Møde i salen

Mødet er åbnet.

I dag er der følgende anmeldelse:

Flemming Møller Mortensen (S), Louise Elholm (V), Kenneth Fredslund Petersen (DD), Karsten Hønge (SF), Carsten Bach (LA), Henrik Rejnholt Andersen (M), Rasmus Jarlov (KF), Trine Pertou Mach (EL), Alex Ahrendtsen (DF), Martin Lidegaard (RV), Sascha Faxe (ALT), Aki-Matilda Høegh-Dam (N), Aaja Chemnitz (IA), Anna Falkenberg (SP) og Sjúrður Skaale (JF) m.fl.:

Forespørgsel nr. F 33 (Hvad kan statsministeren oplyse om rigsfællesskabets muligheder og udfordringer?).

Titlen på den anmeldte sag vil fremgå af www.folketingstidende.dk (jf. ovenfor).

Medlemmer af Folketinget Franciska Rosenkilde (ALT) og Helene Brydensholdt (ALT) har meddelt mig, at de ønsker at tage følgende forslag tilbage:

Forslag til folketingsbeslutning om mærkningsordning for mælkeprodukter produceret ved tildeling af Bovaer. (Beslutningsforslag nr. B 153).

Ønsker nogen at optage dette beslutningsforslag? Da det ikke er tilfældet, er beslutningsforslaget bortfaldet.

Det punkt, som er opført som nr. 30 på dagsordenen, kan kun med Tingets samtykke behandles i dette møde, da betænkningen over forslaget blev omtrykt i går. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg samtykket som givet. Det er givet.

Fra Udvalget til Valgs Prøvelse har jeg modtaget indstilling om, at 1. stedfortræder for Socialdemokratiet i Københavns Storkreds, Yildiz Akdogan, godkendes som ordinært medlem af Folketinget fra og med den 20. maj 2025, da Pernille Rosenkrantz-Theil nedlagde sit mandat pr. maj 2025.

Er der nogen, der ønsker ordet? Da det ikke er tilfældet, vil jeg med Tingets samtykke til at undlade afstemning betragte indstillingen som vedtaget. Den er vedtaget.

Forhandlingen er sluttet, og vi går til afstemning om det stillede forslag til vedtagelse. Der foreligger ét forslag. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 110 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, RV, ALT, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG), Mike Villa Fonseca (UFG) og Theresa Scavenius (UFG)), imod stemte 1 (BP), hverken for eller imod stemte 0.

Forslag til vedtagelse nr. V 60 er vedtaget.

Hermed er forespørgslen afsluttet.

Forhandlingen er sluttet, og vi går til afstemning om de stillede forslag til vedtagelse. Der foreligger fire forslag. Der stemmes først om forslag til vedtagelse nr. V 63 af Matilde Powers (S), Sara Emil Baaring (S), Anni Matthiesen (V), Helena Artmann Andresen (LA), Rasmus Lund-Nielsen (M), Mette Abildgaard (KF) og Mette Thiesen (DF). Afstemningen starter. Afstemningen stopper.

For stemte 79 (S, V, LA, M, KF, DF, BP, Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 32 (DD, SF, EL, RV, ALT og Jeppe Søe (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Forslag til vedtagelse nr. V 63 er vedtaget.

Herefter er forslag til vedtagelse nr. V 61 af Lotte Rod (RV), forslag til vedtagelse nr. V 62 af Theresa Berg Andersen (SF), Mai Villadsen (EL) og Christina Olumeko (ALT) og forslag til vedtagelse nr. V 64 af Karina Adsbøl (DD) bortfaldet.

Hermed er forespørgslen afsluttet.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen slutter.

For stemte 95 (S, V, SF, LA, M, KF, EL, RV, ALT, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 14 (DD og DF).

Lovforslaget er vedtaget og vil blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 86 (S, V, SF, M, KF, EL, RV, ALT, Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 21 (DD, LA, BP og Jeppe Søe (UFG)), hverken for eller imod stemte 4 (DF).

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen slutter.

For stemte 107 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, DF, RV, ALT, BP, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG), Mike Villa Fonseca (UFG) og 1 EL (ved en fejl)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 4 (EL).

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes. Afstemningen slutter.

For stemte 103 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, DF, RV, BP, Jon Stephensen (UFG), Mike Villa Fonseca (UFG) og Jeppe Søe (UFG)), imod stemte 8 (EL, ALT), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes. Afstemningen slutter.

For stemte 109 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, RV, ALT, BP, Jon Stephensen (UFG), Mike Villa Fonseca (UFG) og Jeppe Søe (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes. Afstemningen slutter.

For stemte 83 (S, V, DD, LA, M, DF, Jon Stephensen (UFG), Mike Villa Fonseca (UFG), Jeppe Søe (UFG)) og 1 RV (ved en fejl), imod stemte 24 (SF, KF, EL, ALT), hverken for eller imod stemte 3 (RV, BP).

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Er der nogen, der ønsker at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes. Afstemningen slutter.

For stemte 109 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, RV, ALT, BP, Jon Stephensen (UFG), Mike Villa Fonseca (UFG) og Jeppe Søe (UFG)).

Forslaget er enstemmigt vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Det er der. Fru Theresa Scavenius, uden for grupperne.

L 153 er et lovforslag, der griber ind i universiteternes uafhængighed. Universiteternes uafhængighed er afgørende for et oplyst og velfungerende demokrati, men den institution, der skal kvalitetssikre vores uddannelser, flytter nu med lovforslaget tættere på ministeriets politiske sekretariat. Under andenbehandlingen var der en opløftende opbakning til mit ændringsforslag, nemlig det, der skulle sikre, at det nye sekretariat ikke kunne placeres i ministeriets departement, men kun i en styrelse. Det ændringsforslag ville have øget armslængden. Opbakningen viser, at mange her i salen godt forstår betydningen af en organisatorisk afstand mellem det politiske niveau og så dem, der skal vurdere kvaliteten af vores videregående uddannelser. Alligevel står vi nu med et lovforslag, hvor regeringen insisterer på at bevare faglig uafhængighed, som der står, ved blot at skrive det ind i lovteksten, uden at det er bundet op af en organisatorisk uafhængighed. Men man kan altså ikke have et fagligt uafhængigt organ, der organisatorisk placeres direkte under det politiske niveau, og samtidig udformes, bemandes og ledes af det system, som det skal være uafhængigt af. Til sagens oplysning skal de medarbejdere, der skal arbejde med det her, både arbejde i den såkaldt faglige uafhængige akkrediteringsinstitution, samtidig med at de skal arbejde direkte for styrelsen eller ministeriets departement. Det kan godt være, at regeringen mønstrer et flertal i dag i salen, men konsekvensen af lovforslaget skal vi alle sammen være bekendt med, og det er, at armslængden til universiteterne bliver kortere. Ministeren kan derfor heller ikke garantere, at Danmark som følge af den her lov yderligere vil falde i internationale målinger, og i de her målinger handler det netop om, at den organisatoriske uafhængighed vægtes højt. Jeg har skriftligt spurgt ministeren tre gange i den her lovbehandling, om regeringen kunne svare på det her spørgsmål, og alle tre gange har hun ikke svaret. Jeg vil derfor dele mit spørgsmål og ministerens svar med jeg for at illustrere min pointe. Mit spørgsmål nr. 3 var: »Siden 2017 har EU dokumenteret, at forskningens uafhængighed er faldet i Danmark »EP Academic Freedom Monitor 2023«. Og så var spørgsmålet: »Anerkender ministeren, at uafhængigheden er svækket ift. niveauet i 2017, og kan ministeren garantere, at L 153 ikke bidrager til denne negative udvikling?« Så er ministerens svar: »Det følger af universitetsloven, at universiteterne har forskningsfrihed, og at universiteterne skal værne om deres og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken. Dette lovforslag ændrer ikke på dette.« Ministeren undlader altså at svare på spørgsmålet og taler i stedet for om forskningen og forskningsetik. Jeg ved godt, at det er svært at arbejde i Folketinget, når vi ikke får ordentlige svar, og jeg ved, at der er mange herinde, der også har den erfaring, at vi stiller et spørgsmål og ikke får fyldestgørende svar, og det gør det svært at arbejde. Derfor har jeg tænkt mig at klage til Præsidiet i forhold til at sige, at hvis vi skal gøre vores arbejde her i Folketinget, så bliver ministrene nødt til at svare korrekt på spørgsmålene og ikke på noget andet. Men grundlæggende er det i forhold til det her lovforslag, at ministeren ikke forholder sig til, at universiteternes organisatoriske uafhængighed er afgørende for deres mulighed for at praktisere uddannelsesfrihed og forskningsfrihed. Men igen, friheden er afgørende i det demokratiske samfund; frie universiteter er bolværket imod en tankemæssig ensretning; de er nøgleinstitutionerne for uddannelse, faglig ekspertise; og de er afgørende for, at vi kan have en åben, kritisk og progressiv samfundsdebat. Men den gode nyhed er, at regeringen står ret alene med den holdning – det ved vi efter behandlingen her i Folketinget – og jeg ønsker, at vi en dag får en ny regering, der forsvarer demokratiske principper, og som betragter uafhængighed og armslængde som en grundpille i vores statsfinansierede demokratiske infrastruktur. Vi bør alle drømme om, at vi har en regering, som ved, at hvis vi giver afkald på principper for nemhedens og effektivitetens skyld, er de svære at få tilbage igen.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Theresa Scavenius, uden for grupperne. Ønsker flere at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter. Afstemningen stopper.

For stemte 104 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, DF, RV, ALT, BP, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG), Mike Villa Fonseca (UFG) og 1 EL (ved en fejl)), imod stemte 1 (Theresa Scavenius (UFG)), hverken for eller imod stemte 4 (EL).

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Så vil jeg bare sige til oplysning, hvis nogen har registreret, at der er sådan en sirene i baggrunden, at det ikke er, fordi der er en eller anden ulykke eller noget, der foregår heromkring. Det er en demonstration, der vælger at bruge lydeffekter. Hvis I synes, det bliver for træls, må vi få en henvendelse derned. Men det er altså fra en demonstration og ikke, fordi der er sket en ulykke – bare sådan til almindelig beroligelse.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen stopper.

For stemte 111 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, RV, ALT, BP, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen stopper.

For stemte 96 (S, V, DD, SF, M, KF, EL, RV, ALT, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 5 (DF og BP), hverken for eller imod stemte 9 (LA).

Lovforslaget er vedtaget og vil blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Det gør hr. Mike Villa Fonseca, uden for grupperne.

Tak for det, formand. Jeg har faktisk lyst til at sige »den skjulte skat« i stedet for noget, man ikke må sige her i salen, så derfor siger jeg »et sted, hvor det altid brænder«. Hver eneste dag sparer vi op til vores alderdom, men alt for få ved, at vi hvert år betaler milliarder i pensionsafkastbeskatning automatisk, uden indsigt, uden gennemsigtighed. 97 pct. af borgerne i det her land betaler PAL-skat, men mange af dem er overhovedet ikke klar over det. Flere kilder oplyser jo bl.a., at danskernes bevidsthed om pensionsafkastbeskatningen, PAL-skatten, altså skatten på pensionsopsparingen, generelt er meget lav og fraværende. Vi taler om 600 mia. kr. siden 2000. Det er borgernes penge. Det er penge, der går til fællesskabet, ja, men uden at vi ser regningen. Lad os f.eks. tage udgangspunkt i en pædagog. Igennem hele sin opsparingsperiode betaler en pædagog 10.969 kr. i PAL-skat hvert eneste år. Det er på tide, at vi giver borgerne fuld indsigt i deres skat. Det handler ikke om at fjerne skatten, det handler i høj grad om retfærdighed og respekt. Jeg mener, at ingen borgere skal betale skat i blinde, og det gør vi lige nu. Jeg mener, det er meget bemærkelsesværdigt, at en skat kan være så uigennemsigtig. Selv en tidligere departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, har udtalt – og jeg citerer: Systemet er indrettet på en måde, så det er en gåde for den enkelte skatteyder, hvad man betaler i PAL-skat. Citat slut. Det er blot én analyse, og hvad jeg vil kalde en ekspertudtalelse. Tiltag og opmærksomhed kommer også fra mange andre eksperter og også branchen selv. I øvrigt kan jeg forstå på skatteministeren i et svar til Skatteudvalget, at der er en dialog i gang med branchen. Jeg håber, at skatteministeren vil informere Folketinget om, hvad man så har fundet ud af. Her til sidst vil jeg bare gerne have lov at takke alle partierne, SF, Danmarksdemokraterne, LA, Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet for, at vi trods alt var ved at lande en beretning. Men man må nogle gange sige, at det er bokseringen, når regeringen har flertallet i udvalget; så kan det være rigtig svært. Men tak for de tilkendegivelser, der er kommet med de politiske bemærkninger til beslutningsforslaget. Og ja, så kan vi være uenige om skattesatsen, men vi er enige om, at der burde være transparens omkring beregning og betaling af pensionsafkastskat for den enkelte pensionsopsparer. Jeg kan desværre ikke sige det samme om regeringen og regeringspartierne, selv om det i førstebehandlingen virkede, som om to ud af tre af regeringspartierne egentlig var åbne for og synes, at det var meget rimeligt, at det fremgik på årsopgørelsen, hvad den enkelte borger betalte i skat. Tak for ordet, formand.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning til hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg blev sådan lidt forvirret og tænkte, om der har været en fejl i Folketingets Administration, for det, vi behandler her i dag, er jo et forslag om at nedsætte den nuværende pensionsafkastskat fra 15,3 pct. til 13 pct. Det siger jeg, fordi ordføreren jo får det til at lyde meget nemt. Men det, man foreslår på talerstolen, skal jo også finansieres, og vi havde finansieringsdebatten under førstebehandlingen, hvor, som jeg husker det – og vi kan gå tilbage og kigge på skærmen – ordføreren ikke kunne komme med et eneste finansieringsforslag til, hvordan man vil nedsætte det her meget store beløb, et milliardbeløb. Så jeg vil bare høre, om man har været i maskinrummet og kan fremlægge nogle finansieringsforslag, inden vi skal stemme i dag. For det er jo det, forslaget konkret handler om. Det er jo milliarder, vi skal finde for at finansiere det her. Så hvad finansieringsforslagene?

Hr. Mike Villa Fonseca.

Tak for det. Det er rigtigt nok, at det kan være meget kompliceret i forhold til PAL-skatten, for der er ikke nogen gennemsigtighed, i forhold til om der er et negativt eller positivt provenu af pensionsskatten. Man kunne jo tage nogle af de 600 mia. kr., som allerede er røget ned i statskassen, og bruge nogle af dem til pensionsopsparerne, som igennem et langt liv kan have sparet op i, stedet for at de i sidste ende skal leve af ATP og folkepension, som jo ikke er nogen nævneværdig stor pension, og som en fjerdedel af pensionisterne i dag lever af. Alle, der bidrager til det her, har jo et eller andet sted ret til, mener jeg, at vide, hvad regningen er, når man bidrager til fællesskabet. Det synes jeg faktisk er rimeligt nok.

Spørgeren.

Det var jo det, man, i al respekt, kan kalde et gummisvar. Det er jo ikke sådan, at der er et eller andet pengetræ, vi bare kan gå ud og plukke tilfældige mønter fra og så finansiere vores politik. Vi står i en situation, hvor der er et stigende velfærdspres. Der er stigende udgifter til vores forsvar. Så jeg synes alt andet lige – og det siger jeg med den største respekt – at når man foreslår en så stor milliardskattelettelse, så stor en skattelettelse, bør man også have respekt for dette Ting og fremlægge, hvor man konkret vil finde pengene. Er det fra børnehaverne, er det fra ældreplejen? Skal vi ikke udvikle vores forsvar så meget som det, vi har gang i? Det skylder ordføreren et svar på.

Hr. Mike Villa Fonseca.

Jeg er sådan set ikke nødvendigvis uenig med hr. Anders Kronborg, men det handler vel også i høj grad om, at når man bidrager til statskassen, har man også ret til at vide, hvad regningen er. Derfor er jeg bare glad for, at vi har debatten omkring PAL-skatten, for der er ikke nogen af os herinde i Folketinget, som nødvendigvis lige går op i, at 97 pct. af danskerne betaler PAL-skat, og at de har krav på at vide, hvad de betaler i PAL-skat. Jeg synes, det er rimeligt at få det på årsopgørelsen, men jeg har jo godt fornemmet, at det er der noget modvilje omkring. Så har jeg foreslået at sænke den for at give et større incitament; det er vi så uenige om, og sådan er det.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Mike Villa Fonseca, uden for grupperne. Ønsker flere at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 2 (BP og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 106 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, RV, ALT, Jon Stephensen (UFG) og Jeppe Søe (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Der er stillet ændringsforslag. Forhandlingen drejer sig i første omgang om de stillede ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen om ændringsforslaget sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1, stillet af Torsten Gejl (ALT) uden for betænkningen, som forkastet. Det er forkastet.

Forhandlingerne drejer sig derefter om forslaget som helhed. Ønsker nogen at udtale sig om forslaget? Ja, det gør hr. Torsten Gejl. Velkommen.

Tak, formand. Selv om jeg har været har i snart 10 år, er der nogle gange, proceduren tager – ja, jeg må ikke sige det ord, jeg ville sige, men i hvert fald forvirrer den mig lidt. Ændringsforslaget var sådan set et forslag, som jeg havde stillet på baggrund af Danmarksdemokraternes udmærkede indvending i forhold til mit beslutningsforslag om en mærkning af spøgelsesgarn, så vi kan forebygge, at de kommer i de danske have. Det, som ønsket havde været fra Danmarksdemokraterne, var, at det ikke bare er én gruppe fiskere, men det selvfølgelig er alle fiskere. Når der ligger et garn på bunden af havet og fisker videre, er det ligegyldigt, om det er tabt af fritidsfiskere eller erhvervsfiskere, eller hvem det er tabt af, så det ville jeg bare imødekomme for at få Danmarksdemokraternes udmærkede forslag med. Og formand, jeg ved ikke, om jeg var for langsom ved havelågen dér, men hvis det er sådan, at det kræver, at det ændringsforslag kommer til afstemning, så vil jeg selvfølgelig gerne have det, hvis det stadig væk er muligt.

Desværre er det ikke muligt. Vi har passeret den mulighed. Tak til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Nu går vi til afstemning om forslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter. Afstemningen stopper.

For stemte 21 (SF, EL, RV og ALT), imod stemte 83 (S, V, DD, LA, M, KF og Jeppe Søe (UFG)), hverken for eller imod stemte 6 (DF, BP og Mike Villa Fonseca (UFG)).

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse. Afstemningen stopper.

For stemte 12 (EL, DF, ALT og BP), imod stemte 93 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, Jeppe Søe (UFG) og 1 EL (ved en fejl)), hverken for eller imod stemte 4 (RV og Mike Villa Fonseca (UFG)).

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Der er stillet ændringsforslag, og forhandlingen drejer sig i første omgang om de stillede ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen om ændringsforslagene sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1, stillet af et mindretal (SF) og tiltrådt af et mindretal (LA, DD, KF, EL, DF og RV), som forkastet. Det er forkastet.

Jeg betragter herefter ændringsforslag nr. 2, stillet og tiltrådt af samme mindretal, som forkastet. Det er forkastet.

Forhandlingen drejer sig derefter om forslaget som helhed. Ønsker nogen at udtale sig om forslaget? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse. Afstemningen stopper.

For stemte 42 (DD, SF, KF, EL, DF, RV, ALT, Jeppe Søe (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 68 (S, V, LA, M, BP, Jon Stephensen (UFG) og 1 DD (Ved en fejl)), hverken for eller imod stemte 1 V (Ved en fejl).

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Der er stillet ændringsforslag, og forhandlingen drejer sig i første omgang om de stillede ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen om ændringsforslagene sluttet, og vi går til afstemning.

Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne har ønsket afstemning om ændringsforslag nr. 2, stillet af et mindretal (LA) og tiltrådt af et andet mindretal (SF, DD, KF, EL, DF, RV og ALT). Da LA og DD udgør mindst 17 medlemmer, stemmer vi om ændringsforslaget. Afstemningen starter. Afstemningen stopper.

For stemte 54 (DD, SF, LA, KF, EL, DF, RV, ALT, BP, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 57 (S, V og M), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

[Herefter bortfalder ændringsforslag nr. 1, stillet og tiltrådt af de samme mindretal].

Forhandlingen drejer sig herefter om forslaget som helhed. Da ingen ønsker at udtale sig, går vi til afstemning.

Nu skal vi stemme om det samlede forslag, om den endelige vedtagelse, og afstemningen starter. Afstemningen stopper.

For stemte 52 (DD, SF, LA, KF, EL, DF, RV, ALT, BP, Jeppe Søe (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 57 (S, V, M og Jon Stephensen (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse. Afstemningen stopper.

For stemte 35 (DD, LA, KF, DF, ALT, BP, Jeppe Søe (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 74 (S, V, SF, M, EL, RV og Jon Stephensen (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Inden vi nu går videre med resten af dagsordenen, kan de medlemmer, der ønsker at forlade salen, gøre det nu.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, at nogen ønsker ordet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1, stillet af erhvervsministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. Det er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1, stillet af erhvervsministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. Det er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1-28, stillet af skatteministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget i to lovforslag, stillet af skatteministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. Det er vedtaget.

[A. Forslag til lov om ændring af ligningsloven, boafgiftsloven og forskellige andre love. (Udmøntning af skatteinitiativerne i regeringens landdistriktsudspil og regeringens udspil om familier i alle regnbuens farver m.v.) og

B. Forslag til lov om ændring af ligningsloven og lov om aktiv socialpolitik. (Skattefritagelse af kulturpas og bortseelse fra kulturpas i formueopgørelsen ved kontanthjælpsberegning)].

Delingen af lovforslaget i to lovforslag er vedtaget.

Vi stemmer først om det under A nævnte lovforslag.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 2-4, stillet af skatteministeren og tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af LA og Mike Villa Fonseca (UFG)), som vedtaget. De er vedtaget.

Vi stemmer nu om det under B nævnte lovforslag.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 5-8, stillet af skatteministeren og tiltrådt af et flertal (S, V, SF, M, EL, DF, RV og ALT), som vedtaget. De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 2, stillet af et mindretal (ALT), tiltrådt af et mindretal (EL), som forkastet. Det er forkastet.

Herefter bortfalder ændringsforslag nr. 1, stillet og tiltrådt af de samme mindretal.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg følgende ændringsforslag, stillet af transportministeren, som vedtaget: ændringsforslag nr. 1, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af ALT), og ændringsforslag nr. 2, tiltrådt af udvalget. De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1, stillet af uddannelses- og forskningsministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. Det er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1-3, stillet af kirkeministeren og tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af ALT), som vedtaget. De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Ja, det gør fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Tak, formand. I dag står vi over for andenbehandlingen af et lovforslag, som vil få meget håndgribelige og meget konkrete konsekvenser for rigtig mange mennesker i vores land. Regeringen og et flertal herinde i Folketinget ønsker at hæve pensionsalderen til 70 år. Det vil de gøre for alle, der er født efter den 31. december 1970, altså for de mennesker, som arbejder i vuggestuer, i ældreplejen, på byggepladser, i industrien og i rengøringsbranchen – i rigtig mange af de dele, der er fuldstændig vitale for, at vores samfund hænger sammen. Der handler folkepensionsalderen om forskellen mellem et værdigt otium og en uværdig nedslidning. Jeg vil gerne løfte de menneskers stemme herind på Christiansborg, og et af de mennesker er Dorte. Hun er 44 år og arbejder som rengøringsassistent her i denne kommune. Hun er en af de mange, der bliver direkte ramt af det her lovforslag. Dorte har været med længe. Hun elsker sit arbejde og er stolt af det. Hun fortæller, at det giver mening for hende at kunne se forskellen på, når hun har været der, og når hun ikke har. Men hun fortæller også om, at hun er træt, at hun er mærket i kroppen, at det gør ondt i albuen, og at hun hver dag må bruge tid på at komme sig, når hun kommer hjem. Hun siger noget, jeg tror vi er mange som har brug for at høre, og jeg citerer: »Politikerne tænker kun på de penge, de får ind i statskassen. De tænker ikke på de faglærte og ufaglærte arbejdere, der slider deres røv i laser hver dag.« Dorte er ikke alene. Hun er én blandt titusinder af mennesker i Danmark, som bliver ramt af denne automatiske stigning i pensionsalderen. Det, Folketinget nu kræver af hende og hendes kollegaer, er simpelt hen urealistisk. Et flertal i Folketinget kræver af dem, at de skal holde ud, til de er 70 år. Men mange er allerede slidt ned, når de nærmer sig de 60 år. Det er fuldstændig uacceptabelt, og jeg bliver nødt til at spørge: Hvordan kan man som politiker stå og kræve, at mennesker, der i forvejen knokler og fysisk og psykisk hver dag sætter sig selv på spil, skal holde ud endnu længere? Vi ved, at levetiden i Danmark ikke er jævnt fordelt. Det gør pensionsalderen til et spørgsmål om ulighed. De rigeste lever 8½ år længere end de fattigste. Den måde, vi har indrettet systemet på, betyder, at dem, der har det tungeste job og de korteste liv, skal arbejde længst. Det er socialt skævt, det er urimeligt, og det er uretfærdigt. Lovforslaget, som vi andenbehandler i dag, kommer ikke alene. Det har afledte konsekvenser, som rammer dybt. Det betyder, at retten til både seniorpension og tidlig pension bliver skubbet med 1 år. For Dorte betyder det, at hun skal holde ud endnu længere i sit arbejde eller finde noget andet, hvis hun kan, for hun havde troet, at hun kunne søge seniorpensionen. Derfor har vi i Enhedslisten stillet en række ændringsforslag. Vi stiller et forslag om, at aldersgrænsen for seniorpensionen skal fastfryses, så Dorte, som er født efter 1970, stadig kan få seniorpension. Det er ikke så meget at bede om. Det er det mindste, vi kan gøre for dem, der er ramt af sygdom og nedslidning. Vi foreslår også, at retten til tidlig pension, i folkemunde kaldet Arnepensionen, ligeledes bevares uafhængigt af folkepensionsalderen. For det vil sige, at de mennesker med lange arbejdsliv fortsat kan gå på pension tidligere. Men vi stopper ikke der, for der er en anden ting, som vi i Enhedslisten finder dybt problematisk, ja faktisk direkte hyklerisk. Det er de dobbeltstandarder, hvor politikere, ministre og folketingsmedlemmer, stadig har lempeligere vilkår, lempeligere pensionsvilkår, end resten af befolkningen. Det, at flere politikere stadig kan vælge at få udbetalt pension før folkepensionsalderen, mens selv samme politikere kræver, at Dorte og hendes kollegaer, at de skal arbejde, til de er 70 år, er dobbeltmoralsk, og det underminerer tilliden til det politiske system. Derfor har vi stillet et ændringsforslag om at fjerne denne særlige ordning og gøre vores egne vilkår for pensionsalder fuldt ud ligestillede med resten af befolkningens.

Jeg vil gerne vende tilbage til det økonomiske argument, som regeringen og flertallet fremfører. Man siger, at det her er nødvendigt for at sikre velfærdssamfundets holdbarhed, og at vi skal arbejde længere, for at få råd til skoler, plejehjem og hospitaler, men vi har efterhånden hørt den sang mange gange, samtidig med at der er blevet skåret på selv samme, og samtidig med at man kan spørge: Hvor er lønarbejdernes indbetalte skattekroner gået hen, hver gang råderummet er blevet gjort større? Over 85 mia. kr. er blevet sendt af sted i skatterabatter, hvor de rigeste har fået 200 pct. mere end de fattigste, og velfærden har ikke fået de fornødne ressourcer, der er brug for. Vi har råd til en pension, en værdig pension, for alle, også de mest nedslidte og dem uden svimlende formuer og indkomster, dem med lange arbejdsliv. Det handler om prioriteringer, og lige nu prioriterer flertallet økonomiske modeller over menneskelig realiteter. Regeringen vil hellere spænde ben for lønarbejdere og ramme dem bredt i stedet for at lægge sig i selen for at sikre jobåbninger til seniorer, og at vi kan fortsætte med at holde til at arbejde efter pensionsalderen. Når regeringen og et flertal af partierne ser bort fra virkeligheden, lukker øjnene for, hvem det her forslag rammer, så er det et åbenlyst svigt – et svigt over for mennesker, der har båret det her samfund på deres skuldre, et svigt over for dem, der står tidligt op og slider på arbejdet, og som ikke har nogen buffer. Når flertallet hæver pensionsalderen til 70 år uden at sikre Dorte og hendes kollegaer en værdig tilbagetrækning, stiller de dem dårligere og gør det med åbne øjne. Det er derfor vi stiller de her ændringsforslag, og jeg appellerer til, at Folketingets medlemmer bakker dem op. Derfor vil jeg også gerne takke Dansk Folkeparti og Alternativet, som allerede har tilkendegivet, at de bakker op om ændringsforslagene. Men uanset flertallet står vi fast på, at der skal være en vej ud for dem, der har givet det meste af deres liv til arbejdsmarkedet. Det skylder vi dem. Det skylder vi Dorte. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Frederik Vad, men inden jeg lige giver ham ordet, er jeg nødt til at sige til ordføreren, at der var et ordvalg undervejs, hvor ordføreren valgte at bruge en betegnelse for, hvad kan man sige, den legemsdel, der er højest, når man plukker jordbær. Det lå uden for forretningsordenen. Man kan nogle gange ved at citere bruge ord, der ellers ikke ville blive accepteret, hvis man ligesom skal forstå meningen med citatet. Her vil jeg mene, at det citat, som ordføreren brugte, godt kunne have været brugt uden at bruge det ord, som ikke er tilladt af forretningsordenen. Hr. Frederik Vad for en kort bemærkning.

Jeg synes, det er lige lovlig voldsomt, når ordføreren står og siger, at Socialdemokratiet er ligeglade med nedslidte lønmodtagere, hvad enten de hedder Carl eller Connie, har gjort rent, har været på byggepladser, eller hedder Lone og har arbejdet med børn hele sit liv. Det synes jeg er rimelig voldsomt. Men jeg vil gerne spørge ordføreren konkret ind til de her ændringsforslag. Ordføreren nævner og kvitterer for, at Dansk Folkeparti og Alternativet bakker op om dem. Og det er rigtigt, at det er de partier, der har kritiseret regeringen og Socialdemokratiet især for at holde fast i den aftale, vi indgik for 20 år siden, indtil vi har lavet en ny og bedre aftale og har et nyt og bedre bud. Er de partier, der bakker Enhedslisten op i de her forslag, enige med Enhedslisten i finansieringen? Står Enhedslisten og Dansk Folkeparti sammen om at sige, at en lavere pensionsalder eller en fastfrysning af pensionsalderen skal finansieres ved at rulle skattelettelser tilbage? Står man i samlet flok omkring finansieringen af det her meget, meget dyre løfte til vælgerne?

Ordføreren.

»Meget, meget dyre«. Hvor er det vildt, at Socialdemokratiet står og taler om, at det her er meget, meget dyrt. Ved du – undskyld, ej, det er bare fordi det provokerer mig helt vildt, men man må selvfølgelig ikke bruge direkte tiltale – hvem det her er dyrt for? Det er dyrt for de lønarbejdere, som det kommer til at ramme. Jeg er helt overbevist om, at vi både med Dansk Folkeparti og Alternativet kan blive enige om finansieringen. Jeg havde faktisk også den overbevisning, at vi kunne blive det med Socialdemokratiet, fordi vi er blevet det før. Faktisk er vi blevet enige om flere hundrede millioner kroner, over 0,5 mia. kr., men da der så kom et valg, tog regeringen de penge og valgte i stedet for at sende dem af sted som skattelettelser til de rigeste. Så vi har fundet finansieringen før, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kan finde den igen. Men hvor er det utroligt at se, at Socialdemokratiet bruger deres unikke taletid herinde til at lægge sig i selen for at modarbejde lønarbejdernes rettigheder i stedet for at kæmpe for dem.

Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Ja. Hr. Frederik Vad.

Hvad bilder ordføreren sig dog ind? Det er helt vildt at skulle stå og få sådan en moralsk reprimande fra ordføreren! Der er ikke nogen, der har kæmpet mere for nedslidte lønmodtageres forhold reelt inde i forhandlingslokalerne end Socialdemokratiet. Enhedslisten lovede for 20 år siden højere løn til social- og sundhedsassistenter. Det leverede man aldrig på, indtil den her regering kom til. Enhedslisten fablede om, at den svinestreg, det var, at man afmonterede efterlønnen, skulle der rettes op på. Det blev der ikke rettet op på, før Socialdemokratiet fremlagde et bud på en løsning. Grunden til, jeg spørger om det med finansiering, er jo, at man jo er nødt til at levere løfter, der ikke er gratis. Jeg hører fra Dansk Folkeparti ... ( Victoria Velasquez (EL): Det, ordføreren taler om med at fable ...)

Det er indtil videre, og i hvert fald indtil vi aftaler noget andet, mig, der giver ordet videre. Ordføreren.

Det, som ordføreren taler om med at fable, er rent faktisk at tage de lønarbejderes stemme alvorligt og tage den herind. Det er rigtigt, at vi i Enhedslisten i 20 år og mere har kæmpet for ligeløn, og det bliver vi også ved med at gøre. Det er også rigtigt, at vi havde de afgørende mandater, som var med til at sikre, at vi fik retten til tidlig pension. Det er også rigtigt, at når vi ikke har de afgørende mandater, bliver der skåret i Arbejdstilsynet og andre steder. Tak.

Tak, og der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Så har hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten, bedt om ordet. Hr. Pelle Dragsted skal være så velkommen på talerstolen.

Tak, formand. Jeg havde egentlig håbet, at jeg ikke behøvede at gå på talerstolen, men det kan simpelt hen ikke passe, at hverken ministeren eller en eneste ordfører vil gå herop og forsvare, at de ministre og folketingsmedlemmer, som fandt på den stigende pensionsalder for alle os andre, selv kan gå på pension som 60-årige, og forsvare, hvorfor de ikke vil støtte Enhedslistens ændringsforslag, som såre simpelt siger, at alle politikere og ministre, også dem, der fandt på den indekserede pensionsalder, som er det, der gør, at pensionsalderen for alle andre stiger, selvfølgelig også selv skal omfattes af de samme pensionsvilkår, som man har pålagt alle andre danskere. Altså, én ting er, at I vil hæve pensionsalderen til 70 år for alle danskere. Jeg synes sgu, Victoria Velasquez har forklaret de sociale konsekvenser, som det har for helt almindelige lønmodtagere i det her land. Det er slemt nok. Men at I samtidig afviser, at samme pensionsalder skal gælde for den generation af politikere, der fandt på den evigt stigende pensionsalder, synes jeg ærlig talt er pinligt. Enhedslistens ændringsforslag er meget simpelt: Alle ministre og folketingsmedlemmer, nuværende og tidligere, som ikke er gået på pension den 1. januar, skal have samme pensionsalder som alle andre danskere. Så enkelt er det. Det burde være et forslag, som alle bakkede helt naturligt op om i det her Ting. Men det er det ikke. Faktisk gør de fleste det ikke. Det har jeg svært ved at forstå, og det tror jeg der er rigtig mange danskere, der har svært ved at forstå. Men det mindste, I kan gøre, er at gå op og i det mindste forklare og forsvare, hvorfor I ikke stemmer for Enhedslistens forslag. Jeg taler til ministeren og ordførerne, der ikke vil støtte Enhedslistens forslag, og dem, som vil holde hånden over, at de ministre og de folketingsmedlemmer, som sad herinde og vedtog den lov, der gør, at alle danskeres pensionsalder stiger, fortsat skal kunne gå som 60-årige for manges vedkommende – det gælder vores statsminister, og det gælder tidligere ministre fra den periode – eller kan gå måske 3 år før pensionsalderen. At forklare og forsvare, hvorfor I ikke stemmer for Enhedslistens forslag, ville da være at udvise et minimum af respekt for de mennesker, som knokler hver eneste dag og betaler deres skat, og som betaler for vores løn og pension. Men I har jo chancen endnu. Jeg er sikker på, at formanden vil give plads til, at andre ordførere og ministeren kan gå herop og forklare, hvorfor man ikke vil støtte det her forslag. Ellers er I sgu ærligt talt nogle kyllinger!

Hm! Der var bandeord. Det er klart uden for forretningsordenen. Der var også direkte tiltale, også med flertalsformer. Det er også uden for forretningsordenen, hr. Pelle Dragsted. Der er ingen korte bemærkninger, så indtil videre tak til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Andre er velkomne, hvis de vil lade være med at bande og lade være med at bruge direkte tiltale. Det slår vi hårdt ned på. Nå. Ønsker flere at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 2, stillet af et mindretal (EL) og tiltrådt af et andet mindretal (SF, DF og ALT), som forkastet. Det er forkastet.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 3, stillet af et mindretal (EL) og tiltrådt af et andet mindretal (SF, DF og ALT), som forkastet. Det er forkastet.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 4 og 5, stillet af beskæftigelsesministeren og tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af ALT), som vedtaget. De er vedtaget.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 6, stillet af et mindretal (EL) og tiltrådt af et andet mindretal (DF og ALT), som forkastet. Det er forkastet.

Herefter bortfalder ændringsforslag nr. 8, stillet og tiltrådt af de samme mindretal.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 7, stillet af et mindretal (EL) og tiltrådt af et andet mindretal (ALT og DF), som forkastet. Det er forkastet.

Herefter bortfalder ændringsforslag nr. 1, stillet og tiltrådt af de samme mindretal.

Derefter bortfalder ændringsforslag nr. 10, stillet og tiltrådt af de samme mindretal.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 9, stillet af et mindretal (EL) og tiltrådt af et andet mindretal (DF og ALT), som forkastet. Det er forkastet.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 11, stillet af et mindretal (EL) og tiltrådt af et andet mindretal (DF og ALT), som forkastet. Det er forkastet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Vi skal nu i gang med en redegørelses- og forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne, som vi nu kan se her, logger sig ud af deres almindelige pladser og derefter rykker frem på de forreste rækker. Men jeg tror, at alle er rykket frem, så vi behøver ikke en kort pause. Så vil jeg lige gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 22. maj 2025. Den første, der får ordet til begrundelse af foresprøgslen, er ordfører for forespørgerne hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Klima-, energi- og forsyningspolitikken er jo et af de meget, meget væsentlige politiske emner i Folketinget. Derfor skal der også årligt afgives en redegørelse fra ministerens side, og som traditionen også er blevet, medfølger der en forespørgselsdebat, hvor vi på tværs af Folketingets partier ønsker at diskutere både den redegørelse, men jo altså også det, som forespørgslens tekst lyder: Hvad kan ministeren oplyse om regeringens fremtidige energi- og forsyningspolitiske initiativer set i lyset af den energi- og forsyningspolitiske redegørelse? Den diskussion vil jeg se frem til, og jeg vil ikke forlænge introduktionen yderligere.

Tak til hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet. Så er turen kommet til klima-, energi- og forsyningsministeren til besvarelse.

