegefinger og siger: Nu kommer strammerduoen, nu skal I godt nok passe på derude. Nej, man laver ikke videoer, man laver opstramninger. Jeg lavede 114. Men statsministeren kan i dag end ikke sige, om det skal være lettere eller sværere at få et dansk statsborgerskab. Så ender det hele op i en screeningsmodel og et udvalgsarbejde og sådan noget. Nej, det er slet ikke det, vi spørger til. Vi spørger til, om det skal være nemmere eller sværere at få et dansk statsborgerskab. Ja eller nej?

Statsministeren.

Så lad os prøve at være konkrete. Jeg har svaret på det omkring indfødsret. (Inger Støjberg (DD): Nej). Jo, det har jeg. Skal vi stramme op på praktikantordningen til dansk landbrug? Sidst jeg kiggede – og jeg må indrømme, at det er nogle andre, der ligesom har ladet det passere i fortiden – er der kommet hundredvis, faktisk flere, bl.a. fra Uganda, der arbejder i dansk landbrug. Skal vi stramme op på det? Vil Danmarksdemokraterne være med til at afskaffe den ordning og lave en ny, hvor der ikke er snyd og humbug, hvor man ikke fører udlændingepolitik ad bagvejen, og hvor man ikke giver dansk landbrug mulighed for at trække folk hertil fra Afrika, hvor jeg egentlig vil tillade mig at betvivle at det altid opnår det faglige indhold som en praktikantordning vel skal understøtte? Jeg kan ikke lide den udvikling, der er i gang. Vil Danmarksdemokraterne være med til at stramme op?

Fru Inger Støjberg.

Jeg tror lige, vi skal repetere reglerne. Det er mig, der stiller spørgsmål, og det er statsministeren, der svarer, men jeg kan også konkludere, at statsministeren ikke vil svare på, om det skal være nemmere eller sværere at få et statsborgerskab i Danmark. Men nu var statsministeren faktisk selv lige inde på det der med hjemsendelser og udsendelser, og der må jeg jo bare sige, at det ærgrer mig at se, at man i regeringsgrundlaget siger, at det skal være nemmere at sende folk ud, samtidig med at i denne uge stemmer to af regeringspartierne i Europa-Parlamentet lodret imod det. SF og Radikale Venstre stemmer lodret imod det, der jo egentlig skal være med til at gøre det her muligt. Tænk sig: Det er det flertal, som statsministeren baserer sig på og baserer det at kunne blive statsminister på. Det var jo præcis derfor, jeg i min indledning sagde: Statsministeren siger, at hun bærer udlændingepolitikken i hjertet; hun bærer vist én ting i hjertet, der er større, og det er at være statsminister, og det bliver så på bekostning af udlændingepolitikken. Vedrørende praktikantordningen kan jeg sige: Ja, der skal ikke være svindel og humbug i forhold til udenlandsk arbejdskraft.

Statsministeren.

Man er langt nede på listen over angrebspunkter, når man begynder at kigge på, hvordan nogle medlemmer af Europa-Parlamentet stemmer, som ikke er fra statsministerens eget parti, og som i øvrigt, vil jeg gerne sige her, ingen indflydelse – ingen indflydelse – har på den her regering. Det er den her regering, der fører regeringens politik, og ikke nogen i Europa-Parlamentet. Okay, så lad os diskutere landbrugspraktikantordningen. (Inger Støjberg (DD): Nej, statsministeren fik et spørgsmål). Ja, og statsministeren svarer. Man vil gerne være med til at sikre, at der ikke er snyd og humbug. Vil man i det hele taget være med til at stramme op, sådan at dansk landbrug ikke fører udlændingepolitik ad bagvejen, nøjagtig ligesom vi har set, at nogle uddannelsesinstitutioner har gjort det før? Det strammede den tidligere regering også op på, og det kommer den her regering selvfølgelig også til at gøre.

Tak for det. ( Inger Støjberg (DD): Må jeg have lov til at svare på statsministerens spørgsmål og sige, at vi gerne vil være med til at stramme op?). Nej, det bliver der ikke mulighed for, men jeg kan sige her, at det afsluttede spørgsmålet, og at vi derfor siger tak til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet.

Tak for det, formand. Først og fremmest vil jeg gerne kvittere for nogle rigtig gode forhandlinger på Marienborg. Det var jo ikke bare et godt forhandlingsforløb; det blev også til et rigtig godt resultat, så tak for det. Det politiske grundlag, som nu foreligger, og som Alternativet har sat nogle helt klare aftryk på, giver håb om, at vi nu har fået en regering, som ægte vil den grønne omstilling. Det gælder ikke mindst ambitionerne på natur, energi, drikkevand og dyrevelfærd, men også visionen om at skabe et landbrug, som er mere bæredygtigt, mere økologisk og mere selvforsynende, og hvor dyrevelfærden får et markant løft. Alt det er både godt og nødvendigt. I Alternativet ser vi frem til næste fase, hvor vi skal implementere de her tiltag og visioner, som ligger i regeringsgrundlaget, så vi netop sikrer, at de her ambitioner bliver til virkelighed. Det gælder også ambitionerne om at stoppe udvidelserne af svineproduktionen, altså det, der står i regeringsgrundlaget om, at der skal indføres et midlertidigt stop for nye etableringer og udvidelser af konventionel svineproduktion. Til trods for at regeringsgrundlaget er helt tydeligt her, kan man altså læse rundtomkring, at svinelandbruget arbejder intenst på at udvide og opstille nye svinestalde, hvilket blot understreger, at det haster med at få indført stoppet, så det også gælder i praksis. Så mit spørgsmål til statsministeren er: Hvor hurtigt mener regeringen at der kan indføres det her reelle stop for udvidelser af svinelandbrug, og hvordan vil man undgå, at der kommer en bølge af udvidelser i mellemtiden?

Statsministeren.

Tusind tak for det spørgsmål. Jeg vil også gerne have lov til at kvittere for et rigtig, rigtig godt samarbejde. Det tog lang tid i de her regeringsforhandlinger, men det betød også, at vi havde lejlighed til at lære hinanden bedre at kende og til at komme i dybden med nogle af de ting, der er vigtige for Alternativet. Jeg er stolt af det fælles regeringsgrundlag, som regeringen har, men som i høj grad også er formet af, inspireret af og forankret i nogle af de samtaler, vi har haft på bl.a. landbrugsområdet og det grønne område og i forhold til den grønne dagsorden i det hele taget. Så tusind tak for det. Der er faktisk flere gode aftryk fra Alternativet i det her regeringsgrundlag, men et af de steder, hvor det er tydeligt, er der, hvor det vedrører dyrevelfærd og de danske grise. Det handler om, at vi ikke længere skal se på, at så mange smågrise dør hver eneste dag, at vi ikke længere skal se en ekstrem avl, som er uetisk, og som er gået over gevind, og at vi i høj grad skal holde de danske arbejdspladser og have en svineproduktion, der afspejler det, men også, at vi skal have nogle landdistrikter, hvor folk faktisk kan holde ud at bo – hvor der er arbejdspladser, og hvor der er natur og udviklingsmuligheder, men hvor det også er rart at være. Det betyder også noget for danskernes bosætningsmønster. Jeg synes, det er helt rigtigt af os at sige i regeringsgrundlaget, at når vi nu faktisk har tænkt os at stramme ret meget op på svineproduktionen i Danmark, skal vi ikke bare have en masse udvidelser af den svineproduktion, der skal høre fortiden til. På det helt konkrete spørgsmål om, hvor hurtigt det kan igangsættes, er jeg simpelt hen svar skyldig. Det er ikke, fordi jeg ikke vil svare, men fordi vi selvfølgelig er i gang med at danne os et overblik over, hvor hurtigt nogle af de ting, vi gerne vil have til at virke allerhurtigst, kan foregå. Så det er den ansvarlige minister, der er bedst til at svare på det, men jeg vil meget gerne undersøge det herefter. Jeg tør altså ikke sætte en dato på, andet end at jeg måske kan ærgre mig over, at vi ikke var færdige med regeringsforhandlingerne lidt tidligere, så vi havde kunnet nå noget mere på den her side af sommerferien.

Fru Franciska Rosenkilde.

Det glæder mig, at statsministeren gerne vil gå videre med det her, for det er jo ærgerligt, hvis vi får en kultur nu, hvor der er et landbrug, der læser i regeringsgrundlaget og så skynder sig at udvide, inden vi egentlig får det her midlertidige stop effektiviseret. Så det er jeg glad for at statsministeren vil gå videre med. Derudover har vi jo også diskuteret en del på Marienborg, hvordan vi får nedbragt landbrugets forurening. Det kan man jo også se i regeringsgrundlaget. Det gælder både i forhold til sprøjteforbuddet, men også i forhold til den skærpede indsats over for nitrat. For mig er der ingen tvivl om, at de her to greb er helt afgørende for, at vi beskytter vores vand bedre og får livet tilbage i vores fjorde og i vores farvande. Jeg er interesseret i at høre statsministerens mening om det her med, hvem der skal betale. I Alternativet er det helt klart, at det må være forureneren, der skal betale. Hvad tænker statsministeren om de her trusler om retssager, der kommer fra landbrugslobbyen? Og hvor står statsministeren i spørgsmålet om kompensation?

Statsministeren.

Jeg kiggede lige på den ansvarlige minister bag mig, og jeg tror godt, jeg tør sige, at det her gerne skulle virke lige efter sommerferien. Der bliver arbejdet på højtryk. Jeg lægger lige et »tror« ind, for den ansvarlige minister vil bedre kunne svare, men nu sidder han lige bag ved mig. Trusler bryder jeg mig generelt ikke om, vil jeg gerne sige, og jeg håber egentlig, at dansk landbrug, som jo måske også er mere varieret og mere mangfoldigt end det, man en gang imellem får indtrykket af, vil tage godt imod det her regeringsgrundlag og også se, at vi jo faktisk anerkender vigtigheden af at have et dansk landbrug. Det er også en del af det sikkerhedsbillede, vi er i nu, at vi kan forsyne os selv. Der er jo en del danske råvarer, vi ikke bruger ret meget længere. Noget af det, vi har diskuteret, er, at nogle af de ting, der tidligere blev solgt i danske butikker, f.eks. dansk frugt, ser man ikke ret meget af mere; nu importerer vi en masse udefra. Det ville da være dejligere, at vi brugte noget af det, vi faktisk kan producere selv. Så jeg synes, man skal holde igen med truslerne og gå ind i samarbejdet. Men jeg vil sige, at jeg helt generelt synes, at det er rimeligt, at dansk landbrug stopper med at ødelægge vores danske drikkevand, og derfor lægger vi jo heller ikke op til en meget stor kompensation.

Fru Franciska Rosenkilde med et afsluttende spørgsmål.

Man skulle næsten tro, at statsministeren havde læst mit sidste spørgsmål, for i det kommer jeg netop ind på noget af det, som vi også talte om under forhandlingerne, nemlig ambitionerne om at få flere danskproducerede fødevarer, både økologi, men frugt og grønt i særdeleshed. Det er jo, fordi vi har det, som direktøren i Madkulturen, Judith Kyst, kalder for den her lidt stille krise, som vi måske ikke er så opmærksomme på, nemlig at det faktisk kun er godt 20 pct. af de grønsager og under 10 pct. af den frugt, der bliver købt i supermarkederne i dag, der er dansk. Ud over at det er problematisk for vores landbrug, så har det jo faktisk også en betydning for vores fødevareforsyningssikkerhed, også set i lyset af den ekstreme varmebølge, der er lige nu er over hele Europa, især Sydeuropa, hvor der bliver produceret rigtig mange fødevarer; det er jo desværre en konsekvens af klimaforandringerne. Men det betyder jo også, at det reelt kan blive til en sikkerheds- og fødevarekrise, hvis vi ikke får en større produktion af de gode råvarer, som vi tidligere har produceret, tilbage i Danmark. Derfor vil jeg til sidst spørge statsministeren, hvad man vil gøre for at sikre, at Danmark bliver mere selvforsynende med danske fødevarer, og samtidig også sikre, at vi står bedre i forbindelse med en potentiel fødevarekrise.

Statsministeren.

Jamen altså, nogle gange skal man jo også bare være ærlig, og jeg må sige, at jeg faktisk lidt gik rundt og troede, at Alternativet var ligeglad med, hvor mange danske arbejdspladser der er i dansk landbrug. Der er jeg blevet klogere. Det går Alternativet op i. Men som jeg forstår det, er man ikke så optaget af, at der skal produceres nogle svin, der så bliver kørt over den danske grænse, og som ikke skaber ret meget merværdi, hvad angår arbejdspladser i f.eks. landdistrikterne. Man er meget mere optaget af, at vi får tænkt dansk landbrug, natur, det åbne landskab og livet på landet sammen, herunder at kunne producere flere af vores danske fødevarer. Det er en tilgang, som jeg er meget, meget enig i, og jeg tror også, at noget af det, som vi skal i gang med nu, er at tiltrække nogle nye landmand, som har lyst til at producere nogle danske fødevarer, men ikke i de der kæmpe industrielle produktionsenheder, som i hvert fald en del af dansk landbrug har udviklet sig til. Vi er jo blevet enige om, at der skal komme ny fødevarestrategi. Det arbejde vil jeg glæde mig til, for de tal, som bliver nævnt her, er meget, meget lave. Og lad mig da bare være helt ærlig: Jeg vil da hellere selv sætte tænderne i et dansk æble og dermed understøtte en dansk produktion, end at der skal importeres så meget frugt og grønt udefra. Så jeg glæder mig til samarbejdet på det her område.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet. Jeg byder nu velkommen til hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti. Værsgo.

Tak. Først og fremmest vil jeg sige tillykke til statsministeren med at have fået et folkeligt mandat til at lede landet. Jeg er også rigtig stolt over, at jeg har fået et folkeligt mandat til at kæmpe for det, som statsministeren også ved betyder allermest for mig: Det er sikkerheden og trygheden for vores kære, sikkerheden og trygheden for kvinder, mænd og børn i Danmark. For 14 dage siden faldt der en dom i Københavns Byret. En 38-årig tyrker, Hakan Cengiz, er blevet kendt skyldig i en voldtægt og to voldtægtsforsøg under særlig skærpende omstændigheder, altså med trusler, og der var en kniv mod halsen. Som et rovdyr gik han rundt og fandt tilfældige kvinder, og det lykkedes for ham. Han forsøgte to gange nytårsaften. Det lykkedes ikke. Men 2 dage senere lykkedes det. Han trådte ind og fik en kvinde ind i en toiletbås, førte kniven op imod halsen og begik fuldbyrdet voldtægt. Der kommer en udvisningsreform nu. Den her 38-årige tyrker blev dømt skyldig, fik 8 års fængsel og et indrejseforbud i 6 år. Mit spørgsmål til statsministeren er: Vil den udvisningsreform, der kommer, sikre, at voldtægtsforbrydere som den her 38-årige tyrker, som bliver kendt skyldig i voldtægt under skærpende omstændigheder, bliver udvist for bestandig og ikke blot får et indrejseforbud på 6 år og så kan komme tilbage igen til Danmark, så de kvinder kan møde den mand, som blinkede og smilede til ofrene på vej ud af retten?

Statsministeren.

Jeg har så svært ved at svare på de der spørgsmål. Lige her er vi helt på den samme side. Jeg hader voldtægtsforbrydere, jeg hader mænd, der ikke behandler kvinder ordentligt, og jeg hader dem endnu mere, når de kommer udefra og misbruger vores gæstfrihed til ikke at behandle piger og kvinder ordentligt. Man må sikkert ikke sige, at man hader, når man er statsminister, men det gør jeg virkelig. Vi har i øvrigt et stigende problem i mine øjne med synet på piger og kvinder, og det har desværre ikke kun at gøre med etnicitet og indvandringspolitik; det begynder også at snige sig ind i andre dele, også hvad angår den offentlige debat i Danmark. Så vi skal virkelig være opmærksomme og årvågne her. Jeg kan ikke gå ind og vurdere en konkret sag. Jeg har al sympati og al medlidenhed med ofrene, både der, hvor det blev fuldbyrdet, og der, hvor det blev forsøgt. Men det lyder på mig, som om vi her har et eksempel på en, der faktisk bliver udvist af Danmark. Det, der så er spørgsmålet, er, hvordan vi hindrer, at han kommer tilbage til Danmark. Udvisningsreformen handler jo om at udvise flere. Vi lægger i regeringsgrundlaget op til at skærpe straffene for personfarlig kriminalitet endnu mere. Det er også en udlændingestramning, for kombineret med en udvisningsreform skal det gerne betyde, at flere udvises. Men jeg kan ikke på stående fod svare på spørgsmålet om, hvordan man sikrer, at folk så ikke kommer tilbage. Vi har haft lejlighed til at diskutere det tidligere, og jeg tror, det bedste, jeg kan sige nu, er, at det bliver vi nødt til at kigge på igen.

Spørgeren.

Det er jo netop, når vi nu skal behandle en udvisningsreform, at det giver mening at adressere det her spørgsmål – og jeg har taget det her med herind før. For det er præcis der, udfordringen ligger, altså at man lever op til konventionerne og personen bliver udvist, men at dansk ret vælger at give et indrejseforbud, nogle gange på 2 år og nogle gange på 6 år, og nogle gange giver byretten et på 12 år, og så går landsretten ned på 6 år igen. Man kan jo i den danske dommerstand vælge at give udrejse for bestandig. Og i forhold til voldtægt under skærpende omstændigheder – ja, ligesom med drab – kan jeg ikke forestille mig en anden sag, hvor man ikke skal udvise for bestandig. Der er ingen formidlende omstændigheder ved en voldtægt. Så når vi nu skal behandle en udvisningsreform, som skal sigte mod at udvise flere, hvilket giver mening, må vi ikke glemme den anden del, som er at sikre, at dem, vi udviser – for det er jo ikke udvisning, men et indrejseforbud, man bliver idømt nu – så ikke kommer ind igen. Og det adresserer den her udvisningsreform ikke endnu.

Statsministeren.

Nej, men jeg tror, at det bedste, jeg kan gøre sådan lige på stående fod, er at sige, at vi må prøve at kigge på det der. For er der nogen, der ville være uenig i, at hvis man er kommet til Danmark – og så er jeg sådan set ligeglad med, hvor lang tid man har været her – og begår voldtægt, så skal man udvises? Så i spørgsmålet ligger der jo så også en anerkendelse af, at der trods alt er noget, der fungerer i vores udlændingepolitik, fordi han faktisk bliver udvist, hvad han jo også skal. Når man lytter til nogle af de andre spørgere, lyder det, som om det ikke sker, men det gør det, og vi udviser også flere, end vi gjorde tidligere, og vi skal udvise endnu flere. Men jeg kan ikke forestille mig, at mange ville være uenige i, at vi så skal sikre, at de ikke kommer tilbage igen. For jeg synes jo, at han for længst har opsagt kontrakten med Danmark og med os. Altså, når man kommer hertil af den ene eller den anden årsag og begår kriminalitet, er udgangspunktet, at man ikke skal være her. Så er der, må jeg forstå, et meget bredt flertal af Folketingets partier, der synes, at vi skal overholde de internationale konventioner, inklusive Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Venstre, Konservative og LA. Det er vi jo mange der mener, og så må vi forsøge at finde løsninger inden for dem, og det er jo derfor, jeg selv har kastet mig ind i arbejdet med at finde en anden måde at gå til den europæiske menneskerettighedskonvention på, altså for netop at kunne udvise flere. Men jeg vil også gerne kigge på spørgsmålet omkring indrejse.

Hr. Lars Boje Mathiesen med et afsluttende spørgsmål.

Det er jeg glad for. Statsministeren ved, at jeg og Borgernes Parti kommer til at forfølge den her sag, for det er det, der kan gøre en forskel, i forhold til at de her kvindelige ofre ikke skal møde de voldtægtsforbrydere igen – her en udenlandsk mand, som ikke har noget som helst at gøre i Danmark Mit korte sidste spørgsmål skal gå på noget helt andet. Det skal gå på store bededag, men mere på det tekniske, som der står i regeringsgrundlaget, om, at beskæftigelsen skal stige som en præmis for at genindføre store bededag i 2030. Vi havde en debat i går, hvor Moderaterne sagde, at det var det strukturelle arbejdsudbud, som skulle stige, og jeg behøver ikke at belære statsministeren om, at der er stor forskel på, om vi snakker om det strukturelle arbejdsudbud, eller om vi snakker om den generelle beskæftigelse, eller om vi snakker om specifikke tiltag på beskæftigelsesområdet, som skal generere det her arbejdsudbud. Det er derfor, jeg vil spørge, om statsministeren lige kunne afklare, om vi taler om specifikke tiltag på beskæftigelsesområdet, som skal få den til at stige, om vi taler om arbejdsudbud, eller om vi bare taler om, at den generelle beskæftigelse skal stige. Og hvis det er den generelle beskæftigelse, der skal stige, hvornår er så basisåret, man bruger som udgangspunkt for at vurdere, om den har nået det mål, man har sat?

Statsministeren.

Det afgørende må være, at alle de danskere, som synes, det har været vigtigt, at store bededag blev genindført, nu har fået besked om, at det bliver den. Så har vi sagt, at vi gør det på en sådan måde, at det baserer sig på, at beskæftigelsen stiger i Danmark. Det er det, der er vores tilgang. Jeg er sikker på, at man får lejlighed til at forholde sig til alle detaljer i det her, men det er lagt an på, kan man sige, den præmis, at beskæftigelsen stiger.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til hr. Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti. Hermed er spørgetimen slut.

Værsgo.

Tusind tak, formand. Mener ministeren, at det er foreneligt med Danmarks erklærede venskab med Israel, hvis regeringen ikke aktivt arbejder for at forhindre sanktioner mod Israel i EU?

Udenrigsministeren, værsgo. Og så skal vi bede om ro nede bagved. Tak for det.

Det korte svar ville jo være ja, men lad mig da lægge ud med at understrege, at den udvikling, som vi p.t. ser i de israelsk besatte områder, er yderst bekymrende, navnlig på Vestbredden, hvor forholdene forværres dagligt, og hvor vi ser aktive skridt fra israelsk side, der reelt underminerer en fremtidig tostatsløsning. Her tænker jeg jo ikke mindst på de fortsatte og markante udvidelser af de ulovlige israelske bosættelser og den stigende bosættervold. Alene i indeværende år er der sket mere end 1.000 bosætterangreb. Det er mere end seks om dagen. Selvstyrets økonomi rykker tættere og tættere på et totalt kollaps, bl.a. på grund af Israels tilbageholdelse af mere end 36 mia. kr. i palæstinensiske skatteindtægter. Heller ikke i Gaza er der sket nævneværdige fremskridt efter indgåelse af våbenhvileaftalen i oktober sidste år. Israel kontrollerer fortsat en stor del af Gazas territorium. Der er omfattende israelske begrænsninger på adgangen for nødhjælp og urimelige krav til de internationale hjælpeorganisationer. Her hører det dog med til billedet, og det vil jeg gerne understrege, at Hamas fortsat ikke har indvilliget i at lade sig afvæbne. Men når man lægger det hele sammen, er der en forværret situation, ikke mindst på Vestbredden, og det har aktualiseret drøftelserne i EU, som Danmark også indgår i, omkring EU's kurs og behovet for at lægge et pres på Israel for at få Israel til at ændre kurs, og det støtter vi fra regeringens side. Vi arbejder bl.a. aktivt for at indføre yderligere sanktioner mod ekstremistiske bosættere og deres støtter og arbejder for at indføre EU-tiltag rettet mod at begrænse handel med varer fra bosættelserne, og det gør vi, samtidig med at vi er venner med Israel og det israelske folk.

Fru Mette Thiesen.

Tak for besvarelsen. Jeg synes jo absolut ikke, at det er så enkelt, som ministeren lægger op til. Lad os bare starte med at blive enige om, at Hamas, som er en terrororganisation, stadig væk arbejder aktivt imod al sund fornuft og faktisk har forskellige mødesteder under hospitaler, under skoler, under de her forskellige ting, som jo gør, at nogle af de her angreb jo desværre også rammer civile, men det er Hamas' skyld, og at Israel jo desværre står ret alene i Mellemøsten som et demokrati, som kæmper imod nogle, som jeg regner med at alle i Folketinget kan tilslutte sig er fjender og nogle, som grundlæggende set var dem, der startede det hele, nemlig ved den her fuldstændig vanvittige massakre den 7. oktober. Så jeg undrer mig en lille smule over, at man så entydigt lægger vægt på, at man skal sanktionere Israel. Man kan sagtens være kritisk over for nogle af de tiltag, der er. Man kan også være kritisk over for Netanyahu, eller hvad man vil, men jeg undrer mig meget over, at det er så ensporet i forhold til den måde, man fra EU's side også er meget, meget kritiske over for Israel på. Jeg havde nok lidt håbet på, at Danmark måske havde taget en lidt anden vej og i hvert fald ikke havde presset på for sanktioner over for Israel, men havde fastholdt, at vi i Danmark er venner af Israel. Vi støtter Israel og Israels kamp imod Hamas og imod de terrorister, som jo desværre igen og igen viser, hvor forfærdelig en terrororganisation Hamas er. Igen og igen synes jeg jo også, det er problematisk at se, hvordan medierne ikke dækker det hele billede – lad os bare sige det på en pæn måde. Så kan udenrigsministeren ikke godt forstå det udgangspunkt? Det glæder jeg mig til at høre udenrigsministerens svar på.

Udenrigsministeren.

