Møde i salen

Mødet er åbnet.

I dag bliver der fremsat følgende forslag:

Mattias Tesfaye (S), Sigurd Agersnap (SF), Morten Dahlin (V), Alex Ahrendtsen (DF), Ole Birk Olesen (LA), Morten E. G. Brautsch (M), Mette Abildgaard (KF), Peder Hvelplund (EL), Jens Henrik Thulesen Dahl (DD), Steffen Holme Helledie (RV), Anna Bjerre (ALT), Lars Boje Mathiesen (BP), Anna Falkenberg (SP) og Nadja Natalie Isaksen (UFG):

Beslutningsforslag nr. B 17 (Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod industriel svineproduktion i strid med dyrevelfærdsloven (borgerforslag)).

Torsten Gejl (ALT), Karina Adsbøl (DD) og Katrine Daugaard (LA) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 18 (Forslag til folketingsbeslutning om at undersøge en model for forvaltningsdomstole i Danmark).

Forslagene kan findes på www.folketingstidende.dk.

Vi går direkte til forhandlingen, og jeg giver ordet til det største partis ordfører, Socialdemokratiet, og det er hr. Malte Larsen. Værsgo.

Jeg siger tak. De fleste af os kender godt de her familier. Det er familier, der vælger at flytte fra byen og ud på landet, eller som måske bare i forvejen bor ude på landet på en ejendom, hvor de har søgt frisk luft, masser af plads, rolige omgivelser og drømmen om at skabe et smukt lille fristed for sig selv. Det foregår i Hald nord for Randers, og det foregår i Gangsted ved Horsens eller i Ulstrup i Favrskov. Ude i det ganske land er der rigtig mange, der har købt sådan en mindre landejendom og lavet den om til noget, der minder om en naturejendom. Måske er der plantet træer, måske er der lavet en sø, eller måske har man bare ladet naturen passe sig selv, altså skabt mere natur og biodiversitet. Det er tiltag, vi rigtig gerne vil bakke op om, og her retter vi så med det her lovforslag op på en uretfærdighed, der ellers var på vej, og vi skaber tryghed for, at de mennesker kan være sikre på, at de ikke får en stor stigning i deres ejendomsskatter. Lovforslaget handler om at få ro på ejendomsskatterne. Det gør vi især ved at forenkle ejendomsvurderingerne for 2026 og 2027, fordi Vurderingsstyrelsen fortsat ikke er i takt med at få vurderingerne sendt ud. Samtidig indeholder vores forslag også en ny model for naturejendomme, en lempelse for kolonihavegrunde og bedre regler for at udnytte loftsrum til lejligheder. Det skal de naturejendomme så ikke straffes for skattemæssigt. Forslaget betyder, at landbrugs-, skov- og naturejendomme samles i én kategori, så naturejendommene i en landzone typisk beskattes på samme lempelige måde som landbrug, sådan at det bliver trygt at omlægge landbrugsjord til natur, vådområder eller biodiversitet. Det skønnes, at omkring 13.000 ejendomme vil blive vurderet og beskattet som landbrug i stedet for som ejerboliger, men der er også overgangsregler, så ejerne ikke utilsigtet kommer i klemme. Lovforslaget sikrer, at boligejere ikke mødes af unødigt bøvl og store overraskelser. Når vurderingerne kommer for sent, kan det give efterreguleringer, restskat og usikkerhed for helt almindelige familier. Derfor foreslår vi, at 2026- og 2027-vurderingerne laves ved at fremskrive de tidligere 2022- og 2023-vurderinger til et nyt prisniveau. Det er ikke en perfekt løsning, men det er den mindst bøvlede løsning her og nu. Når så vurderingerne for 2026 og 2027 forenkles, kan Vurderingsstyrelsen og Skatteankestyrelsen midlertidigt bruge flere kræfter på det vigtigste, nemlig at få nye og mere retvisende vurderinger ud og få sagsbunkerne ned. Det er i boligejernes interesse, men også i alles interesse, at vi får et ejendomsvurderingssystem, der fungerer bedre. Og der skal være en sikkerhedsventil, hvis vurderingerne rammer skævt. En fremskrivning på kommuneniveau kan ikke altid ramme den lokale virkelighed præcist. Derfor får boligejerne mulighed for at få en almindelig sagsbehandlet vurdering med klageadgang, hvis de kan sandsynliggøre, at vurderingen afviger med mere end 20 pct. af den faktiske handelsværdi. Det kan f.eks. ske ved egen købspris, handler i området eller en ejendomsmæglervurdering. Og så retter lovforslaget også op på konkrete skævheder. Kolonihavegrunde får et lempeligere beskatningsgrundlag, der afspejler, at man ikke bruger kolonihaven hele året, og grundværdien anvendes netop kun i sommerhalvåret. Og så indføres der en fritagelse for grundskyldsstigninger, når tagetager i etageejendomme udnyttes til nye lejligheder. Samlet set skaber forslaget mere ro, mindre bøvl og bedre rammer for boligejere, natur og flere boliger, og derfor støtter Socialdemokratiet forslaget.

Tak til ordføreren. Der er et par enkelte korte bemærkninger. Den første er til hr. Mikkel Dencker.

Tak til ordføreren for ordførertalen. Noget af det, jeg hæftede mig ved, da jeg læste lovforslaget her, var klageadgangen til de her indekserede vurderinger. Som det er fremlagt i lovforslaget, skal borgeren kunne bevise, at staten har ramt mere end 20 pct. forkert på vurderingen, før man har ret til at klage. Synes ordføreren virkelig, at det er en god form for retssikkerhed, at man som borger skal bevise, at det er staten, der tager fejl – og endda betydeligt fejl – før man kan få sin sag vurderet?

Ordføreren.

Som jeg har set det, er det ikke et spørgsmål om at bevise, men at sandsynliggøre, at ejendomsvurderingen er ramt skævt. Dermed bliver det den rimelighed, der kan komme ud af det her. Og det er i hvert fald betydelig bedre end det, alternativet kunne have været.

Hr. Mikkel Dencker.

Tak. Jeg tror ikke, vi bliver enige om det, kan jeg høre. Men så vil jeg tillade mig at vende situationen på hovedet for ordføreren og spørge: Hvad hvis nu vi indførte den regel, at det var borgeren, der skulle deklarere, hvad han har tjent, og beskattes ud fra det? Det svarer jo til, at staten her beslutter, hvad en ejendom vurderes til. Synes ordføreren så også, at det er en rimelig måde at gøre det på, altså at borgeren selv deklarerer, hvad han vil beskattes af, og at det så er op til staten at bevise, at borgeren har deklareret mere end 20 pct. forkert?

Ordføreren.

Som jeg sagde før: Det er jo ikke et perfekt system, vi opfinder her, men måske det bedst mulige, der kommer til at ligge i det her lovforslag. Det er jo også et spørgsmål om at få nogle systemer til at arbejde fremad, sådan at vi faktisk kan komme i mål med også at få de her bedre vurderinger ud at leve og få de her naturejendomme, som vi jo alle sammen ønsker at der skal være mulighed for, til at leve derude.

Den næste spørger er hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne.

Tak, hr. formand. Jeg vil sådan set tillade mig at fortsætte derfra, hvor den forrige spørger endte. Det er jo lidt besynderligt, at man lægger op til, at det skal være sådan, at der skal være foretaget en fejlvurdering på mindst 20 pct., før man overhovedet kan få lov til at få en genberegning eller indsende en klage. I lovforslaget står der i øvrigt, at der i de seneste år har været fremdrift på vurderingsområdet. Der vil jeg selvfølgelig gerne høre Socialdemokraterne, om Socialdemokraterne er enige i den lidt besynderlige præmis, at der har været en fremdrift, al den stund at rigtig mange danske boligejere den dag i dag ikke kan få en endelig vurdering af deres 2022-vurdering. Synes ordføreren, at det ville være god embedsforvaltning at støtte husejere i den situation?

Ordføreren.

Jeg tror, vi skal gå langt tilbage og se på, at vi har haft et skattesystem, der har været fuldstændig i knæ op igennem 00'erne. Der blev især foretaget betydelige besparelser på skattevæsenet. Der blev lavet omlægninger til et digitaliseret system, måske før man var klar til at slippe det manuelle system, og i de processer, der har været, er intet jo blevet perfekt og som man drømte om fra skiftende regeringers side og i øvrigt også fra skiftende Folketings side. Det, vi kommer til nu, er jo noget med hele tiden at lave det så godt, som det overhovedet kan blive. Er det godt nok? Jeg kunne da godt drømme om, at det bare ramte rigtigt hver gang, og at man havde nogle muligheder. Jeg mener ikke, vi har ændret klageadgangen med det her. Det er bare noget, der handler om at fortsætte i nogle af de spor, vi kender i forvejen.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jo, man ændrer jo netop klageadgangen, for det bliver for flere typer ejendomsvurderinger fra 2026 og også for erhvervsejendomme fra 2027, så det, som ordføreren siger, er jo ikke rigtigt. Der bliver ændret på klageadgangen for en række nye vurderinger, som skulle have været på plads. Det er også derfor, vi i Danmarksdemokraterne endnu engang vil spørge ordføreren, om Socialdemokraterne føler sig betrygget i, at grundejere og boligejere har en god retsstilling, når de kun må klage, hvis man vurderer, at statens fejlvurdering ligger på over 20 pct. Kunne ordføreren forestille sig, at det samme kunne ske på sundhedsområdet, hvis der f.eks. var en fejlprocent på 20 pct. i forbindelse med benamputationer på Rigshospitalet? Altså, jeg tror ikke på det. Derfor spørger jeg ordføreren: Er Socialdemokraterne tilfredse med det her, som jo vitterlig indtil nu har taget 10 år og har kostet 6 mia. kr.? Er Socialdemokraterne tilfredse med det?

Ordføreren.

Jeg tror da, at jeg og vi er lige så oprørte over de skrækeksempler, der engang imellem kommer frem, og vi undrer os over, at Systemdanmark behandler helt almindelige danskere på den måde, man gør. Det, som jeg prøvede at sige, var, at her lægger man endnu en kategori ind i et kendt system, og dermed bliver det jo noget, som vi kender i forvejen. Men flere ejendomme kommer selvfølgelig ind i et system, som måske på nuværende tidspunkt er den bedst mulige version.

Så er der en kort bemærkning til hr. Lars Boje Mathiesen.

Det er simpelt hen mageløst, at vi har en repræsentant for Socialdemokratiet, som har siddet på magten siden 2019, der står på talerstolen og siger, at ja, det er da også forfærdeligt, at der kommer de her eksempler fra Systemdanmark, som tordner hen over den almene borger. Undskyld, kære ordfører, Socialdemokratiet har siddet på magten siden 2019. Det er jeres ansvar, at systemet er blevet, som det er, og at det ikke fungerer. Det her system burde have kostet et sted mellem 80 og 100 mio. kr. Vi runder nu de 5 mia. kr. Hvilke konsekvenser har den tidligere regering eller Socialdemokratiet draget over for de mennesker, som sidder med ansvaret for det her? Har der været nogen som helst konsekvenser?

Ordføreren.

Det er vel en af de gode ting, som hr. Lars Boje Mathiesen kan. Det er at lade som om og at få endnu flere problemer udstillet uden at komme med nogen forslag til løsninger. Det, som et regeringsansvarligt parti gør, er selvfølgelig at forsøge at få danskernes dagligdag til hver eneste dag at blive bedre og netop at få systemet til at virke for borgerne og ikke ved de skrækeksempler, vi desværre en gang imellem ser.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Tro mig, der var ikke noget, jeg hellere ville, end at stå her og rose regeringen for at få et ejendomsvurderingssystem til at virke, men faktum er, at man har siddet med magten siden 2019 og et system, der skulle koste 80 mio. kr., koster nu over 5 mia. kr. Det er en kæmpe skandale, og ansvaret ligger hos Socialdemokratiet, som har siddet på magten. Så stiller jeg et simpelt spørgsmål: Har Socialdemokratiet og andre med regeringsmagten draget nogen konsekvenser over for de mennesker, som har siddet med det her og ikke løftet deres ansvar? Har der været nogen konsekvenser af det? Det er et simpelt spørgsmål.

Ordføreren.

Det er jeg ikke sikker på jeg kan besvare, for jeg ved ikke, hvordan tingene har været i forvaltningen undervejs. Men jeg er helt sikker på, at det, vi gør, hele tiden, hver eneste dag, handler om at forbedre forholdene for helt almindelige danskere, som også kommer i klemme i systemet, i modsætning til at man kaster med alt, hvad der kan kastes med, i forhold til at finde ud af, om der skulle være flere fejl, hvilket jo måske er hr. Lars Boje Mathiesens spidskompetence.

Tak til hr. Malte Larsen. Der er ikke flere korte bemærkninger eller spørgsmål. Vi giver ordet videre til fru Sofie Lippert fra Socialistisk Folkeparti.

Tak. Dansk landbrug står over for nogle store forandringer i de kommende år. Det står klart både i den grønne trepart og i regeringsgrundlaget. Desværre har vi skatteteknisk gjort det svært for ejere af landbrugsjord at gå forrest. Ønsker man at omlægge produktionsjord til natur, ændres ens skattevilkår nemlig markant og ikke til det bedre. Derfor har vi i SF længe peget på, at der var brug for ændringer, og derfor er det fornuftigt, at der nu laves én samlet kategori for natur-, skov- og landbrugsejendomme, så de økonomiske incitamenter i det mindste ikke peger i den modsatte retning af den udvikling, vores land og vores klode har brug for. Det gør vi nu med dette lovforslag. Vi styrker også incitamentet til at udnytte eksisterende bygninger mere optimalt ved at afskaffe den grundskyldsstigning, der ellers har været ved opførelse af taglejligheder. Vi har nemlig brug for flere boliger, men også brug for, at det sker på bæredygtig vis, og at vi derfor udnytter den nuværende bygningsmasse bedst muligt. Samtidig indeholder lovforslaget et lempeligere beskatningsgrundlag for kolonihavegrunde, som i højere grad tager højde for, at de kun kan bebos i sommerhalvåret og dermed ikke har samme værdi for ejeren resten af året. Sidst, men selvfølgelig ikke mindst, lægger det her lovforslag op til at fortsætte indekseringen af 2022- og 2023-vurderingerne, som man har gjort de seneste år. Det er meget langt fra at være en optimal løsning, men det er den bedste, der findes lige nu, da det giver klarhed om boligskatten her og nu. SF stemmer for det samlede lovforslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. SF var ikke en del af det oprindelige forlig fra 2016 om ejendomsvurderingerne. Jeg har lige kigget lidt på det, og jeg kunne ikke se, om SF nu er indtrådt fuldstændig i det her forlig, efter at man nu er indtrådt i regeringen.

Ordføreren.

Forligsteknik fungerer jo på den måde, at når man går i regering, er man med i et forlig. Og hvis vi laver ændringer i det forlig, så det såkaldt bliver aktiveret, så vil SF også være en del af forliget på den anden side af en eventuel afslutning af regeringsperioden.

Spørgeren.

Tak. Det er jeg glad for, for så falder ansvaret nu også på SF fremadrettet, i forhold til om det her kommer til at virke. Så kunne jeg godt tænke mig at spørge SF om noget. Nu er det her gået fra 80 mio. kr. til 5 mia. kr. Hvilke konsekvenser vil SF drage, hvis vi nu står om et år og der stadig væk ikke er fuldstændig styr på de ejendomsvurderinger? Altså, hvor lang snor skal det her system have, før man må drage en konsekvens af det?

Ordføreren.

Jeg synes klart, at der skal drages konsekvenser, men hvad der præcis vil ske i et eller andet hypotetisk fremtidsscenarie, har jeg svært ved at svare på. Vi er optagede af, at det her skal være bedre. Som spørgeren også nævner, var det her jo ikke en aftale, SF oprindelig var med i, og derfor er vi selvfølgelig nu, hvor vi er gået ind i forligskredsen, optagede af at få det her til at virke, sådan at folk kan få ordentlig viden om deres beskatningsgrundlag.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken og overlader ordet til en ny kollega. Fru Marie Brixtofte, velkommen på talerstolen.

Tak, hr. formand. Tak for ordet. Jeg har set frem til dagens førstebehandling, da det er min allerførste gang på Folketingets talerstol. I dag skal vi førstebehandle et lovforslag, der samler flere vigtige elementer på ejendomsvurderingsområdet, og lad mig begynde med at sige, at vi grundet valgudskrivelsen og den historisk lange regeringsdannelse er nødt til at hastebehandle selve lovforslaget i Folketingssalen. Hastebehandling er generelt en uskik, som skaber utryghed hos både borgere, virksomheder og i medierne, men processen, der ligger forud, er heldigvis ikke forhastet. Lovforslaget har været igennem en normal høringsperiode. Debatten om naturejendomme har varet i mere end 3 år, og indekseringen af de forsinkede ejendomsvurderinger har også været kendt før valgkampen. Konsekvenserne ved ikke at hastebehandle ville være, at vi ville skabe nogle unødige, store udfordringer og forsinkelser for rigtig mange boligejere, der ville skulle modtage mange breve fra Vurderingsstyrelsen og risikere restskatter. Det er borgerne ikke tjent med. For Venstre er boligejernes tryghed og retssikkerhed helt afgørende. Det er derfor, vi gennem mange år sammen med resten af forligskredsen har kæmpet benhårdt for et mere rimeligt vurderingssystem. Vi er på ingen måde i mål, og arbejdet fortsætter. Men i dag behandler vi flere gode ændringer. Venstre er stor tilhænger af den nye fælleskategorisering af naturskov og landejendomme. Det giver tryghed for ca. 13.000 berørte ejendomme, der nu med dette lovforslag ventes at kunne kategoriseres som en naturejendom. Det betyder f.eks., at hvis en landmand som en del af den grønne trepart udtager sit landbrug til lavbundsjord, så bliver ejerens ejendomskategori ikke ændret, og dermed kan et stort skattesmæk undgås. For Venstre er det afgørende, at vi med skattesystemet kan sikre mere tryghed for tusindvis af danskere, der elsker livet på landet, og som vil bidrage til den grønne omstilling. I Venstre er vi glade for, at lovforslaget indeholder lempeligere ejendomsbeskatningsgrundlag for kolonihavegrunde og en fritagelse fra stigning i grundskyld, der opstår, som følge af at tagetagen i eksisterende etageboligbyggeri udnyttes til lejligheder. Det er godt for borgerne. Så er jeg nået til den vedvarende udfordring i dansk politik: selve ejendomsvurderingssystemet. Det har ikke været godt nok. Det har været præget af forsinkelser, skæve og skøre vurderinger og mange utilfredsstillende eksempler på manglende tryghed og retssikkerhed for boligejerne. Grundet fortsatte forsinkelser i udrulningen af opdaterede ejendomsvurderinger står vi politikere tilbage med to uhensigtsmæssige løsninger. Enten giver vi danske boligejere et uigennemsigtigt forløb med mange breve fra Vurderingsstyrelsen, restskatter og yderligere forsinkelser, eller også vælger vi den mindst ringe løsning, som en enig forligskreds har gjort, bl.a. med mine blå kollegaer fra LA og K. Vi har således valgt, at boligejerne får en indekseret vurdering baseret på 2022-vurderingen. Med den løsning har vi samtidig besluttet at etablere en kattelem, der giver boligejerne med en helt skæv vurdering på 20 pct. eller mere mulighed for at få foretaget en vurdering af deres ejendom. Vi har sammen med Det Konservative Folkeparti spurgt ind til mulighederne for i tillæg til 20-procentsgrænsen at have et minimumsbeløb i kroner og øre for at imødekomme de boligejere, der kan forvente store nominelle udsving i vurderingen, men som er mindre end 20 pct. Denne mindst ringe løsning med indekseringer bidrager til midlertidigt at frigøre 770 mio. kr. som en administrativ besparelse i Skatteforvaltningen og Skatteankestyrelsen grundet mindre sagsbehandling og færre klager. Den enorme frigivelse af årsværk har Vurderingsstyrelsen brug for for en gang for alle at komme videre med og til bunds i de nye vurderinger. Vi kommer til at følge vurderingsområdet meget tæt i forligskredsen. For Venstre er det afgørende at være på borgerens side og tage boligejernes retssikkerhed seriøst. Netop derfor støtter Venstre dette lovforslag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er på nuværende tidspunkt en enkelt spørger. Det er hr. Mikkel Dencker.

Tak til ordføreren. Jeg deler også ordførerens bekymring for retssikkerheden og det her med klageadgangen for vurderingerne. Jeg kan forstå, at Venstre jo vil foreslå en ekstra grænse for at gøre det nemmere at komme til at klage over sin vurdering. Men mener Venstre ikke, at der burde være fri adgang til at klage over sin ejendomsvurdering? Når staten tager en beslutning om, hvad ens ejendom er værd, og man så skal betale skat ud fra det, er det så ikke rimeligt, at man kan få prøvet den beslutning, uanset om staten har ramt 15 eller 20 pct. ved siden af?

Ordføreren.

Helt generelt er vi enige i, at det ikke er optimalt, at man ikke kan klage. Det er på en eller anden måde et brud med retssikkerheden. Men vi står med det her system, og der er noget, der skal gøres ved det. Og når vi laver en indeksering, giver det på mange måder ikke mening at klage over et tal, der er fastsat af Danmarks Statistik. Så kan det være, at det resulterer i en meget skæv vurdering, og det er jo derfor, vi netop har fået indført den her kattelem med de 20 pct., og vi håber så også på en nominel grænse.

Ønsker ordføreren sin anden korte bemærkning? Værsgo.

20 pct. synes jeg jo er en meget stor afvigelse fra det, man burde betale. Hvis man som borger kan redegøre for, at naboejendommen er solgt og det indikerer, at ens egen ejendom måske er vurderet bare 5 pct. forkert, synes ordføreren så ikke, det er rimeligt, at man som borger kan klage over, at man så dermed betaler 5 pct. for meget i ejendomsskat?

Ordføreren.

Helt generelt ville vi gerne have haft, at der var klageadgang. Men det har også været nødvendigt at sætte alt det her på pause, så Vurderingsstyrelsen kunne komme i takt med de her vurderinger. Det er jo netop derfor, vi nu med Det Konservative Folkeparti undersøger, om vi kan få en nominel grænse.

Vi siger tak for talen og tillykke med debuten og går videre i ordførerrækken. Det er nu Dansk Folkeparti og hr. Mikkel Dencker. Værsgo.

Tak for ordet, hr. formand. Jeg vil med det samme slå fast, at der er elementer i lovforslaget, som vi umiddelbart godt kan se fornuften i. Det gælder bl.a. de foreslåede ændringer for kolonihaver og justeringer vedrørende landbrugs- og naturejendomme, som andre ordførere allerede har været inde på. Men lovforslagets centrale indhold er noget helt andet. Det handler om, at regeringen nu endnu en gang må erkende, at ejendomsvurderingerne ikke fungerer, som det blev lovet danskerne. Da Folketinget besluttede at etablere det nye vurderingssystem, blev det præsenteret som løsningen på problemerne med det gamle system. Borgerne skulle have mere præcise vurderinger, større retfærdighed og et mere velfungerende system. Men nu står vi så her og får at vide, at der heller ikke i 2026 og i 2027 kan gennemføres almindelige vurderinger. I stedet foreslår regeringen endnu en omgang indeksvurderinger. Det rejser et helt grundlæggende spørgsmål: Hvornår bliver det nye system egentlig færdigt? Vi taler om et af de største administrative projekter i nyere tid. Der er brugt enorme ressourcer, der er afgivet talrige løfter, og alligevel må regeringen endnu en gang bede Folketinget om at acceptere en midlertidig løsning. Det finder Dansk Folkeparti utilfredsstillende. Men det mest alvorlige problem er efter vores opfattelse ikke engang selve indeksvurderingerne. Det mest alvorlige problem er retssikkerhed. For samtidig med at staten ønsker at opkræve skat på baggrund af disse vurderinger, begrænses borgernes mulighed for at få vurderingerne prøvet. Som udgangspunkt får boligejerne ikke adgang til at klage over vurderingen. Borgeren skal nemlig først sandsynliggøre, at vurderingen afviger med mere end 20 pct. fra den forventede handelsværdi, for at der kan opnås en almindelig vurdering ved klageadgang. Det vender efter vores opfattelse tingene på hovedet. I et retssamfund bør udgangspunktet være, at når staten træffer en afgørelse med økonomiske konsekvenser for borgeren, skal borgeren have adgang til at få afgørelsen prøvet. Men her gør man det modsatte. Her siger staten i praksis: Vi fastsætter en værdi, vi bruger den til beskatning, og hvis du mener, vi tager fejl, så må du først bevise, at fejlen er stor nok, før du får adgang til normale klagemuligheder. Det er ikke en udvikling, som Dansk Folkeparti kan lægge stemmer til. For sagen handler ikke kun om teknik, modeller og indeksregulering. Det handler om den grundlæggende tillid mellem borgere og stat. Når borgerne modtager en skatteregning, skal de kunne have tillid til, at grundlaget er korrekt, og hvis de mener, at det ikke er tilfældet, skal de have mulighed for at få sagen prøvet. Det er et princip, som burde være helt ukontroversielt. Derfor er vi bekymrede over, at regeringen igen vælger en løsning, hvor retssikkerheden må vige for et system, der fortsat ikke er kommet i mål. Dansk Folkeparti mener, at boligejerne fortjener bedre. De fortjener et vurderingssystem, der fungerer. De fortjener klare og gennemskuelige regler, og de fortjener fulde og reelle klagemuligheder, når staten fastsætter det grundlag, som de skal betale skat efter. Så på den baggrund kan jeg konkludere, at Dansk Folkeparti ikke støtter lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen anmodninger om korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken og byder igen velkommen til en ny kollega, hr. Mads Strange fra Liberal Alliance.

Vi har lige nu en situation, hvor det danske skattevæsen er utrolig udfordret. Det er en katastrofe, at man i de her år praktisk talt ikke længere kan åbne en avis uden at støde på historier om, at der er den ene skandale efter den anden relateret til ejendomsvurderingerne. For ud over at have et velfungerende forsvar, er nationalstatens sandsynligvis vigtigste opgave evnen til at kunne indkræve skat. Derfor er det også afgørende, at danskerne har tillid til skatteopkrævningen. Det er mere end et årti siden, at Rigsrevisionen stadfæstede, at det selvfølgelig er ulovligt at opkræve skat på baggrund af fiktive vurderinger, som overhovedet ikke reflekterer værdien af borgernes ejendomme. Og det er praktisk talt den situation, vi nu er havnet i igen, på trods af at der er gået mere end et årti, og at danskerne har betalt en milliardregning for et nyt dyrt it-system, der havde til formål at rette op på de her problemer, men et system, der åbenlyst ikke fungerer, som det skal. Vores skatteminister har altså arvet et skattevæsen, der på området for ejendomsvurderingerne mest af alt kan siges at være i stykker. I forligskredsen stod vi med valget om enten at udsende nye forkerte vurderinger af lav kvalitet eller at fortsætte med en indeksering baseret på de gamle vurderinger. I den forbindelse vurderede min forgænger på posten som skatteordfører for Liberal Alliance, at indekseringen ville være det mindste af de her to onder, og på den baggrund kommer Liberal Alliance til at stemme for lovforslaget. Jeg vil gerne understrege over for skatteministeren, at den nuværende tendens med ejendomsvurderingerne, hvor man fortsat sætter plaster på et åbent benbrud, ikke kan blive ved. For nylig har vi set sager i pressen om borgere, der er blevet klemt af systemet, fordi de har modtaget forkerte og ulovlige skatteregninger fra ministerens system. Da Vurderingsstyrelsen så blev kontaktet af borgerne, nægtede myndighederne hårdnakket at rette ind, indtil skattemyndighederne vel at mærke blev kontaktet af pressen. For da det bare var en borger, der blev klemt af det her uigennemskuelige og fejlplagede system, så tog skattemyndighederne det ikke alvorligt. Men da pressen så kom ind over, kunne skattevæsenet pludselig godt ændre sin vurdering. Så Liberal Alliance støtter altså ministerens midlertidige løsning på det her, men jeg vil meget kraftigt henstille til, at vi hurtigst muligt bliver indkaldt til forhandlinger eller drøftelser om, hvordan ministeren har i sinde at rette op på de her ekstremt alvorlige problemer. Og jeg håber, at ministeren kaster sig helhjertet ind i kampen, for så skal Liberal Alliance nok også gå konstruktivt til værks, så vi kan få genoprettet retstilstanden på området for ejendomsvurderingerne.

Tak til ordføreren. Der er ingen anmodninger om korte bemærkninger. Tak for det. Vi går videre til hr. Mohammad Rona fra Moderaterne.

Tak, formand. Tak for en rigtig fin debat. Nu har jeg jo været skatteordfører i et par år i den tidligere SVM-regering, og jeg kan sige så meget, at det her nok har været et af de områder, der har fyldt allermest, på godt og ondt, mest ondt, desværre. Men det her er én løsning, og det er en løsning, som vi selvfølgelig også bakker op om. Jeg er også glad for, at der er andre partier, partier i oppositionen, der bakker op om det her. Men det er jo klart, at jeg da også havde ønsket, at jeg kunne stå heroppe og så sige, at alt var fejlfrit og det hele kørte, som det skulle. Men det gør det ikke – på nogen som helst måde. Den her løsning er en rigtig fin løsning, i forhold til at det kan bruges til forskudsopgørelsen i 2027, og det er jo også derfor, vi hastebehandler forslaget i dag. Det er også helt fair, at man kritiserer regeringen og kritiserer de partier, der sådan set tager ansvar for nu at få det her til at køre og få det i hus. På et tidspunkt er jeg sådan set også åben over for andre gode muligheder eller andre gode løsninger eller forslag eller noget i den stil, hvis der er det. Jeg tænker også, at man er velkommen i forligskredsen; jeg tænker ikke, det er en lukket klub, hvis der er nogen, der gerne vil ind i forligskredsen. Nu ved jeg, at Dansk Folkeparti meldte sig ud af forligskredsen for et par år siden. Man kan jo træde ind, og så kan man være med til at komme med de her konstruktive bemærkninger og løsningsforslag, hvis man har det. Men når det så er sagt, er det jo klart, at det ikke er en holdbar situation, boligejerne har stået i. Der er også mange herinde, der selv er boligejere, og man har jo selv oplevet det, altså at vi har fået den ene e-Boks-besked efter den anden eller skatteopkrævninger, eller hvad man nu ellers har fået, og det er uholdbart. Altså, det er uholdbart på den lange bane – det er det, og det medgiver jeg også. Jeg har jo selv været en af dem, der har kritiseret Vurderingsstyrelsen op til flere gange, da jeg var skatteordfører. Men det her er en løsning, som vi nu stemmer for, og så arbejder vi i hvert fald benhårdt både i regeringen, men også hos Moderaterne og sammen med forligskredsen, for, at vi får styr på det her en gang for alle. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Altså, én ting, man ikke kan kritisere Moderaterne for, er jo indgåelsen af den her aftale, som skulle være en kraftig opdatering af det ejendomsvurderingsmorads, der var, og som jo blev konstateret efter den store undersøgelse, der var for over 10 år siden. Nu har vi så brugt over 6 mia. kr. på det, og vi bliver ved med – ikke bare én gang om året, men flere gange om året – at få den her lov til behandling her i Folketinget. Alle de ændringsforslag har haft den samme overskrift, og den er jo, at det har været nogle lappeløsninger oven på nogle andre lappeløsninger. Det siger ordføreren egentlig også, og det vil jeg egentlig gerne kvittere hr. Mohammad Rona for at man trods alt erkender. Men jeg vil gerne spørge Moderaterne til netop det der med retssikkerheden i forhold til de mange, mange tusind danskere, som nu betaler deres ejendomsskatter på baggrund af nogle vildt absurde dataopgørelser, som gør, at både deres grund- og bygningsmasse er steget eksplosivt i værdi. Man har ovenikøbet ikke en endelig ejendomsvurdering fra 20 22 her i 2026. Nu står ordføreren så og taler for, at det sådan set er helt fuldstændig korrekt, at man skal afskære folk fra en klageret. Mener hr. Mohammad Rona, at det er rigtigt?

Tak! Ordføreren.

Jeg tror, det er vigtigt også at bemærke en detalje, som ikke er blevet nævnt før her, og det er jo, at da man modtog sin 2022-vurdering i sin tid, var der fuld klageadgang. Så man havde jo på sin vis også adgang til dengang at komme ind at lave en klage i forhold til den del af det. Men det er klart, og det er jo rigtigt nok, hvad der bliver påpeget i dag, både af ordføreren hr. Hans Kristian Skibby, men også af andre ordførere, at der er en mulighed, hvis man rammer 20 pct. forkert. Det er den mulighed, der er lige nu, og det er den mulighed, vi bliver nødt til at bakke op om i første omgang. Men det er klart; jeg forstår jo godt problematikken, og jeg forstår godt retssikkerheden i det her. Det gør jeg – det gør jeg et hundrede procent! Men det er jo nu, som det er, i forhold til at man med det her lovforslag har den klagemulighed, der så nu er. Det er sådan, vi kommer til at drive hele det her projekt frem.

Spørgeren.

Nu har ordføreren jo fordelen af også at være genganger som skatteordfører ligesom undertegnede. Jeg vil bare gerne som et afklaringsspørgsmål også bede ordføreren om at svare på, om ordføreren er vidende om de svar, vi har fået. Bl.a. har jeg jo stillet en række spørgsmål til den tidligere skatteminister omkring de tusindvis af danskere, der er havnet i nogle telefonsluser ovre i Vurderingsstyrelsen ( Tredje næstformand (Morten Messerschmidt): Tak!) ... og i Skattestyrelsen, hvor de ikke kunne komme igennem og de måtte opgive efter timevis i en ventetelefon. Rigtig, rigtig mange er kommet igennem med uforrettet sag i forhold til at stille de spørgsmål. Synes ordføreren, at det er retsmedholdeligt, at man gør det på den måde?

Ordføreren.

Nej, det synes jeg egentlig ikke. Som jeg også indledte med at sige her i talen, har vi jo været flere skatteordførere, også fra regeringspartierne fra sidste periode, som netop også var ude at kritisere netop det i forhold til deres callcenter, hvor man ikke kunne komme igennem til medarbejdere. Det har på ingen måder virket fornuftigt på noget tidspunkt i forhold til Vurderingsstyrelsen. Det har jeg også anerkendt, og det har vi også sagt. Vi er også blevet lovet, at det er blevet markant bedre, og det følger vi jo selvfølgelig op på.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti.

Tak. Jeg skal bare lige forstå, om ordføreren på vegne af regeringen inviterer andre partier med ind i forligskredsen. For det var jo det, som jeg hørte ordføreren sagde, nemlig at man var velkommen til at træde ind i forligskredsen. Der skulle jeg bare lige høre, om det er en samlet regering, som giver det tilbud til partierne, for så vil vi da kraftigt overveje det. For det kunne være, at vi så kunne sikre, at retssikkerheden for borgerne bliver væsentlig forbedret i forhold til det, der ligger. Så kan man bekræfte, at det var en åben invitation fra regeringen til, at partier kan indtræde i forligskredsen?

Ordføreren.

Det, jeg sagde, var, at vi har haft partier, der har været med i forligskredsen. F.eks. var Dansk Folkeparti med i forligskredsen, og jeg ved også, at på nogle tidspunkter har Danmarksdemokraterne også ønsket at være med i forligskredsen, som de så ikke kunne, fordi Dansk Folkeparti ikke ville have det. Men jeg siger bare, at hvis man vil komme ind, hvis man vil have noget indflydelse, og hvis man vil komme med de gode tanker, man har, og de gode forslag, der så kommer løbende her fra salen, og som jeg hører fra oppositionspartierne, så synes jeg da, at man skal række ud til ministeren – det synes jeg da man skal.

Spørgeren.

Nej, det var ikke det, ordføreren sagde. Ordføreren sagde, at der var en åben invitation til det, og at man var velkommen til at træde ind i forligskredsen. Det var det, ordføreren sagde. Så jeg forholder mig bare til, hvad ordføreren sagde, og så ville jeg bare gerne have en bekræftelse på det eller høre, om man måske kom til at fortale sig lidt på vegne af hele regeringen og derfor ikke ville gøre det. For vi er nogle partier, som synes, at der er et kæmpe problem med retssikkerheden heri. Vi er nogle partier, som synes, at her sætter man systemet før borgerne i stedet for borgerne før systemet. Det anerkender ordføreren. Og så vil jeg bare sige, at hvis der er en åben invitation til, at vi kan træde ind i forligskredsen og få ændret det, så vi rent faktisk sætter borgerne før systemet, så skal vi nok dukke op fra Borgernes Parti.

Ordføreren.

Men som jeg også har sagt flere gange i dag, har der været udfordringer, og der er stadig udfordringer med hele vores ejendomsvurderingssystem. Det har der jo været i lang tid, og det er der jo mange der sådan set har adresseret i dag. Det er jo klart, at noget af det, som jeg synes er enormt vigtigt, er, at hvis man vil have noget indflydelse, og hvis man har nogle gode idéer, skal man gøre, hvad man kan, for også at komme ind i en forligskreds. Men det er jo klart, at det selvfølgelig er noget, ministeren i sidste ende afgør.

Tak for det. Så er det hr. Mikkel Dencker.

Jeg kan love ordføreren, at vi har rigtig mange gode idéer til, hvordan man kan forbedre lovforslaget her, men det behøver man jo ikke at træde ind i en forligskreds for. I stedet for vil jeg bare bede ordføreren om at tage stilling til noget af det, som jeg har på hjerte. Jeg kan forstå, at Moderaterne jo har sagt ja til det her lovforslag og dermed accepteret, at man skal kunne redegøre for, at man betaler 20 pct. for meget i ejendomsskat, for at man kan få adgang til at klage. Mener Moderaterne, at hvis man betaler 15 pct. for meget i ejendomsskat, er det okay?

Ordføreren.

Nej, det, jeg mener, er, at man skal betale den rigtige ejendomsskat. Det tænker jeg vi alle sammen mener, og det er jo også det, vi sigter mod. I den bedste verden ville det jo være sådan, at vi ikke skulle stå her i dag; i den bedste verden ville det jo være sådan, at alle ejendomme, uanset om det er erhvervsejendomme, ejerboliger, eller hvad det nu er, ville være vurderet korrekt. Men situationen er bare den, og virkeligheden er bare den, at sådan er det ikke. Når det ikke er sådan, er der her et lovforslag, som kan sørge for, at vi kommer hen til det mål, som vi på et tidspunkt ønsker at komme hen til. Det er netop, at danskerne og alle boligejere derude, uanset om det er ejere af erhvervsejendomme, landbrugsejendomme, naturejendomme eller ejerboliger, får den korrekte ejendomsvurdering. Det har vi fortjent, det har danskerne fortjent, og længere er den sådan set ikke.

Hr. Mikkel Dencker for sin anden korte bemærkning.

Det allersidste, som ordføreren sagde, tror jeg vi alle sammen her i salen deler ambitionen om. Men jeg vil høre, om Moderaterne synes, det er rimeligt, at man for at få ret og komme til at betale det, man skal, skal hyre revisorer og advokater til at føre sager for sig og redegøre for, at man betaler for meget i skat. Det kan jo godt være svært for en almindelig dansker, som måske ikke tjener så mange penge og ikke har råd til at hyre advokater. Det går da ud over retssikkerheden. Er Moderaterne ikke enige i det?

Ordføreren.

Jo, det er jeg sådan set meget enig i, og det har jeg sådan set også sagt i min tale her, altså at jeg ikke synes, at det er den bedste måde at gøre det på. Men det er den eneste måde at gøre det på lige nu og her, og det er også derfor, kan jeg forstå, at der også er flere oppositionspartier, der kvitterer for modtagelsen af det her lovforslag. Det er, fordi det netop bringer os frem til, at vi på et tidspunkt i 2028 forhåbentlig får konkrete ejendomsvurderinger, og det er det, vi skal arbejde hen imod.

Tak til hr. Mohammad Rona. Vi går nu videre i ordførerrækken til Det Konservative Folkeparti, og jeg byder en ny kollega velkommen her på talerstolen, nemlig fru Sofie Therese Svendsen. Velkommen.

Tak for det. Det er ingen hemmelighed, at forslaget her ikke er noget, der vækker den store begejstring hos Det Konservative Folkeparti. Den tur, boligejerne har været igennem, siden vi ændrede ejendomsvurderingssystemet, har været alt, alt for dårlig. Det har skabt utryghed i privatøkonomien, og det har medført en masse bøvl siden hen. Derfor er det også fristende at stemme nej til det her forslag, som endnu en gang udskyder ejendomsvurderingerne, og som endnu en gang begrænser boligejernes klageadgang. Hvis skattevæsenets vurderinger rammer forkert, har boligejerne ikke nødvendigvis mulighed for at få deres sag prøvet. Det mener vi grundlæggende er uretfærdigt. Staten fejler med at få ejendomsvurderingssystemet til at fungere, og resultatet bliver, at borgeren får frataget sin klageret. Problemet er, at der ikke ligger en bedre løsning på bordet lige nu, og hvis vi stemmer nej til det her lovforslag, kommer vi til at stille boligejerne endnu ringere. Men der skal ikke være nogen tvivl om, at det er en utrolig vigtig kamp for Det Konservative Folkeparti at få styrket boligejernes retssikkerhed, og at vi ikke synes, det her er optimalt. Vi vil gerne have styrket klageadgangen og muligheden for en ny vurdering, og i stedet for at det blot skal være ved en afvigelse på mere end 20 pct., ja, så ønsker vi også, at det skal gælde ved en afvigelse på 500.000 kr. eller mere fra markedsværdien for at få en ny vurdering, for en fejl på 500.000 kr. er ikke en lille fejl. På mange ejendomme vil en afvigelse på flere hundredetusinder kroner ikke være nok til at nå 20-procentsgrænsen, men konsekvensen for boligejeren kan stadig væk være stor alligevel. Jeg vil derfor kraftigt opfordre til, at det her indgår i kommende drøftelser med ministeren og i udvalget. Der er dog også elementer og lempelser i lovforslaget, som vi hilser velkommen, men det ændrer ikke ved, at vi ser med stor alvor og bekymring på de retssikkerhedsmæssige udfordringer, som fortsat præger ejendomsvurderingssystemet. Vi anerkender også det arbejde, som mange medarbejdere i administrationen lægger for at få systemet til at fungere og de mange sager behandlet. Problemet er, at vi fortsat står med et system, som endnu ikke har genvundet den tillid, som det har mistet gennem årene. Derfor havde vi gerne set, at der samtidig blev sat et endnu stærkere fokus på de tidligere vurderinger, herunder vurderingerne fra 2020, så de boligejere, der måtte have betalt for meget i skat, hurtigt og mere effektivt kan få deres penge tilbage, for det synes jeg grundlæggende vi skylder de mennesker, som hver dag finansierer vores fælles samfund gennem deres skattebetaling. Med forslaget her stod man og skulle vælge mellem to dårlige løsninger, og hvad gør man så? Ja, så vælger man naturligvis den mindst dårlige løsning, hvilket i dette tilfælde blev modellen her med indeksering. Derfor støtter Det Konservative Folkeparti lovforslaget, men det gør vi med stor alvor, med betydelig bekymring og med et klart ønske om, at arbejdet med at styrke boligejernes retssikkerhed fortsætter, for selv om det forslag kan være den mindst dårlige løsning lige nu og her, så er det langtfra det mest optimale. Vi er opmærksomme på, at det altså kan komme til at medføre fejlvurderinger, og at der kan være stor forskel i indekseringen inden for selv samme kommunegrænse, og vi skylder danskerne et vurderingssystem, de kan have tillid til, et system, der er retfærdigt, et system, der er gennemskueligt, og et system, hvor borgerne har reel mulighed for at klage, når de oplever fejl. Så det arbejde er langtfra færdigt. Tak for ordet.

Tak for talen. Der er ikke anmodning om nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til Enhedslistens ordfører, og det er endnu en ny kollega, fru Lisbeth Torfing. Værsgo.