Tak for ordet. Energi er jo ikke en sektor, det er rygraden i ethvert velfungerende samfund. Det er nervebanerne, der gør, at alting kan fungere. Så det er selvfølgelig ekstremt vigtigt, at vores energiforsyning er velfungerende. Redegørelsen, som vi skal debattere i dag, er blevet udgivet hvert år siden oliekrisen i 1970'erne. Dengang var spørgsmålet, om der var olie nok til at holde fyrene tændte ude i de danske hjem og bilerne på vejene 7 dage om ugen. Nu er spørgsmålet, hvordan det går med at komme af med olie og andre fossile brændsler. I det følgende vil jeg give en status på, hvor langt vi er nået, hvordan udfordringsbilledet ser ud, og hvad regeringens prioriteter er i den kommende tid. Den nuværende status på vores energiforsyning er, at vi aldrig har produceret mere grøn strøm. Sidste år kom mere end 80 pct. af vores elektricitet fra vedvarende kilder. Samtidig er vores forbrug af fossile brændsler faldet markant, og det er helt afgørende for, at vi nu kan se vejen til at opfylde 70-procentsmålet i 2030. Faktisk skønner vi, at el- og fjernvarmesektoren allerede i 2028 er CO 2 -neutral, hvilket må siges at være en milepæl af betydelig størrelse i Danmarks grønne omstilling. Men vi skal selvfølgelig videre. Vi skal ruste os til en fremtid, hvor vores energibehov ændrer sig markant. Se bare i transportsektoren: Otte ud af ti nye registreringer er elbiler. Vi forventer at nå en million elbiler på vejene i 2028. Vi forventer videreudvikling af de nye industrier som datacentre og brintproduktion, der forventes at mangedobles og kan bidrage til energioptimering, og VE-brændstoffer til bl.a. skibe og fly og varmepumper til både fjernvarme og husholdninger, der erstatter forbruget af kul, gas, olie og biomasse. Alt det kræver mere grøn strøm. Det skal vi være rustede til. Derfor arbejder regeringen fortsat for at skabe rammer for at udbygge vores kapacitet inden for grøn energi, både på land og på hav. På land arbejder vi fortsat for at fjerne barrierer for en hurtig udbygning, og på havet indgik vi i går en aftale om at udbyde tre havmølleparker. Jeg vil gerne takke alle de partier, som er med i aftalen – en aftale, hvor vi har lyttet til markedet, der har været præget af usikkerhed og stigende omkostninger. Jeg er glad for, at så mange partier står sammen om at give et ansvarligt svar, at skabe vilkår for dansk havvind og er enige i, at staten skal løfte en del af risikoen ved udbygningen og give mere fleksibilitet, så sandsynligheden for, at havvindmøllerne kommer op at stå, er væsentlig øget. Jeg ser frem til at drøfte tiltag, som kan understøtte elektrificeringen i Danmark, herunder bl.a. en indsats for at fremme lagring. Samtidig skal elnettet kunne følge med. Vi har som bekendt set forsinkelser og udfordringer hos Energinet i arbejdet med udbygningen af elnettet. Derfor er det også vigtigt, at vi med en bred vifte af Folketingets partier sidste år indgik en aftale om netop hurtigere udbygning af elnet og robuste rammer for elnetvirksomhedernes økonomi. Det har været nødvendigt, og vi ser også på flere tiltag, der kan sikre, at udbygning af elnettet ikke hindres af regulering og langsommelige processer. Vi skal også fortsat arbejde på løsninger der, hvor elektrificering ikke er en oplagt mulighed. Derfor skal vi se på rammerne for fremtidens grønne gassystem, så danskproduceret biogas og brint kan spille en rolle, og vi har netop lagt rammerne for, at dansk brint kan sendes til Tyskland og bidrage til CO 2 -reduktioner og forsyningssikkerhed i Europa og forhåbentlig være med til at bane vejen for nye erhvervsmuligheder, bl.a. i den egn af Danmark, hvor man har accepteret at huse meget, meget store mængder af den vedvarende energi, som produceres i Danmark. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er en udfordrende tid, vi befinder os i. Verden er præget af usikkerhed. Der er krig i Europa, og vores udgifter til forsvar og klimasikring vil stige. Det kalder selvfølgelig på økonomisk ansvarlighed, en fælles tilgang på europæisk niveau til globale udfordringer og et styrket fokus på beredskabet. Sådan har vi også for nylig vedtaget en lov, der skærper beredskabskravene i energisektoren – krav, der går videre end det, som EU kræver af os. Desuden afhænger vores forsyningssikkerhed og økonomiske sikkerhed i Europa af vores evne til at producere tilstrækkelige mængder energi selv. Jeg hilser derfor Kommissionens plan for udfasning af russisk energi, som stadig importeres, virkelig velkommen. Planen har fokus på både gas, olie og nukleare brændsler og vil i juni blive fulgt op af konkrete lovgivningsforslag.

Samtidig skal vi være realistiske om den hastighed, vi kan forvente i den grønne omstilling. For få år siden troede vi, at markedet af sig selv ville sikre en eksplosiv vækst i efterspørgslen på vedvarende energi. Og ja, efterspørgslen stiger, men ikke med den hastighed, man forventede og havde ambitioner om tidligere. Grønne projekter, vi tidligere troede var rentable, er nu sværere at få til at hænge sammen. Derfor er der brug for, at vi finder de rette midler frem, så vi kan indfri vores politiske ønsker. Det betyder bl.a., at vi skal være villige til at lade staten påtage sig en større risiko end tidligere – ikke fordi jeg tror, der er nogen, der ønsker det, men det er nødvendigt i den situation, vi er i. Det har vi gjort sammen på brintområdet og inden for havvind. Vi har sammen prioriteret 40 mia. kr. siden nytår til at holde hånden under fortsat grøn omstilling. I den kommende tid skal vi videre med en lang række vigtige sager. Vi skal i år sætte et nyt dansk klimamål for 2035. Vi skal beslutte, hvordan 2,6 mia. kr. skal bruges til at gøre luftfarten grøn i Danmark, og selv om der er sket en markant udbygning af f.eks. solceller i de seneste år, skal vi også fortsat arbejde for mere vedvarende energi på land. Om præcis 42 dage overtager Danmark formandskabet for EU's Ministerråd. Det er ottende gang, Danmark har formandskabet. Vi overtager formandskabet i en svær tid, hvor EU skal genfinde sine ben midt i store geopolitiske forandringer. Det kalder for alvor på europæisk sammenhold. Der er derfor ingen tvivl om, at der venter os en stor og krævende opgave. Men formandskabet er også en mulighed for at kigge ud over egne grænser og være med til at præge den europæiske dagsorden. Vi vil bruge formandskabet til at arbejde for et sikkert og konkurrencedygtigt EU, hvor vi presser på for fortsat tempo i den grønne omstilling. Den grønne omstilling er et blandt flere midler til at styrke EU's konkurrenceevne. De er ikke hinandens modsætninger, de kan potentielt gå hånd i hånd. Vejen til europæisk energiuafhængighed er mere produktion af ren energi og bedre energiinfrastruktur på tværs af EU's landegrænser. Det vil bidrage til lavere og mere stabile energipriser på tværs af Europa, og det vil gøre os mere robuste over for ekstreme chok og påvirkninger. Vi skal af med russisk energi, og vi skal under dansk formandskab arbejde for at nå enighed om en målrettet indsats for udfasning af russisk energi. Vi vil desuden arbejde for at opnå enighed om en justering af EU's klimalov, der skal fastsætte EU's klimamål for 2040. Med EU-formandskabet skal Danmark desuden repræsentere EU-landene på COP 30 i Brasilien og på COP'en skal vi på vegne af EU og i samarbejde med Kommissionen forhandle et godt resultat på plads og sikre en beslutning, der holder vinduet åbent for at nå 1½-gradsmålet. Samlet set vil vi som formandskab gøre vores for, at den grønne omstilling fortsat kan anses som svaret på styrket energisikkerhed og konkurrenceevne og som en forudsætning for, at EU kan sætte en nødvendig grøn retning globalt. Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet med Folketingets partier. Det er helt afgørende for den grønne omstilling, at der er bred opbakning til den førte politik. Derfor er det glædeligt, at så mange partier ønskede at tage del i det fælles ansvar. Inden for de sidste par uger har vi gjort det sammen i en aftale, der beskytter elkunderne i det danske detailmarked, og i går med en meget bred aftale om havvind. Det gode samarbejde er udgangspunktet for at bygge fremtidens energipolitik. Tak for ordet.

Tak. Der er nu adgang til en kort bemærkning fra hver ordfører. Den første, der har bedt om ordet, er hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Det samarbejde er jo vigtigt, og det er vigtigt, at man overholder de aftaler, man indgår. Nu nævner ministeren det der med en firdobling af den vedvarende energi på land. Men der mangler vi da en forhandling, når nu det er kommet frem, at vi ser ud til kun at nå en udbygning, der er 2,7 gange større i stedet for 4 gange. Så har vi jo fjernvarmen, hvor både Venstres formand og klima-, energi- og forsyningsministeren har været ude at italesætte, at det alligevel ikke er så slemt at have et gasfyr, fordi gassen bliver grøn om nogle år. Jeg synes, vi mangler en opfølgende forhandling. Det er jo tit, at ministeren siger, at noget ikke er finansieret, men jeg har faktisk et forslag, som vi kan gennemføre ret hurtigt, og så kan man fremme fjernvarmen, især over for de 95.000 husstande, hvor der er konstateret og godkendte fjernvarmeprojekter. Jeg synes, vi skulle lave en slutdato for, hvornår gassen bliver lukket i de områder. Så ville borgerne vide, hvad de har at holde sig til, og så kan vi få fjernvarme ud nogle flere steder. Er det et element, som ministeren vil være positivt indstillet over for i en kommende forhandling?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Vi har ganske rigtigt en aftale om at skulle kigge på gasudfasning, og i den aftale står der, at vi skal samles i 2026 og på et analytisk grundlag tage stilling til, hvad det er, der skal sættes i værk for at opfylde den ambition. Jeg agter at holde de politiske aftaler, og jeg ser frem til den drøftelse af det spørgsmål i 2026. Så nævner spørgeren Venstres formand. Her synes jeg, det er vigtigt også at forholde sig til substansen i det, Venstres formand har sagt. Jeg skal ikke drage den politiske konklusion, i forhold til om det er klogt at udfase gas helt eller ej. Men det er altså objektivt korrekt, at når gassen i rørene er grøn, er der ikke en klimagevinst ved at udfase den sidste rest naturgasforbrug. Og det er ikke korrekt, at der er et en til en-forhold mellem et mindre dansk gasforbrug og Europas energiforsyningssikkerhed. Derfor kan man jo godt være politisk uenig. Jeg tror sådan set, at de borgere, når vi er færdige med dialogen i 2026, muligvis også bliver udsat for nogle potentielt ret voldsomme krav, såsom at man skal have lukket for sit gasfyr en bestemt dato. De vil sætte pris på, at begrundelsen for at gøre det er bare i nærheden af at være i overensstemmelse med sandheden.

Den næste korte bemærkning er til fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Ministeren taler om behovet for også at kigge på efterspørgselssiden i den grønne omstilling, og det er jeg rigtig glad for. Nu er det her jo en energi- og forsyningspolitisk redegørelse, og når vi taler om forsyningsdelen, er det jo vigtigt, at der er en vis grad af forsyningssikkerhed, for hvis ikke man har en sikkerhed for, at der rent faktisk er tilstrækkelig grøn strøm, når man trykker på kontakten, og at den altid er der, så kan man måske være lidt nølende med at omstille sig. Der står i redegørelsen, at der er en teknisk usikkerhed omkring effekttilstrækkelighed. Det kunne jeg godt tænke mig at ministeren satte et par ord på, og at ministeren måske siger noget om, hvorvidt der kunne være behov for, at vi også laver nogle indsatser omkring forsyningssikkerheden som en del af den her efterspørgsels fokus.

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Danmark har en ekstremt høj forsyningssikkerhed på elsiden. Det har vi, bl.a. fordi vi har et supergodt elnet. Vi har gravet det ned, og det betyder, at det, som i mange lande er den største fare for forsyningssikkerheden, nemlig en motorsav, ikke i tilsvarende omfang er en udfordring her, fordi træer ikke falder ned i vores elnet. Så vi står et godt sted. Men spørgeren har fuldstændig ret i, at så let ser det ikke ud, når vi kigger i krystalkuglen. Der er en stigende sandsynlighed for, når vi nærmer os 2030, at vi kan komme i situationer, hvor der ikke er strøm nok til forbruget, og det skal vi bestemt have fokus på. Jeg har faktisk allerede inviteret til møde. Jeg har en erindring om, at det er den 25. maj. Det kan også være, det er den 24. maj eller den 26. maj, men det er i hvert fald lige om lidt, at energiordførerne er inviteret til møde ovre i ministeriet, hvor vi skal drøfte det scenarie, der er for fremtiden, og de potentielle, stigende udfordringer, vi kan have på effekttilstrækkeligheden, herunder også hvad det er for et arbejde, regeringen påtænker at sætte i gang imod det. Det er en udfordring, vi også skal håndtere i tide. For kommer man for langt frem uden at gøre noget, kan vi ende i en alvorlig situation, og det skal vi foregribe.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Man skal rose en moderat, når der er noget at rose, og i Danmarksdemokraterne kan vi kun rose ministeren for, at man endelig har set tåbeligheden i, at der skal ske en firdobling på land, når der ikke er brug for det. Det er jo skønt, at vi er kommet ned på, at det kun er 2,7, og med aftalen om havvind kan vi jo i Danmarksdemokraterne bare ønske, at det her første søm i ligkisten til den her tåbelighed med at fylde landet med jernmarker, bliver endnu mindre, for vi skal jo ikke producere mere strøm, end vi har behov for. Så når Enhedslisten bliver bekymret, bliver jeg – det er nærmest en automatreaktion – faktisk rigtig glad, for det viser jo bare, at vi får tåbeligheden ud af den grønne omstilling. For den grønne omstilling er vi med på alle sammen, men man behøver jo ikke at gøre det svært for dem, der bor på landet, bare for at gøre det svært for dem. Det skal vel være, fordi der er fornuft i at producere den strøm, vi producerer. Og der mener jeg faktisk, at ministeren har været god til at sige, at det kan være, at der kommer strøm på land, men der skal kun strøm på land, hvis der er brug for det. Så kan vi jo håbe i forhold til det første søm i ligkisten, at det bliver et af bare mange tiltag i forhold til at få fjernet jernmarkerne for danskerne.

Ministeren.

Jeg hørte ikke lige et spørgsmål, men måske mere en generel kommentar. Det, vi har aftalt, er, at vi skal fjerne barrierer for at muliggøre en firdobling. Og der er nede under den målsætning i regeringens optik dermed to præmisser, der skal være opfyldt. Den ene er, at der skal være lokal opbakning, for det er kommunerne i det her land, der laver lokalplaner og bestemmer, hvor man gerne vil have VE-anlæg stående, og den præmis tror jeg det er ret vigtigt at vi holder fast i for at sikre opbakning til den grønne omstilling. Det vil sige, at der heller ikke er nogen i Jylland, der kan sætte VE-anlæg op, uden det har et lokalt demokratisk ophæng, og det hylder jeg. Jeg er til gengæld ikke så glad for idéen om, at det, som man så f.eks. gerne vil i en jysk kommune, skal vi sidde i Folketinget og sige til dem at de ikke må. Så der er der måske snerten af en lille politisk uenighed imellem os. Den anden forudsætning er selvfølgelig, at der er nogen, der vil betale prisen for den grønne strøm, for jeg ser ikke for mig, at en af de første ting, vi skal gøre, er at indføre massive støtteordninger til f.eks. kinesiske solceller på land. Så med opfyldelsen af de to præmisser skal vi komme så tæt som overhovedet muligt på firdoblingen af energi fra sol og vind på land, og det er helt i tråd med det, vi også har aftalt politisk.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til klima-, energi- og forsyningsministeren. Vi går nu i gang med ordførerrækken. Den første, der får ordet, er hr. Christian Friis Bach, Venstre. Ordføreren for forespørgerne får ordet til allersidst. Så nu er det hr. Christian Friis Bach, Venstre. Velkommen. ( Christian Friis Bach (V): Vi skal alle sammen øve os).

Tak for det. Vi står et sted i den grønne omstilling, hvor vi både har grund til at være stolte og til at være lidt utålmodige. Vi kan være stolte, fordi vi har nået en historisk milepæl: For første gang har Klimarådet vurderet, at vi er på vej mod at nå 70-procentsmålsætningen i 2030. Det er resultatet af ansvarlige beslutninger, ambitiøs politik, årelange investeringer i grøn teknologi, i energiinfrastrukturer og i fremtidens arbejdspladser. Jeg mindes stadig væk – og det har ordførererne hørt på et par gange – min fars vindmølle, der blev sat op i 1983, og som var en Nordtank 55 kW. Det er en Ford T for vindmølleindustrien, og den vindmølle har jo skabt grundlaget for den grønne omstilling, vi ser i dag. I dag er møllerne tohundrede gange større, altså de vindmøller, vi netop har besluttet at sætte op i Nordsøen og ved Hesselø som led i Danmarkshistoriens største anlægsprojekt på 150 gigantiske vindmøller, der kan levere strøm til 3 millioner husstande. Men det, de kommer til at levere til, er jo i høj grad ren transport, datacentre, brint og nye brændstoffer. Vi skal også være vedholdende. Der er lang vej endnu, og verden har ændret sig markant. Ruslands invasion af Ukraine, energikrisen, cybertrusler og en voksende global usikkerhed har mindet os om noget grundlæggende, nemlig at forsyningssikkerheden er en kerneværdi i et frit og demokratisk samfund. Derfor har vi styrket lovgivningen, så både den fysiske og digitale sikkerhed i energisektoren bliver løftet, flere virksomheder bliver omfattet af beredskabskrav og cybersikkerheden strammes. Det sker med ét mål for øje, nemlig at gøre os selv mere modstandsdygtige, mere selvstændige og mere uafhængige. Det handler ikke kun om Danmark. Vi skal også kigge ud over vores egne grænser. Når Danmark om lidt overtager EU-formandskabet, vil det være en hovedprioritet for os i Venstre at sikre et grønt, modstandsdygtigt og konkurrencedygtigt Europa. Vi skal sikre, at energien flyder frit over grænserne, og at vi bygger et energisystem, der står fast i modvind – også politisk – således at vi en gang for alle frigør os fra Putins gas og den usikkerhed, der følger med. Det er klimahandling, det er sikkerhedspolitik, og det er fremtidssikring. Derfor er vi i Venstre også klar til at tage de svære diskussioner. Det gælder ikke mindst i forhold til atomkraft. Vi mener, det er på tide at ophæve forbuddet. Vi er ved at gøre klar til at undersøge mulighederne for atomkraft i Danmark i forhold til de nye, spændende atomkraftteknologier, der måske er på vej. Vi går ind for en teknologineutral tilgang til energiplanlægningen netop for at holde alle døre åbne. Fremtiden kræver stabile, CO 2 -fri løsninger, et åbent sind og en fast hånd. Det gælder både når vi diskuterer atomkraft, og når vi skal lægge retningen for den grønne omstilling efter 2030. Derfor er det også afgørende, at vi får sat et fornuftigt klimamål for 2035. Vi har brug for kontinuitet, for retning og for tydelige pejlemærker, som borgere og virksomheder kan regne med. Og vi skal turde prioritere. Vi skal turde investere – også når det koster. Grøn energi er en investering i frihed, i sikkerhed, i dansk erhvervsliv, i grøn eksport og i arbejdspladser over hele landet. Den grønne omstilling er ikke gået i stå. Det er nu, vi skal stå fast, handle klogt og rettidigt. Tak for ordet.

Tak. Bare til almindelig oplysning vil jeg sige, at når vi er i gang med den her debat, er det efter de almindelige regler for korte bemærkninger, og de er, at man får to. Den første, der har bedt om ordet, er hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Hvis man kigger på Venstre, synes jeg, at den der faste hånd ikke er så fast, når vi ser på vores fjernvarmeprioriteringer. Det er jo enormt vigtigt, at der er støtte til den fjernvarmeudbygning, som godkendes af kommuner og planlægges af fjernvarmeselskaber. Det er sådan set det, som vi politisk har dikteret: Kom nu i gang, alle kommuner, undersøg, hvor det er, at fjernvarmepotentialet er. Vi står jo med, at 95.000 husstande ligger i nogle områder, hvor det er konstateret, at fjernvarme er den bedste løsning. Men vi er jo afhængige af, at husstandene, forbrugerne, siger ja til at få fjernvarme ind. Det er med til at skabe uklarhed, når nu Venstres formand er ude og lufte, at det ikke er noget problem at have et gasfyr, fordi gassen er grøn i 2035. Vi er altså her i 2025 nu, og vi er sådan set afhængige af, at fjernvarmen rulles ud i nogle områder. Så jeg vil godt høre, om ordføreren går ind for, at vi sætter en slutdato for levering af gas i de områder, hvor det er konstateret, at det er her, hvor fjernvarmen er den bedste løsning.

Ordføreren.

Jeg vil give hr. Søren Egge Rasmussen ret, og jeg skulle ikke have sagt en fast hånd. Jeg skulle have sagt en fast, men fornuftig hånd, fordi vi skal lave klimapolitik, der giver fornuft for den enkelte borger og for samfundet som helhed. Og i Venstre står vi stadig væk fast på, at vi skal udrulle fjernvarmen. Det er gode, effektive klimaløsninger, der giver mening, også økonomisk, for de borgere, der kan få adgang til det. Vi vil også gerne se på, hvordan vi kan tilskynde flere til at komme over på fjernvarmenettet dér, hvor det er, og dér, hvor det giver mening. Men at have en rigid slutdato på gasfyr, som vil ramme også de op imod 100.000 borgere rundtomkring i Danmark, hvoraf mange af dem jo ikke vil have adgang til fjernvarme, som vil have grøn gas i hanen, hvor det ikke vil gøre nogen forskel for vores klimapolitiske mål, men vil påføre borgere, hvoraf mange måske i landdistrikterne har svært ved at få råd til det, en meget dyr omkostning til at skifte til en varmepumpe eller en anden teknologi, vil ikke give mening. Vi skal have en fast, men fornuftig hånd.

Spørgeren.

Så synes jeg, at ordføreren skulle tage høretelefonerne på igen, for mit konkrete spørgsmål var: For de der 95.000 husstande, som ligger i de konkrete områder, hvor kommunerne har godkendt planlægningen, hvor fjernvarmeselskaberne har konstateret, at her er det sund fornuft at have fjernvarme, og der er ikke tale om samtlige gasområder, vil det da ikke være fornuftigt at fastlægge en slutdato for, hvornår der ikke længere leveres gas til netop de områder, altså dér, hvor de der 95.000 husstande er, og hvor man har konstateret, at fjernvarme er den bedste løsning? Det var det, der var mit spørgsmål, også i første runde.

Ordføreren.

Nu er vi jo ikke i Venstre tilhængere af planøkonomiske løsninger, eller at staten skal bestemme alt, men vi vil gerne tilskynde flere i de områder til at komme over på fjernvarme. De vil komme helt af sig selv, for i takt med at tilslutningen til gasnettet i de områder falder, vil omkostningerne ved at drive nettet og omkostningerne for de enkelte borgere stige. Og vi håber, at vi med den elektrificering, vi også skaber, og med store varmepumper i fjernvarmeværkerne kan skabe en billig og grøn fjernvarme, som bliver meget attraktiv for borgerne at vælge til. Og vi vil gerne være med til at se på yderligere tilskyndelser. Der har jo været fjernvarmepuljer og alt muligt andet, som har tilskyndet folk til at tilslutte sig fjernvarme, og det vil vi gerne se på. Men vi er ikke tilhængere af planøkonomiske og rigide løsninger i klimapolitikken, som ikke giver fornuft.

Så er det fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg vil gerne følge op på noget af det, ordføreren lige svarede før, om, at vores aftaler skal være faste og fornuftige. Venstre har jo indgået en aftale om udfasning af gas i 2035. Der er sådan set ikke nogen ændrede forudsætninger. Det er nøjagtig de samme rammer, vi står med i dag. Der er ikke nogen ny viden. Det er rigtigt, at der kommer grøn gas, det er bare 2 år senere end oprindelig forudsat. Vi har brugt 200 mio. kr. på at sætte kommunerne i gang med at varmeplanlægge. Og det at investere i en varmepumpe er betalt tilbage på 5 år. Det skaber usikkerhed, når Venstre på den måde vil rende fra sine aftaler. Derfor vil jeg spørge: Synes ordføreren egentlig, at det med de rammer er fast og fornuftigt at bakke fra en aftale, man selv har indgået?

Ordføreren.

Det kunne jeg jo vælge at svare kort på, nemlig: Ja. Det synes vi både er en fast hånd i klimapolitikken og en fornuftig analyse af, hvad der giver mening også for den enkelte borger. Vi skal kunne forklare den klimapolitik, vi gennemfører, ellers vil modstanden stige. Det ser vi jo desværre i en række lande, ikke mindst i Tyskland, men stærkest selvfølgelig og mest bekymrende i USA. Hvis klimapolitikken ikke giver mening for den enkelte borger og den enkelte husstand, vil modstanden stige. Så der er jo også en politisk dimension i den faste, men fornuftige hånd. Men som sagt skal vi udbygge fjernvarme, vi skal få flere over på fjernvarme. Men at have en helt rigid dato, som vil sætte rigtig mange husstande i en meget usikker økonomisk situation, giver ikke mening, for det er ikke alle varmepumper, der kan betales tilbage på 5 år, og der er heller ikke nødvendigvis mulighed for at låne til dem ude i landdistrikterne, hvor man måske har en bolig til 0,5 mio. kr. og så skal investere i en varmepumpe til 200.000 kr., selv om man har et velfungerende gasfyr, som kan bruge grøn dansk gas en del år frem i tiden. Så giver det ikke mening.

Tak. Spørgeren.

Ordføreren siger klart ja til, at man skal kunne forklare politikken. Hvorfor i himlens navn forklarer Venstre så ikke bare politikken? Man må jo have haft en grund til at gå ind i det her og må kunne forklare, at man overhovedet indgik aftalen. Så jeg kunne da godt tænke mig at høre, om ikke Venstre bare kunne indkalde til forhandlinger, hvis man vil lave noget mere sikkerhed for dem, der skal lave store investeringer. Vi har varmepumpepuljer, og vi har afsat 10 mia. kr. til den her omstilling. Så kan man da kigge på projektet. Ville det ikke være mere rigtigt at lave en aftale om, hvordan vi kan hjælpe de her mennesker, i stedet for at rende fra sine aftaler?

Jeg må lige sige, at det med at påkalde sig eller henvise til eventuelt eksisterende højere magter, ligger uden for forretningsordenen. Ordføreren.

Tak for det, formand. Jamen vi har jo kigget på den aftale og sagt: Hvad er det, der giver mening i klimapolitikken? Og når vi kan se, at vi får den grønne danske gas til rådighed, og når det i øvrigt af andre grunde kan give mening at bevare et gasnet, når vi vil udbygge en biogassektor, som skal kunne levere både til virksomheder og til andre, altså når vi har en billig infrastruktur til rådighed, som også kan levere biogas til steder i landet, hvor der er hårdt brug for den, så giver det ikke mening at have en så rigid dato. Det har vi meldt ud, og det vil vi gerne forhandle om. Vi har hørt fra ministeren, at der bliver indkaldt til forhandlinger om en biogaspulje.

Der er en kort bemærkning til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Nu taler ordføreren om grøn gas som noget, der måske kan komme ud i rørene, som et argument for, at vi ikke skal stoppe den russiske gas. I forhold til hele den debat om, hvad vi skal gøre, og hvornår skal stoppe for gassen og indfase fjernvarme, hvad er den grønne gas, som ordføreren så tit taler om, egentlig lavet af?

Ordføreren.

Den grønne gas er jo lavet på mange forskellige ting. Der findes grøn gas, der er lavet på gødning fra vores husdyr, og det giver al mulig mening at bruge det til at lave biogas for derefter at afgasse, og noget af det potentiale, der ellers ville afdampe ude på markerne, får du i stedet for udnyttet til biogas. Du får et bedre gødningsprodukt ud af det og grøn gas på samme tid, og det giver rigtig god mening. Der i dag også udviklet vegetariske biogasanlæg, som kan benytte halmen der, hvor den er en overskudsproduktion, og der er udviklet biogasanlæg, der i kaskadeteknologier sammen med f.eks. græsprotein og andre ting kan udgøre en meget vigtig del af den grønne omstilling. Så biogasanlæggene bruger mange forskellige ting.

Spørgeren.

Nu er en af de ting, der bliver udvundet gas på, jo f.eks. kødaffald fra kødindustrien, og kødindustrien er jo nærmest den mest CO2-udledende faktor, der findes i Danmark. Kan man så kalde gas for grønt, når det er udviklet på affald fra den mest CO2-udledende industri, vi stort set har? Tror ordføreren, at en privat virksomhed ville have lov til at bruge ordet grøn gas om gas udviklet fra affald fra f.eks. kødindustrien?

Ordføreren.

Det giver jo kun mening at bruge affaldsstoffer, om det så er den ene eller den anden type affaldsstof fra fødevareindustrien, og udnytte dem fornuftigt i produktionen af biogas og ikke bare lade dem ligge og afgasse eller brænde dem af. Det er jo en effektiv grøn mulighed for at udnytte en stor del af vores affald til en produktion, som kan give os grønne og gode løsninger.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Christian Friis Bach, Venstre. Vi har mange formater i vores debatter herinde, og jeg blev også selv lige i starten overrasket over de her papirer, hvor det, der står på dem, er noget kryptisk. Jeg tror, vi er blevet enige om, at det må vi have lavet om. Jeg lavede i hvert fald en fejl, uanset at det står kryptisk i mine papirer, nemlig at den, der først skulle have haft ordet, faktisk var ordføreren for forespørgerne, hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet. Han får så til gengæld ordet nu. Velkommen.

Det er godt, at formanden kan få styr på procedurerne. Tak til ministeren for redegørelsen og for talen. Som jeg sagde i indledningen, er det ekstremt vigtige emner, vi diskuterer, og det er jo også tilbagevendende, at vi gør det med hinanden, og de her emner fylder en del i den offentlige debat. Det handler om vores klimapolitik, det handler om priserne på forbrug af el, varme osv. for danskerne, det handler om konkurrenceevne i vores eget land og i Europa, det handler om sikkerhed, både i den forstand, at der skal være sikkerhed for vores forsyning, men også i en sikkerhedspolitisk sammenhæng, at vi bliver mere uafhængige som land og som kontinent af import fra andre lande af energi. Når man går igennem den redegørelse, der er afgivet, synes jeg, at man kan finde mange positive takter og ting at glædes ved. Der er en del af den udvikling, vi gerne vil have til at ske, som går langsommere end ønsket måske, men ikke desto mindre sker der løbende fremskridt. Den grønne elkapacitet blev igen større sidste år, 5 pct. større. 63 pct. af vores elforbrug er fra sol og vind, og der er tale om mere biogas. Jeg og i hvert fald en anden, der er til stede her i dag, skal være med til at indvie et nyt stort anlæg på Tønderkanten senere på ugen. Der er stor interesse for udbuddet inden for ccs, og også her blev der for nylig taget et første spadestik i Esbjerg til en del af hele det anlæg, der skal være dér og i Nordsøen. I sidste uge åbnede et løfterigt eksempel på et ptx-anlæg i Kassø i Aabenraa Kommune. I Aabenraa Havn lå imens det Maersk-skib, som kommer til at få brændstof fra ptx-anlægget. Sådan er der mange ting, der hele taget viser sig at lykkes og ske og gå fremad, og på nogle punkter sker det altså langsommere, end vi tidligere har ønsket os, men ikke desto mindre er retningen klar. På nogle punkter går det så endnu stærkere, end vi havde troet, f.eks. når det kommer til elbiler. Ministeren var inde på det i sin tale også, nemlig at dem har danskerne virkelig taget til sig, og salget af nye og også brugte elbiler går rigtig stærkt. Jeg var for lidt siden inde på den yderligere produktion, der er sket af elektricitet fra grønne kilder. Sol og vind steg som sagt igen sidste år og har aldrig været større, og senest, i går, er der altså så indgået en aftale om havvind, som vil gøre, at når vi også kigger lidt længere frem, får vi en meget, meget kraftig forøgelse af produktionen derfra. Det drejer sig om kæmpestore vindmøller, der står på havet og snurrer og forsyner os alle sammen med grøn strøm. Debatten kom også ind på fjernvarme, og også her går det i den rigtige retning. Der har været lidt forskellig dækning af, at nogle flere holder fast i gassen, end man troede, og der er endog også blevet installeret nogle nye fyr. Men ikke desto mindre går det også i den rigtige retning. Jeg mener, at det er 22.000 personer, der sidste år blev meldt af det at anvende gas. Udbygningen af fjernvarme fortsætter, og det synes vi er rigtig, rigtig positivt. Her for nylig har vi også konstateret lokalt, hvor jeg er valgt, at nye områder træffer beslutning om, at de vil danne selskaber og udbygge fjernvarme. Det er et vigtigt signal at sende fra Folketingets side i den her debat, at det er den vej, vi gerne ser tingene gå. Vi har indgået nyere aftaler bare i de seneste uger, og ministeren var inde på nogle af dem. Først på året var der tale om en aftale om brintinfrastruktur, om øget anvendelse af overskudsvarme, og igen for nylig var der tale om bedre forbrugerbeskyttelse på elmarkedet. Allervigtigst er det vel i den her debat i klimakonteksten, at der nu er udsigt til at overopfylde vores klimamål i 2030. Det var der mange der havde svært ved at se skulle lykkes, da den aftale blev indgået, og da de blev mål blev sat. Jeg kan huske, at Dan Jørgensen, da han blev minister og overtog efter Lars Christian Lilleholt fra Venstre, fik en tryllestav i overdragelsesgave, for sådan en ville han få brug for, hvis det på nogen måde skulle kunne lade sig gøre at opnå de klimamålsætninger, som blev sat efter valget i 2019. Helt uden brug af den tryllestav er vi nu godt på vej til at nå de mål.

Vi taler også om forsyningssikkerhed i den her debat, og der var også allerede lidt optræk til det før i den udveksling, der var, inden jeg kom på talerstolen, og det er jo positivt, synes jeg, at kunne bemærke igen, at vi fortsat har en meget stor forsyningssikkerhed i Danmark. Vi tager det fuldstændig for givet, at der er strøm i kontakterne, og at der altid er det. Der er så også, når vi ser lidt frem i årene, nogle behov for at adressere nogle af de udfordringer, der kan komme: udbygning af nettet, balancerende supplement til vedvarende energikilder hen ad vejen. Det er så et af de områder, hvor vi som Folketing skal være klar til at løfte den opgave. Inden for de sidste par uger har vi igen haft debat her i Folketingssalen om atomkraft. Jeg synes, at det var positivt, at det blev slået fast for nylig, at det er den grønne vej og udbygningen af sol og vind, der er den billigste og hurtigste og den, der udgør hjørnestenen, og der var også tale om en meget klar afvisning af aktuel og konventionel atomkraft som relevant i Danmark. Det vil tage meget lang tid at få, og det vil også være dyrere for danskerne end de alternativer, som vi har. Så det, der sker nu, er ikke en ophævelse af forbuddet mod at have atomkraft i Danmark og i dansk elproduktion, men en analyse af de potentialer, risici og de også administrative og forvaltningsmæssige udfordringer, det vil have i Danmark, hvis man ophæver det. Løfterige og spændende virksomheder er i gang på området, men om det er relevant for Danmark, er der altså stadig nogle skridt hen til for at kunne bedømme. Og den seriøse måde at starte debatten på synes jeg ikke er sådan en ensidig ophævelse af de gældende forbud, men en analyse og undersøgelse, der kan give os et bedre grundlag for at have den her debat. Forsknings- og udviklingsområdet er også en del af redegørelsen, og jeg er glad for, at vi kan konstatere, at det meget høje niveau af grøn forskning inden for grønne teknologier og andet, som blev påbegyndt, da den tidligere S-ledede regering kom til. Noget af det tidlige, der skete, var nogle meget markante forøgelser af forskningsbevillingerne på det område, og det er en kurs, vi fortsætter, altså understøtter udviklingen på det felt meget kraftigt. Inden længe kommer Danmark til at have EU-formandskabet, og det synes jeg også hører med her til det, der peger lidt fremad, altså at vi som formandsland skal være med til at bidrage til at opretholde høje klimaambitioner og så understøtte de forslag, der kommer fra Kommissionen, fra den danske kommissær, om hurtigt at få uafhængighed af russisk gas og styrke europæisk konkurrenceevne også via energipolitikken. Der står også det foran os at sætte nye klimamål for 2035 og i det hele taget at se på fremtiden for klimaloven, altså om der skal ske justeringer af den. Men vigtigst er det med nye målsætninger, som vi kan pejle frem imod ind i næste årti. Når vi nu har den her diskussion, diskuterer vi selvfølgelig redegørelsen fra ministeren, men så skal der alligevel også fra min side lyde nogle kommentarer til den politiske udvikling, der har været i den her valgperiode. For man må sige, at der vedtages rigtig mange aftaler, laves markante bevillinger, tages et stort ansvar for, at vi kommer videre ad en grøn vej, en sikker vej, og priserne på danskernes strøm bearbejdes også, f.eks. ved udbygning af grøn energi. På den anden side står der en blå blok, der er i total splittelse. Hulter til bulter placerer partierne sig inden for eller uden for de politiske aftaler, der indgås. Senest i går, hvor en af valgperiodens mest vidtrækkende aftaler om udbuddet af havvind blev indgået, hvor Liberal Alliance og Dansk Folkeparti står uden for. Et parti, der skulle forestille sig, og det er Liberal Alliance, jeg taler om, at være en form for leder af et alternativ i Danmark, uden at man dog tør stille sig frem som kandidat til at være det, men så alligevel sådan lidt en passant påtager sig rollen, står udenfor, mens et stort flertal af folketingets partier altså evner at tage medansvar for at udbygge havvindskapaciteten i Danmark. Når der er en socialdemokratisk ledet regering, har vi nu i snart to valgperioder vist, at vi virkelig tager skridt fremad på det her punkt og også evner at gøre det i store brede aftaler. Det er mere, end hvad det ser ud til at kunne blive, hvis man kigger over på den anden side af det politiske skel. I den kommende tid vil være behov for at have fokus på at implementere de aftaler, der er indgået, tage ansvar for nødvendige opfølgninger, og der vil være yderligere aftaler, der skal indgås. Der er nævnt nogle af dem, der står foran os og altså også en snarlig diskussion om en opdatering af klimaloven. Den og meget andet ser jeg meget frem til, også med de politikere, der er til stede her. Jeg skal slutte med på vegne af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne at fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer, at Klimarådet har vurderet, og at klimafremskrivningen 2025 anskueliggør, at 2030-målet kan indfries. Der er fortsat en stor implementeringsopgave. Folketinget noterer også, at elproduktionskapaciteten fra sol og vind i 2024 var højere end nogensinde før, og at solceller på tage udgør ca. en tredjedel af den samlede solcellekapacitet. Folketinget anerkender, at regeringen sammen med partier i Folketinget har indgået aftale om udbud af tre nye havvindmølleparker for at understøtte, at Danmarks eget elforbrug kan dækkes af grøn, dansk strøm, og at regeringen vil drøfte yderligere tiltag for at sikre hastighed i udbygningen af elnettet. Verdensordenen er blevet mere usikker. Derfor har Folketinget bl.a. vedtaget lovgivning, der skærper beredskabskravene i energisektoren og understøtter en fortsat stærk forsyningssikkerhed. Den 1. juli overtager Danmark EU-formandsskabet. Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for grøn omstilling for at understøtte energisikkerhed, en stærkere konkurrenceevne og et grønnere EU.« (Forslag til vedtagelse nr. V 65).

Det holder sig inden for de 150 ord. Jeg tror faktisk, at den er afleveret allerede, så jeg beholder den her. Tak for ordet.

Mange tak for det. Det fremsatte forslag til vedtagelse indgår i forhandlingerne. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til hr. Søren Egge Rasmussen.

