Møde i salen

Mødet er åbnet.

Michael Aastrup Jensen (V) har meddelt mig, at han nedlægger sit hverv som medlem af Folketinget pr. juni 2025.

Fra statsministeren har jeg modtaget brev om,

at det efter statsministerens indstilling ved kongelig resolution af 20. maj 2025 blev bestemt, at ledelsen af de under ministeren for byer og landdistrikter, kirkeministeren og ministeren for nordisk samarbejde hørende forretninger fra og med den 26. maj 2025 til og med den 10. august 2025 overdrages til transportminister Thomas Danielsen.

Meddelelsen vil fremgå af www.folketingstidende.dk (jf. nedenfor).

[Folketingets formand

Efter min indstilling er det ved kongelig resolution af 20. maj 2025 bestemt, at ledelsen af de under ministeren for byer og landdistrikter, kirkeministeren og ministeren for nordisk samarbejde hørende forretninger fra og med den 26. maj 2025 til og med den 10. august 2025 overdrages til transportminister Thomas Danielsen.

Jeg beder formanden underrette Folketinget herom.

Sign.: Mette Frederiksen /Henrik Skovgaard-Petersen«].

Morten Dahlin (V) har søgt om orlov fra den 26. maj 2025, jf. forretningsordenens § 41, stk.

Hvis ingen gør indsigelse, vil jeg betragte det som vedtaget, at der meddeles orlov som ansøgt, og at stedfortræderen indkaldes som midlertidigt medlem. Det er vedtaget.

Fra Udvalget til Valgs Prøvelse har jeg modtaget indstilling om, at 2. stedfortræder for Venstre i Østjyllands Storkreds, Erik Veje Rasmussen, godkendes som ordinært medlem af Folketinget fra og med den 1. juli 2025, da Michael Aastrup Jensen nedlægger sit mandat pr. juni 2025. Det kan oplyses, at 1. stedfortræder i Østjyllands Storkreds har overtaget mandatet efter Jakob Ellemann-Jensen. Jeg har endvidere modtaget indstilling om, at 1. stedfortræder for Venstre i Sjællands Storkreds, Ken Kristensen, godkendes som midlertidigt medlem af Folketinget fra den 26. maj 2025 i anledning af Morten Dahlins orlov. Er der nogen, der ønsker ordet? Da det ikke er tilfældet, vil jeg med Tingets samtykke til at undlade afstemning betragte indstillingerne som vedtaget. De er vedtaget.

Medlem af Folketinget Astrid Carøe (SF) har anmodet om, at hendes orlov, som med henvisning til forretningsordenens § 41, stk. 4, blev bevilget den 28. november 2024, fra og med den 24. maj 2025 ændres til orlov efter forretningsordenens § 41, stk. 3, litra a. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget, at orloven ændres som ansøgt. Det er vedtaget.

Hvis ingen gør indsigelse mod fremme af denne forespørgsel, betragter jeg Tingets samtykke som givet. Det er givet.

Forhandlingen er sluttet, og vi går til afstemning om de stillede forslag til vedtagelse. Der foreligger tre forslag. Der stemmes først om forslag til vedtagelse nr. V 65 af Jesper Petersen (S), Christian Friis Bach (V) og Henrik Frandsen (M). Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 54 (S, V, M og Jon Stephensen (UFG)), imod stemte 50 (DD, SF, LA, KF, EL, DF, RV, ALT, Jeppe Søe (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Forslag til vedtagelse nr. V 65 er vedtaget.

Herefter er forslag til vedtagelse nr. V 66 af Anne Valentina Berthelsen (SF), Dina Raabjerg (KF), Søren Egge Rasmussen (EL), Samira Nawa (RV) og Torsten Gejl (ALT) og forslag til vedtagelse nr. V 67 af Kim Edberg Andersen (DD), Steffen W. Frølund (LA) og Nick Zimmermann (DF) bortfaldet.

Hermed er forespørgslen afsluttet.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter. Afstemningen slutter

For stemte 101 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, RV, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 3 (ALT), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 104 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, RV, ALT, Jon Stephensen (UFG), Mike Villa Fonseca (UFG) og Jeppe Søe (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter.

Forhandlingen drejer sig i første omgang om de stillede ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen om ændringsforslagene sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1-5, stillet af skatteministeren, som vedtaget. De er vedtaget.

Forhandlingen drejer sig herefter om lovforslaget som helhed. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 80 (S, V, SF, M, EL, DF, RV, ALT, Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 24 (DD, LA, KF og Jeppe Søe (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter.

For stemte 90 (S, V, DD, SF, M, KF, EL, RV, ALT og Jon Stephensen (UFG)), imod stemte 15 (LA, DF, Mike Villa Fonseca (UFG) og Jeppe Søe (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag, men der er flere, der ønsker at udtale sig. Først er det hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet, formand. Ligesom en fodboldkamp aldrig er slut før sidste fløjt, skal man jo heller ikke konkludere på en debat her i Folketinget, før der er trykket på knapperne. Alligevel tror jeg godt, at jeg tør gætte på, at et flertal her i salen lige om lidt stemmer for at hæve pensionsalderen til 70 år. Nogle gør det næsten med glæde, eller i hvert fald har det lydt, at man mere skulle stemme om det i stilhed i stedet for at tage debatten. For andre har det været lidt svært at forstå, hvorfor de stemmer for i dag. Fra Socialdemokratiet har det lydt, at der kommer en god løsning i morgen, hvor man vil kigge på urimelighederne i pensionssystemet for dem, der er mest nedslidte. I morgen er så ikke helt i morgen. Det er inden 2030, altså inden for de næste 5 år. Så har det lydt, at man vil stemme for på grund af velfærdsforliget – et forlig, som vel nærmest er blevet brudt uafbrudt, siden det blev indgået i 2006, et forlig, som 3F's formand i går i Information kaldte løftebruddet over løftebrud. I forliget står der tre afgørende forudsætninger: Pengene fra den højere pensionsalder skulle investeres i velfærden, deraf navnet velfærdsforliget; efterlønsperioden var på 5 år; og man ville lave en fond til at forebygge og forhindre fysisk og psykisk nedslidning. Det er så blevet til tre løftebrud på de tre forudsætninger siden. Velfærden er siden 2006 underfinansieret med mere end 50 mia. kr., mens man har brugt mere end 84 mia. kr. på skattelettelser. Efterlønnen blev afskaffet af VK-regeringen i 2011, hvormed muligheden for at gå fra før tid for dem, der var mest nedslidt, forsvandt. Og fonden til at forebygge fysisk og psykisk nedslidning blev helt afskaffet i 2017. Det er tre løftebrud, og så mener jeg, at så må forliget jo være brudt. Alligevel hører man stadig væk folk sige, at de vil stemme for af respekt for velfærdsforliget. Det lyder som et noget usundt arbejdsfællesskab. Forliget bliver brudt gang på gang, man bliver snydt gang på gang, men alligevel holder man krampagtigt fast. Men det her handler jo ikke kun om forligsteknik og christiansborgpalaver. Det vil have stor betydning for mange menneskers arbejdsliv. 86 pct. svarer allerede i dag, at de er bekymret for, om deres helbred kan holde helt til pensionsalderen. Allerede i dag stopper to ud af tre med at arbejde, før de når pensionsalderen, og mange på grund af nedslidning enten psykisk eller fysisk. Pensionsalderen skaber en ulighed i vores samfund. Tag min kammerat Kim. Vi gik på efterskole sammen. Da vi stoppede på efterskole, gik jeg 3 år i gymnasiet og så 6 år på universitetet. Han gik ud og arbejdede i Føtex, og mens mit arbejdsliv primært har budt på excelark og hæve-sænke-borde, har han båret på kasser, løftet ting på plads, fyldt op og er blevet mødt af nogle lidt for sure kunder, som ikke har kunnet finde de rigtige varer på hylderne. Han har et hårdere arbejdsliv og også et meget længere arbejdsliv. Alligevel er vores pensionsalder den samme, og det er jo ikke rimeligt. Når vi hæver pensionsalderen i dag, forstærker det den ulighed, for det betyder et længere arbejdsliv, men ikke for alle. Når pensionsalderen stiger, rammer det jo ikke dem, som selv har råd til at trække sig og gå på pension. De kan være helt ligeglade, de bestemmer selv. En tredjedel af danskerne pensionerer sig selv, når det passer dem, uafhængigt af pensionsalderen. Det forstår jeg godt, man vil have gode år også på pension. Men den luksus har man ikke, hvis man ikke selv har haft et godt lønnet job. Så er man afhængig af det, vi beslutter herinde. For den tredjedel af danskerne, som arbejder til pensionsalderen, er afstemningen i dag et klokkeklart tab af frihed – friheden til at være sammen med børnebørn eller få mere tid i haven eller dyrke sine interesser. Den frihed forsvinder i livets efterår. Det er ulige, det rammer skævt i vores samfund, og i SF er vi dybt imod, at man i dag hæver pensionsalderen uden at have sikret ordentlige ordninger for dem, som har de hårdeste liv. Rækkefølgen er simpelt hen forkert. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Kim Valentin, Venstre. Værsgo.

Tak. Og tak til ordføreren. Jeg undrer mig over, at ordføreren siger, at der mangler 50 mia. kr. i velfærdssystemet, men jeg vil nu alligevel gerne stille et spørgsmål til det, for tænk nu, hvis det var rigtigt. Hvor skulle de penge så komme fra? Hvis man følger SF's tankegang, skulle de være opkrævet i skat, altså 50 mia. kr. ekstra i skat fra danskerne. Hvordan skulle det ske? Kan jeg få et svar på det?

Ordføreren.

Det kan du helt klart. Det var jo den forudsætning, der lå i velfærdsforliget, altså at pengene, der kom fra, at man skulle arbejde længere, skulle bruges på velfærden. Men det, vi kan se, er, at der, siden man indgik velfærdsforliget, mangler 50 mia. kr. i velfærden. Samtidig er der givet 84 mia. kr. i skattelettelser. Det er jo den skævhed, jeg bare siger om, at den har man ikke været ærlig omkring, da man indgik velfærdsforliget. Der sagde man til danskerne: I skal arbejde længere, så vi kan investere i velfærden og fremtidssikre velfærden. Det har man ikke gjort. I stedet har man brugt pengene på skattelettelser.

Ordføreren.

Det er bare for at være hundrede procent sikker: Så SF siger, at de 50 mia. kr. i stedet for skulle være opkrævet i skat?

Ordføreren.

De skulle ikke være gået til skattelettelser. Det er jo det, vi siger. Det er jo det, vi har været imod hele vejen igennem. Det er, at man har brugt pengene fra, at folk arbejder længere, til at give flere skattelettelser. Så måske ligger der i spørgsmålet, om vi kan ændre det i morgen, altså sådan at vi får hentet det efterslæb, der er i velfærden på 50 mia. kr. Det kan man ikke fra den ene dag til den anden. Det kommer til at tage tid. Men det, der har været uærligt her, er, at man har kaldt det et velfærdsforlig. Man har bedt danskerne arbejde længere for at investere i velfærden, og så har man brugt det på skattelettelser.

Hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Det her er en meget, meget vigtig debat, og jeg forstår sådan set godt, at ordføreren er meget, meget bekymret for alle de mennesker, der går på arbejde, bliver slidt ned af det og ikke har en ordentlig mulighed for at trække sig tilbage. Det er vi også i Socialdemokratiet. Der er to grunde til, at vi i dag holder fast i det, vi har sagt. Den ene grund er, at vi ikke løber fra vores aftaler, før vi har et andet system, der er mere retfærdigt, samtidig med at det er økonomisk ansvarligt. Den anden grund er, at vi vil sikre os at lave en model, der er så præcis, at den faktisk gør en forskel for de 3F'ere, som ikke kan holde et helt arbejdsliv. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren om SF's position på det her, for SF har været imod velfærdsforliget fra starten af. Det er fair nok, men man har jo været med til at bruge alle de penge, som den stigende pensionsalder har skabt. Hvorfor har SF ikke i deres modstand mod velfærdsforliget haft et princip om, at man ikke ville bruge alle de penge, som det velfærdsforlig har skabt, i de politiske forhandlinger?

Ordføreren.

Det er ikke rigtigt. SF har jo ikke været med til alle de skattelettelser for 84 mia. kr., der er givet siden. Det har SF jo ikke stemt for; vi har stemt imod langt de fleste af dem. Det er så rigtigt, at vi har prøvet at holde forligspartierne på det spor, man lagde ud i velfærdsforliget, nemlig at pengene skulle investeres i velfærden, og derfor er vi kommet med forslag til, hvordan man investerer pengene i velfærden. Så det er simpelt hen ikke rigtigt, at SF skulle have været for, at man gav skattelettelser for 84 mia. kr. Det, jeg prøvede sige i min tale, var, at det argument, der kommer fra Socialdemokratiet om, at man har lavet et velfærdsforlig, og at man nu vil leve op til det, synes jeg er noget hullet. Når grundforudsætningerne for forliget er brudt utallige gange og man bliver ved med at sige, at man af respekt for forliget vil stemme for det, så forstår jeg simpelt hen ikke, at man ikke er gået tilbage i forligskredsen og har sagt, at forliget er blevet brudt, det er blevet brudt flere gange. Vi har ikke været med til at dele størstedelen af de skattelettelser på 84 mia. kr. ud, så der må vi melde hus forbi.

Hr. Frederik Vad.

Det, ordføreren siger, er forkert. Der er blevet brugt milliarder og milliarder af kroner på velfærd. Jeg synes ikke, at det er nok, vi synes ikke, at det er nok, men det er forkert, når ordføreren siger, at det hele bare er blevet brugt på skattelettelser. SF var jo med, da vi havde den tidligere socialdemokratiske regering. Da kom SF med minimumsnormeringer, med en dyr miljøpolitik, med gratis psykologhjælp til unge og alt muligt, som kom ind, og som vi endte med at bruge penge på, og mange af de penge er jo blevet genereret, fordi vi har haft velfærdsforliget. Derfor hænger det jo ikke sammen, når SF på den ene side siger, at de har været imod alt, hvad der er sket siden 2006 på det her område, men på den anden side har brugt alle de penge, der er blevet genereret.

Ordføreren.

Det, jeg svarer, er jo, at vi ikke har brugt alle de penge, der er blevet genereret. Men det er rigtigt, at da vi sad sammen og forhandlede finanslov med den socialdemokratiske regering tidligere, har vi finansieret nogle forslag. Vi finansierede f.eks. Arnepensionen, og noget af den finansiering, vi pegede på, var, at man skulle sætte en skat på ejendomsspekulanter. Det har den her regering så valgt ikke at gøre alligevel, men vi kom jo med finansieringsforslag, og det er jo SF's politik, at vi fremlægger finansieringsforslag. Jeg synes simpelt hen ikke, at det er en rigtig kritik af SF, at vi bare bruger og bruger penge, for vi kommer jo med en masse forslag. Derfor siger vi også meget ærligt, at mange af de skattelettelser, der er gået til de rigeste, vil vi gerne rulle tilbage.

Fru Ida Auken, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg skal bare lige forstå, om SF ønsker at hæve skatten med 84 mia. kr.

Ordføreren.

Nej, og det tror jeg heller ikke der et behov for i dansk økonomi, som det ser ud lige nu. Vi ved det jo ikke. Finansministeren har ikke villet sige, hvad råderummet er, ud over at der kommer en meget stor opjustering lige om lidt. Men som partier kan vi jo ikke præsentere en sammenhængende økonomisk plan, før vi får at vide, hvad udgangspunktet er. Vi siger, at nogle af de skattelettelser, som er gået primært til den rigeste tredjedel, vil vi gerne rulle tilbage på. Vi vil gerne finde nogle skattestigninger, som rammer dem, som også har fået skattelettelser af den her regering. Det synes vi kun er fair, hvis der er en regning til forsvar og til velfærd i vores samfund.

Spørgeren.

Så falder SF's argumentation jo fuldstændig til jorden. Så har man selv brudt aftalen. Så den er faldet fuldstændig fra hinanden, medmindre man faktisk vil hæve skatten med 84 mia. kr. Ellers er man jo bare på lige fod med os andre. Så er det bare et tal eller et andet tal, og så har man samme opgave med at skaffe penge til det, vi gerne vil lave i de her år. Og der har SF ikke noget svar. I vil bare bruge penge.

Ordføreren.

Nu er det jo ikke SF, der er en del af velfærdsforliget. Det er jo Socialdemokratiet. Og det er Socialdemokratiet, der siger, at af respekt for forliget stemmer man nu for at hæve pensionsalderen, fordi pengene skal bruges på velfærd. Det, jeg siger, er, at den automatik bare ikke har holdt. I har jo brugt pengene i høj grad også på skattelettelser. SF har foreslået ret mange skattestigninger. Jeg tror, man de sidste par dage har kunnet læse i pressen, at nogle har sagt: Det bliver voldsomt, hvis man skal hæve skatten så meget. Og vi siger, at det skal man jo ikke fra den ene dag til den anden, men vi skal hen på et andet spor, hvor vi bruger pengene i det danske samfund på at styrke vores fælles velfærdssamfund i stedet for at give skæve skattelettelser.

Hr. Lasse Haugaard Pedersen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg stiller mig lidt uforstående over for, at ordføreren prøver at sige, at SF ikke har været med til de her store skattelettelser. Så vidt jeg husker, var den største enkeltstående skattereform siden velfærdsforliget i 2012. Derfor vil jeg bare gerne lige høre fra ordføreren, hvilket parti der havde skatteministerposten i 2012.

Ordføreren.

Det mener jeg var SF. Der blev lavet en del ting i den regeringsperiode, som ikke var den rigtige økonomiske politik. Det blev bl.a. besluttet, at man skulle videreføre den borgerlige økonomiske politik i bredest mulige forstand. Det mener jeg var en fejl. Jeg mener også, det har gjort, at vi har stået med et efterslæb i velfærden. De skattelettelser, som den her regering har gennemført, har vi jo ikke stemt for, fordi vi mener, at de er skæve, og at de bare øger uligheden i samfundet, samtidig med at vi ikke prioriterer velfærden.

Spørgeren.

Jeg har ikke yderligere spørgsmål.

Hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Tak. I går havde vi sådan en lille Venstre-SF-battle om SF's sikkerhedsskat, som man kalder det. SF var lidt knotne over, at der var blevet regnet på, hvad sådan en sikkerhedsskat ville koste den almindelige dansker. Kan hr. Sigurd Agersnap svare mig på dette: Hvis en skat skal ramme alle, altså pædagoger, sygeplejersker osv., hvilket SF jo har været ude at udtale at man ikke kan udelukke at den vil komme til, er der så et andet sted at tage fat på bundskatten? Hvad er det for andre skatter, der rammer alle? Hvis nu de tal, som er kommet frem fra Finansministeriets side, er forkerte, kan SF så ikke oplyse, hvad de rigtige tal så er? Hvad skal sikkerhedsskatten være på? Hvad er det, SF mener at danskerne skal betale ekstra?

Ordføreren.

Jeg kan forstå, i hvert fald når jeg læser i pressen nu, at det skulle være Venstre, der har stillet det spørgsmål, og det spørgsmål, man har stillet til finansministeren, er, om man antager, at SF vil hæve bundskatten med 1 pct. Det har vi aldrig sagt. Vi har sagt, at man skal lave en progressiv sikkerhedsskat, som rammer dem, der har fået den største skattelettelse de sidste 10 år, og det vil sige, at den skal være højest i toppen. Hvis en skat skal ramme alle, kan det godt være, at der er en lille del, der skal ligge på bundskatten, men aldrig i nærheden af 1 pct. Det er blevet sagt meget tydeligt. Så det der spørgsmål svarer jo til, at vi bare antager et eller andet om hinandens politik, og bagefter bruger man så svaret til at skræmme danskerne. Det har simpelt hen ikke noget på sig.

Spørgeren.

Ordføreren siger »aldrig i nærheden af 1 pct«. Nu er det jo svært at forestille sig en procentsats, der er lavere end 1. Så vi er altså nede i promille. Kan SF så ikke fortælle, hvor mange promille den her sikkerhed skat så skal være på – 5 promille, 7 promille?

Ordføreren.

Det bliver en lidt speciel debat, fordi vi jo ikke kan få at vide af finansministeren, hvad råderummet er. Det er jo nøgletallet for at have en økonomisk diskussion. Det er en uge siden, at finansministeren sagde: Modellen rammer så skævt, at den må sendes på værksted. Så kan vi jo ikke som et andet parti stå og fremlægge en meget, meget konkret politisk og økonomisk plan. Når vi ikke kender regningen og vi ikke ved, hvor mange penge der er i kassen, så ved vi jo ikke, hvad gabet er, og hvad der skal finansieres. Det må simpelt hen ligge på regeringens bord først at få styr på, hvor mange penge der er, før man indkalder til forhandlinger. Vi har modsat regeringen peget på, at hvis der er en stor regning til forsvaret, mener vi, at man bør kigge på en skat. Regeringen har ikke præsenteret noget.

Hr. Thomas Skriver Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til ordføreren for, synes jeg, en rigtig, rigtig god tale. Det var jo en tale, som henvender sig direkte til sådan en som mig, før jeg blev valgt herind, dvs. tillidsrepræsentanter og folk, der går rundt og passer deres arbejde og synes, at det her med pensionsalder er rigtig, rigtig vigtigt. Men når ordføreren nævner de her høje milliardbeløb, pynter man sig jo med lånte fjer, fordi man ikke er parat til at svare på, om SF's position er, at de vil sætte skatten op. Ellers er der ikke noget sted at finde de penge andet end i danskernes pengepung i en tid, hvor inflationen i øvrigt er ret høj. Jeg ved godt, at der bliver sagt, at det kan være, at der på et eller andet tidspunkt kommer noget med noget råderum, men der kommer så også nogle relativt store regninger, der skal betales. Det har jeg i hvert fald hørt ordførerens partiformand sige en del gange at SF er klar til at gå med på. Så kunne ordføreren ikke bare fortælle mig, om man rent faktisk har politik for, hvordan man så vil finde de her mange penge, man synes mangler i velfærdssamfundet, og hvad den politik er.

Ordføreren.

Positionen er, at man skal hæve skatten. Og man skal gøre det i toppen, hvor folk har fået de største skattelettelser og har de højeste lønninger. To tredjedele af de skattelettelser, der er blevet givet siden 2006, er gået til de rigeste 30 pct. af danskerne. Det mener vi skaber et ulige samfund. Så skatten skal hæves i toppen, og det er jo også at tilbagerulle nogle af de skæve skattelettelser, som den her regering har lavet. Det har vi været meget ærlige om. Det, vi nok ikke kan svare på, er med præcis hvor meget, og det er jo, fordi vi ikke kan få udgangspunktet at vide. Så det er jo klart: Når vi har et udgangspunkt, skal vi sørge for, at pengene passer, men når vi ikke har et udgangspunkt, vi kan stole på, fra Finansministeriet, så er der jo ikke nogen herinde, der kan sige, hvor meget der mangler.

Spørgeren.

SF nævner jo et tal – et meget højt tal: 84 mia. kr. Derfor vil jeg bare spørge meget direkte: Skal skatten hæves med 84 mia. kr., hvis det står til SF?

Ordføreren.

84 mia. kr. er det, velfærdsforliget er blevet brudt med, fordi man har brugt pengene på skattelettelser i stedet for på velfærd, så det tal skal jo holdes oppe imod de 50 mia. kr., der mangler i velfærdssamfundet. Præcis hvor meget vil jeg meget gerne komme med en plan for, når vi kender Finansministeriets tal.

Hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, at det sejler lidt her. SF beklager sig over, at der er givet skattelettelser for 84 mia. kr., men SF vil ikke hæve skatten for 84 mia. kr. Man må jo ligesom vælge et standpunkt. Ønsker SF, at der skal opkræves 84 mia. kr. ekstra eller ej? Man kan jo ikke både brokke sig over det og så ikke ville lave det om.

Ordføreren.

Det, vi brokker os over, er jo, at man i velfærdsforliget lovede danskerne, at pengene skulle bruges på velfærd og ikke på skattelettelser, og pengene er blevet brugt på skattelettelser i stedet. Vi mener, at en del af det skal rulles tilbage og bruges på velfærd i stedet for at lave skattestigninger. Præcis hvor meget må afhænge af, hvordan dansk økonomi står, og det ved hverken hr. Rasmus Jarlov eller jeg lige nu.

Spørgeren.

Så det er altså ikke forkert? Jeg må indrømme, at jeg er meget forvirret. Er det forkert, eller er det ikke forkert, at der er blevet givet skattelettelser for 84 mia. kr.? Hr. Sigurd Agersnap har nu brugt tallet igen og igen, men vi må forstå, at SF ikke ville lave det om, hvis SF havde magten. Så er det forkert, at der er givet skattelettelser for 84 mia. kr., eller er det ikke forkert? Og hvis SF har en eller anden mellemposition, hvor meget skulle skatterne så hæves, hvis det stod til SF?

Ordføreren.

Det mener vi er forkert, og det er jo også forkert, fordi man har lovet danskerne noget andet. Kan man så rulle det hele tilbage? Nej, og der er nok også nogle af skattelettelserne, der har sat sig ude i det danske samfund, og som er udgangspunkt får folks privatøkonomi. Men vi mener, at den del af skattelettelserne, som er gået til især den rigeste tredjedel, bør man kigge på og rulle tilbage.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti. Jeg giver nu ordet til fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Det her er ret syret. Det er lidt som at være med i et gammelt afsnit af et realityprogram, hvor man tror, at der er nogle, man egentlig var på hold med. Vi skal kæmpe for værdig pensionsalder, vi skal kæmpe for retfærdighed og tryghed, særlig for arbejderklassen, som har brug for fælles løsninger. Og så er det dér, hvor man lige pludselig ser, at de er inde i et rum og skal stå over for det der valg og så tager den der check, de kan få, når de fylder 60 år, mens man beder resten af befolkningen om, at de skal holde ud, til de er 70 år. Det her er bare ikke underholdning eller reality. Det er Folketinget. Og jeg kan virkelig godt forstå, at det her er med til at skabe politikerlede. Lige nu skal vi til at stemme om at hæve pensionsalderen til 70 år, og jeg vil gerne appellere til, at vi ikke gør det; at det ikke bliver vedtaget. Hvis det bliver vedtaget, vil det blive en historisk dag, men ikke på sådan en måde, hvor det er, at man skaber fremskridt, men fordi man tager et skridt væk fra retfærdighed, væk fra solidaritet og væk fra dem, som bærer vores samfund på deres skuldre. Vi står her i Folketingssalen og stemmer, og knapperne kommer til at lyse grønt for mange, der kommer til at stemme. Og der vil jeg bare sige helt klart og tydeligt: Dem, der trykker ja i dag, dem, som stemmer for, kommer til at stå til ansvar for det valg – ikke over for os her, ikke over for statistikker, men over for mennesker. Det er mennesker som rengøringsassistenten Dorte, mennesker som pædagogen Sara og mennesker som Thomas Jensen, tagdækkeren fra Aalborg. Jeg kan godt forstå, at man snakker og alt muligt for at prøve at lade være med at tage alvorligt, hvad det er, der er ved at ske her. Men det her har konsekvenser for rigtige mennesker. Som tagdækkeren Thomas Jensen sagde til DR i dag, kan han ikke holde til det længere. Han har fået et nyt knæ, en ny skulder og været igennem en rygoperation. Han er 47 år og ser frem til 23 år mere på arbejdsmarkedet. Og for hvad? For at ende med at blive slidt ned uden sikkerhed og uden tryghed. Vi sagde det ved førstebehandlingen, vi sagde det ved andenbehandlingen, og vi siger det igen i dag: En pensionsalder på 70 år er ikke bare uretfærdigt; det er virkelighedsfjernt. For den tager ikke højde for de mennesker, der arbejder psykisk eller fysisk hårdt gennem hele livet. Den rammer dem, som møder tidligt, eller som kommer sent hjem. Den rammer dem, der løfter, vasker, plejer, bygger, pakker, bærer og kører. Den rammer dem, som ikke kan tage arbejdet med hjem fleksibelt på en computer, eller som ikke bare har mulighed for at kunne trække sig tilbage før tid. Det er derfor, vi også har stillet forslag om at ændre på det. For det her rammer ikke kun folkepensionsalderen. Det rammer også seniorpensionen. Det rammer tidlig pension. Det rammer, hvornår folk kan få udbetalt de pensionsopsparinger, som de har lavet igennem deres arbejde. Det rammer dem, der har været på arbejdsmarkedet, siden de var 6 år eller 17 år. Men de ændringsforslag faldt, fordi et flertal herinde afviste dem, og jeg mener ikke, at man kan stemme den her lov igennem uden de ændringsforslag. For ellers vil Dorte blive tvunget til at blive et år længere, Sara bliver tvunget til at skulle bide tænderne sammen et år mere, og Thomas har uvished om, om der skal ske et sporskifte, fordi hans krop allerede er blevet brugt op. Men vi har jo brug for folk, der laver det, som Thomas gør i dag. Vi kan jo ikke bare sige til alle, at de skal skifte spor, og slet ikke, når man ikke har leveret det på arbejdsmiljø som lovet. Det er, fordi der stadig er et flertal, der klamrer sig til en pensionsmodel, hvor vi i dag på forsiden af avisen kan se, at de antagelser ikke engang holder. Vil et Folketing virkelig stemme antagelser igennem her, der rammer nogle andre end dem selv, og som ikke engang holder? Det er da fuldstændig uretfærdigt og uværdigt. Det er jo en illusion, der bygger på, at alle mennesker kommer til at leve længere, og at alle mennesker kan fortsætte med at arbejde længere. Men virkeligheden siger noget andet. En ny analyse fra Akademikerne i dag viser ...

Lige et øjeblik. Jeg vil gerne bede om ro i salen.

Den her analyse vedrører mange af dem, der bare snakker, mens man forringer vilkårene for dem, som rent faktisk skaber værdierne i det her samfund og får hjulene til at køre rundt. Den analyse viser, at dem, der starter deres arbejdsliv i dag, faktisk får færre år på pension, end pensionister gør i dag. Altså, de kommer til at arbejde længere, men de kommer til at få mindre igen. Så det er fuldstændig det modsatte af et af hovedargumenterne for, hvorfor et flertal vil stemme loven igennem. Det er ikke en social kontrakt. Det er jo et brud med den samfundskontrakt, man har givet til befolkningen. En anden, der også har kaldt det et brud, er formanden for 3F, hr. Henning Overgaard, som har sat ord på det. Han kalder det et løftebrud ud over alle grænser, og han har ret, for politikerne har ikke leveret på den balance, som de lovede i det oprindelige velfærdsforlig. Efterlønnen er blevet smadret, arbejdsmiljøet er ikke blevet forbedret markant, antallet af ulykker er det samme, velfærden er ikke fulgt med, og til gengæld har der været skatterabatter for over 80 mia. kr. siden 2006, hvor de rigeste har fået 200 pct. mere. Det er jo fuldstændig uværdigt, det er uretfærdigt, og det skaber en splittelse, ikke bare mellem os herinde, men mellem dem uden for Christiansborg. Statsministeren har sagt, at det her bliver sidste gang, at man stemmer for en automatisk stigning, men i samme åndedrag vil hun ikke afvise, at pensionsalderen kommer op over 70 år. Det er utrygt, det er usikkert, og det er også derfor, vi kommer til at stemme imod, for vi vil ikke være med til at flytte grænsen længere væk fra dem, som allerede har svært ved at nå den. Vi kommer til at stemme imod, og der er en opgave i at få rettet op på, at systemet er blevet for skævt, for kynisk og for ligeglad. Til medlemmer af det her Folketing, som kommer til at stemme for, vil jeg sige: Jeg håber inderligt, at I vil gå hen at se Dorte, Sara og Thomas i øjnene og vise dem den respekt for deres arbejde, når I tænker på at gøre det her. Så må jeg sige, at jeg synes, det er helt vildt, at man så beder andre, som har langt hårdere arbejdsliv end en selv, om at arbejde, til de er 70 år, når man så samtidig selv har mulighed for enten at kunne gå på pension eller trække penge, når man fylder 60 år, for skatteborgernes indbetalte penge – og nej, det er måske ikke en særlig stor gruppe; måske handler det om 80 mennesker herinde, og jeg ved ikke, hvor mange uden for Folketinget, men alligevel. Så hvad er det, man siger til slut? Kampen fortsætter. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger. Først er det fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for en passioneret tale. Jeg hører ordføreren indikere, at vi burde skamme os, altså alle os, der sidder her, og som kan gå på pension som 60-årige. Men jeg synes, at når man kommer med så harmdirrende en tale, bør man i det mindste have styr på fakta. For lovgivningen er sådan, at hverken fru Victoria Velasquez eller jeg selv kan gå på pension fra Folketinget som 60-årige. Vi bliver ramt nøjagtig ligesådan som alle andre, når pensionsalderen stiger. Vi kan få vores folketingspension udbetalt, når vi når folkepensionsalderen. Så nævner ordføreren rengøringsassistenter og pædagoger. Vi skal lige huske, at det faktisk er grupper, som har en pensionsordning, når de er ansat – i hvert fald i det offentlige – som ligger på over 12 pct, og at de har mulighed for at gå før folkepensionsalderen. Det er fint at have en god sag, men det ville være også være rigtig fint, at man havde styr på sine fakta.

Ordføreren.

Jeg sagde også, at det svarer til omkring 80 personer herinde i salen. Det vil så sige, at der er 99, der ikke kan. Så den del har jeg adresseret. Den anden ting er, at man herinde fra Christiansborg ikke bare har sat folkepensionsalderen dér; man har jo også lovgivet om, hvornår folk reelt kan få deres pension udbetalt. Man har sat skatten utrolig højt op for at sikre sig, at folk ikke trækker den ud og går på pension før tid. Det er derfor, at jeg også nævner den del. For det betyder, at selv hvis du med dit arbejde har betalt ind til dine pensionsopsparinger, så vil du reelt også blive bundet af folkepensionsalderen, også selv om du har sparet op og ikke kun skal leve af folkepensionen. Så de er også afhængige af, hvad vi herinde sætter pensionsalderen til at være.

Spørgeren.

Ordføreren nævnte også i sin tale, at der ikke er nogen tryghed. Man skal holde ud. Man skal være helt nedslidt. Der er ikke nogen tryghed. Men vi har jo faktisk indført en seniorpension, som giver tryghed, sådan at hvis man ikke kan klare at være i det job, man er i, har man mulighed for at få pension. Man er ikke engang tvunget til at skulle lave et sporskifte, selv om man måske godt kunne klare sig i et andet job.

Ordføreren.

Jeg synes, at det jo egentlig ville være bedst, hvis vi slet ikke havde haft brug for seniorpensionen, men der er brug for den. Min kritik går på, at titusinder af mennesker mister retten til seniorpensionen, hvis det her lovforslag går igennem, fordi den jo også bliver skubbet 1 år op. Når din krop gør ondt eller din psyke er fuldstændig smadret, er 1 år til eller fra ikke lige meget. Det er hamrende hårdt, og det er det, jeg synes er så uretfærdigt.

Fru Lisa Perkins, fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg vil også gerne sige tak for en meget passioneret tale. Jeg synes, at uanset hvad ens standpunkt er, er det fantastisk at høre nogen slynge om sig med ord for noget, de er passioneret for, og noget, de kæmper for. Ordføreren nævner nogle eksempler på nogle nedslidte og nævner også en alder på 47 år. Jeg undrer mig bare over, hvorfor det her kom op, når der skal vedtages noget om den almene pensionsalder. Foreslår Enhedslisten, at vi skal nedsætte den almene pensionsalder til 47 år, siden det tages op som et eksempel? Vi har jo allerede ordninger, som er nævnt her, som seniorpension. Er det ikke noget, man kan kæmpe for, i forhold til hvordan den ordning foregår, i stedet for at være noget, der skal tages op her, når vi skal stemme om den almene pensionsalder?

Ordføreren.

Nej, og jeg ville egentlig have ønsket, at hvis man havde respekt for folk, der går på arbejde, havde man også en forståelse for, når kroppen begynder at sige fra, når man er 47 år. Så gør det jo en forskel, hvornår du har mulighed for at kunne trække dig tilbage. Synes spørgeren ikke, det er ret vildt, når nu vi taler om en alder på 47 år, at der så er nogle herinde, der 13 år efter ville kunne gå på pension, mens man så beder de andre om, at de skal blive 23 år mere?

Spørgeren.

Nu er jeg tilfældigvis selv bare suppleant, så det, der bliver stemt i dag, kommer også til at gælde for mig personligt. Så synes jeg, det er blevet adresseret allerede, at det, man vedtager herinde, også kommer til at gælde for langt de fleste folketingsmedlemmer herinde. Men det, som jeg undrer mig over, er stadig, når det bliver brugt som argument, at man kan være nedslidt, når man er 47 år. Det her handler om den almene pensionsalder. Så det er en helt anden debat. Foreslår Enhedslisten, at den almene pensionsalder skal være der, hvor nogle mennesker risikerer at være nedslidt?

Ordføreren.

Jeg tror kun, det er i Liberal Alliance, man kan synes der er forskel på debatten om pensionsalder og så debatten omkring nedslidning. Det hænger jo fuldstændig sammen. Så synes jeg, det er mærkeligt, at spørgeren ikke vil kommentere på, at statsministeren, forsvarsministeren og udenrigsministeren har mulighed for at kunne gå på pension, når de er 60 år, men at man beder andre, bl.a. den, som ordføreren taler om, om at skulle holde ud til de er 70 år.

Hr. Thomas Skriver Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan med fuldstændig ro i maven kigge Thomas Jensen fra eksemplet i øjnene, og så kan jeg sige til ham, at det er den her regering, som har lavet en historisk god arbejdsmiljøaftale, som sikrer, at arbejdsmiljøet bliver meget bedre. Og så vil jeg sige til ham, at problemet jo ikke er, at vi hæver pensionsalderen fral 69 til 70 år, hvis man som 47-årig er fuldstændig smadret. Så er det jo nogle andre ting, fru Victoria Velasquez, man skal kigge på, der har vi jo taget skridt. Der har den her regering taget ansvar. Så vil jeg til sidst sige til ham, at det eneste parti på den røde side, der reelt har leveret et resultat til ham i den her valgperiode, er Socialdemokratiet. Efter folketingsvalget var der jo et flertal for at afskaffe Arnepensionen. Han kan takke Socialdemokratiet og det faktum, at vi er i stand til at lave kompromiser og indgå aftaler, for, at der stadig væk vil være mulighed for at trække sig tilbage på en Arnepension, hvis man er nedslidt, når man bliver gammel nok til det. Det kan han takke Socialdemokratiet for, ikke Enhedslisten, for virkeligheden er jo bare, at Enhedslisten har tomme paroler og snak. Det er det eneste, I byder ind med. Kom med noget politik i stedet for.

Ordføreren.

Der er jo fuldstændig virkelighedsfjernt. For det første er et af de tydeligste områder, hvor du kan se forskel på, om Enhedslisten er parlamentarisk grundlag eller ej, arbejdsmiljøet. Det er jo helt vildt med den her regering. Der er helt åbenlyse ting, vi bør gøre, og man bliver ved og ved med at trække det i langdrag. Når vi er færdige her i salen, skal jeg videre til et samråd om asbest. Det er jo et af de områder, hvor regeringen prøver at tale sig op med, at der sker mange ting, og stadig væk er der sådan helt åbenlyse ting, hvor man ikke gør det, hvor der er folk, der bevidst på grund af kortsigtet profit gambler med andre menneskers liv. Det synes jeg jo er helt vildt at man ikke gør noget ved. Så er der det med, at det skulle være tomme paroler. Nej, vi har fremlagt vores politiske forslag til det. Undskyld mig, men Socialdemokratiet ville ikke have mandaterne til at gøre de ting, hvis ikke det havde været for Enhedslisten. Så vi havde de afgørende mandater til at sikre det. Nej, tværtimod, hvad var det for et valg, Socialdemokratiet traf efter valget? Det var at tage over 0,5 mia. kr., der skulle være gået til de nedslidte lønarbejdere.

Tak for det. Så det spørgeren. Værsgo.

Tak. Ordføreren behøver ikke at belære mig om, hvordan det er at gå på en rigtig arbejdsplads. Jeg har sådan set selv været der. Der er bare en hel grundlæggende forskel på Enhedslisten, som ikke kan skabe resultater, og Socialdemokratiet, som kan skabe resultater for helt almindelige lønmodtagere, og det er, at nogle gange anerkender vi, at fremskridt i det her samfund skal tages bid for bid, og så bevæger vi os stille og roligt derhenad, hvor det bliver bedre for lønmodtagerne – stille og roligt. Med Enhedslisten er det jo bare tomme paroler – revolution eller ingenting – hver eneste gang. Havde det stået til Enhedslisten, havde Enhedslisten været det store parti, var aldrig sket noget som helst. Det er jo det, der er virkeligheden. Så lad nu være. Så spar mig for det der.

Ordføreren.

Det er jo simpelt hen ikke rigtigt, når du kigger på, hvad det er for nogle forbedringer, der er kommet for lønarbejdere. Hvornår var det, at aftalen om tidlig pension blev vedtaget? Det blev den, da Enhedslisten var parlamentarisk grundlag. Hvad er det første, der sker, når vi ikke er parlamentarisk grundlag længere? Det er, at Socialdemokratiet tager over 0,5 mia. kr., der skulle være gået til nedslidte lønarbejdere. Så at man ikke skal belære nogen om noget – undskyld, men det er ordføreren, der forsvarer, at kollegaer her kan gå på pension, når de er 60 år, mens ens tidligere kollegaer skal arbejde, til de er 70 år. Det er mig en gåde.

Så er det hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Enhedslisten gør meget ud af, at der er medlemmer her i Folketinget, som kan gå tidligere på pension, end man kan med de regler, der gælder for almindelige danskere. Jeg synes, det er helt fair, at man tager det op. I den konservative folketingsgruppe er der nul folketingsmedlemmer, der er kommet i Folketinget før 2007. Der er ingen af os, der kan gå på pension tidligere end efter de regler, vi laver for almindelige danskere. I Enhedslistens folketingsgruppe er der, så vidt jeg kan se, fire eller fem: Pelle Dragsted kom ind i år 2000, Rosa Lund i 2005, Søren Søndergaard i 1994 og Søren Egge Rasmussen i 1991. Så der er en hel del af Enhedslistens folketingsmedlemmer, som faktisk har nogle bedre vilkår end almindelige danskere. Kan vi så få et tilsagn i dag om, at de vil frasige sig de vilkår?

Ordføreren.

Jeg ved slet ikke, om man kan frasige sig de vilkår eller ej. Jeg er ikke selv blevet præsenteret for dem. Men jeg synes da, at det her jo rimelig tydeligt viser – til trods for hvor mange ordføreren så sagde der er i min gruppe, som har bedre vilkår – at havde det her været et gammelt afsnit i det der realityprogram, ved man godt, hvem man havde været på hold med. For de kæmper jo for, at pensionen skal være den samme herinde i Folketinget som for resten af befolkningen. Jeg forstår bare ikke, hvorfor Konservative ikke vil være med til at sikre det. Helt seriøst, det her er for mig at se en af ting, folk siger, når man spørger, hvad der giver dem politikerlede. Det er bl.a., at politikere skaber bedre vilkår for sig selv end for resten af befolkningen. Så jeg forstår det simpelt hen ikke.

Spørgeren.

Jeg tror, at noget af det, der giver politikerlede, er hykleri, at man siger én ting og man gør noget andet. Man sidder her og tordner imod, at der er nogle, der har nogle specielle vilkår, men man høster dem selv. Man har jo mulighed for at indbetale de penge. Hvis man gerne vil indbetale pengene til fagbevægelsen eller til noget andet, hvis man synes, det er så forkert, så gå dog selv foran. Det kan vel ikke være sådan, at man tordner så hårdt imod det, og så er det, hvad, halvdelen af ens egen folketingsgruppe, som sidder her og høster nogle vilkår, som er langt bedre end almindelige danskeres? Det tror jeg giver politikerlede. Vi kæmper med åbne kort hos De Konservative. Der er ingen af os, der får andre vilkår end de vilkår, vi lægger ned over almindelige danskere.

Ordføreren.

Det har vi jo så også gjort. Vi har jo konkret stillet et ændringsforslag, som skulle tage pensionen fra dem, som har bedre privilegier end resten af befolkningen. Det stemte vi så for; det valgte Konservative at stemme imod. Og så vil jeg bare takke ordføreren for muligheden for at sige: Vi går da foran. I Enhedslisten får du gennemsnitslønnen for en metalarbejder. Der er mange steder, hvor vi går foran for at sikre, at vi ikke kommer for langt væk fra befolkningen. Jeg synes, det ville klæde Folketinget at få ryddet op i det her.

Hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil bare gerne have ordføreren til at bekræfte over for alle dem, der sidder derude, at den der idé, som partierne går på talerstolen og taler om, i forhold til at der er en pensionsalliance, som Socialdemokratiet kunne melde sig ind i i morgen, og så kunne vi lave et nyt og mere retfærdigt pensionssystem, simpelt hen er forkert. Der er fire partier herinde, som er imod velfærdsforliget. Dansk Folkeparti vil finansiere det ved at smide nogle muslimske indvandrere ud af landet. Enhedslisten vil finansiere det ved at hæve skatterne for almindelige mennesker. Hvad angår SF ved vi ikke rigtig, hvordan de vil finansiere de 86 mia. kr., som det vil koste at undlade at stå ved velfærdsforliget den her gang, og Alternativets økonomiske politik er der ikke rigtig nogen, der kan få til at hænge sammen, tror jeg. Så jeg har bare brug for lige at få ordføreren til at bekræfte, at de partier, som mener, at det er uansvarligt, at Socialdemokratiet er gået i værkstedet for at finde en model, der både er økonomisk ansvarlig og redder bagdelen på de nedslidte – ligesom vi gjorde med Arnepensionen og lønloftet – er en alliance, som vi ikke kan melde os ind i, fordi I ikke har noget samlet bud på, hvordan vi skal finansiere det, I ønsker.

Tak for det. Så er det ordføreren. Værsgo.

Der var virkelig mange ting, der blev sagt dér, som var direkte løgn, og det ved ordføreren også godt. Men lad mig lige tage fat på den del omkring pensionsalliancen. Jeg synes faktisk, det er helt vildt, at man i Socialdemokratiet, som bygger på arbejderbevægelsen, ikke vælger at gå ind i den kamp og rent faktisk hjælpe med at sige: Hvad gør vi her? Tværtimod stemmer man imod ændringsforslagene, som skulle sørge for, at man ikke forringer seniorpensionen og den tidlige pension. Man hæver folkepensionsalderen, og så stemmer man imod ændringsforslaget, der skulle sørge for, at der ikke er nogle få politikere, der får langt bedre privilegier end resten af befolkningen. Hvorfor i alverden stiller Socialdemokratiet sig dér?

Inden jeg giver ordet til hr. Frederik Vad, henstiller jeg til, at vi ikke bruger ordet løgn. Det plejer vi ikke at bruge i Folketingssalen. Så er det spørgeren. Værsgo.

Alle dem, der sidder ude i fagforeningskontorerne, kunne høre, at der ikke blev svaret. Der blev ikke svaret på det, jeg spurgte om. I Socialdemokratiet har vi været ærlige over for danskerne. Vi har sagt, at det her er svært. Vi vil gerne overholde de aftaler, vi indgår, når de har så stor betydning for samfundet. Derfor er vi gået i værkstedet for at prøve at finde en model – ligesom med Arnepensionen og ligesom med lønløftet – der både kan gøre en forskel i den virkelige verden og samtidig er til at betale. Og så siger vi til ordføreren i forhold til den idé om, at der er en alliance af partier her, der har fortalt Socialdemokratiet, hvad de egentlig vil gøre, og hvordan de vil finansiere det: Den alliance findes ikke, for Dansk Folkeparti og Enhedslisten er ikke enige om, hvordan man skal finansiere det her.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Til trods for alle de uenigheder, der er mellem Dansk Folkeparti og Enhedslisten, så havde vi jo fundet finansiering. Vi havde bl.a. fundet finansiering ved igen at pege på bankerne som et eksempel på nogle, der bare rager til sig. Og hvad skete der så med de penge? Det er jo ikke Dansk Folkeparti eller Enhedslisten eller SF, som er rendt fra den finansiering og de penge, vi fandt sammen. Over ½ mia. kr. kunne vi have brugt på at forbedre vilkårene for lønarbejdere, men dem tog Socialdemokratiet og bruge på skattelettelser, særlig målrettet de rigeste milliardærarvinger.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Jeg vil tage fat i Thomas på 47 år, som fru Victoria Velasquez står her på Folketingets talerstol og fortæller skal arbejde til han er 70 år. Det er jo ikke rigtigt. Hvis Thomas – og det har jeg ingen grund til at betvivle – er så nedslidt, som han er, allerede i en alder af 47 år, vil han jo kunne komme på seniorpension. Kunne vi ikke godt lade være med at komme med de her myter om, at seniorpensionen ikke findes? For det gør den.

Ordføreren.