Det her er første gang, jeg taler fra denne fornemme talerstol, og derfor vil jeg gerne starte med at hæve blikket en lille smule fra det konkrete lovforslag. »Med lov skal land bygges« står der over indgangen til Folketingssalen. Det er de udødelige ord fra Jyske Lov, som Valdemar Sejr stod bag i 1241. Fra ham har vi også »Kong Valdemars Jordebog«, som er den første samlede oversigt over ejendom i Danmark. Dengang betalte man f.eks. 1 mark sølv i skat for en gård, der var vurderet til 3 mark guld. Det svarer til godt 4 pct., så skatten var betydelig højere, end den er i dag. Ejendomsskatten var helt central for udviklingen af staten og udgjorde i mange århundreder den primære beskatning helt indtil for omkring 100 år siden. Selv om ejendomsbeskatning i dag betyder mindre, må vi ikke glemme, at den er helt grundlæggende for vores samfund. Så vil jeg gå til lovforslaget. Først og fremmest vil Enhedslisten gerne anerkende, at lovforslaget indeholder et vigtigt element, ved at det indfører en ny samlet ejendomskategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme. Det er et skridt i den rigtige retning, som kan bidrage til at støtte en grøn omstilling, der sikrer, at ejendomsbeskatningen ikke står i vejen for en nødvendig omlægning til natur. Det bakker vi op om. For nogle år siden blev reglerne ændret, så flere små landbrugsejendomme risikerede en meget højere ejendomsskat. Det har skabt stor frustration hos mange mennesker, som bor i de små land- og landbrugsejendomme, fordi det betød, at folk, som bor på disse landsteder, og som ønsker at passe på naturen, deltager i små skovprojekter eller dyrker jord i småskala, blev økonomisk straffet. Med denne nye kategori for naturejendomme viser regeringen og forligskredsen, at de har lyttet til borgere og organisationer, der har presset hårdt på i denne sag. Det er positivt med èn kategori, hvor der ikke skelnes mellem intensivt landbrug, ekstensivt landbrug, skovbrug og natur. Fra 2027 vil små ejendomme, hvor der arbejdes med små ekstensive landbrug og flere former for naturforvaltning, kunne opnå samme skattemæssige fordele som intensivt dyrkede landbrug. Det er et skridt i den helt rigtige retning, og det tiltag vil Enhedslisten gerne støtte. Når det er sagt, rummer det her lovforslag jo desværre også lappeløsninger på den efterhånden uendelige række af fadæser med det nye ejendomsvurderingssystem. Regeringen vil med hastelovgivning genfremsætte det lovforslag, der udskyder de egentlige ejendomsvurderinger, og i stedet lave fremskrivninger baseret på de tidligere vurderinger fra 2022 og 2023. Vi kan se i pressemeddelelsen, at skatteministeren kalder det den mindst bøvlede løsning for boligejerne, men det vidner jo desværre om, at man ikke har fået styr på de grundlæggende problemer med systemet. Ministeren påpeger, at det skal skabe ro om boligskatten, men spørgsmålet er, om det ikke blot vil medføre, at mange boligejere igen må leve i usikkerhed. Som mine forgængere tidligere har påpeget fra talerstolen, og som mange eksperter på området også påpeger, er systemet så kompliceret, at almindelige borgere har svært ved at forstå, hvordan deres ejendomsvurdering fastsættes. Der er ikke reel klageadgang for de fremskrevne vurderinger, og man må igennem en tung og besværlig proces for i nogle tilfælde at få en almindelig vurdering med klageret. Det er næppe en løsning, der giver tryghed eller tillid til systemet. Som jeg indledte med at sige, er ejendomsskat meget grundlæggende for samfundet. Derfor vil Enhedslisten på det kraftigste opfordre den nye skatteminister til at prioritere dette område højt. Det er nødvendigt at få styr på vurderingerne, så de bliver korrekte, gennemsigtige og rettidige, så borgerne faktisk kan forstå deres vurdering og stole på systemet. Til sidst vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige, at jeg ser meget frem til et godt samarbejde med alle skatteordførerne og med ministeren. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er ingen anmodninger om korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak. Jeg vil som ordfører for Danmarksdemokraterne sige, at nu står vi her igen. Nu har vi endnu en gang lovbehandling omkring ejendomsvurderingsloven og også omkring ejendomsskatteloven. Vi står her også igen igen med en ny skatteminister. Det er også sådan en tradition, vi har, for næsten hver gang, der er et lovforslag, er der en ny skatteminister på området. Den forrige sidder hernede, det er så den forrige forrige, og så har der været en i mellemtiden også. Vi har haft 13 skatteministre på 15 år – det er sådan rimelig godt gået i forhold til det, der hedder ny i jobbet. Det er måske også en af årsagerne til det, set i forhold til, at hvis man kigger på håndteringen af den her ejendomsskatteaftale, som blev indgået for over 10 år siden, så var det jo bebudet, at den skulle gøre op med alle de elendigheder, der var med den danske form for vurdering af, hvordan folk skulle betale deres grundværdibeskatning og deres ejendomsværdibeskatning. Og hvad er der så sket siden? Ja, det er ligesom at klippe en gris med en fjerkræsaks. Det er ikke gået særlig godt, men der har været meget skrig og hyl. Der er vanvittig skæve ejendomsvurderinger, der er vanvittig skæve grundværdiberegninger, der er ejere, der hænger på naboers og genboers regninger, der er ejere, der hænger på tidligere ejeres gæld, og der er sågar nuværende ejere, der hænger på afdøde ejeres gæld. Der tilskrives renter på regninger, man aldrig har modtaget, og det er ovenikøbet med tilbagevirkende kraft, og det er ovenikøbet også uden fradragsret. I Greve er der en grundejer, der er havnet i en afgrundsdyb gæld på grund af en vildt fejlbehæftet ejendomsvurdering og er i gang med en stor retssag i forhold til at få lov til at blive boende i sit hus, til trods for at den daværende skatteminister sagde: Alle boligejere i Danmark kan sove trygt om natten. Det gælder så åbenbart ikke for boligejere i Greve. Og så er der tusindvis efter tusindvis af danskere, der har formastet sig til at prøve at ringe til et callcenter, en telefonsluse, ja, sågar til en vaskeægte medarbejder i skattevæsenet. Jeg tror, der er 17.000 af slagsen, og alligevel så kan de ikke komme igennem. De venter i lange telefonkøer, og de ender med efter timer at opgive og smide røret på. Det var bare lige for at give et oprids af, hvad det er, som boligejere har oplevet i Danmark indtil 2026. Og der er jo ikke noget at sige til, at mange danskere overvejer en ekstra gang, om de overhovedet gider at købe fast ejendom i Danmark. Er det ikke bare bedre at bo i et rækkehus med boligsikring og en gartner, der kommer og fjerner sne ude på fortovet osv.? Jo, det er det måske efterhånden nok, og det er måske også det, der er nogle politiske partier, der ønsker, altså at vi alle sammen skal bo til leje, og at vi skal alle sammen være på støtten, og så bliver vi alle sammen sådan lidt halvsocialdemokratiske. Det ønsker vi ikke i Danmarksdemokraterne. Vi ønsker faktisk, at der netop skal være tryghed omkring ejendommen, og at det skal være en fordel for folk, når de vælger at investere i fast ejendom. Lovforslaget indeholder et godt initiativ, og det er jo netop i forhold til det her med kategorisering af naturejendomme. Mange af jer husker måske billedet af en dansk ejendomsejer, der fik at vide, at hendes såkaldte natur- og landbrugsgrund var blevet konverteret lige pludselig over natten til at være en villagrund. Og så har hun taget et billede af hendes havetraktor, der kørte ud på græsplænen. Det var altså en mejetærsker, der var ved at høste. Alligevel mente man, at hendes grund var en villagrund. Der er ikke mange danske villahaveejere, der har en fuldvoksen Dronningborg til at køre rundt ude på deres græsplæne, skulle jeg hilse og sige. Så der er sådan set det, vi på godt jysk kan kalde plads til forbedring. Og den forbedring vil jeg jo ønske den nye skatteminister held og lykke med. Det pågældende lovforslag her indeholder desværre også en række tidsler, og det er altså det her med, at man vælger at indeksere for private boliger i forhold til vurderingerne for 2026 og ikke mindst for erhvervsejendomme for 2027, hvor man så ovenikøbet kun må få en klagerettighed, hvis man kan dokumentere, at man bliver fejlberegnet over 20 pct. – over 20 pct! Altså, prøv lige at forestille jer alle mulige andre steder i den offentlige sektor, hvis man havde en fejlprocent på 20, og at det var okay. Altså, hvem ønsker at få sat sit ben af ved en amputation på Rigshospitalet, hvis der er en fejlprocent på 20, eller en blindtarmsfjernelse for den sags skyld, og alle mulige andre ting? Det duer ikke, at vi har systemer, som accepterer fejlbehæftede procentsatser på 20 pct., og det er heller ikke rimeligt, at man lægger dokumentationskravene hos den enkelte boligejer. Det er noget, vi i Danmarksdemokraterne ikke kan tilslutte os, og derfor siger vi pænt og høfligt nej tak til det her lovforslag.

Vi siger pænt og høfligt tak til ordføreren. Nej, der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Malte Larsen.

Jeg er selvfølgelig glad for de pæne ord, der bliver sagt om netop at få kategoriseret ejendommene her. Men er ordføreren ikke lidt bekymret over, at man ved at sige nej til det her forslag faktisk lader en lang række af de mennesker, man egentlig rigtig gerne vil favne, leve i utryghed endnu et år eller to i stedet for at få lavet en løsning, der kunne give den tryghed, som den kan give nu?

Ordføreren.

Nej. Jeg mener, det lidt er at pynte sig med lånte fjer, når man mener, at det skulle give en stor grad af tryghed hos landets boligejere. Jeg synes, man skal kigge på alle de fejl, hele systemet er behæftet med i dag, og som også har været kendt i årevis, og som man ovenikøbet har investeret over 6 mia. kr. i for fuldstændig at komme i mål med en afklaring om. Det er man ikke kommet i mål med endnu. Så jeg deler ikke Socialdemokraternes vurdering af, at det her er til gavn og giver tryghed for den enkelte boligejer. Jeg mener faktisk, at der mere eller mindre er tale om det diametralt modsatte, nemlig at man sådan set lægger et utryghedsskabende moment ned over boligejerne, ved at de bliver afskåret fra at kunne indklage de afgørelser og de regninger, det bliver vurderet at de skal betale, fra det offentlige Danmark.

Ønsker spørgeren anden korte bemærkning? Værsgo.

Nu er det jo bare sådan, at ordførerens parti ofte gerne vil give den som dem, der virkelig vil gøre noget for menneskene i landdistrikterne. Her har man så chancen, og alligevel vælger man at udskyde det eller medvirke til, at folk skal leve i yderligere utryghed. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor man synes, det er en god idé. Kan ordføreren ikke prøve at hjælpe mig med at forstå, hvorfor det er en god idé, at folk i en længere periode ikke skal have den her mulighed for at blive omfattet af det her med en ejendom, som netop er en naturejendom?

Ordføreren.

Hvis ordføreren hørte, hvad jeg sagde, var det faktisk også sådan, at det lykkedes mig at finde et sted, hvor jeg kunne rose regeringen, og jeg gjorde det faktisk også. Jeg sagde, at det er fint, at vi får en kategori, der hedder naturejendomme, og som kommer til at omhandle de her typer af boliger. Men det gør jo ikke, at vi kan støtte det her lovforslag, hvor man tager en række velerhvervede rettigheder fra alle landets boligejere. Rigtig mange af dem har ikke engang fået en endelig ejendomsvurdering fra 2022. Altså, det er over 4 år siden. Det er jo ikke rimeligt. Derfor er det altså ikke sådan, som ordføreren siger, noget, der er til glæde og gunst for boligejerne. Det er faktisk det modsatte.

Tak for det, og tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til en ny kollega, hr. Magnus Georg Jensen fra Radikale Venstre. Velkommen på talerstolen.

Tak skal du have, formand. Lad mig sige det, som det er: Det her er ikke en perfekt løsning, og det vil være uærligt at stå her og lade, som om det her lovforslag løser alt på en gang. Men det er en nødvendig løsning, og det ansvar skal vi turde tage på os, også når det ikke er let, og også når det ikke er perfekt. For lad os se på, hvad forslaget faktisk gør som det allervigtigste. Det indfører nemlig en ny samlet ejendomskategori for landbrug, skov- og naturejendomme. Det kan lyde en smule teknisk, men der er faktisk enormt meget positivt i det. For i dag møder den landmand, der vil omlægge noget af sin jord til natur eller skov, en mur i skattesystemet. Den jord, han vil give tilbage til engen, til vandet, til fuglelivet, bliver beskattet, som om det stadig var til ren produktion. Vi straffer ham økonomisk for at gøre det rigtige. Med dette forslag river vi den mur ned. Naturen skal ikke længere være dyrere end ploven; det er et grønt aftryk, vi i Radikale Venstre har ventet på længe. For det åbne lands grønne fremtid har aldrig været til forhandling for os. For der er behov for at få fart på den grønne omstilling, og det vil det her forslag også understøtte. Dernæst skaber forslaget tryghed. Vi står i en situation, hvor Vurderingsstyrelsen ganske enkelt ikke kan følge med, også når den virkelighed er der, og når den virkelighed er der, har vi som lovgivere et valg. Vi kan lade familierne sejle i uvished og frygte en pludselig restskat, de ikke havde kunnet se komme, eller vi kan give dem et forudsigeligt grundlag at læne sig op ad. Vi vælger det sidste: Vi vil gerne skabe ro om danskernes boligøkonomi, især når vi står midt i en boligkrise. Endelig retter forslaget op på to konkrete uretfærdigheder. Kolonihaver får et mere retfærdigt grundlag. For en kolonihave er ikke boligspekulation. Det er en far, der lærer sit barn at hive gulerødder op, det er et fællesskab, og det er en fælles jord og en grøn plet fjernt fra byen. Det skal beskatningen afspejle, og dem, der skal skabe nye boliger ved at udnytte en tom etage, skal ikke længere straffes med stigende grundskyld for at gøre det, som vi har brug for, nemlig at skabe flere boliger i vores by. For vi står nemlig midt i en krise, som skriger på flere boliger, og et samfund, som er splittet geografisk, socialt og økonomisk. Så lad mig sige det og samle det her: Er det en endelig løsning på et system, der har været svært udfordret fra starten? Nej, det skal vi være ærlige om, også over for de borgere, der stadig venter på, at det hele kommer til at fungere. Men det er det rigtige at gøre nu for de mennesker, det handler om, det er det ansvarlige, og det er det trygge, og derfor støtter Radikale Venstre forslaget. For det nødvendige er nogle gange vigtigere end det perfekte.

Tak for det. Der er ingen anmodninger om korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi bevæger os videre i talerrækken til Alternativets ordfører, en ny kollega, fru Anna Bjerre. Værsgo.

Tak for det. Hvor er det dejligt at stå her for første gang. Alternativet støtter lovforslaget. Det gør vi først og fremmest, fordi det er fornuftigt, at natur ikke skattemæssigt stilles ringere end landbrugsdrift. Hvis vi ønsker mere natur, mere biodiversitet og flere arealer til naturgenopretning, skal skattesystemet ikke stå i vejen for den udvikling. Og det er derfor positivt, at der skabes en samlet kategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme, og at der gives bedre mulighed for, at lodsejere kan omlægge jord til natur uden usikkerhed om de skattemæssige konsekvenser. Samtidig må vi også konstatere, at ejendomsskattesystemet efterhånden er blevet så komplekst, at det kan være svært for almindelige borgere at gennemskue. Hver gang vi laver undtagelser, overgangsordninger og nye kategorier, ja, så sker det ofte af gode grunde, men samlet set bliver systemet stadig vanskeligere at forstå. Det er derfor også vigtigt, at vi følger implementeringen tæt. Særlig afgrænsningen mellem bolig-, erhvervs- og naturhensyn kan give anledning til tvivl i konkrete sager. Og der er også småskalalandbrug, som har oplevet problemer med afgrænsninger tidligere. Her forventer jeg, at Skatterådet og de øvrige relevante myndigheder kommer til at spille en vigtig rolle i at skabe klare og forudsigelige retningslinjer. Hvis det viser sig, at nogle af afgrænsningerne giver utilsigtede resultater eller står i vejen for naturprojekter, biodiversitet eller andre samfundsmæssigt ønskelige formål, så skal vi selvfølgelig være klar til at justere reglerne og hjælpe med nogle rammer og pejlemærker. For lovgivning er ikke færdig, bare fordi den er vedtaget. Den skal også fungere i virkeligheden, og virkeligheden udfordrer ofte fantasien. Med de bemærkninger støtter Alternativet lovforslaget.

Mange tak for det. Der er ingen, som har anmodet om korte bemærkninger. Så vi siger tak til ordføreren og går videre til Borgernes Parti. Hr. Lars Boje Mathiesen.

Så står vi her igen med en af danmarkshistoriens største skandaler for det offentlige Danmark. Et system, som burde have kostet et sted mellem 80 og 100 mio. kr., er nu oppe i en pris, som vel er på den anden side af 5 mia. kr. Hvert eneste år hører vi den samme sang. Jeg føler det næsten, som om vi igen er til en eller anden form for familiekomsammen, fordi det er de samme sange. Man kunne bare have taget debatten, vi havde for ½ år siden, 1 år siden, 2 år siden, 3 år siden og 4 år siden, for det er de samme ting, der bliver sagt: Ja, det beklager vi, det er lidt uheldigt, men vi kan ikke gøre det bedre, og vi må desværre sådan og sådan. Gang på gang er der en del partier, som skyder på den siddende regering og den skatteminister, der er. Og ja, det er også let at skyde på skatteministeren, for der bliver godt nok skiftet meget ud på den post. Men der sidder altså også en række partier i det her Folketing, som er forligspartier, og det er på tide, at partier, som er forligspartier, også begynder at blive holdt ansvarlige for det, der foregår – Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Radikale Venstre. Måske har man ikke siddet med i regeringen hele vejen, men man er en del af den forligskreds, som har mulighed for at sætte foden ned, når der ikke sker noget; man er en del af den forligskreds, som har mulighed for at kræve, at der er nogle konsekvenser ved det system, som ikke løser opgaven. Men intet sker der. Og så står vi her igen, hvor man siger til danskerne: Ja, vi beklager godt nok, at I får fejlbehæftede vurderinger, og vi accepterer, at der kan være en fejlprocent på op til 20 pct. Og igen – igen – oplever vi, at Folketinget bredt herinde sætter systemet foran borgerne. Det er stik imod, hvad man ellers gerne vil sige ude på de sociale medier. Det er stik imod, hvad man ellers meget gerne går ud til pressen med, og hvad man gerne skal sælge, når der er valgkamp: Jo, vi sætter borgerne før systemet. Hvad gør man her? Man sætter systemet foran borgerne, fordi man laver en afgrænsning af de klagemuligheder, der er inde i det her system. Når systemet ikke kan levere noget, som er mere præcist end med en fejlprocent på 20 pct., skal der være en bedre mulighed for borgerne for at klage. Og i forhold til fortællingen om, at jamen så kan borgerne jo hyre en advokat, en ejendomsmægler, en revisor og alt muligt andet, vil jeg bare lige invitere det her Folketing en tur ud i virkeligheden og se, hvad en advokat tager i timen, eller hvad en revisor tager i timen. For ganske mange almindelige husejere er det ikke en mulighed. Det kan godt være, at det er det for nogle store boligspekulanter, og det kan godt være, at det er det for nogle store ejendomsudviklere; de kan godt putte det ind i deres virksomhed, i deres portfolio. Men for de private er den mulighed stort set ikke til stede. Man havde også den her gang en mulighed for at gøre noget anderledes. Man havde muligheden for at sige, at vi har et system, det virker ikke, vi har brugt 10 år på det, det er blevet 5.000 pct. dyrere, end hvad vi regnede med – ikke 10 pct. dyrere, ikke 100 pct. dyrere og ikke 200 pct. dyrere, men 5.000 pct. dyrere! – og så står man og siger, at vi er nødt til at gøre det, for det er den bedste løsning, som vi lige kan finde på. Nej, det er da ikke den bedste løsning! Man kunne have sikret retssikkerheden for borgerne. Det ville være en langt bedre løsning. Det er det, man burde have gjort i det her ved at sige: Vi tager ansvaret på os som regering og som forligspartier, og så sikrer vi, at der ingen borgere er, som bliver efterladt på perronen, så de ikke kan klage ordentligt over det morads, som det her Folketing og skiftende regeringer har skabt nu igennem 10 år. Jeg kan huske, at jeg allerede i 2019 – jeg tror, det var en af mine første taler fra Folketingets talerstol – gik op på den her talerstol og advarede mod det her system og sagde: Det kommer ikke til at virke, stop det nu, få gang i et nyt system. Her er vi så i 2026. Det virker stadig væk ikke. Det er en kæmpe skandale.

Tak for det. Vi giver så ordet videre til ministeren for lovforslaget. Det er skatte- og vækstministeren. Velkommen til.

Tak for det, formand – og i øvrigt også velkommen i stolen. ( Tredje næstformand (Morten Messerschmidt): Tak). Først og fremmest vil jeg sige, at jeg ser frem til samarbejdet med mange nye kollegaer og også kollegaer, der har været her i mange år, og i den forbindelse med hele Skatteudvalget. Tak for at modtage lovforslaget. Tak for at tillade den hastebehandling, vi igangsætter i dag. I 2016 indgik et bredt flertal i Folketinget forliget om et nyt ejendomsvurderingssystem, og i forlængelse af forliget blev vurderingsloven og systemloven vedtaget i 2017. Siden da er der sket meget; det har flere af ordførerne redegjort for. Der er heldigvis også sket noget, når det gælder ambitionerne om klima, miljø og biodiversitet: klimaloven fra 2020, trepartsaftalen fra 2024, målsætninger om at omlægge landbrugsjord, lavbundsjord, til beskyttet natur. Og så sidder man måske og tænker, hvad de ambitioner har med ejendomsvurderingssystemet at gøre, og det vil jeg gerne uddybe, for forligskredsen blev i februar 2026 enige om, at reglerne for vurdering af ejendomme og ejendomsskatter ikke skulle spænde ben for, at ejere af ejendomme på landet skulle have lyst til at omlægge landbrugsjord til f.eks. natur- og biodiversitetsformål. Det skal være trygt, også når det gælder ejendomsskatten, at tage vigtige og grønne skridt. Det tænker jeg vi alle sammen har en interesse i. Derudover har det i forligskredsen også været nødvendigt at tage stilling til, hvordan vi afhjælper det forhold, som flere ordførere har bemærket og også kommenteret, nemlig at Vurderingsstyrelsen jo ikke kan nå at udsende 2026-vurderingerne i tide til, at man kan nå at indarbejde det i forskudsopgørelsen for 2027, som det ellers var planlagt. Selv om der har været fremdrift på vurderingsområdet, er Vurderingsstyrelsen ikke i nærheden af at kunne nå at udsende vurderingerne. Mange af jer, der sidder her i dag, har jo været ordførere og arbejdet med området i længere tid, end jeg har. I de 15 dage, jeg har været skatte- og vækstminister, har min opgave primært været at forsøge at sætte mig ind i området og i øvrigt sikre, at man som boligejer ikke fik en grim overraskelse, når man åbnede forskudsopgørelsen for 2027, fordi man ikke var i mål med vurderingerne fra 2022, 2024, 2026 osv. osv. – hvorfor indekseringsøvelsen er den eneste mulighed, vi står tilbage med. Jeg ved ikke, hvad tankerne var, dengang man iværksatte det her system. Jeg har heller ikke deltaget i de mange forligskredsmøder. Langt de fleste her i salen, der er gengangere i Folketinget, har bedre viden om, hvad der er sagt, og hvad der er gjort på møderne, end jeg selv har. Men jeg ved, at den retssikkerhed, hvormed man som boligejer møder vurderingssystemet, på mange områder har haltet i en grad, hvor jeg som helt almindelig politiker og også et menneske, der jo ikke regnede med at skulle overtage ansvaret for det her før valget, har haft mine betænkeligheder. Jeg glæder mig så over, at træfsikkerheden trods alt er stigende, og oplever man som boligejer, at ens vurdering er for høj, har man jo mulighed for at skrive til Vurderingsstyrelsen. Der er metodefrihed. Man kan se på det grundsalg, det hussalg, det ejerlejlighedssalg, der har været på vejen eller på vejen bagved eller på naboejendommen, gøre indsigelse og få en ny vurdering. Så synes jeg, man skal huske på, at det trods alt har afstedkommet en skattelettelse på næsten 10 mia. kr. til boligejerne, at man har fratrukket godt og vel 20 pct. af vurderingen. Det ændrer ikke på, at der er alvorlige problemer. De problemer ser jeg ingen mulighed for er løst om hverken 3, 6 eller 9 måneder, men vi arbejder os hen imod efter denne her periode at kunne udsende rigtige vurderinger og dermed sikre den retssikkerhed for landets boligejere, som de fortjener. Og de helt håbløse eksempler, som flere nævner, er jo heller ikke et retssamfund værdigt, når ens privatøkonomi i høj grad handler om, hvordan man har købt bolig, og hvordan man har indrettet sig – og man ønsker i øvrigt ikke at blive overrasket af helt håbløse vurderinger, der ender i postkassen eller i e-Boks på mærkelige tidspunkter. Det synes jeg man skylder at anerkende. Flere ordførere nævner også behovet for, at jeg som minister højner den retssikkerhed, som på nogle områder i skattevæsenet har været fraværende. Det er jeg enig i. Det vil jeg tage på mig. Jeg vil bare ikke lade, som om det er et arbejde, der er løst inden for hverken 3, 6 eller 9 måneder. Jeg tror, det er et arbejde, der kan igangsættes nu og på den måde være med til at styrke retssikkerheden for alle skatteborgere, højne den gradvis, sørge for at rette de fejl, der måtte ske, og sørge for, at systemet bliver bedre. Der er mange dygtige embedsfolk, der gør alt, hvad de kan, for at imødekomme de ambitioner, det her Folketing har vedtaget. Og når jeg ser ud over salen i dag, kan jeg også se nogle mennesker, der var med til at stemme for det her i 2016 og har været en del af forligskredsen og dermed har historikken for, hvorfor det er gået, som det er, med de mange forskellige skatte- og – i det her tilfælde – vækstministre. Men jeg kan love Folketinget, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at gøre situationen bedre. Lovforslaget her handler så ikke kun om indeksering. Det handler også om, hvordan vi undgår, at boligmasse i vores byer og andre steder, hvor man bygger til på kvisten, ikke oplever en for høj grundskyld. Det handler om sikkerhed for, at man som kolonihaveejer ikke bliver brandbeskattet på sin ejendom. Og jeg bemærker, at flere kollegaer har udtrykt sympati og opbakning til de dele af lovforslaget. Med de ord vil jeg glæde mig til at forsøge at svare på de spørgsmål, der forventelig må komme i forbindelse med behandlingen af det lovforslag her.

Tak til ministeren. Der er, forventeligt eller ej, nu tre spørgere, og den første er hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Jeg har selvfølgelig forståelse for, at ministeren har siddet 15 dage i embedet, og tillykke med det. Jeg hører så ministeren lægge en sådan tidsramme ud, der siger, at først når den her folketingsperiode er færdig, dvs. at vi måske snakker 2029 eller 2030, vurderer man, vil der være et færdigt system. Er det ministerens vurdering nu, og hvad beror den på efter 15 dage? Jeg tror, borgerne derude er interesserede i at vide: Hvornår kommer det system, der virker? Nu har vi fået lovet et system gang på gang. Og så er der den der tryghed for boligejerne, som hver minister går frem og taler om, men som jo ikke er der for nuværende i det her system og heller ikke er der med det her forslag. For det er jo ikke det, vi hører, når vi snakker med dem derude. Det er ikke den tryghed. Så hvad vil ministeren specifikt gøre? Man har jo lavet et telefonmøde nu med iværksættere, hvilket jeg anerkender meget, og jeg synes, det er godt. Kunne man lave nogle fasttrackordninger? Kunne man lave nogle specielle enheder, hvor de her borgere får noget rådgivning til et system, som ikke virker, så de ikke skal betale så mange penge i advokat- og revisorudgifter?

Tak. Ministeren.

Jeg forsøger jo, når der opstår dårlige sager i medierne, at gøre systemet opmærksom på, at det er uacceptabelt. Som minister er det på det her område vigtigt ikke at foregive, at man sagsbehandler, men når jeg på forsiden af et af landets største dagblade, Politiken, kan læse, at en stakkels kvinde i Odsherred er blevet beskattet to gange, fordi min Vurderingsstyrelse og den lokale kommuneafdeling ikke kan finde ud af at tale sammen, så har man jo lyst til at rive det hår, man ikke har, af hovedet. Og så siger jeg jo til systemet: Venner, det kan ikke være sådan, at man må brandbeskattes, fordi myndigheder ikke kan finde ud af at tale sammen, hvad end det er i Odsherred eller Roskilde – løs det! Det samme gælder, når skatten fra helvede – den, nogle kender som lagerbeskatning på aktier – rammer en iværksætter, som vi ellers har lovet at sagen ville være løst for. Så beder jeg systemet om at kontrollere, at loven bliver overholdt. Det samme gælder jo, hr. Lars Boje Mathiesen, på det her område. Jeg kan ikke garantere for, hvor hurtigt det går, men jeg kan garantere, at jeg vil arbejde for, at det bliver bedre. Min prognose er, at når man nu indekserer de næste 2 år, så skulle træfsikkerheden og antallet af fejl ved næste rul være henholdsvis højnet og mindsket i en grad, hvor vi kan begynde at have tillid. ( Tredje næstformand (Morten Messerschmidt): Tak). Men at stå og love – undskyld, formand – at alt vil være i orden og perfekt på det tidspunkt, tror jeg man skal passe på med.

Spørgeren.

Indtil det bliver perfekt – og der er jo nok ikke nogen systemer, der er perfekte – har ministeren så overvejet, om der skal laves én indgang, så borgerne bliver sat foran systemet, og så borgerne har følelsen af, at der er ét telefonnummer, de kan ringe til, hvor de kan komme ind og de kan få noget rådgivning og de kan få noget vejledning, som de i dag måske føler, at de ikke har, og så det bliver lettere at komme derind, så de ikke skal ringe rundt til forskellige ting og bliver sendt fra Herodes til Pilatus, og hvad ved jeg?

Ministeren.

Det ligger mig utrolig meget på sinde. Selv modtog jeg et brev i e-Boks for 3 måneder siden, hvor der stod, at Motorstyrelsen var kommet til at offentliggøre min hemmelige adresse og give mine private oplysninger til rare mennesker i bilbranchen. Det er jeg da selv lidt utilfreds med. Jeg ringede så og stod i øvrigt i kø i 45 minutter, hvorefter telefonen blev lagt på. Det er fuldstændig uacceptabel behandling af borgere – fuldstændig uacceptabel behandling! Det vil jeg da ikke finde mig i. Men at stå her på Folketingets talerstol og love, at det bliver bedre, fordi jeg har været minister i 15 dage, tør jeg ikke. På samme måde, som jeg gik til opgaven i Kulturministeriet, vil jeg forsøge at gå til opgaven her: langsomt og sikkert – reformere til det bedre, lave forbedringer, hvor det kan lade sig gøre, og sørge for, at borgerne er i centrum.

Tak for det. Den næste spørger er hr. Mikkel Dencker.

Nu er jeg bevidst om, at ministeren kun har været minister på det her område i 15 dage og derfor ikke kan lastes for alt, hvad der er besluttet i tidens løb på området her. Men derfor kan vi jo godt diskutere holdninger og principper. Måske har ministeren bemærket, at vi tidligere i debatten i dag har dvælet lidt ved det her med retssikkerhed for borgerne. Jeg undrer mig over, at man fra statens side, fra regeringens side og fra flertallet i Folketingets side synes, det er okay, at en borger kommer til at betale 19 pct. for meget i ejendomsskat. Men hvad nu, hvis borgeren betalte 19 pct. for lidt i indkomstskat? Det tror jeg ikke man ville tolerere på samme måde. Der tror jeg nok at man nidkært ville sørge for at få kradset den sidste krone ind i en indkomstskat, og sådan skal det også være. Men hvorfor skal borgerne leve med, at man kan komme til at betale så meget for meget i skat? Det synes et folketingsflertal og regeringen åbenbart bare er okay.

Ministeren.

Det er i hvert fald en stråmand af personlig karakter, for jeg synes ikke, det er okay. Med det forlig, der er indgået, og med den aftale, der også er indgået tilbage i februar, gør man jo, hvad man kan for at sikre, at det ikke sker. Man har mulighed for at få en ny vurdering på baggrund af en henvendelse til Vurderingsstyrelsen, hvis man mener, det rammer skævt. Så har hr. Mikkel Dencker ret i, at de 20 pct. er et spænd, man har lagt ind, efter man i øvrigt har sænket vurderingerne 20 pct. yderligere for at være sikker på, at man i sjælden grad rammer for højt. Men i den bedste af alle verdener var det her jo slet ikke nødvendigt. Og hr. Mikkel Dencker har helt ret i, at vi som samfund ikke accepterer, at folk snyder med 20 pct. af deres indkomstskat, og at vi har et spænd, hvor man selv kan vurdere, om man betaler 20 pct. for lidt eller for meget. Så jeg forstår godt det anbringende, hr. Mikkel Dencker gør gældende, og jeg er selv forarget over, at man har været nødt til på samfundets vegne at leve med så stor en usikkerhed. Det er da uacceptabelt for et samfund, der ellers bryster sig af at sikre det enkelte individs rettigheder og sikkerhed for, at enhver betaler sit og enhver får det, man er tiltænkt. Det er ikke godt nok.

Tak til ministeren. Hr. Mikkel Dencker for den anden korte bemærkning.

Jamen hvis ministeren mener, at 20 pct. er meget, i hvert fald hvis det er borgeren, der betaler 20 pct. for lidt i skat, skulle vi så ikke bare lave det om til 5 pct. på ejendomsvurderingerne? Det er da et dejlig nemt tal, 5 pct. – skal vi ikke sige det i stedet for?

Ministeren.

Jeg får sådan et billede for mit indre blik af et tog, der har forladt perronen, og så står vi passagerer tilbage på perronen og diskuterer, om vi skulle ændre køreplanen. Det er jo det, der er tilfældet med den lovbehandling, vi har i dag. Hvis ikke det her gennemføres, skaber man usikkerhed for millioner af boligejere. Toget er kørt, hr. Mikkel Dencker, og jeg er desværre den konduktør, der står tilbage på perronen og meddeler, at det er kørt.

Tak til ministeren. Den næste spørger er hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg vil nu sige, at ministeren ikke er konduktøren, der tjekker billetter; ministeren er togføreren, der står henne i den anden ende og trykker på speederen. Det er ikke helt det samme, hr. minister, vil jeg vil bare sådan lige sige. Jeg tror ovenikøbet, at hr. Mikkel Dencker er lokofører, så vi kan godt excellere lidt i det. Men jeg vil gerne spørge ministeren til det her med retssikkerheden, som vi også har været inde på tidligere i den debat, vi har i dag. Det er jo meget nidkært andre steder på ministerens ressortområde. De nyeste tal, vi har fået fra Gældsstyrelsen, siger jo, at der på 5 år er 19.200 danskere, der har fået modregnet et ørebeløb i deres overskydende skat. Altså, inden de får deres 13.000 kr. tilbage i skat, trækker man lige 9 øre eller 55 øre eller 17 øre, fordi man har et edb-system og der er nogle medarbejdere, der har lavet nogle modeller, som kan håndtere det. Det er selvfølgelig fint nok. Det er bare for at illustrere den nidkærhed, som man på ministerens eget ressortområde pinder rundt i, altså ørebeløb over for sagesløse skatteborgere. Så vil jeg gerne spørge: Hvordan vil man gøre her konkret?

Ministeren.

Jeg har med stor interesse netop forfulgt det forhold, hr. Hans Kristian Skibby gør gældende, i forhold til om der er administrativt tunge omkostninger forbundet med at indkræve 9 øre eller 13 øre. Så vidt jeg forstår, er det systemisk genereret og koster derfor ikke andet end det elektricitetsforbrug, øvelsen genererer. Jeg har også spurgt systemet, hvad det vil koste administrativt at sikre, at man ikke bliver opkrævet de småbeløb som skatteborger. Spørgsmålet er, om udgiften ved at lave det om står mål med det, man så kan spare. Omvendt tror jeg, de fleste danskere – og jeg tror også, hr. Hans Kristian Skibby er enig – pr. definition synes, at man bør betale sit og få det, der tilkommer en. Det er jo ikke tilfældet med det her ejendomsvurderingssystem – på alle niveauer. Flere og flere ejendomme bliver jo korrekt vurderet af Vurderingsstyrelsen. Det synes jeg at vi skylder at sige her fra talerstolen. Det er blevet bedre. Det er ikke godt nok, men det bliver kontinuerligt bedre. Der er dygtige, kvalificerede mennesker, der arbejder på at opfylde de mål, forligskredsen har besluttet, og det er i øvrigt vedtaget af både hr. Mikkel Dencker og Hans Kristian Skibby tilbage i 2016, hvis ikke jeg tager meget fejl.

Hr. Hans Kristian Skibby med sin anden korte bemærkning.

Ja, og det illustrerer jo egentlig fint, at der er sket meget på 10 år, og det burde ministeren måske også selv reflektere lidt over. Jeg vil gerne spørge til den konkrete ting, der er på dagsordenen i dag, og det er måske det, der skal bruges tid på, nemlig den tillid, vi kan have, til, at folk får den korrekte opkrævning af deres ejendomsskatter. Anser ministeren den her fejlmargen på 20 pct. som tillidsvækkende eller tillidssvækkende?

Ministeren.

Hvis min hustru hver aften med 20 pct.s usikkerhed vurderede, om hun ville være sammen med mig dagen efter, ja eller nej, så ville jeg befinde mig i et usikkert parforhold. Hvis man med 20 pct.s sandsynlighed blev kørt ned, når man gik over gaden, ville jeg aldrig turde gøre det. Hvis man kun med 20 pct.s sandsynlighed fik sin løn med den rette udbetaling, ville jeg være bekymret. Jeg synes, 20 pct. er en høj usikkerhed. Det formindskes dog af det forhold, at man på forhånd har sænket vurderingen for alle boligejere med 20 pct. for dermed at garantere i så vidt omfang som overhovedet muligt, at folk ikke kommer til at betale for meget. Men direkte adspurgt vil jeg sige, at det da er et bekymrende tal. Det er jeg enig med hr. Hans Kristian Skibby i.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen hermed afsluttet. Vi siger tak til ministeren.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Skatteudvalget. Idet der ikke er nogen, der gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første, som får ordet, er hr. Malte Larsen. Værsgo.

Tak skal De have. Vi vil rigtig gerne hjælpe de mange danskere, der hver dag transporterer sig langt til og fra arbejde. Hvis man bor i Gjerlev nord for Randers eller i Ørsted i Norddjurs Kommune og skal på en arbejdsplads, der måske ligger syd for Aarhus, har man brug for sit køretøj til at komme til og fra, og det kan være en ikke ubetydelig omkostning i privatøkonomien. Derfor vil vi hæve befordringsfradraget til gavn for mere end 1 million danskere, og det vil gælde for indeværende år og kunne mærkes allerede efter sommerferien. F.eks. vil de mere end 20.000 borgere hjemme i Randers gennemsnitligt få ca. 2.600 kr. ud af lovforslaget. Vi kan alle mærke, at mange af de daglige fornødenheder er steget i pris, og det kan mærkes i de fleste husholdninger. Specielt efter USA's krig mod Iran og lukningen af Hormuzstrædet tog prisstigningerne på brændstof fart. Vi så priser, der var sammenlignelige med perioden efter Ruslands invasion i Ukraine. Heldigvis ser vi i de her dage, at der er indgået en aftale, der genåbner Hormuz, og vi ser nu faldende priser på energi. Lovforslaget handler om at give pendlere en konkret håndsrækning allerede i 2026. Vi forhøjer befordringsfradraget midlertidigt for hele indkomståret 2026, altså med virkning fra den 1. januar. Den almindelige takst hæves med 89 øre pr. km for transport mellem 24 og 120 km om dagen og med 45 øre pr. km for den del, der ligger over 120 km. På landsplan betyder det, at over 1 million pendlere får glæde af forslaget, og at en gennemsnitlig pendler får knap 2.300 kroner mere mellem hænderne. Det her handler om danskere, der hver dag passer deres arbejde, også når der er langt. Mange mennesker har ikke noget reelt valg. De skal af sted om morgenen, fordi jobbet ligger der, hvor jobbet ligger. Når benzin- og dieselpriser stiger, rammer det især dem, der er afhængige af transport for at få dagen til at hænge sammen. Derfor er det rimeligt, at vi hjælper dem målrettet og på en måde, der kan mærkes. Og vi vælger befordringsfradraget, fordi pengene på den måde rammer pendlerne bedre. Nogle ønsker at sænke afgifterne på benzin og diesel, men så går pengene ikke kun til danske pendlere. Så går de også til turister, udenlandske lastbiler og andre, der tanker i Danmark. Med regeringens model får den gennemsnitlige pendler som sagt omkring 2.300 kr., og vi giver ekstra til dem, der bor i yderkommuner og på småøer. Vi ønsker, at det skal være muligt at leve og bo i hele landet. Her forhøjes satsen med 98 øre pr. km, fordi afstandene ofte er længere, og fordi vi gerne vil understøtte et Danmark, der hænger sammen. Det skal være muligt at bo uden for de store byer og stadig tage et arbejde eller en uddannelse. Det er både godt for den enkelte familie, for virksomhederne og for balancen mellem land og by. Én ting er, at det virker hjemme i Randers, men det virker også i en yderkommune som Norddjurs, som jeg også kender så ganske glimrende. Her vil godt 7.000 pendlere blive berørt, og den gennemsnitlige skattelettelse er 3.000 kr. Det er et godt eksempel på, at forslaget ikke bare er et regnestykke på papir. Det handler om helt almindelige mennesker i kommuner, hvor der ofte er længere til arbejde, og hvor bilen eller den lokale transport er nødvendig for at få hverdagen til at fungere. Vi styrker derfor yderligere hjælpen til pendlere med lave indkomster, for lovforslaget fordobler loftet over lavindkomsttillægget fra 15.400 kr. til 30.800 kr. i 2026. Det er vigtigt for os, fordi det skal kunne betale sig at tage et arbejde, også når lønnen er lav og arbejdspladsen ligger langt væk. For Socialdemokratiet handler det om tryghed i hverdagen, om at hjælpe dem, der mærker priserne hårdest, og om at holde Danmark sammen. Derfor støtter Socialdemokratiet lovforslaget.

Der er flere indtegnet, og den første, der får ordet, er hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne.

Tak, formand. Allerførst vil jeg sige, at Danmarksdemokraterne jo vil støtte det her lovforslag, fordi det giver en klar forbedring for en lang række borgere. Men det giver ikke nogen synderlig god forbedring for landets 1 million pensionister, og det gør det heller ikke for de erhvervsdrivende i samme grad, og det gør det heller ikke for folk, der har brug for meget privat kørsel, og som bor i vores landdistrikter; det er kun til og fra arbejde. Samtidig går 25 pct. af de her penge jo til elbilejere. Det vil sige, at ca. 500 mio. kr. havner hos nogle, som ikke har haft den her stigende udgift – det er sådan en som mig; jeg har en elbil, det må man godt sige herinde. Synes Socialdemokraterne, det er fair, at den rammer så skævt, at 500 mio. kr. går til nogle, der ikke har haft stigningen?

Ordføreren.

Jeg er glad for flere af de ting, som ordføreren nævner her. F.eks. har vi jo også 1.000 kr. om måneden på vej til de pensionister, der har mindst at leve af. Det er mit indtryk, at erhvervslivet efterlyser klare, stabile, forudsigelige rammer for det virke, som de måtte have, så man trygt kan foretage investeringer og regne ud, hvad der kommer til at foregå. Og så ønsker vi altså ikke en model, der fastholder dansk afhængighed af tvivlsomme regimers olieleverancer fra Mellemøsten.

Spørgeren.

Det var en fin tale, men der var ikke noget svar. Altså, synes Socialdemokraterne, at det er god skik, at 500 mio. kr. ud af de her 2 mia. kr. havner hos elbilejere? Altså, pendlerne udgør ca. 25 pct. af landets kørselstrængende, havde jeg nær sagt, som kører til og fra arbejde med lange distancer. Det betyder jo, at 25 pct. af 2 mia. kr. er 500 mio. kr. Synes man, at det er fint, eller kunne man ikke have ramt det lidt bedre ved simpelt hen at sænke afgifterne i stedet?

Ordføreren.

Det har i hvert fald været vigtigt for os, at vi skulle mindske vores afhængighed af olieimport fra Mellemøsten og styrke den mulighed, der er for familiernes liv og familiernes økonomi herhjemme i Danmark, og at de penge, vi giver som skattelettelse i den her sammenhæng, havner hos danske borgere og ikke hos udenlandske enten lastbiler eller turister, der kommer på gennemfart i Danmark.

Hr. Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti.

Jeg vil gribe fat i det, som den foregående spørger spurgte ind til, og som jeg ikke synes at ordføreren svarer på. Ganske almindelige danske folkepensionister, som bor i et landområde, hvor der er langt, når de skal købe ind, bruger meget benzin på det. De er da hårdt ramt af de meget stigende benzinpriser, men de får jo ikke en krone ud af det, som regeringen kommer med. Hvorfor har regeringen kun udvalgt sig en meget snæver gruppe af borgere, som får gavn af det her, nemlig dem, der kører i bil på arbejde? Det er også helt fint, at dem, der kører på arbejde, bliver lettet, men der er pensionister, som måske ikke tjener ret meget, og der er studerende, der ikke tjener ret mange penge. De bliver også ramt af de her høje brændstofpriser. Hvorfor bliver de ikke tilgodeset?

Ordføreren.

Det er jo så det, jeg forsøger at sige, nemlig at det gør vi jo ad anden vej. Altså, når vi har noget på vej, der skulle give lavindkomstpensionister 1.000 kr. om måneden ekstra, så er der jo noget på vej til den gruppe, og det vil være mit indtryk, at det mere end opvejer den udgift, man måtte have ekstra til brændstof her og nu. Desuden er det jo også allerede sådan, at studerende, der bor i yderkommuner, under givne forudsætninger kan få fradrag til noget af deres transport til og fra arbejde.

Spørgeren.

Nu synes jeg igen, at ordføreren kommer og anviser noget, som regeringen kalder en løsning, men som rammer rigtig skævt, og som ikke er målrettet folk, som kører i benzin- eller dieselbiler. At man giver et beløb generelt til de pensionister, der har de laveste indtægter, er helt fint, men der er jo masser af dem, som ikke kører i bil, eller som kører i elbil eller kører på cykel. Nu taler vi om de pensionister, som har langt, når de skal ud at købe ind, og langt, når de skal besøge børn og børnebørn, og som betaler i dyre domme ekstra for benzin. Dem er der ikke noget til.

Ordføreren.