Når jeg ser en socialdemokratisk ordfører på talerstolen, tænker jeg tilbage på, at det var bedre at forhandle energi- og klimaaftaler med den tidligere regering. Det var altså nemmere at forhandle med den mindretalsregering frem for med en flertalsregering, der kommer og siger: Det her vil vi gerne gennemføre; er der nogen, der vil stemme for det? Det gav altså en anden dynamik og en anden proces, hvor man fik inddraget flere partier på god vis. Nu nævnte ordføreren, at der er noget, der går for langsomt, og at der er en masse implementering, vi skal lave. Det er jeg sådan set enig med ordføreren i. Jeg ser jo nogle gange, at det er lidt for rigidt, f.eks. da vi her tidligere fik at vide af klima-, energi- og forsyningsministeren, at det her med at udfase gas som boligopvarmning er noget, vi skal snakke om i 2026. Men hvis vi allerede nu kunne få øje på, at der var noget, der burde justeres på her i 2025, hvorfor så ikke gøre det? Jeg synes simpelt hen, det er for fodslæbende, hvad der foregår, altså det, at man får at vide i offentligheden: Vi når ikke vores mål. Så indkald da til forhandlinger. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren: Hvad er den vigtigste forhandling, som ordføreren synes at vi skal tage som den næste?

Ordføreren.

Det synes jeg jo er et godt spørgsmål at stille her. Jeg har ikke på forhånd inden debatten i dag lavet sådan en rangering. Der er jo opfølgning på en del forskellige aftaler, som vi står foran. Men det at se lidt længere frem er selvfølgelig også meget væsentligt, nemlig i forhold til den opdatering af klimaloven, som vi så sent som i sidste uge havde en høring om. Det bliver da meget, meget væsentlige forhandlinger. Havde vi ikke nået en aftale om havvind i går, havde jeg nok nævnt det, men det gjorde vi jo så lykkelig vis, og det er jo et eksempel på endnu en bred aftale. Jeg forstår godt, at hr. Søren Egge Rasmussen var begejstret for den tidligere S-ledede regering i sidste valgperiode, det var jeg også, men det er da ikke sådan, at der bare bliver vedtaget aftaler kun med regeringens mandater bag. Igen i går var det jo langt, langt størstedelen af Folketinget, der var bag, og undervejs i de forhandlinger opnåede forskellige partier også indrømmelser, hvilket jeg synes gjorde aftalen bedre. Det var vel eksempler på, at det trods alt stadig væk foregår sådan.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

I den tidligere periode var jeg mere begejstret for det parlamentariske grundlag end for regeringen – begejstret for, at det gav nogle muligheder for faktisk at have nogle forhandlinger, hvor det parlamentariske grundlag fik indflydelse, fordi vi havde en regeringsforståelse, som jo bl.a. sagde, at vi skulle have en klimalov. Så blev der lavet nogle aftaler oven på det, som jeg synes var rigtig gode, og som har lagt spor ind for måske et årti. Nu nævner ordføreren, at vi skal i gang med den her revision af klimaloven. Er det noget, som ordføreren synes at vi skulle gå i gang med inden sommerferien? For det er jo faktisk en meget stor og vigtig aftale, vi skal lave.

Ordføreren.

Vores aftale er jo, at det skal ske inden årets udgang, og jeg kan ikke give tilsagn om, hvornår de forhandlinger starter. Men at vi når det inden årets udgang, er jeg helt overbevist om – altså ikke bare at begynde dem, men mon ikke også vi når frem til en aftale? Det vil vi i hvert fald bestræbe os på. Det var en meget fiffig bemærkning, hr. Søren Egge Rasmussen kom med, om at være mere begejstret for det parlamentariske grundlag i sidste valgperiode. Men det, at den regering så stoppede, hvor den gjorde, og at den periode ikke varede endnu længere, skal man jo tale med Radikale Venstre om og ikke tilskrive den relation, vore partier havde med hinanden, som jeg også synes der kom meget godt ud af.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg sad faktisk og nød ordførerens tale og tænkte, at der ikke var så meget at komme efter. Og så blev jeg alligevel bekymret for Socialdemokraternes forståelse af demokrati, når man bliver overrasket over, at oppositionspartier rent faktisk kan have forskellige holdninger til ting. Men jeg kan betrygge med, at den der store holdningsproblematik jo dybest set bare er, fordi vi godt kunne tænke os, at der var teknologineutralitet, og så er der så nogle, der vælger at vægte det tungere. Men den der klappen på ryggen over, at man som regering altid ligesom sådan søger det brede, mindes jeg bare ikke, hverken fra dengang man indførte koranloven eller fjernede store bededag. Så nu prøver vi lige en gang til: Jeg ved godt, at både Venstre og Moderaterne er blevet banket på plads; det har vi jo alle sammen set gentagne gange siden folketingsvalget, men er det ikke meget normalt og sådan meget demokratisk, i hvert fald i danskernes forståelse, at man ligesom står på sin egen holdning, og at man ikke behøver at være enige om alting? Og så bliver jeg bare nødt til at betrygge Socialdemokraterne i, at lige så snart vi får væltet Socialdemokraterne – og jo mere socialdemokratisk politik der bliver gennemført, jo hurtigere går det – så skal den blå opposition nok blive enige.

Ordføreren.

Der var vel både flere hoveder og haler i det indlæg. Og nej, der kan ikke garanteres en bred enighed altid, og flertal er nu engang det vigtigste. Men på det her område er der også nogle investeringer, der skal gøres i den private sektor, og som gør, at det jo er ganske godt, når der er brede flertal. Så det bestræber vi os på, og det er jo også lykkedes så sent som i går. Men når det nu er så centralt et område, er det også et af de steder, hvor jeg ikke synes det er unaturligt, at man kigger lidt ekstra efter, om der faktisk er en form for levedygtigt alternativ, der kan bringe os noget i den retning, som vi gerne vil som land, og at der er en form for enighed til stede mellem dem, der forestiller sig at skulle have magten i det her land i stedet for dem, der har den, og det ser dårligt ud. Jeg mener virkelig, at det er en rodebutik uden lige, når man betragter, hvordan forskellige blå partier agerer på de her områder. Hvordan det ville ende, er jo meget, meget svært at se for sig, men at vi i hvert fald ville få en ringere klimapolitik, er jeg overbevist om.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Det kommer så fra ordføreren for Socialdemokraterne. Man kan sige, at selv efter valgaftenen var Venstre ikke i nærheden af at være en del af den regering. Og lige pludselig er man en fast hånd på rattet, og man er bred over midten, og der er ikke grænser for, hvor dygtig man er, når man så selv sidder der. Det er også super fair, og det skal man også lov til. Men så blev jeg bare nødt til at sige, at med det, ordføreren står og siger nu, skal ordføreren jo sige: Regeringen duer ikke til jobbet. For den aftale, vi lavede i går, lavede vi lige præcis netop, fordi den aftale, der var lavet tidligere, ikke kunne leve. Det var en dum aftale. Så er det ikke bedre, at man ligesom gør tingene ordentligt fra start og så ligesom laver en god, bred aftale med de partier, der kan være bag, end at man laver en tåbelig aftale, som man så dybest set bagefter indrømmer?

Så er det ordføreren.

Hvis det var til historikken og handlede om, hvordan Socialdemokratiet gik til valg, og hvordan det så endte bagefter, så er det det forkerte parti, man holder indlæg til her, vil jeg sige. For Socialdemokratiet gik jo til valg på at få en bred regering, og det var så også det, der skete efter valget. I forhold til aftalen i går var også den aftale, som lå til grund for det tidligere udbud, jo med mange partier og mange mandater bag. Og den var såmænd ikke dum. Den var jo bare indgået i en tid, hvor vilkårene for at lave den var meget, meget anderledes. Der har vi jo så i fællesskab konstateret, hvad der skulle gøres bedre, og har gjort det.

Så er det fru Dina Raabjerg.

Tak. Jeg mister ærlig talt en lille smule respekten for ordføreren med den kommentar omkring blå blok. Der kommer et udspil, et oplæg til en forhandling fra regeringen, og så har man en forventning om, at alle blå partier er med, og hvis ikke man er det, kan man ikke samle blåt flertal om noget. Det synes jeg ikke er seriøst, og hvis ikke det var så sørgeligt, var det jo sjovt. Vi har lige haft ordføreren fra Venstre oppe, som helt lægger sig ned. Man løber fra aftaler, man selv har indgået. Man er en del af en regering. Hvis ikke engang regeringen og regeringspartierne kan bakke op om aftaler, de selv har indgået, hvordan kan man så tillade sig at lange ud efter andre? Burde man ikke kigge internt hos selv først, inden man kommer med sådan en useriøs kommentar?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg ikke synes, den er spor useriøs. Jeg synes, det er en nøgtern konstatering af, hvordan tingene er gået i den her valgperiode. Det hører vel med til den måde, vi har folkestyre på, at vi ikke bare lytter til, hvad folk har af argumenter, og hvad de siger, men også hvordan de placerer sig. Hvad gør de, når de så er herinde? Hvilke aftaler er man med til at lave? Og der er jo også en del af danskernes vurdering af: Hvad kunne der ellers være af mulige regeringer? Hvis nogen påstår, at de ville kunne gøre noget andet og bedre, hvordan ville det så se ud? Det er der ingen, der ved. Der er ingen, der tør stille sig frem som statsministerkandidat, og de borgerlige partier placerer sig fuldstændig forskelligt uge efter uge på forskellige aftaler og standpunkter i den politiske debat. Mig bekendt er De Konservative sammen med venstrefløjen i dagens vedtagelsestekst. Man stod et andet sted med Liberal Alliance i går i den aftale, der blev indgået der, selv om man påberåber sig at have en eller anden form for alliance og spise ugentlige frokoster, eller hvordan det nu er. Det sejler fuldstændig, og vi kommer kun til at få en ringere klima- og energipolitik, hvis man skulle forestille sig, at der blev en ikkesocialdemokratisk ledet regering.

Så er det fru Dina Raabjerg.

Jeg siger tak, og jeg må bare konstatere, at den respekt jo bare blev ved med at dale. For vi er da enige om, at vi har tre forskellige regeringspartier, der er med i den samme aftale, og de tre regeringspartier kan ikke engang finde ud af at overholde de aftaler, de selv har indgået. Der er en, der går ud af dem, og så står ordføreren – ups, det var det, hvor jeg påkalder mig de himmelske magter, som jeg ikke måtte sige – og argumenterer for, at det er alle andre, der ikke kan finde ud af at holde sammen. Det ville da være bedre, at regeringen kunne finde ud af at tone rent flag.

Det er rigtigt, at vi ikke plejer at påkalde os højere magter. Så er det ordføreren.

Nej, og fru Dina Raabjerg nåede da også at standse det i opløbet nu. Den aftale, vi har, har jeg ikke hørt at Venstre – vi kunne jo kalde ordføreren tilbage på talerstolen, hvis vi havde muligheden; det har vi ikke – er løbet fra, men man giver en melding om, hvordan man vil stille sig i den opfølgning, der skal være i 2026. Jeg vil så selv sige, at jeg synes, at signalet til dem, der lige nu er ved at udrulle fjernvarme, ikke er optimalt. Det er det ikke. Det vil jeg godt give fru Dina Raabjerg, og jeg er allerede stødt på det første fjernvarmeselskab, hvor det har ført til diskussioner, der ikke bringer os i retning af det, vi gerne vil sammen.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og sådan som jeg forstår det, er vi efter aftale nået til hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, formand. I Danmarksdemokraterne er vi jo egentlig glade for aftalen; vi kan lige så godt rulle den ud nu. Nu snakkede vi om, hvorfor der var nogle, der var med, og nogle, der ikke var med, men Danmarksdemokraterne indgik en rigtig god aftale, og den er vi glade for. Det er ikke verdens største aftale, men det er da heldigvis første nedslag i forhold til den der tåbelighed med, at hele Danmark skulle dækkes af solceller, for det kom der en doktrin fra staten om. Der er vores fromme og blide håb, at jo flere vindmøller vi kan få sat så langt ud på vandet, at man ikke kan se dem, jo færre solceller skal der placeres som kæmpestore jernmarker rundtomkring, hvor vi går på kompromis med miljøvurderinger osv., fordi det skal gå stærkt, og fordi vi, som hr. Jesper Petersen var oppe at sige før, skal have en fast hånd på rattet. Ja, det eneste, man er fast omkring, er, at den 1. januar 2031 dør verden, hvis ikke vi gør alle tåbelighederne nu. I Danmarksdemokraterne kan vi godt være bekymrede, for det her er en rejse, og det handler om generationer, altså at danskerne kommer til at se tilbage på det som en rejse. Og det køber vi i Danmarksdemokraterne fuldstændig ind på – den grønne omstilling bliver en kæmpe rejse for danskerne. Men jeg er næsten sikker på, at dem, som har bare en lille smule borgerlighed i rygraden, ville være rigtig kede af det, hvis det var Enhedslisten, der ligesom bestemte, hvordan det skulle være. Derfor har man jo et parlament, hvor man diskuterer tingene. Så deler man sig efter anskuelse, og så når vi forhåbentlig frem til det bedste, for hvis der er nogen, vi med sikkerhed ved er klogere end os, er det jo vælgerne. Det ved jeg godt er svært at anerkende for Socialdemokraterne, som tænker, at de skal sidde på magten til evig tid, men heldigvis ser det ud, som om de er ved at skyde sig selv i foden med alting, så det er noget, vi kan få ændret på. Og jeg bliver nødt til at sige, at Danmarksdemokraternes allerallervigtigste mission her i livet jo dybest set er at sørge for, at den her regering ikke sidder en dag længere, end det er muligt at få den fjernet. Og det bliver ikke for at stemme på fru Mette Frederiksen efter næste valg – det kan jeg allerede nu løfte sløret for. Den type valgkamp lader vi Venstre ligge og rode med helt selv. Det er et vigtigt skifte, der har været i Folketinget igennem de sidste mange, mange år. Det er et vigtigt skifte, og den store bekymring for Danmarksdemokraterne er, at vi glemmer at have befolkningen med. Det blev nævnt ganske kort heroppe – jeg kan ikke huske, hvilken af ordførerne der nævnte det – altså at hvis ikke vi får danskerne med, kommer den her omstilling bare til at løbe ind i en mur, og så stopper det. Det stopper, hvis man bliver ved med at udlægge Jylland til jernmarker. Så stopper det lige pludselig, for så får vi jyder nok, selv om vi er sindige folk. Det stopper også, hvis vi siger, at vi sådan rent principielt ikke kan lide kødproduktion, og at vi skal ikke have gas, så der skal ikke lægges nogen gasrør ud. Jamen for pokker, hvis folk, der bor lige ved siden af den industri, vi gerne vil have til at være der i forbindelse med den grønne gas, bor i huse med gasfyr, hvorfor er det så, at vi sådan dumstædigt skal stå på et sådan rent ideologisk standpunkt om, at vi simpelt hen ikke kan lide bøffer, så den produktion skal dø? Og selv om vi kan få den til at dø, har vi ingen grøn gas, så vi gør faktisk folk en tjeneste ved at sende en kæmpe regning til dem nu. Det giver ingen mening. Det er ideologi, og det er tåbeligt, og der mister man danskerne. Det bliver jeg bare nødt til at sige som politiker og som danmarksdemokrat. Hvis vi skal nå i mål med det her – og det skal vi også, efter at I alle sammen er færdige med at blive genvalgt til Folketinget eller for den sags skyld stille op eller i det hele taget være levende – så kræver det, at danskerne er med. Det skal de være fra midt i København og ud til den yderste landbrugsejendom, jeg kan finde oppe i Nordjylland. De skal alle sammen være med. De skal alle sammen føle, at de er en del af det, og de skal alle sammen føle, at alle byder ligeligt ind, og det gør vi nok ikke lige nu. Lige nu byder nogen ind med alle kvalerne, og nogen bliver fyldt med varme følelser, i forhold til hvor dygtige de er, og hvor grønne de er, så de kan sige, at de har grøn energi i stikkontakten, alt sammen produceret i Vestjylland. Men det er lige meget, for det er jo grøn energi. Men hvis vi vælger at gå den vej som Folketing, skal vi sørge for at kompensere de folk bedre, der får deres områder ødelagt, eller hvis huspriser falder. Det har vi ikke været gode nok til. I går var der i forbindelse med den aftale, vi lavede, en lydhør regering, som faktisk gik med til, at der skal være en rimelig kompensation for dem, der bliver udsat for de her gener. For der er jo gener, og det er dem, vi aldrig snakker om. Altså, jeg kan sagtens snakke om, at der er en kæmpe gene for mig; jeg skal have 29 skraldespande for at sortere mit affald, selv om jeg ved, at det kan gøres på en fabrik, så livet kunne gøres nemmere. Så den der socialistiske opdragelse, vi altid forsøger at lokke til, synes jeg måske vi skulle gå væk fra. Der har vi jo et fromt håb om, at Venstre engang bliver blå igen, og så kan vi da hjælpe med at få rullet noget af det tilbage. Det er et fromt håb, men det var det jo også, dengang der ikke var nogen, der troede, at vi fik sat det første søm i ligkisten på jernmarkerne, som vi gjorde i går, og det kan vi kun alle sammen glæde os over. Jeg ved godt, at der er nogle partier, der ikke kommer til at glæde sig over det, men i Danmarksdemokraterne var det tæt på, at det var en følelse af sejr. Det var det, da jeg gik hjem fra ministeriet i går, for det er jo en sejr, og det er derfor, vi skal have det ud, sådan at det ikke generer folk, for ellers går det galt.

Nu har vi jo, når vi snakker om atomkraft – jeg tror, det var hr. Jesper Petersen der snakkede om det – de facto ændret det. Vi kan ikke gøre det i Danmark, men der er jo masser af strøm fra atomkraft i de danske stikkontakter. Der skal vi huske, når vi sætter os op på den der hellige hest, i forhold til at atomkraft er så frygteligt, at være ærlige over for vælgerne og sige, at det har vi i stikkontakterne allerede nu. Der er jo masser af danske pærer, der bliver lyst op af strøm, der kommer fra et atomkraftværk et eller andet sted, men det skal bare ligge et andet sted, for så kan vi stadig væk gå og være lidt hellige herhjemme. Det er jo en diskussion, vi har haft før. Nu går der et år, tror jeg, hvor der skal laves endnu en god analyse, og så tager vi debatten en gang til. Men i Danmarksdemokraterne ønsker vi egentlig bare, at vi kan gøre det her – at vi gider at lave den her rejse, vi skal på, hvor vi er teknologineutrale. For i sidste ende, når al den grønne strøm kommer, bliver det næste, at det også skal være den billigste grønne strøm, den bedste grønne strøm, og det gør vi altså ikke ved at sige, at vi gør det med hænderne på ryggen; at der kun er ganske få metoder til at lave strøm, som vi vil tillade. Lad os nu for pokker få dem alle sammen på bordet. Og hvis argumenterne fra venstrefløjen om, at det er for dyrt, og at det slet ikke kan svare sig, er så gode, så kommer den jo ikke; så beholder vi jo en anden. Jeg tror, at der om 20 år er teknologier, som ikke engang er opfundet i dag, som er endnu bedre løsninger, og som kommer til at lave om på det. Det håber jeg da i forhold til lagringskapaciteten, som vi skal have bare i forhold til solceller og vindmøller; der skal vi jo håbe på, at der kommer noget teknologiudvikling, for vi ved jo alle sammen, at vi ikke har batterier, der er store nok til at gøre det. Så det bliver ikke den vej, vi løser det. Så i Danmarksdemokraterne synes vi simpelt hen, at regeringen har behov for at komme på en klogere vej, og det gør man bedst ved at høre på mennesker lige fra medlemmer af Enhedslisten til medlemmer af Dansk Folkeparti, for jeg tror ikke på, at der er nogen af os, der har fundet de vises sten i det her. Jeg har fundet én, og det er det der med at stoppe med at sætte jernmarker op, og heldigvis er vi på vej. Altså, store ting sker tit med små skridt, og det første lille skridt var selvfølgelig det, vi tog i går. Men vi bliver også nødt til at anerkende, at det er store skridt, vi skal tage, og når vi snakker elproduktion, har vi en tendens til at sige, at vi kun skal bruge det i kontakterne. Nej, den grønne omstilling gælder jo al vores produktion; det er også alt det andet. Og så skal vi bruge rigtig meget strøm, og det fører mig frem til forsyningssikkerhed. For ganske få år siden var der ikke en af os, der tænkte over forsyningssikkerhed, altså at det kunne være, at gassen fra Rusland lige pludselig forsvandt – altså, for 5 år siden var der ikke nogen, der tænkte over det. Vi får noget flydende gas fra USA. Jamen kan vi blive ved med at stole på det? Kan vi blive ved med at stole på, at vi får fra EU? Der har jo i hvert fald historisk været ting i EU. Selv svenskerne har vi været oppe at slås med. Og det her har jo lange, lange udsigter. Måske skal vi se på energi som noget, hvor vi har en forsyningssikkerhed, der ligger i landet. For heldigvis er det lang tid siden, der har været krig mellem jyder og sjællændere. Så jeg tror, at hvis vi bare holder det inden for kongerigets grænser og har en forsyningssikkerhed der, er vi kommet langt. Men det kræver jo så, at et analyseredskab eller ny teknologi gør, at når vinden ikke blæser eller solen ikke skinner, så har vi også den energi, vi skal have. Det er det, der kræves, hvis vi tager de ideologiske briller af. I Nordjylland vil vi jo bare rigtig gerne have, at der er nogen, der på et eller andet tidspunkt gider at se på, om vi kan få en gasledning, sådan at vi kan levere noget af al den her grønne gas, vi har, til resten af Danmark, som skal bruge det, i stedet for at vi skal brænde det af i tide og utide, fordi der ikke er et gasrør. Det kunne da også være rart, at man, hver eneste gang Energinet siger, at de laver en ny elledning, tænker: Jamen Limfjorden kan ikke være den største forhindring i verden; der kan vi teknisk set godt placere en ledning også deroppe. For vi har også virksomheder i Nordjylland, endnu – det er ikke alle sammen, der er blevet kvalt af den her regering – og de skal også have grøn strøm, de skal også have en ledning, og vi vil meget gerne levere vores grønne gas, som vi med stor stolthed laver, primært på animalsk produktion, men faktisk også fra det affald, der er fra ganske almindelige spildevandsanlæg fra de store byer. Det er selvfølgelig træls, hvis man kun har landbruget i tankerne i kampen om den grønne gas, men jeg bliver nødt til at sige, at der bliver produceret rigtig meget grøn gas hos spildevandsanlæggene – rigtig fint er det. I gamle dage forsøgte man at tørre det og se, om man kunne smide det ud på markerne, men det var ikke en god idé. Så forsøgte man at brænde det af i ovnene ude på Aalborg Portland; det ved jeg ikke om man stadig må. Men der er i hvert fald noget cirkulært, vi kan lave, sådan at vi har en fornuftig og sund diskussion om, hvordan vi når i mål bedst muligt – et helt land samlet, og et samlet land kræver, at alle har både glæder og byrder, som de deler ligeligt. Det gør vi ikke nu. Lige nu er byrderne desværre uden for de store byer og glæderne inde i de store byer, og det skal vi have ændret, for ellers risikerer vi, kære regering, at vi får modstand, og får vi modstand, når vi i hvert fald ikke i mål med den grønne omstilling.

Tak for det. Så er der et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Søren Egge Rasmussen.

Jeg kan forstå på ordføreren, at han ikke vil have solceller ud på landbrugsjord, men synes, at der skal findes andre løsninger. Vi havde jo for nylig et lovforslag, L 168, som gik ud på at fremme leasede solceller på bygninger på både tage og facader, og der havde vi en debat om, om det ikke kunne udvides, og om det ikke ville være en god idé, at det sådan set blev på hele matriklen, så man f.eks. også kunne få nogle solceller på parkeringspladser. Det var der konkret et ændringsforslag om, som ministeren havde udarbejdet, og som ministeren ikke støttede, men som det jo endte med at SF, Konservative, Enhedslisten og Alternativet støttede. Det støttede Danmarksdemokraterne så ikke, og det undrer mig meget. Hvis man ligesom skulle vælge andre løsninger end at have det ude på landbrugsjord, hvorfor stemte Danmarksdemokraterne så ikke for det ændringsforslag?

Ordføreren.

Der skal jeg simpelt hen være svar skyldig, indtil jeg nærlæser det, men som jeg normalt kender ændringsforslag fra Enhedslisten, er det enten ikke finansieret eller er finansieret med andre folks penge, og det går vi jo ikke ind for. Det er fuldstændig korrekt, at vi i Danmarksdemokraterne mener, det er den største tåbelighed, der nogensinde er begået, at begynde at lave landbrugsjord om til jernmarker. Det er der slet ingen tvivl om. Det er den største tåbelighed, der er begået nogensinde, og vi er allerede begyndt at snakke om forsyningssikkerhed på fødevareområdet. Vi ved allerede nu, at når man først får plantet det hele til med skov og så 40.000 ha solceller, risikerer vi lige pludselig at stå uden landbrugsjord. Løsningen for os er ikke, at man ikke må spise kød. Den eneste måde, man kan få det til at gå op på i Enhedslisten og på venstrefløjen, er, at hvis vi alle sammen bare spiser kålrabi og springbønner nok, har vi stadig væk landbrugsjord. Virkeligheden er jo, og det kan man se på kødpriserne, at kød er en eftertragtet vare i hele verden. Så hvis de i Enhedslisten nu holdt op med at være så ideologiske og kun tænkte på Danmark, når de melede deres egen kage, ville de også have set, at det var tåbeligt at lave noget af verdens bedste landbrugsjord om til jernmarker. I forhold til forslaget er jeg næsten sikker på, at jeg i detaljen ville kunne finde en eller anden ting, som gør, at vi i Danmarksdemokraterne nok mener, det bliver for venstreorienteret.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Sikken da en gang udenomssnak, en gang vås. Hvis man skal tage jer alvorlig, vil jeg anbefale Danmarksdemokraterne at læse de konkrete ændringsforslag, der er. Det har ordføreren så ikke gjort, og så får vi bare sådan en bragesnak. Jeg kunne høre tidligere, at ordføreren syntes godt om en teknologineutral tilgang til tingene, og det er så blevet fremhævet i forbindelse med atomkraft. Nu var ordføreren med i en aftale i går, hvor der bevilges 30-60 mia. kr. til havvind. Har det noget som helst med teknologineutralitet at gøre, og kan ordføreren se, at det kan være med til at sikre, at der aldrig kommer atomkraft i Danmark?

Ordføreren.

Nu har ordføreren selv bragesnakket, og det er det, han gør, hver eneste gang han ikke får sin vilje eller får ret, men vi bliver ikke enige, for det er ganske få gange, vi bliver det. Med hensyn til store bededag var jeg enig med Enhedslisten, men ellers er det mest tåbeligheder, jeg hører derfra. Det er jo ikke bragesnak, det er min holdning, og den må jeg vel stadig væk have. Virkeligheden er jo, og det er grunden til, at ordføreren igen tager ting ud af en kontekst, at hvis ordføreren havde hørt efter, dengang vi havde den sidste debat og jeg var skiftet ind på det her med atomkraft, så sagde Danmarksdemokraterne lige netop ikke som Enhedslisten, som stod helt, helt oppe i et hjørne og sagde, at de aldrig nogensinde ville have atomkraft og ikke lige ville forholde sig til det . Vi vil gerne have atomkraft. Vi vil ikke have den gældende, nuværende teknologi, men ser gerne positivt ind i fremtiden.

Så er det hr. Christian Friis Bach.

Tak for det. Tak for talen, og tak, fordi ordføreren helt tydeligvis havde hentet inspiration i Venstres tale, altså den tale, som jeg holdt, nemlig at klimapolitikken skal være fornuftig. Men i Venstre mener vi også, at klimapolitikken skal være ambitiøs, og der vil jeg bare høre Danmarksdemokraterne om noget. For en række af de ting, som ordføreren siger, tyder jo lidt på det modsatte. For man taler om forsyningssikkerhed, og man taler om alt muligt, men når det kommer til stykket, og det drejer sig om at stå bag den brede danske klimapolitik og klimamålene, gør Danmarksdemokraterne så det?

Var det, om vi stod bag klimamålene? (Christian Friis Bach (V): Ja). Altså, vi har ingen problemer med hverken det ene eller det andet klimamål. Det, vi jo hele tiden har sagt, er, at vi godt kan leve med at nå den i 2032, 2033 eller 2034. Det der sådan helt ekstremistiske med, at det skal være i 2030, fordi man engang inde på Folketingets talerstol har syntes, at det ville man have, giver jo ingen mening, hvis ikke det er det mest fornuftige, og vi siger også, vi, at det skal være fornuftigt. Men det er bare sjovt, at man bliver ved med at snakke om, at det er supervigtigt at få et brintrør til Tyskland, men ikke et gasrør til Nordjylland. Der er vi i Danmarksdemokraterne jo nok bare sat sådan sammen, at Folketinget er sat for danskerne, og det er derfor, vi er her. Så vi mener, at det, hvis man vil have et brintrør til Tyskland, så havde klædt Venstre at sige, at lad da os få ordnet det, så de samtidig både har el og gas i Nordjylland.

Hr. Christian Friis Bach.

Men i Venstre er vi jo også optagede af at få sat solcellerne op på tage, og vi håber, at vi kan fremlægge yderligere initiativer for at sikre det, og lad os i så høj grad som muligt få det væk fra den gode landbrugsjord og naturen og der, hvor det generer borgerne. Men jeg har to spørgsmål: Anerkender ordføreren ikke også, at der faktisk udeomkring i vores landdistrikter ofte er et stort engagement omkring de her energiparker? Jeg har lige fået en henvendelse fra Vesthimmerland, hvor de jo er i gang med den store energipark, og de ser store perspektiver for at fremme den grønne omstilling. Det andet spørgsmål er om jernmarker: Er solceller lavet af jern?

Ordføreren.

Nej, ikke nødvendigvis. Altså, stativerne kan være lavet af jern. Det, vi ved med sikkerhed om solceller, er, at der kommer PFAS af det, når de bliver sat op, og vi ved også, at der er kviksølv i dem. Så jeg kan ikke forstå, at selve jernet er et problem. Men stativerne kan rent faktisk godt være af jern, og jeg ved godt, at ordføreren bliver ked af det, når jeg nu siger det. Kviksølv er nok en større bekymring for Danmarksdemokraterne, men der ved jeg jo, at Venstre som sædvanlig ingen løsning har på, hvad vi gør gør med dem, når vi piller dem ned. I forhold til de andre spørgsmål vil jeg sige, at hør nu her; vi vil rigtig gerne have dem op på tagene, og jeg tror faktisk, at Venstres presseafdeling har været rigtig, rigtig glade for, at de har kunnet gå ind og så nærmest en til en lige pludselig lave en kovending og sige, at de nu også vil have dem på tagene.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til fru Anne Valentina Berthelsen.

Tak for ordet. Jeg synes, det er vigtigt, at vi fejrer vores sejre, og det er en fælles sejr for os alle sammen, at Klimarådet i år for første gang har vurderet, at vi er på vej til at nå 70-procentsmålet i 2030 – endda med en vis margen – og det er en sejr for den grønne omstilling, og det er en sejr for klimaet. Når det er sagt, er der derfor absolut ingen grund til at hvile på laurbærrene set med SF's øjne. Der er stadig en risiko for, at 70-procentsmålet ikke nås, og vi venter stadig på, at regeringen bl.a. leverer en plan for udfasningen af petrokoks, noget, vi ellers har aftalt. Derudover står vi jo med en opgave om at nå klimaneutralitet, og det mål kræver en ambitiøs indsats allerede nu. Vi må ikke ende i en situation som i 2024, hvor det pludselig så ud til at blive rigtig svært og dyrt at rette op på en manglende fremdrift mod 2025-målet, og hvor det i sidste ende var en ny opgørelse af lavbundsjorder, der reddede os. Derfor mener vi i SF, at vi hurtigst muligt skal i gang med forhandlinger om en revision af klimaloven og fastlæggelsen af et konkret 2035-mål. Det arbejde kan simpelt hen ikke vente. Hvis vi skal nå et forhåbentlig ambitiøst 2035-mål og i øvrigt sikre, at der er billig strøm i stikkontakterne, så kan vi heller ikke vente med at få taget de næste skridt i energipolitikken. Jeg glæder mig over, at et ret bredt flertal, som også omfatter SF, i går har besluttet at udbyde tre store havvindmølleparker. Det fejlslagne udbud var et wakeupcall, markedsvilkårene havde ændret sig, og det blev ret tydeligt, at de gamle modeller ikke længere hænger sammen økonomisk, og derfor er det så positivt, at vi nu har formået at ændre kurs og lave en aftale om et nyt havvindsudbud, hvor staten tager en større del af risikoen, bl.a. gennem en kapabilitetsbaseret CFD-model. Det er den rigtige vej at gå, hvis vi skal kunne levere grøn strøm både til os selv og til resten af Europa. Der er også andre udfordringer i energipolitikken. Norge har for nylig valgt ikke at ville forny to af de fire elforbindelser mellem Danmark og Norge, og Europa skal i løbet af få år ud af vores afhængighed af russisk gas. Det understreger også vigtigheden af, at vi får set på, hvordan vi gør vores energiforsyning mere robust og selvbærende. I SF's øjne betyder det dog ikke, at vi skal have atomkraft, som både er dyrt og langsomt, og hvor vi står med en stadig uløst affaldsproblematik, som vi også diskuterede det for ganske kort tid siden. Men heldigvis viser analyser fra Klimarådet jo, at vi godt kan skabe et stabilt elsystem med afsæt i sol og vind. De her analyser viser også, at det kræver, at vi ret snart tager stilling til, hvordan vi konkret vil sikre stabiliteten i vores elsystem. Skal vi f.eks. have mere energilagring og en biogasbaseret reservekapacitet, og hvordan skal det i så fald finansieres? Det er alt sammen spørgsmål, som der er brug for at regeringen kommer med nogle bud på. Endelig vil jeg udtrykke min undren over, at Venstre for nylig har sået tvivl om udfasningen af gasfyr i danske hjem. Det harmonerer ret dårligt med den brede politiske aftale fra 2022, hvor vi blev enige om at udfase gas til rumvarme senest i 2035, og en aftale, som Venstre i øvrigt selv står bag. Det virker i mine øjne skrupskørt at ville bruge den dyre statsstøttede biogas på husopvarmning, hvor vi har gode og billige alternativer i form af fjernvarme og varmepumper, og det bliver endnu mere skørt set i lyset af, at beslutningen om, at Europa jo skal ud af russisk gas, formentlig også kommer til at føre til en afhængighed af en øget gasimport fra USA, stigende gaspriser og forringede konkurrencevilkår. I den situation bør vi altså elektrificere alt, hvad der kan elektrificeres, og bruge den sparsomme biogas der, hvor der ikke kan undværes, og det er ikke til husopvarmning. Jeg vil afslutningsvis læse en vedtagelsestekst op på vegne af os i SF, De Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre, som jeg skulle hilse fra, og som desværre ikke kunne være her under debatten, og Alternativet:

Forslag til vedtagelse

»At Danmark bevæger sig mod en grønnere energisektor, er resultatet af årtiers vedholdende investerin ger i vedvarende energi. Folketinget konstaterer dog, at tempoet i udbygningen er for langsomt, særligt VE på land, hvor ambitionen om en firdobling i 2030 er urealistisk med den vedtagne politik. Folketinget ønsker at intensivere udbygningen af sol- og vindenergi på land og snarest muligt igangsætte arbejdet med fremtidige udbud af havvind. Folketinget konstaterer, at omstillingen fra gasfyr går for langsomt. Folketinget opfordrer regeringen til at respektere aftalen om udfasning af gasfyr i husstande i 2035 og tage yderligere tiltag for at realisere dette. Træbiomasse fylder uforholdsmæssigt meget i energiforsyningen. Folketinget opfordrer regeringen til at iværksætte yderligere tiltag, der kan nedbringe forbruget heraf, og fremme elektrificeringen og energibesparelser. Regeringen opfordres til snarest muligt at indkalde til forhandling om revision af klimaloven, herunder fastsættelse af Danmarks 2035-mål. Endelig opfordres regeringen til at igangsætte initiativer, der kan sikre forsyningssikkerheden«. (Forslag til vedtagelse nr. V 66). Tak for ordet.

Mange tak for det. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil indgå i forhandlingerne. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Steffen W. Frølund. Værsgo.

Tak, formand. Jeg brugte min taletid sidste år under samme redegørelsesdebat på at sætte fokus på elforsyningssikkerhed, og jeg vil gøre det samme igen i år, da der i min optik ikke er blevet taget de nødvendige initiativer til at afhjælpe, at kurven går den gale vej. Det er faktisk min fornemmelse, at det går hurtigere i den gale retning. Vi har i dag, som ministeren rigtigt nok også påpegede ved et tidligere spørgsmål, en meget høj elforsyningssikkerhed i Danmark, og det kan vi godt være stolte af, også i en international sammenhæng, men den er dalende. Allerede sidste år sænkede ministeren faktisk planlægningsmålet fra »meget højt« til »højt«, bevares, men kurven går nedad, og i fremtiden bliver det endnu værre. Både Klimarådet, Green Power Denmark og Energinet peger på, at der vil være dage og i værste tilfælde uger med stor risiko for brownouts. De kommer frem til de her bemærkelsesværdigt ens tal, når de kører simulationer på dårlige vejrår for vores fremtidige helt vejrafhængige elsektor. Validitet af de her analyser er derfor ret høj. Det foranlediger, at en masse selskaber allerede nu begynder at lave defensive modforanstaltninger. De kan ikke tåle ikke at have strøm. Lufthavne installerer dyre batterier, Novo Nordisk i Kalundborg opsætter sine egne dyre backupgeneratorer med samme megawattstørrelse som Asnæsværket, og selv mindre slagterier har været ude at sige, at bare korte afbrydelser på sekunder kan koste dem meget dyrt, så hele produktionsbatches må lægges om. Der er milliarder og milliarder på spil på tværs af mange sektorer. Det samme problem har den tyske rigsrevision faktisk kritiseret den tyske regering for. Deindustrialisering er konsekvensen og et fattigere samfund og ringere levestandard. Energirigelighed og velstand korrelerer kausalt. Selskaberne har brug for stabil strøm og energi som input. Kan de ikke få det, eller skal de måske selv sørge for det, fordyrer det deres produkter, konkurrenceevnen forringes, og samfundsøkonomien lider. Man har heller ikke lyst til at omstille til en energikilde, i det her tilfælde elektricitet, som målet, hvis man ikke er helt sikker på, at den også er der, når man skal bruge den. Så det går ud over elektrificeringen i sig selv. Disse omkostninger bør tages med i samfundsøkonomiske betragtninger og i de ideelle planlægningsmål. Så i Liberal Alliance foreslår vi derfor igen at anlægge den omvendte logik af den, der hersker i dag. Planlægningsmålet bør sættes efter en samfundsøkonomisk målsætning, altså en udefra og ind-tankegang. Energisektoren er jo til for danskerne, ikke omvendt. De modtræk og forslag, som de forskellige organisationers analyser kommer frem til, går fra, at industrien må lukke ned i perioder, til, at datacentre må lukke ned i perioder, at elbiler må tømmes for strøm, og at gasturbiner skal køre, og at man så må håbe på, at importmulighederne fra vores nabolande ellers er intakte i de dage, hvor vi ikke har strøm nok selv. Det er altså ekstremt dyre og i nogle tilfælde endda sorte tiltag, og det er tiltag, vi faktisk slet ikke kan regne med. For siden de her analyser er kommet, bl.a. Klimarådets, er det ikke gået i den retning med de her importmuligheder, som de har regnet med. Klimarådet regner med, at det skal stige betragteligt i forhold til mulighederne. Som vi også lige hørte fra den tidligere ordfører, ser det ud, som om Norge trækker i den modsatte retning. Der vil altså måske være færre importmuligheder, i hvert fald vil vi ikke få dem tidsnok og i den størrelsesorden, vi har brug for. Disse importmuligheder hænger faktisk ovenikøbet sammen med en anden ting. De hænger sammen med, at udlandsforbindelserne gennem energiøerne også bliver regnet med, og som vi alle ved, hænger energiøerne mildest talt i en tynd tråd. Det gælder Bornholm, energiøen til Tyskland og energiøen ude i Nordsøen med forbindelsen til Belgien. Tingene hænger jo sådan set sammen. Får man ikke de her energiøer, hvilket jeg vil tvivle meget på vi gør, så har vi ringere importmuligheder end allerede antaget, hvilket leder til en endnu værre elforsyningssikkerhed. Og så må man nok indstille sig på, at der skal noget helt andet til end bare det at håbe på importmuligheder for at løse udfordringen med den i forvejen dalende kurve. Afhængighed af andre lande har vist sig at være sikkerhedspolitisk farligt. Jeg tror nu nok, at sjællænderne og jyderne skulle kunne holde fred lidt endnu, hvilket jeg hørte en anden betvivle, måske, men det er da ikke sikkert, at vi til hver en tid og i alle situationer kan regne med at kunne importere alle steder fra. Hvem ved? Alliancer skifter over tid. Så jeg synes da, at Danmark skulle stå mere i sin egen ret. Jeg håber, at ministeren er opmærksom på udfordringerne, som vi kigger ind i. I Liberal Alliance synes vi, at vi skal have mere fokus på netop elforsyningssikkerheden fremadrettet. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Egge Rasmussen. Værsgo.