Seniorpensionen findes, og det er også derfor, at vi har stillet et ændringsforslag om, at den ikke skal skubbes et år opad. For hvis ordføreren lige om lidt stemmer grønt til det her lovforslag, så vil det ikke kun ramme folkepensionsalderen; det vil ramme, med hensyn til hvornår folk kan få deres arbejdsmarkedspension udbetalt; det vil ramme, med hensyn til hvornår folk kan gå på seniorpension; og det vil også ramme den tidlige pension. De er koblet op på folkepensionsalderen, og det er derfor, at de her dele hænger sammen. Derudover vil jeg da ønske, at Thomas ikke skal gå på seniorpension. Det er ikke en fed måde at afslutte sit arbejdsliv på – det er det virkelig ikke. Men det kan være nødvendigt, og derfor er jeg virkelig skuffet over, at Venstre, som ellers siger, at man skal have respekt for dem, der arbejder, stemte imod de ændringsforslag og nu har tænkt sig at stemme for at hæve pensionsalderen til 70 år. Det er jo ikke at have respekt for dem, der arbejder. Det er at have respekt for dem, der har kæmpe kapitalformuer og alle mulige andre ting. For hvis man havde respekt for dem, der arbejder, ville man sørge for at sikre en værdig pensionsalder.

Spørgeren.

Det er da helt ufatteligt, som fru Victoria Velasquez er i stand til ikke at svare på det, der bliver spurgt om. Altså, jeg stillede et forholdsvis enkelt, simpelt og banalt spørgsmål: Kan Thomas gå på seniorpension, før han bliver 70 år? Jeg kan godt gentage det: Vil Thomas, som i dag er 47 år og allerede nu viser tydelige tegn på nedslidning, kunne gå på pension, før han fylder 70 år? Vi kan også godt tage den en tredje gang: Vil Thomas være i stand til at gå på seniorpension, før han fylder 70 år? Svaret kan være et ja eller et nej.

Ordføreren.

Jeg synes, jeg svarede meget klart på det. Seniorpensionen er jo målrettet de allermest nedslidte, så selvfølgelig vil det kunne være en mulighed. Men nu vil man forringe den del med et år. Derudover synes jeg ikke, det er værdigt, at man så siger: Vi vil have, at du enten skal gå på en førtidspension eller seniorpension. Jeg synes faktisk, det giver mening at sige, at man gerne vil have en værdig pensionsalder, så folk ikke skal stå med hatten i hånden. Hvorfor skal han hen og visiteres til en seniorpension? Hvorfor kan han ikke få lov til at få en værdig afslutning på sit arbejdsliv? Jeg mener godt, man kan sige begge dele.

Så er det hr. Kim Valentin, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg vil bare lige henlede opmærksomheden på, at tagdækkeren jo godt kunne have nogle pensioner, som var til udbetaling ved 60 år. Det lyder, som om ordføreren ikke har sat sig ind i de regler, må jeg bare sige. Der er masser af pensioner, som kan udbetales ved 60 år, og derfor er det bare ikke rigtigt, når ordføreren anfører, at alt skal udbetales ved 70 år. Der er nogle regler, som gør, at før 2007 kunne man godt få sine pensioner udbetalt ved 60 år, og det ville tagdækkeren sandsynligvis også kunne. Så derfor bør man nok lige få fakta på plads, før man begynder at sige noget i Folketingssalen. Må jeg ikke sige til det med velfærdsforliget, at vi i Venstre synes, at det er et meget vigtigt forlig, og jeg synes simpelt hen ikke, at ordføreren forholder sig til, hvor meget velfærd der er blevet skabt ud af velfærdsforliget. Det er et forlig, som Enhedslisten slet ikke har været med til at skabe noget som helst værdi i. I har stemt imod hver gang, og der er masser af velfærd i velfærdsforliget.

Ordføreren.

Det er helt rigtigt, at vi har stemt imod stigningen i pensionsalderen. Noget andet, der også er helt rigtigt, er, at vi hver gang har stillet et ændringsforslag om, at politikernes pension skulle følge med, som Venstre så også har stemt imod. Så man havde faktisk fin mulighed for at sikre sig, at de vilkår, der vil være for politikerne, rettidigt var fulgt med dem, der gælder for befolkningen. Så er det helt rigtigt, at der er nogle, der har mulighed for at få udbetalt noget, når de er 60 år. Der er også andre, der er med i en efterlønsordning, som man jo egentlig med velfærdsforliget lovede at man ville bevare, men som man har smadret. Men det her handler for mig at se om noget helt grundlæggende: Hvad er det for en fremtid, vi ser ind i? Er det en, hvor der også er tryghed for dem, som er lønarbejdere, og som ikke har en kæmpe formue, en kæmpe kapitalindkomst, de bare kan trække på?

Inden jeg giver ordet til spørgeren igen, vil jeg sige, at grunden til, at vi ikke har slukket A'et for afstemning, er, at folk er en lille smule langsomme til at taste sig ind. Så hvis der nu er nogle, der ved, de brænder for at stille et spørgsmål, så bedes de taster sig ind, og så vil jeg tage stilling til, om vi kan slukke A'et. Det er derfor, vi sidder her alle sammen nu. Så er det spørgeren, hr. Kim Valentin. Værsgo.

Mange tak for det. Mit andet spørgsmål går på, at Enhedslisten siger, at de har været med til at skaffe penge. Ja, 0,5 mia. kr., men vi snakker 84 mia. kr. Altså, det er jo overhovedet ikke nok til at finansiere det hul, et manglende velfærdsforlig ville skabe i statskassen. Så hvordan forholder Enhedslisten sig til det hul? Er løsningen bare, at så må vi opkræve flere skatter?

Ordføreren.

Vi har faktisk ikke bare fundet over 0,5 mia. kr. Vi har jo overfinansieret aftalen om tidlig pension – det var det, der blev refereret til før – for vi har ikke noget problem med at finde pengene. I forhold til de 40 mia. kr. og pensionsdebatten får jeg en lille smule flashback, for det var den samme debat, vi havde under førstebehandlingen, men det er fair nok. Jeg tager den gerne igen. Vi mener, at med hensyn til de 40 mia. kr. kan man snildt kigge på de over 80 mia. kr., der er blevet givet i skattelettelser. Der vil vi selvfølgelig rette sigtekornet imod og fokusere på nogle af dem, som har allerallermest i det her samfund, og som proportionalt ikke bidrager nok efter vores mening.

Hr. Peter Kofod.

Tak for det. Allerførst tak for en rigtig god tale, en passioneret tale, og man kan mærke, at ordføreren brænder for det her område, og det er dejligt. Når jeg tager ordet, er det, fordi vi i går havde en længere debat, hvor statsministeren brugte, tror jeg, meget af sin taletid på at sige, at alt i blå blok var dårligt, og at intet i blå blok kunne fungere. Når man så kommer herned i salen i dag, hører man, at Socialdemokraterne bruger al energien på at smadre løs på Socialistisk Folkeparti og smadre løs på Enhedslisten. Så jeg har bare lyst til at spørge ordføreren: Hvordan går det egentlig ovre i rød blok? Er I bedre til det, end statsministeren beskylder os for at være det i blå blok?

Ordføreren.

Bare lige i forhold til hvordan det går i Socialdemokratiet, er det jo til at få ondt i maven over. Det er jo ikke normalt, at vi ser, at man går ind og blander sig, i hvad der sker herinde fra Christiansborg omkring folkepensionen, men det er borgmester efter borgmester, der i deres kommuner kan se, at det rammer deres ældre borgere, og at det har en betydning, om man har et trygt seniorliv. Så jeg tror helt sikkert, at toppen af Socialdemokratiet er på overarbejde. Med hensyn til hvordan det så også går i forhold til relationen, må jeg indrømme, at jeg er ret skuffet og overrasket over, at der er flere af ordførerne, som simpelt hen vælger at positionere sig på den her side og arbejde imod, at vi skal sikre en mere værdig tilbagetrækning, og jeg forstår ikke, at der ikke er flere medlemmer af Socialdemokratiet, som tager ordet og rent faktisk siger, at de er imod den her udvikling. Så det er jeg ret skuffet over. Det er mit ærlige svar.

Spørgeren.

Men når der, som ordføreren siger det, er borgmestre, der er ude at advare, 3 F er ude at advare – og jeg vil også sige, at jeg ikke kan huske, at der nogen sinde har været nogen 3F-formand, der har brugt så kraftige vendinger om sådan en debat her – skulle man da vel også tro, at der sad nogle, der tænkte: Skulle vi ikke trække det her tilbage? Skulle vi ikke give det en runde mere? Skulle vi ikke finde ud af, om vi har udtømt alle muligheder, fordi det har så stor en betydning for mange menneskers liv?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig, og det drejer sig bare om virkelig, virkelig mange mennesker. Altså, jeg mangler at møde nogen, som synes, at det her er en god idé, og det er hele vejen rundt. Det handler både om det at forringe seniorpensionen og det at forringe en tidlig pension, det handler om det, at pensionsalderen igen skal hæves, og det er også den del, der handler om, at der er nogle få, der har skabt nogle helt andre vilkår for sig selv. Det mangler jeg til stadighed at høre nogen både kunne forklare og forsvare.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Jeg synes jo, det er rigtig godt, at der er åbenhed omkring de pensionsvilkår, der kan være for folketingsmedlemmer, hvor der er nogle, der kan få en pension, når de fylder 60 år, hvis de har været medlem i mindst 1 år tilbage før 2007. Jeg noterede mig, at der var en række fejl i den liste, som hr. Rasmus Jarlov læste op. Jeg kan ikke få den pension. Jeg har været inde som stedfortræder i 5 uger inden 2007, og det gør altså ikke, at jeg er med på de der favorable pensionsvilkår, så jeg ved ikke, hvad det er for en liste, der er tale om. Jeg synes, vi skal tage fakta ind i debatten. Jeg synes, det er rigtig godt at have fokus på, at der er nogle folketingsmedlemmer, der har nogle meget gyldne pensionsvilkår. Der er de Konservative åbenbart ranke og rene, men ikke rene, når man oplister, hvad det er, der gælder for Enhedslistens nuværende folketingsgruppe.

Ordføreren.

Jeg har ikke kendskab til den liste, men i og for sig er det ikke relevant, for alle i gruppen har jo stemt for ændringsforslaget om, at vi skulle få visket tavlen ren og sørge for, at politikerne herinde på Christiansborg alle sammen skulle have de samme vilkår, som man byder befolkningen. Jeg synes ikke, at man kan stemme det her lovforslag igennem. Vi har nu både på forsiden af avisen i dag set, at antagelserne bag hele det regnestykke er forkerte, og hørt, at man samtidig ikke retter op på sine egne vilkår og forringer tidlig pension og seniorpension. Det er uhørt.

Hr. Bjarne Laustsen.

Tak. Jeg er helt enig i, at Enhedslisten er bedre til at lave paroler end resultater. Derfor er det jo ligegyldigt, hvad man foreslår. Jeg var med til at foreslå, at vi skulle sætte pensionsalderen ned i 1998 til 65 år. Der ville man heller ikke være med. I 2006 lavede vi velfærdsforliget, hvor man hævede pensionsalderen igen. Der ville man heller ikke være med. Så kommer Enhedslisten her i dag og begynder at tale om 47-årige. Hvad er det for en alder, pensionsalderen skal være, hvis det stod til Enhedslisten? Er det 47 år, eller hvad er det? Er det det, kommer der til at mangle rigtig meget. Det, der er interessant, er: Hvad foreslår Enhedslisten at pensionsalderen skal være? Og hvis der er nogle omkostninger ved det, ligger der så en fuldt finansieret plan for, hvordan det skal finansieres?

Ordføreren.

Vi synes, at den skal være på 67 år. Jeg må indrømme, at jeg faktisk er ret skuffet over, at spørgeren vælger at bruge sin unikke taletid herinde i salen på at arbejde imod, at vi skal skabe bedre rettigheder for lønarbejderne. For jeg kender spørgeren som en, der plejer at trække i den retning. Så det må bare indrømme at jeg virkelig er skuffet over.

Spørgeren.

Det har spørgeren og Socialdemokratiet altid gjort. Da vi lavede velfærdsforliget, var det en forudsætning, at når vi hævede pensionsalderen, skulle der være en tilbagetrækningsordning. Vi har tre ordninger i dag. Det er førtidspensionen, det er seniorpensionen, og det er Arnepensionen. De muligheder er der. De ordninger er der. Så kan man diskutere, om de er gode nok, men der er den ordning, som der står i velfærdsforliget. Der er endda tre ordninger. I stedet for at ordføreren kritiserer spørgeren, kunne ordføreren så ikke bare for en gangs skyld her i dag i den her debat svare på de reelle spørgsmål, der kommer? Hvad synes Enhedslisten at pensionsalderen skal være, og hvordan skal den finansieres?

Ordføreren.

Det har jeg svaret på, både under førstebehandlingen og også igen nu. Den tilbagetrækningsmulighed, der var, da man lavede velfærdsforliget, er jo ikke den, der er der i dag. Førtidspensionen skaber jo ikke tryghed. Vi har haft samråd på samråd, i forhold til hvor uværdigt det er. Det er ikke trygt at få en arbejdsskade og blive ramt af sygdom. Efter 22 uger kan du ryge ud af sygedagpengeordningen. Så jeg vil bare appellere til, at vi rent faktisk kæmper for et samfund, hvor det er trygt at gå på arbejde, og hvor du ikke skal være bange for at blive ramt af en skade eller en sygdom.

Så er det fru Maria Durhuus.

Tak. Jeg har bare lige kort spørgsmål: Hvor mange penge i kroner er man blevet enige med Dansk Folkeparti om at skaffe til at kunne fastfryse den her pensionsalder? Hvor mange penge er I blevet enige om i Dansk Folkeparti og Enhedslisten?

Ordføreren.

Vi er så åbenbart nået op på et højere beløb end Socialdemokratiet, for vi var landet på, at de over 3 mia. kr., som vi havde fundet sammen, skulle investeres til at sikre lønarbejderes rettigheder. Jeg synes næsten, at det bliver for karikeret, at det, Socialdemokratiet så vælger at gøre, er at tage de penge og så sende dem til milliardærarvinger – folk, der ikke har arbejdet for deres penge. Det er da total mangel på respekt for mennesker, der går på arbejde, det er total mangel på respekt for dem, der er afhængige af, hvad det er, vi beslutter herinde, i forhold til hvilken folkepensionsalder der kommer til at være. Så jeg troede tydeligvis, at vi var på hold sammen, når det gjaldt om det her, men vi er åbenbart mere enige med Dansk Folkeparti. Det er for vildt!

Spørgeren.

Jeg skal ikke stå her og gøre mig til dommer over, hvem Enhedslisten er enige med, og hvem de ikke er enige med. Men ordføreren svarer jo ikke på mit spørgsmål. Ordføreren svarer »åbenbart mere end med Socialdemokratiet«, men det svarer jo ikke på mit spørgsmål, for kan »åbenbart mere« så finansiere, hvad det her kommer til at koste i årene fremover? Og så vil jeg egentlig gerne frabede mig ordførerens tone omkring det at gå på arbejde som noget, jeg ikke gider, eller som mange medlemmer herinde ikke gider. Jeg kender mange medlemmer herinde, der arbejder benhårdt, og som ikke er sikret en plads herinde for evigt, og som måske skal tilbage på arbejdsmarkedet. Så jeg vil gerne frabede mig den der tale om, at vi alle sammen bare lukrerer på et eller andet system.

Tak. Ordføreren.

Men det er mig en gåde, hvorfor man så ikke lægger sig i selen for rent faktisk at sikre, at de vilkår, der rammer befolkningen, der bliver ramt af den lovgivning, der bliver skabt herinde, ikke skal være bedre. Så siger jeg: Ja, vi peger på, hvordan vi kan sikre både et godt arbejdsmiljø og en retfærdig pensionsalder. Det mangler Socialdemokratiet at gøre. Siden vi diskuterede tidlig pension, har Socialdemokratiet brudt den aftale, taget over 0,5 mia. kr. og brugt på skattelettelser til de rigeste, og derfor synes jeg, at det er relevant, når vi sidder og diskuterer finansiering. Vi havde fundet pengene.

Så er den sidste, jeg har på listen indtil videre, hr. Lasse Haugaard Pedersen.

Jeg må ærligt sige, at jeg er lidt skuffet over, at fru Victoria Velasquez nægter at svare på det spørgsmål, som min gode kollega stiller. For der bliver jo spurgt: Hvor mange penge har man fundet og er blevet enige om med Dansk Folkeparti for at kunne fastfryse pensionsalderen på 70 år? Mig bekendt vil det koste omkring 86 mia. kr. at fastfryse pensionsalderen ved 70 år. 86 mia. kr. er jo et stort beløb. Der bliver talt om 0,5 mia. kr. fra Folketingets talerstol. Tidligere blev der nævnt skattelettelser for omkring 80 mia. kr. Er man blevet enige med Dansk Folkeparti om at hæve skatten med over 80 mia. kr. for at finansiere fastfrysningen af pensionsalderen på 70 år? Det kunne jeg godt tænke mig at høre.

Ordføreren.

Nej, det, jeg adresserede, var, at vi i Enhedslisten – jeg er ikke i parti med Dansk Folkeparti – er kommet med vores forslag til, hvordan et retfærdigt, trygt og værdigt seniorliv skal se ud i fremtiden. Socialdemokratiet har ikke anvist det. Jeg ved ikke, om Dansk Folkeparti har anvist det. Når vi så skal nærme os at lave en aftale, siger jeg, at det er mig en gåde, at Socialdemokratiet modarbejder os, der rent faktisk kæmper for at sikre ordentlige vilkår for lønarbejderne, og ud over det, altså ud over at bruge unik taletid på at modarbejde det, som det første simpelt hen tager over 0,5 mia. kr., som vi var blevet enige om skulle gå til at styrke rettighederne for lønarbejdere, altså de allermest nedslidte af dem, og så bruge dem på skattelettelser målrettet de rigeste. Hvordan kan ordføreren forklare, at man gør det?

Spørgeren.

Forholdene for lønarbejderne ligger os utrolig nær, og det er også derfor, jeg er så stolt over, at vi har været med til at skabe en Arnepension, og at vi nu har meldt ud, at vi vil genbesøge hele pensionsområdet for rent faktisk at sikre, at det er i overensstemmelse med de vilkår, som er derude. Men det ændrer bare ikke på, at der bliver talt om 0,5 mia. kr. fra Folketingets talerstol, men samtidig vil man bedrive udgifter for over 80 mia. kr. Og man får det til at lyde, som om der er en alliance, som Socialdemokratiet bare kan stemple ind i, og så kan man ændre det her i morgen. Men sandheden er, at man jo har anvist nul finansiering, man kan blive enige om. Kan man blive enige med Dansk Folkeparti om at finde over 80 mia. kr. til at fastfryse pensionen på 70 år?

Ordføreren.

Overholdbarheden er på over 40 mia. kr., så det er 40 mia. kr. og ikke 80 mia. kr. Det er rimelig vigtigt, i forhold til hvad det er for en diskussion, som vi har her. Derudover har regeringen ikke engang selv styr på, hvad råderummet er. Det er ikke engang sikkert, at der kommer til at blive brug for den finansieringsplan, som vi har i Enhedslisten, for vi ved ikke, hvordan råderummet ser ud. Og nu har vi i dag set, at antagelserne bag hele det her endda er forkerte. Men hvorfor er det, at Socialdemokratiet ikke vælger at gå ind i den kamp? Hvorfor er det, Socialdemokratiet ikke vælger rent faktisk at prøve at bidrage til, at vi skal finde denne her løsning?

Så er det fru Anne Paulin.

Tak for det. Hvad koster ordførerens plan om at lave en pensionsalder på 67 år for samtlige danskere?

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål. Det er nemlig sådan i forhold til tallene – nu får vi så at vide af regeringen, at tallene er forkerte – at økonomien er overholdbar med over 40 mia. kr. Der er ikke nogen, der anbefaler, at økonomien skal være overholdbar i forhold til det. Så vi mangler at finde de resterende omkring 40 mia. kr., vi peger på. Man kan se på de skattelettelser, som er givet, at de rigeste har fået 200 pct. mere ud af dem – det er over 80 mia. kr. Men vi er også åbne for at pege på, at finansieringen kan findes andre steder. Da lavede aftalen om tidlig pension, gjorde vi det ved at lave nedskæringer i jobcentrene og ved at kigge på bankerne og andre dele. Så det er ikke, fordi vi siger, at det skal være på den måde. For os er det så vigtigt, at vi får en retfærdig pensionsalder, så vi er åbne for at se på finansieringen, men vi har peget på, hvor vi synes pengene skal tages fra.

Spørgeren.

Har ordføreren ikke nogen konkret beregning på, hvad det koster, hvis vi ruller det tilbage til 67 år for samtlige danskere? I må jo have lavet nogle beregninger på, hvad prisen er. Så kan ordføreren ikke bare svare på det? Hvad vil det helt konkret koste? For så vil det jo være lettere at have en reel diskussion om, hvordan man skal finansiere det.

Ordføreren.

Jeg har svaret. Derudover har vi også et helt udspil om det, som jeg meget gerne vil give til spørgeren. Der er rigtig meget ud over selve pensionsalderen, som er virkelig vigtigt. Det handler om vores arbejdsmiljø og forebyggelse, og så handler det også om fleksibiliteten. For der er mange, der ønsker at blive ved med at være på arbejdet, men ikke kan arbejde fuld tid i 37 timer om ugen. Så hvis det ikke bare er et eller andet, Socialdemokratiet siger, men at det reelt er, fordi man ønsker at løse det, så vil jeg meget gerne mødes med spørgeren om det og vise, hvad det er for nogle forslag, vi har.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Jeg har på min liste én endnu, der ønsker ordet. Er der flere, så meld jer nu, for så kan vi også bedre styre afstemnings-A'et. Men indtil videre holder vi fast, og det er hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Velkommen til.

Tak for det. Der er jo blevet sagt rigtig meget, og jeg synes sådan set, at det er en god og enormt vigtig debat, der har været i dag. Men jeg mener nu alligevel, der er noget, der ikke har været nævnt fra hverken nogen ordførere eller nogen spørgere, og det er det, der er på flere forsider af aviser i dag, nemlig at pensionsalderen sådan set stiger hurtigere end pensionisternes levetid. Det betyder jo altså helt kort og godt, at forudsætningerne for den velfærdsaftale, der blev lavet tilbage i 2006, reelt ikke er der længere. For vi kan jo sådan set se på det, der bliver beskrevet i dag, at man vil skulle arbejde 2-3 år længere, end den reelle stigning i levealderen tilsiger, og det er selvfølgelig under ingen omstændigheder retfærdigt. Derfor står jeg her også i dag, nemlig fordi vi i Dansk Folkeparti kræver, at der kommer en ny undersøgelse af danskernes levealder, og at den her sag selvfølgelig har behov for at komme tilbage i udvalget, hvor den er nødt til at blive behandlet én gang til med de rigtige forudsætninger. Når det så er sagt, synes jeg også, det er værd at huske et citat, der ikke er sådan særlig gammelt, fra statsministeren, der jo helt klokkeklart siger: Velfærdsaftalen er på mange måder en god aftale, og den er en motor, der sikrer, at vi kan investere i velfærdssamfundet for fremtidige generationer. Men det er også en aftale, der har nogle udfordringer i sig. Derfor er tiden nu kommet til, at vi gør den endnu mere socialt retfærdig og realistisk, så vi får et bedre bud på fremtidens pensionsalder. Det, der var rigtigt for snart 20 år siden, er ikke nødvendigvis rigtigt i dag, og det er endnu mindre om 20 år. Den automatik, som pensionsalderen hæves med lige nu, tror vi ikke på længere. Citat fra statsministeren slut. Derfor undrer det os jo i Dansk Folkeparti, at vi i dag rent faktisk står med et forslag om netop at hæve pensionsalderen automatisk. For med ét har Socialdemokraterne på den ene side ophævet den aftale, mens de med det her lovforslag på den anden side så fortsætter automatikken. Det gør også, at jeg en dag som i dag ikke kan lade være at tænke på mine gamle kollegaer hjemme på lageret. Det er jo mine gamle kollegaer, der skulle ud af dynerne allerede klokken fem om morgenen for at møde ind og løfte tunge paller hele dagen. Jeg tænker i hvert fald os på, hvordan deres kroppe er begyndt at sige fra, men alligevel bider de tænderne sammen hver evig eneste dag for at klare endnu en dag. Jeg har også været vidne til, at mine gamle kollegaer, der har gået foroverbøjet med slidte rygge og knæ, der ikke længere kan holde til noget. Det er altså ikke realistisk at forvente, at mine kollegaer hjemme på lageret kan arbejde, indtil de er 77, 78 eller måske endda 79 år gamle. For vi ved, at der er forskel på dem, der har brugte hele deres liv bag et skrivebord, og så dem, der har arbejdet med kroppen hver eneste dag, siden de var helt unge. Vi ved også, at hvis ikke vi sætter et loft over pensionsalderen, så vil de danskere, der arbejder allerhårdest, aldrig nogen sinde kunne nå at nyde deres otium. Og det må være det, som er det absolut vigtigste. Det handler jo netop ikke kun om dem, der allerede er nedslidt til sokkeholderne i en alder af 47 år. Det handler også om dem, der har mulighed for rent faktisk at gå igennem et arbejdsliv og skal have mulighed for at trække sig tilbage og nyde deres otium. Noget, jeg ikke kan lade være med at tænke på i dag, er, når vi hører historien om Thomas oppe fra Støvring på 47 år, der er fuldstændig nedslidt til sokkeholderne, og det så bliver nævnt, at han bare kan gå på en af de ordninger, der i forvejen er. Er der ikke nogen Socialdemokrater, der kan huske, at et af deres egne valgoplæg netop var at afskaffe seniorpensionsordningen, altså den seniorpension, som netop folk som Thomas har brug for at have som en tilbagetrækningsmulighed? Jeg mener i hvert fald, det er hovedrystende, at man kan høre historie på historie om danskere, der er fuldstændig nedslidte, om danskere, der ikke kan stå op om morgenen, fordi det gør så ondt, og alligevel er det den ordning – som de er allermest glade for, og som 30.000 danskere benytter sig af hver evig eneste dag – som er Socialdemokraternes politik at afskaffe. Det er rystende. I øvrigt er det også værd at nævne, at Pensionskommissionen allerede i 2022 foreslog en alternativ model, hvor pensionsalderen kun stiger i takt med de sunde leveår, altså netop for at tage højde for, at flere leveår ikke nødvendigvis er gode år. Med de ord vil jeg sige tak.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er til hr. Frederik Vad

Tak for det. Det er jo i den her diskussion interessant at høre Dansk Folkeparti, som rundbarberede efterlønnen godt og grundigt, og som skabte det problem, som rigtig mange 3F'ere i dag kæmper med, nemlig at de mangler efterlønnen. Men jeg bliver simpelt hen nødt til at følge op på det spørgsmål, jeg også stillede fru Victoria Velasquez, og hvor hun dansede uden om det uden at give et svar på det. Der bliver på Facebook, Instagram og fra talerstolen her kommunikeret ud i landet om, at der er en gruppe af partier, som er blevet enige om at fastfryse pensionsalderen, og som har fundet ud af, hvordan det skal gøres, og som bare står og råber og skriger på, at Socialdemokratiet skal komme over, og det så kan blive gennemført i morgen. Grunden til, at vi er gået i værkstedet, fordi vi gerne vil lave et mere retfærdigt pensionssystem, er, at vi kan se, at det ikke bare er ligetil. Derfor vil jeg gerne spørge hr. Nick Zimmermann: Hvor mange penge i kroner og øre er det, SF, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er blevet enige om at skaffe til at fastfryse pensionsalderen?

Ordføreren.

Der er noget, som Frederik Vad her glemmer, og det er hele mellemregningen. For efter at man afskaffede efterlønnen, valgte man jo at genetablere den i stedet for seniorpensionsordningen, og det var jo så den, som man i 2019 lavede en fælles aftale om skulle have nogle forbedringer, og i 2022 foreslog Socialdemokraterne så, at den skulle afskaffes. Det er den ordning, som er lavet til de danskere, der beviseligt er nedslidte, enten fysisk eller psykisk, dem, der har så ringe en arbejdsevne, fordi det gør så ondt i enten krop eller sjæl, den ordning, som allerflest af de danskere, der bruger en af de her forskellige pensionsordninger, er glade for, som Socialdemokraterne har sat sig i spidsen for at afskaffe. 30.000 danskere er lykkelige for at være på seniorpensionsordningen. Måske var det i virkeligheden i dag, Frederik Vad eller en af de andre socialkammerater skulle præsentere, hvad det er, man har lyst til at sige til de 30.000 danskere, hvis ordning man nu vil afskaffe.

Spørgeren.

Hvor mange penge i kroner og øre er SF, Alternativet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten blevet enige om at finde og bruge på at fastfryse pensionsalderen?

Ordføreren.

Jeg bliver nødt til lige at prøve at angribe den præmis, som ordføreren nævner, og det er det her famøse tal på 80 eller 100 mia. kr. For det er jo lavet ud fra nogle tal i 2130. Det vil altså sige, at man ovre i Finansministeriet har fundet en eller anden pris, som man tror det vil koste om 100 år. Men hvad er det, der er årsagen til, at Socialdemokraterne ikke vil svare på, hvad man har tænkt sig at sige til de 30.000 danskere, hvis ordning man nu vil afskaffe, altså den seniorpension, som 30.000 danskere er glade for at være på? Hvorfor man ikke fortælle de 30.000 danskere, hvad man har tænkt sig skal erstatte deres ordning?

Tak. Så er det fru Victoria Velasquez.

Tak for det. Jeg vil bare høre, om ordføreren ikke synes, at det ville klæde ministeren eller nogle af ordførerne, der er bag det her, at gå op på talerstolen, særlig når det er sådan, at antagelserne bag det, vi skal til at stemme igennem, jo ikke længere holder, og forudsætningerne altså er nogle andre.

Ordføreren.

Jo, helt klart. Jeg vil blive meget overrasket, hvis beskæftigelsesministeren ikke har tænkt sig at tage ordet i den her debat, og det mener jeg sådan set hun burde, især taget i betragtning, at der i dag er avisartikler, der helt klokkeklart viser, at præmissen for velfærdsforliget ikke længere er til stede. Så jo, hvis ikke beskæftigelsesministeren tager ordet og hun forklarer, hvordan hun ser på tingene, og hvad hun har tænkt sig at gøre ved det, så er det da meget overraskende.

Hr. Kim Valentin.

Tak for det. Og tak til ordføreren. Jeg synes, at jeg trods alt lige vil sige fra start af, at jeg synes, at DF skulle være blevet i forliget. Det havde været nemmere at sætte sig ned og prøve at finde nogle løsninger med DF inde i forliget omkring det her, der betyder så utrolig mange ting for velfærdssituationen i Danmark. DF plejer at være et parti, som også tager sig af den side af sagen. Det gør DF slet ikke i den her udmelding, må jeg bare sige. Der er ingen finansiering til stede i den udmelding, DF laver i øjeblikket. Lad mig så også sige, at det her jo ikke handler om dem, der er nedslidte og syge. Det handler om dem, der kan arbejde, til de er 70 år. Der mener vi i Venstre, det er fornuftigt, at de arbejder, til de er 70 år. For de andre har vi andre ordninger. Hvis man bliver nedslidt, før man når pensionsalderen, har vi førtidspension, vi har efterløn, vi har seniorpension, og vi har en tidlig pension. Hvordan forholder ordføreren sig til det?

Tak! Ordføreren.

Der er mange ting i det. Først og fremmest kunne jeg godt tænke mig at prøve at spørge ordføreren, om han er klar over, hvor mange omgørelser der egentlig er i Ankestyrelsen omkring folk, der prøver at søge om at komme på en seniorpension eller en Arnepension, og som får et afslag, til trods for at de bevisligt er nedslidte. Når så de får sagen ind til Ankestyrelsen, siger Ankestyrelsen, at de da selvfølgelig skulle have haft deres seniorpension eller Arnepension. Så det er ikke bare lige at komme på en af de her ordninger, og når man så samtidig har hr. Kim Valentins egen regeringsfælle ovre i Socialdemokraterne, hvis erklærede partiprogram er at afskaffe seniorpensionen, altså den ordning, som 30.000 danskere er glade for at være på, så mener jeg da, at det er dybt problematisk. Så bliver man også bare nødt til at anerkende, at der er forskel på folk på arbejdsmarkedet. Altså, der er forskel på folk som mine gamle kollegaer, der er nedslidte på grund af fysisk arbejde, og så dem, der har siddet bag et skrivebord et helt arbejdsliv. Og i forhold til finansiering vil jeg sige: Lad nu være med at blive ved med at tale om et beløb, der er ude i år 2130, og i øvrigt har Dansk Folkeparti en fuldt finansieret plan, og vi er også i gang med at opdatere vores 2030-plan, så på den måde er der ingen problemer.

Spørgeren.

Jeg synes jo, det er grænsende til useriøst, når man siger 77, 78 og 79 år og så lige glemmer at sige, nåh ja, det er dem, der ikke engang er kommet rigtigt på arbejdsmarked endnu; at det er dem, vi snakker om her. Vi snakker om 70 år. Vi snakker ikke om dem, der er nedslidte. Vi snakker om et velfærdsforlig, der skaber penge til rigtig mange andre ting i vores samfund. Det forholder man sig slet ikke til i DF, og så siger man: Nå, nu ønsker vi ikke at være med længere.

Ordføreren.

Nej. Så har hr. Kim Valentin ganske enkelt misforstået noget. Det er ikke en fastfrysning på 70 år, vi taler om. Det er, at regeringen vil lade pensionsalderen stige. Der er ikke sat nogen fastfrysning ind på noget som helst tidspunkt. Det er totalt urealistisk at forvente, at folk, der går ude på byggepladser, og folk, der kører rundt ude på lageret, kan arbejde, indtil de er sidst i 70'erne. Det giver bare ganske simpelt ikke mening.

Hr. Thomas Skriver Jensen.

Bare lige for at slå det fast, inden hr. Nick Zimmermann snakker udenom, vil jeg sige, at grunden til, at hr. Nick Zimmermann skal svare, er, at hr. Nick Zimmermann har valgt at stille sig op på talerstolen til tredjebehandlingen. Både Socialdemokratiets pensionsordfører og Socialdemokratiets beskæftigelsesminister har jo været på talerstolen under førstebehandlingen. Derfor vil jeg godt stille hr. Nick Zimmermann et ret simpelt spørgsmål, som vi ikke har fået svar på endnu: Hvor mange penge i kroner og øre har Dansk Folkeparti, Alternativet, Enhedslisten og SF fundet finansieret og klar til at bruge på at fastfryse pensionsalderen? For ellers er det jo bare tågesnak, hr. Nick Zimmermann.

Ordføreren.

Den eneste, der tågesnakker her, er måske i virkeligheden spørgeren selv. Når spørgeren siger, at både ministeren, og hvem ved jeg, har været på talerstolen, har det jo været under nogle andre forudsætninger. Så når der nu i dag er en undersøgelse, der helt klokkeklart viser, at præmissen bag velfærdsforliget ikke længere er til stede, netop fordi pensionsalderen stiger hurtigere end pensionisternes levetid, så er der nye forudsætninger. Derfor bliver man da nødt til at få en ny runde på det her. Vi bliver da nødt til at kende de tal til bunds, når nu forudsætningerne for en aftale ikke længere er til stede. Det må selv spørgeren da kunne forstå.

Spørgeren.

Hvis vi regulerede pensionsalderen udelukkende efter levealderen, ville vi i år skulle stemme for at hæve pensionsalderen til 70,11 år. Det vil sige, at vi faktisk regulerer mindre, end hvad man skulle i forhold til levealderen. Så det, hr. Nick Zimmermann siger i år, er noget vrøvl, og både vores ordfører og beskæftigelsesministeren har svaret. Nu kunne det så klæde hr. Nick Zimmermann at svare for første gang i dag på: Hvor mange penge har Dansk Folkeparti, Alternativet, Enhedslisten og SF fundet til at fastfryse pensionsalderen? Eller er det bare tågesnak? Så sig det; det er også okay.

Ordføreren.

Vi ønsker en fastfrysning af pensionsalderen. Vi ønsker at bevare seniorpensionen. Hvis der er nogen, der skylder nogle ærlige svar i dag, er det spørgerens eget parti, der har spillet ud med, at man vil lave en anden pensionsordning, men man vil bare ikke fortælle hvordan. Man vil heller ikke fortælle de 30.000 danskere, der hver evig eneste dag er glade for at benytte sig af seniorpensionen, hvad man har tænkt sig at de skal brug for en ordning i stedet for. De beviseligt allermest nedslidte danskere er dem, man vil tage retten fra. Det er dem, man vil tage ordningerne fra. Hvad med i stedet for at give nogle klare svar?

Hr. Bjørn Brandenborg.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge ordføreren, hvor mange penge Dansk Folkeparti sammen med SF, Enhedslisten og Alternativet har fundet til at fastfryse pensionsalderen.

Ordføreren.

Forudsætningen for det spørgsmål er jo på mange måder enormt underlig. Vi er forskellige partier, der har det samme politiske mål, og skulle vi så på den baggrund også være fuldstændig enige om finansieringen? Det giver da ikke nogen mening. Vil det også være sådan, at hver gang hr. Bjørn Brandenborg er enig med nogle af de yderste fra venstrefløjen om, at det er en god idé at have illegale immigranter og kriminelle udlændinge til at rende rundt i Danmark, så skal man være fuldstændig enige med alle de andre partier, der i øvrigt også synes det, om, hvor de skal bo henne og opholde sig henne? Vil det være sådan, at hver evig eneste gang hr. Bjørn Brandenborg og en af hans kollegaer her i Folketinget fra et andet parti tilfældigvis har en eller anden politisk enighed, så er I også hundrede procent enige om finansieringen til det? Det er da meget mærkeligt, at fordi vi er fire meget forskellige partier, skulle vi tilfældigvis være fuldstændig enige om finansieringen til det, bare fordi vi har samme holdning til et punkt. Det bliver ordføreren nødt til at forklare lidt nærmere.

Spørgeren.

Tak for det. Men nu er det jo Dansk Folkeparti, der sammen med de her partier turnerer med en kampagne, og derfor er det fair nok, hvis ordføreren vil svare. Det er faktisk derfor, jeg stiller spørgsmålet stille og roligt, som andre også har gjort. Man kan jo bare svare på spørgsmålet og sige, at man ikke har fundet en krone til at finansiere det, og det er jo helt fair, hvis det er udgangspunktet. Jeg kan jo prøve igen, og så kan ordføreren se, om ordføreren vil svare – ordføreren kan også sige, at man ikke har fundet nogen penge. Hvor mange penge har Dansk Folkeparti sammen med de andre partier, som laver en kampagne, fundet til at fastfryse pensionsalderen?

Ordføreren.

Med al ære og respekt er der noget, som hr. Bjørn Brandenborg ikke har forstået. Vi er fire partier, der på tværs af partiskel og på tværs af at være meget forskellige partier er enige om, at vi ønsker en fair og rimelig pensionsalder for danskerne. Skulle vi så, fordi vi politisk er enige om en ting, også være fuldstændig enige om finansieringen dertil? Det lyder sådan set meget, meget mærkeligt. Betyder det så også, at hver evig eneste gang hr. Bjørn Brandenborg og eksempelvis Socialistisk Folkeparti tilfældigvis er enige om noget et sted på hele den politiske skala, så er I også hundrede procent enige om finansieringen til det? Nej, netop ikke, så det giver ikke mening at stille det spørgsmål.

Tak. Så er det fru Anne Paulin.

Tak for det. Det lyder, som om hr. Nick Zimmermann har svært ved at svare på vegne af de andre partier også. Derfor vil jeg spørge: Hvor mange penge har Dansk Folkeparti fundet i kroner og øre til at fastfryse pensionsalderen?

Ordføreren.

Prøv at høre, vi har sådan set en fuldt finansieret 2030-plan, og ud over det har vi en lang række tiltag i forhold til at få seniorer til at have lyst til at blive længere på arbejdsmarkedet. For med det her er det jo sådan set meget vigtigt at huske på, at det går på to ben. Det ene er, at vi ønsker en fastfrysning af pensionsalderen for de danskere, som ikke kan mere og har brug for at trække sig tilbage og nyde deres otium efter at have været på arbejdsmarkedet i et langt liv. Men noget andet er jo også, at vi har lyst til at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt for de seniorer, som har lyst til at tage en ekstra tørn. Jeg arbejdede selv inde på Skejby Sygehus under coronanedlukningen, og der var jeg vidne til, at nogle af mine gamle kollegaer – sygeplejere, sosu'er og læger – kom tilbage fra pensionen. Nogle arbejdede måske 20 timer om ugen, og nogle havde 3 gange 3 timer i løbet af en uge. Sådan et samfund ønsker vi i Dansk Folkeparti. Vi ønsker at indrette det, så seniorerne har lyst til og mulighed for at blive ekstra på arbejdsmarkedet. I øvrigt finder vi det meget skuffende, at det ikke har været muligt med den nuværende beskæftigelsesminister at nå til nogen som helst aftaler omkring at lave et mere fleksibelt arbejdsmarked for vores seniorer. Det synes vi er hamrende ærgerligt.

Spørgeren.

Okay, står det så i ordførerens 2030-plan, hvor mange penge Dansk Folkeparti har fundet til at fastfryse pensionsalderen?

Ordføreren.

Naturligvis står det i forhold til vores forskellige økonomiske planer, hvor vi vil finde pengene til vores forskellige økonomiske udspil. Det giver da selvfølgelig sig selv. Jeg bliver bare nødt til en gang til at slå fast, at det beløb, som de forskellige S-ordførere har fået stukket i hånden og render og spiller fandango med, altså de her famøse 80 eller 86 mia. kr., er et beløb, som I har fundet frem ovre i Finansministeriet, og som strækker sig fra – hvad er det – 2130. Altså, I har lavet et bud på, hvad det vil koste om 100 år, hvis det er sådan, at man ikke tvinger danskerne til at arbejde, indtil de falder om.

Tak. Så er det fru Fie Hækkerup.

Tak. Hr. Nick Zimmermann, hvor mange penge i kroner og øre har I i Dansk Folkeparti sammen med SF, Enhedslisten og Alternativet så fundet til at fastfryse pensionsalderen?

Ordføreren.

Åh ha, vi prøver lige en gang til. Vi er fire partier, der er enige om, at vi skal have en fair og en rimelig pensionsalder. Nu prøver jeg lige at gøre det her pædagogisk: Vi er fire partier, fire forskellige partier, fire meget forskellige partier, der kommer fra forskellige politiske ståsteder, men vi er enige om, at vi skal have en fair og en rimelig pensionsalder. Nu tillader jeg mig at være lidt fræk, men er I med så langt, at vi er fire partier, der er enige om en politisk ting? De her fire meget forskellige politiske partier er også forskellige på den måde, at vi ønsker at finde finansieringen ved forskellige ting, præcis ligesom når fru Fie Hækkerup og hendes partikollegaer eller hendes kollegaer her i Folketinget fra f.eks. SF eller Enhedslisten er enige om nogle andre ting, så er det heller ikke altid sådan, at man lige er enige om finansieringen. Jeg ved ikke, om det var pædagogisk nok, men nu forsøgte jeg mig virkelig.

Spørgeren.

Jeg skal også prøve at være pædagogisk. ( Nick Zimmermann (DF): Det er der behov for). Det er jo en politisk ting, der koster penge, så hvor mange penge har I fundet til at fastfryse pensionsalderen?

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg måske her er tæt på at smide håndklædet i ringen og sige, at jeg tror simpelt hen ikke, at det lykkes mig at få forklaret S-ordførerne, hvordan det her hænger sammen. Fire politiske partier, fire meget forskellige politiske partier, er enige om, at der skal være en fair og rimelig pensionsalder, men fordi vi er fire forskellige partier, så er vi ikke nødvendigvis hundrede procent enige om, hvordan man skal finansiere det her. Det kunne jo f.eks. minde om, hvis nu ordføreren selv en dag bliver enig om noget med SF eller Enhedslisten, men man ikke er helt enige om, hvordan finansieringen skal være. Giver det på nogen som helst måde mening, hvad jeg siger?

Så er det hr. Lasse Haugaard Pedersen. Jeg vil lige sige, at vi skal være lidt mere stille. Ellers kan man gå om bagved og snakke. Så er det hr. Lasse Haugaard Pedersen.

Ordføreren siger, at man har finansieret sin politik i sin fuldt finansierede 2030-plan. Pensionen stiger til 70 år i 2040. Hvorfor har man så finansieret det i en 2030-plan?

Ordføreren.

Det er jo i virkeligheden et fremragende spørgsmål. Det må jeg bare ærligt tilstå. Det er det, og det er jo også det, der gør det så pokkers svært, når man sidder og laver de der 2030-planer. Er det ikke rigtigt? Hør lige her engang, og nu husker jeg knap nok ordførerens navn, så jeg siger ordføreren, og han bliver ved med at nævne det her tal med de famøse 86 mia. kr. De 86 mia. kr. er nogle, som Finansministeriet har lavet ud fra en opgørelse om år 2130. Altså, vi tror jo på, at Danmark ser en lille smule anderledes ud om 100 år, trods alt. Så må jeg også bare sige, at det jo ikke giver nogen mening at rende rundt med et beløb, som man siger det vil koste om 100 år. Altså, det er jo fuldstændig umuligt at lave sådan en udregning her til om 100 år. Så måske var det i stedet for bedre at lave en reel, seriøs politisk forhandling om det her, og hvad det vil koste nu, i stedet for at rende rundt, som ordføreren gør, med et tal, der så vil gælde fra om 100 år.

Spørgeren.

Men hvis det først er udgiftsdrivende fra 2040 og man har finansieret det i en 2030-plan, er det så korrekt forstået, at finansieringen er på 0 kr.?

Ordføreren.

Med ordførerens argument kunne man jo også vælge at sige: Jamen hvad nu, hvis vi bare lod danskerne arbejde, indtil de er 100 år gamle? Så må vi da for alvor virkelig hive nogle gysser ind til statskassen. For hvis det bare er sådan, at pengene, hver evig eneste gang man sætter pensionsalderen op, simpelt hen vil ryge direkte på bogen, hvorfor så ikke bare turnere med et argument om, at danskerne da skal arbejde, indtil de er 100 år? Så vil der jo komme masser af penge ind på bogen. Det skulle jo med ordførerens eget argument ikke være noget problem. Eller man kunne også være rigtig fræk og sige: Lad danskerne arbejde, indtil de er 150 år gamle. Så får vi for alvor penge ind i statskassen. Så måske kan man i virkeligheden også godt forvente, når der kommer en ordfører herned i salen og stiller et spørgsmål, at man så gør det på en nogenlunde seriøs baggrund.

Hr. Bjarne Laustsen.

Tak Jeg tror, at ordføreren vinder prisen for at være den bedste af samtlige herinde i dag til at holde på en hemmelighed. Uanset hvordan man spørger, lykkes det simpelt hen ikke at få ham til at svare. Jeg vil ikke spørge til andre partiers politik, men det er lidt underligt, at ordføreren for Dansk Folkeparti stiller sig op og ikke ved, hvad hans partis politik går ud på. Men det må vi have til gode til en anden gang. Hvad fik Dansk Folkeparti egentlig ud af at massakrere efterlønnen fredag den 13. Juni 2011? For det er jo Dansk Folkeparti, der er skyld i, at vi står i den her situation. Når ordføreren så han siger, at man vil fastfryse folkepensionsalderen, hvad er det så præcis, man mener? Vi har lige hørt fra Enhedslisten, at de mener, den skal være på 67 år. Hvad mener Dansk Folkeparti den skal være?

Ordføreren.

Hvis vi for alvor skal begynde at sige, hvad vi mener, kunne vi så ikke starte med at høre, hvad ordføreren selv mener? Det mener jeg sådan set næsten kunne være det allermest spændende at høre i dag, for det parti, der har meldt ud, at vi skal have en diskussion om pensionsalderen, er det eneste parti, der ikke vil fortælle, hvad deres egen holdning til emnet er. Det er da for alvor interessant Jeg har også et spørgsmål med i dag, og jeg har efterhånden stillet det til en del ordførere, og jeg vil da ikke snyde hr, Bjarne Laustsen for at få det samme spørgsmål. Socialdemokraternes politik var, at man ville afskaffe seniorpensionen – den seniorpension, som 30.000 danskere benytter sig af hver evig eneste dag, fordi de er bevisligt nedslidte, enten psykisk eller fysisk. Den ordning vil Socialdemokraterne afskaffe. Kunne vi måske i dag få ordføreren til at forklare de 30.000 danskere, der er glade for deres ordning, hvad de i stedet skal bruge fremover? .

Spørgeren.

Jeg tror, solen kommer til at brænde ud, inden vi får et svar på de spørgsmål. Ordføreren kender ikke sit eget partis politik. Han kender heller ikke forretningsordenen i Folketinget, der handler om, at hvis man stiller sig op på den talerstol, svarer man på de spørgsmål, man bliver stillet. Det mindste, man kan gøre, hvis ikke man kender svaret, er at sige, at det beklager man, men at man vil gerne fremsende et svar, eller hvad man ellers kan finde på, i stedet for at bruge svartiden til at stille spørgsmål den anden vej. Socialdemokratiet har sagt, at det er sidste gang, vi stemmer for en automatisk pensionsalderforhøjelse, og at inden vi skal til stemmeurnerne, kommer Socialdemokratiet og fortæller, hvad vi mener, pensionsalderen skal være. Kan Dansk Folkeparti slå det? Kan vi få et svar? Hvad skal pensionsalderen være?

Tak. Ordføreren.