Jeg vil meget gerne have mig frabedt at skulle være ensporet – det er nemmere at komme i tanke om andre, der er det – eller at jeg skulle forenkle debatten. Altså, jeg forenkler ikke debatten. Men nu taler spørgeren så om Hamas. Jeg brugte den største del af min taletid på at tale om Vestbredden – altså Vestbredden, hvor den israelske regering har sanktioneret yderligere bosættelser, som, hvis den her E1-plan gennemføres, de facto skærer Vestbredden over i to og gør, at enhver tale om at have en tostatsløsning som en del af en langsigtet løsning på situationen, som jo er en situation, hvor der blev skrevet indledningen på et forfærdeligt, frygteligt kapitel den 7. oktober, men det er jo en lang, lang lidelsesbog, de facto ikke kan lade sig gøre. Det kan vi ikke sidde og se på, og det er vi nødt til at reagere på. Ud af det kan man jo ikke læse noget som helst om, at vi ensidigt tager stilling. Derfor har vi jo sådan set også støttet og gennemført sanktioner, bl.a. også imod Hamas. Men at have et udgangspunkt, der hedder, at hvis man har et venskab med Israel, må man ikke være kritisk eller handle på det, der sker på Vestbredden, er et synspunkt, jeg ikke deler.

Fru Mette Thiesen.

Det ved jeg godt at ministeren ikke deler. Jeg synes jo godt, at man kan være kritisk over for enkeltdele, men stadig væk ikke arbejde aktivt for sanktioner. Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at høre ministeren konkret, om ministeren mener, at den her tostatsløsning nogen sinde bliver realistisk, så længe Hamas ikke vil nedlægge våbnene, så længe Hamas trods alt styrer så meget, så længe Hamas har så meget magt i det område, man kalder Palæstina, og så længe der er så mange palæstinensere, der stadig væk bakker op om Hamas. For det kan jeg da godt være i tvivl om.

Udenrigsministeren.

Jeg tror desværre, at en tostatsløsning ligger langt ude i fremtiden, men det, der er udfordringen nu, er, at vi ikke bare har en situation, hvor Israel altså ikke arbejder for en tostatsløsning, men en situation, hvor Israel de facto forhindrer, at det nogen sinde kan blive et perspektiv. Det vil sige, at en tostatsløsning som en mulighed i horisonten slukkes, og det kommer ikke til at fremme fred i Mellemøsten.

Spørgeren med et sidste spørgsmål.

Man kan sagtens kritisere, men jeg står fuldstændig fast på, at Israel stadig væk er det eneste demokrati i Mellemøsten – omgivet af fjender konstant og hele tiden. Jeg er også bare nødt til at sige meget klart og tydeligt, at så længe Hamas er der og får lov til at fylde så meget, og så længe vi stadig væk ser, at mediedækningen er, lad os bare kalde den mangelfuld, og hvor man også tager ting fra Al Jazeera og alt muligt andet, jamen så kan jeg godt være nysgerrig på, hvad det reelt er, der foregår derovre. Vi står i hvert fald sammen med Israel fra Dansk Folkepartis side. Man kan sagtens kritisere, men jeg kunne bare godt tænke mig at høre ministeren, om man så stadig væk mener, at det er okay, at man fra dansk side aktivt arbejder for at sanktionere Israel, når man ved, hvad det er for en svær situation, Israel står i og i øvrigt altid har stået i.

Tak. Udenrigsministeren, værsgo.

Nu har spørgeren jo flere gange sagt, at man sagtens kan kritisere, og der kommer jo ingen kritik ud af munden på spørgeren overhovedet. Så det bliver da spændende på et tidspunkt at høre, hvori det her »man kan sagtens kritisere« bliver omsat til noget kritik. Man skal kritisere, når der er grund til at kritisere, og der er grund til at kritisere, at man sanktionerer ulovlige bosættelser på Vestbredden, der de facto deler Vestbredden i to og umuliggør en tostatsløsning som en potentiel mulighed overhovedet. Jeg tror i øvrigt heller ikke, at det er i Israels egen langsigtede interesse, for når det bliver sagt, at man er omgivet af fjender, så er det jo en sandhed med modifikationer. Det lykkedes faktisk under Trump I at lave Abraham Accords med UAE. Der er andre lande i Golfen – tag Saudi-Arabien – som sådan set meget gerne vil anerkende og slutte fred med Israel, men det kommer ikke til at lade sig gøre, hvis det palæstinensiske spørgsmål forbliver uløst.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti og tak til udenrigsministeren. Jeg byder velkommen til finansministeren og til fru Nadja Natalie Isaksen, uden for grupperne, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge ministeren, om ministeren finder det rimeligt, at en tidligere minister, der er dømt for besiddelse af overgrebsmateriale med børn, kan modtage ministerpension 6 år før den ordinære pensionsalder og med tilbagevirkende kraft, og finder ministeren, at det er i overensstemmelse med den almindelige retsopfattelse i befolkningen, at en dømt tidligere minister på denne måde modtager et gyldent håndtryk fra staten?

Finansministeren.

Mange tak for spørgsmålet, og først og fremmest også tillykke til fru Nadja Natalie Isaksen med sin debut her i spørgetiden. Lad mig starte med at slå fast, at besiddelse og udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn er afskyeligt, og det er også noget af det værste, jeg kan komme i tanke om. Jeg tager på det allerallerkraftigste afstand fra de forbrydelser, som der er begået. Det er i øvrigt forbrydelser, som vi jo altså også med den seneste strafreform i den sidste valgperiode markant har hævet straffen for. Som jeg er blevet oplyst, er baggrunden for den omtalte persons udbetaling, at Helbredsnævnet har vurderet, at han har nedsat erhvervsevne og derfor får udbetalt pension. De samme regler gælder for statens tjenestemænd. Retten til førtidig udbetaling af pension for tjenestemænd og ministre baserer sig på en vurdering af, om man har mistet sin erhvervsevne, og uden sammenhæng med og uanset om man måtte blive dømt for strafbare forhold. Afgørelsen i den konkrete sag er derfor alene baseret på en lægefaglig vurdering foretaget af Helbredsnævnet, som er et uafhængigt lægefagligt nævn, og som helt vanlig praksis naturligvis også helt uden politisk indblanding. Derfor er reglerne blevet overholdt, som de er foreskrevet.

Spørgeren.

Tak for det, og tak for lykønskningen. Jeg synes bare ikke helt, at ministeren svarer på spørgsmålet. Det er jo sådan, at det har skabt dyb forargelse og vrede, at man for det første først fra Folketingets side har tildelt den omtalte tidligere minister, hr. Henrik Sass Larsen, en såkaldt førtidsfolketingspension. Jeg tror faktisk, der er rigtig mange derude, som ikke vidste, at det var en ting – det vidste jeg faktisk heller ikke selv. Nu har man så også tildelt ham en førtidsministerpension på ikke mindre end – ifølge Ekstra Bladets oplysninger – 638.000 kr. af danskernes penge. Ifølge ministervederlagsloven er det jo sådan, at det tilkommer finansministeren at bestemme, om tidligere ministre kan få udbetalt pension før tid. Så jeg vil gerne spørge ministeren, om han vil tage initiativ til at ændre loven, så ministre dømt for så grove overtrædelser, som ministeren jo også tilkendegiver at der er tale om her, og det er jeg meget glad for at ministeren tilkendegiver, ikke kan modtage den her slags ministerpension før tid – ja eller nej.

Finansministeren.

I forhold til spørgerens kendskab til reglerne vil jeg sige, at udbetaling af ministerpension på grund af nedsat erhvervsevne sker med virkning fra det tidspunkt, hvor den tidligere minister ansøger om udbetaling, og udbetalingen sker derfor med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt. Det er fuldstændig præcis de samme regler, som i øvrigt også gælder for tidligere tjenestemænd, der søger om førtidig udbetaling på grund af nedsat erhvervsevne. Derudover vil jeg bare gentage, at der hverken har været nogen som helst politisk beslutning eller politisk indblanding i Helbredsnævnets afgørelse i den konkrete sag.

Spørgeren.

Men nu spurgte jeg ikke til den gældende lov eller de gældende regler. Jeg spurgte, om ministeren vil ændre loven. Så jeg vil meget gerne gentage spørgsmålet: Vil ministeren tage initiativ til at ændre loven, så dømte tidligere ministre ikke kan modtage ministerpension før tid – ja eller nej?

Ministeren.

For at forsøge at svare på det tror jeg bare, at man også må være ærlig og sige, at det er en kompleks problemstilling af flere årsager, bl.a. fordi det er en grundlæggende del af vores pensionssystem for offentligt ansatte i Danmark, at man kan få sin pension udbetalt før tid, hvis man bliver syg og mister sin erhvervsevne. Det samme gælder så også for ministre. Det andet komplekse i det spørgsmål er jo, at på bl.a. den ordning, som spørgeren er blevet aflønnet efter fra efter dette folketingsvalg, er der en meget stor del af ministerpensionen, som bliver udbetalt i form af løn. Skulle man så også forestille sig, at man skal gøre indgreb i den løn eller kræve tilbagebetaling, hvis det er, at spørgeren selv skulle gå hen og miste sin erhvervsevne og blive dømt for et strafferetligt forhold? Så der er jo mange komplekse spørgsmål i det ellers simple spørgsmål, spørgeren stiller.

Spørgeren med det afsluttende spørgsmål.

Så lad mig spørge på en anden måde: Er det noget, ministeren godt kunne tænke sig at kigge ind i, altså om man seriøst kan ændre de her regler? For ministeren må jo også anerkende, at det har skabt vrede og forargelse dybt ude i befolkningen, at man har tildelt den forhenværende socialdemokratiske minister Henrik Sass Larsen først en førtidsfolketingspension og siden hen en førtidsministerpension.

Finansministeren.

Jamen jeg lytter altid meget gerne til kreative, konkrete forslag til, hvordan man kan indrette reglerne mest hensigtsmæssigt. I det omfang, at nogen måtte have forslag til det, vil jeg naturligvis gerne drøfte dem. Men jeg tror bare, at det er meget vigtigt, man holder sig for øje, at det her er nogle regler, der grundlæggende gælder alle tjenestemænd, der er offentligt ansatte, og at der i øvrigt er trådt nogle helt andre regler for aflønning af både folketingsmedlemmer og også ministre i kraft efter det her folketingsvalg.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Nadja Natalie Isaksen, uden for grupperne. Det næste spørgsmål er ligeledes til finansministeren, og vi byder velkommen til fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Hvad er ministerens holdning til, at Henrik Sass Larsen, der sidste år blev idømt 4 måneders ubetinget fængsel for besiddelse af overgrebsmateriale mod børn, med tilbagevirkende kraft nu også har fået tildelt den livslange ministerpension før tid, hvilket ifølge Ekstra Bladets dækning svarer til en pensionsbonus på 638.000 kr.?

Ministeren.

Tak for ordet. Det er jo den samme problemstilling, som vi lige har været inde på, og bare for at gentage det, kan jeg ikke sige det for mange gange, at besiddelse og udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale mod børn er en af de alleralvorligste forbrydelser, man kan begå. Det er foragteligt, og jeg tager på det kraftigste afstand fra det. Det er også en af grundene til, at vi i den sidste folketingsperiode, da jeg selv tjente som justitsminister, skærpede straffene markant, og det er også en af årsagerne til, at jeg selv gik forrest for en fælleseuropæisk løsning, hvor vi kraftigt forsøgte at regulere lige præcis udbredelse og deling af seksuelt misbrugsmateriale med børn i. Som jeg er blevet opløst i den her sag, er baggrunden for den omtalte persons udbetaling, at Helbredsnævnet har vurderet, at han har nedsat erhvervsevne og derfor får udbetalt pension. Som jeg også tidligere sagde, er der tale om en pension, som udbetales efter gældende lovgivning på grund af nedsat erhvervsevne. Samme ret har statens tjenestemænd, og det er de regler, som ministre er omfattet af. Retten til førtidig udbetaling af pension for tjenestemænd og ministre baserer sig på en lægefaglig vurdering af, om man har mistet sin erhvervsevne, uden sammenhæng med og uanset om man måtte blive dømt for strafbare forhold. Afgørelsen i den her konkrete sag er derfor alene baseret på en lægefaglig vurdering foretaget af Helbredsnævnet, som er et uafhængigt lægefagligt nævnt, og som det er fuldstændig vanlig praksis, er beslutningen truffet uden nogen form for politisk indblanding. Men det ændrer jo selvfølgelig på ingen måde, at de handlinger, den omtalte person er dømt for, er nogle af de allerværste forbrydelser, som jeg i hvert fald kan komme i tanke om, og det er forbrydelser, som jeg nævnte tidligere, som vi også i den seneste strafreform markant har hævet straffen for.

Spørgeren.

Tak for det. Det er jo rigtigt, at der også er blevet lavet en del aftaler på Christiansborg i forhold til kriminelle, der får tildelt førtidspension. Det har man jo også sat en stopper for kan lade sig gøre efter dokumentaren om »Den sorte svane« og Fasar, som begik alvorlig kriminalitet og samtidig fik førtidspension. Jeg vil gerne spørge ind til det, der står i ministervederlagsloven, for jeg synes, der er nogle gråzoner her, i forhold til hvor meget ministeren skal være involveret i, at den her førtidsministerpension er blevet tildelt Henrik Sass Larsen. Der står i Ekstra Bladets dækning af sagen, at den her beslutning er blevet taget af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, men i ministervederlagsloven står der samtidig, at det er finansministeren, der skal bestemme, om pensionen kan blive udbetalt. Så som jeg læser det, er det jo en endelig beslutning, der skal tages af en finansminister. Det er så ikke sket her, fordi den her beslutning, så vidt jeg kan læse mig frem til, er blevet taget under regeringsforhandlingerne. Det vil så sige, at det var et forretningsministerium, hvor den her beslutning om Henrik Sass Larsens førtidsministerpension er blevet taget af en administration af en art. Jeg kunne godt tænke mig at høre finansministeren, om det med den her beslutning, der så er taget under regeringsforhandlingerne, er anderledes, end det ville have været f.eks. i dag, hvor der sidder en finansminister. For jeg synes egentlig, det er ret vigtigt i en sag som den her, at det i sidste ende er finansministeren, der tager den endelige beslutning efter en indstilling fra de mennesker, der sidder og skal vurdere, om der er en lægefaglig baggrund for at få ministerpensionen.

Ministeren.

Det er jo et hypotetisk spørgsmål, for den vanlige praksis er, at sager af den her type faktisk ikke bliver politisk forelagt. Det er en afgørelse, der udelukkende baserer sig på en lægefaglig vurdering, der foretages af Helbredsnævnet, som er et uafhængigt lægefagligt nævn, og efter gældende lovgivning. Helbredsnævnet foretager en lægefaglig vurdering af, om den pågældendes erhvervsevne er nedsat til halvdelen eller derunder, og Helbredsnævnet ser derfor ikke på, om vedkommende er dømt for et strafbart forhold.

Spørgeren.

Men i ministervederlagsloven står der netop det her med, at det er finansministeren, der efter indhentede udtalelser fra nævnet for helbredsbedømmelser i tjenestemandssager skal bestemme, at pensionen udbetales. Som jeg læser det, er det jo så ministeren, der til sidst skal gå ind og bestemme, om den her pension skal udbetales. Det er så ikke sket her, og det synes jeg er enormt ærgerligt, især når det er en sag, som er så alvorlig, hvor vi rent faktisk sidder med et tidligere folketingsmedlem og minister, der er dømt i en meget alvorlig sag om besiddelse af overgrebsmateriale med børn. Kunne man ikke have ventet med den her beslutning, indtil der rent faktisk sad en finansminister i stolen, der kunne tage den her endelige beslutning?

Tak. Ministeren.

Det kan jeg i hvert fald ikke svare på. Jeg ved, at den vanlige praksis er, at den her type beslutninger træffes uden politisk indblanding, og at de i øvrigt træffes efter Helbredsnævnets indstilling og afgørelse. Det er rigtigt, at finansministeren har ansvaret for, at reglerne om ministerpensionen, der er vedtaget af Folketinget, overholdes, og den her konkrete afgørelse er jo så truffet af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen under Finansministeriet i henhold til gældende lovgivning og på baggrund af en lægefaglig vurdering fra Helbredsnævnet.

Spørgeren.

Så vidt jeg kan lytte mig frem til fra ministeren her, får man så i dag den her førtidsministerpension, uanset om man er dømt for strafbare forhold forinden. Nu har vi jo, som jeg nævnte før, tidligere lavet aftaler om, at man som kriminel ikke skal kunne få førtidspension. Jeg tror, der sidder utrolig mange mennesker derude, der synes, det er dybt underligt, at der sidder en tidligere minister, der er dømt for besiddelse af overgrebsmateriale med børn, som bare lige får tilkendt en førtidspension, især når man ved, hvor svært det kan være for mange andre mennesker at få tildelt en førtidspension. Er det ikke noget, vi skal have ryddet op i?

Ministeren til en afsluttende besvarelse.

Jeg vil bare sige igen: Jeg tager på det allerallerkraftigste afstand fra de forbrydelser, som den her omtalte person har begået. Jeg tror, det er vigtigt i diskussionen at skelne mellem offentlig førtidspension, som man kan få tildelt ud fra de kriterier, vi nu engang har indrettet førtidspensionslovgivningen efter, og så en førtidig udbetaling af en pension, man selv har opsparet retten til gennem sit arbejde via tjenestemandslovgivningen. Det er to forskellige regelsæt, to forskellige ting. Når man så måtte diskutere, om det skal ændres i forhold til ministre, skal man i hvert fald have med i den diskussion, at vi jo har ændret reglerne ret markant vedrørende ministerpension, sådan at man får udbetalt det, der svarer til optjening af ministerpension, forlods, så man selv lægger mere til side, end man optjener.

Tak. Det afslutter besvarelsen. Tak til finansministeren, og tak til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Det næste spørgsmål er også til finansministeren og er stillet af hr. Jacob Jensen, Venstre, der nu får ordet for oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tak. Hvordan ser regeringen på muligheden for, at EU genererer øgede egne indtægter til brug i fremtidige budgetter?

Ministeren.

Mange tak for spørgsmålet. Vi får jo også anledning til at drøfte det her videre på fredag i Europaudvalget. Men lad mig starte med at kommentere på begrebet »egne indtægter«. Som spørgsmålet jo antyder, kan det lede tankerne hen på indtægter, som EU genererer af egen drift, f.eks. ved at beskatte borgere og virksomheder. Der tror jeg, det er vigtigt at understrege, at EU ikke har kompetence til selv at indkræve skatter og afgifter fra borgere og virksomheder. Så nye egne indtægter er grundlæggende set en alternativ formulering for andre måder at indkræve bidrag fra medlemslandene på. Samtidig bliver EU's budget ikke større af, at man indfører nye bidrag. Udgiftsniveauet er nemlig bestemt særskilt. Hvis vi indfører en ny egen indtægt i morgen, vil Kommissionen skulle indkræve tilsvarende mindre via det bidrag, der beregnes ud fra landenes bni. Derfor er det måske også nemmest at se nye egne indtægter som en ny måde at fordele den regning, EU's medlemslande skal betale, på. Fra regeringens side er vi generelt konstruktive over for nye egne indtægter, men der er altså ikke nogen snuptagsløsninger, og det skal stadig være med en rimelig byrdefordeling mellem landene og baseres på sunde økonomiske principper. Regeringen er skeptisk over for det såkaldte CORE-forslag, hvor Kommissionen har lagt op til, at medlemslandene pålægges at opkræve et bidrag fra vores største virksomheder. Det mener vi ikke er den rigtige løsning i en situation, hvor vi skal styrke europæisk konkurrenceevne. Til gengæld er vi åbne over for at diskutere de øvrige forslag, Kommissionen har stillet, hvor fordelingsnøglen i øvrigt er fordelagtig for Danmark.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg ser også frem til, som ministeren siger, den videre diskussion, som vi jo vil få i Europaudvalget og sikkert også ved andre udmærkede lejligheder. Jeg er også glad for den præcisering, at man netop ikke lægger op til – det er vi selvfølgelig også enige i – at EU skal have en egen kompetence til at indkræve skatter fra borgerne. Når det så er sagt, noterer jeg mig dog alligevel, at man i regeringsgrundlaget skriver, at man vil målrette det de såkaldte techvirksomheder og arbejde aktivt for, at man kan få dem til at bidrage på EU-niveau. Så jeg vil starte med at spørge finansministeren om, hvor ambitiøs man er, hvad det angår, i forhold til det provenu, man så forventer. Jeg ved godt, at det kan være et andet ressort, altså hvordan man rent teknisk vil opkræve det. Men hvad er ambitionen for regeringen, når man i regeringsgrundlaget siger, at man gerne aktivt vil arbejde for, at techvirksomhederne skal bidrage? Hvad vil det betyde? Vil det betyde, at man vil sætte det tilsvarende samlede budget ned med det beløb og dermed det bidrag, som Danmark skal levere til EU's budget, altså sætte det ned med en tilsvarende andel? Som jeg forstår det, vil det med det, der ligger på bordet nu fra Kommissionen, betyde en ret betydelig ekstraregning for Danmark. Jeg tror, at Finansministeriet selv vurderer det til plus 15 mia. kr. om året. Så er det en del af det, at man fra regeringens side lægger op til, at det skal bringes ned? Hvordan vil man lade techvirksomhederne betale noget af det i stedet for rent teknisk og i øvrigt også rent juridisk?

Ministeren.

Det er fuldstændig korrekt, og det fremgår af regeringsgrundlaget, at det er regeringens holdning, at techgiganterne bør bidrage med en øget skattebetaling til de europæiske samfund. I regeringen har vi ikke taget stilling til, om der også bør indføres en egen indtægt, der baserer sig på medlemslandenes skatteindtægter fra techvirksomheder. Beskatningen af techvirksomheder og egne indtægter er to særskilte spørgsmål, men det er klart, at som det er tænkt, handler det jo i virkeligheden om to ting: For det første, hvis det er, at man på et fælleseuropæisk plan kan blive enige om en model, hvor landene beskatter techvirksomhederne, kan det måske bidrage til at bringe udgifterne i EU-budgettet ned for det enkelte medlemsland, og for det andet handler det også om noget grundlæggende retfærdig beskatning.

Spørgeren.

Der kan man selvfølgelig følge op og spørge: Når man som regering så samtidig siger, at man gerne vil øge konkurrenceevnen for de europæiske virksomheder, hvordan hænger det så sammen med, at man foreslår en øget beskatning af selv samme virksomheder? Det kunne jeg i hvert fald godt tænke mig at høre hvordan finansministeren stiller sig til. Men i samme moment vil jeg spørge, om det så skal forstås sådan, at når man også i regeringsgrundlaget henviser til, at man fra dansk side vil opkræve en hel rund milliard kroner i beskatning fra techvirksomhederne, så er det det samme, vi taler om, når man et andet sted i regeringsgrundlaget siger, at det skal være på europæisk niveau, vi gerne vil arbejde aktivt for, at techvirksomhederne skal bidrage yderligere til vores samfund.

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg sige, som jeg også nævnte i min indledning, at regeringen er skeptisk over for det her såkaldte CORE-forslag. Det er i øvrigt heller ikke nogen hemmelighed, at regeringen også forholder sig konstruktivt skeptiske til det forslag til en ny MFF, der er lagt frem, og som jo netop efter de seneste vurderinger vil medføre et øget EU-bidrag på i omegnen af 16 mia. kr. Det har vi en klar ambition om skal forhandles ned og prioriteres om, så bidraget fra Danmark bliver mindre.

Spørgeren for det afsluttende spørgsmål.

Men så var der den del, som finansministeren af gode grunde ikke nåede at svare på, nemlig den om konkurrenceevnen. Det er klart, tror jeg, at vi deler ambitionen om, at vi skal styrke de europæiske virksomheders konkurrenceevne. Men vil en øget beskatning, uanset om man så kan lide den type virksomhed eller ej – i det her konkrete tilfælde techvirksomheder – medføre en forbedret konkurrenceevne, eller vil det forværre konkurrenceevnen for de europæiske virksomheder?

Ministeren.

Som sagt har vi slet ikke forholdt os til eller taget stilling til, hvordan man i givet fald bør indrette en sådan beskatning. Jeg vil dog trods alt tillade mig at sige, at jeg tror, at der i et eller andet omfang er en sund diskussion i både regulering, men også beskatning af lige præcis techvirksomheder, som jo i stigende grad udgør duopoler og lignende. Langt de fleste af dem har hjemmebase i USA. Vi har jo tilsvarende – og det er også grunden til, at vi er skeptiske over for CORE-forslaget – meget, meget skarpt blik for netop europæiske virksomheders konkurrenceevne, særlig konkurrenceevnen globalt og i forhold til resten af verden.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til finansministeren, og tak til hr. Jacob Jensen, Venstre. Næste spørgsmål er til forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren af hr. Morten Dahlin, Venstre, der nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Hvad vil ministeren gøre for at bekæmpe negativ social kontrol på vores universiteter?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål, som jo er dejlig åbent i sin natur, og derfor vil jeg også svare relativt bredt, indtil spørgeren måtte spørge til noget mere specifikt. Det skal være sådan i Danmark, at man skal kunne leve frit og trygt uden undertrykkelse. Religionsfrihed, ytringsfrihed og personlig frihed er helt grundlæggende værdier, som vi selvfølgelig skal værne om. Negativ social kontrol spænder vidt og kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Jeg vil gerne slå fast, at enhver form for handlinger af den slags er helt uacceptable, og det gælder selvfølgelig også, når det finder sted på landets universiteter. I straffeloven er det allerede slået fast, at handlinger som f.eks. psykisk vold, tvang, stalking og chikanøs adfærd i det hele taget er ulovlige, og i det omfang at der er tilfælde af negativ social kontrol på universiteterne, skal det håndteres af de respektive ledelser. Det skal det, ikke kun fordi det er dem, som formelt har ansvaret for den daglige ledelse og drift, men også, fordi det er ledelsen, der har deres gang på campus og ved, hvad der sker der. Det er dem, der kender studiemiljøerne, og som er tæt på de studerende og de ansatte. Derfor er de også de bedste til at håndtere det, hvis der opstår uacceptabel eller uønsket adfærd, som udfordrer et trygt studiemiljø. Det er et stort ansvar, men det er en del af opgaven med at lede en uddannelsesinstitution, og derfor er det også en del af den løbende dialog, som jeg og ministeriet har med ledelserne på vores universiteter. Hvis den negative sociale kontrol skal kommes til livs på universiteterne – og det skal den – så er den rigtige vej frem at respektere ledelsesretten, ansvarliggøre ledelserne og tale deres rolle op. Det tror jeg i virkeligheden er mere virksomt, end at man her fra Christiansborg udstikker centrale retningslinjer og vedtager symbolske greb i form af forbud og lovgivning, som ikke kan adressere de egentlige udfordringer, som jo opstår lokalt.

