Udforsk Folketinget

Søgeresultater

Find sager, spørgsmål, svar, bilag, debatter, personer og udvalg.

23 resultater for emneord "kvalitet"

Folketinget konstaterer, at regeringens initiativer vedrørende fremtidens sygehusstruktur frem til 2018 udgør et samlet hele, hvor de fire fokusområder: Ny akutsygehusstruktur, styrket præhospital indsats, fagligt bæredygtige sygehuse og nye tiltag i den primære sundhedssektor understøtter hinanden. Folketinget lægger vægt på, at den fagligt anbefalede nye sygehusstruktur er nødvendig for, at det sundhedsfaglige personale opnår og fastholder kompetencer til at yde en behandling af høj kvalitet. For borgerne er det en kvalitet, at sundhedsvæsenets tilbud er tæt på, så længe det fortsat leveres med højeste faglige kvalitet og effektivitet. Folketinget lægger vægt på, at regeringen understøtter løsninger i udkantsområdet med store afstande, herunder organisering af nære tilbud i form af f.eks. skadesklinikker/store lægehuse og sundhedscentre, i eksisterende lokaler m.v. Folketinget konstaterer, at der på finansloven for 2009 er afsat væsentlige midler til at opbygge et præhospitalt beredskab, der skal skabe tryghed i udkantsområderne.

Sag · V 26

Folketinget konstaterer, at det går godt i Danmark. Økonomien er stærk, og beskæftigelsen slår rekorder. Derfor har det været muligt at investere betydeligt i bedre velfærd, den grønne omstilling, forsvaret samt at sænke skatten. Det er afgørende, at dansk økonomi forbliver sund, samt at vi i den kommende tid forbedrer vilkårene for iværksættere og styrker sundhedsvæsenet. Regeringen har sammen med partier i Folketinget leveret på ambitionen om frisættelse af den offentlige sektor. Det gælder folkeskolen, hvor der nu kommer mere lokal frihed og højere kvalitet. Det gælder ældreområdet, hvor kvalitet og mere selvbestemmelse sættes i højsædet. Og så har et bredt flertal aftalt et mere enkelt og værdigt sygedagpengesystem med større frihedsgrader. Folketinget konstaterer, at Danmark går forrest i den grønne omstilling, og bemærker, at Danmark med sikkerhed når det ambitiøse 2025-klimamål. Politik gør en forskel.

Sag · V 82

Det er godt, at der er væsentlig flere ansøgere til professionsuddannelserne til f.eks. lærer og pædagog og på sundhedsområdet, hvor Danmark vil mangle arbejdskraft om få år. De skal modtages af uddannelser med høj kvalitet, og frafaldet skal bremses. Det er bekymrende, at nedskæringerne på professionshøjskolerne bl.a. fører til ugentlige timetal på 9-10 timer på lærer- og pædagoguddannelserne. Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at - annullere de kortsigtede og væksthæmmende nedskæringer på uddannelsesområdet i regeringens såkaldte genopretningspakke, - sikre, at globaliseringsmidlerne fortsætter efter 2012, - gennemføre en taxameterreform, der dels tager sociale og geografiske hensyn, dels giver en mere stabil økonomi trods udsving i søgetal, f.eks. ved afskaffelse af færdiggørelsestaxameteret, og - bruge ovenstående initiativer som løftestang for en dialog med professionshøjskolerne om, hvordan vi sikrer en høj kvalitet i undervisningen af de studerende.

Sag · V 40

Regeringens favorisering af den private sygehussektor og de manglende økonomiske ressourcer til at leve op til regeringens løfter har indskrænket regionernes økonomiske råderum og handlefrihed. Folketinget støtter specialiseringer i sygehusvæsenet, som kan begrundes med veldokumenterede sundhedsfaglige hensyn, således at der på den ene side sikres en høj faglig kvalitet i behandlingen af patienterne, og at borgerne samtidig kan behandles så hurtigt og så tæt på hjemmet som muligt. Folketinget respekterer regionernes kompetence til at sikre en sygehusstruktur med et sammenhængende akutsystem, der omhandler alle elementer fra det tidspunkt, der opstår akut sygdom eller ulykke, og indtil patienten har modtaget relevant behandling af høj faglig kvalitet håndteret af egen læge, vagtlæge, eventuelt i eget hjem, skadeklinik eller akutmodtagelse inden for rammerne af Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Folketinget anerkender, at det har taget for lang tid at sikre tryghed hos borgerne om denne struktur, både fra regeringens og regionernes side.