Det er jo så den misforståelse, der var, for det kommer ad anden vej med den stigning i pensionen til de pensionister, der har mindst, på 1.000 kr. om året, som er aftalt i regeringsgrundlaget. Så det er jo ikke et spørgsmål om, at pengene ikke kommer; de kommer bare ad anden vej. Det vil netop sikre, at de penge, vi giver i den her skattelettelse ved at hæve befordringsfradraget, er nogle penge, der bliver i Danmark. Og jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor man ønsker at sende 1 mia. kr. ud af landet ved eksempelvis at sænke afgifterne.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg tror, at hr. Malte Larsen og jeg begge to kan huske fra valgkampen, da statsministeren til spørgsmålet om de stigende benzinpriser sagde, at det var ret sandsynligt, at man ville gøre noget ved det. Nu var vi jo under det tidligere forslag lidt inde på sandsynlighedsberegning – noget med, at 20 pct. kunne man tåle og ikke tåle osv. Jeg vil bare høre: Kommer der, så vidt hr. Malte Larsen er orienteret, et forslag fra regeringen, som gør noget ved benzinpriserne? Og hvor sandsynligt betragter han det er, altså i forhold til hvad statsministeren sagde i valgkampen?

Der var lidt direkte tiltale der. ( Morten Messerschmidt (DF): Han? Det er da tredjeperson). Ordføreren.

Det svarer vel til, at jeg spørger ordføreren her, om han kan garantere en benzinpris på 9,50 kr., som jeg synes var noget af det, der slap ud fra DF's kampagnemaskine i løbet af valgkampen. Regeringen og Socialdemokratiet foreslår det, vi mener virker bedst for den helt almindelige dansker, nemlig en stigning i befordringsfradraget på en måde, så det kan mærkes af mere end 1 million danskere, på en måde, som giver en betydelig indkomstforhøjelse i de familier, der måske har mest brug for det.

Spørgeren.

Tak, formand. Er hr. Malte Larsen så enig i, at det, da statsministeren sagde det med, at det var ret sandsynligt, at man ville gøre noget ved benzinpriserne, faktisk var ret usandsynligt, altså at det faktisk aldrig var en socialdemokratisk plan at gøre noget ved benzinpriserne, som man lovede i valgkampen, og at det var løgn? Er hr. Malte Larsen enig i det?

Ordføreren.

Igen svarer det vel til, at jeg spørger hr. Morten Messerschmidt, om det var løgn, at der var nogen chance for, at man skulle komme på 9,50 kr. på benzin- og dieselpriser efter valget, eller om det var et fatamorgana, man forsøgte at udstille i en valgkamp.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti.

Det her er noget, der skal adressere, at benzinpriserne akut er steget. Det vil sige, at det er penge, der skal ud at hjælpe med det samme. Så står ordføreren og siger, at ja ja, pensionisterne må jo kigge hen mod engang i 2027, måske 2028, når regeringen kommer frem til den forhøjelse, som de vil give på ældrechecken. Det er da ikke et svar til de pensionister, som lige nu og her oplever, at benzinpriserne er høje. De kan ikke stå og vente på, at regeringen engang til næste år kommer med noget, som giver dem penge på kontoen. Det er nu og her, de ikke har råd til at putte benzin i tanken. Så hvad er svaret til de pensionister, som nu og her står med problemerne og ikke om halvandet år, når regeringen er klar med noget til pensionisterne?

Ordføreren.

Igen bliver det sådan en måde, hvorpå hr. Lars Boje Mathiesen forsøger at gøre det sådan lidt til, at nu skal vi lave tjubangdemokrati her, at så skal man gøre noget med det samme, og at så skal man alt muligt andet. Vi ønsker varige løsninger, der virker – her er det så en midlertidig forhøjelse af befordringsfradraget for indeværende år, hvor vi har set nogle meget stigende omkostninger til det her. Og så er der en udsigt til, at der kommer betydelige økonomiske bidrag til de pensionister, der har mindst at leve af, på et tidspunkt, når det så kan lade sig gøre, efter de forhandlinger, der skal foregå.

Spørgeren.

Undskyld, »varige løsninger, der virker«? Er ordføreren klar over, at det er en midlertidig stigning, vi står og behandler her? Det er jo ikke en varig stigning i befordringsfradraget. Så er det i hvert fald noget, som jeg tror han lige skal have tjekket op på med ministeren, altså om det er det, vi snakker om her. Det er det ikke. Det er en midlertidig stigning i befordringsfradraget. Derudover er det jo ikke noget svar til de folkepensionister, som ikke oplever at få flere penge på kontoen lige nu. Det kunne man have gjort, hvis man havde gjort, ligesom andre lande har gjort, og simpelt hen havde sænket afgiften på benzin og diesel. Så var det nu og her, i næste uge, at de her pensionister, folk uden for arbejdsmarkedet og folk, der også skal køre privat til andre mennesker rundt i landet og besøge folk, ville kunne mærke det. Det ville have gjort en forskel nu og her.

Ordføreren.

Jeg tror, jeg rettede min fortalelse allerede i mit eget indlæg for et øjeblik siden. Selvfølgelig er det en midlertidig hævelse af befordringsfradraget gældende for 2026. Så vil jeg sige, at vi jo også for pensionisterne har givet en forhøjelse af ældrechecken, som jeg husker det på 5.000 kr. Der kommer som sagt flere penge til pensionisterne. Vi målretter indsatsen næsten alt, hvad vi kan, til de udvalgte grupper, vi synes lider mest under de prisstigninger, der er her, og vi ønsker ikke at sende penge ud af landet, måske en hel milliard kroner ud af landet, på baggrund af det her.

Hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne.

Hr. Malte Larsen sagde i sin tale, at det her er noget, der rammer os alle sammen. Det er sådan set rigtigt, og derfor kan det godt undre, hvorfor det kun er befordringsfradraget, man gør noget ved. Der har været en del, der handler om pensionisterne, men hvad med bare de familier, der bor på landet, eller bare bor et sted, hvor der er lidt længere mellem husene? De skal også ned at handle; de skal også køre børnene til fritidsinteresser eller køre til lægen og alt muligt andet, hvor man er afhængig af en bil, og hvor der typisk ikke er kollektiv transport, man kan tage som alternativ. Hvorfor skal de ikke have en hjælpende hånd, som de jo ville få ved, at man sænker benzin- og dieselafgiften? Jeg synes, Socialdemokraterne skylder et svar på, hvorfor det lige præcis kun er dem, som kører i elbil eller benzinbil på arbejde, for den elbil har jo ikke haft nogen større omkostninger. Hvorfor vil man ikke hjælpe alle de andre, som har en udfordring, og som er afhængige af en bil hver dag for at få hverdagen til at hænge sammen?

Ordføreren.

Først og fremmest er det, fordi vi ønsker noget, der virker bedst for Danmark. Og den næste del af det er, at vi jo ikke synes, det er rimeligt at sende en hel milliard kroner ud af landet til de mennesker, som vi ikke ønsker at give det bidrag, som vi altså gør ved befordringsfradraget. Jeg kender rigtig mange mennesker ude på landet, og vi har faktisk lige behandlet i det forrige punkt her på dagsordenen den støtte eller noget af det bidrag, vi ønsker at give til de mennesker, som har valgt at bosætte sig på en landejendom og gøre de ting og skabe noget tryghed i den økonomi, de måtte opleve deres hverdag, ved netop at sikre, at vurderingerne kommer på plads eller i hvert fald får en anden hastighed, i forhold til at en ejendom ikke bliver kategoriseret som et landbrug, når det måske skulle have været en naturejendom i stedet for.

Spørgeren.

Ja, det er flot: Dem, der bor på landet, kan så se frem til måske at få nogle bedre ejendomsvurderinger, mens det, de kæmper med, er de stigende benzinpriser. Altså, det er lidt svært, tror jeg, at få ret meget brød på bordet af, at man måske får en bedre ejendomsvurdering om hvad – 4 til 5 år? Noget, der undrer mig, er, at Socialdemokraterne kører på at sige, at man ikke vil sende pengene til udlandet. Jeg ved ikke, om man har set nyheder, for der sker jo det i dag, at danskerne tager til Sverige for at tanke, fordi svenskerne netop har sænket afgiften. Det er vel stort set kun Malta i Europa, der ikke har sænket afgiften på benzin og diesel, fordi de i forvejen er på EU's minimumssats. Så er sandheden ikke rigtigt nok, at danskerne tager til udlandet for at tanke og ikke omvendt?

Ordføreren.

Det svarer jo så til, at jeg også stiller det lidt retoriske spørgsmål, om Danmarksdemokraterne ønsker at fastholde dansk afhængighed af tvivlsomme regimer i Mellemøsten, fastholde et højt forbrug af brændstof, og fastholde, at vi netop skal sende de her penge ud til polske lastbilchauffører eller til turister, der kommer igennem Danmark. Vi ønsker, at pengene skal blive i Danmark og komme den helt almindelige dansker til gode.

Hr. Michael Nedersøe, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg kan forstå, at den nyeste skræmmekampagne fra Socialdemokratiet er, at man vil undlade at sende 1 mia. kr. ud af landet. Det er vel ret lidt i forhold til alle de andre milliarder kroner, som man sender ud af landet. Som tidligere eksportchauffør ved jeg, at man tanker i de lande, hvor priserne er lavest. Det kan have ret stor betydning, hvor man tanker henne, når man tanker mellem 500 og 1.000 l med de priser, der er. Det bakkes op af en af de største vognmandsorganisationer, som har taget kontakt til mig for at fortælle, at polakker rent faktisk tanker i begrænset omfang i Danmark allerede nu, fordi der er så stor prisforskel. Anerkender ordføreren, at det rent faktisk kan være faktuelt forkert med den skræmmekampagne, som Socialdemokraterne er ude med nu?

Ordføreren.

Nej.

Spørgeren.

Anerkender ordføreren så, at en sænkelse af afgifterne rent faktisk ville kunne medføre, at de danske vognmænd begynder at tanke i Danmark? Som en lille bonusinfo kan jeg sige, at jeg faktisk stadig væk kører lidt en gang imellem. Jeg var af sted så sent som i påsken, og der var den klare melding fra min vognmand: Du tanker ikke i Danmark; priserne er for høje. Det er en mellemstor vognmand med mellem 50 og 70 biler, og det er én vognmand. Anerkender ordføreren, at vi rent faktisk kunne trække nogle af de penge tilbage til Danmark igen i stedet for?

Ordføreren.

Jeg hørte et interview her til formiddag, eller det var måske her til morgen, hvor en større vognmand siger, at noget af det vigtigste for ham, var, at der var stabilitet i de rammer, og at man kunne kigge ind i en investeringshorisont for, hvordan det skulle foregå, når han skulle drive sin butik i de næste mange år, og ikke noget med, at tingene skulle fare frem og tilbage. Så jeg anerkender ikke præmissen.

Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Næste i talerrækken er fru Sofie Lippert fra Socialistisk Folkeparti.

Vi står i en situation, hvor mange danskere mærker, at transportudgifterne fylder mere i hverdagsøkonomien. Det gælder ikke mindst dem, der pendler langt for at passe deres arbejde. For nogle er lang transport ikke et frit valg. Det kan være social- og sundhedsmedarbejderen, den butiksansatte eller gymnasielæreren, der har fundet arbejde langt fra bopælen. For dem fylder stigende priser på brændstof markant mere på budgettet end for os, der bor tæt på vores arbejdsplads. Derfor er det positivt, at vi med det her lovforslag forhøjer befordringsfradraget for hele indkomståret 2026. Det giver pendlere mere luft i økonomien, især for dem, der bor i yderkommuner og på småøer, hvor afstanden til arbejdspladsen ofte er større. Her hæver vi fradraget med næsten 1 kr. pr. kørt kilometer til 3,5 kr., og det er, uanset hvor langt man har på arbejde, og uanset om man er under uddannelse eller i arbejde, og det gavner især dem, der har lave indkomster og dermed presses mest af de stigende priser. Det sikres ved at hæve det maksimale lavindkomsttillæg, så dem, der har allermindst, kan få et markant større befordringsfradrag end dem, der i forvejen har mere luft i budgettet. For SF er det vigtigt, at man ikke bliver dårligere stillet, bare fordi man bor et sted, hvor der er længere til arbejdet, og det er vigtigt, at dem, der presses mest af stigende priser, får en håndsrækning. Det her lovforslag er derfor både en hjælp til pendlere, en håndsrækning til mennesker med lave indkomster og et bidrag til et mere sammenhængende Danmark. Vi støtter selvfølgelig lovforslaget.

Der var lige nogle, der nåede at indtegne sig til korte bemærkninger - der var to. Hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne.

Tak for talen. Ordføreren siger, det er vigtigt, at det ikke kommer til at gå ud over dem, der har langt til arbejde. Men hvorfor må det godt gå ud over dem, der har langt til indkøb, eller gå ud over bedsteforældrene, der skal besøge børnebørnene? Hvorfor er det okay, at det går ud over dem? Altså, der er jo rigtig mange i det her samfund – stort set alle eller i hvert fald dem, der bruger benzin- og dieselbiler – som har oplevet de her stigende priser og ser, at deres privatøkonomi bliver mindre; de er presset i deres hverdag. Hvorfor er det, at SF ikke vil hjælpe dem? Altså, der er jo rigtig mange steder, hvor der er langt imellem husene, og hvor man skal køre langt for at handle, køre langt til hallen eller køre langt for at hente børnene. Det er alle de der hverdagsting, som man er afhængig af en bil for at kunne komme til. Hvorfor er det, at man ikke vil hjælpe dér, men kun vil hjælpe dem, som har langt til arbejde?

Ordføreren.

Det er også en misforståelse, at SF ikke ønsker at hjælpe de her mennesker, men det her er for mig at se og for SF at se den bedste model, vi kan finde, som ikke har nogen andre effekter, som er så negative, at vi synes, at de overskygger det positive. Det her er en model, som vi kan få ud at virke i år, som kan betyde noget konkret og mærkbart for mennesker økonomisk, i det øjeblik vi vedtager lovforslaget, som rammer en meget, meget stor gruppe af dem, som reelt er hårdest ramt, og hvor det ikke bare bliver glattet ud til dem, der måske ikke har samme behov. Det er rigtigt, at der er nogle grupper, bl.a. pensionisterne, som vi så gør noget andet for for at modvirke stigende priser, for det er jo ikke kun med brændstof, vi har det her problem. Den her løsning er selvfølgelig ikke den perfekte, men vi har en erfaring med, at det er ret vigtigt, at vi bruger nuværende systemer, hvis vi skal have ting ud at virke, mens det er relevant. Og hvis det her skal virke, mens det er relevant, så er det nu, det skal virke, og der er befordringsfradraget et rigtig godt sted at gøre noget.

Spørgeren.

Men ordføreren må da også anerkende, at det at anvende nuværende systemer vel også bare kunne være at sænke afgiften på benzin og diesel. Det er jo et ret simpelt og nemt redskab at sænke den til EU's minimumsgrænse. Så siger ordføreren, at der ikke er nogen negative ting ved det her. Altså, mig bekendt bruger man 0,5 mia. kr. af skatteborgernes penge på at hæve fradraget for dem, der kører i elbil, altså folk, der ikke har oplevet at få en stigning i deres udgifter på grund af benzin og diesel. Hvordan kan man forklare det? Man lader rigtig mange, der bor i landdistrikterne, i stikken. Til gengæld skal alle dem, der bruger elbil, så have lov til at få et højere fradrag. Det giver vel ikke rigtig mening.

Ordføreren.

Det handler jo om, at politik ikke isoleret kun handler om det her. Der er også nogle andre effekter. Hvis vi sænker afgifterne på benzin og diesel, mener jeg, der er nogle negative effekter, som er så voldsomme, at vi ikke kan være det bekendt. Det handler både om, hvem det er, der producerer den olie, og det handler også om det sorte mod det grønne. Og det er jo i virkeligheden det samme svar, jeg må give i forhold til elbilejerne. Jeg synes ikke, det er en stor katastrofe, at dem, der har truffet et grønt valg, også får en håndsrækning her. Det er selvfølgelig de andre, der er vigtige i øjeblikket, men jeg mener, at det system, vi har lavet her, er godt.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Nu har vi jo kunnet konstatere, at næsten alle ministre i den her regering bor omkring hovedstaden. Der er ikke rigtig nogen, der – hvad kan man sige – befinder sig ude i virkeligheden, ja, i den vestlige del af Danmark, og det er måske også det, der gør, at man så er så systemtænkende. Altså, når man bare har busser og metro osv. lige om hjørnet – og ovenikøbet også en ministerbil – hvorfor skulle man så bekymre sig om andet? Det, som jeg vil kredse om, er, om ordføreren er enig med mig i, at vi har fået en regering, som i mangt og meget ikke bare politisk, men også sådan mentalt er afkoblet fra den brede del af den danske befolkning, som altså er et sted, hvor man ikke rigtig har forbindelse til den virkelighed, der er derude, og så kommer med sådan nogle lidt sofistagtige argumenter om, at der også er et klimahensyn. Danmark udleder altså 0,1 pct. af klodens CO 2 . Er det virkelig det argument, som skal være årsagen til, at man så straffer folkepensionister, førtidspensionister, altså alle dem, som SF engang var fortalere for, men hvor man nu bare er fortalere for hovedstadsindbyggere?

Ordføreren.

Jeg vil ikke erklære mig enig i, at ministerholdet er langt fra virkeligheden. Jeg synes, at et godt eksempel på det er vores by-, land- og transportminister, som jo netop bor på Fur og selvfølgelig har haft meget at skulle have sagt i den her sag. Jeg synes, det er oplagt, at vi med det her forslag laver et markant større løft for dem, der bor i landdistrikter, og dem, der bor på småøer. Det synes jeg er vigtigt, og det nævnte jeg også i min tale. Så nej, jeg er ikke enig i, at vi nødvendigvis har fået et ministerhold, der er så langt fra virkeligheden.

Spørgeren.

Det vil jeg faktisk gerne beklage. Jeg glemte, at der er én minister, som ikke bor i hovedstaden; det skal jeg nok præcisere næste gang. Men er ordføreren så enig i, at der i valgkampen blev givet et løfte fra statsministerens side om at gøre noget ved benzinpriserne, mens det forslag, der er fremsat her, ikke påvirker benzinpriserne? Det er bare sådan rent faktuelt, altså om ordføreren er enig i det.

Ordføreren.

Der tænker jeg, at nogle af dem, der har fulgt tættere med i Socialdemokratiets valgkamp, er bedre til at svare på, hvorvidt statsministeren har givet et løfte om det. Men det, vi gør her, er i hvert fald at give en håndsrækning til dem, der er hårdest ramt af det her, og det synes jeg er vigtigt.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti.

Jeg vil godt lidt udfordre det der med at give en håndsrækning til dem, der er hårdest ramt. Man giver en håndsrækning til folk, som er ramt af de stigende benzin- og dieselpriser, og som er på arbejdsmarkedet. Men man giver ikke en håndsrækning til de mennesker, som ikke er på arbejdsmarkedet. Da man lavede den sidste bilbeskatningsreform, som SF også var med i, gjorde man det også billigere for dem, som har de højeste indtægter, for de har råd til at købe elbiler, samtidig med at man gjorde det dyrere at eje en benzin- eller dieselbil. Jeg forstår godt den politiske hensigt, altså at man gerne vil nudge og skubbe folk over til elbiler, og det er SF's holdning, men det er ikke det, det her handler om. Men det er bare en økonomisk virkelighed, der ikke er for alle danskere derude, og der er altså mange danskere, for hvem det ikke er en mulighed at gøre det, som SF gerne vil have, altså at få folk over i elbiler. For de skal måske køre langt, og de elbiler, som skal køre langt, koster 400.000-500.000 kr., og dem har de ikke til at kunne købe en ny bil for. Så de er stavnsbundet til de her benzin- og dieselbiler. Hvad er svaret til dem?

Ordføreren.

Det er jo netop nu bl.a. befordringsfradraget. Men jeg vil også sige, at jeg da er glad for, at den højre side af Folketingssalen er så optaget af ydelsesmodtagerne. Jeg håber, at vi kan fortsætte den dialog ovre i Beskæftigelsesministeriet og i Finansministeriet om, hvordan vi sikrer, at de mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, har nogle værdige levevilkår. Det er vi i SF jo altid meget glade for at indgå i en dialog om.

Spørgeren.

Nu har vores parti haft et forslag om at hæve personfradraget med 1.000 kr., så man har 1.000 kr. mere i lommen hver måned. Det kan man jo støtte i SF. Det vil vi da gerne sige ja tak til. Men det var jo ikke det, mit spørgsmål gik på. Det var, hvad der er SF's svar til de folkepensionister, dem på førtidspension, som ikke har råd til at købe en elbil, ligegyldigt hvor meget SF opfordrer dem til det, fordi pengene jo ikke er på kontoen. Hvad er svaret til dem, som nu oplever, at de har svært ved at køre deres børn til fodbold, og at de har svært ved at besøge familien, fordi der er de her benzin- og dieselpriser? Der gør SF intet for de lavindkomstgrupper.

Ordføreren.

Vi gør noget ved deres levevilkår. Vi udsendte før sommeren en fødevarecheck. Vi arbejder på at hæve folkepensionen for dem, der har mindst. Vi gør noget ved deres grundlæggende levevilkår. Vi kigger ikke isoleret på deres befordring, men også på deres adgang til fødevarer i supermarkedet, og vi kommer også til at sænke momsen. Vi gør meget, for at levevilkårene for dem, der har mindst, bliver bedre.

Hr. Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti.

Jeg undrer mig over, ligesom andre allerede har givet udtryk for her i salen, at regeringen er så fokuseret på en enkelt gruppe, som kører i bil, nemlig dem, der pendler. Men der er masser af pensionister, som ikke bare kan tage cyklen eller tage bussen ud at købe ind, men faktisk har lange strækninger, de skal ud at køre på for at foretage helt basale ting som deres indkøb. Dem er der ikke noget svar til på hvordan man vil kompensere for de høje benzin- og dieselpriser. Det er det samme med studerende. De får jo heller ikke noget ud af det, som regeringen foreslår her. Der er masser af studerende, som ikke bare bor på Nørrebro eller i midtbyen i Aarhus og kan cykle hen til deres uddannelsessted. Der er mange studerende, som må køre over lange afstande for at passe deres uddannelse. De får heller ikke noget ud af det her. Hvad er svaret til dem?

Ordføreren.

De studerende, der bor i landdistrikterne, får jo noget ud af det her. De har nemlig allerede med den seneste regering fået adgang til befordringsfradraget, og dem, der bor i yderområderne, i yderkommunerne, får også med det her det samme løft som dem på arbejdsmarkedet. Det synes jeg som tidligere uddannelses- og forskningsordfører er enormt vigtigt, fordi jeg synes, det har stor værdi, at man også kan bosætte sig i et landdistrikt og have langt til en uddannelsesplads, og at man ikke er tvunget til at placere sig meget tæt på sin uddannelsesinstitution, fordi vi jo nu engang ikke kan have alle uddannelser alle steder i landet. Så de studerende har vi jo taget højde for. Og så må jeg jo anerkende, at jeg også gerne havde set, at vi nemt og hurtigt kunne lave en ordning, der indebar folkepensionister, men der prøver vi så at trække i nogle andre håndtag: fødevarecheck og et løft af tillægget de fattigste folkepensionister.

Hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Skal det forstås sådan, at SF mener, at fødevarechecken skal gå til brændstof? Det vil jeg sådan set gerne have ordføreren til at svare på.

Ordføreren.

Jeg synes, at den enkelte modtager af fødevarechecken må bruge de penge, lige præcis som vedkommende måtte have brug for. Fødevarechecken er jo først og fremmest et løft på grund af de stigende fødevarepriser, men de stigende priser er der jo mange steder. Jeg tror da, at det vigtige for den enkelte modtager af de her 2.500-5.000 kr. er, at det giver en lille smule luft i budgettet. Men som sagt har vi også tænkt os at give et mere varigt løft til folkepensionisterne. Vi synes faktisk ikke, det er i orden, at der er nogle folkepensionister, som har så lav en indtægt, som de har i dag.

Spørgeren.

Det sidste kan de her mange pensionister jo ikke rigtig bruge til ret meget, andet end at det er varm luft fra et ellers rimelig socialt balanceret parti som Socialistisk Folkeparti. Altså, man vælger at lave den her model, hvor 25 pct. af beløbet går til folk, der overhovedet ikke har udgiften. Man vælger ovenikøbet at lave den sådan, at landets pensionister og folk, der er mindrebemidlede – det kan også være erhvervsdrivende, som bor i landdistrikter osv., og som får større udgifter på grund af deres kørselsbehov – bare står med en lang næse og en stor regning. Er det virkelig socialt afbalanceret?

Ordføreren.

Jeg mener, at det her, hvilket jeg har sagt flere gange, er et rigtig godt bud på et tiltag, vi kan lave her og nu, og som skaber reel forbedring for rigtig mange mennesker, der er hårdt ramt af stigende priser på brændstof lige her og nu. Jeg mener ikke, at det alternativ, som nogle har stillet, og som vi skal diskutere senere i dag, er et gangbart alternativ, fordi det har for mange andre negative konsekvenser. Derfor er jeg glad for, at vi gør det her i dag, og jeg er rigtig glad for, at vi får stemt lovforslaget igennem, sådan at de her penge kan komme ud at hjælpe de mennesker, der har brug for det.

Hr. Rune Bønnelykke, Dansk Folkeparti.

Tak. SF kalder et øget kørselsfradrag for en håndsrækning til den brede befolkning. Men hvordan kan det være en hjælp til den brede befolkning, når grupper, store grupper af danskere, herunder vores pensionister og andre uden væsentlig arbejdsindkomst, ikke får glæde af fradraget, selv om de betaler nøjagtig den samme pris ved benzinstanderne? Hvordan vil ordføreren forklare det?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvem der har sagt »den brede befolkning«. Jeg har ikke sagt det i min tale. Det her er uden tvivl en håndsrækning til pendlere, og det var jeg helt ærlig om; jeg har lige læst den igennem igen. Det var det, jeg sagde, og det er det, jeg mener.

Spørgeren.

Jeg spørger igen: Dem uden væsentlig arbejdsindkomst får ikke glæde af det her. Vi taler pensionister, og vi taler førtidspensionister, som det blev nævnt før. Hvordan kan det her hjælpe de borgere?

Ordføreren.

Jeg er en lille smule i tvivl om, hvordan spørgerens spørgsmål adskiller sig fra de andre spørgsmål, jeg har fået. Det her hjælper ikke de mennesker; det anerkender jeg. Vi må tage nogle andre tiltag. Det synes jeg er vigtigt. Vi hæver f.eks. ydelsen for de fattigste folkepensionister. Det her er et tiltag, der hjælper dem, der er i arbejde, men jeg mener også, at det er et godt tiltag. Jeg mener, at det er det bedste tiltag, vi har på bordet lige nu, og som kan skabe den forandring, som vi har brug for bliver skabt lige her og nu og ikke om lang tid. Hvis vi skulle lave en model, der ramte alle, ville det tage lang tid.

Tak til ordføreren for SF. Næste i talerrækken er fru Marie Brixtofte fra Venstre.

Tak for ordet; tak til formanden. I Venstre arbejder vi for, at danskerne skal kunne beholde flere af deres egne penge selv, og at det skal kunne betale sig at arbejde. Vi lever nemlig i et land med et af verdens højeste skattetryk, og oven i det lever vi i en tid med international uro, der akut har medført høje priser på benzin og diesel. Det gør, at mange danskere pludselig har været presset økonomisk i hverdagen. På sigt må man omstille sig, når priserne ændrer sig, men for Venstre er det vigtigt med en akut håndsrækning, når der opstår sådan et ydre chok som krigen i Iran. Derfor foreslog vi i valgkampen midlertidigt at sænke afgifterne på benzin og diesel resten af året. Gjorde vi det, ville vi hjælpe danskere, der ikke kun har lange ture til arbejdet, men som også bruger bilen på arbejdet, som også kører langt med børn til og fra skole og fritidsaktiviteter, og som nyder weekendture med familiebesøg. Og ud over disse familier ville også førtids- og folkepensionister med bil få glæde af en midlertidig sænkelse af afgifterne. Mens vi i Danmark siden den internationale uro udløst i februar har brugt tiden på en lang valgkamp og en rød regeringsdannelse, har f.eks. vores svenske og tyske naboer midlertidigt sænket afgifterne på benzin og diesel. Risikoen for, at der vil valfarte svenskere og tyskere til Danmark for at fylde bilen, er derfor ikke til stede. Vi kan dog konstatere, at der formentlig ikke er opbakning til midlertidigt at sænke afgifterne på benzin og diesel. Dette fremsatte lovforslag om midlertidigt at forhøje befordringsfradraget vil gøre, at flere danskere kan beholde flere af deres hårdt tjente penge, og det er noget, som Venstre kæmper for. Generelt kæmper vi også for et simplere skattesystem, fordi vi har fokus på borgernes retssikkerhed og tillid til systemet. Heldigvis gør dette lovforslag ikke skattesystemet mere kompliceret, da det kun forhøjer eksisterende takster og grænser. Regeringen ønsker med dette forslag, at det »målrettet hjælper dem, der er hårdest ramt af stigende benzin- og dieselpriser«. Vi mener ikke, at dette lovforslag er så målrettet, som vores forslag var, men det er skattelettelser til danskerne, og det kan vi lide i Venstre. Så derfor støtter vi forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Venstre. Den næste i talerrækken er hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Det her forslag handler jo på overfladen om danskernes privatøkonomi, men når man dykker ned i det, handler det i virkeligheden om noget mere. Det handler om noget mere grundlæggende for den måde, vi er sammen på i vores land og i vores fælles økonomi, og for den måde, vi har indrettet vores system på, nemlig at vi har forståelse for hinandens fundamentale vilkår. Der er ingen tvivl om, at den regering, som er sammensat nu, og hvor alle på nær en har deres livsudgangspunkt i storbyen, har en meget, meget ringe forståelse for, hvordan langt de fleste danskeres hverdag er skruet sammen. For hvis det ikke forholdt sig sådan, havde man ikke fremsat et forslag, som rammer så skævt i forhold til de alvorlige udfordringer, rigtig, rigtig mange danske familier sidder med. Vi skal huske på, at den eksplosive stigning, der er sket i brændstofpriserne de seneste måneder, det seneste halve år, kommer oven på en periode, hvor fødevarepriserne bare er steget og steget, og hvor den tidligere regering kategorisk nægtede at gøre noget. Så danskerne er i årevis blevet flået, når de har stået nede ved køledisken nede i supermarkedet, og hver eneste gang de har skullet betale for deres varer, med staten som den helt store vinder. For man skal huske på, at hver gang vi betaler varen, uanset om den koster 100 kr., 110 kr., 120 kr. eller 200 kr., så ryger der 25 pct. af det beløb direkte i statskassen. Efter flere år, hvor danskerne er blevet flået nede i supermarkedet, er vi nu også der, hvor vi bliver flået ved tanken. Det bud, som regeringen hidtil primært har haft, er, at så kan man bare købe en elbil. På en eller anden måde er det selvfølgelig befriende ærligt, at man siger det, men det er også utrolig verdensfjernt. Og så laver man her et forslag, som alene hjælper pendlere. Man ser bort fra, at der er tidspunkter i vores liv, hvor vi ikke står ved samlebåndet. Det kan godt være, at statsministeren har en ambition om, at vi skal stå der længere og mere osv., men der er dog stadig væk plads til fritid i det her land. Man bliver ikke kompenseret, hvis man har lyst til at køre med ungerne en tur til Lalandia eller Billund for at se LEGOLAND, eller hvad det nu måtte være, hvor man skal køre langt. Så får man ikke del i den kompensation, som der lægges op til her. Hvis man er folkepensionist, førtidspensionist eller på anden måde ikke er direkte på arbejdsmarkedet, hvad end det er selvforskyldt eller ej, så får man ikke del i den her gavebod. Tværtimod er der tanker, der har gjort, at man har indrettet det sådan, at selv dem, der ikke tanker tanken, altså dem, der ikke har brug for benzin, også får del i goderne. Selv om man har afgiftsfritaget el, får folk, der har en elbil, nu også et forøget befordringsfradrag, og det gælder også folk, der tager toget, og folk, der tager cyklen. Altså, det er jo billedet på en regering uden forbindelse til virkeligheden. Det er selvfølgelig bedre end ingenting, men det kan man jo sige om meget ved den her regering. Man siger, at man vil genindføre store bededag i 2030 – det er bedre end ingenting. Man siger, at man vil gøre det gratis for unge mennesker at køre med offentlig transport – det er bedre end ingenting. Men burde vi ikke have en ambition om at lede det her land ud fra en større drøm, end at det bare er bedre end ingenting? Vi støtter selvfølgelig det her forslag, for det er bedre end ingenting, men vi støtter endnu mere det, vi skal tale om lidt, nemlig det, som regeringen burde have gjort – ikke fordi Dansk Folkeparti foreslår det, faktisk ikke, men fordi næsten alle andre EU-lande gør det. Altså, i dag er vi jo ved at gøre Danmark til et benzinflygtningeproducerende land, hvor folk valfarter over Øresundsbroen til Sverige for at tanke og formodentlig også for at handle. For svenskerne har, mens den danske regering ingenting har gjort, jo gjort det, der var nødvendigt og rigtigt og udtryk for rettidig omhu, nemlig sænket afgifterne, sænket momsen og lyttet til deres borgere og gjort det billigere, når verdens uro gør det dyrere. Det gælder jo ikke kun Sverige. Hvis vi sammenligner de danske benzin- og dieselpriser med alle andre EU-landes, er det billigere dér. Jeg har indtryk af, at vi handler det samme sted på verdensmarkedet, så det er jo ikke, fordi der sådan er forskellige leverancevilkår, men når man på f.eks. Malta kan købe benzin 44 pct. billigere end i Danmark, så er det jo, fordi de maltesiske politikere har truffet andre valg end de danske. Når man i Polen kan tanke 40 pct. billigere, er det, fordi man dér har truffet andre valg. Så virker det lidt patetisk at komme og påstå, at Danmark bliver sådan et mekka for polske langturschauffører, der vil tanke her. Nej, det er faktisk lige omvendt. Tak, formand.

Tak. Den første indtegnede er hr. Malte Larsen, Socialdemokratiet

Jeg er så heldig at stå her med et billede fra »Mortens tank« fra før valget. Benzinen solgte man med Dansk Folkepartis tilskud til 9,5 kr. literen, og Dansk Folkeparti påstod, at det kunne blive virkeligheden efter valget. Mener Morten Messerschmidt stadig væk, at det er tilfældet, eller var det i virkeligheden et hult valgløfte?

Inden ordføreren får ordet, vil jeg sige, at det er en uvane at bruge rekvisitter i Folketingssalen. Ordføreren.

Tak, formand. Det var den pris, der ville være, da vi lavede den happening, i forhold til hvis man gennemførte vores politik. Så er den jo steget siden. Så jeg står fuldt ud inde for den reklame, som man kan se ligger på alle de socialdemokratiske stole hernede. I kunne egentlig også godt have givet os andre – nå, nej, man må ikke bruge rekvisitter, men jeg kunne godt tænke mig at få den herop for at reklamere for min politik, så det er sådan lidt ukollegialt, synes jeg, kun at give den til sine egne. Men vi vil hundrede procent stå på mål for den kampagne, vi lavede i valgkampen. Det, der er det store spørgsmål, og som jeg jo ikke fik svar på før, er, om hr. Malte Larsen vil fortælle mig, hvornår vi kan forvente at det forslag, som statsministeren lovede i valgkampen, om, at benzinpriserne skulle ned, bliver fremsat.

Spørgeren.

Jeg troede, at formanden ville rette, at man ikke må stille et spørgsmål modsat, men det gjorde han så ikke. Jeg bad egentlig bare om et ret enkelt svar på, om 9,5 kr. literen var et tomt valgløfte eller det var noget, der kunne lade sig gøre i dag – ja eller nej?

Ordføreren.

Det kan sagtens lade sig gøre. Lige i øjeblikket sælges der benzin i Polen til 9,5 kr. Polen køber til fuldstændig den samme verdensmarkedspris som Danmark, så hvis vi skrotter alle de iblandingskrav, hysteriske klimaregler, afgifter og moms osv., og hvis vi gør som Polen, der mig bekendt stadig er medlem af EU, så kan det godt lade sig gøre. Men det kræver selvfølgelig, at man har viljen, hr. Malte Larsen – og jeg fornemmer oprigtigt, at han har den; så sidder han bare i den forkerte side af salen.

Hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet.

Tak for det. Det er rigtigt, at vi er flere, der har læst hr. Morten Messerschmidts grafik, og jeg går ud fra, det er derfor, hr. Morten Messerschmidt deler den alle mulige steder. Det interessante, når hr. Morten Messerschmidt siger, at det kan lade sig gøre, er jo, at når man så bladrer lidt i forskellige grafikker, der har været fra Dansk Folkepartis side, så siger den ene, at det den ene dag kan være 9,5 kr. Næste gang man laver grafikken, koster benzinen 12,5 kr. Næste gang man laver grafikken, er det så 11 kr., man kan love danskerne. Den fjerde gang man gør det, er det så 11,5 kr., og den sidste gang man har lavet kampagnen, er det så lige knap 12 kr., som benzin koster. Altså, man påstår i valgkampen, man lover danskerne i valgkampen, at stemmer danskerne på Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti, kan de få benzin for 9,5 kr., og efter at valgkampen er slut og alle plakaterne er pillet ned, begynder man jo så at afsløre sit bluff. Så hr. Morten Messerschmidt, måske partilederen og ordføreren kan svare danskerne på, hvad prisen bliver med Dansk Folkepartis forslag.

Ordføreren.

Når den forandrer sig, er det jo, fordi benzinprisen forandrer sig, hr. Bjørn Brandenborg. Jeg ved ikke, om han ikke kører forbi benzinstandere i sit daglige virke, men vi er da nogle, der i hvert fald holder sådan lidt øje med, hvornår den er oppe på de 17 kr., og hvornår den er nede på de 15 kr. Så er det med at slå til, når det er billigt. Det er i hvert fald sådan, jeg lever. Så det, hr. Bjørn Brandenborg fremhæver, er sådan set et billede på, at Dansk Folkepartis løbende oplysningskampagne hele tiden er afstemt med virkeligheden. Vi kan jo ikke gøre noget ved grundprisen på Brent-olie, altså grundindkøbet. Vi kan gøre noget ved alle de afgifter, som gør, at staten mæsker sig på danskernes bekostning. Det er det, vi gerne vil gøre noget ved, og det er det, som de kampagner, som hr. Bjørn Brandenborg refererer til, illustrerer.

Spørgeren.

Det ved jeg faktisk godt noget om. For modsat hr. Morten Messerschmidt bor jeg faktisk langt væk fra de største byer i Danmark og bruger min bil, så det kunne være, at hr. Morten Messerschmidt kunne vide en lillebitte smule om det. Der blev ikke svaret fra Dansk Folkeparti på, hvad det kommer til at koste, hvis man gennemfører det her forslag. Der kan jeg forstå, at man skal ind og kigge på, hvad prisen er. Men man kunne godt love det i valgkampen. Man har så justeret det løbende. Måske hr. Morten Messerschmidt så vil svare på, hvorfor Dansk Folkeparti synes, det er en god idé at sende 1 milliard danske kroner ud af landet.

Ordføreren.

Det er jo sådan med punktafgifter, at de lægges oven på varens pris. Hvis endeprisen på 1 l letmælk er 10 kr. den ene dag og man så lægger moms på, så bliver den jo 12,5 kr. Hvis den så et par uger efter er oppe på 11 kr., så bliver prisen jo 13,75 kr. Det er jo sådan, punktafgiftberegninger fungerer. I forhold til hvor langt vi kan komme ned, vil jeg sige, at for mig at se og i forhold til det forslag, vi har lagt op, skal vi helt derned, hvor EU's minimumsgrænse er. Jeg ved jo, at hr. Bjørn Brandenborg har en fortid på Færøerne, som er befriet for at være med i EU. Der var jeg forleden dag, og ved hr. Bjørn Brandenborg, hvad det koster deroppe? Det koster 11 kr. – 11 kr. Det kan lade sig gøre.

Hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet.

Tak for det. Hr. Morten Messerschmidt har været formand for Dansk Folkeparti siden 2022, og siden da har han snakket. Han har snakket, mens vi har gennemført de strammeste udvisningsregler og statsborgerskabsregler nogen sinde. Han har snakket, mens vi har hævet ældrechecken med 5.000 kr. Han har snakket, mens vi har givet et historisk lønløft til social- og sundhedsassistenter. Og nu vil han blive ved med at snakke og er kritisk over for, at vi går i salen her og siger, at pendlere fra Slagelse, der tager ind til hovedstadsområdet hver dag for at gå på arbejde, skal have mulighed for at få et kørselsfradrag, som er meget højere end i dag, på grund af de stigende benzinpriser. Er hr. Morten Messerschmidt ikke træt af at blive ved med at holde skåltaler, snakke og ævle om problemerne i stedet for at blive en del af de løsninger, der skubber Danmark frem på udlændingepolitik, på landdistriktspolitik, på ældrepolitik og på forholdene for de offentligt ansatte?

Ordføreren.

Nej, jeg bliver aldrig træt af at kæmpe for danskerne – altså, aldrig. Det er faktisk noget af det, som jeg formodentlig sætter allerallerhøjest i mit liv, ud over min familie selvfølgelig – at få lov til at kæmpe for en anden retning for Danmark. Jeg synes egentlig, det er underligt, at hr. Frederik Vad taler det med at snakke ned, altså retorik osv. For noget af det, jeg har nydt mest i den forgangne periode, var de erkendelser, som hr. Frederik Vad førte os andre ind i, altså snak, og som jeg betragtede som meget heroiske, fordi han jo tilhørte en regering, der gjorde alt det modsatte. Den muslimske indvandring bare voksede og voksede under den tidligere regering. Det er jo helt evident; det er tal, som tidligere udlændingeminister, der er til stede her, har skrevet under på. Hvis ikke det er rigtigt, skal han jo stilles for en rigsret, for så har han løjet for Folketinget. Så nej, jeg bliver aldrig træt, hr. Frederik Vad. Jeg vil altid være her, lige så længe danskerne bakker mig op. Jeg vil altid være her, og det tror jeg faktisk hr. Frederik Vad skal være glad for.

Spørgeren.

I svaret til hr. Bjørn Brandenborg sagde hr. Morten Messerschmidt, at Færøerne var befriet for EU. Men få uger før valgkampen hørte jeg, at Dansk Folkeparti har ændret holdning til EU og ikke går ind for, at vi skal ud af EU. Er Dansk Folkeparti tilbage nu på den politik, der hedder, at Danmark skal meldes ud af EU i morgen?

Ordføreren.

Med fare for, at jeg nu så snakker i 30 sekunder, håber jeg, at hr. Frederik Vad vil glæde sig over mit svar. Nej, vores position er fuldstændig uforandret. Det, jeg sagde i valgkampen, var, at da vi arbejdede for et borgerligt flertal og jeg konstaterede, at fire ud af de fem havde en meget positiv tilgang til EU, så ville vi ikke bruge kræfterne på den debat efterfølgende. Men jeg mener stadig væk, at EU på lange stræk er en katastrofe for Europa, faktisk. Det, at Færøerne som et lille folk, men jo et ekstremt stærkt og virkelystent folk, klarer sig uden for, synes jeg taler til efterlevelse.

Hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Tak. Hvorfor vil hr. Morten Messerschmidt sende 1 milliard skattekroner ud af Danmark til gavn for udlændinge, der tanker deres bil i Danmark?

Ordføreren.

Jeg har godt set Socialdemokratiets reklamer. Det er jo simpelt hen så underligt. Hvis nu vi forestiller os, at det, at vi sænker benzin- og dieselpriserne i Danmark, gør, at polske vognmænd kører 1.000 km for at tanke i et land, der er dyrere end deres hjemland, så vil det jo stadig bidrage med penge i statskassen. Al den tid jeg har været i politik, har vi arbejdet for at sænke afgifter og skatter i grænseområderne, sådan at danskerne havde råd til at handle i Danmark og ikke tog til Tyskland og handlede. Og nu, fordi man er sådan lidt retorisk på baghjul, er det pludselig blevet en dårlig ting, at udlændinge lægger skattekroner i Danmark. Altså, jeg synes faktisk, det er dejligt med nogle udlændinge, der for en gangs skyld lægger skattekroner i Danmark og ikke trækker dem ud af systemet. Så jeg forstår slet ikke argumentet. Skælder hr. Rasmus Stoklund så også ud på de danskere, der tager til Sverige for at handle billigere fødevarer derovre, fordi svenskerne har gjort det, som den danske regering ikke kan finde ud af? Det er da en mærkelig måde at konstruere sine argumenter på.

Spørgeren.

I dag betaler tyske turister og polske langturschauffører 1 mia. kr. i afgifter til den danske statskasse. Det vil de ikke gøre i fremtiden, hvis DF's politik bliver til virkelighed. Så går vi glip af 1 milliard skattekroner. Der slås et hul i statskassen på 1 mia. kr. – en regning, som DF så, må vi formode, vil indkræve et andet sted hos danskerne. Det er jo det, man ikke svarer på. Det er, hvorfor vi skal sige farvel til 1 milliard skattekroner for at sikre billigere benzin til udenlandske turister og lastbilchauffører.

Ordføreren.

Det er jo et nonsensargument, med al respekt. Det er jo ikke sådan, virkeligheden hænger sammen. Vi vil gerne sænke afgifterne, vi vil gerne sænke momsen, ja. Hvis der så er udlændinge i Danmark – det kan være turister, og det kan være folk, der kører igennem – så får de jo selvfølgelig de priser. Men det er jo godt for et land at tiltrække folk, der køber. Det er jo også derfor, vi forsøger at begrænse grænsehandel, som jeg var inde på før. Så jeg betragter overhovedet ikke det der som noget problem. Tværtimod vil jeg sige, at det er en underlig regnemetode, hvis man som polak tager til Danmark for at tanke, for prisen er allerede 40 pct. lavere i Polen.

Tak til ordføreren fra Dansk Folkeparti. Den næste i talerrækken er hr. Mads Strange fra Liberal Alliance.

