Om social pension. (Forhøjelse af folkepensionsalder og seniorførtidspension m.v.).
- Fremsat 21. nov. 2011
- 1. behandling 25. nov. 2011
- 2. behandling 16. dec. 2011
- 2. behandling 16. dec. 2011
- 3. behandling 21. dec. 2011
Vis fuld titel
Forslag til lov om ændring af lov om social pension. (Forhøjelse af folkepensionsalder, indførelse af seniorførtidspension m.v.).
Resume
Loven indebærer, at forhøjelsen af folkepensionsalderen rykkes frem med 5 år, således at folkepensionsalderen forhøjes med ½ år ad gangen i årene 2019-22. Der indføres endvidere en seniorførtidspension, således at personer, der er nedslidte efter et langt arbejdsliv, kan sikres en enkel og hurtig adgang til førtidspension, når de har mindre end 5 år til folkepensionsalderen. Der er ikke tale om en ny førtidspensionsordning, men om en ny ansøgningsmulighed. Endelig forhøjes bundfradraget ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget for beregning af pensionstillæg og den personlige tillægsprocent og beskæftigelseskravet for opsat pension nedsættes for at øge udbuddet af arbejdskraft. Loven træder i kraft den 1. januar 2012. Lovforslaget skulle ses i sammenhæng med lovforslagene om tilbagetrækningsreformen, der blev fremsat samtidig af beskæftigelsesministeren. Loven er en del af udmøntningen af aftalen om senere tilbagetrækning fra den 13. maj 2011 mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.