Udforsk Folketinget

Søgeresultater

Find sager, spørgsmål, svar, bilag, debatter, personer og udvalg.

3.597 resultater for emneord "følge"

Folketinget udtrykker bekymring over det øgede spændingsniveau over Taiwanstrædet og det kinesiske pres på Taiwan, herunder i forbindelse med Taiwans mulighed for internationalt samarbejde. Folketinget noterer sin fortsatte tilslutning til en uændret etkinapolitik, hvoraf følger, at Danmark ikke har diplomatiske relationer med Taiwan. Til gengæld har Danmark et værdsat økonomisk og kulturelt samarbejde med Taiwan. Folketinget opfordrer regeringen til bilateralt og sammen med EU over for Kina fortsat at presse på for meningsfuld teknisk inddragelse af Taiwan i internationale organisationer, hvor det er relevant, og at understrege betydningen af deeskalering og stabilitet over Taiwanstrædet, og at Kina ikke via tvang, trusler eller våbenmagt ændrer status quo. Folketinget tillægger det strategiske partnerskab med Kina stor betydning og hilser velkommen, at regeringen med den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi på linje med EU og allierede har skærpet tilgangen til Kina, herunder også i lyset af Kinas forhold til Rusland.

Sag · V 76

Hvad er ministerens holdning til, at chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) er blevet afskåret fra sin e-mail og har fået indefrosset sine bank-indeståender som følge af USA’s sanktioner mod domstolen, og at ansatte ved ICC er ramt af sanktioner, herunder indrejseforbud i USA og trusler om anholdelse, og hvordan mener ministeren, at Danmark bør bidrage til, at domstolen og dens anklagemyndighed igen bliver fuldt funktionsdygtige?

Sag · S 1123

Folketinget er fast besluttet på at give et bedre Danmark og et fredeligt Europa videre til vores unge generationer. Det starter herhjemme med fuld grøn omstilling af Danmark på 5 år, med flere uddannede medarbejdere i daginstitutioner og skoler, mere leg, gratis skolemad og flere forebyggende indsatser. Folketinget vender sig mod lukningen af uddannelsespladser og nedlæggelsen af 10. klasse og hf samt indførelsen af nye adgangskrav til gymnasiet. Danske unge skal sættes fri og selv vælge deres ungdomsuddannelse som i resten af Norden. Folketinget ønsker at styrke Europa gennem en ny forsvarsunion og grøn omstilling af det europæiske energisystem. EU skal være garant for vores værdier og folkeretten, der brydes i Ukraine og Gaza med katastrofale humanitære følger. Såvel i Danmark som i EU er det tid til en ny generationskontrakt, hvor vi prioriterer vores fælles fremtid, sikrer gode rammevilkår for erhvervslivet og en ansvarlig langsigtet økonomisk politik.

Sag · V 71

Folketinget konstaterer, at der med store huller i flere hjørner af velfærden, med gigantiske og voksende klima- og miljøproblemer samt en dramatisk forværret forsvars- og sikkerhedspolitisk situation ikke er råd til skattelettelser. Tværtimod er tiden til investeringer i vores fælles velfærd, grønne fremtid og vores fælles sikkerhed. Folketinget konstaterer, at tiderne kalder på skærpet opmærksomhed på god regeringsførelse, gennemsigtighed i de politiske processer samt tillid mellem regering og Folketing. Danmark kan meget vel stå foran en periode med økonomisk ustabilitet og tilbagegang som følge af internationale konflikter samt USA's forandrede tilgang til samhandel. Det kræver maksimalt fokus på kerneopgaverne. Der går en lige linje fra hverdagens tryghed omkring en velfungerende velfærd, reel indsats overfor klimaforandringer og den trussel, de udgør, til viljen til at sikre et stærkt dansk forsvar i stærke og troværdige alliancer med vores naboer i Norden, i Europa, ligesindede demokratier i verden og vores frænder i rigsfællesskabet.

Sag · V 70

Mistrivsel blandt børn og unge stiger hvert år over hele landet. Trivselskommissionen konkluderer, at årsagerne til mistrivsel er komplekse og kræver en tværsektoriel indsats på tværs af de arenaer, børn og unges liv foregår i. Anbefalingerne sigter mod at revidere trivselsmålingerne, styrke almenområdet i institutioner samt understøtte relationer, tilknytning og fællesskaber. I forlængelse heraf noteres det, at et andet finansieringsgrundlag end angivet må findes, så nye trivselsfremmende indsatser ikke gennemføres på bekostning af trivsel på andre områder. Derfor ønsker Folketinget, at regeringen indkalder til forhandlinger med udgangspunkt i kommissionens anbefalinger, og at regeringen forpligter sig til årligt at aflægge en statusredegørelse på området, så udviklingen kan følges.

Sag · V 62

Vedvarende energi udgør langt hovedparten af Danmarks elforbrug. Det er ikke nødvendigt at producere atomkraft i Danmark for at minimere svingende elpriser, have forsyningssikkerhed eller indfri Danmarks klimamål. Folketinget noterer, at atomkraft udgør en central del af Europas og global forsyningssikkerhed og CO2-reduktion, og konstaterer, at det er tilladt i Danmark at forske i og modtage offentlig støtte til forskning i atomkraft. Danmark har solid erfaring med sol- og vindenergi, der kan udbygges hurtigere og billigere end atomkraft. Nye atomkraftteknologier er under markedsmodning, og der er endnu ikke afklaring om potentiale, omkostninger, realiseringshastighed og sikkerheds- og miljørisici. Sol- og vindenergi kan dog ikke stå alene. Hvis vi i fremtiden skal have en stabil elforsyning i et grønt energisystem, er der brug for udlandsforbindelser, lagring, fleksibilitet og »fossilfri kraftværker« m.v. Folketinget støtter, at myndighederne følger udviklingen af kernekraftsteknologier. Folketinget finder forslaget om dansk anvendelse af Brokdorfværket i Tyskland urealistisk og uegnet.

