Møde i salen

Værsgo.

Hvad er ministerens holdning til, at Danmark hvert år tager værdier fra naturen svarende til ca. 10 pct. af vores samlede bnp?

Ministeren.

Allerførst tak for spørgsmålet. Det grønne bnp er et spændende forskningsprojekt, der bl.a. søger at værdisætte tab af biodiversitet, udledning af drivhusgasser og forurening af luft- og vandmiljø, og som finansminister glæder det mig, at nogle af landets dygtigste økonomer forsker i at gøre fremskridt i at sætte tal på det grønne område, for det tror jeg vi har en fælles interesse i bliver gjort. Det er også sådan, at når regeringen træffer beslutninger om ny politik, skal konsekvenserne for miljø og klima som udgangspunkt kortlægges som en del af beslutningsgrundlaget, og de konsekvenser skal vi naturligvis hele tiden blive bedre til at regne på, så de kan være med i det samlede beslutningsgrundlag. Det er også på den baggrund, at Finansministeriet støtter udviklingen af modellen GrønREFORM. Det er Finansministeriets ambition, at vi med modellen i fremtiden bliver endnu bedre til at sammentænke miljø- og klimapolitikken med den økonomiske politik, fordi klima, miljø og biodiversitet er en meget vigtig prioritet for regeringen, ligesom jeg også ved at det er for spørgeren. Klimakrisen er vores generations største udfordring, og derfor har vi i regeringsgrundlaget sat de mest ambitiøse klimamål for Danmark nogen sinde. Bl.a. vil vi jo hæve barren for klimaindsatsen og fremrykke målet om klimaneutralitet til 2045, og vi sætter også et mål om 110 pct.'s reduktion i 2050, og derudover kommer vi med ambitiøse udspil for Danmarks biodiversitet og miljø. Med andre ord: Vi tager det meget alvorligt at passe godt på vores klima, vores natur, vores biodiversitet, og vi arbejder målrettet på at få nogle bedre værktøjer til at se, også i en økonomisk sammenhæng, hvad betydningen er af de beslutninger, vi træffer, for vores klima, natur og miljø.

Spørgeren.

Tak for det. Ministeren har jo ret i, at det her er et arbejde, der løbende pågår, og hvor vi hele tiden prøver at blive klogere – selvfølgelig først og fremmest de kloge forskere, som arbejder med det grønne bnp. Og når jeg stiller spørgsmålet på den her måde, er det jo, fordi det ved præsentationen kom frem, at man vurderede, at der hvert år skete ødelæggelser for et beløb svarende til 10 pct. af vores bnp, og det er jo et gigantisk, voldsomt stort tal. Og hvis det står til troende, at det er i det omfang, at der sker naturødelæggelser, så kan man sige, at ud over at det i sig selv er en katastrofe, at vores natur, miljø og klima bliver ødelagt, er der også det økonomiske aspekt i det. Mener finansministeren, at i det omfang, hvor der pågår de her ødelæggelser og man kan sætte et tal på, skal vi så at sige også betale for det – eller at dem, der har begået ødelæggelserne, skal betale for det – ud fra, lad os sige et udvidet forureneren betaler-princip?

Ministeren.

Allerførst tak for, at spørgeren også anerkender, at der er et arbejde i gang her, og jeg ved, at det er noget, som fru Lisbeth Bech-Nielsen er meget optaget af og engageret i. Og det er jeg også selv, fordi jeg synes, det er en meget væsentlig del af den opgave, vi står med, ikke alene at tænke i den traditionelle bundlinje, men også i en klima-, miljø- og biodiversitetsbundlinje. Det er også baggrunden for, at regeringen i regeringsgrundlaget har lagt op til en række indsatser, hvor vi styrker vores miljø og vores biodiversitet og frem for alt tager meget alvorligt fat om den klimaudfordring, som Danmark står med, med de mest ambitiøse mål i verden.

Spørgeren.

Jeg er helt med på, at regeringen i regeringsgrundlaget har sat nogle rigtig flotte grønne mål, specielt på klimaområdet. Jeg prøver bare at grave et spadestik dybere og høre, hvad finansministeren siger, i forhold til om det lige præcis er 10 pct. eller et andet beløb. For det er jo nogle voldsomt store beløb, der er tale om, og hvem skal ligesom betale regningen? Det taler vi jo tit om herinde: Pengene skal passe, regningen skal betales. Hvem skal betale, når vi ser på, hvad der sker med vores vandløb, åer, biodiversitet og lignende? Det vil jeg prøve at blive konkret på, også fordi det jo var et af de spørgsmål, vi besvarede i fællesskab, da vi lavede en CO 2 -afgift for erhvervslivet. Der skal vel også være nogen, der betaler regningen for de ting, der sker i vores natur og miljø.

Ministeren.

Jamen jeg tager det meget alvorligt, at der er en omkostning for vores natur og miljø, og det er jo også derfor, at man grundlæggende har et forureneren betaler-princip. Derudover iværksætter vi en række indsatser som regering og Folketing på det statslige niveau – det sker også på kommunalt og regionalt niveau. Og hvad det præcise tal er, har jeg ikke noget finansministerielt skøn over, men spørgeren har jo ret i, at uanset om det er det ene eller det andet beløb, så er det en udfordring, vi står med.

Tak for det. Og så er det spørgeren for det sidste spørgsmål.

Bare for at skære helt ind til benet af det: Er det rimeligt i finansministerens optik, at man også på det her område følger en forureneren betaler-logik?

Ministeren.

Jeg tror, at det er vigtigt, at man ser det her som en bred samfundsudfordring, hvor der selvfølgelig er et klart element af, at forureneren betaler, men hvor vi også som samfund ved at træffe en række beslutninger kan modgå de her tendenser. Og det er det, der skal ses i en sammenhæng, fordi det er så store ting, der er på spil her, og i øvrigt også meget store beløb.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og vi giver finansministeren fri. Så går vi videre til spørgsmål nr. 4 (spm. nr. S 262). Det er til indenrigs- og sundhedsministeren af hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

(Spørgsmålet er udgået af dagsordenen).

(Spørgsmålet er udgået, da det er taget tilbage af spørgeren).

Værsgo til spørgeren.

Mener ministeren, at psykiatrien har tilstrækkelig gode muligheder og vilkår for at opspore, udrede og behandle mennesker med psykisk mistrivsel og sygdom i dag?

Ministeren.

Det korte svar på det spørgsmål er jo i virkeligheden nej. Det lidt længere svar er, som jeg også har understreget flere gange som indenrigs- og sundhedsminister, at der ikke er nogen tvivl om, at vi fra regeringens side mener, at psykiatrien har brug for et markant løft – et løft, der også rækker ud over den aftale, der blev indgået om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed tilbage i efteråret. Det er også derfor, at vi som regering med vores regeringsgrundlag har lagt et tårnhøjt ambitionsniveau i forhold til psykiatrien og de store investeringer, som vi mener der er behov for i de kommende år. Med yderligere 3 mia. kr. i en ny 10-årig psykiatriplan, som kommer oven i de 500 mio. kr. årligt fra den tidligere psykiatriaftale, vil det betyde, at psykiatrien vil være løftet med 4 mia. kr. ekstra om året om 10 år. Den massive investering i psykiatrien skal selvfølgelig danne grundlag for, at vi kan få en nyere, bedre og langt mere sammenhængende psykiatri, og investeringerne skal være med til både at sikre flere sengepladser og flere hænder til at løfte opgaverne i forhold til de enorme udfordringer, som psykiatrien står over for, både når det gælder opsporing, men også når det gælder udredning og behandling i psykiatrien og socialpsykiatrien.

Tak for det. Spørgeren.

Det er jo dejligt at høre ministeren bekræfte det, som jeg også tror står i regeringsgrundlaget, nemlig at der er rigtig, rigtig mange planer på det her område. Men så undrer jeg mig lidt over den her såkaldte her og nu-pakke på 77 mio. kr., der blev aftalt i psykiatripakken fra september, og som skal udmøntes i 2023, når man sammenligner med, at der afsættes 800 mio. kr. i akutplanen til sygehusvæsenet. Vi er sådan set enige om, at det også er nødvendigt at gøre noget i forhold til akutsystemet og i forhold til det generelle sygehusvæsen, men hvor bliver psykiatrien af i det her? Skal vi ikke sørge for, at der snart kommer flere midler til den?

Ministeren.

Det skal vi i den grad, og det har den her regering også tænkt sig at levere på. Nu har vi ikke præsenteret vores forslag til finanslov endnu, men når vi gør det, kan ordføreren se frem til at læse den såkaldte § 16, der er indenrigs- og sundhedsministerens budgetoversigt i finanslovsforslaget. For her vil det jo sådan set fremgå, at det ikke alene er den bevilling, som ordføreren her henviser til, men at det er en prioritering på 0,5 mia. kr. fra 2023 og frem, som vi lægger op til nu at investere ekstra i psykiatrien.

Spørgeren.

Så får jeg jo lyst til at spørge om noget. Nu så jeg lige, at NB-Økonomi havde et forlydende om, hvad der står i det der finanslovsforslag, som ministeren henviser til, og der ser det ikke ud, som om der er de store ekstra penge, når man kommer et par år eller to frem. Så er det, ministeren siger her, at der bliver lagt den der halve milliard kroner permanent oveni hvert år på psykiatrien de kommende år?

Ministeren.

Nu har jeg desværre ikke haft lejlighed til at læse NB-Økonomi. Det er ellers et glimrende medie. Når jeg her godt kan stå og annoncere, at der kommer en halv milliard kroner ekstra til psykiatrien fra 2023 og frem, er det, fordi et flertal her i Folketinget allerede har besluttet og vedtaget det. Godt nok er partiet Danmarksdemokraterne ikke en del af den psykiatriaftale – eller den sundhedsaftale, der blev lavet, som psykiatriaftalen så efterfølgende er blevet en del af. Men vi har jo prioriteret nu her at sikre, at vi får tilføjet, at der skal afsættes 0,5 mia. kr. mere. Og hvis jeg måtte have taget fejl, og Danmarksdemokraterne så er med i den aftale, er det jo kun godt, for så er ordføreren jo også hermed blevet oplyst om, hvad man allerede har skrevet under på politisk der skal investeres fra 2023 og frem. Det, der er behov for, er jo, at vi ikke kun gør noget her på kort sigt, men også kigger fremad og dermed finder investeringer til en reel 10-årsplan for psykiatrien og ikke bare – i gåseøjne – en 2-årsplan.

Så er det sidste spørgsmål fra spørgeren.

Det er jo derfor, jeg også efterlyser lidt fakta. Jeg var faktisk med til for Danmarksdemokraterne at forhandle psykiatriplanen i september, så ja, vi er med i den del. Og jeg er godt bekendt med det, der står i den aftale. Men jeg er også bekendt med, at der jo efterlyses ret mange ekstra midler i de kommende år, sådan at man får et varigt løft. Jeg tror faktisk, at der i regeringens plan står 4 mia. kr. på det permanente plan. Så er de penge tænkt ind i det finanslovsforslag, vi kommer til at se lige om lidt?

Ministeren.

Jeg beklager, hvis jeg fejlagtigt fik sagt, at Danmarksdemokraterne ikke var med i psykiatriaftalen. Det var sundhedsaftalen, Danmarksdemokraterne ikke var med i. Jeg beklager, det var min fejl. Med psykiatriplanen og -aftalen, der er lavet blandt Folketingets partier, har vi prioriteret og øremærket et ekstraordinært løft på 500 mio. kr. til psykiatrien for 2023 og frem. Det var det, man nåede at aftale, og det var derfor, der også før folketingsvalget var en diskussion om, at man havde lavet en 2-årsplan, men at psykiatrien havde behov for en 10-årsplan. Den udfordring eller opgave med at levere investeringerne og finansieringen til den længere bane og ikke bare de første år er den opgave, som regeringen har taget på sig, og det er derfor, vi også har sagt klart i regeringsgrundlaget, at vi vil investere et ekstra, historisk stort løft i psykiatrien på 3 mia. kr. oven i den ene milliard kroner, som psykiatrien er blevet løftet med, så vi om 10 år har løftet psykiatrien med 4 mia. kr. ekstra. Det er et historisk højt niveau, og det har vores psykiatri brug for, så vi også kan få ligestillet psykiatrien og somatikken med hinanden. Vi mener, vi skal tage et opgør med, at der er forskel på, om man som patient har ondt i sindet eller har en fysisk lidelse.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Inden vi går videre, skal jeg meddele, at følgende spørgsmål er udgået af dagens dagsorden: nr. 2 (spm. nr. S 271) af Morten Messerschmidt (DF) til finansministeren, nr. 3 (spm. nr. S 250) af Peder Hvelplund (EL) til indenrigs- og sundhedsministeren og nr. 9 (spm. nr. S 219) af Victoria Velasquez (EL). Derfor går vi nu videre til spørgsmål nr. 5 (spm. nr. S 263), og det er også til indenrigs- og sundhedsministeren af hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Værsgo.