Sag · V 35

Folketinget konstaterer, at økonomien er sund, og at beskæftigelsen er rekordhøj. Det har muliggjort det største løft af kommunernes og regionernes økonomi i mere end 15 år, som vil betyde mere nær velfærd. Regeringen har sammen med partier i Folketinget styrket erhvervslivet, øget kvalitet og frisættelse af både folkeskole og ældrepleje samt fremrykket investeringerne i forsvaret. Danmark er et foregangsland i den grønne omstilling med den grønne trepart. Folketinget konstaterer, at der med treparten sættes fart på den grønne omstilling af dansk landbrug og en massiv omlægning af det danske areal. Folketinget er optaget af, at vi i den kommende tid rykker sundhedsvæsenet tættere på borgerne og mindsker ulighed i sundhed, fremtidssikrer ungdomsuddannelserne og fokuserer på det familiepolitiske. Og så skal værdigheden fylde mere i socialpolitikken.

Sag · V 1

Folketingets partier bemærker, at sorg er en naturlig reaktion, når man oplever, at pårørende går bort, bliver ramt af alvorlig sygdom eller på anden måde bliver ramt af en tragedie – ventet eller uventet. Det er ikke alle, der har behov for sorginterventioner, men for nogle mennesker udvikler sorgen sig på en måde, hvor den intensiveres og bliver invaliderende. Folketingets partier noterer sig, at Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en retningslinje med anbefalinger til arbejdet med at forebygge komplicerede sorgreaktioner hos børn, unge, voksne og ældre, men at denne ikke bruges i praksis. Derfor opfordrer partierne regeringen til at iværksætte de nødvendige initiativer, der kan sikre en systematisk opsporing og sammenhængende indsats af høj kvalitet for mennesker, som er i risiko for at udvikle komplicerede sorgreaktioner.

Sag · V 73

Folketinget bemærker, at pårørende i alt for høj grad slides ned og selv bliver svækkede eller syge, mens de drager omsorg for og hjælper deres kære. Folketinget ønsker, at pårørende til børn og unge, syge, mennesker med handicap, socialt udsatte og ældre i højere grad ses som en ressource og inddrages i det omfang, de og deres kære ønsker. Folketinget ønsker samtidig, at rammerne klarlægges for, hvordan de relevante fagpersoner kan hjælpe og samarbejde med pårørende med henblik på at forbedre indsatserne for de berørte borgere og aflaste de pårørende. Med henblik på at forbedre og skabe kvalitet og kontinuitet i indsatserne på pårørendeområdet pålægger Folketinget regeringen, inden året er omme, at iværksætte og gennemføre en analyse af perspektiverne ved at implementere ny lovgivning på området, for eksempel inspireret af lovgivningen i Norge.

Sag · V 68

Folketinget konstaterer, at det er centralt at sikre et tilstrækkeligt udbud af botilbudspladser i hele landet, som matcher borgernes behov, og hvor medarbejderne har de rette kompetencer, så borgerne får den hjælp, de har behov for. Folketinget konstaterer, at kommunerne har forsyningsforpligtelsen og dermed forpligtelsen til at sikre, at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven. Folketinget konstaterer, at Social- og Boligstyrelsen følger udviklingen i målgrupper og tilbud for at understøtte kommunerne i at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud. Folketinget konstaterer ligeledes, at regeringen og KL med den seneste kommuneøkonomiaftale er enige om at løfte niveauet for kommunernes anlægsinvesteringer med 1,5 mia. kr. og etablere en lånepulje på 1,5 mia. kr. til udvidelse af den kommunale botilbudskapacitet i 2024-2026. Folketinget tilslutter sig regeringens ambitioner om at styrke den samlede psykiatri og sikre den nødvendige kapacitet og kvalitet. Folketingets partier ser frem til forhandlingerne om 10-årsplanen for psykiatrien.

Sag · V 66

Folketinget peger på, at kommende forhandlinger på det højt specialiserede socialområde skal sikre et samfund, hvor værdighed, borger- og pårørendeinddragelse og kvalitet for borgere med handicap er i centrum. Det understreges samtidig, at der er behov for at se på struktur og økonomiske incitamenter, der kan sikre underlaget for og brugen af de rigtige specialtilbud, så den kommunale udgiftsramme ikke spænder ben for, at borgeren får det rette tilbud. Samtidig ønsker Folketinget, at der sikres en større grad af sammenhæng og ensartethed i indsatserne på socialområdet, således at de forebyggende, behandlende og rehabiliterende indsatser samtænkes og kvaliteten af hjælpen ikke afhænger af, hvor man bor. Folketinget peger på, at en specialeplan skal gøre op med siloer og bureaukrati og sikre, at mennesker med handicap mødes med tillid og det rigtige tilbud, som sikrer, at de kan indgå i fællesskaber og deltage i samfundet på lige fod med alle andre.