Der, hvor jeg kommer fra, ville vi jo nok kalde det der for kyllingemodellen. Kyllingemodellen er, når man kaster en debat op i luften, og man så, når man selv bliver spurgt om noget, siger: Nej nej, det er ikke rimeligt, du spørger mig, for det er ikke mig, der står, hvor du står; det er kun dig, der skal svare mig – jeg skal ikke svare dig. Kæreste hr. Bjarne Laustsen, du er da mere end velkommen til at stille dig herop, når jeg er færdig, og så kunne jeg jo eksempelvis stillet ordføreren det spørgsmål om seniorpensionen, som jeg nu efterhånden 10-15 gange i dag har forsøgt at få svar på: Hvad vil man tilbyde de 30.000 danskere, der bevisligt er nedslidte, i stedet for den ordning, som det er Socialdemokraternes politik at man vil afskaffe?

Tak. Jeg kan lige give en oplysning til alle herinde. Der er tre på talerlisten, medmindre der er flere, der trykker sig ind. Men indtil nu er der tre på talerlisten, og hvis det bliver ved det og der ikke er nogen, der melder sig til heroppe, så skal vi stemme bagefter. Men det er jo kun Folketingets medlemmer, der bestemmer, om den liste bliver længere. Den næste er fru Samira Nawa.

Mange tak. Jeg tog ikke ordet, da SF's ordfører eller Enhedslistens ordfører stod på talerstolen, for de var jo aldrig med i velfærdsforliget, som vi indgik i 2006. Derfor har jeg ikke nogen forventning om økonomisk ansvarlighed derfra, når det kommer til velfærdsforliget. Men Dansk Folkeparti, hr. Nick Zimmermanns parti, var jo med dengang, og det, man gør nu, er jo, at man opsiger forliget. Derfor skylder man jo også et svar på finansieringen. Hvordan skal det, som hr. Nick Zimmermann foreslår, finansieres? Hvis man følger Pensionskommissionens rapport, som kom ud for et par år siden, så er det nogle og tyve milliarder, der skal findes. Hvis man gerne vil fastfryse pensionsalderen ved 70 år, så er det omkring 70 mia. kr., der skal findes. Og det er ikke et engangsbeløb; det er årligt. Så hr. Nick Zimmermann, der jo var en del af velfærdsforliget i 2006, skylder altså det her svar.

Ordføreren.

Det synes jeg sådan set er et helt fair spørgsmål, men jeg mener under ingen omstændigheder, at man kan argumentere for, at det er Dansk Folkeparti, der har opsagt noget som helst forlig. Dem, der har opsagt det her forlig, er jo Socialdemokraterne. Når fru Mette Frederiksen klokkeklart melder ud, at den her aftale skal genforhandles, hvad er det så overhovedet, vi stemmer om? Altså, hvad er det så for en aftale, der er? Så jeg vil overhovedet ikke købe ind på den præmis, at det på nogen som helst måde skulle være Dansk Folkeparti, der har opsagt det her forlig – på ingen som helst måde. Men i Dansk Folkeparti synes vi, at der foregår noget dybt urimeligt omkring danskernes pension, og når fru Mette Frederiksen har åbnet døren på klem for en diskussion, så lad os tage den diskussion helt åbent og ærligt med hinanden om, hvad der skal ske med danskernes pension – især når vi kan se, at flere og flere danskere får råd til at selvpensionere, mens flere og flere danskere, eksempelvis mine gamle kollegaer, ikke har råd til det. Vi bliver nødt til at have den diskussion åbent og ærligt, og det mener jeg sådan set at Socialdemokraterne skylder os.

Jeg vil lige sige, at fru Mette Frederiksen er statsminister, så for eftertiden siger man selvfølgelig statsministeren. ( Nick Zimmermann (DF): Det er modtaget). Spørgeren.

Jeg er ikke så optaget af Socialdemokratiet her. Jeg er optaget af, at Dansk Folkeparti er ved at forlade et forlig, som er fundamentet under dansk økonomi. Det er det, der sikrer, at vi i dag har en sund økonomi. Det er det, der sikrer, at vi i dag kan investere penge i klima, børn, unge, uddannelse og forsvaret. Det er det, som Dansk Folkeparti er ved at vende ryggen. Jeg tager det sådan set også alvorligt nok, når statsministeren siger, at hun og hendes parti ikke ønsker at fortsætte den automatiske stigning, men det, hr. Nick Zimmermann og Dansk Folkeparti siger, er jo noget andet; det er fastfrysning ved 70 år.

Ordføreren.

Jeg mener sådan set, at der er sket rigtig meget i Danmark, som vi bruger håbløse mængder penge på, alene siden 2006. Bare se, hvordan udlændingeområdet er eksploderet. Alene siden den nuværende statsminister blev statsminister, er indvandringen steget med – hvad? – over 120 pct. Det er den muslimske indvandring. Der bliver ansat djøf'ere som aldrig nogen sinde før. Alene under den nuværende regering er der blevet ansat 15.000. Vi sender penge ud til alverdens projekter rundtomkring i hele verden, og de eneste, vi ikke tager os af, er efterhånden vores egne her i Danmark. Så der er sådan set masser af penge at tage af, og der er masser af alternativ finansiering.

Tak. Så er det fru Ida Auken.

Mange tak. Jeg tror, at jeg er blevet forvirret på et lidt højere niveau af hr. Nick Zimmermann. Han går op på talerstolen for at gøre noget klart, og så bliver vi alle sammen ligesom lidt forvirrede. For vi kan forstå, at det står i DF's plan, at det er fuldt finansieret, men så får min kollega Lasse Haugaard Pedersen at vide, at det er sådan ca. 0 kr. Så når Dansk Folkeparti kommer med en plan, der er fuldt finansieret, er det så 0 kr.? Eller er det bare, fordi ordføreren ikke kan huske, hvad der står i DF's plan af gode finansieringsforslag?

Ordføreren.

Nej, jeg tror sådan set, at de fleste kender til Dansk Folkepartis finansiering. Der er så nogle partier herinde, der ikke bryder sig om vores finansiering, altså f.eks. Socialdemokraterne selv. Vi mener jo, at det er dybt forkasteligt, at der hvert evigt eneste år bliver brugt så mange milliarder kroner på udlændingeområdet. Vi mener, at det er forfærdeligt med den prioritering, man har valgt i både stat, kommuner og regioner, hvor man har ansat i massevis af djøf'ere, mens man skærer ned på ren og skær kernevelfærd. Vi mener, at det er dybt problematisk, at vi sender penge ud til alverdens steder rundtomkring i verden for at kunne nyde godt af at kunne pudse glorien, mens der er danskere her i Danmark, der har det rigtig svært. Så vores finansiering i Dansk Folkeparti er klokkeklar.

Spørgeren.

Jamen det er jo enormt overbevisende, for det er jo klart nogle forslag, som både SF og Enhedslisten bare vil købe direkte ind på. Det kan jeg bare se for mig: Ja, lad os skære ned på ulandsbistanden, lad os skære ned på alt det, ordføreren siger; ja, lad os gå hårdere til den på udlændingeområdet. Hvordan er det lige, vi skal tro på, at Dansk Folkeparti kan finde bare 1 kr. til det her sammen med SF, Enhedslisten og de andre, man vil gøre det her sammen med?

Ordføreren.

Lige inden jeg svarer på spørgsmålet, vil jeg sige noget, for det kunne jeg forstå der var lidt forvirring om. Vi ønsker jo sagen tilbage i udvalget. Det er bare lige, så det er nævnt. Det synes jeg egentlig jeg var klar om i første omgang, men det er bare lige, for at det er helt sikkert. Altså, forskellen på Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er jo, at vi sådan set ønsker at tage den her debat. Vi ønsker at have en åben og ærlig debat foran danskerne og til danskerne om, hvad deres pensionsalder skal være. Og det ønsker man helt tydeligvis ikke hos Socialdemokraterne. Man ønsker at lave en avisartikel og komme bombastisk ind og sige, at der skal gøres noget ved pensionsalderen. Når danskerne så har lyst til at vide, hvad det er, der skal ske, så er det: Puha, det vil vi overhovedet ikke snakke om. Her i dag er der ikke en eneste socialdemokrat, der vil løfte sløret bare en lille smule for Socialdemokraternes pensionsplan. Det synes jeg da er hyklerisk.

Så er det fru Mette Abildgaard.

Tak for det. Politik handler jo om at prioritere knappe ressourcer. Det er jo den opgave, vi alle sammen herinde har. Og jeg studsede over en artikel, jeg læste for nylig i Avisen Danmark, den 12. maj. Der havde man lavet en opgørelse over, hvilke forslag Dansk Folkeparti var kommet med i avisannoncer, på Facebook og i medierne. Der var forslag om at fjerne afgifter på benzin og diesel, halvere momsen på alle fødevarer og fjerne punktafgifter og om en total fjernelse af elafgiften. Man gjorde det op til 36 mia. kr. Deroveni kom så det her forslag om at fastfryse pensionsalderen, som koster over 80 mia. kr. i manglende indtægter. Jeg tror bare, jeg står tilbage med det sådan helt grundlæggende spørgsmål: Hvad prioriterer Dansk Folkeparti? For at tro, at man kan det hele på en gang, samtidig med at man har store ambitioner på ældreområdet og andre ting, har jeg svært ved at se økonomisk kan lade sig gøre. Og jeg mangler at se en samlet finansiering fra Dansk Folkepartis side.

Ordføreren.

Tak. Jeg synes nu egentlig i forhold til den artikel i Avisen Danmark, at vores rigtig gode gruppeformand svarede meget åbent og ærligt om, hvordan vi så på tingene. Og en af de ting, som jeg i hvert fald hæftede mig ved i interviewet, var, at vi mener, at der er sket et skred i Danmark, og at vi mener, at der foregår en meget stor urimelighed. Rigtig mange danskere har svært ved at få enderne til at mødes lige nu. Der er rigtig mange danskere, der er meget udfordrede af de prisstigninger, der er lige nu, hvor oksekød koster så meget, at man knap nok har råd til at købe det, hvor det er hamrende dyrt, når man skal tænde for stikkontakten, og hvor det er hamrende dyrt, når man skal have benzin eller diesel på ens bil. Og det bliver der da nødt til at blive gjort noget ved. Det kan man da ikke bare fuldstændig lukke øjnene for her på Christiansborg ved at sige: Det vil være dyrt at gøre noget ved, så det vil vi ikke røre ved med en ildtang. Jamen der sidder nogle danskere, der har svært ved at få enderne til at mødes, og der er vi bare partiet, der repræsentere de danskere, der har svært ved at få enderne til at mødes, og det er jeg sådan set hamrende stolt over. Og som min gruppeformand siger i interviewet, kommer vi jo selvfølgelig med en fuldt finansieret økonomisk plan for det.

Spørgeren.

Den vil jeg bare se rigtig meget frem til at se. Altså, man kan sige, at april måned blev en lidt dyr måned for Dansk Folkeparti. Der er også bare nogle måneder, hvor man har et større forbrug end andre måneder. Jeg synes, at april var dyr. Jeg håber ikke, at resten af året bliver lige så dyr, for så er der noget grobund i dansk økonomi, der begynder at blive presset. Vi bliver nødt til også at have fokus på, hvordan vi tjener pengene for at finansiere alle de her ting. Så jeg synes også, vi bør være ærlige omkring prioriteringer, for jeg har da også lyst til at fastfryse pensionsalderen. Der er da ikke nogen af os, der har lyst til at arbejde mere, end vi er nødt til. Jeg har da også lyst til at fjerne en masse afgifter fra danskerne. Jeg laver masser af spaghetti med kødsovs til tre børn derhjemme. Vi kan bare ikke det hele på en gang mere.

Ordføreren.

Nu er det slet ikke for at fremstå polemisk eller noget som helst, men der er jo netop forskel på folk, og der er netop forskel på partier. Altså, er det alene i den her uge, hvor ordførerens eget parti har været parat til at bruge op mod 60 milliarder skattekroner fra det økonomiske råderum på at opsætte vindmøller? Altså, der ser vi bare anderledes på prioriteringen. Der mener vi måske, at sådan 60 milliarder skattekroner i stedet for kunne blive brugt på, at nogle danske familier, der virkelig lever under trange kår, kunne få en lidt bedre tilværelse, en forsødelse af tilværelsen. Så der er bare forskel på partier, og der er bare forskel på fisk; det må vi jo bare erkende. Og der kæmper vi bare for nogle andre ting.

Siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Der er nu fra hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti stillet forslag om, at behandlingen af L 149 standses, og at forslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling. Forhandlingen om afbrydelsen foregår således, at en repræsentant for hver af grupperne kan udtale sig for eller imod en afbrydelse, og taletiden vil være 1 minut. Jeg skal høre, om der er nogen, der ønsker at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning om det stillede forslag.

Forslaget lyder som sagt, at behandlingen af L 149 standses og forslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 21 (SF, EL, DF og ALT), imod stemte 78 (S, V, DD, LA, M, KF, RV og Jeppe Søe (UFG)), hverken for eller imod stemte Mike Villa Fonseca (UFG).

Forslaget er forkastet, og vi genoptager herefter forhandlingen om forslaget.

[Forhandlingen er sluttet, og vi går til afstemning.]

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 81 (S, V, DD, LA, M, KF, RV, Jeppe Søe (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 21 (SF, EL, DF og ALT), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 72 (S, V, SF, M, KF, RV og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 29 (DD, LA, EL, DF, ALT og Jeppe Søe (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Er der nogen, der ønsker at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 24 (DD, LA, DF, ALT og Jeppe Søe (UFG)), imod stemte 69 (S, V, SF, M, EL og RV (ved en fejl)), hverken for eller imod stemte 8 (KF, Mike Villa Fonseca (UFG) og 1 (RV)).

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Er der nogen, der ønsker at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 21 (SF, EL, RV og ALT), imod stemte 80 (S, V, DD, LA, M, KF, DF, Jeppe Søe (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse. Afstemningen slutter.

For stemte 93 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, RV, ALT, Jeppe Søe (UFG), Mike Villa Fonseca (UFG) og 1 (EL) (ved en fejl)), imod stemte 8 (EL og DF), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er vedtaget og vil nu blive sendt til udenrigsministeren.

Der er stillet ændringsforslag, og jeg kan se, at hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten ønsker at udtale sig. Velkommen.

Tak. Det er jo ikke så tit, vi er enige her i Folketinget – heldigvis, kan man jo sige – men jeg tror, at der er et meget, meget bredt flertal, der mener, at intentionerne med det her lovforslag er gode, men at indholdet ikke er særlig hensigtsmæssigt. Det er ikke, fordi regeringen har lavet et uhensigtsmæssigt indhold; det er, fordi det er en forordning, der skal implementeres i dansk ret, og den måde, forordningen er formuleret på, giver en lang række praktiske vanskeligheder og betyder en masse bureaukrati. Nu er de fleste folketingsmedlemmer gået, men det er jo noget, der omfatter, hvordan kommunalvalget bliver gennemført. Det er noget, der kommer til at omfatte alle partiers kommunalvalgskandidater, altså flere tusinde formentlig, op til det kommende valg, og det er noget, der gør, at kandidater i givet fald kan blive straffet. Så det er en relativt alvorlig sag, som vi snakker om her. Det faktum, at kandidater, hvis ikke de lever op til reglerne i den her lovgivning, kan blive straffet, har ministeren forsøgt at tage højde for. Det er sket i et brev til Kulturudvalget, hvor ministeren skriver, at man i forlængelse af de drøftelser, der har været, vil udsætte straffebestemmelsen; man vil altså udsætte den bestemmelse, der hjelmer straf, til efter kommunevalget. Man skriver direkte: »At sætte sanktionsbestemmelserne i kraft den 1. januar 2026 betyder dog, at der ikke vil kunne straffes for overtrædelser af forordningen foretaget før den 1. januar 2026.« Det lyder jo meget godt. Deri ligger jo, at kandidaterne til kommunalbestyrelsen kan lave alle de fejl i forhold til det her, men de bliver ikke straffet, fordi straffebestemmelsen først træder i kraft i januar 2026. Den lyder som sagt smart, men måske lidt for smart. Da jeg havde spekuleret lidt over det, var der i hvert fald to ting, der ligesom kom frem i mit hoved. Det ene var, at hvis vi bare kan udskyde den dag, man sætter straffen i kraft, så kan andre lande vel også gøre det. Den her lovgivning er i høj grad rettet mod Orbán. Kan han så udskyde ikrafttrædelsen af straffebestemmelser i 10 år eller i 5 år eller i 2 år? Kan han sige til sine venner nede i Ungarn: I kan roligt snyde, der er ikke noget problem; vi venter bare med at sætte det her i kraft? Kan det virkelig være rigtigt? tænkte jeg. Den anden ting, jeg tænkte var: Er det nu smart, at vi vedtager en lovgivning, hvor vi går ud og siger til flere tusinde kandidater til det kommende kommunalvalg, at det egentlig ikke er afgørende, om de overholder loven, for de kan ikke straffes? Er det noget, der skaber respekt for lovgivningen i Danmark, at vi har lovgivning, som man på papiret skal overholde, men hvor man ikke kan straffes for ikke at overholde den? Jeg synes, det er et meget uklart signal at sende til borgerne i det her land. Derfor har jeg jo personligt stillet et forslag om, at man i stedet for skal udskyde hele ikrafttrædelsen af loven til efter kommunevalget. Men jeg anerkender jo, at den løsning, som er fremlagt af ministeren, kunne være en løsning – med de indvendinger, jeg kom med ovenfor. Det kunne jo være en løsning. Man så har vi bare indhentet en redegørelse fra nogle juridiske eksperter, og deres vurdering siger, at ministerens løsning ikke er en løsning. De skriver til os i et papir : »EU-forordningen om gennemsigtighed og målretning i forbindelse med politisk reklame finder anvendelse den 10. oktober 2025. Fra den dato vil brud på forordningen være ulovlige ... uanset om de danske sanktionsbestemmelser først træder i på et senere tidspunkt.« De bemærker i papiret: »... at denne løsning«, altså ministerens løsning, »ikke er i overensstemmelse med EU-retten, idet forordningen ikke rummer mulighed for, at de nationale sanktionsbestemmelser kan træde i kraft på et senere tidspunkt end EU-forordningens anvendelsesdato den 10. oktober 2025.«

Så er det jo, at alle må gøre op med sig selv, om man her, hvis det her er rigtigt – og det har vi jo så fået en juridisk vurdering af – vil stemme for en lovgivning, som repræsenterer et brud med EU-retten, men hvor man altså samtidig har de bivirkninger, der består i, at man lægger op til, at man fremover kan udskyde straffebestemmelsen i forhold til lovens ikrafttræden, og at man skal gå ud og meddele sine kommunalbestyrelsesmedlemmer, at de i øvrigt roligt kan lade være med at følge loven, for der vil ikke ske dem noget. Det må enhver jo overveje med sig selv. Men jeg tænker: Har vi ikke alle sammen et behov for at få regeringens, ministeriets vurdering af den juridiske redegørelse, jeg her har læst op? Har vi ikke behov for det, sådan at alle ved tredjebehandlingen i hvert fald helt sikkert ved, hvad det er, de stemmer om, og ved, hvad det er for et brud, de laver med EU-retten, og hvorfor de laver det? Jeg erkender, at det også vil være et brud med EU-retten at udskyde ikrafttrædelsen til den 1. januar. Der ligger så bare vurderinger af, at det ikke vil påføre noget ansvar, for det første fordi der vil være mange andre, der gør det, og for det andet fordi det vil være så kort en periode, og så undgår man jo altså det problem, som jeg i øvrigt har skitseret. Derfor er mit forslag, at den her sag kommer tilbage til udvalget mellem anden- og tredjebehandlingen, og at vi i den forbindelse beder ministeren om at komme med sin vurdering af den juridiske redegørelse, som udvalget har fået indhentet. Tak.

Tak til ordføreren. Er der andre? Ja, der er ministeren, så velkommen til ministeren.

Tak for det, formand. Der er ingen tvivl om, at forordningen vedrørende politisk reklame, som i øvrigt også er bundet sammen med forordningen om mediefrihed, for den første del primært er til ulejlighed for det kommunalvalg og de fremtidige valghandlinger, vi står over for i Danmark, særlig fordi loven efter intentionerne er utrolig fornuftig, men vi mangler en lang række konkrete svar fra kommissær McGrath, som jeg har skrevet til, og som mit embedsværk rækker ud til, og vi er på mange områder meget opsøgende, også på den næsten aggressive facon, for at blive klog på, hvordan man ser det her implementeret. Gælder reglerne for politisk reklame for en valgplakat? Er det kun de annoncer, der kommer på nettet og i aviserne? Gælder det for de kuglepenne, nogle kandidater trykker? Der er rigtig mange spørgsmål, vi forsøger at få klarhed over. Vi rækker også ud til de lande, vi er bevidste om har valghandlinger tæt på vores egen, for at blive klogere på, hvordan de plejer at gøre det. Desværre er svaret ofte: Jamen I plejer at være så hurtige; kunne vi måske lære noget af jer i det her tilfælde? Det giver måske stof til eftertanke, i forhold til hvor gode og hurtige vi er til at implementere EU-lovgivning mere generelt. Jeg vil gerne love Folketinget, at jeg fortsætter den opsøgende og tenderende aggressive dialog med Kommissionen, netop fordi det her ikke kun er til ulejlighed. Det er også omkostningstungt, og det kan afholde helt normale mennesker fra at engagere sig i den demokratiske handling og i at være kandidater, fordi det simpelt hen bliver til ulejlighed. Sagen er, at det her har retsvirkning i Danmark den 10. oktober, hvad enten Folketinget her stemmer ja eller nej eller måske til den følgelovgivning, vi i dag taler om. Den grundlæggende idé med at have tre lovbehandlinger er, at vi retter fejl, bliver klogere og sørger for, at alle er oplyst. Jeg kan derfor bakke op om, at vi bliver klogere på den juridiske vurdering, hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten har fremlagt her i Folketinget. Jeg har kun det ønske, at alle, der stemmer enten ja, nej eller ved ikke, er oplyst til en grad, hvor der ikke er tvivlsspørgsmål. Vi gør vores bedste i Kulturministeriet og har dygtige embedsfolk arbejdende på implementering af den her lovgivning. Jeg kan ikke afvise, at vi har overset noget. Jeg er normalt meget tryg ved den gode betjening, jeg får, men har kun en interesse i, at vi får lejlighed til at dykke ned i det materiale, hr. Søren Søndergaard refererer. Jeg mener derfor, det kun vil være fornuftigt, at vi inden for tidsplanen, hvis det kan lade sig gøre, sørger for, at udvalget og at vi i øvrigt også selv får lejlighed til at udbore de forskellige muligheder. Det skal så siges, bare for at oplyse alle i salen om, hvorfor vi har truffet det valg, at sanktionsregimet implementeres senere end lovgivningen. Det handler simpelt hen om, at regeringen har anlagt et princip om, at vi aldrig nogen sinde overimplementerer EU-lovgivning, og vi har læst den følgeskrivelse, som Kommissionen har sendt, således, at vi kan vente med at gøre det til den 1. januar. Derfor har vi inden for rammerne af det, vi har opfattet som vejledningen, valgt at strække den til den maksimale, altså den seneste dato. Jeg ser frem til at blive klogere. Det er ingen skam. Tværtimod synes jeg, at det kun er fornuftigt, at vi udborer det her yderligere. Jeg sætter pris på, at hr. Søren Søndergaard tager ordet, og vil se frem til, at vi kan være behjælpelige med en vurdering, ligesom vi også ser frem til at blive klogere på den vurdering, der refereres til.

Tak til ministeren. Der er ingen korte bemærkninger. Er der flere, der ønsker at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1, stillet af et mindretal (EL) og tiltrådt af et andet mindretal (DD, DF og ALT), som forkastet. Det er forkastet.

Der er stillet forslag om, at lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1, stillet af klima-, energi- og forsyningsministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. Det er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1-7, stillet af ministeren for digitalisering og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Vi skal nu i gang med en redegørelsesdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig ud fra deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Derfor holder vi en kort pause, indtil det er sket.

Mødet er udsat. (Kl. 13:08).

Det ser ud til, at vi er klar. Forhandlingen er hermed åbnet. Den første ordfører, der er velkommen til at komme op på talerstolen, er hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for det, formand. Tak til udenrigsministeren for at have fremsendt redegørelsen i forhold til dansk udviklingssamarbejde. Det er en rigtig fin redegørelse set med socialdemokratiske øjne, og jeg kan rigtig godt lide afslutningen på udenrigsministerens forord, hvor han siger, at det her er resultatet af det, vi har skabt sammen. Jeg vil egentlig gerne lige forklare, hvorfor det er, at vi skal have en redegørelse for udviklingssamarbejdet. Det skal vi, fordi da vi tilbage i 2021 lavede den eksisterende udviklingspolitiske strategi, blev vi i aftalekredsen enige om, at det ville være virkelig godt, at vi en gang om året mødtes her i Folketingssalen for at gøre status på det meget store engagement, Danmark har i forhold til udviklingssamarbejdet, for at vi kunne være sikre på, at vi mindst en gang om året fik lavet en helhedsvurdering af, om vores udviklingspolitiske samarbejde lever op til den strategi, vi har lagt. Det er jo netop sådan, at det er en aftale, vi har lavet på området med meget bred politisk opbakning, men at det altid er ressortministeren, der sørger for at udvirke samarbejdet med de mange, mange partner, og lad mig starte dér, nemlig ved de mange partnere. Fra socialdemokratisk side anser vi naturligvis udviklingsarbejdet for at være fuldstændig afgørende for, at danske værdier og holdninger og det danske ansvar som et meget rigt land bliver løftet ude i verden. Hvordan gør vi det? Gør vi det, ved at vi har et dygtigt og kompetent ministerium? Ja, det gør vi også . Men vi gør det i meget, meget høj grad, ved at vi har et civilsamfund i Danmark, som er så utrolig favnende. Jeg er utrolig stolt af at kunne sige, at vi både har meget store civilsamfundsorganisationer, men at vi også har en paraply af utrolig mange små civilsamfundsorganisationer, der arbejder meget tæt sammen med partnere i de lande, hvor vi driver udviklingssamarbejde. Vi har CISU, som har 30-årsjubilæum i år, og som er paraplyorganisation for de mindste organisationer, og vi har de strategiske partnere, hvoraf vi har 18, som er meget store civilsamfundsorganisationer, der på samme vis arbejder meget, meget tæt sammen med partnere omkring lokalisering ude i verden. Det er engagementet. Det er det, vi oplever ude i alle hjørner af Danmark, og vi er politisk utrolig bevidste om, at uden det engagement, der er bredt i vores samfund, kunne vi godt stå og administrere og tale om Danmarks indsats, men Danmarks indsats er i meget høj grad også fordelt på de mange civilsamfundsorganisationer. Vi er klar over – og det synes jeg også at redegørelsen, som udenrigsministeren har lavet, meget, meget tydeligt signalerer – at verden står over for udfordringer. Vi havde i Udenrigsudvalget besøg af en hel del eksperter, som skulle prøve at tegne et billede af, hvordan finansieringsmulighederne ser ud i forhold til den globale situation og i forhold til at mobilisere penge i fremtiden for at kunne dække noget af det store, store behov, der eksisterer. Vi har jo i Danmark det udgangspunkt, og det har vi haft i 4 årtier, at vi bruger 0,7 pct. af vores bruttonationalprodukt på udviklingsarbejdet, og det er et fantastisk godt ståsted at have. Der er mange lande i verden, der ikke er der. Mange lande har faktisk skaleret ned. Vi er nu kun en håndfuld lande, der lever op til FN's ramme i forhold til de 0,7 pct. Carsten Staur, som er dansker og chef i OECD, fortalte os meget tydeligt i Udenrigsudvalget, hvilken kæmpe udfordring vi står over for i øjeblikket. Han skitserede også, at selv om alle lande kom op på de 0,7 pct., ville alle landene ad den vej kun kunne mobilisere omkring 10 pct. af det, der er behov for i forhold til udviklingsbistand, ifølge OECD's vurdering. Så der er, præcis som udenrigsministeren også skitserer i redegørelsen, i den grad behov for, at vi får kigget på, hvordan vi kan mobilisere ny, anden økonomi i forhold til at finansiere det her behov. Det er et område, hvor vi har været meget kreative fra dansk side, og det er en glæde som socialdemokratisk ordfører at kunne se, at det også lykkes for os. Det handler om at udvikle og forny modellerne og skabe tilliden til de partnere, der skal være med, for at vi kan forene finansieringen den vej rundt, sådan at det både er offentligt og privat, men også sker via de store filantropiske fonde.

Vi ved, at verden er i ubalance mange steder. Vi ved, at verden mange steder har nået et risikoniveau, som også slår igennem, når man skal tale om, i hvor høj grad vi kan sikre finansiering og også få private og filantropiske fonde med i forhold til at få det afkast, der skal være. Så vi er i den grad presset, men det er dejligt at se, at udenrigsministeren i sin redegørelse fokuserer på det. Vi må også sige, at når vi nu skal diskutere redegørelsen i dag og kigge tilbage på 2024, så kigger vi også ind i det, vi alle sammen som ordførere skal mødes om i morgen, nemlig diskussionen og opstarten på rammesætningen i forhold til den nye udviklingspolitiske strategi, som skal flugte med nogle af vores indsatsområder, men hvor vi også skal tænke nyt. Det bliver jo et spørgsmål om, at vi fra næste år skal sætte nye linjer og rammer op for, hvad det danske udviklingssamarbejde skal bygge på. Fra socialdemokratisk side vil jeg highlighte nogle områder. Hvis ikke vi sikrer, at vi i vores udviklingssamarbejde fokuserer på uddannelse og sundhed, så får vi ikke løftet landene ud af det niveau og den klemme, man kan sige at fattigdom mange gange giver lande og regioner rundtom i verden. Vi er fra socialdemokratisk side utrolig glade for, at der også ligger en afrikastrategi, som lægger linjer ud for det nærområde og det nærkontinent, vi har, og som er det kontinent, der er absolut længst fra at opfylde verdensmålene, som blev sat op. Derfor er Afrika virkelig i fokus i forhold til geografi, og det er jeg glad for at vi også kommer til at skulle diskutere i forhold til den nye strategi. Vi lærte rigtig meget af pandemien. Vi så, hvordan sundhedsvæsener i lande, hvor infrastrukturen langtfra er så udviklet som i Danmark, kom til at hænge i bremsen. Selv om hjælpen måske var der, kunne man ikke få den frem til at hjælpe borgerne i meget udsatte samfund, som qua deres ringe infrastruktur ikke kunne hjælpes. Det gælder både gennem Gavi , WHO og The Global Fund – store, fine multilaterale organisationer, som i den grad ellers ville kunne hjælpe her. Derfor er det vigtigt, at vi får fokuseret på, at uddannelse og sundhed er nogle af områderne, der skal indgå i også det danske fokus fremover i forhold til den humanitære respons og det enorme behov, der er for, at multilaterale, men også bilaterale organisationer kan og har muligheden for at yde den respons, der skal til, når kriser, katastrofer og ubalancer af anden karakter rejser sig. Derfor er det vigtigt set med socialdemokratiske øjne, at vi, som vi har gjort i 2024, også i fremtiden får lavet en god vægtning mellem det multilaterale og det bilaterale. For der er situationer, hvor det bilaterale samarbejde ikke kan nå borgerne, og der er det vigtigt, at vi arbejder gennem de multilaterale samarbejder. Demokrati, rettigheder, fred, marginaliserede grupper, piger, kvinder, lgbt-området og handicapområdet er virkelig væsentlige områder set ud fra en socialdemokratisk vurdering, hvor vi også har rigtig, rigtig meget at stå på, fordi det har været danske mærkesager igennem 4 årtier. I forhold til den grønne udfordring, klimaforandringerne, tilpasning og reduktion, er der rigtig mange danske kompetencer i spil, at der er det rigtig dejligt og spændende at se, at vi til stadighed udbygger vores myndighed til myndighed-samarbejde. Det betyder jo, at vi ikke kun rammer og når de lande, som måske har det allerstørste behov, men at vi også rammer de lande, som er en rigtig stor udledning, og hvor en reduktion af udledningen af CO 2 virkelig kommer til at batte i forhold til det, der er den globale situation. Men det er også dybt interessant at se, hvordan vi rammer og hjælper i de lande, hvor konsekvenserne af klimaforandringerne slår hårdest igennem. Det kan handle om bonden i Sahel, hvis afgrøder ikke kan vokse mere på grund af klimaforandringerne, og om, hvordan man dér får udviklet helt andre modstandsdygtige muligheder for at dyrke et område, og det synes jeg vi fra dansk side skal fortsætte med. Så er der migrationsområdet, hvor jeg er rigtig glad for, at udenrigsministeren i sit udkast til det, vi skal diskutere i morgen, også fokuserer på, hvordan jobskabelse og håb på det afrikanske kontinent skal være områder, hvor Danmark virkelig prøver at sætte sit aftryk. Sluttelig vil jeg blot sige, at i forhold til EU og FN's organisationer er det rigtig dejligt at se, hvordan vi har evnet, men forhåbentlig også i fremtiden kan komme til at sætte et stort fodaftryk på, hvilken retning vi gerne ser at det udvikler sig i. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak. Så går vi videre til den næste, det er hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Velkommen.

Mange tak for det, og tak for en fin redegørelse. Den vidner jo om et stort internationalt engagement, og det har vi brug for i en tid, hvor verden oplever store kriser og krige og klimaforandringer, i en tid med pres på civile og politiske rettigheder, og i en tid, hvor vi har brug for alliancer og ligeværdige partnerskaber, og så er det godt at se, at Danmark har et stærkt og bredt udviklingspolitisk engagement. Så jeg har stor ros, men jeg vil fokusere på nogle af de kritiske bemærkninger, jeg har, og jeg håber, de vil blive set som konstruktive og som et ønske om at bygge et endnu stærkere dansk udviklingssamarbejde. Min kritik er måske især, at jeg synes, at redegørelsen er præget af projekter. Der er det ene projekt efter det andet. Det er gode projekter, mange af dem, det ved jeg, det er jeg sikker på. Jeg er sikker på, at hvert eneste projekt gør en konkret og positiv forskel. Men jeg ved også, at vi ikke fundamentalt ændrer verdens gang gennem projekter. Vi skal have fokus på politiker og på institutioner, vi skal skabe eller understøtte varige strukturelle forandringer i de lande, vi samarbejder med, og ja, i Danmark. Derfor er jeg glad for at se et stadig stærkere fokus på myndighedssamarbejdet, samarbejdet, hvor vi på tværs af landegrænser deler erfaringer med myndigheder inden for klimapolitik og naturforvaltning, affaldshåndtering og fattigdomsbekæmpelse. Det tror jeg der er meget perspektiv i. Men jeg mangler her, at vi kom lidt længere ned i redegørelsen. Hvilke varige politiske forandringer har vi skabt? Hvilke politikker er blevet indført? Hvilke institutioner er kommet til at fungere? Det er opmuntrende at læse om de 92 klimaplaner, som Danmark har bidraget til. Jeg ville gerne have hørt lidt om, hvordan klimapolitikken i de her lande så forhåbentlig er blevet forandret og forbedret gennem vores samarbejde. Har det ført til udledning af mindre CO 2 og mere vindkraft og solenergi? Turkana er med i et godt projekt, men har det ændret noget, har det skabt klare mål, investeringsplaner og klimapolitikker, der kan sikre, at den vedvarende energi kommer ind og elnettet kommer ud? Det er opmuntrende at læse om, at vi støtter og inddrager unge i beslutningsprocesser. Men det havde været endnu mere opmuntrende, hvis vi kunne læse, at de unge havde skabt varige forandringer i uddannelsespolitik, sundhedspolitik og klimapolitik ved at blive integreret i de politiske processer. Det er godt at læse om projekter, der skal styrke de grundlæggende menneskerettigheder, herunder støtten til religions- og trosfrihed og indsatsen mod kristne mindretal, men er vi kommet i mål? Har vi fået flere rettigheder? Har vi fået domstole, politi og myndigheder, der som følge af vores engagement har styrket beskyttelsen af religiøse mindretal? Det er godt at vi har langt flere projekter, der fokuserer på at dæmme op for irregulær migration, både af hensyn til de sårbare borgere, der går på ruterne, de lande, hvor migrationen skaber udfordringer, og den udfordring, det skaber i Europa. Men virker det? Har vi fået skabt nogle varige forandringer i den politik, som kan sikre, at færre føler sig tvunget til at bevæge sig ud på ruterne, og at vi bliver bedre til at beskytte dem der, hvor de er? Der er mange projekter implementeret gennem danske civilsamfundsorganisationer. Jeg er sikker på, det er gode og veldrevne projekter, men jeg har også oplevet projekter, der virker gode, mens vi var derude og var til stede, men brød sammen, når vi tog væk. Jeg ville gerne have hørt om, hvorvidt de projekter, vi faktisk implementerer gennem danske civilsamfundsorganisationer, også skaber en stærk lokal kapacitet hos civilsamfundet. Det må og skal være afgørende, når vi engagerer os. Der er mange multilaterale projekter og bevillinger. Det er godt, Danmark prioriterer kernebidrag, og jeg ved, det giver mening at gøre det, men det er selvfølgelig også svært at rapportere om, præcis hvad vores bidrag så har resulteret i. Men når redegørelsen fremhæver multilaterale organisationer som det globale partnerskab for uddannelse, som jeg har fulgt igennem mange år, en af de nyere institutioner, som netop fokuserer på at skabe uddannelsespolitik, uddannelsesinstitutioner og inddrage civilsamfundet, så vil jeg gerne vide, om det virker. Skaber det virkelig uddannelsespolitik? Skaber det uddannelsesinstitutioner, hvor flere børn kan få gavn af at komme i skole? Jeg ville gerne have hørt om vores aktive multilateralisme – jeg ved ikke, om vi stadig kalder det aktiv multilateralisme, må jeg erkende. Man skaber vores engagement i FN-organisationerne, får det skabt reformer, de nødvendige reformer? Skaber vi fundamentale strukturelle forandringer i den måde, vi går til det multilaterale samarbejde?

Jeg ville også gerne have hørt mere om EU's statsopbygningskontrakter. En stor del af dansk bistand går jo igennem EU, og jeg er tilhænger af de her statsopbygningskontrakter. Jeg er også tilhænger af Verdensbanken, der går ind og netop støtter opbygningen af statslige institutioner, der kan tage hånd om de ældre, de svageste, sociale sikkerhedsnet i Etiopien eller folkepensionen i Uganda. Er det noget, der virker? Er det noget, vi bidrager til? Jeg tror, det er afgørende for at bekæmpe fattigdommen. Der er en række projekter, der bliver fremhævet, med fokus på private virksomheder. Jeg tror, det er vigtigt, når vi skal støtte det private erhvervsliv, at vi fokuserer langt mere på rammebetingelserne. Engang havde vi det østafrikanske fællesmarked – noget, Danmark gjorde virkelig godt. Det kan være styrkelse af certificeringsordninger, eller det kan være i forhold til at gå helt tilbage til Poul Nielson, da han etablerede og bidrog til Entebbe Lufthavn og dermed skabte mulighed for, at fragtterminalen i lufthavnen kunne fragte blomster fra Uganda til hele verden. Det skabte tusindvis af jobs, også for kvinder. Men vi har nogle gange et fokus på at se det enkelte projekt og den enkelte virksomhed i stedet for de strukturer, institutioner og investeringer, der er vigtige for det private erhvervsliv – vigtigere end projektet. Jeg vil rose det stigende fokus på innovative finansieringsmekanismer og fonde, det er rigtig godt, det skal vi have mere af. IFU gør det godt, men jeg så gerne en skov af impactinvesteringsfonde i Danmark og i fremtiden. Så vil jeg her komme med en måske lidt kættersk kommentar, for jeg har været en af de stærkeste fortalere for de her partnerskaber, vi har troet på, mellem private virksomheder og civilsamfundet, men jeg er nået til den refleksion, at det er alt for ofte, at det ikke virker. Jeg tror, vi må være ærlige om det og sige, at vi står bedst ved at skabe rammebetingelser for et stærkt privat erhvervsliv, der kan skabe jobs og indkomst og handel, og så et civilsamfund, der kan mobilisere og engagere, men at vi skal skille det ad. Når vi blander det sammen – jeg kender mange af de partnerskabsprojekter, der har skuffet – så skaber det ikke varig indkomst, omsætning, handel, profit og arbejdspladser. Der er noget indbygget i de her partnerskaber, som gør, at de har svært ved for alvor at fungere. Det kunne jeg godt tænke mig en åben og ærlig refleksion over, også i en redegørelse som denne. Derfor vil jeg sige tak for en god redegørelse. Jeg beklager, hvis jeg har været for kritisk. Jeg ved, det er svært at redegøre for et så stort og bredt engagement i verden i en kort redegørelse. Derfor plukker man projekterne ud, derfor fokuserer man på de gode eksempler, der har fungeret. Men jeg vil gentage: Vi er ikke projektledere her i Folketinget. Vi er politikere. Vi vil gerne ændre på politikker, på beslutninger, på institutioner, og det er der lidt for lidt af i redegørelsen. Dermed også sagt, hvad jeg håber, der bliver mere af, både i fremtidens redegørelser og i fremtidens danske udviklingspolitik, for det vil være rettighedsbaseret udvikling, statslig politik og institutioner, en stat, der kan levere og der kan lytte, et lokalt civilsamfund, der kan mobilisere og engagere, og private virksomheder, som kan vækste og vokse og handle. Det er det, vi har brug for. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til hr. Claus Jørgensen.

Tak for det. Og tak for en god tale. Man kan mærke, at der er viden, og det er netop det, jeg gerne vil spørge ind til. Ordføreren har jo virksomhedserfaring som virksomhedsejer og som tidligere minister og ngo'er, og ordføreren nævner selv det her med privatsektorsamarbejde. Det er jo fint illustreret i redegørelsen, hvordan 1 kr. kan blive til 8 kr. og 1 kr. kan blive til 4,5 kr., alt efter hvad for et projekt man snakker om, men hvad er ordførerens vurdering af forventningerne her? Kan det virkelig lade sig gøre? Ordføreren var selv lidt inde på det. Og hvis det skal kunne lade sig gøre, hvad kræver det så?

Ordføreren.

Jeg tror meget på innovative finansieringsmekanismer, som er noget af det, der bliver refereret til. Noget af det, jeg var mest glad for, da jeg fik lov til at prøve kræfter med det her i en lille periode for 10 år siden, var jo noget som Klimainvesteringsfonden. Ved at lægge en lille sum, 100-150 mio. kr., og så lave en rentegarantiordning til virksomhederne fik vi tiltrukket meget store beløb fra pensionskasserne – 10 gange så meget – og derefter fra de private virksomheder, sådan at man, for hver gang man måske lagde 1 kr., netop fik 8, 10, 12 eller 15 kr. i investeringer i verdens fattige lande. Den slags mekanismer tror jeg meget på. Det er der meget af i redegørelsen, og det roste jeg også i min indledning. Vi gør det godt gennem IFU, vi gør det godt gennem Den Afrikanske Udviklingsbank, og vi gør det godt nu med de nye initiativer, der ligger i Verdensbanken. Jeg kunne godt ønske mig en hel underskov af impactinvesteringsfonde i Danmark. Det har man i andre lande. Det har man i Holland, og det har man i Storbritannien. Det mangler vi lidt i Danmark, og jeg så gerne, at vi fik etableret en fund of funds-konstruktion, hvor vi kunne understøtte opbygningen af langt stærkere og flere investeringsfonde.

Tak for det. Som jeg forstår det, er det hr. Claus Jørgensen for sin anden korte bemærkning, men han frafalder. Så er det fru Trine Pertou Mach.

Tak til ordføreren for en veloplagt tale og også for at sætte fokus på, at hver gang vi diskuterer de her redegørelser, diskuterer vi det, der mangler, mere end det, der egentlig står i dem. Så selvfølgelig er der også en pointe i det her med at have det strategiske sigte imellem de forskellige programmatiske nedslag, der er; det er jeg egentlig ikke uenig med ordføreren i. Men jeg vil alligevel gerne prøve at tage fat i det, ordføreren siger om, at det er – nu lægger jeg måske ordføreren ord i munden – en dårlig idé at lave privatsektorindsatser, som skal ske i samarbejde med civilsamfundet. Hvis det er ordførerens holdning, hvordan skal man så sikre, at de privatsektorprogrammer eller -aktiviteter rent faktisk lever op til det, vi gerne vil med vores udviklingspolitik og udviklingsbistand, nemlig bekæmpe fattigdom, styrke menneskers rettigheder og styrke civilsamfundets organisering – hvis ikke det også er integreret i den måde, vi arbejder i hele det privatsektorspor på? Er det klogt at gøre det til separate siloer?

Ordføreren.

Jeg tror, at når vi laver initiativer, der skal styrke det private erhvervsliv, skal vi have fokus på, at vi skaber de resultater, som man kan forvente af det private erhvervsliv, og det er primært arbejdspladser, indkomst og handel. Det skal være det fokus, der er. Det skal være gode arbejdspladser. Jeg har fulgt projekter i Kenya, hvor man producerede blomster, men også sørgede for, at de ikke lå på knæene og lugede, men at det var højbede, så kvinderne ikke fik ondt i ryggen. Det skal være gode arbejdspladser. Men vi skal have fokus på indkomst og arbejdspladser. Det tror jeg at vi gør bedst med rammebetingelser for det private erhvervsliv, altså certificeringsordninger og ved at styrke handel og se på ekstremt høje transportpriser. Jeg nævnte Entebbelufthavnen, som var et godt initiativ til at sikre, at man faktisk kunne få adgang til billigere og bedre transportløsninger. Den slags initiativer tror jeg er godt for det private erhvervsliv. I forhold til civilsamfundet tror jeg, at vi skal fokusere på det, de er gode til, altså social infrastruktur og social mobilisering og engagement. Når vi blander det, går det ofte galt. Når man både vil give en ged den ene dag – ikke for at kritisere Folkekirkens Nødhjælp, som jeg synes gør det fremragende – og den næste dag vil have, at folk skal låne en ged eller skal bygge en virksomhed op, der kan producere en ged, blander vi tingene sammen på en måde, som folk ikke kan forstå, og det skaber dårligere resultater.

Fru Trine Pertou Mach.

Men snubler ordføreren ikke selv lidt i forhold til det her med, hvad det strategiske sigte med vores udviklingspolitik er? Hvis man fjerner civilsamfundet fra at være en del af det fokus, der kan være i privatsektorsporet – lad os kalde det det – hvem skal så sikre, at der er fokus på arbejdstagerrettigheder, at den befolkning, der bor der, hvor man skal lave store infrastrukturinvesteringer eller privatsektorinvesteringer, bliver hørt og inddraget, og at den jobskabelse, der er, er til de lokales gavn og i deres interesser? Det var det ene spørgsmål. Jeg har et andet spørgsmål, og jeg skal nok skynde mig, hr. formand. Er der nogen af de erhvervsinstrumenter, som Danmark har haft, der nogen sinde er blevet evalueret positivt?

Ordføreren.