Tak. Hvilken viden mener ministeren at man mangler for at tage hul på forhandlinger om psykiatrien, og hvornår forventer ministeren at præsentere regeringens psykiatriudspil og indkalde til psykiatriforhandlinger med Folketingets øvrige partier?

Ministeren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Som jeg nævnte i min besvarelse før, mener vi i regeringen, at psykiatrien har behov for et markant løft, og det er også derfor, at vi med regeringsgrundlaget har lagt et historisk højt ambitionsniveau for psykiatrien ved at prioritere yderligere 3 mia. kr. ekstra til en ny psykiatriplan. Midlerne kommer oven i de her 500 mio. kr. årligt fra den tidligere psykiatriaftale, så vi om 10 år har øget bevillingen til psykiatriområdet med 4 mia. kr. Som bekendt ligger der en psykiatriaftale, som blev indgået lige inden folketingsvalget. Den aftale står stadig ved magt. Nu handler opgaven om at sikre, at den aftale ikke kun er fine ord på et stykke papir, men rent faktisk også kommer ud og virker i psykiatrien – at pengene kommer ud, at initiativerne bliver implementeret. Og det er det, vi her på den korte bane har sat os for er det allervigtigste, altså at vi nu får sikret, at det ikke kun er en flot aftale på ord, men også i handling, og dermed, at initiativerne kommer i gang hurtigst muligt, og at vi gradvis kan påbegynde opbygningen af psykiatrien, og at det kan mærkes. Så kommer vi med yderligere et løft på 3 mia. kr. ekstra til en ny psykiatriplan, og der vil vi naturligvis invitere Folketingets partier til forhandlinger herom. Vi står på et solidt fagligt grundlag med det oplæg, som især Sundhedsstyrelsen, men også med bidrag fra Socialstyrelsen, har udarbejdet til en kommende psykiatriplan.

Spørgeren.

Jeg er fuldstændig enig med ministeren i, at vi står på et rigtig godt grundlag, og derfor undrer det mig også. Jeg husker, at ministeren i sin tidligere rolle også efterlyste, at man skulle se at komme i gang, fordi vi har et godt grundlag. Vi har et godt udgangspunkt for at komme videre. Så hvornår kan vi forvente, at vi skal tage fat i det grundlag og få lavet de aftaler, der rækker reelt 10 år frem? For jeg tror også, vi er enige om, at den aftale, vi lavede tilbage i september, hvor vi begge to var involveret, ikke var tilstrækkelig. På daværende tidspunkt diskuterede vi også de ekstra midler, og nu kan jeg jo se, at der i regeringsgrundlaget står beskrevet med op til de 4 mia. kr. – men hvor er de henne? Hvornår får vi dem at se? For ude i psykiatrien mangler de desperat de midler. Altså, jeg har et eksempel – jeg tror det er fra Svendborg psykiatri – hvor man rent faktisk går ud og fyrer medarbejdere, fordi økonomien ikke hænger sammen, medarbejdere, som man jo i øvrigt desperat har brug for. Men når man er i den situation, har vi altså brug for at gøre noget, der hjælper dem derude ganske snart, og ikke bare vente på et eller andet en gang. Den tidligere regering brugte jo, som jeg husker det, ca. 3½ år af sin regeringsperiode, før vi blev indkaldt til de forhandlinger, som jeg tror vi sammen på daværende tidspunkt havde efterlyst længe. Jeg håber ikke, vi skal vente 3½ år på, at den her regering indkalder til forhandlinger.

Ministeren.

Jeg opfatter grundlæggende mig selv som et utålmodigt menneske; det er godt i nogle henseender, i andre henseender er det ikke så godt. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at psykiatrien mangler penge, og det er også derfor, at jeg som ressortminister har stort fokus på nu, at de 500 mio. kr. ekstra til psykiatrien, som vi lige har aftalt før folketingsvalget, også kommer ud til psykiatrien – at vi får implementeret de initiativer, som vi aftalte med den psykiatriaftale, der blev lavet før folketingsvalget. Så er det helt korrekt, at mit parti gerne havde set, at vi med den aftale dengang havde fundet finansiering ikke bare til 2 år, men til 10 år. Det kunne man ikke enes om på daværende tidspunkt, og det er jo derfor, at jeg er stolt og glad for, at vi nu har en regering, der, som led i sit regeringsgrundlag, har prioriteret at øremærke et historisk stort løft til psykiatrien, så en 10-årsplan også kan blive fuldt finansieret.

Spørgeren.

Men det er jo derfor, jeg nu efterlyser det. Én ting er, at jeg også har læst regeringsgrundlaget – det har jo været der et stykke tid nu – men hvornår er det, vi tager fat? Er ministeren i gang? Har ministeren sit ministerie i gang med at lave det oplæg, som vi skal mødes om? Og kunne ministeren ikke løfte sløret for, hvornår vi ser noget mere konkret? For når jeg hører dem ude i psykiatrien, råber de: Kom og gør noget, hjælp os nu. Så nytter det jo ikke noget, hvis vi sådan engang ad åre gør noget. Vi har en 2-årsplan, men 10-årsplanen skulle jo gerne etableres og beskrives, så man reelt kan se ind i, at der sker noget i de næste 10 år og vi ikke bare venter på, at ministeren tager initiativet.

Ministeren.

Men skulle vi ikke også se at få implementeret de ting, vi har aftalt der skal ske på 2 år? Altså, det er jo ikke sket. Det er jo derfor, at Sundhedsstyrelsen nu aktuelt er gået i gang med det arbejde, det faglige oplæg eller det grundlag, der skal laves, for at de initiativer med de 500 mio. kr. ekstra til psykiatrien også kan komme ud, så man kan mærke det ude i psykiatrien. Det er det, der har mit fulde fokus, altså at vi leverer på det, som vi har stillet personalet og patienterne i udsigt. Det synes jeg er helt, helt afgørende, både når vi snakker psykiatrien, og når vi snakker socialpsykiatrien. Herudover synes jeg jo, det er vigtigt, at psykiatrien, foruden at den skal have et selvstændigt fokus, så også skal ses som en del af det samlede sundhedsvæsen. Og der har vi jo annonceret, også med regeringsgrundlaget, at vi nu her inden længe nedsætter en sundhedsstrukturkommission, og der er det selvfølgelig så at sige også relevant, at en ny psykiatriplan kommer til at kunne tage højde for de anbefalinger, som en sundhedsstrukturkommission måtte komme med, og som en efterfølgende regering og forhåbentlig også et flertal i Folketinget ender med at beslutte sig for.

Spørgeren for det sidste spørgsmål.

Men der bliver jeg jo så netop en lille smule bekymret. For når jeg nu hører, at der bliver henvist til en strukturkommission – som jeg sagtens kan se at der kan være en idé i – får jeg samtidig den bekymring, om det så gør, at vi i øvrigt ikke kommer i gang med den politiske forhandling. At Sundhedsstyrelsen er i gang med at implementere den aftale, der er lavet, skulle vel heller ikke forhindre, at vi politisk tager fat i, hvordan vi laver den reelle 10-årsplan, altså tager fat i den politiske debat om det. Det vil jeg meget gerne opfordre til, og jeg vil håbe, at ministeren vil give et tilsagn om, at vi inden for relativt kort tid bliver indkaldt til diskussioner af, hvordan vi kommer videre med det her.

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Hvordan vi kommer videre med det her, forudsætter i hvert fald, at den 2-årsplan, vi har lavet, også bliver omsat til virkelighed, og det er det, der har mit fulde fokus nu her. Altså, vi kunne allerede nu begynde at sige, at vi hellere vil snakke om, hvad der skal ske om 5 år, om 8 år, men skulle vi ikke starte med at levere på det, vi har sagt og lovet patienterne og personalet de næste 2 år? Det er 500 mio. kr. ekstra om året, hvor Sundhedsstyrelsen laver den faglige forberedelse, og det skal jo efterfølgende implementeres, aftales og forhandles med bl.a. Kommunernes Landsforening, men også med Danske Regioner. Og det er en aftale, jeg håber vi kan lave her i løbet af foråret eller den tidlige sommer.

Tak for det, og det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren og tak til spørgeren.

Mødet er udsat til kl. 13.30.

Mødet er udsat. (Kl. 13:21).

Mødet er genoptaget. Vi går til spørgsmål nr. 6 til justitsministeren af fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Værsgo.

Tak for ordet. Er ministeren enig i, at Danmarks indsats mod krigsforbrydelser har en alvorlig mangel, i og med at Danmark – i modsætning til stort set alle andre EU-lande – ikke direkte har kriminaliseret forbrydelser som tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i sin straffelov?

Ministeren.

Tak for ordet, og også tak for spørgsmålet. Som det fremgår af begrundelsen for spørgsmålet, er det om et par dage årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine. Lad mig derfor starte med at sige, at regeringen på det kraftigste fordømmer Ruslands ulovlige invasion og vil fortsætte den stærke opbakning og støtte til Ukraines frihedskamp. Vi skal som retssamfund sikre, at personer, der har begået krigsforbrydelser, bliver retsforfulgt, også i Danmark. Derfor er det vigtigt for mig at slå fast, at Danmark ikke er et fristed for krigsforbrydere. Der er ikke bestemmelser i straffeloven, som selvstændigt kriminaliserer tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden, men det betyder ikke, at der er alvorlige mangler i straffeloven. Krigsforbrydelser, tortur og visse forbrydelser mod menneskeheden er kriminaliseret efter reglerne i straffeloven om bl.a. drab, vold, voldtægt, frihedsberøvelse og hærværk. Samtidig har vi regler om dansk straffemyndighed, også kaldet jurisdiktion, som gør det muligt at retsforfølge lovovertrædelser begået uden for den danske stat, når de angår handlinger omfattet af Romstatutten, hvis gerningspersonen befinder sig i Danmark. Romstatutten er det juridiske fundament for Den Internationale Straffedomstol. Det er også muligt at retsforfølge handlinger, der er omfattet af en international bestemmelse, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at have straffemyndighed, eksempelvis Genèvekonventionens regler om krigsførelse. Personer, der begår krigsforbrydelser i f.eks. Ukraine, kan derfor altså godt holdes strafferetligt ansvarlige i Danmark. Jeg har også stor forståelse for, at bagtæppet for både spørgsmålet og også SF's beslutningsforslag om det samme emne er en grusom krig, som aktualiserer spørgsmålet om muligheden for retsforfølgelse af internationale forbrydelser i Danmark, og derfor ser jeg også meget frem til den drøftelse, vi skal have, i forbindelse med at vi her i salen behandler beslutningsforslaget.

Spørgeren.

Jeg er måske en lille smule skuffet over ministerens svar, for jeg havde nok håbet på, at der ville være en klar opbakning til at få kriminaliseret det her i dansk lovgivning. Vi ser jo den forfærdelige krig udspille sig i Ukraine, og FN har jo dokumenteret, at der foregår krigsforbrydelser. Mit spørgsmål er derfor: Er ministeren helt sikker på, at der ikke er huller i vores straffemuligheder i dag? F.eks. peger Amnesty, Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY i et fælles indlæg på, at det ikke er nok med straffelovens eksisterende paragraffer om vold og drab, fordi vi uden den helt rigtige klassificering af forbrydelserne risikerer, at gerningsmændene slipper for at blive retsforfulgt for det fulde omfang af deres forbrydelser. Så er ministeren fuldstændig sikker på, at straffeloven dækker alt, når det handler om krigsforbrydelser, tortur osv.?