Tak, hr. formand. I Liberal Alliance er vi meget skeptisk indstillede over for løsninger, hvor skattepolitik reduceres til at være et spørgsmål om enkeltstående håndsrækninger i stedet for reelle langvarige løsninger. I de seneste år har der været en ærgerlig tendens til, at regeringer med Socialdemokratiet i spidsen bevæger sig i retning af et uværdigt lommepengesamfund, hvor borgerne skal have almisser af politikerne. Vi så det for få måneder siden, da statsministeren besluttede sig for, at en gruppe vælgersegmenter skulle have sat penge ind på deres konto med fødevarechecken, lige inden der var valgkamp. Vi så det lige inden sidste valgkamp i 2022, da en anden gruppe vælgersegmenter skulle begunstiges med en såkaldt varmecheck. Hvis det stod til Liberal Alliance, ville vi hellere bare lade alle arbejdende danskere får lov til at beholde langt flere af deres egne penge i første omgang, uden at vi politikere i tide og utide skulle træde til for at score billige politiske point for at redde dagen. Det her lovforslag er dog heldigvis anderledes end de førnævnte sager; her er der trods alt tale om en midlertidig skattelettelse, som kommer en stor del af den danske befolkning til gode, hvad end det så er dem i benzin- eller dieseldrevne biler, dem, der kører i elbil, eller dem, der tager S-toget. Men derfor er der stadig ting, man kan kritisere ved det her lovforslag. Vi mener stadig, at det her ikke er en ideel måde at bruge pengene på. Men den nye rødkløverregering har dog allerede vist, at den besidder fantasien til at finde på endnu dårligere måder at bruge skatteborgernes penge på. Så i Liberal Alliance støtter vi lovforslaget ud fra et ræsonnement om, at det trods alt er bedre at give en ikke ideel skattelettelse end ikke at give nogen skattelettelser, overhovedet, når danskerne i dag er påtvunget at betale et af verdens højeste skattetryk.

Hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jo mere jeg hører hr. Mads Strange tale, jo mere går det op for mig, at hr. Mads Strange jo intet reelt har at tilbyde mennesker, der bor uden for København. Når han bliver spurgt, hvad Danmarks absolut største udfordring er, så siger han, at det er skattetrykket, i en situation, hvor Danmark socialt og kulturelt mange steder er ved at falde fra hinanden. Når han taler om klimapolitik, er det ikke noget, der kommer til at gavne dem, der producerer vindmøller på det gamle værft i Nakskov eller i Kerteminde eller nogen af de andre steder. Det samme, når han taler boligpolitik; det samme, når han taler velfærdspolitik. Det hele handler om København og det liv, der leves herinde, hvor der ikke bor særlig mange mennesker med f.eks. en faglært og en ufaglært baggrund. Derfor kunne jeg godt tænke mig både på baggrund af den tale, hr. Mads Strange holder nu, og på baggrund af alt det, jeg har hørt den sidste uges tid fra hr. Mads Strange, at spørge: Hvad er det egentlig, hr. Mads Strange politisk har at tilbyde de mennesker, der lever steder i Danmark, hvor landet socialt og kulturelt er ved at knække over?

Ordføreren.

Tak til hr. Frederik Vad for spørgsmålet. Liberal Alliances politik kommer til at tilgodese alle de danskere, der går på arbejde og bidrager til vores samfund, uagtet hvorhenne i landet de er bosat. Hvis man kigger på det seneste valgresultat, kan man jo se, at Socialdemokratiet bløder vælgere i de store byer. Hvis man så sammenligner det valgresultat med Liberal Alliances valgresultat, står Liberal Alliance lige stærkt i alle dele af landet. Det er fuldstændig ligegyldigt, om man kigger på København eller Nordsjælland, eller om man kigger på Struer eller Holstebro: Liberal Alliance har nogenlunde den samme vælgeropbakning alle steder i landet. Jeg tror, det skyldes, at vælgerne godt ved, at de med Liberal Alliance i modsætningen til med Socialdemokratiet rent faktisk får en politik, som kommer alle danskere til gode.

Spørgeren.

Hvis hr. Mads Strange havde ret i det, han sagde, altså at Liberal Alliance fører en politik, der giver alle danskere noget med hjem, så var hr. Mads Strange jo ikke imod, at vi sørger for, at borgere i Korsør, der ikke har særlig mange penge og kæmper med at få tandlægeregningerne betalt, får en udstrakt hånd. Så brugte han jo ikke al sin tid på at tale om atomkraft, men brugte tid på at tale om, hvordan vi kan sikre de gode, højtbetalte industrijob, der er rundtomkring. Og han brugte ikke tid på udelukkende at sige, at skattetrykket er den største udfordring i Danmark, når det er en overklassedagsorden om noget.

Ordføreren.

Jeg synes, det er en interessant pointe. Og det er jo meget sjovt, at vi nu har fået en venstreorienteret regering, der i ramme alvor giver skattelettelser til de rigeste – hvilket jeg er tilhænger af – samtidig med at I hæver skattetrykket for alle de danskere, der tjener mindre end 58.000 kr. om måneden. Alligevel påstår ordføreren, at det er Liberal Alliance, der er et rigmandsparti. Hvis man gennemfører vores politik og man lader de danskere, der tjener færrest penge, få lov til at beholde langt flere af deres egne penge, så vil det komme dem til gode. Hvis man gennemfører Liberal Alliances politik om f.eks. at sænke registreringsafgiften – noget, Socialdemokratiet ikke er enige i – så vil det også komme de danskere, der bor uden for de store byer, til gode. Så det er et faktum, at hvis man gennemfører Liberal Alliances politik, vil de her danskere rent faktisk blive tilgodeset. Jeg tror, at der sidder rigtig mange vælgere derude, som har luret, at det er det, der er op og ned i den her sag, og jeg tror, det er det, der er forklaringen på, at I lige nu bløder vælgere i de store byer, mens Liberal Alliance står lige stærkt i alle afkroge af kongeriget.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Den næste i talerrækken er hr. Mohammad Rona fra Moderaterne.

Jeg vil gå tilbage til det konkrete lovforslag. Det er sådan set en ret fin debat, i forhold til at vi med det her lovforslag laver en konkret skattelettelse på i gennemsnit 2.300 kr. til de ca. 1,1 million danskere, som pendler på arbejde, og som vil gælde for hele 2026. Det betyder også for min egen kreds der, hvor jeg er valgt og bosat, i det nordjyske, at der vil være 118.000 nordjyder, der får fordel af det her. Det synes jeg sådan set er fremragende. Det er også en model, som vi kender, og det er noget, vi kan rulle ud med det samme. Så er det også et greb, der medfører, at skattelettelsen går direkte og målrettet til den enkelte med det største kørselsbehov. Med tiltaget giver vi også danskerne et frit valg, i forhold til hvilken måde man ønsker at transportere sig og bruge skattelettelsen, om man flytter sig med bil, tog, bus eller noget helt tredje. Når det så er sagt, synes jeg, at det er et fint forslag, og det er et vigtigt forslag, i forhold til at vi sådan set hele dagen i dag har diskuteret, at benzinpriser og leveomkostninger generelt også er blevet noget højere på grund af det, der er sket i Mellemøsten. Til sidst kommer der også et ekstra tillæg til danskere med de laveste lønninger, og dermed giver vi også et endnu stærkere incitament til at tage på arbejde. Det forhøjes med ca. 15.400 kr., så det er en fordobling. Så alt i alt er det et rigtig fint lovforslag, og jeg glæder mig over, at der også er flere borgerlige partier, som kan se fidusen i det her. Tak for ordet.

Tak. Første indtegnede er hr. Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti.

Tak til ordføreren for indlægget. I Dansk Folkeparti synes vi jo, det er et forslag, der rammer noget skævt. Vi anerkender, at der er nogle mennesker, der får gavn af det, men det store flertal af danskere, der kører i benzin- og dieselbiler, får ikke ret meget ud af det. Alle dem, der ikke er på arbejdsmarkedet, får ikke en krone, mens regeringen bruger masser af penge på at kompensere elbilsejere for de højere priser på benzin og diesel. Det giver jo ingen mening.

Ordføreren.

Jeg synes måske, at det er en smule kækt at sige, at det kun gavner nogle danskere. Det gavner 1,1 millioner danskere. Det synes jeg ikke er nogle danskere; det synes jeg er rigtig mange danskere. Og det er jo danskere, der hver morgen står op og tager på arbejde, giver den en skalle og holder hjulene i gang i de forskellige virksomheder. Selvfølgelig skal vi da hjælpe dem.

Spørgeren.

Det er vi sådan set enige om, men i Dansk Folkeparti ser vi lidt bredere på det. Vi synes faktisk, at det må være hårdt for alle, der har en benzin- og dieselbil, at de har måttet betale så markant højere priser, som der har været her i vinteren. Derfor er det ikke kun en mindre gruppe, vi udser os vi vil hjælpe. Vi vil faktisk hjælpe alle, der er kommet i den situation, og dermed også pensionister og andre uden for arbejdsmarkedet. Det skulle regeringen også tage at gøre.

Ordføreren.

Jeg anerkender fuldt ud selve forslaget, i forhold til at man vil hjælpe så mange danskere som muligt. Det anerkender jeg langt, langt hen ad vejen. Man skal også huske på, at vi også har været med til at forhøje ældrechecken. Vi har lavet en fødevarecheck, som også omfattede de studerende. Jævnfør regeringsgrundlaget, det nye regeringsgrundlag, vil vi også give vores folkepensionister 1.000 kr. mere. Så det er bare for at sige, at det jo er en halv sandhed, hvis man siger, at vi ikke vil hjælpe dem, for det vil vi gerne.

Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Tak til ordføreren. Jeg vil sige, at ordføreren nu er den anden ordfører for et regeringsparti her i dag, som bruger begrundelsen, at den enkelte pensionist jo bare kan bruge sin fødevarecheck til at betale for sit stigende brændstofforbrug. Jeg vil ikke anbefale folk at spise benzin- og diesel, heller ikke at drikke det for den sags skyld. Men er det virkelig den nye regerings politik, at de har fået en fødevarecheck, og så kan de bare købe brændstof til deres bil og betale den fordyrelse, der har været på flere kroner pr. liter alene siden den 1. januar i år? Er det virkelig regeringens politik?

Ordføreren.

Tak for det. Nu bliver jeg sådan set spurgt om, hvad vi vil gøre for dem, der har allermindst, og det svarede jeg så Dansk Folkeparti på. Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt, at man bare kan bruge sin fødevarecheck på at købe benzin eller diesel, det har jeg ikke. Jeg synes, det vil det være meget underligt, hvis man skulle begynde at drikke benzin og diesel, så det har jeg ikke sagt på noget tidspunkt. Jeg siger bare helt stilfærdigt, hvad vi også har gjort for den gruppe.

Spørgeren.

Ordføreren siger i hvert fald, at de har fået. Det var sådan set det, der blev sagt andre steder fra. Men jeg vil gerne holde lidt fast i det her i forhold til elbilsejere. Der var en stor kritik af fødevarechecken, og at den ramte meget skævt på en besynderlig måde. Hvis man kigger på de tal, der ligger bag det her initiativ, ligger vi med en fejlprocent, der ikke som på ejendomsmarkedet er 20 pct., men 25 pct. Man giver altså 500 mio. kr. til elbilsejere for en udgift, de ikke har haft. Synes Moderaterne virkelig, at det er sund fornuft?

Ordføreren.

Jeg synes, det er sund fornuft at hæve befordringsfradraget, som andre ordførere sådan set også har nævnt i dag. Jeg synes, det er sund fornuft, at de danskere, der bidrager til samfundet og går på arbejde hver morgen, står op hver morgen, giver den en skalle hver morgen, også får en ekstra gevinst. Det synes jeg ikke på nogen som helst måde der er noget odiøst i.

Tak til ordføreren for Moderaterne. Den næste i talerrækken er fru Sofie Therese Svendsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. Rigtig mange danskere oplever, at det er blevet dyrere at komme til og fra arbejde. Det skyldes ikke mindst de stigende priser på benzin og diesel, som lægger et mærkbart pres på mange familiers privatøkonomi. Det er en udfordring, som vi i Det Konservative Folkeparti tager alvorligt, og derfor ser vi også positivt på det her forslag, som indeholder flere gode elementer. En forhøjelse af befordringsfradraget vil kunne mærkes hos de danskere, der hver dag er afhængige af bilen for at komme på arbejde. Det styrker også incitamentet til at arbejde og giver en tiltrængt økonomisk håndsrækning til dem, der oplever stigende transportudgifter. Samtidig er det positivt, at forslaget forbedrer vilkårene for pendlere uden at stille dem, som allerede har valgt grønnere transportformer, dårligere. Den grønne omstilling skal være realistisk og tage udgangspunkt i menneskers hverdag, for sandheden er, at alle ikke har mulighed for at skifte til en elbil lige med det samme. For mange familier er det ganske enkelt ikke en økonomisk mulighed her og nu, og derfor er det vigtigt, at vi også hjælper de danskere, som fortsat er afhængige af benzin- og dieselbilen. Når priserne på fossile brændstoffer stiger, rammer det særlig dem, som ikke har et reelt alternativ. Det skal vi have forståelse for, og det afspejler det her forslag også langt hen ad vejen. Nogle danskere er hårdere ramt end andre. Der er store geografiske forskelle i vores land, og vi ved, at hverdagen ser forskellig ud, afhængigt af hvor man bor. Derfor ser Det Konservative Folkeparti meget positivt på, at der med det her forslag gives en ekstra hånd til borgere i yderkommuner og på småøer, for netop her har de stigende omkostninger kunnet mærkes særlig hårdt, fordi afstandene ganske enkelt er større, og fordi bilen ofte ikke er et valg, men en nødvendighed. For os er det vigtigt, at det kan betale sig at arbejde, uanset om man bor i de største byer eller i de dele af landet, hvor der er langt mellem hjem og arbejdsplads. Vi skylder de mennesker, der hver dag står op, tager på arbejde og bidrager til fællesskabet, at vi også tager deres udfordringer alvorligt. Derfor er det positivt, at vi med det her forslag anerkender de særlige vilkår, som mange familier i landdistrikter og yderområder og på småøer lever med, og det er ikke alene rimeligt, men er også med til at sikre et Danmark i bedre balance. Behovet er aktuelt her og nu, og forslaget giver en økonomisk lettelse, som vil kunne mærkes, når årsopgørelsen for 2026 lander til foråret. Det er en konkret og mærkbar håndsrækning til de danskere, der allerede i dag mærker presset på økonomien. Det Konservative Folkeparti støtter lovforslaget og ser det som et skridt i den rigtige retning for at styrke danskernes økonomi og ikke mindst lette skatten.

Tak til ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Næste i talerrækken er fru Lisbeth Torfing fra Enhedslisten.

Lige nu er en masse mennesker i klemme hver måned. Enhedslisten støtter det her lovforslag, fordi det er nødvendigt at tage de høje energipriser seriøst. Prisstigningerne på benzin og diesel rammer flere familier hårdt, og det er vigtigt, at vi sørger for økonomisk støtte til de mennesker, der er mest sårbare, herunder både dem, der pendler langt, dem, som bor i yderområder, og ikke mindst lavindkomstgrupperne, som vi er rigtig glade for at der er en særlig målretning til. Nu får vi f.eks. hjulpet den lærling på landet i Vestjylland, som jeg mødte for nylig, og som havde svært ved at få økonomien til at hænge sammen, fordi han hver dag kører 80 km til sin læreplads for at tage en uddannelse, som vi som samfund rigtig gerne vil have at han tager. Vi havde gerne set, at flere grupper var blevet inkluderet i tiltaget. Selv om eksempelvis førtidspensionister og pensionister ikke nødvendigvis skal køre på arbejde hver dag, er mobilitet også vigtigt for dem. Mange steder i landet er bilen stadig nødvendig i hverdagen, og derfor bør vi have blik for disse gruppers behov, særlig da de om nogen er presset af de høje priser. Når det er sagt, respekterer vi, at når tiltagene skal indføres hurtigt som her, er det hurtigst at udvide de eksisterende ordninger. Set fra vores stol er det her tiltag ikke en langvarig løsning. Der er behov for at investere langt mere i vores kollektive transport, så det bliver lettere, billigere og mere attraktivt at rejse kollektivt. Regeringsgrundlaget indeholder gode initiativer om gratis kollektiv transport for unge, og vi ser gerne, at det bliver udvidet, så flere store grupper i samfundet får adgang til grøn og gratis transport. På helt kort sigt opfordrer vi regeringen til at se nærmere på mulighederne for at indføre en såkaldt danmarksbillet, en landsdækkende billet, der giver billig adgang til kollektiv transport på tværs af hele landet. Det kan gøres med inspiration fra Deutschlandticket i Tyskland, som har været en stor succes, og som netop blev indført på baggrund af stigende energipriser. Sidst, men ikke mindst, opfordrer vi regeringen til at huske tiltag over for de virksomheder, der lige nu scorer kassen på energikrisen. Vi opfordrer til, at regeringen indfører en skat på såkaldt windfall profits, altså en skat på overnormal profit. Lignende er tidligere blevet indført, da solidaritetsbidraget blev indført i 2023, og det bør genindføres og udvides, så flere brancher omfattes. Det er helt uacceptabelt, at nogle energiselskaber, herunder flere olieselskaber, tjener vanvittige summer på en krise, hvor mange familier har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen og må vende hver en krone. En skat på de her ekstraordinære overskud er et nødvendigt og retfærdigt tiltag, som vil give mulighed for at hjælpe flere af dem, som er ramt af de høje priser. Alt i alt kan Enhedslisten bakke op om lovforslaget som et vigtigt skridt til at afbøde konsekvenserne af de høje energipriser, men vi vil fortsat også arbejde for en varig og ambitiøs grøn transportpolitik, hvor alle har råd til hverdagen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Enhedslisten. Næste ordfører i talerrækken er hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Fra Danmarksdemokraternes side skal der sådan set lyde ros til regeringen for, at man trods alt har tænkt på en række samfundsborgere og grupper af mennesker her i landet, som er ramt af de her stigende brændstofpriser, der er i Danmark. Men når rosen er givet der, stopper den jo også lidt i forhold til omfanget, og hvor meget behov der er for ros. For det er jo rigtigt, at man afhjælper noget og hjælper en række udvalgte borgere – dem, der er på arbejdsmarkedet, og dem, der har længere på arbejde – men man har glemt nogen. Altså, man har glemt landets pensionister, og man har glemt alle dem, der bor i landdistrikter, og som også har et helt almindeligt, ordinært kørselsbehov, uagtet at de måske ikke har et langdistanceforhold til en arbejdsplads. Dem har man glemt. Det er 1 million pensionister. De bor ikke alle sammen på landet; det ved jeg godt. Men det ændrer ikke på, at der er nogle, man har glemt. Man har haft stort fokus på at hjælpe pendlere, og det er sådan set meget fornuftigt, for det skal vi også gøre. Det er folk, der har en større interesse i, at de kan bevare deres mobilitet ved at kunne komme på arbejde til og fra deres hjem. De har også kunnet se, at det er blevet dyrere at tanke benzin og diesel på deres biler. Men man har stadig væk glemt nogle, og det synes jeg den nye skatteminister må reflektere lidt over. Tidligere i dag har vi diskuteret en såkaldt fejlprocent på op til 20 pct. på ejendomsvurderinger, og så siger man pyt, sådan lidt groft sagt. Her er der sådan set en fejludbetalingsprocent på 25 pct., fordi man jo vælger at præmiere dem, der i forvejen har fået en afgiftsfritaget elbil – sådan nogle som mig – i at have langt på arbejde. Vi får pengene, men vi har ikke den større regning. Er det socialt afbalanceret? Nej, mener vi i Danmarksdemokraterne. Vi mener, at man har glemt noget, og det er altså, at man burde lave en model, hvor man tilgodeser alle dem, der er ramt af de her stigende brændstofpriser, og i hvert fald ikke dem, der ikke er ramt. Vi synes, at de 500 mio. kr., som man nu giver til elbilsejere som mig, er dårligt givet ud i forhold til den dagsorden, som ligger i selve værdigrundlaget af at skulle behandle det her lovforslag, og at det også blev et initiativ fra den nye regering. I Danmarksdemokraterne er vi glade for lovforslaget, og vi vil også støtte lovforslaget, fordi det hjælper rigtig, rigtig mange. Der har hr. Mohammad Rona fra Moderaterne jo ret i, at der er rigtig mange pendlere, der også bor i vores landdistrikter. Der nævnes tallet 1,1 million, som vil få glæde af det øgede befordringsfradrag. Men vi synes bare samtidig, at man ikke er særlig flinke over for dem, som ikke er omfattet af de her befordringstilskudsmodeller, og det er altså rigtig mange pensionister og private, der bor i vores landdistrikter. Der er også rigtig mange, der driver erhverv i vores landdistrikter. De bliver heller ikke tilgodeset med erhvervskørsel i forhold til at kunne komme til og fra de steder, hvor de nu engang skal hen med deres biler, deres varer og deres service over for borgere og andre virksomheder. Så vi vil anbefale regeringen, at man går hjem i maskinværkstedet og prøver at kigge lidt på, om man dog ikke kunne finde en model, hvor man også var lidt mere lydhør over for de mange, mange danskere, som har oplevet de nøjagtig samme stigninger, men som nu kan se frem til en lang næse. Det andet skisma, som man måske også godt kunne tage med hjem i maskinværkstedet hos den nye skatteminister, var jo, at vi kan se, at grænsehandelen har fået nye dimensioner. Nu skal man ikke bare ned at købe billig chokolade – den afgift vil man jo heller ikke pille ved. Nej, nu skal man også lige ned og tanke bilen samtidig, når man nu er ude at køre langtur. Det er ikke ordentligt, at man ikke indtænker de her problematikker i forhold til de nabolande, som vi har, og hvor man jo netop har lyttet i forhold til borgernes trivsel og til de kritikpunkter, der har været, i forhold til at der har været en stor stigning i deres udgifter til at købe brændstof til deres nødvendighedskørsel. Og jeg ved godt, at det ikke er nødvendigt at køre til Tyskland og købe cigaretter, chokolade, sodavand osv., men rigtig, rigtig mange danskere har det som en helt naturlig hverdag. 1 million danskere bor i vores landdistrikter og i vores mindre provinsbyer. Det er rigtig mange mennesker, der har kunnet opleve den her stigende udgift, og de står nu tilbage, mange af dem, med en lang næse, fordi de enten ikke har en elbil eller ikke er pendlere. Tak.

Hr. Malte Larsen, Socialdemokratiet.

Anerkender ordføreren, at Danmark har et behov for at gøre sig fri af import af fossile brændsler fra tvivlsomme regimer, f.eks. i Mellemøsten?

Ordføreren.

Ja, det gør jeg så sandelig. Men jeg anerkender også, at med de strømdimensioner, der er, så kan vi allerede se nu i forhold til den omlægning, vi har lavet af vores godskørselsafgift i Danmark, at selv om vognmændene investerer i nye ellastbiler, er der ikke ladeinfrastruktur til dem, og der er heller ikke strømforsyning garanteret, og der er i øvrigt lang ventetid på at få nye VE-anlæg koblet op på det statslige system i forhold til at kunne transmittere den meget stigende strømefterspørgsel, der er. Det synes jeg måske også man som socialdemokrat skulle kere sig lidt om, især når man kan se, hvordan det går andre steder her på jordkloden.

Spørgeren.

Det tolker jeg som et tilsagn om, at man har tænkt sig at lade stå til. Anerkender ordføreren så, at der faktisk er leveret en rimelig målrettet indsats over for de pensionister, som har mindst, ved at forhøje ældrechecken med 5.000 kr. årligt?

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig morsomt, at både Socialistisk Folkeparti, Moderaterne og nu også Socialdemokraternes ordfører bruger fødevarechecken som en motivations- og begrundelsesfaktor – jeg har lige hørt ordføreren sige ordet fødevarecheck – og jeg vil bare sige, at det jo er besynderligt, at man skal bruge det som en faktor, for at folk skal gå over og synes, at det her er fantastisk. Det er jo ikke det, der er tilfældet, hr. Malte Larsen. Det, der er tilfældet, er, at man gør lige det modsatte.

Hr. Michael Nedersøe fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg forsøgte tidligere at få et svar fra den socialdemokratiske ordfører, med hensyn til om man kunne trække danske vognmænd tilbage til at købe brændstof i Danmark. Nu ved jeg, at ordføreren er tidligere speditør. Kan ordføreren bekræfte, at dieselpriser har en ret stor betydning for, hvor vognmænd tanker henne?

Ordføreren.

Ja, det kan ordføreren. Nu er det en spørgende sætning, men det ved hr. Michael Nedersøe udmærket. Dengang jeg var speditør, var der rigtig mange, der interesserede sig for at kunne putte mere end 400 l ned i deres reservetanke, og man skulle også have toldplombering på osv. Og det er selvfølgelig, fordi der er rigtig, rigtig mange penge på spil for den enkelte vognmand, hvis man lige pludselig kan se frem til stigende brændstofafgifter og -udgifter i det hele taget. Det så man jo under Kuwaitkrisen fra 1990, da Saddam Hussein osv. lige pludselig gik ind Kuwait osv., og vi kunne se, at folk holdt og tankede til nogle fordoblede priser, både vognmændene og alle de danskere, der skulle på arbejde. Så det er fuldstændig rigtigt.

Spørgeren.

Som jeg nævnte tidligere, er jeg en gang imellem lige ude og kigge lidt rundt omkring i Europa, og jeg fik også beskeden om, at du må endelig ikke tanke i Danmark, for der er priserne for dyre. Kan ordføreren bekræfte, at vi kan få trukket rigtig mange penge tilbage til Danmark, i stedet for de går til Sverige, Tyskland og andre EU-lande i stedet for?

Ordføreren.

Ja, det kan ordføreren, for det har jo udviklet sig til en endnu større grænsehandelssag end mange af de andre, som vi sådan set har været vidende om i mange år. Jeg vil gerne sige, at jeg ikke har noget imod, at der er grænsehandel. Der er også noget dynamik i det. Vi kan se, at for rigtig mange nordmænd, der lejer sommerhuse i Syddanmark, er den største bevæggrund, at de skal over grænsen tre, fire gange og have forplejninger i Tyskland. Det vil jeg jo ikke stå tilbage for de skal have en god oplevelse af, men vi kan bare se, at der har været en stigende tendens også i forhold til godskørsel, og det synes vi er forkert og dybt bekymrende.

Tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Næste i talerrækken er hr. Magnus Georg Jensen fra Det Radikale Venstre.

Det her er et godt forslag. Det sikrer at hjælpe på priserne for de pendlere, som er ramt. Det er klog politik, det er retfærdig politik, og det er grøn politik alt sammen på en gang at sikre sig at hjælpe nogle af de danskere, som knokler hver dag for at få Danmark til at hænge sammen. Vi vælger at hjælpe den danske pendler, ikke kun benzinbilisterne. Vi vælger at hjælpe pendlerne direkte og målrettet uden at gøre Danmark mere afhængig af det fossile, og der er også et forsyningsstrategisk udsyn i det her nemlig. Den grønne omstilling må ikke lide, og det sikrer det her forslag, for energisuverænitet er nødvendig, og hvis vi skaber et relativt billigere incitament for benzin frem for andre transportmidler, sænker vi farten i den omstilling af energisuveræniteten, som er nødvendig. Så vi skal ikke være lige så afhængige af, om der er krig i Mellemøsten, når det kommer til at betale for at komme på arbejde. Vi hæver derfor befordringsfradraget for over en million danskere. En gennemsnitlig pendler får omkring 2.300 kr., og ude i yderkommunerne, hvor afstanden er længst og hverdagen hårdest, op mod 4000. Det er en regning, der bliver lettere at betale. Det giver lidt mere luft sidst på måneden for en familie, der har langt på arbejde. Den hjælp mærkes med det samme for alle pendlere, ikke kun for dem, der kører på benzin Det her fradrag handler nemlig ikke om, hvad du kører i, om du tager toget, om du cykler, eller om du kører i bil eller elbil. Vi belønner ikke det fossile. Vi belønner det at stå op om morgenen og tage på arbejde, og det er vi glade for vi trods alt stadig er nogle som værner om. Det er en håndsrækning til pendleren, og dermed skubber vi blidt i den rigtige retning, samtidig med at vi hjælper. Det er præcis sådan, man laver klog politik, at man løser problemet foran sig uden at skabe et nyt i fremtiden. Og så tager vi hånd om nogle af dem, der har mindst. Vi fordobler lavindkomsttillægget fra 15.000 til 30.000 kr. Det betyder, at det er ham med den korteste lønseddel og den længste vej, som vinder mest. Det her styrker vores yderkommuner, for når transportomkostningerne bliver for høje, kan det få en familie til at opgive at blive boende eller flytte til. Det har altså stor betydning set i et by- og landperspektiv. Det skal nemlig ikke være afstanden til arbejdet, der afgør, om man vil blive, hvor man nu engang er, eller hvor man gerne vil bo. Det er sammenhængskraft, et Danmark, der hænger sammen, uanset om man bor i byen eller på en småø. Det her forslag hjælper over 1 million danskere her og nu. Det gør det socialt retfærdigt, så dem med mindst får mest. Det styrker hele vores land helt ud til yderkommunerne og småøerne. Og det gør det alt sammen uden at forråde den grønne omstilling, tværtimod peger det i den rigtige retning. Der er to veje: Der er den, som vil gøre benzinen billigere og fremtiden dyrere, og så er der den anden, som vil hjælpe danske pendlere, både bilisterne, som kører på el og diesel, men også dem, som vælger den kollektive trafik til. Vi vælger at gå den solidariske, grønne og danske vej, og Radikale Venstre er stolte af at have været med til at vælge den. Vi støtter nemlig forslaget.

Hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Langt hen ad vejen vil jeg da gerne rose ordføreren for talen i forhold til det med at italesætte problematikken omkring landdistrikter. Men jeg synes måske, det er sådan lidt vidtløftigt, når ordføreren flere gange bruger ord som, at det er klogt og retfærdigt. Mener ordføreren, at det er klogt og retfærdigt, at 25 pct. af pengene havner hos elbilsejere, som ikke har haft en stigende udgift? Altså, mener ordføreren vitterlig, at det er klogt og retfærdigt, at så mange af pengene havner nogle helt forkerte steder?

Ordføreren.

Når vi snakker om et by og land-perspektiv, så er noget af det, som sikrer, at vi kan få folk til også at bosætte sig uden for byen, at de kan få hverdagen til at hænge sammen. Det mener jeg er klogt. Det handler om, at de kan få lov til at beholde det arbejde, som de måske har inde i hovedstaden eller i nogle af de større byer. Det mener jeg er klogt. Når det handler om, at vi samtidig skal sikre, at vi ikke giver afkald på den grønne omstilling i en tid som den her, hvor vi skal sikre energisuverænitet, så mener jeg, at det er klogt og retfærdigt.

Spørgeren.

Fint svar, men ordføreren svarede ikke på det, jeg spurgte om. Mener ordføreren, at det er klogt og retfærdigt, at 25 pct. af pengene, 500 mio. kr., havner hos lykkelige elbilsejere som mig, som ikke har haft en stigende udgift? Det svarede ordføreren ikke på.

Ordføreren.

Det prøver jeg gerne at svare på igen på en anden måde så. Det er klogt – nemlig fordi vi skal sikre, at det ikke er sådan, at vi skaber skæve incitamenter, i forhold til om man vælger benzinen til eller man vælger ellen til. Derfor handler det her nemlig om en energisuverænitetsdagsorden også og en grøn omstilling, samtidig med at vi hjælper i forhold til prisniveauet for nogle af de mennesker, som hver dag tager på arbejde og knokler for at få Danmark til at hænge sammen.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Men folk har jo valgt deres bil, hr. Magnus Georg Jensen. Det kan være, at de har købt en benzinbil eller dieselbil for 2 år siden, for 5 år siden. Og det skal man så straffes for nu, forstår jeg, altså f.eks. hvis man er folkepensionist, førtidspensionist eller på anden måde bruger sin bil til andet end det, som jeg forstår er regeringens ønske: stringent kun til arbejde. Jeg synes, det er en underlig måde at anskue samfundet på – at fordi der er nogle, der har truffet et fuldstændig legitimt og lovligt valg for år tilbage om, hvad det er for en bil, man har fundet passede til ens familie, så skal man straffes, fordi man ikke lige passer ind i Radikale Venstres verdensbillede. Det er jo det, der i virkeligheden gøres med det her forslag – at man siger, at alle mulige, som sådan er regeringens darlings, elbilejerne og andre, kan få forhøjet fradrag, når de kører til og fra arbejde. Alle andre må bare straffes og betale Europas højeste benzin- og dieselpriser.

Ordføreren.

Nej. Det er jo ikke rigtigt. Det er jo alle pendlere, der får befordringsfradraget, som gør det muligt, at de mennesker, som tager på arbejde hver evig eneste dag og bidrager til samfundet, kan gøre det på ordentlig vis. Det er jeg glad for at vi stadig er nogle der værner om. Det tænker jeg også at de blå partier gør. Men hvis du er søndagsbilist og hedder Theodor og bor nede på Ravnsborggade, og du har en bil, og du kører i sommerhus i Tisvilde, så har jeg ikke nogen grund til at se, hvorfor du skulle have et fradrag.

Spørgeren.

Og det er jo det, der er så usympatisk, helt fundamentalt. Efter 4 år, hvor danskerne er blevet flået i supermarkederne, fordi man ikke har gjort noget ved fødevarepriserne og fødevaremomsen, så fortsætter det nu bare ved benzinstanderen. Man kan selvfølgelig rose Radikale Venstre for så ublu at sige det – at man har et A- og et B-hold. A-holdet er dem, der har købt en elbil, og alle de andre bryder man sig ikke om – de skal bare straffes. Men det er stadig væk dybt usympatisk. Og det sidste ord, jeg vil knytte til det, er – det er da i hvert fald det, som hr. Magnus Georg Jensen sagde – klogt. Hvori består det kloge ved at omdanne danskere til nogle, der er på den grønne gren, og så nogle, der ikke får noget som helst?

Ordføreren.

Lad os lige huske på en gang, hvorfor benzinpriserne er steget. De er jo ikke steget, bare fordi den danske stat har opfundet det. De er jo steget på grund af en krig i Mellemøsten. Og derfor så er det klogt at sikre sig, at vi kommer væk fra fossile brændsler på lang sigt. Det handler om energisuverænitet, som er forsvarspolitik. Det mener jeg faktisk er rigtig klogt. Og det er jo ikke sådan, at vi ikke hjælper folk, som er benzinbilister. Vi hjælper jo alle bilister og alle pendlere i det her forslag. Det er jo nemlig ikke sådan, at vi går ind og diskriminerer unødvendigt, i forhold til hvad det er for en biltype, du nu engang har, men vi sikrer os, at de mennesker, der kommer til de større byer, og som har en lang vej, får en udstrakt hånd.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti.

Så skal man være ærlig omkring, hvad det er, man har gang i. Så skal man sige, at man gerne vil gøre det billigere for folk at komme på arbejde. Det synes jeg jo er et ærværdigt formål, og det kan vi sagtens støtte i Borgernes Parti. Så er det det, man skal sige. Så er det det, det her handler om. Så er det ikke et forslag om, at benzin- og dieselpriserne stiger – hvad der tømmer nogle danske borgeres kasser, så de ikke har råd til at besøge familien og køre børn til idræt og alt muligt andet. For det er jo udfordringen, og det er jo det, man har solgt det som om. Men det er jo ikke det, man løser ved det her. For folkepensionisten og førtidspensionisten har også børn, der skal til fodbold, og de oplever også de stigende priser, men der er intet her, som hjælper dem. Så skal man være ærlig om, hvad det er, man gør, over for den danske befolkning.

Ordføreren.

Jeg mener også, vi er enormt ærlige, når vi snakker om, at det her handler om, at nogle af de mennesker, som har længst til arbejde, får en udstrakt hånd, og at det handler om, at ligegyldigt hvad for et transportmiddel du har, får du mulighed for at kunne transportere dig billigere på arbejde. Det mener jeg faktisk meget ærligt er det, vi siger. Vi siger jo nemlig, at de mennesker, som er med til at holde hjulene i gang i vores samfund hver evig eneste dag, skal have lidt ekstra og mulighed for at kunne komme på arbejde på en billigere måde.

Spørgeren.

Så kan det jo undre mig, når man nu lægger sådan en klimapolitisk dagsorden ned over det, at den her regering med Radikale Venstre, som siger, at man har sat sine fingeraftryk på det, ikke har gjort afskaffelsen af den her elafgift permanent, hvis man gerne vil have flyttet folk over. Man har siddet og lavet et regeringsgrundlag. Om 2 år så får elbilsejerne en skattestigning. Og man skal jo huske fra Radikale Venstres side, at når folk køber biler, gør de det ikke med en 2-årig eller 3-årig horisont. Så kigger de på, hvad udgifterne er om 2, 3, 4 år. Men man har jo valgt ikke at gøre afskaffelsen af elafgiften permanent.

Ordføreren.

Lige nu så snakker vi jo nemlig om befordringsfradraget, og hvad det er, det gør for danskerne lige nu og her. Og det er jo det, vi forholder os til – at det gør det nemmere og billigere for dem at komme på arbejde, ligegyldig hvad det er for et transportmiddel, de nu engang har. Så sikrer vi os nemlig samtidig, at vi ikke diskriminerer, i forhold til hvad det er for en biltype, de nu engang har, så det ikke skaber de forkerte incitamenter i vores samfund hver evig eneste dag, når de går på arbejde.

Hr. Rune Bønnelykke, Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg vil egentlig gerne høre ordføreren, om det er De Radikales holdning, at den grønne omstilling er så vigtig, at pensionister og førtidspensionister må betale regningen gennem højere leveomkostninger og transportomkostninger, eller mener ordføreren faktisk, at sociale hensyn vejer tungere end symbolpolitik på det grønne område, på klimaområdet?

Ordføreren.

Det her handler jo på ingen måde om symbolpolitik. Det handler jo også om forsvarspolitik og energisuverænitet. Det her handler jo ikke udelukkende om, at vi skal gøre livet surt for nogle mennesker; det handler jo om, at på lang sigt så skal vi væk fra fossile brændsler, fordi det skaber et mere stabilt prisniveau – ikke bare for borgerne, men også for virksomhederne i vores samfund. Det mener jeg ikke har noget med symbolpolitik at gøre. Det mener jeg er kløgtig politik, det mener jeg er retfærdig politik, og jeg mener også, at det er sikkerhedspolitik, som vi alle sammen burde kunne bakke op om.

Tak til ordføreren fra Radikale Venstre. Den næste i talerrækken er fru Anna Bjerre fra Alternativet.

Tak. Alternativet kan støtte forslaget. For os er det vigtigt, at den grønne omstilling ikke bliver et projekt, hvor regningen alene sendes til dem, der har færrest valgmuligheder. Derfor giver det mening med en midlertidig og målrettet håndsrækning til de mennesker, som er afhængige af bilen for at komme på arbejde eller uddannelse. Der er borgere, som bor langt fra deres arbejdsplads, som ikke bare kan tage toget i morgen, og som ikke har økonomi til at udskifte bilen fra den ene dag til den anden. Når benzinpriserne stiger markant, rammer det deres privatøkonomi direkte. Derfor er det rimeligt, at vi i en ekstraordinær situation giver en midlertidig lettelse gennem befordringsfradraget. Samtidig minder situationen os om noget grundlæggende: hvor sårbare vi stadig er over for geopolitiske konflikter, så længe vores transportsektor er afhængig af fossile brændstoffer. Når der opstår usikkerhed omkring vitale transportveje som Hormuzstrædet, kan konsekvenserne mærkes helt ude ved den danske benzinstander. Derfor bør denne forhøjelse ikke ses som et alternativ til den grønne omstilling, men som et argument for at fremskynde den. Jo hurtigere vi får flere elbiler på vejene, bedre kollektiv transport og et mere energieffektivt og energiuafhængigt samfund, desto mindre bliver vi påvirket af konflikter og energikriser langt fra Danmarks grænser. Forslaget er midlertidigt, målrettet og tager hånd om en konkret udfordring her og nu, og derfor kan vi støtte det. Afslutningsvis vil jeg blot bemærke, at befordringsfradraget ikke er en statisk størrelse. Skatterådet har allerede i dag kompetence til løbende at fastsætte og regulere satserne. Det gjorde Skatterådet også i 2022, da krigen i Ukraine påvirkede priserne. Det understreger, at vi også fremadrettet har redskaber til at reagere, hvis udviklingen i transportomkostningerne gør det nødvendigt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Alternativet. Jeg havde fået at vide, at hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti, ville på talerstolen. Hvis han er lige ude foran, tager vi lige en kunstpause på 5-10 sekunder yderligere. Der er ingen hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti, heller ikke ude bagved, så vi kan gå til vores skatte- og vækstminister.

Tak for det, formand, og tak til kollegaerne for en interessant og dyb og bred debat. Jeg er stolt af som skatte- og vækstminister at have kunnet fremsætte forslaget her for Folketinget, allerede 1 uge efter jeg er tiltrådt. Regeringen mener, det er vigtigt, at vi imødekommer de mange mennesker, der hver dag går på arbejde i Danmark og oplever, at de stigende priser på brændstof, på energi, på diesel gør livet besværligt. Regeringsgrundlaget indeholder en lang række initiativer, der skal forbedre dansk økonomi og dansk konkurrenceevne, forbedre klimaet, forbedre miljøet, give os energiuafhængighed og rette op på de ubalancer, der er i den internationale konkurrence. Men på den korte bane er det også vigtigt at notere sig, at der under hvert af de store kapitler i regeringsgrundlaget er en række initiativer. Befordringsfradraget nydes af godt og vel 1,1 millioner danskere, der hver dag transporterer sig selv mere end 24 km. Det er ubetinget de mennesker, der har de største omkostninger forbundet med transport til og fra arbejde. Når prisen stiger på diesel og benzin, er det også dem, der rammes hårdest. Vi har valgt det mest effektive værktøj til at gøre noget ved det på kort sigt, nemlig et eksisterende fradrag, vi med hjemmel i lovgivningen kan forhøje, således at det virker allerede fra sensommeren, hvor man blot skal gå ind på sin forskudsopgørelse og trykke acceptér med et enkelt klik. Det vil folk blive informeret om, såfremt lovforslaget vedtages, i e-Boks. På den måde vil man som typisk pendler modtage 2.300 kr. i fradragseffekt. Flere partier har ønsket at gøre noget ved de stigende energipriser, og nogle foreslår, at man i stedet for sænker afgiften på diesel og benzin. Bruger man 2 mia. kr. på at gøre det, vil effekten for den pendler, vi talte om før, kun være 1.300 kr. Det er naturligvis, fordi der er flere, der så får glæde af det, som både hr. Morten Messerschmidt, hr. Dennis Flydtkjær og andre i debatten har nævnt. Det er jo et ærligt anbringende, at man ønsker at dimensionere forslagene på forskellig vis. Regeringen har valgt at gøre det her, fordi vi mener, at der til de andre grupper er en række yderligere håndsrækninger på vej. Jeg tænker nu nok, at vi får lejlighed til at debattere det yderligere i den kommende tid her i Folketingssalen. Sluttelig vil jeg bare gøre opmærksom på, at vi har forsøgt at målrette initiativerne sådan, at bor man i en af de 21 kommuner, der er langt fra storbyerne, er der et ekstra forøget befordringsfradrag. Tilhører man den gruppe af danskere, der tjener under 340.000 kr. om året, er befordringsfradraget øget yderligere. Det betyder, at de mennesker iblandt os, der har mindst, kan se frem til en lettelse af deres skat med en effekt på godt og vel mellem 5.000 og 7.000 kr., hvis man f.eks. kører mellem Høje-Taastrup og Slagelse hver dag eller mellem Nørresundby og den mere nordlige del af Jylland. Indsæt selv flere eksempler. På den måde håber jeg at Folketinget vil anerkende, at vi har gjort vores bedste for også at sikre en både retfærdig, social og geografisk velplaceret profil på forslaget. Jeg kan konstatere, at der er flere partier i Folketinget, der har meddelt støtte til forslaget, hvorfor jeg både ser frem til debatten, men også en hurtig behandling anden og tredje gang. Tak til Folketinget for at lade det her ske i hasteprocedure, og tak for debatten.

Tak for det. Den første indtegnede er hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne.

Tak, hr. formand. Jeg vil gerne have ministeren til at excellere lidt i, hvad det egentlig er, der er bevæggrundene for den tilgang, man har i regeringen, nemlig at en stor del af de her 2 mia. kr. skal gå til nogle, der ikke har oplevet en stigende brændstofpris. Ministeren har for ikke så særlig mange timer siden været minister på et lovforslag, hvor man accepterer en fejlprocent på 20. Nu har vi så et lovforslag, hvor man accepterer en fejludbetalingsprocent på 25, fordi hver fjerde pendler vurderes at køre i elbil. Hvis man tager 25 pct. af de 2 mia. kr., er det altså 500 mio. kr., som bliver brugt på nogle, der ikke har oplevet den her stigende udgift, hvorimod landets mange, mange tusinde pensionister, som også formaster sig til at have en bil for at komme til og fra deres daglige gøremål, er blevet serviceret med en lang næse fra den her socialt meget afbalancerede regering, som vi har fået i dag. Mener skatteministeren, at det er den rigtige måde gøre det på?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg sad forgæves og kiggede i Folketingstidende efter hr. Hans Kristian Skibbys kommentarer til det udvidede transportfradrag, der gælder de 21 kommuner, der ligger langt fra de større byer i Danmark. Der tænker jeg, at hvis man ellers mener, at mennesker, der kører elbil, har mindre ret til befordringsfradrag, ville man selvfølgelig have sagt det, dengang vi lavede lovgivningen. Jeg kan ikke finde den bemærkning. Er det en fejl?

Spørgeren.