Jeg er meget kritisk over for direkte støtte til enkeltvirksomheder. Det mener jeg at vi har haft store udfordringer med igennem tiden. De forskellige udformninger af PS-programmet, som har heddet ti forskellige ting i den periode, jeg har fulgt det her, har ikke været succesrige. Det er også derfor, jeg siger, at vi skal kigge lidt mere på rammebetingelser, og at vi skal kigge lidt mere på, hvordan vi kan sikre, at der er bedre adgang til billige fragtpriser, hvordan vi kan sikre, at man kan få certificeringsordninger, som gør, at man kan komme ind på det europæiske marked, og hvordan vi kan sikre, at der er effektiv toldbehandling dernede. Det er alt det, der ligger i doing business-indekset – undskyld, hr. formand, men det hedder det – og noget af det skal vi have fokus på. Og så skal vi have fagforeninger og miljøorganisationer, der holder virksomhederne i ørerne og holder øje med dem, og vi skal have lovgivning, der sikrer, at der er kemikaliestandarder og arbejdstagerrettigheder. Det skal være på plads.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Danmarksdemokraternes ordfører, og det er hr. Kim Edberg Andersen. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til ordførerne. Jeg er i den heldige situation, at jeg er blevet indskiftet. Så det er ikke nok med, at det er en af de første gange, jeg har fået lov til at stå her på det her område. Det er også en af de få gange, jeg har fået lov til at få tale med. Det er ikke min spidskompetence at læse taler op, når jeg er heroppe, men jeg skal prøve. Jeg vil godt starte ud med lige – det er i forhold til Venstres ordfører – at forsvare ministeren lidt. Jeg synes måske, at det er lidt for meget, at man, hvis man laver et projekt eller andet sted, så også skal komme med et CO 2 -regnskab. Det lyder lidt på mig, som om vi glemmer, hvad det er at hjælpe folk. Det er jo for folk ude i verden, og der er et CO 2 -regnskab kun for politikere. Der bruger vi bare pengene tosset, synes jeg. Venstres ordfører var inde på det med blomster. Jeg synes, at det er et fantastisk projekt at sætte folk i gang, men vi skal også huske, at vi lidt taler med to tunger, for hvad er CO 2 -regnskabet i at flyve de blomster op til den næste socialdemokratiske valgkamp? Jeg er ikke sikker på, at det altid hænger sammen, og det er nok der, vi i Danmarksdemokraterne kommer til at have fokus. Først vil jeg takke udenrigsministeren for den årlige redegørelse. Det er jo som med alle redegørelser: Man kan være enig eller uenig, men mon ikke det er rigtigt, hvad der står? Det kan vi alle sammen gå ud fra. Derfor bliver det jo også sådan noget, hvor vi plukker lidt ud og kommer til at finde de gode ting og også lidt af de dårlige, som jeg nok også kommer lidt ind på. Det lyder fornuftigt, som det fremgår af forordet, at vi i Danmark skal tilbage til dengang, hvor udviklingsbistand blev brugt strategisk og interessebaseret. Det er en noget for noget-tilgang, hvor vi selvfølgelig bruger vores udviklingsbistand på formål, som helt naturligt tjener danske interesser. Derfor lyder det faktisk rigtig godt med en fokuseret indsats, hvor nøglen er det her med, hvad der tjener de danske interesser. Sidste efterår lancerede udenrigsministeren en ny Afrikastrategi, og selv om vi ikke lige støtter, at der samtidig skete en stigning i bevillingen, har vi bemærket, at der skal oprettes en ambassade i Rwanda i 2025. Rwanda er jo specielt interessant, fordi Socialdemokraterne tilbage i 2019 lancerede en idé om at oprette et modtagecenter for flygtninge i et land i Afrika, og det blev så rent faktisk senere konkretiseret til Rwanda. Jeg har set billederne, og jeg ved, at den tidligere minister har vi også til stede i dag, og det er jo lækkert. Siden regeringens fremkomst har det ligget noget i dvale med Rwanda, men der var andre lande, der var interesseret. I begyndelsen af maj 2025 kom det frem, at USA forhandler med Rwanda om at tage imod migranter. Så når det nu er udenrigsministerens holdning, at udviklingspolitik skal tjene danske formål og interesser, så synes vi faktisk også, at man skal genopleve idéen om et modtagecenter i Rwanda. Ja, det kunne faktisk også godt for vores skyld blive et udrejsecenter, som kunne huse nogle af de udviste, der sidder på Kærshovedgård i Jylland, og som vi har endog meget svært ved at få sendt hjem. Det ville da være noget, som både tjener danske formål og interesser. Så opfordringen til at se nærmere på Rwanda igen er hermed givet videre og forhåbentlig taget godt ned, for vi kommer jo nærmest altid kun med gode og hjælpsomme forslag til regeringen. Det er ikke altid, at man tager dem ned, men de er da godt ment og næsten altid velgennemtænkte. Under debatten sidste år tog vi også fat i et emne, som faktisk ikke lige er i redegørelsen. Det handler om de her forfulgte kristne. De var ikke med sidste år og er heller ikke sådan lige nævnt med ret mange ord i det her års redegørelse. Det er nok rigtigt, at det er et lille hjørne, men ikke desto mindre er det ret vigtigt, at Danmark lige afsætter noget udviklingsbistand til andre lande for at sætte fokus på beskyttelsen af kristne, der forfølges. Der er mange mennesker, der forfølges i verden. De kristne har vi en tendens til at glemme, og dem er der faktisk også rigtig mange af, der bliver forfulgt. Det er også rigtig vigtigt, at modtagerne af dansk bistand forpligtes til at modtage egne statsborgere – eller borgere, for den sags skyld. Ministeren har som svar på spørgsmål 72 i marts 2025 oplyst, og her skal jeg citere: Der er ikke tredjelande, der modtager langsigtet udviklingsbistand fra Danmark, som ikke i et vist omfang samarbejder om tilbagetagelse af egne statsborgere. Jeg gentager det der »i et vist omfang«. Det må vi simpelt hen kunne gøre noget bedre. Altså, modtagerlande, der får dansk bistand, skal naturligvis også modtage deres egne borgere – punktum! Dansk udviklingsbistand har i mange år været spredt over mange lande og mange projekter. Udgangspunktet for dansk udviklingssamarbejde skal nu være, at bistanden skal være strategisk og tjene danske interesser. Jeg vil gerne nævne et eksempel, hvor Danmark bruger udviklingsbistand, og hvor man kan diskutere, hvordan det passer ind i den nye strategi. I november sidste år fremsatte ministeren aktstykke nr. 38, hvor det drejer sig om at bruge ca. 320 mio. kr. på at reducere udledning fra afskovning ved Amazonas i Brasilien. Der er også noget om bæredygtig skovforvaltning i Congo og noget om at bevare den naturlige skov i Etiopien. Det er altså 320 mio. kr. til skovprojekter rundtom i verden.

Det er sikkert gode formål, men hvordan passer sådan et projekt ind i en strategi om danske interesser? Der er mange lignende projekter verden over, som Danmark støtter, og det kunne faktisk godt være, at der kunne være brug for en ret kritisk gennemgang af, om det nu også er så vigtigt, at Danmark skal være med i lige netop alle sammen. Der vil jeg sige, at skovprojekter måske kunne overlades til nogle interessentorganisationer, der interesserede sig for at plante skov. Dem er der mange af, og de er alt andet lige nok bedre til det, end vi er her i Folketinget, især hvis vi så efter Venstres idé også skal lave et CO 2 -regnskab efterfølgende, i forhold til hvor meget skov det er, og på hvilken del af livscyklussen de hiver CO 2 'en ud. Der findes f.eks. Verdens Skove. De hed engang Regnskovsgruppen Nepenthes. De samler penge ind til lige præcis den slags projekter. Jeg vil slutte af med at sige, at vi støtter en udviklingspolitisk strategi, der går ud på at bruge udviklingsbistanden på formål, der tjener og fremmer danske interesser. Kan det komme til udtryk, ved at vi støtter lande i Afrika, så deres borgere ikke flygter, så tjener det bestemt også danske interesser. Det vil også tjene danske interesser med et modtagecenter i Rwanda, som vi har sagt. At man har et princip om, at lande, der modtager dansk udviklingsbistand, skal modtage egne borgere, burde jo være logisk, men der er ikke nogen, der kan sige, at det ikke tjener danske interesser. Det håber jeg faktisk ministeren vil tage positivt med herfra. Tusind tak for ordet.

Mange tak for det. Så skal vi lige tjekke, at vi er kommet rigtigt ind i rækkerne, og vi giver ordet videre. Værsgo.

Mange tak, og tak for talen til hr. Kim Edberg Andersen. Der er det med, at verden ser ud, som den gør, at der er virkelig, virkelig mange ubalancer, og det, at vi får lavet vurderinger fra bl.a. FN, der siger, at der i 2024 ikke var mindre end knap 300 millioner mennesker, som havde behov for humanitær bistand, af mange, mange forskellige årsager som klimaforandringer, krige, konflikter og andet, men at det, som ordføreren her til sidst selv er inde på, også betyder, at der er rigtig mange, der ikke kan bo og leve der, hvor de ellers bor og lever. Så migrationsudfordringen er rigtig, rigtig stor. Men det er jo en palet af behov, der er, og jeg har egentlig lyst til at spørge ordføreren, hvor Danmarksdemokraterne står henne, i forhold til hvor mange ressourcer vi fra dansk side skal bruge. Vi står jo på de 0,7 pct. i dag, og det er der ikke mange andre lande der gør, men vi profiterer som land rigtig meget af at gøre det, også for at markere det, som ordføreren selv siger, altså hvad det er, der er i Danmarks interesser. Bl.a. i forhold til den sidste del, migrationsdelen, er det jo både i dansk interesse og i europæisk interesse, og det fylder også rigtig meget i Bruxelles i forhold til de planer og strategier, der skal lægges for de kommende år. Så spørgsmålet er, hvorhenne Danmarksdemokraterne agter at lægge sig, i forhold til hvor mange penge der fra dansk side skal bruges på det.

Ordføreren.

Det er korrekt, at vi bruger 0,7 pct., men jeg ved jo også, at ordføreren selv sagde, at vi er et de få lande, der gør det, og man så alligevel fremhæver, at det gavner Europa, og så kan resten af Europa vel også komme op på de 0,7 pct. Vi har det helt fint med det. Jeg ved også, at Liberal Alliance har været ude at nævne 0,5 pct., og det kan vi også sagtens se os i i Danmark. Jeg tror også, jeg tidligere hørte Socialdemokraterne sige, at man, hvis der var et eller andet, man skulle gøre, så ligesom spredte et tyndt lag leverpostej ud over alting, og det er jo det, vi gør her, og hvis vi nu fokuserede det her, tror jeg faktisk, vi i forhold til problemstillingerne kan rette nogle buler, der er meget større for de enkelte. Det er jo også derfor, vi – og det ved hr. Flemming Møller Mortensen også godt – hvis vi nu brugte de 0,7 eller de 0,5 pct. på kun at fokusere på f.eks. kristne flygtninge eller kun at fokusere på de lande, som gider at tage deres egne borgere hjem, hvis de nu sidder her og er udvisningsdømte, så kunne komme meget længere, men hvor det altså også var meget mere fokuseret. Der er som sagt rigtig, rigtig mange mennesker, der har brug for hjælp, og vi bliver nogle gange også bare nødt til, selv om vi ikke altid vil det, at erkende, at vi i Danmark ikke er store nok til at hjælpe dem alle sammen. Så jeg mener, at vi lige nu sådan nogenlunde ligger på de 0,7 pct., for jeg er selvfølgelig ikke ordfører på området, og der skal I snakke med finansordføreren. Men vi har det faktisk fint med de 0,5 pct. For vi synes, man her bruger penge, man ikke skal bruge.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak for det. Jeg synes, der kommer fine perspektiver frem. Jeg vil blot sige, at min egen holdning til den udviklingspolitiske indsats er præcis det samme, som ordføreren i og for sig udtrykker, altså at vi bliver nødt til at fokusere det. Da jeg selv var udviklingsminister, var det også min erfaring, at det er meget bedre at gøre det halve helt, end at gøre det hele halvt, og det er lige nøjagtig et spørgsmål om så at spørge, om vi får den rigtige effekt af det, om vi får resultatet af det. Men derfor er det jo også vigtigt, at vi prøver at gå sammen med partnere, og som udenrigsministeren også redegør for i redegørelsen, er der det med at være med til at understøtte den økonomiske model og finansiering. For der er der rigtig meget mere at gøre for at få mange flere penge frem, ud over det, der ligger i forhold til de penge, vi giver til udviklingssamarbejdet.

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, og man kan sige, at vi i Danmarksdemokraterne ikke kun vil gøre det halve og så gå ned på 0,3 pct., det er ikke det, vi siger. Men der er jo ingen tvivl om, at hvis vi kun bruger pengene det halve antal af stederne, kan de 0,5 pct., som Liberal Alliance har foreslået, godt vise sig at være rigeligt. Det er jo det der med at bruge pengene ordentligt og fornuftigt, og der er jo også noget med ligesom at se helhederne i det her. For der er jo nogle af de her projekter med skovrejsning og vindmøller osv., hvor vi går ud og siger, at vi skal redde klimaet i hele verden, men hvis vi nu havde ladet være med at slagte det danske landbrug fuldstændig og vi havde brugt noget af den der fornuftige økonomi, som de også bruger, og vi så havde lavet gode CO 2 -besparende projekter i resten af verden, så ville vi måske i sådan i et bredt perspektiv bruge pengene klogere i forhold til de ting, vi gør. Der synes jeg nogle gange, vi herhjemme, hvor det lige er politisk opportunt, mister fokus, i forhold til f.eks. at splitte danske landbrug op med jernmarker, som faktisk ellers kunne have været i Sahel, hvor der er noget mere sol, end der er i Nordjylland.

Så er det fru Sascha Faxe.

Tak. Og tak til ordføreren for talen. Ordføreren taler om noget for noget i forhold til den måde, vi skal bruge vores midler på. Nu har ordføreren og jeg jo bl.a. været miljøordførere sammen og ved, at når vi skal lave det, der i vores optik er små ting, som f.eks. at sikre 27 mio. kr. til kystsikring eller andet, så mødes vi og forhandler om det. Når det kommer til udviklingspolitikken, kan ministeriet egentlig med et aktstykke flytte et eller andet antal milliarder kroner uden at spørge Folketinget. Så når man taler om noget for noget, er jeg nysgerrig på, om Danmarksdemokraterne kan være med på, at vi finder nye måder, vi kan med på, for hvordan kontrollerer vi ellers, at det bliver noget for noget, hvis ikke der er en bredere indflydelse, om det så skal indbefatte ordførerne her i Folketinget, borgerting, eller hvad det kan være. Som det er nu, er der jo meget lidt demokratisk kontrol med, hvordan pengene flyttes rundt, når det er inden for rammen af en fireårig aftale, som vi har lavet.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt. Nu er jeg jo en del af oppositionen, så det kunne jo være rart at sige, at vi skulle kontrollere hver eneste øre, udenrigsministeren flytter, men det kan også blive sådan, at vi overkontrollerer tingene. Vi går f.eks. ikke ind for et borgerting. Jeg stoler på, at ministeriet som sådan orienterer os, og hvis vi nu sætter de rigtige rammer og Folketinget f.eks. med et flertal bestemmer, at det nu er de kristne flygtninge eller lande, som tager deres egne borgere hjem, der skal støttes, så er jeg fuldstændig tryg ved, at ministeriet har styr på den del. Og hvis vi har de overordnede rammer, har jeg egentlig ikke behov for at vide, hvor kommaerne lige er sat. Men det er det der med, at når vi vil hjælpe alle hele tiden på alle mulige måder, bliver det meget diffust og rammer også ind i nogle andre problemstillinger, i forhold til hvordan vi hver især på den hjemlige politiske scene kan blive påvirket af det. Vi er ikke for borgerting. Jeg har faktisk tiltro til, at ministeriet har styr på det. Det, vi siger i Danmarksdemokraterne, er, at vi simpelt hen skal have skåret det væk, der ikke tjener danske interesser, og det mener vi ikke det gør, hvis vi sender penge til nogle lande, som, når vi beder dem om at tage en fra Kærshovedgård, der muligvis er terrordømt, hjem, siger nej til det. Så tjener det ikke danske interesser. Hvis de rammer bliver sat, er jeg sikker på, at ministeren kan styre det.

Så er det fru Sascha Faxe.

Bare for at være sikker: Er 1,2 mia. kr. så bare et komma i Danmarksdemokraternes bog? Det er faktisk det, ordføreren står og siger. Det er jo en dejlig ting at tage med videre, når vi skal kigge på andre ting fremadrettet, at man ikke går op i det. Men jeg hører jo, at Danmarksdemokraterne er med på, at vi skal finde en vej frem i det her, faktisk også i forhold til udviklingspolitikken, og at man også kan være med på de 0,7 pct., hvis det er det, der skal til, og at man også kan være med på at sige, at vi lægger det inden for en fireårig ramme, hvor at vi så i fællesskab finder ud af det, og så er det den til enhver tid givne regering, der styrer det.

Ordføreren.

Hvis Alternativets ordfører havde været journalist, tror jeg, man ville have kaldt det der lidt af en skarpvinkling. Jeg er slet ikke i tvivl om, at ordføreren godt ved, at Danmarksdemokraterne og især os, der er så velsignede at være fra Nordjylland, godt ved, at 1,2 mia. kr. er en slags penge. Så det er ikke sådan. Det, jeg sagde, var, at de 1,2-1,4 mia. kr. jo er et komma i forhold til de måske 1.500 mia. kr., der bruges i staten. Vi skal have tillid til ministerierne, og det har vi bredt set. Det, vi skal gøre, er at sætte nogle rammer ned over de her ministerier, hvor vi som Folketing siger, hvad vi synes ministerierne skal have ret til at bruge penge på.

Mange tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Nå, det var der. Der var ikke trykket noget ind. Der må man være lidt hurtigere på knapperne fremover, men ordføreren er kun halvt nede, så værsgo til Christian Friis Bach.

Tak for det. Nu kom der et par bemærkninger fra ordføreren, og nu vil jeg ikke korrigere tilbage, og jeg var sådan set glad for rosen til Regnskovsgruppen Nepenthes. Jeg vil bare lige gøre opmærksom på, at de skiftede navn i 2011 til Verdens Skove. Så blev der sagt jernmarker. Solceller består af silicium, ikke af jern. Der er faktisk stort set ikke jern i. Nå, og så var der det med CO 2 fra blomsterne. Der er faktisk lavet CO 2 -regnskaber på noget af det her, og man kan faktisk godt fragte blomster fra Entebbe eller fra Nairobi til Danmark, hvis man gør det ordentligt og de er produceret på frit land, og det CO 2 -regnskab kan blive bedre end ved de blomster, der er produceret i drivhus i Europa. Så det der med at skabe handel og investeringer tænker jeg da er noget, der må ligge i Danmarksdemokraternes politik og udviklingspolitik. For det kan jo bidrage til, at der netop bliver indkomst og arbejdspladser derude, så folk bliver, hvor de er, og arbejder der, hvor de er, og skaber vækst og velstand, både til os og til sig selv.

Så er det ordføreren.

Man behøver jo ikke at lave blomster i et drivhus. Det er kun, hvis man vil have røde roser, fordi man holder valg i november måned, at man har behov for et drivhus. Så man kan jo så holde valg på et tidspunkt, hvor roser er naturligt forekommende i Danmark; så kan vi lave dem på friland, og så er CO 2 -regnskabet jo endnu bedre. I forhold til det med jernmarker er det fuldstændig korrekt. Der er faktisk kun en lille smule PFAS og så noget bly i det her, og det er jo selvfølgelig bedre. Men stativerne er nu engang af jern, og jeg ved godt, at det gør ondt på Venstre, at de er gået med til at plastre Danmark til i jernmarker, for det er jo det, de har, men når man siger, at der ikke er jern i, er det rigtigt. Jeg ved ikke, om bly er bedre. Det ved jeg ikke. Stativerne er lavet af jern, så vidt jeg ved, fordi aluminium ville bøje under vægten i storm, men det ved ordføreren nok også godt. Der er ikke så mange jernmarker, hvor ordføreren bor. Det er jeg klar over.

Hr. Christian Friis Bach.

Jeg tror, at den diskussion skal vi fortsætte i vores andet forum, hvor vi mødes ofte. Det undrer mig bare, at Danmarksdemokraterne ikke virkelig mener, at det er vigtigt med handel og investeringer som et led i at få verdens fattige lande ud af fattigdommen. Men jeg vil da glæde mig over ordførerens tale. Jeg synes, det var en god tale på mange måder, men jeg vil høre, om ordføreren så netop ikke også anerkender, at der så er brug for et markant bidrag, hvis man virkelig vil løse klimaproblemerne ude i verden; hvis man vil sørge for at tage hånd om migrationsproblemerne, så folk ikke bliver nødsaget til at tage herop; og hvis man vil hjælpe i Ukraine, i forhold til krig og konflikt. Det hørte jeg også ordføreren sige, og derfor er 0,7 pct. jo en fornuftig ramme.

Så er det ordføreren.

Til den der, der blev sneget ind med, at vi er imod frihandel, kan man sige, at det jo ikke er Danmarksdemokraterne, der er gået fra blå til rød blok. Det er jo Venstre. Så vi er nok lidt mere markedsorienterede på det punkt. Nej, det, vi siger, er, at pengene skal bruges fornuftigt. Om det er 0,7 pct. eller 0,5 pct., skal pengene bruges fornuftigt. Det går Danmarksdemokraterne jo som altid ind for, altså at man bruger pengene fornuftigt. Jeg håber så bare, at Venstre på et eller andet tidspunkt, når de får den blå skjorte på igen, så også kommer tilbage og synes, at de ikke er blevet sådan for socialistiske i deres tid sammen med Socialdemokraterne. For så er jeg sikker på, at vi finder frem til frihandel, der er til gavn for de mennesker i verden, der har behov for det, for der er ingen tvivl om, at et frit og uafhængigt marked nok er det, der hjælper allermest.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til SF's ordfører, og det er hr. Claus Jørgensen. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal starte med at hilse fra hr. Karsten Hønge, som er på vej til et møde i NATO og derfor ikke kunne være her i dag. Jeg vil også starte med at takke ministeren for den omfattende redegørelse om den udenrigspolitiske strategi og de resultater, der er opnået i 2024. Det indgik i aftalen om den nye udviklingspolitiske strategi fra 2021, at vi skal have en årlig redegørelse for at se på, hvordan det går med strategien, og i år er det jo mere nødvendigt end tidligere. Siden udviklingsministerposten blev nedlagt i eftersommeren og udenrigsministeren har overtaget det direkte ansvar for de omkring 22 mia. kr., vi årligt bruger i udviklingsbistand, har det desværre været småt med drøftelser om udviklingspolitikken. Der er ingen tvivl om, at udenrigsministeren har nok at se til – det forstår jeg fuldt ud – men vi skylder også som parlamentarikere at følge godt med i, hvordan de næsten 22 mia. kr., vi bruger, når deres mål, og om vores vedtagne strategi er den rigtige, og at den virker. Nu skal vi snart forhandle strategien for de kommende 5 år, og så er det vigtigt, vi er klar på, hvad der er lykkedes, og hvad der skal ændres i den nuværende strategi. Så jeg har både lidt ros og lidt ris med, og jeg vil starte, selvfølgelig, med rosen. Det er opmuntrende at få et godt og bredt indblik i Danmarks store indsats verden over og de mange projekter og resultater, der faktisk skabes derude, og ikke mindst hvordan dansk bistand bidrager til at fremskaffe endnu flere penge til udvikling gennem privatsektorsamarbejde og nye finansieringsmekanismer. I SF er vi særlig glade for regeringens Afrika-strategi og ligeværdige partnerskaber, som bliver omsat til praksis, og for, at den prioritering af afrikanske lande, som SF også har arbejdet for, endelig ser ud til at sætte sig igennem. I SF er vi også enige i, at vores mellemstatslige bistand omallokeres fra kupstater i Vestafrika, når vi samtidig fortsætter med at støtte demokrati og civilsamfund og bakker op om at prioritere samarbejdet med og etablere nye ambassader i mere stabile afrikanske lande, hvor vi også her arbejder for demokrati og civilsamfund. SF's største bekymring i forhold til den danske udviklingsbistand er, om vi bruger den de rigtige steder, om vi bruger den der, hvor behovene er størst, og hvor vi kan lykkes med at bekæmpe fattigdom. Formålet med dansk udviklingssamarbejde er klar formuleret i loven fra 2012, og jeg citerer: Målet for Danmarks udviklingssamarbejde er at bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder, demokrati, bæredygtig udvikling, fred og stabilitet. Jeg vil gerne gentage formuleringen om, at målet er at bekæmpe fattigdom . Det er først og fremmest det, udviklingsbistanden handler om, og så er det det, redegørelsen burde handle om. Det gør den desværre bare næsten ikke; fattigdom og de fattigste lande er næsten fraværende i redegørelsen. Den største svaghed er, at en alt for lille andel af dansk bistand går til de fattigste lande. SF bakker fuldtonet op omkring støtten til Ukraine, men når vi bruger 1,5 mia. kr. af udviklingsbistanden der, bruges den jo ikke i de fattigste lande. Og når et stort beløb bruges til flygtningemodtagelse i Danmark, bruges pengene jo ikke i de fattigste lande med de største behov. Og når ministeren fra Indonesien pludselig siger, at vi skal bruge udviklingsbistanden til at bane vej for danske virksomheder med garantistillelse og rådgivning i Sydøstasiens vækstøkonomier, så gives de penge jo heller ikke til de fattigste lande. De seneste opgørelser fra OECD viser, at kun 16 pct. af den danske bistand i 2023 gik til de fattigste lande, og det er næsten en halvering af procenten siden 2011. Af de godt 20 mia. kr., vi i 2023 afsatte til udviklingsbistand til at bekæmpe fattigdom, gik kun 16 pct. til de fattigste lande. Det skal vi have lavet om på. Udviklingsbistand skal bekæmpe fattigdom, og det skal gøres i de fattigste lande – punktum. SF er varm fortaler for at mobilisere anden finansiering end udviklingsbistand, som vel egentlig helst skal overflødiggøre sig selv. For på langt sigt skal udviklingslande selv producere, udvikle, investere og opbygge en offentlig sektor, der sikrer befolkningen uddannelse, sundhed og velfærd. Det skal udviklingsbistand sigte mod. Vi vil gerne være med til at skaffe de yderligere 4.000 til 6.000 mia. dollars om året, som opfyldelsen af verdensmålene og Parisaftalen kræver. Vi har også store forhåbninger til innovative finansieringsmodeller og samarbejde med den private sektor og til, at den kan mobilisere mange flere udviklingsmidler end bistanden selv. Men vi er også nødt til at være kritiske og opmærksomme på, om det virker. Så når der i redegørelsen på side 8 og 9 bliver opstillet nogle meget lovende regnestykker, som jeg også var inde på lige før i mit spørgsmål, om, hvordan millioner af danske kroner forventes at blive milliarder af danske kroner, så er der måske lidt rosenrødt i fremstillingen, f.eks. i forhold til det her med, at 1 kr. dedikeret til Verdensbanken som hybridkapital forbindes til at give 8 kr. i private midler, og at hver danske krone til IFU forventes at generere 4,5 kr. i private midler. Det er jo stærkt fristende at bruge alle vores penge på en sådan måde, hvis de firedobles eller ottedobles i private midler. Men vi mangler stadig viden om, om det så også virker.

Stadig flere studier peger på, at forventningerne ikke indfries, og at når de gør det, er det forholdsvis i mellemindkomstlande og ikke i de fattigste lande. Så når redegørelsen forventer en mangedobling af danske bistandspenge, er det ikke helt godt nok. En redegørelse må se tilbage og smække nogle tal på bordet for, hvordan det er lykkedes i strategiperioden at generere privat kapital. I hvilken grad er det lykkedes med nye milliarder til IFU og andre, og er de mobiliserede ressourcer også gået til de fattigste lande? Vi skal passe på – og undskyld det engelske udtryk her – at blended finance, nye kreditter, garantier og mobilisering af privat kapital ikke blindt får status af et nyt mirakelmiddel, der bare ikke virker på dem, der har størst behov. Privat kapital har ofte form af lån, men ni ud af de mest klimaudsatte lande er allerede stærkt forgældede. Og kan vi her blive enige om, at vi skal være opmærksomme på, om de nye finansieringsformer når deres mål i forhold til at bekæmpe fattigdom, når de fattigste lande og undgår at forgælde dem yderligere? SF glæder sig også over, at der ifølge redegørelsen er opnået solide resultater med at skabe jobs og fremme arbejdstagerrettigheder. For SF er jobskabelse afgørende, men det skal være værdige jobs med ansættelsesforhold i respekt med arbejdstagerrettigheder, og derfor skal dansk udviklingsbistand til jobskabelse gå hånd i hånd med støtte til lokale fagforeninger, der insisterer på at kunne forhandle overenskomster, kan forbedre arbejdsvilkår og sikkerhed, og kan løfte lønniveauet. Når vi skal forhandle en ny strategi, må det være helt centralt, at dansk udviklingsbistand til jobskabelse og privatsektorudvikling skal have sin siamesiske tvilling i dansk støtte til fagbevægelsen i samme lande. Jeg har i mit daglige virke som EU-ordfører særlig kigget efter de afsnit i redegørelsen, der handler om dansk indflydelse på EU’s udviklingspolitik og bistand. Det er desværre hurtigt gjort. Der står ikke meget om, i hvilken grad strategiens mål om at sikre udviklingslandene, og jeg citerer, bedre adgang til det europæiske marked via EU's handelsaftaler og arbejde for at fremme retfærdige internationale skatteregler gennem EU, er nået. Når vi ved, at lige så mange penge ryger ud af det afrikanske kontinent i illegal kapitalflugt, som der kommer ind i udviklingsbistand, så er det noget, vi må gøre noget ved. Lad os bruge formandskabet for EU, som kommer, til at få fuld skrue på at styrke sammenhængen mellem EU’s politik over for udviklingslandene og til at fremme markedsadgang og indgå handelsaftaler, så vi ikke spilder de store investeringer i det afrikanske marked. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak for det. Jeg vil, fordi ordføreren ikke er den faste ordfører, lave en præcisering. For det er rigtig godt, at ordføreren siger, hvad det er, der står i loven fra 2012, og fremhæver det, der er stk. 1, men der er altså et stk. 2 og 3. Stk. 2 siger, at dansk udviklingssamarbejde skal bidrage til at fremme Danmarks interesser i en mere fredelig, stabil og ligeværdig verden. Udviklingspolitikken er således et centralt og integreret element i dansk udenrigspolitik, hvor det anerkendes, at udviklingslandene ikke kun påvirkes af udviklingspolitiske tiltag, men også af tiltag på øvrige politikområder. Og så er der også en tredje paragraf, som siger, at alt det omkring bekæmpelse af fattigdom, fremme af menneskerettigheder og demokrati, bæredygtighed, fred og stabilitet sker gennem partnerskaber mellem udviklingslandene inden for de internationalt sammensatte rammer. Så derfor er det mere en sammentænkning, og det bliver man nødt til at forstå, når vi bygger på den strategi, som vi har en redegørelsesdebat om i dag – så er det en integreret del, hvor vi jo lige nøjagtig på klimaområdet og på tilpasningsområdet siger, at det i den grad er med til at reducere fattigdommen i mange lande, at man får afgrøder og får klimatilpasningen på plads.

Tak. Ordføreren.

Tak for den præcisering. Jeg tror også, som ordføreren for Venstre var inde på, at det kan knibe lidt med nogle projekter, altså at det er sådan, når vi er nede at lave nogle projekter og forsvinder igen, at de så ikke overlever. Og det er noget af det, som vi i SF også meget gerne vil have fokus på.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Ja, og det er jo derfor, at de lokale partnerskaber er fuldstændig afgørende. Det er dem, der kan sikre kontinuiteten, det er dem, der kan sikre bæredygtigheden, også over tid. Og det er et fokuspunkt i den eksisterende politik, og der ønsker vi virkelig fra socialdemokratisk side, at lokaliseringsdagsordenen i den grad også bliver trukket frem igen.

Ordføreren.

Det kan vi kun være enige i i SF. Jeg tror bare, det er vigtigt, at vi så netop sikrer, at projekterne overlever, når organisationen trækker sig ud igen.

Så er det hr. Christian Friis Bach.

Det var bare kommentarer omkring de her blandede finansieringsfondsmekanismer. De virker. Det spændende og gode ved dem er jo, at der er privatkapital involveret og dvs. også ofte pensionskapital. De har derfor alle sammen et afkastkrav. Det afkastkrav udløses jo kun, hvis projekterne virker, og hvis virksomhederne genererer et overskud og skaber noget vækst og nogle arbejdspladser. Derfor ligger der faktisk indbygget en meget enkel måde at gå til det på i forhold til det, man har gjort netop med at støtte virksomheder direkte med støtte direkte fra Danida, som man har gjort i mange år, og som har været sværere at måle og veje på. Når man går gennem en finansieringsmekanisme, hvor der er privatkapital involveret, så får du nogle investorer, som har fokus på noget afkast. Jeg vil bare høre, om ikke ordføreren tænker, at et investeringsspor da trods alt måske er en bedre måde at gøre det på end et statsstøttet spor.

Ordføreren.

Jo, det helt klart, at hvis vi kan få nogle projekter, der virker, så er det jo klart at foretrække. Det, som jeg så har fået at vide i hvert fald af mit bagland, er, at det ikke er altid, de der projekter eller investeringer giver det, som man håber på. Det var også lidt det, ordføreren var inde på i sin egen tale, altså at de her private samarbejder ikke altid fungerer efter hensigten.

Hr. Christian Friis Bach.

Det var de der PS-agtige programmer, vi har prøvet, som har været svære. Det må vi erkende. Men jeg tror, man må sige, at nogle af de her investeringsimpactfonde faktisk har fungeret ret godt og skabt gode resultater. Så kan man diskutere den impact, de har på fattigdom og miljø og klima derude. Skaber de positive forandringer ud over det, der handler om vækst og arbejdspladser og indkomst? Det kan man så blive bedre til at måle på og veje på. Men at de virker, ved man, for ellers ville de fonde jo gå konkurs, og de private investorer trække sig væk. Men de bliver ved med at komme i stigende antal.

Ordføreren.

Det er jo desværre ikke mit fagområde – beklager. Men jeg synes, at de input, der kommer fra ordføreren, er vigtigt at få med, og jeg ved, der bliver sat stor pris på de input, vedkommende har.

Så er det fru Trine Pertou Mach.

Tak. Jeg vil bare sige tak til ordføreren, som er stedfortræder i dag, og sige, at det var en virkelig god tale. Jeg håber, at vi i et samarbejde også i forbindelse med den forhandling, vi går i gang med nu, netop kan sætte fokus på noget af det, som SF pointerer her, altså at der jo er nogle dilemmaer og nogle udfordringer. Det var fint, at hr. Flemming Møller Mortensen læste noget fra loven op, fordi det jo netop understreger vigtigheden af, at man integrerer tænkningen omkring fattigdomsbekæmpelse, rettighedsfremme og økonomisk udvikling i alle de forskellige spor, vi laver, så det ikke bliver en silo, hvor man siger, at her bekæmper vi fattigdom, her skaber vi økonomisk udvikling, og her skaber vi rettigheder, men at de tre tematikker hænger sammen og er integreret, og at de i virkeligheden også nogle steder bliver hinandens forudsætninger. Det er bare for at kvittere for talen og for at rejse nogle af de problematikker, som jeg håber vi også kan sætte fokus på i fællesskab, når vi skal i gang med strategiforhandlingerne.

Ordføreren.

Det synes jeg lyder helt rigtigt. Noget af det, som jeg også var inde på, er det her med, at EU skal tage lederskab på det, og Danmark har lige om lidt formandskabet, og der er det jo oplagt, at vi stiller os i spidsen for at prøve at integrere de her ting i EU's andre politikker, altså vores handelspolitik, vores indkøbspolitik, vores landbrugspolitik. Jeg er også blevet orienteret om, at EU p.t. overfisker i afrikanske farvande, og at der er en ubalance der. Det er også noget af det, vi må kigge på igennem EU-samarbejdet.

Fru Trine Pertou Mach.

Det er jeg helt enig i. Jeg er også helt enig i, at det ville være stærkt, hvis vi i Danmark generelt og mere, end vi gør allerede, kaster os aktivt ind i – og nu bliver det så igennem formandskabet – hvordan EU's udviklingspolitik fungerer, og sikrer den kohærens, som det så fint hedder, som der bliver talt meget om, men som jo åbenlyst har sine mangler her og der. Mit sidste spørgsmål til ordføreren går på, hvordan SF ser på støtten til det multilaterale system, altså Danmarks engagement og støtte i FN's institutioner. Er det også noget, man vil fokusere på SF's side i de kommende forhandlinger?

Ordføreren.

Det vil vi bestemt. Altså, lige nu sidder Danmark med i Sikkerhedsrådet i FN, så derfor er der jo også en mulighed for, at Danmark kan gøre sig gældende der og tænke EU og FN sammen i forhold til de muskler, som Danmark så kan tage med der. Det er jo oplagt at gøre.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Lars-Christian Brask. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg noterer mig, at der i forordet også bliver kigget lidt frem, selv om den her redegørelse jo er i forbindelse med noget historisk, men: »Vi skal tilbage til bistandens begyndelse og igen gøre den mere strategisk og interessebaseret. Vi skal bruge vores penge klogt.« Jeg antager, at det er et forord til de forhandlinger, der finder sted her ganske snart. Men jeg kan konstatere, at redegørelsen flugter med målsætningerne, og det er jo ganske godt. Flere har nævnt det her med sundhed, uddannelse, jobskabelse, grønt landbrug osv. Så det er rigtigt, når redegørelsen flugter med målsætningerne. Det er jo gerne sådan, det skal være. Når jeg læser den her redegørelse igennem, er der et par ting, jeg studser over, og de er også blevet nævnt i flere omgange. Men hvad angår det her med forudbetaling af vores bidrag til banken, som bliver brugt til hybridkapital, er jeg godt klar over, hvad hybridkapital er, og jeg kan også godt regne ud, hvad forudbetaling er. Men så er pengene jo ligesom brugt. Så der skal man ligesom også bare være opmærksom på, at pengene kun kan bruges én gang, og så kan det godt være, det kan geares og på den måde give en effekt. Men når pengene er lagt ind, så er de der jo ligesom ikke mere. Så er der også det her med, at Danmark i udgangspunktet ikke giver »langsigtet udviklingsbistand til stater, som ikke i et vist omfang samarbejder om tilbagetagelse af egne statsborgere.« Der kunne jeg da godt tænke mig at høre lidt om, hvor meget elastik der er i det, eller hvordan man vægter, om der skal gives bistand eller ej. Men i bund og grund ser vi i Liberal Alliance frem til strategiforhandlingerne om de næste udviklingsbistandstiltag, og vores fokus kommer til at stille skarpt på, hvad det er, vi skal opnå, og hvordan vi lykkes. Så tak for en god redegørelse.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Christian Friis Bach.

Tak for det. Vi står over for enorme investeringer i Ukraine, i en genopbygning. Vi står over for nogle helt afgørende klimaforhandlinger her til efteråret, hvor finansieringen med sikkerhed bliver et element, der kan gøre, at de klimaforhandlinger kommer til at rykke sig. Vi har et dansk formandskab af Sikkerhedsrådet. Vi har et kommende dansk formandskab af EU. Det at kunne bidrage og gå foran i forhold til at løse nogle af de problemer, der ligger i Europas nærområder og i verdens fattige lande, bliver helt afgørende. Er det et klogt tidspunkt, Liberal Alliance nu går ud og siger, at man vil sætte bistanden ned?

Ordføreren.

Nu? Jeg ved ikke, hvad spørgeren mener med det, for det har ligget i vores plan i hvert fald de sidste 3 år.

Hr. Christian Friis Bach.

Det gør det jo måske ikke klogere. Liberal Alliance har været ude og melde det meget klart ud i forhold til den strategiforhandling, vi skal i gang med. Og det er jo et meget stærkt signal om, at man måske ikke ønsker at stå helt fast på de internationale forpligtigelser og forventninger, der er, i en meget svær tid for verden. Derfor vil jeg igen opfordre Liberal Alliance til at genoverveje det signal, man ønsker at sende, og stå sammen med os andre om at stå på 0,7 pct. i denne tid.

Ordføreren.

Vi i Liberal Alliance er i vores plan ganske klar på, at 0,5 pct. af bni er der, det ligger godt, ifølge os. Men det, der er vigtigt, er, hvordan det bliver udmøntet, og det kommer vi til aktivt at tage del i og sætte vores præg på. Men i en ny konstellation herinde vil det være Liberal Alliances mål at få investeringerne i forhold til bni ned på 0,5 pct.

Så er det hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak for det. Og tak for talen og holdningstilkendegivelsen. Jeg vil gerne stille et lidt uddybende spørgsmål om Liberal Alliances niveau, som ordføreren siger skal være 0,5 pct. af bni. Er det sådan, at man kunne forestille sig, at Liberal Alliance tænkte, at eksempelvis genopbygningsindsatsen i Ukraine, som hr. Christian Friis Bach kom ind på her, kunne ligge som et additiv til de 0,5 pct., eller er det et spørgsmål om, at man fra Liberal Alliances side siger, at 0,5 pct. gælder alle de indsatsfelter, som den nuværende udviklingspolitiske strategi dækker over, og som redegørelsen fra udenrigsministeren her i dag jo kundgør?

Værsgo til ordføreren.

Det dækker over al udviklingsbistand.

Hr. Flemming Møller Mortensen frafalder. Så er den næste spørger hr. Claus Jørgensen.

Tak for det. Jeg vil fortsætte lidt i samme boldgade. Klimaforandringerne udfordrer jo ikke kun i Danmark, men særlig på det afrikanske kontinent, hvor det bliver varmere og mere tørt. Jeg har ved selvsyn set migranter i de nordafrikanske lande på vej mod Europa. De lande gør alt, hvad de kan, for at holde migranterne tilbage. Der er måske nogle, der slipper dem igennem. Men man forestiller sig i hvert fald, at der kommer flere migranter over tid. Hænger det, at vi skal skære ned i udviklingsbistanden til de her lande, sammen med, at vi gerne vil have færre migranter til Europa?

Ordføreren.

Igen vil jeg sige, at det hele jo afhænger af, hvad det er, der ligger inde i maskinrummet – ikke så meget, hvilket oktantal den benzin, vi smider på, har. Så forhandlingerne kommer for os til at dreje sig om, hvad det er, vi vil opnå, hvordan vi lykkes med det, og hvilke indsatsområder det så er, vi sætter ind på.

Spørgeren.

Tak. Jeg tror, at en nedskæring kun vil gøre det værre for de afrikanske lande. De kæmper allerede nu med folk, der flygter op igennem Sahara og op til Algeriet. Jeg har været i Algeriet og set hjemsendelsescentre osv. Der bliver givet god støtte fra EU og FN. Men med klimaforandringerne vil det kun blive værre, og de frygter, at det bliver endnu værre, og de er bekymrede over, om de kan holde migranterne tilbage på sigt. Så en nedsættelse af vores hjælp vil nok ikke gøre det bedre.

Ordføreren.

Igen vil jeg sige, at det handler om prioritering. Hvis vi sørger for, at der er jobs, hvis vi sørger for, at der ikke er sult, og hvis vi sørger for, at der er uddannelse, er der også en større sandsynlighed for, at migranterne bliver der, hvor de er født og opvokset, og hvor kulturen passer bedre til dem, end at de begynder at udvandre. Så det er en prioritering af, hvordan midlerne bliver brugt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Moderaternes ordfører, og det er hr. Henrik Frandsen. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Tak for en rigtig god redegørelse, en rigtig fyldestgørende redegørelse. Jeg vil komme med lidt betragtninger set fra min lille pult. Danmarks udviklingspolitik er et stærkt værktøj, når det gælder om at være med til at forme en mere bæredygtig og en retfærdig verden. Redegørelsen fra udenrigsministeren viser, hvordan Danmark tager et globalt ansvar, lige fra støtte til Ukraine til grønne partnerskaber i Afrika. Klimaet er en af vores tids største udfordringer, ikke mindst i udviklingslandene. Redegørelsen understreger Danmarks rolle i at støtte udviklingslandenes klimaplaner. Det gør vi gennem NDC-partnerskabet, hvor vi f.eks. sammen med Rwanda hjælper 92 lande med ambitiøse klimamål frem mod COP 30. Det er vi i Moderaterne glade for, men vi vil gerne gå skridtet videre. Vi foreslår at øge støtten til projekter som f.eks. projektet i Kenya ved Lake Turkana om vindmølleproduktion. Det er et projekt, der leverer 14 pct. af landets el og skaber tusindvis af job. Det er et fantastisk projekt. Ved at understøtte lignende initiativer kan Danmark fremme grøn energi, der både bekæmper klimaforandringer og styrker økonomien i udviklingslandene. Når det kommer til grønne investeringer, er grønne investeringer nøglen til bæredygtig udvikling. Her viser redegørelsen, hvordan Investeringsfonden for Udviklingslande, IFU, mobiliserer milliarder til grøn infrastruktur. Det ser vi bl.a. med de 3 mia. kr., som går til klimaprojekter via den asiatiske udviklingsbank. Vi støtter denne tilgang og foreslår at styrke IFU's rolle yderligere. Vi vil fremme partnerskaber mellem danske virksomheder og lokale aktører som f.eks. i Sydafrika, hvor 100 virksomheder har lært at reducere vandspild med dansk ekspertise. Sådanne samarbejder skaber ikke kun miljømæssige gevinster, men også økonomisk vækst, og de øger dansk eksport. Lokal erhvervsudvikling er afgørende, når det kommer til at skabe bæredygtige, selvstændige økonomier. I redegørelsen bliver der fremhævet en række projekter som f.eks. støtten til små og mellemstore virksomheder i Ukraine gennem IFU og forbedringer af arbejdsvilkårene i Bangladeshs tekstilindustri. Vi ønsker også at udvide denne indsats. F.eks. kan vi støtte flere mikrofinansieringsprogrammer som dem i Uganda, hvor 22.000 mennesker får øget indkomst gennem elektriske motorcykeltaxaer. Det er en lille ting, men en stor gevinst. Ved at give lokale iværksættere adgang til kapital og viden kan vi skabe job og styrke lokalsamfundene. Danmarks støtte til civilsamfundet og FN's organisationer som UNDP, der fremmer ligestilling og politisk deltagelse, gør altså en forskel. Demokrati er bare fundamentet under at skabe varig udvikling. I Moderaterne ønsker vi at styrke dette arbejde, f.eks. ved at understøtte ungdomspaneler, som vi ser det i Kenya og i Uganda. Det giver unge en stemme i udviklingsprojekter. Vi foreslår også øget støtte til programmer, der sikrer retsstatsprincipper og frie medier, så vi kan bygge stærke demokratier, der modstår korruption og kan modstå undertrykkelse. Vi ser kort sagt udviklingspolitik som en mulighed for at kombinere idealisme og pragmatisme. Vi vil bruge Danmarks styrker, vores grønne teknologier, vores erhvervsliv og vores demokratiske værdier til at være med til at skabe en verden, der er grønnere, mere retfærdig og mere stabil. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til fru Sascha Faxe.

Tak. Og tak til ordføreren for talen. Egentlig har jeg det lidt svært ved, at vi skal diskutere konkrete sager her, for det er jo en overordnet ramme, men det er, fordi ordføreren nu netop tager Lake Turkana med ind og siger, at det er en vej frem. Altså, Turkanaprojektet er blevet dømt ulovligt ved en kenyansk domstol, fordi projektet har overtrådt oprindelige folks rettigheder. Den dom er blevet stadfæstet her i foråret, og så sent som i den forgangne uge har der været en ulovligdømmelse af de klimakreditter, der bliver brugt der. Så jeg er nysgerrig på, hvordan Moderaterne ser på oprindelige folks rettigheder i udviklingspolitikken, når man så aktivt støtter et projekt, der ved et lands domstol er kendt ulovligt.

Ordføreren.

Nu er det jo som et eksempel på en måde at arbejde på, hvor man går ind og får fremmet den slags projekter. Der er det jo et projekt, som har haft en stor effekt i Kenya. Altså, det har det jo haft. Men der er det så også helt afgørende, at man, når man laver den type af projekter, selvfølgelig også respekterer oprindelige folks rettigheder. Jeg var ikke bekendt med, at det var blevet kendt ulovligt. Det må jeg ærligt indrømme. Det er jeg ikke stødt på nogen steder. Så det er selvfølgelig uheldigt, at jeg bruger det som eksempel, men det skal ikke afholde mig fra ligesom at sige, at det faktisk er en god måde at arbejde på, fordi man jo netop får skabt en varig grøn omstilling. 14 pct. af energiproduktionen i et udviklingsland skabt med konkurrencedygtige metoder, hvad vindenergi jo er, syntes jeg var positivt, men selvfølgelig skal det være med respekt for oprindelige folks rettigheder.

Fru Sascha Faxe.

Jeg er jo altså også fuldstændig på, i forhold til at vi skal lave grøn omstilling, så det er slet ikke der, den ligger. Men jeg vil sige, at det har været en offentligt kendt historie. Den var også kendt, allerede før udvalget var på rejse i Kenya. Den måde at arbejde på har den risiko, ikke kun i Afrika. Vi ser det jo også i Nordnorge, op mod Sameland, hvor vi har haft lignende historier, og hvor man har fundet nogle løsninger på det, som man ikke har valgt at lægge ned over projektet i Kenya. Så jeg er ret nysgerrig på, hvordan vi undgår det. Altså, hvordan vil Moderaterne være med til at sikre det? For det er en meget stor risiko med den her arbejdsmodel.

Ordføreren.

Jamen jo større risiko, jo større omhyggelighed, vil jeg sige. Det er jo vigtigt, at man har et blik for, at man, når man laver store projekter i udviklingslande, også respekterer oprindelige folks rettigheder. Jeg vil gerne gentage, at det selvfølgelig er meget uheldigt, at det så er blevet kendt ulovligt, og at man ikke har respekteret det der. Men igen må jeg sige, at jeg ikke var bevidst om det; jeg var ikke med på den udvalgsrejse, så jeg er ikke stødt på det der.

Så er det fru Trine Pertou Mach.

Tak. Og tak til ordføreren for talen. Mit spørgsmål går lidt i retning af det her fokus på menneskerettigheder og styrkelse af civilsamfund. En af diskussionssporene handler om, hvordan man sørger for, at det bliver integreret i privatsektorindsatserne, og det, som fru Sascha Faxe var inde på. Men noget andet er jo, hvordan vi generelt gør for at styrke menneskers ejerskab til deres egen politiske udvikling og deres engagement i bekæmpelse af korruption, fremme af demokrati, fremme af økonomisk udvikling og fremme af fred. Hvordan ser Moderaterne på spørgsmålet om, hvordan vi styrker hele rettighedssporet, også med blik for de storpolitiske interesser, der er i at påvirke samfund i den modsatte retning? Er det noget, som Moderaterne vil kæmpe for at vi måske også kan lave en øget indsats i forhold til i den kommende strategiperiode? Vil ordføreren prøve at sætte nogle ord på, hvad man tænker der skal gøres fremadrettet?

Ordføreren.

Det er i hvert fald en utrolig væsentlig dagsorden, tænker jeg, og som fru Trine Pertou Mach siger, er det også noget, som er under pres. Vi ser jo et pres, der går i den modsatte retning af, hvad vi egentlig har oplevet de senere år, nemlig et pres i retning af færre rettigheder og måske mere undertrykkelse af f.eks. kvinders rettigheder, men også befolkningsgruppers rettigheder. Det er i hvert fald noget, som jeg mener det er meget, meget vigtigt at vi har et blik for, og jeg mener også, det er vigtigt, at vi går ind og finder metoder til at modarbejde det pres, der får tingene til at gå i en negativ retning.

Fru Trine Pertou Mach.