Sag · V 52

Folketinget anerkender, at vellykket integration er en social og økonomisk nødvendighed, som kræver investeringer i uddannelse, beskæftigelse og sociale fællesskaber. Integration lykkes, når mennesker gives reelle muligheder for at deltage i samfundet på lige fod – ikke gennem straf, fattiggørelse, diskrimination eller udstødelse. Folketinget konstaterer, at EU's generaladvokat har vurderet, at den danske parallelsamfundslovgivning udgør direkte forskelsbehandling baseret på etnicitet, og at en endelig dom fra EU-Domstolen kan få omfattende konsekvenser for dansk lovgivning. Folketinget opfordrer regeringen til at iværksætte et beredskab, så der hurtigt kan handles, hvis EU-Domstolen fastholder generaladvokatens vurdering.

Sag · V 38

Folketinget konstaterer, at der skal føres en udlændingepolitik, så integrationsopgaven kan håndteres og der ikke opstår parallelsamfund. Alle borgere i Danmark skal respektere frihedsrettigheder, ligestilling mellem kønnene og demokratiske principper, som er nedfældet i lov. Folketinget konstaterer endvidere, at regeringen og Folketinget skal arbejde for at oprette fællesskaber, der underbygger demokratiske værdier som alternativ til de antidemokratiske og ekstremistiske miljøer, der forsøger at undergrave demokratiet. Folketinget konstaterer, at der skal tages et opgør med de skøre regler i udlændingepolitikken.

Sag · V 37

Folketinget konstaterer, at indvandringen fra især ikkevestlige lande har medført store kulturelle og økonomiske udfordringer. Folketinget mener, at alle, der kommer til Danmark, skal indordne sig under dansk kultur og danske normer og regler. Det er en del af samfundskontrakten, man indgår med det danske samfund. Folketinget konstaterer, at problemer som negativ social kontrol, genopdragelsesrejser, barnebrude og parallelle retssystemer er udbredte i ikkevestlige miljøer. Derfor ser Folketinget med stor alvor på regeringens udlændingepolitik, som ikke håndterer disse udfordringer. Derudover opfordrer Folketinget til, at langt flere kriminelle indvandrere end i dag skal udvises, og Folketinget opfordrer til, at flygtninge rejser hjem, når der er fred i deres hjemland. Folketinget opfordrer regeringen til at føre en stram udlændingepolitik, hvor tilstrømningen forbliver lav, integrationen styrkes, kriminelle udlændinge udvises og flygtninge rejser hjem igen.

Sag · V 36

Folketinget konstaterer, at regeringen svigter i oprydningen efter årtiers islamisk indvandring, som har skabt parallelsamfund og øget kriminalitet og har undermineret danske værdier. Det er uacceptabelt, at regeringen nægter at udvise kriminelle udlændinge, selv ved grov kriminalitet, og fortsat tildeler statsborgerskab til personer med kriminel fortid eller sympati for terror og sharia. Udviste kriminelle bør fængsles, indtil de forlader Danmark – de har ingen ret til at færdes frit i vores samfund. Samtidig finder Folketinget det skandaløst, at regeringen fortsat udbetaler generøse sociale ydelser til udenlandske statsborgere, der aldrig har bidraget. Folketinget kræver handling, ikke tomme ord og erkendelser. Danmark skal forblive dansk, og regeringens passivitet er et svigt af befolkningen. Folketinget opfordrer regeringen til at sætte danske interesser først og tilsidesætte internationale konventioner, der hindrer en konsekvent og ansvarlig udlændingepolitik.

Sag · V 34

Folketinget konstaterer, at indvandringen fra særligt lande i Mellemøsten og Nordafrika udfordrer de danske værdier. En stram, ansvarlig og konsekvent udlændingepolitik, hvor der er styr på antallet af flygtninge og indvandrere, som kommer til Danmark, er derfor afgørende for at bevare og beskytte sammenhængskraften i Danmark. Folketinget bifalder, at der stilles krav til indvandrere og flygtninge, mens de er i Danmark, og at flere skal bidrage til fællesskabet. Folketinget konstaterer samtidig, at ægte integration ikke alene opnås gennem beskæftigelse, uddannelse og danskkundskaber, men gennem en fuld tilslutning til grundlæggende demokratiske og danske værdier. Folketinget noterer sig vigtigheden af, at der gøres op med negativ social kontrol, så piger og kvinder med indvandrerbaggrund nyder samme rettigheder og frihed som danske kvinder og mænd.

Sag · V 35

Hvad kan regeringen oplyse om den danske indsats for at afhjælpe de problemer, der er opstået som følge af den omfattende brand i flygtningelejren Moria på Lesbos den 8. september 2020, herunder om det er sikret, at den danske hjælp ydes på den mest effektive måde, og at hjælpen når frem til de mest trængende, og vil regeringen oplyse, om det er dens holdning, at den i modsætning til andre europæiske lande vil fastholde et nej til at modtage beboere fra Morialejren i Danmark, uanset hvor alvorlig en nødsituation de befinder sig i, og uanset hvor meget de græske myndigheder er ude af stand til at yde en hjælp, der sikrer sundhedsmæssigt og humanitært forsvarlige vilkår for beboerne, herunder for børnene, i nye lejre i Grækenland?

Sag · F 2

Viser 461-480 af 3.597 resultater