Det er da fint, at ordføreren sætter fokus på elforsyningssikkerheden. Jeg vil gerne høre, om ordføreren kan se noget positivt i, at vi fik et kabel mere mellem DK1 og DK2, altså mellem den østlige og den vestlige del af Danmark. For jeg tror sådan set, at det vil kunne sikre noget forsyningssikkerhed, når vi har så meget vedvarende energi i Jylland. Det er det ene forslag, der kunne være. Så har vi jo en udbygning af vedvarende energi på Sjælland, som går lidt langsomt. Der er jo bl.a. nogle muligheder i den arealreservation til Ring 5, som ligger uden om København. Der er en lang række partier, som sådan set har været positive over for det, og det ser ud til, at der godt kunne være et flertal efter et valg, som kunne ophæve den arealreservation, som kunne give mulighed for, at der kunne opstilles noget mere vedvarende energi på Sjælland. Det er ikke, fordi det hele skal plastres til, men det giver sådan set nogle muligheder. Så jeg vil godt høre ordføreren sådan mere konkret, om det er to elementer, som vi kunne gå efter at få arbejdet videre med.

Ordføreren.

Til det første vil jeg sige, at der jo ikke nogen tvivl om, at et godt og udbygget elnet kan bidrage til noget af det her. Det handler også om at flytte strøm fra sted til sted. Så det betyder da selvfølgelig noget. Jeg ved ikke, hvad analyserne fra sådan et kabel ville tilsige at det skulle gavne. Hvis man puttede det ind i de simulationer, jeg refererede til, så ved jeg ikke, om det løser noget. Hvis det hjælper med en time her og der, er det da fint, men vi snakker altså måske op til 8 dage om året i de allerallerværste situationer. Det tror jeg ikke i sig selv løser det. Så siger ordføreren, at mere VE på land ville kunne afhjælpe det, men en af de udfordringer, vi har, er jo, at mere VE bare produceres samtidigt, altså solcellerne producerer bare der, hvor de andre solceller producerer i forvejen. Så hvis vi først transporterer strømmen og så laver mere af den samme type energi på samme tidspunkt, får vi på den måde ikke rigtig løst det i forhold til tidspunkterne, hvor vi har huller. Så det ville jeg være skeptisk over for om løste det. Men jeg synes da, vi skal kigge på det hele.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Sådan som jeg husker analyserne, er den der forsyningssikkerhed i forhold til el mere udfordret i Østdanmark end i Vestdanmark. Så derfor synes jeg af hensyn til befolkningen herovre, at man bør have fokus på at lave noget, som kan afbøde det. Hvis det er sådan, at mere vedvarende energi på Sjælland kan være en del af løsningen, så synes jeg da, at vi skal gå videre ad det spor. Det synes jeg er helt naturligt. Så lad os da få nogle priser på, hvad det der kabel koster, og se på, om det kan svare sig samfundsøkonomisk.

Ordføreren.

Det er jeg jo sådan set ikke uenig i. Lad os da få tingene på bordet og kigge på det. Det synes jeg så også skulle gælde alle andre alternative muligheder, men der er vi ikke helt enige, ved jeg.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til Moderaternes ordfører, og det er hr. Henrik Frandsen. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Den grønne omstilling er en bunden opgave, og 2025 er året, hvor vi for første gang for alvor kan se, at det faktisk kan lade sig gøre. For første gang vurderer Klimarådet, at Danmark er på vej til at nå 70-procentsmålsætningen i 2030. Det er en historisk grøn milepæl, vi som land godt kan bryste os lidt af, ikke fordi vi er i mål, men fordi vi har lagt en realistisk og konkret vej til at nå i mål. Fossile brændsler er på vej ud. Ind kommer sol, vind og grøn gas. Det gør vores energisystem grønnere, og det gør også vores energisystem mere sikkert. Det styrker både klimaet og vores uafhængighed. Men vi er kun ved begyndelsen. For nu skal vi bruge den grønne strøm til at omstille resten af samfundet – transporten, industrien, varmeforsyningen – og vi skal kunne levere grøn energi og teknologi til resten af Europa også. For stilstand i en verden med fremgang er lig med tilbagegang. Hvis vi ikke følger med og helst går forrest, mister vi både klimatroværdighed og muligheden for grøn vækst. Vi mister også muligheden for konkurrence, nye job og eksport. Derfor er det afgørende, at vi fortsætter investeringerne og skaber de rammer, der gør det muligt. Regeringen har fjernet barrierer for VE på land, og vi skal fjerne endnu flere. Vi har netop – det var i går – lavet en politisk aftale med seks andre partier om udbud af 3 GW havvind. Men der er stadig nok at tage fat på, og jeg kan bare nævne nogle få ting: Elnettet skal udbygges hurtigere, CO 2 -fangst og -lagring skal skaleres op, og hele økonomien, den store økonomi, skal balanceres med både forsvar, velfærd og andre ting, som virkelig kræver, at der bliver sat ressourcer af dér også. Derfor skal vi også føre en grøn politik med ansvar – grøn idealisme, ja, men altid forankret i virkelighedens rammer. Og så må vi erkende, at markedet bare ikke kan drive den grønne omstilling alene. Priserne på projekter er steget, renten er høj, og flere grønne initiativer har svært ved at hænge sammen økonomisk. Derfor skal staten fortsat visse steder inden for visse områder stadig spille en aktiv rolle, både som risikobærer, men også som igangsætter. Det er sundt pragmatisme. Det er en tilgang, vi i Moderaterne gerne vil stå på. Vi løser problemerne med det, der virker, og vi tilpasser redskaberne til den virkelighed, vi befinder os i. Og verden har ændret sig. Krigen i Ukraine har vist os, at energipolitik altså også er sikkerhedspolitik. Derfor styrker vi energisektorens beredskab, både fysisk og digitalt, men også organisatorisk, netop for at sikre stabilitet og uafhængighed i en mere usikker verden. Vi skal satse på et energisystem, som er baseret på vedvarende energi. Vi skal videre i et grønnere, mere robust og mere fremtidssikret energisystem. Vi skal gøre det med blik for klimaet, og vi skal gøre det med blik for økonomien og for de fremtidige generationer. Tak for ordet, hr. formand.

Mange tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra hr. Søren Egge Rasmussen.

Jeg vil da gerne sige tak for den indirekte ros til den tidligere regering og dens parlamentariske grundlag for at have vedtaget en klimalov og lavet diverse energipolitiske aftaler og klimaaftaler, som har bragt os på vej; den vej, som Moderaterne nu roser, og som Moderaterne ikke var med til at lægge, da vi tog de beslutninger. Nu hører jeg ordføreren sige, at der skal fjernes endnu flere barrierer på land med hensyn til udbygning af den vedvarende energi. Der havde Moderaterne jo en chance her for ganske nylig, da vi behandlede lovforslag nr. L 168 om leasede solceller. Da kunne man jo have støttet det ændringsforslag, som endda var blevet udarbejdet af ministeren, så der var kvalitetssikring på det. Det kunne til også at omfatte parkeringspladser og den slags udearealer. Det ville Moderaterne så ikke være med til, men der var faktisk en mulighed for at fjerne nogle barrierer. Så har vi så beslutningsforslag nr. B 109 fra Enhedslisten om at få solceller på offentlige bygninger, og jeg vil da opfordre ordføreren til at læse svarene på de spørgsmål, der er til den sag, for så kan vi nok finde nogle flere barrierer at afskaffe. Er det sådanne barrierer, ordføreren vil gå efter?

Ordføreren.

Tak for rosen, selv om den kun var indirekte, som jeg forstod det. Nu var Moderaterne jo ikke en del af Folketinget i sidste periode og kom først til senere hen, men jeg er helt overbevist om, at hvis Moderaterne havde været en del af Folketinget i sidste periode, havde vi også bakket op om klimaloven og de aftaler, der blev lavet på det tidspunkt. Det er rigtigt, at der er mange barrierer, når det gælder udbygning af vedvarende energi på land. Nu gik mit indlæg nok mest på, hvis man skal rejse vindmøller og lave solcelleanlæg osv., men jeg er helt med på, at vi også har barrierer, når det gælder solceller på tage og i særdeleshed, når det gælder på offentlige bygninger. Der vil jeg meget gerne være med til at se på, hvordan man kan komme videre ad det spor, og jeg ved, at ministeren også er indstillet på at indkalde til drøftelser om det emne.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak for det. Jeg ser frem til, hvad der kan landes af gode aftaler, som imødekommer intentionerne i det forslag, og som jo kunne gøre, at alle de kommuner, der faktisk arbejder seriøst med CO 2 -reduktioner, kunne få nemmere ved det. Tænk, hvis vi fik alle kommuner med som medspillere, i stedet for at de nu synes, at vi i Folketinget er modspillere. Det ser jeg frem til. Når nu ordføreren siger, at markedet ikke kan alene – og det må man jo konstatere, at det ikke kan med det statslig tilskud på 30-60 mia. kr. til havvind – er ordføreren så med på at give endnu mere støtte til vedvarende energi?

Ordføreren.

Jeg kan ikke lige stå her på talerstolen og udskrive en blankocheck; det tænker jeg ikke tilkommer mig. For Moderaterne og mig personligt er det bare helt afgørende, at vi bevarer momentum i den grønne omstilling, og at vi sikrer, at vi til stadighed får vores forsyningssikkerhed sikret, også med vedvarende energi. Det er i virkeligheden det, der også ligger i det tre havvindmølleparker, der blev aftalt i går, nemlig at vi bliver ved med at have forsyningssikkerhed, og at vi kan komme videre ad det spor, der hedder andre brændstoffer også.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Det er sjældent, jeg bliver nødt til at rejse mig op og så ligesom have en god fornemmelse i maven over, at Moderaterne og Venstre ligesom er dem, der sikrer flertallet for regeringen, for vi er simpelt hen så bekymrede for, at vi kommer tilbage til det der, hvor det var Enhedslisten. Det bliver næsten værre, hver gang man hører det. Men fred nu være med det. Det er nu ikke mit spørgsmål. Mit spørgsmål er mere i forhold til her i redegørelsen, hvor vi også snakker om ccs. Der blev jo nævnt, at der kan være en forretningsmodel i ligesom at importere CO 2 fra resten af Europa, når de ikke gider at gøre tingene selv, og så pumpe det ned i den danske undergrund. Der bliver jeg bare nødt til at sige: Kan ordføreren se, at det er en af de ting, hvor vi måske løber en risiko? Det gør måske ikke så meget, når vi gør det ude på havet, men når vi begynder at pumpe det ind i undergrunden under, hvor folk risikerer at bo, så er det en af de ting, hvor vi skal tilbage til det, hvor, som jeg siger, det er vigtigt at få danskerne med i det her. For jeg kan sagtens se bekymringerne for, at man skal løse noget, og med dansk CO 2 kan man måske gøre det. Men hvis der skal pumpes spansk CO 2 under der, hvor jeg bor, så vil jeg nok blive mere sur.

Så er det ordføreren.

Nu fik hr. Kim Edberg Andersen det jo til at lyde, som om vi ikke var en del af regeringen, og at vi bare skulle være med til at sikre flertal for regeringen. Moderaterne er faktisk sammen med Venstre og Socialdemokratiet den regering, vi har lige nu – bare lige sådan, hvis der var nogen, der skulle være i tvivl. Jeg ser ganske rigtigt ccs, altså det at lagre CO 2 i undergrunden, som en mulighed for, at Danmark kan få et faktisk ret stort forretningsområde, som kan give rigtig mange gode arbejdspladser i landdistrikter i Danmark, men som også kan give en god indtægt. Men det kræver selvfølgelig, at vi har befolkningen med. Det kræver, at der ikke er en usikkerhed omkring det at lagre CO 2 i undergrunden på land. Det er jo straks noget andet, når vi snakker om at lagre det ude i Nordsøen i de gamle oliefelter osv. Der er jo ikke andet end måske et par enkelte rødspætter, der kan blive lidt forulempet af, at der går et rør ned og lagrer det i undergrunden. Der ser jeg i hvert fald, at der er meget, meget store muligheder derude.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Det er, fordi når jeg kigger op på Moderaterne, ser jeg formanden, og det gør jeg også, når jeg kigger på en Venstremand. Så tænker jeg: De to mennesker kunne da aldrig nogen sinde være i regering med Mette Frederiksen. Du ved, der bliver jeg bare klogere hver gang. Virkeligheden er jo nogle gange vildere, end man kunne forestille sig. Men jeg tror, at man i Folketinget gør klogt i at i hvert fald sikre sig, at teknologien bliver gennemtestet og afprøvet ude under havet først. For bekymringen, som er minimal og nogle gange irrationel, er jo, at der sker en opstigning, og det tror jeg danskerne ville reagere ret voldsomt på. Så vi er et konstruktivt parti, der gerne vil hjælpe regeringen. Der tror jeg, man skal tænke sig om.

Så er det ordføreren.

Jeg kan kun være enig i, at hvis man skal indføre en teknologi omkring f.eks. CO 2 -lagring, så har man også gennemtestet det og ved, at det, man gør, er sikkert, og at den CO 2 ikke bare siver op. Så er vi jo lige langt, hvis den gør det, for så har vi jo ikke lagret noget som helst; så kommer det bare tilbage til atmosfæren. Men der tænker jeg, der er nogle meget, meget dygtige fagfolk og nogle dygtige geologer, der kan se, hvad det er for nogle jordstrukturer, man ligesom skal lagre det i.

Så er det fru Dina Raabjerg.

Tak. Det var jo fint med en præcisering fra ordføreren af, at Moderaterne er en del af regeringen – jeg tænker, at hvis vi var i tvivl, skal vi bare huske, at vi stadig væk savner store bededag og hænger på koranloven. Det, jeg vil spørge Moderaternes ordfører om, er i forhold til at vi lige før ved spørgsmålene til den foregående ordfører talte om det med at få borgerne med. Hvordan vil Moderaterne arbejde på, at vi får borgerne lidt mere med i forhold til den grønne omstilling?

Ordføreren.

Jeg ville ønske, at jeg havde den færdige løsning. Det er noget, man arbejder meget, meget seriøst med ude i rigtig mange kommuner i Danmark, specielt i kommuner i den vestlige og den nordlige del af Jylland, hvor man gerne vil bruge den grønne omstilling og det at arbejde med vedvarende energiprojekter som en mulig vej til at skabe udvikling i deres områder. I forrige uge var der indvielse af et nyt ptx-anlæg i Kassø nede ved Åbenrå, hvor man producerer e-methanol til skibe, f.eks. til Mærsk. Det giver 30 varige arbejdspladser i det område. Der er rigtig mange kommuner i Danmark, der gerne vil den vej, men det kræver jo, at man har befolkningens accept. Det kræver, at man kan lave de vedvarende energiprojekter på en måde, så lokalbefolkningen får gavn af det og synes, at det er en gevnst, når de får det. Og der ligger en stor opgave.

Fru Dina Raabjerg.

Tak for det svar. For jeg tror, at de her meget store projekter, som vi har en tendens til at lave her, kommer til at køre lidt hen over hovedet på befolkningen. Så kunne Moderaterne være interesseret i, at vi laver nogle høringer eller måske endda en forhandling, hvor vi kigger på, hvordan vi kan få borgerne meget mere med i den grønne omstilling, når ordføreren nu ikke lige har de konkrete svar at hive ud af ærmet?

Ordføreren.

Jeg vil bestemt ikke afvise, at Moderaterne gerne vil være med til at arbejde med at udvikle nogle metoder til at skabe folkelig opbakning til udbygning af vedvarende energi også på land. Jeg tænker ikke, at der er det store problem, når vi kommer ud i Nordsøen, som med det havvindudbud, vi havde i går, men vi mangler at få skabt den folkelige forståelse. Dog vil jeg så også sige, at der faktisk også er en del kommuner i Danmark, hvor det lykkes at komme igennem med nogle processer, der gør, at der er almindelig accept i kommunen af, af der laves vedvarende energianlæg. Det kunne jo også være, at vi skulle lære af nogle af dem og se på, hvordan de gør.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går videre til Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Dina Raabjerg. Værsgo.

Tak, formand, og tak til ministeren for en redegørelse, der kommer omkring rigtig mange gode elementer. Redegørelsen tegner et billede af, at vi har rimelig godt styr på den grønne omstilling, men ser vi på klimafremskrivningen for 2025, og kigger vi på det aktuelle energiforbrug fordelt på energikilder i 2024 og på Energinets seneste forsyningsredegørelse, så er billedet, når vi taler om energi og forsyning, lidt mere mudret end som så, og det vil jeg gerne prøve at dykke ned i. For energiregnskabet er ikke så grønt, som vi går og hører. Det er muligt, at vi laver meget mere vedvarende energi, end vi har gjort hidtil, men hvis vi kigger på den energi, som vi forbruger, fordelt på energikilder, så fortæller det faktisk en helt anden historie. Olie står for 37 pct. af det energiforbrug, som vi har i 2024, og det er faktisk en større andel, end vi havde i 2020. Naturgas udgør 8 pct. og er uændret fra 2023, og udfasningen går langsommere end det, vi havde forventet. Andelen af biomasse vokser. Vi kalder biomasse grønt, men vi importerer store mængder af det fra udlandet, og det er i hvert fald ikke grønt. Andelen af sol, vind og biogas i forbruget er faktisk kun steget med 1 procentpoint på et år, og vi skylder at være ærlige om, hvorfor det går sådan. Der må jeg sige, at hvis jeg var gaskunde, eller hvis jeg var en industri, der skulle omstille mig, så ville jeg også tøve med den omstilling med de udmeldinger, og de prognoser, som der kommer i øjeblikket. Vi taber i tempo, og vi famler lidt med infrastrukturen. Vi har flere gange hørt, at vi når 2030-målet, men prognoserne viser, at vi er langt fra at nå et 2045- og et 2050-mål. Det vil sige, at selve omstillingen af vores samfund halter. Det grønne gaskryds, altså der, hvor man har grøn gas i nettet, er rykket 3 år frem, fra 2029 til 2032, og udbygningen af vedvarende energi på land er nedskrevet markant. Det fremgår af redegørelsen, at udbygningen af elnettet er forsinket, og at Energinet investerer mange milliarder. Men når det er sådan, hvor er så ambitionerne for, at vi får gjort noget ved hastigheden og ikke mindst ved prisen? Vi synes, der mangler vilje til, at vi slipper kontrollen og lader andre udbygge til det store net, så det kan blive billigere, og så det kan gå hurtigere. Vi hører, at konkurrence- og udbudsretten gør, at man ikke kan gøre det, men det er altså en undskyldning, man ikke kan bruge. For hvis vi har et monopol, der forvrider konkurrencen og gør tingene dyrere og forsinker udbygningen, så er det ikke en valid begrundelse. Og så må jeg nævne, at når regeringspartier løber fra aftaler om udfasning af gas til opvarmning, og når regeringen ikke vil forhandle om, hvordan vi giver tydelige meldinger til borgerne og virksomhederne og kommunerne omkring fjernvarme, så får vi bare ikke omstilling. Vi får en tøven, og vi får en usikkerhed i samfundet i forhold til hele den grønne omstilling. Så vil jeg gå til spørgsmålet om forsyningssikkerhed. Redegørelsen har et begreb, der hedder usikkerhed om effekttilstrækkelighed, og det er sådan lidt fesent. For redegørelsen omtaler ikke, at Energinet og Energistyrelsen direkte forventer, at vi får en stigning i udfald på grund af mangel på kapacitet. Som min kollega fra LA nævnte tidligere, er udfald utrolig dyre for virksomhederne, og det gør, at de tøver med at omstille sig til grøn strøm. Derfor bør indsatser mod udfald fylde mere i redegørelsen, men også i de indsatser, vi laver i Folketinget. Endelig kunne jeg godt ønske, at vi havde lidt mere fokus på energieffektivitet. For den bedste energi er nu engang den, som vi har sparet væk, og som vi ikke bruger. Summa summarum vil jeg sige, at vi ikke helt er det grønne kraftcenter, som vi gerne vil se os som, hvis vi importerer både træpiller og el. Der er behov for mere fokus på selve omstillingen af samfundet og på energieffektivitet. Forsyningssikkerhed og energirealisme skal ind i redegørelsen, og vi skal have løst problemerne omkring udbygningen af elnettet. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Søren Egge Rasmussen.

Med hensyn til det med hensynet til fjernvarmen og hvordan potentielle fjernvarmeforbrugere reagerer, når de hører sådan nogle usikre udmeldinger fra bl.a. Venstre, som har et fast greb om rattet i en bil med ratslør, når man skal forholde sig til de aftaler, vi har indgået omkring udfasning af gas i forbindelse med boligopretning, så er jeg helt enig. Jeg er godt klar over, at der ligger en eller anden aftale om, at vi skal genbesøge nogle ting i 2026, men jeg kunne godt tænke mig høre ordføreren, om ikke der er dele af det her, man sagtens kunne genbesøge i 2025. Jeg tænker på det der med at komme frem til, at der kan være bestemte områder, hvor der er blevet lavet fjernvarmeplanlægning, og hvor man har konstateret, at de her 95.000 husstande egentlig var bedre tjent med en fjernvarmeløsning, og om det så ikke ville være godt at tage en forhandling om at lukke for gassen et bestemt årstal og komme videre med den planlægning.

Ordføreren.

Det kan vi blive helt enige om at det er. Man skal kende en god regering på, at den har nogle klare udmeldinger, og hvis udmeldingerne bliver utydelige, forplanter det sig til hele samfundet. Der skylder vi simpelt hen at komme med nogle klare meldinger om: Hvad skal kommunerne forvente omkring fjernvarme, hvad skal den enkelte borger forvente, kan man beholde gasfyret, hvem kan beholde gasfyret, hvem skal omstille sig, og for dem, der skal omstille sig, hvad er rammerne for det? Det er det mindste, vi kan gøre, og gør vi ikke det, ødelægger vi tilliden til den grønne omstilling.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak. Det er jeg ganske enig i. Nu nævnte ordføreren det her med energieffektivitet, og at det er noget, som vi måske ikke har dyrket nok i de aftaler, vi har indgået. Vi har jo haft nogle drøftelser her i Folketinget, hvor Konservative og Enhedslisten sådan set har været enige om, at det var et emne, der skulle prioriteres op. I det ligger der vel også en elektrificering, når man skal have en produktion, som er mere effektiv, altså at der så er nogle sektorer, som skal elektrificeres. Kan ordføreren nævne nogle ting, som vi burde lave aftaler om for ligesom at komme frem til en øget elektrificering af vores industri?

Ordføreren.

Allerførst vil jeg sige, at hvis Enhedslisten og Konservative er enige om noget, så er det nok, fordi der er noget om snakken; så var der nogen, der burde slå lyttelapperne ud. I forhold til elektrificering tænker jeg, at man jo kunne gå ind og kigge på sådan noget straksafskrivninger i industrien. Det kunne være med til at sætte fut i elektrificeringen. I forhold til energieffektivitet ville det være oplagt at kigge på, om vi kunne lave nogle flere indsatser for at nedbringe energiforbruget i husholdningerne.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Søren Egge Rasmussen. Værsgo.

Tak. Det er jo en energipolitisk redegørelse, vi diskuterer, selv om man indimellem godt kan blive i tvivl om, om det er det, der diskuteres. Vores energisystem vedrører jo også fjernvarmen, og jeg synes tit, at fjernvarmen bliver håndteret som noget sekundært. Men med den udbredelse, det har i Danmark, så er det enormt vigtigt, hvad det er for nogle rammevilkår for det, vi lander, og nogle gange er jeg megt skuffet over den manglende hastighed, der er i forbindelse med nogle beslutninger. Det tog mere end et år, fra fire partier i Folketinget fortalte, at prisloftet for overskudsvarme skulle ophæves, til regeringen kom frem til, at det var man sådan set enig i, og at man var parat til at handle på det, og så har vi fået vedtaget noget lovgivning, der muliggør det. Den hastighed kan vi ikke bruge til noget som helst, hvis regeringen er så langsomt med at afklare, hvad de mener. Når vi har sager, der er velbelyste, og som Konservative, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet er enige om, hvorfor så ikke at være imødekommende over for det? Vi har en aftale om, at gassen til boligopvarmning skal udfases inden 2035, og jeg synes absolut, at regeringen undergraver indgåede aftaler ved at så tvivl om den aftale, altså at man ligesom begynder at italesætte, at et gasfyr i 2035 er godt, fordi gassen til den tid er grøn. Men det er jo ikke det, som vi har en aftale om. Vi har en aftale om at udfase gassen til boligopvarmning, og så vil det være helt naturligt, at den såkaldt grønne gas på et senere tidspunkt bliver anvendt i de dele af industrien, som har svært ved at blive elektrificeret, og som har brug for noget opvarmning, som sker meget hurtigt. Det er der altså dele af industrien der har, og vi synes, at man skulle kanalisere gassen herhen. Jeg synes, at vi står i en situation, hvor man på nuværende tidspunkt er kommet frem til, at der de steder, hvor vi har prioriteret, at kommuner og fjernvarmeselskaber skulle undersøge, hvor det er, fjernvarmenudbygnigen skal ske, ligger 95.000 husstande, hvor der er godkendte projekter til fjernvarme. Hvordan kommer vi så videre? Ja, vi kommer ikke videre, ved at en Venstreformand stiller sig op og sår tvivl om de aftaler, vi har. Jeg synes, det vil være oplagt at tage en forhandling om at sætte et årstal for, hvornår gassen skal lukke i de konkrete områder. Er det planøkonomi? Ja, det er det vel. Det er vel også planøkonomi, når man vedtager en havvindmølleudbygning med en statsstøtte på 30-60 mia. kr. Vi laver jo mange beslutninger, som sådan set er en planlægning, som der så er et flertal for. Så har vi jo også en række områder i landet, hvor man har konstateret, at der aldrig kommer fjernvarme, og der synes jeg så, at vi har en forpligtigelse til at have nogle gode rammevilkår for, at de 65.000 husstande, som det berører, f.eks. får hjælp til at få en varmepumpe, og det har vi også puljer for, og det skal vi fortsætte med at have. Jeg synes, det er interessant at følge den elektrificering af fjernvarmen, som vi har. Der kommer jo større og større varmepumper, og nogle fjernvarmeselskaber prioriterer at få det ind i systemet. Vi ser frem til, at geotermien lukkes ind i fjernvarmen i Aarhus i år; det har man arbejdet på i årevis. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi har rammer for, hvordan man får sat mere turbo på at udfase den importerede biomasse, og det er jo sådan set også det, som en række partier forholder sig til i vedtagelsesteksten, hvor vi konstaterer, at der er for meget biomasse i den danske energiforsyning. Der bliver indimellem snakket om, at vi har noget, der hedder grøn gas, og det synes jeg ikke er en rigtig betegnelse. Det er jo en biogas, som hovedsagelig laves af gødning fra husdyr, som i høj grad er blevet fodret med importeret soja fra Sydamerika, og det er ikke særlig grønt. Der kan godt findes nogle husdyrtyper, som lever af græs, og hvor man så godt kunne kalde den gas for lysegrøn, og der kunne også være nogle steder, hvor man formåede at få noget organisk husholdningsaffald fra husstandene ind i et gasanlæg og måske blande det med noget affald, som ikke kommer fra et slagteri, og komme frem til noget, som måske godt kan være lysegrønt. Det kunne egentlig være interessant at starte en greenwashingsag på, hvad man må kalde gas. Vi står jo i dag med, at vi kan kigge tilbage til i går, hvor der blev landet en havvindaftale med statsstøtte, og det er sådan set et paradigmeskifte i vores vedvarende energiudbygning, at vi er gået tilbage til at have en understøttelse af den vedvarende energi. Vi står jo med, at de vedvarende energianlæg, der opstilles på land, er uden statsstøtte. Det er det billigste for samfundet, og det er samfundsøkonomisk sikkert også bedre at høste vinden på land i stedet for at have de her dyre projekter ude på havet. Vi har noteret os, at der i fremskrivningerne lægges op til, at vi ikke når firedoblingen af den vedvarende energi på land, men vi kun når en fordobling på 2,7. Der bør regeringen indkalde til forhandlinger hurtigst muligt, så vi kan se på det. Der bør være en mulighed for, at vi får sat mere fra solenergi op i byerne, og det kunne vi have øget, hvis han havde fundet et flertal, der ville justere på L 168, som muliggør leasede solceller, og det kunne lige så vel have været omfattet af parkeringspladser og deslige i byerne. Lad os da få nogle flere solceller op i byerne, og jeg ser frem til, at vi får andenbehandlet Enhedslistens forslag om at have forhandlinger om udbygningen med solceller på offentlige bygninger.

Når vi så har de her energipolitiske redegørelser, snakker vi ikke så meget om transporten, men det gjorde De Konservative lige før. Vi har det med meget at italesætte, at vi er meget langt som foregangsland, fordi vi har så meget af vores el, som kommer fra vedvarende energi. Men vi har altså en vejtransport, som hovedsagelig kører på fossilt brændsel, og det er jo positivt, at danskerne køber nogle elbiler. Men vi er jo stadig væk i en situation, hvor 30 pct. af vores samlede energiforbrug ligger i transporten, og det ligger mest ude på de her veje. Altså, vi er jo nødt til at holde op med at bygge motorveje, og vi er nødt til at elektrificere vores kollektive transport. Det er spøjst at tage fra Aarhus om morgenen og se, at nu er de ved at elektrificere på Aarhus banegård. Ja, tilbage i 1990'erne, hvor jeg sad i Aarhus byråd sammen med Thorkild Simonsen, lobbyede han jo kraftigt for, at der skulle ske en elektrificering, og de satte nogle master op på banegården for at lukke munden på ham. For så kunne man jo se, at man var i gang, og her 30 år efter er man så i gang for alvor. Jeg synes, at det, hvis det er med det tempo, man laver en elektrificering af vores kollektive transport, så er for langsomt. Så er der også hele vores boligområde, som er for overset, og vi har fokus på fjernvarmen. Ja, men vi har jo ikke nok fokus på de ressourcer, der bruges til byggeriet. Vi har sat nogle CO 2 -krav for nybyggeri; vi mangler at have langt mere fokus på de renoveringer, som fylder meget, og som udgør halvdelen af vores ressourceforbrug i vores byggesektor. De renoveringer bør vi have et øget fokus på og prioritere, hvad der er for nogle energibesparelser, man kan opnå ved at lave de bedste renoveringer. Så har vi en netudbygning, hvor vi jo har haft et stort fokus på, at Folketinget ikke fik de rette oplysninger i tide. Vi lavede nogle aftaler om, at der skulle ske en netudbygning tre steder, og samtidig fik vi så ikke at vide, at halvdelen af de andre større projekter, der var i proces, var forsinkede, og det medførte jo så en del debat. Vi står over for, at vi skal fastlægge nogle CO 2 -mål for 2035, og det kommer jo også til at påvirke, hvad der er for nogle prioriteter, vi laver i energisektoren, og jeg ser meget frem til, at vi får startet de forhandlinger, og jo før, jo bedre. Det er jo ikke rimeligt, hvis vi først får landet en aftale den 23. december, og jeg synes, at det vil være rigtig godt, hvis vi før sommerferien kommer i gang med den opgave. Når man sådan ser samlet på, hvad det er for nogle prioriteringer, vi laver i de her år, så er Enhedslisten jo med i rigtig mange aftaler, og det står vi gerne ved. Men vi har også lidt en ydmyg tilgang til det, altså at det godt nok er nogle store milliardbeløb, som vi bruger på de store udviklingsprojekter, samtidig med at der måske er noget mere hverdagsagtigt, som ikke bliver prioriteret. Vi ruller milliarderne ud til CO 2 -fangst; vi støtter produktionen af brint; vi bruger flere milliarder på et brintrør nede ved Esbjerg; der kommer lige pludselig 10 mia. kr. ind i forhold til pyrolyse – den aftale var vi ikke med i – og så oplevede vi så i går, at der er en statsunderstøttelse af havvindmøller på 30-60 mia. kr. Det er store beløb, og samtidig kigger vi så på, at der er en kæmpe modstand mod at få solceller op på offentlige bygninger. Ja, det kan måske resultere i, at man mister lidt indtægter, men vi understøtter jo andre ting, hvor vi mister indtægter, f.eks. at udfase fossil gas til rumopvarmning. Jeg synes, der er brug for, at vi er imødekommende over for nye initiativer, som er drevet af borgere eller kommuner og boligforeninger. Det er, ligesom om de store projekter har taget førertrøjen, og at vi så glemmer det hverdagsagtige. Tænk sig, at der er en trafikminister, der kan fremsætte et lovforslag på transportområdet, som ville tilbagerulle noget, som kan gøre livet sikrere for de bløde trafikanter i byerne, og det lovforslag er blevet sat på pause. Men det er den der hverdagsprioritet, vi også skal huske i skyggen af milliarderne.

Mange tak for det, og der er en kort bemærkning til fru Dina Raabjerg.

Tak, og tak for talen. Ordføreren nævner det her om energieffektivitet i husholdningerne. I dag har vi tilstandsrapport og energimærkning, men i de rapporter kigger man jo faktisk slet ikke på, om de vinduer eller det tag, man har, er noget, der skal udskiftes hurtigt, eller om det kan holde i rigtig mange år. Hvad tænker ordføreren om, at man kigger på den måde at lave vores rapporteringer på, så vi måske i højere grad inddrager klima- og energieffektiviteten i den måde at måle vores bygninger på i forbindelse med hushandler?

Ordføreren.

Jeg tror, at der lidt er et overset problem, for de der tilstandsrapporter kan jo godt bruges til, at man, efter man har købt huset, eller i forbindelse med at man køber det, så får lavet de energiforbedringer, der er anbefalet. Men jeg tror, der er rigtig mange steder, hvor man, når først hushandelen er gået igennem, fokuserer mere på, hvordan haven skal se ud, eller om man skal udskifte et køkken, frem for at man har fokus på, hvor de største energibesparelser ligger. Så vidt jeg ved, er der nogle af rapporterne, som er offentlige, så hvis man var et lidt kvikt byggefirma, kunne man jo godt gå ind at se på de vurderinger og sende et godt tilbud til nogle af husejerne. Men jeg tror lidt, at det er for passivt et redskab, sådan som det er i øjeblikket. Det er jo mere noget, som bliver lavet, for at dem, der køber og sælger huset, ved, hvad det er for en tilstand, huset er i, frem for at det lægger op til handling.

Fru Dina Raabjerg.

Tak for det svar, for de rapporter siger måske noget om tilstanden, men de siger jo ikke nødvendigvis noget om klimatilstanden omkring huset. Og hvis der er en beregning på, om det kan betale sig at udskifte vinduer, kan det måske godt være, i forhold til at man kan få en lille energibesparelse, men der kan jo være et meget stort klimaaftryk ved at gøre det. Og det, jeg vil spørge ordføreren om, er, om ordføreren kunne være interesseret i, at vi måske arbejder sammen om at holde en høring, hvor man fik kigget lidt nærmere på, hvordan man kunne ændre på det her.

Ordføreren.

Ja, det er jeg sådan set meget åben over for. Vi har en anden høring i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget på torsdag om bygningsdirektivet, og det er jo ikke, fordi vi skal lave reklamer heroppefra, men nu er det jo gjort. Det kan godt være, at man oven på den høring kunne se på, hvad næste skridt kunne være. For vores energiforbrug ude i boligerne, både til drift og at lagre de materialer og det, som man ikke laver, har sådan samlet set stor betydning for vores samlede klimabelastning.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Dansk Folkepartis ordfører, hr. Nick Zimmermann. Værsgo.

Tak for det. Dansk Folkepartis holdning på det her område er jo sådan set klokkeklar. Man må sige, at vi har debatteret det meget flittigt på det seneste, og det har vi jo, fordi vi står i en energipolitisk blindgyde, som i høj grad er skabt af regeringen og et flertal, der hellere vil høste international applaus på klimatopmøder end at sikre danske familier og virksomheder en stabil, billig og sikker energiforsyning. Over de senere år er elpriserne jo stukket af, og danske familier betaler tårnhøje regninger, mens virksomheder i øvrigt kæmper for at holde sig nogenlunde oven vande. Derfor virker det også så underligt, at regeringen imens klapper sig selv på skulderen og insisterer på, at vi skal holde fast i en ambition om at være et grønt foregangsland, koste, hvad det koste vil. Men det er jo ikke politik, når det går over i at blive fanatisme, og når det er danskerne, der skal betale prisen for det. Der må jeg bare sige, at vi i Dansk Folkeparti siger klart nej. Altså, vi ønsker ikke, at Danmark skal være et grønt foregangsland. Vi ønsker, at vi skal være et forsyningssikkert land. Vi ønsker stabilitet, lavere priser og selvfølgelig uafhængighed. Derfor siger vi jo også, at vi bliver nødt til at satse på dansk olie og gas, ikke bare på lidt længere sigt, ikke bare til 2050, men så længe der er noget at hente. Jeg finder det fuldstændig ubegribeligt, at regeringen og flere partier her i salen i dag ønsker at lade Nordsøens rigdomme blive i undergrunden og samtidig gøre os mere afhængige af olie fra Saudi-Arabien og gas fra Putin. Vi ser det ikke bare som naivt, vi ser det som værende direkte farligt. Når vi i dag opruster militært, gør vi det, fordi verden er blevet mere usikker, men vi bliver også nødt til at opruste energipolitisk. Man fører ikke en sikker udenrigspolitik, mens man gør sig energipolitisk afhængig af regimer, vi ellers fordømmer. Så lad os sige det helt ærligt: Der er ikke en eneste god grund til at stoppe olie- og gasproduktionen i Danmark. Det gavner ikke klimaet, for vi kommer jo stadig til at skulle bruge olie og gas. Jeg har en vedtagelsestekst med fra Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmarks energiforsyning på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkelig rustet til fremtiden. Folketinget efterspørger regeringens svar på, hvad der skal være den stabiliserende faktor i dansk energiforsyning, og i den sammenhæng finder Folketinget det positivt, at man anslår en mere teknologineutral tone, heriblandt ved at lade atomkraft indgå som en mulig løsning. Folketinget minder regeringen om, at energipolitik er sikkerhedspolitik. Folketinget udtrykker derfor bekymring for, at dansk forsyningssikkerhed er ude af egne hænder, fordi regeringen forlader sig på andre landes strømproduktion, når vinden ikke blæser og solen ikke skinner. Elnettet har en høj andel af volatil elproduktion, og dette er vigtigt at holde for øje, når man skal finde fremtidige løsninger, der vil gøre et i forvejen ustabilt elmarked endnu mere utilregneligt. Folketinget hilser det desuden velkommen, at regeringen efter betydeligt borgerligt og folkeligt pres i praksis har sat forbuddet mod atomkraft fra 1985 ud af kraft.« (Forslag til vedtagelse nr. V 67).

Her til slut må jeg bare sige, at det jo ikke kun er i Danmark, at vi har den her diskussion, for se bare de andre lande, som vi jo virkelig halter bag. Jeg kunnet finde frem til, at man i de seneste valgkampe både i Sverige og i Finland og i Frankrig har haft diskussionen om forsyningssikkerhed, og i alle tre lande har man investeret massivt i atomkraft som en stabil, CO 2 -fri og fremtidssikret energikilde, netop fordi man ønsker at være selvforsynende med olie, med gas og med elektricitet. Og der er man nødt til at tage alle muligheder i brug. Det gælder naturligvis også atomkraft. Tak.