Det synes jeg er rigtig positivt, så tak for den tilkendegivelse. Jeg er jo fuldstændig enig i, at det faktisk er under et ekstremt pres fra alle mulige sider, både internationalt og i øvrigt jo også nationalt rundtomkring i verden og ikke mindst i den del af verden, vi taler om her. Mit sidste spørgsmål er i virkeligheden: I forhold til den her diskussion om ikke at lade den måde, vi arbejder på, blive præget for meget af silotænkning eller køre ad nogle bestemte spor, hvordan ser ordføreren så på det at få integreret menneskerettighedsarbejdet i hele vores udviklingspolitik, f.eks. på klimaområdet? Hvordan ser ordføreren, at vi bedst gør det, også i den kommende strategiperiode?

Ordføreren.

Det er jo et vanskeligt spørgsmål at svare på, for der er jo en meget, meget bred vifte af forskellige måder at arbejde på her. Men igen vil jeg sige, at det bør være et klart fokuspunkt. Danmark skal stå for menneskerettigheder, Danmark skal stå for, at kvinders rettigheder bliver respekteret, og at minoriteters rettigheder bliver respekteret. Så det skal være et klart fokus. Men præcis hvilke konkrete metoder vi skal bruge, kan jeg ikke lige svare på.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Jeg var inde på det i min tale, og ordføreren fra Moderaterne var lige inde på det, men mener ordføreren, at det er o.k. at sætte som præmis for at modtage bistand, at man som udgangspunkt hjemtager sine egne borgere, såfremt vi udviser dem fra Danmark?

Ordføreren.

Vi havde et punkt, jeg tror, det var et beslutningsforslag fra DF, til behandling i Folketingssalen for et stykke tid siden. Og det er jo indskrevet i – nu er det min hukommelse, der lige svigter lidt her – den lovgivning, vi arbejder efter. Ja, lige præcis. Så det er jo indskrevet i den. Mig bekendt, og som jeg husker debatten på det tidspunkt, giver vi ikke udviklingsbistand til lande, der ikke vil hjemtage deres egne borgere.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Der skulle man have hørt efter talen, for jeg citerede faktisk det, der blev sagt i et svar på det. Der er ligesom sådan nogle rigtig gode politiske gummiord, ikke? Altså, der er jo den der med i et vist omfang og langsigtet udviklingsbistand. Hvis ikke det er, til solen brænder ud, så er det jo ikke langsigtet nok. Og når man siger i et vist omfang, hvor mange milliarder snakker vi så om? Men man kunne jo komme ud over det her. Man kunne jo bare som udgangspunkt, inden man starter et projekt op, hvor vi sender penge, dybest set bede justitsministeren om at sige, at såfremt worst case sker, nemlig at et menneske fra det her land bliver udvist for noget, så vil det her land ikke kvalificere sig. Så ville vi gemme os bag konventionerne og sige: Det kan ikke lade sig gøre. Der kunne man jo sætte en præmis. Man kunne jo bare sortere projekterne igennem, inden man satte dem i gang. Er det ikke fuldstændig korrekt? Det var jo ret nemt løseligt, i hvert fald i et fremtidsperspektiv.

Så er det ordføreren.

Jamen det bliver jo sådan set det samme svar en gang til. Altså, det er indskrevet i de regler, vi arbejder efter i dag. Og der er ikke nogen af de udviklingslande, vi giver støtte til i dag, der ikke vil hjemtage deres egne borgere. Så det er det samme svar en gang til.

Mange tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Helle Bonnesen. Værsgo.

Tak for det, formand Erling Bonnesen. I starten af marts i år var vi en række medlemmer af Udenrigsudvalget, som var på studietur til Kenya. Udvalgssekretariatet havde i samarbejde med den danske ambassade lagt et vældig godt og indholdsrigt program for os. Bl.a. gik turen til Lewa, hvor Danmark har været involveret i flere projekter. Vi besøgte et sundhedshus. Det var en smuk dag, og vi blev modtaget af et hold, som efter en kort introduktion viste os rundt på stedet. Vi så modtagelsesrummet, behandling, fødestue. Vi havde samtale med de ansatte, og vi fik vist lageret. Og der på lageret så vi nærmest konklusionen for 2024, for hvad så vi? Vi så hylder, hvor medicin og kosttilskud mærket med USAID plejede at stå. Der var stadig væk nogle få pakker, men der var lavvande i beholdningen, og konklusionen blafrede i den varme vind. Hvad sker der, når hylderne er helt tomme, og når leverancerne stopper? Så lukker vi. Besøget viste med al tydelighed, hvor sårbart udviklingsarbejde er. Vi er afhængige af hinanden, vi er afhængige af hinandens indsatser, og når en springer fra, kan det skabe en kædereaktion, og det kan vælte læsset. For hvad nytter det, at vi bygger hospitaler, hvis vi ikke har medicinen? Dagens redegørelse starter nærmest, hvor min historie her slutter, nemlig med USAID. Den nye retning for USA står jo ikke alene. Vi ser flere og flere lande reducere udviklingsindsatsen, og derfor bliver Danmarks bidrag af stigende vigtighed, ikke kun, fordi mange aktører trækker sig delvis, men også fordi udfordringerne stiger og sjældent har været større. Vi mener, at vi som nation kan være tilfredse, når vi læser redegørelsen. Vi leverer på rigtig mange projekter. Vi leverer på klimaprojekter, på partnerskaber, på samarbejde med civilsamfundsorganisationer, på erhvervsinvesteringer ikke mindst, og vi fokuserer på uddannelse, på Ukraine og på Afrika. Fra vores side skal det i hvert fald lyde, at de 0,7 pct. for os er et vigtigt holdepunkt. Vi ønsker at levere på det mål, og vi mener, at vores nationale økonomi er så stærk, at det forpligter. Vi mener, at et hjerte for udvikling er naturligt, nødvendigt og oplagt. Udviklingsarbejdet har fra dansk side ændret karakter i flere år, og i dag fylder Ukraine meget – med rette. Det viser, at arbejdet er dynamisk og indretter sig løbende, for hvem havde troet, vi ville stå med den store opgave for få år siden. Det Konservative Folkeparti støtter fuldt ud op om arbejdet, og vi mener fortsat, vi skal udøve den massive støtte. Der har været de umiddelbare opgaver med nødhjælp, opbygning af Mykolaiv, men også med IFU, og netop udviklingsarbejde med handel viser en vigtig del af fremtiden. IFU har spillet en central rolle, ikke kun i Ukraine, men mange steder. For os er investeringerne i handel ofte vejen frem til mere selvbårenhed. Oftest kæmper de langsigtede investeringer med de kortvarige og den helt nødvendige hjælp, som f.eks. nødhjælp, og opgaverne står i kø. Børns uddannelse for et bedre vidensniveau er også en langsigtet opgave, som kan være nem at skære på, når de store dagsaktuelle opgaver står for skud, og besparelser kan være altafgørende, for igen: Hvad nytter det at bygge skoler, hvis vi ikke har en lærer? Nye projekter kommer til, mens gamle og glemte kriser lever et skjult liv parallelt, og når nye kriser tiltrækker vores opmærksomhed, er det en udfordring, vi skal være bevidste om. Når vi vælger, vælger vi også fra, og det er de betingelser, vi omgiver os med. Derfor skal vi være bevidste om det, når vi også begynder på vores snarlige samarbejde om den nye udviklingspolitiske strategi. Det bliver en kritisk diskussion, vi skal tale prioriteringer og meget gerne, som andre også har været inde på, med konkrete målsætninger og rammer for evaluering. For der har unægtelig været nogle sårbare projekter fra dansk side – projekter, som har vist sig efterfølgende måske ikke at holde vand – og det er til stadighed en stor opgave at bruge vores finanser bedst muligt. Det fokus vil stige, i takt med at Danmark bliver mere og mere synlig på den udviklingspolitiske dagsorden. Jeg vil sige til slut – andre har også nævnt det – at redegørelsen nævner, at Danmark i udgangspunktet ikke giver langsigtet udviklingsbistand til stater, som ikke i et vist omfang samarbejder om tilbagetagelse af egne statsborgere. I en idealistisk verden ønsker vi det slet ikke, vi ønsker ikke at bidrage med udviklingsbistand til de lande. Jeg ved, det er nemt at sige, men det bør være en arbejdsmoral, vi arbejder efter. Sluttelig, til allersidst, vil jeg sige, at vi ser frem til forhandlingerne om den udviklingspolitiske strategi, og vi mener, at den redegørelse, der er blevet forelagt, er et godt katalog for, hvor vi er i dag, og hvilke projekter vi er gået i gang med eller har fuldført. Tak.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Claus Jørgensen.

Ja, en kort bemærkning: Jeg kan forstå, at Konservative har været en tro væbner i forhold til støtte til grønne projekter, og det er vi jo glade for. Hvordan ser ordføreren, at redegørelsen kommer ind på det, og er der blevet gjort nok i forhold til det grønne?

Ordføreren.

Er der blevet gjort nok? Jeg sagde tidligere også, at når vi vælger, så vælger vi andet fra. Og det her er den klassiske med, hvordan vi skal prioritere mellem noget, der er så kortsigtet, og noget, der er så langsigtet. Vi kunne sikkert have gjort mere. Har vi lavet de rigtige prioriteringer? Vi så f.eks. her på studieturen, da vi var i Kenya, at vi i hvert fald har været dybt involveret i et godt klimaprojekt med den etiopiske minister doktor Fitsum Assefa, som tilsyneladende virkelig har fået sat gang i det. Så vi kan gøre det, og når det lykkes, skal vi også tage de erfaringer af det og udbrede det andre steder.

Hr. Claus Jørgensen.

Tak for det svar. Jeg er glad for at høre, at Konservative holder fast i 0,7 pct. Hvad tænker ordføreren om meldingen ovre fra de herrer ovre på højrefløjen her, som vil gå ned på 0,5 pct.? Vil det have betydning, bl.a. for de grønne projekter fremadrettet?

Ordføreren.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over andre partiers politik og strategier, og hvordan de vælger at vælge til og fra. For os har det været vigtigt, og det er vigtigt, at vi er en del af den 0,7-procentsmålsætning, der er internationalt. Jeg håber stadig væk, de partier vil være med til diskussionerne og prioriteringerne. Mere vil jeg ikke kommentere på det.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi kan gå videre til Enhedslistens ordfører, og det er fru Trine Pertou Mach. Værsgo.

Tak for det. Det her er den sidste redegørelsesdebat i regi af den strategi, vi har, og derfor er det jo en god anledning, som flere af kollegerne også har været inde på, til at reflektere lidt over, hvad vi har opnået, og hvordan det her kan være noget, vi kan drage læring af i forhold til den kommende strategiperiode, hvor vi skal i gang med forhandlingerne i morgen. Det lød som en parafrasering over Socialdemokratiet, men det er det faktisk ikke: Det er reelt i morgen. Så tak til ministeren for redegørelsen – eller til ministeriet er det vel ikke mindst – og jeg vil sige, at i en tid med de store geopolitiske forandringer, som vi taler om nærmest dagligt i den her bygning, er det ikke mindre vigtigt at se på, hvad det er, Danmark rent faktisk kan med sin udviklingsbistand som et instrument, som jo, som hr. Flemming Møller Mortensen ganske rigtigt sagde, allerede i forhold til lovgivningen bliver set som en integreret del af udenrigspolitikken, men som også i sig selv har et politisk sigte, nemlig bekæmpelse af fattigdom, fremme af rettigheder og sikring af en bæredygtig udvikling, hvor mennesker selv kan vælge deres fremtid på egne og på deres samfunds vegne. I den tid, vi lever i, er der jo nogle ekstremt store geopolitiske forandringer, og de er åbenlyse. Noget af det, som er virkelig positivt i den her kontekst, er, at i landene i det, som vi stadig væk med en dårlig betegnelse, men i mangel af bedre, kalder det globale syd, er der et stigende pres for ikke at skulle vælge side internationalt, men vælge sin egen vej. Det er lande, der vil selv, og som også fuldstændig berettiget kræver plads ved de store borde, hvor beslutninger bliver truffet. Der er krav om reformer af FN og krav om reformer af de internationale finansielle institutioner, for at de kan afspejle verden langt bedre, end de gør i dag. Det er åbenlyst, at de klimaforandringer, som verden kæmper med, lægger en altomfattende ramme ned over alt det, vi diskuterer, når vi diskuterer muligheden for bæredygtig udvikling. Den sidste indledende ting, jeg vil sige her, er, at i en tid, hvor lande omkring os skærer i udviklingsbistanden – nogle rigtig meget endda – vil jeg gerne igen rose regeringen her i landet for at sige, at i Danmark står vi fast på de 0,7 pct. Udenrigsministeren har ovenikøbet sagt, at det ikke er i den vestlige verdens interesse, at vi har et lavere engagement i udviklingsbistanden. Jeg er fuldstændig enig. Faktisk er det sådan, og det er jo ikke folk her ubekendt, at i Enhedslisten mener vi i virkeligheden ikke, at 0,7 pct. er målet. Vi mener, at vi skal tilbage på 1 pct., som vi har været på før, og derudover opruste massivt i fred og konfliktforebyggelse, i diplomati og andet. Men det, at vi fra dansk side på det her tidspunkt siger helt klart, at vi holder fast i de 0,7 pct., synes jeg er virkelig, virkelig vigtigt. Når vi så kigger på redegørelsen, er den jo i virkeligheden spækket med mange ting og mange gode indsatser. Jeg har selv oprindelig været ret skeptisk over for det her med, at naturfokusset og miljøfokusset fik så meget plads. Men jeg må erkende, at jeg faktisk har flyttet mig på den front. Jeg synes faktisk, at det, at man også har et fokus på det i udviklingspolitikken, giver rigtig god mening, og at de organisationer, der også er kommet ind som nogle af partnerskabsorganisationerne, faktisk er utrolig afgørende, sådan som verden ser ud. Jeg vil gerne lave nogle få nedslag, og de er jo bare udvalgte, for det kan de kun være, når man skal diskutere det her komplekse område. Det ene er det her med det interessebaserede. Det er jo rigtigt, at interessebaseret er sådan et utrolig taknemligt ord, for hvad er det for nogle interesser, man mener er danske interesser? Hvis jeg skal give mit besyv med på den front, vil jeg nævne det med den globale retsorden – og det er noget af det, som vi har diskuteret rigtig meget, både i den her kreds som udviklingsordførere, men også der, hvor vi agerer som udenrigsordførere. Det er også, at vi får bekæmpet klimaforandringerne. Det er, at vi fremmer og styrker vores egen, altså Danmarks og Europas, troværdighed på den internationale scene. Det er, at vi får meget mere fokus på det med de ligeværdige partnerskaber. Det er, at vi får flyttet magten til de lande, som kloden er udgjort af, og ikke de lande, som historisk set har siddet på magten i internationale institutioner. Det er, at vi får revideret FN og får styrket de internationale finansielle instrumenter på en måde, så de bekæmper ulighed og fattigdom, og så de er med til at give den gældslettelse, som så mange udviklingslande har brug for.

Så der er rigtig mange forskellige måder at definere interesser på, men i regi af de her lister mener jeg at det er helt rigtigt og åbenlyst, at udviklingspolitikken fremme danske egne interesser. Et konkret nedslag på den front er fattigdomsbekæmpelse. Det er faktisk næsten fraværende i redegørelsen her, og det er der jo flere ting der er, fordi man skal træffe et valg, hvis ikke den skal fylde, lige så meget som en ph.d. ville fylde. Men det er faktisk lidt ærgerligt, at det ikke er der som et tværgående fokus, for fattigdomsbekæmpelse er jo også sikkerhedspolitik. Det at give mennesker muligheden for at kunne leve der, hvor de fødes, og ikke være tvunget på flugt, men kun flytte sig, hvis det er noget, de har lyst til, og det bliver en ting, man kan gøre, fordi man har interesse i det, er i vores sikkerhedspolitiske interesse. Det at kunne skabe velfungerende samfund, hvor mennesker kan leve trygt og godt der, hvor de fødes, er i vores sikkerhedspolitiske interesse. Det er også i vores solidariske interesse, at mennesker alle steder på kloden får muligheden for at leve de liv, de gerne vil, på de præmisser, som de gerne vil. Det at bekæmpe fattigdom er jo en effektiv og langsigtet tilgang til at sikre en fredelig verden og en stabil verden, hvor mennesker i store grupper ikke drives på flugt med de usikkerheder og farer, det skaber for de mennesker selv og de lande, de passerer igennem. Men det er også at sikre, at unge mennesker faktisk selv får lov til at definere den verden, som de skal leve i. Så det er lidt ærgerligt, synes jeg, at der ikke er nogen referencer til princippet om, at ingen skal lades i stikken, og at fattigdomsbekæmpelse er noget, der ikke kun laves i civilsamfundsprojekter, men også noget, som skal være tværgående i hele privatsektorfokusset. Det har vi også været inde på i spørgsmålene indtil nu. Så er der fokus på civilsamfund. Der synes jeg, at redegørelserne er ret stærk i at sige, at fokus på civilsamfundet og civilsamfundets rolle er der værdi i. Det er en selvstændig værdi i forhold til at kunne repræsentere mennesker over for magthavere og kræve indflydelse, kræve forandringer og kræve medbestemmelse, men det er også en rolle, der handler om, hvordan vi implementerer vores udviklingspolitik. Det at kunne være stærke civilsamfundsaktører, som kan være med til at fremme andre menneskers evne til at organisere sig, kræve forandring, selv levere de humanitære indsatser, der skal til osv., synes jeg står meget stærkt i redegørelsen, og det synes jeg er vigtigt. Jeg synes, det er vigtigt også at huske, når vi går ind i strategiforhandlingerne, at civilsamfundet kun eksisterer og fungerer, hvis der er de rette rammer. Så det at holde fast i og styrke civilsamfundets råderum i en tid, hvor det er under massivt pres kloden over, er også i dansk interesse og i øvrigt noget, som Danmark er rigtig dygtig til. Et tredje nedslagspunkt er hele fokusset på menneskerettigheder og demokrati. Vi lever i en tid, hvor der er et vanvittigt pres på menneskers rettigheder – et pres, som man nærmest ikke kunne have forestillet sig skulle komme med så voldsom styrke og med så stor hast. Det være sig på kønsområdet og på minoritetsområdet i hele sin bredde. Det har været noget af det, der har fået de nordiske lande i regi af FN's kvindekommissionsmøde her for et par måneder siden til at tale om, at vi skal – undskyld det engelske udtryk, men det hedder initiativet – push back on the pushback. Det, at vi skal presse tilbage på dem, der vil presse rettighederne tilbage, er et vanvittig vigtigt fokus også fra dansk side, når vi diskuterer vores brede udviklingspolitiske strategi. Ungefokusset, som vi har i Danmark, og som vi har styrket markant igennem de seneste år, er jo et led i det; Fokusset på piger og kvinders rettigheder er et led i det. Det at styrke menneskers rettigheder og stå vagt om menneskerettighedsforkæmperes muligheder og også være klar til at beskytte dem, når der bliver brug for det, værne om retsstaten og værne mod korruption er en dansk mærkesag og skal vedblive at være det. Det synes jeg er en ting, der godt kunne have stået noget stærkere som noget tværgående, for det er også det, der skal integreres i vores privatsektorfokus. Det er også det, der skal integreres, når vi diskuterer vores økonomiske diplomati osv. Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne sige noget om den her finansiering. Det er fuldstændig åbenlyst, at udviklingsbistanden ikke kan stå alene med alle de udfordringer, der er på den humanitære og den langsigtede udviklingspolitiske front. Det er åbenlyst, at der er brug for privatsektorfinansiering og mobilisering af det. Det er også åbenlyst, hvad udfordringerne er i det spor. Derfor vil jeg appellere til, at vi også fra dansk side går meget stærkere ind i noget af det, som udviklingslandene håber vi går ind i, nemlig den globale FN-ledede gældssaneringsmekanisme, som er en del af diskussionerne globalt, og FN's nye konvention om skatteinddragelse og skattesamarbejde. For det er nogle af de redskaber, der kan sikre, at pengene bliver ved med at være der, hvor de i virkeligheden skal være, nemlig i udviklingslandenes egne banker og lommer, og kan bruges i bekæmpelsen af fattigdom. Tak.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak for talen, og tak for at give udtryk for holdningerne i forhold til redegørelsens sådan mange perspektiver. Jeg tænker, at jeg, når ordføreren taler om civilsamfundets råderum, har lyst til at sige, at jeg synes, at noget af det, der fungerer forbilledligt, er, at vi har puljer, der er sat af både til de strategiske partnere, men også til CISU, som i høj grad er med til at give dem muligheden for sammen med deres lokale partnere at virke og også med en forholdsvis stor kontinuitet. Så jeg vil egentlig høre, hvad Enhedslisten tænker i den sammenhæng. Jeg har jo også syntes, at det var rigtig væsentligt at demonstrere, også over for andre lande, hvordan vores samarbejde og strategiske partnerskaber i den grad hviler på tillid til organisationerne, og det med, at man engang har committet sig, og det har også vist sig at være utrolig effektivt, hvordan vi i krisesituationer har kunnet bygge ovenpå med flere offentlige midler, hvor vi næsten fra det ene døgn til det andet kan sørge for, at der kommer bevillinger fra Danmark og helt ud til partnerorganisationerne der, hvor krisen pludselig opstår.

Ordføreren.

Tak. Det er jo et supergodt spørgsmål, og ordføreren giver næsten svaret selv. Jeg synes, det er helt afgørende, at vi fortsætter med og at vi måske endda også styrker det fokus, som vi faktisk fra dansk side er blevet ret gode til, nemlig at have nogle ret fleksible instrumenter til at kunne bygge ovenpå, som ordføreren her også siger det, men også det at have nogle puljer, som gør, at mange dele af det danske civilsamfund kan være aktive. For noget af det, som de kan, nemlig at de kan nå meget langt ud og sikre det lokale ejerskab til de indsatser, der skal ske, er ellers noget, som kun meget få andre kan. Så det er helt afgørende for Enhedslisten, at vi styrker det i forhold til puljerne, altså ikke puljetænkningen som puljetænkning, men det, som puljerne kan, og med det fokus, der handler om at kunne være både modig og fleksibel med den danske udviklingsbistand, så vi måske også kan være til stede nogle af de steder, hvor et myndighedssamarbejde og et samarbejde med de statslige aktører ellers kan blive ganske vanskeligt, fordi det er nogle regimer, vi har svært ved at kunne skubbe på. Så kan vi godt arbejde på civilsamfundsfronten, og det er måske noget af det, som vi med vores instrumenter skal blive endnu bedre til, eller som vi i hvert fald skal være villige til at gøre, også når det er svært.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Man kan sige, at det jo virkelig falder meget gunstigt, at vi har muligheden for den her drøftelse og den her dialog i dag, forud for at vi skal drøfte den nye fremtidige udviklingspolitiske strategi. Vi skal jo også politisk træffe beslutning om, om vi vil fortsætte med den her form for redegørelser, og jeg synes bare, det virker rigtig frugtbart med den dialog, vi har i dag. Vi kan jo godt stille nogle krav til redegørelserne. Nu er ordføreren inde på det der med, at hun synes, at der mangler noget fokus på fattigdom, men jeg ved jo også, at ordføreren er enig i, at fattigdomsaspektet er indlejret i rigtig mange af de indsatsfelter, der arbejdes med. Det gælder både klima, men det gælder også uddannelse og sundhed, at det jo i høj grad er med til at drive fattigdommen væk eller i hvert fald lave en reduktion. Så jeg vil bare spørge, om vi ikke kunne tage drøftelsen af, om vi måske skulle sætte nogle pinde op i forhold til eventuelle fremtidige redegørelser, altså i forhold til hvad vi gerne vil have der skal fokuseres på fra ministerens side.

Ordføreren.

Det synes jeg faktisk er en rigtig god idé. Jeg håber også, at vi i forhandlingerne kan blive enige om at fastholde det her instrument med at have en årlig redegørelse. Og så ville det være en god idé, tror jeg, strategisk at sige, hvad det er for nogle tematikker, man kunne forestille sig sådan mere strategisk tværgående, sådan som også Venstres ordfører var inde på tidligere, altså at vi måske i virkeligheden kunne lægge det ned som nogle af de måder, man kunne lave redegørelsen på eller bygge den op omkring. Så vil jeg sige, at måske skulle vi også overveje, om man skulle lave en eller anden form for parallelt civilsamfundsforum på en måde, hvor vi også kunne inddrage de civilsamfundsorganisationer, som jo er fuldstændig afgørende for, at danske udviklingspolitiske mål bliver til realiteter.

Så er det hr. Christian Friis Bach.

Tak for en meget fin tale. Jeg har jo i mindst 10 år talt om ikke meget andet end partnerskaber, partnerskaber og partnerskaber, og det ved jeg også at fru Trine Pertou Mach har. Men som jeg sagde i min tale, hører jeg, når jeg hører om de partnerskaber, der er lavet, hvor private virksomheder arbejder sammen med en ngo eller en folkelig forening om at få et eller andet op at stå, stor frustration i forbindelse med mange af de projekter. Det må jeg være ærlig at sige. Jeg er nået dertil, hvor vi måske, i stedet for at vi skal lave alting sammen, i virkeligheden skal til at lave ting hver for sig og blive gode til det, som man respektivt er god til. Private virksomheder er gode til noget, og civilsamfund er gode til noget andet. De kan støtte hinanden – civilsamfund kan lave social kapital, og private virksomheder kan rejse økonomisk kapital. Men måske skal vi lade være med at blande det helt så meget sammen. Det er en refleksion, jeg har gjort, og jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad fru Trine Pertou Mach tænker om det.

Ordføreren.

Det er jo åbenlyst meget svært at få de her ting til at fungere. Der er mange udfordringer. Det siger både virksomhederne, der gør det, og det siger civilsamfundsorganisationerne også. Ikke desto mindre kan det jo godt være, at det stadig væk er det, vi skal gøre for at undgå, at vi får et privatsektorengagement, som alene handler om økonomisk vækst og erhvervsfremme uden at have blikket på det, som jeg også spurgte ordføreren om tidligere: Hvordan sikrer man, at det også er fattigdomsbekæmpende; at det skaber jobs til de mennesker, der har brug for det; at de mennesker, der arbejder der, får ordentlige rettigheder; og at det ikke krænker lokalbefolkningens rettigheder eller involvering? Så måske skulle vi i virkeligheden snarere prøve at evaluere på: Hvad er det, der ikke fungerer? Hvordan kan man gøre noget for at få det til at fungere? Og så kunne man måske overveje, om ambassaderne skulle have en eller anden form for rejsehold, som består af nogle af de aktører, der kunne hjælpe til med, at de gode erfaringer kunne blive fordelt lidt bedre. Det var i hvert fald også en mulighed. Den danske fagbevægelse er også ganske vigtig i den sammenhæng – i forhold til nogle af de rettighedsspørgsmål, som måske er dem, der indimellem halter.

Hr. Christian Friis Bach.

Jeg vil nu fastholde, at Venstre er et godt liberalt parti, og at vækst og arbejdspladser i den grad er fattigdomsbekæmpende, og det er jo noget af det, der smitter. Især inden for landbrugssektoren har det hevet millioner og milliarder af mennesker ud af fattigdom, altså at man har fået gang i landbrugssektoren og landmænd og landbrugsvirksomheder rundtomkring i verdens fattige lande. Det er virkelig effektivt i fattigdomsbekæmpelsen. Men så er der nogle, der står tilbage. Det var også det, fru Trine Pertou Mach var enig i. Og der kan man så sige, at hvis der er noget, der virkelig har virket i verden, så er det jo sociale velfærdsydelser; så er det jo netop ældrecheck, børnecheck og alt det, som vi kender i Danmark, hvor vi hiver mennesker ud af fattigdom. Og der er nogle globale initiativer. Er det noget, fru Trine Pertou Mach interesserer sig for?

Ordføreren.

Ja, det er i høj grad noget, jeg interesserer mig for. Jeg er glad for, at ordføreren også selv husker det meget stærke fokus, ordføreren har på det. Jeg synes, at det, der er vigtigt med vores udviklingsbistand, jo i virkeligheden er, at den kan noget helt særligt, altså den statslige bistand. Det er nemlig at have det her klare mål for, at den skal bekæmpe fattigdom. Det er sværere at styre privat kapital til at skulle det, medmindre man lægger nogle rammer ned omkring, hvordan de privatsektorengagementer skal være. Det er i virkeligheden det, jeg synes er det vigtige her, altså at vi ikke prøver at sige, at den private sektor skal én ting, at civilsamfundet skal en anden ting, og at myndighedssamarbejdet skal en tredje ting. Der er nogle tværgående formål, som skal kunne løftes på tværs af de tre typer indsatser, og det er måske i virkeligheden det, vi skal fokusere meget mere på end at prøve at dele det op igen. Det tror jeg ikke tjener det samlede formål.

Mange tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Dansk Folkepartis ordfører, hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Tak, formand. Jeg må indrømme, at det er en lidt underlig samtale at sidde og være vidne til. For en times tid siden havde vi en diskussion om, hvor man skulle finde penge til at lægge loft over pensionsalderen, og så sidder vi her og taler om, hvordan vi hvert år skal sende 20 mia. kr. af sted, men der er indtil nu ikke rigtig nogen, der har spurgt, om det egentlig har nogen som helst effekt. Jeg har i hvert fald meget, meget svært ved at se, at det, at Danmark i godt og vel 60 år har givet udviklingsbistand, skulle have ført til nogen nævneværdig udvikling. Jeg har også meget, meget svært ved at se ud af de rapporter, jeg læser fra Verdensbanken, IMF osv., og de bøger, der bliver udgivet af eksperter, at der skulle være nogen som helst sammenhæng mellem landes modtagelse af bistand, og at der kommer udvikling. Jeg tror, det er nogle helt andre ting, der skaber udvikling i et samfund. Det er f.eks. at få slået hårdt ned på socialisme og andre ting, som ødelægger det frie marked; det er at få slået ned på islamisme og anden religiøs fanatisme, som holder kvinder nede, forhindrer teknologisk udvikling osv. osv. Jeg synes egentlig, det udtryk, som professor Martin Paldam har fundet på til at betegne den danske udviklingsbistand, nemlig hobbyimperialisme, er ganske rammende. Det er mit indtryk, at udviklingsbistanden i brede dele af den ikkeudviklede del af verden skaber en mere og mere permanent afhængighed af bare at få donationer år efter år. Det er helt tydeligt, at det avler en ekstrem korruption, fordi magthaverne, som typisk ikke er folkevalgte og typisk er uden nogen som helst forståelse for både retsprincipper og demokratiske principper, pludselig ser, at der her er en indtægtskilde. Det ødelægger enhver form for incitament til at skabe egentlig velfungerende samfund, og det sidste, det gør, er at skabe varig vækst. Derfor er det jo også interessant at se på, hvad det egentlig er, alle de her penge, som jo kunne være gået til f.eks. at lægge et loft over pensionsalderen, går til. Jeg kan konstatere, at Mellemfolkeligt Samvirke får over 100 mio. kr. om året til at føre, hvad der mest af alt ligner en propagandamaskine fra Enhedslisten. Hvis man går ind på deres hjemmeside, deres facebookside osv., er det nærmest ikke til at se forskel på, om det er Enhedslisten eller Mellemfolkeligt Samvirke. Det hele handler om Gaza, og man benytter den retorik, som vi efterhånden er ved at være dødtrætte af at høre på. Det samme gør sig gældende med Amnesty International og alle de andre de her do-good-institutioner, de her godgørende organisationer, hvor jeg egentlig har indtryk af at den eneste form for vækst, der sker, er væksten på bugen af dem, der fylder sig med offentlige kroner hvert eneste år. Man kan også se på nogle af de såkaldte udviklingsprojekter, som kører igennem Finansudvalget i form af aktstykker. Når man hører på de tårevædede kampagner om, hvordan det her redder mennesker fra stor armod osv., tager man sig lidt til hovedet. Aktstykke 169 handler om et projekt til 73 mio. kr. til energieffektivisering og udbygning af den grønne energisektor i Kosovo. Kosovo er et land, der er anerkendt som et kommende EU-land. Hvorfor skal vi give dem udviklingsbistand? Når vi donerer pengene, ser vi billeder af små sultne børn fra Afrika, men pengene går til at skabe energieffektivisering i et EU-ansøgerland. Det er fuldstændig skørt. Der er også aktstykke 168 om evakueringsindsatsen i Libanon. Her gav man 40 mio. kr., men der er ikke foretaget en eneste evakuering. Altså, hvad er det for noget? Vi giver 215 mio. kr. til at forbedre levevilkårene i Syrien, så folk kan vende tilbage på frivillig basis. Er der nogen, vender tilbage? Ikke en eneste. Det er altså sag på sag, hvor det bare er spild og fup, og hvor det jo helt grundlæggende handler om, at vi borgerlige politikere – det synes jeg vi har fået nogle gode eksempler på her – jo bare er faldet for den fladpandede retorik, som venstrefløjen har haft held med at lancere. Den, der kan bruge flest penge, er det bedste menneske i verden – er det ikke dejligt? Jeg tror faktisk, det forholder sig lige omvendt: Dem, der kan stille nogle krav til de her lande om markedsprincipper, om et opgør med religiøs fanatisme, om demokrati osv. f.eks. i forbindelse med frihandelsaftaler, vil gøre noget godt, men det får man jo ikke forgyldte verdensmålsnåle eller store middage hos FN af, så det er der næppe den store interesse i. Med de ord vil jeg bare takke for redegørelsen, som har været interessant at bladre lidt i. Jeg vil ikke sige, jeg har læst den i detaljer, men jeg føler mig egentlig meget godt klædt på alligevel. Jeg glæder mig over, at det først er om et år, vi skal have den her debat igen. Tak, formand.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så skal jeg høre, om der er en ordfører Radikale Venstre. Det er der ikke. Så er det fru Sascha Faxe fra Alternativet. Værsgo.

Tak. Jeg kan ikke love at være lige så festlig, men til gengæld vil jeg starte med at sige tak for en god og overskuelig redegørelse. Jeg synes, det er et virkelig godt afsæt for de forhandlinger, vi har forude. For mit vedkommende er jeg også oprigtig glad for at bo i et land, hvor det her er vigtigt, og det mener jeg er noget, vi har været fælles om på tværs og hele vejen rundt, for ellers havde det ikke holdt i så mange år. Det er noget, der bliver vægtet højt politisk, og det bliver vægtet højt økonomisk, men det har også en stor folkelig opbakning og har haft en stor forankring igennem mange, mange år. Jeg tænker, at rigtig mange danskere kender nogle, som har været en del af det her arbejde, eller har mødt nogen, der har været i Danmark som et led i det her arbejde, og det tror jeg er en rigtig vigtig del af udviklingssamarbejdet. Jeg er også glad for, at det har forandret sig over tid, vil jeg så sige, for i mine første år i branchen så jeg nogle arbejdsmetoder, jeg havde det svært ved; også selv om jeg måske var enig i målet, var metoderne ikke ligefrem noget, som jeg syntes om. De har heldigvis forandret sig, og de er i fortsat forandring, både fordi vi bliver klogere og vi bliver dygtigere, og fordi det politiske billede ændrer sig og verden forandrer sig. I en verden, hvor vi skærer ned – rigtig mange lande skærer ned, og USA lægger USAID ned – er det også vigtigt, at vi fortsætter det solide arbejde, Danmark laver, og så vil jeg understrege, at vi i Alternativet er rigtig glade for, at udenrigsministeren tydeligt holder fast i de 0,7 pct. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi gerne ville et andet sted hen, men altså, de 0,7 pct. er et solidt afsæt og også en måde fortsat at være et foregangsland på det område på. Så når jeg slår ned på nogle ting i det kommende, er det simpelt hen ikke ment som en fundamental kritik af det, vi laver, hverken af udviklingsarbejdet eller af redegørelsen. Der er virkelig mange gode ting i redegørelsen om rettigheder, partnerskaber, grønt fokus, vand, landbrug, myndighedssamarbejde, demokrati osv. Mit første nedslagspunkt vil være Ukraine. For selv om jeg udmærket er klar over, at det er inden for den formelle skive, at vi bruger penge fra udviklingspuljen til flygtningearbejdet i vores eget land, så er vi i Alternativet ærgerlige over, at Danmark, siden krigen i Ukraine blev til en fuldskalainvasion, er blevet den største modtager af egne udviklingsmidler. I vores optik er krigen i Ukraine en lokal europæisk ting og derfor sikkerhedspolitik og ikke udviklingspolitik. Så vi så det gerne skilt ad. Altså, vi vil gerne være med til begge dele, så det er ikke et imod eller for det ene eller det andet. Vi synes bare, det er to forskellige kasser, både politisk og økonomisk. Når vi kigger på tallene, siden krigen i Ukraine udviklede sig, så kan vi se, at Danmarks støtte til lande med de laveste indkomster, altså de såkaldte LDC'er, har forandret sig. Vi kan ikke se det i EU; der ligger det stadig på samme niveau. Hvis vi kigger på LDC-tallene, har de faktisk ligget ret stabilt. I perioden fra 2015 til 2021 har de svinget fra 0,2 til 0,22 pct. af bni. Siden vi begyndte at bruge pengene på os selv og Ukraine, er det altså faldet til henholdsvis 0,14 og 0,16 i 2022 og 2023. Det er en meget markant forandring og et meget tydeligt bevis på, at når vi vælger at ændre på noget med de her penge, der går ind i det arbejde, så kommer det også til at påvirke de allerfattigste. I min optik er det sådan, at jeg rent faktisk tror, at fattigdomsbekæmpelse er en af hjørnestenene i vores udviklingsbistand. Nu bruger jeg det gammeldags ord, fordi det er derfra, det kommer. Altså, det er der, vi har stået. Det er det, som danskerne har købt ind på, og det, der har gjort, at vi kunne blive ved med at være her. Jeg tror faktisk også, at der er rigtig mange danskere, der netop forventer, at fattigdomsbekæmpelse er en stor del af det, vi laver, når vi giver 0,7 pct. Så jeg tænker egentlig, at vores samfundskontrakt omkring det her, faktisk er ret afhængig af, at vi holder fast i at have et fattigdomsfokus i vores arbejde. Det betyder ikke, at vi ikke kan ændre metode, og det betyder ikke, at vi ikke kan lave andet, men jeg tror, det er ret vigtigt, at vi har en vis stabilitet i det. Så er der en ting i vores støttetilgang, som måske ikke er fremvist så tydeligt i redegørelsen, og jeg vil bare nævne den, så vi er klar over, at det er i feltet. Det er, at vi i en eller anden udstrækning flytter vores arbejde væk – ikke kun, men til dels væk – fra de mest sårbare stater og over til lande med mere stabilitet. Det sker f.eks., når vi lukker ambassader i Sahel og åbner i andre lande som f.eks. Rwanda, som jo egentlig har været betjent vældig godt af ambassaden i Kampala indtil for nylig, men så ser man så en mulighed for, at man åbner der. Det synes jeg er ærgerligt. Igen er det ikke et enten-eller i min optik. Det må gerne være et både-og, men når vi kigger på kortet på side 11 i redegørelsen, kan vi også se, at myndighedssamarbejdet i høj grad sker med mellemindkomstlande, ja sågar Kina, som i min optik virkelig ikke burde være kategoriseret som et udviklingsland. Det spænder ben for rigtig meget.

Så vil jeg tale om en hjertesag. Der er jo masser af ting, vi kunne tage fat i, men jeg vil tage fat i en hjertesag, som lidt støder ind i nogle af de ting, som er blevet nævnt, om, hvad det er, der gør, at folk bliver, hvor de kommer fra. For det tror jeg egentlig ikke der er nogen uenighed om er det bedste for alle. Man kan kalde det, hvad man vil, men jeg tror altså faktisk, at hvis folk føler, at de har et tilhørsforhold til og er knyttet til et sted, så har de ikke stor lyst til at flytte. Hvis man har det godt, hvor man er, er lysten til at flytte ikke så stor, at man tager på sådan en farefuld færd, som mange folk gør. Jobskabelse er selvfølgelig vigtigt, fordi man skal have brød på bordet, men for at nå derhen og for at blive i de her job, skal der mere til, mere end job og penge. Det er simpelt hen min erfaring i det her arbejde, men også i det arbejde, jeg har lavet i Danmark, og med mange af de samme metoder. Det handler om, at man føler sig hørt, det handler om, at man hører til, men også om, at man føler et ansvar, og at man har indflydelse på det sted, man er en del af. Så derfor er det demokratiarbejde, vi laver, rigtig, rigtig vigtigt. Men jeg kunne godt tænke mig at sige, at det også er noget, der handler om medborgerskab. For hvis vi starter med de helt unge, er det sådan, at hvis de faktisk føler, at de får indflydelse, så er de – det er min erfaring – langt mindre tilbøjelige til at flytte sig nogen som helst steder, fordi de føler sig forpligtet over for ting, de har sat i gang. Det kender vi alle sammen. Ordføreren for Danmarksdemokraterne nævner ofte Nordjylland, og jeg kommer da også jævnligt til at nævne Lolland – man omtaler det sted, hvor man har haft sin ungdom, og som har en stor betydning, og som man har en stor tilknytning til. Det er helt basalt menneskeligt. Jeg havde en oplevelse for et par måneder siden, hvor jeg talte med ministeren for civil uddannelse i Sierra Leone, som hedder Chernor Bah. Han fortalte om, hvordan han som led i en ungdomsudveksling, der var en del af udviklingssamarbejdet med Norge, havde været i Norge og der havde spurgt de andre unge: Hvad drømmer du om at blive, hvad vil du gerne med dit liv? De havde sagt, at de ville være ambulanceførere, frisører, tømrere, alle sådan nogle ting, og det kom voldsomt bag på en ung mand fra Sierra Leone, for alle hans jævnaldrende ville være på toppen af det hele. De skulle være læger, de skulle være stjerner, de skulle være alt muligt af den slags. Og det er stadig noget, jeg møder. Det gjorde jeg f.eks., da jeg mødte nogle af de unge flygtninge, der sidder fast i Marokko – de er flygtet, fordi de vil være fodboldstjerner; dem var der virkelig mange af. Så han oplevede den der manglende realisme, i forhold til hvad man gerne ville, og hvordan livet så ud, men også den manglende fællesskabsforståelse. For det, han oplevede hos de unge i Norge, var, som han sagde, at de ville være en del af det helt almindelige dagligdags samfund, fordi de følte, at de var en del af det almindelige dagligdags samfund. Og det er noget af det, der har fået ham til at gå ind i politik – for at skabe det rum, så man faktisk føler, at man kan være en del af det samfund, man bor i, og have helt almindelige drømme, realistiske drømme, der, hvor man bor. Det gjorde et enormt indtryk på mig. Det er de færreste, der går ud og bliver minister af det. Jeg vil dog sige, at mange af dem, jeg gennem årene har mødt, som har været en del af ungeudvekslingen og ungeudviklingsarbejdet, har klaret sig gennemsnitligt bedre i livet end dem, de sad ved siden af i skolen, fordi de har lært noget. Det gælder ikke bare i Sierra Leone eller Uganda eller Kenya, eller hvor det kan være, det gælder også i Danmark. Jeg er en af dem, der selv har været ungdomsudvekslet. Ambassadøren i Uganda har også været ungdomsudvekslet, og jeg kunne nævne mange flere. Men altså, uden at nævne alt for mange navne kan jeg sige, at der er flere af dem, der har siddet i Folketinget gennem årene, der også er startet på den måde og har fundet den vej ind i at føle, at de har kunne bruge det afsæt. Hvad vil jeg så med den lange historie? Jeg vil det med den, at jeg vil sige, at den helt basale skolegang er et fundament, for det er vejen til at forstå, at man kan være en del af samfundet, til at forstå de koder, til at lære at læse og skrive. Og det er en af de allerstørste udfordringer. Vi kan godt snakke om, at vi skal arbejde med uddannelse og erhvervsuddannelser osv., men det er hamrende elitært at snakke erhvervsuddannelse, for det kræver, at man kan læse og regne. Så det er det første fundament. Og det andet er, at vi simpelt hen skal støtte de unge i det arbejde, de laver. F.eks. med DUF, som er nævnt, men som jeg også vil nævne herfra, får vi virkelig meget udvikling for pengene hos de unge. Det er ikke for at sige, at de skal have det hele, men for mig at se er det helt vildt vigtigt at sige, at de er et solidt fundament, som alt det udviklingsarbejde, vi laver i Danmark, kan stå på, og som også kan være med til, at vi opnår noget af det, vi gerne vil, nemlig at folk får det fede, glade, dejlige liv der, hvor de bor, og det må jo være målet med det, vi laver.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så går vi videre til udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. Det gik jo uventet hurtigt. Jeg regnede jo med, der også ville være en radikal stemme i debatten – det har der måske også været. Tak for den fine modtagelse af den her redegørelse, som jeg faktisk synes er god. Det synes jeg godt jeg kan tillade mig sige, for der alligevel ikke er nogen, der tror på, at det er mig, der har siddet og lavet den her redegørelse. Jeg synes faktisk, den er god i forhold til mange andre ministerielle redegørelser, jeg har set i mit liv herinde, fordi den er pædagogisk, og man kan næsten for en stund måske endda forestille sig, at folk, der ikke deltager i den her debat, kunne have lyst til at bladre i den. Det er ikke alle de redegørelser, der er afgivet skriftligt til Folketinget gennem år og dag, som vil have den samme attraktion. Så er jeg helt med på, at der er mange, der har påtalt manglerne, men det er jo, fordi der ikke er nogen, der har påpeget det i virkeligheden vigtigste skriftsted i hele redegørelsen, og det er jo den her QR-kode på den næstsidste side. Hvis man aktiverer den, får man jo indblik i det hele. Jeg noterer mig alt, hvad der er blevet sagt. Nu er det jo et åbent spørgsmål, om der fortsat skal laves sådan nogle redegørelser fremadrettet, og det må vi jo diskutere, når vi skal diskutere den udviklingspolitiske strategi, men for det tilfælde, at der skal, synes jeg sådan set, der var meget nyttige læring, når man har lyttet til hele debatten om, hvordan en eventuel fremtidig redegørelse skal designes i forhold til også at få trukket nogle af de tværgående prioriteringer op og den slags ting. Det siger jeg, fordi det jo er en bagudvendt redegørelsesdebat, vi har, som jeg har lyttet til med stor interesse, og som jeg ikke skal prøve at opsummere. Når jeg har lyttet til den med stor interesse, er det jo først og fremmest, fordi det er et sjældent hurtigt skift mellem bakspejl og forrude, vi nu foretager, for nu har vi så en redegørelsesdebat her i dag, og allerede i morgen skal vi snakke om den udviklingspolitiske strategi. Det er jo kort tid fra tanke til handling. Så jeg har lyttet intenst til, hvad der er blevet sagt, og det vil indgå i min egen forberedelse til i morgen, for jeg noterer mig jo, at der på store strækninger sådan set heldigvis fortsat er meget bred opbakning til den måde, vi tænker på tingene på, idet jeg dog også kan få øje på nuancer. Nu er Dansk Folkepartis formand gået, men jeg synes jo, at det for så vidt er lidt tankevækkende, at man på den ene side siger ja tak til at møde op i morgen og diskutere den udviklingspolitiske strategi, og på den anden side forlader Folketingets talerstol med en replik om, at det da er godt, vi ikke skal snakke om det her igen før til næste år. Men det må man jo lige tænke over i Dansk Folkeparti, altså om man har lyst til at være med eller ej. Jeg har jo sådan set ellers noteret mig, at der er en bred lyst til at være med, idet jeg også godt kan se, at der er forskellige prioriteringer. Det er der i spørgsmålet om ressourcernes størrelse, men det er der jo nok også i, hvordan ressourcerne skal anvendes. Jeg ønsker i virkeligheden ikke at reducere mine egne parlamentariske muligheder her i dag ved at stå og give nogle meget sådan håndfaste tilbagemeldinger. Jeg er derimod meget taknemlig over, at vi lever et land, hvor vi i 40 år i træk har kunnet efterleve vores FN-målsætning og levere, hvad alle verdens lande i virkeligheden burde levere. Og det kommer godt igen; det er jeg slet ikke i tvivl om. Det hviler jo på en folkelig forankring, for vi lever i et demokrati, så vi kan jo ikke allokere 0,7 pct. af bni til udviklingsbistand, hvis ikke der er folkelig opbakning til det. Jeg tror også, at den folkelige forankring står og falder med, at der er bred parlamentarisk opbakning. Det er derfor, vi mødes i morgen i en ret bred kreds, for det håber vi vi fortsat kan sikre. Men jeg skal heller ikke lægge skjul på, at det jo er en folkelig forankring, som vi skal kæmpe for i en situation, hvor vi kan se, at man rundtomkring i verden udvikler sig på en helt anderledes måde, således at vi nu er nede på, at det kun er fire lande i hele verden, der giver de 0,7 pct., som egentlig er FN-målet. Jeg møder det også selv i den offentlige debat, og når jeg løber ind i folk – og fænomenet findes jo også her i Folketingssalen – nemlig argumentet, at når andre kan skære ned, kan vi vel også.