Spørgeren.

Tak for en fin besvarelse. Jeg er enig langt hen ad vejen, nok ikke i det hele, men langt hen ad vejen. Udlændingeministeren, altså ministerens kollega, fik nogenlunde samme spørgsmål den 16. juni i Berlingske, og til det, altså i forhold til at love én ting, han vil gøre, siger han, at i forhold til negativ social kontrol er det vigtigste for ham at få fjernet de her bederum på uddannelsesinstitutioner. Det er det, han lover danskerne. Er uddannelses- og forskningsministeren enig med udlændingeministeren i, at vi skal have fjernet bederum på vores uddannelsesinstitutioner?

Ministeren.

Nu findes der ikke noget, der formelt set hedder bederum, de kalder dem fordybelsesrum, stillerum, refleksionsrum og alt mulig andet, men jeg tror godt, vi ved, hvad vi taler om her. Og i det omfang der foregår handlinger i de rum eller i andre rum, som vi ikke vil finde os i af hensyn til de grundlæggende værdier, som jeg startede med at besvare spørgsmålet med, så skal de lukkes. Det er jo sådan set også sket med den tilgang, som jeg redegjorde for i min initiale besvarelse, nemlig ved at ansvarliggøre de lokale ledelser, der er på vores uddannelsesinstitutioner. Så ja, det er jeg egentlig.

Spørgeren.

Så det, uddannelses- og forskningsministeren siger her og nu, er, at der ikke findes bederum rundtomkring, hvori der bliver udøvet social kontrol. For det, ministeren lige sagde, er, at det jo allerede er sket med den tilgang, som ministeren har lagt for dagen. Så jeg hører egentlig ministeren stå her og sige i dag, at problemet med social kontrol og bederum på universiteter er løst. Er det korrekt forstået?

Ministeren.

Der er jo løbende opstået problemer, både i bederum og uden for bederum og alle mulige andre steder, f.eks. i kantiner og i gården, på uddannelsesinstitutionerne. Når det opstår, og så er jeg i princippet ligeglad med, om rummet, hvori det foregår, hedder det ene eller det andet eller det tredje, vil jeg sige, at det er handlingen og adfærden, det handler om. Derfor er det vigtigt, synes jeg, at insistere på, at det er ledelsen, der har ansvaret og pligten og i øvrigt også er bedst egnet til at slå ned på det, når det sker. Det er i øvrigt også sket. Betyder det, at der ikke sker social kontrol eller der ikke vil komme til det i fremtiden. Nej, det tror jeg ikke, så god tror jeg desværre ikke verden er. Men det betyder, at når det sker, skal ingen, der står i spidsen for et universitet, være i tvivl om, at man har pligt til at slå ned på det.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Der er så en nuanceforskel, i forhold til det man sagde før, hvor man sagde, at problemet jo er løst. Udenrigsministeren slog det stort op i Berlingske: Vi skal have fjernet de her bederum – slut. Er ministeren klar til at tage initiativer, der følger op på udlændingeministerens løfte til Berlingskes læsere om, at den her regering kommer til i forhold til negativ social kontrol at fjerne bederum. Det er ikke mine ord, men udlændingeministerens ord.

Ministeren.

Jeg har ikke sagt, at problemet er løst, eller også har jeg udtrykt mig kluntet. Jeg har sagt, at i det omfang der har været problemer, f.eks. med negativ social kontrol eller kønsopdelte aktiviteter på vores universiteter, så har tilgangen med at ansvarliggøre ledelsen og sørge for, at det er dem, der håndterer det, faktisk virket. Der er blevet lukket bederum på Syddansk Universitet, der er lukket bederum på Københavns Universitet, fordi der har været en problematisk adfærd. Det tror jeg på er den rigtige vej frem til at håndtere negativ social kontrol i alle dens afskygninger og i et hvilket som helst rum, det så måtte opstå i, også på vores universiteter.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren, og tak til hr. Morten Dahlin, Venstre. Næste spørgsmål er også til forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren, og det er stillet af hr. Allan Feldt, Dansk Folkeparti, der nu får ordet for oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Vil ministeren oplyse, hvordan ministeren vil sikre, at undervisere på uddannelsesinstitutioner ikke fremover anvender undervisningen til at fremføre politiske budskaber, som det senest er set på Københavns Universitet, hvor en ekstern lektor fremviste en opfordring til »Død over Israels forsvar«?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Opfordring til vold er fuldstændig uacceptabelt og i øvrigt ulovligt i henhold til straffeloven. Jeg har selvfølgelig godt set den hændelse, der refereres til i spørgsmålet. Jeg finder det helt utilstedeligt, at en underviser deler den slags budskaber, her i form af et foto, i forbindelse med undervisningen. Det betyder noget, hvad det er for nogle fotografier, man deler, og det har man selvfølgelig et ansvar for. De danske uddannelsesinstitutioner skal være et trygt sted at være for alle studerende uanset baggrund, kultur eller religion. Det gælder selvfølgelig ikke mindst vores jødiske medborgere, som desværre stadig oplever antisemitisme flere steder i samfundet. Krigen mellem Israel og Hamas fylder i den danske debat. Det vækker stærke følelser hos mange. Debatten fylder også på universiteterne, og det skal universiteterne kunne holde til. Her skal meninger brydes, og man skal kunne møde holdninger, som er forskellige fra ens egne. Men det er afgørende, at det sker i dialog og med tolerance, ikke med voldelige budskaber, som skaber utryghed. Underviserne har som offentligt ansatte en udstrakt ytringsfrihed, men de har samtidig et stort ansvar for at skabe og opretholde et trygt undervisningsmiljø for alle. Derfor er det også helt uacceptabelt, hvis man som underviser opfordrer til vold, og universiteternes ledelser har ansvaret for at skabe et godt studie- og arbejdsmiljø. Det er derfor en opgave på Københavns Universitet at håndtere den konkrete situation, der spørges ind til. Jeg har noteret mig, at universitetet har udtalt, at de finder episoden uacceptabel, og at de tager situationen meget alvorligt. Undervisere har såvel som studerende ret til at give deres meninger til kende, men både ansatte og studerende har også ret til et trygt miljø på universiteterne, og det forventer jeg selvfølgelig bliver håndhævet af alle respektive ledelser.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det får mig til at tænke på, at der allerede i efteråret 2024 og i starten af 2025 blev stillet udvalgsspørgsmål og afholdt samråd om helt præcis samme problemstilling, og ministeren var også dengang ansvarlig. Dengang var det på RUC og Det Danske Kunstakademi, den var gal, og nu er det så på KU. Ministeren svarede dengang bl.a., at der var igangsat en række initiativer, herunder en antichikanepolitik. Det tyder dog på nu, som jeg kan forstå det, at der faktisk ikke er sket noget, at der ikke er foretaget nogen initiativer, som har løst problemerne. Så igen er det jo en form for social kontrol, hvis jeg skal tage hr. Morten Dahlins spørgsmål fra før op igen og følge op på det, at lektorer nu også deltager i det her, altså signalerer, at hvis ikke man sympatiserer med de holdninger, som lektoren har, som er antisemitiske, er man ikke en del af holdet. Så hvad er det egentlig, der skal ske nu? Hvad er det step, der skal tages for at løse problemet, for det har været oppe før, og nu er det oppe igen?

Ministeren.

Det er jo ikke rigtigt, at der ikke er sket noget siden tilbage i efteråret 2024. Der er vedtaget en antichikanepolitik, i øvrigt i samarbejde med universiteterne. Betyder det så, at der aldrig opstår problemer igen? Nej, det gør det desværre ikke, for vi lever i et frit samfund, og alle ytrer sig jo jævnligt, og nogle gange er det med større held end andre gange. Det her er en total uacceptabel episode, og det er min forventning, at der bliver slået ned på det, og det er også det, Københavns Universitet har tilkendegivet de gør. Og sådan må det jo være i et land med udstrakt ytringsfrihed, for så står man til ansvar for de ytringer, man kommer med. Og når man har ramt forkert, som tilfældet er i den konkrete situation, står man selvfølgelig til ansvar for det.

Spørgeren.

Men vi må konstatere, at den her antichikanepolitik, som er lavet, tilsyneladende ikke fungerer, for der foregår bare det, at man ligesom får et slag over hånden, og så kan man bare gør det igen. Jeg ved ikke, men hvad er repressalierne, hvis ikke man følger den her antichikanepolitik? Jeg synes jo, at det, at den her antisemitisme foregår på vores uddannelsesinstitutioner i Danmark, simpelt hen ikke er okay. Så hvad mener ministeren der skal ske for at få løst det her problem en gang for alle?

Ministeren.

For det første er jeg enig i det næstsidste, der blev sagt, nemlig at antisemitisme eller andre former for racisme er fuldstændig uacceptabel. Det er det alle steder i samfundet, og det gælder også vores uddannelsesinstitutioner. Jeg er ikke enig i billedet af, at det er en generel tendens, men når det nogle gange viser sit grimme ansigt, er det et spørgsmål om, hvordan dem, der er ansvarlig for at slå ned på det, faktisk slår ned på det. Jeg kan ikke gå ind i den konkrete sag her, det er en personalesag på Københavns Universitet, og jeg synes, det ville være uklædeligt at stå og sagsbehandle det her fra politisk hold. Men det handler jo om, at vi fra regeringens side, fra Folketingets side, fra det brede samfunds side slår ring omkring f.eks. vores jødiske medborgere og andre, som bliver udsat for chikanøs adfærd.

Tak. Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Jeg har bare brug for en form for garanti, som vi kan sige videre til det jødiske samfund her i Danmark, der går ud på, at det ikke sker igen og igen og igen. For det gør det jo bare, og det er åbenbart helt straffrit at blive ved med at gøre det.

Ministeren.

Jeg har de seneste år været i meget tæt og meget konstruktiv dialog med det, der hedder Jødisk Ungdom, som er i tæt dialog med de desværre få jødiske studerende, som vi har i Danmark. Vi har sammen iværksat forskellige initiativer på initiativ fra Jødisk Ungdom, så jeg oplever egentlig, at vi i fællesskab gør, hvad vi kan for at imødegå den her problemstilling. Jeg bilder mig ikke ind, at det er noget, man ligesom kan sætte et endeligt punktum for, og så er alle problemerne løst. Det er noget, som kræver en vedvarende indsats, både fra min side og i øvrigt også især fra uddannelsesinstitutionernes ledelses side.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren, og tak til hr. Allan Feldt, Dansk Folkeparti. Næste spørgsmål er til by,- land- og transportministeren og er stillet af hr. Michael Nedersøe, Dansk Folkeparti, der nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det, formand. Mener ministeren, det er rimeligt, at ambulancereddere, som under en akut udrykning for at redde menneskeliv handler i tjenesten, efterfølgende risikerer at miste deres kørekort, eller mener ministeren, at lovgivningen bør ændres, så redningspersonale får en bedre retssikkerhed i sådanne situationer?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vores udrykningspersonale hver dag udfører et uvurderligt stykke arbejde. De står ofte i situationer, hvor der er menneskeliv på spil, og hvor de skal nå hurtigt frem. Jeg har derfor også enormt stor respekt for den opgave, de løser for os alle sammen og for samfundet hver dag. Samtidig er vi også nødt til at have det for øje, at udrykningskørsel kan være farligt og forbundet med en vis risiko, ikke bare for udrykningsførerne selv, men også for andre trafikanter. Derfor er det også vigtigt, at reglerne på det her område afspejler en balance, som både tager hensyn til udrykningsførernes vilkår, og som sikrer sikkerheden for de øvrige trafikanter. Bare sådan helt overordnet kan jeg sige, at reglerne, som de er i dag, bygger på tre betingelser, nemlig 1) at udrykningskørslen skal være berettiget, 2) at føreren skal udvise fornøden forsigtighed, og 3) at farten ved fremkørsel mod gult eller rødt lys skal sættes så meget ned, at man kan nå at stoppe i tilfælde af, at der alligevel skulle komme tværgående trafik. Vedrørende overholdelsen af de her betingelser straffes udrykningsførere ikke for overtrædelser af færdselsloven, og man får ikke nogen sanktioner i forhold til sit kørekort. Efter gældende regler er det altid en konkret vurdering, om føreren har efterlevet reglerne for udrykningskørsel, og den vurdering foretages af domstolene, hvis ikke føreren accepterer det bødeforelæg, som politiet i tilfælde af sådan nogle sager her vil præsentere føreren for.

Spørgeren.

Jeg synes ikke rigtig, jeg fik svar på mit spørgsmål. Jeg fik oplæst, hvad der var gældende regler for området, men jeg fik ikke rigtig at vide, hvad ministeren mener om det. Synes ministeren, det er rimeligt, at en ambulanceredder risikerer at miste sit kørekort under en udrykning, hvor man skal ud at redde andre mennesker? Vi skal lige huske på, at hvor der er mennesker, sker der også fejl. Mener ministeren, at det er rimeligt, at ambulancereddere eller andet udrykningspersonale risikerer at miste deres kørekort under en udrykning?

Ministeren.

Jeg tror ikke, at der kan være nogen tvivl om, at det ikke er ønskværdigt, at der vil være situationer som dem her. Heldigvis er der, i forhold til hvor mange tusind udrykningskørsler der er hver dag, forsvindende få sager som den her. Det, der er væsentligt for mig at sige, er jo, at der her er et balanceforhold i forhold til at passe på de trafikanter, som er passerende, når der er en udrykningskørsel, men også at sørge for, at man som udrykningsfører har de rigtige rammer i nogle situationer, som jo er tilspidsede, som er meget krævende, og som det er enormt vigtigt bliver løftet. Derfor synes jeg også, det var på sin plads ligesom at skitsere, hvad der er balancen i dag i de regler, der er.

Spørgeren.

Jeg synes, det er ærgerligt, at ministeren ikke finder det alvorligt, at udrykningspersonale rent faktisk risikerer at miste deres kørekort, men henviser til gældende regler på området. Jeg havde håbet, at ministeren var imødekommende og rent faktisk ville være imødekommende med at få ændret reglerne, sådan så vi rent faktisk kunne beskytte vores personale i de få, bitte sager, der er om året.

Ministeren.

Jamen ordføreren tager forkert på vej, hvis ordføreren ikke tror, at jeg er interesseret i at passe på udrykningsførere. Det er derfor, jeg sætter en stor streg under, at den opgave, de varetager hver dag for os alle sammen, er ekstremt vigtig. Vi har nogle regler i dag, som har nogle balancer. Bliver man forelagt et bødeforelæg, kan man altid prøve det ved en domstolssag. Men jeg synes måske, det er sådan lidt hurtigt, hvis jeg på grund af den her sag nu og her skulle sige, at jeg er klar til bare at ændre reglerne med ét. Men ordføreren er jo selvfølgelig meget velkommen til at komme med forslag til forbedringer, og så kan snakken jo blive mere konkret.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Det kan også være, at der kommer nogle beslutningsforslag, og så må vi jo se på det til den tid.

Ministeren.

Jeg synes bare, at det, der er væsentligt at holde fast i her, er den anerkendelse, vi skal have af den vigtige opgave, som udrykningsførere varetager hver dag for os alle sammen. Og så skal vi jo have en lovgivningsramme, som sikrer trafiksikkerheden for de andre trafikanter, men jo selvfølgelig også retssikkerheden for de udrykningsførere, som passer deres arbejde.

Det afslutter spørgsmålet. Det næste spørgsmål er også til by-, land- og transportministeren, og det er også stillet af hr. Michael Nedersøe, Dansk Folkeparti, der nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Mener ministeren, at det er acceptabelt, at virksomheder med tilknytning til grov kriminalitet kan tjene millioner på at transportere nogle af samfundets mest sårbare borgere gennem offentligt finansieret flekstrafik, eller erkender ministeren, at sagen fra Odense har afdækket et behov for skærpet kontrol med de virksomheder, der udfører flekstrafik for det offentlige?

Ministeren.

Jeg vil starte med at slå fast, at kriminelle ikke hører hjemme i flekstrafikken. At der desværre er nogle ret grelle eksempler fra Fyn, er jo én ting, men jeg kan se, at vi har nogle udfordringer bredt set i forhold til flekstrafikken. Selvfølgelig er der nogle kriminelle, som har fundet deres vej ind i flekstrafikken, men der skal de ikke være. Men der er desværre også nogle borgere, som generelt føler, at det kan være en utryg oplevelse at køre med flekstrafikken. Jeg tror, at vi skal huske på, hvem det typisk er, der har brug for flekstrafikken: Det er ældre, det er børn, der har særlige forhold, og det er mennesker med en eller anden svækkelse, og dem synes jeg vi skal passe ekstra meget på. Så ligesom spørgeren har jeg også måttet se på det her område, og det har gjort mig ganske bekymret. Derfor har jeg også allerede, og det vil jeg gentage i dag, ligesom sagt, at jeg melder mig parat til at se på, hvad der skal gøres på det her område. Når man står med et problem, som har den alvorlighed, vi har her i forhold til flekstrafikken, synes jeg også, at der påhviler os et ansvar for lige at kigge hele vejen rundt i forhold til de løsninger, der skal til. Men noget af det første, jeg selv har gjort, var at sikre, at Færdselsstyrelsen, som har tilsynet, tog telefonen og ringede og spurgte, hvad de kan gøre i forhold til de sager, der er kommet op i pressen og ellers konkret på Fyn, men også ellers har kontaktet trafikselskaberne og har spurgt, om der er nogen sager, hvor vi skal sætte et tilsyn i gang.

Spørgeren.

Odensesagen er jo egentlig bare den mest grove af slagsen, for problematikken i flekstrafikken er landsdækkende. Der er falske firmaer, der er snyd over hele linjen. Jeg har selv kørt flekstrafik, jeg har siddet i repræsentantskabet ved Midttrafik, og når man påpegede, at der var nogle problemer på området, bl.a. med lave priser, fik man at vide, at man jo ikke kunne vide, hvad dem, der havde budt ind med, havde af økonomi, så man var bare nødt til at tage den pris, der nu blev budt ind med. Jeg er glad for, at ministeren rent faktisk også er kritisk på det her område, men det har jeg selvfølgelig også noteret mig, hvad angår pressen. Derfor vil jeg gerne spørge ministeren, om ministeren kunne forestille sig at støtte op om de beslutningsforslag, der er indsendt fra Dansk Folkepartis side af. Jeg ved ikke, om ministeren har haft mulighed for at se dem endnu, men de er indsendt, og de er sammenlignelige med dem, som branchen har indsendt efterfølgende.

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg sige tak til ordføreren for at have løftet sådan en vigtig opgave i flekstrafikken og også har sådan et godt indblik, for det er altid nyttigt her fra Christiansborgs side af, at der kommer nogle udefra, som har et blik for de udfordringer, der kan være derude. En ting er jo tilsynet og det at se på det i forhold til Færdselsstyrelsen. Jeg har også noteret mig, at der er mange input til, hvad man kan gøre på lovgivningssiden, og den vej, jeg ser for mig, er, at jeg får inviteret branchen ind og får hørt de overvejelser, der er bag de forslag. Men det er også, at vi lader det budskab gå ud til trafikselskaberne, at man altså også skal bruge de rammer, der er inden for udbudslovgivning, og der kan jeg jo se, at trafikselskaberne gør det lidt forskelligt.

Spørgeren.

Det er jeg sådan set enig i. Trafikselskaberne kunne også foretage systematiske kontroller og ikke kun vente på, at de får en anmeldelse fra en eller anden borger, som næsten ikke tør anmelde noget, for chaufføren ved jo, hvor borgeren bor henne. Så det kan faktisk være rigtig utrygt. Jeg kvitterer for, at ministeren ser på det her, men er det noget af det første, ministeren vil tage fat på efter sommerferien?

Ministeren.

Jeg nåede ikke lige at svare spørgeren i forhold til beslutningsforslagene. Jeg har ikke haft lejlighed til at se på beslutningsforslagene, og det, som jeg håber spørgeren vil gå herfra med i dag, er en forvisning om, at spørgeren og undertegnede her ser, at der er et problem. Det kan ikke fortsætte, som det er lige nu. Og så vil jeg indbyde branchen til den første dialog her efter sommeren, hvor vi kan få kigget på, hvad det er for nogle forslag, der er på bordet. Det er vigtigt for mig, at vi får fat i nogle virksomme forslag, og når vi står med sådan en problematik som den i dag, vil jeg ikke pege alle løsningerne ud på stående fod.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Jeg har haft møder med branchen, og de ser positivt på mit forslag, så jeg afventer, at ministeren kommer med noget. Tak.

Ministeren.

[Lydudfald] … Jeg ser frem til de videre drøftelser.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til by-, land- og transportministeren, og tak til hr. Michael Nedersøe, Dansk Folkeparti. Næste spørgsmål er til udlændinge- og integrationsministeren og er stillet af hr. Morten Dahlin, Venstre, der nu får ordet for oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Hvilke krav mener ministeren man skal leve op til for at kunne få tildelt dansk statsborgerskab?

Ministeren.

Tusind tak for spørgsmålet. Min holdning er ganske klar: Statsborgerskab skal kun være til dem, som er loyale over for Danmark, og som ønsker at være en del af vores danske fællesskab. Når man får dansk statsborgerskab, får man jo adgang til kernen i selve det danske demokrati, og at få dansk statsborgerskab er derfor noget helt særligt, noget, man skal gøre sig fortjent til, og derfor skal der også stilles helt særlige krav til det. Man skal vise vilje til og have forudsætningerne for at kunne indgå fuldt ud i det danske samfund, og man skal kunne og ville bidrage til det danske samfund. Det kommer regeringen ikke til at ændre ved. Vi fortsætter den stramme kurs på udlændingeområdet, som jo altså står oven på et stort antal stramninger de senere år. Det gælder naturligvis også i forhold til tildeling af statsborgerskab. Så udlændingepolitikken ligger fast. Det gælder også indfødsrets- og statsborgerskabsområdet, for det siger sig selv, at personer, der får dansk statsborgerskab, som sagt skal ønske at være en del af vores danske fællesskab og dele grundlæggende danske værdier. Folk, der vil splitte det danske samfund, fortjener selvfølgelig ikke et dansk statsborgerskab. Jeg ser i øvrigt frem til, at den ekspertgruppe, som vi drøftede, da hr. Morten Dahlins parti, Venstre, var en del af regeringen, nu kan fortsætte sit arbejde, og jeg ser frem til forhandlingerne med Folketingets partier om det og en ny indfødsretsaftale. Hvis det er muligt, vil jeg gerne være med til at se på at lave en model for screening, som der har været omtalt. Det er en vej, jeg godt kan se vi kan gå, hvis det er muligt. Jeg kan derfor også allerede nu sige, at vi kommer til at have gode og grundige drøftelser i Folketinget om, hvilke krav der i fremtiden skal stilles til ansøgere for at blive statsborger i Danmark.

Spørgeren.

Mener regeringen, at det skal være sværere at få dansk statsborgerskab? Jeg behøver ikke en lang tale, bare et ja eller et nej.

Ministeren.

Som jeg sagde, ligger udlændingelovgivningen fast. Det gælder også indfødsretsområdet, og når man ser på ekspertgruppen omkring screening, er det jo klart, at hvis man finder en model for det, så vil det blive sværere.

Spørgeren.

Men nu fik jeg jo den lange tale. Altså, jeg spørger til regeringens holdning. Er regeringens holdning, at det skal være sværere at få dansk statsborgerskab – ja eller nej?

Ministeren.

Hvis man ser på det arbejde, der er sat i gang, hvor vi vil se på at screene for eksempelvis antidemokratiske ytringer, så er det jo helt klart, at hvis der er nogle, der ryger i fælden her, så vil det blive sværere for nogle. Og drøftelserne om statsborgerskab står på et udgangspunkt om, at udlændingepolitikken ligger fast. Den har aldrig nogen sinde været strammere, og det gælder også indfødsretsområdet, og de drøftelser skal vi have med Folketingets partier, så det ser jeg frem til.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Ud over at jeg ikke få svar på mit spørgsmål, er problemet jo, at udlændingeministeren siger, at udlændingepolitikken ligger fast. Vi har ikke brug for, at den ligger fast. Vi har brug for, at den udvikler sig. Vi har brug for at sikre, at der er færre mennesker, der får dansk statsborgerskab. Det gælder f.eks. dem, der forsøger at omstyrte vores folkestyre. Derfor prøver jeg bare en gang til, og jeg behøver ikke den lange tale. Et ja eller et nej er fint. Er det regeringens position, er det regeringens holdning, at det skal være sværere at få dansk statsborgerskab – ja eller nej?

Ministeren.

Når det handler om spørgsmålet om dem, der forsøger at omstyrte vores samfund, som hylder salafisme, som ikke mener, at man skal have lov til at være lesbisk eller homoseksuel eller andet, og som ønsker, at man skal kaste den type af personer med det valg ud fra kraner og bygninger i andre dele af verden, så er det ikke folk, vi ønsker at skulle have ind. Det er meget enkelt. Det er dem, som vi jo har snakket om vi måske kunne finde en model for, og som vi ikke får ind med screeningsmodellen. Dem vil det blive sværere for.

Tak. Det afslutter spørgsmålet. Tak til hr. Morten Dahlin, Venstre. Det næste spørgsmål er også til udlændinge- og integrationsministeren og er stillet af hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne, der nu får ordet for oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tak. Mener ministeren, at udlændinge, der fejlagtigt har fået opholdstilladelse i Danmark, selv om de ikke levede op til reglerne, fortsat skal have ret til en opholdstilladelse i Danmark?

Ministeren.