Vi har modtaget vedtagelsesteksten, som vil fremgå af den videre forhandling. Så er det hr. Christian Friis Bach, Venstre.

Tak for det. Det må jeg sige: Det var jo en markant tale fra hr. Nick Zimmermann, som undsagde den grønne omstilling nærmest helt og aldeles og vil bore efter olie og gas. Det var jo som at høre en røst fra fortiden, en dinosaur i klimapolitikken, der her lige pludselig trådte på talerstolen i Folketinget! Jeg vil bare høre, om hr. Nick Zimmermann kan bekræfte, at den grønne omstilling er billigere end atomkraft og i virkeligheden også nye olie- og kulkraftværker, at vind og sol faktisk nu er blevet en af de allerallerbilligste energiformer og den hurtigste, vi kan etablere, og også bekræfte, hvorvidt det er rigtigt, at den grønne omstilling, vind og sol, faktisk i den grad har været med til at give danskerne billigere strøm. Ja, den svinger, men strømmen er samlet set over årene på grund af den grønne omstilling blevet billigere.

Ordføreren.

Det netop derfor, at der er behov for at få atomkraft, også i Danmark. Det er jo for at undgå de massive udsving, der er. Af og til har man nogle af de allerhøjeste elpriser nogen sinde. Det har vi både haft sidste år, forrige år og så sandelig også i år. Og der bliver man nødt til at have en forståelse for, at rigtig mange danskere faktisk har haft svært ved at betale deres regninger. Hvis man får atomkraft, får man en fuldstændig stabil elpris, og det kan man aldrig nogen sinde gøre med solceller eller vindmøller. Derudover ødelægger det landdistrikterne, når man bare fylder samtlige marker, der er, op med solceller. Det er for mig simpelt hen et mysterie, at man virkelig synes, det er en god idé at droppe at bore efter dansk olie og gas. For jeg har endnu ikke hørt en eneste her i Folketinget, hverken nogen, der repræsenterer regeringen eller andre partier, der kan fortælle mig, om man så allerhelst vil købe fremtidig olie og gas af saudierne, af irakerne eller af Putin. Men det er jo de valg, der er.

Så er det spørgeren.

Jeg tror, hr. Nick Zimmermann enten bor for meget i en by eller opholder sig alt for meget indendørs. For jeg kommer ude i landdistrikterne og bor i landdistrikterne, og jeg kan bare fortælle ordføreren: Der er ikke solceller på alle marker, der er, hvilket ordføreren lige sagde på talerstolen. Det er bare sådan en servicemeddelelse her. I Venstre mener vi, vi skal fjerne forbuddet mod atomkraft, og vi skal se på de nye atomkraftteknologier. Men det, jeg kan høre hr. Nick Zimmermann sige, er, at han ønsker at bygge et gammeldags atomkraftværk. Er det ikke rigtigt, at det vil være dyrere, vil være tilgængeligt om 15 år og på ingen måde vil give os en løsning på den grønne omstilling?

Ordføreren.

Jeg bor jo selv i en landsby, og jeg har selv oplevet, hvordan den landsby, jeg bor i, er spærret fuldstændig inde af solceller. Der er i øvrigt planer om at udvide de solcellemarker, der er, markant. Og så må jeg sige: Heller ikke den her gang fik jeg svar på, hvem man så helst vil købe fremtidig olie og gas af. Men det er lige før, der er et stykke kringle på højkant til den første, der meddeler, hvem man har lyst til at købe det af, når man nu ikke længere vil hente det op af dansk undergrund.

Hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Det var da godt, at ordføreren kunne komme ud af sin indespærring i landsbyen og komme op på talerstolen her. Det kan være, at det alligevel ikke er så slemt. Hvis man kigger på forsyningssikkerheden, har vi jo Klimarådet, som har kigget på, om det i forhold til en elforsyningssikkerhed, hvor der er så meget vedvarende energi fra sol og vind, så kan lade sig gøre. Det har de faktisk analyseret på, de har udgivet en rapport, og ja, der bliver nogle spidsbelastningstidspunkter, hvor vi er nødt til at have nogle andre energikilder, og det kan jo sådan set godt være den grønne gas, der i fremtiden kunne sikre os, at vi har en elforsyningssikkerhed, der er i orden. Det er sådan set det, Klimarådet siger til os. Klimarådet kommer jo med rigtig mange gode råd, synes jeg. Og jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, og det er en rapport, som ordføreren har kigget i, for ellers kunne jeg da godt anbefale, at man ser på den, for så er der ingen grund til at være så bekymret ude i sin isolation i landsbyen omgivet af solceller.

Ordføreren.

Som udgangspunkt har jeg det rigtig svært med Klimarådet; det må jeg bare sige. Det er sjældent, at jeg læser noget fra Klimarådet, som jeg sådan for alvor tager ind. Jeg synes, de er fuldstændig enøjede i forhold til ødelæggelsen af landdistrikterne og slet ikke har fået øjnene op for, at der jo er andre veje at gå. Jeg mangler eksempelvis også at høre Klimarådets bud på, hvem man har tænkt sig at købe fremtidig olie og gas af. Man har jo en ambition i Folketinget om at nedlægge 15.000-20.000 danske arbejdspladser, tror jeg det er, rundtomkring i landet i olie- og gasindustrien eller i følgeerhverv. Flere milliarder kroner årligt har man tænkt sig at bruge i stedet for i andre lande. Men der er vel ikke nogen, der sådan seriøst tror, at vi i Danmark er færdige med at bruge hverken olie eller gas om 25 år. Så hvem har man tænkt sig at købe det af, når man nu ikke længere vil bruge den danske olie og gas? Det mangler jeg bare et svar på, også fra Klimarådet.

Spørgeren.

Nu nævnte ordføreren, at energipolitik havde været i fokus i andre europæiske lande, og italesatte ligesom, at hvis man har atomkraft, er man selvforsynende med strøm. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvor mange europæiske lande der har uran, så man er selvforsynende med hensyn til at levere brændstoffet til sine egne atomkraftværker.

Ordføreren.

Jamen det er jo meget forskelligt. Nogle hiver det selv op af deres undergrund, og nogle køber det selvfølgelig også udefra. Men det er en helt anden diskussion, fordi det jo er gammel atomkraft i gammel traditionel forstand. Jeg tror i virkeligheden, at når vi har debatterne i dag, så taler vi om den nye atomkraft, fjerde generation, som vil stå klar til at være på dansk jord, hvis de får lov at forske i, hvordan det kan indgå i hele energinettet. Det er jo det, de rigtig gerne vil. Men jeg vil sige, at det er useriøst ikke at svare på, hvem man har tænkt sig at købe fremtidig olie og gas af.

Hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet.

Dansk Folkeparti har jo simpelt hen forladt enhver realitet i klima- og energipolitikken. Med talen i dag står det fuldstændig klart, at det er det, der er på spil. Det er også en kæmpe undsigelse af ens eget parti, når man siger, at den Nordsøaftale, der blev indgået, er så himmelråbende åndssvag, at alle bør kunne se det, al den stund at Dansk Folkeparti selv indgik den aftale. Det er jo korrekt. Det gjorde man. Den atomkraft, man taler om, vil give danskerne dyrere strøm. Man kan opstille sådan et atomkraftværk på 15-20 år, men det vil give dyrere strøm end de alternativer, vi har i Danmark. Jeg noterede lige, da jeg gik på talerstolen, at elprisen i Danmark var 1,29 kr. Skylder man ikke også at nævne det? Hvis man gerne vil have den stabile pris, kan man jo lave sådan en kontrakt. Men Danmark har de ottendelaveste elpriser, tror jeg, i Europa med de forsyningskilder, vi har valgt. Jeg vil bare i forhold til de her ting helt simpelt bede hr. Nick Zimmermann om at bekræftelse dem.

Ordføreren.

Jeg synes, at det er en urimelig måde sætte det op på nu at sige, at fordi elprisen er nede i 1 kr. og nogle og 20 øre, så er der ikke nogen danskere, der virkelig for alvor har haft svært ved at få enderne til at mødes, for det er der altså. Både i 2022, i 2023 og i 2024 var der rigtig mange danskere, der seriøst overvejede, om det var værd at tænde ovnen, fordi ellen var så dyr. Når man overhovedet ikke har nogen forståelse for, at der er nogle danskere, der har haft svært ved at få enderne til at mødes, og man har den mangel på respekt for alle os, der bor ude i landdistrikter, hvor man ser den massive ødelæggelse, som solcelleparkerne fører med sig, så bør man lige tænke sig en ekstra gang om, inden man er så notorisk imod at lave et atomkraftværk, der jo kan stoppe den udrulning af solcelleparker. Så må jeg også bare sige, at jeg også mangler svar fra Socialdemokraterne på spørgsmålet: Når man vil stoppe med at bore efter dansk olie og gas, hvor vil man så købe det henne?

Spørgeren.

Først og fremmest skal vi jo bruge noget mindre. Det er vi jo godt i gang med, f.eks. i vores transportsektor, hvor elbilerne ruller derudad i stor stil. Men jeg synes bare, at når Dansk Folkepartis ordfører går så meget op i, hvad elprisen er de dage, hvor den er høj, så skylder man vel også at sige, at der faktisk bliver flere og flere dage, hvor den er meget lav. Ja, danskerne oplevede højere energipriser fra 2022 og frem. Det gjorde vi jo alle sammen i Europa, fordi der blev krig i Ukraine. Det var da ikke et dansk fænomen. Vi skal væk med det gas fra Rusland. Det er vi i fuld gang med. Men Dansk Folkeparti vil blive ved med at basere vores system på olie og gas, og man vil trække tæppet væk under de her 90.000-100.000 danskere, der arbejder i energisektoren, også uden for Danmarks største byer, ikke mindst i Jylland. Jeg forstår ikke den modstand, Dansk Folkeparti er ude i her.

Ordføreren.

Nej, men måske er virkeligheden hr. Jesper Petersens største udfordring, nemlig at hr. Jesper Petersen ikke forstår det. Men jeg forstår det, og danskerne forstår det, fordi man mærker det hver evig eneste dag. Det er jo netop derfor, der er sat den kile i befolkningen, som der er, mellem dem, der ønsker solcelleudrulningerne, og dem, der som mig selv og mange andre – også folk, der stemmer på hr. Jesper Petersen og hans parti – ikke ønsker dem. Man er fuldstændig bedøvende ligeglad med de mange danskere, der mærker konsekvenserne på egen krop ved at få solceller rullet ud ved siden af, hvor de bor. Eksempelvis er der døde landsbyer og faldende huspriser. Og man er jo heller ikke interesseret i at give de mennesker en ordentlig kompensation. Prøv at høre her: Det sidste, jeg hørte, var, at beløbet var mellem 1.200 og 1.500 kr. til en husstand for at få opsat en solcellepark lige ved siden af, hvor de bor. Det mener jeg er urimeligt.

Tak. Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Det er, når der står en, som ikke lige følger regeringens politik, på talerstolen, man hører de vildeste påstande. Altså, der er faktisk nærmest ikke solceller nogen steder, men det er jo, fordi man forestiller sig, at man er på landet på Sjælland. For 24 ud af 26 af de her energiparker er jo blevet smidt til Jylland, og Enhedslisten nåede fra tidligere i debatten at have været imod den grønne gas frem til, at den så lige pludselig var løsningen. Der ved jeg ikke, om vi skal have nogle flere slagterier, og det må Alternativet jo svare på. Jeg er umiddelbart ikke enig i, at vi skal have et atomkraftværk sådan lige nu, og jeg hørte faktisk også ordføreren efterfølgende sige, at det er den næste teknologi, der er interessant. Men jeg må, når hr. Jesper Petersen sådan laver den her frygtretorik med gas, bare spørge, om det ikke er konstaterbart, at vi i Danmark bruger nul – nul – russisk gas. Og det gør vi jo faktisk, fordi Thyrafeltet leverer noget og der så også er noget grøn gas og andet. Men hr. Jesper Petersen skal så bare, når han ligesom svinger sig helt op til at sige, hvordan han vil løse base low-problematikken, lade være med at sige, at det er på grund af den her farlige russiske gas. For ellers må hr. Jesper Petersen jo igen gå på talerstolen, men virkeligheden, fakta, er, at det er vi langt ud over, fordi vi også har Tyrafeltet. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt. Men jeg må bare lige sige, at hvis hr. Torsten Gejl stiller sig herop og taler om at øge svineproduktionen i Danmark, så kan vi i hvert fald formå at skabe breaking news, altså seneste nyt. Men jo, det er da meget pudsigt, at hr. Jesper Petersens parti og vores egen statsminister fru Mette Frederiksen synes, at det er en god idé at blive ved med at sende penge af sted til Putin hver evige eneste måned ved at købe russisk gas, og det er jo så åbenbart en linje, som statsministeren og vores klimaminister synes er den, vi skal fortsætte med, altså at vi skal stoppe med at bruge vores egen danske gas, og at vi så i stedet for skal øge indkøbet af russisk gas. Så bliver det jo også spændende at være vidne til, om regeringens fremtidige planer er at begynde at sende noget ulandsbistand af sted til sauderne og irakerne ved også at købe deres olie og gas. Men det må vi jo så vente spændt på, for vi kan jo ikke få svar på, hvem der bliver den heldige vinder.

Spørgeren.

Det var jo også det, jeg brugte min egen taletid på, altså det der med at få noget realisme ind i den her debat. For ellers mister vi danskerne, og virkeligheden er, at der er nul gas fra Rusland i det danske net lige nu. Så det er vi nået i mål med, men man fandt tidligere ud af, at det var et godt argument, og man presser det derfor bare ned i halsen på os. Jeg bliver nødt til at sige til ordføreren, at jeg næsten er sikker på, at hr. Torsten Gejl ikke går op og siger, at vi skal have flere kvægslagterier. Jeg ville ønske det, for kød er jo dejligt, men det er jeg ikke sikker på at hr. Torsten Gejl ser på den samme måde. Men virkeligheden er jo, at vi mangler det, og det er jo det, der er hele problematikken, og det er det, som regeringspartierne og alle de hellige kan komme frem til er grundlasten, altså hvad vi gør juleaften, når vinden ikke blæser. For så bliver anden altså ikke stegt, eller hvad man spiser, hvis man ikke spiser kød.

Ordføreren.

Jeg må jo også bare sige, at jeg har meget svært ved at forstå Socialdemokraternes massive modstand mod atomkraft. Altså, det er jo noget, deres kollegaer rundtomkring i hele Europa gør, alt, hvad de kan, for at fremme, netop fordi de går op i at være selvforsynende, og det er svært at tage seriøst, at regeringen ønsker, at vi skal opruste militært, når man ikke er parat til at være selvforsynende. Hvad har de tænkt sig at gøre i en krisesituation, når vi ikke er selvforsynende? Hvad har de tænkt sig at gøre i en krisesituation, når regeringens politik er at gøre os endnu mere afhængige af slyngelstater, som vi absolut ikke ønsker at have noget med at gøre?

Dermed tak til Dansk Folkeparti. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, formand, og nej, Alternativet går ikke ind for, at vi skal have flere slagterier – det skulle da lige være planteslagterier. Uanset hvad er det ifølge Klimarådet sandsynligt, at vi når 2030-målsætningen om 70 pct. CO₂-reduktion i 2030, og det er jo glædeligt, hvis det så kommer til at holde. Jeg har talt med forskere, som mener, at det er for lavt, og at vi faktisk skulle have været oppe mod i nærheden af 80 pct. hvis vi skulle have levet op til vores del af Parisaftalen. Så vi skal i hvert fald videre. I Alternativet synes vi, vi skal op på klimaneutralitet i 2035. Det må simpelt hen være et realistisk mål. Vi har regnet lidt på det, og i samfundsøkonomiske omkostninger koster det 0,3 pct. af bruttonationalproduktet. Men der har vi det sådan, at når der tales om måske at bruge 4-5 pct. af bruttonationalproduktet på forsvar, så synes jeg set i det perspektiv, at det er fint, at vi investerer i at holde indsatsen mod klimakrisen ved lige, indtil vi får løst de her sikkerhedskriser. Vores problem er tit, at det er svært for forbrugerne at handle grønt, fordi en bøf er billigere end salaten og toget er billigere end flyet, og det skal vi altså have lavet om. Vi bliver simpelt hen nødt til at vende de der ting om med de redskaber, vi har, sådan at alle danskere kan være med til at lave bæredygtig omstilling. Når vi nu taler energiforsyning på den lange bane, vil jeg sige, at vi var glade for den aftale, vi lavede i går, hvor vi udbyder 3 GW havvind, men det er jo en redningsaktion. Vi havde en plan om i hvert fald 6 GW, som der bare ikke var nogen der gad at byde på. Jeg var selv for få år siden med til sammen med daværende klimaminister hr. Dan Jørgensen at være oppe på de helt høje klinger. Vi planlagde nogle energiøer i Nordsøen, som var sådan 64 fodboldbaner store – det var bare installationerne, og så stod vindmøllerne udenom. Og vi talte om et grønt dansk energibrand med strøm til millioner og millioner af danske husstande. Så kom Putin, og så kom inflationen, og så kom forsyningsproblemerne, og så kom råstofpriserne og så kom produktionsapparatspriserne, og det hele gik amok. Så det var altså også, før verden gik af lave, men jeg var selv med til det, og jeg har selv hånden på kogepladen, for jeg troede på det. Så det, at vi så i går formulerede det med 3 GW havvind, synes jeg er glimrende, og jeg er glad for at komme i gang igen. Men vi vil bare videre med forsyning af vedvarende energi, og vi synes slet ikke, vi er kommet langt nok. Med hensyn til landvind og solceller synes jeg, vi er for fedtede. Vi har lavet nogle ordninger, der gør, at de lokalområder, hvor det her skal sættes op, og hvor man stort set ikke har andre ressourcer, ikke får nok ud af det. Jeg er stadig væk vild med det Hvide Sande-projekt, hvor borgerne og bankerne finansierede to kæmpestore møller og fik en stor del af indtjeningen. Som en derude fra sagde: Prøv at høre, Torsten, det er lettere at glo på de der møllevinger og lytte til dem, når det er sådan, at vi ved, de skaber næring til området, og at de fastholder plejehjemmet og skolen, så Brugsen kan blive her, og så vi kan blive her i Hvide Sande. Der synes jeg vi er for fedtede. Jeg synes simpelt hen ikke, at vi formår at lade lokalområderne få glæde nok af den energiudvikling, der er derude. Uanset hvad er stikordet for den her debat om fremtid og forsyning set fra Alternativets side utålmodighed. Vi mener også, det er helt skørt, at Venstre vil afblæse udfasning af gasfyr stik imod den aftale, vi har lavet. Der er jeg enig med Enhedslisten i, at vi bør sætte en stopdato for udfasning af gas, for de mange tusind gaskunder, der kan komme over på fjernvarme. Der har jeg nogle gange oplevet med den her regering, at med hensyn til energipolitikken bliver det sådan et skridt frem og et tilbage, og så bliver det sådan et nulsumsspil, og her synes jeg nærmest, at regeringen modarbejder sig selv lidt. Når Venstres formand står og siger, at vi skal afblæse udfasningen af gasfyr, og Socialdemokraternes ordfører siger, at det er faktisk er et uhensigtsmæssigt signal at sende til fjernvarmeleverandørerne, så er der en direkte modsætning i regeringen. Til gengæld vil jeg gerne give Socialdemokraternes ordfører, hr. Jesper Petersen, adskillige point for at være ærlig og tydelig og turde fortælle om Socialdemokraternes egen politik. Jeg mener, det er rigtigt, at vi skal lade være med at sende usikre signaler, når vi skal have så mange mennesker over på fjernvarme – specielt når det går langsomt. Jeg synes, som jeg også har sagt i Klimaministeriet, at Troels Lund Poulsen skulle flette næbbet i stedet for at stå og skabe tvivl om udfasningen af gasfyr. Vi vil også gerne kigge på den aftale hurtigere end i 2026.

Uanset hvad taler vi hele tiden om det der begreb grøn gas, og jeg køber ikke det udtryk. Det var også det, som vi måske kom fra før, for det er jo meget baseret på et gigantisk slagterilandbrug og 20.000 svin og en hel masse køer, som skal slagtes, og som skal opretholdes. Hvis vi så finder ud af, at vi ikke gider være et af de lande i verden, som producerer mest kød – med alle de konsekvenser det har – så får vi et kæmpestort problem med vores gasforsyning. Så vi tilrettelægger en gasforsyning på en stor mængde husdyrgødning og slagteriaffald, og så kalder vi den grøn. Det synes jeg er greenwashing. Uanset om det handler om gas, solceller eller vind, vil vi i Alternativet selvfølgelig møde op til alle forhandlinger om energi og forsyning og forsøge at sætte tempo og skrue ambitionerne op, lidt ligesom vi forsøgte med den aftale i går, hvor vi ganske vist er glade for at få et udbud på 3 GW. Men det, der interesserer os, er, hvordan vi kommer videre med alle 6 GW og i det hele taget med det vindeventyr, hvor vi ønsker at forsyne mange millioner europæiske husstande med grøn dansk strøm fra sådan nogle gigantiske grønne stikkontakter fulde af vindenergi fra Nordsøen og Bornholm osv., formand.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren, og det er altid skønt, og jeg har altid haft stor veneration for ordføreren. For vi er ikke enige ret mange steder, men ordføreren er da villig til at stå på mål for det, han synes, og det er jo bekræftende. Den grønne gas har jeg jo heller ikke hørt ordføreren fra Alternativet sådan svinge sig rundt i forhold til, ligesom jeg hørte Enhedslisten gøre det, hvor det lige var belejligt, så det er fair. Men der er jo ingen tvivl om, at vi i Danmarksdemokraterne gerne ser, at man får gasforsyningen endnu mere over i forhold til en animalsk produktion. For det er jo tudetosset, når resten af verden gerne vil købe vores produkter, at vi så forsøger at ødelægge det, altså når vi CO 2 -mæssigt har et af de mest effektive landbrug i verden. For CO 2 -'en har jo den tendens, og det glemmer man nogle gange herinde, på nær når vi skal levere grøn el til resten af Europa, at det så blander sig alle steder. Så vi skal selvfølgelig producere det det sted, hvor det er mest effektivt, og det er nu engang det danske landbrug, og det tror jeg de fleste er enige i. Så kan man jo ideologisk synes, at kød er noget træls noget, og det har jeg det fint med. Men ordføreren er jo også villig til at kigge ind i fornuften med f.eks. at begynde at teste atomkraft – det ved jeg at ordføreren er – og der er vi uenige om hvordan. Men man skal jo kigge på alle teknologier, hvis man skal nå i mål. Er det ikke korrekt, at Alternativet, selv om de ikke er sådan halleluja med det, i hvert fald ser lige på alle teknologier?

Ordføreren.

Det er i hvert fald ikke halleluja. Men vi vil ikke have atomkraft i Danmark, vi vil ikke have den ind i den danske energiplanlægning, og vi vil heller ikke have det tilknyttet det danske elnet generelt. Men hvis det nu er sådan, at udviklingen af atomkraft med fjerdegenerationsatomkraft f.eks. i Indien kan betyde, at man kan gå fra fossil energi og videre over på fjerdegenerationsatomkraft og bagefter måske over på vindenergi, og selv om vi nu i Danmark er så gode i forhold til vind- og solenergi, at det her ikke er aktuelt, hvorfor skulle vi dog ikke lade danske virksomheder være med på et eventyr, som kan komme til at give så meget mening?

Spørgeren.

Der er Danmarksdemokraterne jo fuldstændig enige med Alternativet, og det var faktisk også det, jeg mente med, at vi engang imellem er enige. For det, vi mener, er, at man selvfølgelig skal se på, om man kan blive dygtige på det område, sådan at man kan levere globalt på det. I Danmarksdemokraterne tror vi heller ikke, at atomkraft sådan nogen sinde er noget, der kommer i Danmark, hverken i tredje eller fjerde generation. For når det drejer sig om atomkraft, håber jeg da, at Folketinget ligesom på en anden måde, end det sker, når vi planter jernmarker, spørger befolkningen og sørger for, at vi tager de lokale folk, der skal stå med det, seriøst. For det er jo netop også sådan, som ordføreren forsøger at sige det med eksemplet fra Hvidesande, at danskerne, hvis vi får dem med, så gerne vil det. Det, de ikke vil, er at blive stopfodret herindefra. Er ordføreren ikke med på, at vi, uanset hvor meget vi helliger os det, at kommunerne bestemmer, har et demokratisk problem, når vi kan mærke, at der er områder, hvor danskerne ikke kan lide den måde, vi gør det på?

Ordføreren.

Jo, jeg tror i nogen grad, at danskerne er vant til at levere marker og udsigt til sol- og vindenergianlæg, hvor dem, der tjener mange penge på det, er store firmaer, som ofte ikke betaler skat i Danmark. Så det her skal vi gøre klogt, og jo flere gener der er ved noget, jo større udbytte skal folk have, særlig når der ikke er særlig mange andre ressourcer i landdistrikterne.

Hr. Christian Friis Bach, Venstre.

Da jeg var i starten af tyverne, var jeg nok lidt en nørd – jeg abonnerede i hvert fald på biogasforeningens medlemsblad og fik det tilsendt en gang om måneden og læste med stor interesse i det. Dengang var det jo sådan, at det var meget svært at få de her biogasanlæg til at køre, og så fandt man ud af, at man kunne tage noget slagteriaffald og kyle det ned i, og så, bang, gav det faktisk meget mere gasproduktion. Man fik noget affald, man fik udnyttet restprodukter, og det gav et grønt bidrag til omstillingen i Danmark. Jeg undrer mig bare over, at det for hr. Torsten Gejl nærmest er blevet sådan et ideologisk modstandstog imod biogassen. Biogassen har fra den tid udviklet sig ganske fænomenalt i Danmark. Det er fantastisk, hvad de kan derude i biogassektoren, og de producerer af restprodukter langt hen ad vejen, og nu kan de i fremtiden producere af græs, som vi høster på naturarealer og bruger til græsprotein og derefter kører over i biogassen og videre i pyrolysen. Ser hr. Torsten Gejl slet ikke noget positivt, noget godt i den grønne omstilling af biogasproduktionen i Danmark?

Ordføreren.

Biogas kan sagtens være bedre end olie uden at være grønt. Det er jo i meget høj grad baseret på et kødlandbrug, som for køernes vedkommende har et kæmpe CO 2- udslip, et kæmpe gødningsudslip, som skaber iltsvind, forpester drikkevandet, dræber insekterne, optager plads til naturen, og så kan vi komme ind på det dyrevelfærdsmæssige bagefter. Hvis vi tager de der grønne ting, som er problematiske, i forhold til kødproduktion, synes jeg, det er svært at sige, at noget, der er så problematisk klimamæssigt, bliver grønt, bare fordi vi brænder det af.

Spørgeren.

Nu ville jeg ikke diskutere kødproduktion, jeg ville diskutere biogas. Det er jo en meget vigtig del af den grønne omstilling i Danmark. Men så vil jeg gerne udfordre ordføreren i forhold til atomkraften, for der synes jeg faktisk, at Alternativet står sådan ret tågede hen, undskyld mit udtryk. Anerkender ordføreren ikke, at hvis ikke vi giver de der fjerdegenerationsanlæg lov til både at forske og udvikle, men også at tilslutte sig i Danmark, hvis de får succes med at lave et anlæg, så kommer det ikke til at ske i Danmark, og at det derfor er nødvendigt at fjerne forbuddet?

Ordføreren.

Det er faktisk et rigtig relevant spørgsmål, og det er noget, vi har tænkt meget over. Jeg tror, det handler om at give dem mulighed for at tilslutte sig klynger – virksomhedsklynger eller klynger af virksomheder og steder, som driver forskning. Jeg tror ikke, det er nødvendigt, og det er faktisk et ønske fra dem selv, jeg har hørt, at tilslutte sig hele det danske energisystem. Jeg tror, du kan lave de test, som er nødvendige, i mindre klynger, så vi har indhegnet det.

Dermed tak til Alternativet. Nej, der er en enkelt kort bemærkning. Det var i sidste sekund. Gør det noget? Fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

Det var i sidste splitsekund, og det var sådan set også kun inspireret af det, ordføreren lige sagde her til sidst, og den her dialog omkring biogassen. For hvis vi skal være helt ærlige, er der jo, uanset hvad vi laver af grønne teknologier, noget i dem, der ikke er så fedt. Altså, vindmøllerne er lavet af en masse stål, der bliver fragtet hertil fra Langtbortistan, og det samme gælder solcellerne. I forhold til biogassen kan der være noget affald fra dyrehold, der kommer i den. Så der er ikke rigtig noget, der sådan er helt rigtig grønt. Måske er det mest grønne den her kernekraft. Til det, som ordføreren lige sagde om de her klynger, vil jeg sige, at klynger vel ikke er nok, for at de her virksomheder skal blive i Danmark. Det er vel også, at de har mulighed for at komme til at teste deres produkter. Det kan godt være, at de ikke skal have adgang til nettet, men de skal jo have adgang til nogle testreaktorer.

Ordføreren.

Det er relevant, og omdrejningspunktet for os er, hvordan vi kan lave nogle testmuligheder, der gør, at du ikke bare slipper det fri i hele det danske energisystem. Altså, det vil de virksomheder, som forsøger at udvikle fjerde generation af atomkraft, jo rigtig gerne, men vi skal efter vores mening have det indhegnet. Det er derfor, vi tænker: Kan vi gøre det, kan vi bringe det op i en størrelsesorden, hvor du kan teste det på virksomheder og på forskningsinstitutter, altså hvor du har et sted at sende strømmen hen og tjekke stabiliteten og alle de ting, der er brug for, uden at slippe det løs i elnettet generelt? Det er i hvert fald det, der er vores tanker.

Ønskes der opfølgning? Nej. Så tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål, og det kan der heller ikke nå at komme fra nu af. Så går vi til klima-, energi- og forsyningsministeren. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal gøre det kort. Tak for de mange indlæg og ordførernes engagement. Vi er kommet vidt omkring. Regeringsordførerne har fremsat regeringens forslag til vedtagelse, der indeholder de vigtigste energipolitiske prioriteringer for regeringen. Vi skal især have fokus på at producere endnu mere grøn strøm, for det er nøglen til at ruste os til fremtidens energibehov. Regeringen vil også arbejde for, at Danmark skal bidrage til et grønt og sikkert Europa, som gør sig uafhængigt af Rusland, og det vil vi bl.a. arbejde for, når vi overtager EU-formandskabet. Og alt det skal ske i en verden, der er langt mere usikker end tidligere. Derfor er der brug for et bredt samarbejde, og det ser jeg selvsagt frem til. Så vil jeg egentlig også godt kvittere for, at mange partier har efterspurgt, at vi styrker dialogen omkring stabiliserende faktorer i dansk energipolitik. Her kunne jeg selvfølgelig spøgefuldt nævne, at en af de mest stabiliserende faktorer, vi har i dansk energipolitik, selvfølgelig er regeringen, men vi skal nok samarbejde bredere om den sag. Det er, synes jeg, ret vigtigt, hvis der er nogen, der har fulgt med i debatten her, at vi ikke efterlader offentligheden med et indtryk af, at dansk elforsyning er truet af mangel på grøn strøm eller anden strøm. Vi har en tårnhøj forsyningssikkerhed. Det, vi kan se, er scenarier for fremtiden, når vi nærmer os 2030, hvor den del af forsyningssikkerheden, der vedrører effekttilstrækkelighed, kan være udfordret. Og det skal vi selvfølgelig forholde os til i god tid inden, men der er ikke nogen, der skal gå i seng i aften og være bange for, at vi kommer til at mangle grøn strøm. Så er der sagt enkelte ting i debatten, måske flere, som ikke helt overholder sandheden. Og jeg vil bare lige nævne, at juleaften ikke er den aften, hvor vi bruger mest grøn strøm eller anden strøm; det er andre dage, fordi det heldigvis er sådan, at juleaften holder danskerne fri og er hjemme. Det er rigtigt, at på villavejene bliver der brugt meget lige præcis i et par timer, men da vi ikke er på arbejde, er elforbruget i industrien ikke så stort. Jeg er ked af, at Dansk Folkeparti har forladt salen, for jeg var faktisk lidt i tvivl om, om Dansk Folkeparti var blevet til et socialistisk parti. For under ordførerens indlæg sad jeg og grublede lidt over et gammelt Winston Churchill-citat, hvor han skulle forklare forskellen på socialisme og liberalisme. Citatet går nogenlunde i stil med, at den iboende svaghed ved socialismen er den ligelige fordeling af dårligdom, mens den iboende svaghed ved liberalismen er den skæve fordeling af goderne. Hvor vil jeg hen med det? Jo, det bekymrer mig lidt, at vi gentagne gange her i salen har debatter om elpriser med udgangspunkt i elprisen den enkelte time. For det er rigtigt, at der kan være timer, hvor elprisen er meget høj, men hvis det nu afløses af rigtig mange timer, hvor elprisen er lav, så tænker jeg, at det er den gennemsnitlige elpris, der er afgørende. Og der står Danmark et godt sted. Den grønne omstilling har sikret os på europæisk plan, at vi, som Socialdemokratiets ordfører nævnte, ud fra sidste gang vi målte det, er på en ottendeplads. Vi har relativt lave priser i gennemsnit, og at de så svinger, skal elkunderne selvfølgelig forholde sig til, men det vigtigste er jo, at vi i gennemsnit har en lav elpris. Og der har jeg lidt svært ved i forbindelse med tanken om atomkraft at se, at den på den korte bane skulle kunne give andet end stabilt høje priser. Tak for ordet.

Hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Tak. Altså, nu har regeringen uden venner mulighed for at stemme et forslag til vedtagelse igennem her om et par dage. Og hvis nu man ser på, hvad det er for nogle handlinger, det kunne medføre, så er der en sætning om, at regeringen vil drøfte yderligere tiltag for at sikre hastighed i udbygningen af elnettet. Det er jo sådan set et løfte om en forhandling. Hvis jeg ser på den tekst, som SF, Konservative, Enhedslisten, Radikale og Alternativet har lavet, så efterspørger vi faktisk en del forhandlinger. Og hvis nu der skal genopbygges noget tillid og et godt samarbejde, vil jeg egentlig opfordre ministeren til at lave en tidsplan for, hvad det er for nogle forhandlinger, der vil blive indkaldt til i år. For der efterspørges både en opfølgning på det der med fire gange vedvarende energi på land, og der efterlyses en forhandling om gasfyr, der efterlyses en revision af klimaloven, og der er jo sådan set en efterlysning af at igangsætte initiativer for at sikre forsyningssikkerheden. Så jeg vil opfordre ministeren til at læse den tekst, der ikke bliver vedtaget, og prøve at overveje, i hvilket omfang der skal laves en tidsplan.

Ministeren.

Jeg tror allerede, jeg har nævnt, at der i forbindelse med spørgsmålet om elforsyningssikkerhed er udsendt en invitation. Det er i næste uge, hvis jeg husker ret. Der er allerede udsendt en invitation til et møde, hvor vi skal drøfte status for udbygningen af elnettet som opfølgning på Energinets replanlægning. Så den invitation er udsendt. Og vi skal selvfølgelig forhandle og debattere klimaloven i år. Det skal man jo gøre, jævnfør aftalen i 2025, så det kommer vi selvfølgelig til at overholde. Hvis der i det, hr. Søren Egge Rasmussen sagde, lå, at han er tæt på at stemme for regeringens forslag til vedtagelse, så tænker jeg, at man er velkommen til det. Men ellers er det jo i Folketinget, at man aftaler formuleringen af disse tekster og stemmer om dem, og det vil jeg som minister holde mig ude af.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Ja ja, men nu er det jo en debat, som munder ud i, at man vedtager en tekst, og den tekst, der bliver vedtaget, skal jo egentlig gerne være forpligtigende for regeringen. Sådan har jeg forstået de her forespørgselsdebatter, altså at det faktisk er alvorligt, hvad der bliver vedtaget. Jeg opfordrer bare ministeren til, selv om den vedtagelsestekst, som en række partier har indleveret, ikke bliver vedtaget, at tage det, der står i den tekst, alvorligt. For det gælder jo sådan set en lang række af de partier, som er med i rigtig mange af de klima- og energiaftaler, som er indgået de seneste år.

Ministeren.

Tak for den opfordring. Og så vil jeg bare gentage mig selv: Der er allerede indkaldt til møde om at drøfte effekttilstrækkelighed. Der er indkaldt til møde, men jeg konstaterer, at der er en del partier, der så ikke kunne møde op på den dato, jeg foreslog, så jeg vil lede efter en ny dato til at følge op på Energinets replanlægning i forhold til nettet. Vi skal selvfølgelig drøfte 2025-målet. Og så henholder jeg mig til de politiske aftaler, og på gasområdet står der, at vi i 2026 skal drøfte tiltag til fuld udfasning, og det arbejder jeg loyalt efter.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ministeren. Jeg tror faktisk ikke, at jeg sagde, at det var juleaften, man brugte mest strøm. Jeg sagde bare, at det var rigtig bekymrende, at man kunne stå uden strøm og ikke kunne stege anden. Det er fuldstændig rigtigt, at det er, fordi vi stadig væk ikke arbejder juleaften, men det er jo bare et spørgsmål om tid, før den nuværende regering finder på, at det er den næste helligdag, man fjerner, for vi skal jo alle sammen være mere ved samlebåndet, og det kan jo ligeså godt være den som alle andre. Angående det økonomiske incitament, altså at det gav 3 mia. kr. i kassen, vil jeg sige, at jeg ved ikke, hvor mange gange vi har fremskrevet det, og hvad råderummet har været siden – det er i hvert fald ikke pengene, det handler om. Men det var det argument, man brugte dengang. Det viser jo bare, at regeringen finder på hvad som helst, og gad vide, om den næste så bliver juleaften. Til den tid kunne det være rart at have en grundlast, så vi ligesom sikrede, at vi igen kunne komme tilbage til en tid, hvor danskerne hele dagen vidste, hvad det kostede, ligesom da strøm kostede 4 kr. eller 3 kr. eller 2 kr. – det var jo en dejlig tid – i stedet for at man står op midt om natten for at få lov til at vaske sine hvide skjorter til næste uge, fordi det hele dagen har kostet 11 kr. Det er jo det, der er problemstillingen med den måde, vi kører det på med vedvarende energi, som er ustabil. Ministeren var faktisk inde på det i starten, altså at der stadig væk er nogle tidspunkter, hvor vi skal have den sikkerhed op. Så bliver jeg nødt til at spørge i forhold til forsyningssikkerhed: Er ministeren ikke enig i, at når vi laver tingene meget firkantet, bliver det nogle gange dumt, i forhold til at folk skal kobles fra den grønne strøm, f.eks. hvis du bor et sted, hvor du ikke får fjernvarme, og vi tvinger folk ud, der har gasfyr, ved siden af en virksomhed, som vil bruge grøn strøm?

Ministeren.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der ved sine fulde fem påstår, at energisystemet kan køre på sol og vind alene. Så selvfølgelig skal der være elementer i det, der kan stabilisere sådan et energisystem. Et af elementerne er kraftværker. Det har vi behov for. Spørgsmålet er jo så, hvor energien til de kraftværker skal komme fra. Der er også nogle grønne muligheder. Hr. Søren Egge Rasmussen har peget på biogas som en af mulighederne. Men der er også andre ting, der kan give os den stabilitet. Der er lagring. Man kan også indrette sig sådan, at der er et prissignal om at lade være med at forbruge, når det er rigtig dyrt. Det er sådan set meget godt, at det kommer ud både til danskerne og til virksomhederne, fordi det giver nogle muligheder for at opføre sig økonomisk rationelt i forhold til det energisystem, vi har. Hvis hr. Kim Edberg Andersen er så fortvivlet og finder det så forstyrrende, at elprisen svinger, kan jeg kun opfordre til at vælge et fastprisprodukt. Jeg ved ikke, om hr. Kim Edberg Andersen er nærig, men vi taler i hvert fald af og til sammen om økonomi, så jeg tænker, at der er en vis form for nærighed i kroppen på hr. Kim Edberg Andersen. Derfor vil jeg sige, at hvis man vil have en fast pris, betaler man jo en præmie for det, men hvis hr. Kim Edberg Andersen synes, at det er så frustrerende, at prisen svinger, kan jeg kun opfordre til at vælge et fastprisprodukt.

