Udforsk Folketinget

Søgeresultater

Find sager, spørgsmål, svar, bilag, debatter, personer og udvalg.

1.181 resultater for emneord "Folketinget"

I 2024 blev der fundet rester af landbrugets sprøjtegifte i 55,7 pct. af de aktive drikkevandsboringer. Der er fundet forurening med pesticider i ca. 80 pct. af prøverne i det øverste grundvand, og i 40 pct. af prøverne er forekomsten højere end grænseværdien. Det øverste grundvand er fremtidens drikkevand. Folketinget konstaterer, at der er behov for akut regulering for at beskytte vores drikkevand, herunder et forbud mod anvendelse af sprøjtemidler på de sårbare grundvandsdannende områder, når de er færdigudpeget af Miljøstyrelsen. Folketinget opfordrer regeringen til at indkalde partierne til politiske drøftelser primo 2026, så snart den regulatoriske rapport foreligger. Folketinget noterer, at regeringen i tråd med statsministerens valgløfte fra 2022, inden sommer 2026 skal fremsætte et lovforslag, som sikrer et sprøjteforbud på de ca. 200.000 ha. sårbare grundvandsdannende områder, og som træder i kraft, i takt med at de bliver udpeget.

Sag · V 9

Folketinget anerkender rigsfællesskabet som en værdifuld ramme om fællesskab, samarbejde og gensidig respekt mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Kongeriget står stærkt, når vi står sammen. Samtidig konstaterer Folketinget med bekymring, at det grønlandske selvstyre fortsat har vanskeligt ved at overtage centrale sagsområder. Det kalder på tæt støtte og langsigtet kapacitetsopbygning. I en tid med stigende geopolitiske spændinger og udenrigspolitiske trusler i Arktis finder Folketinget det uacceptabelt, at regeringen har undladt at sikre en tilstrækkelig militær tilstedeværelse i Grønland. Det bør derfor snarest etableres et kompagni soldater med kapacitet til panserværn, så Kongeriget kan varetage sin suverænitet og afskrække fjendtlige stater. Rigsfællesskabet må ikke blive et sikkerhedspolitisk tomrum.

Sag · V 88

Folketinget noterer sig Erhvervsministeriets uafhængige »Undersøgelse af Søfartsstyrelsens rolle forud for branden på Scandinavian Star«, som blev offentliggjort den 5. september 2022, og som konkluderede, at »der skulle have været foretaget havnestatskontrol af Scandinavian Star inden første afgang med passagerer«. Folketinget noterer sig ligeledes Justitsministeriets uafhængige »Redegørelse vedrørende branden ombord på Scandinavian Star«, som blev offentliggjort den 13. september 2024, og som konkluderede, at hvis en kontrol var blevet gennemført, ville det »have medført som det sandsynligste udfald, af flere havde overlevet katastrofen« og »med til sikkerhed grænsende sandsynlighed have reduceret katastrofens omfang og givet passagererne bedre overlevelseschancer«. På den baggrund beklager og undskylder Folketinget forløbet over for de overlevende og efterladte og pålægger regeringen at sikre dem en kompensation for dette.

Sag · V 92

Folketinget udtrykker bekymring over det øgede spændingsniveau over Taiwanstrædet og det kinesiske pres på Taiwan, herunder i forbindelse med Taiwans mulighed for internationalt samarbejde. Danmark har et værdsat økonomisk og kulturelt samarbejde med Taiwan, som vi ønsker forstærket og udbygget. Folketinget opfordrer regeringen til bilateralt og sammen med EU over for Kina fortsat at presse på for meningsfuld teknisk inddragelse af Taiwan i internationale organisationer, hvor det er relevant, samt at understrege betydningen af deeskalering og stabilitet over Taiwanstrædet, og at Kina ikke via tvang, trusler, hybride angreb eller våbenmagt ændrer status quo. Folketinget tillægger samarbejde og samhandel med Kina stor betydning og hilser velkommen, at regeringen med den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi på linje med EU og allierede har skærpet tilgangen til Kina, herunder også i lyset af Kinas forhold til Tibet, Rusland og Nordkorea.

Sag · V 77

Folketinget noterer sig, at et flertal af danskerne i år 2000 stemte nej til at ophæve euroforbeholdet og indføre euroen i Danmark. Folketinget respekterer fuldt ud det danske euroforbehold og noterer sig, at det ifølge gældende politisk aftale kun kan afskaffes ved en folkeafstemning. Endvidere noterer Folketinget sig, at Danmark med fastkurspolitikken i store træk har samme rammebetingelser for den økonomiske politik som eurolandene. Danmark har dog uden for euroen mindre indflydelse på de politiske drøftelser af den økonomiske politik og udvikling i Europa.