Tak til hr. Dennis Flydtkjær for spørgsmålet. Udlændinge skal opfylde de betingelser, der gælder for deres ophold i Danmark. Det skal der ikke være nogen som helst tvivl om. De udlændinge, som spørgeren henviser til, opholder sig ikke ulovligt i Danmark. De opfylder det selvforsørgelseskrav, som udlændingemyndighederne har stillet. Det krav var så forkert. Men det betyder altså ikke, at de har snydt sig til et ophold eller har handlet forkert. Det tror jeg er vigtigt at sige. Det er bl.a. sygeplejersker og læger, som er kommet hertil for at arbejde i sundhedsvæsenet. De skal forsørge sig selv under deres ophold. Modtager de offentlige ydelser, ja, så inddrages deres opholdstilladelse, og de skal rejse hjem. Det ændrer myndighedernes beklagelige fejl ikke på. Det er vigtigt at forstå, at det, vi taler om her, altså selvforsørgelseskravet på autorisationsområdet, består af to dele. Den ene del skal udlændingen opfylde under hele sit ophold. Den anden del skal kun opfyldes på ansøgningstidspunktet. Det er sidstnævnte krav, som er blevet administreret forkert, og det er dybt beklageligt, at der har været fejl i myndighedernes administration; at man kun har krævet dokumentation for ca. 40.000 kr. i stedet for de her 80.000 kr. Men min klare holdning er også i forhold til den debat, der har været, at sagerne ikke skal genoptages. Ansøgerne har jo opfyldt de krav, som myndighederne har stillet. Og hvorfor skulle de i øvrigt dokumentere mere end det, de blev bedt om på daværende tidspunkt? Så derfor tror jeg, man må sige, at det er en ærlig fejl, som myndighederne også har beklaget og rettet op på. Men jeg mener ikke, at udlændingene kan klandres. De har gjort det, de blev bedt om. Det er myndighederne, der har lavet en fejl, og det er blevet beklaget, og det er der heldigvis også blevet rettet op på.

Spørgeren.

Tak for svaret, som jeg dog ærligt undrer mig en smule over. For det er jo sådan set rigtigt nok, at det ikke er dem, der har søgt om opholdstilladelse, som har begået fejlen; det er myndighederne, der ikke har overholdt den lovgivning, der er. Det, der undrer mig, er, at hvis borgerne laver nogle fejl, jamen så er myndighederne ret hurtige til at komme efter dem. Hvis det f.eks. er noget med skat, bliver man jo jagtet for selv ret små beløb. Men her har myndighederne jo så igennem 6 år administreret forkert efter loven. Så det er myndighederne, der har brudt loven. Altså, har ministeren ikke en holdning til det? Bør det ikke have nogle konsekvenser, f.eks. ved at man kunne genoptage sagerne for at se, om man faktisk overholdt de regler, der var der dengang? Altså, havde de, der ansøgte, opfyldt det selvforsørgelseskrav om, at de kunne stille 80.000 kr. i en bankgaranti? Men spørgsmålet går faktisk mest på myndighederne, som ikke har overholdt reglerne i 6 år.

Ministeren.

Det er klart: Det er selvfølgelig ikke godt nok. Det kan der ikke herske to synspunkter om. Jeg er sådan set glad for, at spørgeren så fokuserer på, at det er myndighederne, der har lavet en fejl. For det, der er sagens kerne her, er jo, at hvis man er kommet på autorisationsordningen og er blevet bedt om dokumentation for de her ca. 40.000 kr. og man så har leveret det, så har man fået ophold på det grundlag. Derfor er det det, der er sagens kerne, som sagt, og der, hvor fejlen er, er i myndighedernes administration. Det er beklageligt – det er stærkt beklageligt – og det er en ærgerlig fejl, og det har myndighederne også beklaget, og der er også rettet op på den fejl.

Spørgeren.

Det er jo sådan set fint nok, at man beklager det, men hvad gør man ved det? Hvad får det af konsekvenser for myndighederne, når man kan have en fejladministration, hvor man ikke overholder gældende lovgivning fastsat af Folketinget i hele 6 år? Altså, det er ikke en enkeltstående fejl; det er 14.000 personer, der fejlagtigt har fået opholdstilladelse i Danmark. Så hvad får det af konsekvenser for myndighederne? Og agter regeringen at genoptage de her sager for at se, om der er nogle, der ikke skulle være her? For jeg er helt sikker på, at der er nogle af de 14.000, som ville have opfyldt de rigtige krav, men der er givetvis også nogle, som ikke ville have gjort det. Så vil regeringen genoptage de her sager for at se, om der er nogle, der fejlagtigt har ophold i Danmark?

Ministeren.

Nej. Det sagde jeg også før: Min holdning er, at sagerne ikke skal genoptages. Og hvorfor ikke? Det er jo netop, som spørgeren selv siger, fordi ansøgerne har opfyldt de krav, som myndighederne har stillet, og det er det grundlag, man har ansøgt på. Derfor er det det, der er det centrale. At det så var forkert, altså at det var 40.000 kr. i stedet for 80.000 kr., er så en ærgerlig og beklagelig fejl, som myndighederne også har beklaget, og der er rettet op på det. Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at selvforsørgelseskravet som sagt er todelt: Som punkt 1 skal man opfylde et selvforsørgelseskrav under hele sit ophold, og så skal man kunne opfylde et selvforsørgelseskrav på selve ansøgningstidspunktet. Og det er det sidste, der har været nævnt. Hvis de har modtaget offentlige ydelser under opholdet ...

Tak! Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Jeg er faktisk lidt ærgerlig over svaret, for danskerne bliver forfulgt for selv små beløb, hvis der bare er den mindste fejl, men her har man lavet fejl i 14.000 sager igennem 6 år. Der er vel ingen tvivl om, at det er dansk lovgivning, man skal følge, når man søger om opholdstilladelse. Det er jo ikke myndighedernes behandling, man skal følge; det er lovgivningen. Så der er ingen tvivl om, at det er myndighederne, der har lavet hovedfejlen, men derfor skal dem, der ansøger om det, jo stadig væk opfylde de krav, som er i dansk lovgivning. Myndighederne kan jo ikke bare sidde dansk lovgivning overhørig. Så det kan godt være, at man har lavet en fejl og har rettet op på den nu, men det siger vel næsten sig selv, at så bør man også gennemgå de 14.000 sager for at se, om der var nogle, der ikke skulle have haft opholdstilladelse.

Ministeren.

Nej, det er der ikke noget grundlag for, og det er der ikke, fordi det her opholdskrav, de er blevet bedt om at opfylde på ansøgningstidspunktet, var de 40.000 kr., og det er det, de har fået adgang på, og dem, der har fået adgang til Danmark, er jo så bl.a. sygeplejersker og læger, som har været med til at afhjælpe situationen i vores sundhedsvæsen. Har man ikke kunnet opfylde de selvforsørgelseskrav, som jo er to krav, nemlig både på ansøgningstidspunktet og under hele forløbet, og har man eksempelvis modtaget offentlige ydelser, vil opholdstilladelsen jo så også være inddraget, og så skal man rejse hjem. Det ændrer den her fejl, som myndighederne har begået, ikke på. Men det er klart, at det ikke er godt, og det skal selvfølgelig ikke gentage sig. Det er myndighederne helt opmærksomme på. Fejlen er beklaget, og det er der rettet op på.

Tak. Det afslutter spørgsmålet. Det næste spørgsmål er også til udlændinge- og integrationsministeren, og det er også stillet af hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne, der nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Hvad er regeringens holdning til EU's tilbagesendelsespakke, i lyset af at Radikale Venstres og SF's medlemmer af Europa-Parlamentet den 17. juni stemte imod pakken?

Ministeren.

Også tak til hr. Dennis Flydtkjær for det spørgsmål. En fast og stram udlændingepolitik er helt afgørende for Danmark, og ligesom spørgeren – det går jeg ud fra – har jeg med glæde kunnet konstatere, at der er opnået politisk enighed i EU nu om den nye tilbagesendelsesforordning, der sikrer, at udlændinge, som intet har at gøre i Danmark, kan udsendes hurtigere og langt mere effektivt end tidligere. Det er en kæmpe sejr for os, der har kæmpet for det. Det er en stor sejr, og ikke mindst skyldes det jo en kæmpe indsats under vores danske EU-formandskab og mange års dansk arbejde om at samle opbakning til strammere regler på udsendelsesområdet for at kunne løse de problemer, der er i EU på migrationsområdet. Der var engang, hvor Danmark stod meget alene med de her synspunkter. Det gør vi ikke længere. I stedet ser vi en stigende gruppe af lande, der anerkender behovet for at få kontrol over tilstrømningen til EU og ikke mindst et behov for at sikre, at udlændinge, der ikke har lovligt ophold, så kan sendes hjem igen. Tilbagesendelsesforordningen sikrer, at vi i hele EU for alvor kan stramme grebet om udlændinge, som intet har at gøre her. Det betyder bl.a., at vi får mulighed for at etablere et udrejsecenter uden for EU's grænser. EU's nye tilbagesendelsesforordning er derfor et vigtigt, vigtigt skridt i kampen mod de migrationsproblemer, vi har i EU, og jeg glæder mig til, at den træder i kraft. Så vil jeg gerne slå fast, at regeringens udlændingepolitik er, som man nok kan høre, klippefast. Vi har den strammeste udlændingepolitik nogen sinde, og det bliver vi ved med at have, og det fremgår også tydeligt af regeringsgrundlaget. Det bliver, tror jeg, hverken første eller sidste gang, at danske medlemmer af Europa-Parlamentet kommer til at stemme anderledes end regeringens linje. Men regeringens politik ligger fast, og den fastsættes selvsagt af regeringen, ikke i Europa-Parlamentet. Tak for ordet.

Spørgeren.

I Danmarksdemokraterne deler vi ambitionen om at få flyttet udrejsecenteret uden for EU. Men det, der sådan er lidt spøjst i svaret, er jo, at man siger, at man står fast på en stram udlændingepolitik. Men halvdelen af regeringspartierne stemte i Europa-Parlamentet imod – imod – at man skulle have muligheden for at kunne oprette et udrejsecenter i udlandet. Nu ved jeg ikke, om ministeren måske kan forestille sig, at det for en dansker, der sidder derude og har fulgt med i medierne de sidste par dage og i debatten i dag, nok ikke er lige så klart, at man står fast på en stram udlændingepolitik, når halvdelen af regeringspartierne stemmer imod muligheden for det, som regeringen selv siger at den kæmper for. Det er jo noget af en slingrekurs, når man på den ene side siger, man vil have en stram udlændingepolitik, men man stemmer imod de regler, som faktisk kunne åbne for, at man havde mulighed for at sende folk ud af Danmark. Kan ministeren ikke selv godt høre, at det måske klinger lidt hult og er lidt tom snak?

Ministeren.

Det er det på ingen måde, og derfor er jeg glad for, at det er mig, der får lov til at udlægge regeringens udlændingepolitik, og ikke hr. Dennis Flydtkjær som spørger, for regeringens udlændingepolitik ligger fast. Den står i øvrigt på over 100 stramninger på udlændingeområdet siden 2019, og den afgøres af regeringen, ikke af medlemmer af Europa-Parlamentet.

Spørgeren.

Regeringen har en ambition om at smide folk, der er i Europa på ulovligt grundlag eller i hvert fald ikke har ret til at være her, ud igen. Det er vi sådan set enige i. Men SF og Radikale Venstre sidder i den samme regering, som ministeren gør, og stemmer imod muligheden for det i Europa-Parlamentet. Så hvad er partiernes politik? Hvad er regeringens politik? Er det det, ministeren siger i dag, eller er det det, man faktisk stemmer, når man skal gøre noget ved det? Partierne har tilsammen 8 medlemmer af Europa-Parlamentet. De 4 af dem stemte imod, de 4 af dem stemte for. Det er jo noget af en slingrekurs. Og hvad er det reelt, danskerne får? Jeg synes jo, det ligner en slap udlændingepolitik, man får, når man stemmer imod muligheden for at sende folk ud.

Ministeren.

Det er der på ingen måde nogen grund til at være bekymret for. Den ligger fast; den er stram – den er historisk stram. Dem, der har stået bag det, der sker nu – at vi får mulighed for at etablere udrejsecentre, altså centre, hvor vi eksempelvis kan sende afviste asylansøgere hen – er i høj grad det parti, jeg selv tilhører, og jeg er glad for, at regeringen bakker op om det. Der er en meget afgørende forskel på det her område, nemlig udlændingepolitikken, hvor spørgerens tidligere parti, Dansk Folkeparti, og nuværende parti, Danmarksdemokraterne, jo snakker og snakker, men vi leverer. Vi leverer en transformation af EU's udlændingepolitik, som aldrig er set før, og som gør, at vi får en udlændingepolitik, som betyder, at dem, som kommer her, kan sendes ud, hvis de ikke har noget opholdsgrundlag.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

»Leverer«, siger ministeren. Jeg tror, det var statsministeren fra Socialdemokratiet, der tilbage i 2019 sagde, at man ville lukke Kærshovedgård. Nu står man så 7 år efter og siger, at man nu vil kæmpe for, at den skal være uden for EU, og det er vi sådan set enige i. Men når det så kommer til afstemning i Europa-Parlamentet, stemmer halvdelen af regeringen imod. Det er ikke at levere; det er at være slappere på udlændingeområdet. Man har masser af ting i munden, som man siger at man gerne vil, men når det kommer til at levere, stemmer man imod det her, når det kommer ned i Europa-Parlamentet, og det synes jeg da ærlig talt er for slapt.

Ministeren.

Overhovedet ikke. Vi står på den strammeste udlændingelovgivning nogen sinde. Vi har kæmpet en hård kamp. Der var rigtig mange, der rystede på hovedet og sagde, at det slet ikke kunne lade sig gøre at lave et udrejsecenter uden for EU. Det kunne slet heller ikke lade sig gøre at ændre fortolkningen af eksempelvis den europæiske menneskerettighedskonvention. Det arbejde er også sat i gang nu. Så punkt for punkt leverer partierne, der står bag det her regeringsgrundlag, grundlæggende forandringer af vores udlændingepolitik. Det gør vi i Europa, og det gør vi herhjemme, og det gør vi, fordi vi skal passe på Danmark. Vi skal passe på Danmark, fordi der er kommet for mange herind, som ikke hører til, og dem får vi mulighed for nu ikke bare fortsat at sende ud, men at sende til udrejsecentre. Det kunne man have gjort meget mere ved, dengang man havde ansvaret, da spørgeren var medlem af Dansk Folkeparti. Man kunne også have gjort mere ved det, da man havde ansvaret som medlem af Danmarksdemokraterne.

Tak. Det afslutter spørgsmålet. Tak til hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne. Det næste spørgsmål er også til udlændinge- og integrationsministeren og er stillet af hr. Nick Zimmermann, der nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet. Så vil der også være den gevinst, at der bliver lidt mere stille i salen i det hjørne.

Værsgo.

Tak for det. Vil ministeren forbyde offentlige islamiske bønnekald?

Ministeren.

Tusind tak, også for det spørgsmål. Det er meget enkelt. I Danmark har vi religionsfrihed. Vi har ikke religionslighed. Danmark er et kristent land. For de fleste danskere er religion i hverdagen, tror jeg, en privatsag. Det betyder i min optik også, at man ikke uhæmmet skal forstyrre andre med sin tro. Derfor hører bønnekald ikke hjemme i Danmark. Jeg kan godt forstå, hvis der er mange, der oplever det som meget anmassende. Går man rundt i en tilfældig dansk provinsby, skal man ikke tro, at man befinder sig i en forstad til Islamabad. Derfor hører bønnekald ikke hjemme i Danmark. Tværtimod er der masser af steder i udlandet, hvor man kan lytte til bønner rigtig mange gange om dagen. Hvis man skulle have et ønske om det, står det folk frit for at rejse dertil. Vi får forhåbentlig aldrig en situation i Danmark, som minder om det, der sker i Mellemøsten. Derfor er det også fornuftigt, at mine forgængere i Udlændinge- og Integrationsministeriet har udvist rettidig omhu. Det gjorde de, da de igangsatte arbejdet med at undersøge mulighederne for at begrænse eller forbyde bønnekald i det offentlige rum. Det arbejde blev ikke færdiggjort før valgudskrivelsen, og derfor har jeg bedt mit embedsværk om at genoptage den her undersøgelse og arbejdet, så vi i fremtiden kender mulighederne for at forbyde bønnekald. Jeg synes, det er et vigtigt emne, og heldigvis har vi jo så også mulighed for at udfolde debatten om det i morgen, når vi førstebehandler beslutningsforslag B 11, fremsat af bl.a. spørgeren her, som også omhandler forbud mod bønnekald. Tak for ordet.

Spørgeren.

Nu er det så den tredje socialdemokratiske minister i den tredje socialdemokratisk ledede regering, der vil igangsætte en undersøgelse om, om vi kan forbyde islamiske bønnekald eller ej. Altså, der må jeg jo så bare en gang for alle kræve et svar fra regeringen: Vil man forbyde islamiske bønnekald – ja eller nej? Jeg kan ikke lade være med at få den tanke: Hvad er det i virkeligheden, regeringen og ministeren er så bange for? Er det eksempelvis at miste nogle af de her mange muslimske vælgere, som jo har gjort, at eksempelvis ministeren er blevet valgt til Folketinget? Er det her sådan lidt en leflen for de muslimske vælgere? Er det en frygt for, at nogle af de muslimske vælgere måske vil vende ryggen til Socialdemokratiet, hvis man vælger rent faktisk at forbyde islamiske bønnekald? Det seneste eksempel, vi har set, er jo med et barn, der står og bræger et islamisk bønnekald ud over en park til stor gene for naboerne og de omkringliggende ejendomme, og jeg kan simpelt hen ikke begribe, at man som regering vil tillade det her at fortsætte. Altså, det her er danskernes land. Det er Danmark. Det er ikke et eller andet sted i Mellemøsten, hvor man bræger sådan nogle ting ud. At være med til fra regeringens side at blåstemple, at et barn skal stå og bræge et islamisk bønnekald ud, må jeg ærlig talt sige jeg finder decideret usmageligt, og jeg kan ikke forstå, at man ikke en gang for alle får det her forbudt.

Ministeren.

Altså, det lyder jo meget overbevisende. Nu må jeg ikke stille spørgsmål, men det, man jo kan reflektere over, er, hvorfor spørgeren og spørgerens parti ikke har gjort noget, da man var parlamentarisk grundlag for tidligere regeringer. Hvorfor har man ikke gjort noget selv, hvis man brænder så meget for det? Jeg deler rigtig mange af de synspunkter, og jeg synes som sagt ikke, at bønnekald hører hjemme i Danmark. Det er ikke en del af vores kultur. Vi skal aldrig nogen sinde komme i en situation, hvor man, hvis man går en tur i en dansk provinsby, tror, at man er i en forstad til Islamabad. Og hvis man har synspunkter, som gør, at man gerne vil udbrede det over parcelhustagene, synes jeg, man skal rejse til et af de lande, hvor man gør det. Det hører ikke hjemme i Danmark. Men det spørgsmål, man jo står med hele tiden, er: Hvis man nu brænder så meget for det, som jeg kan høre spørgeren gør, hvorfor har man så ikke gjort noget, dengang man var parlamentarisk grundlag for tidligere regeringer? Nu sætter vi en undersøgelse i gang og finder ud af, om det kan lade sig gøre.

Tak! Spørgeren.

Så vi kan altså konstatere her i dag i Folketingssalen, at det er leflen for de muslimske vælgere, der gør, at regeringen nægter at forbyde islamiske bønnekald. Det er frygten for at miste nogle af de muslimske vælgere, som så vil gå lidt længere ud til venstre for midten. Det må jeg bare sige at jeg virkelig tager dyb, afgrundsdyb, afstand fra. Det gør jeg virkelig. Jeg synes overhovedet ikke, det under nogen omstændigheder hører hjemme her i vores land. Det må jeg virkelig sige. Så vil jeg prøve at spørge ministeren ind til, om ministeren kan forstå, at rigtig mange danskere oplever de her islamiske bønnekald som et symbol på, at islam fylder stadig væk mere og mere i det danske samfund, mens de kristne, danske symboler desværre fylder mindre og mindre.

Ministeren.

Altså, der er ingen, der lefler. Dansk Folkeparti har haft alle mulige chancer igennem flere år for at gøre noget ved det her, og man har ikke gjort noget som helst – intet; nul har man gjort. Og hvorfor har man ikke gjort det? Det er jo, fordi det er hul retorik, når man står her. Der er ingen, der lefler for nogen, overhovedet ikke. Det hører ikke hjemme i Danmark. Vi har igangsat en undersøgelse for at finde ud af, om det kan lade sig gøre. Når resultaterne af den undersøgelse kommer, kigger vi på det. Der er ingen, der lefler. Men jeg synes, det er lige vel nok smart i en fart at stå her, efter man har været parlamentarisk grundlag for borgerlige regeringer igennem rigtig mange år, og klandre en regering, som sætter gang i et arbejde, og som gør noget, når man nu har haft rigtig mange muligheder for selv at gøre noget ved det, men ikke har gjort noget.

Tak, og så får spørgeren ordet til et afsluttende spørgsmål.

Men ministeren er nu den tredje socialdemokratiske minister i den tredje socialdemokratisk ledede regering, der vil igangsætte en undersøgelse om, om det her kan forbydes eller ej. Det er da bare at fremsætte et forslag her i Folketingssalen om at forbyde det, og så kan vi forbyde det. Det er jo altså ligesom herinde, regler og love bliver lavet. Så hvis det virkelig var socialdemokratisk politik at stoppe islamiske bønnekald, fremsatte man da bare et forslag her i Folketinget. Men frygten for at miste de muslimske vælgere til dem til venstre for midten fylder åbenbart mere, og vi synes, det er så forfærdeligt, at regeringen virkelig synes, at det er en god idé, at der skal stå børn og lave islamiske bønnekald i en park. Jeg kan overhovedet ikke forstå det.

Ministeren.

Det hører da ikke hjemme. Altså, bønnekald hører ikke hjemme i Danmark. Det er meget, meget enkelt. Men det, jeg bare forsøger at finde ud af, og nu må jeg jo ikke stille spørgsmål her, handler om, at det jo er meget, meget underligt, at når man nu har været parlamentarisk grundlag for borgerlige regeringer igennem mange år, har man ikke gjort noget. Nu kritiserer man så en regering, som faktisk gør noget og undersøger mulighederne for det. Det hører ikke hjemme. Vi skal ikke have bønnekald ud over parcelhustagene i Danmark. Man skal ikke tro, at når man går rundt i en tilfældig midtjysk eller vestjysk provinsby, er man lige pludselig en del af et eller andet forstadsmiljø i Islamabad, overhovedet ikke. Men vi skal sikre ...

Tak! Det afslutter spørgsmålet. Tak til hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti. Næste spørgsmål er også til udlændinge- og integrationsministeren, og det er stillet af fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre, som nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for ordet, formand. Er det regeringens opfattelse, at det skal være sværere at opnå dansk statsborgerskab gennem naturalisation, og hvis ja, hvilke konkrete initiativer agter regeringen så at gennemføre for at opnå dette?

Ministeren.

Tusind tak for spørgsmålet. Er der lyd på? Det er der ikke. Nå, sådan. ( Anden næstformand (Karsten Hønge): Så har ministeren ordet). Det kunne være, at formanden ikke gad høre mere på mig, men det tænker jeg ikke er tilfældet. Jeg prøver igen. Tusind tak for spørgsmålet til fru Marlene Ambo-Rasmussen. Som jeg sagde, mens vi stod her, ligner spørgsmålet jo spørgsmålet fra hr. Morten Dahlin tidligere, og de er også fra samme parti. Lad mig slå det helt fast en gang til: Statsborgerskab skal kun være til dem, der er loyale over for Danmark, og som ønsker at være en del af vores gode, solide danske fællesskab. Vores danske demokrati er værdifuldt. Det gælder også de grundlæggende værdier, som vores samfund bygger på. Frihedsrettigheder til det enkelte menneske, ligestilling mellem kønnene og ikke mindst lighed for loven skal vi værne om. Derfor skal der ikke være diskussion om, at personer, der får dansk statsborgerskab, skal ønske at være en del af det danske fællesskab, og at de skal ville det danske demokrati. De værdier skal vi værne om, det skal vi alle sammen, og det skal vi ikke mindst, når det handler om, hvem vi giver det rødbedefarvede pas, om man vil. Regeringen fortsætter den stramme kurs på udlændingeområdet, også i forhold til indfødsrets- og statsborgerskabsområdet. Det betyder også, at vi fortsat stiller store krav til netop det at få et dansk statsborgerskab. Har man ikke viljen eller de rette forudsætninger, skal man ikke være dansk statsborger. Som jeg nævnte under min besvarelse af spørgsmålet fra spørgerens partikollega hr. Morten Dahlin, ser jeg frem til rapporten fra ekspertgruppen i forhold til det arbejde, de er blevet bedt om at se på, altså en screeningsordning forud for tildeling af statsborgerskab. Den rapport får vi forventeligt omkring årsskiftet. Findes der en vej, og kan der findes en vej, så ønsker jeg at gå den vej. Jeg kan derfor allerede nu sige, som jeg også sagde til spørgerens kollega, at jeg ser frem til, at vi i Folketinget får gode og konstruktive drøftelser. Det er vigtigt, at det her er bredt forankret i Folketinget, og at vi får gode og konstruktive drøftelser om, hvilke krav der fremover skal stilles til ansøgere om dansk statsborgerskab.

Spørgeren.

Tak for besvarelsen af mit spørgsmål. Jeg hæfter mig først og fremmest ved, at ministeren bruger ordet mig og siger: Det er vigtigt for mig , at det sker. Nu er ministeren jo en del af en regering på fire partier, som vil noget meget, meget forskelligt på det her område. Ministeren var ikke inde på den her problematik med snyd i de her prøver. En ting er, at vi snakker meget om en screeningsmodel. Jeg er egentlig også interesseret i i dag at spørge ministeren om de her problematikker med snyd med indfødsretsprøverne. Så sent som i sidste uge var der en dom i Odense byret, hvor fire personer blev dømt. Den hårdeste dom er på 1 år og 3 måneders ubetinget fængsel. Den mildeste dom gik til en kvinde, der åbenbart kun – i gåseøjne – havde hjulpet dem. Hun får 4 måneders ubetinget fængsel. Det er mennesker, som laver organiseret snyd med indfødsretsprøverne. Det er mennesker, der laver forsøg på menneskesmugling. Det er mennesker, der laver snyd med danskprøverne generelt. Det er et kæmpe, kæmpe stort problem. Jeg er en lille smule bekymret, når jeg læser regeringsgrundlaget, som intet nævner om det her – intet! Når vi netop taler organiseret snyd, mener ministeren så i virkeligheden, at det er rimeligt, at den hårdeste straf er på lidt over 1 års ubetinget fængsel, en sidder inde i 60 dage og en anden får 4 måneder?