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg sige, at der ikke er nogen grund til at være skuffet, for min indledende besvarelse af spørgsmålet skulle ikke lyde som en afvisning af ønsket om særskilt at kriminalisere, men baserer sig alene på en vurdering af, at der ikke er alvorlige mangler i straffeloven. Altså, krigsforbrydelser, tortur og også visse forbrydelser imod menneskeheden er kriminaliseret efter reglerne i straffeloven om bl.a. drab, vold, voldtægt, frihedsberøvelser og hærværk. Men jeg vil ikke afvise noget på nuværende tidspunkt, og det er også derfor, jeg ser meget frem til at drøfte problemstillingen i forbindelse med behandlingen af SF's beslutningsforslag.

Spørgeren.

Det er jo så lidt positivt, kan man sige, at ministeren ikke fuldstændig afviser, at vi kan gøre det her. Så vil jeg gerne følge op på det her om strafbarhed eller mulig straffrihed for krigsforbrydere. For Den Internationale Straffedomstol skal jo tage sig af sager med ledende generaler og statsoverhoveder, mens almindelige soldater, hvis man kan sige det på den måde, skal retsforfølges nationalt, primært selvfølgelig i Ukraine eller der, hvor en gerningsmand opholder sig. Men ifølge DIGNITY og Amnesty International er det f.eks. uklart, hvordan angreb, der ikke skelner mellem civile og kombattanter, eller brug af eksplosive våben med uforholdsmæssig stor effekt i tætbefolkede område er kriminaliseret i Danmark. Mener ministeren så, at vi på nuværende tidspunkt har en klar straffelov på det område? Eller kunne det være et ekstra argument for at kriminalisere krigsforbrydelser?

Ministeren.

Jeg tror i virkeligheden, jeg vil gentage noget af det, jeg har sagt, nemlig at den umiddelbare vurdering er, at der ikke er mangler i straffeloven, for så vidt angår kriminalisering af forbrydelser begået i forbindelse med en krig. Men når det så er sagt, synes jeg, det er en relevant diskussion. Jeg synes også, det er et legitimt ønske at have den diskussion, som vi skal have i forbindelse med SF's beslutningsforslag, og det er jo altså af samme årsag, at jeg heller ikke vil afvise, at vi kan gå ned ad den sti.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Så vil jeg måske spørge ministeren på en anden måde: Hvad skal der til, for at ministeren så bakker op om det her forslag? Altså, det er jo ikke en helt hypotetisk situation. Ministeren har oversendt et svar til mig om, at der faktisk er to ukrainske flygtninge, som har anmeldt sager i Danmark, og i Norge har vi jo set, at man har fået en afhoppet Wagnersoldat, som man også har anholdt og modtaget. Så det er jo ikke en helt hypotetisk situation. Så hvad mener ministeren egentlig der skal til, for at vi får det særskilt kriminaliseret?

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Det her er noget, vi tager meget, meget alvorligt, og jeg forstår også godt, hvor SF's ønske kommer fra. Af samme årsag rejser jeg også selv om nogle uger til en justitsministerkonference i Storbritannien om netop retsforfølgelse af krigsforbrydelser begået i forbindelse med krigen i Ukraine. Og så vil jeg bare sige, at Danmark jo også tidligere har retsforfulgt personer for både grov vold og vold med døden til følge begået i forbindelse med f.eks. den væbnede konflikt i Jugoslavien. Det er selvfølgelig også der, den indledende vurdering af, at der ikke er mangler i straffeloven, stammer fra. Men det ændrer ikke ved, at vi tager den her drøftelse med SF med åben pande og ikke afviser noget.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til spørgeren Vi går videre til spørgsmål nr. Det er ligeledes til justitsministeren, og det er af hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren ikke vil tilkendegive regeringens holdning til det generelle strafniveau i Danmark for kriminalitet, herunder navnlig personfarlig kriminalitet, i lyset af bl.a. formanden for Dommerforeningens meningstilkendegivelser om at nedbringe strafniveauet.

Ministeren.

Tak for ordet, og også tak til spørgeren for spørgsmålet. Efter regeringens opfattelse er strafniveauet generelt, som det skal være, men det skal have hårde konsekvenser at begå kriminalitet, der udfordrer almindelige menneskers tryghed og sikkerhed. Straffene for denne type kriminalitet skal også i højere grad afspejle forbrydelsernes grovhed og samfundets afstandtagen. Derfor vil regeringen jo gennemføre en strafreform, hvor der bl.a. skal sættes hårdere og mere konsekvent ind over for alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder vold og voldtægt. Som spørgeren sikkert allerede er opmærksom på, står vores retssystem desværre over for store udfordringer. Vi mangler fængselsbetjente, vi har for få fængselspladser og for lange sagsbehandlingstider. Det er uholdbart for de ofre for kriminalitet, der har brug for at komme videre i deres liv, og det er også utilfredsstillende for alle de medarbejdere, der gør en stor indsats for at få enderne til at mødes. Der er med de seneste flerårsaftaler for både politiet, anklagemyndigheden og kriminalforsorgen allerede taget vigtige skridt til at løse udfordringerne, men der er brug for mere. Regeringen vil derfor som en del af strafreformen investere i en styrkelse af straffesagskæden, så vi skaber forudsætningerne for at kunne føre den retspolitik, vi mener er rigtig. Når forudsætningerne er på plads, vil alvorlig personfarlig kriminalitet være et af de områder, hvor vi skal sikre, at straffen står mål med forbrydelsens grovhed. Der er desuden nedsat et udvalg, der skal afdække forholdet mellem strafniveauer og strafferammer. Udvalget skal bl.a. undersøge, om domstolene følger lovgivers anvisninger om strafudmåling. Udvalgets redegørelse vil give et solidt grundlag for en politisk drøftelse af strafniveauerne, og derfor ser jeg også frem til at modtage udvalgets redegørelse, der efter planen skal afgives inden sommerferien i år. Tak for ordet.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg må sige, at jeg mildest talt er en anelse forundret over det med, at strafniveauet i Danmark generelt er, som det burde være. I november 2022 blev en 42-årig mand idømt 3½ års fængsel for voldtægt af en blot 9-årig pige. Den 16. februar i år blev en udlænding idømt 3 års fængsel og midlertidigt indrejseforbud for voldtægt af en 16-årig pige. Faktisk giver vi generelt helt absurd lave straffe for personfarlig kriminalitet i Danmark. Voldtægtsforbrydere, overfaldsmænd, mordere slipper gang på gang uden rimelig straf. Jeg er glad for, at man har sat sig for at undersøge, hvad det er for nogle mekanismer, der gør, at strafniveauet generelt er lavt i Danmark. Men jeg er meget interesseret i at høre, hvad regeringen har af konkrete initiativer for at sikre, at vi står på ofrenes side i de her sager og ikke på de kriminelles – voldtægtsforbryderes, overfaldsmænds eller seriekriminelles – side.

Ministeren.

Jeg ved ikke, om spørgeren bevidst misforstod mig eller i hvert fald måske overhørte det, jeg også sagde, om, at regeringen jo helt generelt – og endda nedfældet i regeringsgrundlaget – har en klar, klar politik om, at ved personfarlig kriminalitet skal straffene skærpes. Det gælder bl.a. straffe for vold og for voldtægt. Så sent som i dag har jeg fremsat et lovforslag, hvor vi både kriminaliserer nye typer af personfarlig kriminalitet og skærper strafferammerne for allerede kendte typer af personfarlig kriminalitet; det gælder grooming og sextortion, og tilsnigelse til sex sidestiller vi med voldtægt osv. Så generelt er den her regering optaget af at skærpe straffene, for så vidt angår personfarlig kriminalitet.

Spørgeren.

Jamen skal jeg forstå det sådan, at hvis Dansk Folkeparti fremsætter et beslutningsforslag her i Folketingssalen om at hæve normalstraffen for særlige former for personfarlig kriminalitet i Danmark, så vil regeringen bakke op om det forslag?

Ministeren.

Nej, sådan skal det dog alligevel heller ikke forstås. Det skal det jo ikke af den årsag, at vi selvfølgelig synes, det er vigtigt, at når det er, at vi måtte beslutte, at vi skal skærpe straffene, som det bl.a. er afspejlet i regeringsgrundlaget, så vil vi gerne have en forhandlet politisk proces omkring det. Det skal i øvrigt også indgå i den generelle balance, hvor det er, at regeringen siger, at vi gerne vil have en egentlig strafreform, hvor der er nogle typer kriminalitet, hvor vi i højere grad måske kan anvende alternative strafformer, mens det er helt åbenlyst, at for andre former for kriminalitet – navnlig personfarlig kriminalitet – skal straffene skærpes, og at de ting skal ses i en helhed og sammenhæng.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Det er meget positivt, at regeringen er indstillet på at hæve strafniveauet for personfarlig kriminalitet. Udfordringen er jo bare – bl.a. i hvert fald – at meget ofte er mange af dem, der begår den personfarlige kriminalitet, udlændinge. Derfor er jeg interesseret i at høre ministerens og regeringens syn på udvisning af kriminelle udlændinge, og om regeringen ville bakke op om det, hvis Dansk Folkeparti fremsatte et forslag her i Folketingssalen om udvisning af kriminelle udlændinge ved første dom.

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Jeg tror, jeg helt grundlæggende kan sige, at det jo er regeringens klare og utvetydige holdning, at udlændinge, der begår kriminalitet, i videst muligt omfang skal udvises. Derfor mener jeg også, at det er rigtigst, at anklagemyndigheden nedlægger en udvisningspåstand i alle de tilfælde, hvor det kan være relevant.

Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til justitsministeren. Vi går videre til spørgsmål nr. Det er til social- og boligministeren af fru Mette Thiesen.

Værsgo.

Tak, formand. Vil ministeren tage initiativ til, at termen forældrefremmedgørelse anerkendes i lovgivningen som en måde, hvorpå en forælder manipulerer et barn til at tage afstand fra den anden forælder i en forældremyndigheds- eller samværssag, og at forældrefremmedgørelse derved vil have konsekvenser for den udøvende part?

Ministeren.

Det korte svar er ja, men så bliver det en ufattelig kort spørgerunde. Så jeg uddyber det lige lidt. Det er jo et nyt ord, men et gammelt begreb, forstået på den måde, at det desværre altid har været sådan, at i forbindelse med at forældre blev skilt, er der nogen, der opfører sig enormt aggressivt og får skilt børnene fra den anden forælder. Hen over årene har man så kaldt det noget forskelligt, og jeg synes egentlig, at begrebet forældrefremmedgørelse dækker det meget godt. Vi har lavet chikanepakker, sidst vi var inde at kigge på det, og det drejer sig jo om det samme, nemlig det fuldstændig uacceptable forhold, at kontakten i nogle sammenhænge afbrydes uden grund, og at forældrene på den måde inddrager barnet i deres konflikt og måske ovenikøbet lykkes med at distancere barnet fra den anden forælder, f.eks. ved at tale negativt om vedkommende eller ved at forhindre processen omkring deling af børnene i at skride fremad. Som jeg sagde, har vi lavet en stribe ting for at imødegå lige præcis den problematik. Jeg mener ikke, at vi er nået til vejs ende på den rejse, i forhold til at vi ved, at det stadig væk foregår, og derfor er jeg selvfølgelig åben over for at gå videre ad det spor, herunder også at tale om, om vi skal bruge det begreb, forælderfremmedgørelse, direkte i lovgivningen. Så jeg vil gerne give tilsagn om, at vi, inden vi rammer sommerferien, altså i det her semester, indkalder Folketingets partier for at kigge på, hvordan vi kan gribe det an.

Spørgeren.

Ja, så kunne det næsten blive en meget, meget hurtig spørgerunde. Tusind tak. Jeg kan også godt afsløre for dem, der sidder og hører med, at ministeren og jeg har drøftet det her før. Det er jo noget, der har ligget mig meget på sinde rigtig længe. Så tusind, tusind tak for det tilsagn. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at den her term eller det her begreb også bliver en del af den gældende lovgivning, fordi det jo netop er noget ret specifikt. Det er jo netop, hvor den ene forælder simpelt hen indoktrinerer eller manipulerer børnene til at have en holdning, til at overtage den ene forælders holdning til den anden forælder, og derved nogle gange desværre forårsager, at børnene så vælger den anden forælder fra. Hvis vi skal beskytte børnene, også i det her, hvilket vi jo skal, så synes jeg, det er rigtig vigtigt, så tusind tak for det. Når det her begreb bliver skrevet ind i lovgivningen, kommer det jo også ind under den chikanebestemmelse, som er der, og mener ministeren ikke også, at det bør have en eller anden form for konsekvens, hvis man som forælder bevidst laver noget som det her i forbindelse med en forældremyndigheds- eller en samværssag?