Tak. Ønskes der en opfølgning? Ja. Værsgo.

Jeg havde helt glemt, at jeg havde en opfølgning. Det var jo superdejligt. Jeg er bestemt ikke nærig; jeg er bare nordjyde, og vi er jo blevet ramt af alle de afgifter, der er, f.eks. de der 79 øre, jeg skal betale for Europas dyreste strøm, som det jo bliver til, når den her regering er færdig, for det kan man jo se på elafgifter og også med transportafgifter osv. Det, jeg siger, er, at der er en lethed og noget med at få forbrugerne med ind på det, hvis vi igen kommer tilbage til, at alle priser er billige. Fakta er, at når man ser tilbage på de store udsving i elprisen, så er virkeligheden jo, at hvis du er en, der ikke har hele dagen til det, f.eks. hvis du både har børn og job og ikke bare sidder herinde og hygger dig med at følge med i, hvornår elprisen er billig, så kan du blive ramt af lige pludselig at skulle betale 11 kr. for noget, som du dagen efter får næsten gratis. Det er en tåbelighed, som er kommet, og en ustabilitet, der er kommet på grund af den her omstilling, og den skal vi være bedre til at gøre anderledes.

Ministeren.

Her er der jo så et valg. Vil vi lære at leve med svingende priser, men i gennemsnit have lave priser, eller vil vi hellere have et system med stabilt høje priser? Der er det jo heldigvis sådan i vores land, at mennesker også selv kan træffe beslutninger, og det er sådan i det danske elmarked, at man kan vælge et fastprisprodukt, hvis man er interesseret i at sikre sig den faste pris. I forbrugeroplysningens hellige navn skal jeg bare oplyse, at det som regel også kommer med en lille ekstrabetaling at få et fastprisprodukt. Det kender vi alle sammen godt i forhold til f.eks. vores realkreditlån. Men det problem, som hr. Kim Edberg Andersen peger på, kan man forsikre sig ud af.

Dermed siger vi tak til ministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet. Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som sagt først finde sted torsdag den 22. maj 2025.

Vi skal i gang med endnu en redegørelsesdebat. Det indebærer, at ordførerne lige skal logges ind på deres pladser og rykke lidt fremad. Der er meget arbejde i det, så vi tager lige en kort pause. Så er alle på plads, og computersystem er også med. Dermed er forhandlingen åbnet. Den første ordfører er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Jeg er glad for, at vi har den her årlige status, hvor vi ikke bare diskuterer enkeltsager eller enkelte forslag, men hvor vi hæver blikket en lillebitte smule og kan drøfte de sådan større linjer i ældrepolitikken. Men det må også siges at være noget af en særlig redegørelse i år, og det skyldes jo ikke kun det faktum, at der endnu en gang er leveret en grundig gennemgang af tilstanden i ældreplejen, men jo også, at det er den sidste redegørelse under det gamle styringsregime, for om lidt over en måned træder den nye ældrelov i kraft – en reform, der markerer et retningsskifte i vores tilgang til pleje og omsorg for alle ældre borgere i Danmark. Den nye ældrelov er jo faktisk det skifte, hvor vi går fra ydelse til menneske. Vi tager et afgørende skridt væk fra tænkning i enkeltydelser og minutregistreringer. Vi skal med andre ord se det enkelte menneske og gøre op med den rigide visitation og det bureaukrati, som alt, alt for længe har trukket energi ud af systemet, væk fra omsorgen og over i kontrol. Som det fremgår af redegørelsen har vi over årtier opbygget en struktur, hvor dokumentationskrav og standarder har fået forrang over tillid og dømmekraft, og det er en udvikling, vi nu vender, fordi helhedspleje skal sætte mennesket, ikke systemet i centrum. Vi skal rykke visitationen væk fra et skrivebord på rådhuset, hvor man ikke engang behøver at have set det menneske, man sidder og træffer afgørende beslutninger om, og meget tættere på mennesket, på den ældre. Det betyder, at det i langt højere grad er de medarbejdere, som kender den ældre – kender livshistorien, kender familien og de pårørende – der også er de bedste til at vurdere, hvad der er brug for hos det enkelte menneske i den situation, menneskets står i. Vi giver altså med andre ord fagligheden tilbage til dem, der hver dag er i kontakt med borgerne, og det giver både bedre beslutninger og meget mere meningsfulde relationer. Samtidig ønsker vi at organisere plejen i faste teams, så det bliver færre og mere kendte ansigter, der kommer i de ældres hjem. Det handler også i sidste ende om værdighed. Jeg bliver oprigtigt ked af det, når jeg hører om en ældre kvinde med demens, som hver måned har mellem 30 og 35 forskellige medarbejdere forbi i sit hjem. Det kan og skal vi gøre bedre. Reformen kommer til at stille store krav, men den kommer også til at åbne store muligheder, og det er nu op til kommunerne og medarbejderne at gribe visionen og fylde den med liv, omsætte enkeltydelser til helhedsforløb og visitation på afstand til vurderinger i hverdagen. Det er at vende en supertanker. Det er ikke nogen nem opgave. Vi forsøger at vende et kæmpestort system, som i 2 årtier har sejlet i en retning og de sidste mange år pløjet sig ind på grund, og hvor styring og mere styring og mindre tillid har været det, der satte sig fast i mennesker. Jeg kender det fra min egen tid i ældreplejen: følelsen af, at skemaet var vigtigere end samtalen; følelsen af, at hvis man gik den ekstra mil for at yde værdig pleje, var det lig med overarbejde. Derfor har vi også sat penge af til reformen, og når den er fuldt indfaset, vil der være over 1 mia. kr. ekstra til ældreområdet. Det giver os muskler til både at styrke plejen og skabe de rette rammer for de medarbejdere, som skal få reformen til at lykkes. Det er nemlig medarbejderne, der er velfærdens rygrad. Vi må ikke glemme, at det vigtigste i ældreplejen ikke er systemet, men de mennesker, der hver dag møder ind for at gøre en forskel, for uden fagligt dygtige og engagerede medarbejdere har vi ingen ældrepleje. Redegørelsen viser også, at der stadig væk er et højt antal ikkeuddannede medarbejdere i ældreplejen. Det er bekymrende, ikke fordi de mennesker ikke gør deres bedste og yder en god pleje, men fordi den ældrepleje, vi ser ind i, kommer til at kræve kompetencer, erfaring og en stor faglighed. Derfor er der også allerede sat flere initiativer i gang, nemlig både lønløftet og en styrkelse af uddannelserne og efteruddannelserne og en investering i rekruttering, og ikke mindst giver vi tilliden tilbage til medarbejderne for at skabe bedre pleje, men så sandelig også attraktive arbejdspladser. For der er ikke nogen medarbejdere i Danmark, der har lyst til at komme på arbejde, hvis de hver morgen kl. 7.15 lægger deres faglighed på hattehylden og udfører, hvad der står på dagens smørrebrødsseddel.

Vi tror på, at det vil få flere til at søge ind i faget, og det er der brug for, for redegørelsen peger jo også på, at der er ude i fremtiden vil blive et markant øget behov for flere medarbejdere, hvilket kalder på handling nu. En af de sidste ting, jeg vil komme ind på i min tale, er velfærdsteknologi. Velfærdsteknologi kræver omtanke, men det kræver også empati og viden. Mere end 80 pct. af medarbejderne er positive over for velfærdsteknologi, og det er med god grund, for teknologi kan være en gave. Det kan frigive tid, det kan skåne kroppen, men det kan også styrke selvhjulpenhed. Vi skal bare bruge den med omtanke. Jeg har fra min egen kommune har fået mange henvendelser fra borgere, der har oplevet, at hjemmehjælpen blev byttet ud med en robotstøvsuger uden nogen egentlig vurdering af, om det gav mening i deres situation. Det ikke sådan, det skal bruges. Det må aldrig erstatte nærvær, men skal understøtte det, medmindre det selvfølgelig er den ældres eget ønske. Vi skal også sikre en introduktion af ny teknologi, og vi skal sikre, at det sker i dialog med ældre og deres pårørende og ikke bare hen over hovedet på dem. Derfor er det vigtigt, at vi som politikere ikke bare jubler over ny teknologi, men også lytter til de ældres stemmer, for det handler om værdighed og ikke effektivitet for enhver pris. Vi står på et solidt udgangspunkt, men vi må ikke glemme de 6 pct. For når vi taler om ældrepolitik, er det let at hæfte sig ved alt det, der ikke fungerer. Vi skal selvfølgelig også huske at anerkende det, der virker. Redegørelsen viser, at næsten 85 pct. af de ældre er tilfredse med ældreplejen, og det er godt. Det er et stærkt udgangspunkt, og det skyldes ikke mindst medarbejdernes daglige indsats. Vi må bare heller ikke glemme de sidste 6 pct., for bag de 6 pct. gemmer der sig rigtige mennesker med oplevelser, vi skal tage alvorligt. Når man arbejder politisk med velfærd, er det let at blive fanget i gennemsnit, tal og statistikker, men vi skal bare også huske variationerne. Vores ambition må være, at alle ældre oplever værdig, omsorgsfuld og kompetent pleje. Vi står ved en afslutning i dag, men også ved en ny begyndelse. Vi står foran en ny æra i ældreplejen, og med ældrereformen får vi en enestående mulighed for at gentænke, hvordan vi skaber et værdigt og tillidsbaseret velfærdssamfund for vores ældre – ikke mindst, hvordan vi går fra styring til omsorg. Det kræver investeringer; dem har vi lagt på bordet. Det kræver forandringer, de allerede i gang. Men mest af alt kræver det, at vi tør give plads til faglighed, til tillid, til medmenneskelighed og til praksisnært fagligt lederskab i hverdagen. I Socialdemokratiet glæder vi os til at følge den spændende tid, vi går ind i. Med det vil jeg sige tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så tak til Socialdemokratiet. Så går vi videre i ordførerrækken til hr. Hans Christian Schmidt fra Venstre.

Tak for ordet. Om lige godt halvanden måned, den 1. juli 2025, træder ældreloven i kraft – en frisættelse af ældreområdet, som skal give vores ældre endnu mere frihed og endnu flere valgmuligheder, og lad os lige holde fast i det. Ældreloven skal give vores ældre mere frihed og flere valgmuligheder. Jeg tror, at det helt generelt er sundt for os politikere en gang imellem at løfte blikket og huske på, hvad det egentlig er, vi arbejder for. Vi arbejder for at give friheden og selvbestemmelsen tilbage til den enkelte ældre, så de kan leve det liv, der passer til lige netop dem. Det er målet. Selvbestemmelse, tillid og samspil er ældrelovens bærende værdier, og det er de værdier, som ældreloven i sidste ende skal måles på. Først når vores ældre ude lokalt kan mærke, at de har fået mere medbestemmelse og indflydelse på deres hverdag, når medarbejderne i ældreplejen kan mærke, at der er tillid til deres faglighed og tid til den borgernære velfærd, og når pårørende føler sig inddraget og anerkendt og også aflastet efter behov på, vil jeg mene, vi er i mål. Med ældreloven har vi taget et vigtigt skridt i den rigtige retning. Nu skal frisættelsen af ældreområdet ud at leve lokalt hos vores ældre, hos medarbejderne og hos de pårørende. Jeg vil gerne rette en særlig tak til ældreministeren i dag og sige tusind tak for ministerens indsats, for det har været helt afgørende for, at vi har kunnet få det her. Jeg har selv haft fornøjelsen af at være herinde i mange år, mere end 30 år, og jeg har set meget, og jeg har tit savnet, at der kom så stort fokus på ældreområdet, som der er kommet her i den seneste periode, og det vil jeg gerne sige ældreministeren tusind tak for. Det er så flot. Årets ældreredegørelse giver os et godt overblik over ældreområdet her, inden ældreloven træder i kraft. Jeg hæfter mig særlig ved tre elementer, som jeg gerne vil sætte nogle ord på. Først og fremmest kan vi se, at den private hjemmehjælp stormer frem. Op mod halvdelen af alle modtagere af hjemmehjælp vælger nu en privat leverandør. I 2011 var der ca. 28 pct. af de ældre, der modtog både personlig pleje og praktisk hjælp, som valgte en privat leverandør. Nu er det ikke i sig selv afgørende, at man vælger en privat leverandør, men derimod, at man kan vælge, at man har en valgmulighed – det er det, der er det afgørende. I 2023 var tallet steget til 45 pct. – der var altså 45 pct. af de ældre, der modtog både personlig pleje og praktisk hjælp, som valgte en privat leverandør. De benytter sig jo altså af det, som de har lov til, nemlig at kunne vælge selv. Det er meget positivt og vidner om, at flere og flere ældre benytter sig af deres ret til frit valg. For Venstre er det vigtigt, at vores ældre frit kan vælge mellem offentlige og private leverandører, og derfor glæder jeg mig over, at vi med ældreloven sikrer ligestilling mellem offentlige og private leverandører, så private leverandører får endnu bedre muligheder for at byde ind på opgaver i ældreplejen. På den måde styrker vi nemlig både det frie valg og vores ældres ret til selvbestemmelse. I den desværre knap så opløftende ende må vi også med ældreredegørelsen konstatere, at vi står med en alvorlig udfordring. Vi mangler og kommer til at mangle arbejdskraft i ældreplejen. I 2070 vil antallet af ældre i Danmark være steget med mere end 40 pct. Det betyder, at vi allerede inden for det næste årti vil mangle rigtig mange hænder i ældreplejen. Det er ikke holdbart, og det er noget, vi skal tage dybt alvorligt. Det gør vi også i Venstre. Der er behov for se på, hvordan vi tiltrækker flere medarbejdere, det synes vi er godt, men også, hvordan vi fastholder de mange dygtige medarbejdere, det synes vi også godt, der allerede arbejder i ældreplejen. Fokus skal holdes på det. Med ældreredegørelsen kan vi se, at hele 71 pct. af sosu-medarbejderne på ældreområdet i kommunerne er ansat på deltid. Selv om vi kan se, at flere og flere stillinger som sosu-assistent og sosu-hjælper bliver besat, er der stadig 11 pct. af de her stillinger, som ikke bliver besat under rekrutteringen. Det må vi have fokus på.

Der bliver behov for at tage mange værktøjer i brug for at vende den her ærgerlige udvikling. Et af de værktøjer er et større fokus på fastholdelse af medarbejdere. Med ældreloven giver vi medarbejderne i ældreplejen endnu bedre mulighed for at bruge deres faglighed og uddannelse. Vi skruer ned for bureaukratiet, så medarbejderne skal bruge mindre tid på en unødig dokumentation og kontrol og mere tid på den direkte kontakt med vores ældre. Det tror jeg på de kan se sig selv i og også medarbejderne, og det kan forhåbentlig bidrage til, at endnu flere vil blive ved med at fastholde deres arbejdstilknytning, for når det kommer til stykket, tror jeg, at det er de færreste medarbejdere i ældreplejen, der mener, at det er papirnusseriet, der er den meningsfyldte del af deres arbejde. Et andet vigtigt element i tiltrækningen og fastholdelsen af medarbejdere vil jeg påstå er tid, simpelt hen følelsen af, at man har den nødvendige tid til samværet og arbejdet med de ældre, tid til at stoppe op og snakke med de ældre om, hvordan de har det, og hvad de har brug for, uden at føle, at hele dagens arbejdsprogram begynder at skride. Her kan udbredelsen af velfærdsteknologi spille en rigtig stor rolle i aflastningen af medarbejderne og frigivelse af ressourcer i ældreplejen. Velfærdsteknologier skal bruges med omtanke, og de kommer aldrig til at kunne erstatte mødet mellem mennesker i hverdagen, men de kan spille en afgørende rolle for medarbejderne i ældreplejen, der har behov for at få frigivet mere tid til arbejdet med de ældre. I årets ældreredegørelse kan vi se, at de ansatte i ældreplejen overordnet set har en positiv indstilling til brugen af velfærdsteknologi. Hele 82 pct. af de ansatte har enten en positiv eller overvejende positiv holdning til brugen af velfærdsteknologi. Det er et rigtig godt grundlag for det videre arbejde med velfærdsteknologier, som jo er et område, vi kun lige har taget hul på, men som rummer et stort potentiale. Det er i hvert fald en udvikling, vi følger tæt i Venstre. Jeg vil runde af, hvor jeg startede. For mig og Venstre er det afgørende, at vores ældre får lov at bestemme selv, og at deres hverdag er præget af frihed, valgmulighed og ikke mindst tryghed. Det er ikke nok, at det står i et aftalepapir eller som lovtekst, det er en følelse, der skal helt ud at leve hos vores ældre – først der er vi helt i mål. Tak for ordet og endnu en gang stor ros til ældreministeren; jeg synes, det er så flot et arbejde, ministeren gør.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til hr. Hans Christian Schmidt for talen. Når jeg føler mig foranlediget til at tage ordet, skyldes det hr. Hans Christian Schmidts ord omkring frit valg og det, at man har set en stigning i andelen, der benytter sig af private tilbud i hjemmeplejen. Nu bemærkede jeg jo, at hr. Hans Christian Schmidt også modererede det og sagde, at det ikke var et mål i sig selv. Men når jeg ser på stigningen i antallet af borgere, som søger privat hjælp, ser jeg nærmere på det med en bekymring, fordi det jo er udtryk for, at det, man får, er man ikke tilfreds med. Er hr. Hans Christian Schmidt ikke enig i, at det optimale sådan set ville være, hvis der ikke var nogen, som skulle være udsat for et skift, fordi man er tilfreds med den pleje, man får? For normalt tilstræber vi jo, at der er kontinuitet, og at det netop er kendte ansigter, der leverer hjælpen. Så burde det ikke i stedet for handle om, at så mange som overhovedet muligt var tilfredse med den hjælp, de faktisk fik, og ikke havde behov for at skulle skifte leverandør?

Ordføreren.

Sådan tror jeg altså ikke man kan stille det op, men jeg tror heller ikke, at man kan gøre, som jeg gjorde, i det første jeg sagde, nemlig sige, at bare fordi der er mange flere, der har søgt over i de private ordninger, så kan man være sikker på, at det er et gode. Det behøver det ikke at være. Det kan sagtens være, som hr. Peder Hvelplund siger, at det er, fordi man er utilfreds med det eksisterende. Så det skal vi have meget fokus på og bruge meget tid på.

Spørgeren.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre sådan helt principielt, om det, der må være målet, ikke er, at så mange borgere som overhovedet muligt har så høj tilfredshed med den hjælp, de får, at de ikke søger efter andre tilbud. For frit valg består jo ofte ikke i, at man kan vælge at få mere hjælp. Det betyder bare, at man kan få en anden leverandør til at levere hjælpen. Så er målet ikke tværtimod at sikre, at så mange som overhovedet muligt er tilfredse med den hjælp, de rent faktisk får, og dermed ikke har behovet for at skulle søge hjælp andre steder?

Ordføreren.

Nu er det sådan, at jeg ikke godkender den præmis. Jeg mener ikke, at man skal stille den præmis og så sige, at de ting er hinandens forudsætninger. Jeg mener sagtens, man kan forestille sig, at der også er nogle, der søger der over og vælger nogle andre til at levere den ydelse, fordi de hellere vil have det. De vil gerne have det her frie valg. Det er det, jeg værdsætter meget.

Så er det hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for en rigtig fin tale. Det synes jeg var supergodt. Nu blev der jo lige rejst lidt spørgsmål omkring det der med det frie valg. Jeg er jo så gammel, at jeg kan huske, dengang man kun kunne få synet sin bil ved statens bilsyn. Der var alenlange ventelister, og man var jo ofte utilfreds, for hvis det var sådan, at man ikke lige var der til tiden, kunne man vente en måned længere i forhold til at få bilen synet. Det slap man fri, og så blev der konkurrence på området, og så fik man en væsentlig bedre service. Det var det, man også indførte i forhold til ældreplejen i sin tid, altså det var at sige: Hvis I har muligheden for at kunne skifte, er det bedre for alle, det er bedre for medarbejderne, det er bedre for de ældre, og alle bliver glade. Kan ordføreren ikke bekræfte, at det er sådan, det forholder sig?

Ordføreren.

Jo, jeg kan bekræfte, at det er sådan. Jeg er så heldig, at jeg også kan huske det, så ja, det kan jeg fuldt ud bekræfte.

Der er ingen opfølgning derfra. Tak til Venstre. Vi går videre i ordførerrækkefølgen til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Tak. Vi står på tærsklen til en ny tid for ældreplejen. Med den nye ældrereform tager vi et stort og vigtigt skridt mod en mere værdig pleje og omsorg – en ældrepleje med øget selvbestemmelse for den enkelte ældre, større faglig frihed og tillid, men også et tættere, bedre samarbejde med både pårørende og civilsamfundet samt mindre, faste teams, så mennesker, der bor i deres eget hjem og får hjælp i deres eget hjem, bliver mødt af mennesker, som de kender og ikke af hundrede sytten forskellige ansigter. På den måde kan man også bedre tilrettelægge plejen efter den enkeltes ønsker og behov. Det er værdighed, og det kan måske lyde som fjerlette floskler her fra Folketingets talerstol, men derude i virkeligheden, dér, hvor medarbejdere, ældre og pårørende hver dag er en vigtig del af ældreplejen, tager man reformen alvorligt. Her arbejder man grundigt med at blive klar til at implementere reformens bærende værdier og sikre en mere værdig pleje. Ja, der knokles faktisk på livet løs i øjeblikket for at blive klar. Jeg ser det bl.a. i Nordsjælland, hvor jeg selv kommer fra. Her oplever jeg stor glæde hos personalet over den større faglige frihed, som venter. Det er begyndelsen på en ny epoke – en ny tid, hvor man som omsorgs- og sundhedsansat sammen med Niels eller Jonna finder ud af, hvad de har brug for hjælp til, og hvor den ansatte samtidig bringer sin faglighed i spil for at se, men også opfylde, den enkeltes behov. Ældreloven skal implementeres over 2 år med start den 1. juli i år, og ikke alt vil lykkes fra dag et. Der er meget nyt at lære, men jeg er overbevist om, at vi vil se forbedringer og større tilfredshed hos både ældre, pårørende og medarbejdere. Jeg håber også, at det kan være med til at forbedre arbejdsvilkårene i ældreplejen og gøre det mere attraktivt at uddanne sig i faget. Vi har brug for flere, der vælger en omsorgs- og sundhedsuddannelse. Så sent som i dag har jeg haft fornøjelsen af at lykønske et hold nyuddannede social- og sundhedsassistenter. Det første hold fra den nye SOSU H-skole i Helsingør. Det har været en helt fantastisk dejlig dag at se nogle af dem med huer på og få kram og en fin nål at sætte på blusen. For det viser, hvor vigtigt det er med nogle gode lokale uddannelsesmuligheder, for ikke alle har mulighed for at pendle langt for uddannelser, især ikke, når man også skal få familielivet til at hænge sammen. Tidligere i år har vi i Danmarksdemokraterne sammen med en række partier herinde i Folketinget også været med til at indgå en aftale om en reform af bl.a. professionsbacheloruddannelserne. Bag det her lidt tekniske begreb gemmer sig bl.a. uddannelserne til sygeplejerske, fysioterapeut og ergoterapeut. Der investeres nu massivt i de uddannelser som aldrig før. Derudover har vi i Danmarksdemokraterne kæmpet for, at det her særlige regionaliseringstaxameter, der gælder for uddannelser uden for de største byer, bliver hævet. Det vil styrke fundamentet for uddannelser i hele landet og for, at man kan tage uddannelse tæt på, hvor man bor, og forhåbentlig vil den samlede aftale på sigt gøre det mere attraktivt for at tage de her uddannelser, for vi har brug for dygtige, fagligt kompetente mennesker, hvis ældreplejen skal løftes. 77.000 ældre i plejesektoren er underernærede, og tallet er stigende. Det er en ond spiral, der koster på livskvaliteten, for når ældre ikke spiser, følger sult, vægttab og svækkelse. Mennesker med ernæringsfaglig viden er derfor vigtige nøglepersoner i ældreplejen. Vi bør ansætte flere af dem og arbejde mere systematisk lokalt med at forebygge underernæring. Det må ikke være noget, vi først reagerer på, når man med det blotte øje kan se, at kiloene er raslet af en borger. Vi skal arbejde forebyggende, så sult og vægttab undgås.

Alle kommuner og regioner bør forpligtes til at følge den evidens, der findes på området. Det har stor betydning for den enkeltes livskvalitet, og det er egentlig til stor undren, at det ikke er sådan i dag. Men samfundsøkonomisk giver det også rigtig god mening, for underernæring koster samfundet 14,5 mia. kr. om året. Derfor bør ernæringsbehandling også skrives ind i sundhedsloven, så den sidestilles med anden behandling. Det er sund fornuft. Palliation, lindrende behandling i den sidste tid, er en afgørende del af en værdig ældrepleje. Det handler om at møde det enkelte menneske med respekt og med omsorg, når livet går på hæld. At lindre smerte, uanset om det er af fysisk, psykisk, social eller åndelig karakter, at sikre, at den ældre ikke efterlades alene med utryghed, men oplever tryghed, nærvær og værdighed i samspil med både fagpersonale og pårørende, er noget, vi i Danmarksdemokraterne kæmper for bliver forbedret. Her er det jo vigtigt at sikre, at personalet både har kompetencerne og tiden til at tilbyde den rette lindring, for en værdig afslutning på livet er lige så vigtig som et godt liv. Så mener vi i Danmarksdemokraterne også, at vi skal gøre op med overflødig dokumentation og unødigt bureaukrati. Vi tager første skridt mod det med den nye ældrelov og ældrereform, men vi skal et skridt videre, for alt for mange medarbejdere i ældreplejen oplever i dag, at deres tid bliver opslugt af skærme og skemaer og registreringer – tid, som i stedet burde bruges sammen med de ældre borgere. Vi skal have tillid til fagligheden og give medarbejderne frihed til at bruge deres sunde fornuft og menneskelige dømmekraft. Det skal være muligt at yde omsorg uden hele tiden at skulle dokumentere hvert minut og hver en bevægelse. Der skal selvfølgelig være styr på tingene, men det må ikke ske på bekostning af nærværet. Alle problemer i ældreplejen løses ikke over en nat, men reformen er et skridt i den rigtige retning, og i Danmarksdemokraterne vil vi sammen med en række partier her i Folketinget følge det meget, meget nøje, så vi sikrer, at den ældrelov, som vi alle sammen står på mål for, og som skal sikre mere nærvær og en mere værdig ældrepleje, også bliver til virkelighed ude i praksis. Så lad mig lige afslutte med at sige, at nok kan man stå og sige meget herinde i Folketinget om de store visioner, men den her reform lykkes ikke uden de mange, mange medarbejdere, der lige i øjeblikket knokler i døgndrift for at blive klar. Det er en ny tid for dem – en ny tid, hvor de kommer til at skulle arbejde anderledes, end de plejer, og vi skal give dem deres fulde støtte og opbakning i den kommende tid, samtidig med at vi skal give dem den frihed og den faglige frihed til at gøre det rette for den enkelte borger, så vi bakker dem op, men selvfølgelig også på den måde, at vi er med til at sikre, at de kan gøre deres allerbedste for den enkelte borger. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Dermed tak til Danmarksdemokraterne. Efter gensidig forståelse har SF og Liberal Alliance skiftet plads. Ja, der nikkes, så dermed er det fru Louise Brown, Liberal Alliance.

Tak, formand, og tak til mine gode kolleger her i salen for forståelsen. Jeg vil gerne starte med at takke ministeren for den fremsendte redegørelse. 2025 bliver året, hvor ældrereformen skal ud at leve, året, hvor det ikke længere handler om papir og paragraffer, men om, hvordan virkeligheden føles for borgerne og for medarbejderne i ældreplejen, og det er godt, at ministeren har valgt at tage den debat. Vi i Liberal Alliance er med i aftalen, og det er vi, fordi den har potentiale til at gøre op med netop det, vi længe har kritiseret: en ældrepleje præget af kontrol frem for kvalitet, systemtænkning frem for sund fornuft og skemaer frem for selvbestemmelse. Vi har som samfund i årevis forsøgt os med strukturændringer, vi har lavet nye tilsyn, udstukket nye regler, oprettet nye lag og lavet nye garantier. Men tænk, hvis diagnosen hele tiden har været forkert. Tænk, hvis det ikke er strukturen, der er syg, men kulturen. Vi har skabt et system, hvor medarbejderne løber fra opgave til opgave uden ordentlig tid til at se borgeren i øjnene, hvor faglig dømmekraft erstattes af afkrydsningsskemaer, og hvor det vigtigste målbarhedsparameter er, om proceduren nu blev fulgt, ikke om borgeren blev hjulpet. Derfor er det afgørende, at ældrereformen ikke bare fører til ny organisering, men til en ny måde at være menneske og medarbejder i ældreplejen på – en ny kultur. Og her er der noget, der giver håb. Jeg vil gerne kvittere for, at ældreministeren ikke har valgt den vante vej. Vi står midt i en reform, hvor implementering for en gangs skyld ikke er overladt til en stak bilag, men følges løbende med viden og data og ægte feedback. Som jeg tidligere har påpeget, synes jeg, det er modigt og klogt, at ministeren har inddraget Institut for vilde problemer og Sigge Winther til at følge reformens implementering i realtid, for hvis man virkelig vil lykkes med at ændre en kultur, kræver det netop det: reel læring, involvering af medarbejdere og mulighed for justering undervejs. Jeg ser meget frem til at følge det arbejde, og jeg bidrager selvfølgelig også gerne til det. Men forandringen skal kunne mærkes hos borgerne. Det er deres oplevelse, der er afgørende for, om vi lykkes, ikke antallet af handleplaner, eller om der bliver sagt helhedspleje mange gange i en brochure. Derfor er det positivt, at redegørelsen her viser, at det frie valg på hjemmehjælpsområdet allerede bruges aktivt. 42,9 pct. vælger en anden leverandør. Det viser, at danskerne godt kan og vil selv. Men på plejehjemsområdet er valgmulighederne stadig væk for begrænsede. Vi er derfor glade for, at aftalen både åbner for etablering af flere friplejehjem og introduktionen af lokalplejehjem, hvor den lokale ledelse og det nære fællesskab kan få bedre vilkår. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, og det flugter med vores ambition om, at alle ældre skal have reelle alternativer at vælge mellem. I Liberal Alliance fastholder vi derfor også vores mål om, at der skal være mindst ét privat plejehjem i hver kommune, og at vi når op på 20 pct. private pladser i 2030. For det frie valg har kun værdi, hvis der faktisk er noget at vælge imellem. Men et frit valg bliver jo også kun reelt, hvis der er en fair konkurrence blandt aktørerne. Det kræver gennemsigtighed i afregningsmodeller og lige vilkår for private og kommunale tilbud, for vi kan ikke tale om reelt frit valg, hvis den ene aktør kender reglerne og sætter prisen, og den anden skal gætte sig frem. Og når den ældre så skal vælge, skal den ældre og/eller dennes pårørende også kunne gennemskue forskellen mellem tilbuddene. De skal kunne se, hvem der er tilfredse, hvad tilbuddene indeholder, og hvordan man faktisk vælger. Frihed uden information er ikke frihed, og dette kommer plejehjemsoversigten forhåbentlig også til at sikre. Lad mig med fare for at lyde som sådan en dårligt oversat netflixdokumentar slutte på en høj node. For det er faktisk det, vi forsøger her: at løfte ældreplejen, ikke bare strukturelt, men menneskeligt. Borgeren skal ikke længere være en passiv modtager af en ydelse. Borgeren er ikke et sagsnummer. Borgeren er den egentlige ekspert i eget liv. Det er borgerens oplevelse, vi skal lykkes med at forbedre. Derfor – og nu kommer der så en af mine kæpheste – skal vi måske også tale lidt om sproget. Varme hænder, robusthed, plejeydelser, fastholdelse – vi taler altså om mennesker, ikke om hænder, og om liv, ikke om ydelser. Og vi bør stille os selv det spørgsmål i al politik, vi laver herinde: Hvad skal borgeren opleve, for at vi er lykkedes? Så alt i alt rummer reformen gode intentioner, og med den rette implementering kan vi også lykkes. Men det kræver, at vi tør tænke anderledes, at vi tør give slip på kontrolrefleksen og stole på fagligheden, at vi ikke bare flytter rundt på opgaver, men også forandrer relationerne, og at vi spørger lidt mere ind til det enkelte menneske og lidt mindre ind til systemet. Det handler ikke om at gøre mere; det handler om at gøre det rigtige, og det synes jeg at vi i fællesskab er rigtig godt i gang med. Tak for ordet.

Tak til fru Louise Brown. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til Liberal Alliance og går videre til fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Mange tak for ordet, og tak til ministeren for en vigtig redegørelse om ældreområdet. Vi står midt i en omstilling, som mange allerede har sagt, fordi vi i 2024 indgik en aftale om en ny ældrelov, som skal træde i kraft her den 1. juli. Det er en ny retning for ældreplejen, der i alt for mange år har været præget af detailstyring, minuttyranni og mangel på tillid både til de ældre og til de ansatte. Nu skal vi bygge plejen på selvbestemmelse, tillid og samspil. Men vi skal også være ærlige: Reformen forpligter, og vi er kun lige begyndt. Det er kommunerne, der nu står med opgaven, og det er en stor i en af slagsen. Vi har med rette givet mere frihed, men frihed uden retning risikerer også at blive til ulighed. I SF har vi eksempelvis haft meget stort fokus på at sikre kontinuitet i ældreplejen. Jeg har selv som pårørende oplevet, hvor stor en forskel det gør for trygheden og for tilfredsheden med ældreplejen, når det er de samme kendte mennesker, som skal hjælpe med meget private ting. Jeg har også som ansat oplevet, hvordan det letter arbejdet og øger kvaliteten, når man kender de patienter og borgere, som man skal hjælpe, og hvordan det relationelle arbejde øger trygheden og tilliden og i øvrigt også tilfredsheden med arbejdet. Derfor er jeg særlig glad for, at vi fik afsat penge til oprettelse af faste teams, og i hele landet er kommunerne i gang med at ændre organiseringen, så ældre slipper for Fredericia Banegård i deres eget hjem. Med den nye ældrelov skal kommunerne sikre kontinuitet. Selv om jeg godt ved, at det kræver både hårdt arbejde, ledelsesmæssige prioriteringer, økonomiske rammer, investeringer i arbejdsmiljø, kompetenceudvikling og nærværende ledelse, glæder jeg mig alligevel over at kommunerne deler ambitionen om fast og kendt personale. Ikke mindst en hårdt presset kommunal økonomi kan gøre det svært at komme i mål med den ønskede omstilling. Hvordan skal en kommune som Lolland Kommune kunne løfte opgaven med at investere i faste teams og kontinuitet i plejen, når de år efter år og altså også er tvunget til at skære ind til benet og spare bredt? Jeg håber, at ældreministeren vil holde godt øje med de kommuner, som måske har brug for en ekstra hjælpende hånd i omstillingen. En anden væsentlig barriere er, at vi endnu ikke har knækket koden til rekruttering. Tallene taler for sig selv: 15 pct. af forsøgene på at rekruttere social- og sundhedshjælpere mislykkede sidste år. I 2035 kommer vi til at mangle mellem 15.000 og 27.000 social- og sundhedsassistenter og -hjælpere. Derfor skal vi ikke bare tale om, at vi mangler medarbejdere; vi skal handle. Vi skal sikre flere uddannelsespladser og bedre praktikvilkår. Det har vi også sagt til hinanden i rigtig mange år, men jeg tror lige så meget, det er i praksis, at flere skal få lyst til faget. Det er altså ikke kun tyndhårede kommunedamer, som ikke kan andet, som vælger job i ældreplejen. Det er også reflekterede mænd og kvinder, som holder af at se gode resultater af godt fagligt arbejde. Når vi nu gerne vil give mere ansvar, så lad os gå linen ud og give autorisation til social- og sundhedshjælperne. De kan og vil nemlig gerne selv stå til ansvar, og de er trætte af påstande om, at andre faggrupper har ansvaret for det arbejde, som de alle sammen udfører dagligt, selv om opgaverne ikke står i deres jobbeskrivelser og på deres joblister, og selv om de heller ikke får anerkendelse for det arbejde, de udfører. Hierarkiet i sundhedsvæsenet er altså værre, end det er i militæret. Det gælder desværre for rigtig mange faggrupper, at de ikke anerkendes for deres personlige viden og erfaring. Det skal vi kort og godt gøre bedre, hvis vi skal lykkes med rekruttering i fremtiden. Vi skal også være ærlige om, det ikke er nok at uddanne flere, hvis vi ikke også kan fastholde dem, der allerede er der. Tungt arbejde og for ringe normeringer er en virkelig dårlig cocktail, og netop sundhedspersonale er i stor risiko for tidlig nedslidning. Derfor er det også vigtigt at udvikle velfærdsteknologi, som kan aflaste personalet, og som kan hjælpe ældre med klare flere ting selv. I næste måned har vi arrangeret en høring i Ældreudvalget om velfærdsteknologi, og jeg håber så inderligt på, at vi også får nogle innovative bud på velfærdsteknologiske løsninger, som kan frigøre tid, så plejepersonalet kan være til stede med omsorg, nærhed og faglighed.

Boliger og plejehjemspladser nok og et velfungerende civilsamfund med relevante aktiviteter for ældre kan også være med til at aflaste personalet. Jeg ved godt, at det er de færreste ældre, som drømmer om en plejehjemsplads. Det var også en af konklusionerne på en høring om boliger til ældre, så vi afviklede for noget tid siden, hvor jeg tror Curt Liliengreen sagde, at ældre vil blive boende i deres parcelhus, til de dør. Men fakta er også, at livet alene hjemme i en stue, som man ikke længere selv kan forlade, er et ensomt liv, og ensomhed gavner hverken helbredet eller psyken. Derfor skal vi stadig væk sikre egnede plejehjemspladser nok, og vi skal altså også gøre dem så attraktive, at ældre har lyst til at flytte ind i dem og bo der. Endelig vil jeg komme med et par ord om mad og ikke mindst underernæring. Det er nemlig et af de områder, hvor jeg selv synes at begrebet frit valg ærlig talt har fået karakter af ansvarsfralæggelse. Der er i den grad brug for alternativer til de ordninger, som ældre kan vælge mellem i dag. Der er ikke tale om frit valg, når man kan vælge mellem mad fra det ene storkøkken og mad fra det andet storkøkken. Der simpelt hen brug for mere fleksibilitet og variation, og jeg synes, at det frie valg her har spillet fallit, og jeg mangler noget innovation, og at nogen byder sig til med nogle gode nye løsninger. 2025 bliver, som flere har sagt, året, hvor vi skal løfte ældreloven fra papiret til praksis. Det glæder jeg mig selv rigtig meget til, men jeg ved også godt, at det kræver, at vi løfter i fællesskab – at vi som Folketing viser, at ældreområdet ikke er noget, man skubber mellem ressortområder, for vi taler om mennesker, ikke ministerier. Derfor vil jeg blot slutte med en appel: Lad os stå sammen om at styrke fagligheden, værdigheden og tilliden i ældreplejen, og lad os sikre, at alle danskere, uanset hvor de bor, kan regne med en tryg, nærværende og menneskelig ældrepleje. Lad os samtidig vise unge mennesker, at det der arbejde med omsorg bare altså kan være noget er det mest meningsfulde job, som man overhovedet kan have. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til Socialistisk Folkeparti. Vi går videre til hr. Per Larsen, Konservative.