Jeg ved ikke, hvor mange fejl der findes eller begås her i Folketinget. Jeg kunne godt finde mange igennem de 20 år, jeg har været her, men jeg synes ikke, at ministeren svarer på mit spørgsmål, og spørgsmålet er altså konkret ... må jeg bede om ro? Tak. Ja, det gælder også partiledere og ministre. Skatteministeren må forholde sig til, at 500 mio. kr. ser ud til at havne hos elbilsejere, som ikke har haft den her store, eksplosive stigning i diesel- og benzinprisen. Synes skatteministeren, at det er socialt afbalanceret, at så stor en del havner de forkerte steder?

Ministeren.

Anatomien i befordringsfradraget er, at der er frit valg af, hvilken transportform man ønsker at benytte sig af, så længe man transporterer sig selv mere end de der 24 km. Det kan jeg konstatere at hr. Hans Kristian Skibby har stemt for ad flere omgange. Det har alle de ordførere, der har kritiseret det her forslag, stemt for ad flere omgange, hvis de ellers har siddet i Folketinget i længere tid end siden det sidste valg. Så kan man diskutere, om en forøgelse af befordringsfradraget er den rigtige måde at gøre det på. Det mener regeringen. Det mener regeringen er fornuftigt, fordi det så giver et incitament til, at flere måske kører i samme bil, at flere vælger en grøn løsning, at flere vælger at køre i bus eller tog. Man kan argumentere for, at der så er nogle mennesker, der har brug for en økonomisk håndsrækning på andre områder, hvilket vi så lægger op til at give.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg har ikke noget problem med, at man hæver befordringsfradraget. Jeg har et problem med, at der er så mange mennesker, som man lader i stikken. Det er jo det, vi taler om her. Det er jo ikke, fordi folk er imod at hæve befordringsfradraget; det er fint. Jeg er helt grundlæggende tilhænger af, at folk får nogle penge tilbage i skat, men problemet er alle dem, der ikke får en hjælp her. Vi har oplevet nogle fuldstændig vanvittige eksplosive udviklinger på benzin- og dieselpriserne. Danskerne kører rundt og kigger efter, om man lige kan spare 40 øre, 30 øre, og hvad ved jeg, for at få tingene til at hænge sammen, og nu er der så bare en kæmpe gruppe danskere, pensionister og førtidspensionister og selvstændige, og jeg ved ikke hvad, som overhovedet ikke får nogen håndsrækning. Jo, vi hørte tidligere en ordfører, der sagde, at de jo har fået fødevarecheck. Ja, men det var jo ligesom meningen, at den skulle bruges til at dække de voldsomt stigende fødevarepriser. Så problemet her er jo den fuldstændige sætten kikkerten for det blinde øje i forhold til rigtig, rigtig mange danskere, der nu intet får – ingen håndsrækning overhovedet! Det havde de fået med Dansk Folkepartis forslag, som vi skal behandle om lidt, men hos regeringen fik de en lang næse.

Ministeren.

Det er jeg jo så ikke enig i. Jeg har haft fornøjelsen af at være minister og også medlem af nogle af de forskellige koordinerende organer i den sidste regering, hvor det lykkedes at gennemføre skattelettelser for alle, der gik på arbejde, med et varierende omfang for mellem 12.000 og 20.000 kr. om året. For børnefamilier er prisen faldet dramatisk på daginstitutioner, mest på vuggestuer og lidt mindre på børnehaver. Går man på arbejde, er der skattelettelser til alle i bunden og midten og i toppen. Marginalskatten er faldet for langt de fleste. Samtidig har vi så i sidste periode sikret en forøget ældrecheck – jeg tror ovenikøbet, at hr. Morten Messerschmidts parti endte med at stemme for – til de ældre iblandt os, der har mindst. I det regeringsgrundlag, vi har skrevet nu, skriver vi, at vi ønsker at hæve pensionen for de ældre, der har mindst. Jeg nævner blot det her, for hvis man lytter til debatten og ikke har fulgt med det sidste par år, tror man måske, at vi ikke kerer os om de mennesker, som ikke får glæde af befordringsfradraget, og til det vil jeg bare sige: Regnestykket er sådan, at den regering, der var der lige før, har sørget for, at det rådighedsbeløb, man har i alle befolkningsgrupper, over de sidste 3½ år er steget.

Spørgeren.

Man behøver ikke at følge med i debatten her for at finde ud af, at der er nogle, regeringen ikke kerer sig om. Man kan jo bare kigge i e-Boks, hvor der er gabende tomt. Der var alle de mennesker, som i valgkampen fik det indtryk af alle partier – undtagen de venstreorienterede partier, som nok var ærlige om, at de ikke har noget problem med de høje priser – at der kom til at være en hjælpende hånd. Nu sidder der bare meget, meget store grupper, nemlig alle dem, der ikke er lønmodtagere, som ingenting får. Jo, så har de fået noget på nogle checks hist og her og sådan nogle ting, men det er jo ting, der skal kompensere for andre ting, der er steget. Det er jo det, der bare gør det så usympatisk. Nu var udenrigsministeren her lige kort før. Jeg havde lyst til at spørge ham, om han kender noget land – han rejser jo meget – hvor det er så dyrt at tanke som i Danmark, for i alle andre lande kan man godt finde ud af at sænke afgifter og moms.

Ministeren.

Jeg synes jo ikke, der er noget usympatisk i at sikre, at de pensionister, der har mindst, får lidt mere. De ældre, der har det svært, har fået en forøget ældrecheck, og vi har sænket skatten på arbejde for alle andre og reduceret betalingen nede i vuggestuen og i børnehaven. Det synes jeg er sympatisk og udtryk for, at den seneste regering har ført og også den her fører en økonomisk politik som en af de eneste i Europa, hvor der er sorte tal på bundlinjen, hvor der er vækst, hvor der er stigende beskæftigelse, hvor der er styr på pengene og derfor rum til at investere og gøre hverdagen bedre. Det er jeg stolt af, og det vil jeg til hver en tid være. Så kan man jo altid diskutere, om man bruger pengene på det rigtige, og det er jo et fair anbringende, at hr. Morten Messerschmidts parti mener noget andet end mit parti, men dog vil jeg sige, at hr. Morten Messerschmidt og jeg selv sad i en valgdebat i den østlige del af Vestjylland under valgkampen, hvor jeg sagde meget højt og tydeligt: Står det til Moderaterne, hæver vi befordringsfradraget efter valget. Så jeg har ikke lovet mere, end jeg har holdt.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Faktum er jo, at der er nogle grupper her, som ikke er med i det, og det er så et politisk valg med den ordning, som man har lavet, og det står man så på mål for. Der er nogle, der kan kritisere, at de grupper ikke er med. Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til kriterierne for det her befordringsfradrag, som man har forøget, for det er jo en midlertidig forøgelse af befordringsfradraget, man har lavet. Hvad er kriterierne for, at man fortsætter med det her i 2027? Altså, der er jo folk, der skal tilrettelægge deres arbejdsliv, deres ferie og alt muligt andet og skal kunne se, hvad de har på budgettet. Så hvornår træffer regeringen beslutning om, hvad befordringsfradraget skal være i hele 2027, og hvad skal benzinprisen være på, for at man stadig væk vil bevare det her midlertidige befordringsfradrag på det nuværende niveau?

Ministeren.

Nu er det mange år siden, jeg arbejdede med det, som jeg er uddannet som, nemlig civiløkonom, men jeg kan da konstatere, at depoterne for råolie, Brent-olie, er faldet med 6 eller 7 pct. siden i går. Jeg kan også se, at de futures, der er på området, er faldet i værdi. Om det holder, ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad prisen er om et halvt år, men regeringen har på baggrund af de stigende energipriser valgt at gøre det her for resten af 2026. Gør man ikke yderligere, er befordringsfradraget tilbage på det, som Skatterådet har bestemt det skulle være og reguleret det med sidste gang i 2022 med fremskrivning af pris- og lønudvikling.

Spørgeren.

Nu kender ministeren mig og ved udmærket godt, at det svar anerkender jeg ikke, for det var jo ikke særlig konkret. Det var en beskrivelse af, hvordan depoterne var, og hvordan udviklingen kan være. Jeg spørger ind til, hvor skillelinjen er henne. Har man gjort sig nogen overvejelser om det? Det er også fair nok, hvis man endnu ikke har gjort sig nogen overvejelser om det, men det kunne være rart, hvis man sagde: Okay, hvis vi vurderer, at det her nogenlunde bliver det prisniveau, vi ser ind i i 2027, så fortsætter vi med det her for at bakke op. Ellers kan danskerne vide, at hvis prisen kommer under det, er det regeringens hensigt ikke at indføre en ny midlertidig stigning i befordringsfradraget.

Ministeren.

Det er jo altid svært at spå om fremtiden, det kender vi alle sammen til. Jeg ser primært en uge frem, og jeg glæder mig til at lytte til Iron Maiden på COPENHELL om godt og vel en uge. Dem, der er til den slags musik, synes sikkert også, der er grund til entusiasme. Andre nyder opera mere. Jeg nyder også selv opera en gang imellem. Når jeg nævner det, er det egentlig blot, fordi vi har en responstid på godt og vel 3 måneder i forbindelse med det her og måske også en lille smule mindre, og er det sådan, at energiprisen eksploderer frem mod nytår, synes jeg, at det politisk ansvarlige naturligvis vil være at indkalde Folketingets partier til forhandlinger og se, om man kan skaffe den nødvendige finansiering for at tage yderligere tiltag. Men det er svært at spå om fremtiden, så jeg vil nøjes med at sige, at vi følger situationen nøje og er klar til at handle, hvis den udvikler sig.

Så er det hr. Dennis Flydtkjær.

Tak for ordet. Det er helt sikkert positivt, at man har øje for, at der er rigtig mange, der oplever stigende priser for at køre på arbejde. Det er jo sådan set meget godt. Men jeg undrer mig over, hvorfor regeringen ikke anerkender, at der er rigtig mange andre situationer i ens hverdag, hvor man også har problemer med stigende priser på brændstof. Altså, hvis man bor på landet og skal ind at handle eller ud at besøge sin familie eller i skole eller ned at hente børnene ved fritidsinteresser og sådan nogle ting, altså alle de der situationer, hvor man også kan være afhængig af en bil, fordi der ikke er kollektiv transport eller man ikke har råd til at købe en elbil – hvorfor er det, at regeringen ikke synes, at der i de tilfælde skal være noget til de mennesker også? Altså, der er jo rigtig mange i det her samfund, som er lagt ned økonomisk på grund af energikrisen. Som sagt er det jo positivt, at man hæver befordringsfradraget, men hvad med resten af den gruppe, som har udfordringer med stigende priser?

Ministeren.

Jeg får næsten lyst til at spørge hr. Dennis Flydtkjær, om han egentlig mener, at økonomien her i landet er blevet bedre eller værre de sidste 5 år, om der er flere danskere, der er blevet rigere eller fattigere de sidste 5 år, og om der er flere eller færre, der har fået det bedre eller værre. Altså, svarene er nemme at finde; man kan slå dem op i Danmarks Statistik. Der er flere danskere, der har fået det økonomisk mere komfortabelt, dvs. flere penge mellem hænderne. Regeringens skatte- og afgiftslettelser har skabt et kæmpe frirum for langt de fleste. Så er der nogen, der har det svært. Det anerkender jeg fuldstændig. Til dem har vi skabt en forøget ældrecheck. Vi skriver i regeringsgrundlaget, at vi vil komme de svageste pensionister i møde med en økonomisk håndsrækning. Men det må være sådan, at dem, der har længst på arbejde, også er dem, der bærer den største byrde ved de høje energipriser. Og det er jo det, vi starter med at handle på.

Spørgeren.

Jeg kommer selv fra Ringkøbing-Skjern Kommune – jeg bor så i Herning Kommune nu – og det er Danmarks største kommune rent geografisk og virkelig en landdistriktskommune. Der er langt imellem husene; der er ikke særlig tæt befolket. Der kan godt være langt hen til sportshallen, der kan godt være langt hen at hente børnene, og der kan også være langt til indkøbsmuligheder og langt hen at besøge sine forældre, som måske bor i nabobyen. Der betyder benzinpriserne også noget. Så kan det godt være, at man kan sige: Jo jo, og vi har da givet nogle skattelettelser for at arbejde. Det er vi ganske positivt med på, og også, at man hæver befordringsfradraget. Men min anke er jo bare: Hvad med alle de andre situationer, hvor folk er tynget af stigende benzinpriser? Hvorfor er det ikke, at vi midlertidigt gør noget ved det? Altså, jeg synes jo egentlig kun, at det er ganske fornuftigt, men der er også erhvervslivet. Det koster jo også penge at transportere varerne hen i supermarkedet eller fiskene fra fiskekutteren til fiskeauktionen. Altså, der er jo alle mulige andre steder, man bliver ramt af det her. Så hvorfor er det ikke et bredere forslag, man kommer med?

Tak. Ministeren.

En typisk pendler har haft, afhængigt af om man kører på benzin eller diesel, en ekstraudgift på mellem 2.500 og 4.000 kr. i år 2026 på baggrund af de stigende energipriser. Fradraget løser det næsten for dem, der kører på benzin, men ikke for dem, der kører på diesel. Hvis man nu hæver betalingen til de fattigste pensionister med 1.000 kr. om måneden og man forudsætter, at man kører halvdelen af det, man kører, hvis man kører 50 km om dagen som pendler, så er man blevet mere end kompenseret for det tabte. Jeg nævner det blot, fordi det lader til, at man, hver gang der bliver spurgt, ikke anerkender den økonomiske hjælp, der også er på vej, og som faktisk netto giver de fleste mennesker en bedre økonomisk hverdag end før. Og jeg forstår godt bekymringen; jeg anerkender det, særlig de steder, hvor der er længere mellem naboerne, end der er her.

Så siger vi tak til ministeren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Skatteudvalget. Er der ingen, der gør indsigelse til dette, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Så kan man begrunde forslagene. Den første, der ønsker at give en begrundelse, er hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti i forhold til beslutningsforslag nr. B 2.

Tak, formand. ( Første næstformand (Leif Lahn Jensen): Værsgo). Dette har været en dag, som jeg og mange, tror jeg, har set frem til. Umiddelbart efter folketingsvalget, afholdt den 24. marts, fremsatte Dansk Folkeparti nemlig sit beslutningsforslag om at sænke benzin- og dieselafgifter og -moms. Men vi fik simpelt hen nej til, at Folketinget kunne indkaldes. Formanden ville ikke og et flertal af gruppeformændene følte sig ikke i stand til at tage stilling. Så hvad gør man så? Ja, så appellerer man selvfølgelig til borgerne, til danskerne, dem, som er hårdest ramt hver eneste dag nede ved tankstationen, ligesom man nu i 4 år har været ramt, når man skulle handle i supermarkedet, og politikerne intet har gjort; vi lavede et borgerforslag. Jeg vil godt indrømme, at jeg i begyndelsen var en lille smule bekymret, for er det virkelig noget, der kan engagere. Men jeg skal love for, at min bekymring blev gjort til skamme. For det gik over stok og sten, med at danskerne skrev under, og jeg tror, at på bare 16 dage havde vi over de 50.000 underskrifter med MitID – det var ikke bare sådan lige, det var med MitID – der skulle til for at indbringe borgerforslaget her til Folketinget. Alligevel var der et flertal, der sagde nej, det ville man ikke. Men nu er vi her. Endelig har de tusindvis for ikke at sige hundredtusindvis af danskere, som hver eneste dag er bekymret for at blive flået ved benzintanken, en stemme i Folketinget. Og det er præcis det, det handler om, altså at vi skal have magten tilbage til befolkningen, til dem, som er ramt af de hovedløse og fjollede beslutninger, som alt for ofte bliver truffet herinde på Christiansborg. Der er jo en grund til, at Danmark har de højeste benzin- og dieselpriser i EU. Man behøver bare at tage til Tyskland eller til Sverige eller til Polen, som mange af os er optaget af, så kan man finde billig benzin og diesel – eller i hvert fald markant billigere end her. Sjovt nok er grundprisen jo den samme, så de eneste, der bærer ansvaret for, at det er dyrt for danskerne at tanke, er politikerne her, og det er det, vi vil gøre noget ved. Så i dag har vi hele tre forslag, der bliver sambehandlet, som stiller et krav om billigere brændstof til danskerne. Om det lykkes at få regeringen med, vil forhandlingen jo vise, men jeg synes allerede nu, at danskerne har vundet en kæmpe sejr, ved at vi kom frem til i dag. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne, som ønsker at give en begrundelse for beslutningsforslag nr. B 4. Værsgo.

Siden konflikten i Iran er prisen på benzin og diesel eksploderet og rammer jo hele samfundet. Det rammer dem, som pendler til arbejde, og dem, som skal hente eller bringe deres børn fra og til fritidsinteresser, og det rammer, hvis man skal ned og handle, ja, det rammer i det hele taget bare dem, der bor et sted, hvor der kan være lidt længere mellem husene. Det er jo stort set alle i Danmark, der bliver ramt af de her prisstigninger. Det rammer også vores erhvervsliv. Det kan være folk, der skal have transporteret varer hen til supermarkedet. Det kan være folk, der skal have transporteret noget fra en fabrik hen til en anden fabrik osv. Det hele sætter sig i priserne, der rammer alle danskere. Noget af det mest målrettede, man kan gøre, når prisen på benzin og diesel stiger, er vel meget naturligt at sænke afgiften på benzin og diesel. Derfor er der så tre forslag i dag, som jeg håber Folketinget kan bakke op om. For jeg synes ærlig talt, at det er mærkeligt, at vi som stort set det eneste land i hele Europa ikke gør noget ved afgiften på benzin og diesel. Der er vel kun Malta tilbage, som ikke har gjort noget ved det, og det skyldes, at de i forvejen ligger på EU's minimumssats. Så jeg håber, at der kan være lidt sund fornuft her i Folketingssalen i dag, og at man er med på at sænke afgiften på benzin og diesel.

Tak til begge ordførere. Forhandlingen er hermed åbnet, og den første, der får ordet, er skatte- og vækstministeren.

Tak for det. I dag skal vi behandle to beslutningsforslag og et borgerforslag, alt sammen centreret om lavere beskatning af diesel og benzin. Med B 2 og med borgerforslaget foreslås en permanent nedsættelse af moms og afgifter på benzin og diesel til EU's minimumssats, og med B 4 foreslås en nedsættelse af afgifter på benzin og diesel til EU's minimumssats for resten af 2026. Fælles for forslagene er en sympatisk tanke om at gøre det billigere for danskerne at transportere sig selv. Derudover ønsker Dansk Folkeparti at tilpasse afgiftsstrukturen, så der er bedre overensstemmelse mellem beskatning af benzin og diesel og de samfundsøkonomiske omkostninger. Regeringen er helt opmærksom på, at mange danskere oplever stigende brændstofpriser. Vi er enige i, at der skal gøres noget, og har så valgt at gøre det på en anden måde end det, der bliver foreslået med de her beslutningsforslag og med borgerforslaget. Regeringen kan derfor ikke støtte forslagene, og det er der tre årsager til. For det første er det ikke muligt at nedsætte momssatsen kun på diesel og benzin fra 25 til 15 pct. Momsen er reguleret af EU's momsdirektiv, og der er en række af de varer, der er reguleret af momsdirektivet, som er undtaget enhedssatsen. Det gælder eksempelvis abonnementer på nyhedsmedier, det gælder frisk frugt og grønt, og det gælder fødevarer, hvor man kan aftale forskellige satser. Det gælder ikke brændstof. Ønsker man at sænke momsen på brændstof fra én sats til en anden, er man nødt til at gøre det på alle andre varer ud over de kategorier, jeg lige har nævnt. Derfor vil en sænkelse af momsen på diesel og benzin lovgivningsmæssigt udskrive en regning til statskassen på godt og vel 80 milliarder gode danske kroner pro anno. Det er alligevel en slags basseører, også selv om det går godt for dansk økonomi. Det kan regeringen ikke støtte. For det andet mener vi, at man skal se på, hvor folk får mest ud af det og de penge, man bruger. Beregningerne er ret tydelige: Hvis man ønsker at hjælpe de mennesker, der transporterer sig selv mest til og fra arbejde, så er den største imødekommelse økonomisk at hæve befordringsfradraget. Der er 1.000 kr. til forskel pr. pendler i gennemsnit. Jo længere væk fra hovedstaden man kommer, jo mere stiger forskellen. Bor man f.eks. i Ringkøbing-Skjern Kommune og ønsker at hæve befordringsfradraget kontra at sænke afgiftsstrukturen for dem, der har mindst, så kan forskellen være mange tusind kroner pr. borger og pr. pendler. Det synes regeringen også er værd at være opmærksom på. For det tredje synes vi, at løsningen trods alt skal have en klimagavnlig og -nyttig effekt, og ved at sikre, at befordringsfradraget bringes i spil, giver vi også den frihed til, at man kan vælge at køre flere i samme bil. Man kan tage det offentlige, man kan transportere sig på cykel, man kan tage toget; man har frihed til at vælge transportformen og har stadig væk adgang til fradrag. Med de tre årsager in mente vil jeg glæde mig til debatten og gentage, at regeringen desværre ikke kan støtte forslaget af de benævnte grunde. Tak for det, formand.

Tusind tak for det. Der er et par spørgere. Den første er hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil høre, om ministeren har kendskab til nogen lande i EU, hvor det er lige så dyrt som i Danmark at fylde tanken op.

Nej. Jeg har heller ikke kendskab til noget land i EU, hvor levestandarden er lige så høj som den danske, og hvor man tilsvarende har et velfærdssystem, der er på samme niveau.

Spørgeren.

Det er fint, men jeg fik bare indtryk af i ministerens tale, at det nærmest sådan var i strid med EU-reglerne at gøre noget for at få billigere benzin og diesel. ( Skatte- og vækstministeren (Jakob Engel-Schmidt): Nej nej). Det har vi så fået etableret ikke er tilfældet, for indkøbsprisen er jo den samme for alle lande. Det handles på verdensmarkedet. Så det, man gør, er jo et politisk valg. Jeg konstaterer, at Spanien og Polen har valgt at sænke momsen på brændstof, og at alle andre lande stort set, på nær Danmark, har valgt at gøre noget ved CO 2 -afgift, iblandingskrav eller de almindelige afgifter. Så det er bare for at etablere det i starten af debatten her: Når danskerne har de højeste diesel- og benzinpriser i EU, er det et politisk ønske fra regeringens side.

Ministeren.

Altså, bortset fra Ungarn har Danmark den højeste enhedsmoms i EU. Og når det er nemmere for Spanien og Polen at sænke afgifterne på brændstof og momsen, er det jo, fordi man har en meget lav momssats i forvejen, og derfor er den økonomiske implikation af at gøre den meget lave momssats lidt lavere meget lille. ( Morten Messerschmidt (DF): Det giver ingen mening!). Det giver økonomisk fin mening, hr. Morten Messerschmidt. ( Morten Messerschmidt (DF): Det er jo procentsatser af procentsatser). Ja, præcis, netop derfor. Men for at vende tilbage til spørgsmålet vil jeg sige: Det er da et politisk valg, hvordan man vil indrette samfundet økonomisk. Jeg tror f.eks., at regeringen er enig med Dansk Folkeparti i, at vi gerne vil gøre det billigere at fylde indkøbskurven. Derfor ser jeg også frem til debatten om at halvere momsen på fødevarer, hvor jeg forventer kæmpe medløb fra hr. Morten Messerschmidt og hr. Morten Messerschmidts kollegaer her i Folketinget.

Tak. Så er det hr. Dennis Flydtkjær.

Jeg tror, ministeren skal hjem at kigge på lidt procentregning. Jeg tror, at hvis man sænker noget med 2 pct. i Spanien og i Danmark, giver det stadig væk de samme procentsatser, men det var ikke lige det, jeg ville spørge om, undskyld. Ministeren giver tre grunde til, at man ikke kan støtte det. Den ene er momsdelen, men det har Danmarksdemokraterne ikke foreslået. Så det er vel ikke et argument for at afvise Danmarksdemokraternes forslag? Det er Dansk Folkepartis forslag. Det andet er, at man siger, at hvis man har mest fokus på at hjælpe dem, der er på arbejde, kan man så heller ikke støtte det, for så er befordringsfradraget godt. Men der er jo ikke nogen, der har sagt, at målet alene var at støtte dem med arbejde. Vi vil sådan set gerne støtte alle danskere, der har problemer med stigende benzin- og dieselafgifter, også pensionisterne og dem, der bor, hvor der er længere mellem husene. Så det argument holder jo heller ikke rigtig. Det sidste argument, man bruger for at afslå det, er, at man jo kan køre sammen, hvis der er befordringsfradrag. Anerkender ministeren ikke, at hvis man kører fire sammen i en bil, sparer man også på benzinen, altså selv om der ikke er befordringsfradrag. Altså, det kan altid bedre betale sig lige meget hvad at sætte sig flere i en bil og køre sammen. Så det økonomiske argument for den del holder jo heller ikke. Så hvad er grunden egentlig til, at regeringen ikke kan støtte Danmarksdemokraternes forslag, som ligesom regeringens sænker afgiften midlertidigt, altså resten af året, men dog mere målrettet, fordi det rammer præcis dem, der er ramt af de stigende priser, fordi det er afgiften på benzin og diesel?

Tak. Ministeren.

Hr. Dennis Flydtkjær har jo nogle fornuftige argumenter for sit forslag. Regeringen mener bare, at regeringens forslag er bedre. De mennesker iblandt os, der har det økonomisk svært, vil vi gerne støtte på andre områder. Det er sådan set en ærlig sag. Vi har én løsning, og Danmarksdemokraterne har en anden løsning.

Spørgeren.

Vi anerkender, at dem, der er på arbejdsmarkedet, også har en udfordring, sikkert måske den største, men hvad med alle de andre, som skal køre ned til lægen, hente børnene, ned at handle, besøge familien eller i det hele taget bare bor på landet? Har man ikke respekt for, at de også godt kan have problemer med Europas højeste energipriser på benzin og diesel? Hvorfor er det, vi ikke skal hjælpe dem, når der er en energikrise, der rammer så hårdt?

Ministeren.

Jo, og det er jo også derfor, den største hjælp kommer til mennesker, der bor i de 21 kommuner, hvor der er længst mellem naboerne. Det er der, den allerhøjeste kompensation gives med vores model for befordringsfradraget – absolut. Det er der, man får allermest ud af at køre de ekstra kilometer på arbejde frem og tilbage. Beløbene er markant større, end de nogen sinde bliver østpå og i Aarhusområdet.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

At regeringens forslag, som regeringen selvfølgelig synes er bedre end det, som nogle fra oppositionen kommer med, er lavet for akut at hjælpe nogen nu og her, anerkender jeg. Men så forstår jeg ikke, hvorfor man ikke kan anerkende, at en folkepensionist også har brug for hjælp akut nu og her, og at en førtidspensionist også har brug for hjælp akut nu og her for at have råd til de stigende benzin- og dieselpriser. Jeg forstår godt det, man har gjort tidligere, så det behøver jeg ikke en opremsning af, for det her er et akut problem specifikt på grund af at benzinpriserne, og det gælder jo for alle de danskere, der har en benzin- eller dieselbil, og som har behov for at køre i den. Derfor kunne jeg godt tænke mig at se, hvad det så er, man har nu og akut til de grupper, som man så har valgt ikke at lade være omfattet at det her? Det er jo et politisk valg, som er fuldstændig validt, hvis det er det, man vil som regering, altså at fravælge folkepensionister og førtidspensionister. Så spørger jeg bare: Har man så noget, man har tænkt sig at gøre nu og her akut og ikke først i 2027, 2028, eller hvornår det nu skal gælde fra, men nu og her, og som hjælper dem?

Ministeren.

Hvis man er studerende, har man adgang til det udvidede befordringsfradrag i en stor del af landet. Lige om lidt afskaffer vi momsen på bøger. For de fleste studerende koster det utrolig mange penge. Hvis man er ældre medborger, er ens pension lige blevet reguleret og prisfremskrevet for de næste par år. Det er et relativt stort beløb. Samtidig ønsker vi at hæve pensionen for de allersvageste pensionister, dem, der har mindst. Derudover foreslår regeringen en række skatte- og afgiftslettelser, som man kan læse om i regeringsgrundlaget. Nogle af dem er blevet modtaget med stor entusiasme. Vi er jo f.eks. enige med Dansk Folkeparti og de fleste i oppositionen til venstre for regeringen om, at momsen på frugt og grønt skal afskaffes og halveres på andre fødevarer. Jeg forstår, at nogle er enige i noget, og andre er mere enige i noget andet, men på den måde er der økonomisk set og råderumsmæssigt mange håndsrækninger på vej til danskerne, som de er flest. Så er jeg helt indforstået med, at nogen kan mene, at det ene er fornuftigt, og at noget andet er ufornuftigt. På den måde glæder jeg mig også til debatten og de forhandlinger, der må følge, for jeg forestiller mig, at politikken skal bæres igennem med store flertal, i og med at vi taler om politik, der berører mange danskere.

Spørgeren.

De ændringer, som ministeren taler om, er fremtidige ændringer, strukturelle ændringer, hvor mange af dem kan være hensigtsmæssige, i hvert fald fra mit synspunkt, men det ændrer ikke på den udfordring, som regeringen vil adressere med det her forslag. Det var folk, som havde problemer med at betale for de stigende benzin- og dieselpriser. Det problem er jo ikke kun omfattet af folk, der tager på arbejde. Det er i høj grad også omfattet af pensionister, som ikke har råd til at skifte over til den her elbil, og som altså ikke har råd til de her ting. Det gælder også førtidspensionisten, som også gerne vil have barnet til fodbold, og også gerne vil kunne byde ind og kunne køre, når de skal køre til udebanekampe og sådan noget, men som nu må sige: Nej, vi kører sgu ikke; vi springer lige over. Og dem sætter man altså i en dum situation med det her.

Ministeren.

For at få befordringsfradraget skal man jo transportere sig selv mere end 24 km. Det betyder også, at dem, der får befordringsfradraget, procentuelt vil være dem, der har den højeste omkostning i forbindelse med den daglige transport. Så anerkender jeg fuldstændigt, at det kan være dyrt at fylde tanken til andre gøremål, og der har jeg så prøvet at nævne en række af de tiltag, der vil øge råderummet for mennesker, som de er flest, hvad enten de er på arbejdsmarkedet eller de er på en overførselsindkomst. Om det så er den forhøjede ældrecheck, om det er den øgede pension, eller om det er andet, kommer det de forskellige grupper til gavn.

Den næste er hr. Mikkel Dencker.

Jeg sad lige og lyttede til ministerens tale før, hvor ministeren argumenterede for, at man ikke fra regeringens side vil støtte B 2, altså forslaget fra Dansk Folkeparti, og borgerforslaget, og det var på grund af det her med momsen, hvor ministeren hævder, at det kan man ikke gøre ifølge EU's regler. Altså, i Polen har man gjort det. Der har man jo haft samme problemstilling, nemlig at borgerne blev flået på grund af højere energipriser, og så har man sænket momsen på benzin og diesel i Polen for at kompensere sine borgere. Det kan jeg godt forstå at man har gjort, og det har man altså godt kunnet gøre, på trods af at der er nogle EU-regler, som ministeren holder fast i. Så kan ministeren ikke bekræfte, at det ville Danmark også kunne gøre?

Ministeren.

Jeg vil gerne bekræfte, at man kan lave en generel momssænkning, og det er jo også det, man har gjort i Polen, så vidt jeg er orienteret.

Spørgeren.

Så godt er jeg ikke inde i den polske energipolitik. Jeg har bare konstateret, at det har man gjort i Polen sammen med mange andre gode ting. Og så går jeg videre til mit næste spørgsmål til ministeren: Hvornår kommer der så noget kompensation til eksempelvis pensionister for de her stigende benzin- og dieselpriser? Man kan jo ikke bare sige, at man vil give en fødevarecheck til pensionister.

Ministeren.

Hr. Mikkel Dencker nævner noget om det polske momssystem og nævner så i sin næste kommentar, at han ikke rigtig kender noget til det, når han beder mig bekræfte, at det, han siger, er korrekt. Det forekommer mig en lille smule mærkværdigt. Det er så ikke det, vi skal bruge alt for lang tid på. Hvornår vil jeg så gøre noget mere for pensionisterne? bliver jeg spurgt. Jamen jeg har været med til at forhandle de sidste fire finanslove her i landet, og der har været en hjælpende hånd til de ældre stort set hver gang. Nu gør vi også noget ekstra for at hæve pensionen, og jeg glæder mig til, at Dansk Folkeparti måske vil stemme for netop det forslag. Det tænker jeg efter debatten i dag vil stå klart for de fleste at der er sandsynlighed for.

Vi siger tak til ministeren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Tak for det. Vi går til ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Malte Larsen fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak. Jeg forstår simpelt hen ikke, at Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne hellere vil sende omkring 1 mia. kr. ud af landet end at hjælpe danske pendlere. Når man sænker benzin- og dieselafgifterne bredt, går pengene ikke kun til danske bilister; de går også til udenlandske vognmænd og turister, der tanker i Danmark. Det giver ikke mening for mig. Mange danskere er presset af de høje brændstofpriser, især de danskere, der skal bruge bilen for at komme på arbejde. Derfor giver det meget mere mening at målrette hjælpen, hvilket vi lige nu har diskuteret under det forrige punkt på dagsordenen med lovforslag L 4, end at dele ud til polske chauffører og tyske turister ved benzinstanderne. Hvis vi følger hr. Morten Messerschmidts og Danmarksdemokraternes forslag, sender vi penge ud af landet og øger vores forbrug af olie og afhængigheden af mellemøstlige oliestater. Det er vi som Socialdemokrater modstandere af. Vi vil hjælpe danskerne, ikke de polske vognmænd eller tvivlsomme regimer i Mellemøsten. Derfor støtter Socialdemokratiet ikke nogen af disse beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Der er korte bemærkninger, og den første er til hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Det er jo simpelt hen de skøreste anbringender, man kommer med her. Normalt plejer vi at sige, at det er en god ting at sænke nogle afgifter, sådan at man tiltrækker folk, der vil handle i Danmark. Nu ved jeg, at regeringen jo lægger op til at ville sænke fødevaremomsen – efter mange sværdslag – og det vil jo utvivlsomt føre til, at der er nogle polakker i Danmark, der kommer til at betale mindre, når de skal ind og have en sandwich på vej igennem landet. Har hr. Malte Larsen regnet på, hvor stort provenutabet bliver på polakker, der handler fødevarer i Danmark, hvis man sænker fødevaremomsen?

Ordføreren.

Normalt er vores partier enige om ikke overflødigt at sende penge ud af Danmark. Nej, jeg har ikke regnet på tabet på det andet, men jeg ved, at nogle har regnet på, at det her vil medføre, at vi kommer til at sende ca. 1 mia. kr. ud af landet.

Spørgeren.

Nogle gange er der rabat på Øresundsbroen og på Storebæltsbroen. Det har man for lige at hjælpe nogle danskere på vej. Der er jo også nogle polakker, der krydser Storebælts- og Øresundsbroen, og, er jeg helt sikker på, også når der er rabat. Har hr. Malte Larsen regnet på, hvor meget den danske stat taber, når polakker på rabattidspunkterne krydser vores broer?

Ordføreren.

Det kan jeg også afkræfte at jeg har regnet på.

Så er det hr. Michael Nedersøe. Værsgo.

Tak for det. Jeg spurgte jo tidligere ordføreren, om han kunne bekræfte, at en sænkelse af afgifterne ville medføre, at danske vognmænd rent faktisk trak noget af deres indkøb af brændstof tilbage til Danmark. Det undgik ordføreren ganske behændigt at svare på, men begyndte at snakke om stabilitet i brændstofpriser osv. Kan ordføreren bekræfte – ja eller nej – om det vil have en positiv effekt, at Danske Vognmænd trækker deres indkøb af brændstof tilbage til Danmark, hvis man sænker afgiften?

Ordføreren.

Jeg vælger jo heldigvis selv, hvordan jeg svarer heroppefra, og vil igen svare, ligesom jeg gjorde under det forrige dagsordenspunkt, at jeg har set en vognmand her til morgen efterlyse stabilitet i de beslutninger, vi kommer med herfra, sådan at de investeringer, man jo foretager sig i en vognmandsforretning – og de kan jo være store – giver en forudsigelighed og stabilitet i den forretningsdrift, man skal have, og nogle klare forventning om, hvad der skal ske i fremtiden.

Spørgeren.

Selvfølgelig vil man gerne have stabilitet, men en sænkelse af afgifterne er vel også en form for stabilitet. Når en dansk chauffør tanker mellem 500 og 1.000 l brændstof, har det en væsentlig meromkostning, og det er jo derfor, jeg netop redegjorde for, at man rent faktisk handler i udlandet. Jeg hæfter mig også ved og vil spørge, om ordføreren kan bekræfte, at det er det socialdemokratiske skræmmekampagnekontor, der rent faktisk er kommet frem med tesen om, at det er 1 mia. kr., vi sender ud af landet. For det er jo egentlig ikke det, CONCITO påpeger; det er mere den grønne omstilling. De ser ikke på, om vi sender penge ud af landet.

Ordføreren.

Som jeg har forstået det, er det netop CONCITO, der har regnet på det, og at det var 1 mia. kr., der ville forlade landet. Jeg forstår ikke det her med, at man har så travlt med at sige, at vi skal blive ved med at være uafhængige af tvivlsomme regimer i Mellemøsten og de leverancer af fossil energi, som kommer hertil.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Lad os endelig høre det, hvis der er et argument om noget højere end den her milliard. Prøv at høre her: Den her regering vil sænke momsen, så folk kommer til at købe mere, og elafgiften kommer da også udlændinge til gavn, som så tanker deres bil op med el i Danmark. Altså, man gør da en lang række ting, og i forhold til det der med, at man ikke unødigt vil sende 1 mia. kr. ud af landet, vil jeg sige, at den her regering vel sender, er det 24 eller 25 mia. kr. i udviklingsbistand ud af landet hvert eneste år. Så kommer man nu op på den moralske hest og siger, at man passer på danskernes penge. Hold nu op! Ved ordføreren, om man har regnet på, hvad effekterne bliver af, at der måske er flere turister, der vil komme til Danmark, hvilken betydning det har for folk, som har sommerhuse, hvilken betydning det har for lokalområdet, for meromsætningen, og fordi det bliver billigere at holde ferie i Danmark? Ved ordføreren, om det er medregnet i det regnestykke, som CONCITO har lavet?

Ordføreren.

Det er jeg ikke bekendt med. Jeg går ud fra, at et regnestykke af den kvalitet er validt. Jeg hæfter mig også ved, at Skatteministeriet har lavet nogle beregninger, der handler om, hvordan de her ting vil påvirke den danske økonomi.

Spørgeren.

Jo, men det er jo tit sådan, at hvis man regner på det her, er det isolerede beregninger. Der er jo en lang række afledte effekter, og der spørger jeg bare, om man har kigget på dem. For hvis man anerkender, at der er en lang række afledte effekter, så er der jo nøjagtig de samme afledte effekter, når man så sænker momsen. Så kan man jo ikke bruge den argumentation længere. For der vil også være nogle, hvad kan man sige, negative eksternaliteter, ved at der er udlændinge, som får gavn af de afgiftssænkninger, man laver. Men det er jo ikke en argumentation for, at man så ikke skal sænke afgifterne. Hvis det er den nye argumentation fra regeringens side, burde man jo hæve grundfradraget hos danskerne i stedet for at sænke momsen. For så går de penge jo absolut kun til danskerne, som så kan købe mere i butikkerne, i stedet for at sænke momsen.

Ordføreren.

Jeg er lidt i tvivl om, om jeg kan følge med i, hvor langt vi bevæger os væk i øjeblikket. Men jeg kan se af de svar, der er kommet fra Skatteministeriet, at man også har forholdt sig til, hvordan det virker, når man medregner adfærd og tilbageløb.

Den næste er hr. Dennis Flydtkjær.

Kan hr. Malte Larsen ikke lige starte med at fortælle, hvad det er for et forslag, man har regnet på? Det er jo ikke to ens forslag. Så er det Danmarksdemokraternes forslag, eller er det Dansk Folkepartis forslag? For jeg tror, ordføreren sagde, at de begge kostede 1 mia. kr., men det er jo ikke det samme, der foreslås. Det siger jo også lidt om, hvor dybt man har gravet i argumentkassen, når man siger, at det handler om, at man giver en masse penge ud af landet. Jeg tror, at alle danskere har set nyheder og set artikler, hvor det jo er det omvendte, der sker. Danskerne kører jo til Sverige og Tyskland for at tanke. Det er jo spøjst, at man nu skulle valfarte helt fra Polen og køre til Danmark for at tanke og så køre tilbage til Polen. Det er jo omvendt. Danskerne tager til Sverige for at tanke, fordi det er så dyrt i Danmark. Og helt ærligt, hvad er problemet, hvis der kommer flere turister herop? Vi har altså mange steder i landet, hvor vi lever af turisterne. Så hvis vi kunne få en enkelt eller to ekstra turister til Vestkysten eller til Nordsjælland, eller hvor det er henne, så er det vel en god ting. Så helt ærligt, kunne man ikke lige prøve at grave lidt dybere i argumentkassen og finde noget, der faktisk var rigtigt?

Ordføreren.

Vi er jo enige i, at det er rigtig godt at tiltrække turister. Det er virkelig godt for også nogle egne, jeg kender, at der kommer mange turister og opholder sig og bruger nogle penge der. Jeg tror, at det eksempel med milliarden, der er regnet på, nok er Dansk Folkepartis forslag, som CONCITO har regnet på. Og så er det jo rigtigt, at de andre forslag måske ikke har helt den samme vidtrækkende konsekvens, men retningen er dog den samme.

Spørgeren.

Det er i hvert fald den samme retning, som stort set alle andre europæiske lande har valgt, nemlig at sænke afgiften på benzin og diesel. Danmark er stort set det eneste land, der ikke har gjort det, alene fordi man havde lange regeringsforhandlinger, og nu kommer man så med et andet forslag. Men jeg vil trods alt sige tak, fordi man bekræftede, at det, man står og beskylder Danmarksdemokraterne for, har man slet ikke regnet på. Og helt ærligt, det er igen bare for at påpege, at det er det modsatte, der sker i dag: Det er danskerne, der tager til udlandet for at tanke, og ikke udlændinge, der kommer til Danmark for at tanke. Kommer vi ned i pris, er jeg da med på, at det godt kan være, at der er flere, der tanker i Danmark. Men er det ikke positivt, for så kommer de jo for at holde ferie eller handle med vores virksomheder?

Ordføreren.

Nu er der jo generelt ikke ret mange steder i hele verden, jeg ville bytte med eller bytte regelregime med i forhold til det, vi har i Danmark. Jeg synes, vi har noget af det bedste, der overhovedet foregår i hele verden. Det her er jo bare et eksempel på, at vi igen laver et klogt regelsæt, der rammer, præcis som vi gerne vil, nemlig et forhøjet befordringsfradrag til de mennesker, der dagligt har brug for deres transport til og fra arbejde.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Den næste er fru Sofie Lippert fra SF. Velkommen.

Tak. Der er ingen tvivl om, at stigende brændstofpriser den seneste tid har presset mange pendlere. Især den usikre situation omkring Hormuzstrædet har betydet, at mange har måttet skrue op for budgetposten til transport. Netop derfor har vi lige behandlet regeringens lovforslag om at sikre et markant højere befordringsfradrag i år. Det kan give pendlere flere penge mellem hænderne allerede nu og dermed sikre, at der er bedre råd til de høje priser. Det mener vi i SF er den rigtige løsning på problemet, og derfor kan vi ikke bakke op om de to beslutningsforslag og borgerforslaget. Regeringens forslag vil for 2 mia. kr. give den gennemsnitlige pendler 2.300 kr. mere mellem hænderne i år, mens en tilsvarende nedsættelse af benzin- og dieselafgiften kun vil give 1.300 kr. mere mellem hænderne. Regeringens forslag er altså mere effektivt til at løse problemet end en midlertidig nedsættelse af afgifterne i år. En mere permanent nedsættelse af benzin- og dieselafgifter vil til gengæld ikke bare være dyrt, men også mindske incitamentet til at skifte til en grønnere løsning. Det ønsker vi ikke. SF stemmer derfor imod begge beslutningsforslag og borgerforslaget, og jeg skal hilse fra Alternativet og sige, at de gør det samme.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Dennis Flydtkjær.

Tak for talen. Ordføreren siger til sidst, at der også skal være incitament til at skifte til et grønnere alternativ. Lad os prøve at tage noget konkret: Hvis man nu er handicappet og har fået tildelt en bil, får man den typisk for en 8-årig periode. Det er naturligt tit lidt større biler, og hvis den er 8 år gammel, er det nok ikke den mest økonomisk rentable at køre i, men den er ligesom bundet i 8 år. Så hvad er det for et incitament, man giver til de handicappede? De kan ikke gå ud og købe en anden bil, for de skal vente den periode, før de kan få bevilget en ny bil. Dem hjælper man ikke med et befordringsfradrag. Så hvorfor er det, SF ikke vil hjælpe de handicappede, som ikke er dem, der har mange penge? De er typisk på en overførselsindkomst. Hvorfor skal de ikke også have lov til at mærke, at vi faktisk gerne vil kere os om, at de har fået markant højere brændstofpriser? De er ikke en del af det, som SF står og praler af på talerstolen; de kan ikke skifte til et grønnere alternativ, for de er bundet af deres handicapbil i 8 år.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, der er nogen, der kommer til at skifte til et grønnere alternativ på grund af de midlertidigt stigende priser. Det er jo også derfor, ordføreren er forslagsstiller på det midlertidige forslag, og min kommentar handler om det permanente forslag, som kommer fra Dansk Folkeparti, og borgerforslaget. Jeg hjælper gerne mennesker med handicap økonomisk. Jeg tror, vi kan hjælpe de konkrete mennesker, som ordføreren taler om, for et noget mindre beløb end de 3 mia. kr., det vil koste årligt at lave den her permanente nedsættelse. Så hvis det er de mennesker, det handler om, vil jeg hellere diskutere nogle lidt mere målrettede indsatser end at sprede en afgiftslettelse ud over alle danskere.