Ministeren.

Jo, det er helt klart, og det er sådan set også det, der ligger til grund i lovgivningen nu, altså chikane, det gamle begreb. Det er klart, at myndighederne skal kunne træffe en straksafgørelse, så kontakten ikke bliver afbrudt, fordi det jo sådan set er det mest ulykkelige, og at Familieretshuset kan indhente en sagkyndig erklæring om forælderen, der udøver chikanen. Der stiller man altså skarpt på den konkrete forælder, og det er bl.a. i situationer, hvor en forælders adfærd rejser tvivl om, hvorvidt forælderen er egnet til at varetage barnets tarv. Man skal jo bare huske på, at midt i det her, hvor der er en forælder, der taler grimt om den anden forælder, står der et barn, der elsker begge forældre, og derfor er det selvfølgelig fuldstændig afgørende, at forældrene formår at samarbejde på en måde, hvor barnet ikke hele tiden bliver stillet i den loyalitetskonflikt, for det splitter børn ad.

Spørgeren.

Tusind tak. Jeg er meget, meget enig, og det er jo meget, meget ulykkeligt, både for børnene, men sådan set også for den forælder, der oplever på et fuldstændig uretmæssigt grundlag at miste sine børn. Det er jo i hvert fald en af de ting, jeg har været meget opsat på hele tiden i forhold til det familieretslige system. Så jeg vil egentlig bare sige tak for det. Jeg havde egentlig tænkt mig at fremsætte et beslutningsforslag om forældrefremmedgørelse og om, at det skal have konsekvenser, for netop at få det ind i lovgivningen, men det kan jeg næsten høre at jeg sådan set ikke behøver at gøre. Så jeg glæder mig til at modtage den her invitation.

Ministeren.

Tak for det, og jeg glæder mig mægtig meget til samarbejdet om det. Jeg elsker altid at diskutere alt, hvad der vedrører det her område, for det er så vanvittig vigtigt for børnene, at vi griber det rigtigt an. Og jeg vil sige, at noget af det, jeg vil lægge vægt på, når vi skal have drøftelserne om det her, er, at for nogle er det at forsøge at holde sit barn væk fra den anden forælder jo også helt relevant, og det er jo det, der gør de her sager så ufattelig svære. I nogle sammenhænge foregår det helt uretmæssigt; det er simpelt hen bare en forælder, der bliver skubbet ud af barnets liv, fordi den anden forælder synes, at det er det, der skal ske. I andre tilfælde er der tale om vold eller overgreb eller andre ting, som jo er ganske, ganske alvorlige, og hvor den distancering er helt relevant for at passe på barnet. Jeg mener, at vi skal tage en politisk drøftelse om det. Og frem for at fremsætte et beslutningsforslag tror jeg hellere, at vi skal fremsætte et lovforslag og så gøre det i fællesskab.

Ønsker spørgeren det sidste spørgsmål?

Jeg vil egentlig bare slutte af med at sige, at jeg glæder mig til at modtage den invitation, som jeg også sagde før. Det her er ekstremt vigtigt. Det er ikke alene vigtigt for børnene, men det er også rigtig vigtigt for de forældre, som føler sig fanget i et system, hvor man står lidt retsløs og mister sine børn på et ufuldstændigt grundlag. Så jeg glæder mig rigtig meget til de generelle drøftelser og til at få invitationen til det her møde. Tak.

Så afslutter vi spørgsmålet. Vi siger tak til social- og boligministeren og tak til spørgeren. Vi går videre til spørgsmål nr. 10 (spm. nr. S 266). Det er til beskæftigelsesministeren, og det er af hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti.

(Spørgsmålet er udgået, da det er taget tilbage af spørgeren).

Værsgo.

Mener ministeren, at det er en værdig afslutning på arbejdslivet, at beviseligt nedslidte danskere skal være længere tid på sygedagpenge, fleksjob, ledighedsydelse og ressourceforløb som en konsekvens af, at regeringen vil afkorte perioden med seniorpension fra 6 til 3 år?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, som vi jo begge lige er kommet løbende fra et samråd der handler om. Nu tager vi det også her, og det gør jeg gerne. Regeringen har fremlagt et ambitiøst reformprogram, som jeg også lige har redegjort for i samrådet, og der er en lang række elementer, hvoraf det her er det ene. Vi har klart sagt fra starten, at hvis vi vil udbygge vores velfærdssamfund, så kræver det også nogle gange nogle ikke så nemme eller populære beslutninger i det hele taget. Det her konkrete forslag, hvor vi sammenlægger seniorpensionen med den tidlige pension, handler om at finde den rette balance mellem en stærk og robust dansk økonomi, øget beskæftigelse, men også gode muligheder for tidlig tilbagetrækning. Og jeg vil gerne slå fast, at hvis man er for syg til at arbejde, skal man ikke arbejde, men samtidig skal vi sætte nogle rammer for, at enhver kan bidrage med det, den enkelte kan. Og vi ved, at mange af dem, der overgår til seniorpension, kommer fra andre ydelser, f.eks. sygedagpenge, som spørgeren også henviser til, men en del af dem, der i dag vil kunne overgå til seniorpension, vil også have mulighed for at fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er værd at huske på, at arbejdsevnekravet i seniorpensionsordningen relaterer sig til det seneste job, man har haft, og for nogle vil det være muligt at finde et andet og mindre krævende job i en anden branche. Her har vi også alle en fælles forpligtelse til at skabe et rummeligt og inkluderende arbejdsmarked. Tak for ordet.

Spørgeren.

Vil det så sige, at ministeren mener, at de nedslidte danskere, der ikke længere kan få seniorpension, på magisk vis skal kunne genvinde deres arbejdsevne og komme i job? Altså, er der overhovedet et øget arbejdsudbud i det her?

Ministeren.

»På magisk vis« er et lidt voldsomt udtryk at bruge, når vi har med en gruppe at gøre, som jo for nogles vedkommende er i arbejde eller i fleksjob i dag. Det vil de for nogles vedkommende kunne blive ved med at være, mens andre vil skulle overgå til nogle andre ydelser, og det er jo meget tydeligt, når vi ser på, hvor folk kommer fra, at der også vil være nogle, som skal gå en anden vej, og det er der taget højde for i de her beregninger.

Spørgeren.

Med al respekt er ministeren altså noget galt på den. Langt de fleste af dem, der modtager den her ydelse, er folk, der kommer fra ressourceforløb, fleksjob eller sygedagpenge og er nedslidte gennem lang tid på arbejdsmarkedet. I øvrigt er et af kravene jo også, at man skal have været 25 år på arbejdsmarkedet bare for at kunne komme i betragtning til den her ordning. Så at ministeren mener, at det er nogle, der kommer fra alle mulige andre job i forvejen, ved jeg altså ikke lige om jeg vil være enig i. Langt de fleste kommer jo altså fra en ordning, som de i forvejen har trukket sig ud af arbejdsmarkedet for at få.

Ministeren.

Så vidt jeg lige erindrer tallene – og nu skal man passe på, når man taler i Folketinget under ministeransvar – tror jeg, det er 6 pct., der kommer fra beskæftigelse, og 11 pct., der kommer fra fleksjob. Og det er vel trods alt en eller anden form for tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er også rigtigt, at der er mange, der kommer fra andre ydelser, og de ydelser vil jo også være der i fremtiden. Men der vil også være nogle som f.eks. dem på sygedagpenge, som spørgeren spørger til, som vil skulle have en afklaring, og hvis de ikke kan arbejde, skal de selvfølgelig ikke det.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Så bliver jeg nødt til lige at få et fuldstændig klart svar på, om ministeren mener, at det med at forringe danskernes mulighed for seniorpension vil kunne gøre, at de genvinder deres arbejdsevne og kommer i job. Altså, jeg bliver nødt til at høre helt konkret, hvad det er, man mener er det øgede arbejdsudbud i det her.

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Jamen der er jo forskellige elementer i det. Nogle er uden for arbejdsmarkedet i dag og vil ikke kunne komme ind på arbejdsmarkedet igen. Der vil være nogle, der skal have en førtidspension, eller nogle, der skal være på andre ydelser. Der vil også være nogle, der er i fleksjob i dag, og som vil kunne fortsætte i deres fleksjob de 3 år, det kræver. Det er jo faktisk at bevare en vis tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til spørgeren. Vi byder velkommen til hr. Morten Messerschmidt, som har spørgsmål nr. 11, ligeledes til beskæftigelsesministeren.

Værsgo.

Tak, formand. Vil ministeren – i tilknytning til lovforslaget om afskaffelse af store bededag – tilkendegive regeringens holdning til Dansk Folkepartis ændringsforslag om indsættelse af en solnedgangsklausul, hvorved en permanentgørelse af afskaffelsen af store bededag betinges af en gennemarbejdet vurdering af forslagets reelle samfundsøkonomiske effekter?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det vil regeringen og jeg meget gerne. Afskaffelsen af store bededag og det at gøre den til en almindelig arbejdsdag er et permanent tiltag i det lovforslag, vi har fremsat. Vi står i en situation, hvor der er behov for prioriteringer til at finansiere de øgede udgifter til vores forsvar og til fælles sikkerhed i Danmark. Et bredt flertal i Folketinget har besluttet, at de forsvarsudgifter skal løftes markant og varigt, og derfor er der også varige udgifter, der skal dækkes. Den her regering bruger Finansministeriets regneprincipper på sit forslag, ligesom tidligere skiftende regeringer har gjort det. På den baggrund kan regeringen ikke støtte ændringsforslaget om at indføre en solnedgangsklausul i loven.

Spørgeren.

Det var en underlig måde, ja, nærmest en selvmodsigende måde at kommentere spørgsmålet på, for ja, der skal flere penge i kassen, og det vil vi også gerne hjælpe med, men hvis nu ikke der kommer flere penge i kassen som følge af det her overgreb på vores helligdag, som regeringen har gang i, hvorfor skal det så ikke falde bort? Altså, vi har lige haft en høring i Landstingssalen, hvor flere eksperter var på banen, herunder også økonomiske eksperter, som man må sige såede noget alvorlig tvivl om, om der er en varig effekt af at fjerne store bededag. Hvis nu det viser sig, at der ikke er nogen effekt, hvorfor kan regeringen så ikke allerede nu sige, at så skal man selvfølgelig have store bededag tilbage? Det handler jo sådan set også om at sikre regeringens egen legitimitet. Hvis man siger, at man fjerner store bededag, fordi vi vil have de her milliarder i kassen, og det så viser sig om 2 eller 3 år, at det ikke havde den effekt, fordi den normændring, man havde forudsat, udeblev, så er det vel meget naturligt, at man får store bededag tilbage. Der er jo ret stærke argumenter, kunne jeg også forstå på høringen, for at antage, at den normændring, som Finansministeriet håber på kommer, ikke vil komme, bl.a. fordi vi har ca. en million borgere her i landet, som er under 18 år, og som ikke er omfattet. Det vil sige, at de skal stadig ikke i skole, i gymnasie, i folkeskole, på erhvervsskole osv. – og man kunne godt forestille sig, at deres forældre så måske også ville prioritere at holde fri den dag. Det er efterhånden, synes jeg, temmelig svært at få øje på, hvad det egentlig er, regeringen har – ud over regeringen selv – at støtte sig til i forhold til forventningen om, at de her mange milliarder, som man så vil bruge på forsvaret, kommer ind som følge af det her. Derfor er det vel bare sådan sund fornuft og i øvrigt også i overensstemmelse med regeringens egne løfter at sige, at hvis de penge ikke kommer i kassen, genindfører vi selvfølgelig store bededag.

Ministeren.

Tak for det. Nu gik spørgsmålet på, om jeg som ansvarlig minister for lovforslaget har tænkt mig at indsætte en solnedgangsklausul. Til det er svaret klart nej. Hvis der ønskes svar på beregningsforudsætninger, har der været rig mulighed for det, bl.a. tidligere i dag, men jeg er sikker på, at man også kunne opleve, at en ministerkollega ville svare på det her i salen. I forhold til om børnene skal i skole, kan det sagtens være, at børnene skal i skole den fredag i fremtiden. Vi hæver bare ikke årsnormen, men det er jo kommunalt bestemt, hvornår de feriedage ligger. Om det er 1 dags længere sommerferie, den enkelte kommune vælger, så er der altså fuld frihed til det. Det kan sagtens være, der er skolebørn, der skal i skole på den fredag.