Tak for det, formand, og tak til ministeren for redegørelsen. I det Konservative Folkeparti er vi rigtig glade for den politiske aftale fra 2024, som jo netop er ved at blive implementeret rundtomkring, og vi glæder os til at se resultaterne, som jeg er sikker på vil blive til glæde og gavn for de ældre, men også til glæde og gavn for de medarbejdere, som har dedikeret sig til at arbejde i ældreplejen. Vi har aftalt øget selvbestemmelse til de ældre, som får mere valgfrihed og råderet i egen hverdag. Personalet vises mere tillid og får større frihed til at træffe de rigtige beslutninger og skal ikke kvæles i bureaukrati. Vi har også sikret, at pårørende får en mere fremtrædende rolle, samtidig med at vi rækker ud til civilsamfundet. Netop civilsamfundet har virkelig mange muskler, når det handler om at minimere ensomheden, som desværre er tiltagende. Vi Konservative har et stort ønske om at udbrede ordningen med sociale recepter, så de praktiserende læger sammen med kommunerne f.eks. kan ordinere, at de ældre får kontakt med civilsamfundet gennem et gymnastikhold, en strikkeklub, et kirkeligt samfund, en dartklub eller en anden forening, hvor det sociale fællesskab kombineres med en form for aktivitet. Vi lever heldigvis længere end tidligere, bl.a. fordi mange sygdomme kan behandles, og mange overlever både kræft og hjerte-kar-sygdomme, som for år tilbage havde direkte konsekvenser såsom tidlig død. Heldigvis er der rigtig mange raske ældre, som også stempler ind i civilsamfundet til glæde og gavn for mange andre. Der ville ikke være ret mange genbrugsbutikker i det her land, hvis det ikke var for de ældre. Det er gruppen af dem, som har hjælp behov, vi skal have fokus på, og har man behov for hjælp – ikke kun til rengøring, men også personlig pleje – skal der selvfølgelig også være værdighed, som er den bærende kraft i plejen. De ældre skal vide, at den dag, de får brug for hjælp, kan de være trygge ved det, uanset om de vælger en kommunal eller en privat leverandør. Desværre har vi kommuner, hvor der ikke er private leverandører, som er klar til helhedspleje; der er rent faktisk kommuner, hvor der slet ikke er et alternativt tilbud til den kommunale leverandør, og det synes jeg faktisk er rigtig ærgerligt. Desværre har der også været en betydelig usikkerhed hos de private leverandører med hensyn til de vilkår, de bydes, og ikke mindst i forhold til de takster, der tilbydes de private leverandører. Det ville have været formålstjenligt, hvis vi tidligere kunne have meldt taksterne ud og skabt mere klarhed over, hvilke vilkår der rent faktisk er for de private leverandører. Vi ser i øjeblikket, at specielt mindre leverandører oplever usikkerhed. Når det er sagt, går min bekymring på, om vi kan blive ved med at rekruttere personale til ældreplejen, for vi ved jo godt, at der er rigtig mange brancher, der leder efter medarbejdere, og flere steder er det vanskeligt at få stillingerne besat. Det er selvfølgelig også vigtigt, at vi sørger for at uddanne personalet tilstrækkeligt, så de også har de rette kompetencer til at kunne løse opgaven i forhold til arbejdet med de ældre. Til slut vil jeg gerne sige tusind tak til dels ministeren og til aftalepartiernes ordførere, som alle brænder for at gøre det så godt som overhovedet muligt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke stillet spørgsmål, så vi går videre i talerrækken. Den næste på talerstolen er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand, og også tak til ministeren for den ældrepolitiske redegørelse her. Nu er det jo sådan, at når vi fra Enhedslistens side ser på sådan en redegørelse, læser vi den altid med interesse, særlig med de briller på, som gør, at vi ser på, hvordan det her så er med til at mindske uligheden i vores samfund. For det er sådan set den mest afgørende dagsorden for os, særlig i de tider, vi står i nu, med usikkerhed, og hvor vi kan se, at opstår der ulighed, er der også udemokratiske kræfter, der kan vinde frem. Så derfor handler det jo for os i Enhedslisten om i så høj grad som overhovedet muligt at sikre, at vi har sammenhæng og lige adgang til de muligheder, ressourcer og ydelser, der er i samfundet. Der må jeg sige, at der er nogle ting i den ældrepolitiske redegørelse og også aftalen omkring ældreloven, som bekymrer mig. Nu udspillede der så her lidt tidligere i debatten en ordveksling mellem hr. Hans Christian Schmidt og hr. Per Larsen, hvor der blev sammenlignet mellem ældreplejen og tidligere tiders bilsyn. Det er nok en sammenligning, jeg ville være lidt forsigtig med at begive mig ud i, men jeg tror godt, at man kan konstatere, at den liberalisering, der er sket af bilsynsmarkedet, også har ført til en meget svingende kvalitet. Det kan godt ske, at man som bilist har forskellige steder at kunne tage hen og få synet sin bil, men kvaliteten er nok også noget svingende, og det har i hvert fald åbnet for muligheden for, at der også har kunnet opstå svindel, og at nogle decideret har kunnet trække overskud ud, altså har etableret bilsynsvirksomhed primært med det formål at kunne trække et overskud ud. Det har været mere vigtigt, end at det kunne være noget, der kunne bidrage til, at trafiksikkerheden generet blev forbedret. Det er også lidt med de briller, jeg synes vi skal se på spørgsmålet om, om der kan ske en privatisering af det her område. Der kan komme virksomheder eller koncerner ind på området, hvis primære fokus og primære formål ikke er at sikre og yde så god en pleje som overhovedet muligt, men at sikre, at der kan trækkes profit ud, og at der kan tjenes penge på det. Derfor er det jo også bekymrende at se, at der åbnes for privatisering i stigende grad, også i forbindelse med ældreloven. Der kan både etableres nye plejefamilietyper, og der er også det, at friplejehjem i stigende grad kan bruges. Det skal ikke misforstås, for selvejende institutioner er jeg helt med på kan være et udmærket alternativ, men det afgørende er jo, at vi sikrer et tilbud af så høj kvalitet, at der ikke er behov for at skulle skifte eller bruge andre private ydelser. Jeg tror, at en af de helt store udfordringer, vi står med inden for ældreplejen – ligesom inden for de andre velfærdsområder – er, at vi skal sikre, at vi bruger ressourcerne på dem, der har størst behov. Det er sådan set det, der gør sig gældende inden for sundhedsområdet. Det gør sig også gældende inden for ældreplejen. Når ressourcerne er knappe og vi ved, at der bliver flere ældre, og vi har problemer med at rekruttere og fastholde medarbejdere, så er det afgørende, at de ressourcer, vi så bruger, så også bliver brugt på dem med størst behov. Derfor er det jo bekymrende, hvis vi oplever en udvikling, hvor man bliver mere og mere afhængig af, at man kan tilkøbe ydelser, fordi den hjælp, man kan få fra det offentlige, ikke er tilstrækkelig. Det betyder så, at dem, der har råd, eller dem, der har en forsikringsordning, kan få muligheden for at tilkøbe sig pleje eller bruge andre modeller. Det er sådan set det, der er vores største bekymring i forhold til det med frit valg. Nu kan jeg jo se, at man gør meget ud af at tale om ældrereformen som en frisættelsesreform, men frit valg er jo i virkeligheden det, at den enkelte ældre får lov til at kunne definere, hvad det er, han eller hun har behov for. Hvad kan han eller hun bruge den tid, han eller hun får stillet til rådighed som hjælp, til? Det er mere vigtigt, end hvilket logo der står på den bil, som medarbejderen bruger for at levere plejen. Det fører mig til den bekymring, der er i forhold til helhedsplejen. Intentionen i ældreloven om at indføre helhedspleje er vi sådan set i Enhedslisten fuldstændig enige i. Problemet er jo bare, at hvis ikke der er de tilstrækkelige ressourcer, altså hvis det ikke bliver et reelt valg for personale og borgere, i forhold til hvad tiden skal bruges til, så risikerer vi, at der stadig væk kommer et minuttyranni, altså at det stadig bliver sådan, at den, der kommer for at skulle levere hjælpen, bliver nødt til at være underlagt et indre minuttyranni og se på, hvor meget tid vedkommende har, i forhold til hvad det egentlig er for en hjælp, vedkommende gerne vil kunne levere.

Det er jo der, hvor vores bekymring opstår, også i forhold til at man har forringet borgerens mulighed for at klage. Borgerens mulighed for at klage til Ankestyrelsen er blevet forringet, for i og med at man laver helhedsplejen, er der ikke tale om en konkret ydelse, som man efterfølgende kan klage over, og dermed mister borgeren den sikkerhed, der trods alt tidligere har været, i forhold til at man har haft muligheden for at rejse en klage. Det er jo ikke sikkert, at man får medhold. Det er heller ikke sikkert, at fordi man har fået medhold, har man reelt fået en bedre hjælp. Men det har dog været en form for ventil, også for os som lovgivere i forhold til at sige: Jamen fungerer systemet? Er der en tilstrækkelig stor tilfredshed, eller oplever vi en stigning i antallet af klager, og hvordan kan vi så politisk påtage os et ansvar for det og sikre, at vi får gjort op med det? Det er også derfor, at det var bekymrende for os, at det forebyggende hjemmebesøg blev afskaffet med ældreloven. Det samme gælder den revision af tilsynet, som vi jo egentlig principielt også bakker op om. Men at det så betyder, at tilsynskadencen kommer helt op på hvert femte år, synes jeg er bekymrende. Det er det, når vi kaster hele ældreplejen ud i et forsøg, som vi gør her, hvor der er en risiko for, at det også kan komme til at betyde, at kvaliteten faktisk bliver dårligere, på grund af at ressourcerne er knappe. En anden problemstilling, som flere også har været inde på, er hele spørgsmålet omkring rekruttering og fastholdelse. Der er slet ikke nogen tvivl om fra Enhedslistens side, at vi stadig væk har en udfordring i forhold til ligeløn, altså at der stadig væk er behov for et lønløft inden for området for at kunne tiltrække og rekruttere personale. Der er særlig udfordringer med, at der er så stor en andel af ufaglærte inden for området. Det er en opgave, som vi bliver nødt til at få kigget på. Vi fik jo i forbindelse med finansloven i 2021 afsat nogle midler, som kunne bruges til at sikre flere faglærte hænder, sådan at kommunerne bliver kompenseret for den udgift, det er at skulle ansætte en ny, når deres allerede ansatte uuddannede personale skulle sendes af sted på uddannelse. Jeg tror, at målsætningen var 1.000 flere faglærte hænder, og jeg tror faktisk, at det endte med at blive til 2.000 flere faglærte hænder. Det er jo en måde, hvorpå man kan sikre, at de mennesker, som har en interesse for området, og som gerne vil arbejde inden for ældreplejen, kan få det uddannelsesløft, der gør, at de faktisk får en reel kompetencegivende uddannelse. Så det så jeg gerne at man fokuserede mere på igen. Der er også flere, der har været inde på hele spørgsmålet om maden, altså ældremaden. Jeg synes, at det er åbenlyst at se, at der har vi en kæmpestor udfordring. Som fru Kirsten Normann Andersen også gjorde opmærksom på, er det jo ikke et spørgsmål, der løses, ved at vi sikrer frit valg. Det er et spørgsmål om at gentænke hele området, og der kan vi bare konstatere, at det har betydet, at der har været et økonomisk pres på området, at det har handlet om at skulle lave det så effektivt som overhovedet muligt, og at det er det, der er blevet målsætningen, frem for at det rent faktisk lykkes at lave et godt måltid mad, som kan gøre op med underernæringen, fordi det både er noget, der dufter, og man er med i processen. Det er det, at man er med, mens maden bliver lavet; det kan vække sult. Det er det, at der hele tiden er fokus på den faglighed, der også findes i forhold til at kunne gøre op med den problemstilling. Jeg tror også, at ordføreren for Danmarksdemokraterne var inde på spørgsmålet om palliation. Vi har jo set gentagne gange, at vi får kritik for den indsats fra Statsrevisorerne og Rigsrevisionen. Jeg mener, at det er fuldstændig uholdbart, især i en situation, hvor debatten om aktiv dødshjælp igen og igen bliver rejst. Det er simpelt hen nødvendigt, at vi får sikret bedre muligheder for at levere palliation, både i kommunalt og regionalt regi. For det afgørende er jo netop, at man kan få hjælp til at håndtere også den sidste svære tid. Men man må aldrig nogen sinde komme i den situation, at man skal føle sig besværlig og tænke, at det letteste nok bare er at få hjælp til at komme herfra. I stedet for skal man kunne få de muligheder, der ligger i forhold til smertedækning og den hjælp, man kan få igennem palliation. En sidste ting, jeg lige kort vil berøre, er i forhold til den økonomiske ulighed, der også er blandt vores ældre medborgere, og det risikerer jo at få en negativ slagside, i forhold til at der kan være flere ydelser, man skal tilkøbe sig. Det er på ældreområdet, at vi både ser nogle af de allermest velhavende, men også nogle af dem, der er allermest udsatte, og der synes jeg, at det er en skændsel, at vi ikke har fået gjort op med den mindreregulering, som betyder, at folk, der er ramt af inflationen, nu skal vente 2 år på at blive reguleret i deres indtægter. Det giver bare en stor ulighed. Så summerende vil jeg sige: Jeg mener stadig væk, at der er store udfordringer i forhold til at få gjort op med uligheden, også på ældreområdet, og jeg er ikke af den opfattelse, at ældreloven er i stand til at løfte den opgave.

Tak. Der er ingen spørgsmål, så vi går videre i talerrækken. Den næste på talerstolen er fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg beklager, at jeg ikke har været her under hele debatten. Hr. Mikkel Bjørn holdt vagten, fordi jeg var ovre i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Dyrene skal jo også have det godt. Der var en aftale, der skulle på plads derovre. Men det her er jo også vigtigt, og jeg vil sige, at begge dele sådan set er en hjertesag for mig. De sidste ordførere, som jeg nåede at høre, var inde på, at vi har fået en ny ældrelov, en ældrereform kalder man den. Det blev bekendtgjort den 1. januar 2022 af statsministeren i nytårstalen, at der skulle udarbejdes en ældrelov – en lov, der skulle sikre de ældre helt basale rettigheder. Så langt, så godt. Nu er vi her så, 2½ år senere. Mange skåltaler og meget alvorlige miner er blevet udvekslet fra regeringens ministre, som gang på gang har forsikret os om, at en ny ældrelov ville blive både ordentlig og ambitiøs. Og ja, så er den såkaldte ældrereform vedtaget. Den træder i kraft den 1. juli. Men lad mig bare være helt tydelig: Dansk Folkeparti anerkender ikke det her som en ældrereform. Jeg kan jo også høre, at selv nogle af aftalepartierne, forligspartierne, kalder det en lille aftale og ikke en reform, som ministeren har gjort. Jeg synes, at der er tvivl om den, for at sige det ligeud. Det synes jeg desværre, når nu vi havde muligheden. Jeg synes ikke, at der er grundlæggende reformer på ældreområdet. Den ændrer ikke på de massive udfordringer, som ældreplejen står over for. Derfor må man jo kalde det en ældreaftale og ikke en reform. For en reform indebærer forandring i dybden, og det gør den her aftale ikke. Vi har stemt imod, ikke fordi vi ikke ønsker forbedringer, men netop, fordi aftalen ikke indeholder reelle forbedringer. Tværtimod synes jeg, at den på visse områder flere steder forværrer de allerede utilfredsstillende forhold. Ældres vilkår skal forbedres markant, ikke forringes. Det, der var så underligt – det bliver jeg så igen nødt til at minde ministeren om – var, at man, inden man overhovedet havde haft en eneste samtale med ministeren bilateralt, fik en opringning om, at man ikke skal være med i aftalen. Det var dumt. Det var rigtig, rigtig dumt. Der må jeg altså både lægge ansvaret på ministeren, men også ministerens mange spindoktorer. Det var dumt. Men det er jo fuldstændig ministerens ansvar. Det giver mig også anledning til at være kritisk, og jeg ville i virkeligheden allerhelst være positiv. Jeg ville meget gerne have været med i det her og gjort det bedre end det, vi står og taler om nu i dag med den her redegørelse. Der skæres i tilsynet, de obligatoriske forebyggende hjemmebesøg fjernes, og serviceniveauet, som i forvejen er lavt, bliver desværre fastholdt. Der bliver ikke sikret ret til basale behov som regelmæssige bade, rengøring eller ordentlig mad – overhovedet. Samtidig gør man intet effektivt for at løse manglen på plejepersonale. Der er jeg helt enig med Enhedslistens ordfører i, at der skal gøres meget, meget mere for at få rekrutteret plejepersonale inden for ældreforsorgen. Altså, det er simpelt hen så trist at opleve, at det hverv ikke er meget mere højnet, end tilfældet faktisk er. De personer, som beskæftiger sig med det her, burde have ordener og medaljer. Det er simpelt hen så vigtigt. Der er behov for plejehjemspladser. Jeg forstår virkelig ikke, at Folketinget ikke kunne stemme for Dansk Folkepartis forslag om 5.000 ekstra plejehjemspladser i samarbejde med pensionskasserne. Jeg fatter det simpelt hen ikke, når man ved, hvor stort et behov der er. Vi har ikke nok plejehjemspladser. Behovet bliver større og større. Der bliver flere og flere ældre. Der bliver flere og flere, jo ældre man bliver, der har behov for at komme på plejehjem. Så bruger regeringen og ministeren ordet frisættelse. Det lyder jo godt, og det har vi hørt til bevidstløshed fra ministeren. Frisættelse og helhedspleje er de to ord, som jeg har hørt mest. Er det de ældre, man frisætter, eller er det systemet, man frisætter fra sit ansvar? Når man afskaffer forpligtelser, krav og kontrol uden at sikre minimumsstandarder og ressourcer, risikerer man, at frisættelsen i virkeligheden bare betyder forringelser pakket ind i floskler. Vi bliver ikke inddraget. Vi ville have krævet en ægte ældrereform og ikke bare en aftale, der ændrer lidt i overfladen, men i virkeligheden lader de grundlæggende problemer bestå. Jeg kan ikke lade være med at tænke, når man kigger på medierne hver evig eneste dag, også lokalt rundtomkring i landet, hvor mange sager der er, og hvor mange sager der bliver påtalt. Det er enten ældre, der selv er i stand til i sidste instans at henvende sig til en journalist for at få råbt ekstra op, eller nogle pårørende eller måske en ansat, som mange gange ikke vil ind i sagen, for det er man også bange for. Jeg tror ikke, det bliver ændret. Jeg håber det virkelig af hele mit hjerte, men jeg er ikke overbevist om, at den her lov vil ændre ret meget. Lad os se. Det kommer jo an på mange ting.

Et af aftalens centrale punkter er, at ældre får lidt mere medbestemmelse. Man kan vælge, hvilken dag man vil have bad, og hvornår sengetøjet skal skiftes. Ja, ja, men det ændrer jo ikke på den manglende tid, den manglende omsorg, de manglende hænder og den manglende tryghed. Det hele efterlader altså indtrykket af en aftale, som ikke har viljen til at tage fat der, hvor det virkelig gør ondt, og hvor man kunne gøre en forskel. Vi ser som sagt ikke den her aftale som en reform. Vi kalder den, hvad den er: en mindre ældreaftale uden gennemgribende forandringer. Aftalen reformerer ikke ældreområdet. Den løser ikke de grundlæggende problemer, og den forbedrer ikke de ældres vilkår i praksis. Og ja, der er kommet nogle flere penge ud til kommunerne, men det er småpenge i forhold til det, der batter ude i kommunerne. Det bliver vi bare nødt til at konstatere. Vi vil i en anden retning. Vi vil sikre værdighed og tryghed, og vi vil sikre, at de ældre ikke skal frygte de sidste år af deres liv. Jeg tror da, at alle – jeg vil næsten sige mig selv inklusive – som har nået en vis alder, tænker: Jeg håber aldrig at blive en del af det der, jeg ser – aldrig nogen sinde. Jeg vil noget andet. Og den dag, hvor man ikke selv kan bestemme, kan det godt være, man bliver en del af det, som man alt for ofte ser. Der var ikke mulighed for en ægte reform. Jeg synes, at muligheden blev forspildt. Det synes jeg var ærgerligt, men sådan er det. Jeg vil som sidste ord give et håb, i forhold til at der er nogle ting, der bliver ændret. Det vil jeg virkelig. Jeg vil glæde mig over, hvis det sker, men jeg tror det grundlæggende ikke. Det gør jeg ikke. Men lad os se den 1. juli. Desværre er det midt i sommerferieperioden. Det har man også lidt klaget over derude. Det bliver godt nok lidt hårdt for dem derude at skulle ændre mange ting med personale på ferie. Det har man ikke tænkt så meget over, altså at det var den 1. juli, men sådan er det. Lad os se, og lad os håbe det bedste og – havde jeg nær sagt – vente det værste. Men jeg vil alligevel understrege, at vi skal håbe det bedste. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål, så derfor går vi videre i talerrækken, og den næste er fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Tak for nogle virkelig fine taler, der er blevet holdt indtil nu. Da jeg skulle forberede mig på min tale, fik jeg lyst til at starte med taknemlighed: taknemlighed for mine egne bedsteforældre, men i virkeligheden også taknemlighed for de mange ældre, som har givet landet videre til os, og jo i virkeligheden også taknemlighed for hele historien. For som jeg vist har sagt til jer før, er der jo noget ret interessant i, at en af de vigtigste grunde til menneskets udvikling i virkeligheden formentlig er bedstemødrene. Der er kun to arter, så vidt jeg ved, hvor kvinderne lever langt ud over den fødedygtige alder. Der er spækhuggerne, hvor det er den gamle hun, der leder jagten, og så er der os mennesker, hvor det, at der var bedstemødre til at tage sig af børnene, mens forældrene var ude at skaffe mad, formentlig er det, der har gjort, at mennesket kan have så lang en barndom og dermed udvikle sig så meget. Så jeg har bare lyst til at starte med taknemligheden over for alle de ældre i vores samfund. Så tænkte jeg, at jeg ville sige lidt om det at være menneske, om fællesskab på tværs af generationer og om frihed, tillid og faglighed. For ethvert menneske har værdi i sig selv og må aldrig bare blive en opgave, der skal løses. Vi har jo i nogle af de andre taler været lidt inde på det her med, at nu vil vi gerne afbureaukratisere og vil vi gerne sætte fri, og der er jo et eller andet tankevækkende i, at mens vi alle sammen står og taler og virkelig har gjort det i mange, mange år herinde om, hvor vigtigt det er at sætte fri, så har vi også lige lavet nogle love, som, hvis man lægger dem oven på hinanden, faktisk er ret mange stykker papir. Derfor bliver der noget interessant i at se, om vi den her gang faktisk lykkes med, at den frisættelse, som vi alle sammen gerne vil have, faktisk bliver til virkelighed. Jeg tror i hvert fald, at der, som vi også har diskuteret tidligere, er et eller andet i det her med, om vi får stillet os det, der er det egentlige spørgsmål, der ligger nedenunder. For hvorfor er det egentlig, at vi politikere i så mange år har talt om frisættelse og om afbureaukratisering, og at det så alligevel er så svært? Jeg tror jo, det hænger sammen med, at vi ikke rigtig har forholdt os til, om vi i virkeligheden tror på, at mennesker grundlæggende er gode og prøver at gøre det så godt, de kan, eller om vi grundlæggende tror på, at folk snyder, for så længe vi ikke stiller dét spørgsmål, kommer vi til at blive ved med at finde på dokumentation, på kontrol og på tilsyn. Derfor tror jeg også, det vigtigste, vi overhovedet kan gøre for at komme den forråelse til livs, som vi ser nogle steder, er, at vi gør noget ved, at vi har skabt et system, hvor mennesker bliver til et middel, en opgave, der skal løses, noget, der skal tjekkes af, og et skema, hvor man skal krydse af, hvad andre ordførere før mig også har været inde på, og at vi i stedet for giver mere plads til den etiske forpligtelse, der er i, at man står over for et andet menneske. Derfor kan man jo måle den her aftale på mange måder. I virkeligheden er det vigtigste for mig, at der ikke er nogen ældre, som får den der følelse af, at de bare er en opgave, der skal løses, men at vi, når vi snakker med ældre eller med deres pårørende, når dertil, at man så kan mærke, at det faktisk gør en forskel, og at de bliver set i øjnene, at der er nogen, der lytter til dem, at der er nogle, der rigtigt er der for dem, og at de ikke bare er en opgave, der skal overstås. Det hænger for mig sammen med frihed og faglighed. Jeg har det selv ret svært med at komme ind i institutioner. Der er for mig noget med, at det, når man kommer ind på de der lange gange, gør et eller andet ved mig som menneske. For vi er jo sansende mennesker, og det bliver jo kun vigtigere, hvis man mister ordene eller hukommelsen. (En telefon larmer i salen) . Der er en, der skylder flødeboller, som man ville sige i skolen. Vi har brug for venlige øjne, der smiler til os. Vi har brug for at danse sammen, synge og grine. Vi har brug for mad, der dufter og smager af noget. Vi har brug for leg på plejehjem, hvor legegrupper og barselsgrupper kommer og leger sammen med de ældre. Og for dem, der bor hjemme, har vi brug for, at de kender de medarbejdere, der kommer hos dem, og derfor kommer jeg, ligesom andre ordførere før mig også har været inde på, jo til at holde øje med, at det rent faktisk bliver faste medarbejdere, og at det ikke er noget, vi går rundt og siger, men der så alligevel kommer 24 eller 28 forskellige medarbejdere. Jeg kommer også til at blive ved med at bokse med regeringen om reelt at sætte fri, for der er jo et eller andet i, at vi er forskellige hele livet, og vi bliver jo ikke ens af bare at blive gamle. Derfor ønsker vi i Radikale Venstre reelt at lave en tillidsreform, og det giver stadig ikke nogen mening for mig, at regeringen jo i forhandlingerne blokerede for, at ældre mennesker kan få lov at købe ekstra ydelser; jeg synes, det er en mærkelig uliberal holdning, at man kun må gøre det på de plejehjem, som Lars Løkke Rasmussen har bestemt, og ikke på de kommunale, og jeg synes, vi skal blive ved med at arbejde for, at den frihed selvfølgelig skal være til alle mennesker, også på de kommunale plejehjem.

Så savner jeg, at vi får langt mere fokus på forebyggelse og på prioritering, for der er stor forskel på, hvilke forhåbninger vi kan have til, både hvor gamle vi bliver, men jo også hvor godt vi har det, når vi bliver gamle. Det hænger jo sammen med, at vi i for mange år har underprioriteret forebyggelse, og derfor synes jeg, en af de vigtigste diskussioner her er, hvordan vi kommer til at tage det langt mere alvorligt, at vi forebygger, sådan at flere kan se frem til en god alderdom. Jeg tror også, at hvis vi bare bliver ved med at fortsætte, sådan som vi plejer, og der samtidig kommer flere ældre, så risikerer vi, at vi kommer i en situation, hvor vi giver noget til alle, som er for dårligt. Derfor savner jeg også, at vi kommer til at tage hul på de svære diskussioner om prioritering, sådan at de mennesker, der har mest brug for det, får noget, som er godt nok, og så kan det godt være, at der er nogle af os andre, der må betale lidt mere selv. Og så drømmer jeg om, at vi får bygget mange flere steder for flere generationer som børnehaver og plejehjem, som ligger det samme sted, sådan at man kan tage sin rollator og trisse ned på gul stue eller man kan have stolegymnastik i fællesskab. Så det er noget af det, jeg gerne vil arbejde videre med, og ellers vil jeg bare slutte af med at sige tusind tak for samarbejdet, både til regeringen, men jo også til Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance og Konservative, som vi har forhandlet sammen med. Det er en meget stor fornøjelse at arbejde sammen med nogle af jer, der er så passionerede på det her område. Det gør mig virkelig stolt af vores danske demokrati og af at være ordførerkollega sammen med jer, så tak for det.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så derfor fortsætter vi talerrækken. Den næste på talerstolen er fru Karin Liltorp fra Alternativet.

Tak for det, og tak for ordet. Jeg vil lige starte med en lille kæphest, og det er lidt i forlængelse af, hvad Liberal Alliances ordfører sagde, nemlig at vi bliver nødt til at snakke lidt om sproget, for nogle gange får man indtryk af, at dem, vi snakker om, altså de her ældre over 67 år, har brug for hjælp til alt mulig fra at komme i tøjet om morgenen til at rede seng og smøre en leverpostejmad. Men som vi jo også ser af tallene, er virkeligheden en helt anden. Det er kun 11 pct. af den ældre befolkning, der modtager hjemmehjælp – resten klarer sig selv. De lever fulde og aktive liv, og det skal vores sprog selvfølgelig afspejle. I stedet for at putte alle ældre i en og samme kategori foreslår vi, at vi begynder at skelne lidt og tale om f.eks. aktive ældre og hjælpekrævende ældre. For Leif på 85, som stadig spiller tennis og laver frivilligt arbejde tre gange om ugen, har ikke brug for pleje. Han har brug for anerkendelse og en samfundsforståelse, der ikke taler ham ældre, end han er. I Café Blom, hvor jeg selv har været frivillig, mistede vi for nylig Svend på 86. Han var fast på holdet, et anker i hverdagen og en uundværlig del af fællesskabet. Ældre som Svend og Leif bidrager, og vi skal passe på med ikke at omtale det, som om alle de ældre er en eller anden slags byrde, og det ved jeg bestemt også at alle jer herinde anerkender. Men jeg vil gerne lige tage jer med på en lille tidsrejse. Min oldemor flyttede på plejehjem i Farsø engang i 1960'erne, da hendes mand døde. Hun var selv 63 år, og hun fejlede absolut ingenting. Men hun kunne ikke køre gården alene, og så var det åbenbart normalt dengang, at man blev placeret på plejehjemmet, og der boede hun så i over 35 år helt til sin død som 99-årig. Det var bestemt ikke et venteværelse til døden, det var et hjem. Hun lavede mad med de andre; hun var i kortklub; hun hjalp til i køkkenet, så længe hun kunne. Jeg husker besøgene som vældig hyggelige. Der lugtede altid af smør, fordi de fik sådan noget, som man også gjorde i gamle dage, med et halvt kilo smør på panden og så lige en hakkebøf. Vi spillede kanaster og rakker i timevis, også dengang hun ikke længere kunne huske lige nøjagtig, hvem jeg var. Men hun kunne stadig væk finde ud af at skrælle kartofler og lave sovs. Det var et fællesskab, hvor man både fik støtte og havde noget at give. Nu prøver jeg ikke at svømme tilbage i en fortælling om, at alt var meget bedre i gamle dage, for det var det ikke, og jeg ved, at der er mange ting, der har ændret sig, bl.a. demografien i landet. Pointen er dog, at de fleste plejehjem ikke ser sådan ud i dag. I dag kommer man først på plejehjem, når man er meget syg, ofte med tung demens, stort plejebehov og meget begrænset funktionsevne. Plejehjemmet er ikke længere en boligform, men en nødløsning. Det er blevet den sidste station, og det er der jo selvfølgelig ingen, der ønsker. Måske ville mange flere ønske at vælge ældrefællesskaber, hvis de lignede hjem, hvis vi skabte steder med liv, medborgerskab, varme og ikke kun pleje, kantinemad og linoleum. Ja, selvfølgelig skal vi sikre støtte i eget hjem, men der skal også være et værdigt alternativ, altså et sted, hvor man har lyst til at flytte hen. Så kan vi også få frigjort nogle af de store boliger til ungdommen. Og så skal vi altid huske at spørge, ikke primært om, hvad man ikke kan længere, men i stedet hvad man egentlig gerne stadig væk vil bidrage med. Alternativet ønsker en ældrepolitik, der ser mennesker og ikke kun behov og opgaver, hvor ældre ikke reduceres til modtagere, men ses som aktive medborgere med viden, erfaring og livslyst, og hvor nærvær, frihed og fællesskab er grundpillerne, også når helbredet svigter. Ældrereformen, som vi jo allerede har snakket om, rummer heldigvis mange positive elementer. Den lægger nemlig op til helhedspleje og mindre tyranni, mere tillid til medarbejderen og fokus på selvbestemmelse og samspil med civilsamfundet. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Jeg synes, det er en mindre revolution, I har været med til at skabe her. Efter mange års kassetænkning tager man en helt ny vej i ældreplejen, og det kan jeg kun glæde mig over. Den eneste ting, jeg kan beklage mig over på Alternativets vegne – det skulle jeg hilse at sige – er, at vi i Alternativet er kede af ikke at kunne få lov til at være med i aftalen, for det ville vi helt sikkert gerne, hvis vi var blevet inviteret. Men selvfølgelig er det helt afgørende, at den bliver implementeret, som vi håber, og det tror jeg også, at ministeren er virkelig bevidst om, så reformens løfter faktisk kan mærkes i den ældres hverdag. At hjælpen er der, når der trænges, og at medbestemmelsen er reel. Omsorg kræver tid, og uden tid forsvinder nærværet. Derfor skal der investeres i hænder og ikke kun i værdier. Ældrereformen siger, at vi skal væk fra kontrol- og minutstyring, og det støtter vi fuldt ud; men frihed uden ressourcer bliver bare til stress. Vi savner en reel investering i mennesker, så medarbejdere har overskud til at sætte sig ned, lytte og være til stede. Så skal vi selvfølgelig tage fat på ensomheden, der er en folkesygdom, især blandt ældre. 55.000 danskere over 65 år føler sig ensomme hver dag. Vi ønsker en ældrepleje, der bygger bro til fællesskaber, styrker frivillighed og arbejder med koordinatorer, som reelt hjælper de mest isolerede ud i nye sammenhænge. Reformen nævner heldigvis civilsamfundet, men måske mangler der konkrete midler og ambitioner. Vi foreslår flere brobyggere og lokale fællesskabsinitiativer, så det ikke bliver ved hensigtserklæringer.

Selvfølgelig fortjener medarbejderne, som det allerede er blevet nævnt, også et løft. Vi ønsker en ældrepleje, hvor faglighed, arbejdsglæde og stolthed fylder mere, og hvor ufaglærte får adgang til uddannelse og opkvalificering. Rekrutteringskrisen skal bare mødes med store ambitioner. Så lige en lille bekymring: Friheden i ældreplejen skal også gælde dem, der ikke har stærke netværk, digital kunnen eller ressourcer til at råbe op. Valgfrihed kræver støtte. Jeg har selv oplevet, hvor hurtig selvstændigheden forsvinder, når et ældre familiemedlem pludselig ikke kan huske sit MitID eller sin dankort-kode. Det skal vi gribe langt tidligere som en naturlig del af visitationen. Ældrepolitik handler ikke kun om pleje; det handler om livskvalitet, om forebyggelse og om at give mulighed for at blive ved med at bidrage på egne præmisser. Derfor ønsker vi også at eksperimentere med mentorordninger, altså hvor seniorerne selv er mentorer med delestillinger og nye boformer – det kan jeg høre jeg har tilfælles med De Radikales ordfører – hvor ældre og yngre mødes, hvor erfaring og livsmod deles på tværs. Den slags fællesskaber styrker både mental sundhed og samhørighed. Alternativet tror på en ældrepolitik, der rækker videre end til hjælp og ind i det, der giver mening, og hvor mennesker ikke sættes på pause; hvor Leif er Leif, hvor Svend stadig kan stå i cafeen, og hvor min oldemor stadig væk ville kunne finde et sted, der virkelig føles som et hjem. Vi skal skabe ældreliv og ældrepleje, hvor mennesker ikke bliver set som nogen, der skal passes, men som nogle, der stadig har meget at give, for det har de, og det skal vi tage alvorligt. Der er heldigvis stadig væk forbedringsmuligheder, og jeg glæder mig til at snakke videre med jer alle sammen om de muligheder, der er, for gode løsninger. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et spørgsmål til fru Pia Kjærsgaards fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg ved ikke, hvor meget et spørgsmål det er, men jeg må indrømme, at jeg sådan lidt sidder og tænker: Hvad sker der dog lige for ministeren? Når der står en ordfører, som nærmest tigger om at komme med i det her, som tilslutter sig det fuldstændig, hvad er der så sket? Altså, hvad er det for en form for demokrati og folkestyre, den minister og den regering er i besiddelse af, når man ikke engang i forhold til dem, der er helt vilde for at komme med, lytter til det? Jeg må understrege, at vi fra Dansk Folkepartis side kun ville være med, hvis vi kunne være med til at forbedre det, men det bliver vi jo end ikke spurgt om. Men når ordføreren står her og tilbyder sig selv, synes jeg, det er fantastisk, og det er noget af det, som jeg meget, meget sjældent har oplevet i det her Folketing, og jeg håber ikke at opleve det igen. Jeg vil bare høre, hvordan ordføreren har det med det. Er det ikke underligt at stå der og sige: Jeg vil så gerne, jeg tilslutter mig, og jeg synes, det er så godt, men jeg må ikke?

Ordføreren.

Jeg kan jo sige, at jeg nu er ny i partiet, men at jeg ved, at Alternativet ofte har oplevet, at de ikke bliver inviteret med ind, og det synes jeg selvfølgelig er en uheldig udvikling. Jeg håber som udgangspunkt, at alle bliver inviteret med, og hvis man så stiller sig på bagbenene, er det fint nok at sige, at vi ikke kommer til enighed om det her, og at I ikke længere er med. Men jeg håber da selvfølgelig, at det første fremadrettet bliver den proces, de fleste herinde accepterer.

Ønsker spørgeren endnu en kort bemærkning? Da det ikke er tilfældet, er der ikke flere spørgsmål, og så er vi igennem talerrækken. Så giver vi ordet til ældreministeren. Værsgo.

Tak for ordet. Storm P. sagde for mange herrens år siden efterhånden, faktisk længe før der var nogen, der hed sosu'er, og før der var noget, der hed helhedspleje eller lokalplejehjem, at ingenting kommer af ingenting, bortset fra lommeuld. Store forandringer af vores samfund, store reformer, kulturændringer, måden at arbejde sammen på kommer heller ikke af ingenting, eller det kommer heller ikke af ord på papir. Som flere ordførere har været inde på i dag, kræver det kontinuerligt fokus på implementering, på gennemførsel og viljen til at få det til at ske. Det gælder selvfølgelig også for ældrereformen, som træder i kraft her om godt og vel en måneds tid. Derfor vil jeg godt begynde min tale med at takke aftalepartierne, ordførerne fra SF, LA, Danmarksdemokraterne, De Radikale, Det Konservative Folkeparti, for at være dedikeret igennem hele arbejdet med ældrereformen, og jeg kan kun tilslutte mig det, der blev talt om i dag med passionerethed, med, at det er en gruppe, som brænder for ældreområdet, og som grundlæggende har et helt andet menneskesyn, og det er det, jeg synes kendetegner det grundlæggende værdisæt i den reform, vi har lavet. Jeg vil også gerne takke for en god og engageret debat i dag, som også tydeligt viser, at vi alle sammen er virkelig optaget af at kunne få en værdighed og et helt andet menneskesyn til at være gældende i vores ældrepleje. Og hvor er det så, vi står? Den altoverskyggende gode nyhed er jo, at vi lever længere i Danmark. Der var i 2024 godt 1,1 million danskere over folkepensionsalderen, og af dem har godt 320.000 fejret fødselsdag med 80 lys i lagkagen, og det er jo grundlæggende en god nyhed, og der er også en taknemlighed for det, som ordføreren for Radikale Venstre var inde på. Jeg kan også godt genkende det her omkring betydningen af bedstemødre, det er i hvert fald en oplevelse, jeg også selv har haft. Den anden gode nyhed er, at andelen, som har brug for pleje, er nogenlunde konstant. Godt hver tiende ældre modtager hjemmehjælp. Det betyder så også på den anden side, at knap ni ud af ti af de ældre, der bor i eget hjem, faktisk klarer sig selv. Det var ordføreren for Alternativet også inde på, altså at det er en gruppe, som er utrolig vigtig at fokusere på, for det er nemlig ganske rigtigt, at langt, langt størstedelen i vores samfund, hr. Per Larsen var også inde på det, er raske ældre, som er en livskilde til frivillighed og sammenhold. Når man følger med i den offentlige debat, kan man godt få det indtryk, at vi som velfærdssamfund generelt leverer en hjælp til de ældre, som er for lidt, og som er for dårlig, og en undersøgelse fra Tryg viste også for nylig, at blandt den almindelige befolkning frygter hver anden, at der ikke vil være tilstrækkelig hjælp og pleje, når de bliver gamle. Men ser vi på ældreredegørelsen, er der også tal deri, som viser, at godt og vel 84 pct. af de ældre, som modtager personlig pleje, er tilfredse eller meget tilfredse, mens alene godt og vel 6 pct. er utilfredse eller meget utilfredse. Vi skal selvfølgelig bestræbe os på, som fru Maria Durhuus også var inde på, at gøre det endnu bedre for alle, for bag hvert enkelt tal er der et helt menneske, som selvfølgelig skal mødes med nærvær og relationer. Og god kvalitet tror jeg er en forudsætning for en bæredygtig ældrepleje, og den gode kvalitet indebærer også at kunne leve op til de forventninger, som der er i fremtiden. Jeg vil igen sige tak til aftalekredsen, for det er det, der faktisk har været et kernestærkt fokus på i hele forhandlingerne omkring aftalen, altså at vi skal have kvalitet i vores offentlige og private ældrepleje. Dem, der skal have kvalitet, er de ældre, og derfor er jeg også glad for, at vi i forbindelse med ældrereformen for første gang nogen sinde faktisk har besluttet at spørge både alle modtagere af hjemmehjælp og beboere på plejehjem om deres syn på den hjælp, de får. De undersøgelser er lige ved at være færdige, og dem glæder jeg mig til at dele med jer og diskutere med jer, når de ligger klar.