Ministeren.

Jeg har godt lagt mærke til sagerne; det tillader mig ikke at gå ind i en nærmere kommentar til de enkelte sager – det håber jeg også at der er forståelse for. Men jeg tror, at jeg kan sige så meget, at regeringen og ikke bare jeg står fast på en stram udlændingepolitik, og det gælder også på indfødsretsområdet. Er der noget, vi skal se på i de drøftelser, vi skal have med Folketinget, eksempelvis når det handler om det, der har været fremme her om snyd og svindel og bedrag, så er jeg sådan set klar til at se på det. Men det bør ligesom komme i de drøftelser, vi skal have i Folketinget.

Spørgeren.

Det er jeg ikke enig med ministeren i. Det her er noget af det ypperste, man kan opnå i Danmark, altså dansk statsborgerskab. Der må ministeren i dag ikke have uld i mund. Det er et super relevant og super simpelt spørgsmål, jeg stiller, og jeg synes egentlig, det er hjælpespørgsmål til ministeren. Det er ikke et spørgsmål, hvor ministeren skal svare: Det må vi se på. Det er organiseret snyd, hvor folk uærligt opnår det ypperste, altså dansk statsborgerskab – det kan være givet til personer, som vil begå terror, det kan være givet til personer, som er dybt, dybt antidemokratiske. Kan ministeren bare svare ja eller nej til, om typer som dem her skal straffes hårdere fremadrettet?

Ministeren.

De bliver jo straffet i dag. Det er den her sag jo udtryk for. Får de indfødsret ved svig og svindel, er det jo også et grundlag for at fratage dem statsborgerskabet. Derfor er der allerede i dag regler på området. Det må ikke hænge sådan i luften, at der ikke sker noget. Det gør der. De skal være skarpe, og de skal være hårde. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Det, jeg sagde, var, at hvis der er noget, vi skal se på som følge af nogle af de sager, der har været, som jeg ikke kender i detaljen, vil jeg meget gerne være med til at se på det i de drøftelser, vi skal have i Folketinget.

Spørgeren for det afsluttende spørgsmål.

Mener ministeren, at hvis man laver organiseret snyd med indfødsretsprøver, laver forsøg på menneskesmugling og snyder med det ypperste, vi har i Danmark, nemlig vores danske statsborgerskab, skal det straffes hårdere, end det er tilfældet i dag? Er de eksempler, jeg lige har læst op nu, i orden? Er det i orden, at man får 4 måneder for at hjælpe til? Er det i orden, at man får 1 år og 3 måneder for at gøre det her organiseret? Det er sådan set ret væsentlige spørgsmål. Ja eller nej – skal det straffes hårdere?

Ministeren.

Jeg vil gerne være med til at dykke ned i det her område, og jeg vil også gerne være med til at se på, om der er noget, vi kan stramme på området. For det er klart, at hvis der er noget her, der florerer – og der er øjensynligt noget, der tyder på, at det er noget, der bliver udnyttet – så vil jeg meget gerne være med til at se på, hvad vi kan gøre for at få det stoppet. For det hører ingen steder hjemme, overhovedet. Det helligste af det hellige, man kan få i Danmark og i det danske demokrati, er vores rødbedefarvede pas. Det skal man ikke svindle sig til. Det skal der ikke være to synspunkter om.

Det afslutter spørgsmålet. Det næste spørgsmål er også til udlændinge- og integrationsministeren, og det er også stillet af fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre, som nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tak, formand. Hvilke konkrete initiativer vil regeringen foretage for at gøre det lettere at udvise kriminelle udlændinge ud over udvisningsreformen?

Ministeren.

Tusind tak for spørgsmålet. Udlændinge, der begår grov kriminalitet, skal udvises. De hører ikke hjemme i Danmark; de skal med andre ord ud. Udvisningsreglerne er allerede historisk stramme, men udvisningsreformen strammer dem så yderligere. Så tusind tak for det her spørgsmål og muligheden for at uddybe det. Først og fremmest glæder jeg mig selvfølgelig over, at Europarådet i maj måned vedtog den såkaldte Chisinauerklæring, som understreger, at når det gælder udvisning af kriminelle udlændinge, skal der selvfølgelig for det første findes den rigtige balance i forhold til individets rettigheder, men for det andet også, og det er det vigtigste, en bedre balance i forhold til samfundets tungtvejende interesse i at beskytte frihed og sikkerhed. Så glæder jeg mig over, at vi i forlængelse af Europarådets arbejde allerede i morgen kan fremsætte vores udvisningsreform. Det er en historisk reform, hvor udlændinge, der idømmes mindst 1 års ubetinget fængsel for alvorlig kriminalitet, som det helt klare udgangspunkt udvises. Reformen handler også om andet og mere end udvisning. Vi indfører bl.a. også en fodlænkeordning for at sikre et strammere greb om udlændinge uden lovligt ophold i Danmark. De skal underlægges de strammest mulige vilkår, indtil de rejser hjem. Men det ved fru Marlene Ambo-Rasmussen selvfølgelig godt, eftersom Venstre jo har været med til at fremlægge udvisningsreformen inden valget. Spørgeren ved derfor også godt, at det vil være de strammeste regler på udvisningsområdet nogen sinde. Jeg er altid klar til at overveje, om der kan gøres mere, for kriminelle udlændinge, der misbruger vores gæstfrihed, har ikke noget at gøre her; de skal ud. Og sådan skal det selvfølgelig være. Vi står for den strammeste udlændingelovgivning nogen sinde, og herfra kommer vi til at fortsætte arbejdet med at beskytte Danmark, bl.a. mod kriminelle udlændinge.

Spørgeren.

Tak for også den besvarelse. Det er jo egentlig sød musik i mine ører. Alt er jo egentlig, som det skal være, hvis ikke det lige var, fordi det parlamentariske grundlag og regeringsgrundlaget overhovedet ikke italesætter de her problematikker. Nu kommer der så mere med den udvisningsreform, som Venstre har været en stor fortaler for og været en del af, da vi sad med i regeringen. Men ministeren har ad flere omgange haft uld i mund; der er kommet klar tale, men så vender man tilbage til et andet udgangspunkt. Statsministeren sagde jo under valgkampen: Vi kommer ikke til at lempe på mulighederne for at blive dansk statsborger. Men ministeren sagde på den dag, hvor det nok er vigtigst ikke at have uld i mund, netop den dag, hvor ministeren blev indsat som udlændinge- og integrationsminister: Det har vi ikke taget stilling til; det er noget, vi skal have kigget på senere hen. Det er da ikke et spørgsmål, hvor man skal have uld i mund i besvarelsen. Og den dag, hvor ministeren bliver indsat, ved ministeren da udmærket godt, at sådan nogle spørgsmål kommer. Det undrer mig såre, at ministeren på den måde laver maskefald og går direkte kontra på de meldinger, som statsministeren kom med under valgkampen, hvilket jo netop for mig beviser, at de spørgsmål og de problematikker, som ministeren var klar i mælet omkring, da man sad med i regering sammen med Venstre, ikke længere gør sig gældende, fordi man sidder i en ny regeringskonstellation.

Ministeren.

Det er på ingen måde tilfældet. Når vi taler om det, som spørgeren spørger til her, og også generelt, kan jeg sige, at vores udlændingelovgivning ligger fast, og det gælder også på statsborgerskabsområdet og dermed indfødsretsområdet. Den bygger på historisk stramme regler på udlændingeområdet – der har været mere end 100 stramninger, siden Socialdemokratiet fik roret og statsministerposten i 2019. For så vidt angår udvisningsreformen, er det en historisk udvisningsreform, som betyder, at udlændinge, der begår grov kriminalitet, skal udvises. De hører ikke hjemme i Danmark; de skal ud. Reglerne er som sagt allerede historisk stramme, og med udvisningsreformen strammes de yderligere. Det er et synspunkt, som Socialdemokratiet i hvert fald tidligere har stået meget alene med, men jeg er glad for, at der er bred opbakning til det, både i Europa, også i Europa-Parlamentet for den sags skyld, og også her i Folketinget.

Tak. Spørgeren.

Det er jo pudsigt, når ministeren netop nævner EU, for det er jo så 50 pct. af ministerens parlamentariske grundlag, der går direkte kontra, altså går direkte imod, hvad statsministeren, hvad patronerne i den regering, der sad, altså SVM-regeringen, kæmpede for. Der sidder personer – to regeringspartier – efterfølgende nede i EU og direkte modarbejder, hvad Venstre og Socialdemokratiet fik tilkæmpet, da de sad i regering sammen. Jeg bliver nødt til at spørge om noget i den forbindelse, for jeg ved jo, at to af partierne, det er jo så 50 pct. af partierne, direkte har sagt – jeg har selv stået på talerstolen for 4 års tid siden, hvor det blev nævnt, og efterfølgende har de bakket op omkring det budskab igen – at de gerne vil give personer, når de fylder 18 år, dansk statsborgerskab i fødselsdagsgave. Er det en holdning, ministeren deler?

Tak. Ministeren.

Det er ikke regeringens politik. Det kan godt være, man mener det, når man sidder og er medlem af Europa-Parlamentet, men regeringens politik defineres af regeringen. Og så tror jeg måske, man skal passe på med at svinge sig lige vel højt nok op. Venstre sagde jo, da man sad i regering med Socialdemokratiet, at man ville ud af statsborgerretskonventionen. Der gik 14 dage, efter at man var i gang med forhandlingerne om et såkaldt borgerligt regeringsgrundlag, som så faldt fuldstændig sammen, og der var man klar til at opgive det. Det er jo rimelig centralt, ikke mindst når spørgeren står og spørger til, hvad regeringen vil på indfødsretsområdet. Og derfor tror jeg bare, man må sige, at det, danskerne kan være helt trygge ved ved den regering, de har her, er, at udlændingelovgivningen ligger klippefast. Den bygger på mere end 100 ændringer af udlændingelovgivningen siden 2019, og det er det afsæt, vi arbejder videre fra.

Tak. Så er det spørgeren til et afsluttende spørgsmål. Værsgo.

Tak. Det er jo pudseløjerligt at høre ministeren nævne statsborgerretskonventionen, for da Venstre bragte det på banen, at vi skulle udfordre den i 2026 og efterfølgende være klar til at udtræde helt af konventionen, sagde Socialdemokratiet nej. Socialdemokratiet kan da vælge i dag at gå med Venstres tilgang. Hvorfor ikke? Man kunne jo så starte med at spørge ministeren om, om det er noget, ministeren er villig til at kigge på, altså at vi udtræder af statsborgerretskonventionen, eller at vi i hvert fald som minimum i 2026 går ind og udfordrer den. Det kunne jo være en tilgang, som Socialdemokratiet tillagde sig. Det bliver nok svært. Men jeg skal bare høre: Nu sagde ministeren, at det ikke kommer til at ske i regeringen. Så det vil sige, at det er en garanti fra ministeren i dag om, at SF og Radikale ikke kommer til at diktere udlændingepolitikken, og at de ikke kommer til at sørge for, at man kan få statsborgerskab, når man fylder 18 år.

Så er det ministeren.

Regeringens udlændingepolitik ligger fast, og det gælder selve udlændingelovgivningen, og den ligger også fast, når det gælder indfødsrets- og statsborgerskabsområdet. Så bliver jeg lidt forvirret, når man skal tale om statsborgerretskonventionen. En dag vil man ud af den; nu forstår jeg, at man i 2026 øjensynligt bare vil udfordre den. Det, regeringen gør, er, at vi igennem en årrække med Socialdemokratiet ved roret har sørget for, at man nu står over for den største transformation af EU's udlændingepolitik, således at der kan stilles anderledes fortolkninger af eksempelvis den europæiske menneskerettighedskonvention, så vi kan beskytte Danmark bedre mod kriminelle udlændinge – så de kan udvises mere effektivt end tidligere. Det er handling, og det er politik, der virker.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre. Det næste spørgsmål er også til udlændinge- og integrationsministeren og er stillet af fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti, der nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tusind tak. Er ministeren enig i, at den nuværende håndtering af migration i EU har svækket medlemslandenes kontrol med egne grænser, og hvad vil ministeren gøre for at ændre dette?

Ministeren.

Tusind tak til fru Mette Thiesen for spørgsmålet. Ja, det er regeringens klare opfattelse, at Europa i alt for mange år ikke har haft tilstrækkelig kontrol med det, man kalder irregulær migration. Det har skabt store udfordringer for mange europæiske lande. Det truer vores sammenhængskraft og understreger behovet for at gå nye veje for at finde nye løsninger. For regeringen er det afgørende, at vi får styr på, hvem der kommer til Europa, og hvem der får lov til at blive her. Derfor har Danmark i en årrække været i en førerposition og er gået forrest i arbejdet for en mere fast og ansvarlig migrationspolitik i Europa. Der er også sket fremskridt gennem styrkelsen af Frontex og vedtagelsen af migrations- og asylpagten. Men vi er ikke i mål – vi er ikke i mål. Det samme gælder samlet set for EU-landene. I alt for mange tilfælde kommer der altså for mange med og uden lovligt ophold til Europa. Det skal vi ændre på, og det er derfor, Danmark igennem flere år som sagt er gået forrest i at styrke tilbagesendelserne og presse på for nye løsninger, herunder det, der også er blevet diskuteret tidligere i dag, nemlig nye udrejse- og modtagecentre i tredjelande, altså lande uden for EU. Da Danmark begyndte at tale om de her udfordringer, tror jeg roligt man kan sige, at vi stod meget alene. Sådan er det ikke længere. Stadig flere europæiske lande deler i dag vores danske analyse, og den er, at status quo er uholdbar. Der er behov for nye løsninger, og det arbejde vil regeringen nu sætte sig i spidsen for med fuld styrke, for Europa skal have kontrol med migrationen, vi skal beskytte de ydre grænser, og vi skal sikre, at personer uden lovligt opholdsgrundlag bliver sendt hjem, og at de bliver sendt hjem mere effektivt i fremtiden. Det er afgørende for tilliden til vores migrationssystemer, og det er ikke mindst afgørende for sammenhængskraften i vores samfund. Tak for ordet.

Spørgeren.

Tusind tak, og tak til ministeren til at starte med for at anerkende, at det har stået grelt til i EU, men at det jo stadig væk også ser rædsomt ud i rigtig, rigtig mange lande som Tyskland, Frankrig og Spanien, der lige har, hvad skal man sige, åbnet op for, jeg ved ikke hvor mange illegale migranter, som de bare lovliggør uden videre. Og det er derfor, det er så ekstremt vigtigt, at man ikke bare har en fuldstændig aflukket ydre grænse, hvilket EU stadig væk ikke har. Én ting er Frontex, men man skal jo have pushback, altså simpelt hen skubbe de migranter, der kommer, ud igen. Men jeg er egentlig også glad for, at ministeren nævner den her migrations- og asylpagt, for vi har jo kunnet læse i dag, at udenrigsministeren mener, at retsforbeholdet, vores retsforbehold, skal til afstemning igen – der er i hvert fald sat spørgsmålstegn ved det, og om det skal til afstemning igen. Det er jo sådan, man kender både udenrigsministeren, men også de EU-begejstrede partier, for det er altid sådan noget med, at hvis danskerne siger nej til EU, kan man glæde sig til, at man skal stemme om det igen på et eller andet tidspunkt, så man tager den – i gåseøjne – rigtige beslutning, hvis man skal forstå det på den måde. Det, som vores retsforbehold jo netop gør, er at sikre imod de dele af eksempelvis den her migrations- og asylpagt, hvor man netop taler om fordeling og straf, hvis ikke man tager de her migranter. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ministeren svare på, hvorfor man pludselig fra regeringens side mener, at det er en rigtig god idé, at man ikke skal have et retsforbehold, når det faktisk er retsforbeholdet, der står i vejen for – og lad os sige det fuldstændig, som det er – at indføre Enhedslistens drøm om en udlændingepolitik.

Ministeren.

Det kan godt være, jeg har hørt forkert, men det har jeg da ikke hørt nogen i regeringen mene. Men hvis man gerne vil diskutere udenrigsministerens interview i dag i Politiken, synes jeg, at man skal tage den med udenrigsministeren. Jeg diskuterer gerne Schengen, EU's grænser, kampen om at beskytte og bevare dem og gøre dem stærke og alt det der, men hvis man gerne vil diskutere, hvad andre kolleger har udtalt i dag i medierne, synes jeg, at det er helt fair, at man tager det med dem. Jeg kan for Danmarks vedkommende sige, at man bare må sige, at når man ser på de afgørende tal, afviger vi markant fra gennemsnittet i Europa, når det handler om asylansøgere, og når det handler om hjemsendelser. Og hvorfor det? Fordi vi har en fast og stram udlændingepolitik, og den skal vi fortsætte. Det er det, der er regeringens politik.

Spørgeren.

Tak. Der kom jo mange spændende ting frem her. Jeg kan forstå, at udenrigsministeren går enegang i forhold til det her retsforbehold, men jeg troede egentlig, at det var noget, man havde klappet af i regeringen. Det synes jeg da er lidt interessant. Han siger i hvert fald det her med retsforbeholdet, men det er så åbenbart ikke noget, han har klappet af med resten af regeringen, så det bliver da spændende at følge det. Det vil jo være fuldstændig altødelæggende for Europa generelt, både i forhold til at forfølge den her vej i forhold til migration, men i særdeleshed, hvis Danmark opgav sit retsforbehold. Det vil være fuldstændig ødelæggende for Danmark. Så jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at høre ministeren, om det vil sige, at ministeren siger, at det her er udenrigsministeren, der er gået enegang, og at det ikke er regeringens indstilling.

Ministeren.

Jeg har jo svaret på det. Interviews, der gives af regeringskolleger, må man tale med regeringskolleger om. Jeg svarer på det her spørgsmål, som spørgeren har stillet, nemlig om vi mener, at der er problemer med den nuværende håndtering af migration i EU. Ja, det mener vi. Har der været det for længe? Ja, det har der. Hvorfor har der været det? Det er, fordi alt for mange lande ikke har gjort som Danmark, der har en stram, fast og hård udlændingepolitik og også har arbejdet endnu hårdere i EU-regi for at beskytte EU's ydre grænser bedre og nu har fået det kæmpe gennembrud, at et flertal af EU-landene støtter den danske position om at oprette udrejsecentre uden for EU.

Tak. Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Vi kan jo konstatere, at muslimsk indvandring under statsministeren er steget fuldstændig eksplosivt, så det kan godt være, at man har styr på asyltal osv., men der er så andre veje, hvor de har fundet ind til Danmark. Så lad os lade det ligge. Lad os også lade den med udenrigsministeren ligge. Men er ministeren ikke også enig med mig i, at det bliver endnu mere nødvendigt og vigtigt, når andre lande har så ekstremt lempelig en udlændingepolitik, at Danmark fuldstændig lukker grænsen af og har en grænsekontrol og ikke som den nuværende, der slet ikke er nok, og hvor man jo ikke tjekker hver enkelt, der kommer ind?

Ministeren.

Altså, skal vi have fast grænsekontrol igen? Det skal vi ikke. Vi har midlertidig grænsekontrol, og det er det, vi har i god dialog med øvrige kolleger i vores EU-samarbejde. At vi skal have en stram udlændingepolitik, er jeg helt enig i, og det er derfor, vi kontinuerligt arbejder for det stramning på stramning. Mere end 100 stramninger siden 2019 står vi på. Det er den strammeste udlændingelovgivning nogen sinde, vi har i Danmark. Andre europæiske kolleger ser nu på Danmark og spørger: Hvad er det, I har gjort? Vi fortæller dem, hvad vi har gjort, og så er jeg glad for, at vi hånd i hånd med dem nu transformerer EU's udlændingepolitik og skaber udrejsecentre uden for EU, så vi eksempelvis kan udsende afviste asylansøgere i større stil nu end tidligere.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Så siger vi også tak til udlændinge- og integrationsministeren. Næste spørgsmål er til undervisningsministeren, og det er stillet af hr. Ulrik Knudsen, Danmarksdemokraterne, der nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Mener ministeren, at det er en kommunal opgave at tilbyde modersmålsundervisning i arabisk, og frygter ministeren, at modersmålsundervisning i arabisk bidrager til at øge fremvæksten af arabisktalende parallelsamfund i Danmark?

Ministeren.

Vores kommuner har jo pligt til mange ting i vores folkeskoler og også til at tilbyde forskellige former for undervisning. Det har de ikke, når det handler om at tilbyde modersmålsundervisning i arabisk. Så nej, det er ikke defineret som en kommunal pligtopgave, og dermed er det ikke kommunernes opgave. Det er ikke noget, vi har pålagt dem at løfte. Så var der et andet spørgsmål i spørgsmålet – det var et todelt spørgsmål – og det er: Er jeg bekymret over, hvorvidt sådan en modersmålsundervisning i arabisk vil bidrage til at øge fremvæksten af arabisktalende parallelsamfund? Der må jeg sige: Ja, det er jeg bekymret over. Det danske sprog og kendskabet til det er fuldstændig fundamentalt afgørende vigtigt, og at man er helt hjemme i det og bruger det i både undervisning og i frikvarterer og over det hele i Danmark og har gode sprogkompetencer der, er fuldstændig afgørende for vores fællesskab her i Danmark. Det er altså også afspejlet i vores lovgivning, at det primære undervisningssprog, som det hedder, i vores danske folkeskoler er og bliver dansk. Det er der en grund til, og det synes jeg vi skal holde fast i. Så tak for at bringe det her spørgsmål op.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg kan forstå, at ministeren ikke synes, det er en kommunal opgave at tilbyde modersmålsundervisning i arabisk. Er det noget, ministeren vil gribe ind over for? Er det noget, ministeren vil sørge for ikke foregår i kommunerne, som det jo gør i dag? Bl.a. i Sønderborg Kommune, som er socialdemokratisk ledet, har der netop været en afstemning i byrådssalen, hvor den socialdemokratiske borgmester har stemt for, at modersmålsundervisning i arabisk fortsat er et tilbud i folkeskolen i Sønderborg Kommune. Er det noget, ministeren vil tage action på?

Ministeren.

Jeg kender ikke de konkrete sager, men jeg ved jo, at det finder sted nogle steder, hvor man har valgt at gøre det. Det er ikke et lovgivningskrav. Lovgivningen er mange år gammel. Mange partier i Folketinget har haft ansvaret undervejs og har stemt for, at det skal videreføres. Lovgivningen er, at man har pligt til at give modersmålsundervisning til børn fra EU- og EØS-lande og grønlandske og færøske børn. Det synes jeg er helt fint. Det har jeg ingen problemer med. Der er jo ikke nogen lande, der taler arabisk, som er medlem af EU, så det kan ikke bruges der. Så det er et valg, man så træffer ude i de enkelte kommuner ud fra den begrundelse, man har for det. Det vil sige, at det ikke er lovgivningen, som pålægger kommunerne at gøre det.

Spørgeren.

Nu forstår jeg det, som om du mener, at det er noget, kommuner skal styre, men er det ikke lidt i modstrid med det her med, at vi skal have en stram udlændingepolitik? Socialdemokraterne elsker jo at stå på tv-skærmen og fortælle, at de værner om den stramme udlændingepolitik, men når det foregår ude i kommunerne, at der er blevet brugt skatteyderpenge på arabiskundervisning, er det så ikke der, regeringen skal vise, at de også kan foretage nogle handlinger, der gør, at det ikke foregår? Hvad vil ministeren konkret gøre? Vil han overhovedet gøre noget?

Jeg kan rigtig godt lide den sidste tiltaleform, hvor hr. Ulrik Knudsen tiltaler ministeren som minister. Vi bruger hverken du eller De, men anvender titelformen. Ministeren.

Tak for det. Der er jo nogle kommuner, som tilbyder modersmålsundervisning i arabisk trods det, at det ikke er noget, lovgivningen kræver. Hvis man vælger at gøre det, mener jeg, at man burde genoverveje, om det virkelig er noget, man synes er en kommunal opgave, man vil bruge ressourcer på, og om man ikke risikerer at skabe det, som vi taler om her, nemlig nogle parallelsamfund af arabisk karakter. Det er det, jeg kan frygte man gør, og det vil jeg meget gerne tale med vores kommuner om og også med dem, som har valgt at gøre det, for at være sikker på, at de genovervejer den beslutning.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Jeg synes, det er meget positivt, at ministeren vil tale med dem, men er det nok at tale med dem? Vil ministeren være med til at forbyde det, altså at kommunerne ikke skal have den mulighed at tilbyde arabisk modersmålsundervisning? For jeg synes jo, at vi ser ind i, at det er de arabisktalende parallelsamfund, som der er store integrationsproblemer i. Det her er jo en reel ting, der kan ændres på, men vil ministeren ud over at tale være med til at lave et reelt forbud?

Ministeren.