Spørgeren.

Jeg er ked af, at ministeren ikke har fået læst spørgsmålet igennem, inden hun kommer og svarer på det, men det er jo meget enkelt. Altså, det handler jo om at indsætte en solnedgangsklausul, som medfører, at forslaget bortfalder, såfremt det viser sig ikke at have den økonomiske effekt, som regeringen fremlægger. Det er jo det, ministeren er blevet bedt om at tilkendegive, og jeg forstår ikke, at det er så svært at forstå, og jeg forstår heller ikke, at man ikke bare kan svare ja til det. For hvorfor i alverden skulle man holde fast i, at danskerne ikke må have store bededag, hvis den økonomiske effekt, som efterhånden kun regeringen selv tør satse på kommer, ikke kommer? Det burde da ligge lige til højrebenet.

Ministeren.

Spørgsmålet er jo sådan set simpelt og klart, og jeg synes sådan set også, det er besvaret med et nej: Vi har ikke planer om at indsætte en solnedgangsklausul i forslaget om at afskaffe store bededag. Jeg synes sådan set også, at jeg har svaret meget klart, hvad det er, jeg støtter mig på. Men derudover rejser det jo også et mere generelt spørgsmål i forhold til spørgerens parti, altså om det er en generel tendens, at vi i alle beregninger skal indsætte solnedgangsklausuler og så regne efter, og at vi, hvis det så ikke holder vand, skal lade dem udløbe igen. Hvis det er et generelt forslag, er det da i hvert fald et nybrud.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Det synes jeg er en god idé. Generelt tror jeg, når regeringen erklærer krig mod kirken, fagbevægelsen og flertallet af danskere, at vi skal arbejde med solnedgangsklausuler, og det tror jeg at rigtig mange vil være glade for. Jeg vil nærmest gå så vidt som at sige, at jeg også vil håbe, at den her regering har en solnedgangsklausul, så vi kan få en anden en af slagsen. Men det er stadig væk ikke det, der er spørgsmålet. Det, der er spørgsmålet er, om det, når regeringen nu påstår, at det her har en økonomisk effekt, og regeringen nærmest er de eneste i kongeriget, der påstår det, så ikke ville være naturligt, at danskerne fik fridagen, helligdagen, tilbage, hvis det nu viser sig, at regeringen ikke har ret.

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Jeg vil godt svare for tredje gang, at det ikke er regeringens intention at indsætte en solnedgangsklausul, og i øvrigt synes jeg så bare i en bemærkning, at gå i krig er et vildt udtryk at bruge i den her sammenhæng.

Tak for det, og det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til spørgeren og tak til beskæftigelsesministeren. Vi går til spørgsmål nr. 13 (spm. nr. S 267) og byder velkommen til udlændinge- og integrationsministeren, og spørgsmålet er af hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

(Spørgsmålet er udgået, da det er taget tilbage af spørgeren).

Værsgo.

Tak for det, formand. Vil ministeren tilkendegive, om regeringen gør nok for at sikre henholdsvis Danmarks og EU's ydre grænser?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Det er vigtigt for regeringen, at der er styr på EU's ydre grænser, herunder naturligvis også Danmarks del af Schengenområdets ydre grænser. Regeringen arbejder derfor løbende med at forbedre kontrollen af EU's ydre grænser, og det gælder udbygningen af it-infrastruktur i grænseområdet, den videre udbygning af Frontex og senest Rådets enighed om en moderniseret grænsekodeks. Det er min opfattelse, at der primært skal være fokus på de strækninger af EU's ydre grænser, der oplever det største migrationspres, og det er det, som man kalder EU's frontlinjestater. Danmarks bidrag til Frontex' bistand til disse lande går gennem personel- og kapacitetsbidrag, og Danmarks ambition er at forsvare Frontex' behov, og at Danmarks bidrag er på linje med sammenlignelige lande. Danmark har været blandt fortalerne for en finansiering inden for EU-budgettet til lande under pres, herunder til fysiske barrierer, hvor landene finder det nødvendigt, og jeg fornemmer også, at der er en bevægelse og en større åbenhed over for det. Danmark bidrager desuden med egne midler til kapacitetsopbygning inden for grænseforvaltningen i tredjelande, og det samme gør EU. Migrationspresset ved de ydre grænser er et resultat af et inhumant og dysfunktionelt asylsystem, som vi har i dag, og indsatsen for at få skabt ro ved de ydre grænser hænger derfor også tæt sammen med ambitionen om at reformere det europæiske asylsystem.

Spørgeren.

Tak for besvarelsen. Jeg er dybt bekymret over de ydre grænser rundt om Europa, og jeg mener, at det går for dårligt. Jeg mener ikke, at de er tilstrækkelig sikre, og jeg mener, at Europa-Kommissionen har haft tilstrækkelig med tid til at kunne levere, og at der intet er sket, i hvert fald ikke tilstrækkeligt. Nu ser vi så, og det er jo på bagkant af, at man for efterhånden en del år siden havde en migrationskrise, at indrejsetallet igen begynder at stige, altså at der kommer flere og flere ind i Europa, som ikke skulle have været ind. De ydre grænser er simpelt hen ikke gjort klar, og det er jo ikke tilfredsstillende, når man ser på, hvad der skete i 2015, at EU-systemet ikke har formået at reagere på det. Så jeg vil gerne vide, hvad regeringen har foretaget sig og har planer om at foretage sig over for Europa-Kommissionen, og jeg vil gerne vide, om den her regering, der er nu, er enig med nuværende EU-kommissær Ylva Johansson i de bestræbelser, hun har på, ja, jeg vil ikke engang kalde det at sikre de ydre grænser, men snarere det modsatte, og hvad man har tænkt sig at gøre ved det.

Ministeren.

Jeg kan sige, at vi sådan konkret bidrager meget til EU's ydre grænser, både når der er specifikke situationer som f.eks. Litauen, hvor vi har sendt pigtråd til bl.a. at understøtte deres grænseopbygning, men også løbende med overvågningsfly, helikoptere og patruljebåde. Der er ingen tvivl om, at vi ser det som et kæmpe problem, at vi ikke har en større kontrol med det store antal, der kom ind sidste år, og der er behov for en lang række løsninger, både i forhold til de konkrete grænsebarrierer, men også i forhold til et asylsystem, hvor det ikke er dem, der gennem menneskesmuglere kommer først, som får asyl først, men hvor det er dem, som har det største behov. Og det arbejder vi selvfølgelig løbende på i EU.

Spørgeren.

Det bringer mig videre til det næste spørgsmål, som handler om pushbacks. For det er jo fuldstændig rigtigt, at Danmark har leveret noget til de frontlinjestater, der blev presset af Lukasjenko, der fløj en masse mennesker ind, som man forsøgte at skubbe ind over grænserne til bl.a. Litauen og Polen. Går den her regering ind for, at man giver mulighed for pushbacks ved de ydre grænser, eller vil man ligesom Europa-Kommissionen bare lægge sig fladt ned og lukke folk ind?

Ministeren.

Nej, vi går ikke ind for pushbacks. Det er i strid med de internationale konventioner, Danmark har tilsluttet sig, bl.a. omkring det, man kalder non-refoulement, altså tilbagesendelse til nedværdigende behandling, og derfor kan vi ikke støtte det. Men vi støtter i vid udstrækning bl.a. den græske regerings kamp for at sikre de ydre grænser, og jeg skal selv til Grækenland nu her sidst på ugen for bl.a. at diskutere, hvordan vi sikrer, at de har mulighed for at opretholde den grænsekontrol, som vi andre er afhængige af.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Så skal jeg bare vide, om man ser det som et problem, når f.eks. en frontlinjestat som Polen aktivt skubber folk tilbage, bygger hegn over mod Hviderusland for at sikre, at Hviderusland ikke kan udnytte, at man bare kan skubbe folk over grænsen og destabilisere Polen. Er der ifølge den danske regering et problem med den måde, polakkerne har håndteret det her på?

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Nej, men spørgeren nævner to forskellige ting. Det at lave pushback er ikke det samme som f.eks. at bygge et hegn. Altså, vi ville jo ikke selv have støttet opbygningen af et hegn ved at sende pigtråd, hvis vi mente, at det var forkert at opbygge et hegn, og nu er det så tilfældigvis Litauen, men det kunne lige så godt have været Polen. Men det at opbygge en effektiv grænsekontrol og sikre, at der er kontrol med dem, der kommer ind over grænsen, støtter vi fuldt ud i en europæisk sammenhæng. Det kan jeg love spørgeren for.

Det afslutter spørgsmålet. Men spørgsmål nr. 14 er også til udlændinge- og integrationsministeren, og det er ligeledes af hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Tak for det, formand. Vil ministeren tilkendegive, om regeringen i lyset af det store asylpres i Europa og det hollandske parlaments ønske vil genoptage og intensivere bestræbelserne på at oprette et dansk asylcenter i Rwanda?

Ministeren.

Jamen først vil jeg sige, at det er enormt positivt, at der er bevægelse i mange EU-lande, for jeg synes, at asylsystemet, som det er i dag, er dysfunktionelt og bliver udnyttet af kyniske menneskesmuglere. Vi arbejder for en reform af det europæiske asylsystem, som sikrer, at Danmark og Europa har kontrol med, hvor mange der kommer hertil; at det er Folketinget og andre parlamenter, som er valgt af befolkningerne i Europa, som har en større kontrol med, hvor mange der kommer til landet. Det synes vi er helt rimeligt og ordentligt. Vi vil have, at det skal laves som et udrejsecenter uden for Europa, men selvfølgelig i respekt for de internationale konventioner, Danmark har tilsluttet sig, og i respekt for de regler, der gælder inden for EU. Vi samarbejder med Rwanda på migrationsområdet og afsøger muligheden for en EU-løsning samtidig. Det er for os at se vigtigt, at vi har begge dele, men det er klart, at en samlet europæisk løsning vil være det, der er mest effektivt i forhold til migrationspresset på Europa, frem for hvis man kun laver en rent dansk løsning. Vi fornemmer også, at der er idéer om modtageordninger i andre lande, fordi medlemsstaterne oplever et migrationspres, som er større, end det har været før. Regeringen vil derfor engagere sig i alle løsninger, som er mulige, og som overholder internationale konventioner og Danmarks EU-retlige forpligtelser, og det kan f.eks. være ordninger, som er inspireret af EU-Tyrkiet-aftalen, som vi kan vedtage på europæisk plan, men det kan i sidste ende også være en rent dansk løsning.

Spørgeren.

Noget af det, jeg blev mest skuffet over, da jeg læste regeringsgrundlaget, var netop det afsnit, der handler om Rwanda. Noget af det, der har givet håb mange steder i Europa, er, at man måske kunne få styr både på de ydre grænser, men også på tilstrømningen, og sørge for, at der ikke bare var fri passage til Europa; at det, der synes at have været politikken de sidste mange årtier, med, at folk bare kunne vade ind, kunne afsluttes. Det, den her regering så har gjort, er jo, at man har valgt de facto at opgive. For jeg vil sige til ministeren, at det jo er at opgive, hvis man siger, man afventer en eller anden EU-løsning: Jeg ser ikke noget håb i den her Europa-Kommission for, at det her nogen sinde skulle blive realistisk. Jeg ser ikke noget håb i Europa-Parlamentet om, at det her nogen sinde skulle blive realistisk. Og jeg ser ikke særlig meget håb i Vesteuropa for, at det her nogen sinde kunne blive hverdag – i hvert fald ikke inden for EU-systemet. Og det er jo også derfor, at tapre lande som Danmark skal gå foran og vise de andre lande vejen og lyset, så vi kan få det her effektueret. Og derfor må jeg sige, at jeg synes, det er enormt skuffende, at man giver køb på det her, at man giver afkald på det. Så jeg vil bare gerne spørge ministeren: Hvor ser regeringen håbet? Hvor er det i EU-systemet, man regner med, at der pludselig kommer et eller andet frembrud, hvor man vil kunne gennemføre den her løsning i EU-regi? Hvor skulle det i givet fald være?

Ministeren.