Det synes jeg jo strategisk ville være helt forkert, men omvendt er det jo noget, man er nødt til at forholde sig til. Jeg tror, en af de måder, man kan forholde sig til det på, er ved at være en lille spids mere indstillet på at føre det, man kunne kalde interessebaseret udviklingspolitik, altså være lidt mindre håndsky, i forhold til hvor man kan skabe win-win-situationer, hvor det er ikke alene handler om altruisme og fattigdomsbekæmpelse, men hvor det også handler om at fremme nogle danske interesser. Jeg er med på, at danske interesser kommer i forskellige variationer fra den sådan meget hardcore fokus på, at er der dansk teknologi, der kan indgå i løsninger, der gør verden til et bedre sted derude, er det også dansk eksport og dansk indtjening og dansk velstand, til selvfølgelig også nogle bredere interesser, der handler om at afværge et migrationspres, før det opstår, og at sikre, at flere lande ude i verden abonnerer på en tanke om, at vi skal have et internationalt regelbestemt verdenssystem med respekt omkring menneskerettigheder osv. Så det kommer i mange aftapninger, og jeg er helt sikker på, at når vi i morgen inviterer alle Folketingets partier ind til en debat om det her – og hvis alle kommer – vil der være variationer af det her, og der vil også være forskellige prioriteter. Men jeg vil bare udtrykke det håb, at vi med afsæt i den her grundige opdatering – også faktuelt, hvad den her redegørelse og debatten her i dag er et udtryk for – så også i morgen kan tage hul på at få skabt en ny strategi. Jeg tror egentlig, at jeg i respekt for tiden og med udsigt til, hvad det er, vi tager hul på i morgen, vil indskrænke mig selv til de her sådan lidt få ret generiske betragtninger.

Tak til udenrigsministeren. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er til fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ministeren for også at reflektere sådan lidt åbent over det. For det er jo er rigtigt, at man på en eller anden måde næsten kan komme til at tage hul på en slags forhandling her, og det er egentlig ikke intentionen med mit spørgsmål. Men det er vitterlig bare for at få nogle refleksioner over noget, vi ikke rigtig har berørt, nemlig den diskussion, der jo ofte har været, om, hvordan vi i forhold til Danmarks engagement balancerer mellem det multilaterale og det bilaterale, altså ikke bare i lyset af, at Danmark sidder i FN's Sikkerhedsråd – men det gør det jo selvfølgelig endnu mere interessant – men at vi jo faktisk netop også er aktive med hensyn til at styrke internationale institutioner. Nu har jeg selv haft fornøjelsen af sammen med udvalgskolleger at være på besøg i Den Afrikanske Union, hvor Danmark i forhold til det med fredsarbejdet jo her er stærkt aktiv. Så vil udenrigsministeren ikke bare sige en lille smule om, hvordan han og regeringen ser på det danske engagement fremadrettet, uden dermed at se det i sådan et forhandlingsperspektiv, men i virkeligheden mere storpolitisk? For noget af det, som vi jo ved er et kæmpeproblem, er, at udviklingslandene har svært ved at se sig selv spejlet i det. Så er det ikke også en dansk interesse – og nu lægger jeg udenrigsministeren ord i munden – at styrke det?

Tak. Ministeren.

Jo, og jeg vil også sige om det her med balance: Hvis vi ser på det aktuelle niveau, er det vel sådan en tredjedel multilateralt og to tredjedele bilateralt, og jeg er meget bekymret ved at låse os på alle mulige måltal, selv om det jo tit bliver det, man falder tilbage på, når man sidder og laver politik, ikke? Vi har også en 30-procentsmålsætning om det grønne, og 60 er det til klima, og det bliver meget hurtigt sådan noget med, at hvis man så skal udtrykke en yderligere ambition, skal man sætte en procentdel op, og så laver man nogle bindinger på sig selv. Så jeg skal ikke stå her og forholde mig til, hvordan det skal være. Men det er klart, at der skal være et substantielt bidrag inde i det multilaterale. Det giver os også leverage ude i verden til de debatter, også omkring finansiering og innovativ finansiering og gældspolitik og andet, hvor vi jo sådan set kan yde et bidrag, der rækker ud over bare vores egne penge, hvis man kan sige det på den måde. Jeg tror så til gengæld, at der ligger en god debat i, hvordan vi så får skabt mere synlighed og mere opfølgning på også vores multilaterale bidrag. Det er også en diskussion, der findes derude. Jeg snakkede selv med Tom Fletcher om det i sidste uge: Hvis man skal formå donorlandene til at gå multilateralt, skal de multilaterale systemer måske også være bedre til at synliggøre, hvad der så blev af et givet lands bidrag inde i en multinational organisation, ikke?

Tak. Så er det spørgeren igen.

Tak for det svar, og også politisk tak for det svar. Jeg synes heller ikke, det er en interessant diskussion i sig selv at diskutere procentsatserne. Det er i virkeligheden mere det politisk at tilkendegive en støtte, og det er selvfølgelig finansielt, men det er jo også et politisk, diplomatisk engagement i hele det internationale system. Og jeg er fuldt ud enig med det, som udenrigsministeren også refererer, nemlig Fletchers kommentar omkring, hvordan man så fra de multilaterale organisationers side kan være med til at synliggøre og sikre den forankring og opbakning. Det var også noget af det, man også fra dansk side kunne engagere sig i. Så det var egentlig mere som en kommentar end som et spørgsmål.

Ministeren.

Ja, og jeg tager det også ned som en kommentar. Jeg er sådan set ret enig. Nu skal man jo lige passe på, hvor mange ting man tager på tallerkenen på en og samme tid, men det er klart, at der er debatter, der er lige så vigtige som vores bidrag til tallerkenen, altså de her 0,7 pct., nemlig: Hvad gør resten af verden, og hvordan gør de? Der er jo bestemt rum for forbedring. Og der er ingen tvivl om, at med det tilbageslag, der er i øjeblikket i ODA-bevillinger rundtomkring i verden, så kan vi jo ikke fylde det hul op. Det kan vi ikke – det kan vi ikke. Men vi har en slags moralsk overhånd, hvis vi holder os til 0,7, og bør også kunne bruge det til at skabe et mere effektivt system, altså også i nogle af de multilaterale fora.

Tak. Så er det hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Til den allersidste del af det, som ministeren siger i forhold til det med de 0,7 pct., vil jeg sige, at jeg synes, vi har en utrolig fin model, for vi laver jo reguleringen over årene, men vi kommer til at lande på de 0,7 pct. Jeg er også enig med ministeren i det der med, at vi skal passe på ikke at binde os for meget, i forhold til hvordan de allokeres. Der kan jeg sige, at OECD også sagde til os i Udenrigsudvalget, at i kraft af at vi ikke kan se ind i fremtiden, bliver vi også nødt til at kigge på, at vi skal have en højere grad af fleksibilitet, men samtidig skal vi jo sørge for, at kontinuiteten i forhold til dem, der skal kunne virke i det, naturligvis også er der. Men det tror jeg bare kan være en rigtig interessant drøftelse for os at få politisk. Så vil jeg spørge ministeren om noget, og det er retrospektivt. Det er nu, hvor vi er så få lande, der står på de 0,7 pct., og de 3 af de 4 lande er nordiske lande. Vi har også politisk som parlamentarikere drøftet meget med de nordiske lande, om vi kan gøre noget andet og mere, altså igen for at potensere stemmen om de 0,7 pct., men også akkumulere vores indsats for at gøre det endnu mere markant der, hvor vi eventuelt koordinerer en fælles nordisk indsats. Er det noget, der har været en drøftelse af?

Tak. Udenrigsministeren.

Jeg er i hvert fald meget åben over for at diskutere det. De her nordisk-afrikanske møder strækker sig jo så tilbage fra før min tid, og jeg synes, vi over de seneste år har fået givet dem yderligere indhold og også helt klare gensvar på afrikanske ønsker. Det er også en kommentar til fattigdomsbekæmpelse kontra vækst og sådan noget. Det reflekterer jo også, at der fra vores partnerlande er et ønske om at skifte fokus, og der tror jeg da godt, at Norden kunne gøre noget mere sammen, altså fordi vi har en kollektiv god branding, og vi har også nogle samfund, som jo ikke er en kopi af hinanden, men som værdimæssigt står på det samme. Hvis man kigger efter additionelle penge, kunne man jo også godt forestille sig, at man kunne bringe de forskellige nordiske landes forskellige a la IFU-institutter i spil, og det sker jo allerede. Det kunne man sikkert godt samtænke mere effektivt, end vi gør det i dag. Det synes jeg kunne være en udmærket ting at diskutere, også i den kommende tid.

Tak til udenrigsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Da vi nu skal i gang med en forespørgselsdebat, indebærer det, at ordførerne skal logge sig ud af deres normale pladser og rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Så vi holder en kort pause. Jeg gør opmærksom på, at afstemninger om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 27. maj 2024. Jeg tror, alle er på plads, og så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Henrik Møller.

Tak for det, formand. Det er sådan, at Danmark her den 1. juli overtager EU-formandskabet. Sidst vi havde det, var i 2011, så det er det, man kan kalde for en sjælden begivenhed, men det er i og for sig også en meget vigtig mulighed for Danmark. I de 6 måneder, hvor Danmark har formandskabet, har vi muligheden for fra dansk side at sætte fokus på nogle af de sager og nogle af de områder, som vi gerne vil være med til at fremme. Heldigvis har vi på tværs af de politiske partier i Folketinget og i Europaudvalget en tradition for at kunne debattere Europapolitiske spørgsmål med regeringen. Jeg er derfor også rigtig glad for, at det var et enigt Europaudvalg, der bakkede op om, at der skulle være en forespørgsel, for det giver os en mulighed for nu at få en rigtig god og gennemgribende debat her i Folketinget om et så vigtigt emne som det europæiske samarbejde og europæisk politik. Det er på den baggrund, at forespørgerne har bedt regeringen om at oplyse om planer og prioriteter for det danske formandskab i andet halvår af 2025. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det nu med europaministeren for en besvarelse. Værsgo.

Tak for forespørgslen. Jeg er rigtig glad for i dag at have muligheden for at redegøre for og også have en debat om regeringens planer og foreløbige prioriteter for det kommende danske EU-formandskab. Danmark træder ind i en ledende rolle på et afgørende tidspunkt for Europas fremtid, og det er en kæmpe opgave og selvsagt også et stort ansvar. Verden er i forandring, og samtidig er der også udfordrende tider for Europa. Vores indflydelse i verden skrumper, vores sikkerhed er under pres, konkurrenceevnen er udfordret, og nu blæser der også nye vinde fra USA, som presser de transatlantiske relationer og skaber en uforudsigelighed. Ingen havde regnet med, at verden ville se ud, som den gør i dag, for blot få år siden eller måske bare for få måneder siden. Men netop i sådan en tid er det vigtigt, at vi holder sammen, og at vi viser, hvad det europæiske fællesskab kan. Som statsministeren sagde i går: Europa er ikke først og fremmest et sted, det er en idé, en måde at anskue verden på. Det er jeg helt enig i. Gennem vores fælles værdier har EU bragt os fred, velstand og frihed. EU symboliserer samarbejde og fælles løsninger, og EU er fortsat vores stærkeste værktøj til at løse de problemer, vi ikke kan løse alene. Vi har før set, hvordan Europa rykker sammen og handler klogt og beslutsomt, når vi står over for store udfordringer. Det er særlig i krisetider, det europæiske samarbejde viser sine styrker og vokser med opgaven. Der skal træffes vigtige beslutninger. De løsninger, vi finder i dag og i de kommende måneder, vil være med til at sætte retningen for Europa mange år frem i tiden. Her har Danmark en vigtig rolle som EU-formandskab. I dag er der 39 dage og lidt over 8 timer til formandskabet, men vi er klar, og vi vil gå ambitiøst til værks. Det viser de forudgående måneder og års forberedelse også. Regeringens ministre har haft travlt med at skabe tæt kontakt til europæiske kollegaer og til Europa-Parlamentet og til Kommissionen. Jeg har selv rejst til samtlige medlemslande og efterhånden også de fleste kandidatlande. Jeg har mødtes med mine europaministerkollegaer og lyttet til deres idéer om, hvordan vi bringer det europæiske samarbejde og fællesskab videre, og jeg må sige, at det er tydeligt for mig, at Europa er stort, og at vi er 27 forskellige lande. Men jeg har også oplevet, hvordan vi rykker tættere sammen. Der er en politisk vilje hos stort set alle til at gøre Europa stærkere. Når jeg siger »stort set«, er det, fordi der jo desværre er ét EU-medlemsland, nemlig Ungarn, som har et fundamentalt anderledes syn på nogle af de spørgsmål, især i forhold til Ukraine, og det har selvfølgelig hele regeringens opmærksomhed. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at finde løsninger og presse på for at bevæge Europa i den rigtige retning, for det handler om Europas fremtid. Vores høje ambitionsniveau viser sig også ved, at der er planlagt hele 15 uformelle ministermøder, som skal afholdes rundtomkring i Danmark. Det er det højeste antal uformelle ministermøder, Danmark har afholdt under et formandskab. Derudover har vi også to topmøder, et uformelt møde blandt EU's stats- og regeringschefer den 1. oktober samt et møde i det europæiske politiske fællesskab, EPC, den 2. oktober. Den pakkede mødekalender viser, at vi tager opgaven alvorligt. Formandskabet er en sjælden og unik mulighed for at sætte retning for det fællesskab, vi er en del af. Det er en mulighed og et ansvar, vi skal gribe. Med ansvaret følger også et stort ansvar for at sætte politisk retning. Vi er på vej ind i en ny verdensorden, hvor der ikke længere er én supermagt, men flere stormagter, og her skal Europa også være en stormagt. Som formandskab vil regeringen arbejde for et stærkt, handlekraftigt og selvstændigt Europa, der tager ansvar for egen sikkerhed og egne interesser uden at lukke sig om sig selv. Som I ved, er de politiske prioriteter, der er med til at sætte retning, endnu ikke vedtaget af regeringen. Vi forventer, at de vil blive offentliggjort den 19. juni. Men ligesom sidst Danmark havde formandskabet, er det godt, at vi her i Folketinget har en debat forud for det. Derfor vil jeg også gerne opridse de foreløbige prioriteringer, som regeringen arbejder ud fra.

Som det første vil det danske formandskab arbejde for et sikkert og modstandsdygtigt Europa, der kan levere på presserende fælles udfordringer. EU skal tage ansvar for egen og øvrig atlantisk sikkerhed i tæt samspil med NATO. Det indebærer først og fremmest fremdrift på forsvarsdagsordenen. For at sikre europæisk sikkerhed skal der skrues op for den europæiske forsvarsindustri og -produktion. Ambitionen er, at Europa senest i 2030 skal kunne forsvare sig selv. Samtidig er det svært at nævne forsvar og sikkerhed uden også at nævne krigen i Ukraine. EU's fortsatte støtte til Ukraines kamp for fred og frihed vil være en helt central prioritet for det danske formandskab. Det gælder både politisk, økonomisk, civil og militær støtte. Det er klart, at der kan ske meget i Ukraine fra i dag, til formandskabet starter, men EU's og Danmarks støtte forbliver helt central. Forebyggelse og bekæmpelse af irregulær migration er også afgørende for Europas sikkerhed. Der skal være ro ved EU's ydre grænser. Irregulær migration må ikke få lov til at udfordre den europæiske sammenhængskraft og sikkerhed. Danmark har længe stået i spidsen for arbejdet med nye og innovative løsninger i EU. Nu er der kommet konkrete forslag på bordet, og det danske formandskab vil arbejde for at sikre mærkbare resultater, så der er kontrol med tilstrømningen til Europa. Også en styrket demokratisk modstandsdygtighed vil være i fokus under formandskabet. EU skal sikre gode rammevilkår for frie og pålidelige medier og levere effektiv regulering af techgiganterne, så de lever op til deres ansvar, både når det kommer til at bekæmpe misinformation og desinformation, og når det gælder beskyttelse af børn og unge online. Den geopolitiske udvikling har også tydeliggjort nødvendigheden af en udvidelse af EU. En ambitiøs meritbaseret udvidelse skal sikre et geopolitisk stærkere EU, og det gælder ikke mindst forhold til Ukraine, hvor det danske formandskab vil arbejde målrettet for fremdrift, men det gælder også Moldova og Vestbalkan. Opretholdelsen af det europæiske værdifællesskab, herunder retsstatsprincippet, vil også stå centralt under formandskabet. Mens de vestlige og demokratiske værdier udeomkring i verden er under pres og autoritære kræfter vinder frem og truer den orden, vi har kæmpet for at opbygge, så kan vi bryste os af nogle stærke fælleseuropæiske værdier. Dem skal vi værne om, for det er dem, der gør EU så attraktivt både for borgere og virksomheder. Netop pointen om, at EU skal være attraktivt for borgere og virksomheder leder mig til den anden politiske prioritet, det danske formandskab foreløbig arbejder ud fra. Det danske formandskab vil nemlig arbejde for et konkurrencedygtigt og grønt Europa. Den skærpede globale konkurrence kræver målrettet fælles og national handling for at styrke EU's konkurrenceevne, og her er den grønne omstilling en central del af løsningen. Sidste år kom den tidligere direktør for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi med en rapport om EU's konkurrenceevne, og jeg vil ikke lægge skjul på, at det var bekymrende læsning. Draghis rapport peger på et klart behov for at styrke EU's produktivitet og vækst, så vi også fremadrettet kan have stærke og sunde økonomier og virksomheder, der konkurrerer globalt. Det handler bl.a. om for kompleks regulering, en faldende arbejdsstyrke, en voksende innovationskløft og for høje energipriser. Men vi skal ikke forfalde til dommedagsstemning. Vi skal sætte strøm til gode løsningsforslag, nye såvel som kendte, og i møder med mine europaministerkollegaer har jeg ikke oplevet én, der ikke vil tale om konkurrenceevne og løsninger. Det er blevet en topprioritet, og vi er allerede rykket tættere på hinanden og dermed også tættere på at kunne enes om løsningerne. For eksempel er der behov for at lette byrder for virksomheder, borgere og myndigheder. Det danske formandskab vil derfor arbejde for mindre bureaukrati og færre byrder for europæiske borgere og virksomheder. Vi skal have de store europæisk opsparinger ud at arbejde på kapitalmarkederne i stedet for at stå på bankkontoen. Det vil bidrage til at skabe finansiering til europæiske virksomheder. Vi skal udvikle vores indre marked for kapital, hvor grænseoverskridende investeringer bliver nemmere og investeringer i EU bliver mere attraktive. Som formandskab vil vi derfor bidrage til udviklingen af en opsparings- og investeringsunion. EU's konkurrenceevne, modstandsdygtighed og globale indflydelse styrkes også gennem relationer til strategiske tredjelande. Formandskabet vil derfor også prioritere udbygningen af netværket af handelsaftaler og økonomiske partnerskaber.

Det danske formandskab vil også arbejde for øget tempo i den grønne omstilling, bl.a. inden for vedvarende energi og bedre infrastruktur. Forsyningssikkerheden på energimarkedet skal styrkes, og EU skal være uafhængigt af russisk gas. Når det gælder klima, vil vi arbejde for, at EU fortsat udviser lederskab, så mål og ambitioner fastholdes, også i en tid, hvor mange har blikket rettet i en anden retning. Det er vigtigt, også fordi klimaindsatsen og den grønne omstilling jo understøtter den europæiske konkurrenceevne. EU har allerede vist, hvordan vækst og grøn omstilling kan gå hånd i hånd. Beskæftigelsen i EU's grønne økonomi er steget fra 3 millioner fuldtidsjob i år 2000 til 6,2 millioner fuldtidsjob i 2022, og netop de styrkepositioner succeshistorie skal vi bygge videre på. Gennem vores formandskab skal vi også medvirke til at sætte en reformambitiøs og økonomisk ansvarlig retning for forhandlingerne om EU's næste flerårige finansielle ramme for 2028. Vi kan ikke lande en aftale i 2025, men vi kan sætte et markant fingeraftryk på retningen, så skinnerne er lagt for de efterfølgende formandskaber. Som jeg startede med sige, står vi midt i en verden i forandring. Det danske formandskab falder på et historisk afgørende tidspunkt. Vi har sat en ambitiøs dagsorden for formandskabet. Tiden tilsiger det, og regeringen er også klar til at levere på det. Jeg håber, at alle folketingspartier vil stå sammen om at løfte den opgave, som formandskabet jo er, for når vi står sammen, står vi stærkere, også i Europa. Derfor er jeg også særlig glad for den opbakning, der er til regeringens linje, og som der indtil videre har været givet udtryk for i min løbende dialog med Folketingets Europaudvalg, og det vil jeg gerne kvittere for her. Jeg ser frem til et fortsat tæt og bredt samarbejde med Folketinget om gennemførelsen af det danske EU-formandskabs målsætninger. Tak for ordet.

Tak til europaministeren. Der er en række ønsker om korte bemærkninger, og der er nu adgang til én kort bemærkning fra ordførerne. Den første er fra hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Forespørgselsteksten lyder: Hvad kan regeringen oplyse om planer og prioriteringer for det danske EU-formandskab i andet halvår af 2025? Og jeg forstod det sådan på ministeren, at prioriteringerne ikke er klar endnu, men først bliver klar i juni måned. Så kunne man godt stille sig det spørgsmål, hvad vi så laver her i dag, hvis regeringen ikke har de prioriteringer klar. Det virker lidt som spild af ordførernes tid. Regeringen har så listet en lang række emner op, men alle de emner kan man jo ikke få på plads i løbet af et halvt år. Så hvorfor er de her prioriteringer først klar i juni? Jeg ved, at man har arbejdet på det meget længe. Jeg er lidt ærgerlig over det. Altså, det må jeg nok indrømme.

Ministeren.

Regeringens formandskabsprogram, altså for vores EU-formandskab, vil være klar i juni måned, og jeg forventer, at vi kan offentliggøre det den 19. juni. Men regeringens foreløbige prioriteter for EU-formandskabet er, som jeg lige har redegjort for, bl.a. forsvar og sikkerhed, herunder robusthed, håndtering af irregulær migration og udvidelse, og så er det ikke mindst konkurrenceevne, som jeg har brugt de sidste 15 minutter på at redegøre for.

Så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Og tak for en fin tale – og for, at vi kunne holde den her forespørgsel, på trods af at prioriteterne jo ikke er fremlagt endnu. Nu nævnte ministeren selv lige her til sidst det om konkurrenceevne, så jeg vil høre, og ministeren kunne sige lidt mere om, hvilke konkrete indsatser regeringen vil gøre for at rydde op i eksisterende EU-lovgivning, som jo er en klods om benet på mange danske virksomheder.

Tak. Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er helt enig med den konservative ordfører. Jeg er meget glad for, at vi har den her forespørgselsdebat og synes, det er vigtigt, at vi også har den, forud for at vi lancerer vores formandskabsprogram, altså at vi har en debat i Folketinget om prioriteter for det danske formandskab. I forhold til konkurrenceevne deler vi også det synspunkt, at det er meget, meget vigtigt, at EU får leveret på den dagsorden, for det er blevet for besværligt at drive virksomhed i Europa. Og det er, helt som ordføreren siger, særlig på grund af alt for bøvlede regler. Kommissionen er kommet med forslag til at forsimple EU's regulering; det er de her såkaldte omnibusforslag, de er kommet med. Helt konkret håber vi fra det danske formandskabs side at kunne få rykket yderligere på de her forslag.

Tak. Så er det hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Og tak til ministeren. Det er selvfølgelig en lille smule svært at diskutere regeringens prioriteter, når de først bliver offentliggjort på et senere tidspunkt. Det må vi jo erkende. Men så vil jeg prøve at komme rundt om det på en anden måde. Har regeringen nogle succeskriterier for sit formandskab? Altså, når vi kommer frem til den 31. december eller den 1. januar eller for den sags skyld den 10. januar næste år og regeringen kigger tilbage, er der så noget, hvortil man vil sige, at det er man glad for at man har nået, eller at det er man ked af at man ikke har nået? Har man nogle succeskriterier for, hvad det er, man vil?

Ministeren.

Det er jo nogle store prioriteter, der ligger for det danske formandskab, og også en meget, meget ambitiøs dagsorden, som jeg har redegjort for. Vi står med en helt ny verdensorden, hvor der er behov for, at Europa bliver stærkere, at vi rykker tættere sammen, og at vi skaber den her retning. For det danske formandskab vil det være en prioritet og også en succes for os, at vi kan levere på de her forskellige prioriteter i forhold til at få skabt retningen. Det vil sige med hensyn til forsvar og sikkerhed, om vi kan få leveret konkret på nogle forslag, der sikrer, at vi styrker vores forsvar i Europa, og med hensyn til konkurrenceevne, om vi kan få leveret konkret på, at vi får forsimplet lovgivningen eksempelvis. Men det handler om at få leveret på de her større politiske prioriteter og få sat retning for Europa.

Så er det hr. Claus Jørgensen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for at præsentere prioriteterne, som jeg går ud fra holder, fordi det er dem, som vi har hørt om det sidste halve års tid faktisk. Så jeg går ud fra, at de også holder til juli. Ministeren var meget inde på det her med, at vi befinder os på et kritisk tidspunkt, et vigtigt tidspunkt, og at det er en unik mulighed, hvor vi har ansvaret for at sætte den rigtige retning. Lidt i forlængelse af det, hr. Søren Søndergaard sagde, vil jeg spørge, om der vil blive sat nogle mål f.eks. på det grønne område. For vi skal have den grønne omstilling, og det har ministeren også bekræftet mig i på møder i Europaudvalget, men vil der blive sat nogle mål? Vil vi komme i mål med en stærkere reach-lovgivning? Vil vi få sat et skrappere klimamål, når vi rammer den 31. december?

Ministeren.

Som jeg også sagde til hr. Søren Søndergaard, handler det om at få sat retningen for de her meget, meget ambitiøse prioriteter, der er for det danske formandskab. Men det er klart, at et formandskabsprogram også vil være mere konkret, i forhold til hvad det så er for nogle retsakter, vi gerne vil prioritere og gerne vil levere på. I forhold til klimadagsordenen vil vi jo meget gerne have, at det kan lade sig gøre at sætte et 2040-klimamål. Så det er sådan en helt konkret prioritet på klimaområdet.

Tak. Så er det hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance.

Et af de steder, hvor Danmark står rigtig stærkt, er jo på lifescienceområdet. Vi har globale frontløbere som Novo Nordisk og Lundbeck og ALK og Coloplast og mange andre, men alligevel sakker vi bagud i den globale konkurrence, fordi Kina og USA investerer massivt i innovation og i forskning, og i EU kan man ikke engang skrive ind i sit arbejdsprogram, at man skal have en lifesciencestrategi. Hvordan vil regeringen sætte lifescience på dagsordenen under det danske EU-formandskab?

Ministeren.

Lifescience er selvsagt en vigtig prioritet for Danmark, og jeg mener sådan set også, at det er en vigtig prioritet for Europa, fordi det er det, vi skal leve af i fremtiden – det er nye grønne teknologier og løsninger, også inden for lifescience. Vi forventer ikke, at Europa-Kommissionen nødvendigvis kommer med konkrete forslag på det her område under vores formandskab, men derfor kan man jo godt forsøge at sætte det på dagsordenen og forberede det så godt som overhovedet muligt. Derudover er dagsordenen jo også mere bred end som så. Det handler også om at få skabt mere risikovillig kapital og at få lukket det innovationsgab, der er i forhold til både USA og Kina, som investerer meget i de her teknologier. Der kommer vi jo ind i en budgetdiskussion, også under det danske formandskab, og det er også en retning, vi vil tage.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så nu går vi over til forhandlingen og med de almindelige regler for korte bemærkninger. Nu er det så ordføreren for forespørgerne, hr. Henrik Møller, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Man må jeg sige, at lige nu er vi i en verden i rigtig hastig forandring. Tingene går stærkt og ofte, må man sige, i en uforudsigelig retning. Derfor synes jeg også, det et eller andet sted er centralt, at vi i Danmark får formandskabet i en periode, hvor både Europa og især EU rykker tættere sammen, og det tror jeg man gør i håbet om nogle fælles løsninger på de udfordringer og problemer, som der er. En af udfordringerne er selvfølgelig, at der lige nu også i forhold til vores formandskab er så mange emner og elementer i spil, at man kan sige, at det godt kan blive svært et eller andet sted at fokusere og målrette, hvad vi som formandskab skal gøre en særlig indsats for i det her. Jeg synes, at noget af det, der i hvert fald for mig at se er centralt, er – og det bør være givet på forhånd – EU's støtte til Ukraine både for Ukraines skyld, men i og for sig også for Danmarks og for EU's skyld. Det er, som jeg ser det, den største sikkerhedspolitiske trussel, der er for Europa: krigen i Ukraine. Vi må ikke ryste på hånden i forhold til det her spørgsmål, og det er jeg også ret overbevist om at vi heller ikke kommer til under vores formandskab. Man kan sige, at Ukrainekrigen, men også det nye lederskab i USA på mange måder har udfordret EU's evne til at sørge for især vores eget forsvar og vores egen sikkerhed. Derfor skal vi selvfølgelig også i Danmark arbejde videre med, hvordan vi senest i 2030 kan forsvare os selv i Europa, så vi bakker op om ReArm Europe. Det kræver kapital, det kræver tempo i forhold til byrder og barrierer, produktionskapacitet – og der har vi jo set problemerne, for vi har tidligere lovet en million stykker ammunition, og jeg ved ikke, hvor langt vi er nået, og om vi overhovedet er der – fælles indkøb, stabile forsyningskæder, integration af Ukraines forsvarsindustri i det europæiske forsvarssamarbejde og så selvfølgelig, at vi stadig væk skal samarbejde med NATO og i højere grad. I 2011 var det meget konkret og også resultatmæssigt synligt, hvad det var, der skete, for da var det den store udvidelse, som blev underskrevet og etableret. Der kommer vi nok ikke til at stå, men jeg synes sådan set, vi skal videre med verden omkring os, og det vil sige, at vi, i det omfang vi kan, skal åbne og lukke og arbejde videre med de kapitler, der er i udvidelsesforhandlingerne, og her nævner jeg især Ukraine, Moldova og Albanien. Men der er en række lande, hvor vi er i gang med nogle processer. Dem skal vi fastholde. Vi skal hjælpe de her land videre, hjælpe dem mod at nå målstregen i forhold til det her. Vi skal selvfølgelig stille krav i den her forbindelse, men vi bliver også nødt til at række en hånd ud i den her forbindelse. Der tror jeg også, at noget af det, der kunne være interessant, var, hvis vi, som verden ser ud i dag, også på europæisk plan inden for det halve år, vi har med at gøre, kunne arbejde videre på nogle af de handelsaftaler, der er, og måske kunne MERCOSUR-aftalen ligefrem være en af dem, der blev lukket under det danske formandskab. Det er da i hvert fald et meget konkret resultat i den her forbindelse. Men den åbenhed, der er nu over for at finde andre partnere rundtomkring i verden, mener jeg er noget af det, man også bør arbejde videre med. Det er klart, at set både med danske briller og også generelt med europæiske er den irregulære migration og immigration en kæmpestor udfordring. Hvis ikke vi får løst den her udfordring, vil det risikere at vælte arbejdet med stort set alle de andre emner, vi arbejder med i EU. Derfor bliver jeg bare nødt til at sige, at det er et kæmpe centralt tema i den periode, hvor vi kommer til at have formandskabet i forhold til det her. Det er sådan, at vi også er udfordret sikkerhedsmæssigt på vores demokratiske modstandskraft med daglige cyberangreb, som presser vores værdifællesskab. Der bliver vi nødt til at gøre en ekstraordinær indsats. Jeg mener også, at i forhold til retsstatsprincippet er det centralt for dem, vi har med nu, men især også for de kommende. For mig at se er det også et spørgsmål om den europæiske modstandskraft. Jeg kan se, at tiden løber. Hvad angår omnibusser og byrdelettelser, tror jeg bare, at udgangspunktet er, at det ikke er et forsøg på at deregulere EU, men at det er for at gøre EU mere effektivt i forhold til at kunne agere og handle, og det er en nødvendighed for fremtidens industri.

Men det er klart, at det her jo ikke skal ske på bekostning af klimaet, det skal ikke ske på bekostning af vores miljø. Vi skal under formandskabet presse på for løsninger vedrørende forsyningssikkerheden og selvfølgelig også for at få priser, når vi snakker energi til borgere og virksomheder, som de kan eksistere med. Sidst, men ikke mindst, synes jeg, at vi starter med det nye budget. Inden for den ramme, der er, skal vi foretage nogle vigtige prioriteringer. Det bliver en stor opgave for os. (Anden næstformand (Karina Adsbøl): Tak! Tak til ordføreren). Jeg har en vedtagelsestekst. (Anden næstformand (Karina Adsbøl): Ja, den vedtagelsestekst må ordføreren også gerne læse op). Jeg er så heldig, jeg har fået bevilling til at læse en vedtagelsestekst op, som en stor del af partierne, nemlig Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Alternativet og De Konservative, står bag, og den lyder således:

Forslag til vedtagelse

»Danmark overtager EU-formandskabet i en tid, hvor EU befinder sig i en ny geopolitisk situation præget af krig på kontinentet og global strategisk konkurrence. Danmark vil som formandskab arbejde for et stærkt Europa i en regelbaseret verdensorden, der tager ansvar for egen sikkerhed og styrker EU's konkurrenceevne, samtidig med at de grønne ambitioner fastholdes og der fortsat udvises europæisk globalt lederskab på miljø- og klimaområdet, bl.a. gennem et ambitiøst 2040-mål. Folketinget opfordrer regeringen til især at fremme målsætningerne om (Forslag til vedtagelse nr. V 72).

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre forhandling. Jeg kan lige oplyse, at ved redegørelser er det 10 minutters taletid, man har, men ved forespørgsler er det 5 minutters taletid. Den første spørger er hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Hvorfor er Rwandamodellen ikke en del af regeringens prioriteringer, nu man har EU-formandskabet? Rwandamodellen går ud på, at asylansøgere bliver sendt til et land uden for Europa. Det behøver ikke være Rwanda; det kunne være andre lande. Hvorfor er det ikke en del af prioriteringerne? Er det, fordi Socialdemokraterne totalt har opgivet at beskytte Europa mod migration? Er det, fordi man gerne vil have migration, så længe den er regulær? Regulær migration kan også skabe enorme problemer. Man kan bare se på Tyskland. Der er migrationen regulær, men landet er ved at bukke under på grund af muhamedansk vold og kriminalitet. Så hvorfor i alverden har man ikke sørget for, at Rwandamodellen er en del af prioriteringerne? Hele Europa og alle statslederne kommer til Danmark for at diskutere. Det er en oplagt mulighed. Man kan få det italesat. Er det ikke fair at sige, at Socialdemokraterne har svigtet, også på dette punkt, når man ikke vil bringe Rwandamodellen i spil?

Ordføreren.

Jeg synes jo, at det er imponerende. Altså, da Socialdemokratiet første gang lancerede den her idé om, at man skulle finde et andet sted for afviste asylansøgere uden for de europæiske grænser, blev der grinet og sagt: Det her har jo ingen gang på jorden, og det er der ikke nogen der vil arbejde med andet end Socialdemokratiet. I dag er det jo blevet noget, man diskuterer i Europa som en reel mulighed. Man er der ikke endnu. Men et af de elementer, der ligger her, er jo, som der står, nye EU-løsninger med hensyn til irregulær migration. Jeg synes også, at jeg prøvede at understrege i min tale vigtigheden af og det centrale i, at hvis vi ikke får løst de her problemer, vil alle de andre udfordringer, vi står med, risikere ikke at være ligegyldige, men i hvert fald blive næsten umulige at have med at gøre.

Spørgeren.

Jamen hvorfor er Rwandamodellen så ikke en prioritet for regeringen og for Socialdemokratiet? Er sandheden ikke, at man bare snakker og siger alle de pæne ting, men ikke gør noget? Her har man muligheden for at bringe det i spil, og der er måske endda mulighed for at skabe et flertal i Europa. Man gør det ikke. Hvorfor ikke?

Ordføreren.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at henholde mig til, hvad der står i vores vedtagelsestekst. Der står: »nye EU-løsninger med hensyn til irregulær migration«. Altså, i det her kan det jo være et aspekt, som EU også kommer til at drøfte, i forbindelse med hvordan vi forhindrer nogle af de her ting. Det kan da sagtens blive en løsning på sigt, men kun at fokusere på det synes jeg også vil være for snævert i forhold til at sige: Lad nu paletten være åben, så vi kan finde nogle fælleseuropæiske løsninger på det her.

Tak. Så er det hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Nu er det jo ikke nogen skam at blive væk, hvis man ikke er inviteret, og vi har jo ikke været inviteret til at være med til at lave den der vedtagelsestekst. Vi har fået den tilsendt lige inden mødet, og så læste jeg den igennem, og jeg er jo som altid meget positiv, men så tænkte jeg: Hvis jeg nu skulle lave sådan en vedtagelsestekst i forhold til EU, ville jeg tænke, at noget helt afgørende i forhold til situationen – og ud over Ukraine og andre ting, som står der, og det er fint – var at opnå en strategisk uafhængighed af USA, hvad vi i EU jo ikke har i dag, og hvad Europa ikke har i dag. Altså, det synes jeg der er så mange eksempler på. Så læste jeg den en gang til, og så fandt jeg ikke noget om det. Så vil jeg bare spørge: Når der ikke står noget om uafhængighed af USA, er det så, fordi man ikke mener, at det er en prioritet for formandskabet, eller er det, fordi man har glemt det?

Ordføreren.

Nej, jeg synes, der er nogle andre ting, man i højere grad har gjort. Det er, at man har fokuseret på noget af den der, vil jeg sige, sådan generelle europæiske uafhængighed, altså især når vi snakker energiforsyning osv. Nu ser vi, hvordan tingene udvikler sig i forhold til det her, og det er klart, at når vi kigger på den sikkerhedsmæssige politiske situation, må man sige, at så er der en usikkerhed nu her, som gør, at vi i meget højere grad må sørge for os selv og sikre os selv i forhold til det her. Men jeg tror, der stadig væk ligger en anerkendelse af, at USA stadig væk er en allieret. USA er stadig væk en vigtig og en stor handelspartner i forhold til EU. Så vi snakker ikke om at have sådan en strategisk autonomi, hvor vi kun handler i Europa alene. Vi snakker om måske at udvide paletten til ikke kun at omhandle USA, men sådan set også omhandle nogle af de andre steder rundtomkring i verden, hvor vi kan lave nogle handelspolitiske aftaler. Så vi har egentlig ikke drøftet, at vi skulle være fuldstændig uafhængige af USA.

Tak. Spørgeren.

Nu tror jeg heller ikke, at jeg nævnte, at vi skulle være fuldstændig uafhængige af USA, eller at vi ikke skulle handle med USA, eller at vi ikke skulle spille fodbold med dem. Altså, det var sådan set ikke det, jeg nævnte. Jeg konstaterer bare, at Amerika er gået ind og har lukket for Den Internationale Straffedomstols konto. Vi har F-16-fly i Danmark, som vi ikke kan bruge, medmindre USA giver tilladelse til det. Vi er på alle måder fuldstændig afhængige af USA. Vi har set, hvordan USA er gået ind i forhold til Ukraine og ville lukke for Starlink med katastrofale resultater til følge. Så kunne man vel forlange, at man sagde, at det er en selvstændig opgave for det danske formandskab at arbejde for en strategisk uafhængighed.

Tak. Ordføreren.

Hvis man skal tage udgangspunkt i noget af det, som jeg nævnte i forhold til det sikkerhedspolitiske, er det jo en af de der strategiske linjer, der ligger, altså at vi med den usikkerhed, der er, jo er lidt i tvivl om, hvad der sker i forhold til NATO-sporet, som vi sådan set stadig gerne vil være en del af, og der er USA sådan set også stadig en del af det her. Så jeg synes, at vi på nogle områder egentlig snakker om, at vi har sådan en selvstændighed. Men det er jo ikke en afvisning af USA, og det har vi, som jeg siger, heller ikke drøftet.

Tak. Så er det hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance.

21,5 mia. kr. – det er så meget, det koster dansk bnp på grund af al den lovgivning, der kommer fra EU. Noget af det, som har været rigtig tungt, har været det her CSRD og CSDDD, som vi også har behandlet oppe i Europaudvalget, og som erhvervsministeren selv har kaldt for et bureaukratisk monster. Men det, man glemmer at sige, er jo, at det er regeringen, altså Socialdemokratiet og de andre regeringspartier, der selv har stemt det her igennem, både i Europa-Parlamentet og i Folketinget. Nu er man så begyndt at løsne en lille smule på det, men jeg kan godt se, at det kan være, at det med den der styrkelse af konkurrenceevnen, som man sagde det ville være, måske ikke er helt rigtigt. Men man fastholder jo stadig rigtig meget regulering, og man stemmer mere og mere igennem, stort set dag for dag. Så har man været naiv i Socialdemokratiet, når man har stemt de her ting igennem? Og hvad vil det næste være, som man skal skære væk? For som ordføreren også har været inde på, har man lavet de her omnibusser. Men hvad er den næste omnibus, der skal laves? Hvad er Socialdemokratiets holdning til det?

Ordføreren.

Det var en ordentlig mundfuld. Jeg ved ikke, om man kan sige, at man har været naiv, altså i den forstand, at der jo sådan set har ligget nogle rigtige elementer i det. Ja, men vi er jo kommet ind i hele diskussionen om den der Draghirapport og hele den der diskussion omkring omnibusser nu her, og der er jo et dilemma mellem det her med, at vi gerne vil prøve at effektivisere noget af det og gøre det lettere og prøve at droppe nogle af de byrder, der er, og det, at vi jo ikke nødvendigvis vil droppe målsætningen i forhold til det. Så jeg synes ikke, at man nødvendigvis har været naiv i forhold til målsætningen. Når vi snakker CBAM, som vi havde på programmet, må man bare sige, at der har vi ikke gjort det rigtigt i første runde, i forhold til at man nu faktisk kan lave en ny løsning, hvor man opnår 99 pct. af målene, men hvor 90 pct. af dem, der var involveret, lige pludselig ikke bliver en del af det. Og der er stadig væk nogle miljømæssige målsætninger, som vi sådan set synes at vi stadig væk gerne vil opretholde i forhold til det her. Så jeg ved ikke, om vi har været naive, men der er jo, måske heldigvis, kommet en ny erkendelse i forhold til at sige: Hvis vi vil kunne klare os konkurrencemæssigt på sigt, er vi simpelt hen nødt til at gøre noget.

Spørgeren.

Jeg er jo glad for, at det langsomt er begyndt at gå op for Socialdemokratiet og de øvrige partier i regeringen, at det her er en kæmpestor belastning for europæisk erhvervsliv, og at vi er nødt til at gøre noget ved det, hvis vi skal have en konkurrenceevne, ikke kun mellem landene i EU, men også i forhold til tredjelande, som ikke er omfattet af det samme regeltyranni, som danske og europæiske virksomheder er. Nu er det begyndt at gå op for Socialdemokratiet, at vi skal gøre noget ved det. Hvad er så det næste, man vil kigge på i forhold til at lave regelforenkling?

Ordføreren.

Det er måske lidt forsimplet at sige, at nu er det gået op for Socialdemokratiet. Det her er jo en proces, der er i gang, også i Danmark, hvor jeg kan forstå at man har lavet en beretning om, hvordan vi i Danmark selv kan tage hånd om det her. Det er jo ikke kun Socialdemokratiet; det er jo Folketinget. I forhold til den næste del omkring EU vil jeg sige, er, at den tredje omnibuspakke, der kommer, jo bliver en forsimpling af investeringer, hvor man på en eller anden måde prøver at lave en forsimpling. For det er jo noget af det, der også er en del af det i forhold til kravet, nemlig hvordan vi sikrer, at der er kapital nok til de investeringer, vi har behov for at skaffe for at kunne skabe de her arbejdspladser i Europa. Så det bliver den næste del, og det vil vi da også bakke op om. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Tak. Så er det hr. Claus Jørgensen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil stille lidt det samme spørgsmål, som jeg også stillede til ministeren, nemlig om Socialdemokratiet vil være med til at opstille nogle grønne mål for formandskabet, f.eks. på kemikalieområdet, som jeg også ved at fru Christel Schaldemose i Europa-Parlamentet har kæmpet for i mange af de år, hun har siddet der, netop fordi der i hvert fald i forhold til REACH-lovgivningen, EU's kemikalielov, kommer et udkast, og om Danmark vil være med til at løfte den. For der er stemmer, der fortæller, at den nok bliver udvandet, i forhold til hvordan den er nu, hvor den er ret ambitiøs.

Ordføreren.

Ja, nu må vi jo se, men det er fjerde kvartal. Jeg synes, at det vigtige – og det er sådan set også det, erhvervsministeren har prøvet at understrege, når han har været i udvalget – og en af forudsætningerne for den grønne omstilling og det, at vi miljømæssigt rent faktisk kan tage nogle skridt, er, at vi på en eller anden måde kommer op i gear, i forhold til at vi konkurrenceevnemæssigt kan være med i forhold til både USA og Kina. Det er jo ikke det samme, som at vi skal deregulere fuldstændig eller opgive vores krav omkring det her. Jeg synes jo, at Danmark som land har været et meget godt eksempel på, at man miljømæssigt kan stille nogle krav, samtidig med at man får udviklet nye arbejdspladser med nye kompetencer omkring det her, og det synes jeg vi skal bære med ind i det europæiske samarbejde.

Spørgeren.

Tak. Lige før vi i mødet her havde dette emne, havde vi et emne om Danmarks udviklingsbistand, og noget af det, vi talte om, var at bruge Danmarks rolle som formand for EU til netop at styrke udviklingsbistanden i EU. Er det også noget, som ordføreren kan se at vi kan gøre under formandskabet?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om vi kan gøre det under formandskabet, men det er jo en af de drøftelser, vi skal have. Jeg synes jo generelt, at vi er nødt til at fokusere på verden omkring os, og at vi er nødt til at fokusere på nogle af de lande, som står med store udfordringer. Der tror jeg ikke kun, det er et spørgsmål om udviklingsstøtte, men at det også er et spørgsmål om at kunne lave nogle ordentlige handelsaftaler, hvor der er respekt for hinanden, og hvor vi, kan man sige, sørger for at være i øjenhøjde, når de her aftaler indgås, og det ikke kun er med henblik på what's in it for us, altså hvordan vi får mest muligt udbytte ud af aftalerne, men at vi rent faktisk giver dem muligheden for at hæve levestandarderne i de lande. Det tror jeg er den bedste løsning.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og nu er det så hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Værsgo.

Mange tak for det. Tak for ordet. Jeg vil gerne tage jer med på en rejse, en tidsrejse – bare 4-5 år frem i tiden. Det er en tidsrejse, hvor vi forestiller os, hvordan de beslutninger, som bliver taget under det danske formandskab, har formet Europa. Jeg håber, at i 2029, når vi skal stemme til europaparlamentsvalget, skal ukrainerne også til stemmeboksene. For første gang skal de stemme i et fredeligt Ukraine og sætte et kryds ved et europæisk valg i et fællesskab med over 500 millioner mennesker. Jeg håber også, at de står ved i stemmeboksene i Moldova og i flere lande på Vestbalkan. Ja, måske er der et enkelt eller to nordiske lande, der også går de til europæiske stemmebokse. Det ville være glædeligt. Det ville være vigtigt. Et større Europa vil være et stærkere Europa. Jeg håber, at vi i 2029 kan forsvare os selv; at vi har fået styrket det europæiske forsvar, så vi ikke er afhængige af andre, men selv kan stå op for vores værdier og vores sikkerhed; at vi producerer langt mere af det udstyr, vi har brug for; og at danske virksomheder spiller en rigtig rolle. Jeg håber, at granaterne og ammunitionen flyder ud af Krudten i Nordjylland. Jeg håber, at der er kommet kontrol over vores ydre grænser; at færre mennesker bliver sendt ud på livsfarlige rejser af kyniske menneskesmuglere; at færre kaster sig ud på livsfarlige både i Middelhavet; og at vi har fundet en ny og mere retfærdig måde at behandle asylansøgere på i tredjelande i samarbejde med FN, altså UNHCR, så vi kan hjælpe de mennesker, der virkelig har brug for beskyttelse, og samtidig bevare kontrollen med dem, der kommer til Europa. Jeg håber, at vi har et langt mere konkurrencedygtigt EU; at vi har fået fjernet en kæmpestor bunke af bøvl og bureaukrati; at vi har skabt frihed og kreativitet; og at det er blevet utrolig meget nemmere for virksomhederne at navigere i regler og ansøgninger, så de kan bruge tid på det, de er gode til: at skabe jobs, indkomst, handel, forretning og nye løsninger. Jeg håber, at vi har en kapitalmarkedsunion, så penge og investeringer lettere kan flyde på tværs af landegrænser; så danskerne ikke investerer helt så meget i aktier i USA, men langt mere i nystartede virksomheder i Italien eller i Spanien; så tyskerne investerer i de danske iværksættere; og så nye idéer kan blive til voksne virksomheder, uanset om de starter i en garage i Herning eller en kælder i Milano. Jeg håber, at vi har et langt stærkere europæisk elnet, så de franske atomkraftværker er koblet sammen med de spanske solceller, de norske vandkraftværker og de nye, store danske vindmølleparker – de er ikke helt færdige i 2029, men de er på vej til at blive bygget i Nordsøen og ved Hesselø – og jeg håber, at vi dermed også er sikret mere og billigere strøm til både borgere og virksomheder, også når solen ikke skinner lige der, hvor man bor. Jeg håber, at vi i 2029 har nået 2030-klimamålene, at vi er godt på vej mod 2040, og at det sker med vedvarende energi-former. Ja, måske er der også et lille modulært atomkraftværk på vej et sted; det kunne endda være i Danmark. Og jeg håber, at der ikke er så meget som en eneste liter russisk gas i de europæiske gasnet. Jeg håber, at Danmark er gået forrest, og jeg håber, at vi med EU i ryggen kan skabe en stor grøn forandring, uden at vi går på kompromis med arbejdspladser eller velfærd, og jeg håber, at vi har vist, at konkurrenceevne og grøn omstilling kan gå hånd i hånd. Jeg håber, at vi har sikret fødevareforsyningen med plantebaserede alternativer, også efter dansk forbillede, så vi kan lave vores protein selv. Det skal stadig ske i danske og europæiske stalde og på markerne og i naturarealerne, hvor flokke af kvæg skaber både fødevarer og biodiversitet, men det skal i stigende grad ske i tanke med bioløsninger – med metoder, der er blevet godkendt hurtigt og bakket op af nye, innovative investeringer. Endelig, og det er vigtigt, håber jeg, at vi i 2029 har styrket retsstatsprincippet og vores demokratiske robusthed. Ungarn er et land, som nu igen står fuldt og fast bag de europæiske værdier. Vi har dæmmet op for manipulation og misinformation, som var ved at underminere den demokratiske proces i flere europæiske lande, og vi har efter nogle turbulente år i den grad fået styrket det europæiske værdifællesskab og de europæiske demokratier. Alt det lyder måske som drømme, men det er det ikke. Det er ikke urealistisk. Sporene til det, jeg taler om her, kan blive formet og skabt under det danske formandskab. Vi kan tage de første afgørende skridt. Så tak til europaministeren, og tak til resten af regeringen for at tage opgaven alvorligt og vise mod og handlekraft i en svær tid. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg har ikke lyst til at takke regeringen, for den har ikke løst opgaven, nemlig at fortælle om de prioriteter, man vil have i løbet af formandskabet. Så lad mig udfordre Venstres ordfører på dette område. Er hr. Christian Friis Bach og Venstre enige i, at bekæmpelse af migration skal være et prioritetsområde de næste 6 måneder under det danske EU-formandskab?