Som jeg nævnte, er den her lovgivning ret gammel, og den blev ændret, så man pålagde kommunerne at indføre modersmålsundervisning i EU- og EØS-landenes sprog plus grønlandsk og færøsk. Det bakkede vi alle sammen op om, men der var en grund til, at man dengang ikke gik videre, og det var nogle juridiske problemstillinger, så vi er nødt til at finde ud af, hvad grundloven siger, og hvad der er af muligheder her. Så jeg vil opfordre spørgeren til at følge op her med nogle skriftlige spørgsmål, og jeg vil så bede vores jurister om at klargøre, hvad der er af muligheder. Er der muligheder for at gå videre også lovgivningsmæssigt? Så først og fremmest vil jeg tage møderne med kommunerne, og næste skridt må være at sige: Lad os få afklaret lovgivningsmæssigt, om der er nogen muligheder for også at gå den vej.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til hr. Ulrik Knudsen, Danmarksdemokraterne, og tak til undervisningsministeren. Jeg skal meddele, at spørgsmål nr. 17 (S 66) til beskæftigelsesministeren af Nick Zimmermann (DF) udgår af dagsordenen efter ønske fra spørgeren. Jeg skal samtidig meddele, at spørgsmål nr. 18 (S 81) til forsvarsministeren af Alex Ahrendtsen (DF) udgår af dagsordenen efter ønske fra spørgeren. Det næste spørgsmål er til sundhedsministeren, og det er stillet af hr. Jan Herskov, Dansk Folkeparti, der nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

(Spørgsmålet er udgået, da det er taget tilbage af spørgeren).

(Spørgsmålet er udgået, da det er taget tilbage af spørgeren).

Værsgo.

Jeg takker. Hvordan vil ministeren sikre, at der ikke indkaldes transkønnede uden livmoder til screening for livmoderhalskræft?

Ministeren.

Jeg anerkender, at der med muligheden for at skifte personnummer kan opstå nogle udfordringer i sundhedsvæsenet, og det bliver personerne også vejledt om i forbindelse med skiftet. Konkret er der udarbejdet en vejledning, hvor det tydeligt fremgår, at man bevarer retten til kønsspecifikke screeninger; man skal blot bede sin egen læge om en henvisning. På samme måde kan man også altid framelde sig screeninger, som ikke er relevante. Hvis man er i tvivl om behandlinger og screeninger, kan man altid tage kontakt til egen læge, og det har jeg stor tillid til at den enkelte gør. Afslutningsvis kan jeg oplyse, at der netop arbejdes på en teknisk løsning for indkaldelse til kønsspecifikke screeninger for transpersoner. Tak for ordet.

Spørgeren.

Der er gennem de seneste år blevet indkaldt transkønnede, der er født som mænd og dermed ikke har nogen livmoder, til screening for livmoderhalskræft, og det giver selvfølgelig et unødvendigt ressourcespild. Det her er ikke et kæmpestort problem, men det er dog et stort problem og et voksende problem, som hospitalerne er opmærksomme på. Vil ministeren ændre screeningssystemet, så det tager udgangspunkt i de biologiske organer og den sundhedsfaglige risiko frem for juridisk køn, når borgerne skal indkaldes til en kræftscreening?

Ministeren.

Altså, hverken ministeriet eller Sundhedsstyrelsen er bekendt med, at dette er et problem i sundhedsvæsenet, men det er klart, at hvis det bliver bragt op over for os, at det skulle være et større problem, som ordføreren siger, så må vi se på det. Men i første omgang må man sige, at vi nok godt kan forvente, at den enkelte selv kan sige, at man ikke vil indkaldes, eller at man skal indkaldes, indtil den her løsning er på plads, i stedet for at vi sætter et meget stort bureaukratisk system i gang.

Spørgeren.

Jeg kan oplyse ministeren om, at det har været debatteret i bl.a. Region Hovedstaden. Man havde det oppe at vende for 2 år siden, fordi man anså det for at være et problem. Mener ministeren, at man eventuelt kan lave en digital løsning, sådan at man kan indkalde de mennesker, som faktisk skal screenes, til kræftscreening?

Ministeren.

Som jeg forstår det, er det dét, man prøver at lave en teknisk løsning for, altså at transpersoner kan få den rigtige indkaldelse og undgå de andre indkaldelser. Det er også bare vigtigt, at vi anerkender, at det er personer, som faktisk opfatter sig selv som værende nogle, der har skiftet køn, så der skal også være en respekt for det. Så det er jo både en menneskelig og en teknisk løsning, der skal findes.

Så er det spørgeren for det sidste spørgsmål.

Jeg vil egentlig med formandens tilladelse hoppe videre til spørgsmål nr. 20, hvis det er okay.

Det er ikke okay. Vi skal først have stillet det afsluttende spørgsmål her, og så skal ministeren svare, og så går vi videre til spørgsmål nr. Så hvis der ikke er noget spørgsmål eller nogen besvarelse, så gør vi det sådan, men ministeren skal have lov til at svare, hvis ikke der er yderligere spørgsmål. Det er der ikke, og ministeren har ikke noget svar.

Jamen jeg har sådan set ikke flere spørgsmål til det her.

Godt. Ministeren har mulighed for at få ½ minut til en kommentar – det er vi nødt til at overholde.

Jeg imødekommer spørgerens ønske, så vi går videre

Godt. Så går vi videre. Det skal foregå rigtigt, så alle kan få den taletid, de har krav på. Vi går videre til spørgsmål nr. 20 til sundhedsministeren, og det er også af Jan Herskov.

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Jeg takker mange gange. Hvordan vil ministeren sikre, at transkønnede, som er født med en livmoder, får foretaget de rette undersøgelser for livmoderhalskræft efter en screening?

Tak. Ministeren.

I min optik handler de to spørgsmål grundlæggende om det samme: henvisning eller manglende henvisning til kønsspecifikke screeninger til personer, som har skiftet deres personnummer. Jeg vil gerne gentage, at personer, som har skiftet personnummer, bliver vejledt og gjort opmærksom på deres ansvar for at opsøge kønsspecifikke screeninger, og det har jeg tillid til at de gør. Så vil jeg sige, at det formentlig også vil blive løst, hvis vi finder en teknisk løsning på det spørgsmål.

Spørgeren.

Ja, men det er jo så oplyst fra hospitalsvæsenet, at transkønnede, som er født som kvinder og dermed har en livmoder, bør indkaldes til screening for livmoderhalskræft. Det er ligeledes oplyst, at en del transkønnede ikke bliver indkaldt til screening, ligesom en del af undersøgelserne ikke bliver lavet efter screeninger. Det vil altså sige, at der er nogle, som ikke bliver indkaldt, og som dermed ikke bliver screenet og får lavet de her undersøgelser, og det er sådan set, fordi de har fået et mandligt personnummer. Kan ministeren oplyse, hvordan opgaven med indkaldelse til screening for livmoderhalskræft, så transkønnede, som er født med en livmoder, bliver indkaldt og ikke selv skal stå for henvendelser til en almenpraktiserende læge?

Ministeren.

Lige nu er det sådan, at når man skifter, er der også et personligt ansvar, og det er, at man selv skal opsøge de her screeninger, og jeg synes egentlig, det er fair nok, at man bliver imødekommet af samfundet på den måde. Men lykkes det at lave en teknisk løsning, kan vi jo gøre det automatisk også.

Spørgeren.

Men det er sådan set kun, hvis man er en transkønnet, som har skiftet til at få et mandligt personnummer, at man selv skal henvende sig til en almenpraktiserende læge for at få en henvisning. Mener ministeren ikke, at man bør lave en digital løsning, sådan at de transkønnede bliver indkaldt, hvis de har en livmoder og skal screenes for livmoderhalskræft, og ikke den modsatte vej, at man bliver indkaldt, når man ikke har en livmoder?

Ministeren.

Jeg sætter meget stor pris på spørgerens omsorg på det her område, og jeg synes, det er det fornuftige, at man kan blive indkaldt til det, man skal indkaldes til, og ikke indkaldt til det, man ikke skal indkaldes til. Det er jo det, vi også forsøger at lave en teknisk løsning på, men indtil vi har den, er der også en tydelig vejledning i, at man både kan fraskrive sig de her indkaldelser, så man slet ikke får dem, hvis man f.eks. ikke har en livmoder, og at man kan opsøge dem selv, hvis man har og har brug for livmoderhalskræftscreening.

Sidste spørgsmål til spørgeren.

Jeg takker sådan set for de svar, jeg har fået, og jeg har ikke yderligere spørgsmål.

Ministeren.

Jamen så siger jeg tak for en god dialog.

Så siger vi tak til hr. Jan Herskov for spørgsmålene. Vi går videre til næste spørgsmål, som også er til sundhedsministeren. Det er stillet af hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Velkommen til, og værsgo at læse spørgsmålet op.

Tak for det. Er ministeren enig i, at borgere ikke må miste adgang til nødvendige hjælpemidler og behandlingsredskaber som følge af uklar ansvarsfordeling mellem kommuner og regioner?

Ministeren.

Jeg kunne bare svare ja, men det vil jeg ikke. Jeg vil sige, at jeg er enig med spørgeren i, at man som borger skal have adgang til nødvendige hjælpemidler og behandlingsredskaber, og en uklar ansvarsfordeling mellem kommuner og regioner må ikke være en barriere for det. For mange falder mellem to stole i systemet, når de skal have et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab. Nogle borgere kan vente for længe på produkter, de har brug for; nogle borgere får slet ikke et hjælpemiddel eller behandlingsredskab, og det er ofte borgere i en meget sårbar situation, og det er selvfølgelig ikke godt nok. Borgere skal ikke være kastebold i systemet eller stå alene uden hjælp. Som en del af sundhedsreformen har vi sammen aftalt, at der skal udvikles en konkret model for udlevering af hjælpemidler og behandlingsredskaber. Modellen skal sikre tydelighed om, hvorvidt det er kommunen eller regionen, der er ansvarlig for at udlevere og finansiere produkterne, og dermed skabe mere klarhed for borgerne. Arbejdet med at finde de gode løsninger og en ny model er allerede i gang i aftalekredsen. Som ordføreren også ved, er det ikke nemt. Jeg vil som ny sundheds- og kirkeminister fortsætte arbejdet sammen med spørgeren og resten af aftalekredsen, så borgerne får den hjælp, de har brug for.

Spørgeren.

Tak til ministeren. Og tak for svaret og intentionen om at gøre noget ved udfordringen. Det, der er problemet, er, at lige nu er der rigtig, rigtig mange, der mister adgangen til kompressionsprodukter, som er helt afgørende for f.eks. borgere med lymfødem for at kunne opretholde en normal hverdag. Begrundelsen er lidt teknisk, men den er, at der kom en afgørelse fra Ankestyrelsen i december, der sagde, at hvis det ikke kunne udelukkes, at hjælpemidlerne kunne gives efter anden lovgivning, så måtte kommunerne ikke længere udlevere dem. Det gjorde, at den tidligere regering lavede et lovforslag, der skulle sikre, at kommunerne, frem til at vi får lavet aftalen, fik hjemmel til rent faktisk stadig væk at udlevere produkterne i det her tvivlstilfælde. Fordi den lovgivning bortfaldt ved folketingsvalget, har vi set eksempler på borgere, der er kommet i klemme – det har været beskrevet i pressen – f.eks. var der en kvinde, der efter 24 år, hvor hun har været dybt afhængig af de her hjælpemidler, pludselig får dem frataget. Så selv om kommunen i afgørelsen skriver, at de godt ved, at det betyder, at hun fremover vil skulle ligge ned mange timer om dagen, at hun fremover vil skulle bruge ble, og at hun fremover vil miste sit arbejde, fratager de hende alligevel hjælpemidlerne, fordi de ikke mener, at de har hjemmel til at udlevere produkterne længere, fordi vi ikke kom i mål med den lovgivning. Jeg ved godt, at vi forhåbentlig finder en god løsning på det her som aftalt i aftalekredsen, men indtil vi har den løsning, er ministeren så ikke enig i, at vi skal prøve at se, om vi ikke kan enten genfremsætte det lovforslag, der bortfaldt, hurtigst muligt eller finde en anden løsning, der midlertidigt sikrer, at de her borgere ikke kommer i klemme?

Ministeren.

Regionerne kan i dag udlevere kompressionsprodukter i henhold til den aftale, som den tidligere regering indgik med KL og Danske Regioner i december sidste år. For kommunerne skal der først skabes et juridisk grundlag for, at aftalen kan efterleves. Det daværende Social- og Boligministerium fremsatte et lovforslag i februar 2026, men det faldt bort med valgudskrivelsen, som ordføreren også nævner. Det er ikke mit ressort, det er socialministerens. Men socialministeren har oplyst, at hun vil arbejde på at fremsætte lovforslaget igen, så snart Folketinget åbner i oktober.

Spørgeren.

Tak for det. Det er jeg glad for at høre, og jeg kan kun opfordre til, at det lovforslag bliver fremsat så hurtigt som muligt, og at man måske i mellemtiden så om ikke andet til regionerne får sendt et signal om, at de her borgere står i en akut kritisk situation. Jeg ved, at der også er en del kommuner, der faktisk siger, at man ikke kan stoppe noget så alvorligt, inden man har en anden løsning for borgerne, så de fortsætter faktisk med at udlevere det. Så det er meget forskelligt, hvad der sker, fra kommune til kommune. Men om ikke andet kunne vi måske i fællesskab sende et signal til både kommuner og regioner: Vi er på vej med et lovforslag, der skal løse det her, og indtil da, please, vis noget fleksibilitet på begge sider i forhold til at gribe de her borgere.

Ministeren.

Det er jo sådan et spørgsmål, som det er rigtig godt at tage i aftalekredsen, hvilket der også er kutyme for, og som man gjorde under den tidligere Venstreminister. Så jeg håber også, at det er den form for samarbejde, vi kan fortsætte, når ministeren er fra et andet parti.

Spørgeren.

Det vil jeg også gerne. Problemet er, at der sidder Socialministeriet, bl.a. socialministeren, ikke. Det her går på tværs af regeringen. På trods af at vi har fremført det på de indre linjer, er det ikke blevet hastefremsat på den her side af sommerferien. Derfor har vi følt et behov for bl.a. at tage det op i salen her for at hjælpe med, at der kommer lys på sagen, også på tværs af ministerierne. Det kunne også være den anden minister, der var til stede i dag. Nu blev det dit lod. Jeg synes, vi har et fælles ansvar for at få det her løst hurtigst muligt – ingen nævnt, ingen glemt i forhold til ansvar. Jeg synes bare, vi skal tænke på de borgere, der kommer i klemme lige nu.

Ministeren.

Jeg er helt enig i, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at løse det. Jeg tror også godt, at ordføreren ved, at det ikke er let, for det lykkedes jo heller ikke den tidligere minister at løse det her problem. Jeg har siddet som minister i 3 uger. Vi snakker om noget, der skete i december. Så jeg vil sige, at det jo er, fordi det her er svært at løse. Men jeg er meget velvilligt indstillet i forhold til at få det her løst fra min side så hurtigt som overhovedet muligt, og hvis der er løsninger, må vi jo kigge på dem i aftalekredsen.

Vi siger tak til sundhedsministeren. Spørgeren bliver stående, for spørgeren har et spørgsmål til ministeren for natur og dyrevelfærd, som vi så hermed siger velkommen til.

Hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre må gerne have lov til at læse spørgsmålet op. Værsgo.

Tak for det. Mener ministeren, det er i orden, at dyreholderne på Egtvedegnen ikke kan få hverken tilladelse til at regulere ulvene eller tilskud til ulvesikkert hegn på trods af gentagne angreb på kalve, heste og får samt episoder, hvor ulvene er meget nærgående over for borgerne i området, og hvad vil ministeren i givet fald gøre for at hjælpe de berørte dyreholdere?

Ministeren.

Tusind tak for spørgsmålet. Det er mit første mundtlige § 20-spørgsmål, så det er jo en stor dag. Danskernes tryghed kommer før ulven. Mit fokus er at skabe så meget tryghed som muligt for alle borgere i området. Vi må ikke udrydde ulven, men vi kan sætte grænser for, hvornår ulve med en problematisk adfærd ikke længere skal være der, og det gør vi, f.eks. hvis ulve har mistet deres naturlige skyhed og kommer for tæt på mennesker. Det er tilfældet i Oksbøl, hvor både myndighederne og private jægere har fået tilladelse til at skyde problemulve. Ulve skal heller ikke angribe husdyr bag ulvesikrede hegn. I disse tilfælde giver myndighederne også tilladelse til at regulere ulve. I dag kan alle husdyrholdere med mindre husdyr søge tilskud til ulvesikring af hegn. Vi har oplevet, og vi oplever en rigtig stor interesse for tilskudsordningen, og det er positivt, for hegn er den mest effektive beskyttelse mod ulveangreb. Det sidste år er ulvesikring af hegn blevet støttet med over 40 mio. kr. Desværre er der også episoder, hvor større husdyr angribes af ulve. Det sker sjældnere, men det er aldrig rart at opleve det. Det rammer typisk heste eller kvæg, f.eks. ponyen i Egtved. Hvis man har haft et angreb på et stort husdyr, kan man få erstatning og tilskud til hegn, hvor angrebet har fundet sted. Myndighederne følger ulvesituationen tæt, og jeg vil drøfte tilskudsordningen og beskyttelsen af både store og små husdyr, når jeg mødes med parterne fra minitreparten. Tak for ordet.

Så er det spørgeren.

Så ordføreren mener, det er rimeligt, at f.eks. hesteholderne i Egtved Ådal og Vejle Ådal skal vente på, at deres heste bliver dræbt, før de kan få tilskud til et ulvesikret hegn. Det betyder jo lige netop nu, at rigtig mange dyr ikke kommer på græs, fordi man er bange for, de bliver angrebet, fordi man først kan få tilskud, når angrebet er sket. Er det rimeligt i et område, hvor der er så mange husdyr? Det er store dele af Egtved Ådal og Vejle Ådal, som de er forpligtet til at få afgræsset. Giver det mening, at man ikke kan få lov at regulere ulve i sådan et område, og at man skal vente på, at ens heste bliver spist, før man kan få tilskud til et ulvesikret hegn?

Ordføreren er blevet minister. Så værsgo til ministeren. ( Christoffer Aagaard Melson (V): Ja, ministeren).

Tak. Vi har jo hidtil haft den balance, at vi har sagt i forhold til at kunne finansiere opsætningen af ulvesikret hegn, at der har skullet være udfordringer, før vi giver tilskud, og det er også det, der gør sig gældende her. Heldigvis har vi set færre angreb på store husdyr end på mindre husdyr. Men hvis vi oplever, at ulven er for nærgående, eller hvis udfordringen er på en sådan måde i det område, som du beskriver her, omkring Egtved, at vi har behov for at rykke på vores vurdering, vil jeg sådan set gerne tage en drøftelse af det. Det var også derfor, jeg nævnte til sidst, at jeg synes, det er oplagt at tage en drøftelse i minitreparten om, hvordan vi prioriterer de midler, der er til opsætning af ulvesikret hegn. Det kan sagtens være, at balancen skal være en anden. Det vil jeg sådan set gerne åbne op for.

Tak. Ministeren må selvfølgelig ikke bruge direkte tiltale. Så er det spørgeren.

Tak til ministeren. Mener ministeren virkelig, at ulven skal være i et område som det her, der er så tæt befolket, og hvor der er så mange husdyr? Kunne man ikke forestille sig, at det var bedre, at man regulerede ulven i et sådant område, hvor det giver så massive problemer, og hvor det vil betyde, at så store og så mange arealer skal ulvesikres, før dyrene kan være i fred, og at man så i højere grad fik lavet en forvaltningsplan, der sikrede, at ulvene så måske kunne være nogle andre steder, og at man kunne målrette midlerne til ulvesikret hegn til nogle lidt mindre, tyndtbefolkede områder med lidt færre husdyr?

Ministeren.

Jo, det kunne være stærkt fristende at bevæge sig ned ad den vej, og jeg vil også godt drøfte, i hvilket omfang man kan bevæge sig ned ad den vej. Men både spørgeren og ministeren skal holde sig inden for de internationale regler, der er i forhold til ulve, og jeg tør i hvert fald ikke lægge hovedet på blokken og sige nu, at det, spørgeren foreslår her, vil man kunne gennemføre i morgen inden for de regler, der er, i forhold til at ulven jo fortsat er fredet. Så jeg vil meget gerne diskutere med spørgeren, om vi kan gøre mere i forhold til reguleringen af ulve, og jeg har netop sendt et forslag i høring, hvor vi åbner op for en mere smidig regulering af ulve. Så jeg vil altid gerne diskutere det, men det er klart – det gælder for både ministeren og spørgeren, formoder jeg – at det er en opgave for os at holde os inden for de internationale regler, der er på det her område.

Spørgeren.

Ja, og det mener jeg så også godt der er mulighed for. Jeg synes også, jægerne har nogle gode forslag til, hvor man i højere grad kan lave en aktiv forvaltning, så man sikrer, at ulvene for deres skyld og vores skyld ikke befinder sig i områder, som er meget tæt befolkede, og hvor der er rigtig, rigtig mange husdyr. En problemstilling i Vejle Ådal – det ved jeg ikke om ministeren har en holdning til – vil jo være, i forhold til at vi bruger rigtig mange penge på f.eks. vildtpassager. Hvis du skal beskytte alle de dyr, der er i Vejle Ådal, vil du jo skulle have kilometer på kilometer af ulvesikrede hegn lige op ad hinanden, som jo også vil have store konsekvenser for resten af naturen. Kan ministeren ikke godt se, der er en udfordring, der måske gør, at det ville være klogere at bortregulere nogle af de her ulve?

Ministeren.

Jo, bestemt. Det er jo derfor, der har været den begrænsning i forhold til større husdyr. Hvis vi skal hegne større husdyr ind med ulvesikret hegn som den eneste løsning, skal vi finde væsentlig flere penge til ulvesikret hegn. Og den anden udfordring er, at selv hvis man så fandt de penge, ville meget store områder med ulvesikret hegn udgøre andre udfordringer for vores biodiversitet og vildtpassagerne. Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg er meget, meget glad for, at spørgeren slår fast, at de løsninger, der bliver foreslået, også fra spørgeren og spørgerens parti, skal holde sig inden for de samme regler, som jeg skal agere inden for. Derfor vil jeg også meget gerne drøfte, om der er andre løsninger. Som sagt har jeg sendt en bekendtgørelse i høring, som smidiggør reguleringen. Kan man gøre andet i samme slagretning i det her område, vil jeg meget gerne drøfte det.

Vi siger tak til hr. Christoffer Aagaard Melson. Vi går videre til spørgsmål nr. Det er også til ministeren for natur og dyrevelfærd, og det er af hr. Christian Kirk fra Dansk Folkeparti.

Værsgo for at læse spørgsmålet op. Velkommen til.

Tak. Hvad er regeringens plan for ulve i Danmark?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Der ligger mig meget på sinde, hvordan vi bedst håndterer ulvens tilstedeværelse i Danmark. Ulven er igen blevet en del af dansk natur, men det må aldrig ske på bekostning af trygheden i vores lokalsamfund. Jeg ved, at der allerede er lagt en betydelig indsats i at håndtere de udfordringer, som ulven har medført. Der er skabt bedre muligheder for at regulere ulve med en problematisk adfærd, og flere husdyrholdere har fået adgang til et tilskud til hegn, der beskytter dyr, men der er fortsat et arbejde foran os i forhold til ulven. Mulighederne for regulering kan efter min opfattelse gøres mere smidige, samtidig med at vi holder os inden for EU-reglerne. Vi tager allerede nu første skridt ved at forenkle reglerne, så jægere og husdyrholdere får bedre mulighed for at beskytte deres dyr mod ulven, og der er også fortsat mange husdyrholdere, som ønsker at beskytte deres dyr med et ulvesikret hegn. Derfor åbnes der også for endnu en ansøgningsrunde med flere penge til ulvesikrede hegn i efteråret. Så forbereder myndighederne sig på en fremtid, hvor bestanden af ulve har nået et niveau, hvor det bliver muligt at indføre jagt på ulve. Men det skal selvfølgelig foregå på et sagligt og fagligt grundlag. Jeg er fortsat i gang med at danne mig et grundigt overblik og sætte mig ind i området og kommer også til at mødes med relevante parter, og jeg vil med stor interesse lytte til gode forslag, i forhold til hvordan vi skaber tryghed og sameksistens med ulven. Tak.

Spørgeren.

Alene i 2025 blev der angrebet over 1.000 husdyr af ulve i Jylland. Der er afsat 38 mio. kr. til ulvesikrede hegn. I 2026 udløb puljen for ulvesikrede hegn allerede i februar. Der er skudt et enkelt problemulv i Danmark. I et nyligt facebookopslag skrev ministeren, at han ville sørge for flere penge til ulvesikrede hegn, og at flere problemulve blev skudt. Mener ministeren virkelig, at dette kan løse de massive problemer, ulven forvolder i flere landdistrikter i Jylland? Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har frarådet, at børn under 10 år færdes alene i områder med ulve. Ved ikke at regulere ulvebestanden vil vi aktivt sætte ulven over mennesket med den nuværende situation, vi har i Jylland. I Sverige er der en politisk målsætning om 170 ulve. Ministeren nævner selv, at ulven er blevet en genetableret del af den danske natur, og tager man den politiske målsætning, der er i Sverige med de 170 ulve, i betragtning, og det, at Sverige er 15 gange større end Jylland, så skulle det overført til Jylland betyde, at der her var 11 ulve. Ifølge Naturhistorisk Museum og DCE er der mindst 49 voksne ulve i Jylland. Vil ministeren tage initiativ til at indføre en jagttid på ulven, hvor bestanden etisk forsvarligt kan reduceres til 11?

Ministeren.

Nej, det kan vi ikke inden for de gældende regler. Og det er nok forskellen på, hvordan jeg agerer, og hvordan man kan vælge at agere som opposition, altså at man kan foreslå ting og dermed jo også lidt bilde befolkningen ind, at man kan gøre nogle ting, som jeg vil tro spørgeren godt ved ikke er mulige. Jeg er meget, meget villig til at drøfte, dels hvordan vi afsætter flere penge til ulvesikrede hegn, dels hvordan vi gør reguleringen mere smidig. Jeg vil også gerne være med til at gøre reglerne fuldstændig klar, sådan at når den dag kommer, hvor vi kan lave en regulering af og jagt på ulve, så er vi klar med reglerne. Men det er ikke korrekt, at man inden for de regler, der er på området, kan overføre de svenske tal og så sige, at når der er mere end 11 ulve i Jylland, kan man indføre jagt på dem.

Tak. Spørgeren.