Jeg synes, det er lidt meget mismod, der bliver præsenteret her fra hr. Peter Kofods side. Altså, grundlæggende set er der sket nogle meget store bevægelser i den europæiske debat. En mand som Manfred Weber, der er leder af EPP-gruppen i Europa-Parlamentet, er en, der har været ude og åbent bakket det her op; det hollandske parlament har bakket op. Holland er dog alligevel i Vesteuropa, så vidt jeg kan se, når jeg kigger efter på kortet. Noget tilsvarende gør sig gældende i lande som Østrig, de baltiske lande og mange af de nye EU-lande, hvor man bakker op om det, og det så vi jo ikke for relativt kort tid siden. Jeg mener, der er en stor bevægelse på det europæiske kontinent – selvfølgelig foranlediget af det, som er selve problemet, nemlig at der er et meget stort migrationspres på Europa. Og vi er jo fuldstændig enige om, at det, vi så sidste år, hvor der var op imod en million spontane asylansøgere på det europæiske kontinent, er totalt uholdbart. Men jeg ser en stor bevægelse, og jeg mener, det er der, håbet er. Men det betyder ikke, at vi har droppet det at lave en selvstændig aftale med Rwanda. Det arbejder vi sådan set videre med.

Spørgeren.

Mig bekendt er det den samme hr. Weber, som i Jyllands-Posten for nylig gjorde sig selv til bannerfører for, at den danske udlændingepolitik var i strid med EU's værdier nærmest på samme måde som det, der foregår i Polen og Ungarn. Så hvis det er den hr. Weber – Manfred Weber fra EPP-gruppen i Europa-Parlamentet – den her regering fæster lid til at man kan gennemføre den her løsning med, vil jeg sige, at så tror jeg ikke, det er mig, der har et mørkt syn på tilværelsen. Så tror jeg, det er regeringen, der er lidt for optimistisk. Jeg håber, det lykkes, men jeg ser ikke det håb. Hvad vil regeringen konkret foretage sig for at få det her gennemført nu?

Ministeren.

Jamen det er jo sådan, at englene i himlen blæser mere i trompeterne over én omvendt synder end 99 frelste. Og det gælder også for lederen af EPP-gruppen i Europa-Parlamentet. Jeg er enormt glad for den opbakning, og vi kommer til – for nu at svare konkret på spørgsmålet – at indlede et samarbejde med Holland, ligesom vi har haft et samarbejde med Østrig i længere tid. Jeg skal til Grækenland her sidst på ugen og til Berlin i næste uge, selvfølgelig for at forsøge at overbevise folk om, at det her har et perspektiv, som giver mening, og som vil gøre, at vi får et retfærdigere asylsystem, hvor det er dem, der har mest behov for beskyttelse, der kommer først i køen, og ikke dem, som tager menneskesmuglernes ruter over Middelhavet.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Jamen så vil jeg da gerne vide, hvad tidsperspektivet er, hvis det hele er så lovende, og ministeren både skal til Holland og Grækenland og Østrig og alt muligt og sørge for, at det her bliver gennemført.

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Jeg tror, hr. Peter Kofod kender EU-systemet nok til at vide, at det ikke er sådan, at man kan sætte faste datoer på, hvornår beslutninger bliver truffet. Men der er ingen tvivl om, at ser man bare tilbage på den tid, hvor jeg selv har siddet på den her post, og det er jo ikke engang et år, så har der været stor bevægelse. Altså, når jeg er til rådsmøde, kommer der kolleger hen til mig, indenrigsministre, migrationsministre, og bakker op om vores planer uopfordret. Jeg vil sige, at det altså ikke var stemningen for bare et par år siden. Det er nyt, og det er selvfølgelig på grund af presset, men også på grund af, tror jeg, at folk kan se, der er behov for nogle mere langsigtede løsninger.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til spørgeren. Vi går videre til spørgsmål nr. 15, og det er ligeledes til udlændinge- og integrationsministeren. Jeg giver nu ordet til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren ikke vil oplyse, hvorfor regeringen ønsker at forblive en del af statsborgerretskonventionen, når ligesindede lande som bl.a. Belgien, England og Frankrig har oplyst, at de ikke ønsker at tiltræde konventionen, bla. fordi den sætter meget snævre rammer for fratagelse af statsborgerskab.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil indledningsvis slå fast, at regeringen vil arbejde for at styrke det regelbaserede internationale samfund og derfor også fastholde Danmarks tilslutning til internationale konventioner, og det gælder også statsborgerretskonventionen. Konventionerne er det bedste grundlag, vi ser, for at skabe en verdensorden, hvor hvert enkelt individ og også mindre lande har rettigheder. Som et lille land har Danmark derfor også en selvstændig national interesse i det regelbaserede internationale samfund. Det ændrer ikke på, at der selvfølgelig, som spørgeren er inde på, findes uhensigtsmæssigheder i nogle af konventionerne og fortolkningen af dem, og derfor er regeringen også klar til at udfordre og afsøge de rammer, som konventionerne sætter op, sådan at de negative bivirkninger kan minimeres.

Spørgeren.

Jamen når ministeren siger, at man gerne vil styrke det regelbaserede internationale samfund, siger man jo dermed også implicit, at man gerne vil styrke de regler, som bl.a. gør, at en voldtægtsforbryder, der for nylig blev dømt ovre i Københavns Byret, med 11 tidligere domme bag sig – bl.a. for meget grove voldtægter mod flere unge danske piger, grove overfaldsvoldtægter og røveriforsøg mod bl.a. en 81-årig kvinde – ikke kan blive frataget sit statsborgerskab. Altså, de regler, der sikrer, at en sådan mand ikke kan blive frataget sit statsborgerskab og derfor senere udvist, skal vi i virkeligheden styrke, så der er bedre rammer, der forhindrer, at sådanne mennesker kan blive udvist.

Ministeren.

Nej, det er helt misforstået fra hr. Mikkel Bjørns side. Vi ønsker en international orden, hvor små lande også har noget at sige. Danmark er jo et lille land og har været det næsten hele sin historie, og det, der har været gældende for det danske forhold til omverdenen, har været, at vi tit har måttet underlægge os større magters forskellige interesser. Nu er vi i en situation og har været det de sidste 80 år – for første gang i vores historie – hvor vi rent faktisk har en selvstændig rolle og en beskyttelse, der gør, at vi kan optræde mere selvstændigt. Det synes jeg der er grund til at hylde, uagtet at der er en masse ting i bl.a. statsborgerretskonventionen, som gør, at vi ikke kan smide folk ud, som rettelig burde have været smidt ud, hvis vi selv kunne bestemme. Men sådan er det; der er begrænsninger.

Spørgeren.

Det er da meget sympatisk, at regeringen har en, hvad skal man sige, langsigtet ambition om at ændre konventionerne indefra. Det er regeringen jo i øvrigt ikke de første der har haft. Derfor er jeg lidt nysgerrig på, hvor hensynet er, og hvad man har tænkt sig at sige til de ofre, der i mellemtiden, mens vi venter på en meget langsigtet og formentlig usandsynlig ændring af konventionerne indefra, bliver udsat for meget grove overfaldsvoldtægter, kriminalitet, røveriforsøg og alt mulig andet. Hvad er budskabet til de mennesker i mellemtiden, mens de venter på regeringens meget langsigtede og lidt tågede ambitioner? Ved Københavns Byret står: »For Almeen Sikkerheden«. Jeg er lidt nysgerrig på, hvor hensynet til almensikkerheden egentlig er i regeringens prioritering af de her internationale konventioner og det internationale regelbaserede samfund.

Ministeren.

Jeg synes, det er meget bemærkelsesværdigt at høre et medlem af Dansk Folkeparti sige, at det, at Danmark som nationalstat har stor handlekraft og kan hvile i sin selvstændighed som nationalstat, hvilket vi kan, fordi vi er en del af et internationalt samfund, som respekterer os, skulle være tåget eller ligegyldigt. Det synes jeg ikke er den dialekt, vi plejer at høre fra Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer. Der er uden tvivl problemer i forhold til folk, som har fået statsborgerskab, og som opfører sig på en måde, vi under ingen omstændigheder accepterer i Danmark, og som burde have været smidt ud. Det er nogle ting, vi bærer med os. Vi har bl.a. i forhold til fremmedkrigere givet mulighed for at fratage dem deres statsborgerskab. Og det er da klart, at det også er en vej, vi vil afsøge i andre sammenhænge.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Nu nævnte jeg også i mit spørgsmål til justitsministeren, at i november 2022 blev en 42-årig mand idømt 3½ års fængsel for voldtægt af en blot 9-årig pige. De regler, der gør, at vi ikke kan fratage sådan en mand statsborgerskabet og udvise ham, er jo de regler, som regeringen her står og forsvarer. Jeg må indrømme, jeg er dybt forundret over, at en regering, der ellers hævder at være på ofrenes side i de her sager, ikke har en større fornemmelse for, at vi er nødt til at tage et opgør med de her konventioner, hvis vi rent faktisk vil kunne forsvare ofrene.

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Jeg tror, man trods alt må tilføje, at hr. Mikkel Bjørns eget parti jo har bakket op om regeringer, der har stået på præcis samme synspunkt. Så det er ikke, fordi det er helt nyt eller anderledes, end hvad Danmark tidligere har ført af politik. Den eneste måde, hvorpå vi kan sikre, at de ting ikke sker i fremtiden, er jo det, som vi har en fælles ambition, tror jeg bredt set, i Folketinget om, nemlig at sikre, at det at få et dansk statsborgerskab selvfølgelig skal underlægges en relativt stram efterprøvning, hvor man sørger for at sikre, at det ikke er hvem som helst, der kan trække et statsborgerskab, fordi man har boet lang tid nok i landet, men at vi også ved, at det er nogle ordentlige folk, som får tildelt dansk indfødsret.

Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti og siger tak til udlændinge- og integrationsministeren. Vi byder velkommen til transportministeren og går videre til spørgsmål 16.

Jeg giver nu ordet til hr. Kenneth Fredslund Petersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak, formand. Hvad er ministerens holdning til, at staten yder økonomisk støtte til Midtjyllands Lufthavn, som ifølge bestyrelsesformand Ulrik Wilbek er betingelsen for, at en ny operatør vil påtage sig ruteflyvninger igen efter påske?

Ministeren.

Tak for det, formand, og tak for spørgsmålet. Jeg kan vel ikke lægge skjul på, at jeg har sat alle sejl til for at finde løsningsmuligheder for Midtjyllands Lufthavn, og jeg vil heller ikke på forhånd udelukke noget, heller ikke muligheden for, at staten giver økonomisk støtte til lufthavnen. Det er, fordi lufthavnens overlevelse er vigtig for sammenhængskraften i Danmark og afgørende for de passagerer og den del af det danske erhvervsliv, som er afhængige af ruteflyvning mellem Midtjyllands Lufthavn og København. Det er nødvendigt at afsøge alle muligheder for, at lufthavnen kan komme på vingerne igen, og ministeriet kigger derfor på forskellige spor, der er, for at kunne bevare ruteflyvningen. Jeg har vendt den situation, som Midtjyllands Lufthavn står i, med både formanden for Midtjyllands Lufthavn og samtlige ejere af Midtjyllands Lufthavn, og jeg håber, at den gode dialog kan fortsætte, sådan at det kan resultere i en løsning. Jeg ser derudover frem til at kunne drøfte indholdet med de forskellige partier, som skal ind over den her sag for at finde en løsning for Midtjyllands Lufthavn.

Spørgeren.

Tak. Ministeren har efter eget udsagn sat alle sejl til for at finde løsningsmuligheder for Midtjyllands Lufthavn, Karup. Jeg er jo forholdsvis ny i Folketinget, men når en minister sætter alle sejl til for at finde en løsning på en problemstilling, må der også være en sandsynlighed for, at der findes en løsning. Jeg vil derfor spørge ministeren, hvornår ministeren har en forventning om at en løsningsmodel er klar.

Ministeren.

Vi kan jo helt sikkert finde forskellige løsninger. Men det her er ret komplekst, for det er kompliceret lovgivning, altså på den måde, at der kan være operatører, som er ramt af én slags momsproblematik, alt efter om de flyver mest udenrigs- eller indenrigsflyvning, eller hvad de nu gør. Derfor kan jeg godt forstå, at det set udefra umiddelbart virker forholdsvis lige til højrebenet. Man kan sige, at den løsning, som nok vil kunne få flyet til at flyve, er, hvis man bare kan betale, uanset hvor meget det nu koster. Men det kan jeg ikke engang som minister bare sige at jeg vil her i salen, for jeg er jo afhængig af nogle partier, som vil bakke op om en løsning.