Spørgeren.

Men i Danmarksdemokraterne har vi ikke foreslået en permanent nedsættelse. Hvorfor vil man ikke være med til midlertidigt at hjælpe dem, der er handicappede – dem, der har langt mellem husene, dem, der skal ned til lægen, ud at handle? Der er masser af eksempler. Der kan gå mange år, før de kan skifte til et alternativ. Hvorfor er det, man kun vil hjælpe dem, der skal på arbejde? Jeg er ikke uenig i, at man også skal hjælpe dem, men lige præcis i forhold til handicappede, hvis vi skal tage en god social vinkel, hvorfor er det så, de ikke skal have en hjælp hjælpende hånd med at klare de her stigende priser? Det er ikke dem, der har mange penge. Så hvorfor vil SF ikke være med til at hjælpe dem midlertidigt? Jeg snakker ikke om permanente løsninger. Men folk, der har en handicapbil, har også brug for en hjælpende hånd, når priserne eksploderer.

Ordføreren.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi har øje for de sårbare grupper, og det peger jo lidt tilbage til den diskussion, vi havde under det tidligere lovforslag, hvor jeg må sige, at grunden til, at vi vælger den løsning, er, at vi mener, at den er mest effektiv. Vi mener, at det er den nemmeste måde at få penge ud at virke på der, hvor der er brug for dem lige nu. Den er ikke perfekt. Jeg anerkender, at der er nogle sårbare grupper, der ikke får noget ud af den løsning, og det kræver, at vi laver et andet spor, og det gør vi heldigvis i regeringen, hvor vi målretter hjælp til de grupper, som ikke kan være en del af arbejdsmarkedet.

Den næste er hr. Morten Messerschmidt.

Det er ikke så tit, vi har de her store sådan ideologiske samtaler hernede, men jeg synes egentlig, at det er et godt billede på, hvorfor socialismen er så usympatisk og menneskefjendsk. Det er det her med, at man opkræver rigtig, rigtig mange penge til staten, hvorefter det så er socialisterne, der sidder og giver almisser ud; hvem er det lige, der er de berettigede grupper? Nu har man så ikke lige fået ramt de handicappede, som hr. Dennis Flydtkjær nævner her – nå, men så kommer man måske med en check senere hen. Og dem, der er i den grønne transformation, er allerede på den positive side. Men det er jo simpelt hen et depraveret menneskesyn, altså socialisternes måde at anskue, om man er gode eller dårlige mennesker, på, der gør, om man får frihed eller ikke får frihed. Jeg er ikke socialist, heldigvis. Altså, så langt ude har jeg trods alt aldrig været. Men jeg må bare sige, at det, vi ser i øjeblikket, er udtryk for en ekstrem socialisme. Selv venstreorienterede regeringer ude i Europa kan jo godt finde ud af at sænke afgifterne og momsen. I Spanien, som har en af de skøreste regeringer på mange områder, kan man godt finde ud af det, og på Malta kan man finde ud af det, men her kan man ikke.

Ordføreren.

Vi bruger 2 mia. kr. på at give en hjælpende hånd her. Når jeg ikke synes, at det forslag, vi diskuterer lige nu, konkret er den rigtige løsning, handler det jo ikke om, at jeg vil stå og gøre mig til dommer over noget. Det er nu engang ikke nogle pludselige afgifter, vi har indført; det er nogle afgifter, der har været der i mange år. Det, der gør, at vi står i en krise lige nu, er de frie markedskræfter. Det er det meget lave udbud og den høje efterspørgsel, og sidst jeg åbnede en økonomibog, var det ikke den bedste idé, hvis man står i en udbudskrise, at sænke prisen, så efterspørgslen blot stiger. Det handler ikke om socialisme. Det handler også om økonomisk fornuft.

Spørgeren.

Jeg tror, det handler lidt om, hvad for nogle økonomiske bøger man læser. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Ronald Reagan-citatet fra 80'erne, nemlig at der ikke er noget mere skræmmende end at høre ordene: Jeg kommer fra staten, jeg er her for at hjælpe. Altså, det, vi har brug for, er jo ikke almissegrupper, hvor man sådan peger ud, at så er der en gruppe her, det er synd for, og de får en milliard, og så er der en gruppe her, det er synd for, og de får en milliard. Vi har Europas højeste – højeste! – benzin- og dieselafgift. Der er ikke noget sted på hele kontinentet, hvor det er dyrere. Vi har ikke brug for, at der sidder nogen og giver den slags håndsrækninger. Vi har brug for, at alle danskere får en hjælpende hånd, og alle andre regeringer kan finde ud af det. Det er kun her, det går galt.

Ordføreren.

Jeg mener, at vi har brug for en afgiftsstruktur, der afspejler den påvirkning, det har på vores fælles klode og vores fælles samfund, og det er derfor, vi har den afgiftsstruktur, vi har, for benzin og diesel.

Den næste er hr. Lars Boje Mathiesen.

Jeg synes faktisk, det er befriende, at SF melder rent ud, nemlig at det for dem er vigtigere med en eller anden klimafanatisme, end det er at hjælpe handicappede, der har svært ved at transportere sig rundt. Det synes jeg er dejligt at vi får på bordet nu. For SF var jo ærlige og sagde: Der er ikke noget her til at hjælpe de handicappede, som ikke er på arbejdsmarkedet, men som har en handicapbil og har svært ved at transportere sig frem og tilbage, så de kan have det liv, som vi alle sammen gerne vil have. Men for SF er det vigtigere, at man presser på, det er vigtigere, at man nudger, det er vigtigere, at man skal have folk over i elbiler, og så må de handicappede jo bare sejle deres egen sø. Det er reelt set budskabet, som SF kommer med fra talerstolen nu. For hvis man havde keret sig om det, havde man jo sagt i regeringen, at man skal sikre sig, at de sårbare grupper, altså dem, som er uden for arbejdsmarkedet, også bliver hørt, at der også er nogen, der tager vare på deres interesser, og at de også får en hjælpende hånd. Det har man fuldstændig ignoreret, og så taler man om noget, der er fugle på taget, og som skal ske engang i 2027, 2028, og hvad ved jeg. Det hjælper på ingen måde de danskere derude, der lige nu har svært ved at fylde tanken op.

Ordføreren.

Jeg er blevet en lille smule i tvivl om, hvad spørgsmålet var, og om spørgeren spørger til den midlertidige eller den permanente afgiftsnedsættelse. Men når vi taler om den grønne omstilling, taler vi om den permanente afgiftsnedsættelse, for det er der, den udfordring opstår. Vi har en akut og problematisk situation, som kræver midlertidige værktøjer. Vi har valgt et værktøj, og jeg er med på, at andre havde ønsket et andet værktøj. Men jeg mener ikke, at en permanent nedsættelse af benzin- og dieselafgiften, som kommer til at skabe et kraftigt incitament i retning af at bruge mere benzin og diesel både til skade for den grønne omstilling, men også til skade for vores selvstændighed og uafhængighed af Rusland såvel som mellemøstlige diktaturer, overhovedet er relevant i den diskussion.

Spørgeren.

Det er noget vrøvl. Regeringen har jo ikke valgt at lave en akutplan, som hjælper handicappede uden for arbejdsmarkedet. Man har bevidst valgt en løsning, som ignorerer, at vi har handicappede uden for arbejdsmarkedet, som har brug for en hjælpende hånd til at betale deres benzin og diesel. Det er det, man har valgt, og det skal man så stå på mål for i stedet for at sige: Vi har ikke gjort noget, som skal være strukturelt og varigt. Nej, det er ikke det, vi taler om her. Hele det forslag, som regeringen kom med, var jo en akutpakke, som skulle hjælpe, og så er det bare en akutpakke, som ikke skal hjælpe handicappede, førtidspensionister og folkepensionister. Tillykke med det fra SF til borgerne derude!

Ordføreren.

Det er meget forvirrende, om vi er i gang med en debat om regeringens lovforslag, eller om vi er i gang med en debat om de to beslutningsforslag og borgerforslaget her. Men jeg kan jo blot gentage, at jeg mener, at den her model er bedre end det, der ligger her, og derfor kommer vi til at stemme imod. Det handler jo også om, at vi skal finde pengene til det, og vi har valgt, at vi synes, at de 2 mia. kr. er bedre brugt på den måde, vi diskuterede for en times tid siden.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Den næste er fru Marie Brixtofte fra Venstre. Velkommen.

Tak for ordet, hr. formand. De tre beslutningsforslag, herunder borgerforslaget, vi sambehandler nu, handler om den internationale uro, der akut skabte høje benzin- og dieselpriser. I Danmark rammer det særlig hårdt, fordi vi i forvejen har et af verdens højeste skattetryk. Derfor og grundet de seneste års meget høje priser var mange danskere i forvejen presset økonomisk. Når internationale konflikter akut sender energipriserne op, kan det mærkes direkte i husholdningsbudgettet. For mange danske familier er bilen ikke et luksusgode, men en nødvendighed. Den skal bruges til at komme på arbejde, hente børn, handle ind, køre til fritidsaktiviteter med børnene og til weekendbesøg hos familien. Men bilen er også nødvendig for, at mange danske folkepensionister kan komme ud af huset, og det er nemlig vigtigt for deres trivsel og sundhed at opleve andet i hverdagen end hjemmets fire vægge. Bilen er lige så nødvendig for mange mennesker med handicap, for førtidspensionister og for mennesker, der f.eks. bruger deres bil på arbejdet. Og ja, på sigt skal vi alle køre i elbiler, men indtil da er det altså 75 pct. af danskerne, der stadig har en fossilbil, og som akut er blevet hårdt presset på økonomien. Stigende benzin- og dieselpriser rammer meget konkret, særlig uden for de største byer, hvor alternativerne til bilen ofte er begrænsede eller slet ikke eksisterer, eller hvor der er for langt til at cykle. Derfor forstår Venstre også den frustration, mange danskere oplever, når de ser priserne stige ved tankstationerne. Venstre foreslog en midlertidig nedsættelse af benzin- og dieselafgiften i valgkampen, og det var også en del af den politik, vi ønskede at føre i en mulig VLAK-regering. For når ekstraordinære prisstigninger akut presser danskernes hverdag, skal vi være villige til at hjælpe for en stund, for rigtig mange borgere står i en situation, hvor de ikke fra den ene dag til den anden bare kan udskifte bilen, flytte tættere på arbejdspladsen eller omlægge deres transportvaner. Danmark er heldigvis ikke et land i en osteklokke, for landene omkring os, Tyskland, Sverige og Norge og næsten alle andre lande i Europa, er afgifterne på benzin- og dieselkørsel generelt blevet midlertidigt sænket. Der skal ikke herske tvivl om det her. Vi er dybt optaget af den grønne omstilling. En kortvarig midlertidig sænkelse af afgiften på benzin og diesel vil ikke påvirke den grønne omstilling af bilparken eller Danmarks CO 2 -udledning, især fordi en midlertidig afgiftssænkelse jo netop bare kompenserer for priser, der lige er steget. I Venstre er det vigtigt, at det fortsat skal være attraktivt at købe og køre i elbil. Derfor forholder det sig anderledes med beslutningsforslag B 2 og B 14, der udspringer af et borgerforslag. Her lægges der nemlig op til varige og permanente lettelser af beskatning på benzin og diesel. Det mener Venstre er den forkerte vej at gå, for vi skal holde fast i retningen mod den grønne omstilling. På længere sigt skal vi helt væk fra fossile brændsler og over mod grønnere transportformer, herunder elbiler. I Venstre ønsker vi derfor ikke at gøre benzin og diesel permanent billigere på en måde, der svækker incitamenterne til den grønne omstilling. Så Venstre støtter ikke B 2 og B 14, men vi støtter B 4, som er en midlertidig og akut sænkelse af afgifterne på benzin og diesel året ud. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning, og den er til hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil gerne spørge: Er der egentlig ingen grænse for, hvor skævt det kan blive? Registreringsafgiften er væk, og elafgiften er væk, i mange kommuner er det gratis eller i hvert fald billigere at parkere, den grønne afgift er, hvis ikke væk, så i hvert fald markant lavere, så man er virkelig begunstiget, hvis man har en elbil, i forhold til folk, der bare sådan helt stille og roligt måske for 5 eller 8 år siden har købt sig en god brændstoføkonomisk diesel- eller benzinbil. Jeg tror egentlig, at ordføreren har ret i, at det går i retning af el og elektrificering, og det er også fint nok, og det er sikkert godt for mange ting, men hvorfor er det sådan, at man for at fremme det skal straffe dem, der har benzin- og dieselbiler? Hvorfor ikke bare give folk noget frihed? Er der ikke også i EU truffet beslutning om, at man ikke må sælge benzin- og dieselbiler efter 2030? Så hvorfor ikke bare sørge for nogle lave benzin- og dieselpriser, så danskerne bare på det område ikke bliver flået?

Ordføreren.

Nu afventer vi den ekspertgruppe, der er nedsat. Den kigger jo på, hvordan bilafgifterne fremover kan understøtte den grønne omstilling, og de skal aflægge rapport i efteråret. Derfor vil vi kigge på nogle af de ting, du snakker om der. Men vi er meget optaget af, at vi skal nå vores klimamål, og på den måde kan man jo ikke gøre det for godt for elbilisterne.

Spørgeren.

Det er jeg ikke sikker på jeg er enig i. Der er også noget med sammenhængskraft i det her land, og hvis det bare er virkelig, virkelig dyrt, fordi man så har truffet en ifølge ordføreren forkert beslutning for 5 eller 8 år siden og købt en eller anden diesel- eller benzinbil, er der så ikke en grænse for, hvor mange skævheder vi vil acceptere? I forhold til at der kommer en eller anden rapport i september vil jeg bare sige, at der overhovedet ikke er nogen jordisk chance for, hvis vores forslag bliver vedtaget, at ministeren har fremsat et lovforslag, inden den her samling er slut. Så hvis det er det, man er bekymret for, kan man roligt stemme for. Vi skal nok acceptere, at lovforslaget først bliver fremsat i oktober.

Hvad var spørgsmålet?

Hvorfor man ikke kan acceptere det. ( Marie Brixtofte (V): At hvad? Jeg er faktisk i tvivl om, hvad der blev spurgt om).

Så må man komme med en kort bemærkning. Hvis man ikke har nogen bemærkninger, må man sige det, og så vil jeg anbefale, at man tager diskussionen ude ved kaffeautomaten bagefter. Nu har ordføreren ½ minut til at svare, og det er også tilladt ikke at svare.

Fair nok. I Venstre holder vi fast i, at vi skal nå vores klimamål, og vi holder fast i, at vi skal nå den grønne omstilling. Til det, at priserne er gået op, vil jeg sige, at det jo kan være, at de går ned igen. Nu ser vi jo nye takter med Trump, så lad os håbe på det. I mellemtiden kommer vi til at bakke op om beslutningsforslag nr. B 4, som midlertidigt vil sænke afgifterne. Tak for ordet.

Der er en enkelt kort bemærkning mere, så vi holder lige fast i ordføreren, og den er fra hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Venstre, Danmarks Liberale Parti, vil gerne skubbe folk over i elbiler. Jeg kommer til at tænke på, om det, når Venstre nu ikke vil gøre noget som helst for benzin- og dieselbilejere, så var en fejl, da man støttede og stemte for at sænke registreringsafgiften fra 180 til 150 pct.? For da gjorde man det jo billigere at købe benzin- og dieselbiler.

Ordføreren.

Venstre går ind for, at danskerne får mere frihed og flere penge mellem hænderne. Vi går også ind for en grøn omstilling, og som hr. Lars Boje Mathiesen ved, er det ofte en afvejning af de to ting, man ønsker at opnå i samfundet.

Spørgeren.

Så hvis man fjerner registreringsafgiften på alle biler, vil Venstre godt kunne støtte det? For det er jo frihed, idet folk så kan vælge, hvilken bil de vil have. Eller et det sådan, at så meget frihed kan danskerne alligevel heller ikke tåle, så der er frihed, bare du gør, som Venstre gerne vil have?

Ordføreren.

Vi ønsker en grøn omstilling. Det tror jeg også jeg har nævnt før, og derfor afventer vi og ser, hvad for en rapport ekspertgruppen kommer med her i efteråret. For de kigger jo netop også på den grønne omstilling, men de kigger også på de samfundsøkonomiske og fordelingsmæssige konsekvenser, og det kommer vi til at følge nøje med i.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tusind tak til ordføreren. Jo, der kom lige en mere. Jeg beklager. Det kom meget sent, men hr. Peter Kofod skal også have muligheden for at sige noget. Værsgo, hr. Peter Kofod.

Men det vil jeg da gerne anerkende. Jeg kom lige til tiden, ikke? Jeg vil gerne spørge Venstres ordfører om nogle af de ting, som Venstre turnerede rundt med i valgkampen. Der var det jo meget klart, når man så hr. Troels Lund Poulsen, at så var budskabet fuldstændig krystalklart: Afgifterne på benzin og diesel skulle bankes fuldstændig i bund, hvis man spurgte Venstre. Nu har Venstre så chancen, for der er jo indtil flere forslag til behandling her i salen, og jeg må indrømme, at jeg blev lidt overrasket, da jeg hørte ordførertalen, over, at Venstre virkelig kunne være imod det forslag, som vi har fremsat, og også det borgerforslag, der er stillet, og som jo over 50.000 danskere har bakket op om. Det er meget sigende. Jeg kan huske engang, hvor Venstre sagde: »Venstre, så ved du, det bliver til noget«. Nu er situationen lidt den, at vi er kommet ud af en valgkamp, hvor Venstre har råbt op om det her i flere uger, og nu har man så muligheden for at slå til og sige: »Venstre, så ved du, det bliver til noget«. Nu er det sådan noget med, at man i Venstre siger, at det vil man ikke gå med til alligevel. Kan ordføreren forstå, at det gør en en lille smule rundtosset, i forhold til hvad man faktisk kan regne med, når Venstre foreslår noget i en valgkamp?

Ordføreren.

Det har ordføreren faktisk lidt svært ved at forstå, for i valgkampen gik vi til valg på midlertidigt at sænke afgifterne, og det undrer mig egentlig også, at spørgeren bliver forundret over det, da vi jo, så vidt jeg husker, allerede på vores allerførste dag hernede i salen stemte om jeres forslag og stemte nej til det.

Spørgeren.

Jeg fandt lige en grafik fra Facebook, som Venstre selv har lagt på sin egen facebookside den 17. marts, og i den forbindelse stiller Venstre spørgsmålet: »Benzinpriserne er alt for høje! Hvad gør vi?« Og så er der et billede af en handlekraftig hr. Troels Lund Poulsen med stor skrift henover, hvor der står: »Banker benzin- og dieselafgifterne helt i bund.« Nu har Venstre chancen for at banke dem helt i bund. Jeg synes ikke, der var nogen stjerne eller noget forbehold eller noget som helst, der viste, at det ville man så kun lige nogle måneder. Det her er nu altså ret klar kommunikation. Jeg er noget forundret over, at Venstre ikke står ved det, man sagde i valgkampen.

Ordføreren.

Vi har hele tiden sagt det samme, nemlig at vi ville banke afgifterne helt i bund for 2026. Så jeg beklager det, hvis hr. Peter Kofod har misforstået vores grafik.

Er der flere, der ønsker ordet? Det er der ikke. Så slipper ordføreren. Tak til ordføreren. Vi går videre til den næste, og det er hr. Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak, formand. For langt de fleste danskere er bilen ikke et luksusgode, det er en nødvendighed. Det er den, man bruger, når man skal transportere sig på arbejde, ud at købe ind, køre børn i institution eller skole, på besøg hos familie og venner, til fritidsaktiviteter, ja, listen er lang. Det er ikke et luksusgode, men en nødvendighed. Nu har vi så oplevet en meget kraftig prisudvikling på benzin og diesel, og det ønsker vi i Dansk Folkeparti at kompensere danskerne for. Man kan ikke undgå at sige, at priserne på benzin og diesel er steget, uden at man også lige skal huske, at fødevarepriserne også er steget de sidste mange år. På samme måde har vi også haft perioder med høje naturgaspriser, høje elpriser, som der har været grunde til at kompensere danskerne for. Nu er det så benzin eller diesel, der er blevet meget dyrt, og det vil vi gerne gøre noget ved i Dansk Folkeparti. For det kan ikke være rigtigt, at statskassen skal blive ved med at skovle penge ind på, at de her priser er steget så voldsomt, at det belaster rigtig mange danskeres privatøkonomi. Det er ikke kun de danskere, som kører i bil på arbejde, som regeringen vil hjælpe, men altså også alle de grupper, som ikke har et arbejde og dermed ikke får gavn af regeringens kompensationsordning via kørselsfradraget. Så i Dansk Folkeparti har vi fremsat beslutningsforslag nr. B 2, og vi står også bag det her borgerforslag, som vi heldigvis har fået meget massiv opbakning til fra danskerne – over 50.000 mennesker har skrevet under på det. Så det er vi meget taknemlige for og føler en stor opbakning til. Så det er simpelt hen for at hjælpe de danskere, der er trængt i deres privatøkonomi på grund af de stigende priser, og så må staten give noget af det tilbage, som er blevet skovlet ind på de høje afgifter og især på den høje moms på de her varer. For der er noget at give tilbage af, og det har regeringen da også erkendt. Regeringen er bare kommet med et løsningsforslag, som er alt, alt for smalt, og vi vil hjælpe mange flere grupper, nemlig alle dem, som bruger benzin- og dieselbiler, og ikke bare dem, der kører på arbejde, eller dem, som kører med tog på arbejde eller på cykel eller i elbil. Det er en skævert fra regeringens side, så vi prøver at gøre det bedre, og det er derfor, vi har fremsat de her forslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste er hr. Mads Strange fra Liberal Alliance. Velkommen.

Tak, formand. Mit udgangspunkt er, at jeg altid er sympatisk indstillet over for skatte- og afgiftslettelser, der begrænser bureaukratiet og lader danskerne få lov til at beholde flere af deres egne penge. Men når vi sammenholder de her beslutningsforslag om lavere benzin- og dieselpriser med det tidligere forslag om et mere gunstigt befordringsfradrag, foretrækker jeg at hæve befordringsfradraget. For afgiftslettelser på benzin og diesel holder liv i en transportform, der med tiden skal udfases. Og hvorfor vil man kun tilgodese de danskere, der har en benzin- eller dieselbil, og ikke alle dem, der eksempelvis tager offentlig transport eller har en elbil? Under andre omstændigheder kunne Liberal Alliance godt have støttet lignende initiativer som et kompromis, ligesom vi også så det under regeringsforhandlingerne, da V, LA og K fremlagde et samlet forståelsespapir, men vi mener ikke i Liberal Alliance, at den rette løsning her er at give særlige gunstige vilkår for olie- og dieselproducenter, når vi i stedet har mulighed for bare at lade danskerne få lov til at beholde langt flere af deres egne penge i første omgang, så de kan bruge dem på præcis det, de har lyst til. Derfor stemmer Liberal Alliance nej til de her beslutningsforslag.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Mohammad Rona fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for det, formand, og tak for en god og livlig debat. Lad mig sige så meget, at jeg også gerne vil give Dansk Folkeparti et enkelt point for kreativiteten, både i forhold til borgerforslaget, men også i forhold til beslutningsforslaget og i forhold til valgkampen med den måde, man kørte valgkamp på. Det vil jeg gerne give et point for. Men jeg står alligevel også heroppe for at afvise alle tre beslutningsforslag. Jeg synes, vores eget lovforslag om et forhøjet befordringsfradrag er langt stærkere, og det rammer også 1,1 million danskere, som hver dag står op, går på arbejde og giver den en skalle. Selvfølgelig skal vi hjælpe dem så meget, som vi nu kan. Jeg har selvfølgelig også stor sympati for alle de danskere, som også har behov for at komme på arbejde, og som bor i nogle områder, som måske er lidt mere tyndt befolkede, f.eks. i det nordjyske, hvor jeg selv bor og er valgt. Jeg hæfter mig også ved, at gevinsten for en gennemsnitlig borger i Brønderslev Kommune er en skattelettelse på 2.600 kr., og at den berører knap 10.000 borgere. Det synes jeg er et konkret forslag, som sådan set kan mærkes derude. En anden ting, jeg sådan set vil sige, og som går lidt ud over rammen her, er jo, at jeg også tror, vi herinde i Folketingssalen blandt alle partier på et tidspunkt skal prøve at kigge på alle de afgifter, der er i Danmark. Vi havde sidste sommer selv en minikampagne om gakkede afgifter – en afgift på luften i softice, mousserende vin, og hvad der nu ellers er af forskellige gakkede ting – og det vil vi altid gerne være med til at regulere ved og gøre noget ved. Men når vi netop taler om de her tre beslutningsforslag og det lovforslag, som skatte- og vækstministeren har fremsat, er det jo selvfølgelig lovforslaget, vi går videre med og støtter. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning indtil videre, og det er til hr. Dennis Flydtkjær.

Det er lidt en sjov bemærkning, at man gerne vil afskaffe gakkede afgifter, men det næste punkt, vi har på dagsordenen, er om chokoladeafgiften og kaffeafgiften, som man ikke vil afskaffe. Så det er måske lidt mærkeligt; men det må vi tage ved behandlingen af det næste forslag. Det, jeg gerne vil prøve at få ind i debatten, er konsekvenserne for erhvervslivet, for det er noget, Moderaterne også går op i. Nu har vi snakket meget om pendlere og pensionister og sådan noget, og det er også vigtigt. Men når du skal transportere mælk fra landmanden til mejeriet og senere hen osten fra mejeriet til butikken, er det jo noget, der sætter sig i priserne, når brændstofpriserne også bliver højere. Og der er jo kun forbrugerne i sidste ende til at betale det, så det rammer jo sådan set alle mennesker i det danske samfund. Hvorfor er det, at Moderaterne ikke har fokus på, at vi også kan gøre noget godt for dansk erhvervsliv, hvis man sænker afgiften på benzin og diesel? For det bliver billigere at transportere varerne hen til supermarkedet eller til skohandleren og alle de andre ting, der nu ligger i det. For det sætter sig i inflation, det koster arbejdspladser, og det koster dansk økonomi. Energipriserne er jo noget af det mest afgørende for et samfund, i forhold til hvordan ens konkurrenceevne er, så hvorfor er det, Moderaterne ikke vil være med til at sænke benzin- og dieselafgiften, med den vinkel, at det også er godt for erhvervslivet?

Ordføreren.

Jamen først og fremmest, fordi det ikke er grønt. For det andet synes jeg ikke, det er helt fair at sige, at vi ikke går op i erhvervslivet. Der står kæmpe passager både i regeringsgrundlaget, men også det, vi gik til valg på, i forhold til både at lette byrder, men også selskabsskattelettelser osv. for dansk erhvervsliv, så vi netop kan være med til at øge vores konkurrenceevne, både her i Danmark, men også i Europa. Så det er sådan set ikke helt rigtigt. Grunden til, at vi vælger at sige, at befordringsfradraget er langt mere konkret og langt mere løsningsorienteret, er jo, at vi rigtig gerne vil være med til at støtte alle dem, der går på arbejde, alle dem, der har langt til arbejde, og det gør vi med det forslag, som er fremsat af skatte- og vækstministeren.

Spørgeren.

Jeg tror faktisk, jeg sagde det modsatte, altså at Moderaterne kerer sig for erhvervslivet – så det var ikke det, der var pointen i det. Pointen er, hvorfor man ikke gør det på det her område. For vi kan se, at når alle vores nabolande sænker afgiften på benzin og diesel, får deres virksomheder jo en forholdsmæssig bedre konkurrenceevne i forhold til den danske, som jo har en langt højere pris. Så når en dansk fiskeauktion skal sende fisk ud i Europa, er det dyrere for dem, end det er, hvis det er en svensk fiskeauktion eller en norsk fiskeauktion, og sådan kan man tage alle brancher. Og det er jo så dansk konkurrenceevne, der bliver forringet, fordi den danske regering ikke vil gøre noget for virksomhederne. Hvorfor kan Moderaterne ikke alene af den grund se sig i Danmarksdemokraternes forslag om at sænke afgiften på benzin og diesel?

Ordføreren.

Men det er jo ikke, fordi jeg ikke synes, at forslaget er sympatisk, for det synes jeg, det er langt, langt hen ad vejen, også fordi det er et forslag, der kun rækker året ud, og ikke er et forslag, der er med for evigt som Dansk Folkepartis forslag. Men det ændrer jo sådan set ikke på, at det forslag, vi selv har fremsat, vil give en større gevinst, også for den enkelte pendler. Hvis vi kigger på det beløb, der er i forhold til de 2.300 og i forhold til de 1.300, som er blevet fremlagt, er vores forslag markant bedre.

Så er der kommet flere spørgere på. Den første er hr. Morten Messerschmidt.

Jamen selvfølgelig vil jeres forslag være bedre for den enkelte pendler. Problemet er, at det kun er godt for pendlerne. Det er jo det, de her seneste 4 timer har handlet om. Altså, er det virkelig niveauet? Pointen her er jo, at vi er nogle, som er optagede af, at der også er danskere uden for arbejdsmarkedet, som i dag bliver mishandlet ved tanken med de her høje benzinpriser, og at vi bare kan se, hvordan det skævvrider landet. Altså, det skævvrider landet i forhold til pensionister, førtidspensionister og andre, der ikke er på arbejdsmarkedet, og som derfor ikke får gavn af jeres gavebod. Det skævvrider jo også landet, i forhold til hvor man bor. Altså, det kan jo i den grad betale sig at tage en tur til Sverige sådan hver fjortensdag og få fyldt bilen godt op med fødevarer, med benzin og diesel osv. Og det er jo bare en fordel, man ikke har, hvis man f.eks. bor på Fyn. Så problemet her er jo ikke kun økonomi osv.; det er jo også jeres syn på samfundet, nemlig det her med, at man skal sidde i regeringen og sige: Dem derovre skal have en fordel; dem derovre skal have en fordel; resten stemte sikkert ikke på os.

Ordføreren.

Vores syn på samfundet, siger spørgeren. Det lovforslag, som er fremsat af skatte- og vækstministeren, og som vi behandlede i dag, rammer 1,1 millioner danskere positivt. Alene i Nordjylland, hvor jeg selv bor og er valgt, rammer det 120.000 positivt. Så det er bare for at sige, at det jo ikke er en lillebitte gruppe, man lige har valgt et eller andet sted fra; det er en relativt stor gruppe. Så jeg køber ikke ind på, at vi har siddet og pinpointet de enkelte steder og sagt, at så er det kun jer, og så er det kun dem, og så er det ikke dig. Det er ikke sådan, lovforslaget skal læses, på nogen som helst måde.

Spørgeren.

Altså, hvilke andre muligheder foreligger der? Det er jo det, forslaget går ud på, altså, ovenikøbet med geografisk differentiering osv. Det er da fuldstændig at sige, at kun folk, der skal til og fra samlebåndet – vi ved jo ikke, hvor længe statsministeren vil have at vi skal stå der – skal have noget kompensation, men ikke alle andre på alle andre tidspunkter af døgnet under alle andre omstændigheder; om man har lyst til at køre en tur med ungerne ud i landet, eller om man bor i Nordjylland og har lyst til at besøge Dyrehavsbakken, men det har man nok ikke råd til, vel, for der er ikke et befordringsfradrag; det kunne også være den anden vej. Det er jo det, der er det symptomatisk usympatiske ved det her.

Ja tak! Ordføreren.

Ja, det er én udlægning, og det er den udlægning, der kommer fra Dansk Folkeparti og dem, der har fremsat det her forslag. Det er jo fair nok, og det respekterer jeg hundrede procent. Vores udlægning er bare en anden, og her er vi bare uenige omkring, hvordan de penge, og hvordan de her 2 mia. kr. skal bruges. Vi synes, pengene skal bruges på dem, der arbejder. Vi synes, pengene skal bruges på dem, der har allerlængst på arbejde.

Den næste er hr. Michael Nedersøe.

Tak for det. Som jeg forstod ordføreren før ved det forrige spørgsmål, så kunne han ikke støtte forslaget, som også ville gavne erhvervslivet, for det første fordi det ikke var grønt. Det bliver vel ikke mere eller mindre grønt af, at danske vognmænd tanker deres lastbil i udlandet for så at køre til Danmark bagefter?

Ordføreren.

Det er sådan set fuldstændig rigtig. Nu kan jeg jo ikke tale for alle danske vognmænd, men der er i hvert fald rigtig mange danske vognmænd, der også er begyndt at gå over til ellastbiler osv., og den understøttelse i forhold til grøn omstilling skal vi jo selvfølgelig hjælpe dem med.

Spørgeren.

Det er rigtigt, at der er danske vognmænd, der går over til el på national transport. På eksportdelen er man ikke gået over til el endnu, for det er slet ikke fornuftigt, altså, du skal have så store batterier, at du ikke kan have noget last med, så det er et mærkeligt argument at sige, at man vil bevæge den grønne omstilling i den retning. Jeg forholder mig til fakta lige nu. Det er, at der er massevis af danske vognmænd, der tanker deres lastbiler i udlandet for så at køre i Danmark bagefter. Det bliver det hverken mere eller mindre grønt af.

Ordføreren.

Nej, men i forhold til det der med at sige, at det er en mærkelig udvikling i grøn lastbiltransport, i forhold til hvad der kommer til at ske i fremtiden på området, vil jeg sige, at det da også er helt vildt mærkeligt at stå og sige det. For selvfølgelig bliver det sådan i fremtiden, tror jeg, og det tror jeg også mange partier herinde tror, at mange vognmænd kommer til at køre grønt. Det er jo fuldstændig rigtigt, at det ikke sker i morgen. Det sker heller ikke i overmorgen, og det sker nok heller ikke næste år, men der er noget fremdrift i det, og det synes jeg vi skal støtte.

Hr. Peter Kofod.

Tak for det. Den her og den forrige regerings politik trækker Danmark fra hinanden. En af de ting, jeg lærte, da vi holdt vores diesel- og benzinarrangementer i valgkampen, og som har gjort et meget stort indtryk på mig, var de mennesker, der kom og fortalte, at dieselprisen var afgørende for, om man havde råd til at besøge sine børnebørn helt oppe i Nordjylland, om man havde råd til at tage den tur, og at prisudviklingen gjorde, at hvis man stod uden for arbejdsmarkedet, så kunne man ikke gå ned og låne til en ny elbil. Så det her handler om, hvilke muligheder man har som samfund, og der synes jeg, det er meget sigende, at Moderaternes ordfører står på talerstolen og siger: Jo, jo, hvis man er pendler eller lønmodtager, kan det godt være, at man kan gøre brug af regeringens fradrag. Men hvis man er alt muligt andet, hvis man står på sidelinjen i det her samfund og har ondt i økonomien, så har man ikke de muligheder. De danskere glemmer regeringen, og det synes jeg er en skandale. Og så vil jeg bare sige fuldstændig klart: De danskere, dem husker vi .

Ordføreren.

Det er vigtigt at understrege også her, som skatte- og vækstministeren også var inde på i sit oplæg, at vi har udvidet ældrechecken, vi giver 1.000 kr. mere til de fattigste folkepensionister. Det står også i regeringsgrundlaget, og vi har lettet skatten også i forhold til arbejde. Vi har fjernet en del af brugerbetalingen til vuggestuer. Det er bare for at sige, at nogle gange lyder det, som om den tidligere regering ingenting har gjort, og det er jo ikke rigtigt på nogen som helst måde.

Spørgeren.

Hvis jeg skulle gøre en ting om i den valgkamp, så ville jeg have inviteret hr. Mohammad Rona og hans minister ud til de her arrangementer, vi holdt derude på tankstationerne, for så kan I fortælle danskerne, at I synes, I har gjort noget. Jeg tror ikke, at dem, vi mødte derude, syntes, at de havde fået den hjælp, de havde behov for, af den tidligere regering, og jeg tror såmænd heller ikke, de ville sige, at de får den hjælp, de har krav på, af den nuværende regering. Og til de danskere vil jeg bare sige, når I ellers er færdige med at lire jeres dårlige undskyldninger af, at vi skal nok huske dem. Vi har ikke glemt dem, bare fordi valgplakaterne er pillet ned og valgkampen er overstået. Dem husker vi.

Ordføreren.

Jeg kan da huske, at et af Dansk Folkepartis arrangementer i Aalborg faktisk lå i min baghave, så der var jeg i hvert fald lige et smut over for at se. Nu har jeg desværre ikke nogen benzin- eller dieselbil mere, jeg har to elbiler. Det fungerer sådan set fint, men jeg har da været forbi og se, hvad der foregår der. Til det der med at huske alle danskere, og at regeringen ikke gør det, vil jeg sige, at det er helt forkert. 125.000 enlige forsørgere fik en skattelettelse. 280.000 danskere fik halveret deres topskat. 75 pct. af den skattelettelse, vi gav sidste år, gik til helt almindelige lønmodtagere. Så inden man begynder at sætte sig op på den alt for høje hest og sige, at vi ikke gør noget, synes jeg, at Dansk Folkeparti burde komme ind i kampen og måske også tage ansvar i stedet for at sidde på sidelinjen og gøre ingenting.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er fru Sofie Therese Svendsen fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak. Der er ingen tvivl om, at det er blevet dyrere at være dansker. Det er tydeligt for os alle, og det har også med rette været et markant emne i den politiske debat og ikke mindst i valgkampen. Priserne stiger, og helt nødvendige ting i hverdagen er blevet dyrere, ikke mindst transporten til og fra arbejde. Forslagene forsøger at imødekomme de høje priser på diesel og benzin og dermed gøre det billigere at komme til og fra arbejde, og det har vi i Det Konservative Folkeparti grundlæggende forståelse for, for det er en reel udfordring, særlig for mennesker i yderområderne, hvor der ofte er langt til arbejde og færre alternativer. Når det så er sagt, mener vi ikke, at de foreliggende forslag er den mest hensigtsmæssige måde at løse udfordringen på. For os handler det om at understøtte, at mennesker kan passe deres arbejde, uanset hvor de kommer fra, og vi mener derfor, at styrkelsen af befordringsfradraget er en mere målrettet løsning. Ved at hæve befordringsfradraget målretter man hjælpen til dem, der har udgifter til at komme på arbejde, frem for at gøre fossile brændstoffer billigere i bred forstand. Det er efter vores opfattelse en mere retfærdig løsning. De høje priser på benzin og diesel skyldes bl.a. internationale forhold og et begrænset udbud. Hvis man sænker afgifterne, ændrer det ikke ved, at ressourcerne fortsat er knappe. Man risikerer derfor, at en lavere pris i praksis øger efterspørgslen på et marked, hvor udbuddet ikke følger med. Vi ønsker i Det Konservative Folkeparti samtidig fortsat at understøtte den grønne omstilling og give incitamenter til grønnere transportformer, hvor det nu er muligt. Derfor ser vi det som en styrke, at befordringsfradraget rammer bredere og understøtter flere grupper. Det Konservative Folkeparti kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslagene, men vi anerkender fuldt ud udfordringen, der ligger til grund. Det er vigtigt, at det fortsat er muligt og økonomisk overkommeligt at komme på arbejde i hele landet. Derfor glæder det os også, at lovforslaget om befordringsfradraget, som efter vores opfattelse er en mere målrettet og bred løsning på udfordringen, blev førstebehandlet før.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er til hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Altså, med al respekt lyder ordføreren jo lidt som en billig udgave af statsministeren, det vil sige, som om der kun er arbejde i livet, og hvor staten kun ser folk som arbejdsobjekter, der bare skal stå ved samlebåndet og knokle løs, og så kan de lige som en lille begunstigelse få lov til at få et fradrag, når de skal til og fra. Det er ikke sådan, jeg ser danskerne. Altså, jeg synes danskernes hverdag har værdi, uanset om det er, når man lige sådan producerer, eller når man er sammen med sin familie eller på ferie, eller hvad det måtte være. Derfor forstår jeg ikke, at man ikke kan støtte et forslag om at gøre det billigere at bruge sin diesel- eller benzinbil, uanset hvor man kører hen. Hvornår blev det egentlig et konservativt standpunkt at blande sig i, hvor folk kører hen i deres egen bil? De har betalt for den tre gange – de grønne afgifter og alt det der. Det er så dyrt. Jeg tror ikke, der er noget sted i verden, hvor det er dyrere at have bil end i Danmark. Hvorfor ikke bare give danskerne en lille håndsrækning, også selv om de måske er ude af arbejdsmarkedet eller vælger at bruge deres fritid på at køre hen til et andet sted, end hvor de bor, og er sammen med deres familie? Det handler om frihed.

Ordføreren.

Ja, det var noget af en fortolkning, må jeg starte med at sige, som jeg grundlæggende ikke er enig i. Altså, det her er jo en afvejning i forhold til fortsat at bevare incitamentet for at træffe det grønne valg og foretage en økonomisk afvejning. Der er jo en række punkter, hvor vi mener, det er mere hensigtsmæssigt at løfte den økonomiske byrde i hverdagen. Vi ville f.eks. gerne have, at elafgiften bliver permanent i bund. Det synes vi jo er et godt sted at starte, og det ville også hjælpe folk, som er uden for arbejdsmarkedet.

Spørgeren.

Jo, men det gør bare ikke så meget ved benzin- og dieselpriserne. Altså, for mig handler det her om respekt for den enkelte, og at man ikke kun belønner dem, som man synes gør det, man godt kunne tænke sig, men at vi også tænker på, at Danmark hænger sammen – geografisk sammen på tværs af aldersgrupper og på tværs af, om man er på arbejdsmarkedet eller ikke er på arbejdsmarkedet. Vi har formodentlig verdens største offentlige sektor; skulle der ikke være råd til, når det kommer til noget så essentielt som mobilitet, frihed og familieliv, at bruge nogle penge på det? Altså, frihed og familie – det lyder da som konservative værdier.

Ordføreren.

Det lyder som nogle dejligt konservative værdier, og jeg synes jo egentlig, at du i dit indlæg selv meget godt præsenterer, at det er vigtigt, at vi får gjort noget, der får samfundet til at køre rundt og hænge sammen. Derfor ligger der jo også i befordringsfradraget, som vi behandlede før, at hvis man har udfordringer med at komme på arbejde, fordi der er langt, og man er berettiget til at få det her øgede befordringsfradrag, jamen så må man gå ud fra, at noget af det, som fylder allermest i forhold til ens transport, er at komme til og fra arbejde. Så er der jo så en række andre afgifter og skatter, som vi rigtig gerne vil sænke for at give danskerne flere penge tilbage til dem selv, som de jo så kan disponere over, som de ønsker.

Det er mange år siden, jeg første gang stod på talerstolen, og det, der er sværest, er, at man ikke må bruge direkte tiltale, men skal sige hr. og fru. Det er meget svært, og det er der også nogen, der har været herinde i mange år, der glemmer, mig selv inklusive, men jeg er også nødt til som formand at påpege det. Tusind tak for det. Hr. Peter Kofod har en kort bemærkning. Værsgo.

Så vil jeg da gerne starte med at ønske tillykke med den første ordførertale. Det gik rigtig godt, selv om jeg er uenig i indholdet. Noget af det, der undrer mig ved debatten her i dag, og som jeg egentlig ikke havde forberedt mig på, før jeg gik herned, er, at de partier, der normalt er allergladest for at tale om skattelettelser, det samlede skattetryk, eller at det skal være billigere at være dansker, også er de partier, der har stået på Folketingets talerstol i dag og afvist de her jo meget ambitiøse afgiftslettelser, som Dansk Folkeparti har båret i Folketingssalen. Det synes jeg er mærkeligt, altså at man som borgerlig kan stå her og afvise sådan nogle gode skattelettelser, der kommer alle til gavn, både folk i byen og på landet, folk med høje og lave indkomster og unge som gamle. Det synes jeg egentlig er tankevækkende. Men det, jeg egentlig ville spørge ind til, er Det Konservative Folkepartis fascination af klimaet. For jeg kan jo lytte mig til, at De Konservative synes, det her også er et udbudsspørgsmål, altså at prisen er steget på verdensmarkedet, fordi der bliver udvundet for lidt olie og gas. Der er jo også den mulighed, at vi siger, at vi bare producerer mere olie og gas i Nordsøen i Danmark. Der findes vel ikke noget mere klimavenlig olie end det, vi producerer tæt på, i stedet for at sejle det hertil fra Saudi-Arabien og Mellemamerika?

Tak. Ordføreren.

Åha, det var noget af et spørgsmål. Hvor skal vi lige starte? Jamen altså, det er jo noget af en undren. Jeg synes egentlig ikke, det er så svært at sætte sig ind i det, for vi kommer jo egentlig omkring det med, at der jo er de her afvejninger af, at det også har en karakter af noget grøn omstilling, som jo er vigtig for os på den borgerlige fløj. Det er derfor, vi supplerer det med, at der er en række andre afgifter, som vi synes er mere nærliggende at tage fat på. For det er vigtigt for os, at danskerne kan få lov til at beholde nogle flere af deres egne tjente penge selv, men vi synes ikke, at forslaget, som ligger her, er den rigtige vej at gå. Og så er der jo også at bemærke, at forslaget kommer, lige efter at vi har behandlet et andet forslag, som netop bakker op omkring en del af problemstillingen her i forhold til de stigende priser på diesel og benzin.

Spørgeren.