Som flere af jer har været inde på, er en af de bærende udfordringer, som også ældreredegørelsen viser, spørgsmålet om rekruttering, spørgsmålet om arbejdskraft. Ældreredegørelsen viser, at der er kommet flere medarbejdere på ældreområdet, og det er jo heldigt, men vi ved også, at udviklingen går med sådan en hast, at vi om ganske få år kommer til at mangle tusindvis af medarbejdere, faktisk så mange, at det er 15.000 om bare 10 år. Og det er altså rigtig mange, set i lyset af, jf. også ældreredegørelsen, at der er godt og vel 61.000 social- og sundhedsmedarbejdere i ældreplejen i dag. Vi ser også af ældreredegørelsen, at godt hver tiende af stillingerne til en stilling som social- og sundhedsassistent ikke lykkes med at blive besat, og det samme gjaldt også for mere end hver sjette til social- og sundhedshjælperstillingerne. Det er godt nok en positiv udvikling i sammenligning med tidligere år, men det viser stadig væk, som flere af jer også har været inde på, at det stadig væk kniber med at få stillinger besat allerede i dag. Det korte af det lange er jo, at vi kan lave nok så mange reformer, vi kan lave nok så mange ord på papir, som flere af jer også været inde på, men det hjælper ikke noget, hvis det er sådan, at vi ikke lykkes med at løse udfordringerne omkring arbejdskraft. Derfor skal vi have hele værktøjskassen i brug, og det er vi heldigvis også godt i gang med. Vi har styrket social- og sundhedsuddannelserne, løftet lønnen til sygeplejerskerne og sosu-medarbejderne, øget friheden i ældreplejen til at bruge sin faglighed og givet mere tid med borgeren. Færre dokumentationskrav er jeg sikker på også vil skabe bedre arbejdsmiljø, bedre arbejdsvilkår, og når man får lov til at bruge sin faglighed, vil det alt andet lige sænke sygefraværet. Det er faktisk nogle resultater, vi allerede kan se af de erfaringer, vi har med teams allerede. Lønløftet og muligheden for at gå op i tid er også begyndt at give resultater ude i kommunerne, men som vi også kan se på tallene i redegørelsen, er det simpelt hen nødvendigt fortsat at have fokus på at fastholde medarbejdere. Vi skal have fokus på at mindske frafaldet på social- og sundhedsuddannelserne, vi skal nedbringe sygefraværet, og så skal vi, som flere ordførere også har været inde på, nedbringe andelen af deltidsmedarbejdere, så vi får flere på fuld tid. Så har vi af alle, synes jeg, og det er måske der, jeg selv og fru Pia Kjærsgaard kan nå til enighed, en forpligtelse på at tale faget op og ikke at tale det ned. Det er så utrolig vigtigt, især når det er sådan, at man får styrket fagligheden, givet mere tillid til sin dømmekraft, at man også føler sig respekteret, og at man har et godt omdømme i det samfund, man er en del af. Men hvis vi skal lykkes med arbejdskraftudfordringen, er vi simpelt hen også nødt til at gå nye veje, eller hvis vi skal lykkes med at knække koden, som jeg tror fru Kirsten Normann Andersen udtrykte det, har vi brug for at gå nye veje. Og her mener jeg, at rekrutteringen af international arbejdskraft er et vigtigt, et nødvendigt skridt i forhold til at sikre tilstrækkeligt personale. Derfor er vi sammen med Indien og Filippinerne i gang med at etablere rekrutteringspartnerskaber om social- og sundhedsmedarbejdere, og der er det utrolig vigtigt, at vi får etableret et velfungerende modtageapparat, når det er sådan, at medarbejderne skal ind på arbejdspladserne, for det er jo ikke alene kvalifikationerne, kompetencerne, det er også danskkundskaber, det er også forståelse af den danske kultur, som er så utrolig vigtig. Det et arbejde, som jeg har sat mig i spidsen for, og vi er allerede i rigtig god dialog med både kommuner og regioner, så vi også trækker på en del af de gode erfaringer, som de kommuner, som allerede er langt på den dagsorden, har, og så de kan blive bragt i spil. Vi er også nødt til at kigge på velfærdsteknologi, som flere af jer også har været inde på. Velfærdsteknologi kan man sige er vort århundredes svar på moderne hjælpemidler. Det skaber mere frihed, det skaber mere værdighed for de ældre, og det er jo i virkeligheden det allervigtigste formål. Samtidig har det den fordel, at det ofte frigør mere tid for medarbejdere til de mere borgernære opgaver. På mange måder kan man sige, at det både for den ældre og for den ansatte, bare for at give nogle eksempler, er rarere at få en censor til at registrere, om bleen skal skiftes. Det kan også være en stor hjælp for demente at have et særligt elektronisk apparat, som husker en på, hvad det nu er, man skal huske. Det kunne eksempelvis også være overvågning af diabetessår via videolink, så sygeplejersken kan se, hvordan det går, uden patienten skal forlade sit hjem. Derfor synes jeg, at det er positivt, at ældreredegørelsen også viser, at personalet i ældreplejen generelt har et positivt syn på brugen af velfærdsteknologi. Som den undersøgelse, der henvises til i ældreredegørelsen, fra FOA viser, var 82 pct. positive eller overvejende positive omkring velfærdsteknologi i ældreplejen, og heldigvis er der jo en række kommuner, som er godt på vej. Men som en rapport fra Teknologisk Institut viser, er langt den største udfordring, når man spørger kommunerne omkring brugen af velfærdsteknologi, implementering og skalering af velfærdsteknologi. Vi har teknologien, men den er slet ikke brugt i det omfang, den skal.

Derfor er jeg utrolig glad for, at vi i aftalekredsen har sat et arbejde i gang med et partnerskab omkring velfærdsteknologi, som lige om lidt kommer med nogle anbefalinger, som jeg også glæder mig til at snakke med jer om, for der er ingen tvivl om, at vi har brug for at gå mere i retning af at få indført velfærdsteknologi. Der tror jeg allerede nu at jeg synes at en hovedkonklusion bliver, at det ikke kun handler om teknologien, det ikke kun handler om kompetencerne, men at det også handler om den praksisnære overførsel ude hos den enkelte medarbejder i forhold til at være dygtig til at omsætte en teknologi, så det skaber glæde og værdighed og personlig frihed for den ældre. Som ældreredegørelsen også viser, er implementeringen af reformen vigtig. Det er der rigtig mange af jer der har peget på i dag, og den holdning er jeg jo selvfølgelig utrolig glad for at vi deler. Derfor er jeg også utrolig glad for, at vi i aftalekredsen har afsat 145 mio. kr. til at understøtte implementeringen. I lighed med fru Marlene Harpsøe oplever jeg også, når jeg taler med kommuner, at størstedelen af kommunerne er rigtig godt i gang. Der er en rigtig god og positiv indstilling til den her reform, og der bruges virkelig meget knofedt derude. Det er også tydeligt, at der er travlt, de bruger knofedt, og de tværfaglige teams, som flere af jer har været inde på, spirer frem over hele landet. Jeg tror, det var rigtig klogt, som SF's ordfører var inde på, at vi også fik afsat midler til teams, som jo allerede blev indfaset i august sidste år. Det høster vi frugten af nu, fordi kapaciteten i det meste af landet faktisk er bygget op omkring teams. Jeg tror, det er et godt sted at starte, for det, vi kan se med teams, er, at det dels er en forudsætning for at levere helhedspleje, dels er det der, vi ser den positive forskel for borgerne og deres pårørende og deres oplevelse af plejen. Det er nogle af de erfaringer, som bl.a. VIVE-undersøgelserne peger på. Så samlet set i forhold til implementeringen har vi også, som det fremgår af ældreredegørelsen, ud over en række midler både til teams, men også til kompetenceudvikling, etableret seks partnerskaber, hvor vi grundlæggende involverer alle aktørerne på området. Det er klogt at involvere aktørerne på området, fordi det jo ikke er os herinde, der skal sidde og trykke på knapperne ud i det enkelte hjem, det er de aktører, der er omkring ældreplejen i borgernes hjem, og det er dem, vi skal have i spil til at føle forpligtethed på implementering af reformen. De partnerskaber, vi har igangsat der, synes jeg har et rigtig godt tråd. Frit valg er der flere, der har været inde på. Jeg deler bl.a. Venstres og De Konservatives begejstring for resultaterne vedrørende frit valg eller private leverandører i ældreplejen. Som flere af jer har været inde på, er det jo 43 pct. af hjemmeplejemodtagerne, som vælger en privat leverandør. Det synes jeg er utrolig positivt. Jeg ser det på den måde, at det er et valg, som den enkelte ældre har, og faktisk er det nogle af de ting, hvor vi vil kunne få syn for sagen på, hvordan tilfredsheden egentlig er i forhold til henholdsvis de private og de kommunale. Det er noget af det, vi også ser i de undersøgelser, vi kan fremlægge lige om lidt. Lige nu har vi jo ikke nogen grund til at tro, at der er forskel på tilfredsheden i dem. Grundlæggende synes jeg, det er positiv, at mange som muligt har frit valg af helhedspleje. Samlet set synes jeg at vi skaber endnu mere fair og lige konkurrence mellem de offentlige og de private leverandører. Det gør vi på en række måder ved at styrke det med en fast overheadtakst og med en kontrolenhed og ved også at have en efterregulering af prisen i forhold til de private leverandører. Det er alt sammen noget, som jeg mener og håber kommer til at gøre en endnu større forskel i forhold til at få endnu flere private leverandører på markedet. Om det her med private leverandører, at sikre et privat alternativ i helhedsplejen, vil jeg også sige – for det er jo rigtigt, som nogle ordførere har været inde på, jeg tror bl.a., det var hr. Per Larsen – at det har været meget vigtigt at få et tæt samarbejde op at køre mellem KL og brancheorganisationerne. Det startede de allerede på i starten af året, hvor vi i Ældreministeriet har været faciliterende. Det er også noget af det, vi har fulgt tæt i aftalekredsen. Derfor glæder det mig også, at det faktisk tyder på, at det er tre ud af fire kommuner, der forventer at kunne levere en privat leverandør af helhedspleje. Det vidner bare om, synes jeg, at det at tale med de aktører, som skal implementere det helt ude i den spidse ende, er så utrolig vigtigt, ikke kun, når vi laver reformer, men også når vi skal implementere reformer.

Så har vi hele fokusset på civilsamfundet. Der synes jeg jo selvfølgelig at det er utrolig vigtigt at fokusere på, at staten kan løse nogle opgaver, men vores civilsamfund, vores frivillige, de pårørende har en utrolig vigtig opgave, når det handler om at skabe livskvalitet og livsglæde for de ældre. Der skal vi være mere ambitiøse. Det gælder både staten, kommunerne og de private aktører, og derfor er jeg så utrolig glad for den samspilsværdi, vi har fået ind som en af de bærende værdier i ældrereformen. Det er jo ikke et samspil, man kan vælge om man vil etablere; det er et samspil, man skal forholde sig til, altså hvordan det er, vi skal samarbejde langt, langt tættere mellem kommunerne, mellem frivillige og mellem det lokale civilsamfund og de pårørende. Lokalplejehjem er også et eksempel på en styrket inddragelse af civilsamfundet. Fra den 1. januar har kommunerne jo fået mulighed for at etablere lokalplejehjem. Det er grundlæggende positivt i forhold til at styrke den lokale forankring af vores lokalplejehjem, og jeg er utrolig glad for – det er en indikator på det – at den pulje, vi har udbudt, i forhold til at man kan få støtte til etablering af lokalplejehjem, faktisk nu har fået otte ansøgere, som er det, der er penge til i puljen for i år. Så kommer der jo flere penge næste år. Men grundlæggende synes jeg, det er en utrolig positiv interessetilkendegivelse fra nu otte kommuner. Jeg er optaget af, at vi får nogle gode og dygtige lokalplejehjem, og derfor synes jeg, det er så utrolig vigtigt at bruge tid i den her udviklingsfase, når det er, vi skal have etableret nogle gode plejehjem af lokalplejehjemsslagsen. Lad mig slutte, hvor jeg begyndte, med Storm P.'s lommeuld. Ældrereformen er og skal ikke være en skrivebordsreform. Reformen lykkes først, når den kan mærkes ude i hjemmet hos de enkelte borgere, og jeg er så utrolig glad for, at det er en holdning, der deles af hele aftalekredsen. Jeg er sikker på, at ældrereformen vil blive fulgt til dørs, for det er der et kæmpe fokus på, og det er jeg utrolig glad for. Tak for det. Derfor ser jeg selvfølgelig også meget frem til, at ældrereformen for alvor fra den 1. juli skridt for skridt kommer til at udfolde sig i praksis ude i landet til glæde for de ældre og til glæde for de pårørende, for det at være pårørende er noget, vi alle sammen er, og som vi holder af at være, men som vi også ved er noget, der er utrolig hårdt. Derfor er samspillet med de pårørende også så utrolig vigtigt. Jeg håber, og det er i hvert fald tanken med ældrereformen, at den også er til glæde for medarbejderne, for det at få tillid til sin faglighed ved at indgå i stærke tværfaglige fællesskaber, det at føle sig kompetent og kvalificeret til den opgave, man løser, ved vi en til en er det, der rimer på arbejdsglæde. Det er det, jeg plejer at kalde arbejdsglædeligningen. Så endnu en gang tusind tak for den gode debat og det engagerede syn og menneskesyn på ældre. Det er jeg utrolig glad for at vi har et fælles fokus på. Tak for ordet for nu. Jeg ser frem til spørgsmål.

Tak til ministeren. Der er en række indtegninger for korte bemærkninger, og den første er fra fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg hæfter mig lidt ved det med udenlandsk arbejdskraft. Jeg bemærkede, at ministeren sagde, at der var en god dialog med regioner og kommuner. Så skal jeg bare høre: Hvad med dialogen med Socialdemokratiet, altså det andet regeringsparti? Det er ikke mit indtryk, at den er sådan helt på plads endnu. Så må jeg altså også bare spørge om noget andet. Altså, på Filippinerne er der vel også ældre, der har et behov for pleje. Jeg synes, det er en skæv udvikling. Hvorfor søger man, når vi mangler, og det gør vi, først og fremmest at rekruttere flere – jeg ved godt, det er en langsigtet proces, og at der skal meget mere til – fra så langt væk i verden? Man går langt væk, og der skal bruges mange ressourcer på at ændre sprog, kultur og socialt syn på utrolig mange ting. Og jeg tænker faktisk også lidt på, at man river folk langt væk fra, hvor der måske også er et behov for dem. Altså, det synes jeg er et problem. Så lige med hensyn til en ny teknologi afviser jeg absolut ikke ny teknologi, men jeg er simpelt hen så skeptisk, i forhold til at det vil blive brugt negativt. For hvis det giver mere samvær med mennesket, der kommer forbi, så er det godt. Det har jeg så bare en fornemmelse af ikke rigtig vil ske. Hvordan vil ministeren sikre det?

Ministeren.

Tusind tak for mange spørgsmål. Hvis jeg lige skal komme omkring dem, vil jeg sige, at vi jo har indgået aftale om det som regering; vi er ved at etablere de her internationale partnerskaber, og det er jo en enig regering, der går den vej. Det er jo utrolig vigtigt, når vi gør det – det lægger i øvrigt både Filippinerne og Indien utrolig meget vægt på, og de er utrolig dygtige til at uddanne folk – at de forhold og de arbejdspladser, man kommer til, hvilket de selvfølgelig også er optaget af, er dygtige og gode. Og derfor har det hele vejen igennem været vigtigt, når mine kollegaer uddannelses- og forskningsministeren og indenrigs- og sundhedsministeren har etableret de forståelsespapirer, der skal pege hen imod partnerskaberne, at vi gør det inden for rammerne af WHO's retningslinjer. For selvfølgelig skal det være gode og ordentlige forhold. Så er der i forhold til sproget ingen tvivl om, at sprogforståelse, men også kulturforståelse, dialekter osv., er afgørende for, at det her skal lykkes. Derfor stikker vi virkelig fingeren i jorden hos de kommuner, bl.a. Frederiksberg Kommune, Vejle Kommune, Varde Kommune og Lolland Kommune, som har gode erfaringer med, hvordan det er, vi klæder de her på, også i forhold til de sproglige kompetencer, for selvfølgelig skal man det.

Ønsker spørgeren den anden korte bemærkning? Værsgo.

Jo jo, der mangler lige det med ny teknologi. Og så bliver jeg altså nødt til at spørge ministeren igen: Hvad var der i ministerens overvejelser, i forhold til at man ikke inddrog alle partier? Hvilke overvejelser gjorde man sig? Altså, det synes jeg er spændende, specielt efter Alternativets tale, hvor det kom lidt bag på mig, hvor begejstrede man var, og hvor gerne man ville have været med. Vi var ikke helt på samme plan, men vi var dog som sagt slet ikke med i nogen form for forhandling, ikke en eneste. Altså, jeg må bare sige, at ministeren gør regning uden vært, og at det her ikke bliver nemt for ministeren; det kan jeg godt garantere. For så er fordelen jo altså også, at man har ret og pligt til at se ministeren i kortene i forhold til det, der er lavet her, og det lover jeg vil ske.

Ministeren.

I forhold til teknologien er jeg helt på linje med ordføreren, i forhold til at det med teknologi jo ikke må være sådan, at den ikke giver glæde, forstået som selvhjulpenhed eller større værdighed for den ældre. Det, der er fordelen ved teknologi, er, at så er der slet og ret også mere tid til de ting, der kræver en borgernær relation. Som et eksempel kan jo nævnes nogle af de muligheder, man har, for at blive hjulpet på toilettet. Det giver simpelt hen en større værdighed for de ældre, at man selv kan komme på toilettet og på de tidspunkter, man gerne vil, i stedet for at man skal sidde og vente på en medarbejder.

Tak. Så er det fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Mange tak. Og tak for talen. I forbindelse med at vi indgik den her ældreaftale, har vi jo også afsat en del midler til det her såkaldte demensrejsehold, der skal tage ud på en række plejehjem og arbejde med at forebygge omsorgstræthed og forråelse, men i høj grad også skal give medarbejderne ude lokalt nogle vigtige værktøjer til, hvordan man arbejder med mennesker med demens, og hvordan man sikrer den her helhedsorienterede indsats omkring den enkelte, der gør, at de føler sig set og hørt, og at de får fyldt deres såkaldte trivselskar i en periode af deres liv, hvor det er, at man, hvis man er et menneske med demens, virkelig bliver udfordret. Men det, som jeg ikke forstår, vedrører, at vi jo nu står i en situation, hvor det er, at vi er i gang med at formidle masser af midler ud til en række plejehjem, men hvor der også er en række plejehjem, som har fået et nej, fordi der ikke er flere penge i puljen til, at flere kan få besøg af demensrejseholdet. Så hvad vil ministeren gøre der for at sikre, af de plejehjem, som altså har fået et nej, fremover kan få et ja til at kunne arbejde med mennesker med demens?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo helt rigtigt, at demensrejseholdet er en virkelig, virkelig stor succes. Jeg tror, hvis jeg lige husker rigtigt, at det er omkring 20 plejehjem, der har fået et positivt svar. Der er nogle kommuner, der har flere plejehjem blandt dem. Det vidner jo også om, som spørgeren er inde på, at der er et behov for mere. I virkeligheden var det faktisk også noget, vi så, da der blev lavet puljer på Teams i sin tid. Der var også flere kommuner, end der var penge til så at sige, der søgte. Jeg synes jo generelt set, at fokus på demens vil jeg gerne være med til at snakke om. Helhedsplejen styrker jo hele forudsætningen for at kunne arbejde med demens. De grundlæggende værdier taler lige ind i, hvordan vi også skaber nogle rammer, der er gode for at arbejde med demens. Men demens vil jeg da gerne have en nysgerrighed i forhold til at tale mere om.

Spørgeren.

Tak for den positive tilkendegivelse. Det glæder vi os i Danmarksdemokraterne selvfølgelig til. Mit andet spørgsmål skal omhandle underernæring, for som jeg også lagde vægt på i min ordførertale, er der jo 77.000 personer i ældreplejen, som i dag bliver underernæret. De oplever sult med stor svækkelse til følge. Der synes jeg jo, at vi skylder et klart svar til de mange ældre, i forhold til hvad vi egentlig kan gøre, og hvad ministeren vil gøre. Jeg synes da, at der mangler initiativer fra ministerens side. Ud over de her lidt lette løsninger, som ministeren præsenterede på et samråd for nylig, så vi i Danmarksdemokraterne gerne, at ministeren krævede af kommunerne, at de lavede en systematisk indsats efter de retningslinjer, der allerede findes i dag.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er også utrolig optaget af ernæringsrigtige tilstande, og det er jo nogle virkelig høje tal. Man kunne nævne nogle andre tal, som er fra de samme undersøgelser, men der er ca. 200.000, hvis jeg lige husker rigtigt, som er i risiko for at være fejlernærede. Det er en kæmpe problemstilling, og jeg mener jo for det første, at helhedsplejen er en af kronjuvelerne, for der skal man vurdere den enkelte ældres samlede tilstand, herunder også den ernæringsmæssige tilstand. Og for det andet er det rigtigt, at jeg har præsenteret nogle initiativer. Jeg synes, at vi skal se på effekten af dem i forhold til at understøtte implementeringen yderligere.

Tak. Så er det fru Karin Liltorp fra Alternativet. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god tale. Jeg har allerede rost ministeren for ældrereformen og det gode arbejde, så jeg vil tage fat et andet sted og i virkeligheden køre lidt videre i det, som fru Pia Kjærsgaard nævnte. For vi stod i går og havde landet en psykiatriaftale, og jeg fik næsten tårer i øjnene, fordi vi stod på tværs af Folketingets partier og vi alle sammen var blevet inddraget og vi alle sammen havde fået mulighed for at give input. Og jeg har selv det princip, at jo flere man lytter til, jo flere guldkorn kan man få ind. Så jeg kunne også godt tænke mig at høre: Hvad er baggrunden for, at man fra starten af udelukker nogle partier? Er det ikke synd for den demokratiske proces?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det giver mig jo heldigvis også anledning til at svare på det spørgsmål, som jeg ikke kunne nå inden for tiden, nemlig spørgsmålet fra fru Pia Kjærsgaard. Helt grundlæggende var det jo ikke en pointe om at udelukke nogen på forhånd. På baggrund af de dialoger og den tekniske gennemgang, der også har været, og i øvrigt også de spor og de holdninger, der er blevet tilkendegivet, i forhold til hvad det er for en retning for ældreplejen, man vil gå i, valgte jeg at gå videre med de partier, som ville i den samme værdimæssige retning omkring frisættelse. Blot for at tage et eksempel kan jeg sige, at fru Pia Kjærsgaard i sin tale i dag nævner spørgsmålet omkring minimumsstandarder, og det er jo et eksempel på, at tilgangen er fuldstændig anderledes end det, som er kernen i den nuværende reform.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg håber ikke, at ministeren oplevede Alternativet på samme måde. For Alternativet er jo meget interesseret i at indgå i den her aftale. Så nu vil jeg bare høre en ting: Hvis der kommer noget i fremtiden på ældreområdet, kunne ministeren så overveje at invitere os alle sammen, så vi har mulighed for at give input?

Ministeren.

Det synes jeg da er helt i tråd med god parlamentarisk skik, altså at invitere i forhold til at afdække, hvor det er, interesserne er, og hvad det er for nogle synspunkter, man har. Så det vil jeg bestemt ikke udelukke.

Så er det hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Vi er jo også et af de partier, som ikke fik muligheden for at deltage i forhandlingerne, fordi vi fik den besked, at vi ikke delte menneskesyn med ministeren. Det har vi så efterfølgende taget til efterretning at vi åbenbart ikke gør. Men jeg vil godt spørge om noget helt andet, og det er faktisk foranlediget af noget af det, som fru Pia Kjærsgaard spurgte om, nemlig spørgsmålet omkring udenlandsk arbejdskraft. For normalt er det jo sådan på et frit marked som et arbejdsmarked, at hvis der er en stor efterspørgsel, betyder det, at så stiger priserne. Er ministeren virkelig ikke af den opfattelse, at hvis det var sådan, at vi gjorde en større indsats for at give en bedre anerkendelse til de mennesker, der arbejder inden for ældreplejen, kunne det gøre os i stand til at kunne tiltrække og fastholde mere af det personale, vi har behov for? For hvilken garanti har ministeren for, at arbejdskraft, man importerer til Danmark for at arbejde inden for området, hvis løn- og arbejdsvilkårene ikke er tilstrækkelig gode, ikke bare forsvinder ud til andre brancher eller til andre lande og arbejder dér i stedet for? Og så er der det moralske aspekt, der ligger i, at den mangel på både sundhedspleje- og omsorgsmedarbejdere, vi har i Danmark, ser man også internationalt, så der ligger altså også et moralsk aspekt i det, at vi skal løse vores problemer ved at importere arbejdskraften fra lande, der selv mangler den arbejdskraft.

Tak. Så er det ministeren.

Helt overordnet tror jeg simpelt hen ikke, at vi kan løse de problemer. Det er 15.000 medarbejdere, vi mangler – der er 61.000 social- og sundhedsmedarbejdere i dag. Det er en kæmpe andel. Og hvis det så bare var på ældreområdet, havde det jo nok kunnet lade sig gøre, men vi mangler også medarbejdere på det grønne område, vi mangler medarbejdere i erhvervslivet osv., så det er jo en generel problemstilling, vi står over for. Jeg er ikke så meget for sprogbrugen, hvor man siger, at vi importerer arbejdskraft. Det her er gensidige aftaler, vi ligeværdigt og respektfuldt indgår med Indien og Filippinerne, hvor bl.a. WHO-retningslinjerne er væsentlige. Der skal selvfølgelig være ordnede forhold, altså gode aftaler, der har en gensidighed, og vi skal selvfølgelig etablere nogle arbejdspladser, som folk er glade for at komme til, i de lokalsamfund, man skal integreres i osv. Det er selvfølgelig afgørende. Jeg kan jo ikke garantere, at man ikke vælger at gå til andre brancher eller noget andet – jeg går jo sådan set ikke ind for stavnsbåndet, og det er jeg sikker på at spørgeren heller ikke gør – men det handler om at få skabt nogle attraktive arbejdspladser.

Spørgeren.

Men det at skabe attraktive arbejdspladser handler jo lige præcis om løn- og arbejdsvilkår. Det er også derfor, at det er uforståeligt for mig, hvorfor regeringen ikke anerkender, at der er en stor mangel på pleje- og omsorgspersonale, og at man derfor bør gøre noget mere for at sikre bedre løn- og arbejdsvilkår for dem. For vi så det jo f.eks. i forbindelse med »Flere hænder og højere faglighed i ældreplejen«, altså det, at vi afsætter midler til at kunne uddanne noget af den uddannede arbejdskraft og sikre, at der kan ske et kompetenceløft. Det er jo én af vejene at gå. Noget andet er at sikre, at en større andel af de unge mennesker, der kommer ud på arbejdsmarkedet, finder det attraktivt at arbejde inden for pleje- og omsorgssektoren. Det burde være en langsigtet løsning, for ellers risikerer vi jo netop, at hvis ikke vi gør noget ved det, forsvinder den arbejdskraft, der er på det område, altså hvis det ikke bliver tilstrækkelig attraktivt at arbejde der, både i forhold til løn og ansættelsesvilkår.

Ministeren.

Jeg er sådan set meget enig i, at lønforhold er væsentligt, og det er bl.a. også derfor, at sosu-medhjælperne og i øvrigt også sygeplejerskerne var nogle af de grupper, der blev målrettet i det lønløft, regeringen lavede for snart 2 år siden. Arbejdsmiljøet er utrolig vigtigt; det er også noget af det, der er væsentligt i forhold til hele ældrereformen, som jeg jo også var inde på min tale. Det at skabe trivsel handler om at bruge sin faglighed, indgå i tværfaglige fællesskaber og føle sig kompetent til det, man gør. Det er faktisk nogle af de ting, vi kan se allerede er effekten af at have teams. Jeg tror bare ikke, det er nok, og jeg tror, at problemet er, at hvis vi ikke manglede arbejdskraft på mange andre områder, ville det være nemt at gøre, men vi mangler arbejdskraft overalt i vores samfund, og det bliver kun værre i de kommende år.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen fra SF.

Tak for det. Som ordfører fra et af de partier, som er med i den her aftale, som bl.a. også involverer, at man kan rekruttere indiske og filippinske sygeplejersker, vil jeg blot sige, at det ikke er mit indtryk, at vi er så langt her, at vi på nogen måde kommer i mål foreløbig. Først og fremmest var det sygeplejersker, man ønskede at rekruttere, og dernæst har vi også en aftale om, at vi skal se på det grundlag, som eventuelt kan laves, før vi overhovedet går i gang med den her proces. Til gengæld har vi også aftalt, at vi skulle se på, hvordan vi kunne sikre evalueringsansættelser til de mange iranske sygeplejersker, som er i Danmark, og som ikke kan få lov at gøre deres uddannelse færdig, så de netop kunne bidrage – de er selv kommet hertil og har et ønske om at bidrage – og at vi ikke sender veluddannede social- og sundhedshjælpere ud af landet, fordi deres opholdstilladelse ophører, men til gengæld prøver at fastholde dem undervejs. Jeg vil bare spørge ministeren, hvad der ville være bedst og billigst og mest effektivt: at bruge de mennesker, der allerede er her, eller at rejse om på den anden side af jorden for at rekruttere nye medarbejdere, som ikke har uddannelsen eller sproget endnu?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er bare lige for at bekræfte, at vi i forhold til inderne og filippinerne jo ikke står over for, at de kommer lige på den meget korte bane i virkeligheden. Det er jo allerallertidligst ultimo 2026, og der er en række forhold også i forhold til partnerskaberne, der skal være på plads inden da. Men derfor er det godt at være godt forberedt i forhold til de her modtagepakker. Spørgeren har jo også ganske ret i, og jeg deler sådan set, at det er ganske frustrerende, det omkring iranske sygeplejersker, som er her, og som der bl.a. ikke har været nok evalueringsansættelser til, og som ikke har kunnet få fodfæste endnu. Regeringen har jo taget forskellige tiltag i forhold til den gruppe. Adspurgt konkret om det er det ene eller det andet, der er bedst, vil jeg sige, at jeg i virkeligheden tror, at vi har brug for begge dele. 15.000 kan jo lyde af noget. Det er lynhurtigt blevet et tal, man bare slynger ud, men det er jo virkelig mange medarbejdere. Det er en fjerdedel af den gruppe af medarbejdere, der er der i dag. Det er virkelig mange, mange mennesker, vi kommer til at mangle.

Spørgeren.

Jeg prøvede i min ordførertale at fremhæve, at jeg tror, at anerkendelse også er en ting, som vi skal arbejde med. Det er fag, som lider under, at der er meget lav anerkendelse på området. Titelbeskyttelse kunne være noget af det, som man kunne arbejde med helt konkret, altså at ikke hvem som helst kan kalde sig faglært social- og sundhedshjælper. Derfor er jeg også optaget af, at man måske kigger på autorisation til social- og sundhedshjælpere som en metode til at vise anerkendelse, ligesom man selvfølgelig kan kigge på videreuddannelse, arbejdsvilkår, fleksibilitet og andet. Vil ministeren være med til at tænke i autorisation til social- og sundhedshjælpere som en metode til rekruttering og fastholdelse?

Ministeren.

Jeg er meget enig med ordføreren i, at det er utrolig vigtigt at anerkende medarbejdere og også social- og sundhedshjælpere på det her felt, alene af den årsag at når man får mere kompetence, er det bare virkelig vigtigt, at man også ved, hvad det er, man har at stå i. Så det er jo både anerkendelsen, altså som fag og som omdømme, men jo også i virkeligheden som en blåstempling af nogle kompetencer. Jeg synes, det er væsentligt, at vi også kigger på, og det vil jeg sådan set gerne være med til at kigge på, hvordan vi kan anerkende, og hvordan vi kan sikre kompetencerne. Det er der mange veje til, men det synes jeg bestemt er noget af det, der er væsentligt, også som en forudsætning for at nå i mål med ældrereformen.

Så er det hr. Per Larsen fra De Konservative.

Tak for det, og tak for en god tale. Vi er også med i aftalen om udenlandsk arbejdskraft, og jeg vil gerne spørge ministeren: Nu, når vi ved, at vi har så stor en udfordring, som vi har – tallet er 15.000, og det er jo rigtig, rigtig mange, og spørgsmålet er så, om de alle sammen vil være på fuld tid – hvad var årsagen så til, at man kun satsede på at rekruttere 1.000 udenlandske, altså nu, når opgaven er så stor, som den er?

Ministeren.

Det er jo nogle forhandlinger, der har fundet sted ovre hos mine kollegaer, men i hvert fald er noget af det væsentlige, man faktisk har lært af erfaringerne i forhold til de iranske sygeplejersker, et stærkt fokus på, at vi får det drejet hen i retning af, at tingene i højere grad bliver efterspørgselsdrevet, for det er jo sådan set grundlæggende det, at efterspørgsel og udbud skal passe sammen.

Ordføreren.

Så vil jeg gerne lige skifte emne. Vi kan konstatere, at der er rigtig, rigtig mange ældre, specielt også de demente, som får rigtig meget medicin, også antipsykotisk medicin, og det synes jeg er en skræmmende udvikling. Vi har rent faktisk fremsat et forslag om, at vi skal have en medicingennemgang blandt de ældre oftere, for der kan ske rigtig mange ting på 1 år for f.eks. en dement, hvis vedkommende har været indlagt på et hospital eller fået ordineret noget ekstra medicin af forskellig art, altså en gennemgang af deres medicinindtag oftere. Er det noget, ministeren også kunne ønske sig?

Ministeren.

Nu er det jo sundhedsministerens ressort, og jeg ved, at ordføreren også er sundhedsordfører, så jeg er sikker på, at ordføreren tager det i den sammenhæng. Men når det så er sagt, er jeg fuldstændig enig i, at vi med de resultater, vi ser ud til at have, og det er jo endda, selv om vi i 7 år har haft det som et særskilt mål, at vi skal halvere andelen af antipsykotisk medicin, ikke har nået det mål, og i virkeligheden er der en ekstra krølle på den udvikling, som er, at nogle steder lykkes man rigtig godt med det, og set i lyset af at det samlet set ikke er blevet mindre, må der være nogle steder, det er rigtig dårligt. Jeg vil meget gerne være med til at tale om, hvordan vi også fra et ældreplejeperspektiv kan arbejde mere i retning af at nå det mål.

Tak til ældreministeren. Der er ikke flere spørgsmål. Men jeg er blevet oplyst, at fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti ønsker en anden runde. Da det her er en redegørelsesdebat, har fru Pia Kjærsgaard 5 minutter til rådighed. Værsgo.

Tak. Det er slet ikke sikkert, jeg bruger det. Men man kan jo kun få de to korte bemærkninger, og når man så sidder og brænder inde med en masse ting, er man jo nødt til at tage ordet igen. Jeg må bare sige, at når man sidder og analyserer, og det kan man jo gøre hernede på første række, ministerens svar, er det så teflonbelagt, at jeg synes, det er utroligt, det må jeg bare sige. Jeg lægger mærke til, at ministeren hele tiden enten skyder det over til en anden minister og siger, at det vil hun gerne se på, og når der kommer et konkret forslag fra fru Kirsten Normann Andersen, vil man godt se, at man kan gøre det lidt bedre. Altså, jeg er ærgerlig for at sige det mildt – for at sige det mildt – over at vi stadig væk i den her store debat, den her store ting, kan kigge ind i det, også i forhold til den mangel på arbejdskraft, der er, hvor jeg heller ikke synes, at man gør, hvad der skal gøres. Altså, det nytter jo ikke noget at sige: Vi har givet lidt mere i løn. Det er ikke alene lønnen, det er også lønnen, men det er i allerhøjeste grad også en anerkendelse af, at de mennesker, som beskæftiger sig med ældre mennesker, syge mennesker og demente mennesker, gør et kæmpe, kæmpe, kæmpe arbejde. Hvad er det, vi gør forkert, i forhold til at de mennesker med god grund ikke føler sig anerkendt – at de føler sig som sådan lidt lavstatus, at det at være sosu-assistent eller sosu-medhjælper bare er det, det er? Det er lidt højere at være sygeplejerske, javel. Jeg er faktisk temmelig fortvivlet over, at man stadig væk har det på den måde, og jeg synes, at ministeren kommer med for mange embedsmandssvar. Det er så svært at nå ind til ministeren. Det er også så svært at nå ind til ministeren, når jeg som ordfører for Dansk Folkeparti, som ældreordfører, som en, der, og jeg kan ikke prale af det længere, for 100 år siden selv har været en del af det system – det er så mange år siden, at jeg ikke kan prale af det mere – får at vide, at man jo lige måtte vurdere det værdisæt, ordførerne havde. Altså, jeg vil næsten sige, hvad bilder ministeren sig ind? »At vurdere det værdisæt«. Jamen jeg har da aldrig hørt noget lignende. Jeg må sige, at jeg er målløs over ministerens rent ud sagt apparatjikagtige måde at være på, og det synes jeg ikke de ældre kan være tjent med, det synes jeg simpelt hen ikke. I forhold til at Alternativet bare tilslutter sig og er jublende glade, vil jeg sige, at det havde Dansk Folkeparti bestemt ikke gjort. Men jeg må sige, at hele den her form, hele den her måde, man har tacklet den her ældrelov på – jeg kan så også høre, at ordførerne også siger, at det bare er en ældrelov, det er ikke en reform, som ministeren siger – er ret rystende, det er i virkeligheden ret rystende. Jeg fik lige lejlighed til lige at bruge lidt ekstra, det er så lidt mere end korte bemærkninger, men jeg vil stadig væk sige, jeg har meget på hjerte.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen spørgsmål. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Der er ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde afholdes i morgen, onsdag den 21. maj 2025, kl. 8.00. Jeg henviser til den dagsorden, der vil fremgå af Folketingets hjemmeside.