Spørgeren.

Mit næste spørgsmål vil jo så være: Vil ministeren garantere, at der findes en løsning, og at ruten mellem Karup og København genåbnes?

Ministeren.

Jeg tror, at man skal passe på med det der med garantier. For først skal man finde en, der vil flyve ruten til en fair pris og med nogle gode afgange. Det er jo ikke nok bare at have en leverandør, der flyver den rute. Det er afgørende, at det også bliver nogle flytider, som er brugbare. For det giver jo ikke mening at have fly til at flyve, hvis de bare flyver tomme. Så der er mange ting, der skal gå hånd i hånd, men jeg er ikke i tvivl om – eller jo, det er jeg jo så med det, jeg lige har sagt, men jeg håber i hvert fald, at vi på tværs af Folketingets partier kan finde en fælles og langsigtet løsning for Midtjyllands Lufthavn.

Tak for det, og jeg byder velkommen til medspørger fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Nu er det midtjyske erhvervsliv jo stimlet sammen og har garanteret køb af et vist antal billetter til flyvning fra Midtjyllands Lufthavn. Det vidner jo om, at der er behov for den her lufthavn, og det vidner også om, at erhvervslivet ligesom har leveret deres del af det her projekt, for at det kommer til at lykkes. Nu venter vi så på, at staten kommer med deres løsning. Så jeg vil spørge ministeren: Hvad vil det kræve af støtte fra staten, for at der kan indgås en aftale med en ny operatør på ruten mellem Karup og København?

Ministeren.

Hvad der er af støttemuligheder til sådan en rute, er jo meget komplekst, i forhold til hvilken regional lufthavn man taler om; hvor mange passagerer der er, hvor stor gennemstrømningen er, hvordan ruterne bliver planlagt, og hvad tid på dagen der er afgange, fordi det skal passe med security, og security er udgifter. Især i forhold til Midtjyllands Lufthavn er security faktisk en ret stor del af udgifterne. Så det er nok lidt svært bare lige sådan at sige, hvad det vil kræve, hvis man skal dække et underskud for Karup Lufthavn med statslig støtte. Men jeg kan bare sige, at det jo ikke er sådan, at der ligefrem er en rød tråd i, hvordan man giver statsstøtte til regionale lufthavne i Danmark. Det er også noget af det, som derfor er med i mine overvejelser, når jeg sidder og kigger på, hvad der kan være af muligheder. Det er jo, fordi man af historiske årsager har lavet mange forskellige modeller rundtomkring i landet.

Medspørgeren.

Tak for det, og tak for svaret. Jeg har også godt fra min lokale borgmester hørt om den her problematik omkring moms på udenrigs- eller indenrigsflyvning. Jeg tænker bare, når jeg ved, hvordan tingene bliver behandlet herovre, at det er en langvarig proces. Jeg tror, vi alle sammen er enige om, at den her lufthavn skal op at køre inden den 1. april. Det er rigtigt, at det med afgangene er supervigtigt, for at folk også kommer til at bruge den. Vi er også bare nødt til at kigge på, at der ingen afgange er fra Billund til København. Det vil sige, at der er rigtig langt til Sønderborg, til Aalborg, til Aarhus, når man er i Midtjylland, og kritisk infrastruktur kan vi altså godt kalde det ovre i den del af landet, hvor ministeren og jeg kommer fra. Så jeg vil bare rigtig gerne have ministeren til at nikke til, at vi får det her op at stå, og at det bliver inden den 1. april.

Ministeren.

Jamen jeg har sat alle sejl til for at finde en løsning. Det er jo også derfor, jeg mellem jul og nytår hev flere dage ud til at komme rundt og tale med alle ejere af Midtjyllands Lufthavn, inklusive formanden og inklusive borgmesteren, som ordføreren henviser til – fordi jeg er så optaget af det. Det er så også rigtigt, som ordføreren siger, at der er nogle momsproblematikker, som jo er noget, vi kigger på på lang sigt. Men bare fordi det eventuelt ikke er en løsning på kort sigt, er det måske alligevel hensigtsmæssigt, at vi også kigger på, hvad der kan være af sten i skoen på lang sigt, som vi så kan fjerne. Så jeg kigger på alle mulige håndtag og har kun en ambition om, at der også fortsat skal lette og lande fly fra Midtjyllands Lufthavn.

Vi siger tak til medspørgeren og går tilbage til hovedspørgeren, hr. Kenneth Fredslund Petersen, for et afsluttende spørgsmål. Værsgo.

Tak. Jeg vil afsluttende nævne, at det for Danmarksdemokraterne er af afgørende betydning, at vores land hænger sammen, at vi sikrer en god infrastruktur i hele landet, og at vi derfor spørger ministeren, om ikke ministeren er bekymret for, at Midtjylland hægtes af eller stilles væsentlig ringere end resten af Danmark.

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Jeg har som sagt en ambition om, at der fortsat skal lette og lande fly i Midtjyllands Lufthavn, for jeg finder den vigtig for et bestemt segment, særlig erhvervslivet, som skal kunne have base i Vestjylland og Midtjylland og samtidig passe forretninger i hovedstaden. Derfor er den del af vores kollektive trafik vigtig. Derudover står det jo også i regeringsgrundlaget, at vi agter at binde Danmark bedre sammen, både på tværs af landet og ude regionalt, og derfor er der mange andre former for kollektiv trafik, som jeg også har et skarpt øje på, sådan at uanset hvor man bor, er det i fremtiden nemmere at kunne befordre sig til arbejde, til uddannelse osv. osv. Så der kommer et helhedstjek på det hele. Vi kommer til at ryste posen for at gøre den kollektive trafik bedre, og Midtjyllands Lufthavn er en del af den omgang.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til transportministeren. Vi byder velkommen til ministeren for ligestilling og går videre til spørgsmål nr.

Jeg giver hermed ordet til fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Tak. Hvordan vil ministeren forsvare, at ambulant behandling til voldsudsatte skal finansieres gennem SSA-reserven, ifølge ministeren selv, fordi »SSA-reserven er tiltænkt nye initiativer, hvor man ser, om ting virker«, når sådanne initiativer netop allerede er blevet afprøvet og evalueret gennem flere år, f.eks. rådgivningstilbuddet »Sig det til nogen«?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Krisecentre er en vigtig del af indsatsen mod partnervold, men det er kun en lille gruppe af de voldsudsatte, der tager ophold på et krisecenter. Jeg mener, det er vigtigt, at der er flere typer tilbud, og at der sættes ind, før et ophold på et krisecenter bliver nødvendigt. Der er allerede i dag en permanent bevilling på finansloven til ambulante tilbud til voldsudsatte, bl.a. til Danners ambulante tilbud »Sig det til nogen«. Jeg er optaget af, at vi får styrket de ambulante tilbud yderligere, også fordi vi med en ny handlingsplan mod partnervold og partnerdrab forhåbentlig får opsporet flere voldsudsatte, som vil få brug for hjælp og behandling. Derfor foreslår regeringen, at der som en del af aftalen om udmøntningen af SSA-reserven afsættes midler til en ansøgningspulje, så flere voldsudsatte kan få hjælp gennem ambulante tilbud i perioden 2023-2026. Der findes i dag en række forskellige ambulante tilbud. Ved at udbyde en ansøgningspulje får alle de relevante specialiserede aktører, der har eksisterende indsatser for målgruppen, mulighed for at søge midler fra puljen. Det synes jeg umiddelbart er det mest rigtige at gøre. Det følger af principperne for udmøntningen af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, SSA-reserven, at reserven som udgangspunkt anvendes til midlertidige forsøgs- og udviklingsprojekter. Det følger samtidig også af principperne, at reserven anvendes til at understøtte et velfungerende civilsamfund. Derudover kan aftalekredsen beslutte, at et eller flere principper fraviges i prioriteringen af konkrete tiltag. Forhandlingerne om udmøntningen af SSA-reserven er i gang. Jeg håber, at partierne vil støtte forslaget om at styrke de ambulante tilbud til voldsudsatte og de øvrige forslag til initiativer i en ny handlingsplan mod partnervold og partnerdrab.

Spørgeren.

Tak for svaret, som jeg ikke rigtig synes var et svar på mit spørgsmål. For det, som ministeren jo selv siger, er, at SSA-reserven skal gå til nye initiativer, men det, som man har lagt op til med SSA-reserven, er, at de allerede eksisterende initiativer ikke får lov til at fortsætte, fordi man laver en pulje, som de så skal søge igen. Vi står altså i en situation, hvor vi ikke har brug for, at voldsudsattes behandling er i fare. Den behandling, der findes allerede i dag, er evalueret, og den er meget succesfuld. Så har ministeren ikke oversolgt det her en lille smule ved at kalde det for nye initiativer, når det, man faktisk har gjort, er at bringe den eksisterende behandling i fare?

Ministeren.

Det er jo sådan, at der i dag allerede er en permanent bevilling. Med finansloven for 2020 afsatte man sådan set 8 mio. kr. til Mødrehjælpens initiativ »Ud af Voldens Skygge«, og der blev også afsat 3,2 mio. kr. årligt til Danners tilbud »Sig det til nogen«, så der er permanent finansiering af tilbud. Så er det rigtigt, at der også blev afsat en ansøgningspulje til udbredelse af de her tilbud, bl.a. Danners tilbud »Sig det til nogen«, men også Projekt Q-Værk. Nu foreslår vi så en ny pulje, og det gør vi, fordi vi gerne vil styrke de eksisterende tilbud; vi vil gerne have, de fortsætter, men vi vil sådan set også gerne have, at de bliver udbredt.

Fru Rosa Lund.

Hvis man gerne vil styrke de eksisterende tilbud, hvorfor laver man så en pulje, hvor de eksisterende tilbud skal søge en gang til? Altså, det, jeg ikke forstår, er, hvorfor man vil – hvad kan man sige – spille hasard med den rigtig gode behandling, der findes i forvejen. Ekspertisen er derude, de er i gang, voldsudsatte kender til de allerede eksisterende tilbud. Jeg synes ikke, vi står i en situation, hvor vi kan spille hasard med den her behandling, og det er vitterlig det, jeg mener regeringen gør med det her puljecirkus.

Ministeren.

Jeg synes, det er vigtigt igen at nævne, at der allerede i dag er permanent finansiering til permanente tilbud. Det er rigtigt, at vi foreslår en pulje, men vi foreslår jo netop en pulje for faktisk at få udbredt nogle af de her tilbud. Puljen går til eksisterende specialiserede aktører. Jeg synes umiddelbart, det er mest rimeligt, at alle specialiserede aktører får mulighed for at ansøge på lige vilkår, når man ønsker at udbrede tilbuddene. Det er en ret stor pulje, vi har sat af, og det er netop, for at flere skal have mulighed for at søge de her puljer. Vi synes umiddelbart, det er mest rimeligt at gøre det på den måde.

Fru Rosa Lund.

Så kan jeg jo høre, at vi har forskellige opfattelser af, hvad der er en »ret stor pulje«. Man har foreslået at sætte 16 mio. kr. af over 1 år. Det giver jo en enormt usikker økonomi for dem, der skal forestå og varetage den her behandling, og det er derfor, vi i Enhedslisten sådan set gerne vil have, at det bliver permanent, eller som minimum, at man i SSA-reserven giver pengene til de organisationer og de tilbud, som allerede er i gang. Det er netop for at sikre, at behandlingen bliver på de meget kompetente hænder, den er på i dag.

Ministeren.

Vi er selvfølgelig åbne over for at drøfte andre forslag med partierne i de forhandlinger, der er lige nu om SSA-reserven, men som sagt synes jeg, at det er mest rimeligt, at alle aktører får mulighed for at søge, når man nu udbyder så stor en pulje, som faktisk gør det muligt at udbrede de her tilbud, så flere kvinder kan komme i ambulante tilbud. Så synes jeg også, det er vigtigt at sige, at der har været handlingsplaner mod partnervold siden 2002, som i høj grad som udgangspunkt har været finansieret via satspuljen, altså det, der hedder SSA-reserven i dag. Dermed er det også meget naturligt, at man tager initiativerne gennem SSA-reserven.

Så vil jeg gerne sige tak til fru Rosa Lund og til ligestillingsministeren. Der er ikke flere spørgsmål til ligestillingsministeren i denne omgang. Det næste spørgsmål på dagsordenen er spørgsmål nr. Det er til klima-, energi- og forsyningsministeren af fru Signe Munk, og det er også det sidste § 20-spørgsmål i salen i dag.