Det er jeg rimelig uforstående over for. For nu er det jo EU-regler, der gør, at vi ikke kan regulere de her ulve til en bestand på 11, og Sverige er jo også en del af EU. Sætter regeringen ikke ulvens ret til at være her over børns muligheder for at bevæge sig frit i ulvezoner? Og vil ministeren sætte børns mulighed for at bevæge sig trygt i de ulveplagede områder over ulven?

Ministeren.

Nej, menneskers tryghed kommer altid først. Det tror jeg også jeg indledte min besvarelse med at sige. Derfor vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at vi regulerer problemulve, at vi gør det mere smidigt i dag, at vi giver flere muligheder, og at vi giver bedre muligheder i forhold til ulvesikrede hegn. Men jeg opererer inden for de regler, der er i Europa, og jeg vil meget gerne være med til at få en afklaring af reglerne, sådan at vi kan få svar på, om det, spørgeren foreslår, er i overensstemmelse med de regler, der er. Der er ikke noget, som jeg ikke vil være med til at diskutere, hvis det er inden for reglerne. Men vi bliver nødt til at få etableret en fælles spilleplade, hvor vi er enige om, at vi agerer inden for det, der er muligt. Ellers ender vi med at bilde befolkningen noget ind på det her område.

Spørgeren.

Dansk Folkeparti ønsker en regulering af ulven, fordi Dansk Folkeparti ikke oplever, at problemulve, der bliver skudt, og ulvesikrede hegn er nok til at give den tryghed, mennesker ligesom har ret til i Jylland. Så vil ministeren tage initiativ til, at vi får reduceret ulvebestanden, så det ikke længere vil blive frarådet børn under 10 år at bevæge sig alene i ulvezoner og de rent faktisk kan få deres frihed til at bevæge sig frit tilbage igen?

Ministeren.

Der findes ingen minister, uagtet om det er mig eller det er en minister fra et andet parti, der kan gennemføre det, som spørgeren foreslår. Så derfor kan man godt sige det, og man kan sikkert også godt lave et facebookopslag, hvor man fremstår handlekraftig, men man bliver så bare nødt til at skrive på det facebookopslag, at det, man foreslår her, ikke kan lade sig gøre inden for de gældende regler. Så vi bliver nødt til at prøve at blive enige med hinanden om, om det, vi foreslår, foregår inden for reglerne, eller vi foreslår noget, som går imod de regler, der er på området. Jeg vil være med til at diskutere alle forslag, der kan bibringe de mennesker der, hvor jeg er opvokset, mere tryghed, for det er der, ulven er. Men det giver ikke mening, at jeg står og imødekommer et forslag, som jeg helt åbenlyst ved er uden for de gældende internationale regler. For så kommer jeg til at bilde befolkningen noget ind, og det kommer jeg ikke til at gøre.

Tak. Det var afslutningen på det spørgsmål. Vi går videre til spørgsmål nr. 24, som er til den samme minister af den samme spørger.

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Hvad er regeringens holdning til og plan for rewilding?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Naturen er under pres i hele verden, og det gælder også i Danmark. Naturarealer reduceres, og arter forsvinder. Naturen skal prioriteres som den afgørende ressource og samfundsværdi, den er, og naturen skal have mere plads. Med den grønne trepart sker der en historisk omlægning af Danmarks arealer. Flere store sammenhængende naturområder betyder, at vi også skal have flere dyr til naturpleje. Vi har set et Danmark, og vi vil se et Danmark med mere, bedre og vildere natur i. Her er de græssende dyr som eksempel kvæg og heste vigtige for naturforvaltningen, fordi de med deres græsning skaber levesteder for mange insekter, fugle og planter og dermed styrker biodiversiteten. Græsserne skaber også en mere varieret natur og holder områder med f.eks. overdrev og enge lysåbne. Uden de græssende dyr vil naturen gro til i krat og skov. Udviklingen med flere dyr til naturpleje skal ske med respekt for dyrenes velfærd. Derfor er det vigtigt, at dyrene har det godt. Det er helt afgørende og vigtigt, at når vi mennesker har ansvaret for dyrene, holder vi øje med, at dyrene har det godt. Det følger af dyrevelfærdsloven, som har det grundlæggende princip, at dyrene skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt. Det er også vigtigt, at vi passer på de landbrugere og lodsejere, som bruger græssere i deres forvaltning af arealerne. De oplever på tværs af landet at blive chikaneret for at udføre en opgave, som er meget vigtig for naturen. Det er på ingen måde acceptabelt. Med den grønne trepart sker der er en historisk omlægning af Danmarks arealer. Vi får flere store sammenhængende naturområder og mere kvæg og flere heste, som hjælper med naturplejen. Den udvikling skal selvfølgelig ske, samtidig med at vi passer godt på dyrene. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Tak for ordet.

Spørgeren.

Indhegnede dyr i forbindelse med rewilding er undtaget dyrevelfærdsloven § 3, som lyder: »Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.« Det betyder i praksis, at indhegnede dyr bevidst udsultes, for at de skal søge føde inden for indhegningen, som de ellers ikke ville søge, hvis de havde nok mad. Molslaboratoriet har praktiseret rewilding i mange år indtil det nylige ejerskifte. Det første, de nye ejere gjorde, var at give de i indhegnede dyr mad. Jeg citerer Thor Hjarsen, seniorbiolog fra Hempel Fonden: »De har simpelthen behov for noget mere mad, og det vil vi give dem. Vores dyrlæge er bekymret for dyrenes aktuelle tilstand ...«. Det samme foregår i flere af statens rewildingprojekter, hvor man i praksis udsulter indhegnede dyr. Mener ministeren, at staten skal have mindre ansvar for dyrene end private, som praksis er i dag, og vil ministeren tage initiativ til at stoppe vanrøgten af statens indhegnede dyr?

Ministeren.

Der sker ikke vanrøgt af dyr på statens arealer, og hvis der kommer sager fremadrettet, hvor det sker, skal det selvfølgelig bremses. Jeg har intet positivt at sige om nogle af de billeder, vi har set eksempelvis fra Mols, og derfor skal det selvfølgelig heller ikke gentage sig. Jeg er glad for, at der blev rettet op på den sag. Det er egentlig også derfor, jeg ikke bruger rewilding, for det kan lyde, som om man sætter græssere ud og så ikke ser til dem. Det er naturligvis ikke det, vi gør, og det er heller ikke det, vi kommer til at gøre. Vi kommer ikke til at udsulte dyr, vi skal ikke udsulte dyr, vi skal tage et ansvar. Men det er klart, at vores lovgivning på det her område skal tilpasses, sådan at vi kan bruge de store græssere i naturforvaltningen, men det skal ske på en måde, hvor vi passer godt på dyrene.

Spørgeren.

Så må jeg bare spørge ministeren: Hvorfor er rewildingprojekterne også undtaget fra dyrevelfærds § 9, der lyder: »Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen«? Mener ministeren, at statens indhegnede dyr skal tilses sjældnere end privates?

Ministeren.

Det handler jo om, at når vi bruger græssere på store naturarealer, er det meget store indhegninger. Derfor skal dyrevelfærdsloven tilpasses, at vi bruger græssere til naturpleje, men det skal ikke ske på bekostning af dyrenes velfærd, så de ikke har det godt. Så man skal være opmærksom på, at i de tilfælde, hvor der gives dispensation, er der meget, meget smalle og stramme rammer for den dispensation, der gives, og vi fører i øvrigt tilsyn og evaluerer, i forhold til om dyrene, som vi bruger til at afgræsse af hensyn til naturen, har det godt. Så det billede, der bliver tegnet af, at de dyr, der bruges til afgræsning, ikke har det godt, er ganske simpelt forkert. Der har været et eksempel tidligere, hvor det ikke var godt nok, og det er heldigvis blevet stoppet. Men i det omfang, vi bruger dyr til at passe naturen fremadrettet, skal det ske under hensyntagen til, at dyrene selvfølgelig skal have det godt.

Spørgeren med det sidste spørgsmål.

Jeg må bare sige, at Dansk Folkeparti er uforstående over for, at statens indhegnede dyr i de her rewildingprojekter skulle have det lige så godt, som de har det på private områder. Hvorfor skal staten være undtaget dyrevelfærdslovens §§ 3 og 9, hvilket i praksis gør, at dyrene udsultes og ikke tilses. Så det vil i praksis sige, at der vil være længere tid imellem, at dyr, der fejler noget, bliver tilset af en dyrlæge, end hvis de var hos en privat ejer. Vil ministeren tage initiativ til at afslutte denne uforsvarlige praksis, der er i dag?

Ministeren.

Jeg tror med al respekt, at spørgeren skulle sætte sig bedre ind i, hvordan vi rent faktisk har dyr på de her arealer, for det er ikke rigtigt, at de dyr ikke har det godt. Det er ikke rigtigt, at de her dyr bliver udsultet. Så når man under nogle meget snævre rammer giver dispensation fra dyrevelfærdsloven, skal brugen af store græssere på naturarealer ske med udpræget opmærksomhed på, at dyrene selvfølgelig har det godt. Det har de i øjeblikket, og vi kommer til at evaluere ordningen, sådan at vi kan bruge græssere på store naturarealer, samtidig med at vi tager vare på dyrenes velfærd. Jeg vil meget gerne have ordføreren med ud at se på projekterne, sådan at man kan forvisse sig om, også i Dansk Folkeparti, at dyrevelfærden er helt essentiel, også når vi bruger store græssere i naturplejen.

Så siger vi tak til spørgeren, hr. Christian Kirk, og tak til ministeren for natur og dyrevelfærd. Vi skulle gå videre til spørgsmål nr. 25, men det springer vi over og vender tilbage til, og så tager vi spørgsmål nr. 26, 27, 28 og 29 først. Det vil sige, at vi går til spørgsmål nr. 26, som er til børne-, ældre- og boligministeren. Velkommen til ministeren, og velkommen til spørgeren, hr. Rune Bønnelykke fra Dansk Folkeparti, som vil læse spørgsmålet op.

Værsgo.

Tak for ordet. Jeg ønsker også ministeren held og lykke med den nye opgave. Der er jo mange ældre danskere, der har forventninger til noget, der skal ske inden for kort tid, og derfor har vi også planlagt lidt spørgsmål til ministeren i dag. Jeg vil gerne spørge ministeren: Hvor længe skal en visiteret ældre borger maksimalt vente på en plejebolig?

Inden ministeren svarer, skal jeg lige sige, at man kun må læse spørgsmålet op. Man skal ikke begrunde det. Det må man gøre i sine efterfølgende spørgsmål. Så man læser det kun op for ministeren. Men der er mange regler herinde, og det er også derfor, min opgave er at holde øje med, at vi følger reglerne. Værsgo til ministeren.

Tak, og tillykke med det vigtige ordførerskab. Det er efter min opfattelse et afgørende element i en værdig alderdom, at man hurtigt og enkelt kan blive visiteret til en plejebolig, hvis man ikke længere kan klare hverdagen i sit eget hjem. Jeg er derfor faktisk også meget glad for, at bolig- og ældreområdet nu er blevet lagt sammen under ét ministerområde, fordi det giver god mulighed for at tænke boligområdet og ældreområdet langt tættere sammen, også politisk. Til det konkrete spørgsmål vil jeg starte med at nævne, at vi allerede i dag faktisk har regler, som beskriver, hvor længe man må vente på en plejebolig, når man først er blevet visiteret til en plads. Der er en garanti for personer, der er visiteret til en plejebolig, som betyder, at de, senest 2 måneder efter at det er blevet vurderet, at de skal have en plejebolig, skal tilbydes en. Borgere med størst behov for en bolig får anvist en bolig først, og det synes jeg grundlæggende er et rigtig fint princip. Det er kommunerne, som har ansvaret for visitationen til plejeboliger, ligesom de har ansvaret for at overholde plejeboliggarantien. Det har jeg naturligvis en klar forventning om at de gør. Jeg er blevet oplyst, at 57 kommuner havde en gennemsnitlig ventetid på under 30 dage i 2024, mens 88 kommuner havde en gennemsnitlig ventetid på under 60 dage. Det er jo for de flestes vedkommende positivt, men jeg mener også, at det kan blive bedre, og at der er plads til forbedring. I de kommende år kommer der heldigvis flere ældre. Derfor må vi også forvente, at der bliver behov for flere og et bredere udvalg af boliger. Derfor er det for mig afgørende, at der i de kommende år både bliver bygget flere plejeboliger, og at den eksisterende boligmasse renoveres. Regeringen har derfor i regeringsgrundlaget sat nogle ambitiøse mål for ældreboligområdet, både at plejeboligudbuddet følger med efterspørgslen, at de ældre har reelle valgmuligheder mellem forskellige typer af plejehjem, at kommunerne tilbyder tilstrækkelige plejeboliger fordelt på forskellige plejeboligtyper, og at vi derudover forbedrer mulighederne for seniorbofællesskaber. Jeg glæder mig til samarbejdet.

Spørgeren.

Vil ministeren være med til at offentliggøre ventetiderne på plejeboliger i kommunerne, så borgerne kan se den forskel, der er? For der er jo en meget stor forskel på ventetiderne i vores 98 kommuner.

Ministeren.

Ja, i udgangspunktet, hvis det kan lade sig gøre – jeg vil i hvert fald gerne undersøge, hvad der er muligt i forhold til at vise forskellene. Der er jo en plejeboliggaranti, og den skal man leve op til som en enkelt kommune, og det tænker jeg også at kommunerne selv skal kunne stå på mål for.

Spørgeren.

Nu var vi lidt inde på det, og jeg vil egentlig høre, om ministeren vil være med til at arbejde for en national maksimal ventetid på plejeboliger, altså få ventetiden sat ned på plejeboligerne. Vi ser jo, som ministeren selv siger, at vi får flere ældre. De får et større plejebehov, og vi har en markant stigning i antallet af ældre med demens. Vi ser desværre også, at der er rigtig mange pårørende, der påtager sig opgaven, fordi det er svært at blive visiteret i ordentlig tid til de her plejehjem. Så spørgsmålet er faktisk, om ministeren vil være med til, at vi går ind og kigger på en maksimal ventetid for borgere, der har fået en diagnose, f.eks. demens, så de kan få en plejehjemsplads.

Ministeren.

Som det er nu, er der jo en plejeboliggaranti, som jeg forventer at kommunerne lever op til, men som jeg også synes at vi skal bidrage til at kommunerne får lettere ved at leve op til. Der kommer jo flere ældre. Der kommer også flere ældre, der måske har brug for noget særligt, og det er jo ikke en let opgave for kommunerne. Der kommer regeringen også til at bidrage til, at det bliver lettere for kommunerne at øge udbuddet af gode boliger for vores ældre medborgere.

Spørgeren for det sidste spørgsmål.

Jeg kan jo oplyse om, at der flere steder rundt i Danmark desværre er og florerer historier om borgere, som ikke bliver visiteret til plejehjem. Det kan være af forskellige årsager. Jeg vil heller ikke tage enkeltsager frem, når vi står her, men mange gange er begrundelsen, at det er de pårørende, der varetager opgaven. Det betyder, at de pårørende ofte bliver stressede eller syge selv, og jeg synes ikke, det er en situation, vi skal stå i. Derfor vil jeg faktisk bare opfordre ministeren til, at vi får kigget på den måde, man visiterer på, og får sikret den her minimumsventetid for borgere, der har behov for pleje.

Ministeren.

Det synes jeg er en god opfordring, og det er også vigtigt for mig og for regeringen, at mennesker – det er ældre mennesker såvel som yngre mennesker – får den hjælp, de har behov for, og får den bolig, der kan skabe et trygt hjem. Så det glæder jeg mig til at arbejde videre med.

Det var slutningen på det spørgsmål. Vi går videre til spørgsmål nr. 27, der er til samme minister og af samme spørger.

Værsgo for at læse spørgsmålet op.

Tak. Nu har regeringen jo talt rigtig meget om værdighed og nærhed i ældreplejen. Mener ministeren, at kommunernes økonomi i dag giver mulighed for at levere den ældrepleje, som regeringen selv har beskrevet, og som regeringen gerne vil stå på mål for?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet om kommunernes mulighed for at levere en ældrepleje med både værdighed og nærhed. For regeringen er det meget vigtigt, at ældre, der får brug for pleje, mødes med nærvær og omsorg, uanset hvilken kommune de bor i. Der skal være tid med personalet, der skal være ordentlig mad, og der skal være samvær med andre. Det er også vigtigt, at vi hele tiden bliver ved med politisk at fremme kvalitet og tryghed i ældreplejen, så det er trygt og fredeligt i den del af tilværelsen. I dag er ca. 1,1 million danskere over 67 år; det svarer til cirka en femtedel af den danske befolkning. Billedet ser forskelligt ud på tværs af landet. I København forventes andelen af personer over 67 år f.eks. kun at være 13 pct. i 2040, mens Odsherred Kommune, som er tæt på, hvor jeg bor, kan forvente, at mere end 37 pct. af kommunens indbyggere vil være over 67 år i 2040. Det siger jeg, fordi det er positivt, at mange bliver ældre, og at mange flere har det godt sent i livet, men det betyder også, at der er flere, der får brug for hjælp. Derfor er det vigtigt, at et stort flertal i Folketinget har lavet en ny ældrelov, som sikrer vores ældre medborgere reel medindflydelse og selvbestemmelse og flere muligheder for god ældrepleje. Med ældreloven er der også fulgt et økonomisk kvalitetsløft med på 1 mia. kr., som er fuldt indfaset fra næste år. Det er midler, som ligger ud over demografien, og som kommunerne frit kan anvende på ældreområdet. Regeringen har også netop indgået en økonomiaftale med kommunerne, hvor vi løfter kommunernes serviceramme med 3,3 mia. kr., og hvor den demografiske udvikling derfor er fuldt dækket. Så for at svare helt kort på dit spørgsmål i stedet for at komme med de mange tal, så mener jeg, at kommunerne i de senere år har fået bedre forudsætninger for at levere en ældrepleje med nærhed og værdighed, men at vi helt sikkert kommer til at arbejde videre med at sørge for, at vi har en god og værdig ældrepleje, set i lyset af at der kommer flere ældre, der vil have brug for en bolig og ordentlig pleje.

Spørgeren.

Tak. Nu er der jo tale om, at vi får en ny udligningsreform – så langt er vi ikke kommet endnu. Men mener ministeren, det er rimeligt, at kvaliteten af ældreplejen afhænger af, hvilken kommune man bor i, altså af postnummeret? For det er ret åbenlyst, at det faktisk er det, vi ser i dag.

Ministeren.

Nej. Det ligger meget dybt i mig, at uanset hvor man vokser op, og uanset hvor man bliver gammel i det her dejlige land, skal man være tryg ved og kunne forvente – det er i hvert fald min politiske ambition – at man kan få en god ældrepleje med kvalitet i. Det er vigtigt.

Spørgeren.

Så vil jeg dreje spørgsmålet lidt: Vil ministeren være med til at lave nogle økonomiske initiativer, som vil styrke ældreplejen i kommunerne?

Ministeren.

Jamen dels har man jo lige med et bredt flertal vedtaget ældreloven, hvor der faktisk fulgte penge med ud over demografien, dels har vi lige lavet en økonomiaftale – den er nærmest lige kommet ud af printeren – der også bidrager til ældreområdet. Derudover står der i regeringsgrundlaget, at vi skal lave en national rekrutteringsplan for vores ældrepleje bl.a., og også, at man skal lave en demenshandlingsplan. Så der er jo ambitioner, og det er noget, jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde videre med sammen med Folketinget, for det betyder noget for vores ældre.

Så er det det sidste spørgsmål til spørgeren.

Vil ministeren være med til, at vi går ind og kigger på nogle minimumsstandarder for ældreplejen ude i kommunerne, så man ligesom har en rød tråd mellem de her 98 kommuner? For der sidder jo forskellige embedsværk derude, der er forskellige økonomier, der er forskellige service- og anlægsrammer, og der sidder selvfølgelig også mange forskellige politikere derude. Så mit direkte spørgsmål er: Vil ministeren være med til at gå i dialog om, at vi fik lavet nogle minimumsstandarder på ældreområdet?

Ministeren.

For nuværende har man jo faktisk med ældreloven besluttet, at man vil prøve noget andet, nemlig at give mere frihed og at tro mere på personalet og på ledelsen og også give de ældre lov til at bestemme mere selv. Men jeg har også altid ment, at frihed jo ikke kan stå alene, det kræver også økonomi, og derfor har det også været vigtigt, at der med den frihed også er blevet givet økonomi. Det er der dels blev givet med ældreloven, dels med økonomiaftalen. Jeg er helt sikker på, at vi kommer til at vende det spørgsmål videre.

Vi siger tak til spørgeren, hr. Rune Bønnelykke. Så går vi videre til spørgsmål nr. Det er også til børne-, ældre- og boligministeren, og det er stillet af fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Værsgo til at læse spørgsmålet op.

Mange tak. Mit spørgsmål lyder: Er ministeren enig i, at de ældres selvbestemmelse skal styrkes, og hvad mener ministeren i så fald om at give landets ældre en ret til en hjemmehjælper, der taler dansk, og ret til at kunne vælge kød til måltiderne, hvis de ønsker det?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet om vores ældre medborgeres ret til medindflydelse og selvbestemmelse. Jeg mener, at det er afgørende, at vores ældre oplever selvbestemmelse og medindflydelse. Ældre skal ikke mødes af standardløsninger. De skal mødes af en hverdag, der passer til deres vaner, liv og behov, ligesom vi andre skal. I den nye ældrelov, som ordføreren også selv har haft aktiv del i, er selvbestemmelse og medindflydelse skrevet tydeligt ind, og det er jeg rigtig glad for. For mig at se er det noget af det vigtigste for et menneske, at man selv har indflydelse på den hverdag, man oplever. Det handler om tryghed i den hjælp, man får, og om at blive mødt af medarbejdere med den rigtige faglighed. Netop fagligheden er afgørende, også når det gælder sprog. Det er mit klare udgangspunkt, at medarbejdere i ældreplejen selvfølgelig skal kunne tale dansk, for god kommunikation er helt nødvendig for at kunne give en ordentlig og værdig ældrepleje. Der er allerede i dag sprogkrav på SOSU-uddannelserne. Man skal således have et vist niveau i dansk for at komme ind og for at gennemføre. Det mener jeg både er fornuftigt og rigtigt. Samtidig vil jeg ikke udelukke, at vi kan gøre endnu mere i forhold til at sikre de rigtig sproglige kompetencer for mennesker, der har fået ansættelse i ældreplejen. Det vil jeg gerne kigge nærmere på. Det vigtige for mig her er blot at sige, at jeg mener, man skal kunne tale dansk, når man har med ældre at gøre, både for sin egen skyld som ansat, men også for den ældres skyld. Når det gælder mad til ældre, så handler det i virkeligheden om noget større end bare mad, siger jeg, som er en madelsker. Det handler om livskvalitet, og det handler om respekt. For mennesker, som har levet et langt liv, skal selvfølgelig stadig kunne forvente mad af god kvalitet og samtidig selv have indflydelse på, hvad der kommer på tallerkenen, hvad enten man foretrækker at spise god gammeldags traditionel dansk mad, hvor der også er kød på tallerkenen, om det er vegansk eller vegetarisk eller noget helt fjerde i dag. Netop mad og ernæring er et område, der optager mig meget, og jeg vil derfor drøfte med kommunerne, hvordan vi kan gøre endnu mere for, at vores ældre får mad af høj kvalitet, og at de har noget at skulle have sagt om det, de spiser. Tak.

Spørgeren.

Mange tak til ældreministeren for svaret, og tillykke med ministerposten. Jeg vil gerne gå mere ned i det her med selvbestemmelse i forhold til måltiderne, for Københavns Kommune har jo vedtaget en måltidsstrategi, hvor de ældre frit kan vælge mellem tre slags bønner og linser, men sådan noget som rødt kød eller kød i det hele taget er kommet nederst på listen, i forhold til hvad det er, de ældre må prioritere. Man har sågar kunnet høre, at sådan noget som en god hakkebøf er noget, man kan få til sin fødselsdag – jo, kun til ens fødselsdag – men det er jo ikke udtryk for selvbestemmelse eller værdighed eller respekt for de ældre, som jo også er skrevet, og ministeren siger det jo selv, i den her ældrelov, som vi sammen her i Folketinget har vedtaget. Så mener ministeren, at det stemmer overens med de intentioner, den stærke værdi om selvbestemmelse, der står i ældreloven, at man i Københavns Kommune alligevel vælger at negligere det og så siger: Det her med måltider skal vi bestemme på Københavns Rådhus; det kan man ikke få lov til at bestemme ude lokalt? Det er det ene spørgsmål. Det andet spørgsmål er, om ministeren er klar til at sende et brev til Københavns Kommune og gøre det klart, at det her altså ikke er de intentioner, der er skrevet ind i ældreloven. For nogen må jo gribe fat i nakken på Københavns Kommune og sige: Her trækker vi en grænse; det her er ikke værdighed for de ældre. Og der håber jeg jo selvfølgelig, at ældreministeren vil være den første til at gå ind i den sag og sikre, at de ældre selvfølgelig får den selvbestemmelse, også om måltiderne, som de har brug for, så de selv kan vælge kød til hverdag, hvis det er det, de gerne vil have.

Ministeren.

Jeg synes, det er meget vigtigt, at man som ældre selv har indflydelse på, hvad man spiser. Jeg ville selv blive meget frustreret og vred, hvis jeg ikke kunne have lov til at være med til at bestemme i det mindste, hvad det var jeg spiste til hverdag. Det gælder også i ældreplejen, og det ligger, som ordføreren også siger, i ældreloven, at det er sådan, det skal være. Om det konkrete eksempel omkring Københavns Kommune vil jeg sige, at jeg er i tvivl om, præcis hvor langt København er, og jeg er heller ikke københavnerpolitiker på den måde. Jeg har fået opfattelsen af, at det er en strategi, der er i høring, og at man også er opmærksom på de ældres medindflydelse og selvbestemmelse, så jeg tror, jeg har brug for lige at se den del an, før jeg gør andet.

