Udforsk Folketinget

Søgeresultater

Find sager, spørgsmål, svar, bilag, debatter, personer og udvalg.

20 resultater for emneord "omsorg"

Folketinget bemærker, at det snart er 2 år siden, at den forhenværende regering med den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, i spidsen lovede, at en ny ældrelov med få, men klare værdier og færre dokumentationskrav skulle sikre mere tid til kerneopgaverne, omsorg og nærvær i ældreplejen. Siden er meget lidt sket, mens presset på medarbejderne og eksemplerne på omsorgssvigt fortsat fylder. Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at indkalde til forhandlinger med henblik på at frisætte og fremtidssikre ældreplejen, så kvalitet, nærvær og omsorg for borgerne er i højsædet. Samtidig bemærkes det, at det er nødvendigt, at der skabes et fair konkurrencegrundlag gennem øget økonomisk gennemsigtighed. Det skal sikres, at borgerne har kendskab til deres frie valg og rettigheder, samt at det offentlig-private samarbejde forbedres, så flere kan byde ind på service-, omsorgs- og plejeopgaver og ressourcerne i form af midler og medarbejdere dermed står mål med opgaverne i ældreplejen.

Sag · V 13

Er ministeren enig i, at der er huller i lovgivningen, når det kommer til familiemedlemmers mulighed for at drage midlertidigt omsorg for børn i situationer, hvor mor eller far ikke er i stand hertil eksempelvis grundet sygdom, og er ministeren indstillet på at skabe mere fleksibilitet i lovgivningen, så familiemedlemmer i sådanne situationer får nemmere ved at være omsorgsperson for barnet, herunder også med økonomisk støtte, hvilket kan nedbringe behovet for anbringelse af det konkrete barn?

Sag · S 1057

Et flertal i Folketinget vedtog lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag den 28. februar 2023. Folketinget konstaterer, at der fortsat er flertal for denne beslutning. Folketinget står i de kommende år over for vigtige prioriteringer og udfordringer. Et flertal i Folketinget har ambitioner og ønsker om at forbedre både vores sikkerhed og forsvar, sikre værdig og ordentlig omsorg for ældre, børn og syge og at styrke vores indsats for beskyttelsen af klima og miljø. Det kræver både medarbejdere og finansiering. Folketinget noterer sig, at afskaffelsen af store bededag som helligdag var en løsning, hvor alle lønmodtagerne i fællesskab bidrog til at øge den arbejdskraft, vi har til rådighed, og sikre en årlig ekstraindtægt til staten.

Sag · V 88

Folketinget bemærker, at pårørende i alt for høj grad slides ned og selv bliver svækkede eller syge, mens de drager omsorg for og hjælper deres kære. Folketinget ønsker, at pårørende til børn og unge, syge, mennesker med handicap, socialt udsatte og ældre i højere grad ses som en ressource og inddrages i det omfang, de og deres kære ønsker. Folketinget ønsker samtidig, at rammerne klarlægges for, hvordan de relevante fagpersoner kan hjælpe og samarbejde med pårørende med henblik på at forbedre indsatserne for de berørte borgere og aflaste de pårørende. Med henblik på at forbedre og skabe kvalitet og kontinuitet i indsatserne på pårørendeområdet pålægger Folketinget regeringen, inden året er omme, at iværksætte og gennemføre en analyse af perspektiverne ved at implementere ny lovgivning på området, for eksempel inspireret af lovgivningen i Norge.

Sag · V 68

Folketinget konstaterer, at både de globale klimaproblemer og de danske velfærdsproblemer fortsat vokser. Disse problemer løses ikke af skattelettelser, men af investeringer. Der skal konkrete og ambitiøse tiltag til, som øger tempoet i den grønne omstilling og forbedrer vores nødlidende havmiljø. Landbruget må og skal tage sin del af ansvaret. Betydningen af at genoprette vores natur, genskabe liv i havet omkring os, styrke biodiversiteten, sikre rent drikkevand, reducere CO2-udslip og styrke den kollektive transport kan slet ikke overvurderes. Tiden er ikke til flere skattelettelser. Børnepasning, undervisning og uddannelse, pleje og omsorg, hjælp til handicappede, psykisk syge og udsatte skal tværtimod styrkes, og kommuner og regioner skal ikke sættes i den situation, at de skal skære på velfærden og afskedige velfærdsmedarbejdere, mens regeringen uddeler ulighedsskabende skattelettelser. Folketinget forpligter sig til at sikre velfærden, ligheden, integrationen og den grønne omstilling – og dermed sikre et samfund i bedre balance og med styrket sammenhængskraft.

Sag · V 2

Prioritering er en vigtig og samtidig svær opgave i det danske sundhedsvæsen. Folketinget finder, at sundhedsvæsenets ressourcer bør prioriteres klogt, så vi sikrer mest mulig sundhed for de ressourcer, der er til rådighed. For at styrke beslutningsgrundlaget for den fremtidige prioritering i sundhedsvæsenet ser Folketinget frem til, at regeringen nedsætter et tværgående nationalt prioriteringsråd, der skal sikre mest mulig sundhed for pengene f.eks. gennem reduktion af overbehandling og øget patientinddragelse. Samtidig finder Folketinget, at sundhedsindsatsen hviler på centrale hensyn, herunder at alle terminale patienter fortjener en værdig afslutning på livet, at vi har den rette balance mellem behandling og tid til omsorg, og at personalet har ordentlige arbejdsvilkår.

Sag · V 35