Værsgo, fru Signe Munk.

Tak, formand. Spørgsmålet lyder: Har ministeren i sinde at opsætte et politisk vedtaget mål for Danmarks globale forbrugsbaserede udledninger, og i så fald, hvor højt et mål forventer ministeren at sætte?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg har i min korte tid som minister fået mange gode spørgsmål i den her sal. Det her tager alligevel prisen som det mest interessante, så mange gange tak for det. Spørgsmålet berører jo det skift, vi er på vej ind i, i takt med at vi realiserer de nationale målsætninger om nedsættelse af vores drivhusgasudledninger, som jo heldigvis er på vej ned og med det nye regeringsgrundlag vil komme til at falde yderligere i fremtiden. Samtidig ved vi jo alle sammen godt, at vores globale forbrugsbaserede aftryk stiger, så det her principielle skift, vi nu bevæger os ind i, i en tid, hvor vi skal begynde at supplere den nationale indsats med et globalt udsyn, er hamrende vigtigt. Det er et hammervigtigt tema, det er også teknisk kompliceret, og det er så kompliceret et tema, at jeg nu næsten allerede har brugt al min taletid, inden jeg har læst talepapiret op – jeg prøver lige at komme tilbage til det. Men det er et hammervigtigt emne, som den her måde at diskutere på ikke rigtig giver rammer for i forhold til den alvor og dybde, der er i det. Men mange tak for spørgsmålet. Vi er en del af en global økonomi. Vi eksporterer grønne løsninger, men vi importerer også varer. Så ja, vi efterlader et klimaaftryk i verden med den måde, vi lever på i Danmark; det er indiskutabelt. Og det klimaaftryk er højere end det, som kommer fra og damper op fra dansk territorium. Derfor er det vigtigt, at vi har globalt udsyn, når vi fører klimapolitik. Det gør vi via globalt energisamarbejde, eksport af grøn teknologi og også via eksport af grøn energi. Regeringen vil derfor både opstille et mål for den danske klimaeffekt af dansk eksport og undersøge konsekvenserne ved at sætte et mål for klimaaftrykket af dansk forbrug. Når det er sagt, er det sådan, at det er lettere at sige det, end det er at gøre det. At sætte et mål kræver jo, at man kan måle det, og at det, man måler, også er det, man tror man måler. F.eks. er det sådan i dag, at når vi måler import af fødevarer, er det vanskeligt at skelne imellem de forskellige typer af fødevarer, når forbrugsaftrykket gøres op.

Tak, minister. Så vil jeg gerne give ordet til fru Signe Munk. Værsgo.

Tak, fordi ministeren oplever, at jeg deler forståelsen af, at det er vigtigt, at dansk klimapolitik ikke bare kigger ned til grænsen ved Kruså eller hører op, så snart toget kører fra København til Malmø – at vi altså ser på, hvad det er for et klimaaftryk, danskerne afsætter ved den måde, de lever på. Det er jo sådan, at både CONCITO og faktisk også Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har beskæftiget sig med at regne på, hvad det samlede forbrugsbaserede aftryk er for danskerne. Der er lidt diskussion om, hvor meget det egentlig er, men vi arbejder altså i den højere klasse af tons CO2, og et sted imellem 11 og 17 t CO 2 om året er det bedste bud lige nu på udledninger fra danskernes klimaaftryk i forhold til deres forbrug og deres levevis. Det skal jo ses i forhold til, at det klare budskab fra FN er, at hvis vi skal have en klode i balance, skal hver verdensborger på vores klode ligge på et årligt klimaaftryk på omkring 2-3 tons. Så man skal ikke have haft matematik længe for at kunne regne ud, at der er et stykke imellem, hvor virkeligheden er i dag, og hvad kloden kan holde til. Jeg anerkender faktisk, at det kan være svært at opgøre det her klimafodaftryk, men skubber man dét til side, kunne man jo godt alligevel opsætte et vejledende mål i forhold til at reducere klimafodaftrykket, som satte en retning. Så ville ministeren være villig til at sige: Jo, vi sætter et vejledende mål, som sætter en retning for, at vi skal have nedbragt CO 2 -fodaftrykket fra danskernes forbrug?

Ministeren.

Før man kan sætte et mål, er det jo ret vigtigt, at man ved, at det, man måler og sætter mål i forhold til, også har noget at gøre med det, man gerne vil. Så jeg er ikke tilhænger af at lave mål, der bare lyder godt; det skal også være det rigtige, som vi måler. Jeg mener, at den her diskussion bor i den kommende evaluering af klimaloven, for det her handler i høj grad om at styrke den globale søjle i klimaloven. Jeg synes, emnet er så vigtigt, at det fortjener en mere dyb faglig behandling, før man skrider til simple konklusioner, såsom at fastsætte et politisk mål, som man i øvrigt ikke rigtig ved hvad omhandler, og i øvrigt uden at diskutere, hvad det så er for nogle virkemidler, der skal tages i anvendelse for at opfylde målet. Det er jeg ikke særlig vild med. Men hele temaet ser jeg for mig skal være en del af den evaluering af klimaloven, som skal gennemføres i efteråret.

Tak. Fru Signe Munk.

Man skal bare heller ikke have været mange år i politik for at vide, at man kan gemme meget politisk handling bag tekniske argumenter – vil mit budskab være til klimaministeren. For politik er svært; klimapolitik er svært. Man kan altid sige, at der er tal, der ikke er præcise nok, men hvis det er et skalkeskjul for ikke at ville handle, er det efter min bedste overbevisning et problem. Derfor mener jeg, det er helt centralt, at vi begynder at handle, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om ministeren kan se nogle områder, hvor det giver mening at arbejde med de forbrugsbaserede udledninger, f.eks. fødevarer, transport, tøjproduktion og andet.

Tak. Ministeren.

Ja, det kan jeg da bestemt. Jeg tror, det er almindelig kendt for de fleste danskere, at det er godt at nedsætte sit forbrug af rødt kød. Jeg tror, at de fleste danskere godt ved, at næste gang de skal skifte bil, er det fornuftigt at kigge på at købe en elbil frem for en fossildrevet bil. Jeg tror, at de fleste danskere med et oliefyr eller et naturgasfyr godt er klar over, at når tiden er til at skifte, skal de skifte til grøn energi. Så jeg oplever egentlig, at vi bor i et land, hvor der er en stor og levende diskussion om nogle af de her forbrugsvalg, og jeg føler mig sådan set ret tryg ved, at den debat er levende i vores samfund. Når det handler om at sætte mål, mener jeg, at det bor i en evaluering af klimaloven.

Tak. Så skal vi sige velkommen til medspørgeren. Værsgo, hr. Carl Valentin.

Tak. I regeringsgrundlaget har man jo en formulering om det her, hvilket klimaministeren også nævnte tidligere. Jeg læser den lige op. Der står: »Regeringen vil undersøge konsekvenserne af at opsætte et mål for CO2-e-aftrykket for det danske forbrug.« ( Den fg. formand (Annette Lind): Ministeren. Hov, undskyld). Det gør ikke noget. Jeg holder bare nogle lange kunstpauser en gang imellem. Jeg er lidt nysgerrig på, hvorfor man har lavet den her formulering og ikke bare har sagt klart, at man vil opsætte et mål for de forbrugsbaserede udledninger. Altså, hvad er det for nogle konsekvenser, man vil undersøge? Og kan der være nogle konsekvenser ved at opsætte et mål for de forbrugsbaserede udledninger, som gør, at man ikke ønsker at opsætte et mål? For konsekvenserne af at lade være med at opsætte et mål og lade være med at gøre noget ved det voldsomme forbrug, som vi har i Danmark, og den store påvirkning, det har på klimaet, er jo ret store. Så er der nogen af de konsekvenser, som der måske kan være ved at opsætte et mål, som vil gøre, at ministeren ikke ønsker at opsætte et mål alligevel?

Ministeren, værsgo.

Se, det er virkelig et muntert spørgsmål. For omvendt kunne jeg så spørge, om spørgeren synes, det er fornuftigt at opsætte et mål uden at kende målets konsekvenser. Det er jo en måde at føre klimapolitik på i det her land, som jeg ikke abonnerer så meget på. Jeg vil gerne have, at mål og konsekvenser følges ad. Kan jeg få øje på en negativ konsekvens? Ja, det kan jeg godt. En af måderne at reducere CO 2 -aftrykket fra transportsektoren på er at gøre det meget, meget dyrt at køre i bil. Det vil ramme lavindkomstgrupperne hårdt. Jeg kan også godt forestille mig afgifter på særlige forbrugsgoder, som vil ramme socialt meget skævt. Det er bare et eksempel på negative konsekvenser. Jeg kan også godt forestille mig, at hvis ikke man er meget præcis med måden, man definerer sine mål om det globale forbrugsbaserede aftryk på, så kan vi komme til at forfølge et tal, men på en måde, der ikke sænker de globale emissioner reelt. Så der er masser af udfordringer gemt nede i det her, og derfor synes jeg, det er ret klogt, at man vil undersøge konsekvenserne, og at man vil have en idé om, hvad det er for nogle midler, der skal føre til, at et mål opfyldes, før man bare beslutter et mål.

Tak. Hr. Carl Valentin.

Jamen jeg svarer meget gerne på ministerens spørgsmål, for jeg ved godt, hvad konsekvenserne vil være ved at sætte sådan et mål. Det vil være, at vi skal spise markant mindre kød. Det vil være, at vi skal transportere os mere i fællesskab. Det vil være, at vi skal gå mere i genbrugstøj. Det vil generelt være, at danskerne skal til at ændre vaner, og at vi politikere skal sætte nogle klare rammer for, at det er let at gøre. F.eks. kan vi jo se, at udledningen fra en gennemsnitsdanskers kost alene er 3 t CO 2 om året. Det er lige så meget, som en gennemsnitsdansker ifølge klimamålet må udlede i 2050 af alt, hvad vi foretager os. Så vil ministeren ikke tage nogen initiativer, for at vi ændrer vores kostvaner?

Ministeren.

Hvad folk spiser, må de i min optik selv bestemme. Jeg tror, at vi lever i et land, hvor de fleste danskere er så oplyste, at de egentlig godt har en idé om, at når de fylder indkøbskurven, skal de slappe lidt af med kødet, at de skal fylde nogle flere grønsager i, og at de skal passe på madspild osv. Så jeg tror egentlig, at danskerne langt hen ad vejen er med på det her. Men igen vil jeg sige: For at realisere det politiske ønske, spørgeren har om at designe danskernes madkøb, må der jo følge med, at spørgeren så også kan begynde at fortælle danskerne om, hvad det er for nogle politiske tiltag, man vil tage, medmindre det altså bare er en informationskampagne, spørgeren spørger til.

Tak. Så vil jeg gerne sige tak til hr. Carl Valentin, og så er det fru Signe Munk igen. Værsgo, fru Signe Munk.

Men det kan jeg så hjælpe med at svare på. F.eks. kan man jo sætte et mål for klimaaftrykket i de offentlige køkkener. Det er sådan, at rigtig mange danskere faktisk gerne vil spise grønnere, men de har svært ved det. Det er simpelt hen svaret, når CONCITO spørger danskerne. Og en af vejene til at hjælpe det på vej er, at vi i de offentlige køkkener skærer ned på kødet og viser, at der er en vej frem, hvor man får god og lækker mad, men hvor grøntsagerne fylder lidt mere. Så en vej er jo at sætte et mål for, at de offentlige køkkener skal skære ned på CO 2 -aftrykket for maden.

Ministeren.

Den idé vil jeg tage med mig. Jeg mødes jo jævnligt med KL's formand, og de fleste offentlige køkkener er kommunalt drevne institutioner, og derfor vil jeg da spørge, om KL har nogle synspunkter på den sag. Der kan være, antager jeg også, nogle forskellige ernæringsmæssige forhold for f.eks. ældre medborgere og andet, som gør, at det ikke er så let. Men jeg vil da tage forslaget med og høre dem, som driver de offentlige køkkener, hvad de synes om den sag.

Tak for det. Tak til klima-, energi- og forsyningsministeren, tak til fru Signe Munk, og tak til hr. Carl Valentin. Det var måske en god slutning her på spørgetiden, med spørgsmål nr.