Men bliver det ikke mærkeligt at skulle stå på gågaden som konservativ og fortælle borgerlige vælgere, der kommer over til ordføreren og gerne vil have nogle afgiftslettelser, og som synes, de betaler for meget i skat, at man netop har stemt nej til at give nogle historisk store lettelser i noget af det, der gør danskernes liv alt for dyrt, nemlig vores høje energipriser og afgifterne på energi? Er det ikke en underlig følelse, at man hjemme på gågaden skal stå på hold med alle de røde og fortælle alle de mest blå vælgere, at dem er man på hold med i det her spørgsmål? Det må da gøre ondt på en konservativ.

Ordføreren.

Det er absolut ikke mærkeligt, og jeg er rigtig klar til at tage den dialog med danskerne. For rigtig mange af dem er i forvejen klar over, at vi er det grønne parti på den borgerlige fløj, og jeg er ikke bekymret for, at det er svært at få forklaret, at vi i forhold til at sænke en række andre skatter og afgifter og øge konkurrenceevnen er et klassisk borgerligt parti. Men vi værner om den grønne profil, og den er vigtig for os.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Vi går videre til den næste. Det er fru Lisbeth Torfing fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak. Enhedslisten er generelt imod at sænke afgifterne på benzin og diesel, og derfor så kan vi heller ikke støtte det her forslag. Afgifterne er nemlig vigtige redskaber til at reducere forbruget af fossile brændstoffer, mindske CO 2 -udledningen og fremme den grønne omstilling. At sænke afgifterne vil skabe større forbrug af fossilt brændstof og mere import af olie og mindske incitamentet til at vælge mere bæredygtige transportformer. Det er den helt forkerte retning at gå i. Der er i stedet virkelig brug for investeringer i grøn omstilling og kollektiv transport. Samtidig skal vi sørge for, at alle har råd til deres hverdag. Ydelserne skal være til at leve af, priserne skal ned i supermarkederne, der skal loft over huslejen, og så skal skattelettelser ikke kun være forbeholdt de rigeste – vi skal i stedet lave en solidarisk skattereform. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Enhedslisten. Den næste i talerrækken kan jeg ikke se i lokalet. Hr. Magnus Georg Jensen fra Radikale Venstre har lige været her, får jeg at vide. Der kom han. Værsgo til ordføreren fra Radikale Venstre, hr. Magnus Georg Jensen.

Jeg beklager. Der er lige noget med talerrækken, man skal lære, så man kan indfinde sig. Det håber jeg at I kan bære over med. Jeg vil starte med at sige det, som det er: De her tre forslag er ikke det, vi ser som svaret. Det er et snævert svar på et stort problem, og det peger præcis i den forkerte retning. Det her kunne ikke ligge længere væk fra det, som Radikale Venstre vil og står for. Vi vil have fart på den grønne omstilling og energisuverænitet. Disse forslag træder på bremsen. Lad os begynde med at være helt ærlige om, hvorfor benzinen er dyr, for det er den. Det mærker alle pendlere, når de tanker. Men prisen stiger ikke på grund af danske afgifter; den stiger, fordi verden brænder. Konflikten i Mellemøsten har lukket Hormuzstrædet – den åre, en femtedel af verdens olie løber igennem. Det har sendt de globale oliepriser i vejret, og det er der, prisen kommer fra, ikke fra Christiansborg. Det er her, forslagene falder fra hinanden, for hvad sker der, hvis vi sænker afgiften midt i en global forsyningskrise? Vi gør ikke olien billigere at producere; vi gør den bare billigere at købe. Dermed løfter vi efterspørgslen. Vi presser efterspørgslen op i en tid, hvor udbuddet er knapt. Hvad betyder det? Det betyder, at en endnu større del af danskernes penge sendes den anden vej: ud af landet til de olieproducenter, der tjener allerbedst på krisen. Så er der det principielle. Vi står midt i en omstilling af vores transport. Elbilerne vinder frem, danskerne vælger toget og cyklen – den grønne vej. At sænke afgiften udelukkende på det fossile er snæversynet. Jeg har stor respekt for de priser, som presser hverdagen, men at gøre sort energi billigere i samme øjeblik, hvor vi har allermest brug for at gøre det grønne valg til det naturlige valg, virker håbløst. Men, og det er vigtigt, det betyder ikke, at vi ikke tager de høje priser alvorligt. Det gør vi – dybt alvorligt. Vi ved godt, at for en familie i en yderkommune er bilen ikke en luksus, men en forudsætning for at kunne komme på arbejde. Det er præcis derfor, vi vil gøre noget ved det, bare på en anden måde, som ikke skaber de forkerte incitamenter i forhold til den grønne omstilling og verdenssituationen og den energisuverænitet, som vi har behov for. Vi løfter befordringsfradraget for over en million danske pendlere. Vi hjælper flere og hjælper dem direkte. Vi hjælper dem målrettet, og vi gør det uden at gøre Danmark mere afhængig af det fossile. Vi hjælper mennesket, der pendler og arbejder, i stedet for at fodre det marked, der presser prisen op. Det er forskellen. Forslagsstillerne vil sænke prisen og ende med at løfte efterspørgslen og styrke olieproducenterne. Vi vil hjælpe pendleren og samtidig holde fast i den grønne fremtid.

Hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne.

Nu blev der brugt ordet snæversynet mange gange i talen. Jeg synes, man er snæversynet og har en manglende forståelse, hvis man ikke opdager, hvor mange danskere der er pressede af høje energipriser. Jeg synes næsten, det er utåleligt at høre på, at man bare kan skifte til en elbil og til kollektiv transport. Det er jo ikke alle, der har råd til en elbil, og der er ikke kollektiv transport ude i landdistrikterne. Så vil jeg også gerne høre ordføreren om, hvad han selv tror der sker økonomisk, hvis man hæver et fradrag. Det giver jo et incitament til at transportere sig længere på arbejde, og hvis man har længere til arbejde, hvad gør man så? Så bruger man mere benzin. Så man kan jo bruge præcis samme argument, som man bruger om et højere fradrag, som man kan om at sænke afgiften, nemlig at det giver incitament til at bruge mere benzin. Så når man sådan sidder på en økonomisk høj piedestal og siger, at alt andet er snæversynet, peger det præcis tilbage på taleren, nemlig at det er det samme problem, man selv har ved at hæve fradraget. Det giver et incitament til at køre mere i bil, hvis man hæver et fradrag. Så helt ærligt, prøv lige at komme ind i virkeligheden og have lidt forståelse for, hvad det er for en oplevelse, danskerne sidder med derude med de her stigende priser.

Ordføreren.

Tak skal du have. Vi tager priserne alvorligt, det gør vi. Vi mener jo, at den måde, du skal transportere dig til og fra arbejde på, ikke nødvendigvis skal afhænge af, om du har en bil, men af, hvor langt du har til arbejde. Befordringsfradraget vil hjælpe alle de mennesker, som har langt til arbejde, og sikre, at ligegyldigt om du kører i en elbil eller du kører i toget eller du cykler på arbejde, så får du en gevinst på den her måde. Det, som befordringsfradraget gør, er, at det sikrer, at det ikke bliver relativt billigere for dem, som kører på benzin, end for dem, der kører på el.

Spørgeren.

Det er jo hele sagens kerne. Det er supergodt med alle dem, der kører med offentlig transport og kører i elbil. Jeg kører selv elbil og er glad for det. Men jeg har ikke oplevet stigende priser på benzin og diesel – meget naturligt. Så spørgsmålet er, om vi skal hjælpe dem, der kører med offentlig transport og i elbiler, eller om vi faktisk skulle hjælpe dem, der også gerne vil ud at besøge deres familie eller køre til lægen eller ned at handle eller i hallen til fritidsaktiviteter, eller hvad det nu kan være. Det er jo det, der skiller os. Man giver samme incitament til at køre længere i sin bil på benzin, men hvorfor skal vi ikke hjælpe de danskere, som har et problem, bredere, i stedet for alene at hjælpe dem, som kører på arbejde og måske kører i en elbil, og som slet ikke har et problem?

Ordføreren.

Vil vi gerne hjælpe den lille arbejder i en Skoda, som tjener 300.000 kr. om året, til at få flere penge mellem hænderne ved at tage på arbejde. Vi har et mindre behov for at hjælpe den person, som er velhavende i hovedstaden, og som kører i sin Range Rover til Tisvilde på sommerhustur. Det er lige præcis der, forskellen ligger her: Vi sikrer, at vi understøtter nogle af de mennesker, som understøtter vores samfund hver evig eneste dag.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Altså, ordføreren har jo næsten italesat det. Vi vil gerne hjælpe den lille arbejder i en Skoda. Jeg skal gøre opmærksom på, at jeg citerer ordføreren. Hvad, hvis nu denne lille arbejder, som ordføreren i sin intellektuelle almægtighed vælger at kaste sit åsyn på, har lyst til at køre på ferie f.eks., eller hvis denne lille arbejder efter at have stået ved samlebåndet i 40 år kommer på en Arnepension og har lyst til at køre til Tisvilde? Vi kender jo Radikale Venstre alt for godt igennem 120 års danmarkshistorie, sjældent for noget godt, så det eneste, man her vel kan sige venligt, er, at der så netop blev føjet endnu en brik til det spil.

Ordføreren.

Jamen vi siger jo med det her, at vi gerne vil hjælpe vedkommende på arbejde, og de får et større tillæg ved det. Det synes vi jo trods alt er vigtigt. Hvad danskerne har behov for at gøre i deres fritid, må de selv om, absolut. Men vi sikrer os jo, at de mennesker, for hvem det er nødvendigt at tage på arbejde hver evig eneste dag, bliver hjulpet med det her befordringsfradrag. Og det synes jeg faktisk er vigtigt. Om mennesker så har lyst til at køre i sommerhus, eller hvor de har lyst til at køre hen, er jo ret forskelligt fra menneske til menneske og fra husholdning til husholdning. Men mange mennesker kan jo ikke slippe for at tage på arbejde hver evig eneste dag, og vi synes nu trods alt, at det er ret vigtigt, at vi hjælper de mennesker.

Spørgeren.

Det er der faktisk, hr. Magnus Georg Jensen. Der er faktisk en hel del mennesker i det her land, som har været på arbejdsmarkedet, men har valgt at trække sig tilbage, fordi de er nedslidte, fordi de er nået pensionsalderen. Men det må de så selv tage sig af – nu citerer jeg igen, formand. Det må de selv tage sig af. De er ikke omfattet af det radikale åsyn, for de gør noget, som man ikke vurderer som værende samfundsgavnligt, eller hvordan er det? Altså, der er jo noget helt ekstremt totalitært i den måde at anskue samfundet på – at der er en lille gruppe mennesker, hvorom man siger: Det er vores darlings; dem kan vi godt lide – de får en fordel. Alle de andre må selv tage sig af det.

Ordføreren.

Det er jo ikke en lille gruppe af mennesker, vi hjælper her. Det er over en million danskere, som tager på arbejde. Nu snakker vi om dem, som befordringsfradraget vil berøre – nogle af dem, som bor i yderkommunerne, nogle af dem, som rent faktisk har behov for at slå sig ned uden for hovedstaden, men stadig pendle ind til arbejde. Og det er dem, som vi gerne vil hjælpe, absolut. Vi er ikke ude på at skulle gøre det mere lukrativt for enkelte personer. Det er derfor, at vi sikrer os, at alle de mennesker, som er påvirkede af at skulle tage langt på arbejde – om det er med kollektiv trafik, eller om det er med en elbil eller en benzin- eller dieselbil – får en udstrakt hånd. Og det synes vi trods alt er bedre end at tage særgrupper og give udelukkende dem en udstrakt hånd.

Hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Kunne ordføreren forklare mig, hvad en lille arbejder er? Jeg forstår det simpelt hen ikke, når ordføreren taler om den lille arbejder. Kunne ordføreren forklare mig det?

Ordføreren.

Jeg beklager, hvis det bliver set som at tale ned til nogen som helst. Det var ikke min hensigt. Det vil jeg ikke gøre. Her mente jeg med en lille indkomst for en arbejder – jeg snakkede om en indkomst på 300.000 kr. For de får nemlig et fordoblet tilskud, når det kommer til nogle af dem, som har lavest indkomst – fra 15.000 til 30.000 kr. – så det er det, jeg taler om, når jeg nævner arbejderen.

Spørgeren.

Det er godt, at ordføreren kan indse, at det var nedladende, for det var virkelig nedladende. Jeg forstår ikke, at ordføreren skal omtale det arbejdende folk med tillægsordet lille. Jeg ved ikke, hvilken baggrund ordføreren har – det er også ligegyldigt. Herinde skal vi omtale folk, der arbejder, med respekt. De er ikke små; de er ikke store; de er arbejdere.

Ordføreren.

Tak skal du have. Som jeg nævnte lige før, var det en henvisning til indkomst og ikke et moralsk perspektiv, der skulle nedlægges på, hvilken form for arbejder eller akademiker man nu engang er. Og tak, fordi du spørger. Min egen baggrund er med en enlig mor, som var arbejder, så jeg har stor respekt for de mennesker, der står op hver evig eneste dag – om de så cykler på arbejde, som min egen mor gjorde, langt ud af hovedstadskommunen for nemlig at komme på arbejde – og at vi stadig tilgodeser hende og mange andre mennesker, som holder hjulene kørende i det her samfund.

Ordføreren er høflig og dannet, men ordføreren bruger direkte tiltale. ( Magnus Georg Jensen (RV): Beklager). Jeg er godt klar, at det, når man er ny på talerstolen, kan være en udfordring, men lad det være en læring. Så har hr. Malte Larsen fra Socialdemokratiet meldt sig på banen. Nej, han trækker sig. Så skal han lade være med at sidde og trykke på alle knapperne. Så kan jeg sige tak til ordføreren fra Radikale Venstre. Næste på talerstolen er hr. Jacob Harris, uden for grupperne.

Tak for det. Hver gang det handler om de danske borgere derude, skal man høre fra begge fløje, at det er for dyrt. Når der skal sendes penge ud af landet, tøver vi ikke et øjeblik. Lad mig fortælle lidt om min baggrund som erhvervsuddannet vvs'er. Den første bil, jeg lærte at køre i, var en dieselvarevogn. Den første bil, jeg købte med min vvs-løn, var en dieselbil. Det var ikke, på grund af at det var for dyrt eller at det var for billigt. Det var simpelt hen, fordi det var praktisk at have en dieselbil. Til jer, som ikke har haft snavs under neglene, vil jeg sige, at man ikke kan have en trailer på en elvarevogn. Man kan heller ikke have en trailer på de fleste elbiler, så det er ganske enkelt upraktisk som håndværker at køre rundt i en elbil. Nu blev der snakket om den almindelige arbejder, også den lille arbejder, og uanset hvad, skal det være op til den enkelte borger at have frihed i forhold til at skulle køre i præcis det køretøj, som er praktisk. Jeg kan snakke for to løsgængere og sige, at der bliver bakket op om det forslag, som er fremsat her. Det gør vi, fordi vi for en gangs skyld synes, at der skal være en dansk borger forrest i køen. Når de danske borgere bliver sat bagest i køen og bliver flået af skatter og afgifter og kan se milliarder blive sendt til udlandet, synes jeg, det er på tide, at man, specielt i den blå blok, begynder at kigge på, at man ikke bare kan tage sådan et beslutningsforslag, som der er fremsat her, til side med en undskyldning om grønne afgifter og klima, og hvad der ellers er. Det handler først og fremmest om de danske borgere. Nu er der for en gangs skyld noget fornuftigt fra EU, i forhold til at der er en minimumsgrænse. Hvorfor kunne vi dog i Danmark ikke have glæde af den? Derfor er der altså opbakning fra mig selv og Cecilie Liv Hansen til det her forslag om at sænke afgifterne på diesel og benzin.

Tak til ordføreren, uden for grupperne. Den næste på talerstolen er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. I tirsdags var jeg i Haderslev – og det var en stor fornøjelse – for at fortsætte underskriftindsamlingen til det forslag, som vi behandler i dag, nemlig borgerforslaget om lavere benzin- og dieselafgifter. Det var en god oplevelse, for det var en øjenåbner for, hvor meget det egentlig betyder for det danske samfund, at vi holder øje med noget så elementært som benzin- og dieselpriserne på niveau med fødevarepriserne osv., fordi det er noget, der berører os alle sammen, og fordi det er noget, der berører vores fundamentale frihed. Det at have en bil er jo et spørgsmål om frihed. Det er derfor, alle unge mennesker, når de er 16-17 år, drømmer om, at de, når de bliver 18 år, kan få kørekort og komme ud og komme rundt og kan bevæge sig frit. Det er derfor, vi alle sammen igennem vores liv går og tænker på, hvordan vi kan få den næste model, eller hvordan vi kan få en bil, der kan køre endnu mere brændstofeffektivt osv. For det at have en bil betyder frihed, og når staten så med alle midler gør det dyrere og dyrere at have netop en bil, er det jo friheden, som er det egentlige offer – den pris, der betales. Den debat, vi har haft i dag her de seneste knap 5 timer, synes jeg har illustreret noget principielt vigtigt. Hvis man skulle være polemisk – det ligger mig fjernt, men jeg vil alligevel forsøge – så kunne man sige, at der er to partier i det danske parlament: Der er Dansk Folkeparti, og så er der omkring ti varianter af Socialdemokraterne. For hvordan er det, vi i det her samfund tilgår kriser? Ja, vi vælger at sige, at danskerne skal deponere hovedparten af deres midler i fælleskassen, og når så varmeprisen stiger, får man en varmecheck, og når fødevarepriserne stiger, får man en fødevarecheck. Og nu, hvor diesel- og benzinpriserne er steget, får man så et øget befordringsfradrag. Problemet er bare, at der har man jo så deponeret sin handlefrihed. Og ikke nok med, at man har deponeret sin handlefrihed; man kan også konstatere, at den måde, staten administrerer handlefriheden på, er, at den vælger sine grupper. Der var nogle , der fik en varmecheck – alle skulle betale mere. Der var nogle , der fik en fødevarecheck – alle skal betale mere. Og nu er der så nogle, der får den her håndsrækning, mens alle skal betale mere. Det er et klart valg: Ønsker man at hylde den individuelle frihed, også selv om man måske herinde synes, at det er bedre at køre i elbil eller brintbil, eller hvad det måtte være, eller er man på den linje, hvor statens interesser kommer først, hvor staten bestemmer? Hvis man er det sidste, stemmer man imod det her forslag. Det kan jeg konstatere at der er omkring ti partier der gør. Derfor vil jeg kalde dem Socialdemokrater, og det er ikke en kompliment. Jeg har sådan set respekt for Socialdemokratiet i sin historiske kontekst med opbygningen af velfærdssamfundet og netop omsorgen for den lille mand, som den radikale ordfører var inde på tidligere. Men i dag er Socialdemokratiet blevet systemets parti, magtens parti. Det, at man ikke kan se behovet for at give danskerne bare den her ene håndsrækning, synes jeg er afslørende, især fordi alle andre lande, når vi kigger rundt på vores kontinent, godt finde ud af det. Man kan i Sverige tanke markant billigere. Man kan i Tyskland tanke væsentlig billigere. Man kan i Polen, som vi har været inde på mange gange, tanke utrolig meget billigere. Og det er jo, som andre har været inde på, ikke fordi vi sådan handler til forskellige priser. Det er, fordi de har politikere, som har valgt at prioritere anderledes. De har valgt at prioritere deres borgeres frihed. Det er ikke en formynderregering, det er en regering for folket, og det er det, som jeg og mit parti, Dansk Folkeparti, tilbyder. Det har jo i sig selv været en farce at opleve, hvordan man har forsøgt at lægge benspænd ind for, at vi overhovedet måtte behandle det her forslag. I to lange måneder, hvor man ikke kunne finde ud af at danne regering, ville man ikke åbne Folketinget, så vi overhovedet kunne handle på danskernes ulykker. Vi prøvede via et borgerforslag at appellere til handling. Tak til de mange, mange tusind danskere derude, der har bakket op og stadig væk bakker op, hvad end det er i Haderslev eller andre dele af landet – tak til dem. Kampen her fortsætter, for det handler om noget større end bare benzinpriser. Det handler om det samfund, vi gerne vil have, og hvad det skal være for en rolle, vi som mennesker har.

Nu laver man her et forslag, hvor nogle får et højere befordringsfradrag i foråret om et år og andre ikke gør. Der er nogle, der er på den grønne gren; der er nogle, der ikke er. Samtidig kan vi så høre især Socialdemokratiet anstrenge sig for at finde på de mest underlige argumenter. Der bliver sagt noget med, at man slet ikke må sænke momsen, og at det har EU sagt. Altså, det har de så i hvert fald ikke sagt i Polen, for i Polen har regeringen valgt at sænke momsen på brændstof fra 23 til 8 pct. Det er noget, der kan mærkes. Derfor er det måske også en lille smule svært at forestille sig, at polske langturschauffører skulle valfarte til Danmark for at tanke, hvis vores forslag kom igennem. Så må man i hvert fald lægge til grund, at polakkerne har lidt svært ved hovedregning, for det vil stadig væk være billigere i Polen, fordi de ikke har den vanvittige klimapolitik, som et flertal her i Folketinget jo pålægger danskerne, med iblandingskrav, CO 2 -afgifter osv. osv. Så er der nogle, der siger, at vi skal fremme den grønne omstilling. Det er der jo faktisk også meget sympatisk i. Jeg har f.eks. en elplæneklipper, og den er jeg rigtig glad for. Det er jo godt, det er godt for klimaet, men når man nu har anskaffet sig en benzinbil, skal man så straffes, fordi der er nogle, der har nogle klimaambitioner? Er det i virkeligheden ikke bedre både økonomisk, sundhedsmæssigt, samfundsøkonomisk, miljømæssigt og klimamæssigt, hvis man bare lader folk køre i fred, hvis man bare lader folk køre den investering ud, som de nu engang har foretaget? Det er jo ikke alle mennesker, der har råd til sådan at sige, at så skrotter de, det kunne være en 2 år gammel Skoda Octavia, bare for at købe en Tesla. Det er ikke alle danske privatøkonomier, der ser sådan ud. Jeg synes, at vi er nødt til at have respekt for den diversitet, der er i Danmark. Nu laver man så et forslag, hvor dem, der bor i Sønderjylland og Østdanmark, stadig væk vil have adgang til billig benzin og diesel, for de vil køre til Tyskland og Sverige. Og man laver en ordning, hvor dem, der er på arbejdsmarkedet, så om et år kan se frem til at slippe lidt billigere i skat. Men for alle andre, for alle dem, der ikke bor tæt ved grænsen og har mulighed for bare at være benzinflygtning, eller dem, som ikke er på arbejdsmarkedet, er intet forandret. De kan bare konstatere, at efter 4 år, hvor de er blevet flået af historisk høje prisstigninger i supermarkedet, som lige nu så småt er begyndt at aftage, så kommer næste ryk som en boksehandske til et blåt øje og slår igennem, og nu er det så bare nede ved benzinstanderen, vi bliver flået. Det er ikke en naturlov, at Danmark skal være det dyreste land i verden at være borger i. Det er ikke nogen naturlov, at benzin- og dieselpriserne skal være så høje. For hvis det var det, ville de jo ikke i andre EU-lande være så markant lavere. I Tyskland er de 20 pct. lavere. I Sverige er de 30 pct. lavere. I Spanien – det er måske lidt langt at køre, er de 35 pct. lavere. Det er jo ikke noget, der er kommet af sig selv. Det er kommet, fordi man politisk har ønsket det. Selvfølgelig handler det her forslag om benzin- og dieselpriser, men for mig at se handler det også om synet på den enkelte dansker, om, hvorvidt man hylder danskerens frihed og mobilitet – det billede på en velstandsstigning og en frihedsudvidelse, som bilen jo unægtelig er, hvad enten man er ung eller gammel – eller hvorvidt man mener, at staten skal bestemme. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at den yderste venstrefløj og alt det her gerne vil bestemme. Dem fra Radikale Venstre kan på mange måder være flinke mennesker, men politisk vil jeg nok afskrive dem. De er uden for rækkevidde. Men at Socialdemokratiet på den her arrogante måde vælger at sige, at det kun er folk, der kører til og fra samlebåndet, der har værdi for samfundet, og at det kun er dem, der skal have en fordel, synes jeg virkelig er afslørende. At et parti som Moderaterne, som jeg har svært ved at se på hvilke områder rigtig er moderate – det virker ret ekstremt, hvad de siger – kan mene, at danskernes fritid og ferietid ingen værdi har, men at det kun er folk på arbejdsmarkedet, der har værdi, synes jeg er chokerende. Så jeg er på den ene side enormt forstemt over den manglende vilje til at give danskerne en håndsrækning i bred forstand, men også på mange måder opstemt over de seneste par uger og måneder. Jeg synes, det har været fantastisk og er fantastisk at komme rundt i Danmark og mærke den opbakning til en anden retning for Danmark. At det på 16 dage er lykkedes at samle opbakning til et borgerforslag, der så præcist sætter en anden retning end den, som den her regering ønsker, synes jeg vidner om en fantastisk mulighed og en fantastisk optimisme. Meget kan den her regering tage fra os – og det er der ingen tvivl om vil ske de næste 4 år – af både helligdage, og jeg ved ikke hvad, men troen på fremtiden kan de ikke tage fra os. Troen på, at der er en anden vej, hvor vi sætter danskerne først og ikke kun de grupper, som vi synes er de pæne, de rare og de gode, men danskerne først, kan de ikke tage fra os, og det er det, jeg tilbyder. Det er det, det borgerlige Danmark tilbyder, og derfor vil jeg bare sige til alle jer derude – for venstrefløjen har nærmest kastet anker her, de er der ikke: Vi kæmper videre. Tak, formand.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er endnu en ordfører for forslagsstillerne, hr. Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Siden konflikten startede i Iran, er prisen på benzin og diesel eksploderet, og det rammer jo sådan set os alle sammen – alle dem, der skal pendle på arbejde eller skal hente deres børn i daginstitutionen og køre nogle til fritidsinteresser eller besøge familien. Listen er utrolig lang. Det er sådan set os alle sammen, og specielt de steder, hvor der er lidt længere mellem husene, er der rigtig mange, der bliver ramt. Så dem er der rigtig mange af i Danmark. Det tror jeg ikke der er nogen der er i tvivl om. For rigtig mange er bilen en uundværlig del af hverdagen og en nødvendighed. Det er bilen, der får hverdagen til at hænge sammen, når man skal på arbejde, man skal hente børnene til fodbold, eller man bare skal handle nede i Brugsen. Og de stigende benzin- og dieselpriser gør derfor, at det er markant dyrere for danskerne at få enderne til at hænge sammen. Derfor foreslår vi jo i Danmarksdemokraterne med det her beslutningsforslag, at man sænker benzin- og dieselafgiften. Men svaret fra venstrefløjen er: Jamen så må man jo bruge kollektiv transport eller købe en elbil. Men mange steder i landet er der ikke kollektiv transport, og der er stort set ikke alternativer til bilen. Det er heller ikke en mulighed, at man bare kan købe en elbil, fordi man måske ikke har pengene på bankbogen. Ud over at det rammer stort set alle private på den ene eller den anden måde, rammer det også erhvervslivet, og det synes jeg er en lidt glemt del af den her diskussion. For det giver næsten sig selv, at er man fisker, skal man have transporteret fiskene fra kutteren hen til fiskeauktionen. Er man landmand, skal man have flyttet mælken til mejeriet, og mejeriet skal have flyttet osten hen til den lokale Rema. Det er klart, at når benzin og diesel bliver dyrere, bliver varerne også dyrere. Det sætter sig i priserne, og der er kun én til at betale: Det er os forbrugere i sidste ende. Det er det, man kalder stigende inflation, dvs. at alt bliver dyrere og dyrere, og det er altså ikke godt for dansk økonomi. Det kommer til at koste arbejdspladser og konkurrenceevne. Så også af den grund bør man gøre noget ved de her ting. Det er sådan set fint nok, når regeringen foreslår at sætte kørselsfradraget op. Det er ganske fornuftigt, men det rammer simpelt hen bare for smalt, og derfor synes vi naturligvis, at vores beslutningsforslag er langt bedre. For det, der ligger i det, er, at man ikke rammer særlig målrettet. Man kan ikke lave noget mere målrettet på grund af stigende benzin- og dieselpriser end at sænke afgiften på præcis de to ting. Når man hæver kørselsfradraget, er det jo bl.a. også for folk, der kører elbil og kører kollektiv transport. Altså, folk, der slet ikke har mærket de stigende priser, skal så have en kompensation for det. Derfor synes vi ikke, at regeringens forslag giver specielt meget mening. Noget, der også er ærgerligt, som også den foregående taler sagde, er jo, at vi har ventet så lang tid på det her. Det er jo ikke en ny diskussion. Lad mig bare minde om, at de to beslutningsforslag fra henholdsvis Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne er fremsat den 14. og den 16. april. Altså, det er over 2 måneder siden. Og så er det først i dag, at vi kan få lov til at behandle det, fordi der har været et flertal i Folketinget, som har nægtet det. Det er jo lidt spøjst, at man skal sidde og kigge på danskerne derude, som alle sammen har kæmpe udfordringer med en stigende økonomisk belastning, og så sidder vi inde i Folketinget og snakker om nogen i stedet for noget, fordi der bare er en kæmpe fikumdik om, hvem der skulle sidde i regering. Det er altså at tage lidt gas på danskerne derude. Så hører man også argumenter om, at det er af hensyn til klimaet, at man ikke vil sænke afgiften. Igen så må jeg bare sige, at der lidt er en manglende forståelse for, hvad det er for nogle udfordringer, danskerne har derude. For der er vel ingen, der tror, at fordi man sænker afgiften på benzin og diesel, så priserne bare kommer ned på cirka samme niveau, som de var før krigen i Iran, så begynder vi alle sammen i vildskab at køre rundt i weekenden. Jeg tvivler på, at der er ret mange, der lige tager en ekstra tur til Skagen eller lige tager en tur rundt om fjorden, bare fordi man lige kan en søndag eftermiddag. Vi bruger jo vores bil til at komme på arbejde og ned i Brugsen og alle de andre dagligdags ting. Så det, at det pludselig skulle give et kæmpe kørselsbehov, tror jeg simpelt hen ikke folk kommer til at opleve derude. Så jeg synes, det er lidt af en stråmand, at man sådan siger, at nu vil det have en kæmpe klimaeffekt, fordi man sænker benzin- og dieselafgiften. Det tror jeg simpelt hen ikke vil komme til at ske. Jeg har selv elbiler, og det er jo stadig væk markant billigere at køre elbil, end det er at køre i benzin- eller dieselbil. Nu gør man det bare lidt mindre dyrt og giver en hjælpende hånd, og det synes jeg da er supergodt. Afslutningsvis vil jeg sige tak for en god debat. Det kan ærgre mig utrolig meget, at der ikke er lidt mere lydhørhed over for, at der i befolkningen derude er rigtig mange mennesker, der er pressede på grund af det her. Det kan være folk på arbejdsmarkedet, men det kan også være den, der er handicappet, som jeg nævnede, og som ikke har et alternativ. De er bundet af deres bil i 8 år. De kan ikke gå ud at finde en ny elbil, og de kan ikke komme uden om de stigende afgifter og stigende priser, der er der. Derfor synes jeg bare, det er ærgerligt, at der ikke er en større forståelse for det. Men et tak for debatten skal der i hvert fald lyde til dem, der var en del af den.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Da der ikke flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslagene til folketingsbeslutning henvises til Skatteudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er skatte- og vækstministeren.

Tak for det, formand. Det er første gang i min parlamentariske karriere som minister, at jeg skal op og redegøre for et forslag, jeg ikke selv har fremsat. Det har jo den skønhed, at demokratiet virker. For regeringen er enig i, at der skal gøres noget ved de stigende fødevarepriser, der fylder mere og mere i helt almindelige familiers økonomi, men man kan jo gøre det på flere måder. Man kan sænke skatten på arbejde, man kan hæve folks befordringsfradrag, man kan sørge for, at den løn, folk får, er højere, eller man kan reducere folks omkostninger. Alt i alt er der mange forskellige værktøjer til at nå det mål, jeg fornemmer Danmarksdemokraterne gerne vil nå, altså det, man gerne vil gøre noget ved. Man kan også gøre noget ved momsen, der jo er en direkte forbrugsafgift eller -skat, om man vil, på mad. I nogle tilfælde kan man sænke den på det, der er sundt, og man kan bevare den højt på det, der er mindre sundt. Det er alt afhængigt af appetit og temperament i de politiske maver og hjerter. Med afsæt i den tankegang vil regeringen ikke afskaffe afgiften på slik og chokolade. Moderaterne sagde det klart under valgkampen. Vi sagde, at vi syntes, det var træls, at vi indgik et kompromis i den sidste regering. Det var vi villige til at gøre, fordi vi fik nogle gode ting, men når nu det ikke er udmøntet, går vi til valg på at omgøre beslutningen, bruge den på at sænke momsen på frugt og grønt og bruge det provenu, der kommer, på at gøre noget for danskernes sundhed eller sænke skatten andre steder. Det er ærligt og redeligt. Det fik vælgerne at vide, 3 uger før de skulle ned at stemme, og det er, ligesom andre partier ændrede positioner. Det gælder de fleste, der er til stede i salen i dag, og som under valgkampen har været ude at sige noget, de mente vælgerne skulle bedømme dem på, at de måske havde sagt mindre om det, mens den parlamentariske forhandlingsperiode løb for sig. Tag f.eks. Venstre, der ville fjerne, tror jeg, 8 mia. kr. om året, eller var det 16 mia. kr. om året, fra ulandsbistanden, som man ellers havde forsvaret med næb og kløer, mens man sad i SVM-regeringen. Det må man have respekt for. Partier ændrer position, og så længe det sker, før vælgerne stemmer, er der ikke noget i vejen med det. Det forslag, vi så behandler i dag, handler om at sænke en række afgifter. Hvad angår chokoladeafgiften, skal det helst ske med det samme, og hvad angår kaffeafgiften, skal det også ske med det samme. Begge dele kunne være finansieret. Regeringen går ind for, at kaffeafgiften fjernes så hurtigt som muligt. Fremsætter vi lovforslag efter sommerferien, og det bliver behandlet i den nye samling, vil det ske fra den 1. januar 2027, ligesom momsen på bøger i øvrigt også dér forsvinder og det ekstra fradrag, vi havde stillet seniorerne i udsigt som en del af den finanslovsaftale, regeringen indgik med Det Konservative Folkeparti, også kan få effekt fra det tidspunkt. Det samme gælder fradrag på software for virksomheder og en række af de andre tiltag, man på grund af den lange stillestående periode her på Christiansborg ikke har nået at gennemføre endnu. Jeg kommer dog til at skuffe hr. Hans Kristian Skibby, hr. Dennis Flydtkjær og andre, da jeg ikke kan love, at regeringen stemmer for det her lovforslag. Til gengæld håber jeg, at man med en vis form for tilfredshed har noteret sig, at afgiften på kaffe vil blive afskaffet, ligesom en masse andre af de gode ting, vi ikke nåede, før SVM-regeringen ophørte med at være en sådan, stadig væk vil blive gennemført. Jeg ser frem til debatten og takker i øvrigt for ordet og tiden.

Hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Tak til ministeren, også for besvarelsen. Jeg får da ikke kaffen galt i halsen af at høre, at ministeren trods alt kerer sig om, at der bliver en lille del, der bliver gennemført, af det, som skatteministerens eget parti gik til valg på og i hvert fald var primus motor på i forhold til de forhandlinger, der var forud for sidste finanslov. Det var jo netop skatteordføreren for skatteministerens eget parti, som var ude at sige, at alle de afgifter, der ikke kan forsvares og forklares, sådan set skulle væk, herunder også chokoladeafgiften. Men det er jo så noget, man fik ind i finansloven. Der henvises fra ministerens side til alle mulige andre ting, som forskellige regeringspartier har villet før valget osv. Men det her er jo kendetegnet ved, at det er noget, der var lavet en politisk aftale om, og det var stemt igennem Folketinget, og det var en del af finansloven for det år, vi arbejder med i dag, og der var oven i købet også anvist fuld og hel finansiering af det. Og der vil jeg bare gerne spørge skatteministeren: Anerkender skatteministeren det?

Ministeren.

Ja, i allerhøjeste grad. Finansloven blev vedtaget, og der er en masse lovgivning, der ikke blev udmøntet. Det ved Hr. Hans Kristian Skibby også godt, altså at når sådan noget sker, ændrer flertallet sig. Jeg ved ikke, om der er et flertal for chokoladeafgiften i dag. Det tror jeg ikke der er i Folketinget. Vi sagde meget klart: I og med at vi ikke har nået at gennemføre det, vil vi hellere bruge 2,1 mia. kr. på at gøre sunde fødevarer billigere. Det gik vi til valg på. Vi havde annoncer omkring det. Vi trykte det på busser. Vi satte det i internetreklamer. Vi fortalte danskerne om det til debatmøder. Det ændrer ikke på, at jeg ved, at chokoladeafgiften er besværlig for de erhvervsdrivende, der kæmper med den, men det er jo reglerne, der er besværlige. Så kan man vurdere, om prisen er det, der skal sænkes. Altså, jeg har den holdning, at jeg hellere vil gøre det sunde valg billigere, end jeg vil gøre haribomix dyrere. Det kan jeg forstå der er nogen der synes er utrolig arrogant at mene. Det synes jeg ikke. Jeg synes, det er et fair anbringende. Jeg sagde det også, dengang vi forhandlede det. Vi var nødt til at give os; der skulle indgås et kompromis. Havde man ikke nået at gennemføre det til valget, ville vi gå til valg på at lave det om. Jeg skammer mig ikke over at sige min ærlige mening, hverken dengang vi forhandlede det eller i valgkampen. Det synes jeg heller ikke hr. Hans Kristian Skibby skal gøre.

Spørgeren.

Jeg siger heller ikke, ministeren skal skamme sig. Det må ministeren jo selv vurdere. Men ordet troværdighed får jo en lignende karakter her i Folketinget, når finansloven bliver vedtaget få måneder før og skatteministerens eget parti er en del af flertallet, der sikrer finanslovsaftalen og stemmer for finanslovsforslaget, hvori der indgår, at sukker- og chokoladeafgiften skal fjernes. Så er det jo noget med troværdighed, der ligesom halter gevaldigt, og det er sådan set bare det, jeg retfærdigvis prøver på at spørge skatteministeren ind til. Jeg kender udmærket spillereglerne. Det er jo ikke sådan, at jeg siger, det er ulovligt, hvad skatteministeren gør. Det vil jeg egentlig gerne have mig frabedt. Men i forhold til troværdigheden i det, hr. skatteminister, hvad synes Moderaterne som parti så om det at løbe fra sine egne aftaler?

Ministeren.

Moderaterne har været ærlige hele vejen igennem. Vi har sagt, det var et kompromis. Nåede vi ikke at gennemføre det, ville vi sandsynligvis gå til valg på det modsatte. Altså, det tænker jeg er meget, meget gennemsigtigt. Men når jeg sådan smager på ordene Danmarksdemokraterne og troværdighed, flyver mit indre blik tilbage til det nordjyske, hvor jeg oplever et busskur, som fru Inger Støjberg står foran og siger: Bussen kommer ikke; ruten er nedlagt. 100 m ved siden af kan man så se en bus komme kørende og samle pendlerne op. Mit blik vandrer derefter videre til en folkeskole eller en friskole, som fru Inger Støjberg står foran og siger: Denne skole er lukningstruet. Det viste sig så heller ikke at være rigtigt. Så jeg synes jo ikke, man skal kaste med kampesten, når man bor i et glaspalads.

Så er det hr. Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Jeg vil jo bare tage tråden op derfra, hvor den foregående spørger sluttede. Jeg må jo sige, at jeg, hvis det var mit eget parti, der havde lavet en aftale med Moderaterne, og man så render fra aftalen, så godt nok ville være skuffet, og det tror jeg også der var mange andre danskere der ville være. Nu ved jeg godt, at det, når det drejer sig om kaffeafgiften, bliver gennemført, men der er de øvrige afgifter, som nu ikke bliver fjernet, og det er afgifter, som belaster danskernes hverdag. Jeg ved så også godt, at det, man betaler i chokoladeafgift, ikke er på linje med eksempelvis en benzinafgift – så skal man i hvert fald spise meget chokolade – men det er noget, der er med til at belaste danskernes hverdag, og jeg vil da være skuffet over det, især også som aftalepart. Det gør da også, at vi som parti, hvis vi en dag skulle lave en aftale med Moderaterne, tænker: Holder det? Eller finder Moderaterne en undskyldning for at løbe fra det?

Ministeren.

Det tager jeg nu egentlig rimelig roligt. Moderaterne har skrevet under på et regeringsgrundlag, vi selv har været med til at formulere, hvor man fjerner toptopskatten, mellemskatten, 3 pct. af selskabsskatten, tredobler aktiesparekontoen, hæver progressionsgrænsen, fjerner momsen på frugt og grønt og halverer den på alle andre fødevarer. Der er nogle chokolade- og slikproducerende virksomheder, der ikke slipper for en afgift, men deres produkt vil stadig væk falde i moms nede i supermarkedet. Vi var ærlige omkring det under valgkampen. Det synes jeg er den politiske valuta, man skal vurdere folk på. Hr. Mikkel Dencker repræsenterer jo et parti, der flere gange er kommet til at opfinde citater fra politiske modstandere og citere politiske modstandere for ting, de aldrig har sagt, opfinde titler på mennesker, der ikke eksisterer, og putte dem ind i kronikker og trykke dem i aviser. Altså, det er jo en decideret demokratisk underminering af den samtale, vi har her i Folketinget at stå og sige, at det er utroværdigt, at vi går til valg på at ville noget andet end tidligere. Jeg synes, at sammenligningen af de to politiske valutakurser boner ud i min favør.

Spørgeren.

Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanker om, at Dansk Folkeparti har indgået en politisk aftale her i Folketinget, som vi er løbet fra igen, inden vi nåede at gennemføre den. Det må jeg sige. Der er en forskel. Det handler om troværdighed og om ordholdenhed, og det får man fra Dansk Folkeparti.

Ministeren.

Det tror jeg alle medlemmer af den gamle VLAK-regering har svært ved at se sig selv i, da man jo med hr. Kristian Thulesen Dahl i spidsen gjorde sit systematisk bedste for at underminere det samarbejde, der på det tidspunkt pågik mellem Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre, hvor man jo var aftalepart i forhold til flere ting, men hvor det, når tingene skulle implementeres, så sværere ud.

Tak til skatte- og vækstministeren. Den næste på talerstolen er hr. Malte Larsen fra Socialdemokratiet.

Jeg takker. Lovforslaget handler jo om at afskaffe chokoladeafgiften, kaffeafgiften og sukkerafgiften. Vi er helt enige i, at stigende fødevarepriser fylder for meget i almindelige danskeres økonomi, men spørgsmålet er, hvordan vi bruger pengene bedst, altså om det er på billigere slik og chokolade eller det er på billigere sund mad på bordet. Vores klare prioritet er at gøre den sunde mad billigere. En måling fra Opinion for Altinget og DR viser, at hele 84 pct. af befolkningen hellere vil sænke momsen på frugt og grønt end at fjerne afgiften på kaffe og chokolade. Det er også den retning, vi mener er den rigtige. Det handler både om familiernes økonomi og om folkesundheden. Når pengene er små, skal det være billigere at træffe det sunde valg. Derfor vil vi hellere fjerne momsen på frugt og grønt og halvere momsen på andre fødevarer end at bruge pengene på billigere slik og chokolade. Til gengæld er kaffeafgiften en anden sag. Her støtter vi, at kaffeafgiften bliver afskaffet, men skatteforvaltningen skal have tid til at tilpasse systemerne, så det, når det angår den billigere kaffe, faktisk slår igennem i priserne. Det kan vi ikke nå til den 1. juli. At afskaffe chokolade- og sukkerafgiften var i første omgang ikke noget, der havde groet i Socialdemokratiets baghave, men det var noget, vi gik med til i SVM-regeringen. Så vi er godt tilfredse med, at vi nu kan bytte afgiftsnedsættelser på sukker og chokolade til momssænkninger på fødevarer samt frugt og grønt. Derfor kan Socialdemokratiet ikke støtte lovforslaget, som det ligger her.

Hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Det er jo altid rart at vide, hvad Socialdemokraterne mener. Nu kan vi så konstatere, at Socialdemokraterne ikke mener det, der blev vedtaget med finansloven, som stadig væk trods alt gælder – det mener man stadig væk ikke. Det her lovforslag er jo direkte copy-pastet fra den tidligere regering, hvor også Socialdemokraterne og dermed hr. Malte Larsens eget parti deltog. Det er en politisk aftale, der er indgået; det er en politisk aftale, der har været igennem lovbehandling; det er en finanslovsaftale, der er afstemt; det er en finanslovsaftale, hvor der er anvist finansiering, osv. Mener hr. Malte Larsen, at det er god, troværdig politik, at man løber fra de aftaler, som man selv har været med til at indgå, ovenikøbet aftaler, hvor det er ens egen politik ord for ord, der står i det omtalte lovforslag, som man rask væk løber væk fra?

Ordføreren.

Jeg er i hvert fald glad for, at det, der har været svært for os, nu bliver noget nemmere at være med til, og at vi får et afgiftsregime med en meget mere klar sundhedsprofil.

Spørgeren.

Profil er jo én ting. Det kan man jo få i metermål. Jeg ved ikke, hvordan man definerer profil hos Socialdemokraterne. Jeg synes jo, at ordet troværdighed er lidt nemmere at måle – det er mere målbart, i forhold til om man gennemfører det, man beslutter, og i den givne rækkefølge. Ordføreren svarede ikke på mit spørgsmål: Mener Socialdemokraterne, at det er troværdigt, at man løber væk fra de politiske aftaler, som man selv har været med til at indgå? Mener ordføreren det – ovenikøbet i en periode, hvor ordførerens eget parti havde skatteministerposten?

Ordføreren.