Ordføreren.

Jeg mener, at det er uretfærdigt at sige, at regeringen ikke har fortalt om sine prioriteter. Det har regeringen fortalt om igen og igen. Det er ikke lagt frem i et samlet dokument, som er offentliggjort med et stempel, et sejl og en kongekrone, af den simple grund, at man ønsker at respektere det polske formandskab. Det er sådan, traditionen er: Man gør det, når formandskabet starter, og ikke før. Men der er fremlagt en række prioriteter, og hvis hr. Alex Ahrendtsen ville læse den tekst, som regeringen har fremlagt sammen med de europapolitiske partier, står migration dér stærkt og tydeligt som en prioritet. Jeg håber, at vi kan få skabt nogle nye, innovative løsninger på migration, inspireret af EU's Tyrkietaftale, hvor vi kan sikre, at vi i stigende grad tilbyder sikkerhed på de ruter, hvor migranter og flygtninge bevæger sig, og jeg håber, at vi i samarbejde med FN – UNHCR har allerede rakt ud – også kan sikre en asylbehandling uden for Europas grænser.

Tak. Så er det spørgeren.

Skal det så være en hovedprioritet under formandskabet, at man f.eks. vender bådene og laver pushback til lands og pushback ved grænserne, sådan som nogle af EU-medlemslandene gør, f.eks. Polen og Finland? Skal det være en overordnet politik? Er det en prioritet for Venstre? Er det en prioritet for regeringen?

Ordføreren.

Det er en prioritet for Venstre – regeringen kan vel tale for sig selv – at sætte fokus på den irregulære migration og skabe sikrere ruter og sikre steder, hvor flygtninge og migranter kan opholde sig, uden at de behøver at kaste sig hen over Middelhavet i usikre både og med livet som indsats, og det er en prioritet for Venstre, at vi sikrer en asylbehandling og en sikkerhed for flygtninge og migranter ude i nærområderne, så de ikke søger mod Europa. Det er stærk prioritet, at vi styrker Europas grænser, ja.

Tak. Så er det hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance.

Tak for en fin tale. Jeg synes, der var mange gode pointer. Der var noget med styrkelse af elnettet, og der blev nævnt atomkraft. Det kan vi jo godt lide i LA. Der blev talt om at bekæmpe bureaukrati og ikke mindst om at hjælpe Ukraine. Det synes jeg var rigtig godt. I starten havde jeg lidt på fornemmelsen, at hr. Christian Friis Bach havde fundet Mathildes dagbog henne på sin kollegas bord, for man begyndte at tale om, hvad der sker i 2029. Så vil jeg bare høre, om ordføreren måske også kan svare mig på, om vi i 2029 har fået indført det her forslag om chatkontrol, som justitsministeren har haft oppe i Europaudvalget flere gange, og i så fald, hvad der er Venstres holdning til det.

Ordføreren.

Det var faktisk især til ære for hr. Alexander Ryle, at jeg nævnte atomkraft og de små modulære reaktorer, som vi jo nu står sammen om at skulle forsøge at fremme. Jeg skal ikke stå her og kloge mig på et forslag, som måske også ligger lidt uden for mit ordførerskab, men jeg kan da notere så meget, at Venstre også står fast på privatlivets ukrænkelighed og fred og retten til ikke at blive overvåget. Det er vigtige prioriteter for os i fastlæggelsen af den digitale sikkerhed, som er helt afgørende.

Spørgeren.

Det glæder mig at høre. Nu har jeg selv en skummel fortid i Venstre, og dengang var man i hvert fald meget skeptisk over for, at staten, hvad enten det er EU eller den danske stat, skulle kigge med i alle folks private kommunikation til hinanden. Så jeg er glad for at høre, at Venstre er skeptisk og kæmper alt, hvad de kan, internt i regeringen for at undgå, at det kommer på bordet. Jeg vil lige hurtigt prøve at nå at spørge om noget andet, og det handler om EU's budget. Mener Venstre, at EU skal hæve budgettet, når MMF'en skal genforhandles her om lidt, og at EU skal til at have egne indtægter?

Ordføreren.

Jeg vil bare sige til ordføreren, at det ikke behøver være en skummel fortid. Ordføreren er altid velkommen tilbage og få en fremtid i Venstre, hvis det skulle have interesse. Men omkring budgettet vil jeg sige, at vi nu ser ind i en situation, hvor der er en række store udfordringer, og hvor 15-20 pct. af budgettet kommer til at gå til at betale af på den gæld, vi optog under corona. Det giver jo nogle stærke begrænsninger. Vores hovedprioritet er at prioritere det eksisterende budget, se på samhørighedsmidlerne, og vi er endda også villige til at kigge på landbrugsmidler, og sikre nye innovative finansieringsmekanismer, som kan løse nogle af de store udfordringer, som vi har, og som Draghirapporten peger på.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak, formand. Nu er vi tæt på, at Danmark overtager formandskabet i EU, og derfor er det naturligvis også meget relevant, at vi har den her drøftelse i dag om regeringens planer og prioriteringer for, hvordan man vil bruge formandskabet. For det er selvfølgelig en åbenlys mulighed for at bringe danske prioriteringer op på dagsordenen, ikke fordi vi lige pludselig skal bestemme det hele, men det at sidde for bordenden giver naturligvis en mulighed for at bringe ting op. Da regeringen ikke har nogen klare prioriteringer endnu, men de kommer så om en måneds tid, er det også en anledning til, at vi som ordførere kan komme med nogle input til, hvad vi synes regeringen skulle sørge for at prioritere. Det må ske den vej rundt, og så må vi tage den anden diskussion senere, når vi hører, hvad regeringen faktisk ender med at prioritere. Vi lever jo i en meget omskiftelig tid. Det sidste år og ikke mindst de sidste måneder har man sjældent vidst, hvad morgendagen måtte bringe af udfordringer. Men der er nogle temaer, som toner frem som væsentlige, og jeg går ud fra, at regeringen også har dem på dagsordenen til formandskabet. EU's konkurrenceevne er et eksempel, som ministeren også har nævnt, på, at EU jo befinder sig i en ny international orden præget af global strategisk konkurrence. Vi oplever en toldkrig mellem Kina og USA. Vi oplever et USA, hvor vi og ikke mindst de danske og europæiske virksomheder ikke ved, hvordan rammerne for handel ser ud i morgen. På det basale niveau er det naturligvis væsentligt at sikre, at bureaukratiet og kravene til europæiske virksomheder sænkes, så de ikke belaster virksomhedernes mulighed for at konkurrere. Samtidig mener vi også, det er væsentligt at sænke risikoen for mangel på komponenter og materialer, som vi f.eks. så det med mikrochips og ingredienser til medicin under covid, og som vi også har oplevet det i skyggen af krigen i Ukraine. Vi har brug for at sikre forsyningerne og sikre, at vi i Europa i højere grad kan være selvforsynende, og jeg er spændt på, om det er noget, regeringen reelt vil adressere. I forlængelse heraf skal vi også forholde os til det øgede trusselsniveau. En ting er truslen om krig og behovet for, at vi i NATO arbejder på, at alle lande lever op til kravene. Derfor bakker vi også op om den generelle oprustning i Europa, som finder sted de kommende år. Det kan kun gå for langsomt, desværre. Men én ting er den militære oprustning; en anden er truslen om cyberangreb, sabotage og anden ekstern indblanding. I går var der en historie om mærkelige elektroniske dele i importerede solceller. Der er fundet dele i importeret elektronik til den dansk energiinfrastrukturer, der bestemt ikke burde være der. Det handler om elektronik, som tilsyneladende giver eksterne muligheder for at afbryde solcellerne, måske endda afbryde eller destabilisere elnettet. Det fik mig til at tænke på de massive strømafbrydelser, som Spanien oplevede for nylig. Jeg ved ikke, om man har fundet årsagen til afbrydelsen, og om det er en teknisk fejl eller andet, der ligger bag. Men uanset om det er skabt af ondsindede eller bare, i anførselstegn, var et nedbrud, så viser det en enorm skrøbelighed i samfundet. Hvilke tiltag vil ministeren gøre om nogen for at imødekomme problemerne på EU-plan? Kunne der være behov for at tænke et beredskab på tværs af EU-landene? Er der tiltag i gang med det, eller kunne regeringen tage initiativer til at få det på dagsordenen? Når vi så taler sikkerhed, er der også en historie om, at USA planlagde spionage mod Grønland, hvilket jeg tror vi alle sammen synes er meget bekymrende. Vil regeringen bruge formandskabet til at arbejde med de udfordringer, der er i relation til både USA og Grønland? Når det gælder sikkerhed, er vi i Danmarksdemokraterne også dybt bekymrede for, at der fortsat ikke er styr på EU's ydre grænser. Vi ser igen og igen eksempler på islamisk terror, som koster almindelige europæere livet. Udover terrorangreb ser vi også eksempler i flere europæiske lande på en stigende islamisering, som sætter fundamentale værdier såsom ligestilling og ytringsfrihed under et voldsomt pres. Derfor skal der lyde en opfordring til, at regeringen også sætter migration og hjemsendelse af illegale migranter højt på dagsordenen under det danske EU-formandskab. Endelig vil jeg håbe, at regeringen under EU-formandskabet vil tage rammerne for sociale medier op. Der kører en historie på TV2 Fyn i de her dage – det handler om puffbars, som er ulovligt at sælge i Danmark, men hvor markedet tilsyneladende er meget tilgængeligt via Snapchat. Det er et problem med mange sider, og hvordan imødegår vi den handel? Et element kunne jo være en indsats over for Snapchat, for at få dem til at blokere handlen. Der vil jeg gerne høre ministerens tilgang til på EU-plan at arbejde med at få firmaerne bag sociale medier til at medvirke til at stoppe ulovlig handel, som f.eks. handlen med puffbars. Sluttelig vil jeg på vegne af Danmarksdemokraterne læse følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at EU har fået for meget indflydelse på dansk lovgivning, og at Danmark bør bruge sit EU-formandskab på at arbejde for mere selvbestemmelse til medlemsstaterne. Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for, at EU koncentrerer sig om frihandel, afbureaukratisering og en forbedring af danske virksomheders konkurrenceevne. Folketinget ser med meget stor bekymring på, at regeringen endnu ikke har gennemført planen om at oprette et udrejsecenter i et tredjeland. Folketinget opfodrer derfor regeringen til, at oprettelsen af et sådant udrejsecenter bliver gjort til afgørende prioritet under Danmarks EU-formandskab. Folketinget konstaterer, at EU's indre og ydre grænser er under pres. Folketinget opfordrer derfor regeringen til at prioritere en revision af Schengenreglerne, så der fremover skal være mulighed for, at medlemslandene kan indføre permanent grænsekontrol. Folketinget opfordrer derudover regeringen til at bruge det danske EU-formandskab til at fokusere på forsyningssikkerhed i EU. Dette gælder bl.a. inden for energisektoren, fødevaresektoren og forsvarsindustrien« (Forslag til vedtagelse nr. V 73.)

Tak.

Tak. Det vil indgå i de videre forhandlinger. Der er en kort bemærkning til hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg bliver lidt i tvivl, for på den ene side siger ordføreren, at EU skal holde sig væk fra en hel masse ting, og på den anden side skal EU regulere puffbars og sociale medier. Jeg ved ikke, om ordføreren kan uddybe lidt, om der er undtagelser, lige når det gælder puffbars, eller om EU skal være langt mindre. Så vil jeg især spørge ind til, hvad der egentlig er ordførerens tanker om udvidelsen i forhold til hvor hurtigt, hvor mange, hvornår og hvilke lande. Kan vi høre Danmarksdemokraternes bud på det?

Ordføreren.

Altså, når vi taler sociale medier, er det for os at se grænseoverskridende, og den handel, der er med ulovlige varer, er også grænseoverskridende. Derfor mener vi sådan set, at det er et forhold, man godt kan tage og diskutere i EU. Det er den ene del. Den anden del, spørgeren spørger til, er udvidelse. Vi har ikke travlt med udvidelse. Vi har det som et meget, meget vigtigt punkt, at hvis man overhovedet skal overveje udvidelse, skal der leves op til alle de krav, der ligger i Københavnskriterierne, og så kan man tage en diskussion af det derudfra. Men det er ikke noget vi har travlt med.

Spørgeren.

Det var jo ikke helt et svar, for der er noget, jeg godt kunne tænke mig at vide. Nu talte jeg jo for, at vi skulle have Ukraine med i 2029. Det er et land, der er smadret af krig, og som i den grad i deres fortælling og deres vision for en fremtid passer ind i det europæiske fællesskab. Skal Ukraine, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, være med i EU i 2029?

Ordføreren.

Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at understøtte Ukraine og hjælpe dem nu i deres kamp i den krig, der foregår, så de kan komme ud af det på en god måde. Efterfølgende vil der være behov for et kæmpe, kæmpe arbejde for at få Ukraine på benene igen og understøtte, at de får en ordentlig status. Når der så kan blive tid til det, kan vi tage en diskussion af optagelsen, men de skal også leve op til de krav, der er. Så vi kan lave mange aftaler, og vi kan lave mange indsatser for at understøtte dem, men det nytter ikke noget at lukke op og tage flere medlemslande ind i EU.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Claus Jørgensen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Tak for, at vi kan have den her debat, også selv om prioriteterne ikke er helt på plads endnu. Jeg vil også gerne takke for, at vi har haft en række uformelle møder, hvor vi har drøftet disse ting ovre hos europaministeren. Tilbage i 2002 var kulminationen på Danmarks EU-formandskab forhandlinger om EU's udvidelse, som endte med et big bang i Bella Center og et velkommen til ti nye lande. Der blev i sandhed skrevet historie, imens Danmark sad i stolen. I 2012 havde vi igen formandskabet. Det var kendt som postevandsformandskabet på grund af brugen af postevand i stedet for flaskevand til møderne. Det var dog ikke postevand, der skyllede ind over kontinentet, men det var derimod den voldsomme finans- og gældskrise, der lagde en række eurolandes økonomier ned. Imperativet for formandskabet var: Europa eller kaos. For Grækenland, Spanien, Portugal og Italien skulle reddes lige meget hvad, og hele Europa kiggede ned i den økonomiske afgrund, indtil den daværende ECB-chef, Super Mario, altså Mario Draghi, sagde de berømte ord, og jeg citerer, »Whatever it takes«, og lagde en dæmper på det hele med sin økonomiske bazooka, der åbnede for ubegrænset opkøb af statsobligationer fra ECB. Det virkede. Nu har vi formandskabet igen på et afgørende tidspunkt, og der er ingen tvivl om, at sikkerhed og forsvar er helt centrale spor, vi skal følge. Også her kan vi igen tage udgangspunkt i Draghis ord: »Whatever it takes«. Vi står nemlig over for en historisk sikkerhedsudfordring. Først var der Ruslands invasion af Ukraine, og så kom en fuldstændig utilregnelig amerikansk ledelse i Washington. Derfor er der behov for, at Europa rykker tættere sammen. I den forbindelse var det rigtig godt at høre, at statsministeren i går hejste det europæiske flag helt oppe i toppen af flagstangen i sin tale i afslutningsdebatten. Statsministeren gentog sit fuldtonede europæiske engagement, og det er der brug for. Det er nemlig vigtigt at investere i EU-fællesskab, når man vil lave noget ambitiøst i forhold til sikkerhed, klima og miljø, elektrificering, udvidelse og energiinfrastruktur. Vi skal og er heldigvis i gang, og med den nye MFF-reform på trapperne er det vigtigt, at vi ikke sætter os over i hjørnet med sparebanden, som vi måske ville have gjort i det gamle Europa, men i stedet får reformeret budgettet, så der kommer mere retning på de politiske og strategiske prioriteter. I den forbindelse glæder det mig, at statsministeren har meldt klart ud, at den danske tilgang bør være præget af fleksibilitet frem for røde linjer. Det er vi helt enige i. For SF er det også centralt, at vi ikke opruster på ryggen af dem, der har mindst, eller lader klimaet sejle. EU skal forblive verdens progressive stemme i forhold til natur og klima. Det er social retfærdighed og grøn omstilling, der for alvor vil være truet, hvis Europas stemme i verden svækkes. Jeg har været lidt inde på det, men jeg synes, at klima og den grønne politik burde fylde mere i Danmarks formandskabsprioriteter. Vi må jo ikke glemme, at seks af de planetære grænser vurderes overskredet af forskerne. I løbet af året er jeg på flere europaudvalgsmøder blevet bekræftet af flere ministre i, at klimaet og den grønne omstilling er lige så vigtige som før europaparlamentsvalget, og før Trump kom til, og jeg er også blevet bekræftet i det i dag. Det er jeg jo glad for. Men det er lidt svært at se det i de dokumenter, som vi har fået tilsendt indtil videre. Så en klar opfordring herfra skal være at fremhæve og sætte fokus på miljø og klima i formandskabet. Her vil jeg fremhæve noget, der står mit hjerte nært, nemlig EU's kemikaliestrategi, som er fra 2020, og som er virkelig ambitiøs og visionær. En realisering af den her strategi vil nemlig sikre mennesker og miljø mod skadelige kemikalier fremadrettet. Noget, som jeg også gerne vil kigge på i forhold til det grønne, er landbrugsstøtten. Landbrugsstøtten skal også kigges på i løbet af efteråret, og der kunne det være oplagt at omlægge den i en mere grøn retning, f.eks. ved at kigge på, hvordan man kan flytte noget af støtten fra det konventionelle landbrug til det økologiske landbrug. Vi skal have landbruget omfattet af EU's kvotehandelssystem, og vi skal have et fælles ambitiøst klimamål, hvor Danmark skal være med til at hæve niveauet, og det hører jeg så også ministeren sige her fra talerstolen. Så der er nok af vigtige dagsordener at tage fat på. Afsluttende vil jeg sige, at sikkerhed og konkurrence er meget, meget vigtige emner at tage op under formandskabet. Vi bakker op om de prioriteter, der er, men vi må ikke glemme den grønne omstilling. Vi skal passe på planeten, der sikrer vores og fremtidige generationers velfærd. Tak for ordet.

Tak for det. Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Tak. På alle mulige andre områder ved jeg jo, at SF og vi deler opfattelsen af, at det er rigtig uheldigt, at vi i den grad er i lommen på USA på alle mulige områder, f.eks. i spørgsmålet om støtte til Ukraine. Hvis USA kan stoppe Starlink, dvs. stoppe for, at Ukraine reelt kan kæmpe imod, som de jo gjorde en kort periode, så vil det være en katastrofe, og derfor er jeg sikker på – det har jeg da hørt – at vi er enige om, at der skal opbygges et alternativ. Derfor undrer det mig også, at der ikke i det her forslag til vedtagelse står noget om det aspekt, for det er et helt centralt aspekt, uanset hvad vi snakker om. Ligegyldigt om vi snakker om Grønland, om vi snakker om Ukraine eller vi snakker om handel, er det her et centralt element. Derfor vil jeg bare spørge ordføreren: Hvis ordføreren nu helt selv skulle have skrevet det her forslag til vedtagelse, ville der så have været en pind med om, at det var en formandsprioritet at arbejde for en strategisk uafhængighed af USA?

Ordføreren.

Tak for det. Altså, allerede nu er der jo fuld gang i arbejdet med at blive uafhængige af USA, både fra dansk side, men også fra EU's side. Der bliver indgået handelsaftaler på tværs, og Mercosur blev også nævnt på et tidspunkt som en aftale, der kunne være med til at gøre os mindre afhængige. Så jeg ved ikke, om vi ville lave en decideret pind om det, for arbejdet er sådan set allerede i gang, og jeg ved, at det også er en prioritet for den danske regering. Jeg tror måske snarere, at vi ville have haft en pind mere med om noget grønt, men det kom der ikke med i denne omgang.

Spørgeren.

Jo, men det er et lidt dårligt argument, at det er i gang, ikke? For det er der jo også en lang række af de andre ting, der står i forslaget til vedtagelse, der er. Eller er det noget nyt, at vi skal til at støtte Ukraine? Sådan opfatter jeg det ikke. Det står der jo også. Så det er et spørgsmål om, om man har det som en målsætning, og der undrer det mig bare, at det ikke er en målsætning her. Men jeg ville egentlig tilbyde SF, at vi kunne lave et forslag til vedtagelse, hvor det stod, bare for at være venlig, men det er klart, at hvis ikke det er SF's prioritering, så er det jo et dumt tilbød at komme med.

Ordføreren.

Tak for tilbuddet. Det er taget vel imod, og det er jo ingen tvivl om, at det også er noget, vi skal arbejde for fremadrettet. Det gør vi allerede i Danmark, og det gør vi selvfølgelig også på EU-niveau.

Hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance.

Ordføreren nævner, at Danmark plejede at være en del af sparebanden, og at det skulle vi i hvert fald ikke være. Men skal det så forstås på den måde, at Danmark skal være en del af sløsebanden? Skal vi til at bruge endnu flere penge nede i EU? Skal EU-medlemskabet være dyrere for medlemslandene, eller er SF villig til at kigge på, hvordan vi bruger pengene inden for EU's budget i dag, f.eks. i forhold til landbrugsstøtten? Jeg har tidligere hørt SF'ere tale dårligt om landbruget, så kunne det være et sted, man kunne kigge på?

Ordføreren.

Landbrugsstøtten er helt klart et område, vi gerne vil kigge på. Det er noget af det, vi også skal gøre, hvis vi skal igennem med den grønne omstilling. Hvis vi skal have mere biodiversitet, hvis vi skal passe på vores klima, og hvis vi skal passe på vores miljø i det hele taget, skal vi gøre noget ved landbrugsstøtten. Så der er noget at gøre dér. Om vi skal bruge færre penge, er jeg ikke så sikker på. I forhold til det her med at bruge måske flere penge eller bruge dem rigtigt er der bl.a. det her med, at vi måske skal være med til at tage EU-lån, sådan at vi kan finansiere bl.a. den store oprustning, som vi er nødt til at lave.

Spørgeren.

Grunden til, at jeg spørger, er, at landbrugsstøtten jo udgør en virkelig stor del af EU-budgettet – det tror jeg godt at ordføreren ved. Altså, det er omkring en tredjedel af hele EU-budgettet. Hvis man kigger på noget andet end landbrugsstøtten, er der jo også strukturfondene, som er omkring 61 pct. af EU-budgettet. Det er alt muligt, der går til regional støtte, erhvervsstøtte og fonde og programmer. Så min pointe er bare, at der jo er rigtig mange penge i EU-systemet i forvejen. Så er det virkelig nødvendigt at hæve prisen og måske også, sådan som andre røde partier i Europa-Parlamentet har foreslået, have egne indtægter for at kunne finansiere de udgifter, man mener at EU skal stå for?

Ordføreren.

Jeg tror, at der er en rigtig god diskussion om prioritering af EU-midler, men i forhold til landbrugsstøtten er der ingen tvivl om, at den kan vi ikke bare afskaffe fra den ene dag til den anden. Der er rigtig mange landmænd, der er afhængige af den, både i Danmark, men også især i nogle af de store lande, hvor de har meget mindre landbrug. Så hvis man fjerner landbrugsstøtten, vil de gå rabundus. Men der er ingen tvivl om, at vi skal kigge på den, altså om den skal bruges på en bedre måde.

Hr. Christian Friis Bach, Venstre.

Jeg trykkede mig bl.a. ind, fordi jeg kunne mærke, at ordføreren blev lidt stresset og ikke fik sagt nogle ting. Jeg tænkte, at jeg ville trykke mig ind, så ordføreren fik lidt mere taletid til at sige nogle af de ting, som han måske ville have med. Men jeg vil bare lige spørge lidt ind til det med loven og forsvaret. Jeg har jo fulgt SF helt tilbage fra slut-1980'erne og har med glæde set den meget stærkere europæiske linje, som SF har i dag, og det glæder mig. Men kan ordføreren sige lidt mere om, hvor SF står sådan forsvarspolitisk og sikkerhedspolitisk og i forhold til NATO og EU? Hvor står SF sådan helt præcis dér? Hvor meget skal vi løse i fremtiden i EU, og hvordan bliver samspillet med NATO?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er jo ikke forsvarsordfører, men én ting er sikkert, og det er, at vi skal stå sammen, både i FN, i EU og i NATO. Derfor har SF også ændret holdning over tid til, at vi netop nu også skal opruste, sådan at vi kan stå på egne ben i Europa. Helt præcis hvordan det skal gøres, vil jeg overlade til min forsvarsordførerkollega.

Tak til ordføreren fra SF. Vi bytter lidt rundt i talerrækken, så alle kan nå det, de skal. Fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti er den næste på talerstolen.

Mange tak, og også tak til mine kollegaer, for at jeg lige måtte komme på her. Den 1. juli 2025 overtager Danmark EU-formandskabet fra Polen. Det sker i en tid, hvor Europa står midt i en ny international orden præget af strategisk konkurrence, stigende geopolitisk spænding og et alvorligt trusselsbillede. Det er et Europa, som i stigende grad må tage ansvar for egen sikkerhed, egne interesser og egen fremtid. Det Konservative Folkeparti bakker op om regeringens ambition om, at Danmark skal være en drivkraft i arbejdet for et stærkere og mere selvstændigt Europa, dvs. et Europa, der ikke lukker sig om sig selv, men som står stærkt forankret i sine værdier og med blikket rettet mod både fremtiden og verden omkring os. Vi kan ikke tale om Europas fremtid uden at tale om krigen i Ukraine. Ruslands brutale angreb på et frit og demokratisk land er ikke blot en krig mod Ukraine; det er et opgør med den verdensorden, som vi har bygget vores sikkerhed og vores samarbejde på. Det er et forsøg på at splitte Vesten, svække demokratierne og ændre Europas grænser med vold. Det er derfor også en europæisk krig. Det er en afgørende test for EU's evne og vilje til at stå sammen politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt. Europa må i stigende grad kunne klare sig selv, ikke i isolation, men i erkendelse af at vi ikke længere kan tage amerikanske sikkerhedsgarantier for givet. Vi skal tage ansvar for Ukraines frihed og for vores egen. For os Konservative er det afgørende, at formandskabet sætter sikkerhed øverst på dagsordenen. Europa skal være bedre rustet mod militære trusler, cyberangreb, sabotage og udenlandsk indblanding i vores demokratiske processer. Det handler om forsvar, men det handler også om teknologi og robusthed. Derfor skal vi styrke det europæiske forsvarssamarbejde, men samtidig respektere de nationale forbehold og forskelle. Vi skal bidrage til at gøre Europa mere modstandsdygtig, men også konkurrencedygtig. For sandheden er, at vi halter bagefter. EU taber terræn i forhold til både USA og Kina økonomisk, teknologisk og innovationsmæssigt. Det er altafgørende, at vi får ryddet op i eksisterende lovgivning og laver et paradigmeskifte i Bruxelles, når det kommer til de hensyn, vi tager, når vi laver ny lovgivning. Det skal være lettere at drive virksomhed i EU, ellers taber vi på den lange bane. Så let kan det siges; så er der ikke råd til sikkerhed og velfærd og grøn omstilling. Størstedelen af den lovgivning, der hver dag medfører magtesløshed blandt danske erhvervsdrivende, stammer fra EU. Det er klart, at virksomheder er tilbøjelige til at slå sig ned der, hvor de kan få de bedste rammevilkår. Heldigvis virker det til, at tiøren er faldet i forlængelse af Draghirapporten. Omnibusprocesser er sat i gang, men alligevel lander der sager på mit og vores erhvervsordførers bord, hvor man ofte kan blive i tvivl om, hvorvidt det er noget, som dem, der skaber værdi i vores samfund, egentlig er tjent med. Hensynet til europæisk konkurrenceevne bør være et altomfattende hensyn, hvilket jeg håber at regeringen vil bruge formandskabet til at understrege over for vores europæiske venner. Regeringen skal under formandskabet være med til at igangsætte de indledende forhandlinger om den næste flerårige finansielle ramme, hvilket er en oplagt mulighed for at sætte ny retning for EU. Her mener Det Konservative Folkeparti, at der skal være fokus på reformer, på regelforenkling og på at lette de administrative byrder for borgere og virksomheder. Vi ser med bekymring på antydninger om et markant større EU-budget og dermed et øget finansieringsbehov. Det må ikke ende med højere bidrag uden tilsvarende værdi for borgerne. Vi skal sikre, at de penge, der bruges, bruges klogt. Vi skal gøre det lettere at anvende EU-regler i praksis. Danmark har en rolle at spille i det europæiske samarbejde, ikke som et lille land, der står på sidelinjen, men som en troværdig og ansvarlig og værdibaseret aktør. Det Konservative Folkeparti vil arbejde for, at vi styrker Europas sikkerhed, vores økonomiske styrke og sammenhængskraft, som gør EU bedre for borgerne. Tak for ordet. Jeg nåede det lige.

Der er ca. 30 sekunder tilbage. Der er ikke nogen indtegnet til korte bemærkninger, så jeg siger tak til ordføreren fra Det Konservative Folkeparti. Den næste i talerrækken er hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance.

Tak for det. Vi lever i en tid, der grundlæggende er præget af forandringer. Som jeg sagde, da vi debatterede ministerens redegørelse om udviklingen af EU-samarbejdet tilbage i marts, står vi ved en skillevej, hvor geopolitisk usikkerhed, en svækket konkurrenceevne og Ruslands invasion af Ukraine definerer den europæiske hverdag, og forandringerne stopper ikke her. Der er forandringer i vores tryghedsbillede, når truslerne rykker tættere på, forandringer i de globale forsyningskæder, der udfordrer vores økonomier, forandringer i teknologiudviklingen, der tvinger os til at gentænke alt fra energipolitik til cybersikkerhed, og ikke mindst forandringer i vores forventninger til, hvad EU skal kunne levere. Men lederskab kræver mere end blot redegørelser og gode intentioner, lederskab kræver mod til at prioritere, til at tage svære beslutninger og til at se fremad. Det er tydeligt, at EU er i gang med at forandre sig indefra. Vi hæver barren for, hvad vi skal kunne løse i fællesskab, i takt med at der kommer flere udfordringer fra landene omkring os. Desværre følger bureaukratiet trop på en måde, der ikke effektiviserer, men overkomplicerer og besværliggør. Forandringer kræver lederskab og ikke bare flere regler, og derfor bør det danske EU-formandskab være et klart opgør med unødvendigt bureaukrati, så vi kan tage spadestikket til et mere smidigt EU, hvor regelforenkling ikke bare er en skåltale, men en konkret prioritet. Men det handler ikke kun om flere regler, det handler også om en bedre prioritering. Det er meget muligt, at man i lyset af de mange udfordringer, som EU står over for, mener, at det er nødvendigt at hæve EU-budgettet, men det mener vi ikke i Liberal Alliance. Der er rigeligt med penge, de bliver bare brugt forkert. F.eks. bruger EU over 400 mia. kr. hvert eneste år på samhørighed og regionalstøtte, og det dækker over alt fra en sporvognslinje i Bratislava til et karriereprogram for asylansøgere i Wien, opgaver, som vi mener bør løses nationalt og ikke fra Bruxelles. Vi er også nødt til at erkende, at EU's konkurrenceevne er på retur. USA og Kina buldrer af sted med innovation og investeringer i lifescience og kunstig intelligens, mens vi selv regulerer os i graven. Sådan må det ikke fortsætte, og at styrke konkurrenceevnen skal være en mærkesag for Danmark. Vi skal styrke det indre marked og sikre lige vilkår for virksomheder på tværs af grænser og sektorer, så Europas økonomi igen kan blive en drivkraft i stedet for en spændetrøje. Særlig er det afgørende for konkurrenceevnen at skabe et reelt indre marked for energi og digitale tjenester, hvor idéer kan blomstre, investeringer kan flyde frit, og hvor innovationen ikke kvæles i bureaukratiets jerngreb. Vi skal gøre det lettere for europæiske og danske virksomheder at vokse, eksportere og skabe arbejdspladser uden at drukne i papirarbejde og detailstyring. Et centralt vækstområdet er lifescience, og her har Danmark både erfaringen og styrken til at gå forrest Vi huser globale frontløbere som Novo Nordisk og Lundbeck, og vi har allerede en national sciencestrategi, som EU passende kunne lade sig inspirere af. Hvis vi investerer klogt og vi regulerer klogere, kan Europa igen blive en frontløber i sundhedsindustrien og ovenikøbet skabe tusindvis af arbejdspladser undervejs. Lifescience er ikke bare en industri; det er en trædesten på vejen til et stærkere Europa. Så er der udvidelsen. Forandringen sker også uden for vores grænser. Ukraine og Moldova banker på døren, og det er i Danmarks interesse at lukke dem ind. Da Danmark i 2002 havde formandskabet, var vi med til at åbne døren for ti nye medlemslande i den største udvidelse i EU's historie, det krævede mod dengang, og det gør det også i dag. Sådan en udvidelse kræver, at vi reformerer EU indefra, så vi er klar til at rumme flere medlemslande. Vi skal sikre, at et større Europa også bliver et stærkere Europa, hvor basale værdier som retsstatsprincipper, ytringsfrihed, lgbt-rettigheder og mediepluralisme ikke udvandes, men styrkes. Udvidelsen må ikke blive et kompromis med vores principper, og forandringerne må ikke blive et opgør med vores værdier. Forandringer kræver lederskab, det danske EU-formandskab skal være den sikre hånd på roret, når det blæser. Vi skal skære igennem bureaukratiet, styrke konkurrenceevnen og det indre marked og gøre EU større igen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Der er ikke nogen, der har indtegnet sig, så Ammar Ali fra Moderaterne er den næste i talerrækken.

Tak for ordet, formand. Danmark står over for en historisk mulighed, når vi overtager formandskabet den 1. juli i år. Det er en chance, vi skal gribe med ansvar og ambition. Vi har mulighed for at sætte retningen i Europa i en tid, hvor vi både skal navigere igennem globale kriser, men også skabe langsigtede løsninger. Moderaterne ønsker at bruge formandskabet til at understøtte regeringens prioriteter og sikre et EU, der er tættere på borgerne, mindre bureaukratisk, mere grønt og mere handlekraftigt. Vi ser tre klare politiske spor, hvor Danmark bør sætte sit aftryk. For det første er der sikkerhed og forsvar. Krigen mod Ukraine har vist os, at fred og stabilitet ikke er noget, vi længere kan tage for givet i Europa. Vi skal have et EU, der kan stå stærkt i mødet med truslerne udefra, ikke som erstatning for NATO, men som supplement. Danmark bør bruge formandskabet til at fremme konkrete initiativer for et tættere europæisk forsvarssamarbejde. Det gælder alt fra bedre koordinering af indkøb til et styrket cyberforsvar. Det kræver også, at vi tør prioritere forsvar højere i EU-budgettet. Det kræver mod og politisk vilje, og det forventer vi at regeringen udviser. For det andet er der demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Det står også højt på dagsordenen. EU bygger ikke kun på økonomi og sikkerhed. Det bygger også på vores fælles værdier. Demokrati, retssikkerhed og menneskerettigheder er helt grundlæggende for vores samarbejde. Danmark bør bruge formandskabet til at styrke opbakningen til de her værdier. Det handler om, at borgerne kan have tillid til deres institutioner, at lovgivningen håndhæves retfærdigt, og at man frit kan deltage i samfundsdebatten. Det handler også om at værne om de grundlæggende frihedsrettigheder. Det gælder alt fra beskyttelse mod diskriminationen til retten til privatliv og personlig sikkerhed. Når vi står sammen om de her principper, står vi også stærkere i mødet med de udfordringer, Europa står over for. Så er der det tredje: klima, omstilling og konkurrencekraft. Den grønne omstilling skal være den røde tråd igennem det danske formandskab. Danmark har allerede vist, at vi kan gå forrest på klimaområdet, og nu skal vi hjælpe resten af Europa med at gøre det samme. Det gælder ikke mindst på energiområdet. Vi skal sætte skub i udviklingen af vedvarende energi. Men det skal ske på en måde, hvor vi ikke taber dem, der skal levere det, nemlig virksomhederne og borgerne. Derfor skal vi også have fokus på byrdelettelser og smartere regulering, for mange virksomheder, særlig små og mellemstore virksomheder, som er rygraden i dansk og europæisk økonomi, er tynget af et EU-regelsæt, der gør det unødvendig besværligt at bidrage til den grønne omstilling. Det er vi nødt til at lave om på. Endelig må Danmark tage føringen på den digitale dagsorden. Cybersikkerhed, kunstig intelligens og dataetik bliver kun vigtigere i den verden, vi lever i, ikke mindst i et Europa, hvor teknologisk suverænitet er et strategisk mål. Det er vigtigt, at Danmark nu får muligheden for at være vært i et Europa, der er i forandring. Vi skal sikre, at EU ikke fjerner sig fra borgerne, men bliver mere relevant, nært og tilgængeligt. Vi skal støtte et ambitiøst formandskab, der gør en reel forskel, både for Danmark og for Europa. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Moderaterne. Der er ikke nogen, der har indtegnet sig, og vi skrider hastigt videre. Hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten er den næste på talerstolen.

Med krigsforbrydelser i Ukraine og Gaza og med Trump i Det Ovale Værelse har det aldrig været vigtigere, at EU handler som en værdidrevet aktør på folkeretten og demokratiets side. EU er en stor aktør, og med det følger et stort ansvar, hvad enten det gælder Ukraine, Gaza eller grøn omstilling. Derfor bør Danmark som formandsland arbejde for respekt for international lov og menneskerettighederne. Ser vi på EU's indre linjer, giver Ungarn grund til bekymring. Landet har netop forladt Den Internationale Straffedomstol. Det er yderligere et skridt i autoritær retning, som Orbanregeringen bevæger sig i – en retning, der også tæller underminering af retsstaten, undertrykkelse af minoriteter, forbud mod priden og kvælning af civilsamfundet. EU har i årevis haft gang i en såkaldt artikel 7, § 1-procedure uden tilstrækkelig effekt. Vi har derfor brug for, at der tages yderligere skridt, som rent faktisk kan føre til konkrete konsekvenser for Ungarn, f.eks. i form af fratagelsen af stemmeretten. I Ukraine ser vi et folk, der forsvarer sig mod Putins overfaldskrig. EU har tidligere haft problemer med at levere Ukraine den lovede ammunition, og det risikerer nu at gentage sig. EU har lovet 2 mio. styk artilleriammunition i 2025, men medlemslandene har kun planlagt for to tredjedele af dem. EU har nogle af verdens største våbeneksportørlande, men vi har det problem, at våben bliver solgt til højestbydende, i stedet for hvor det er bydende nødvendigt. Våbenindustrien skal ikke kunne sende våben til Qatar, Israel og Saudi-Arabien, mens Ukraine løber tør i skyttegravene. Det er uacceptabelt og kræver politiske initiativer. Ser vi mod Mellemøsten, bliver den palæstinensiske befolkning udsultet og myrdet, alt imens våbeneksporten til Israel får lov at fortsætte. Det rimer ikke på et menneskerettighedsbaseret EU. Når Danmark sætter sig for bordenden, bør der indarbejdes en ændret kurs. Vigtige skridt i den retning er anerkendelse af Palæstina som stat og opsigelse af associeringsaftalen med Israel, som netop bygger på overholdelse af menneskerettighederne. Kigger vi over Atlanten, bliver udviklingen i USA mere og mere bekymrende. Vi skal ud af amerikansk afhængighed. Det gælder våbenkøb, og det gælder hele techområdet. Officepakken lyder måske ikke så dramatisk, men vi har allerede set Trump tvinge Microsoft til at slukke for kritiske softwarefunktioner for Den International Straffedomstol. Danmark bør derfor som formandsland arbejde for, at EU gør sig uafhængig af amerikansk software og andre vitale ting, som USA kan dominere, og satse på forskning og udvikling på det område. Danmark overtager formandskabet i en tid, hvor der tales meget om regelforenkling og konkurrenceevne. Bureaukrati for bureaukratiets skyld er selvfølgelig noget skidt, f.eks. de tonstunge procedurer i forbindelse med kommunernes EU-udbud og EU's indviklede statsstøtteregler. Men afbureaukratisering må aldrig åbne for et ræs mod bunden. Det gør det ofte i EU, hvor regelforenkling og konkurrenceevne er blevet kodeord for at udhule beskyttelse for arbejdere, miljø og klima. Almindelige lønmodtagere og forbrugere mangler beskyttelse mod en lang række farlige stoffer. Her er ikke brug for deregulering, men for handlekraft. Der er 1400 farlige stoffer, som slet ikke har grænseværdier, og lige nu kan EU's kemikalieagentur kun vurdere fem stoffer ad gangen. Det betyder ifølge Hollands regering, at vi først får grænseværdier for alle disse 1400 om 70 år! Her er oplagt et emne, hvor regeringen må sætte turbo på som formandsland. At kæmpe for almindelige menneskers forhold, for klimaet, for miljøet, for retsstaten, for menneskerettighederne og international lov må efter Enhedslistens opfattelse være ledetråden for det danske formandskab i det kommende halvår. Med det arbejde ønsker vi regeringen god arbejdslyst og held og lykke.

Tak for det. Hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Jeg tænker bare, at det jo faktisk næsten var en EU-begejstret tale – tak for den – herunder om en række nye opgaver, EU skulle påtage sig og gøre meget mere af og ansætte endnu flere medarbejdere til. Hvad tænker Enhedslisten egentlig om budgettet, hvis det nu gælder de forsvarspolitiske prioriteter, hvor jeg faktisk hørte tale om stærke investeringer i forsvar og sikkerhed og ikke mindst i Ukraine og fælles gæld?

Det er jo skægt, for man kan jo høre mange ting. Nu ved jeg ikke, om det er den samme tale, der bliver udsendt gennem de der hørebøffer, som modtageren, hr. Christian Friis Bach, har på, som det, jeg sagde, men jeg tror ikke, jeg sagde noget om f.eks. opbygningen af en eller anden gigantisk våbenindustri. Hvad er virkeligheden? Virkeligheden er, at af verdens ti største våbeneksportører ligger de fem i Europa, og de fire ligger i EU. Verdens næststørste våbeneksportør hedder Frankrig. Vi har overhovedet ikke brug for flere våbenproducenter; vi har brug for, at det, der bliver produceret, ikke bliver sendt til f.eks. Saudi-Arabien og Qatar, men bliver brugt i Ukraine, hvor der er en alvorlig situation. I forhold til budgettet vil jeg bare sige, at vi mener, der skal være omfordeling inden for budgettet. Der er en lang række poster på budgettet, som vi længe har ønsket ophævet, f.eks. landbrugsstøtten og en del af strukturfondsmidlerne.

Ordføreren skal også have et plus for sin entusiasme, i og med at ordføreren tog ordet, før han havde fået det. Men det skøjter vi let og elegant hen over. Spørgeren.

Ja, det er jo rigtigt, altså ud over at man engang imellem nu også kan høre grønlandsk, er der også sådan et EU-filter, man kan sætte på, som styrker det europæiske sammenhold og sorterer forskellige former for negative EU-ytringer fra. Men når det er sagt, vil jeg bare høre om det der med fælles gæld, for det skal vi til at diskutere. Nu er det budgettet, ja – omfordele, ja, det er jo ikke muligt, det med landbrugsstøtten er nok svært, og hvis man vil gøre flere ting, skal man have flere penge. Men så er der det der med gælden – at tage et stort lån og f.eks. støtte Ukraine.

Ordføreren.

Nu forstår jeg, at det ikke er velset at være for entusiastisk her fra Folketingets talerstol, så jeg skal prøve at gøre det meget kedeligt. (Søren Søndergaard sukker dybt) . I forhold til den fælles gæld, har det tidligere været vores opfattelse og er stadig væk vores opfattelse, at man godt kan optage fælles lån, men det skal være sådan, at den fælles gæld stiftes i forhold til de enkelte lande, og de lande skal selv stå for tilbagebetaling. Det kan man på EU-plan gøre på en måde, så man får lavere rente, ved at gælden kan betales tilbage via den fremtidige f.eks. landbrugsstøtte eller strukturfondsmidler, sådan at hvis landene ikke selv betaler tilbage, bliver det taget derfra.

Der er ikke flere indtegnede – tak til ordføreren fra Enhedslisten. Hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti var nødt til at løbe til andre opgaver, så han er ikke på talerlisten, og jeg ser heller ikke hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre i salen. Fru Sascha Faxe fra Alternativet har tidligere meddelt, at hun ikke kommer, og således er den næste på talerstolen vores europaminister.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for en god debat. Jeg er glad for, at vi har haft en debat her i Folketingssalen om regeringens foreløbige prioriteter for formandskabet. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har den her debat inden formandskabet, også inden formandskabsprogrammet bliver lanceret. Jeg har allerede redegjort for regeringens foreløbige prioriteter. Vi er kommet vidt omkring på mange forskellige emner, og jeg vil også gerne kvittere for det brede samarbejde, vi har om europapolitikken. Det brede samarbejde bidrager til en positiv opfattelse af Danmark, og det er vigtigt for vores håndtering af formandskabet, fordi det også får betydning for Danmarks anseelse fremadrettet. Det, at vi har formandskabet, er også en unik mulighed for at sætte nogle aftryk og bidrage positivt til Europas fremskridt. Der tegner sig for mig at se en bred enighed om de forskellige målsætninger for det danske formandskab. Vi har været omkring støtte til Ukraine; omkring en udvidelse måske allerede i 2029, som jeg noterer mig, at hr. Christian Friis Bach ønsker sig; at vi skal kunne svare sig selv inden 2030, eller have strategisk uafhængighed, som hr. Søren Søndergaard udtrykker det; at vi skal bekæmpe irregulær migration. Her er der allerede nogle konkrete forslag på bordet fra Kommissionen med ny EU-lovgivning på udsendelsesområdet og forslag om sikkert tredjeland, så man eksempelvis kan lave udrejsecentre i tredjelande, som hr. Alex Ahrendtsen efterlyser. Vi har også været inde omkring beredskab, og her vil jeg gerne benytte muligheden for på at svare på de spørgsmål, som hr. Jens Henrik Thulesen Dahl stillede mig. Det danske formandskab vil arbejde for at implementere EU's beredskabsstrategi i lyset af de anbefalinger, der er kommet i Niinistö-rapporten. Vi vil også have fokus på at tage kampen op med techgiganterne og beskytte børn og unge. Vi vil bl.a. sætte fokus på udfordringerne med grænseoverskridende og ulovligt indhold på sociale medier og også aldersverifikation. Så har vi været inde omkring konkurrenceevne, som flere ordførere har nævnt. Det er jeg glad for står højt blandt prioriteterne, for det gør det også for regeringen. Flere har også nævnt, at det er vigtigt, at det samtidig går hånd i hånd med de grønne ambitioner, og det er jeg også helt enig i er vigtigt. Det er kort og godt nogle vigtige emner, der er på dagsordenen, og det er også en ambitiøs dagsorden. Det viser jo også, at vi overtager det her EU-formandskab i en tid, hvor der er mange udfordringer for Europa, men også at der er mulighed for at skabe løsninger. Jeg noterer mig bl.a., at der jo også er momentum for europapolitikken. Altså, danskernes opbakning til Europa er massiv. En nylig undersøgelse viste, at 97 pct. af de adspurgte danskere mener, at EU-landene i højere grad skal stå sammen om at løse de globale udfordringer. Som formandskab vil vi gribe enhver chance, vi kan, for at levere nogle konkrete resultater, og derfor er jeg også glad for forslaget til den brede vedtagelsestekst, som ligger på bordet. Jeg glæder mig til det fortsatte brede samarbejde, som vi har her i Folketinget. Tak for ordet.

Hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance.

Kan ministeren redegøre for, hvad den foretrukne model for online aldersverifikation er, og hvad ministeren forventer at kunne opnå enighed om med de øvrige EU-lande under det danske formandskab?

Ministeren.