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald sige, at Danmarksdemokraterne kommer til at følge op på det. En anden ting, som vi i Danmarksdemokraterne gerne vil sætte fokus på, er det her med danskkundskaberne, som ministeren jo også allerede har svaret på, for det er så essentielt for de ældre, at de kan forstå det, der bliver sagt, når der kommer en medarbejder i ældreplejen. Det er jo dejligt, at der er nogen, der gerne vil gøre en indsats for andre mennesker, men det knirker altså lidt, når det er, at man ikke kan tale et ordentligt dansk. Så hvad vil regeringen og hvad vil ministeren helt konkret gøre for at løfte det område?

Ministeren.

Jeg tror først og fremmest bare, jeg vil give det tilsagn, at det her faktisk er noget, der er vigtigt for mig, og også sige klart – nogle gange bliver det meget politisk; det synes jeg egentlig ikke det er – at selvfølgelig skal man kunne tale dansk, når man arbejder med ældre, og det kan man jo fremme på to måder. Det kan man gøre igennem krav, og dem har vi nogle af, men man kan også gøre det igennem muligheder, altså at give folk bedre uddannelsesmuligheder. Der tror jeg som relativt nyudnævnt minister, at før jeg ligesom lover, hvad vi skal gøre her, har jeg brug for at dykke ned i, hvad man kan gøre. Men jeg vil give et tilsagn om, at det her er en vigtig sag og noget, der skaber tryghed både for personalet, men også for den ældre, altså at der kan tales dansk, så det skal vi arbejde videre med.

Sidste spørgsmål til spørgeren.

Det glæder mig selvfølgelig, men jeg ved også godt, at ministeren under sin besvarelse kom ind på det her med SOSU-uddannelserne, hvor der er krav. Men der er altså også en oplevelse derude lige nu og her, også i forhold til de krav, af, at folk alligevel bliver slæbt igennem, og at man ser igennem fingre langt hen ad vejen med de her sproglige krav. Det betyder, at man uddanner mennesker, som så alligevel ikke kan tale med den ældre borger ude i det enkelte hjem. Og det gør en væsentlig forskel, at man rent faktisk kan mødes om sproget og relationen, og det gør det utrygt for de ældre, hvis der ikke kommer styr på det. Så derfor vil jeg gerne høre: Hvornår har ministeren en deadline for, hvornår der skal være styr på det her?

Ministeren.

Jeg har været ordfører så mange år herinde, at jeg allerede har tænkt, at jeg skal lade være med at pådutte mig selv alle mulige deadlines på alle mulige områder. Til gengæld er det vigtigt for mig at lave politik. Jeg synes faktisk, det er vigtig politik at sige, at man skal kunne tale dansk, når man arbejder med ældre, og det skal man både for den ældres skyld, og det skal man også for sin egen skyld, så der ikke opstår misforståelser, der jo også er ubehagelige for den enkelte, og det skal man også for personalets skyld, så man kan lave en god overlevering. Så jeg vil dykke mere ned i det her med henblik på at sikre, at man selvfølgelig taler dansk i ældreplejen i Danmark og giver gode muligheder for det.

Vi siger tak til fru Marlene Harpsøe. Det næste spørgsmål, som er spørgsmål nr. 29, er også til børne-, ældre- og boligministeren, og det er stillet af fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Værsgo til at læse spørgsmålet op.

Tak for det, formand. Mener ministeren, at det er rimeligt, at et ægtepar skal betale 1,1 mio. kr. efter fundet af fire små stykker eternit med asbest på deres tidligere grund, som det fremgår af artiklen »1,5 år efter hussalg fik de uventet brev – nu skylder de 1,1 million kroner for noget de ikke har gjort«, bragt af www.tvsyd.dk den 12. juni 2026, selv om retten fastslår, at de hverken havde kendskab til eller ansvar for forureningen?

Ministeren.

Tak for et vigtigt spørgsmål. Spørgerne henviser til en sag, hvor et ægtepar skylder 1,1 mio. kr., da der blev fundet nedgravede eternitplader med asbest på en grund, efter at grunden blev solgt til en ny ejer, og spørgsmålet går på, om jeg finder det rimeligt. Både personligt og politisk mener jeg, at det er en meget ulykkelig situation for en sælger af fast ejendom at stå i at blive mødt med et større økonomisk krav fra en køber vedrørende en forurening, som man hverken har været skyld i eller havde kendskab til. Og jeg blev også berørt af at læse om og se det ægtepar, og hvor meget sagen har fyldt for dem og fortsat fylder for dem. Sagen hører imidlertid ikke til under mit ressortområde, og jeg skal derfor også meget beklage, at besvarelsen her for mit vedkommende ikke bliver så fyldestgørende. Jeg har fuld forståelse for, hvis spørgeren ønsker at stille et opfølgende spørgsmål til de ansvarlige ministre, og jeg kommer også ind på, hvem der har hvilke politiske områder. Som børne-, ældre- og boligminister er jeg ansvarlig for bl.a. byggeloven, som stiller krav til sikkerheden og sundheden i vores bygninger. Derudover har jeg ansvar for bl.a. private lejeboliger, ejer- og andelsforeninger og den almene boligsektor. Forhold, der gælder ved salg af boliger eller forurening af grunde, er ikke en del af mit ministerområde. Sagen her ligger således uden for mit ressort. Sagen, der henvises til, berører områder, der går på tværs af flere ministerier. Ejerskifteforsikringen er en del af huseftersynsordningen, som bl.a. hører under justitsministerens ressortområde, og er en frivillig ordning, der har til formål at begrænse problemer med mangler ved fast ejendom på en måde, der er til gensidig fordel for både køber og sælger. Samtidig er der også et forureningsaspekt i sagen. Det hører under miljøministerens ressortområde. Det gælder f.eks. den statslige værditabsordning, der yder økonomisk støtte til boligejere, der konstaterer forureninger på deres ejendom, og hvor der ikke kan gøres et ansvar gældende mod tidligere ejere. Jeg synes, det er rigtig godt, at spørgerne har stillet spørgsmålet, og jeg synes også, at det er en sag, der er vigtig at få belyst nærmere. Tak for spørgsmålet.

Spørgeren.

Ministeren siger, at det er meget ulykkeligt, men det her ægtepar kan jo ikke bruge det til noget, at det ligger under flere ministre. Så må regeringen jo tale sammen. De ryger ned i sådan en silo, fordi der er sådan en eller anden ansvarsforflygtigelse herinde fra Christiansborg af, og fordi man ikke kan tale sammen på tværs af ministerier. Og det synes jeg er dybt bekymrende. Så derfor vil jeg opfordre ministeren til at tale sammen med sine ministerkollegaer. Det her spørgsmål er trods alt stillet for flere dage siden. Så kunne man ligesom have koordineret, i forhold til hvem der skulle svare på spørgsmålet hernede i Folketingssalen. Så mit spørgsmål vil være: Vil ministeren tage initiativ til at ændre reglerne, netop så boligsælgerne ikke kan blive mødt af et millionkrav for skjult forurening, som de hverken har kendt til eller forårsaget?

Ministeren.

Jeg synes, det er en ulykkelig sag, og jeg havde også godt hørt om den, inden der blev stillet det spørgsmål, for det er jo noget, der intuitivt berører en at se, at man kan komme i den klemme. Jeg synes også, det er beklageligt, og har også ligesom sagt til spørgeren, at jeg synes, det er beklageligt, at der ikke kan være en minister, som kan give et svar på sit eget område. Dels skal der svares på et skriftligt spørgsmål, dels så synes jeg, at man skal stille det til den ansvarlige minister. I forhold til det konkrete initiativ så kan jeg ikke tage initiativ til noget, der ikke er på mit eget område, så jeg må bede spørgeren om at stille spørgsmålet til den pågældende minister.

Spørgeren.

Så ministeren vil ikke tage initiativ til at drøfte den her udfordring med sine ministerkollegaer, på trods af at det ligger på tværs af ministerier. Men det kan det her ægtepar jo ikke bruge til noget, og det kan kommende hussælgere heller ikke bruge til noget. At ministerierne ikke kan finde ud af, hvem der skal stå hernede i spørgetiden og svare på de spørgsmål, vi stiller som folketingsmedlemmer, skal jo ikke gå ud over dem, det handler om. Og derfor må regeringen jo finde ud af, hvordan de vil løse det her i fællesskab på tværs af ministerierne.

Ministeren.

Det synes jeg sådan set er rigtigt, og jeg tror mere, man skal se det som et udtryk for, at det her er en kompleks sag, som jeg tror de fleste vil finde ulykkelig. Og der er så både noget, der ligger på Miljøministeriets område, og noget, der ligger på Justitsministeriets område, og hvad der er den rigtige vej frem, kan jeg så ikke beslutte på andre ministres vegne. Det er jo intuitivt en ulykke, så det er godt, at der nu skal svares skriftligt på det også, og så håber jeg da, at der bliver en videre proces på det.

Så har vi en medspørger. Det er hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, formand. Uden at det her kommer til at lyde som voksenskældud til en minister, så kommer det nok til at lyde som voksenskældud til en regering i hvert fald. For vi stiller et spørgsmål om en sag, som er ret væsentlig. Den er så væsentlig jo dybest set, at ved alle hushandler i Danmark lige nu, hvor man kan finde et foto af, at der har været en asbestflade på et eller andet tidspunkt, kan alle, der har solgt et hus, forvente, at selv om retten siger, at det ikke er dem, så kan man få i hvert fald 1 mio. kr. i afslag. Alt burde blive kastet til side i den her regering. Min medspørger har jo ret, når hun siger det med den siloting. Jeg synes, det er direkte pinligt. Vi får en minister herned, som selvfølgelig svarede, som han skal: Det er ikke mit ressort. Men jeg synes, det er direkte pinligt for os, at vi så ikke har fået en minister herned, der kunne svare på det. For ja, den er beklagelig, men den er mere end det. Er ministeren holdningsmæssigt ikke enig i, at det er ret bekymrende for alle, der sælger en bolig lige nu, at de kan få medhold i retten om, at det ikke er dem, der har gjort noget, og at de så samtidig skal levere over 1 mio. kr. til den nye køber?

Tak. Ministeren.

Jo, rent holdningsmæssigt så forstår jeg virkelig godt både den bekymring og den ulykke, der ligger i sådan en sag, og den usikkerhed, det må skabe. Og derfor synes jeg også, det er vigtigt, at der bliver svaret ordentligt, og derfor bliver der også svaret skriftligt af det rigtige ministerium. Jeg vil også sige, at nu er der så tre ministerier – der er jo forskellige veje at gå i den her sag – som på hver deres måde allerede er inde i sagen. Jeg er med på, at der skal noget hastighed i, men det bliver jo også håndteret – det vil jeg så også sige – af nogle ministerier, der synes, at det her er vigtige spørgsmål.

Spørgeren.

Det lyder da alt sammen meget godt, altså at det bliver håndteret. Man må jo håbe, at det ikke er, fordi vi stillede spørgsmålet onsdag, hvor der så var tre ministerier, der lige fandt ud af, at de havde sovet i timen. Det her er ekstremt alvorligt for alle, der sælger et hus. Jeg ville ikke turde sælge mit hus lige nu med det hul, der er i lovgivningen her. Det ville jeg ikke turde, for det er mennesker, der bliver straffet for, at man har fundet en asbestplade. Der er ikke nogen, der aner, hvordan det stykke asbest er kommet. Vi ved bare med garanti, at det ikke er dem, der skal betale regningen, der er kommet med det. Undskyld for voksenskældud til en minister, som måske bare passer sit arbejde. Til regeringen vil jeg sige: Jeg håber, at man får lukket det her hul hurtigst muligt, for indtil da ville jeg være utryg ved at sælge bolig, hvis jeg var boligejer i Danmark.

Ministeren.

Jeg har fået meget værre skældud, så det skal spørgeren ikke beklage. Og jeg tror bare, at jeg vil sige til spørgeren, at det er beklageligt. Det er beklageligt, at man ikke kan få et ordentligt svar, og derfor synes jeg også, det skal genoptages, det vigtige spørgsmål. Og det er også bare vigtigt trods alt på vegne af regeringen at sige, at holdningen er, at det her er en ulykkelig situation, så der skal selvfølgelig komme et ordentligt og godt svar og et videre forløb på det her.

Vi siger tak til medspørgeren. Så er det det sidste spørgsmål fra spørgeren. Værsgo.

Tak for det. Altså, ministeren siger, at det bliver håndteret, men kommer ikke med nogen som helst svar på, hvordan det bliver håndteret, fordi det ligger på tværs af ressortområder, og det synes jeg er dybt bekymrende, for som min kollega hr. Kim Edberg Andersen netop sagde, er det jo en bombe under alle hussælgere i forhold til det her. Så jeg venter stadig væk på svar på, minister, hvad regeringen præcis vil gøre. Man må ligesom tale sammen for at hjælpe hussælgerne, også fremadrettet. Hvornår kommer der en løsning på det her?

Ministeren.

Jeg synes, det er rigtig godt, at den her sag er blevet rejst. Da jeg læste artiklen – det har jeg også sagt – tænkte jeg selv: Uh, det her er en ulykkelig situation. Der er nu flere ministerier, som ligesom er blevet opmærksomme på sagen, og spørgerne skal have ordentlige svar. Præcis hvad løsningen er, tror jeg ikke rigtig nogen lige på nuværende tidspunkt har et svar på. Men nu er spørgsmålet rejst, og der skal gives ordentlige svar, og det beklager jeg, at der ikke er blevet givet i dag, men jeg ser frem til det videre forløb.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til børne-, ældre- og boligministeren og tak til spørgeren. Dermed går vi tilbage til spørgsmål nr. Velkommen til ministeren for samfundssikkerhed og beredskab og spørgeren, hr. Kim Edberg Andersen, som er klar til at læse spørgsmålet op.

Værsgo.

Tak for det, formand. Vil ministeren på baggrund af DR's artikel »80 år gamle nazibomber får afgørende rolle i bitter rejestrid: Myndigheder klar til at politianmelde fiskere« af 29. maj 2026 redegøre for, om ministeren finder det rimeligt, at et helt erhverv risikerer at blive afviklet som følge af håndhævelsen af en bekendtgørelse fra 1984 begrundet i risikoen for miner og ammunition fra anden verdenskrig, som efter det oplyste ikke har givet anledning til problemer gennem årtiers fiskeri i området?

Ministeren.

Indledningsvis vil jeg gerne understrege, at jeg godt forstår, at der er en bekymring på Rømø for fremtiden for fiskeriet. Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab og Beredskabsstyrelsen har alene ressortansvar for sejladssikkerhed. Jeg kan derfor kun udtale mig om de sejladssikkerhedsmæssige aspekter, mens miljø- og fiskerispørgsmål f.eks. hører under miljøministeren. Det konkrete forbud mod ankring og fiskeri med bundslæbende redskaber samt arbejder på havbunden i de tre områder af Vadehavet er indført af hensyn til søfarendes og fiskernes sejladssikkerhed. Bekendtgørelsen om forbuddet er senest opdateret i 2005. Forbuddet har altså eksisteret i mange år, og der er ikke tale om et nyt forbud. Beredskabsstyrelsen er blevet gjort opmærksom på, at der angiveligt foregår ulovligt fiskeri med bundslæbende redskaber i de pågældende forbudszoner i Vadehavet. Beredskabsstyrelsen har derfor kontaktet de relevante fiskere og fiskeriorganisationer og indskærpet forbuddet mod fiskeri med bundslæbende redskaber, og styrelsen vil følge op på overholdelsen af forbuddet, og det er, som det skal være. Jeg kan også oplyse, at Beredskabsstyrelsen har igangsat en proces med henblik på at afklare, om der er grundlag for at foretage tilpasninger på området, som følge af eventuelle ændringer i de sikkerhedsmæssige forhold, som ligger til grund for forbuddet mod ankring og fiskeri med bundslæbende redskaber samt arbejder på havbunden i de pågældende områder. Det arbejde vil jeg selvfølgelig følge tæt med henblik på at få afklaret, om der er fagligt grundlag for tilpasninger på området, så det er myndighedernes faglige anbefalinger alene, der lægges til grund.

Spørgeren.

Det er dejligt med en proces. Der er ikke noget, der kan kvæle et erhverv, som hvis man bare putter det i proces længe nok. Fiskerne har fisket hele vejen fra 1984, da man lavede det her, og tværs igennem 2005, hvor bekendtgørelsen også har været der, og indtil nu. Vil ministeren ikke oplyse mig om, hvor mange miner eller hvor meget ammunition der er blevet taget i området i den periode? Det må Beredskabsstyrelsen jo vide, hvis man har brug for en proces for at finde ud af, om det er nødvendigt at have bekendtgørelsen. Så må man jo gå ud fra, at der er en fare. Nu er det med at sejle ministerens område, men hvis dem, der trawler dernede, ikke har fanget noget, hvad er så grunden til, at man ikke bare fjerner en bekendtgørelse? Så vil ministeren ikke bare lige informere mig, for jeg er jo ikke så klog på det med proces, men jeg er ret klog på det med ordentlighed over for et fiskerierhverv? Efter Danmarks Naturfredningsforening, som jeg mener det var, har fremhævet det her over for SF-ministeren, altså at vi skulle gøre det her, vil jeg rigtig gerne vide, hvad begrundelsen er for, at man har en tåbelig bekendtgørelse, der tydeligvis er lavet i bedste intention, men som åbenbart ikke har noget at processe. Ministeren kunne jo som beredskabsminister sætte det i værk, og man kunne jo sejle forbi med en bette sonar, finde ud af, om der var noget. Det kunne ordnes ret hurtigt, for proces på den anden side af rejefiskeriets fangstperiode, som er nu og lidt til efteråret, kommer til at betyde, at den tager livet af dem. Og så bliver jeg bare nødt til at sige, at jeg også har været med til fiskeriforhandlingerne, og jeg var også med i tidligere perioder, og jeg kan godt have en følelse i maven af, at man har det ret godt med, at man ikke bruger de her trawl i det pågældende område. Så får man ligesom også skåret den skive af. Så vil ministeren ikke bare bekræfte mig i, at den her proces er lidt ligegyldig? Man kan løse det her, hvis man vil. Har jeg virkelig en minister, der ikke har lyst til at løse det?

Ministeren.

Jeg vil gerne følge det her tæt, for jeg ved, at fiskeriet er vigtigt i Vadehavet og på Rømø og andre steder i det område. Men jeg er minister for et ministerium, hvor det handler om sikkerhed, og vi har en myndighed, som er Beredskabsstyrelsen, og som alene handler ud fra faglige, saglige og sikkerhedsmæssige hensyn. Beredskabsstyrelsen blev underrettet om, at der angiveligt foregik ulovligt fiskeri i perioden før regeringsdannelsen, og de træffer alene den beslutning at følge op på sagen. De er en styrelse, og det blander jeg mig ikke i som minister. Det her har været et forbud mod den type fiskeri med bundslæbende redskaber i mange, mange år, og det er altså ikke et nyt forbud.

Spørgeren.

Den faglige begrundelse for ikke at måtte sejle i et område, fordi man er bange for, at folk kan ramme en mine, må jo være, at man ved, at der er en mine. Der er blevet trawlet dernede siden 1961, og der er ikke nogen, der har fanget en mine dernede. Jeg er 53 år, og jeg kan huske, at man engang imellem kunne se, at der var nogen, der havde fanget en mine et eller andet sted. Det er mange år siden, det er sket, og jeg har med sikkerhed ikke hørt, at det er sket på Rømø. Så hvad er det for en faglighed, man holder sig til? Det, man holder sig til, er, at der er en bekendtgørelse. Og er det ikke korrekt, at ministeren i morgen bare kunne udstede en ny bekendtgørelse? Hvis ministeren ville, kunne ministeren i morgen undgå proces og alt andet og dybest set skrive: Jeg er minister, og jeg laver en bekendtgørelse om, at det er lovligt at fiske ved Rømø igen.

Ministeren.

Der findes stadig væk meget ammunition og mange sprængstoffer som f.eks. søminer i havet omkring Danmark. Derfor har Beredskabsstyrelsen til opgave at følge den bekendtgørelse, som siger, at det ud fra et sikkerhedshensyn er ulovligt at fiske med bundskrabende redskaber i det her område. Jeg vil gerne appellere til – og jeg forstår godt, at der er mange, der er optaget af den her sag; det er jeg også – at vi ikke spænder vores myndigheder for en bestemt vogn. Det her handler alene om saglige hensyn. Det er noget, som Beredskabsstyrelsen er blevet gjort opmærksom på, inden regeringen blev dannet, og det er ikke et nyt forbud.

Så siger vi velkommen til medspørger fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg ved ikke rigtig, om det er et sagligt hensyn, for det er jo på grund af Danmarks Naturfredningsforening, som vel har sendt en henvendelse. Men altså, det her handler om fem generationers fiskeri på Rømø, som trues af økonomisk ruin. Det handler om fiskere, der har investeret i nye fiskekuttere, og det handler om en stor del af erhvervet på Rømø. Jeg troede egentlig også, at ministeren, som kommer fra SF, værnede om vores landdistrikter og vores øer. Det har haft kæmpestor betydning for deres levebrød. Et er fiskeriet, men der er også alle følgeerhvervene. Så kan man sige, at alle jo har vidst, at der fandt fiskeri sted. Hvis det er så farligt, hvorfor har man så ikke forbudt det noget før? Så jeg vil godt følge op på det, min kollega spurgte om: Kan ministeren ikke ændre bekendtgørelsen og sige, at man kan fiske, som det hidtil har været praksis? Som fiskerne siger, så har de fisket der i 61 år uden at opleve nogen som helst fare.

Ministeren.

Jamen jeg forstår udmærket de bekymringer, der er, og som ordføreren også ved, er jeg også fra en del af landet, hvor den type erhverv har rigtig stor lokal betydning. Jeg er minister for samfundssikkerhed og beredskab, og derfor kan og skal jeg kun forholde mig til, om der er en sikkerhedsrisiko. Det her forbud har været der i årtier. Beredskabsstyrelsen blev for noget tid siden gjort opmærksom på af Danmarks Naturfredningsforening, at der angiveligt foregik ulovligt fiskeri i det her område. De tager så kontakt til de pågældende fiskere og fiskeriorganisationer og siger, at der er et forbud. Det, jeg har sagt, er, at jeg gerne vil have sat en proces i gang for at se, om der eventuelt skal foretages tilpasninger af det her sikkerhedsforbud. Og det er naturligvis en proces, for det her handler om, at der ligger af ammunition og sprængstoffer i havet omkring Danmark, og derfor er spørgsmålet, om vi skal ændre det forbud, jo ikke en lille ting.

Spørgeren.

Det her er en kæmpestor ting for dem, det handler om. Der er f.eks. Frederik på 26 år. Han er blandt fire nystartede lokale fiskeskippere under 30 år, og de har investeret adskillige millioner kroner netop i det her, så de kan ikke vente på den lange proces. Lige nu er det højsæson for rejefiskeri. Det er lige nu, de skal tjene nogle penge. Man ved, at praksis har været sådan, indtil der kom en henvendelse fra Danmarks Naturfredningsforening, så jeg vil godt appellere til, at ministeren siger, at man kan fiske efter hidtidig praksis, og så ændrer den bekendtgørelse.

Ministeren.

Men der har ikke været en praksis om, at det var lovligt at fiske med bundskrabende redskaber. Beredskabsstyrelsen blev gjort opmærksomme på – de vidste det ikke – at der angiveligt foregik ulovligt fiskeri. Det skal de jo som myndighed reagere på. Det håber jeg vi er enige om. Så længe loven er, som den er, og der er et forbud – og det kan man jo ønske at ændre politisk, hvis man vil – er det vel også en myndighedsopgave at reagere på sådan en henvendelse, uanset hvem den måtte komme fra. Så forbuddet er ikke nyt. Det er ulovligt at fiske med den type redskaber, og det har det været i årtier. Nu siger jeg, at vi får sat en proces i gang, og vi kan selvfølgelig ikke ændre det, hvis vi vil, over natten. Men nu får vi sat den her proces i gang.

Så siger vi tak til medspørgeren og går tilbage til spørgeren. Værsgo.

Tak for det, formand. Så lad os sætte nogle præmisser for processen. Lad os nu sige, det viser sig, at man har fisket i 61 år og ikke fundet en eneste mine eller et eneste stykke ammunition, så er fagligheden ikke til stede. Det, ministeren siger om faglighed og saglighed, har været nogle skøn og nogle gæt og en bekymring. Der er ikke fundet nogen miner. Der er ikke en eneste af dem, der har trawlet en mine op. Hvis ministeren er så sikker, så må hun da endelig gerne fremsende – hun har min e-mailadresse – hvor mange miner de har fisket op f.eks. siden 2005, hvor den sidste bekendtgørelse kom. Så er det et spørgsmål, om jeg har et politisk ønske om det. Det er fuldstændig rigtigt, minister. Ministeren kan – vil jeg sige til dem, der måtte være i tvivl, for ministeren svarede ikke på det – lave en ny bekendtgørelse i morgen, hvis ministeren vil, og det vil ministeren ikke. Det er svaret i dag.

Ministeren.

Jeg anerkender – og jeg håber også, at ordføreren, som jeg kender som en mand fra et lov og orden-parti, gør – at når man har en lovgivning, når man har et forbud, så må man, indtil man eventuelt politisk bestemmer sig for at ændre på det, respektere det og respektere, at myndighederne gør deres arbejde. Når de bliver gjort opmærksom på, at der angiveligt bliver fisket ulovligt i et område, er det også deres ansvar at reagere på det. Vi har en forsigtighedstilgang til det her, fordi der ligger ammunition og sprængstoffer rundtom i havet i Danmark. Jeg håber også, at ordføreren kan se, at der er en grund til at have et forsigtighedsprincip i forhold til de ting, der er efterladt efter anden verdenskrig.

Vi siger tak til ministeren for samfundssikkerhed og beredskab og tak til spørgeren Kim Edberg Andersen. Hermed er spørgetiden afsluttet.

(Spørgsmålet er udgået, da det er taget tilbage af spørgeren).

(Spørgsmålet er udgået, da det er taget tilbage af spørgeren).

(Spørgsmålet er udgået, da det er taget tilbage af spørgeren).