Nu oplevede jeg under et tidligere punkt i dag, at jeg blev klandret for at have gjort mig til talsmand for, at det var fødevarechecken, som pensionisterne havde fået, og at den så skulle bruges til noget andet. Jeg sagde faktisk ældrechecken under det punkt. Det misfortolkede spørgeren her. Så jeg tror bare, jeg bliver ved at sige, at vi er meget godt tilfredse med den aftale, der ligger her, fordi den jo netop har det sundhedssigte, som sådan en aftale skal have.

Hr. Michael Nedersøe fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Sundhedsprofil og sundhedsprofil, det eneste, der sker ved det, er, at man fortsætter grænsehandelen i Flensborg. Nu kommer jeg selv fra Jylland, fra Horsens, og man gør jo en event ud af at køre til Flensborg for at handle. Der er eksempler på folk, der tager helt fra Hjørring af, fordi det godt kan betale sig at tage til Tyskland for at købe sodavand og slik. Så jeg ved ikke rigtig, hvor sundhedsprofilen er. For det, der er i det, er, at når du så er nede at handle i Tyskland, køber du så meget, at det rent faktisk kan betale sig, og så hjælper det jo ikke særlig meget på sundheden, hvis folk så spiser mere slik, når de så er derhjemme, end hvis de tager ned fredag eftermiddag og køber til om fredagen.

Ordføreren.

Jeg havde lidt svært ved at fornemme, om der var et spørgsmål i det. Men jeg tror, at jeg vil svare med den kommentar, at økonomi ikke er det eneste, der sætter retningen for den tur over grænsen. Jeg undrer mig f.eks. over, at jeg ganske ofte kan opleve i min lokale ABC Lavpris at kunne købe en ramme cola til 60 kr., mens jeg ikke har kunnet se den annonceret til noget, der var billigere end 63 kr. for en ramme nede i Tyskland. Hvis man så regner transportomkostningen med, kan økonomi jo ikke være det eneste, der gør, at man kører en tur over grænsen for at handle. Måske ligger der også et oplevelseselement i det.

Spørgeren.

Alt afhænger jo af øjnene, der ser. Folk tager til Tyskland, fordi de får billigere vaskepulver, de får billigere stanniol, de får billigere chokolade, de får billigere af alting i Tyskland. Så jo, det har noget med økonomi at gøre. Og nej, der var ikke rigtig noget spørgsmål i det, det var bare en konstatering af, at når man snakker folkesundhed, er det næppe den rigtige måde at gøre det på.

Så konstaterede jeg også, at i det første spørgsmål kommer spørgeren til at sige »det eneste, der kommer til at ske«. En ret væsentlig del af det, der kommer til at ske nu, er jo netop, at folk bliver motiveret, når det ikke er økonomien, der står i vejen for, at man vælger det sunde alternativ nede i butikken, når f.eks. frisk frugt og grønt kommer med en prisreduktion på, må vi formode og i teorien, cirka en femtedel.

Tak til ordføreren for Socialdemokratiet, som også hjalp mig og selv satte i gang, inden ordet blev givet. Det gør jo arbejdet endnu lettere her. Den næste i talerrækken er fru Sofie Lippert fra Socialistisk Folkeparti.

Tak. Der er ikke nogen tvivl om, at stigende priser har presset rigtig mange mennesker de seneste år, og det har vi et politisk ansvar for at hjælpe med. Derfor har vi i SF bakket op om en midlertidig nedsættelse af elafgiften og udsendelse af en fødevarecheck. Med regeringsgrundlaget går vi endnu længere og sætter momsen ned på alle fødevarer, mens vi afskaffer den helt på frugt og grønt. Samtidig har vi netop behandlet et øget befordringsfradrag til dem, der bliver presset af stigende udgifter til transport. Vi bruger et tocifret milliardbeløb hvert eneste år på at sænke priserne på de ting, vi alle sammen har brug for: mad, el, transport. Det drejer sig altså om de ting, hvor stigende priser kan få budgetterne til at briste. Jeg mener ikke, at slik og chokolade hører ind under den kategori, og derfor er det ikke ansvarligt at prioritere 2 mia. kr. på at sænke priserne netop her. Jeg tror ikke på, at det er det, der gør, at budgetterne kan hænge sammen i de danske husholdninger. Derfor stemmer SF imod lovforslaget, og jeg skal hilse fra Alternativet og sige, at de også stemmer imod.

Fornemt. Tak til ordføreren for SF. Den næste i talerrækken er fru Marie Brixtofte fra Venstre.

Tak for ordet, hr. formand. I dag behandler vi et lovforslag, der egentlig burde være ligetil. Forslaget handler om at afskaffe chokolade- og sukkervareafgiften samt kaffeafgiften. Indtil folketingsvalget i år var der flertal for at fjerne disse skøre og bureaukratiske punktafgifter. Flertallet havde endda indgået en finanslovsaftale om det. Erhvervslivet havde derfor indkøbt store partier af chokolade i forventning om, at afgiften som aftalt ville være væk fra den 1. juli. Ansatte, der administrerer afgiften for chokoladeproducenter, var blevet afskediget eller havde fået nye opgaver. Erhvervslivet planlagde altså efter vores politiske aftale. Det er både logisk og rimeligt, at virksomheder forbereder sig på de aftaler, vi politikere indgår. Tag Bagsværd Lakrids. De planlagde naturligvis også efter den aftalte finanslov, og nu betyder den manglende afskaffelse af afgiften en ekstraregning på flere millioner kroner i år, og de har måttet afskedige en medarbejder, og flere ungarbejdere er sendt hjem. Det viser meget konkret, at det ikke bare er en diskussion om en teknisk afgift. Det handler om rigtige virksomheder, rigtige arbejdspladser, og så handler det om den tillid, der skal være mellem Folketinget og de virksomheder, der forsøger at planlægge deres drift. Når politikere ikke honorerer deres aftaler, endda finanslovsaftaler, skaber det uforudsigelighed og mistillid, ikke blot i chokoladebranchen, men i hele dansk erhvervsliv. For hvad kan virksomhederne så regne med? Det er dybt skuffende, at erhvervslivet ikke kan stole på de politiske aftaler, Socialdemokratiet og Moderaterne indgår. Det er mangel på ordentlighed – en aftale bør været en aftale! Det er særlig skuffende for Moderaterne. De taler om at ville lette byrderne og gøre det nemmere at drive virksomhed, og jeg tror faktisk på, at det kommer fra et oprigtigt hjerte. Vi har lige hørt hr. Mohammad Rona sige: »Gakkede afgifter vil vi altid gerne afskaffe«. Men i dette tilfælde gør de det stik modsatte. Inden valget var vi enige om, at denne særlige punktafgift for chokolade er skør og bøvlet at håndtere, ikke mindst for bagere og chokoladeproducenter. De skal bruge tid og ressourcer på at opgøre, indberette og registrere afgiften, og nogle gange tenderer reglerne til det tragikomiske. For virksomhederne kan forskellen mellem afgift og ingen afgift afhænge af ganske små detaljer. Det kan være, om en kage har karakter af chokolade, om fyldet er skum eller creme. Det er åbenbart en meget vigtig forskel. Det kan også være, om en romkugle er helt eller kun delvis overtrukket med chokolade. Er romkuglen helt overtrukket, skal der betales fuld afgift af hele romkuglens vægt. Er den kun delvis overtrukket, skal der kun betales afgift af selve chokoladen. Det er svært at forklare almindelige mennesker og endnu sværere at forklare de virksomheder, der hver dag skal bruge tid på at finde rundt i reglerne. Når en bager, en konditor eller en mindre fødevareproducent bruger tid på den slags afgiftsmæssige grænsedragninger, går tiden fra at drive virksomhed, udvikle produkter og skabe arbejdspladser. Det er netop den type bureaukrati, Venstre vil gøre op med. Skatteministeriets beregninger viser, at afskaffelsen kan give en samfundsøkonomisk gevinst på omkring 500 mio. kr. Det skyldes bl.a. mindre grænsehandel og afledte effekter med et højere arbejdsudbud. Populært sagt får vi et skattesystem med mindre forvridning og mindre bøvl. I beregningen indgår også en vurdering af sundhedseffekten, som er ganske lille. Når jeg hører argumenter om, at chokoladeafgiften er afgørende for danskernes sundhed, må jeg derfor spørge: Har de seneste års store prisstigninger på chokolade medført en markant forbedring af folkesundheden, og vil venstrefløjen så foreslå at hæve chokoladeafgiften yderligere i folkesundhedens navn eller halvere momsen på alle fødevarer bortset fra kaffe og chokolade? For Venstre er folkesundheden vigtig, men den står og falder ikke med en bøvlet, bureaukratisk og forældet chokoladeafgift. Dette er et lovforslag, der følger op på en aftale, en finanslovsaftale endda, som Socialdemokratiet, Moderaterne og Det Konservative Folkeparti og Venstre næsten lige har indgået. For os er en aftale en aftale, og vi mener det virkelig, når vi siger, at vi vil fjerne bøvl, bureaukrati og skøre afgifter, der gør det vanskeligt at drive virksomhed. Derfor støtter Venstre naturligvis forslaget. Tak for ordet.

Tak. Fru Charlotte Bagge Hansen, Moderaterne.

Først vil jeg sige tusind, tusind tak for talen. Der er jo ingen tvivl om, at uforudsigelighed godt kan skabe utryghed, når man møder noget, og det kan jeg forstå at man også mener i Venstre, og jeg hører også, at når Venstre laver en aftale, så holder de den. Så langt, så godt. Jeg bliver bare lige nødt til at hæfte mig ved noget. I finansloven aftalte vi, at ulandsbistanden skulle holdes i ro. Venstre gik til valg på, at ulandsbistanden skulle skæres med ikke mindre end 10 mia. kr. Så vil jeg gerne høre, hvad det er, vi taler om her. Er det moral? Dobbeltmoral er dobbelt så godt. Jeg vil gerne høre, hvad ordføreren har at sige til det. Tak.

Ordføreren.

Tak til spørgeren for det spørgsmål. Nu var det jo sådan, at udviklingsbistanden ikke var en del af finanslovsaftalen. Den lå som en aftale for sig selv, og der var vi med til at lave en strategi, der løber over adskillige år, og der havde vi netop fået et ord ind, der hedder afsæt i de 0,7 pct. Så derfor synes vi, det er anderledes end en finanslovsaftale, der ligger klar og bare skal udmøntes. Det er det, vi opponerer imod, og det er det, der skaber usikkerhed over for virksomhederne.

Spørgeren.

Nu var jeg også med til at forhandle den finanslov, og den lå som et underpunkt under finansloven, og der var aftalen klokkeklart, at udviklingsbistanden skulle holdes i ro. Jeg spørger bare: Handler det om at kaste med sten, når man bor i et glashus? Er dobbeltmoralen lige så dobbelt som den, som ordføreren beskylder Moderaterne for at have?

Ordføreren.

Tak til spørgeren for spørgsmålet. Nu var jeg ikke selv med til de forhandlinger, men ud fra, hvad jeg har hørt, var udviklingsbistanden ikke en del af den finanslovsaftale.

Tak til ordføreren for Venstre. Næste i talerrækken er hr. Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti.

Tak for ordet, formand. For Dansk Folkeparti er det her lovforslags indhold en smuk blomst, der er groet i vores egen have, endda igennem adskillige år, for det her med at fjerne tåbelige afgifter, punktafgifter, er noget, som Dansk Folkeparti har arbejdet med igennem rigtig mange år, så det er en fremragende idé, som afspejler sig i det her lovforslag. Det er ikke nogen hemmelighed, at chokolade- og sukkervareafgiften er en stor belastning for dansk erhvervsliv, fordi den er meget vanskelig at administrere, så det er en belastning. Men punktafgifterne belaster også danskernes privatøkonomi. Og i en tid med høje priser på fødevarer, brændstof, på el og på naturgas, som vi også har haft, har vi i Dansk Folkeparti netop arbejdet med, hvordan man kan kompensere danskerne for de her højere priser, nemlig ved at sænke nogle af punktafgifterne. Derfor har vi også selv foreslået, at man kunne arbejde med at afskaffe afgiften på chokolade, sukkervarer og kaffe. Så vores glæde var stor, da der blev indgået en finanslovsaftale sidste efterår, som netop indeholder den her pakke af afgiftsafskaffelser, som ligger i lovforslaget her. Skuffelsen er jo til gengæld stor nu, hvor to af partierne, der står bag finanslovsaftalen, er rendt fra den og i stedet for vil gøre noget andet og dermed ikke gennemføre afskaffelsen af chokoladeafgiften og sukkervareafgiften. Dog skal det retfærdigvis siges, at kaffeafgiften stadig væk står til en afskaffelse, men det er i hvert fald skuffende for de virksomheder, som kæmper med de her afgifter i det daglige, men også for de danskerne, for hvem punktafgifterne er en belastning for deres privatøkonomi. Så vi hilser det velkommen, at lovforslaget her er fremsat. Det afspejler fuldstændig en til en den politik, som Dansk Folkeparti står for, og derfor kan jeg give tilsagn om, at vi vil støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren fra Dansk Folkeparti. Næste i talerrækken er hr. Mads Strange fra Liberal Alliance.

Tak, hr. formand. Danskerne bliver lige nu påtvunget at betale et af verdens højeste skattetryk i et samfund med alt for meget unødigt bureaukrati, der begrænser borgernes frihed og gør det surt at drive virksomhed. Derfor er det en bunden opgave at få luget ud i den jungle af tossede regler og åndssvagt bureaukrati, som lige nu plager vores samfund. Chokoladeafgiften, der behandles i det her lovforslag, er netop et symbol på en sådan tosset regel. Chokoladeafgiften blev vedtaget for 102 år siden, og den findes i dag ikke i andre lande i Europa, og det har store konsekvenser for de danske virksomheder. Chokoladeproducenten Peter Beier har eksempelvis udtalt, at han har en fuldtidsansat medarbejder, der ikke laver andet end at administrere den her afgift. Det er symptomatisk for problemet med, at et politisk flertal i Danmark elsker de her særlige afgifter, som forøger bureaukratiet og administrationen, mens det lægger beslag på virksomhedernes vækst og produktivitet. Før valget besluttede et flertal i Folketinget at afskaffe chokoladeafgiften af netop de årsager, men nu lader det imidlertid til, at Socialdemokratiet og Moderaterne ligesom med så meget andet af deres politik efter valget pludselig har ombestemt sig. Det synes jeg er en skam, for vi har brug for et samfund med mindre bureaukrati og lavere skatter. Det her forslag tager et skridt i retning af begge de formål, og derfor støtter Liberal Alliance lovforslaget.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Næste i talerrækken er hr. Mohammad Rona fra Moderaterne.

Tak for debatten, og tak til forslagsstillere for at bringe det her på bordet. Jeg ved, at lige om lidt trykker hr. Hans Kristian Skibby sig ind og har fundet en masse gode citater af mig, og det hilser jeg velkommen. Lad os tage den. Men det er jo klart, at jeg synes, at vores minister var meget godt inde omkring de her ting her. Det er ikke noget, der er blomstret i vores baghave, men vi vil på en eller anden måde altid gerne være med til at lette afgiftstrykket for dansk erhvervsliv. Det vil vi sådan set gerne være med til at gøre, men vi har jo også været ude at sige op til flere gange, at vi også gerne vil have, at vi bruger de her 2 mia. kr. på at sænke og fjerne momsen på frugt og grønt. Det sagde vi før valget, det sagde vi under valgkampen, og det har vi så nu også fået med i et regeringsgrundlag, som vi nu forhåbentlig også kan få implementeret. Jeg har jo også selv været i dialog med mange af de her producenter og virksomhedsejere. Jeg kender jo også stifteren af Aalborg Chokolade, John, som jeg har snakket en del gange med før, under og efter valget. Så jeg forstår jo godt problematikken, og jeg forstår også godt deres frustration over det her. Men jeg må også bare sige, at når vi har en pose penge på over 2 mia. kr., vælger vi i det her tilfælde at bruge de penge på at fremme sunde fødevarer. Det har vi sådan set gjort nu. Det er også noget, vi har sagt før, og det er jo noget, der er blevet en del af regeringsgrundlaget, og det er jeg sådan set rigtig, rigtig glad for. Så med de ord vil jeg også tilslutte mig ministeren og andre gode folk her og sige, at det er et forslag, som vi ikke bakker op om.

Hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Tak. Jo, men det er da rigtigt. Jeg kunne da sagtens finde nogle citater fra hr. Mohammad Rona. Det er jo ikke det. Det er jo i hvert fald ikke dem, det skorter på, i forhold til at man jo fra Moderaternes side, i hvert fald op til finanslovsforhandlingerne sidste år, talte vældigt for at få fjernet en lang række af de her såkaldte gakkede afgifter, hvoraf chokoladeafgiften jo er en. Jeg har også citater, hvor hr. Mohammad Rona siger, at man vil arbejde ud fra et forklar eller forsvind-princip, og at Moderaterne så derudfra vil tage livtag med de enkelte afgifter en efter en. Al respekt for den del af det. Det er også det eneste citat, jeg vil bruge tid på i dag. Jeg vil hellere tage udgangspunkt i det der med troværdigheden i forhold til, at ordførerens parti er med i en finanslovsaftale, hvori man bliver enig med andre partier, også nogle, der ikke er med i regeringen, om at skabe flertal for at fjerne chokolade-, sukker- og kaffeafgiften. Så finder man penge til det. Så vedtager man det i Folketinget. Det bliver første-, anden- og tredjebehandlet. Folketinget stemmer om det. Straks derefter løber selv samme parti ud ad døren med helt andre holdninger. Synes Moderaternes ordfører, det er troværdigt?

Ordføreren.

Jeg synes da, det er helt fint, at vi får fjernet kaffeafgiften nu. Det har skatte- og vækstministeren lige udtalt sig om. Det synes jeg sådan set er fint. Som jeg også sagde i min tale, har vi jo hele tiden sagt, at vi er ret store fortalere for, at vi gør noget ved momsen på fødevarer og generelt på frugt og grønt. Det er blevet enormt dyrt at handle. Det er blevet rigtig dyrt at fylde indkøbskurven, og set med de briller synes vi i hvert fald, og synes jeg også, at det at bruge 2,1 mia. kr. på den her måde, som vi fremlægger, og som vi også sagde under valgkampen, er det mest fornuftige, vi kan gøre. Så er det fuldstændig rigtigt, at vi også i sommer sidste år havde en lille kampagne omkring gakkede afgifter, og jeg står ikke her og siger, at jeg er for gakkede afgifter, for det er vi ikke; vi er mere end klar til at lave en liste over dem og så kigge på dem en efter en. Så den del af det består.

Spørgeren.

Skal man forstå det der, som om Moderaterne erkender, at chokoladeafgiften er en gakket afgift, uanset hvor mange penge der er i den? Men det er ikke gakket, at der er differentieret lovgivning omkring romkugler og deres form, og hvad de er rullet i, og om det er med eller uden krymmel. Altså, det er jo det, vi er ude i. Og hvor mange promille chokolade er der i en chokoladebolle nede fra Guldbageren? Altså, det er jo sådan noget, vi er ude i. Anerkender Moderaterne, at det er en gakket afgift?

Ordføreren.

Ja, og det har hr. Hans Kristian Skibby jo sådan set fuldstændig ret i, altså at man har nogle af de her smagsdommere, der sidder og skal vurdere, hvad der har været i det her. Det synes jeg også, og det synes vi sådan set også er enormt gakket. Der er så den mulighed, at virksomhederne sådan set også kan få en vejledning eller bede Skattestyrelsen om at få et bindende svar på nogle af de her ting. Så der er en mulighed for at komme uden om det der. Men det er jo klart, at det er enormt svært at forklare, hvorfor man skal sidde og smage på den ene romkugle frem for den anden og så vurdere, hvad der skal være afgift på og ikke skal være afgift på. Jeg er enig.

Så nåede hr. Jacob Harris, uden for grupperne, lige at trykke sig ind.

Nu, hvor vi snakker gakkede afgifter og I før har gået ind for nogle afgifter og I nu går ind for nogle andre afgifter, kan jeg godt forstå, der sidder nogle danskere derude og tænker: Hvad er det egentlig, der foregår derinde? Men hvis vi så snakker gakkede afgifter, kunne man så forestille sig, at ordføreren og Moderaterne kunne gå med til, at man sådan set bare fjernede momsen på alle fødevarer? Det ville koste sådan ca. 30 mia. kr., og dem kunne man sådan set finde ved at afskaffe mediestøtten og ved at afskaffe udviklingsbistanden. Vil man kunne støtte sådan noget? Så var vi jo ude over de her gakkede afgifter, hvis man ikke behøvede at dele dem ud til resten af verden.

Jeg må endnu en gang minde om, at det her med at bruge direkte tiltale i den her sal ikke er noget, vi gør. Men når hr. Jacob Harris er ny, så lad det være en læring, at vi ikke bruger direkte tiltale. Så er det ordføreren.

Som jeg også sagde, og jeg kan godt gentage det igen, vil vi altid gerne være med til at kigge på de her gakkede afgifter, f.eks. luften i softice, boblerne i mousserende vin osv. Dem vil vi jo gerne være med til at kigge på, og det kan også godt nogle gange være svært for mig selv at kunne forklare. Men det der med at koble det sammen med ulandsbistand og alt muligt andet, siger vi i Moderaterne nej tak til.

Tak til ordføreren for Moderaterne. Den næste i talerrækken, dagens sidste debutant, er hr. Rune Kristensen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet, hr. formand. Ja, det her er min første ordførertale her på Folketingets talerstol. Jeg står her jo på vegne af Det Konservative Folkeparti for at tale for lovforslag nr. L 1 om afskaffelse af chokolade- og sukkervareafgiften og kaffeafgiften. Egentlig er afskaffelsen jo reelt allerede besluttet og aftalt i forbindelse med sidste års finanslovsforhandlinger, og den skulle egentlig være trådt i kraft her om 13 dage. Derfor kan det jo så undre, at der er flere regeringspartier, der var med i aftalen her i forbindelse med finanslovsforliget, der nu ikke bakker op om det, bl.a. Moderaterne, som skatte- og vækstministeren jo repræsenterer. Det er en ret dårlig begyndelse for en ny regering allerede nu at bryde en aftale med flere af de partier, som man jo ellers er temmelig afhængige af, da der jo ikke er opbakning til hele regeringsgrundlaget fra de her famøse støttepartier. Det kan godt være, det her bare er endnu et eksempel på, at man har ladet den yderste venstrefløj føre pennen på regeringsgrundlaget. Hertil har erhvervslivet, altså dem derude i virkeligheden, allerede indstillet sig på den her ændring, og derfor skaber det her en enorm uforudsigelighed. Jeg synes faktisk, det er en lille smule respektløst over for de mange virksomheder, der i lang tid har arbejdet hen imod den her afgiftslettelse. Jeg synes, det går ud over tilliden til, at man kan stole på politiske aftaler i et land, der bygger på tillid, og hvor en aftale er en aftale. Så har vi jo også en ny regering, der ellers bryster sig af at ville byrdereducere, og nu her, første gang man skal forholde sig til afskaffelsen af byrder, er man så imod. Ministeren har ellers tidligere stolt erklæret, og nu citerer jeg: »Med finanslovsaftalen giver vi danskerne en billigere hverdag og lemper en række afgifter, så der bliver bedre råd til at fylde indkøbskurven«. Man fristes næsten til også at citere Poul Nyrup Rasmussens berømte ord til Anders Fogh Rasmussen engang i Valbyhallen i 2001: Det mener du så heller ikke længere. Skatte- og vækstministeren har også efter valget udtalt, at han har meget stor forståelse for, at de erhvervsdrivende, som lever med den her chokolade- og sukkervareafgift og synes, den er kompliceret, har sagt: Det vil jeg bestemt ikke afvise at gøre noget ved. Det har skatte- og vækstministeren jo så muligheden for nu. Særlig når man som skatteminister også insisterer på at kalde sig selv for vækstminister, synes jeg egentlig, det gav meget god mening. Den her afgiftsnedsættelse handler nemlig om at fjerne bureaukrati, ikke om billigere slik. For derude i virkeligheden, som jeg lige talte om, har virksomhedsejere, fødevareproducenter, importører, bagere og konditorer jo allerede lavet indkøbsaftaler om sukker og chokolade på baggrund af den her politiske aftale. De har justeret i sortimentet, de har lagt budgetter, de har sågar ansat medarbejdere – på baggrund af en afgiftslettelse på 2,5 mia. kr., som de var stillet i udsigt, og som den nye regering jo så løber fra nu. Regningen for den her afstemning, der kommer, ender hos de her virksomheder. Lad os så prøve at dykke lidt ned i den her meget famøse chokolade- og sukkervareafgift, som jo altså er noget af en jungle af navigere i. Der er afgift på, og nu citerer jeg: »Kager, kiks og lign. delvis bestående af skummasse, når bagværket ikke udgør mindst to tredjedele af varens rumfang«. Der er også afgift på, og jeg citerer igen: »Sukkade, marmelade og tilsvarende varer, når de er formet i plader, stænger, figurer og lign.« Så er der også afgift på tyggegummi uden sukker. Generelt virker det ulogisk, indviklet og teknisk. Hvorfor er der lagt afgift på, hvis noget er formet på en bestemt måde? Hvis man hører de her historier fra bagermestre, hvor man hører om, at hvis der er glasur med op til 5 pct. kakao i, er der ikke nogen afgift på, men hvis der er 6 pct. kakao i glasuren, er der afgift på. Jeg synes, ministeren skal holde sig til den indgåede aftale. Jeg synes, vi skal stoppe bureaukratiet og mindske byrderne. Jeg synes, vi skal sænke punktafgifterne, og så skal vi gøre det billigere at være dansker. Derfor stemmer vi for det her forslag.

Det var på sekundet! Fru Charlotte Bagge Hansen, Moderaterne.

Mange tak for ordførerens første tale, stort cadeau, det gik rigtig fint. Nu er det jo sådan, at staten har et husholdningsbudget. Vi har valgt at fjerne momsen på frugt og grønt og halvere momsen på fødevarer. Det skal også finansieres, og så må man jo have en afvejning af, hvad man vælger at gøre. Hvad tænker ordføreren her? Hvad er prioriteterne for De Konservative? Hvordan ser de, at det her skal finansieres, hvis vi stadig væk skal fastholde at have ingen moms på frugt og grønt og halvere momsen på fødevarer?

Ordføreren.

Tak. Jeg synes også, spørgsmålet fra fru Charlotte Bagge Hansen gik rigtig godt. Jeg vil starte med at sige, at jeg helt sikkert tænker, at det er meget positivt, hvis man allerede nu i regeringen er begyndt at overveje, at finansieringen faktisk er et element, man skal have med i de ting, man fremsætter. Det er nyt, og det er rigtig godt, at I også har fokus på det. Ja, vi i Det Konservative Folkeparti vil gerne sænke skatten på arbejde og en masse andre ting, som gør det billigere at være dansker, men lige præcis det her forslag er jo fuldt finansieret i den finanslovsaftale, I har stemt for, og som vi er med i. Derfor er det jo bare at holde den aftale, vi har lavet. Vi lever i et land, som er bygget på tillid. Det synes jeg vi skal holde fast i. At vi så samtidig med lemper byrderne for virksomhederne og gør det billigere at være dansker, er jo bare et kæmpe plus.

Spørgeren.

Mange tak, også for alle superlativerne. Jeg vil lige stille et enkelt spørgsmål. Hvad vil ordføreren helst, hvad vil Konservative helst, hvis man skal vælge mellem at fjerne afgiften på chokolade og ingen moms på frugt og grønt og en halvering af momsen på fødevarer? Hvilken model ville Konservative vælge?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, handler det her for os ikke om at gøre slik og andre ting billigere. Det handler om at fjerne byrder og fjerne besværlige regler, bøvl og bavl for virksomhederne. Omvendt kunne man jo så tilsvarende spørge Moderaterne, hvad man helst vil: overholde de aftaler, man har lavet, bl.a. med Venstre og Konservative, eller bygge fremtiden på Enhedslisten, SF og Alternativet?

Inden jeg sender ordføreren fra Det Konservative Folkeparti ned fra talerstolen, bliver jeg jo nødt til at komplimentere den udsøgt gode smag, ordføreren har i slips – det ligner til forveksling mit eget. ( Rune Kristensen (KF): Tak for det). Men spøg til side. Tak til ordføreren fra Det Konservative Folkeparti. Næste i talerrækken er fru Lisbeth Torfing fra Enhedslisten.

Enhedslisten er imod forslaget om at afskaffe afgiften på slik, og det har vi hele tiden været. Vi mener, at det er en virkelig dårlig prioritering både økonomisk og sundhedsmæssigt. Der er tale om en udgift på over 2 mia. kr. årligt for statskassen. Det er mange penge, som vi i stedet kunne bruge på noget, der gavner danskerne langt mere. Det er også et ganske absurd tiltag, når vi ser på konsekvenserne for folkesundheden. Her er det et skridt i en helt gal retning. Jeg citerer Ulla Toft, professor og forskningschef, som udtalte sig til DR, dengang den daværende SVM-regering kom med forslaget: »Da jeg hørte det, blev jeg helt målløs, og jeg vidste næsten ikke, hvordan jeg skulle reagere. ... For det er på alle måder en rigtig dårlig ide for vores folkesundhed. ... Jeg frygter, at vi bliver ved med at bevæge os i den forkerte retning. Altså mere diabetes, mere hjerte-kar-sygdomme og færre sunde, gode leveår for danskerne. Det er et rigtig uheldigt og ærgerligt træk, der kommer fra regeringen nu«. Så ja, jeg må sige, at det er en utrolig mærkelig prioritering at ville bruge så mange penge på det her forslag. I Enhedslisten mener vi, at det er en langt bedre prioritering at fjerne momsen på danske jordbær og ærter end at fjerne afgiften på fredagsslik. Derfor er jeg også glad for, at netop delen om at fjerne momsen på frugt og grønt er en del af regeringsgrundlaget. Det er en langt bedre og klogere prioritering både for folkesundheden og for danskernes pengepung. Vi skal tage de stigende priser i supermarkedet dybt seriøst. Det er blevet for dyrt for mange familier, som har svært ved at få det til at hænge sammen. Netop derfor har vi i Enhedslisten presset hårdt på under regeringsforhandlingerne, og det er lykkedes at få forslaget om at halvere momsen på fødevarer og helt fjerne momsen på frugt og grønt med i regeringsgrundlaget. Det vil gøre hverdagen billigere for danskerne, og det er en bedre prioritering.

Tak til ordføreren fra Enhedslisten. Næste på talerstolen er hr. Magnus Georg Jensen fra Radikale Venstre.

Tak for det. Så er der styr på talerrækken igen. Lad mig sige det helt sikkert og klart: Der er nok ikke nogen tvivl om, hvor Radikale Venstre har stået på det her spørgsmål både i den tidligere politiske sæson og også i denne. Det er en prioritet at gøre frugt og grønt billigere og på ingen måde slække på prisen, når det kommer til chokolade. Det er en tosset idé at gøre chokolade billigere. Det er ikke, fordi en plade chokolade ikke er herrelækker. Det er den absolut. Jeg har selv en sød tand, så jeg kan sagtens personligt føle sympati. Men det her handler ikke om, hvad vi godt kan lide, men det handler også om folkesundhed, og folkesundheden trækker i præcis den modsatte retning af det her forslag. For lad os lige, inden vi lader os rive med ved tanken om billigere chokolade, holde fast i, hvad det egentlig er, vi bliver bedt om her: at gøre chokolade relativt billigere i forhold til alt andet, danskerne kunne lægge i indkøbskurven, og det er der, det for mig går i hvert fald en lille smule galt. Vi står i et land, hvor livsstilssygdomme fylder mere og mere, og hvor overvægt, type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme belaster den enkelte og hele vores sundhedsvæsen. Og midt i det vil man altså sende et prissignal, der nu engang siger: Tag det usunde valg; det er lige blevet en lille smule billigere. For sådan virker priser nu engang, og det har vi jo diskuteret ved de tidligere lovforslag og beslutningsforslag at mennesker reagerer på, også når vi står ved køledisken. Gør man det usunde billigere, køber man mere af det. Det er ikke moralisme, som der er andre, der prøver at skyde mig i skoene. Det handler om almindelig hverdagsøkonomi, og derfor er retningen helt afgørende. Vi skal gøre det grønne og det sunde billigere, ikke det søde og det fede. Det er den vej, en ansvarlig afgiftspolitik skal pege. Tænk, hvis vi vendte den her samtale om og i stedet for at bruge statens penge på at gøre chokoladen billigere kunne gøre grøntsagerne billigere. Det er ligesom det, vi i hvert fald lægger op til med de gode, hele råvarer, som alt for mange familier i dag fravælger, fordi de er for dyre. Det ville være et prissignal, der trak danskerne i den rigtige retning for deres egne madvaner og folkesundheden som helhed. Det er sådan, man bruger afgifter klogt: ikke til at fjerne det, der styrer os imod det sunde, men til at gøre det sunde til det nemme og det billige valg. Og lad mig sige det helt rent: Jeg anerkender, at vores afgiftssystem ikke er perfekt. Der er nogle gamle levninger og noget bureaukrati, der trænger til et eftersyn – absolut. Den samtale tager vi gerne grundigt og ansvarligt med folkesundheden ved bordet. Men det, der ligger på bordet i dag, er en ufinansieret afvikling, der gør det usunde billigere. Det her forslag gør det søde billigere i en tid, hvor vi kæmper med livsstilssygdomme, det er ufinansieret, og det peger stik imod alt det, vi ved omkring klog sundheds- og afgiftspolitik. Så der skal ikke være nogen tvivl om, hvor Radikale Venstre står her. Vi stemmer imod.

Tak til ordføreren fra Radikale Venstre. Jeg ser ikke noget medlem uden for grupperne, der ønsker ordet. Så bliver det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne. Det ligner ikke hr. Dennis Flydtkjær, men hr. Hans Kristian Skibby. Det er bare ikke det, der står her. Jeg følger det meget slavisk, men jeg kan jo godt se, hvem det er, der kommer op. Så nu er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Fordelen ved at fremsætte det her som et lovforslag er jo dybest set, at så får man det sidste ord. Sådan er det jo normalvis at være minister, fordi det jo typisk er regeringen, der fremsætter lovforslag, og vi andre i oppositionen fremsætter beslutningsforslag og forespørgselsdebatter. Men i dag er det lidt omvendt. Normalt er det finansloven, der hedder L 1. I dag er L 1 et forslag om at holde den nye regering op på den tidligere regerings aftaler set i forhold til at fjerne chokolade-, sukker- og kaffeafgiften. Danmarksdemokraterne har fremsat det her lovforslag. Mest af alt var det jo lidt i afmagt i forhold til den konstatering, der blev gjort af, at der var en række af aftalepartierne, som under valgkampen valgte at løbe med ganske høj fart væk fra deres egne indgåede aftaler. Det forstår vi ikke rigtig i Danmarksdemokraterne. Vi mener faktisk, at en aftale er en aftale. Sådan burde det være alle steder, også når man er hos en brugtvognsforhandler, og sådan burde det også være, når man sidder i Folketinget og man indgår en finanslov, som ovenikøbet bliver både første-, anden- og tredjebehandlet her i Folketinget, og som ovenikøbet er fuldt finansieret. Derfor var overraskelsen jo også pænt stor, i og med at vi så kunne opleve, at to af aftalepartierne, Socialdemokraterne og Moderaterne, lige pludselig valgte at løbe væk fra deres egen politik og deres egne aftaler. Det er jo sådan, at regeringens politik også var partiernes politik i forhold til den finanslov, som lå til forhandling, og som også kom igennem Folketinget, hvor man ovenikøbet lavede en aftale med Det Konservative Folkeparti fra oppositionen. Dem er de så også løbet fra i forhold til den aftale, som de har indgået. Det forstår vi ikke i Danmarksdemokraterne. Vi synes egentlig mest af alt, det er besynderligt, at man løber i rask trav væk fra egne aftaler. Vi synes, det undergraver den følelse af troværdighed, som vælgere og virksomheder har til, hvad der foregår herinde på Christiansborg. Vi synes, det går ud over den ordentlighed, som også bliver negligeret og botaniseret i og ødelagt på uforskammet vis, når man vælger at se bort fra, at en aftale er en aftale. Vi har en række virksomheder, som med tiltro til de beslutninger, der bliver gennemgået og afstemt i en finanslov, går ud og ændrer deres emballage. De laver nye indkøbsaftaler, de ansætter medarbejdere, de får ændret deres it-systemer, og de ansætter folk som sagt. Det er Frellsen, det er Aalborg Chokoladen, det er Peter Beier, det er Bagsværd Lakrids, det er Lakrids by Bülow, det er Toms, og det er alle landets bagere, konditorer og andre virksomheder, som formaster sig til at bruge lidt chokolade i deres produkter. Jeg kommer selv, før jeg kom i Folketinget, fra fødevarebranchen og har været logistikchef på en af de virksomheder, som også har indkøbt masser af chokolade fra Carletti. Det kom i bigballer, skulle jeg hilse og sige, til Kelsen. Men det ændrer jo ikke på, at når virksomhederne så investerer i tillid til aftalerne herinde, er det altså en uforskammethed at løbe så hurtigt væk fra dem, fordi man nu lige pludselig har fået tegn i sol og måne på, at nu er der nogle vælgervandringer og nu er der noget hokus pokus andre steder, og at nu mener vi lige pludselig, at ja, nu kan vi da gøre noget andet. Det er efter Danmarksdemokraternes bedste vurdering dybt utroværdigt. Vi har en række virksomheder, hvor vi kan se, at man bruger over 30 mio. kr. om året på administrative byrder. Flere ordførere har været inde på, hvordan de ansætter folk til at udfylde listesedler, vægtdiagrammer og alt muligt andet skørt for at formaste sig til at turde producere så meget som en lille romkugle her i kongeriget Danmark. Og tænk sig, hvis man putter lidt chokolade på toppen af en vandis. Jamen uha, så er det lige ved, at hele edb-rytteriet ovre på Slotsholmen og også ovre i Skatteministeriet falder vildt omkuld. Men det bruger man 30 mio. kr. på i dag, og jeg synes, det er brandærgerligt, at vi har danske virksomheder, som skal bruge så mange penge på noget, der er så ineffektivt og ovenikøbet så svært at forklare. Vi synes også, at det er brandærgerligt, at de danske forbrugere, nemlig dem, der går ned i vores butikker og putter ting i deres indkøbsvogn og deres kurv, stadig væk skal betale over 2 mia. kr. i chokolade-, sukker- og kaffeafgift, i hvert fald indtil den del bliver fjernet.

Vi synes også i Danmarksdemokraterne, at det er ærgerligt, at man på den her måde forplumrer initiativet om at kunne se frem til de økonomiske effekter, der vil være på omkring 0,5 mia. kr. ved at få gennemført den her del af det. I gamle dage var det jo en luksus at kunne købe lidt chokolade. Og det var det også at få kaffe. Hvem har ikke set Matador, hvor Laura sidder nede i Varnæs' køkken og snuser til kaffeposerne, eller hvor Røde kommer hjem fra Sverige og har chokolade med, som de nærmest sidder og skal dele, inden det bliver taget af børnene? Det er jo den måde, det er på. Og sådan er det jo bare ikke i dag. I den forstand er det jo ikke en luksusvare. Det er en helt naturlig ingrediens i så mange danske fødevarer, at jeg synes, og vi synes, at det vil være helt på sin plads, at vi får taget livtag med en lov, som er så utilsigtet og så uigennemsigtig, som den er, hvilket gør, at rigtig mange virksomheder slet ikke kan finde rundt i den. Jeg har noteret mig, at Moderaterne spurgte flere ordførere: Hvad vil du helst? Det er jo på en måde lidt skørt, for ved I hvad? Hvis vi fjerner chokoladeafgiften, svarer det til, at vi finder 2 promille af de samlede skatteindbetalinger i hele Danmark – 2 promille! Og så gør man det til genstand for, at hvis man ikke går med til det her, jamen så nærmest dør folk på gaden, for så er der ikke penge til sundhed. Det er jo vælgerbluff ved højlys dag. Det ville 2 promille jo aldrig nogen sinde kunne være årsag til. Derfor synes vi jo, at det ville være helt på sin plads, at den nye regering bliver stillet til ansvar for sine egne gerninger. Det er Moderaterne, der har lavet en aftale i en finanslov. Det er Socialdemokratiet, der har indgået den. De havde ovenikøbet skatteministerposten. Alligevel er man ikke kommet i mål med en model, som kan gøre det bedre for danskerne. Jeg er selvfølgelig glad for, at skatteministeren ligesom har åbnet lidt op for, at man trods alt gerne vil kigge på at afhjælpe og på, om der kan gøres en byrdemæssig omfordeling, således at de administrative byrder bliver væsentlig mindre ved at gennemføre den her og indkassere de her berømte 2 mia. kr. Men jeg ser selvfølgelig frem til, hvad det er for nogle initiativer, som skatteministeren så vil byde ind med. Men alt i alt synes vi i Danmarksdemokraterne, at det er brandærgerligt, at vi er kommet hertil, nemlig at en aftale her i Folketinget ikke er en aftale. Vi synes, det er brandærgerligt. Vi synes, det ødelægger den troværdighed, som i forvejen godt kan være lidt flosset, i forhold til politikere. Vi har ifølge mange analyser en lavere troværdighed end brugtvognsforhandlere, sidegadevekselerere og sågar ejendomsmæglere. Så det var måske ikke så skidt, hvis vi for en gangs skyld kunne stå ved vores egne aftaler. Men jeg kan så desværre konstatere, at det mener den nye skatteminister ikke, og at det mener den nye regering ikke. Derimod har skatteministeren gjort det til en lidt morsom debat omkring chokofanter, kunne jeg se i Berlingske, tror jeg det var. Jeg synes jo måske, at vi skulle lidt længere op i helikopteren, hr. skatteminister, for det her drejer sig ikke kun om chokofanter i Haribo, som det også tidligere er blevet sagt. Det drejer sig om administrative byrder. Det drejer sig om, at der ligger en afgift ude hos de danske forbrugere på over 2 mia. kr. Og det drejer sig om, at man løber væk fra sin egen indgåede finanslovsaftale. Så vi håber, at vi inden på torsdag vil kunne komme frem til, at regeringen – jeg tror ikke rigtig på det, men vi har da lov at håbe – kommer med en model, hvor de så trods alt anerkender, at de måske skulle gøre lidt mere ud af at indgå en aftale og så ovenikøbet vælge at stå ved den. Men ellers tak for ordet.

Tak for det. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne.

Jeg føler mig kaldet til at tage ordet her, når ordføreren beklikker Moderaternes troværdighed. Jeg har simpelt hen aldrig hørt noget så hyklerisk. Det kommer fra en ordfører for et parti, hvis formand gentagne gange er blevet taget i at tale usandt, hvad enten det handler om busdrift, lukning af skoler, hvorvidt man er blevet presset ud i et autoværn på motorvejen, eller sågar årsagen til, at man har fået en rigsretsdom. Gentagne gange har ordførerens politiske leder talt usandt. Så i forhold til den der snak om troværdighed burde I ærlig talt feje for egen dør først.

Ordføreren.

Jeg har meget svært ved at se, hvor der var et spørgsmål i de ord, der kom fra det ærede medlems side. Der kom sådan set ikke noget. Jeg vil bare sige, at jeg sådan set har valgt at omtale det i forhold til en finanslovsaftale. Det har lidt mere at gøre med Danmark fra helikopteren end et busskur fra Himmerland, er jeg nok nødt til at sige.

Spørgeren.

Nu nævnte jeg jo fire forskellige situationer, hvor ordførerens politiske leder har talt usandt. Så det er rigtigt, at vi kunne gøre mere, for at vi som politikerstand fik løftet vores troværdighed i befolkningen, ingen tvivl om det. Det her mener jeg ikke er et eksempel på det, for Moderaterne gik til valg på at annullere afskaffelsen af den her chokoladeafgift. Jeg vil også gerne korrigere ordføreren. Ordføreren har sagt gentagne gange, at det her blev første-, anden- og tredjebehandlet i salen her. Det gjorde det ikke. Det blev nemlig aldrig tredjebehandlet, og det var derfor, det nåede at bortfalde, og det var derfor, man kunne gå til valg på at omgøre det.

Ordføreren.

Det er decideret forkert. Finansloven blev tredjebehandlet – det kan jeg berolige hele Danmark med; ellers er der noget, jeg godt nok har misforstået i mine mange år her på Christiansborg. Finansloven blev altså vedtaget her i Folketinget. Det håber jeg også at Moderaternes politiker er indforstået med. Og så vil jeg alligevel have lov til at sige: Troværdighed kan man godt botanisere i og gradbøje, men når man indgår milliardaftaler på Christiansborg og man sender instrukserne ud til de velvalgte virksomheder, der får glæde og fordele af det, og de investerer tid og penge i det, er det ansvarsforflygtigelse og tegn på dårlig moral. Sådan er det.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Skatteudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Med Tingets samtykke og efter ønske fra forslagsstillerne foreslår jeg, at beslutningsforslag nr. B 18 (Forslag til folketingsbeslutning om at undersøge en model for forvaltningsdomstole i Danmark), der blev anmeldt ved begyndelsen af dette møde, henvises til direkte udvalgsbehandling i Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde afholdes tirsdag den 23. juni, kl. 13.00. Jeg henviser til den dagsorden, der vil fremgå af Folketingets hjemmeside. Jeg skal i øvrigt henvise til ugeplanen, der vil fremgå af Folketingets hjemmeside.

Socialdemokratiets folketingsgruppe har meddelt Lovsekretariatet, at medlem af Folketinget Mattias Tesfaye med virkning fra den 16. juni 2026 ønskes udskiftet med Theis Kylling Hommeltoft som medlem af Sydslesvigudvalget. Efter reglen i Folketingets forretningsordens § 36, stk. 3, er den pågældende udpeget med virkning fra gruppens indstilling.