Nu er jeg jo godt nok tidligere digitaliseringsminister, men jeg tror, at jeg vil afholde mig fra at skulle redegøre for noget så konkret, som ligger på en anden ministers ressortområde.

Spørgeren.

Så må det blot være en opfordring til, at man, når man begynder at skulle lave aldersverifikation, så kigger på det, som EU jo faktisk er på vej med i form af den her eIDAS2-forordning, hvor man vil sikre beskyttelse af privatliv, altså at du ikke kobler den her verifikation op på identitet, men på en slags certifikat om, at du f.eks. er gammel nok til at se det her indhold, men ikke hvem du er, og hvem det er, der logger ind på forskellige sider og ser deres indhold. Det er blot en opfordring herfra.

Ministeren.

Jeg er glad for opfordringen. Det er jo også en drøftelse, jeg tidligere har haft med ordføreren på mit tidligere ministerområde, og det er jo også den retning, som regeringen arbejder i. Blandt andet er der det her forslag til en EU-wallet, hvor man har mulighed for at vise, at man er gammel nok, men i øvrigt ikke viser yderligere oplysninger, altså eksempelvis heller ikke hvor gammel man er, men blot at man er gammel nok, så man sikrer privatlivet.

Hr. Christian Friis Bach, Venstre.

Tak for det. Jeg har bare noteret mig ministerens meget stærke visioner og budskaber omkring udvidelse, og vi har jo været glade for i en god del af ordførerkredsen, at der har været en meget ambitiøs linje. Ministeren har jo løbende over for forligskredsen redegjort for, hvordan det ser ud. Nu ved jeg, at ministeren har været på endnu flere rejser og har besøgt endnu flere lande og endda måske også har talt med en kommissær, så derfor kunne jeg godt lige tænke mig at høre, om ministeren kan give en lille opdatering. Kan vi få åbnet nogle kapitler? Hvordan ser billedet ud lige nu, ikke mindst i forhold til Ukraine?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Det er et vigtigt emne om udvidelse, og jeg skal ikke lægge skjul på, at det er en dagsorden, der er vigtigt for regeringen. Vi håber også at kunne levere nogle konkrete resultater i form af at få åbnet nogle forhandlingskapitler eller cluster, som det hedder, og få lukket nogle. Jeg har besøgt de fleste af kandidatlandene, seks lande, og jeg har i dag også haft møde med Marta Kos, udvidelseskommissæren, i forhold til hvad der kan lade sig gøre. Der er en række lande, hvor det er teknisk muligt inden for det, vi kalder den meritbaserede tilgang, altså at kandidatlandene er klar til at gå videre, men der er også nogle udfordringer med nogle af kandidatlandene. Eksempelvis blokerer Ungarn for, at vi kan gå videre med at åbne det første cluster for Ukraine, og det synes vi fra regeringens side er meget uheldigt. Vi er 26 lande, der bakker op om at åbne, og vi vil forsøge at lægge pres på Ungarn, så vi kan få åbnet det første kapitel, det første cluster, med Ukraine.

Med en feberredning nåede spørgeren lige at trykke sig ind igen. Spørgeren, værsgo.

Det er det der med, om det er automatisk, eller om man skal trykke sig ind. Der har de forskellige formænd en lidt forskellig praksis, vil jeg sige, men lad det nu ligge. Til sidst vil jeg så godt lige følge op på – selv om det kan være fortroligt og alt muligt – hvilke ting man kunne tage i brug for at lægge pres på Ungarn. Hvad ser ministeren som muligt for at fremskynde noget af det her og måske få Ungarn til at træde til, også procesmæssigt, de mange forskellige forhindringer, der ligger i vejen?

Ministeren.

Men det er jo vanskeligt. I forvejen tilbageholdes der adskillige midler fra Ungarn, fordi der er brud på retsstatsprincipper. Lige nu forsøger vi med forhandlingens vej. Det, Ungarn siger, er, at der er udfordringer med minoritetsbeskyttelsen i Ukraine. Der er bilaterale diskussioner mellem Ungarn og Ukraine, der forsøger at få løst de stridigheder, der er, og det håber vi selvsagt kan ske, for Ukraine er klar til at gå videre med udvidelsesforhandlingerne. De er klar til, at vi åbner det første kapitel, og sådan set også flere, og det håber vi selvsagt kan lade sig gøre. Jeg tror også at det må være et pres, at 26 medlemslande bakker op om at gå videre. Der er kun ét land, der blokerer.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der har indtegnet sig, men fru Sascha Faxe fra Alternativet skal have lov til at komme på talerstolen.

Tak, og beklager roderiet. Kære kolleger, venner og ikke mindst alle medborgere, der er rundtomkring i vores europæiske fællesskab, for det er jo det, det handler om. Den 1. juli overtager Danmark formandskabet i EU. Det sker i en verden, hvor krig raser, kriser rammer, og storme, såvel politiske som klimatiske, blæser gennem vores samfund. Regeringen har valgt at fokusere på sikkerhed og konkurrenceevne, og det er vigtigt. Men vi må aldrig glemme, hvad der bærer det hele, og hvad der i virkeligheden er fundamentet for både sikkerhed og økonomi, nemlig kloden og dermed klimaet og naturen. Vi må aldrig glemme, hvorfor vi kæmper, for det er ikke blot tal i et regneark. Det er liv. Det er selve livet. Klima kender ingen grænser og skelner ikke mellem øst, vest, nord og syd, rige og fattige. Det er en fælles virkelighed, en fælles kamp. Derfor mener vi i Alternativet, at Danmark skal bruge formandskabet til at insistere på, at klimaet ikke bliver en bisætning, og at den grønne omstilling ikke drukner i geopolitik og markedstænkning. Klimaet skal være en grøn tråd gennem hele formandskabet. Det ville være smukt og nødvendigt, hvis Danmark kunne være den klimapolitiske brobygger i et splittet Europa og vi kunne være det foregangsland, vi så ofte kalder os selv – og ikke af stolthed, men af ansvar. Regeringen har lagt sine prioriteter frem, og i Alternativet vil vi gerne spille konstruktivt ind. Vi er visionære, ja, men vi er også løsningsorienterede. Vi ved, hvor rejsen skal føre os hen, og vi ved, at den begynder med de skridt, vi tager i dag. Et af de vigtigste skridt handler om EU's flerårige budget. Her ligger nøglen til forandring. Hvis vi skal gøre en forskel, skal vi starte med det, vi bruger allerflest penge på. For det første skal vi revidere EU's landbrugsstøtte. I dag bruger vi en tredjedel af EU's budget på at belønne dem, der har mest jord og ikke dem, der gør mest godt. Det er uretfærdigt, det er klimaskadeligt, og det er sløseri med skatteborgernes penge. Vi skal vende det om. Vi skal støtte dem, som værner om naturen, dyrker jorden med omtanke og skaber liv, ikke dem, der udpiner den. Idealet er ret enkelt: støt pr. handling, ikke pr. hektar. Vi skal hjælpe de små landbrug, de nye bønder, de, der gerne vil, men ikke kan. Vi skal indføre loft over støtten og vende pyramiden, så den første hektar støttes mere end den sidste. Sådan skaber vi retfærdighed og bæredygtighed. For det andet skal CO 2 -kvotesystemet udvides. Det skal også omfatte landbruget. Industrien er med, og det virker, men landbruget, som er en af de største kilder til udledning, står stadig udenfor. Det giver ingen mening, og det er ikke retfærdigt over for alle dem, der allerede omstiller. Vi siger ikke: Stram garnet, og lad dem sejle. Vi siger: Giv dem klare, rimelige og forudsigelige rammer. Giv dem de redskaber, der skal gøre det muligt at producere mad på klodens præmisser, ikke på bekostning af den. Når vi samtidigt reformerer støtten og udvider kvotesystemet, får vi det strukturelle skifte, som Europa har brug for. Det er et skifte, hvor mad bliver noget, vi producerer i harmoni med naturen, ikke i kamp mod den. For klimakrisen er ikke bare en krise. Det er alle krisers moder. Det er en sikkerhedskrise, det er en konkurrencekrise og en social krise, og det mest fundamentale beredskab, som vi som union kan opbygge, er sikkerhed i forhold til mad og adgang til en frugtbar jord. Så hvis vi virkelig vil prioritere det, regeringen siger vi skal, nemlig sikkerhed og konkurrenceevne, må vi tage klimaet dybt alvorligt, for der er ingen sikkerhed uden mad, ingen konkurrenceevne uden ressourcer og ingen fremtid uden en beboelig planet. Alternativet arbejder for, at Danmark bliver en klimadiplomatisk drivkraft og ikke bare en formand, der leder møder, men en formand, der viser retning, og som tør tale om fremtiden og tage ansvar for den. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Alternativet. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 27. maj 2025.

Ordfører for forslagsstillerne, fru Lise Bech, Danmarksdemokraterne, ønsker at give en begrundelse for forslaget.

Tak for det. Jeg blev lige bekymret for, at ministeren ikke var her til det her vigtige forslag. Tak for det. I mange år har hjemmeværnet jo kæmpet med et faldende antal frivillige og udfordringer med at rekruttere nye frivillige. Hjemmeværnet løser jo rigtig mange opgaver i vores beredskab, f.eks. bevogtningsopgaver i Danmark og internationalt til lands til vands og i luften, redningsopgaver, eftersøgninger og andre funktioner, som vi ikke kan undvære. Den sikkerhedspolitiske situation, vi står i nu, vidner om, at behovet for et stærkt beredskab aldrig har været større. Verden er uforudsigelig og ændrer sig konstant, hvilket stiller store krav til vores beredskab. Her spiller hjemmeværnet en central rolle. Derfor foreslår vi i Danmarksdemokraterne, at hjemmeværnet skal deltage ved Forsvarets Dag, for at flere unge får øjnene op for, hvad hjemmeværnet kan, og hvilke muligheder der er ved at være frivillig i hjemmeværnet. Det er jo glædeligt, at hjemmeværnet langt om længe har vendt den nedadgående kurve og siden 2024 haft tilgang af frivillige. Noget tyder på, at tendensen fortsætter i år. Alligevel er der med omkring 14.000 aktive stadig langt op til det høje antal frivillige, der var under den kolde krig i 1980'erne, på 77.000. Så det ændrer ikke på, at vi i Danmarksdemokraterne mener, at de unge på Forsvarets Dag skal introduceres til hjemmeværnet og de mange muligheder, der er i hjemmeværnet netop for at sikre, at den positive udvikling fortsætter og flere frivillige ønsker at blive en del af hjemmeværnet. Det mener vi at vi gør bedst ved at skabe opmærksomhed om det arbejde, hjemmeværnet laver. Og hvilken bedre måde findes der, end at hjemmeværnet deltager på Forsvarets Dag rundtom på landets kaserner? Så det her lille forslag kan jo ende med at gøre en stor forskel også for at få aldersgennemsnittet på vores hjemmeværnssoldater ned. Jeg ser frem til en debat, og så vil jeg lige sige, at Dansk Folkeparti jo som sagt ikke kunne være her, men de støtter forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er forsvarsministeren.

Tak for det. Danmarksdemokraterne har fremsat forslag til folketingsbeslutning om, at hjemmeværnet skal deltage i Forsvarets Dag. Danmarksdemokraterne foreslår, at man inden udgangen af folketingsåret 2024-25 sikrer, at hjemmeværnet får mulighed for at bidrage med informationer om hjemmeværnets opgaver og rekruttere unge til hjemmeværnet på Forsvarets Dag. Hjemmeværnets frivillige har en afgørende betydning for sikkerhed og tryghed i Danmark. Det er jeg helt enig med Danmarksdemokraterne i. Derfor støtter jeg faktisk også grundtanken i forslaget, da det er vigtigt, at mange unge får kendskab til hjemmeværnets virke og opgaver. Jeg anerkender også, at der tidligere har været udfordringer med rekrutteringen af frivillige til hjemmeværnet, men som det også blev sagt af Danmarksdemokraternes ordfører, har der imidlertid i den seneste tid været en rekordstor interesse for hjemmeværnet med et stigende antal tilmeldinger, og det synes jeg vi alle sammen kan være rigtig glade for. Jeg er så ikke helt overbevist om, at vi mest hensigtsmæssigt bruger forsvarets og hjemmeværnets ressourcer bedst ved at have fast deltagelse for hjemmeværnet ved Forsvarets Dag. Hjemmeværnet er allerede i dag en integreret del af Forsvarets Dag på linje med forsvarets tre værn, men der er i dag ikke krav om, hvor de ansatte ved Forsvarets Dag kommer fra, om det så er forsvaret eller hjemmeværnet. På Forsvarets Dag informeres de unge om indkaldelse til værnepligtstjeneste, forskellige tjenesteforhold, uddannelse, ansættelse og muligheder for at være frivillig i hjemmeværnet. Denne information gives både som en samlet briefing til alle unge og som en individuel vejledning af de rekrutteringsvejledere, som der er ved Forsvarets Dag. Forsvaret og hjemmeværnet har dygtige medarbejdere og frivillige, og vi skal have endnu flere i årene, der kommer. De unge skal derfor også have et oplyst grundlag at vælge ud fra, så både forsvaret og hjemmeværnet kan rekruttere de mest motiverede. Det er allerede besluttet som en del af moderniseringen af Forsvarets Dag at styrke den individuelle vejledning til de unge. Det gælder også vejledningen om hjemmeværnet. Samtidig styrkes informationer om hjemmeværnet i den digitale og fysiske informationskampagne forud for Forsvarets Dag. Hvordan de værnepligtige bedst anvendes efter værnepligten, er jo et helt centralt spørgsmål. Rekrutteringen til hjemmeværnet er et af de elementer, der kan prioriteres efter endt værnepligtstjeneste. Det skal også ses i sammenhæng med de øvrige spor i den historiske opbygning af kampkraft, som forsvaret er i gang med. Det er forhandlinger i forligskredsen, som danner baggrund for det. Jeg tænker også, at det er bedst egnet til, at vi kan drøfte det der. Men som jeg har sagt, synes jeg ikke, at det er den bedste og mest rigtige anvendelse af ressourcerne i det danske forsvar og beredskab, at vi stiller krav til, at der fast skal være repræsentanter fra hjemmeværnet til stede på Forsvarets Dag. Derfor kan jeg heller ikke umiddelbart støtte beslutningsforslaget, da det efter min vurdering vil være uhensigtsmæssigt at indføre nye administrative krav i forhold til den her opgave. Men når det så er sagt, synes jeg jo, at det kan give god mening også i det udvalgsarbejde, der foregår, at se på, hvordan man kan imødekomme nogle af de betragtninger, som der er, i forhold til at styrke oplysningsgrundlaget omkring hjemmeværnet. Derfor vil jeg også klart anbefale, at man jo kan gå videre i forhold til en beretning, der jo så videre kan danne baggrund for hele det her spørgsmål, og som naturligt også føder ind i det, når forligskredsen på forsvarsområdet senere skal diskutere de nye og forbedrede vilkår i forhold til at styrke det danske hjemmeværn.

Tak for det. Fru Lise Bech fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ministeren. Jeg er glad for, at ministeren siger, at han støtter grundtanken omkring det her også, og at man måske også kunne lave en beretning på det. Men det handler jo ikke udelukkende om de værnepligtige, der kommer ind i forsvaret. Det handler også om dem, der eventuelt trækker frinummer, eller dem, der bliver erklæret ikkeegnet, men som egentlig rigtig gerne vil gøre noget for Danmark. Derfor synes jeg stadig væk, det er en god idé, at de ligesom introduceres til, hvad hjemmeværnet er, og hvad hjemmeværnet kan. Det er altså ikke det samme som at læse en eller anden folder eller pjece om det på Forsvarets Dag.

Ministeren.

Jeg forstår udmærket godt de betragtninger, som ordføreren gør sig, men jeg tror nu alligevel stadig væk ikke, at det er den mest fornuftige anvendelse af ressourcerne i forbindelse med Forsvarets Dag. Når det er sagt, er jeg åben over for at diskutere, hvordan man i yderligere omfang så kan styrke informationerne omkring hjemmeværnet. Det tænker jeg sådan set er en fremstrakt hånd, i forhold til at jeg håber, vi kan diskutere det videre i forligskredsen på forsvarsområdet.

Spørgeren.

Det kan vi helt sikkert, og jeg er da også glad for den tilkendegivelse. Jeg vil bare sige, at selv om hovedparten i hjemmeværnet er frivillige, har vi jo fastansatte. Vi har jo rent faktisk nogle, der er på arbejde hver dag for hjemmeværnet. Vi kunne måske bruge nogle af dem. Det var mere sådan en tanke lige nu.

Ministeren.

Jeg har sådan set ikke besluttet mig for at skulle være på tværs. Jeg vil faktisk gerne have en helt fornuftig diskussion af det her spørgsmål omkring det at styrke hjemmeværnet. Jeg mener, der er meget, meget store potentialer i at styrke hjemmeværnet, ikke mindst også med den store tilslutning, der i øjeblikket er til hjemmeværnet. Det må vi jo prøve at se på hvordan vi bedst muligt understøtter. Så det er jeg villig til at diskutere.

Tak til forsvarsministeren. Den næste i talerrækken er hr. Simon Kollerup fra Socialdemokratiet.

Tak, formand. Det beslutningsforslag, vi har til behandling nu, er jo et forslag, hvor Danmarksdemokraterne foreslår, at hjemmeværnet skal deltage i Forsvarets Dag, så hjemmeværnet har mulighed for at bidrage med informationer om hjemmeværnets opgaver og også får mulighed for at rekruttere nogle flere unge til hjemmeværnet. Jeg vil sige, at i Socialdemokratiet er vi rigtig glade for, at der er flere og flere danskere, der ønsker at blive en del af hjemmeværnet. De allernyeste tal fra Hjemmeværnskommandoen viser jo, at vi i de første 3 måneder af det indeværende år, 2025, har set den største tilslutning til hjemmeværnet i over 35 år. Det vidner for mig om, at der er en stærk vilje blandt danskerne til at tage ansvar, til at gøre en forskel. Når der er flere, der bruger deres fritid på at være frivillige inden for hjemmeværnet, så siger det noget rigtig vigtigt, og det siger noget rigtig godt om Danmark og vores samfund. Vi lever i en tid, hvor verden omkring os er blevet mere uforudsigelig. Konflikter og uro rykker tættere på Europa og dermed også tættere på Danmark. Og hjemmeværnet spiller faktisk en helt central rolle i vores forsvar og i vores beredskab. Det er frivillige danskere, der løfter vigtige og konkrete opgaver hver eneste dag, og jeg mener faktisk, at vi fra Folketingets side skylder dem en meget stor tak og en stor anerkendelse for det utrættelige arbejde, rigtig mange danskere lægger her. Helt konkret har vi vist vores anerkendelse ved at støtte hjemmeværnet med 400 mio. kr. til ekstra udstyr. Vi ser løbende på, hvilke opgaver hjemmeværnet kan bidrage med både til havs, til lands og i luften. Og så er der, som ministeren har varslet, nye politiske initiativer på vej, fordi vi skal have en egentlig forhandling om fremtidens hjemmeværn i Danmark. Samtidig er de mange frivillige en afgørende del af den sådan lidt mere folkelige oprustning, som har stor betydning for, at vi som land kan komme godt igennem en svær og alvorlig situation, hvis en krise måtte opstå. Det fællesskab, og det er frivillighed, og det er grundstenene i et stærkt samfund som det danske. Netop nu med de udfordringer, vi står over for, er vi mere end nogen sinde brug for, at vi står sammen som danskere og som samfund. Med alt det her sagt og alt det gode omkring hjemmeværnet og alt det gode, vi i Socialdemokratiet også gerne vil være med til gøre for at styrke hjemmeværnet, så mener vi ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at indføre nye administrative krav for en opgave, der faktisk allerede bliver varetaget af det samlede forsvar på Forsvarets Dag. Og derudover er hjemmeværnet, som også forsvarsministeren redegjorde for, jo allerede i dag en integreret del af Forsvarets Dag på linje med hæren, søværnet og flyvevåbnet. Så vi støtter ikke det konkrete beslutningsforslag. Vi er også meget åbne for at se på, om vi kan skrive en fælles beretning, og i hvert fald er vi klar til en god politisk forhandling om et styrket hjemmeværn i Danmark, hvor vi kan skabe endnu bedre rammer omkring de mange tusind danskere, der i rekordantal søger til hjemmeværnet – både i år, men forhåbentlig også i de år, der kommer. Så med det kan jeg bare meddele, at vi ikke kan støtte det konkrete beslutningsforslag.

Fru Lise Bech, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Det er da virkelig dejligt, hvis vi kan lande en beretning. Men det er, som det altid er, regeringspartierne siger selvfølgelig nej, for det var jo ikke deres eget forslag. Jeg vil også lige rette statsministeren, der i går sagde, at vi havde 44.000 aktive hjemmeværnssoldater. Det har vi ikke, vi har 14.000. Resten er nogle reservehjemmeværnsfolk. Man skal jo minimum have 24 timers aktiv tjeneste om året for at være aktiv, og det vil så sige, at det altså kun er omkring de 14.000. Det er rigtig glædeligt, at vi har haft en tilgang i 2024 og også i 2025, men fra 14.000 og op til de 77.000, som vi var under den kolde krig, kan man sige er rigtig langt. Hvis antallet øges med 1.500-1.600 om året, tager det godt nok mange år, inden vi når op på de der omkring 77.000. Det var ikke et spørgsmål, men en bemærkning.

Ministeren.

Så godt er det ikke gået endnu, og det er heller ikke sikkert, at det nogen sinde kommer igen. Ordføreren har en kommentar til det, som jeg sådan set er enig i. Hvis man bare fortsætter linjen, vil der gå et stykke tid, men jeg tror ikke bare på, at linjen er lineær, jeg tror, at vi i stigende grad kommer til at se en eksponentiel stigning eller i hvert fald en stigende stigning, hvis man kan sige det, i tilslutningen til hjemmeværnet. Det begrunder jeg i, at vi nu på bare 3 måneder i år kan se en rekord i løbet af de sidste 35 år. Det, der så er vores opgave, er, at de, når der så kommer nye frivillige ind i hjemmeværnet, møder et moderniseret hjemmeværn, der er klar til at tage godt imod dem. Derfor er de 400 mio. kr., der nu er givet til hjemmeværnet, faldet på et tørt sted, og de skal være med til at modernisere uniformer, udstyr og alt det, der gør, at man også har lyst til at blive i hjemmeværnet, når man nu har meldt sig ind.

Tak til ordføreren. Vi har lige et opfølgende spørgsmål fra spørgeren.

Det er måske nærmere en kommentar. Jeg håber, at ordføreren har ret, for alle de der gode ting, som ordføreren også sagde om hjemmeværnet, er jeg helt enig i. Men det, vi taler om nu, er, hvordan vi får rekrutteret. Jeg har læst så mange årsberetninger fra hjemmeværnet, hvor man ikke får rekrutteret det, man skal, og det er vigtigt i de her år.

Ordføreren.

Det tror jeg også har været rigtigt i årene, der er gået, men i de år, vi står i lige nu, er den folkelige interesse for at gøre en forskel rigtig stor, og det at gøre en forskel er bl.a. at blive frivillig i hjemmeværnet, og derfor ser vi en meget stor søgning nu, og det skal vi understøtte. Jeg tror simpelt hen ikke på, at den rigtige måde at understøtte det er ved at lave et administrativt nyt krav om at skulle være til stede på den måde, som forslagsstilleren ønsker på forsvarets dag. Men måske skal vi drøfte en stærkere overgang fra værnepligten og ind i hjemmeværnet. Sådan noget tror jeg har en meget stærkere rekrutteringsværdi, også for vores hjemmeværn.

Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Den næste i talerækken er hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Tak for det. Jeg står her på vegne af Peter Juel-Jensen, som er på vej til NATO's Parlamentariske Forsamling i Dayton, og det er vigtigt. Men tak til Danmarksdemokraterne for at fremsætte det her forslag om, at hjemmeværnet skal spille en større rolle ved forsvarets dag. Det er jo et forslag, der er fremsat i en positiv ånd, og vi deler opfattelsen af, at hjemmeværnet spiller en ganske betydelig rolle i forsvaret af Danmark, og derfor har vi også positiv sympati for den motivation, der er bag forslaget. Men vi skal jo sikre, at vi løser opgaverne og gør tingene på den bedste måde. Vores hjemmeværnsdistrikter har mange arbejdsopgaver, og i takt med det skal vi være glade for, at flere og flere vælger hjemmeværnet til, og mange tak for det. Jeg er selv personligt, her taler jeg så på egne vegne, meget stolt over, at min 18-årige nevø, i øvrigt sammen med tre klassekammerater, har meldt sig til hjemmeværnet. Det synes jeg virkelig er flot. Men det, at der kommer så mange, betyder jo også, at der er en stor opgave i at sikre, at de nye bliver taget godt imod, at de bliver en del af fællesskabet, og derfor er der pres på ressourcerne i den her tid. Skulle vi så oven i de mange nye, en stigning på 35 pct., pålægge et distrikt flere opgaver, flere krav ved at beslutte en fast deltagelse for hjemmeværnet på forsvarets dag, tænker jeg ikke, at vi bruger ressourcerne på bedste vis, for hjemmeværnet er allerede, det har ministeren og ordføreren, hr. Simon Kollerup, sagt, en integreret del af forsvarets dag, men uden krav om, hvor de ansatte kommer fra. Vi er jo i forligskredsen enige om, at vi moderniserer forsvarets dag, at vi styrker den individuelle vejledning til de unge, og det gælder også vejledningen om hjemmeværnet. Vi styrker information om hjemmeværnet i den digitale og fysiske informationskampagne forud for forsvarets dag, og der er også enighed i forligskredsen om, at der skal ses på hjemmeværnets forhold senere på året, og den forhandling ser vi i Venstre frem til. Vi skylder de frivillige, hjemmeværnet gode og rimelige forhold. Så tak for et positivt forslag. Vi støtter det ikke, men vi ser frem til forhandlingerne, og jeg siger tak for ordet. Så skal jeg derudover hilse fra Moderaterne, hr. Peter Have, og sige, at de heller ikke kan støtte forslaget, men også tager positivt imod det.

Fru Lise Bech, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg synes bestemt også, at det er positivt, at der er tilgang, men noget af det, som jeg også synes er vigtigt her, er, at vi jo har hørt, at flere og en del af dem, der er kommet til på det seneste, faktisk er nogen, der har genaktiveret deres medlemskab af hjemmeværnet. Det vil sige, at vi ikke får aldersgennemsnittet ned. Nu fortæller ordføreren om nogen, der er i hjemmeværnet, og jeg kender også nogen, der er i hjemmeværnet, og er også gift med en, der er i hjemmeværnet, og det kan jo ikke nytte noget, at det er de der 50-årige, der skal ud at kæmpe. Vi skal have de unge med, og derfor syntes jeg også, det var god idé, og at det blev på forsvarsstadiet. Men tak for den ellers positive tilkendegivelse.

Ordføreren.

Jeg kan sige det samme: Min svoger har også genaktiveret sit engagement i hjemmeværnet og styrket det markant, og som sagt har min nevø, sønnen, og tre kammerater også meldt sig, så jeg tænker og håber, at det smitter positivt af. Jeg noterer mig, at der er mange unge, der melder sig, selv om der også er ældre helt op til 81 og 89 år, som vi hørte i statsministerens tale. Men der er jo opgaver, som skal løses, og hjemmeværnet spænder bredt i sin opgaveportefølje, og jeg tænker, at der også er brug for de lidt ældre i den her tid, hvor vi skal styrke vores beredskab og vores sikkerhed hele vejen rundt, og derfor er jeg meget taknemmelig for det. Jeg ser frem til forhandlingerne, og om vi kan gøre mere for at få flere unge med ind.

Tak til ordføreren fra Venstre. Den næste i talerrækken er fru Anne Valentina Berthelsen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, formand. Tak til Danmarksdemokraternes ordfører for at rejse en vigtig debat, nemlig hvordan vi styrker hjemmeværnet, og hvordan vi får de unge med, når vi taler om at styrke hjemmeværnet. For det er jo en rigtig vigtig debat. Jeg synes egentlig, at intentionen i det her forslag er rigtig, rigtig god. Jeg tror, at ordføreren har fuldstændig ret i, at vi bliver nødt til at gøre mere for at få de unge med. I anledning af Befrielsen var jeg ude at holde tale for hjemmeværnet på Vestlolland, og der havde man faktisk oplevet en forholdsvis stor søgning, især på grund af den sikkerhedspolitiske situation i kølvandet på krigen i Ukraine, og fra netop den unge gruppe. Der sad flere nye unge, både mænd og kvinder, som engagerede sig i det lokale arbejde, og som faktisk var aktive, og det er jo enormt positivt og rigtigt set, at der er behov for mere end den måske lidt ældre generation i hjemmeværnet, hvis vi skal styrke det og dets opgaveløsning i fremtiden. Jeg kan have min tvivl om, om Forsvarets Dag er det rigtige sted at rekruttere flere unge til hjemmeværnet fra, og om det måske snarere var uddannelsesinstitutionerne, man skulle ud på, og over en lidt mere kontinuerlig periode. På Forsvarets Dag er de unge der jo af en årsag: De skal til session, og de er formentlig nervøse, det er nyt, og det er angstprovokerende for nogle, og jeg er ikke sikker på, om man nødvendigvis har det overskud, der skal til for at overveje, om hjemmeværnet kunne være noget for en, i sådan en situation. Til gengæld tror jeg, at Socialdemokratiets ordfører tidligere havde fat i noget, nemlig at overgangen fra værnepligten og ind i hjemmeværnet ville indebære et stort rekrutteringspotentiale, hvis man gjorde en indsats der. Så jeg er ikke helt sikker på, at midlet er det rigtige. Det er egentlig ikke det, der afholder mig fra at støtte forslaget. Det, der afholder mig fra at støtte forslaget, er, at ordføreren i sit beslutningsforslag ikke rigtig få sat tal på, hvad det her koster. Der står, at det formentlig kræver et par årsværk, og det kunne jeg principielt godt tilslutte mig på SF's vegne. Man henviser til aftalen om veteraner som et sted, hvor man kunne finde finansieringen, og i øvrigt ros til ordføreren for at have peget på en finansiering – det er jo ikke alle, der fremsætter beslutningsforslag, der gør det – men så længe jeg ikke ved, hvad det her koster, og om det står mål med prisen, samtidig med at vi i SF måske har den betragtning, at andre initiativer kunne være mere relevante for at få de unge yderligere engageret i hjemmeværnet, gør det simpelt hen, at jeg ikke sådan umiddelbart vil støtte forslaget. Jeg synes godt, at man kan lande en beretning i udvalget, som det har været oppe i debatten tidligere i dag, og jeg synes sådan set også, det er noget, vi kan drøfte i regi af forligskredsen, hvor ordføreren jo selv sidder, og hvor en udmøntning af pengene i så fald ville finde sted. Her har vi måske også en mulighed for at få svar på, hvad der er af alternative muligheder for at engagere de unge yderligere i hjemmeværnet, og hvad det vil koste at lave de forskellige initiativer, så vi ligesom kan prioritere og tage stilling til, hvilken indsats der vil være bedst. Så overordnet set ros til intentionen og ros for, at man rejser debatten, men SF støtter ikke forslaget, simpelt hen fordi vi er i tvivl om, om det her er den mest effektive måde at gøre det på, og hvad det koster.

Fru Lise Bech, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Og tak for trods alt at være positiv over for det her forslag. Med hensyn til hvad det koster – og det kan man jo altid sige, når der ikke er sådan eksakt finansiering på – synes jeg, jeg har anvist det. Det, der ligesom var min tanke, var, at vi i hvert fald har fem byer, hvor vi holder Forsvarets Dag, og at det var der, det skulle foregå. Min intention var også, at det hovedsagelig skulle være nogle, der i forvejen var fastansat, altså nogle, der er ansat i hjemmeværnet, for dem har vi. Jeg har selv været ude i Jonstruplejren, og der er altså fastansatte. Derfor kunne jeg ikke sådan lige vurdere, hvad det ville koste, men jeg tænker, at det måske ikke bliver så dyrt, når det kommer til stykket. De skal jo aflønnes alligevel.

Ordføreren.

Det har jeg fuld forståelse for. Men det kan vi måske få svar på, så vi kan tage en videre drøftelse af, om det er den rigtige vej at gå, og i øvrigt også få svar på, hvilke muligheder for andre initiativer der kunne foreligge. Jeg skal ikke kunne sige, hvor dyrt det ville være. Formentlig har ordføreren ret i, at så dyrt er det nok ikke. Men det er jo også sådan, at vi skal prioritere, hvad pengene skal gå til internt i forligsrammen og måske især lige nu, hvor vi har mange opgaver på listen og faktisk ikke så forfærdelig mange midler tilbage i forligsrammen. Så med de ord vil jeg sige, at det nok kræver et sådan lidt mere konkret svar på, hvad prisen er, og hvilke andre effekter vi kan opnå ved andre initiativer.

Tak til ordføreren fra SF. Den næste i talerrækken er hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance.

Tak for det, formand. I Liberal Alliance insisterer vi jo på, at hele det danske forsvar skal gøres stærkere og mere sammenhængende, og derfor er det også en helt naturlig ting for os, at vi skal have øget kampkraften i hjemmeværnet. Hjemmeværnet udgør jo forsvarets frivillige rygrad i både fred, krise og krig. Forsvarets Dag er den så absolut største kontaktmulighed imellem forsvaret og de danske unge mennesker. I dag er det sådan, at det i sådan nogenlunde hele træskolængder er en halv ungdomsårgang, der møder op til Forsvarets Dag, og lige om lidt bliver det jo så af forskellige årsager og på grund af ligestillingen i værnepligten en hel ungdomsårgang, der møder op til Forsvarets Dag, og der ligger jo så dermed et helt enormt og p.t. formentlig uudnyttet rekrutteringspotentiale for hjemmeværnet. Forslaget om i en eller anden grad at lade hjemmeværnet deltage mere aktivt på Forsvarets Dag, end det er tilfældet på nuværende tidspunkt, er en oplagt og måske også prisbillig måde at få flere unge i kontakt og dialog med den frivillige del af forsvaret på. Samtidig giver det også de unge, der af den ene eller den anden grund ikke ender med at aftjene værnepligten, et meningsfuldt alternativ til at få indblik i det. Her vil jeg faktisk allerede godt adressere Socialdemokratiets ordførers bemærkning i hans tale tidligere, hvor der blev givet udtryk for, at det måske godt kan give mening at øge indsatsen i forbindelse med afslutningen af værnepligten. Men det skaber jo netop ikke den mulighed for at få en øget kontakt med de unge, der ikke kommer til at aftjene værnepligten, og det er trods alt stadig væk den største del af en ungdomsårgang. Så i forhold til hjemmeværnets øvrige rekrutteringsindsats på Hjallerup Marked og andre steder mener jeg faktisk, at det giver ret god mening at gøre en øget indsats i forbindelse med Forsvarets Dag. Det flugter i det hele taget fuldstændig med Liberal Alliances grundlæggende idégrundlag, som er at styrke den frivillige og ansvarstagende borger, også i uniform. Og vi er derfor meget velvilligt indstillet over for beslutningsforslaget. I Liberal Alliance mener vi så ovenikøbet også, at vi ikke skal stoppe med et beslutningsforslag som B 114. Men vi mener faktisk, at vi skal tage yderligere skridt til at styrke frivilligheden og sikre øget motivation for vores soldater i hjemmeværnet. Vi skal ikke kun fylde rækkerne op, vi skal også løfte kvaliteten af den indsats, vores frivillige hjemmeværnssoldater yder. Og hvis hjemmeværnet skal være mere, end det er i dag, kræver det også, tror vi i Liberal Alliance, et højere uddannelsesniveau, det kræver mere og mere tidssvarende udrustning, og det kræver også en tættere operativ integration med den professionelle del af vores forsvar. Fordi vi i Liberal Alliance tror på et Danmark, hvor det enkelte menneske vælger frivilligt at gøre tjeneste i hjemmeværnet og dermed tjene fællesskabet, mener vi også, at det er rimeligt, at man får stillet de bedste muligheder og redskaber til rådighed. Nu kunne jeg lytte mig frem til, at der er en velvillighed både hos flere af regeringspartierne, hos Socialistisk Folkeparti og også fra ministerens side til at lave en beretningstekst her, og det vil jeg også opfordre til at vi ender ud med. Men ellers vil jeg på Liberal Alliances vegne gerne hermed udtrykke min støtte til beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Fru Lise Bech, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak, fordi Liberal Alliance går helhjertet ind i det her og endda vil gå skridtet videre. Jeg er helt enig i, at vi også skal højne kvaliteten. Jeg har ikke et spørgsmål; jeg vil bare sige tak for det.

Ordføreren.

Tak selv, og vi ser jo som sagt meget frem til et konstruktivt samarbejde og dialog i udvalget med både regeringspartierne og forhåbentlig også med ministeren om en beretningstekst.

Hr. Simon Kollerup, Socialdemokratiet.

Jeg vil da også sige tak, men jeg tror, det alene må blive for talen. Jeg stiller lidt mig undrende over for, at Liberal Alliance vælger at støtte lige præcis det her forslag som en måde at løfte den frivillige kampkraft på. Det mål er vi enige om, og det håber jeg også min egen tale efterlod indtrykket af, men det, der bliver den reelle effekt her, er alene, at man kommer til at løse en opgave, som i forvejen er løst; informationen er tilgængelig på Forsvarets Dag. Men det, man gør her, og det undrer mig meget, at Liberal Alliance er med på den galej, er jo, at man kommer til at løfte de administrative byrde for det danske Hjemmeværn. Jeg har da set Liberal Alliance skifte position på andre vigtige forsvarspolitiske emner med henvisning til lige præcis de adminstrative byrder, så hvorfor går Liberal Alliance nu ind for øgede administrative byrder for Hjemmeværnet på en opgave, der i forvejen er løst?

Ordføreren.

Det med, at opgaven er løst, står jo for Socialdemokratiets ordførers egen regning, fordi der jo her også her skal kigges på kvalitet, og jeg er ikke sikker på, at man kvalitativt løser den her opgave på den bedst mulige måde. Nu henviste jeg sådan lidt med et glimt i øjet – det kan man selvfølgelig ikke se i referatet fra mødet her – til Hjallerup Marked. Hjemmeværnet foretager jo i forvejen en meget stor rekrutteringsindsats, og jeg tror måske, det kunne være meget fint at få lavet en nøje evaluering af den rekrutteringsindsats for at se efter, hvor det egentlig er, man rekrutterer fremtidens base i det frivillige forsvar. Hvor er det de unge mennesker, der indtræder i Hjemmeværnets rækker, bliver rekrutteret henne? Jeg tror faktisk, at der med en fornyet Forsvarets Dag godt kan være noget ræson og noget dybde i det forslag, Danmarksdemokraterne fremsætter her, som vil kunne ændre Hjemmeværnets rekrutteringsbase markant fremover.

Spørgeren.

Vi står jo i en situation, hvor Hjemmeværnet rekrutterer. Folk søger til Hjemmeværnet, og Hjemmeværnet rekrutterer flot også uden for Forsvarets Dag, men de er også tilgængelige på Forsvarets Dag. Og man kan opnå viden, også når man trækker frinummer, eller også når man vælger ikke at gå ind og blive værnepligtig. Det er derfor, jeg siger, at opgaven er løst. Så det, Liberal Alliance her stemmer for, er, at der nu skal 4, 5, 6 årsværk ud og bruge deres tid på Forsvarets Dag, i en situation hvor informationen er tilgængelig. Det er at løfte de administrative byrder på Hjemmeværnet, og jeg kan bare ikke se, man får den samme effekt ud af det. Jeg vil godt have ordføreren til at at godtgøre, hvorfor det opvejer hinanden.

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at det her nødvendigvis handler om at øge en administrativ byrde. Jeg mener, at det her handler om at flytte rekrutteringsindsatsen over på i større udstrækning at rekruttere unge mennesker end måske en lidt ældre skare. Ordførerens egen partiformand refererede i går til nogle på 81, der har meldt sig frivilligt til Hjemmeværnet. Jeg tænker, at der kan være en væsentligt større kampkraft i unge mennesker, som er i den værnepligtsduelige alder, men som ikke skal aftjene værnepligt og dermed kan træde ind i Hjemmeværnet i stedet for folk på 81, altså hvis man øger rekrutteringsindsatsen i den forbindelse.

Tak til ordføreren fra Liberal Alliane. Næste i talerrækken er hr. Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti.

Tak til alle de frivillige i Hjemmeværnet, som er en vigtig del af dansk forsvar. Et stærkt Hjemmeværn er måske den bedste garanti overhovedet for, at et land aldrig helt kan blive erobret, fordi det er meget svært at bekæmpe et Hjemmeværn, som er til stede alle steder og vil kunne yde modstand alle steder, hvis Danmark blev invaderet. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi styrker Hjemmeværnet, giver dem det materiel, de har brug for, og på alle måder bakker dem op. Alle andre ordførere har sagt nogenlunde det samme, som jeg har sagt nu her, og de har også givet stort udtryk for, at de synes, at forslaget er godt og sympatisk. Men nu vil jeg så sige de seks ord, der mangler fra de øvrige ordførere, og de ord er: Derfor stemmer vi for forslaget. Det ville jo være naturligt, at man ytrede de seks ord, når man egentlig synes, at idéen er god. Det er det eneste, Hjemmeværnet kan bruge til noget, altså at forslaget bliver gennemført, og ikke så meget sympatierklæringerne. Dem er de sikkert glade for, men jeg tror, de er endnu mere glade for, hvis man rent faktisk stemmer for tiltag, som styrker dem og øger rekrutteringen. Det er der åbenbart ikke så mange partier, som gør, men tak til Danmarksdemokraterne for at fremsætte forslaget. Der følger jo selvfølgelig penge med, når man fremsætter sådan et forslag, og derfor er det ikke en øget byrde for Hjemmeværnet; det er en øget mulighed. Det er bedre rekruttering, som vi stemmer for med forslaget. Jeg antager i øvrigt, at der vil være den fleksibilitet i implementeringen af det, at hvis det skulle være uoverkommeligt nogle steder, fordi man måske har så svag en hjemmeværnsorganisation, at man ikke har ressourcerne til at stille folk til Forsvarets Dag, så kan man sikkert også få lov til at slippe for det, hvis man ikke synes, det passer ind. Men det at give Hjemmeværnet en mulighed for at komme i bedre kontakt med en hel årgang af unge mennesker hvert år vil ubestrideligt efter vores opfattelse øge rekrutteringen til Hjemmeværnet. Vi synes, det er et godt forslag, som vi gerne vil støtte.

Fru Lise Bech, Danmarksdemokraterne.

Jeg vil bare sige tusind tak til Konservative for helhjertet at gå ind for det her, for det er et godt forslag, og det er ikke for ligesom at underkende noget fra ministeren eller noget. Det var simpelt hen en positiv intention fra min side, at jeg lavede det her beslutningsforslag. Tusind tak til Konservative. ( Rasmus Jarlov (KF): Selv tak).

Tak til ordføreren fra Det Konservative Folkeparti. Hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten ser jeg ikke til stede. Vi har hørt, at hr. Alex Ahrendtsen ikke er til stede, og hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre er her heller ikke. Så blev det fru Sascha Faxe fra Alternativet.

Tak, og tak for ordet, og først og fremmest tak til alle dem, der er med i hjemmeværnet, og alle dem, som er med i forsvaret. Tak for jeres tjeneste. Også tak til Danmarksdemokraterne for et godt forslag. Jeg synes, det er innovativt, og det kan vi jo godt lide i Alternativet. Jeg tror, den store udfordring i vores ende er – og det handler ikke om, at vi ikke kan lide hjemmeværnet; det kan vi godt – at der er et fokus på hjemmeværnet og ikke på de andre aktører, som måske kunne være en del af det. For idéen om at sige, at der er sådan en minikarrieremesse til en Forsvarets Dag, giver egentlig god mening, fordi man får et mere helhedsorienteret billede af, hvad vores forsvar er for en størrelse. Og når man er de der 18-19 år, er det jo ikke nødvendigvis, fordi man har tænkt på hele det felt, og man har ikke nødvendigvis en lang historik med at være frivillig i forskellige dele af sit liv, så det synes jeg er en rigtig god idé. Det kan være, vi kan lave noget med en betænkning, i og med at der jo ikke er flertal osv., eller noget med et ændringsforslag. Men det, jeg lidt mangler, er: Hvad med beredskabet, f.eks.? De mangler jo i den grad frivillige, og vi kan se igennem de senere år, at der har beredskabet været forfordelt i forhold til hjemmeværnet i midler og støtte, og vi kan også se, at hjemmeværnets opgaveportefølje har været udvidet, netop fordi man i beredskabet ikke nødvendigvis har haft frivillige nok. Så der er en interesse i at sige: Hvordan kan vi støtte det? Der kunne også være andre, man kunne overveje ind i det, altså den folkeretlige del af det, nemlig f.eks. Røde Kors, som jo også har en meget aktiv del i en krigssituation. Så det var mere for at sige: Den del kunne vi godt tænke os, før vi måske helhjertet kan sige woop. Men vi er altså meget positive over for intentionen i det her, men der er nogle nuancer, i forhold til at der er en vægtning i forhold til kun hjemmeværnet og ikke de andre dele i det. Så jeg håber, vi kan arbejde med det derfra. Og så vil jeg hilse fra Enhedslisten og sige, at de stemmer ja.

Fru Lise Bech, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Hvis vi kan lave en beretning, kan det også være, det er meget fint. Men jeg vil bare lige sige, at det her handler om forsvaret, og det handler om, at hjemmeværnet skal have en aktiv rolle på Forsvarets Dag. Beredskabsstyrelsen er der allerede, så derfor handler det om hjemmeværnet i dag. De andre aktører er i et andet regi, vil jeg mene. Det her er forsvaret.

Ordføreren.

Forsvarets Dag rekrutterer jo værnepligtige til både beredskabet og til forsvaret, og den del af beredskabet, der er til stede på Forsvarets Dag, er jo den, hvor man skal ind og være værnepligtig, og ikke den frivillige del. Det er bare, fordi vi både kalder det beredskab, når vi taler om den frivillige del og den mere professionelle del, hvor de værnepligtige er. Så det er den frivillige del, jeg tænker ind i det i forhold til det. Ligesom hjemmeværnet er forsvarets frivillige del, har vi bare et andet navn for frivilligdelen, end vi har i forhold til beredskabet. Så jeg er helt med på, at beredskabet er til stede, men det er den del af beredskabet, man går ind og er værnepligtig i, og ikke den, man kan komme ud og være frivillig i på den anden side.

Tak til ordføreren fra Alternativet. Ordføreren for forslagsstillerne, fru Lise Bech, Danmarksdemokraterne.

Tak, formand. Tak for den her lille debat her til aften. Vi mener stadig væk det her med, at deltagelse af hjemmeværnet til Forsvarets Dag kunne gøre, at unge får et større kendskab til, hvad hjemmeværnet er, fordi mange unge måske kun kender den klassiske værnepligt ved forsvaret og har mindre kendskab til de over 300 militære godkendte uddannelser og kurser, som hjemmeværnet tilbyder. Vi tror på, at det for mange unge ville være en gylden mulighed for at deltage i noget, man måske ikke lige havde tænkt på var en mulighed. Men det er en mulighed, hvor der er lige så gode vilkår for uddannelse, for fællesskab og for at gøre en forskel, som der er i forsvaret. Det forudsætter, at de unge får kendskab til de mange forskellige uddannelser og fællesskaber, der er i hjemmeværnet. Det er det, Forsvarets Dag kan bidrage til. Når nu aftalen om, at kvinder skal deltage i Forsvarets Dag, implementeres, så forventes det, at der er ca. 70.000 unge, der indkaldes til Forsvarets Dag. Så det er jo alle tiders mulighed for at rekruttere flere soldater til hjemmeværnet. Som Liberal Alliances ordfører sagde: Det er den største kontaktmulighed, vi har med de her unge mennesker. Forsvarets Dag handler jo om mere end bare at teste unges egnethed til værnepligt. Det handler også om at vække interessen og at oplyse de unge om de uddannelsesmuligheder, der er. Så ved at inkludere hjemmeværnet mere end bare med en folder eller en brochure, vil flere få et mere nuancerede og realistisk billede af, hvor mange forskellige veje og måder der er at tjene Danmark på. Der vil være nogle unge mennesker, som har et ønske om at tjene i værnepligten, men måske trækker frinummer eller ikke findes egnet. I første halvdel af 2024 var der i alt 55 pct. unge, som blev erklæret uegnet, og det er alligevel en stor andel, som stadig har mulighed for at søge optagelse i hjemmeværnet, der vel at mærke foretager en konkret, individuel vurdering. Der er mange måder at tjene sit land på, og hjemmeværnet er en stor del af det beredskab, der forsvarer Danmark. Derfor ønsker vi med forslaget at sætte fokus på, at flere unge får øjnene op for hjemmeværnet og dets muligheder. Som jeg sagde tidligere: Kunne vi få gennemsnitsalderen på vores hjemmeværnssoldater ned, ville det jo ikke gøre noget. Så vil jeg gerne gentage, at det her lille forslag kunne komme til at gøre en stor forskel. Jeg vil gerne takke alle ordførerne og også ministeren for den her debat i dag. Tak for ordet.

Tak til fru Lise Bech. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Da der ikke er mere at foretage i dette møde, er dagen slut her i salen.

Folketingets næste møde afholdes i morgen, fredag den 23. maj 2025, kl. 09.00. Jeg henviser til den dagsorden, der vil fremgå af Folketingets hjemmeside.