Sag · V 67

Vil indenrigs- og sundhedsministeren og social- og boligministeren redegøre for, hvordan regeringen vil arbejde for at sikre, at der er tilstrækkelig med botilbudspladser i hele landet, som matcher borgernes behov, og hvor de tilgængelige kompetencer på bostederne medfører en kvalitet i de social- og sundhedsfaglige indsatser, som betyder, at flere fremover får den rette hjælp og støtte og færre med f.eks. psykiske lidelser og samtidig et misbrug eller sociale udfordringer oplever tilbagefald, når de visiteres til et botilbud?

Sag · F 20

Folketinget finder den nuværende sagsbehandlingstid i sager om dansk indfødsret (naturalisationssager) uacceptabelt lang og helt urimelig i forhold til ansøgerne. Folketinget noterer sig med tilfredshed, at Justitsministeriet løbende vil effektivisere og forbedre ansøgningsprocessen for naturalisationssager, og at Indfødsretskontoret inden udgangen af 2013 vil blive tilført en betydelig personalemæssig opnormering svarende til 7 mio. kr. Folketinget noterer sig i den forbindelse med tilfredshed, at Justitsministeriet for naturalisationssager vil indføre et servicemål om en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 7 måneder med udgangen af 2014, og at ministeriet, indtil dette servicemål er nået, kvartalsvist vil offentliggøre den aktuelle sagsbehandlingstid på området. Folketinget opfordrer regeringen til at fastholde et stærkt fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiden for ansøgninger om naturalisation. Samtidig skal det sikres, at sagsbehandlingen fortsat er af høj kvalitet i disse sager, der har stor betydning for den enkelte ansøger.

Sag · V 79

Folketinget konstaterer, at indsatsen fra partierne bag globaliseringsaftalen for at nå målet om, at 50 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse i 2015, virker. Andelen, der forventes at gennemføre en videregående uddannelse i 2009, er steget til godt 49 pct., hvilket er historisk højt. Samtidig kommer unge på de videregående uddannelser hurtigere i gang med deres uddannelse og har kortere uddannelsespause. I forhold til professionshøjskolernes økonomiske situation konstateres det, at optaget på de videregående uddannelser i 2010 har været det største optag nogensinde. Samlet set stiger professionshøjskolernes bevillinger fra 2010 til 2011. Taxameterbevillingerne til professionshøjskolerne forventes således at være næsten 90 mio. kr. højere i 2011, end de var i 2010. Dermed er de økonomiske betingelser for, at professionshøjskolerne fortsat leverer uddannelser af høj kvalitet, der lever op til arbejdsmarkedets behov, til stede.

Sag · V 41

Regeringens favorisering af den private sygehussektor og de manglende økonomiske ressourcer til at leve op til regeringens løfter har indskrænket regionernes økonomiske råderum og handlefrihed. Folketinget støtter specialiseringer i sygehusvæsenet, som kan begrundes med veldokumenterede sundhedsfaglige hensyn, således at der på den ene side sikres en høj faglig kvalitet i behandlingen af patienterne, og at borgerne samtidig behandles så hurtigt og så tæt på hjemmet, som muligt. Folketinget afviser derfor centraliseringer, hvor der ikke findes sundhedsfaglig dokumentation for fordelene. Folketinget opfordrer derfor regeringen til at gå i dialog med regionerne for at sikre en sygehusstruktur, hvor der ikke nedlægges akutmodtagelser, hvor dette fører til, at der bliver over en halv times transport til nærmeste akutmodtagelse.

Sag · V 33

Folketinget lægger vægt på, at befolkningen fortsat kan have tillid til, at sundhedsvæsenets aktuelle indsats sker på et højt kvalitetsniveau. Befolkningens tryghed er et helt centralt omdrejningspunkt for denne indsats. Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance fremhæver, at den akutte indsats følger to spor. Det ene spor er en udvikling af et fintmasket sikkerhedsnet og nære tilbud. Det andet spor er udviklingen af en sygehusstruktur af høj kvalitet, der bygger på faglige anbefalinger. Folketinget konstaterer, at der er afsat 40 mia. kr. til udviklingen af sygehusstrukturen inkl. regional egenfinansiering, og i alt 600 mio. kr. på de to seneste finanslove til facilitering af løsninger i udkantsområder med store afstande, herunder organisering af nære tilbud, samt en helikopterordning med fokus på blandt andet udkantsområder og øer.

Sag · V 34

Viser 1-20 af 23 resultater