Sag · V 75

Folketinget er fast besluttet på at give et bedre Danmark og et fredeligt Europa videre til vores unge generationer. Det starter herhjemme med fuld grøn omstilling af Danmark på 5 år, med flere uddannede medarbejdere i daginstitutioner og skoler, mere leg, gratis skolemad og flere forebyggende indsatser. Folketinget vender sig mod lukningen af uddannelsespladser og nedlæggelsen af 10. klasse og hf samt indførelsen af nye adgangskrav til gymnasiet. Danske unge skal sættes fri og selv vælge deres ungdomsuddannelse som i resten af Norden. Folketinget ønsker at styrke Europa gennem en ny forsvarsunion og grøn omstilling af det europæiske energisystem. EU skal være garant for vores værdier og folkeretten, der brydes i Ukraine og Gaza med katastrofale humanitære følger. Såvel i Danmark som i EU er det tid til en ny generationskontrakt, hvor vi prioriterer vores fælles fremtid, sikrer gode rammevilkår for erhvervslivet og en ansvarlig langsigtet økonomisk politik.

Sag · V 71

Folketinget konstaterer, at der med store huller i flere hjørner af velfærden, med gigantiske og voksende klima- og miljøproblemer samt en dramatisk forværret forsvars- og sikkerhedspolitisk situation ikke er råd til skattelettelser. Tværtimod er tiden til investeringer i vores fælles velfærd, grønne fremtid og vores fælles sikkerhed. Folketinget konstaterer, at tiderne kalder på skærpet opmærksomhed på god regeringsførelse, gennemsigtighed i de politiske processer samt tillid mellem regering og Folketing. Danmark kan meget vel stå foran en periode med økonomisk ustabilitet og tilbagegang som følge af internationale konflikter samt USA's forandrede tilgang til samhandel. Det kræver maksimalt fokus på kerneopgaverne. Der går en lige linje fra hverdagens tryghed omkring en velfungerende velfærd, reel indsats overfor klimaforandringer og den trussel, de udgør, til viljen til at sikre et stærkt dansk forsvar i stærke og troværdige alliancer med vores naboer i Norden, i Europa, ligesindede demokratier i verden og vores frænder i rigsfællesskabet.

Sag · V 70

Folketinget konstaterer, at Danmark står stærkt i en urolig tid. Økonomien er sund, beskæftigelsen er høj, og der er investeret markant i velfærd, klima og forsvar. Folkeskolen, ældreplejen og sundhedsvæsenet er blevet styrket, og den offentlige sektor får mere lokal frihed og højere kvalitet. Danmark går forrest i den grønne omstilling, og vejen mod 2030-målet er brolagt med brede aftaler på tværs af sektorer. Folketinget konstaterer, at det er nødvendigt at foretage økonomiske prioriteringer for at kunne investere i vores forsvar og sikkerhed. Den udenrigspolitiske situation er alvorlig, og rigsfællesskabet er blevet udfordret. Folketinget anerkender behovet for at udvikle og forny relationerne mellem Danmark, Færøerne og Grønland i et ligeværdigt fællesskab. Vi har taget skridt i den rigtige retning, og fra dansk side er vi klar til at gøre mere. Danmark skal også fremover være et land, hvor flere bidrager, og hvor fællesskab, retfærdighed og ansvar går hånd i hånd.

Sag · V 68

Vedvarende energi udgør langt hovedparten af Danmarks elforbrug. Det er ikke nødvendigt at producere atomkraft i Danmark for at minimere svingende elpriser, have forsyningssikkerhed eller indfri Danmarks klimamål. Folketinget noterer, at atomkraft udgør en central del af Europas og global forsyningssikkerhed og CO2-reduktion, og konstaterer, at det er tilladt i Danmark at forske i og modtage offentlig støtte til forskning i atomkraft. Danmark har solid erfaring med sol- og vindenergi, der kan udbygges hurtigere og billigere end atomkraft. Nye atomkraftteknologier er under markedsmodning, og der er endnu ikke afklaring om potentiale, omkostninger, realiseringshastighed og sikkerheds- og miljørisici. Sol- og vindenergi kan dog ikke stå alene. Hvis vi i fremtiden skal have en stabil elforsyning i et grønt energisystem, er der brug for udlandsforbindelser, lagring, fleksibilitet og »fossilfri kraftværker« m.v. Folketinget støtter, at myndighederne følger udviklingen af kernekraftsteknologier. Folketinget finder forslaget om dansk anvendelse af Brokdorfværket i Tyskland urealistisk og uegnet.

Sag · V 52

Viser 41-60 af 1.181 resultater